Indholdsfortegnelse. Læsevejledning til bilag Interviewguide til Christian Schwartzbach...3

Transkript

1 Indholdsfortegnelse Læsevejledning til bilag Interviewguide til Christian Schwartzbach Referat af interview med Christian Schwartzbach den. 7 december Interviewguide til Brian Referat af interview med Brian den 6. december Interviewguide til Brians pædagoger Referat af interview med Brians pædagoger den 6. december Interviewguide til Per Referat af interview med Per den 6. december Interviewguide til Pers pædagog Referat af interview med Pers pædagog den 7. december Interviewguide til Lisbeth Bruus-Jensen Referat af interview med Lisbeth Bruus Jensen den 12 december Side 1

2 Læsevejledning til bilag For at gøre læsningen af bilagene overskuelig, har vi valgt at udarbejde en læsevejledning. Referaterne fra interviews er udarbejdet ved, at vi i nogle tilfælde opsummerer, og dette er skrevet med almindelig skrift. Når talen har været klar og relevant, har vi valgt at citere direkte, og dette er skrevet i kursiv. Vi har dog ikke medtaget ord som f.eks. øh i citaterne. De spørgsmål vi stiller er understregede, og når de er direkte citerede, er de både understregede og i kursiv. Side 2

3 2.1 Interviewguide til Christian Schwartzbach Hvad har ideen været med at starte dette projekt? Hvilke tanker og værdier ligger bag? Hvilken udvikling har du observeret hos skovhjælperne i den periode, de har været ansat? Hvad er dine tanker om skovhjælpernes møde med det omgivende samfund? Hvad tror du dette møde betyder for dem? Har du indtryk af, at dette møde påvirker det omgivende samfund? Hvilke pædagogiske metoder/overvejelser tager du i brug, for at mødet skal blive succesfuldt? Hvilke tanker har du gjort dig om inklusionen? Fordele/ ulemper? Kan mødet være angstprovokerende for skovhjælperne? Hvilke påvirkninger har du oplevet skovhjælperne har fået fra de traditionelle beskyttede værksteder? Hvordan mener du institutionslivet påvirker skovhjælperne? Mener du, at de rammer denne institution indeholder, er anderledes end rammerne på de traditionelle beskyttede værksteder? Hvorfor har du valgt at starte dette projekt med naturen som ramme? Hvad tror du naturen betyder for skovhjælperne i hverdagen? Bevidst/ ubevidst? Side 3

4 Interesserer skovhjælperne sig for naturen? Side 4

5 2.2 Referat af interview med Christian Schwartzbach den. 7 december 2006 Christian fortæller om tankerne og opstarten af projektet: Ideen bag projektet er opstået mellem Christian og hans far, der er forstander for 3 bofællesskaber i Rødovre Kommune. Her var det tydeligt, at mange af beboerne havde for meget energi og blev frustrerede. De skulle ud og lave noget. Ideen var at lave et tilbud, der ikke var underlagt krav om produktion, hvor skovhjælperen og hans udvikling er i centrum i stedet for produktionen. På de traditionelle beskyttede værksteder holdes opholdsbetalingen nemlig nede, hvilket kræver, at der skal være en produktion, for at det kan løbe rundt. Her på Naturcenteret og i skoven kommer de ud og laver et stykke nødvendigt arbejde, som bliver set af andre f.eks. skovgæster og skovarbejdere. Den anerkendelse er med til at udvikle skovhjælperen i positiv retning. Projektet skal kunne rumme 26 udviklingshæmmede og et antal skovløbere og pædagoger. Amtet ville dog ikke være med til at godkende de 26 pladser, så derfor oprettede Christian og hans far en fond. Projektet løber derfor rundt alene ved skovhjælpernes opholdsbetaling. Efter dette ville amtet godkende 8 pladser. Efter 1. Januar 2007 bliver det kommunerne de udviklingshæmmede bor i, som skal godkende pladserne. Hvilke tanker har du gjort dig om skovhjælpernes møde med det omkringliggende samfund? Der er to aspekter af mødet mellem skovhjælperen og samfundet. Det ene er at være synlig og at møde publikum i skoven. Den anden er, at skovhjælperen servicerer. Det kunne f.eks. være at fylde grus i hullerne på skovstierne, eller at hjælpe en gæst med bålet på naturcenteret. Det gør, at skovhjælperne er blevet nødvendige og efterspurgt i skoven. Skovhjælperne har fra første færd udviklet et tilhørsforhold til Naturcenteret, bl.a. fordi der var brug for dem. De er meget glade for at vise det frem til publikum og servicere publikum. Da de startede, var de meget passive, men det vendte hurtigt. Nu er det sådan, at de rejser sig på eget initiativ for at hjælpe. De er gået fra at blive serviceret af pædagoger, til at servicere andre. Dette skyldes, at det arbejde, de udfører har et formål. Skovhjælperen ved, hvordan man pakker materialevogne, og hvordan man tænder bål. Samtidig tror jeg, at det skyldes, at skovhjælperne er kommet ud af de gamle rammer omgivet af en masse udviklingshæmmede og pædagoger, og nu arbejder sammen med skovarbejdere Side 5

6 og møder almindelige mennesker. Der bliver stillet krav til dem, som de ikke er vant til, og lige pludselig er de også begyndt at stille krav til os. Det kan man mærke ved, at de f.eks. selv giver udtryk for, at de vil lære at gå med kratrydder. De 8 vi har herude er vidt forskellige. Vi har en, der har kørekort, og en der puster til ilden gennem glaslågen på brændeovnen. Når jeg taler med skovhjælpernes pædagoger derhjemme, er det helt tydeligt, at skovhjælperne er nogle andre, når de er hjemme. Der er f.eks. en af skovhjælperne, der er helt lukket og ikke fortæller, hvad han har oplevet, når han er hjemme, og her fortæller han alt til alle. Vi har en café hvor skovhjælperne møder gæsterne. Disken kan give noget afstand til publikum, men kan samtidig være en nødvendig tryghed for skovhjælperne. I starten var mødet med gæsterne sådan, at når jeg kom ud i cafeen, var fokus på mig, og gæsterne forventede hjælp af mig. Dette taklede jeg ved bare at fortsætte igennem rummet eller helt holde mig ude, for ikke at forstyrre mødet. Skovhjælperen og skovgæsten må justere deres niveau for at mødes. Og så går snakken om f.eks. hvad er det for en fugl, der hænger over cafeen, og om det er et dejligt arbejde. De store børn kan godt være lidt strenge over for skovhjælperne, og det er også en udfordring, jeg har taget på mig som pædagog. f.eks. at fortælle, at her snakker vi ordentligt til hinanden. Mht. Pers mobning, har vi gjort det, at vi sender ham over for at hjælpe dem, der mobber, og de unge får et helt andet billede af Per, fordi han bliver en nødvendighed for dem. Per har efterfølgende sagt, at nu kunne de finde ud af, at tiltale ham ordentligt. To af skovhjælperne (Morgan og Brian) har et fælles projekt. Hvor de, når vi får besøg af en børnehave, tager tudsen frem. Morgan kan ikke fordrage melormene, og Brian er ikke så glad for tudsen, så Brian finder melormene frem og Morgan tudsen, og så arbejder de to sammen om denne lille event for børnene. Skovhjælpernes udvikling ses tydeligt ved, at de meget gerne vil prøve nye ting. Motorisk bliver de udfordret ved at hugge brænde ved forskellige metoder (økse, brændekløver, lodkløver), der gør at alle kan være med og bliver udfordret. Hvilken påvirkning tror du, skovhjælperne har fået fra deres gamle arbejder på de traditionelle beskyttede værksteder? Jeg tror og håber på, at værkstederne gør, hvad de kan. Men det, som var tydeligt, da projektet startede, var deres passive adfærd. De kunne ikke gøre noget, uden at der var en der sagde, nu skal vi gøre det og det. De havde ikke det store glæde med sig for at arbejde. Men jeg tror, at idet jeg selv og de to naturvejledere på Naturcentret mødte dem, som de var, og havde brug for vedkommendes hjælp til Side 6

7 bestemte arbejdsopgaver, betød det, at gamle vaner blev ændret til nye. Hvordan mener du udviklingshæmmede bliver påvirket af institutionslivet generelt? Nogle udviklingshæmmede har behov for trygheden. Handleplansmøderne på bostederne har heldigvis været så gode for skovhjælperne, at man har fundet ud af, at de gerne ville prøve noget nyt, og de har grebet chancen for at blive ansat som skovhjælpere. Skovhjælperne har fået mere overskud, og ser ikke stedet her som en institution, men som en arbejdsplads. Dette bekræftes af, at de er meget glade for deres skovhjælper-uniform og ofte vælger at have den på i fritiden. Der er status fra normalområdet, og skovgæsten tager skovhjælperen, som han er. Hvad tror de dette møde betyder for skovhjælperen? Ja, det er jo det, det hele handler om. Mødet er ikke kun, at skovhjælperen bliver set, men mødet er også den kommunikation, der foregår. Der bliver lige pludselig stillet spørgsmål, som skovhjælperen skal svare på. Ikke kun om dyr og planter i udstillingen, men også om hvad en skovhjælper er, og laver. Så bliver han nødt til at forklare og beskrive, så godt han nu kan. Og her sker meget, her rykker det. Der sker en bevidsthedsudvidelse, hvor han finder ud af, hvem han selv er. Dette skal man som pædagog gribe og udvikle. Og det gør vi gennem de mange arbejdsopgaver. Har det her projekt en påvirkning på samfundet? Det mener Københavns Amt eftersom projektet har modtaget kulturprisen fra amtet. Til denne pris var vi blevet indstillet af andre beskyttede værksteder og botilbud i amtet, så det må være et udtryk for, at projektet inspirerer andre. Det betyder også, at andre udviklingshæmmede begynder at efterspørge arbejdet herude. Så inden for specialområdet sker der noget. Inden for normalområdet har vi mest med institutioner og skoleklasser at gøre. Dem hjælper vi til en lettere dag i skoven. Tingene er gjort klar til dem, så de ikke skal tænke på det, men kan have fokus på andre ting. I lokalområdet bliver vi tit snakket til, når vi f.eks. handler ind, og her er det kun positivt. Er der en bagside ved inklusionstanken? Jo, det er der. Jeg tror, det omkringliggende samfund ikke er ligeså parat, som de udviklingshæmmede er. Men Naturcenteret her skaber en kontakt, hvor overgangen bliver blid. For når skovgæsten træder ind i naturcenteret, bliver han naturligvis nysgerrig. Samtidig har skovhjælperen også sin tryghed i, at han har nogle domæner og steder han kan trække sig tilbage, hvor gæsterne ikke kommer. Men den dårlige side af inklusionen kan måske mere ses i en bus, hvor de udviklingshæmmede ofte kigges skævt og nedladende til. Men generelt vil jeg sige, at alle vinder ved mødet. Side 7

8 Ser du dette projekt som et modstykke til f.eks. Nextjob? Ja. Jeg har et eksempel på en tidligere skovhjælper, som nu har søgt skånejob. Hans handicap er bl.a., at han ikke kan finde ro ved det, han arbejdede med, og hele tiden vil være en anden og lave noget nyt. Han har tidligere været ansat på Nextjob, og var her på naturcenteret i ca. et år. Han sagde arbejdet her op og fik arbejde som skraldemand, blev fyret efter kort tid, og har nu fået nyt job som flyttemand. Efter han har været her, ringer han herud mindst to gange om dagen, bare for at snakke og få lidt kontakt. For det er der ikke rigtig tid eller mandskab til, når man er i skånejob. Der mangler noget menneskelig kontakt. Han tjener godt nok mere som skraldemand, og arbejdet ligner mere et normalt arbejde, og det kan godt give status i hans øjne. Hvorfor har du valgt at starte projektet med naturen som ramme? Det var ud fra egen interesse. Jeg er uddannet skovarbejder og pædagog og er vokset op med friluftslivet. Så jeg har selv erfaret på min krop, hvor godt man får det, når man har været ude at lave noget. Man føler sig træt på en god måde. Så det handlede om at skabe en arbejdsplads ude, hvor der er højt til loftet, og hvor man kan lave nogle gode arbejdsopgaver. Men det er jo ikke altid, at skovhjælperen lige ser musvågen, og har sammen fascination som os andre. Men naturen påvirker dem alligevel. Der er en mod- og medspiller i naturen for skovhjælperen. Men en fra Dansk Naturfredningsforening har et helt andet syn på naturen, end en skovhjælper har. Noget af vores arbejde handler jo om at holde naturen ren, så de lærer at tage ansvar for naturen og passe på den. Det er arbejdsopgaven, der er fokus på, og så kommer naturen med i det. Hvordan bruger skovhjælperne naturen? Per er bedre fungerende end nogle af de andre skovhjælpere, og han er lidt af en enspænder. Derfor har han fået nogle arbejdsopgaver på aktivitetsområderne, der ligger væk fra naturcenteret. Dem skal han sørge for at holde ved lige. Og nogle gange, når stemningen er lidt for høj her på naturcenteret, og de andre skovhjælpere bliver svære at holde ud, så får Per lov at køre sig en tur på cyklen. Nogle gange tager han ud til aktivitetsområderne og løser en arbejdsopgave, og andre gange cykler han bare. Andre af skovhjælperne er gode til, hvis vi har en pause fra de normale opgaver, at hente affaldshapserne og gå sig en tur på Herstedhøje. Det kan godt være, de ikke har noget affald med tilbage, men de slapper af på en god måde. Side 8

9 3.1 Interviewguide til Brian Hvad er dit navn? Hvor gammel er du? Hvor bor du? Nu vil vi stille dig nogle spørgsmål om dit gamle og dit nye arbejde. Hvor arbejdede du før, du blev ansat her? Hvor mange år var du ansat? Hvad lavede du på dit arbejde? Kan du beskrive, hvordan en dag på arbejdet så ud? Hvordan havde du det, når du kom hjem fra arbejde? Hvad laver du her, når du er på arbejde? Kan du beskrive, hvordan en dag på arbejdet ser ud? Hvordan havde du det på dit gamle arbejde? Hvordan var dit humør? Havde du lyst til at gå på arbejde om morgenen? Hvordan har du det her på arbejdet? Hvordan er dit humør nu? Side 9

10 Hvordan har du det, når du kommer hjem fra arbejde? Hvorfor valgte du at skifte arbejde? Hvad betyder det for dig at have et arbejde? Hvad er forskellen på dit gamle og dit nye arbejde? Hvad betyder det for dig, at du møder nye mennesker på Naturcenteret hver dag? Hvad betyder dine kollegaer for dig (både Stephan, Henrik og alle skovhjælperne)? Har det nogen betydning for dig, at dit arbejde ligger i naturen? Hvordan har du det, når du er ude i naturen? Side 10

11 3.2 Referat af interview med Brian den 6. december 2006 Vi starter med at fortælle Brian, at interviewet kommer til at handle om, hvordan han har udviklet sig ved skiftet mellem det gamle og det nye arbejde. Vi vil optage det på diktafon, dette synes Brian er spændende, idet han selv har en diktafon magen til. Da vi spørger til Brians alder, kan han ikke huske den, og vi må finde sygesikringsbeviset frem og finder ud af, at han er 36 år. Brian bor på Herstedøster Sidevej i samme hus som Jimmi, som han også arbejde sammen med. Brian arbejdede på Hørkær, før han blev ansat på Skov Natur og Friluft Værkstedet. Han siger, at han arbejdede der i 10 år ( men hans pædagoger mener år). Brian fortæller, at han malede målepinde i blå og gul og var med til noget havearbejde. Han malede målepinde i 2 år hver dag. Han forklarer, hvad man bruger dem til, og hvordan han malede dem. Han snakker om, at de har lavet helt om derude (Tidligere arbejde). Kan du beskrive, hvordan en arbejdsdag så ud? Drikke kaffe, spise ostemad, frokost, og så kaffe til sidst, og så gik vi hjem Hvad lavede I mellem morgenmad og frokost. Der arbejdede I på de der pinde? Ja Hvad syntes du om at arbejde på de pinde? Ikke særligt sjovt. Det gør jeg aldrig mere Sidse, aldrig mere. Hvorfor ikke? Det gider jeg ikke mere, bare sidde og male male male, det gør jeg ikke mere, nu er det slut med at arbejde derude. Når du kom hjem fra arbejde, hvordan havde du det så? Ikke særligt godt. Jeg fik medicin. Hvorfor havde du det ikke så godt når du kom hjem fra arbejde? Jeg var oppe og skændes hele tiden. Jeg blev gal og slog. Jeg slog galt ud i luften. Det er mange år siden. Det er holdt op. Hvordan kan det være, at du valgte at skifte arbejde, så? Det var for kedeligt at arbejde derude. Jeg ville hellere arbejde herude i stedet for. Udenfor. Side 11

12 Hvordan så det ud der, hvor du arbejdede før? Indendørs, samme rum hele tiden. Nu er du jo kommet herud og arbejde, hvad laver du herude når du arbejder? Tja, ordner brænde, er ude i skoven, samler affald op. De må ikke smide flasker derude, så kommer Stefan, hvis de gør det igen. Det er forbudt. Laver du andre ting? Passer café, ordner brænde, og bager. Hvad kan du bedst lide? Ordne brænde. Hvorfor det? For det er hårdt. Bruge kroppen derude. Her foregår lidt sniksnak om løst og fast, der giver Brian lidt pause. Vi snakker om Ballerupvej ( et hus skovhjælperne har sat i stand, som skal være personalehus for skovholdet), om julefrokost osv. Havde du lyst til at gå på arbejde om morgenen da du arbejdede på dit gamle arbejde? Nej. Ikke om morgenen, det gad jeg ikke. Ville du gerne over på dit gamle arbejde? Nej tak! Det er kedeligt. Bare at sidde og glo hele tiden. Hvordan er det så nu? Sjovt. Jeg tager altid af sted om morgenen. Halv syv står jeg op, og så møder jeg kl. 8 Og hvordan har du det så når du kommer hjem fra arbejde? Dejligt, så får jeg en kop te i fred og ro. Brian fortæller om, hvem han bor sammen med, og giver udtryk for, at han sætter pris på fred og ro og få mennesker omkring ham. At han sætter sig udenfor i fred og ro og får sig en pibe. Hvad betyder det for dig at have et arbejde? Det er dejligt. Det er skønt at være ude i den friske luft. Der skal ske noget. Vi render rundt ude i skoven. Lave bål til folk. Så siger vi:" Hvad vil I have? Bål!" Så er det lavet med den brænder derude. Side 12

13 Og tagrenderne, de skal være rene. Ellers stopper de derude. Hvordan har du det med alle de nye mennesker, der kommer på naturcenteret hver dag? Der kommer rigtig mange mennesker, rigtig mange mennesker. Det er dejligt, de kommer på besøg. Så siger vi dav, så siger de goddag, så spørger de:" Hvad laver I herude?" Vi ordner brænde og gør rent herinde. Hvordan var det på dit gamle arbejde? Mødte du nogle nye mennesker der? Nej, det gjorde jeg ikke. ikke en eneste af dem. Herude er der mange mennesker. Det er bedre for mig at være herude. Hvordan har du det med dine kollegaer? Godt. Havde du nogle gode venner på dit gamle arbejde, som du arbejdede sammen med? Næh. Ikke derude. Har du nogle her på Naturcenteret, som du synes er gode venner? Ja det har jeg. Michael og Bent Jørgen. Har I været hjemme og besøge hinanden? Nej ikke endnu. Det gør vi lige pludselig. Dit arbejde herude, ligger jo i naturen, har det nogen betydning for dig? Er det godt eller dårligt at arbejde i naturen? Det er dejligt at arbejde herude i naturen. Der sker noget. Ude i den friske luft Sidse, i stedet for at sidde herinde og glo. Brian svarer på vores spørgsmål om naturens betydning, at han ikke må ryge indenfor, derfor går han ud. Han siger, at det er dejligt at sidde ude og ryge med Michael, Bent Jørgen og Stefan i fred og ro. Hvad er det ved dit arbejde herude, der betyder allermest for dig? Det er Stefan og Henrik (naturvejlederne på naturcenteret). Og Kato ( Stefans hund). Vi taler afslutningsvis om at vi skal besøge Brians bofællesskab i eftermiddag og lave interview med to af hans pædagoger. Side 13

14 3.3 Interviewguide til Brians pædagoger Vi vil stille jer nogle spørgsmål om Brian for at undersøge, om Brians livskvalitet har udviklet sig i takt med, at han har skiftet arbejde. Kan I beskrive, hvordan Brian havde det, dengang han var ansat på sit gamle arbejde? Hvordan var hans humør og overskud? Hvor meget medicin fik han? Hvorfor tror I Brian valgte at skifte arbejde? Hvordan har det påvirket Brian at skifte arbejde? Hvilken udvikling har I observeret? Hvordan er hans humør og overskud nu? Hvor meget medicin får han nu? Hvordan har Brian det, når han kommer hjem fra arbejde i dag, sammenlignet med på det gamle arbejde. Hvad tror I denne udvikling skyldes? Hvilke elementer i arbejdet, har I indtryk af, betyder mest for Brians udvikling? Hvad tror I det betyder for Brian, at hans arbejdsplads ligger i naturen? Hvad tror I, det betyder for Brian, at han møder mange fremmede mennesker på naturcenteret? Hvilken betydning tror I, det har haft for Brians liv, at han bor og arbejder på en institution? Side 14

15 3.4 Referat af interview med Brians pædagoger den 6. december 2006 Brian er for nylig flyttet til et nyt hus i bofællesskabet, og derved har han også fået nye pædagoger. Vi valgte at interviewe de to pædagoger, Brian havde tilknyttet i hans gamle hus, idet vi ønskede at få informationer om Brians udvikling igennem den tid, hvor arbejdsskiftet foregik. Kan I beskrive, hvordan Brian havde det, inden han skiftede arbejde? Henriette: Han var sådan set meget uligevægtig, da han flyttede over i det hus, hvor vi arbejder. I den periode snakkede vi med dem ude på Hørkær, og der var de fortvivlede over så dårlig, han var blevet, fordi han fik medicin. Han fik psykofarmaka i ret store doser, fordi han blev aggressiv og truede med knive, når han blev presset. Han havde det rigtig skidt. Han var fysisk tung, og kunne næsten ikke bøje sig ned og binde sine sko. Han var sådan lidt zombie-agtig og brækkede sig hele tiden. Så han havde det rigtig dårligt og kunne faktisk ikke deltage i arbejdet på Hørkær. Berit: Inden han bliver medicineret, har han jo ønsket i sin handleplan at få et nyt arbejde. Så inden han fik det psykisk rigtig dårligt og blev medicineret, havde han ønsket, at der skulle ske et skift. Henriette: Vi var faktisk i tvivl om, han kunne klare skovprojektet fordi han var så dårlig. Hvorfor var han blevet så dårlig? Henriette: Det var et mønster, han havde haft med sig fra tidligere, hvor han forelsker sig ulykkeligt i en kæreste, der siger fra overfor ham. Han reagerer ved at bliver såret og ked af det og ender med at blive aggressiv. Vi kunne jo ikke se igennem fingre med det. Han truede og knækkede sin pibe i vrede. Så gik han helt agurk ude på sit arbejde en dag, hvor de fik ham indlagt på den lukkede på Nordvang. Og efter det begynder han at blive medicineret, og der kom en psykiater ind over. Det var sådan lidt pest eller kolera, for han havde det heller ikke godt, da han blev medicineret. På Hørkær var de jo sure på os over det, fordi de huskede Brian som glad og frisk. Og der kan man sige, at han måske nu er blevet endnu mere glad og aktiv, efter han er kommet på skovprojektet. Jeg tror, at han var kørt lidt fast derude, at han kedede sig. Berit og Henriette fortæller, at Brian var tilknyttet et gartnerhold, der kørte rundt til forskellige institutioner og ordnede grønne områder. Det er påfaldende, at Brian kun husker at han har malet Side 15

16 målepinde. Berit mener at det er hvad han lavede, da han ikke kunne klare gartnerarbejdet længere. Han kastede op i tide og utide og var ikke tilstede. Berit: Det kan jo være svært for jer at måle Brians udvikling og forbedring, fordi han startede nedtrapning af medicinen samtidig med, at han startede på skovprojektet. Men nedtrapningen er sikkert gået hurtigere, fordi han er blevet taget godt imod, og han føler virkelig, at han finder sin plads dernede. I er om ham, forstår ham og møder ham på de rigtige ting. Der er ikke udfordringer, han ikke kan klare. Henriette: Det er jo den måde, vi har arbejdet med ham. Vi fik supervision på ham, fordi han havde det rigtig dårligt, og vi ville jo så gerne hjælpe ham. Så vi fandt frem til et strategi, hvor vi skulle være meget imødekommende overfor ham, kigge ham direkte i øjnene og hjælpe ham med at få dækket hans behov og formulere dem. Og hele tiden fortælle, når man gik, hvor man gik hen, og hvornår man kom tilbage. Og det har han altså responderet rigtig godt på. Så det er jo vigtigt, at han kan mærke, at Christian kan lide ham. Berit: Han regnes med, der er brug for ham, og han kan mærke, at han har en plads og en rolle. Han føler sig rigtig vigtig. De, der arbejder dernede føler, at de er en brik i noget, der skal hænge sammen. De har en funktion i cafeen, og de har flot arbejdstøj. De er noget. Det, tror jeg, er anderledes end andre beskyttede værksteder. Jeg tror, der er stor signalværdi, når man har "skovhjælper" på ryggen og har en funktion i skoven. Brian han siger, når vi er i skoven: "Husk at saml papir op", og hvis der er affald, siger han,at det er noget svineri. Hvordan har han det når han kommer hjem fra arbejde? Henriette: Han har det rigtig godt, som jeg ser det. Han kommer altid glad og frisk hjem. Berit: Han har måske ikke været så meddelsom før, som han er nu. Han ved, hvad der sker dernede og fortæller stolt om det. Han har en helt anden værdi og bliver regnet for noget. Han har et forhold til sine kollegaer og hænger billede op på væggen af dem derhjemme på sit værelse. Det gjorde han aldrig før. Har I indtryk af at han knytter sig anderledes nu? Han fortæller i hvert fald mere om venskaber nu. Da han var på Hørkær, hørte jeg aldrig om nogen derude fra. Han fortæller historier derude fra, især om Bent Jørgen og pædagoger og naturvejledere. Hvad tror I der gør at han trives? Side 16

17 Berit: Jeg tror, det er det, at han regnes for noget. Han har jo aldrig en dag længere, hvor han ikke har lyst til at tage af sted om morgenen. Han er glad for at komme derned, og tudsen skal jo fodres osv. Der er pligter, og der regnes med en, og så bliver man ikke bare væk. På Hørkær ville han ikke op om morgenen og tog tit pjækdage. Henriette: Og så det ligeværd, som jeg oplever, der tales til skovhjælperne med. Der er sådan en jargon. Hvad trorii det betyder, at det er sådan et sted, hvor der kommer fremmede gæster hver dag? Berit: Det har en stærk funktion. Brian fortæller, at han skal servere kaffe og kage. Det kniber nogle gange med priserne, men så hjælper kunderne jo. Det gør, at han føler sig vigtig. Så de har en forbindelse til det virkelige liv, som de ikke har på de traditionelle beskyttede værksteder. Så i kraft af det føler de, at de er noget. Hvad tror I det betyder for han, at arbejdet ligger i naturen? Henriette: Det giver noget rigtig godt at være ude i den friske luft. Ilt til hjerne, fysisk plads og skulle bruge kræfter. Det, tror jeg, er rigtig godt for ham, fordi han netop har været så fysisk dårlig. Det var god genoptræning for Brian at starte derude. Men han har jo snuset lidt til det på gartnerholdet. Hvordan mener I institutionslivet påvirker de udviklingshæmmede? Berit: Man kan i hvert fald sige, at lige så snart det bliver institutionsagtigt, så reagerer beboerne. Når noget bliver trukket ned over hovedet på dem, og de ikke har medbestemmelse, så sker der noget. For jeg tror ikke, de opfatter de her små huse som en institution. Henriette: Mange af dem har jo været vant til at være i den sfære af institutioner i en stor del af deres liv. De har altid haft nogle til at vejlede dem. Så det bliver en slags livsstil. Det bliver en naturlig ting, og det giver tryghed, at have nogle der vejleder. Nu hedder det sig jo i serviceloven, at de skal behandles på lige fod med andre borgere, og man må ikke kalde det en institution længere, men det er jo sådan lidt pseudo, for det bliver de jo ikke. Vi almindelig mennesker bliver jo f.eks. ikke styret af, om andre mener, vi skal børste tænder på bestemte tidspunkter. Og sådan vil det jo være for dem det meste af deres liv. Der er selvfølgelig nogle enkelt,e der kommer videre og bliver selvstændige nok. Mange gange handler det jo om det. Der er jo mange herude, der kan klare sig rent praktisk, men simpelthen ikke har selvstændigheden og selvfølelsen i orden. Man skal kunne klare sig selv og tro på, at man kan det for at blive selvstændig. De er vant til at være afventende. Hvornår kommer der en pædagog og fortæller mig, hvad jeg skal Side 17

18 gøre, for det kan jeg ikke selv beslutte og bestemme. På den måde kommer der sådan et afhængighedsforhold. Og det tager de jo med sig, når de kommer ned i skovprojektet. Og så er de jo også magelige. Altså de er jo vant til at sidde meget og ikke at skulle tage ansvar. Berit: Men nu føler Brian i hvert fald ansvar, hvis det er noget der handler om skov, og han er da også blevet hurtigere til at komme ud af stolen. Henriette: Jeg tror det handler om den der selvsikkerhed og selvværdsfølelse, som følger med ansvaret. Når man føler, man bliver mødt, udvikler man mere tro på sig selv og begynder automatisk at handle mere. Berit: Før i tiden var Brian meget undskyldende og afventende, når vi havde cafe i fælleshuset. Nu går han til opgaven og spørger højt, om folk skal have en kop kaffe. Det er ikke farligt for ham længere. Side 18

19 4.1 Interviewguide til Per Hvad er dit navn? Hvor gammel er du? Hvor bor du? Nu vil vi stille dig nogle spørgsmål om dit gamle og dit nye arbejde. Hvor arbejdede du, før du blev ansat her? Hvor mange år var du ansat? Hvad lavede du på dit arbejde? Kan du beskrive, hvordan en dag på arbejdet så ud? Hvordan havde du det, når du kom hjem fra arbejde? Hvad laver du her, når du er på arbejde? Kan du beskrive, hvordan en dag på arbejdet ser ud? Hvordan havde du det på dit gamle arbejde? Hvordan var dit humør? Havde du lyst til at gå på arbejde om morgenen? Hvordan har du det her på arbejdet? Hvordan er dit humør nu? Hvordan har du det, når du kommer hjem fra arbejde? Side 19

20 Hvorfor valgte du at skifte arbejde? Hvad betyder det for dig at have et arbejde? Hvad er forskellen på dit gamle og dit nye arbejde? Hvad betyder det for dig, at du møder nye mennesker på Naturcenteret hver dag? Hvad betyder dine kollegaer for dig (både Stephan, Henrik og alle skovhjælperne)? Har det nogen betydning for dig, at dit arbejde ligger i naturen? Hvordan har du det, når du er ude i naturen? Side 20

21 4.2 Referat af interview med Per den 6. december 2006 Per er 41 år. Han bor i Hedemarken i Albertslund i bofællesskab. Vi starter med at fortælle Per, at interviewet kommer til at handle om hans gamle og nye arbejde. Hvor arbejdede du, før du blev ansat her? Jeg arbejdede ude på et beskyttet værksted i Brøndby, der hedder Hesselager. Hvor mange år var du ansat der? Da jeg stoppede, havde jeg været der i 19 år. Og hvad lavede du, da du var på arbejde derude? Der lavede vi noget til vandrør og dåser og sådan nogle ting, vi savede i en periode. Sådan nogle gevindrør...i en periode var der så meget, så jeg måtte droppe min hjemmedag. Kan du beskrive, hvordan en arbejdsdag så ud? Der startede vi med ud over at ryge (griner) ja, vi gik bare i gang med det samme. Nogle gange havde man den samme opgave flere dage i træk. Det var meget ensformigt. Hvordan havde du det, når du kom hjem fra arbejde? Var du glad, havde det været en god dag eller hvordan? Nej, jeg må sige, at jeg er blevet gladere efter jeg er startet herude. Der skulle spares mere og mere og mere. Og nu har jeg også hørt, at de skal rive alle væggene ned indenfor, så det bliver et stort lokale. Jeg synes, det er godt, man er kommet væk derfra. Nu har du jo fået nyt arbejde herude, hvad laver I så? Ja, Elin du har jo set nogenlunde, hvad vi laver i dag, men fælder træer, passer café, vasker gulv, vasker toiletter rene og faktisk alt muligt, handler, det gør jeg. Havde du lyst til at gå på arbejde om morgenen, når du skulle af sted på dit gamle arbejde? Nej, jeg kom altid for sent. Hvorfor gad du ikke at stå op om morgenen? Det var et kedeligt sted. Havde du nogle gode venner på dit gamle arbejde? Nej, det havde jeg ikke. Havde det noget at gøre med dem, der var derude? eller var det noget med arbejde? Side 21

22 Ej, de blev mere og mere mærkelige efterhånden, så de var ikke noget for mig. Hvordan har du det så, når du kommer hjem fra en hel dag herude? Så har jeg det godt. Hvordan kan det være? Det er fordi,det er meget bedre det her arbejde end det andet. Hvorfor er det bedre? Man kan gå ude i naturen,og man får lov til lidt flere ting, end man gjorde derude. Per beskriver, hvordan han mødte bestyrelsesformanden for Skov Natur og Friluft Værkstedet, som arbejder inden for specialområdet. Han spurgte Per, om det var noget for ham, men Per var meget vanemenneske og sagde bare nej. Personalet og Pers forældre pressede på og opfordrer ham til at tænke over det, og efter et stykke tid besluttede han sig til, at det ville han godt. Og så kom jeg herover, og det er jeg simpelthen så glad for. Hvad betyder det for dig at have et arbejde? Det betyder jo man har lidt flere penge og noget at stå op til, så man ikke vender op på nat og dag. Hvad er så forskellen på dit gamle og dit nye arbejde? Det er, at det er mere frit her, det man går og laver. Der kommer jo rigtig mange mennesker på Naturcenteret. Hvordan har du det med det? Nogle gange har jeg det lidt skidt med det, og andre gange er det helt ok. Hvornår er det så, du har det skidt med det? Det er når... det stammer nok derhjemmefra Hedemarken, for nu ryster jeg jo med hovedet, så er der nogle der kalder mig rysteper og sådan noget. Og når de så også kommer herover og kalder mig det herovre. Per mener ikke, at dette har ændret sig, efter han er kommet på Naturcenteret. Du har jo mange kollegaer herovre, hvad betyder det for dig? De er flinke og rare at være sammen med. Har du nogle rigtig gode venner herovre? Side 22

23 Ja vi er vel alle sammen gode venner på en eller anden måde. Per har ikke reflekteret over, hvad det betyder for ham,, at arbejdet ligger i naturen, han tror ikke, det har betydning for ham at være ude kontra at være inde, men han kan godt lide at bruge kræfter, og på hans gamle arbejde brugte han mest hænderne og sad stille. Da vi spørger til Pers humør, har han ikke reflekteret over det, men fortæller at hans pædagoger og forældre siger, at de oplever, han er blevet et gladere menneske. Side 23

24 3.3 Interviewguide til Pers pædagog Vi vil stille dig nogle spørgsmål om Per, for at undersøge om Pers livskvalitet har udviklet sig i takt med, at han har skiftet arbejde. Kan du beskrive, hvordan Per havde det dengang, han var på sit gamle arbejde? Hvordan var hans humør og overskud? Hvor meget medicin fik han? Hvorfor tror du, Per valgte at skift arbejde? Hvordan har det påvirket Per at skifte arbejde? Hvilken udvikling har du observeret? Hvordan er hans humør og overskud nu? Hvor meget medicin får han nu? Hvordan har Per det, når han kommer hjem fra arbejde nu sammenlignet med på det gamle arbejde. Hvad tror du, denne udvikling skyldes? Hvilke elementer i arbejdet, har du indtryk af, betyder mest for Pers udvikling? Hvad tror du det betyder for Per, at hans arbejdsplads ligger i naturen? Hvad tror du, det betyder for Per, at han møder mange fremmede mennesker på Naturcenteret? Hvilken betydning tror du/i det har haft for Pers liv, at han bor og arbejder på en institution? Side 24

25 4.4 Referat af interview med Pers pædagog den 7. december 2006 Dette interview foregår hjemme i Pers bofællesskab. Der er intet personalerum, så interviewet foregår på Pers værelse, imens han er tilstede. Dette sætter nogle begrænsninger for, hvor meget vi kan spørge til f.eks. Pers følelsesliv, og i hvor stor grad pædagogen har mulighed for at tale frit og åbent. Hvordan havde Per det, da han arbejdede på sit gamle arbejde? Jeg vil sige, at NÅR han kom på arbejde, så var han trist, når han kom hjem. Han kom ikke så tit af sted på arbejde, eller også kom han meget sent derud. Det har ændret sig meget. Du (Per) kommer altid af sted på arbejde, selvom du nogle gange kommer lidt for sent. Per var færdig med Hesselager, han kunne bare ikke selv se det og definere det. Og hvad skyldtes det? Jeg tror, det skyldtes, at Per er sådan et vanemenneske. Det er vanens magt, for der havde han været i rigtig mange år, og han kunne ikke finde ud af at sige, at her vil jeg ikke arbejde mere. Vi har ( både pædagogerne og Pers forældre) forsøgt at arbejde med Per for at få ham til at forstå, at det der med udeliv, måske ville være noget for ham. Så det var sådan med pres. Og nu er han jo bare så glad for det, så det er jo skønt. Har du set nogen udvikling efter arbejdsskiftet? Ja, jeg synes han er blevet gladere. Der er kommet færre konflikter herhjemme. Det, tror jeg, handler om, at der er meget større udfordringer. Du taler tit om, at du har været ude og male forskellige ting og prøvet nye ting. Du går til opgaverne med krum hals. Jeg tror også, det betyder meget, hvordan Per er blevet taget imod, at der er en positiv indstilling. Har du nogen fornemmelse af, hvad det betyder for Per, at hans arbejde nu ligger i naturen? Han elsker det. Han har bare ikke været bevidst om, at det var den vej, han skulle. Det betyder meget, at arbejdsopgaverne er forskellige. På Hesselager var det stor set det samme, Per lavede i mange år. Og så tror jeg, det er rigtig godt, at han er ude. Side 25

26 5.1 Interviewguide til Lisbeth Bruus-Jensen Hvad kendetegner institutionen i dag? Er der nogle levn fra totalinstitutionen, som stadig kan ses i nutidens praktiske pædagogik? Hvad betyder institutionaliseringen for udviklingshæmmedes udvikling? Personlighedsudviklings! Hvad betyder det for udviklingshæmmedes liv, at de altid er i professionelle miljøer og er omgivet af pædagoger? Hvordan begrænser institutionaliseringen muligheden for inklusion? Hvad betyder det for de udviklingshæmmedes liv, at vi i dag taler om inklusion frem for integration? Hvad får de udviklingshæmmede mest ud af ved at blive inkluderet? Hvad er de negative sider ved inklusionen? Er samfundet parat til at inkludere (almindelige mennesker, pædagoger, arbejdspladser)? Hvilke kompetencer skal den udviklingshæmmede besidde, for at inklusionen bliver succesfuld? Ser du en forskel i generationerne af udviklingshæmmede? Er der forskel på de unge og gamles mulighed for inklusion? Her du nogle råd til, hvordan man kan få aktiveret en udviklingshæmmet, der er apatisk og initiativløs? Hvad ser du som pædagogens rolle i forhold til inklusion af udviklingshæmmede og forebyggelse afinstitutionalisering? Side 26

27 Side 27

28 5.2 Referat af interview med Lisbeth Bruus Jensen den 12 december 2006 Lisbeth starter med at stille nogle spørgsmål omkring Skov, Natur og Friluft Værkstedet, og vi fortæller om vores projekt, tanker og ideer. Hun mener ikke, at skovhjælperne er totalt institutionaliserede, men er dog stadig præget af institutionslivet og andre faktorer, som hun kommer nærmere ind på senere. Arbejdet på Skov Natur og Friluft værkstedet kommer bredere rundt med udfordringerne end de normale beskyttede værksteder, hvor arbejdet er mere monotont. Institutionens rammer har betydning for personligheden. Samtidig har relationen mellem pædagog og udviklingshæmmet betydning for, hvem man bliver. Man kan sige, at det de har været udsat for tidligere, giver sig udtryk i tillært hjælpeløshed. Argumentet for, at dette er tillært hjælpeløshed, er at det ændres i takt med det nye arbejde og nye udfordringer. Den tillærte hjælpeløshed bliver en del af habitus, og derfor bliver det en mønster, som er svært at bryde. Det, der arbejdes med på projektet, er at mennesket via egne handlinger og kognitive processer ændrer på sig selv og omverden. Dvs. at man, ved at begynde at gøre noget nyt, ændrer på sine tanker om sig selv. På projektet kommer der nogle helt nye typer af omgivelser, og naturen kommer ind i stedet for, at det er en ramme styret af ens rum og gentagelser. Herved kommer der nye forventninger, som kan give et nyt billede af sig selv som et menneske, der kan mere. Når der stilles krav, er det det samme som at sige: Jeg forventer noget af dig, og jeg regner med dig. Og det giver et helt andet syn på sig selv. F.eks. når pædagogen siger: Jamen, nu er det jo sådan, at du er skovhjælper, og skovhjælpere gør sådan og sådan. Så begynder man at lave et billede inde i deres hoved af, hvordan de er. Vi skal ikke kun give dem skovhjælpertøjet og sætte dem i gang med arbejdet, men også ændre deres forestillinger. Det er rigtig vigtigt! Vi taler om Pers mobning, og hvordan han stadig oplever det som slemt, på trods af observerede ændringer. Lisbeth mener, at mobningen har sat sig dybt i ham i hans følelsesliv og tankeliv. For at styrke det kan pædagogen begynde at påpege hver gang, det er anderledes. og tale i nutid i stedet for i datid. Er der levn fra totalinstitutionen, som stadig ses i dagens institutioner? Side 28

29 Der er næsten ingen institutioner tilbage som Lisbeth vil kalde traditionelle, for der er næsten ingen store botilbud tilbage. Derfor vil det, der er tilbage af institutionaliseringen primært være personalets tilgang. F.eks. at personalet kan tænke, at de udviklingshæmmede skal have mere hjælp, end de egentligt har behov for. At pædagogerne netop ikke giver dem udfordringer. På bostederne er der en tendens til, at man bliver ved med at holde fast i de udviklingshæmmede som et fællesskab og en gruppe. Altså, at de ikke har individuel ret, og at de skal indordne sig under fællesskabet. Dette kan være en afsmitning fra gamle dage, men afspejler samtidig, at personalet er presset og har begrænsede ressourcer, så de er nødt til at organisere deres arbejde. Det, at der er nogen, der er på arbejde, kommer til at betyde, at det ligner institutionen mere. På trods af lovgivningen, der forsøger at ændre på det, er der stadig mange levn fra tidligere. Hvordan påvirker det de udviklingshæmmede? Personalets rutiner og institutionen påvirker dem til at tro at de er hjælpeløse, altså tillært hjælpeløshed. Den udviklingshæmmede får forventninger om sig selv, som en der ikke kan, og dette bekræftes ved, at de andre udviklingshæmmede har det på samme måde. Mener du at institutionaliseringen er en hindring for inklusion? Inklusion betyder, at man påvirker hinanden gensidigt. I virkeligheden er det det samme som integrationsbegrebet. Integrationsbegrebet er blot blevet gjort lig med assimilation. Assimilation er tanken om, at de skal blive ligesom os. Man er begyndt at opfinde begrebet inklusion, fordi integration er kommet til at betyde noget andet, end det egentligt gjorde oprindeligt. Noget af det, udviklingshæmmede fører med ind i samfundet er at være gode mod andre. Det er noget, de lærer på institutioner, de lærer at tage hensyn til hinanden og deltage i gruppen. Her er der også positive tilbagemeldinger fra de arbejdspladser, hvor de udviklingshæmmede bliver ansat. Der er masser, der godt kunne komme i arbejde, men ikke gør det pga. den tillærte hjælpeløshed. Man kan sige, at institutionaliseringer og den tillærte hjælpeløshed gør selvfølgelig noget ved den enkeltes personlighed, som gør, at det menneske vil have nogle større forhindringer for at kunne overskride sine egne grænser. Så vil det være forbundet med angst pludselig at se sig selv i en helt anden rolle. Så man kan sige, at for at skulle kunne overkomme det, skal der meget mere støtte til for et menneske, der har været meget institutionaliseret i forhold til en, der ikke har være det. Det er ikke sikkert, det er institutionaliseringen, der er problemet, det kunne også være at have været udsat for enormt meget mobning. Der er mange i den aldersgruppe (som Per og Brian), som har været integreret i folkeskolen Side 29

30 og har været integreret på en måde, hvor de er blevet mobbet og har følt sig anderledes hele livet. Så det kan også være det, at de har været integreret, som betyder at de har fået en dårlig oplevelse af sig selv, så de ikke tror på, at de kan. Hvad betyder de udviklingshæmmede forhold til deres forældre? Det er et fåtal af udviklingshæmmede, der egentlig har en genetisk årsag til at være handicappede. Hovedparten, og især for jeres målgruppe, som er bedre fungerende, kan det lige så godt være omsorgssvigt, der gør at de bliver udviklingshæmmede. Omsorgssvigtet kan betyde, at de ikke er i stand til at lære noget, og så bliver man jo udviklingshæmmet. Så derfor kan den baggrund, man kommer med, have en kæmpe betydning. Er samfundet klar til at inkludere? Lisbeth mener, at samfundet er klar til at inkludere. Vi lever i en tid lige nu, hvor der er overskud i samfundet. Man kan se samfundets rigdom på, hvordan det behandler sine handicappede. Vi har ressourcer til lige nu at betragte handicappede som ligeværdige med samme rettigheder som andre. Kan udviklingshæmmede blive ensomme af at være ansat i skånejobs på almindelige arbejdspladser? De steder, hvor inklusionen lykkes, sørger man for at have personalegrupper, hvor de mødes og holder møder og brugerråd. Her ansættes de ofte sammen med andre udviklingshæmmede og har kontakt til jobkonsulenter. Der er også en del, der har kombinationsjob, hvor der både er skånejob og job på beskyttet værksted. Skal den udviklingshæmmede, der inkluderes, have nogle specielle kompetencer? Nej, men det kræver noget specielt af jobbet. Det kræver, at job og menneske matcher. Det er vigtigt at tænke, at de kompetencer, man skal have, skal læres på stedet. Man skal ikke tro, at man kan opdrage dem hjemmefra, man skal opdrage dem på stedet. Dette skyldes, at udviklingshæmmede har meget svært ved at overføre viden fra et sted til et andet sted. Det kaldes situeret læring, hvor viden er bundet til et bestemt sted. Er udviklingshæmmede stressede? Udviklingshæmmet bliver meget nemt stressede. Det er en del af handicappet. Det at være udviklingshæmmet betyder, at man har opmærksomhedsforstyrrelser. Det kan f.eks. være, at de ikke kan rumme alle de sanseindtryk, der kommer. De kan ikke nå at bearbejde dem og finde ud af, hvad der foregår. Og så bliver man nemt stresset. Et andet problem for udviklingshæmmede er det at kunne forestille sig strategier, huske og forestille sig fremtid. Det er banalt, at hvis man ikke ved, hvad der Side 30

31 skal ske, så bliver man stresset. Naturen giver jo rigtig mange sanseindtryk, bliver de også forvirrede over disse sanseindtryk? Jeg vil tro, at den har den beroligende effekt, for den anden type af sanseindtryk, som giver stress, er f.eks. hurtige bevægelser, især det med krav der stilles fra mange sider, hvor naturen, den er sig selv. Man kan vælge, hvad man ser af naturen, hvor meget man tager ind. Dog kan. f.eks. stormvejr været stressende. Der bliver sanseindtrykket for voldsomt i forhold til, hvad hjernen kan kapere. Hvilke pædagogiske metoder ville du anbefale at bruge overfor en udviklingshæmmet med tillært hjælpeløshed? Jeg vil anbefale at arbejde med en teori, der hedder selvpsykologien. Det rummer fire forskellige ting, man skal arbejde med. 1: rumme, lytte og vise empati. Man skal f.eks. kunne rumme, at de er kede af det og hjælpe med at sætte ord på. Denne dimension handler om selvhævdelse og få lov at have betydning i verden. Fordringen: Elsk mig, som jeg er. For at føle at jeg bliver elsket, som jeg er, så skal der være et selvobjekt. Det vil sige, at der er et menneske, som elsker mig, som jeg er, og rummer mig. Pædagogen er igennem dette med til at vise ham, hvem han er: Jeg kan rumme dig, jeg kan lide dig, og jeg hjælper dig, hvis du er urolig. 2: At have idealer: Vis mig, hvem jeg kan blive og opleve, at der er mening i tingene. Pædagogen skal være et tilbud til den udviklingshæmmede, være begejstret og glad. Man skal selv brænde for det, man gør. Man viser vej. Den udviklingshæmmede kan se dette i pædagogen, men det er bedst, hvis han kan se det i en anden udviklingshæmmet, for her ses en person som sig selv, som godt kan, og så skabes et realistisk billede af, at man godt selv kan. 3: Samhørighed: Fordring: Lad mig være som dig. Man har brug for samhørighed med ligesindede. F.eks. hvis man skal have den piberygende mand til noget, er det en god idé at få ham til at arbejde sammen med en kammerat, det giver følelsen af, at vi hører sammen og har ret til at være her. 4: Mestring: At blive udfordret i sine kompetencer. I dette ligger NUZO (næste udviklingszone), at altid udfordres i nærmeste udviklingszone. Man bliver der, hvor de kan gøre det sammen med en kyndig anden. Tit er NUZO meget lavere, end man tror. Man kan også tale om stillasering, hvor pædagogens job er at være stillads, hvor stilladset er præcist lige så højt, som det skal være, ellers piller man det lidt ned. Det er lidt det samme som NUZO. Netop deres handicap betyder, at de bliver stressede, og derfor er det utroligt vigtigt at forholde sig til det ved at arbejde med genkendelighed og rutiner. Man kan sige, at man laver et støttekorset til hjernen. Mange vil netop have problemer med frontallappen, alt det der handler om strategi, tænkning og sprog. Side 31

32 Hvis de bliver stressede, kommer det ofte til udtryk ved angst, eller ved at man sætter sig hen og ryger en pibe hele dagen, fordi det hele bliver for meget. Så det behøver altså ikke kun at være institutionaliseringen, men kan også helt konkret være, at udfordringerne er for store i forhold til det handicap man her. Den tillærte hjælpeløshed kommer af, at man ser andre som sig selv, at de f.eks. heller ikke får noget ud af at sige noget og blande sig. Udviklingshæmmede med talehandicap er enormt præget af tillært hjælpeløshed, fordi de gentagne gange forsøger at udtrykke sig, men ikke bliver mødt. Det bliver internaliseret, altså jeg er sådan i opfattelsen af mig selv. For at modarbejde den tillærte hjælpeløshed, kan man f.eks. lave et brugerråd med en formand, der får lov at være noget, dvs. sætte dem i scene og vise værdighed og respekt. Side 32