Resumé. Nanna Mortensen, gr. 9 Bachelor-projekt Maj 2014

Transkript

1 Resumé Emnet for dette bachelorprojekt er unge hjemløse i Danmark, og hvordan socialrådgiverne i en bestemt kommune arbejder socialfagligt med denne målgruppe, herunder hvordan de medinddrager samt yder en helhedsorienteret og individuel indsats. Problemstillingen er, at der ifølge SFI's 1 seneste nationale kortlægning af hjemløse i Danmark (2013), er kommet flere hjemløse til, og især blandt de unge mellem år. Det er der en del årsager til, og en af dem er, at sagsgangen ift. denne målgruppe ikke er hensigtsmæssig (ifølge SFI rapport "Hjemløsestrategien afsluttende rapport"). Rådet for socialt udsatte lavede i 2013 en undersøgelse, hvor de spurgte 30 udsatte unge, hvad de mener om deres møde med systemet, og resultatet var, at de bl.a. ikke føler sig medinddraget, og at de savner en mere helhedsorienteret og individuel indsats/behandling. Dette danner grundlag for problemstillingen i dette bachelorprojekt, og min problemformulering lyder således: Hvordan medinddrager socialrådgiverne i X kommune de hjemløse i det socialfaglige arbejde? Formålet med bachelorprojektet er at undersøge, hvordan socialrådgiverne i en bestemt kommune medinddrager de unge hjemløse, samt yder en helhedsorienteret og individuel indsats, for herefter at analysere på, hvad det kan have af konsekvenser for de hjemløse. Min metode til at undersøge dette er igennem interviews med 4 socialrådgivere i den pågældende kommune, hvor jeg spørger dem ind til sagsbehandlingsprocessen ift. unge hjemløse, og disse interviews bliver herefter analyseret ud fra teori af Goffman, Revstedt, Ziehe, Bronfenbrenner og Bauman. Et af de vigtigste resultater/konklusioner i mit bachelorprojekt er, at jeg har opdaget, at for at få hjælp af det offentlige, så skal man som menneske, og i dette tilfælde hjemløs, tilpasses forvaltningens problemidentitet, og dermed findes der ingen "rigtige" hjemløse i det offentlige system, men kun "konstruerede" hjemløse, som igennem forskellige processer er blevet tilpasset forvaltningens problemidentitet og sandhedsregime. Dette bachelorprojekt handler altså også meget om, hvilke processer der bliver sat i gang, når en hjemløs træder ind ad døren hos kommunen, og beder om hjælp. 1 Det Nationale Forskningscenter for Velfærd Side 1 af 50

2 Indhold Resumé Indledning Emneafgrænsning og problemstilling Problemformulering med genstandsfelt Begrebsafklaring Metode Interview til indsamling af empiri: Undersøgelsesdesign Validitet og reliabilitet Min videnskabsteoretiske metode Teori Institutionelle identiteter/problemidentiteter Erving Goffman Per Revstedt Thomas Ziehe Fragmenteret socialt arbejde Bronfenbrenner - Den økologiske udviklingsteori Zygmunt Bauman - Social ingeniørkunst - umenneskeligheden bliver sat i masseproduktion Analyse Analyse af undersøgelsesspørgsmål 1: Hvordan forstår og anvender socialrådgiverne i X kommune medinddragelse ift. det socialfaglige arbejde med hjemløse? Linda Thorsagers 3deling af medinddragelsen Revstedt's motivationsteori Erving Goffman - mortifikationsprocesser Delkonklusion på undersøgelsesspørgsmål Side 2 af 50

3 4.2 Analyse af undersøgelsesspørgsmål 2: Hvordan forstår og anvender socialrådgiverne i X kommune en helhedsorienteret indsats ift. hjemløse? Thomas Ziehe - Den kulturelle frisættelse Delkonklusion på undersøgelsesspørgsmål Analyse af undersøgelsesspørgsmål 3: Hvordan forstår og anvender socialrådgiverne i X kommune en individuel indsats over for hjemløse? Bronfenbrenners økologiske udviklingsteori Zygmunt Bauman - Social ingeniørkunst - Umenneskeligheden bliver sat i masseproduktion Delkonklusion på undersøgelsesspørgsmål Samlet konklusion Perspektivering Litteraturliste Side 3 af 50

4 1.0 Indledning Ifølge SFI s seneste nationale kortlægning af hjemløshed i Danmark, som har resulteret i rapporten Hjemløshed i Danmark 2013 national kortlægning, har man konkluderet, at hjemløsheden i Danmark er steget med hele 16 % siden Især antallet af unge hjemløse mellem år er steget kraftigt fra 633 personer i 2009 til 1138 personer i Over halvdelen af de hjemløse (57 %) har været hjemløse i under et år, hvilket vil sige, at der er en fortsat nytilgang af borgere, der bliver hjemløse. Ifølge SFI s hjemløse-rapport, så angiver 37 % økonomiske vanskeligheder som årsag til hjemløshed, 33 % angiver psykisk sygdom, 32 % angiver stofmisbrug, og 26 % angiver manglende egnede boliger som årsag til hjemløshed. Ifølge hjemløse-rapporten er hele 82 % af de unge hjemløse mellem år på kontanthjælp, og er dermed ramt af den nye kontanthjælpsreform, hvilket ifølge rapporten vil forstærke problemet. Også i SFI's rapport "Hjemløsestrategien afsluttende rapport" er det overordnede billede, at strategiens målsætninger ikke er nået, og at der er kommet flere hjemløse til, især unge. I denne rapport peges der på de samme psykosociale årsager/faktorer, som nævnt ovenfor, men derudover nævnes også uhensigtsmæssige sagsgange som en væsentlig årsag til den store stigning af unge hjemløse. Rådet for socialt udsatte lavede i 2013 en rapport: "Man føler sig som en tennisbold, der bliver kastet frem og tilbage i systemet,", hvor man har interviewet 30 udsatte unge mellem år om, hvordan de føler de er blevet behandlet af kommunen igennem deres sagsbehandling. Her giver de unge udtryk for, at de savner noget mere medinddragelse i deres sager, da de ikke føler, at de bliver lyttet til. De føler også alt for ofte, at de "blot er et nummer i rækken", og at de får en standardiseret behandling, i stedet for en individuel. Alt dette indebærer, ifølge rapporten, en risiko for, at denne gruppe unge ikke får den nødvendige støtte til at blive en del af samfundet på almindelige vilkår, og dermed får svært ved at komme ud af hjemløsheden. Jeg valgte dette emne ud fra personlig interesse, men også fordi jeg ser det som et stort samfundsmæssigt problem, at så mange unge mennesker i Danmark bliver hjemløse, da det jo betyder, at disse unge mennesker får sværere ved at blive en del af samfundet på normale vilkår, og dermed får sværere ved at bidrage positivt til Danmarks fremtid, igennem uddannelse, job etc. Samtidig blev jeg også nysgerrig på at undersøge, om det virkelig kan passe, at socialrådgiverne, som netop er nogle af dem, der skal hjælpe de Side 4 af 50

5 unge tilbage til samfundet, faktisk, ifølge Rådet for socialt udsattes rapport, er med til at holde de unge fast i hjemløsheden, igennem sagsbehandlingsprocessen Emneafgrænsning og problemstilling Jeg har valgt at afgrænse emnet til kun at omhandle unge hjemløse mellem år. Det har jeg gjort, fordi det ifølge SFI's seneste nationale kortlægning er den gruppe af hjemløse, hvor stigningen har været mest markant de sidste 4 år, samt det er den aldersgruppe, som er blevet interviewet i Rådet for socialt udsattes rapport. Det er også den gruppe af hjemløse, der bliver hårdest ramt af bl.a. regeringens nye kontanthjælpsreform. Jeg har i løbet af mit bachelorprojekt opdaget, at der i Danmark skelnes mellem, hvad jeg vil kalde "rigtige" hjemløse og "konstruerede" hjemløse 2. De "rigtige" hjemløse er dem, som ikke har nogen kontakt til det kommunale system. De har ingen adresse, bolig, tilknytning til arbejdsmarkedet og de modtager ikke ydelser fra det offentlige. De er så at sige "usynlige" for systemet. De "konstruerede" hjemløse er dem, som har en kontakt til det kommunale system, fordi de modtager en ydelse, oftest kontanthjælp, og dermed har de en eller anden form for adresse eller postboks, så man ved, hvor den hjemløses hjemkommune er, og dermed hvem der skal udbetale ydelsen. Det er en konstrueret form for hjemløshed, for kan man i virkeligheden tale om, at man er "rigtig" hjemløs, hvis man har en adresse eller en "hjem"kommune, selvom det måske kun er i form af en postboks el.lign.? SFI's rapport "Hjemløshed i Danmark 2013" siger da også lidt om, at dem vi i det offentlige system kalder for "hjemløse" kun er dem, som på den ene eller den anden måde er i kontakt med systemet, for ellers "ser" systemet dem ikke (SFI, (2013), s. 29). Man kan altså sige, at det offentlige system kun arbejder med "konstruerede" hjemløse, og ikke de "rigtige" hjemløse, og derfor er det også de "konstruerede" hjemløse, som er i fokus i mit bachelorprojekt. Jeg vil i mit bachelorprojekt undersøge, hvordan socialrådgiverne i X kommune arbejder socialfagligt med de unge hjemløse, og jeg har valgt at fokusere på medinddragelsen ift. den helhedsorienterede indsats, samt den individuelle indsats. Dette har jeg valgt, fordi det er nogle af de områder, som de unge hjemløse i Rådet for socialt udsattes rapport, angiver som "problemområder" i sagsbehandlingsprocessen, og som nogle af de områder, hvor de efterspørger forbedringer. 2 Disse 2 begreber har jeg selv fundet på. Side 5 af 50

6 Problemstilling Ifølge SFI s seneste nationale kortlægning af hjemløshed i Danmark, som har resulteret i rapporten Hjemløshed i Danmark 2013 national kortlægning, har man konkluderet, at hjemløsheden i Danmark er steget med hele 16 % siden Især antallet af unge hjemløse mellem år er steget kraftigt fra 633 personer i 2009 til 1138 personer i Alt dette på trods af, at Hjemløsestrategien 3 kørte fra I SFI's rapport "Hjemløsestrategien afsluttende rapport" er det overordnede billede, at strategiens målsætninger ikke er nået, og at der er kommet flere hjemløse til, især unge. I evalueringen peger man på flere forskellige årsager til denne stigning i hjemløshed blandt unge: manglen på billige boliger, lave ydelser samt lange og uhensigtsmæssige sagsgange. Derudover er 33 % af de unge hjemløse psykisk syge, og 32 % har et stofmisbrug, ifølge SFI's Hjemløshed i Danmark 2013 national kortlægning. Rådet for socialt udsatte har i 2013 udgivet rapporten "Man føler sig som en tennisbold, der bliver kastet frem og tilbage i systemet", og jeg vil gerne undersøge, hvad det er for nogle mekanismer i sagsbehandlingen, som får de unge hjemløse til at føle sådan. Det vil jeg gøre ved, at jeg vil undersøge hvordan socialrådgiverne får et overblik over, og arbejder helhedsorienteret inden for, de psykosociale faktorer 4, som bliver nævnt i SFI's rapport "Hjemløshed i Danmark 2013 national kortlægning", og her vil jeg især have fokus på, hvordan socialrådgiverne anvender medinddragelse for at skabe sig et overblik over de psykosociale faktorer. Derudover vil jeg gerne undersøge, hvordan socialrådgiverne arbejder med at yde de unge hjemløse en individuel indsats i forhold til de psykosociale faktorer, da socialrådgivere jo skal se mennesker som subjekter og ikke objekter. Hvordan harmonerer det med, at socialrådgiverne også har nogle bestemte rammer at arbejde inden for, og en lovgivning som skal overholdes? 1.2 Problemformulering med genstandsfelt På baggrund af følgende problemstilling, og en vejledning, kom jeg frem til, at jeg gerne vil undersøge, hvordan socialrådgiverne i X kommune anvender medinddragelse i 3 For mere info omkring Hjemløsestrategien, se 4 Med psykosociale faktorer mener jeg bolig, økonomi, (psykisk) helbred og misbrug. Side 6 af 50

7 det socialfaglige arbejde med de hjemløse. De dele af det socialfaglige arbejde som jeg vil undersøge, er den helhedsorienterede og individuelle indsats. På baggrund af ovenstående er jeg kommet frem til følgende problemformulering og undersøgelsesspørgsmål. Hvordan medinddrager socialrådgiverne i X kommune de hjemløse i det socialfaglige arbejde? Undersøgelsesspørgsmål: 1. Hvordan forstår og anvender socialrådgiverne i X kommune medinddragelse ift. det socialfaglige arbejde med hjemløse? 2. Hvordan forstår og anvender socialrådgiverne i X kommune en helhedsorienteret indsats ift. hjemløse? 3. Hvordan forstår og anvender socialrådgiverne i X kommune en individuel indsats over for hjemløse? Jeg vil i mit bachelorprojekt anlægge et socialrådgiverperspektiv, og jeg vil igennem deres øjne undersøge, hvordan de arbejder socialfagligt med de hjemløse, og hvordan dette påvirker de hjemløse. Genstandsfelt Genstandsfeltet i dette bachelorprojekt vil være hjemløseområdet, og hvordan socialrådgiverne i X kommune arbejder socialfagligt med denne gruppe borgere. 1.3 Begrebsafklaring Hjemløshed Det kan være meget svært at definere hjemløshed, da der findes flere forskellige definitioner, og mange forskellige "grupper" af hjemløse. Dette bevirker også, at det kan være meget svært at give et præcist tal for, hvor mange hjemløse der egentlig er i Danmark. Hvordan man definerer hjemløshed har derfor en stor betydning for antallet af hjemløse, og for hvor mange og hvem de offentlige myndigheder har et ansvar over for (faktalink.dk) Jeg anvender i mit bachelorprojekt bl.a. SFI's rapport Hjemløshed i Danmark 2013 national kortlægning, og det er derfor meget naturligt for mig, at jeg anvender deres definition af hjemløshed til at forklare begrebet "hjemløshed". SFI har i deres rapport Side 7 af 50

8 taget udgangspunkt i den anerkendte ETHOS-klassifikation 5, som tager udgangspunkt i personens boligsituation, og ikke omhandler personens øvrige sociale situation (SFI, 2013). Det teoretiske grundlag bygger på 3 forskellige dimensioner af boligmæssig eksklusion: den fysiske, den juridiske og den sociale. Det vil sige, at denne definition ikke blot indbefatter den "synlige" hjemløshed, men også den mere "usynlige" (SFI, (2013), s. 18), som f.eks. den funktionelt hjemløse, som har sin egen bolig (ejet eller lejet), men som af den ene eller anden grund ikke kan eller ikke vil opholde sig i den, og de potentielt hjemløse, som opholder sig i fængslet eller bor midlertidigt hos venner eller familie. SFI's definition på hjemløshed tager som nævnt udgangspunkt i ETHOSklassifikationen, som dog er blevet tilpasset danske forhold. Definitionen lyder således: "Som hjemløse regnes personer, som ikke disponerer over egen (ejet eller lejet) bolig eller værelse, men som er henvist til midlertidige boalternativer, eller som bor midlertidigt og uden kontrakt hos familie, venner eller bekendte. Som hjemløse regnes også personer uden et opholdssted den kommende nat" (SFI, 2013). I tillæg til ovenstående definition vil jeg lige gentage, at "hjemløshed" i mit bachelorprojekt forstås som den "konstruerede" hjemløshed, og altså kun vedrører de hjemløse, som har en eller anden kontakt til det offentlige system. De unge hjemløse De unge hjemløse hører selvfølgelig under samme definition af hjemløshed som anført ovenfor, men der er nogle særlige fællestræk for gruppen af "unge hjemløse". Her vil jeg igen tage udgangspunkt i SFI's rapport (SFI, 2013). For det første har de unge hjemløse deres alder tilfælles, og da jeg tager udgangspunkt i SFI's rapport, så er denne alder fra år. Årsagerne til de unges hjemløshed er mange, men de mest hyppige årsager er psykisk sygdom, misbrugsproblemer, dobbeltdiagnosticerede, økonomiske vanskeligheder og mangel på egnede boliger eller botilbud, som de har råd til (SFI, 2013). Manglen på egnede boliger hænger sammen med, at hele 82 % af de unge hjemløse er på kontanthjælp, og efter den nye kontanthjælpsreform trådte i kraft d. 1. januar 2014, har 5 ETHOS står for European Typology on Homelessness and Housing Exclusion Side 8 af 50

9 de unge hjemløse endnu færre midler end de havde tidligere, hvilket bevirker, at de har meget svært ved at finde boliger, som de har råd til at bo i (dr.dk, 2013). Det hænger også meget godt sammen med, at det er gruppen af unge hjemløse, der oftest overnatter hos venner eller familie (SFI, (2013), s. 40). Derudover er 27 % af de årige i Kriminalforsorgens varetægt, mens det samme gør sig gældende for 11 % af de årige. Der er altså også en betragtelig del af de unge hjemløse, som sidder i fængsel, eller på anden vis er i Kriminalforsorgens varetægt (SFI, (2013), s. 41). Medinddragelse Ifølge Retssikkerhedsloven (herefter RSL) 4, så har borgerne ret til at medvirke ved deres egen sagsbehandling, og det er kommunernes ansvar at sørge for at tilrettelægge sagsbehandlingen på en sådan måde, at borgeren kan udnytte denne rettighed (Retsinformation.dk). Lovgivningen siger altså noget om, at socialrådgiverne skal medinddrage borgerne i deres egne sager, men ikke ret meget om hvordan. Derfor har jeg kigget i vejledningen til Retssikkerhedsloven for at se, om det her står mere specifikt, hvordan kommunerne skal medinddrage borgerne. I vejledningen til RSL pkt. 29 står der, at: "Der er ikke i loven eller dens forarbejder angivet, hvordan princippet om mulighed for medvirken skal udmøntes i praksis. Det er kommunalbestyrelsen, som ud fra egne lokale og regionale politiske prioriteringer og muligheder afgør, hvordan kommunens administration bedst kan indrettes, således at borgerne kan inddrages aktivt." ( kap. 6). Der er dog beskrevet nogle forskellige facetter af borgerens medindflydelse, som kommunerne skal forsøge at overholde/imødekomme 6 : 1. Borgerens eget ansvar 2. God dialog øger forståelsen 3. Klar formidling af borgerens rettigheder 4. Tolkebistand 5. Tillid til sagsbehandleren 6. Bisidder, partsrepræsentant og værge 6 For en uddybning af disse punkter, se kap. 6 Side 9 af 50

10 7. Serviceinformation, interne retningslinier og kvalitetsstandarder ( kap. 6). Udover Retssikkerhedsloven og Vejledningen til Retssikkerhedsloven, vil jeg begrebsafklare "medinddragelse" ved hjælp af bogen "Metoder i socialt arbejde - begreber og problematikker" (Thorsager, Linda m.fl., 2007). I bogen skelnes der mellem 3 "grader" af medinddragelse: medindflydelse, medbestemmelse og selvbestemmelse (Thorsager, Linda m.fl., (2007), s. 35). Medindflydelsen giver borgerne mulighed for at påvirke afgørelser i vedkommendes sag, medbestemmelse indebærer at borgeren er med til at sætte sit præg på de afgørelser, som træffes, selvom vedkommende måske ikke er enig i de afgørelser, som træffes, og selvbestemmelse betyder, at borgeren selv træffer beslutningerne og selv definerer sine problemer. Der er altså flere grader af medinddragelse, men jeg vil i mit bachelorprojekt gå ud fra RSL 4, som betyder, at socialrådgiverne/kommunerne skal sørge for, at de unge hjemløse får mulighed for at blive hørt, komme med oplysninger til sagen og give deres mening om deres situation til kende. Dermed er min definition af medinddragelse i overensstemmelse med begrebet medindflydelse i Linda Thorsagers bog. Helhedsorienteret Et begreb som helhedsorienteret er et meget komplekst begreb, og kan tolkes på mange måder. Hvordan hver enkelt (socialrådgiver) vælger at tolke begrebet hænger ofte sammen med vedkommendes egen holdning til, eller forståelse af, hvad det vil sige at arbejde helhedsorienteret. Min begrebsafklaring vil tage udgangspunkt i RSL 5, og ifølge Vejledningen til RSL er der 2 grundlæggende funktioner, som socialrådgiverne skal opfylde ift. den helhedsorienterede indsats: ydelsesfunktionen og rådgivningsfunktionen. Jeg vil derfor i min begrebsafklaring tage udgangspunkt i disse 2 funktioner, og jeg vil bruge bogen "Helhedssyn i socialt arbejde" til at forklare funktionerne. Ydelsesfunktionen betyder, at når en borger henvender sig til kommunen, så skal kommunen overveje alle ydelsesmuligheder efter den sociale lovgivning, og ikke kun forholde sig til den ydelse, som borgeren efterspørger. Denne funktion bygger på en Side 10 af 50

11 antagelse om, at en sammenhængende og helhedspræget behandling af sociale sager giver en bedre løsning af den enkelte borgers problemer, samt at den sociale indsats skal "skræddersys" til hver enkelt borger (Harder, Margit m.fl., (2011), s. 49). Rådgivningsfunktionen betyder, at kommunen skal rådgive borgeren om alle dennes relevante rettigheder og pligter, som følger af den sociale lovgivning, samt hvilke muligheder borgeren evt. har efter anden lovgivning. Her udtrykkes det at arbejde helhedsorienteret ikke blot som værende en pligt til at svare på spørgsmål om rettigheder og pligter i forhold til den sociale lovgivning, men også som en pligt til at være opmærksom på, om der kan søges hjælp hos en anden myndighed eller efter en anden lovgivning (Harder, Margit m.fl., (2011), s ). Forudsætningen for at kunne arbejde helhedsorienteret er altså, at man som socialrådgiver er i stand til at anlægge et helhedssyn, og min begrebsafklaring ligger meget godt i tråd med Lars Uggerhøjs definition af helhedssynet: "Helhedssynet er det at kunne se en umiddelbar enkel problemstilling i så stort et perspektiv som muligt, og det at kunne anskue en problemstilling fra så mange vinkler som muligt" (Harder, Margit m.fl., (2011), s.240). Individuel indsats I mit bachelorprojekt betyder det at yde en individuel indsats, at "skræddersy den sociale indsats til den enkelte" (Harder, Margit m.fl., (2011), s. 49). At tilbyde en individuel indsats betyder altså kort og godt, at socialrådgiverne ikke tilbyder en standardiseret løsning på borgernes problemer, men ser på hver enkelt borger som et unikt subjekt med unikke behov, og derefter skræddersyr lige netop den løsning, som passer bedst. Rent lovgivningsmæssigt har jeg fundet RSL 6, som også kører på princippet om en individuel indsats. I vejledningen til RSL står der, at "Bestemmelsen handler om de tilfælde, hvor der er behov for at give hjælp i en længere periode. Det er vigtigt, at kommunen er opmærksom på betydningen af, at hjælpen tidligt i forløbet målrettes efter de behov, ansøgeren har her og nu - samt på længere sigt - fordi den tidlige og målrettede hjælp ofte vil afværge yderligere problemer for ansøgeren. Kommunen skal således allerede tidligt i forløbet foretage en kvalificeret vurdering." ( kap. 8). Side 11 af 50

12 Her er altså lidt af princippet om den individuelle indsats, fordi der står, at hjælpen skal målrettes hver enkelt borgers behov, hvilket jeg tolker som en individuel indsats. Dog står der ikke noget i vejledningen til RSL om, hvordan kommunerne skal opfylde kravet i 6 ( kap 8). 2.0 Metode 2.1 Interview til indsamling af empiri: Mine informanter/undersøgelsesenheder For at kunne undersøge min problemformulering vil jeg indsamle empiri ved hjælp af interviews. Jeg vil interviewe 4 socialrådgivere fra forskellige instanser i X kommune, 3 af dem er myndighedsrådgivere. Dette vil jeg gøre, fordi jeg gerne vil høre forskellige socialrådgiveres erfaringer med, og holdninger til, det socialfaglige arbejde med unge hjemløse. Jeg har udvalgt mine informanter på den måde, at jeg har skrevet til X kommune og fortalt dem om mit bachelorprojekt, og spurgt om de har nogle socialrådgivere, som jeg kunne interviewe i den forbindelse. Det har jeg fået 3 informanter ud af. Derudover har jeg skrevet til Jobcenteret i X kommune for at høre om de evt. også har en socialrådgiver jeg kan interviewe, så jeg får interviewet socialrådgivere fra forskellige instanser. Det er der også kommet 1 informant ud af, så jeg er endt med at have 4 informanter fra 4 forskellige instanser i X kommune. Min udvælgelsesmetode er altså meget enkel og tilfældig, og de eneste krav jeg har haft til mine informanter har været, at de skulle være socialrådgivere og have en vis erfaring med at arbejde socialfagligt med hjemløse. (Andersen, Ib, (2008), s. 111). Interviewdesign: I forhold til mit interviewdesign, vil jeg lave et semistruktureret, kvalitativt dybdeinterview. Det vil sige, at jeg vil interviewe informanterne én ad gangen, ansigt til ansigt ved hjælp af en interviewguide med relevante spørgsmål ift. mit undersøgelsestema/min problemformulering, så interviewet fokuseres på mit undersøgelsestema og ikke alt muligt andet. Jeg vil anvende åbne spørgsmål, hvilket vil sige, at jeg ved hjælp af mine spørgsmål leder min informant ind på emnet, men det er op til informanten at svare som vedkommende finder relevant. Dette vil jeg gøre for at Side 12 af 50

13 kunne udforske og undersøge mit tema nærmere, og få en forståelse for mine informanters grunde til at handle, tænke og føle som de gør (Kvale, Steinar, 2009). I et kvalitativt interview er det vigtigt, at man som interviewer er i stand til at følge op på de svar man får af informanten, og ikke er for låst af sin interviewguide, da det jo er et interview, som har til formål at udforske og forstå et givent emne. Derfor er det vigtigt, at jeg tør lade mig løsrive fra min interviewguide, og tør at være nysgerrig og undrende, samt stille spontane, uddybende spørgsmål (Kvale, Steinar, 2009). Interviewguide At et interview er semistruktureret betyder, at jeg har en vis teoretisk og praktisk viden om det emne jeg undersøger, men at jeg alligevel er åben over for nye synsvinkler og informationer, som mine informanter kan komme med. Der er også nogle bestemte forhold, i mit tilfælde medinddragelsen ift. den helhedsorienterede indsats samt den individuelle indsats, som jeg skal have belyst, og derfor er det vigtigt at få udarbejdet en interviewguide, som skal sikre mig, at interviewet kommer rundt om de forhold i mit emne, som jeg ønsker at undersøge. Dog behøver jeg ikke at følge interviewguiden slavisk, hvilket gør interviewet mere åbent 7 (Andersen, Ib, (2008), s. 169). Min interviewguide skal derfor indeholde korte, præcise og åbne spørgsmål, så det giver plads til, at informanten kan komme med længere forklaringer uden at føle sig "låst fast" af mine spørgsmål. Mine spørgsmål skal så vidt muligt altid begynde med et "hvad" eller "hvordan", og aldrig med et "hvorfor". Derudover skal jeg være opmærksom på om mine spørgsmål kan besvares med ja/nej, og hvis de kan det, så skal de omformuleres, så det kræver en længere forklaring at besvare spørgsmålet. Ellers får jeg ikke udforsket emnet ret meget (Kvale, Steinar, 2009). Jeg har udarbejdet én interviewguide, som jeg anvender til alle mine 4 informanter, så de bliver stillet de samme spørgsmål. Jeg har delt interviewguiden op i 3 dele: medinddragelse, helhedsorienteret indsats og individuel indsats. Under hver del har jeg lavet en række hovedspørgsmål og "hjælpespørgsmål", som er konstrueret med tanke på den teori, som jeg vil anvende til at analysere min empiri med. Dette skulle gerne sikre mig, at jeg får svar på det jeg har brug for, og at det efterfølgende kan analyseres ud fra min valgte teori. Jeg har bestræbt mig på at lave omkring 30 hovedspørgsmål, for at 7 Med åbent mener jeg, at jeg og informanten ikke er bundet af min interviewguide, men at rækkefølgen på spørgsmålene sagtens kan ændres, der kan komme nye spørgsmål til osv. Side 13 af 50

14 sikre mig, at jeg kommer godt i dybden. Udover hovedspørgsmål og "hjælpespørgsmål" skulle der selvfølgelig også gerne dukke en masse spontane spørgsmål op undervejs i interviewet, men de kan og skal ikke skrives i min interviewguide. Optagelse af interviews For at jeg senere skal kunne analysere mine interviews i forhold til mine teorier, så er det nødvendigt, at jeg får registreret mine interviews, så jeg ikke selv skal huske, hvad der er blevet sagt, for på den måde vil mange vigtige oplysninger gå tabt, samt analysens reliabilitet vil være lav, da der ikke er nogen dokumentation for, at det jeg skriver, ud fra min hukommelse, er rigtigt. Derfor vil det højne min undersøgelses reliabilitet, at jeg registrerer mine interviews. Jeg vil i mit bachelorprojekt registrere mine interviews ved hjælp af en diktafon, som optager hele interviewet. Det vil give mig frihed til at koncentrere mig om interviewet, da jeg ikke skal tænke på at tage noter osv. (Kvale, Steinar, (2009), s. 201). På den måde kan jeg være mere til stede i interviewet, og kan bruge mine kræfter på at reflektere, stille uddybende spørgsmål osv. Transskribering Der er forskellige måder at transskribere et interview på. Man kan skrive hele interviewet ned ord for ord, hvor man medtager pauser, fyldord som "øh" og gengiver stemninger, eller man kan omformulere det til en mere skriftsproglig stil. Hvordan man vælger at transskribere, afhænger af, hvad formålet med transskriptionen er. Om det skal bruges til en sproglig analyse eller en meningsanalyse. I mit tilfælde skal transskriptionen bruges til en meningsanalyse, så jeg vil ikke skrive ned ord for ord, men i stedet omformulere til en skriftsproglig stil (Kvale, Steinar, (2009), s. 203). Derudover vil jeg også udelade at transskribere visse dele af interviewet, hvis det ikke har relevans for mit projekt. Det kunne bl.a. være smalltalk. Etiske overvejelser I forbindelse med indsamlingen af min empiri har jeg gjort mig nogle etiske overvejelser. Jeg har hos alle mine 4 informanter indhentet et informeret samtykke (Kvale, Steinar, (2009), s. 89), hvor jeg har informeret dem om formålet med undersøgelsen, at det er i forbindelse med et bachelorprojekt osv., samt informeret dem om, at de vil være 100 % anonyme i transskriptionen, da jeg ikke vil risikere, at nogen Side 14 af 50

15 af dem kommer i problemer pga. noget de har sagt (Kvale, Steinar, (2009), s. 209). Jeg har også informeret dem om, at de kan få mulighed for at læse transskriptionen og/eller hele opgaven bagefter, hvis de har lyst. På den måde håber jeg på, at de føler sig mere trygge ved at deltage, da jeg giver udtryk for, at jeg ikke vil skrive noget, som de ikke må se. Derudover har jeg lagt stor vægt på, at det er frivilligt om de har lyst til at deltage eller ej, og at de til enhver tid kan springe fra. I forhold til mine spørgsmål, har jeg bestræbt mig på at stille så åbne og "forforståelses-fri" spørgsmål som muligt, så jeg ikke, via den måde jeg spørger på, leder informanterne i en bestemt retning. Det er for ikke at "lægge ord i munden" på mine informanter, og på den måde giver jeg informanterne mulighed for at svare så ærligt og oprigtigt som muligt uden de føler sig "presset" i en bestemt retning, eller føler sig ubehageligt tilpas, fordi de føler mine spørgsmål er fordømmende etc. 2.2 Undersøgelsesdesign Tidsfaktoren Mit bachelorprojekt vil være en statisk undersøgelse, hvilket vil sige, at jeg beskæftiger mig med data, som vedrører et konkret tidspunkt (Andersen, Ib, (2008), s. 110). I mit tilfælde vil det konkrete tidspunkt være her og nu, da jeg vil undersøge, hvordan socialrådgiverne i X kommune arbejder socialfagligt med de hjemløse i dag. Jeg er ikke interesseret i at undersøge, hvordan man har arbejdet socialfagligt med de unge hjemløse igennem de sidste f.eks. 10 år, men jeg ønsker et her-og-nu billede. Del- eller totalundersøgelse I mit bachelorprojekt vil jeg lave en delundersøgelse, hvilket vil sige, at jeg gerne vil beskrive og forklare noget om, hvordan socialrådgiverne i X kommune arbejder socialfagligt med de unge hjemløse, og det vil jeg forsøge at klarlægge ved at interviewe 4 socialrådgivere. Det vil altså sige, at jeg ikke undersøger alle socialrådgivere i X kommune, men jeg vælger en lille delmængde. Herefter er det meningen, at man skal kunne finde ud af, i hvilket omfang resultaterne af delmængden gælder alle socialrådgivere i X kommune, altså om resultaterne også gælder totalpopulationen 8 (Andersen, Ib, (2008), s. 110). Det er klart, at jo større delmængde jeg interviewer, jo større er sandsynligheden for, at jeg kan overføre mine resultater til også at gælde totalpopulationen af socialrådgivere i X kommune, men grundet en kort 8 Dette kaldes inferens. Side 15 af 50

16 deadline, så er det ikke muligt for mig at nå at interviewe eksempelvis 50 socialrådgivere, fordi det hele også skal transskriberes og analyseres, hvilket er yderst tidskrævende. Derfor vil jeg ikke i mit bachelorprojekt bruge en masse tid på at finde ud af om mine resultater kan overføres til totalpopulationen. Min kontrol med det undersøgte Min kontrol i bachelorprojektet vil være usystematisk kontrol, da jeg vil indsamle empiri ved hjælp af interviewundersøgelser, hvor jeg har udarbejdet en interviewguide. Det giver mig en vis kontrol, fordi jeg selv udvælger og stiller de spørgsmål, som jeg gerne vil have svar på, men jeg har alligevel ikke systematisk kontrol, da jeg jo ikke kan vide, hvad mine informanter vil svare på disse spørgsmål (Andersen, Ib, (2008), s. 110). 2.3 Validitet og reliabilitet Validitet Validitet kan oversættes med gyldighed eller relevans (Andersen, Ib, (2008), s. 83). Dvs. at der skal være en overensstemmelse imellem den teori jeg vælger og den empiri jeg skal analysere - den teori jeg vælger at analysere min empiri ud fra skal altså være relevant og "give mening" ift. det jeg gerne vil undersøge - min problemformulering. Min undersøgelses validitet afhænger altså af, om jeg virkelig undersøger det jeg gerne vil undersøge, og ikke så meget andet. Dvs. at jeg i mit bachelorprojekt gerne vil undersøge, hvordan socialrådgivere i X kommune arbejder socialfagligt med de hjemløse, men hvis jeg i stedet kommer til at undersøge grundene til, hvorfor et ungt menneske bliver hjemløs, så har min undersøgelse lav validitet, da det ikke var det jeg gerne ville undersøge (Thúren, Torsten, (2008), s. 30). For at sikre mig, at min teori ville være relevant ift. min empiri lavede jeg min interviewguide ud fra på forhånd udvalgt teori, altså havde jeg til at starte med en deduktiv tilgang. Efter at have foretaget mine interviews fandt jeg dog ud af, at andre teorier faktisk var mere relevante, fordi de svar jeg havde fået fra mine informanter pludselig førte mig i en helt anden retning end jeg først havde troet. Derfor har jeg valgt at lade min empiri "tale til mig", og har valgt teorier ud fra empirien, i stedet for at vælge teorien på forhånd, som jeg i første omgang havde gjort. Jeg er altså gået fra at arbejde deduktivt til at arbejde induktivt, hvilket øger min undersøgelses validitet, fordi "chancen" for, at jeg rent faktisk undersøger det jeg gerne vil og ikke så meget andet, bliver øget. Jeg kan også øge validiteten af min undersøgelse ved at bruge citater fra Side 16 af 50

17 mine informanter i min analyse, for på den måde at kunne dokumentere min fortolkning. Reliabilitet Reliabilitet kan oversættes med ordet pålidelighed (Thúren, Torsten, (2008), s. 29). Reliabiliteten angiver, hvor sikkert og præcist jeg måler det, som jeg måler. Dvs. i hvor høj grad de resultater jeg kommer frem til i min undersøgelse bliver påvirket af tilfældigheder (Andersen, Ib, (2008), s. 83). Det indebærer også, at undersøgelsen/målingerne er blevet foretaget på en korrekt måde. I mit bachelorprojekt undersøger jeg min problemformulering vha. interviews, som bliver analyseret ud fra relevant teori. Mine interviews er blevet foretaget ved, at alle 4 informanter er blevet interviewet ud fra den samme interviewguide, hvilket vil øge reliabiliteten, da jeg har anvendt samme undersøgelsesmetode og samme interviewguide til dem alle. Jeg har også forsøgt at øge reliabiliteten ved at interviewe 4 socialrådgivere i X kommune for at få så bred en undersøgelsesenhed som muligt, men det er klart, at 4 socialrådgivere ikke er særlig repræsentativt i forhold til, hvor mange socialrådgivere der arbejder i X kommune, og derfor er reliabiliteten ikke så høj som den kunne være. Derudover har jeg, som nævnt tidligere, valgt at transskribere alle mine interviews for herefter at analysere dem. Dette øger reliabiliteten, fordi jeg kan dokumentere hvor jeg har mine oplysninger fra, hvilket øger pålideligheden betydeligt. 2.4 Min videnskabsteoretiske metode Min videnskabsteoretiske metode i mit bachelorprojekt er den hermeneutiske. Den hermeneutiske metode kaldes også "fortolkningslære", og den går ud på, at man skal forstå. Hermeneutikken bygger på empiri og logik, men også på indføling og empati. På den måde er hermeneutikken god når det handler om at forstå mennesker, menneskers handlinger og resultatet af menneskers handlinger (Thúren, Torsten, (2008), s. 116). Hermeneutikkens "værktøj" til at forstå og erkende verden kaldes "den hermeneutiske spiral", og her bruger man interview som metode. Den hermeneutiske spiral går ud på, at vi som mennesker altid har en forforståelse om nogen eller noget, og igennem dialog vil denne forforståelse blive fortolket, så vi får en ny forforståelse, som vi igennem dialog igen vil fortolke på og få en ny forforståelse, og sådan kan det fortsætte i det uendelige. Dette kalder Gadamer også for en Side 17 af 50

18 horisontsammensmeltning, hvor man igennem dialog/interviews opnår en større/bedre forståelse og viden for/om hinanden, så ens førstehåndsindtryk (forforståelse) ændrer sig/fortolkes, så der dannes en ny forståelse/forforståelse af hinanden (Gadamer, Hans- Georg, (2007). Det er også denne metode jeg anvender i mit bachelorprojekt, da jeg vha. interviews forsøger at forstå og finde ud af, hvordan socialrådgiverne i X kommune arbejder socialfagligt med de hjemløse. Ved at jeg i første omgang havde valgt en deduktiv tilgang kan man ikke komme uden om, at jeg startede med at have en forforståelse af, hvordan socialrådgiverne arbejder socialfagligt med de hjemløse. Igennem mine interviews er denne forforståelse blevet fortolket og ændret, hvilket har ført til, at jeg nu arbejder mere induktivt, og vælger teorier ud fra empirien i stedet for omvendt. Jeg har altså i høj grad anvendt den hermeneutiske spiral i mit bachelorprojekt. Metodekritik Eftersom min udvælgelse af informanter har været meget enkel og tilfældig, så kan man kritisere min metode for ikke at være kritisk/målrettet nok ift. hvem jeg interviewer, og det kan have en stor betydning for undersøgelsens resultat, som afhænger meget af informanternes svar. Hvis jeg eksempelvis havde interviewet en leder i stedet for en socialrådgiver, så havde resultatet måske set helt anderledes ud. På samme måde er det en kritik af min metode, at jeg kun har haft tid til at interviewe 4 socialrådgivere, da det gør, at min undersøgelse ikke er særlig repræsentativ, og at resultaterne derfor ikke bare uden videre kan overføres til totalpopulationen. Eftersom et kvalitativt interview producerer viden imellem interviewer og informant, så fordrer det også, at jeg som interviewer har en del baggrundsviden om det emne jeg skal interviewe om, for ellers kan jeg ikke stille de rigtige spørgsmål, som skal til for, at jeg som interviewer får gode, brugbare svar. Det er derfor en kritik af min metode, at jeg anvender kvalitative interviews, hvis kvalitet og validitet afhænger så meget af mine evner som interviewer, da jeg jo ikke kan være helt sikker på, at jeg har stillet lige præcis de rigtige spørgsmål. Den sidste del af metodekritikken vil jeg rette imod min måde at transskribere på. Som nævnt tidligere skal jeg bruge mine transskriberinger til en meningsanalyse, og derfor har jeg ikke medtaget fyldord, gengivet stemninger, kropssprog osv. Dermed kan en del af forståelsen gå tabt, fordi man ikke kan læse når en informant er ironisk, man kan ikke se informantens kropssprog, høre informantens tonefald osv. Side 18 af 50

19 3.0 Teori Jeg har udvalgt min teori på følgende måde: Som tidligere nævnt startede jeg med at være meget deduktiv i min tilgang, og valgte derfor på forhånd teorier, som jeg også opbyggede min interviewguide ud fra. Da jeg så havde indsamlet min empiri, gik det op for mig, at nogle af de teorier, som jeg på forhånd havde valgt, ikke længere var så relevante, men at andre var mere anvendelige. Dermed blev min tilgang mere induktiv. Jeg har dog stadig valgt at benytte nogle af mine på forhånd valgte teorier, da de stadig giver mening ift. min opgave. Herunder følger en præsentation af mine teorier. 3.1 Institutionelle identiteter/problemidentiteter Nedenstående teori kan kaldes for min "hovedteori", da jeg i arbejdet med min undersøgelse har fundet ud af, at der er forskel på, hvordan de forskellige afdelinger i X kommune medinddrager de unge hjemløse, og dermed også hvordan de arbejder helhedsorienteret og individuelt. Og denne forskel fortæller noget om, at en hjemløs ikke "bare" er en hjemløs, men at der også er en institutionelt konstrueret form for "hjemløs", og at der er en problemidentitet/institutionel identitet, som de hjemløse skal "passe" ind i, for at de forskellige afdelinger kan arbejde med dem ((Järvinen, Margaretha, (2003), s ). I min opgave er begrebet "hjemløs" altså ikke bare en betegnelse, som fortæller noget om det enkelte hjemløse individ, men det er også en institutionel identitet, som er blevet skabt af de velfærdsinstitutioner, som skal afhjælpe hjemløshed, for hvis ikke den "hjemløse" passer ned i velfærdsinstitutionens "kasser", så kan der ikke arbejdes med vedkommende, som dermed ikke får hjælp. Dette kaldes med et Foucault'sk begreb også for sandhedsregimer (Järvinen, Margaretha m.fl., (2005), s. 13). Her ses igen sondringen mellem de "rigtige" hjemløse og de "konstruerede" hjemløse. For at det kommunale system kan arbejde med de hjemløse, er de nødt til at kunne "se" og forstå dem, og det kan de ikke, hvis de er "rigtige" hjemløse. Derfor er systemet nødt til at konstruere en form for hjemløshed, som de kan arbejde med og forstå, for ellers kan de ikke hjælpe dem. 3.2 Erving Goffman Goffman var meget interesseret i menneskers forhold til sociale strukturer og de ritualer, som de på den ene eller anden måde er underlagt. Han skrev i den forbindelse bogen "Asylums", som på dansk hedder "Anstalt og menneske", hvor han skriver om et feltarbejde, som han foretog på et amerikansk psykiatrisk hospital tilbage i 1950'erne, hvor han bl.a. fandt ud af, at alle indlæggelserne var startskuddet til det han kalder en Side 19 af 50

20 mortifikationsproces, hvor patienternes civile selv krænkes og trues, så de til sidst "passer ind" i hospitalets sandhedsregimer og problemidentiteter. Goffman forklarer, at dette sker i alle totale institutioner, som et psykiatrisk hospital er et eksempel på (Jacobsen Hviid, Michael & Kristiansen, Søren, (2002), s ). Jeg har valgt at anvende Goffmans teori om mortifikationsprocesser ift. mit 1. undersøgelsesspørgsmål, da jeg i min undersøgelse har opdaget, at når en hjemløs træder ind ad døren hos en velfærdsinstitution (kommunen, jobcenteret), så starter der også her en mortifikationsproces, hvor de hjemløse skal "passes ind" i velfærdsinstitutionens sandhedsregimer og problemidentiteter, så socialrådgiverne kan medinddrage og arbejde socialfagligt med dem. En mortifikationsproces rummer, ifølge Goffman, 7 elementer (Jacobsen Hviid, Michael m.fl., (2002), s ) 9 : Rolleberøvelse Trimning eller omprogrammering Berøvelse af identitetsudstyr Tvungen indtagelse af ydmygende bevægelser og attituder Forurening af selvet og besudlende blottelse Afbrydelse af normale forhold mellem aktøren og dennes handlinger Ensretning og tyrannisering. Det skal lige nævnes, at en kommune ikke en total institution som et psykiatrisk hospital var det i 1950'erne, og derfor vil visse elementer i mortifikationsprocessen heller ikke finde sted, ligesom graden af frihedsberøvelse heller ikke vil være ligeså omfattende. 3.3 Per Revstedt Menneskesyn, motivation og kontaktrebusser Ifølge Revstedt er det af stor betydning, hvordan man som motivationsarbejder (i dette tilfælde socialrådgiveren) ser på mennesker - er man grundlæggende optimist eller pessimist, når det gælder menneskets muligheder for forandring? Dette spørgsmål er af stor betydning, fordi det grundlæggende syn påvirker motivationsarbejderens generelle indstilling til hans muligheder for at motivere. Det bestemmer også den holdning man har til sine klienter (Revstedt, (1995), s. 13). I Revstedt's motivationsteori anlægger man 9 For en uddybning af de 7 elementer, se Jacobsen Hviid, Michael m.fl., (2002), s Side 20 af 50

21 et positivt menneskesyn, hvilket vil sige, at man tror på, at: "Menneskets inderste natur er konstruktiv, målrettet, social og aktiv" (Revstedt, (1995), s. 14). Her tror man altså på, at mennesket altid stræber efter et meningsfyldt liv, og dermed også, at ingen kan have lyst til at være eksempelvis misbruger, hjemløs etc., hvilket også indebærer, at det ifølge Revstedt ikke er acceptabelt at være eksempelvis hjemløs. Man tror på, at mennesket ikke i sig selv er ondt, men at mennesket kan udføre destruktive handlinger, som er opstået af et destruktivt miljø. Et menneske er altså aldrig født destruktivt, men de kan blive det i løbet af livet, hvilket også indebærer, at man kan få "aflært" den destruktive adfærd igen (Revstedt, (1995), s ). Her ligger Revstedt's motivationsteori meget godt i tråd med den læringsteoretiske og psykodynamiske model i socialt arbejde. Revstedt mener også, at alle mennesker har et ansvar for hvem de er og deres livssituation, uanset om de vil acceptere det eller ej. For at opsummere menneskesynet i Revstedt's motivationsteori, så tror han på, at "Ingen er håbløs", og at alle mennesker er motiverede - enten latent (borgeren virker ikke umiddelbart motiveret) eller manifest (borgeren virker motiveret) - og at alle kan motiveres til at gå fra latent motiverede til manifest motiverede, hvilket er hele målet med motivationsarbejdet (Revstedt, (1995), s ). De redskaber vi ifølge Revstedt har til at motivere de latent motiverede i det konkrete møde med dem, er vedholdenhed og konfrontation (Revstedt, (1995), s. 59). Konfrontationen bliver brugt som et redskab mod det, som Revstedt kalder kontaktrebusser. Det er den latent motiveredes forsvar, hvor vedkommende for alt i verden forsøger at undgå forandring, samtidig med, at vedkommende faktisk inderst inde ønsker forandringen 10 (Revstedt, (1995), s. 29). Målet er at løse kontaktrebussen, og starte en motivationsproces, hvor målet er, at den latent motiverede skal blive manifest motiveret. Dette indebærer også, at man som motivationsarbejder er tålmodig og ikke giver op, og her spiller vedholdenhed en stor rolle (Revstedt, (1995), s. 59). Jeg har igennem min undersøgelse fundet ud af, at rådgiverne i en vis udstrækning deler Revstedt's menneskesyn, da de også mener, at mennesker selv skal tage ansvar for deres eget liv, og jeg har set flere eksempler på, hvordan også mine informanter til denne opgave, anvender konfrontation og vedholdenhed i forsøget på at få de hjemløse til at blive manifest motiverede til at tage ansvar og få hjælp. Jeg har derfor valgt også at 10 Kaldes også for benægtelsesdiskurs, hvor man tror på, at selvom borgeren selv giver udtryk for, at vedkommende ikke ønsker forandring, så er det blot fordi vedkommende endnu ikke har indset de problemer han/hun i virkeligheden har (Järvinen, Margaretha m.fl., (2003), s. 31) Side 21 af 50

22 bruge Revstedt's motivationsteori ift. mit 1. undersøgelsesspørgsmål, for at forklare en anden måde, hvorpå socialrådgiverne i X kommune forstår og anvender medinddragelse i det socialfaglige arbejde med de hjemløse. 3.4 Thomas Ziehe Den kulturelle frisættelse Ungdommen har ændret sig meget siden før ungdomsoprøret i 1960 og til i dag. Før ungdomsoprøret havde man det der kaldes en normreguleret hverdag, som betyder, at "vi gør som vi altid har gjort, og vi følger normen". Et eksempel kunne være, at kvinder passede hus og børn, og manden gik på arbejde. Det var normen, og det var der ikke ret mange der satte spørgsmålstegn ved. Selvom man tidligere var mere fastlåst og begrænset i sine valgmuligheder, så gav det også en form for tryghed og stabilitet, fordi man vidste hvad man kunne forvente af sit liv (Illeris, Knud m.fl. (2009), s. 34). Efter ungdomsoprøret fik vi så det, som kan kaldes en preferenceorienteret eller lystbetonet hverdag, hvor man kan vælge det man er god til, har lyst til, har interesser for osv. Man kan selv bestemme, og man har frit valg på alle hylder. Vi er ikke længere bundet af de normer og holdninger som vores forældre har, og dermed har vi frit valg til at vælge lige hvad vi vil. Det giver selvfølgelig en stor grad af frihed og mange valgmuligheder, men for nogle kan det være meget svært at håndtere det ansvar, som følger med al denne frihed, for hvis man nu vælger forkert, i forhold til eksempelvis uddannelse, så har man ikke længere normerne og værdierne at skyde skylden på, men kun sig selv. Man bærer selv det fulde ansvar, og det kan for nogle unge være en enorm byrde, og kan føre til usikkerhed og en splittelse af det enkelte individ (Illeris, Knud m.fl., (2009), s. 34). Valg er heller ikke længere blot en mulighed, men et krav (Olesen, Gytz Søren m.fl. (2010), s. 177). Dette skift fra normreguleret til preferenceorienteret hverdag, er det som Ziehe kalder for den kulturelle frisættelse. En af Ziehes helt centrale pointer ift. den kulturelle frisættelse er, at fordi vi lever i den preferenceorienterede hverdag, har vi enormt mange valg/uanede muligheder. Det stiller store krav til de unge, for hvor der er valg er der også fravalg! Og det er de unge meget bevidste om. De unge bliver bevidste om, hvad de opnår, men de bliver også bevidste om, hvad de IKKE opnår, og for mange unge opstår der et voldsomt præstationspres (eksamensangst er et eksempel på dette) (Olesen, Gytz Søren m.fl. (2010), s. 174). Derfor kan man godt stille spørgsmålstegn ved, hvor frie vi egentlig er, og Ziehe siger Side 22 af 50

23 da også, at den kulturelle frisættelse er en dobbeltsidet udvikling, fordi på den ene side har de unge oplevelsen af, at der er næsten uanede/grænseløse muligheder for at forme sin tilværelse og identitet. På den anden side er der en ufrihed i, at de unge både er begrænset af strukturer (institutioner) og egen formåen. Der er nemlig ikke frit valg på alle hylder når det kommer til stykket. Der ligger f.eks. nogle forventninger om, at man tager en uddannelse, så man har ikke friheden til bare at vælge en uddannelse fra. Derudover har vi også forskellige forudsætninger for, hvilken uddannelse vi kan tage, da bl.a. vores karaktergennemsnit er afgørende for, hvilken uddannelse vi kan søge ind på (her spiller kulturel kapital også en stor rolle). Vi er altså ikke lige stillede, selvom vi har fået den samme formelle skolegang og i princippet har de samme muligheder (Illeris, Knud m.fl., (2009), s. 34). For nogle unge bliver dette "overarbejde" (overophedning) med at skabe sig selv og sin identitet, samt alle de valg og fravalg der skal træffes, simpelthen for meget, og disse unge vælger i nogle tilfælde helt at "stå af ræset", fordi de ikke magter alle de krav og alt det ansvar, som bliver givet til dem. Det kan være starten på en social deroute, som i yderste konsekvens kan ende med misbrug, hjemløshed osv. Jeg vil anvende den kulturelle frisættelse ift. mit 2. undersøgelsesspørgsmål, fordi jeg igennem min undersøgelse har fundet ud af, at man også i det kommunale system udsætter de unge hjemløse for mange valg, og dermed også fravalg, samtidig med, at der bliver stillet krav om, at de skal opfylde forvaltningens krav til dem (de skal bl.a. udfylde problemidentiteten, for ellers kan systemet ikke arbejde med dem). Dette kan anvendes ift. den helhedsorienterede indsats, fordi det ifølge Rådet for socialt udsattes rapport, er her de unge hjemløse føler, at de som brugere af det kommunale system bliver kastet frem og tilbage imellem de forskellige instanser, og dermed bliver stillet over for en masse krav og valg/fravalg. 3.5 Fragmenteret socialt arbejde Jeg har igennem arbejdet med mit bachelorprojekt opdaget, at det sociale arbejde er karakteriseret ved at være specialiseret og fragmenteret. Dermed bliver de indsatser, som vi kan tilbyde de hjemløse også kendetegnet ved fragmentering, hvilket stiller yderligere krav til den hjemløses evne til at navigere i det kommunale sociale system, samt at forholde sig til valg og krav. Jeg vil anvende Bronfenbrenners økologiske udviklingsteori til at forklare noget om det fragmenterede sociale arbejde, og Baumans Side 23 af 50

24 teori om social ingeniørkunst til at forklare, hvad dette har af betydning for den måde socialrådgiverne yder en individuel indsats på. Dette vil jeg anvende ift. mit 3. undersøgelsesspørgsmål for at forklare, hvordan socialrådgiverne i X kommune forstår og yder en individuel indsats ift. de hjemløse. Bronfenbrenner - Den økologiske udviklingsteori I Bronfenbrenners økologiske udviklingsteori anvender man cirkler til at beskrive forskellige systemniveauer (Healy, Karen, (2009), s. 186). Disse miljøer er forbundet med hinanden, og påvirker hinanden. Bronfenbrenner deler miljøerne op i et mikrosystem, mesoystem, eksosystem og et makrosystem, hvilket illustrerer, at nogle af miljøerne er tættere på borgeren end andre (Socialstyrelsen, (2012), s ): Mikrosystemet: De nære, uformelle systemer som f.eks. familie, hjem og lokalmiljø. Mesosystemet: Formelle systemer, som har en direkte indflydelse på borgerens liv, f.eks. skole og sociale instanser. Eksosystemet: Et system, som indirekte kan påvirke mikro- og mesosystemet, f.eks. en forvaltnings møde om en borger, hvor borgeren ikke selv er deltagende. Makrosystemet: Samfundet, sociale organisationer, større statslige og private sociale institutioner, lovgivning. Det jeg gerne vil illustrere ved at anvende Bronfenbrenners økologiske udviklingsteori er, at det sociale arbejde er fragmenteret - det er delt op i flere forskellige systemer/niveauer, som alle sammen skal undersøges for at danne en helhed. Et eksempel på dette ses bl.a. i ICS-metoden på børneområdet og i Voksenudredningsmetoden på voksenområdet, hvor udredningsskemaet er udformet på en sådan måde, at man skal tale om mange forskellige aspekter/niveauer i borgerens liv: familie, uddannelse, job, bolig, fysisk helbred, psykisk helbred osv. Alt dette gør man for at vurdere de forskellige systemers indflydelse på borgerens situation, og dermed kan man lave en indsats, som har fokus på hvert af disse systemer (Healy, Karen, (2009), s. 187). Jeg har med vilje skrevet dele af foregående sætning i kursiv, da det er det, der er det helt centrale ved denne teori - nemlig at man deler indsatsen op, så den har fokus på hvert enkelt system, hvilket fører til det fragmenterede sociale arbejde, som bevirker, at den hjemløse skal rundt i forskellige dele af systemet og tale med forskellige fagpersoner, for at få hjælp ift. de forskellige systemer i hans liv. Side 24 af 50

25 Zygmunt Bauman - Social ingeniørkunst - umenneskeligheden bliver sat i masseproduktion Bauman har skrevet mange bøger, men hans nok mest berømte bog er "Modernitet og holocaust" fra I "Modernitet og holocaust" undersøger Bauman, hvad man kan lære af holocaust, og han fremhæver, at holocaust "..måske er andet og mere end en fejltagelse, andet og mere end en afvigelse fra fremskridtets ellers rette linie fremad, andet og mere end en kræftsvulst på det civiliserede samfunds ellers sunde legeme - at Holocaust kort sagt ikke var nogen modsætning til den moderne civilisation og alt, hvad (vi gerne vil tro, at) den står for" (Bauman, Zygmunt, (2001), s. 25). Bauman mener altså, at holocaust er et produkt af det moderne samfund, og han foreslår da også, at "..vi anskuer Holocaust som en sjælden, men dog betydningsfuld og troværdig prøve på det moderne samfunds skjulte muligheder" (Bauman, Zygmunt, (2001), s. 31). Bauman mener, at holocaust kun kunne lade sig gøre, fordi vi lever i det moderne samfund, og at det altså ikke var en afvigelse fra det moderne samfund, som mange i dag nok gerne stadig vil anse det som - ingen ønsker at tænke på, at de samme forudsætninger faktisk er til stede i det moderne samfund i dag, og at et nyt holocaust, ifølge Bauman, ikke er utænkeligt. På baggrund af ovenstående er Bauman også en af det senmoderne sociale arbejdes største kritikere, fordi han mener, at de teknologiske og videnskabelige tilgange, som man anvender i det sociale arbejde, risikerer at føre til umenneskelighed og undertrykkelse. Han kalder dette for social ingeniørkunst, og han mener, at relationer mellem mennesker risikerer at blive instrumentelle, kyniske og tømt for menneskeligt nærvær (information.dk). Den sociale ingeniørkunst bliver rigtig godt beskrevet i "Modernitet og holocaust", hvor Bauman bruger Feingold's eksempel med Auschwitz til at illustrere, hvordan Auschwitz blot var en videreførelse af det moderne fabrikssystem. Man producerede bare ikke varer, men råmaterialet var i stedet mennesker, og slutproduktet var døden. Jernbanenettet kørte stadig med "råmateriale", som nu blot var mennesker i stedet for dyr, ingeniørerne designede stadig krematorier, direktørerne udformede stadig det bureaukratiske system osv. (Bauman, Zygmunt, (2001), s. 26). Når man på den måde "normaliserer" noget, som i virkeligheden er grusomt, så har vi mennesker sværere ved Side 25 af 50

26 at tage afstand fra det, fordi vi anser det for værende "normalt". Det skyldes, at Herbert C. Kelmans 3 betingelser er opfyldt: volden er autoriseret (udføres efter officiel ordre udgået fra de relevante og legale myndigheder), handlingerne udføres rutinemæssigt (en regelstyret praksis med en præcis rollefordeling), voldens ofre dehumaniseres (igennem ideologiske definitioner og indoktrinering - "det er jo bare en jøde/hjemløs") (Bauman, Zygmunt, (2001), s. 42). På samme måde frygter Bauman, at man i det sociale arbejde får en relation til borgerne, som bærer præg af Kelmans 3 betingelser, fordi den måde arbejdet udføres på er autoriseret (dikteret ud fra bl.a. lovgivning), man handler rutinemæssigt (der er nogle procedurer som skal følges og overholdes) og borgerne bliver i en vis grad dehumaniserede (de bliver en "sag" snarere end et menneske). Her taler Bauman om, at umenneskeligheden bliver sat i masseproduktion (Bauman, Zygmunt, (2001), s. 206), fordi vi som socialrådgivere ikke tænker over, hvordan dette påvirker borgerne, men blot parerer ordrer (den såkaldte soldatermoral) (Bauman, Zygmunt, (2001), s. 44), og tror på, at det vi gør, er det rigtige. Ligesom med holocaust er der en risiko for, at vi om år kigger tilbage på den måde vi i dag laver socialt arbejde og tænker "hold da op, hvordan kunne vi behandle mennesker sådan", men i dag er det det der giver mening for os pga. den sociale ingeniørkunst, og uanset hvad, er det jo ikke os som socialrådgivere, som behandler folk dårligt (ligesom det ikke var ingeniørerne der slog jøderne ihjel), vi passer jo blot vores job. 4.0 Analyse 4.1 Analyse af undersøgelsesspørgsmål 1: Hvordan forstår og anvender socialrådgiverne i X kommune medinddragelse ift. det socialfaglige arbejde med hjemløse? Jeg har valgt at dele min analyse op i 3 afsnit, så hvert undersøgelsesspørgsmål får et afsnit for sig selv i analysen. Dette for at gøre analysen mere overskuelig. Derudover har jeg valgt at dele hvert afsnit op efter de teorier jeg anvender, så alt der har med Goffman at gøre under undersøgelsesspørgsmål 1 står sammen, og på samme måde med de andre teorier. Til sidst i hvert afsnit vil der være en delkonklusion. Fordi jeg deler analysen op efter teorier, så vil alle mine informanter være repræsenteret på én gang, og derfor har det været nødvendigt at give dem navne, så det bliver muligt at læse, hvilken informant der har sagt hvad: Side 26 af 50

27 Informant 1 (herefter inf.1): Myndighedsrådgiver i Team God løsladelse. Informant 2 (herefter inf.2): Myndighedsrådgiver på Jobcenteret. Informant 3 (herefter inf.3): Myndighedsrådgiver i Team myndighed og tilbud. Informant 4 (herefter inf.4): Socialrådgiver på ungdoms-forsorgshjem i X kommune. Linda Thorsagers 3deling af medinddragelsen "Det er det der sådan er parolen i dag, det er jo, at man skal sikre, at man ikke tager ansvaret fra vedkommende, men man skal støtte op om, at de bevarer et eget engagement.." (inf.1). Denne forståelse og anvendelse af medinddragelsen tolker jeg som værende i god overensstemmelse med vejledningen til RSL 4, hvor der bl.a. står, at borgeren selv skal holdes ansvarlig for sin situation og for løsningen af vedkommendes problemer. Denne forståelse deler denne rådgiver også, men hun siger også, at: "..Vi kan ikke trylle, der er en virkelighed derude vi er nødt til at forholde os til.." (inf. 1). Her siger hun også noget om, at der altså er en virkelighed derude, som man ikke bare kan lukke øjnene for, og "..vi kan ikke trylle..", hvilket indikerer, at selvom den hjemløse har et ansvar for at finde en løsning på sine problemer, så er vedkommende altså ikke 100 % selvbestemmende. Dette kalder Linda Thorsager for medbestemmelse (Thorsager, Linda m.fl., (2007), s. 35), og på baggrund af ovenstående citat, tolker jeg, at inf.1 deler denne forståelse af medinddragelse. "..der er jo både nogen kan-ting og nogen skal-ting, så hvis de falder for Ret og pligt og skal deltage i tilbud, og jeg vurderer, at det kan de godt, så kan de ikke sige, at "det vil jeg ikke". Så er det noget de skal" (inf.2). Som rådgiveren siger her, så er der både nogen kan-ting og nogen skal-ting på Jobcenteret, og derfor har den hjemløse ikke 100 % selvbestemmelse, men skal dog alligevel høres ift. hvilke tilbud vedkommende kunne have lyst til at deltage i, hvis vedkommende er aktivitetsparat "..Altså der synes jeg jo, at medinddragelse er vigtig" (inf.2). Her tolker jeg, at medinddragelsen har karakter af Thorsagers begreb medbestemmelse (Thorsager, Linda m.fl., (2007), s. 35), fordi før rådgiveren kan træffe afgørelse om, hvilket tilbud borgeren skal ud i, så skal borgeren selv være med til at vælge dette tilbud, og valget af tilbud er meget baseret på borgerens ønsker. Jeg tolker dog også, at der er en anden form for medinddragelse på Jobcenteret, Side 27 af 50

28 for når rådgiveren skal træffe afgørelse om, hvorvidt en borger er aktivitetsparat eller ej, så træffer hun afgørelsen på baggrund af samtaler med borgeren, men det er samtidig rådgiverens vurdering, der ene og alene ligger til grund for afgørelsen. Her har borgeren altså mulighed for at påvirke afgørelsen, men i sidste ende afgør rådgiveren det. Dette har mere karakter af medindflydelse. Revstedt's motivationsteori Inf.1 medinddrager de hjemløse igennem løsladelsesmøder: "Når man så sidder ved de her løsladelsesmøder, så gennemgår man punkterne, hvad er der nu der er..", (inf.1) og hele formålet med løsladelsesmødet er, at man skal "..koordinere med kommunen om, hvad for en plan der skal ligge for borgeren.." (inf.1). På disse møder handler det også om at "..mærke om en borger er motiveret eller ikke er motiveret.." (inf.1), og "..Den der har facaden, og som tydeligvis ikke er klar vil sige "nej det klarer jeg selv, det er ikke noget problem", altså man negligerer den situation man er i.." (inf.1). Det tolker jeg som, at denne rådgiver deler Revstedt's menneskesyn, fordi hun giver udtryk for, at hun tror på, at alle mennesker inderst inde har en sund positiv kerne: "..jamen du har altid noget vi kan bygge videre på, der er altid nogle ressourcer i dig, som vi gerne vil understøtte.." (inf.1), men at de nogle gange benytter en kontaktrebus "..den der har facaden.." (inf.1), for at undgå at blive manifest motiverede/at tage imod hjælpen. Medinddragelse i inf.1's øjne hænger altså også meget sammen med motivation, fordi hun tror på, at alle mennesker er motiverede -enten latent eller manifest, og at man med motivation kan forsøge at "rykke" den latent motiverede til at blive manifest motiveret. Samtidig tolker jeg også, at hun tror på, at alle inderst inde ønsker hjælp og forandring: "Jeg tænker ikke, at sådan en borger ikke ønsker at forandre sit liv" (inf.1). Dette citat viser med al tydelighed, at inf.1 ikke tror på, at nogen kan have lyst til at være hjemløs, kriminel etc., og at hun dermed anser en hjemløs' modstand mod hjælp som "en facade" - en kontaktrebus, som igennem disse løsladelsesmøder og medinddragelsen skal bearbejdes, så den hjemløse får lyst til at tage imod hjælpen, og ændre sit liv. Et af redskaberne til at bryde denne kontaktrebus er igennem konfrontation, hvilket inf.1også benytter: "Jamen så er det, så går vi ind og borer lidt i lige præcis hvor skoen trykker ift. misbrug, hvad gør du når du kommer ud og hvad gør du som skal være anderledes end det du gjorde sidst, hvad tænker du?" (inf.1). I store dele af interviewet taler inf.1 også om, at det er vigtigt, at: "..man virkelig er klar til det og vil engagere sig i det, og vil tage sit eget ansvar som borger.." (inf.1). Det Side 28 af 50

29 tolker jeg som, at det er altafgørende, at de hjemløse selv er villige til at gøre en indsats og lade sig medinddrage, fordi "..vi vil ikke sætte noget i gang medmindre du virkelig selv vil det.." (inf.1). Hvis man ikke selv er villig til at modtage hjælpen og engagere sig, så kan man ikke blive medinddraget og dermed bliver der ikke sat en indsats i gang "..Jamen så er det svært at gøre en hel masse.." (inf.1) og "..altså man kan ikke trække hesten til truget og få den til at drikke, hvis den ikke vil" (inf.1). Her kan man igen se betydningen af den institutionelle identitet, hvor den hjemløse skal leve op til forvaltningens krav og forventninger, for ellers er der ingen hjælp at hente, og derfor er det vigtigt, at de hjemløse igennem medinddragelsen føler, at "..der er noget hjælp at hente.. Der er nogen der gerne vil mig, og som gerne vil hjælpe mig.." (inf.1), altså at de kommer i kontakt med deres indre positive kerne, og får lysten, og bliver manifest motiverede til at ændre deres liv. Her tolker jeg, at inf.1 deler Revstedt's menneskesyn, fordi hun er enig i, at alle mennesker skal tage ansvar for dem selv og deres liv. Fælles for inf.3 og inf.4 er, at deres redskab til medinddragelse er samtaler: "Interview. Samtaler med borgeren. Samtidig med, at jeg kigger på alt, hvad jeg har adgang til og får lov til at få adgang til af andre oplysninger til at kvalificere interviewet" (inf.3). Dog har de to, til dels, forskellige tilgange/årsager til at medinddrage: For at bo på et forsorgshjem (herefter FSH), så er der nogle krav, som skal opfyldes: "Det fordrer, at du samarbejder og vil være med til at ændre din situation" (inf.4). Også her handler det altså meget om, at man er motiveret til forandring, og det hænger sammen med, at "..eksempelvis så er ønsket, at f.eks. sådan et ophold på en institution, det skal være omkring 3 mdr." (inf.4). Da en 110 institution kun er et midlertidigt bosted, så er der et krav fra politisk side om, at de hjemløse hurtigst muligt skal videre og ud i egen bolig. Derfor tolker jeg, at motivationsarbejde er helt essentielt inf.4, for det handler om, at få de unge hjemløse gjort manifest motiverede i en fart, så de kan komme ud i egen bolig. Inf.4 medinddrager igennem samtaler, som ofte er af konfronterende karakter: "jamen hvis du har det godt med at ryge hash, så er det sådan set fint for mig, men så er det bare ikke her du skal bo" (inf.4), og samtidig gør hun også brug af motivation og vedholdenhed: "..jeg er her for at hjælpe dig videre uanset hvad." (inf.4). Både konfrontationen og vedholdenheden er to helt centrale begreber i Revstedt's motivationsteori, som handler om at bryde den hjemløses kontaktrebus: "Vi bliver udsat meget for, at de prøver jo grænser af hele tiden" (inf.4). 11 Serviceloven 110: Midlertidig boform til personer med særlige sociale problemer. Side 29 af 50

30 Inf. 3 har en meget regelret tilgang til medinddragelse: "Det jeg tit fortæller mine borgere, nu kalder jeg dem mine borgere, men oftest, så omtaler jeg dem bare som en af samarbejdspartnerne.., for at lave et tydeligt billede af, at de har også en andel og et ejerskab i hvad der skal ske.. Så derfor har de egentlig fået et stort stempel i panden, hvor der står "samarbejdspartner", om de vil det eller ej" (inf.3). Dette tolker jeg som, at inf.3 deler Revstedt's menneskesyn om, at alle mennesker bærer et ansvar for at skabe sig selv og sit liv. Jeg tolker også, at inf.3 deler Revstedt's holdning, at hvis den hjemløse forsøger at gøre modstand mod den rolle og det ansvar, som vedkommende bliver "indrulleret" ind i, så anser man det som en kontaktrebus: "Det er rigtig svært at gå til modværge mod ansvar, når du har fået det sat rigtig tydeligt på, så mange af dem, de gør oprør, altså på den måde som man kan det, ved at prøve på at sabotere ting, ved bevidst ikke at få ting til at virke, men det gør egentlig bare, at det bliver endnu mere tydeligt, at det er det de foretager sig" (inf.3). Erving Goffman - mortifikationsprocesser Inf.2 er underlagt en del regler og krav, og det bliver de hjemløse dermed også: "..der er jo både nogen kan-ting og nogen skal-ting, så hvis de falder for Ret og pligt og skal deltage i tilbud, og jeg vurderer, at det kan de godt, så kan de ikke sige, at "det vil jeg ikke". Så er det noget de skal" (inf.2). Dette citat tolker jeg som, at for at få hjælp fra jobcenteret, så er der nogle krav man skal leve op til, for ellers kan man ikke få hjælp. Et af kravene ift. medinddragelse er, at "..det er jo deres ansvar at sørge for, at de har en postkasse og en adresse, og at man kan komme i kontakt med dem" (inf.2), for ellers modtager de ikke deres mødeindkaldelser, hvilket medfører, at "..så kan vi tilbageholde hjælpen, og så på den måde komme i kontakt med dem" (inf.2). Redskabet til medinddragelse på jobcenteret er altså mødeindkaldelser i form af enten brev eller E- boks "..Det begynder man jo at gå over til, E-boks" (inf.2), og hvis man ikke møder op, fordi man er hjemløs og ikke har hverken postkasse eller E-boks, så kan man "tvinges" til medinddragelse ved, at jobcenteret sanktionerer en ved at tilbageholde ens kontanthjælp, fordi "..Så reagerer de" (inf.2). Dette tolker jeg som, at man på jobcenteret forsøger at overholde RSL 4's krav om medinddragelse, og på baggrund af ovenstående tolker jeg, at inf.2 igennem hendes måde at medinddrage på, gør brug af flere dele af Goffmans mortifikationsproces, i et forsøg på at skabe en institutionel identitet hos den hjemløse, som "passer ind" i jobcenterets sandhedsregime, så det bliver muligt at (sam)arbejde med vedkommende. Side 30 af 50

31 Jeg tolker bl.a., at der finder en rolleberøvelse sted, da det ikke er muligt for en hjemløs "bare" at være hjemløs. For at kunne få hjælp fra jobcenteret, så skal man indvillige i, at leve op til deres krav og forventninger, og det er bl.a. at man skal være til at få fat i og at man deltager i tilbud, hvis man er aktivitetsparat. Det er altså ikke muligt "bare" at være hjemløs landevejsridder uden adresse, e-boks eller hjemkommune, eller at have en manglende vilje til at deltage i tilbud, hvis man vil have hjælp/kontanthjælp. Man kan som hjemløs ikke længere selv bestemme, hvordan man vil udfylde sin "rolle" som hjemløs, for hvis du ikke påtager dig den institutionelle, konstruerede identitet som hjemløs, så passer du ikke ind i jobcenterets sandhedsregime, og de kan dermed ikke hjælpe dig. På denne måde tolker jeg også, at der finder en omprogrammering sted, som gør, at den hjemløse "kan puttes ind i institutionens administrative maskineri og kan bearbejdes igennem rutinemæssige foranstaltninger" (Jacobsen Hviid, Michael & Kristiansen, Søren, (2002), s. 120). Jeg tolker endvidere, at det som Goffman kalder ensretning og tyrannisering finder sted, fordi den hjemløse er nødt til at indordne sig under jobcenterets sandhedsregime, og dermed påtage sig jobcenterets konstruerede problemidentitet for at modtage hjælp, og hvis den hjemløse ikke gør det, ved f.eks. at udeblive fra et møde, fordi vedkommende ikke har modtaget mødeindkaldelsen, så bliver vedkommende sanktioneret (hjælpen tilbageholdes) indtil han "indordner" sig og møder op på jobcenteret, hvor han så kan blive medinddraget, hvilket er hele formålet ift. at rådgiveren skal opfylde kravet i RSL 4. "jamen hvis du har det godt med at ryge hash, så er det sådan set fint for mig, men så er det bare ikke her du skal bo" (inf.4). Dette citat tolker jeg som, at medinddragelsen på FSH også har karakter af, at de hjemløse skal "indrulleres", så de passer ind i FSH's sandhedsregime, for ellers kan man ikke arbejde med dem. F.eks. er det ikke i orden at ryge hash på FSH, og det er et krav, at man er samarbejdsvillig. Dermed gør inf.4 også brug af nogle dele af Goffmans mortifikationsproces, bl.a. igennem omprogrammering og ensretning, hvor den hjemløse bliver sanktioneret (smidt ud af FSH), hvis han ikke indordner sig under FSH's problemidentitet. "Det jeg tit fortæller mine borgere, nu kalder jeg dem mine borgere, men oftest, så omtaler jeg dem bare som en af samarbejdspartnerne.., for at lave et tydeligt billede af, at de har også en andel og et ejerskab i hvad der skal ske.. Så derfor har de egentlig Side 31 af 50

32 fået et stort stempel i panden, hvor der står "samarbejdspartner", om de vil det eller ej" (inf.3). Det tolker jeg som, at inf.3 i høj grad gerne vil leve op til RSL 4, og medinddrager de hjemløse "..om de vil det eller ej". Her er et helt tydeligt eksempel på rolleberøvelsen, for den hjemløse kan slet ikke vælge at udfylde sin rolle på en anden måde end at være "samarbejdspartner". Her er altså et tydeligt eksempel på, at hvis du ikke udfylder "rollen" - problemidentiteten, som inf.3 kan (sam)arbejde med, så kan du ikke få hjælp: "En dag jeg skulle i Rema1000, så stod der en lettere forhutlet yngre fyr ude foran, og han kommer hen sådan og starter med at sige "ja jeg er hjemløs, kan du ikke undvære en 10'er til en bajer?". Det var jeg lige den rigtige at sige det til, fordi jeg svarer selvfølgelig "Er du hjemløs? Jamen ved du hvad, hvis du ringer på det her telefonnummer i morgen, så skal jeg hjælpe dig med ikke at være hjemløs længere", "Ej kan jeg ikke bare få en 10'er til en bajer", "nej men jeg kan hjælpe dig med at få et sted at bo". Ej det ville han ikke, jamen så kan jeg ikke hjælpe ham" (citat inf.3). Delkonklusion på undersøgelsesspørgsmål 1 Jeg konkluderer, at værktøjet til medinddragelse for inf.1, er løsladelsesmøderne. Her handler det om at få lagt en plan for borgeren, så alle ved, hvad der skal ske, når borgeren bliver løsladt. Men for at borgeren kan få hjælpen, så skal vedkommende være i stand til, og have lyst til, at samarbejde og tage imod de tilbud, som kommunen tilbyder. For at blive medinddraget er det vigtigt, at borgeren er manifest motiveret, og er villig til at lade sig tilpasse forvaltningens institutionelle identitet, så vedkommende bliver til at arbejde med, for ellers er det, som rådgiveren siger, "svært at gøre en hel masse" (inf.1). Jeg konkluderer, at inf.1 forstår medinddragelsen som en nødvendighed for, at man kan hjælpe borgeren, fordi det er vigtigt, at man ikke tager ansvaret fra borgerne. Dette ligger i god tråd med RSL 4, og også Revstedt's menneskesyn. Inf.1 anvender da også medinddragelse dels til at få de manifest motiverede borgere til at tage deres eget ansvar for problemløsningen, og dels til at forsøge at "rykke" den latent motiverede til at blive manifest motiveret. Til dette anvender hun både konfrontation og vedholdenhed. Jeg konkluderer også, at der kan lægge et præstationspres i, at den hjemløse hele tiden bliver gjort opmærksom på, at han bærer ansvaret for sit eget liv, hvilket ifølge Ziehe, kan føre til en overophedning. For inf.2 er redskabet til medinddragelse, mødeindkaldelser via brev eller e-boks. Jeg konkluderer, at inf.2 forstår medinddragelsen som en nødvendighed og en rettighed, som skal overholdes, for ellers er det meget svært at arbejde med borgeren. Der står i Side 32 af 50

33 RSL 4, at borgeren har ret til at medvirke ved sin egen sag, og at kommunen og den enkelte rådgiver skal sørge for at dette bliver muligt. Dette prøver man på Jobcenteret at overholde på den måde, at man indkalder borgerne til møder, så de kan blive medinddraget, men hvis en borger, i dette tilfælde en hjemløs, ikke møder op, så bliver vedkommende sanktioneret. Jeg konkluderer derfor, at man på Jobcenteret anser medinddragelsen som værende et vilkår for, at man overhovedet kan få sin kontanthjælp, og dermed er medinddragelsen ikke længere bare en rettighed, det er et krav. Det hænger også sammen med, at for at inf.2 kan finde ud af om en borger er aktivitetsparat eller uddannelsesparat, og hvilke tilbud en aktivitetsparat skal tilbydes, så kræver det, at borgeren samarbejder og lader sig medinddrage, for ellers er det meget svært for hende at hjælpe. Her ses igen, hvordan den institutionelle identitet spiller en kæmpe rolle for medinddragelsen. Derfor anvender inf.2 (ubevidst) medinddragelsen på den måde, at hun igennem den starter en mortifikationsproces, hvor borgeren bliver tilpasset problemidentiteten, for hvis en hjemløs ikke møder op til en samtale, så bliver vedkommende sanktioneret indtil han møder op, og på den måde kan blive medinddraget og "tvunget" til at tilpasse sig problemidentiteten. Det lyder meget groft når jeg stiller det op på den måde, men inf.2 gør det selvfølgelig i bedste mening, fordi hun ønsker at hjælpe disse mennesker videre i livet, og derfor vil hun gerne finde det helt rigtige tilbud til dem, og det kan hun kun, hvis de lader sig medinddrage. Så selvom det lyder som en kæmpe magtudøvelse, så sker det i bedste mening, og når inf.2 sanktionerer, så er det også blot for at komme i kontakt med borgeren, så vedkommende kan udnytte sin rettighed til at blive hørt og være med til at finde lige netop det tilbud, som passer ham bedst. Jeg konkluderer, at inf.3 og inf.4's redskab til medinddragelse, er samtaler. Inf.4 ser, langt hen ad vejen, medinddragelse på samme måde som inf.1, da det også her handler om, at de unge hjemløse skal tage ansvar for sig selv, og at de skal være villige til at samarbejde og have et ønske om at ændre deres situation. Ellers passer de ikke ind i FSH's problemidentitet, og så kan de ikke få hjælp. Derfor handler medinddragelsen meget om at "rykke" de latent motiverede til at blive manifest motiverede, og her anvender rådgiveren både konfrontation og vedholdenhed. Medinddragelse er altså en nødvendighed for, at inf.4 kan samarbejde med de hjemløse. Inf.3 forstår ikke blot medinddragelsen som en mulighed, men nærmere som et vilkår eller et krav for, at han kan hjælpe de hjemløse. Han anvender medinddragelse på den Side 33 af 50

34 måde, at han gør det meget klart for sine borgere, at hvis de ikke samarbejder og tager ansvar, så kan han ikke hjælpe dem. De hjemløse har altså reelt set ikke noget valg ift. at lade sig medinddrage og tilpasse sig problemidentiteten, for så lukker hjælpemulighederne i. 4.2 Analyse af undersøgelsesspørgsmål 2: Hvordan forstår og anvender socialrådgiverne i X kommune en helhedsorienteret indsats ift. hjemløse? Til at analysere dette undersøgelsesspørgsmål vil jeg anvende Ziehes teori om den kulturelle frisættelse, men jeg vil også inddrage min anden teori, hvor det er relevant. Thomas Ziehe - Den kulturelle frisættelse Som nævnt tidligere, så starter det sociale arbejde med hjemløse i Team God løsladelse, når der bliver indkaldt til løsladelsesmøde, og tanken med disse løsladelsesmøder er også at yde en helhedsorienteret indsats: "..vi bliver kontaktet fra fængslet, at nu er der altså en hjemløs borger, som ikke har nogen bolig, så kontakter fængslet Jobcenteret, og så indkalder Jobcenteret til God løsladelses-møde, og indkalder os andre, alt efter hvad der er behov for" (inf.1). Jobcenteret er altså selve "indgangen" til Team God løsladelse, og som ovenstående citat fortæller, så sidder der flere fagpersoner med til disse løsladelsesmøder: ".. så sidder fængslets personale med, den særlige kontaktperson omkring vedkommende, og så er der helt sikkert en Jobcenterrådgiver med, jeg er også helt sikkert med, og som hovedregel er Center for misbrug også med og så kan det være en Case manager eller en CTI medarbejder der er med, hvis nu de har kendt vedkommende tidligere, så det er sådan den faste klike" (inf.1). Dette tolker jeg som et udtryk for, at det sociale arbejde er meget specialiseret og fragmenteret, da det er nødvendigt, at der skal sidde 6-7 fagpersoner omkring den hjemløse, for at kunne yde en helhedsorienteret indsats, og det bevirker også, at den hjemløse kan blive stillet over for en masse valg og krav: "..alle ting er vigtigt, alt er lige vigtigt, og man skal kunne arbejde i parallelforløb på det hele samtidigt.." (inf.1), og "..man skal jo selvfølgelig være villig til at samarbejde, man skal være villig til at møde op på Center for misbrug både til de ene og de andre tilbud, som der nu er blevet stillet til rådighed.." (inf.1). Disse to citater tolker jeg som, at den hjemløse skal kunne forholde sig til mange valg og krav på én gang, fordi de, som nævnt tidligere, skal være villige til at samarbejde og sige ja til kommunens tilbud, for ellers "jamen så er det svært at gøre en hel masse.." (inf.1). Her tolker jeg, at der igen stilles krav til, at den hjemløse skal tilpasse sig den institutionelle identitet, og at den hjemløse reelt slet ikke har noget valg, Side 34 af 50

35 for hvis vedkommende siger nej tak, så får han heller ikke hjælp. Det tolker jeg som det Ziehe taler om i forbindelse med den kulturelle frisættelse, hvor man taler om, at de unge i dag har så mange valg, og de kan bare vælge fra alle hylder, men alligevel er der jo ikke frit valg, for kan den hjemløse reelt set bare vælge hjælpen fra? Og hvad hvis den hjemløse vælger forkert? Dette tolker jeg som, at den hjemløse igen kan blive udsat for et præstationspres, og dermed risiko for overophedning. Ziehe taler også om, at de mange valg/fravalg og krav kan risikere at føre til, at den unge bliver "overophedet" og kan ende med at "kaste håndklædet i ringen" og give op, fordi vedkommende ikke kan overskue tingene mere. I forhold til disse løsladelsesmøder, så tolker jeg, at det, ifølge Ziehe, godt kan have den virkning på de hjemløse, fordi grunden til, at de blev kriminelle og hjemløse i første omgang, kan hænge sammen med den kulturelle frisættelse, hvor de ikke har kunnet håndtere alle de valg og krav, som er blevet stillet dem, og derfor har de givet op, og vendt ryggen til det hele. Så når der til et løsladelsesmøde sidder 6-7 fagpersoner, som hver især opstiller valg og krav for den hjemløse, så kan det igen føre til en "overophedning", hvor den hjemløse ikke kan overskue det, og derfor ikke tager imod hjælpen. Et andet formål med løsladelsesmøderne er, at "..man slipper ikke før en anden har fat.. altså man overgiver til hinanden, man overleverer de ting, som borgeren har brug for at få hjælp til.. som gør det mere smidigt at arbejde med de hjemløse. Eksempelvis så er der God løsladelse, som jeg arbejder med, hvor der er lavet en hel masse kontaktflader, veje ud fra systemet og ind i systemet i kommunen, men også indenfor kommunen og ud" (inf.1). Dette tolker jeg som, at man i Team God løsladelse forstår og anvender en helhedsorienteret indsats på den måde, at man er en fast "klike" (se citat længere oppe), som arbejder sammen om at hjælpe den hjemløse ift. vedkommendes problematikker, altså at inf.1 i samarbejde med de andre fagpersoner, anlægger et helhedssyn: "Eksempelvis kan man sige her inde på rådhuset der sidder der en i Borgerservice, og sidder med det her med boliger, kommunale boliger, vi har også en bestemt person i kontanthjælp, som er vores kontaktperson, som har været med i vores arbejdsgruppe omkring God løsladelse. Vi har også nogle bestemte myndighedsrådgivere, jeg er selv en af dem, som har nogle opgaver, så på den måde så når vi så får en borger ind i systemet som er hjemløs, jamen så ved folk godt hvem hinanden er, og det er nogle bestemte personer man skal kontakte" (inf.1). Side 35 af 50

36 Inf.2 har ikke samme mulighed for at arbejde helhedsorienteret som inf.1, da hun ikke kun arbejder med kriminelle, men også arbejder med de hjemløse, som ikke er kriminelle, og som derfor ikke er omfattet af God løsladelse. Inf.2's værktøj til at yde en helhedsorienteret indsats er igennem det, som hun kalder jobsamtaler: "Jamen vi går ind og snakker om nogen områder i en jobsamtale. Vi går ind og snakker omkring arbejdsmarkedsperspektiv, hvad har du af uddannelse, hvad har du arbejdet med tidligere, og hvad kunne du tænke dig fremadrettet? Og så snakker vi lidt om, så spørger jeg tit til bolig, og så kommer det jo frem der, og gæld, økonomi og så alt efter hvad de fortæller, så spørger man jo ind til det, men så henviser jeg dem jo videre" (inf.2). Dette citat fortæller noget om, at inf.2 i en jobsamtale skal tale om forskellige områder i den hjemløses liv, og dette tolker jeg som, at det er inf.2's måde at anlægge et helhedssyn på den hjemløses situation, for på den måde at kunne yde en helhedsorienteret indsats. Samtidig siger inf.2 også, at hun henviser den hjemløse videre, når der kommer nogle problemstillinger, som hun ikke kan svare på. Det tolker jeg som endnu et tydeligt eksempel på, at det sociale arbejde er specialiseret og fragmenteret, fordi inf.2 kun er specialist indenfor sit område, og hvis den hjemløse skal have hjælp med eksempelvis misbrug, så skal der en anden specialist til. Samtidig forstår inf.2 også den helhedsorienterede indsats som et samarbejde, hvor man samarbejder med de forskellige fagpersoner/instanser om at motivere den hjemløse ift. at få en bolig, finde et job etc.: ".. de fleste er jo i et tilbud, i en aktivitet, og det er enten en mentor, hvis man vurderer at de ikke kan møde i et tilbud, eller også så er det nogen af de tilbud vi har, om det er virksomhedspraktik eller om det er Frelsens Hær eller whatever, så der er jo også mennesker omkring dem, og dem samarbejder vi jo også med, og de er jo ligeså meget med i det arbejde om at forsøge at motivere dem" (inf.2). Dette tolker jeg som, at den hjemløse igen bliver stillet overfor en masse valg og krav, bl.a. skal der vælges et tilbud, som man skal deltage i, hvis man er aktivitetsparat, for ellers mister man sit aktivitetstillæg osv. Her tolker jeg, at den kulturelle frisættelse igen kommer i spil, fordi er der reelt et valg, når man som aktivitetsparat bliver spurgt om man vil deltage i tilbud eller ej? Hvis man ikke gør det, så får man jo ikke sit tillæg, og jeg tolker det derfor som endnu en måde at få de hjemløse til at tilpasse sig problemidentiteten, så de bliver til at (sam)arbejde med for inf.2. I interviewet med inf.3 og inf.4 taler de ikke så meget om, hvordan de selv yder en helhedsorienteret indsats, men mere om, hvordan de mener, at socialrådgivere i dag ikke Side 36 af 50

37 yder en helhedsorienteret indsats: "Ja altså førhen der gjorde vi jo det, at vi, altså jeg er jo opdraget til at, og det gør jeg stadigvæk, men at hver gang jeg får et menneske ind, så beskriver du, og det er også fortid og det hele, du analyserer og så vurderer du, hvad er det for en indsats, der ville hjælpe vedkommende. Når du har gjort det, så går du ind og kigger på lovgivningen "hvor kan jeg trække nogen forskellige elementer, der kan stykkes sammen", altså da jeg sad i forvaltningsregi, "der kan stykkes sammen, så vedkommende kan få den hjælp, som jeg har vurderet, at der er brug for". Og så kunne man som regel stykke sammen, og så sad jeg også selv med bevillingskompetence, så jeg sad selv og lavede en løsning, som jeg troede på. Det kan du jo slet, slet ikke i dag!" (inf.4). Jeg tolker dette som, at inf.4 bestemt ikke mener, at det er muligt at yde en ordentlig helhedsorienteret indsats i dag, fordi "..du har ikke hånd om noget mere som rådgiver, vil jeg vove at påstå" (inf.4), og inf.3 supplerer hende ved at sige, at socialt arbejde i dag er: "Fabriksarbejde. Rent fabriksarbejde, fordi der sidder nogen og plotter ting ind i din kalender, hvor du bare er maskinen der skal udføre det" (inf.3). Her taler de faktisk om det, som Bauman kalder social ingeniørkunst, hvor det sociale arbejde bliver udført mekanisk og uden indføling, hvilket kan føre til, at umenneskeligheden bliver sat i masseproduktion, fordi socialrådgiverne slet ikke lægger mærke til, hvordan deres måde at arbejde på påvirker eksempelvis de hjemløse. Inf.3 opsummerer med følgende citat, hvordan han ser på den helhedsorienterede indsats, som den bliver udført i dag: "Skræmmeeksemplet det tror jeg det var en jeg havde sammen med X nede på det gamle FSH, hvor vi skulle til møde, rundbordsmøde, og vi sad 12 personer over ham, og der var ikke nogen der kunne undværes, fordi alle havde en funktion ift. ham. Og så spørger han, lige pludselig midt i det hele "ja nu sidder der, du er min familierådgiver, og du er min misbrugsrådgiver, du er min misbrugsbehandler, du er min.." sådan hele vejen rundt, alle var specialiseret i et eller andet, og så spørger han lige så stille "hvem af jer er egentlig min socialrådgiver?" (inf.3). Han mener, at "Det snotforvirrer mennesker og de aner ikke hvem de skal spørge ad" (inf.3). Det tolker jeg som et tydeligt eksempel på, at det sociale arbejde i dén grad er blevet specialiseret og fragmenteret, og at det stiller yderligere krav til den hjemløses navigationsevner i det kommunale system, samt at den hjemløse bliver stillet over for en masse valg og krav fra de mange forskellige fagpersoner/instanser. Side 37 af 50

38 Delkonklusion på undersøgelsesspørgsmål 2 På baggrund af ovenstående analyse kan jeg konkludere, at inf.1 forstår og anvender den helhedsorienterede indsats vha. løsladelsesmøder, hvor hun i et samarbejde med de andre fagpersoner anlægger et helhedssyn, og på den måde får arbejdet med den hjemløses forskellige problematikker. Det gode ved Team God løsladelse er, at det er en fast "klike" som er med, og det er ofte den samme person fra f.eks. Jobcenteret, Center for misbrug osv. som er med, så alle fagpersonerne kender hinanden, og ved hvem de skal kontakte, hvis de ikke selv kan hjælpe den hjemløse videre. Jeg spurgte inf.1, hvordan de hjemløse tager imod dette, og svaret var: "Jamen de reagerer meget positivt på det, altså de synes, at det er en fordel, fordi det tager lidt af frustrationen fra dem selv, fordi, altså en kommune er jo kæmpestor i dag, og som jeg selv, hvis jeg var borger, så ville jeg synes, at det var totalt uoverskueligt, altså jeg synes på sin vis det er utrolig synd for de borgere her, som skal hitte rede i, "hvor skal jeg hen?"" (inf.1). Selvom de hjemløse også her bliver stillet overfor en masse valg og krav, så ser de det som en stor fordel, at alle fagpersonerne kender hinanden, så den hjemløse ikke selv skal finde rundt i hele systemet, hvilket kan føre til "overophedning" og dermed, at den hjemløse vender ryggen til systemet og hjælpen. Dog kan det også virke skræmmende når den hjemløse bliver mødt af 6-7 fagpersoner til et løsladelsesmøde, fordi det igen stiller vedkommende overfor en masse valg og krav, hvilket ifølge Ziehe, kan have været hele grunden til, at vedkommende blev hjemløs i første omgang. Idéen med at samle en masse fagpersoner, som hver især er specialister på hvert deres område, og som dermed kan yde den mest kvalificerede hjælp ift. den hjemløses problematikker, er dog ikke så dum, og hvis det var mig, der fik så mange specialister stillet til rådighed, så ville jeg da synes det var helt fantastisk socialt arbejde, men forskellen på eksempelvis mig og en hjemløs er, at den hjemløse i forvejen ikke har kunnet håndtere den kulturelle frisættelses valg og krav, og derfor kan det virke meget overvældende at skulle forholde sig til så mange specialister, og dermed er vi igen tilbage ved Ziehe og den kulturelle frisættelses konsekvenser 12. Jeg konkluderer, at inf.2 yder en helhedsorienteret indsats på den måde, at hun taler med den hjemløse om forskellige områder af hans liv, for på den måde at kunne anlægge et helhedssyn og kan hjælpe den hjemløse med at komme videre i systemet, så han kan få hjælp til de problematikker, som hun ikke selv kan hjælpe med. Derfor konkluderer jeg, 12 Præstationspres og overophedning Side 38 af 50

39 at inf.2 overholder både ydelses- og rådgivningsfunktionen ift. RSL 5. Inf.2 forstår altså en helhedsorienteret indsats, som en indsats, hvor man anlægger et helhedssyn for at kunne se den hjemløses situation fra flere vinkler end blot den jobs- og uddannelsesmæssige vinkel. Man taler f.eks. også om boligsituation, misbrug, helbred osv. Dette gør man selvfølgelig også for at kunne yde den mest optimale indsats ift. at få den hjemløse ud på arbejdsmarkedet, som jo er målet. Inf.2 har ikke samme mulighed for at samarbejde med forskellige fagpersoner, som inf.1, og inf.2 er derfor nødsaget til at sende den hjemløse videre i systemet, hvis hun ikke selv kan hjælpe med en given problemstilling. Dette vidner igen om det fragmenterede sociale arbejde, hvilket også fører til, at den helhedsorienterede indsats bliver fragmenteret, og jeg konkluderer, at det kan føre til, at den hjemløse også her bliver mødt af en masse nye valg og krav fra de forskellige fagpersoner/instanser, hvilket kan føre til "overophedning", hvor den hjemløse ikke kan overskue det hele, og derfor vender ryggen til systemet og hjælpen. På baggrund af inf.3 og inf.4's syn på, og holdning til, den helhedsorienterede indsats som den bliver udført i dag, konkluderer jeg, at den kulturelle frisættelse i høj grad er aktuel. Her er et konkret eksempel på, hvordan det specialiserede, fragmenterede sociale arbejde kan blive så uoverskueligt for borgerne, at de simpelthen ikke ved, hvem de skal henvende sig til, eller hvem deres socialrådgiver egentlig er. I interviewet spurgte jeg, hvad inf.3 og inf.4 tror det gør ved en hjemløs, når vedkommende ikke kan finde rundt i systemet, og svaret var: " At de fravælger kommunen" (inf.3). Jeg konkluderer, både på baggrund af interviewet og Ziehe, at det er den konsekvens det kan have, når de hjemløse føler, at de ikke kan finde rundt i systemet, når valgene og kravene bliver for store og uoverskuelige, og når de bliver "kastet" rundt mellem eksempelvis 12 forskellige fagpersoner/instanser, som alle sammen har en speciel funktion ift. at yde den hjemløse en helhedsorienteret indsats. Derudover kan jeg også konkludere, at fordi det i dag er acceptabelt, at der skal sidde f.eks. 12 fagpersoner om én hjemløs, for at kunne yde en helhedsorienteret indsats, så ser vi ikke, at det faktisk forvirrer den hjemløse mere end det måske gavner (Ziehe - for mange valg og krav), og at umenneskeligheden dermed bliver sat i masseproduktion, fordi socialrådgiverne grundet den sociale ingeniørkunst ikke kan se, at der er noget galt i denne måde at arbejde socialfagligt på. Samtidig kan den hjemløse også have svært ved at overskue/gennemskue hvem der har det overordnede ansvar for hans sag, og om der overhovedet er en, der har det overordnede ansvar? Side 39 af 50

40 4.3 Analyse af undersøgelsesspørgsmål 3: Hvordan forstår og anvender socialrådgiverne i X kommune en individuel indsats over for hjemløse? Til at analysere dette spørgsmål vil jeg anvende min teori om det fragmenterede sociale arbejde, dvs. Bronfenbrenners økologiske udviklingsteori og Baumans teori om social ingeniørkunst. Jeg vil også inddrage min anden teori, hvor det er relevant. Bronfenbrenners økologiske udviklingsteori Ligesom med medinddragelsen og den helhedsorienterede indsats, så starter inf.1's socialfaglige arbejde med de hjemløse i Team God løsladelse, ved løsladelsesmøderne. Her tager inf.1, og de andre fagpersoner, udgangspunkt i en handleplan, som den hjemløse/indsatte har lavet sammen med fængselspersonalet: "..så tager vi udgangspunkt i den handleplan, og det er jo noget, som fængslet undervejs har arbejdet med borgeren om, så det er noget som borgeren godt ved, de har selv læst deres handleplaner, så det er nemt for os at komme til mødet, hvor vi har en time, hvor vi kan sige "okay vi kan se du har ingen bolig, du har ingen uddannelse, du kan ikke læse, du har ikke noget netværk, hvad kunne du tænke dig af indsatser her? Vi vil gerne hjælpe dig, så hvis du er klar, så er vi også klar" (inf.1). Jeg tolker, at dette citat viser 2 ting: det viser for det første, at fængselspersonalet forsøger at overholde RSL 6, fordi de i samarbejde med den indsatte/hjemløse laver en handleplan, som tager udgangspunkt i den hjemløses behov, både her og nu og på langt sigt. For det andet tolker jeg, at citatet vidner om, at også den individuelle indsats, hvor indsatsten skal tage udgangspunkt i borgerens unikke behov, er karakteriseret ved at være fragmenteret. Der skal både tales om bolig, uddannelse, netværk osv., altså skal der tales om forskellige systemer (mikro-, meso-, ekso-, makrosystemerne) i borgerens liv, og her kommer Bronfenbrenners teori ind i billedet, for den fortæller noget om, at for, at rådgiveren kan yde en individuel indsats, så er hun nødt til at se på alle systemerne i den hjemløses liv, og dermed bliver der også inddraget flere fagpersoner: Nogen skal se på økonomi, nogen skal se på bolig, nogen skal arbejde med netværket, nogen med beskæftigelsen osv. Det tolker jeg som et tydeligt eksempel på det fragmenterede sociale arbejde, og, som nævnt tidligere, så kan det føre til, at den hjemløse bliver stillet overfor for mange krav og valg, hvilket kan føre til overophedning, og de konsekvenser som følger heraf. Jeg tolker også, at dette citat vidner om, at også inf.1 og de andre fagpersoner forsøger at overholde RSL 6, fordi de spørger: "..hvad kunne du tænke dig af indsatser her"? (inf.1). De sætter altså den hjemløse i centrum, men de gør det også klart, at "..Vi vil Side 40 af 50

41 gerne hjælpe dig, så hvis du er klar, så er vi også klar" (inf. 1), hvilket jeg igen tolker som et eksempel på, at det er et krav, at den hjemløse lader sig indrullere 13 i de forskellige instansers problemidentiteter for at kunne modtage hjælpen, og at Revstedt's menneskesyn igen skinner igennem - alle mennesker har et ansvar for deres eget liv (Revstedt, (1995), s. 15). Ligesom ved den helhedsorienterede indsats, så starter inf.2's socialfaglige arbejde med den hjemløse, når hun afholder det hun kalder en jobsamtale. Derfor vil jeg benytte samme citat som tidligere, til at analysere på, hvordan hun forstår og anvender en individuel indsats, da det hænger meget sammen med den helhedsorienterede indsats: "Jamen vi går ind og snakker om nogen områder i en jobsamtale. Vi går ind og snakker omkring arbejdsmarkedsperspektiv, hvad har du af uddannelse, hvad har du arbejdet med tidligere, og hvad kunne du tænke dig fremadrettet? Og så snakker vi lidt om, så spørger jeg tit til bolig, og så kommer det jo frem der, og gæld, økonomi og så alt efter hvad de fortæller, så spørger man jo ind til det, men så henviser jeg dem jo videre" (inf.2). De områder hun omtaler, tolker jeg som værende i overensstemmelse med Bronfenbrenners forskellige systemer, og at hun i jobsamtalen taler med den hjemløse om de forskellige systemer i hans liv, for på den måde at kunne yde en individuel indsats, som har fokus på hvert af disse systemer. Det tolker jeg som endnu et eksempel på det fragmenterede sociale arbejde, fordi det ikke er inf.2, der selv yder hele den individuelle indsats, hun yder kun den ift. beskæftigelse, mens andre fagpersoner skal yde en individuel indsats ift. misbrug, psykisk helbred osv. Jeg tolker også, at inf.2 forsøger at overholde RSL 6, fordi hun tager udgangspunkt i den konkrete hjemløse hun sidder overfor, og spørger hvad vedkommende selv kunne tænke sig fremadrettet (ift. beskæftigelse). Det viser sig også ved, at den hjemløse selv skal være med til at vælge tilbud, hvis han er aktivitetsparat: "Jamen så har man jo snakket lidt om, hvad er det du godt kunne tænke dig, og man snakker også lidt omkring, hvad er der for nogen problematikker, også helbredsmæssigt og med misbrug, og så ud fra det så, det handler jo også lidt om erfaring, at vi ved hvad vi har at tilbyde, og så kan man jo pejle sig ind på nogen af vores tilbud, og så høre dem ad om det kunne være noget" (inf.2). Ud fra dette citat tolker jeg også, at inf.2 kun kan yde en individuel indsats, så længe tilbuddet findes indenfor hendes regi, altså at den individuelle indsats kun rækker så langt som Jobcenterets tilbud/sandhedsregime gør, og at det derfor igen er et krav, at den hjemløse 13 Et af de 7 elementer i mortifikationsprocessen (Goffman) Side 41 af 50

42 tilpasser sig Jobcenterets problemidentitet. Det er dog ikke hele sandheden, for inf.2 siger også, at den hjemløse selv er velkommen til at finde en praktikplads eller lign., som ligger uden for Jobcenterets tilbud, men det er et krav, at "..du skal bruge det til noget.." (inf.2), altså, at praktikpladsen skal få dig nærmere målet, som er uddannelse eller job, hvilket jeg tolker som, at selvom du har frit valg på alle hylder, så har du det ikke alligevel, fordi der er nogle bestemte krav til den praktikplads du finder, og dermed er vi igen tilbage ved den kulturelle frisættelses konsekvenser. Både inf.3 og inf.4 forstår en individuel indsats på den måde, at "jeg er ikke transportbåndsfanatiker, jeg kan bedre lide individualitet. At hver enkelt skal have det rigtige sted" (inf.3). Det tolker jeg som, at de forsøger at overholde RSL 6, fordi for at hver enkelt kan få det rigtige sted, den rigtige hjælp, så er man nødt til at tage udgangspunkt i vedkommendes individuelle behov. Måden hvorpå de yder en individuel indsats er igennem samtaler: "Men ellers så er det at høre om deres problemstillinger og snakke lidt sammen om, hvad institutionen kan tilbyde, hvad det er vi kan gøre" (inf.4) og "..er det noget man kan forestille sig, at vi kan hjælpe med eller er der andre muligheder.. Så hjælper man lige videre" (inf.4). Her tolker jeg igen, at der er et eksempel på det fragmenterede sociale arbejde, fordi også inf.4 taler med den hjemløse om de forskellige systemer i hans liv (Bronfenbrenner), men hvis hun ikke kan hjælpe med en given problemstilling, så sender hun ham videre til en anden fagperson, hvorved cirklen med valg, krav, overophedning, tilpasning til problemidentitet osv. risikerer at fortsætte. Zygmunt Bauman - Social ingeniørkunst - Umenneskeligheden bliver sat i masseproduktion "..så tager vi udgangspunkt i den handleplan, og det er jo noget, som fængslet undervejs har arbejdet med borgeren om, så det er noget som borgeren godt ved, de har selv læst deres handleplaner, så det er nemt for os at komme til mødet, hvor vi har en time, hvor vi kan sige "okay vi kan se du har ingen bolig, du har ingen uddannelse, du kan ikke læse, du har ikke noget netværk, hvad kunne du tænke dig af indsatser her? Vi vil gerne hjælpe dig, så hvis du er klar, så er vi også klar" (inf.1). Jeg vælger at bruge dette citat igen, da jeg tolker, at det også siger noget om det, som Bauman kalder, at umenneskeligheden bliver sat i masseproduktion, fordi inf.1, grundet den sociale ingeniørkunst og Kelmans 3 betingelser, ikke kan se, at det, at der eksempelvis sidder 7 Side 42 af 50

43 personer, som på bare 1 time (jf. citatet) skal tale om alle systemerne i den hjemløses liv, kan virke helt uoverskueligt for den hjemløse. "Jamen så har man jo snakket lidt om, hvad er det du godt kunne tænke dig, og man snakker også lidt omkring, hvad er der for nogen problematikker, også helbredsmæssigt og med misbrug, og så ud fra det så, det handler jo også lidt om erfaring, at vi ved hvad vi har at tilbyde, og så kan man jo pejle sig ind på nogen af vores tilbud, og så høre dem ad om det kunne være noget" (inf.2). Jeg vælger også at bruge dette citat igen, da jeg tolker det som et eksempel på den sociale ingeniørkunst, fordi for at den hjemløse kan få hjælp, skal han tilpasses problemidentiteten, så han kan "matches" med et af Jobcenterets tilbud, hvilket gør, at man "sættekasser" folk, og faktisk gør lige det modsatte af at yde en individuel indsats. Samtidig tolker jeg, at det kan bevirke, at relationen, fra den hjemløses synspunkt, kan virke meget instrumentel og bureaukratisk. "Men ellers så er det at høre om deres problemstillinger og snakke lidt sammen om, hvad institutionen kan tilbyde, hvad det er vi kan gøre" (inf.4) og "..er det noget man kan forestille sig, at vi kan hjælpe med eller er der andre muligheder.. Så hjælper man lige videre" (inf.4). Som nævnt tidligere i analysen, så tolker jeg dette citat som et eksempel på det fragmenterede sociale arbejde, og at cirklen med valg, krav, overophedning osv. risikerer at fortsætte. Det tolker jeg som, at umenneskeligheden bliver sat i masseproduktion, men uden at inf.4 er klar over det, grundet den sociale ingeniørkunst, og fordi Kelmans 3 betingelser er opfyldt. Ligesom ved den helhedsorienterede indsats, så taler inf.3 og inf.4 også meget om, hvordan de oplever, at den individuelle indsats bliver ydet af kommunerne i dag: "Det transportbåndsbinder det og sætter det i en lille ramme, bås, hvor der ikke.. Da jeg var nyuddannet, kunne man som socialrådgiver få lov til at gøre rigtig mange forskellige ting, være kreativ og kunne selv bygge og designe og prøve at lave de ting der skulle til for at hjælpe lige den borger. Der var det individtænkt. Så er det bevæget mere og mere over i masseproduktion. At det tilbud jeg giver til ham skal være et fra en liste af nu, og det vil sige mennesker er blevet lidt sættekasseobjekter, at man sidder ved et transportbånd, og så ræser det bare forbi, og så skal man skynde sig at nå og plukke dem, der ligner de forskellige kasser. Og tiden til at gå ind og lave noget specielt for én for at prøve at få noget til at virke, eksisterer ikke. Som det gængse" (inf.3). Dette citat tolker jeg som et tydeligt eksempel på, at inf.3 deler Baumans kritik af, at det sociale Side 43 af 50

44 arbejde risikerer at masseproducere umenneskelighed, fordi man deler mennesket op i "kasser" (systemer - Bronfenbrenner), hvilket gør, at relationen mellem socialrådgiver og den hjemløse bliver meget præget af system, struktur og bureaukrati, og i mindre grad præget af individualitet, menneskelighed og nærvær. Delkonklusion på undersøgelsesspørgsmål 3 Jeg konkluderer, at inf.1 forsøger at overholde RSL 6, da hun tager udgangspunkt i den handleplan, som den hjemløse har lavet i samarbejde med fængselspersonalet, og dermed tager udgangspunkt i den hjemløses individuelle behov. Hun spørger også den hjemløse, hvad han godt kunne tænke sig, hvilket styrker min konklusion yderligere. Jeg konkluderer også, at den individuelle indsats, ligesom den helhedsorienterede, er meget fragmenteret, da måden hvorpå inf.1 yder en individuel indsats på, er ved, at hun til løsladelsesmøderne, i samarbejde med de andre fagpersoner, gennemgår de forskellige systemer i den hjemløses liv, for på den måde at "kunne lave en indsats, som har fokus på hvert af disse systemer" (Healy, Karen, (2009), s. 187). Jeg konkluderer derfor også, at der grundet den sociale ingeniørkunst, er en risiko for, at relationen kan blive meget lidt nærværende, fordi så mange systemer skal gennemgås på så kort tid (1 time ifølge citat), og at inf.1 og de andre fagpersoner, nødvendigvis skal komme rundt om systemerne i en fart, hvilket kan gøre relationen meget instrumentel og mindre menneskelig. Jeg konkluderer endvidere, at den hjemløse også her, er nødt til at tilpasse sig de forskellige instansers problemidentitet, hvis han ønsker hjælpen "..hvis du er klar, så er vi også klar" (inf.1). Jeg konkluderer, at inf.2 også forsøger at overholde RSL 6 ved, at hun i jobsamtalen taler med den hjemløse om de forskellige systemer i hans liv, og hjælper ham til at komme videre, så han kan få hjælp til de problemstillinger, som ligger uden for hendes kompetencer. Jeg konkluderer derfor også, at inf.2 forstår og yder en individuel indsats på den måde, at den er fragmenteret, da hun yder en individuel indsats ift. beskæftigelse, men at en anden fagperson skal yde en individuel indsats ift. eksempelvis misbrug. Hun forstår altså ikke den individuelle indsats som én indsats, men som mange indsatser fordelt på forskellige fagpersoner/instanser, som tilsammen udgør den individuelle indsats. Jeg konkluderer, at også inf.3 og inf.4 forstår en individuel indsats ift. RSL 6, fordi de i høj grad går ind for individualitet, og at alle mennesker skal have det, som matcher Side 44 af 50

45 deres behov bedst. Jeg konkluderer, at inf.3 og inf.4 yder en individuel indsats på den måde, at de igennem samtaler finder ud af, hvilke problemstillinger den hjemløse har, og herefter yder de en individuel indsats inden for det område de nu sidder i, men at de er nødt til at sende den hjemløse videre, hvis han skal have hjælp til problemstillinger, som ligger uden for deres kompetencer. Altså forstår de også den individuelle indsats som fragmenteret. Inf. 4 er dog meget kritisk over for denne tilgang, og jeg konkluderer, at han mere er fortaler for den "gamle" måde at yde individuelle indsatser på, hvor man selv kunne stå for det meste af indsatsen, altså at den ikke var så specialiseret og fragmenteret, som den er i dag. 5.0 Samlet konklusion I min konklusion vil jeg forsøge at give et svar på min problemformulering: Hvordan medinddrager socialrådgiverne i X kommune de hjemløse i det socialfaglige arbejde? For det første kan jeg konkludere, at socialrådgiverne i X kommune medinddrager de hjemløse på forskellige måder, og at man har forskellige formål med medinddragelsen alt efter hvilken afdeling man arbejder i. Rådgiveren i Team God løsladelse har det formål at hjælpe den hjemløse videre i livet og undgå recidiv, og derfor anvender hun i høj grad motivation, når hun medinddrager de hjemløse, fordi det er vigtigt, at de hjemløse selv tager et ansvar og har en vilje til at ændre deres situation. Det er altså et krav for at få hjælp, at den hjemløse er villig til medinddragelsen, villig til forandring og villig til at samarbejde med rådgiveren. Rådgiveren på jobcenteret har et andet formål med medinddragelsen, nemlig at få den hjemløse tættere på arbejdsmarkedet. Dette gøres bl.a. igennem tilbud, hvor den aktivitetsparate hjemløse skal deltage for at kunne modtage sin kontanthjælp. Her er medinddragelsen en forudsætning for hjælpen, for ellers kan rådgiveren ikke bedømme om den hjemløse er aktivitetsparat eller hvilket tilbud, der vil/kan hjælpe vedkommende tættere på arbejdsmarkedet. Her har medinddragelsen mere karakter af at være en nødvendighed, og et krav for at kunne få hjælp, snarere end en rettighed, for hvis den hjemløse ikke møder op til et møde (og på den måde bliver medinddraget), så kan han risikere at blive sanktioneret (miste sin kontanthjælp), og på den måde blive "tvunget" til at lade sig medinddrage, og dermed tilpasse sig problemidentiteten, så jobcenterrådgiverne kan hjælpe ham. På samme måde Side 45 af 50

46 har rådgiveren på FSH og rådgiveren fra Team myndighed og tilbud også hvert deres formål med medinddragelsen. Jeg konkluderer derfor, at socialrådgiverne i X kommune medinddrager de hjemløse på forskellige måder alt efter hvad formålet med medinddragelsen er, men at der fælles for dem alle sammen er forståelsen af, at medinddragelsen ikke blot er en rettighed, men snarere en nødvendighed og et krav for at kunne få hjælp, og dermed er medinddragelsen også en forudsætning for at kunne yde en helhedsorienteret og individuel indsats, for hvis den hjemløse ikke lader sig medinddrage, og dermed ikke lader sig tilpasse forvaltningens problemidentitet, så kan socialrådgiverne ikke forstå vedkommende, og dermed kan de ikke hjælpe 14. På baggrund af dette konkluderer jeg, at alle 4 rådgivere i X kommune forstår medinddragelsen som Thorsagers begreb medbestemmelse (Thorsager, Linda m.fl., (2007), s. 35), hvilket betyder, at de ikke deler min forståelse af medinddragelse, som er mere i overensstemmelse med Thorsagers begreb medindflydelse, hvor jeg ser medinddragelsen som en borgers mulighed for at blive hørt i sin egen sag, mens disse rådgivere ser medinddragelsen mere som et krav, og at borgeren også skal være med til at tage ansvar for problemløsningen af sin egen situation. Det hænger også sammen med, at hele tankegangen i dag er, at man skal yde "hjælp til selvhjælp", og ikke tage ansvaret fra borgerne 15. Det synes jeg også er en meget fornuftig tankegang, for jeg synes ikke man (bevidst) skal gøre mennesker mere afhængige af systemet end højest nødvendigt, men jeg har også en forståelse for, at for nogle mennesker er det enormt svært at forholde sig til at tage del i problemløsningen, fordi den ofte indebærer mange valg/fravalg og krav fra forvaltningens side. Det bringer mig videre til den helhedsorienterede indsats, som jeg konkluderer, er meget fragmenteret og specialiseret, og det stiller store krav til de hjemløses navigationsevner i det kommunale system, fordi de ofte er i kontakt med mange rådgivere og instanser på én gang, i rådgivernes forsøg på at yde en helhedsorienteret indsats. Som nævnt tidligere, så kan jeg sagtens se idéen i at samle en masse fagpersoner, som hver især er specialister på hvert deres område, og som dermed kan yde den mest kvalificerede hjælp. Eftersom den hjemløse i forvejen kan have svært ved at overskue sin situation, så konkluderer jeg, at det fragmenterede sociale arbejde kan føre til, at den hjemløse oplever et præstationspres, som han ikke kan håndtere, og at han kan ende med at kaste 14 Her kan man også stille sig selv spørgsmålet om, hvorvidt medinddragelsen foregår på socialrådgivernes eller de hjemløses præmisser? 15 Har hjemmel i RSL 4 Side 46 af 50

47 håndklædet i ringen og siger nej tak til hjælpen, hvilket rådgiveren vil tolke som, at han ikke er motiveret til at ændre sig og ikke er villig til samarbejde, altså at han ikke er villig til at tilpasse sig problemidentiteten, og dermed vil han ikke kunne få hjælp. Det bringer mig videre til den individuelle indsats, som jeg også konkluderer, er meget fragmenteret. Rådgiveren taler med den hjemløse om de forskellige systemer i hans liv, og herefter ydes en individuel indsats, som har fokus på hvert af disse systemer, ment på den måde, at jobcenterrådgiveren yder en individuel indsats inden for beskæftigelse, misbrugsrådgiveren yder en individuel indsats inden for misbrug osv. Rådgiverne forstår altså ikke en individuel indsats som én individuel indsats, men snarere som mange indsatser, som hver især prøver at yde en individuel hjælp til den hjemløse. Den hjemløse bliver altså "delt op" i mindre systemer, som kræver forskellige eksperters hjælp. Jeg konkluderer, ligesom ved den helhedsorienterede indsats, at det kan være godt, at den individuelle indsats er fragmenteret, så man får en ekspert fra hvert område til at hjælpe sig, hvilket burde give den mest kvalificerede hjælp, men jeg konkluderer også, at det for en hjemløs kan være svært at overskue, og dermed er vi tilbage ved risikoen med et for stort præstationspres, og alle de konsekvenser, som kan følge med. Da jeg startede på mit bachelorprojekt forstod jeg den individuelle indsats som én samlet indsats. Som nævnt ovenfor har jeg dog fundet ud af, at den individuelle indsats ikke er karakteriseret ved at være én samlet indsats, men i stedet mange indsatser, som tilsammen prøver at dække den hjemløses individuelle behov. Det har jeg prøvet at illustrere på følgende måde: Figur 1 Figur 2 Den bølgede figur symboliserer den hjemløse, som et menneske med individuelle behov og problemstillinger, og som ikke nødvendigvis passer ned i en kasse. Den første figur symboliserer, hvordan jeg troede den individuelle indsats blev praktiseret af socialrådgiverne, nemlig som én samlet indsats, som så kunne ramme den del af den Side 47 af 50

48 hjemløses behov, som den firkantede kasse dækker. Figur 2 symboliserer, hvordan jeg har fundet ud af, at den individuelle indsats bliver ydet i dag, nemlig som en fragmenteret, opdelt indsats. Hver af de aflange kasser symboliserer en fagperson/instans, som kan hjælpe med lige netop den del af den hjemløses problemstilling, som kassen dækker, men at der skal en ny fagperson/instans til at yde en individuel indsats inden for den næste kasse osv. Figurerne siger ikke noget om, hvorvidt den ene eller anden form for individuel indsats dækker mest af den hjemløses behov - det er blot en illustration, der har til formål at illustrere, hvordan min opfattelse af den individuelle indsats har ændret sig igennem arbejdet med min bachelor. 6.0 Perspektivering Det kunne være interessant at se på, hvad digitalisering af kommunen vil have af konsekvenser for medinddragelsen i det socialfaglige arbejde med hjemløse i fremtiden. Sociologen Anthony Giddens kalder relationen mellem borger og systemet i det senmoderne samfund for en ansigtsløs relation. Relationen er dog ikke helt ansigtsløs endnu, men fra november 2014, hvor kommunen bliver digital, og hvor selvbetjeningsløsninger skal til at erstatte den personlige kontakt med systemet, så vil Giddens' begreb om ansigtsløse relationer måske blive til virkelighed. Det kan måske være rigtig godt for fleksible og udviklingsparate borgere, som selv kan og vil træffe sine valg, men hvad med den ikke-kompetente hjemløse, som måske hverken har adgang til eller færdigheder til at benytte de nye selvbetjeningsløsninger? (information.dk (2013)). Det kunne være meget interessant at følge op på dette om nogle år, og se på, hvad digitaliseringen har betydet for medinddragelsen og det socialfaglige arbejde med hjemløse i Danmark. Et anden interessant spørgsmål er dukket op i arbejdet med mit bachelorprojekt, nemlig om sanktioner er et redskab til medinddragelse? Når jobcenterrådgiveren sanktionerer den hjemløse, fordi han ikke er mødt op til en samtale, er det så udtryk for en "straf", eller er det i virkeligheden et redskab til at forsøge at medinddrage den hjemløse? Side 48 af 50

49 Litteraturliste Hjemmesider dr.dk; (link hentet maj 2014) Faktalink.dk; (link hentet maj 2014) Information.dk (2013); "Vi skal vel stadig tale sammen, ik'?": (link hentet maj 2014) Retssikkerhedsloven 4; Retsinformation.dk; (link hentet maj 2014) Retssikkerhedsloven 5; Retsinformation.dk; (link hentet maj 2014) Retssikkerhedsloven 6; Retsinformation.dk; (link hentet maj 2014) Serviceloven 110: (link hentet maj 2014) Vejledning til Retssikkerhedsloven; Retsinformation.dk; (link hentet maj 2014) Publikationer Rådet for socialt udsatte (2013); "Man føler sig som en tennisbold, der bliver kastet frem og tilbage i systemet - samtaler med socialt udsatte unge om deres møde med systemet". SFI (2013); "Hjemløshed i Danmark national kortlægning". SFI (2013); "Hjemløsestrategien afsluttende rapport". Socialstyrelsen (2012); "Barnets velfærd i centrum - ICS-Håndbog" Bøger Side 49 af 50

50 Andersen, Ib (2008); "Den skinbarlige virkelighed - vidensproduktion inden for samfundsvidenskaberne"; Forlaget Samfundslitteratur; 4. udg. Bauman, Zygmunt (2001); "Modernitet og Holocaust"; Hans Reitzels forlag; 2. udg. Gadamer, Hans-Georg (2007); "Sandhed og metode. Grundtræk af en filosofisk hermeneutik"; Academica, Århus. Gytz, Søren & Pedersen, Peter Møller (2010); "Pædagogik i sociologisk perspektiv"; Via systeme, 2. udg. 1. oplag. Harder, Margit & Nissen, Maria Appel (2011); "Helhedssyn i socialt arbejde"; Akademisk forlag, 1. udg. Healy, Karen (2009); "Socialt arbejde i teori og kontekst - en grundbog"; Akademisk Forlag; 1. udg. Illeris, Knud, Katznelson, Noemi, Nielsen, Christian Jens, Simonsen, Birgitte & Sørensen, Ulrik Niels (2009); "Ungdomsliv - mellem individualisering og standardisering"; Forlaget Samfundslitteratur; 1. udg. Jacobsen Hviid, Michael & Kristiansen, Søren (2002); "Erving Goffman - sociologien om det elementære livs sociale former"; Hans Reitzels Forlag Järvinen, Margaretha & Mik-Meyer, Nanna (2003); "At skabe en klient - institutionelle identiteter i socialt arbejde"; Hans Reitzels Forlag; 1. udg. Järvinen, Margaretha, Larsen, Elm Jørgen & Mortensen, Nils (2005); "Det magtfulde møde mellem system og klient"; Aarhus Universitetsforlag; 1. udg. Kvale, Steinar & Brinkmann, Svend (2009); "Interview - introduktion til et håndværk"; Hans Reitzels Forlag; 2. udg. Revstedt, Per (1995); "Ingen er håbløs - motivationsarbejde i teori og praksis"; Hans Reitzels Forlag Thorsager, Linda, Børjesson, Eva, Christensen, Ivan & Pihl, Vibeke (2007); "Metoder i socialt arbejde - begreber og problematikker"; Socialforskningsinstituttet Thúren, Torsten (2008): "Videnskabsteori for begyndere"; Rosinante; 2. udg. Side 50 af 50