Bedre samspil mellem skolepraktik og ordinær virksomhedspraktik

Transkript

1 Bedre samspil mellem skolepraktik og ordinær virksomhedspraktik Christian Helms Jørgensen Ida Juul Undervisningsministeriets centrale analyse- og prognosevirksomhed for erhvervsuddannelserne

2 2 Forord Denne undersøgelse er finansieret af Undervisningsministeriets centrale analyse og prognosevirksomhed for erhvervsuddannelserne Undersøgelsen omhandler skolepraktikken og samspillet med de ordinære erhvervsuddannelser. Ordningen blev indført 1991 under navnet praktikpladskompenserende undervisning (PKU) og skiftede i 1993 navn til skolepraktik (SKP). Ordningen har fra starten og frem til i dag været genstand for diskussion. Diskussionerne har handlet om, hvorvidt rent skolebaserede uddannelser udgør en trussel mod det danske vekseluddannelsesprincip. Desuden har de handlet om, hvorvidt ordningen mindsker skolernes incitamenter til at prioritere det virksomhedsopsøgende arbejde samt virksomhedernes incitament til at udbyde det fornødne antal praktikpladser. Det har også været diskuteret, hvorvidt elever i skolepraktikken får en uddannelse, som i kvalitet og indhold svarer til en ordinær uddannelse med virksomhedspraktik. Endelig har diskussionerne drejet sig om, hvorvidt arbejdsgiverne er lige så villige til at beskæftige elever fra skolepraktik, som elever fra ordinær praktik. Målet med denne undersøgelse er at komme bag om nogle af disse diskussioner og vurdere, hvordan skolepraktikken kan spille bedre sammen med de ordinære erhvervsuddannelser. Rapporten er disponeret, så den indledes med en kort historisk redegørelse for skolepraktikordningens opkomst, og de ændringer ordningen har gennemgået frem til i dag. Dernæst tegnes der et billede af, hvad de involverede parter mener om ordningen på grundlag af interview med 19 nøglepersoner på området. I rapportens tredje afsnit gives et billede af skolepraktikken set fra elevernes perspektiv baseret på interview med 25 tidligere og nuværende elever. Det omfatter blandt andet elevernes vurderinger af skolepraktikkens betydning for deres arbejdsmarkedskarriere efter afslutningen af uddannelsen. Rapportens fjerde afsnit baserer sig på to analyser af registerdata om de elever, som afsluttede en erhvervsuddannelse i år Den første del undersøger, om der er forskelle i elevernes sociale baggrund ved at sammenholde data vedrørende forældre til elever i skolepraktik med forældre til elever i ordinær praktik. Den anden del undersøger de to gruppers arbejdsmarkedskarrierer i årene efter afslutningen af deres erhvervsuddannelse i år Endelig søges de danske erfaringer med skolepraktikken sat ind i en nordisk og europæisk ramme. Erfaringer fra udvalgte lande analyseres via litteraturstudier og vurderes med henblik på at finde ud af, hvor det danske system kan hente inspiration. Undersøgelsen afsluttes med en konklusion og en række anbefalinger, som forhåbentlig kan bruges ved skolepraktikkens fremtidige udformning. Afslutningsvis vil vi sige tak til de mange, som stillede deres tid og ekspertise til rådighed for denne undersøgelse samt til AER for hjælpen og til Danmarks Statistik for samarbejdet. Vi vil også takke Katrine Louise Lyneborg Nielsen og Lea Brix, som har bistået os med at interviewe elever, der har været i skolepraktik. Christian Helms Jørgensen Lektor ved Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning Roskilde Universitet Ida Juul Lektor ved Institut for Didaktik Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet

3 3 Indholdsfortegnelse 1. Den historiske baggrund for skolepraktikordningen... 4 Sammenfatning Nøglepersoners syn på skolepraktikken... 9 Sammenfatning Erfaringerne med skolepraktikken set fra et elevperspektiv...17 Praktikpladssøgningen Den positive version Den negative version Sammenfatning Elevernes sociale baggrund og arbejdsmarkedskarriere...24 Arbejdsmarkedskarrierer for årgang Sammenfatning af elevernes baggrund og arbejdsmarkedskarriere Sammenfatning af det internationale litteraturstudium...40 Skoleuddannelser versus vekseluddannelser i andre lande Skolepraktikøkonomi Konklusioner og anbefalinger...51 Hvad viste undersøgelsen? Metode og datagrundlag...59 Bilagsbind på 59 sider medfølger separat med oversigt over interviewpersoner, litteraturliste, det samlede litteraturstudium og supplerende figurer fra registerundersøgelsen.

4 4 1. Den historiske baggrund for skolepraktikordningen Udbud og efterspørgsel efter praktikpladser set i et historisk perspektiv I det følgende gennemgås baggrunden for skolepraktikordningens opståen og den udvikling, den har gennemgået. I modsætning til de fleste andre europæiske lande har rene skolebaserede erhvervsuddannelser aldrig været udbredte i Danmark. Virksomhedsoplæring indgår derimod som et centralt element i den danske erhvervsuddannelsesmodel. Selv i dag, hvor den gamle mesterlære er afskaffet, tegner den virksomhedsbaserede oplæring sig typisk for to tredjedele af den samlede uddannelsestid. På den ene side er dette med til at smidiggøre overgangen fra uddannelse til arbejde og er en medvirkende årsag til, at vi i Danmark har en relativt lav ungdomsarbejdsløshed sammenlignet med andre europæiske lande. På den anden side betyder dette, at tilgangen til de enkelte fagområder bliver markedsstyret, idet tilgangen og muligheden for at færdiggøre en erhvervsuddannelse afhænger af virksomhedernes villighed til at stille det nødvendige antal praktikpladser til rådighed. Dette gælder, hvad enten der er tale om skole eller praktikadgangsvejen. Historisk set har dette betydet, at der har været ganske store svingninger fra år til år, når det gælder antallet af lærlinge, der uddannes inden for de enkelte fag. I 1955 lå nytilgangen af lærlinge på knap Ni år senere var antallet næsten fordoblet, hvorefter tilgangen igen faldt, således at den i 1975 nåede et lavpunkt med en tilgang, der var helt nede på ca lærlinge. Faldet var bl.a. en følge af den økonomiske recession, som fulgte i kølvandet på den første og den anden oliekrise i henholdsvis og Fra 1982 stiger tilgangen igen og når i 1986 op over , hvorefter nytilgangen igen begynder at falde. I perioden fra 2008 til 2009 falder antallet af indgåede aftaler med 22 % som følge af finanskrisen (Departementschefens sekretariat 7. maj 2009). Da antallet af indgåede uddannelsesaftaler afspejler beskæftigelsessituationen på det pågældende tidspunkt, er efterspørgselsstyringen ikke et optimalt redskab, når det gælder en mere langsigtet dimensionering af nytilgangen til det faglærte delarbejdsmarked. Dertil kommer, at tilgangen af lærlinge svinger mere end beskæftigelsen af andre lønmodtagere. Det skyldes, at udbuddet af praktikpladser er noget af det første, som rammes ved økonomiske tilbageslag (Albæk 2004). Til gengæld er virksomhederne tilbageholdende med at ansætte lærlinge, når konjunkturerne vender, idet kontrakten binder dem for en 3 4 årig periode. Da virkningerne i form af nytilgang af faglærte først viser sig på længere sigt, kan beskæftigelsessituationen have ændret sig drastisk i løbet af de fire år, som det tager at færdiggøre en erhvervsuddannelse. Det betyder, at kortvarige konjunktursvingninger kan få langsigtede virkninger for udbuddet af faglært arbejdskraft, især hvis der samtidig er tale om en kraftig tilbagetrækning af arbejdskraft inden for det samlede faglærte arbejdsmarked eller inden for udvalgte brancher kombineret med en tilgang af små ungdomsårgange til arbejdsmarkedet. Heller ikke når det gælder opfyldelsen af den aktuelle uddannelsespolitiske målsætning om, at alle skal have en ungdomsuddannelse (95 % målsætningen), er markedsstyringen et hensigtsmæssigt styringsredskab, idet især en erhvervsuddannelse for mange af de unge, der risikerer at havne i den uddannelsesmæssige restgruppe, fremstår som den mest relevante og realistiske ungdomsuddannelse. Der er stor sandsynlighed for, at mangel på praktikpladser påvirker denne gruppes motivation for at påbegynde og fuldføre en erhvervsuddannelse. Frafaldet på skolepraktikken er 50 % højere end på de ordinære hovedforløb (AER 2009).

5 5 Flere praktikpladser via øgning af den skolebaserede undervisning Økonomiske konjunkturer er imidlertid ikke den eneste faktor, som influerer på udbuddet af praktikpladser. Efterspørgslen påvirker også udbuddet, dvs., at en given ungdomsårgangs størrelse influerer på udbuddet af praktikpladser (Albæk 2004). Denne tendens slog markant igennem i starten af 1960 erne, hvor de store fødselsårgange gjorde deres entre på arbejdsmarkedet, og hvor tilgangen af lærlinge nåede et foreløbigt højdepunkt. I den forbindelse er det bemærkelsesværdigt, at man i 1950 erne fra politisk hold nærede en frygt for, at der ville opstå problemer med at skaffe tilstrækkeligt med lærepladser til de store årgange. Desuden var man bekymret for, at der på længere sigt ville komme til at mangle faglært arbejdskraft, når det forventede industrielle opsving satte sig igennem. Som følge heraf vedtog man at gøre erhvervsuddannelserne til vekseluddannelser med reformen i Forlængelse af den skolebaserede del at uddannelsen, som fremover skulle foregå i dagtimerne som kombineret teori og værkstedsbaseret undervisning, skulle aflaste virksomhederne fra en del af deres oplæringsansvar og dermed gøre det mere attraktivt for dem at have lærlinge. Reformen blev desuden begrundet med, at det var blevet vanskeligere for virksomhederne at påtage sig eneansvaret for den fagrettede oplæring, da mange virksomheder havde gennemgået rationaliseringer og introduceret ny teknologi. Det stigende arbejdstempo betød, at virksomhederne havde mindre tid til at tage sig af lærlingenes oplæring, og introduktionen af ny og kostbar teknologi gjorde virksomhederne tilbageholdne med at sætte nyansatte lærlinge til at betjene maskinerne (Betænkning 143, 1956; Betænkning 145, 1956). Det er ikke muligt at afgøre præcist hvilken effekt, reformen efterfølgende havde på lærlingetilgangen, men frygten for, at der ville komme til at mangle lærepladser til de store ungdomsårgange blev ikke indfriet. Antallet af lærepladser steg fra 1952 til 1964 med 32 % (Christensen 1978;168). Som det fremgik ovenfor, er der tradition for at regulere på rollefordelingen mellem erhvervsskoler og oplæringsvirksomheder med henblik på at gøre det mere attraktivt for virksomhederne at ansætte lærlinge. Logikken bag dette ræsonnement er, at lærlingeforholdet hviler på den grundlæggende præmis, at lærlingen bytter arbejde for oplæring. Hvor virksomhederne sætter penge til i starten af læreforholdet, idet der i denne periode bruges forholdsvis mange ressourcer på oplæring, vil lærlingen i den sidste del af læreforholdet være en økonomisk gevinst for oplæringsvirksomheden. Det betyder, at en erhvervsuddannelse nødvendigvis må være længere, end den tid det tager at oplære eleven, da det ellers ville medføre tab for virksomheden. Som følge heraf har læreforholdets længde da også været genstand for kamp. Alt andet lige skulle man forvente, at oplæringsvirksomhederne havde en interesse i, at erhvervsskolerne påtog sig at introducere eleverne til den grundlæggende viden og færdigheder, som udgør fundamentet for det pågældende fag, således at virksomhederne aflastes i forhold til denne omkostningstunge opgave. Det var bl.a. denne tankegang, som lå bag indførelsen af efg basisåret i 1970 erne. Når arbejdsgiverne trods dette ikke var udelt begejstrede for basisåret, er forklaringen, at der er forskel på det, eleverne lærer i en skolesammenhæng, og det, de lærer i en virksomhedssammenhæng. Dette gælder ikke mindst den del af læringen, som handler om at kunne begå sig på en arbejdsplads. Det er karakteristisk for det danske erhvervsuddannelsessystem, at der er en udbredt konsensus blandt såvel arbejdsgiverorganisationer, fagbevægelse og skolerepræsentanter om, at skolebaseret undervisning ikke fuldt ud kan kompensere for virksomhedsoplæring (Juul 2005). Denne holdning præger, som det vil fremgå, debatten om skolepraktikken. Indførelsen af efg basisåret og senere skoleadgangsvejen betød på den ene side, at erhvervsuddannelserne blev integreret i det øvrige ungdomsuddannelsessystem og på den anden side, at problemerne

6 6 med markedsstyringen blev mere åbenlyse. Hvor optaget på erhvervsuddannelserne tidligere alene havde været reguleret af udbud og efterspørgsel af praktikpladser, betød efg reformen, at denne adgangsregulering blev afskaffet, idet der var frit optag til basisuddannelsen. Markedsstyringen satte først ind efterfølgende, når eleverne efter at have afsluttet basisåret skulle tegne lærekontrakt for at kunne fortsætte uddannelsen. Eftersom efg reformen blev implementeret i en periode med voksende arbejdsløshed, var konsekvensen, at mange unge måtte afbryde deres uddannelse efter basisåret pga. manglen på praktikpladser. Indførelsen af praktikpladskompenserende undervisning Ubalancerne mellem udbud og efterspørgsel af lærepladser blev meget synlige med introduktionen af efg basisåret, fordi det synliggjorde manglen på lærepladser for unge, der havde afsluttet basisåret, og som ikke kunne komme videre i uddannelsen. I forsøget på at modvirke denne uheldige udvikling, blev der i slutningen af 1970 erne indført en række ordninger 1 med det formål at styrke arbejdsgivernes incitamenter til at indgå uddannelsesaftaler. Et eksempel er lønrefusionsordningen, som betyder, at arbejdsgiverne gennem Arbejdsgivernes Elevrefusion (AER) får refunderet udgifterne til løn i elevens skoleperiode. Ordningen er konjunkturneutral og har fungeret siden Den blev senere suppleret med en ordning, der skulle fungere som et alternativ til virksomhedsoplæringen og dermed kompensere for de manglende praktikpladser. Den 22. november 1990 vedtog Folketinget lov nr. 437, som gav egnede og aktivt praktikpladssøgende elever, der ikke kunne skaffe sig en ordinær praktikplads, ret til at fuldføre en erhvervsuddannelse via praktikpladskompenserende undervisning (PKU) på en erhvervsskole. Ordningen blev finansieret via en afgift til de private virksomheder, som ikke opfyldte deres elevmål 2. Den blev gennemført som led i en aftale mellem VKR regeringen og Socialdemokratiet og blev fulgt op af en storstilet kampagne for at tilskynde arbejdsgiverne til at tage flere lærlinge og praktikanter. Daværende Undervisningsminister Bertel Haarder var principielt modstander af en skolepraktikordning, som han i lighed med arbejdsgiverne anså for at være en trussel mod grundprincipperne i vekseluddannelserne. Han accepterede dog ordningen som en midlertidig nødløsning, hvilket også blev indføjet i bemærkningerne til loven. Den principielle modstand mod ordningen var fra Undervisningsministeriets side begrundet i en frygt for, at den ville svække erhvervsskolernes incitamenter til at skaffe PKU elever ordinære praktikpladser, idet skolerne kunne have økonomiske interesser i en vækst i antallet af elever i skolepraktik. Samtidig er skolepraktik en forholdsvis dyr undervisningsform, idet der i modsætning til traditionel klasseundervisning skal påregnes udgifter til værksteder, maskiner mv. Der er således god økonomi i at bibeholde det nuværende vekseluddannelsesprincip, hvor arbejdsgiverne afholder samtlige udgifter i praktikperioden, herunder også elevlønnen, således at det offentliges udgifter indskrænker sig til omkostninger i forbindelse med undervisningen på grundforløbet og de efterfølgende skoleperioder samt SU og lønrefusion i den periode, hvor eleverne er på skole. Loven fastslog, at elever havde pligt til at ophøre i skolepraktikken, såfremt de fik anvist en praktikplads. I praksis viste tilgangen til PKU sig imidlertid at være langt lavere, end man havde disponeret med fra politisk side (Jensen et al. 1992). 1 Fra 1978 blev der indført refusion af arbejdsgivernes lønudgifter under lærlingens skoleophold ( kr.) (AERarbejdsgivernes elevrefusion). Desuden blev der indført tilskud til oprettelsen af ekstraordinære praktikpladser ( kr.) fra 1979, men det blev i 1982 forhøjet til kr. (Albæk 2004). 2 Elevmålene blev beregnet med udgangspunkt i antallet af færdiguddannede inden for den enkelte branche samt antallet af fuldtidsbeskæftigede inden for den enkelte virksomhed.

7 7 Som opfølgning på ordningen blev Udvalg vedrørende alternativer til PKU nedsat med professor Niels Westergaard Nielsen som formand. Udvalget skulle bl.a. undersøge PKU ordningens kort og langsigtede virkninger i forhold til vekseluddannelsessystemet. Konklusionen på udvalgsarbejdet blev, at skolepraktikken fuldt ud var i stand til at indfri de erhvervsfaglige krav, som var formuleret for uddannelsernes praktikdel; men at den praktikpladskompenserende undervisning ikke i samme omfang som oplæringen på arbejdspladsen var i stand til at gøre eleverne fortrolige med omgangsformerne på en arbejdsplads, herunder kontakten med kunderne samt normer for arbejdets kvalitet og tempo. Udvalget konkluderede, at skolepraktikeleverne havde behov for en mere direkte kontakt med arbejdslivet i form af kortere udstationeringer eller praktikophold af 3 6 måneders varighed. Desuden blev det indstillet, at længden af skolepraktikken ikke måtte overskride 50 % af den samlede praktiktid. Ifølge lovteksten skulle ordningen udløbe i slutningen af 1996, men i stedet blev ordningen i 1997 gjort permanent. Samtidig blev det muligt for elever, der uforskyldt mistede en ordinær praktikplads, at fortsætte i PKU. Blandt arbejdsmarkedets parter var holdningen til skolepraktik delte. DA var af den opfattelse, at enhver ordinær praktikplads var at foretrække for skolepraktik, mens LO omvendt var fortaler for, at skolepraktikordningen blev videreudviklet til en faglig værkstedsskole og indgik som et ligeværdigt og integreret element i vekseluddannelserne (Sørensen et al. 1992; Sigurjonsson 2002 ). I 2004 blev der indgået en aftale mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre om adgangsbegrænsning til skolepraktik med virkning fra 1. januar Aftalen indebar, at der blev fastlagt rammer for antallet af elever, som den enkelte skole måtte optage i skolepraktik. Kvoten blev beregnet som en procentdel af de registrerede uddannelsesaftaler ved skolerne. Ni uddannelser (herunder Træfagenes byggeuddannelser, mekanikeruddannelsen og kontor med specialer) fik i 2008 tildelt 0 % af kvoterne, således at skolepraktik reelt blev afskaffet for disse uddannelsers vedkommende, med mindre der var tale om elever, der uforskyldt havde mistet deres praktikplads. På i alt otte uddannelser blev der indført adgangsbegrænsning. For fem af uddannelsernes vedkommende (elektronik og svagstrøm, snedker, tømrer, elektriker og mekaniker) skete det med den begrundelse, at nogle virksomheder brugte skolepraktikken uhensigtsmæssigt, idet de eksempelvis hentede elever ind i korte perioder, når de havde brug for dem. På de sidste tre uddannelser (kontor, data og kommunikation samt teknisk designer) indførtes adgangsbegrænsningen med den begrundelse, at eleverne, der havde gennemført uddannelsen i skolepraktik, havde for dårlige beskæftigelsesmuligheder. Aftalen indebar også en ændring af reglerne for aflønning af skolepraktikelever, således at disse fremover lønmæssigt skulle ligestilles med elever på produktionsskolerne og ikke som tidligere med elever i ordinær praktik 3. Stramningerne skete i en periode med højkonjunktur og førte til en stigning i udbuddet af praktikpladser og indgåede uddannelsesaftaler. Som led i Velfærdsaftalen blev erhvervsuddannelsesloven ændret (maj 2007) således, at der med virkning fra 1. juli 2008 er indført uddannelsesgaranti på de 12 indgange. Aftalen betød, at elever, der har gennemført grundforløbet med et tilfredsstillende resultat, garanteres mulighed for at afslutte en erhvervsuddannelse inden for den pågældende fællesindgang. Eleven er imidlertid ikke garanteret mulig 3 Ydelsen blev på finansloven for 2004 fastsat til: kr. pr. måned for elever under 18 år svarende til 516 kr. pr. uge og kr. pr. måned for elever på 18 år og derover svarende til kr. pr. uge (Institutionsstyrelsen 5. januar 2004).

8 8 hed for at afslutte et bestemt hovedforløb inden for fællesindgangen. Samtidig blev der indført adgangsbegrænsning til grunduddannelsen på uddannelser med stor søgning og ringe beskæftigelsesudsigter. I løbet af 2008 ændrede praktikpladssituationen sig drastisk på grund af finanskrisen. Således faldt antallet af indgåede praktikpladsaftaler i halvåret fra september 2008 til februar 2009 med 22 %. I samme periode steg antallet af praktikpladssøgende elever med 31 % (Departementschefens sekretariat 7. maj 2007). Som følge af de dystre beskæftigelsesudsigter og problemerne med at skaffe det nødvendige antal praktikpladser indgik regeringen, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre forlig om en praktikpladspakke. Praktikpladspakken indeholder bl.a. en præmieringsordning, som afløste den, som var blevet indført i Præmieringsordningen betød, at virksomhederne kunne få tildelt op til kr. for hver indgået uddannelsesaftale ud over måltallet 5. Ordningen løber frem til Aftalen indeholder desuden midler til en kampagne for oprettelse af nye praktikpladser. Derudover omlægges tilskudsordningen til institutionernes praktikpladsopsøgende arbejde, således at grundtaksten for nyindgåede uddannelsesaftaler hæves fra 3200 kr. til 4000 kr. pr aftale samtidig med, at aftaler, der ligger ud over måltallet (som sættes til 75 % af de sidste 3 års gennemsnit), udløser en takst på 8000 kr. til skolerne 6 (Undervisningsministeriet maj 2009). Endelig er forligsparterne blevet enige om at øge antallet af skolepraktikpladser inden for udvalgte fag (mekaniker, træfagene, kontor med specialer 7 ). Samlet set var der tale om en udvidelse på 1488 ekstra pladser. De ekstra pladser svarer til en udvidelse af antallet af skolepraktikpladser med godt 70 % og vil koster ca. 267 millioner kroner i , som skal finansieres af ubrugte midler fra globaliseringspuljen (Undervisningsministeriets pressemeddelelse ). Sammenfatning Som det er fremgået, kan udbuddet af praktikpladser svinge meget fra år til år med deraf følgende mismatch mellem udbud og efterspørgsel på praktikpladser. I 1957 søgte man at øge udbuddet af lærepladser ved lægge en del af ansvaret for uddannelsen af lærlinge over på erhvervsskolerne, således at det blev mere attraktivt for arbejdsgiverne at oprette praktikpladser. Introduktionen af vekseluddannelsesprincippet ændrede imidlertid ikke ved det faktum, at reguleringen af tilgangen til lærlingeuddannelserne var afhængig af antallet af lærlinge, som virksomhederne var villige til at ansætte. Med introduktionen af efg basisåret i 1970 erne ændredes dette. Nu kunne en elev, der valgte at starte på en er 4 Ordningen fra 2005 belønnede virksomhederne for at indgå flere praktikaftaler end gennemsnittet de foregående 3 år. Problemet var, at det primært var en ordning, som havde effekt under en højkonjunktur, hvor beskæftigelsen var stabil eller stigende. 5 Præmien består af et tilskud på 2000 kr. pr. måned i prøvetiden samt en bonus på kr., såfremt aftalen fortsætter ud over prøvetiden 6 Der gives dog ikke tilskud til aftaler inden for SOSU området, idet der her gælder særlige vilkår for dimensioneringen af praktikpladser.. 7 REU havde indstillet det dobbelte antal til kontorområdet, men regeringen halverede antallet med den begrundelse, at staten havde forpligtet sig til at øge antallet af rigtige praktikpladser med ti procent (Undervisningsministeriets pressemeddelelse ).

9 9 hvervsuddannelse, hvor der var gode muligheder for at få praktikplads, opleve, at situationen havde ændret sig væsentligt, når vedkommende havde gennemført grundforløbet og skulle til at indgå uddannelsesaftale. Da den praktikpladskompenserende undervisning blev gennemført i starten af 1990 erne, var det med henblik på at imødegå disse ubalancer, således at de unge blev sikret mulighed for at gennemføre den uddannelse, de var startet på, og samtidig imødegå, at nytilgangen af faglærte blev afhængig af udbuddet af praktikpladser tre år tidligere. Udviklingen af skolepraktikken har synliggjort nogle politiske dilemmaer. På den ene side er skolepraktik en hensigtsmæssig ordning til at reducere konjunkturudsving i uddannelsen af faglært arbejdskraft og sikre uddannelsesmuligheder for flest muligt unge. På den anden side indebærer skolepraktikken en risiko for fortrængning af ordinære praktikpladser og en svækkelse af arbejdsgivernes ansvar for uddannelsen af elever. Desuden anses skolepraktik for en nødløsning, idet den ikke betragtes som havende den samme læringsmæssige værdi som ordinær praktik. Endelig er det en ganske dyr løsning for staten. Ordningen rummer derfor det dilemma, at det på den ene side gælder om at gøre uddannelsen så god som mulig for at sikre kvalificeret arbejdskraft, men på den anden side ikke gøre den så attraktiv, at antallet af skolepraktikelever stiger for meget. 2. Nøglepersoners syn på skolepraktikken Den følgende vurdering af skolepraktikkens styrker og svagheder baserer sig på interview med 18 nøglepersoner, som er udvalgt således, at de repræsenterer forskellige perspektiver på problemstillingen. Det drejer sig om repræsentanter for arbejdsgiver og arbejdstagerorganisationer, repræsentanter for de faglige udvalg, repræsentanter for det Nationale Center for Erhvervspædagogik (NCE), repræsentanter fra skolerne samt repræsentanter fra såvel Handelsskolernes Lærerforening (HL) som fra Uddannelsesforbundet (se bilag 1). De interviewede er alle blevet bedt om at vurdere fordele og ulemper ved skolepraktikken sammenlignet med ordinær praktik samt komme med forslag til, hvordan skolepraktikken eventuelt kan forbedres. Der syntes at være udbredt konsensus blandt de interviewede om, at skolepraktikken er en nødvendighed i den nuværende situation, hvor der er stor mangel på praktikpladser. Uden skolepraktikken ville der være stor risiko for, at der i fremtiden ville mangle kvalificeret faglært arbejdskraft. Samtidig er de interviewede enige om, at det største problem, skolepraktikken står over for, er, at den ikke betragtes som et ligeværdigt alternativ til ordinær praktik. At skolepraktikken betragtes som det næstbedste og et ordinært læreforhold som det bedste, påvirker elevers indstilling. En skolerepræsentant udtrykker det på følgende måde: Det demotiverer, at vi hele tiden skal høre i pressen og fra politikerne, at skolepraktik blot er en nødløsning og ikke rigtig praktik. Flere af de interviewede fremhæver desuden, at de negative forventninger, mange elever har til skolepraktikken, forstærkes af, at elever i skolepraktik får en aflønning svarende til produktionsskoleelever, hvilket betyder, at de økonomisk set er langt ringere stillet end elever i ordinær praktik, selvom de principielt forventes at bestille lige så meget.

10 10 De interviewede mener, at mange arbejdsgivere er negativt indstillede over for skolepraktikken. Det opleves som paradoksalt, idet vurderingen er, at mange af de samme arbejdsgivere gerne vil have elever i virksomhedsforlagt undervisning og i restlære, idet der er tale om elever, som fagligt set er bedre rustede og desuden mere modne end elever, som kommer ud på virksomhederne direkte i forlængelse af grundforløbet. Uanset om skolepraktikkens omdømme er velfortjent eller ikke, er de interviewede enige om, at på trods af mange skolers intentioner om at tilnærme skolepraktikken mest muligt til virkeligheden ude på virksomhederne, så eksisterer der på godt og ondt nogle grundlæggende forskelle, hvad angår det læringspotentiale, som henholdsvis en skole og en virksomhedskontekst repræsenterer. Fordelene ved skolepraktikken består bl.a. i, at fraværet af indtjeningskrav medfører, at eleverne i højere grad har muligheder for at reflektere over og lære af de fejl, de laver. I oplæringsvirksomhederne vil elever, der laver mange fejl, risikere at blive taget af den pågældende arbejdsopgave. Skolepraktikken kan derfor være en fordel for de meget unge og lidt mere sårbare elever, som har brug for at oparbejde en faglig selvtillid, inden de starter i ordinær praktik. Styrken ved skolepraktikken er desuden, at den i højere grad er i stand til at sikre, at eleverne kommer bredt rundt i fagets forskellige dele, idet undervisningen ikke er underlagt virksomhedens produktionsbehov, men kan tilrettelægges efter elevens læringsbehov. Det giver et bedre grundlag for at kvalitetssikre uddannelsen. På lærepladsen bliver eleverne typisk sat til at lave det, svenden tror, de kan magte, og det kan de ofte få lov til at lave i rigtig lang tid. En vigtig forskel på skolepraktikken og den ordinære praktik er, at mens der i en virksomheden typisk er en lærling til to svende, er der i skolepraktikken to lærere til 23 lærlinge. Det betyder, at elever i skolepraktik ikke får mulighed for at stifte bekendtskab med den sidemandsoplæring, som praktiseres på oplæringsvirksomhederne, og som typisk appellerer til erhvervsuddannelsernes målgruppe. Omvendt er skolepraktikken ikke underlagt et indtjeningskrav på samme måde som praktikvirksomhederne, hvilket betyder, at der er bedre tid til at fordybe sig og til at fokusere på kvalitet frem for tempo i opgaveudførelsen. Dertil kommer, at lærerne i skolepraktikken har større mulighed for at være rummelige end virksomhederne. En af de interviewede lærere udtrykker det på den måde, at han i modsætning til virksomhederne ikke taber penge på at opdrage de unge. Det betyder, at han har mulighed for at se igennem fingrene med ting, som ikke ville have passeret på en virksomhed. Den mulighed har virksomheden ikke. De unge, der ikke passer deres arbejde, ryger typisk ud, da der jo er nok af unge at tage af. Den pågældende lærer oplever ofte, at de unge, han har haft i skolepraktik, efterfølgende retter sig og får job, hvilket sparer samfundet for en masse penge i overførselsindkomst. Han mener selv, at han har fået rigtig mange igennem uddannelsen, som sandsynligvis ikke ville have kunnet gennemføre et ordinært praktikforløb. Set i det perspektiv, mener han, at skolepraktikken er en rigtig god forretning. Selvom det kan være vanskeligt at skabe de samme rammer for arbejdssocialisering, som findes på en virksomhed, nævner de interviewede lærere andre måder, hvorpå man i skolepraktikken kan skabe en incitamentsstruktur og dermed opøve elevernes arbejdstempo. Som et eksempel nævnes noget, de kalder fyraftensakkorder. Det betyder, at eleverne, såfremt de er villige til at give den en skalle, kan få en halv time tidligere fri. Andre former for belønningssystemer består i, at eleverne skal gøre sig fortjent til at komme med på de projekter, skolepraktiklærerne har skaffet ude i byen. Endelig har elevernes arbejdsindsats og præstationer betydning for hvem, der bliver kaldt til samtale på de praktikpladser, som skolen formidler. Det er imidlertid ikke det eneste kriterium, der lægges til grund for formidlingen. Et andet væsentligt kriterium er elevens bopæl i forhold til oplæringsvirksomheden, ligesom der også

11 11 tages hensyn til hvem, der står for tur. Men elevens engagement spiller også ind. Som en af lærerne udtrykker det. Jeg kan godt finde på at sige til en af eleverne: jeg syntes, du er vældig sød, men jeg kan trods alt ikke lyve over for arbejdsgiveren og sige, at du er mødestærk. Det kan jo ikke nytte, at vi binder arbejdsgiverne en løgn på ærmet. Fagligt set kan eleverne i princippet lære det samme i skolepraktikken som på en virksomhed. Men forskellen på skole og virksomhedsbaseret undervisning er, at elever, der arbejder i en virksomhed, stiller større krav til sig selv, end de typisk gør i skolepraktikken. Den respons, en mester giver på en opgave, betyder mere end den, eleven modtager fra en lærer. Der er stor enighed blandt de interviewede om, at skolepraktikken skal bestræbe sig på at ligne en arbejdsplads og ikke en skole. Samtidig er der flere af de interviewede, som nævner, at det er svært for skolerne at gøre undervisningen virkelighedsnær. Mulighederne varierer fra fag til fag. Inden for de tekniske fag er det typisk lettere end inden for servicefagene. Selvom der fx inden for auto er mulighed for at lade elever reparere rigtige biler, så er det begrænset, hvor mange biler lærerne og skolen har mulighed for at stille til rådighed. Dertil kommer de sikkerhedsmæssige forhold, idet det ikke er givet, at den pågældende skolepraktikinstruktør er opdateret i forhold til det nyeste inden for fx auto. En af svaghederne ved skoleundervisningen og dermed til en vis grad også skolepraktikken er, at det der produceres, sjældent har værdi for andre. Det gælder fx for SIMU undervisningen, eller hvis der produceres til skrotkassen. Elever i skolepraktik opøves heller ikke i samme omfang i arbejdstempo, hvilket kan være et problem, når de kommer ud på en rigtig arbejdsplads, da de ofte vil have svært ved at følge med. De opnår heller ikke samme erfaring med kundekontakt. Skolepraktikken kommer således generelt til kort, når det gælder om at skabe rammerne for den arbejdssocialisering, som er kernen i vekseluddannelsessystemet. Styrken ved virksomhedsoplæringen er, at det har konsekvenser, hvordan man udfører en arbejdsopgave ude på virksomheden, og dette er noget, som kun vanskeligt kan genskabes i en skolesammenhæng. Uanset hvor tæt på virkeligheden SIMU undervisningen er, medfører fejl ikke økonomiske underskud, fyringer og lignende. Eleverne i skolepraktik lærer heller ikke på samme måde at indgå i et sjak og oplever heller ikke på samme måde, som eleverne i ordinær praktik, nødvendigheden af at bidrage til at få et samarbejde til at fungere. Som nævnt er der generel enighed blandt de interviewede om, at skolepraktikken bør adskille sig fra undervisningen på såvel grundforløb som hovedforløb. Idealet er derfor, at undervisningen i skolepraktikforløbene foregår i særlige bygninger og lokaler med særlige lærere, hvor kulturen omkring mødedisciplin, arbejdstempo og pauser tilnærmes normerne på en arbejdsplads frem for de normer, som karakteriserer skolen. Det er endvidere vigtigt, at underviserne i skolepraktikken er gode håndværkere, som kan danne forbilleder for eleverne, at de er gode til at finde egnede opgaver, som eleverne kan løse, samt at de evner at skabe en god kultur i skolepraktikværkstedet, som betyder, at eleverne tager arbejdet alvorligt samtidig med, at der er plads til at fejre fødselsdage mv., ligesom man gør på andre arbejdspladser. Hvilke konsekvenser har de seneste ændringer i medført? Eftersom mange skoler i 2009 og 2010 har fået tildelt relativt små kvoter til skolepraktik, har mange af dem været tilbageholdende med at oprette egentlige hold for skolepraktikelever. Denne tendens for

12 12 stærkes af, at ordningen kun løber til og med 2010, hvorefter den skal genforhandles. Det betyder, at skolerne tøver med at opbygge et stort beredskab på området, da det er sandsynligt, at ordningen ophører, når konjunkturerne vender. Skolerne er dog forpligtede til at sikre, at elever, der starter på en erhvervsuddannelse inden for et af de områder, hvor de udbyder hovedforløb, har adgang til at fuldføre uddannelsen i skolepraktik, såfremt vedkommende opfylder kriterierne herfor. Vurderingen fra såvel de faglige udvalgs som fra skolernes side er, at tilgangen til skolepraktikken ikke har været så stor, som man umiddelbart kunne forvente. Det skyldes både, at en del elever i stedet vælger at tage ufaglært arbejde eller at starte på en anden uddannelse, og at antallet af skoler, som er godkendte til at udbyde skolepraktik, er blevet indskrænket. Således er antallet af skoler, som kan udbyde generel kontor blevet indskrænket fra 25 til 3 skoler. Da især mange ældre kvinder ikke er så geografisk mobile, har dette også indvirket på søgningen til skolepraktikken på kontorområdet. Som konsekvens heraf vælger mange, som tidligere ville have benyttet sig af skolepraktikordningen, i stedet at starte på en anden uddannelse. For de såkaldt stærke elever vil valget typisk bestå i videreuddannelse enten i form af en hhx eller htx, eller hvis vedkommende allerede har en sådan i en KVU uddannelse. For andre er valget typisk faldet på en af de tre korte, rent skolebaserede erhvervsuddannelser. Således har sundhedsservicesekretæruddannelsen haft et kæmpeoptag, hvorefter der også her blev indført kvoter. De, som i dag primært vælger denne uddannelse, er typisk voksne, som er nedslidte efter at have været beskæftiget mange år inden for SOSU området. De har en høj beskæftigelsesprocent efter endt uddannelse i kraft af den erfaring, de i forvejen har inden for området. Inden for kontorområdet lyder vurderingen, at den forringede økonomi for skolepraktikelevernes vedkommende har betydet 8, at der er færre voksne i skolepraktik. Denne tendens er yderligere blevet forstærket af, at der er blevet indført kvoter for revalidender, som tidligere udgjorde en stor andel af eleverne i skolepraktik. Inden for byggeriets uddannelser var erfaringerne fra perioden op til stramningerne i 2004, at det var ganske få af eleverne, som færdiggjorde deres uddannelse i skolepraktik. De fleste afsluttede i restlære, og det generelle mønster var, at eleverne var ude og inde af skolepraktik. Ifølge det faglige udvalg og de interviewede skolerepræsentanter er der ikke belæg for at hævde, at elever, der havde været i skolepraktik havde sværere ved at komme i beskæftigelse efter endt uddannelse end elever, der havde været i ordinær praktik. Det opleves som et problem, at ordningen er midlertidig, og at regelgrundlaget hele tiden skifter. Det betyder, at skolerne ikke kan garantere eleverne, at de kan fuldføre den uddannelse, de er begyndt på. Hermed stilles elever, der vælger en erhvervsuddannelse, ringere end elever, som vælger en gymnasial uddannelse. Dette bidrager til at gøre erhvervsuddannelserne til et mindre attraktivt uddannelsestilbud. Indførelsen af kvoter bidrager til denne usikkerhed, idet elever, der fuldfører deres grundforløb i årets første halvdel, har større sikkerhed for at kunne komme i skolepraktik, såfremt de ikke kan finder en ordinær læreplads, end elever, der fuldfører grundforløbet senere på året, hvor kvoten risikerer at være opbrugt. 8 Ændringen bestod i at en elev over 18 år nu får udbetalt om måneden, hvor godtgørelsen tidligere var på størrelse med dagpengesatsen. De unge under 18 år får kr. om måneden. Det kan de ikke leve for og det betyder, at de er afhængige af økonomisk støtte hjemmefra. Derudover skal eleverne betale kr. 363 for en værktøjskasse (som afdrages med 300 kr. pr måned) og på 1. skoleperiode investere i en bogpakke til kr.

13 13 Inden for industriens uddannelser opleves ordningens karakter af nødløsning som problematisk, idet dette ikke ansporer skolerne til at investere ressourcer i at gøre ordningen velfungerende. Dette bidrager sammen med den ringere aflønning af eleverne i skolepraktik til, at der produceres A og B elever. Det er vurderingen, at arbejdsgiverne foretrækker elever, der har været i ordinær praktik, skønt en sammenligning af karaktererne inden for auto afslører, at elever i skolepraktik klarer sig lige så godt som elever i ordinær praktik til svendeprøven. Således havde elever i skolepraktik et gennemsnit på 8,23 mod 8,13 for elever i ordinær praktik (gennemsnittet er udregnet med udgangspunkt i den nye karakterskala). Virksomhedsforlagt undervisning og restlære Som tidligere nævnt er der formuleret en henstilling om, at 50 % af skolepraktikken burde ligge i restlære. I hvilken grad skolerne har mulighed for at opfylde denne målsætning, afhænger bl.a. af de traditioner, som eksisterer inden for det pågældende fag og af skolens samarbejde med det lokale uddannelsesudvalg. Typisk får skolerne lov til at påtage sig mindre opgaver, som ikke repræsenterer en attraktiv ordre for de rigtige firmaer, som fx at sætte gipsvægge op her og der og lave kajakhuse til sportsforeninger og lignende. Der er enkelte eksempler på større opgaver, som er blevet udført af skolepraktikelever, som fx at bygge et 0 energihus sammen med ingeniørstuderende, men det hører til sjældenhederne. En af de interviewede fortæller, at man har diskuteret muligheden af, at skolen fremover køber nedlagte bygninger og renoverer dem og efterfølgende sælger dem til kommunen. Når det gælder produktion efter ordre, er det afgørende, at det sker i tæt samarbejde med det lokale uddannelsesudvalg. Det lokale uddannelsesudvalg bør ifølge de interviewede have en form for vetoret i forhold til de ordrer, der kommer ind i skolesystemet, for således at undgå konkurrenceforvridning. På en af skolerne har man den aftale, at det lokale uddannelsesudvalg skal høres, hvis det drejer sig om opgaver på over kr. De opgaver, som rekvireres af sportsklubber og andre fritidsinstitutioner, er typisk opgaver, som ikke ville være blevet udført, såfremt der skulle betales arbejdsløn for opgaverne, og kvaliteten er ifølge skolepraktiklærerne heller ikke den samme, som et privat firma ville kunne levere. Der bliver lavet fejl, hvilket ikke kan undgås, når han som lærer skal tilse 3 4 pladser samtidig. Eleverne er af samme grund ikke så disciplinerede, som de ville være på en arbejdsplads. De kan ifølge læreren både finde på at spille fodbold og lege i arbejdstiden. Arbejdsgivernes holdninger til spørgsmålet om konkurrenceforvridning varierer og afhænger i høj grad af, hvad der er tradition for inden for den pågældende branche. Således er der en længere tradition inden for byggefagene for at lade skolepraktikelever udføre arbejdsopgaver for foreninger og kommunale kunder, end der er blandt eksempelvis industriteknikerne. Dertil kommer de forskelle produktionsbetingelser, som præger de forskellige brancher og fag og dermed mulighederne for at gøre skolepraktikken virkelighedsnær. En del skoler benytter sig af virksomhedsforlagt undervisning (VFU) som et middel til at give eleverne den arbejdspladserfaring, som de ikke opnår i skolepraktikken. Problemet med VFU er imidlertid, at der er begrænsninger på, hvad eleverne må lave. De må fx ikke deltage i produktionen, men hvis eleverne blot sættes til at udføre rutineopgaver og fungere som billig arbejdskraft, giver ordningen ikke mening set fra et læringsperspektiv (jf. erhvervsuddannelseslovens 66 f., stk. 1). Nogle virksomheder antager elever i virksomhedsforlagt undervisning i de perioder, hvor virksomhedens lærlinge er på skoleophold.

14 14 Der er også skoler, som har valgt ikke at oprette særlige hold for skolepraktikelever og i stedet vælger at få eleverne ud i VFU i omkring tre måneder. Fordelen ved denne model er ifølge den pågældende skole, at eleverne kan få merit for den periode, de har været i VFU, såfremt de efterfølgende indgår en ordinær uddannelsesaftale. Samtidig rummer ordningen den fordel, at eleverne relativt tidligt i deres forløb får en oplevelse af, hvad uddannelsen indebærer, samt et indtryk af vilkårene inden for branchen. I det hele taget fremhæves vigtigheden af, at eleverne hurtigt får et realistisk indtryk af det fag, uddannelsen retter sig mod. Derfor arbejder man på flere af skolerne på, at alle på grundforløbet får mulighed for at komme i kortvarig praktik og således får muligheden for omvalg i det omfang, det går op for dem, at virkeligheden ikke svarer til forventningerne. Ordningen med at erstatte skolepraktikken med VFU er imidlertid ikke uproblematisk. Det kan være hårdt for elever, der lige er faldet til på en arbejdsplads, at skulle videre til en anden, hvis der ikke er mulighed for en restlæreplads det pågældende sted. Nogle af eleverne er bedre til det end andre, og for de stærke vil ordningen ofte betyde bedre og bredere kompetence, end hvis de blot havde været på den samme virksomhed. Eleverne bliver svagere og svagere En måde at modvirke tendensen til, at skolepraktikken betragtes som en sekundauddannelse, kunne være at give skolepraktikeleverne nogle andre tilbud, end dem eleverne i ordinær praktik har adgang til. Det kunne eksempelvis være en faglig teoretisk påbygning, som både kunne ruste dem i forhold til de efterfølgende skoleforløb og i forhold til senere efter og videreuddannelse. De fleste af de interviewede stiller sig skeptisk over for denne model, idet de peger på, at der er en tendens til, at det er de fagligt stærke elever, som kommer i ordinær praktik, og de fagligt svage elever, som ender i skolepraktik. Sidstnævnte vil sjældent være interesserede i videreuddannelse. Til gengæld er der skoler, som har gode erfaringer med elever, der fortsætter på de korte erhvervsuddannelser, når de oplever problemer med at skaffe en praktikplads. På Roskilde Tekniske Skole kan eleverne tage en 1 årig uddannelse inden for byggemontageteknik (BMT). Denne uddannelse giver samtidig et halvt års merit på tømreruddannelsen. For nogle har BMT uddannelsen betydet, at de er blevet mere attraktive for mestrene, hvilket har medført, at de har fået en læreplads som tømrer. Det er især store firmaer, som har specialiseret sig i gips og stål, som finder uddannelsen brugbar. Flere af repræsentanterne for skolerne og for de faglige udvalg peger på, at eleverne på erhvervsuddannelserne generelt er svagere funderet såvel fagligt som socialt, end de var tidligere. Nogle af skolerne oplever det som problematisk, at UU vejlederne vejleder mange unge, der sandsynligvis var bedre hjulpne i et kommunalt projekt eller i et produktionsskoleforløb, til at starte på teknisk skole. Det betyder ifølge en af de interviewede, at nogle af de elever, som i dag er i skolepraktik, reelt ikke er parate til at gennemføre et ordinært praktikforløb. Samtidig er det imidlertid vigtigt at holde sig for øje, at kravene er forskellige fra uddannelse til uddannelse. Således er der stor forskel på de krav, der stilles på eksempelvis murer og elektrikeruddannelsen. Det er derfor vigtigt, at UU vejlederne har et indgående kendskab til de krav, der stilles på de enkelte erhvervsuddannelser. De interviewede er ikke helt enige, hvad angår vurderingen af, om elever, der kommer i skolepraktik, er dårligere rustede mht. personlige og faglige kompetencer, end elever, der kommer i ordinær praktik. Til gengæld nævner flere, at der ikke er belæg for at hævde, at elever, der har været i skolepraktik, klarer

15 15 sig dårligere på hovedforløbene og til svendeprøven, end elever, der har været i ordinær praktik. En mulig forklaring på dette paradoks kunne være, at frafaldet er stort i skolepraktikken, samt at det primært er de svagere af eleverne, der falder fra. Det praktikpladsopsøgende arbejde Principielt er det elevernes eget ansvar at skaffe sig en læreplads. Det betyder, at elever med gode sociale kompetencer, et stærkt netværk, og som er udstyret med det fornødne gå på mod og nødvendige selvtillid, alt andet lige vil have de største chancer for at få en ordinær praktikplads. Skolerne har ansat praktikkonsulenter, som har til opgave at hjælpe eleverne med at finde praktikpladser samt motivere virksomhederne til at ansætte flere lærlinge. Det sidste kan imidlertid være vanskeligt i en periode med konjunkturnedgang. Undervisningsministeriet forsøger derfor at forpligte kommunerne til i højere grad at bidrage til opfyldelsen af 95 % målsætningen. Der er eksempler på, at ansættelse af lærlinge indgår som en del af en entreprise til den offentlige sektor. Aftalen omkring praktikpladspakken betyder, at der ydes tilskud til skolernes praktikpladsopsøgende arbejde, og de lokale uddannelsesudvalg kan via midler fra AER ansætte konsulenter, som specifikt tager sig af at skaffe restpraktik til elever i skolepraktik. Endelig belønnes virksomheder og skoler, der skaffer ekstra praktikpladser, økonomisk. Problemet med denne ordning er, at skolerne belønnes i forhold til antallet af unge, de får i ordinær praktik, hvilket betyder, at der fra skolernes side er et kraftigt incitament til i første omgang at koncentrere sig om at afsætte de bedst kvalificerede elever, både fordi disse er lettest at afsætte, og fordi chancen for, at virksomheden en anden gang vil kunne overtales til at tage en i praktik, dermed vokser. Det betyder, at der er en risiko for, at der gennem skolernes indsats sker en sortering af de unge i forhold til, hvem der kommer i skolepraktik, og hvem der kommer i restpraktik. Hvad angår elever med anden etnisk baggrund end dansk, viser en undersøgelse, som Rockwool fonden har finansieret (Slot 2008), at praktikkonsulenterne befinder sig i et dilemma i forhold til kravet om på den ene side at sikre, at det størst mulige antal elever kommer i praktik og på den anden side sikre ligebehandling af etniske minoriteter og etniske danskere i det praktikpladsopsøgende arbejde. Den praktikpladskonsulent, vi har interviewet, kan imidlertid ikke genkende dette billede. Hun har ikke oplevet, at arbejdsgiverne er tilbageholdne med at ansætte elever med anden etnisk baggrund. Det afgørende for dem er, om eleven er dygtig. Til gengæld har hun oplevet arbejdsgivere, som var modvillige over for at ansætte kvinder, samt fordomme over for skolepraktikken. Hun fortæller, at der er arbejdsgivere, der forestiller sig, at eleverne i skolepraktikken kan komme og gå, som det passer dem, hvilket naturligvis ikke er tilfældet. Den pågældende konsulent er ansat af det lokale uddannelsesudvalg og aflønnet via AER midler. I det daglige samarbejder hun med såvel eleverne som lærerne i skolepraktikken. Sidstnævnte har et godt kendskab til eleverne og kan dermed hjælpe hende med at matche den rette arbejdsplads med den rette elev. Indtil videre har hun kun oplevet en gang, hvor en formidling er glippet hvilket til gengæld var dobbelt ærgerligt, idet der var tale om en virksomhed, som tog en lærling for første gang. Ellers har hun gode erfaringer også med elever, som hun måske kunne have frygtet var mindre stabile. Hun oplever, at tilskuddet på kr. primært betyder noget for virksomheder, der ikke tidligere har taget lærlinge, mens det ikke er afgørende for dem, som har tradition for at have lærlinge. Her er det snarere det konkrete behov for arbejdskraft, som er afgørende. En del af de aftaler, hun indgår, er korte, dvs. af et års varighed. De bliver som regel forlænget. Hun ringer i reglen og minder

16 16 eleverne om, at nu skal de huske at genforhandle deres aftale, og det lykkes ofte, forudsat at der er noget at lave i virksomheden. Forslag til forbedringer Der er en udbredt forståelse blandt de interviewede af, at skolepraktikordningen er en nødvendighed, hvis vekseluddannelsessystemet fortsat skal eksistere, idet effekterne af konjunktursvingninger ellers vil få alvorlige langsigtede konsekvenser for det fremtidige udbud af faglært arbejdskraft. Samtidig peges der på, at det er vigtigt, at skolepraktikken sikres en vis volumen og ikke blot reserveres til dem, som uforvarende har mistet deres læreplads. Det er nødvendigt, at der er en form for socialt klister, så det ikke bare er 3 4 elever, der går sammen. Der er også blandt de interviewede enighed om, at problemet med den nuværende ordning er, at der produceres A og B elever, ligesom det er et problem, at ordningen italesættes som en nødløsning og som noget midlertidigt. På den måde får man ikke skolerne til at ansætte særlige lærere og investere i særlige lokaler. Derfor peger flere af de interviewede på, at der er brug for, at skolepraktikken bliver en integreret del af det ordinære system, således at vekseluddannelsessystemet bliver bygget op som en vekslen mellem skoleophold, virksomhedsophold og skolepraktik. En anden mulighed, som der peges på, er, at man udvider den skolebaserede del af uddannelsen så grundforløbet bliver på 2 år, hvilket vil betyde, at eleverne kan mere, når de kommer i praktik. Dette har man erfaring med inden for den grafiske branche og det merkantile område. Faren ved denne model er imidlertid, at mange af de elever, som i forvejen er skoletrætte, risikerer at afbryde uddannelsen. Endelig kunne man forestille sig en model, hvor skolepraktikken fungerer som en form for brobygning i forhold til indgåelsen af kombinationsaftaler. I dag er kombinationsaftaler ikke særlig udbredte. Til gengæld er skolerne gode til at lave supplerende aftaler, hvis der er faglige huller, som eleven skal have fyldt ud. Flertallet af de interviewede fastholder, at ansvaret for såvel det praktikpladsopsøgende arbejde som skolepraktikken er bedst placeret på skolerne, idet skolernes perspektiv er eleverne og ikke indtjeningen. Hvis ansvaret lægges over i en kontekst, hvor det er virksomhederne i fællesskab, der får ansvaret for at skaffe eleverne praktikpladser, er der en fare for, at virksomhederne koncentrerer sig om at skaffe de stærkeste af eleverne praktikpladser. Desuden har skolerne større erfaring med uddannelsesplanlægning og bedre indsigt i den relevante lovgivning. Til gengæld peges der på muligheden for at styrke samarbejdet virksomhederne imellem omkring indgåelse af kombinationsaftaler. Endelig er der bred enighed om, de lokale uddannelsesudvalg i højere grad bør inddrages i arbejdet omkring skolepraktikken. I dag fungerer udvalgene ifølge nogle af de interviewede primært som et efterretningsorgan. Endelig påpeger flere af de interviewede, at der mangler en kvalitetssikring af skolepraktikken. Bekymringen drejer sig især om, hvorvidt de lærere, som underviser i skolepraktikken, har de fornødne faglige og pædagogiske kvalifikationer. De interviewede peger på, at hvis skolepraktikordningen skal forbedres, er det afgørende, at der satses på en bedre uddannelse af instruktørerne. I dag stilles der ingen pædagogiske krav til instruktørerne ud over kendskab til faget, dog er de faglige udvalg blevet pålagt at føre tilsyn med skolepraktikken på erhvervsskolerne. Dertil kommer, at mange af dem er ansat på en anden måde end skolens øvrige lærere, idet de ikke har forberedelsestid. Endelig fremhæves det som et pro

17 17 blem, at der ikke er fastlagt regler for lærernormeringen. Det er op til skolerne selv, hvordan de vil forvalte taxametrene. Sammenfatning De interviewede er enige om, at skolepraktikken er en nødvendighed, men samtidig også en problematisk ordning. Selvom den formelt set giver samme kompetence som en ordinær praktikplads, betragtes den reelt ikke som et ligeværdigt alternativ til ordinær praktik. Dette understreges yderligere af, at elever i skolepraktik er økonomisk ringere stillede end elever i ordinær praktik. Dette betyder, at mange elever møder op i skolepraktikken med negative forventninger. Blandt de interviewede er der enighed om, at skolepraktikken bør efterligne forholdene ude på praktikpladserne mest muligt. Det gælder både med hensyn til indhold og tilrettelæggelse af undervisningen og med hensyn til de krav, der stilles til eleverne om mødedisciplin og arbejdsindsats. Problemet er imidlertid, at der er restriktioner på skolerne for, i hvilket omfang skolerne må engagere sig i egentlig produktion med salg for øje, da dette kan virke konkurrenceforvridende. Forslag om at skolepraktikken udnytter de potentialer, der ligger i, at undervisningen foregår på en skole, til eksempelvis at ruste eleverne til videreuddannelse, mødes med skepsis. Den generelle opfattelse er, at elever, der ender i skolepraktik, typisk er svagere fagligt funderede end elever i ordinær praktik. Dog er der gode erfaringer med, at korte, målrettede kurser kan bidrage til at gøre eleverne attraktive til ansættelse i restlære. Forslag om at flytte ansvaret for praktikpladsformidlingen fra skolerne til virksomhederne i lokalområdet mødes ligeledes med skepsis, da frygten er, at virksomhederne primært vil koncentrere sig om at skaffe de stærke elever praktikpladser. Heroverfor kunne man indvende, at netop det, at virksomhederne kollektivt fik tildelt et ansvar for samtlige skolepraktiksøgende i området, alt andet lige burde kunne imødegå en sådan risiko. 3. Erfaringerne med skolepraktikken set fra et elevperspektiv I afsnit 2 blev skolepraktikordningen diskuteret set fra forskellige nøglepersoners perspektiv. I dette afsnit diskuteres skolepraktikken set fra elevernes perspektiv. Til det formål er 25 elever/tidligere elever blevet interviewet. De 19 tidligere elever repræsenterer henholdsvis tømrerfaget, administration samt industriens område og har alle afsluttet deres uddannelse i 2004, hvilket betyder, at de har været jobsøgende og sandsynligvis i beskæftigelse inden for det pågældende fag. De seks af eleverne var alle i skolepraktik inden for tømrerfaget på interviewtidspunktet og havde således aktuelle erfaringer med skolepraktikken, som betyder, at deres vurderinger ikke, som det er tilfældet med de øvrige 19, er baseret på et retrospektivt perspektiv. Desuden afspejler deres erfaringer de ændrede betingelser, som skolepraktikken for nuværende fungerer under. Det er vigtigt at være opmærksom på, at de oplevelser, som de færdiguddannede elever har af skolepraktikken, kan være blevet farvet af de efterfølgende erfaringer, som de har gjort sig i forbindelse med jobsøgning og videre arbejdsmarkedskarriere. Endelig er det væsentligt at understrege, at det følgende

18 18 udelukkende bygger på elevernes udtalelser, og at tingene kan tage sig anderledes ud set fra henholdsvis undervisernes og arbejdsgivernes perspektiv. Taget under et, tegner der sig et forholdsvist polariseret billede af de interviewedes erfaringer med skolepraktikken. Selvom alle de interviewede på nær en enkelt ville have foretrukket at være i ordinær praktik, er der mange af de interviewede, som udtaler sig meget positivt om skolepraktikken, men tilsvarende også mange, som har haft negative oplevelser. Trods de meget forskellige syn på skolepraktikken, som kommer til udtryk i interviewene, syntes der at være enighed om én ting, nemlig at sammenholdet eleverne imellem har været godt, og at eleverne har været gode til at hygge sig sammen og støtte hinanden, såvel fagligt som socialt. Praktikpladssøgningen Et gennemgående træk i interviewene er de mange forgæves forsøg, de interviewede elever har gjort for at skaffe sig en ordinær praktikplads. En af de interviewede fortæller, at han har sendt ca. 100 ansøgninger af sted, en anden fortæller, at han søgte læreplads over en 5 årig periode, mens en tredje fortæller, at han personligt har opsøgt mellem virksomheder ud fra en vurdering af, at det virker bedre end skriftlige ansøgninger. Denne opfattelse bygger han på, at han kender en del, som har været heldige at få en praktikplads ved selv at møde op på virksomheden. Generelt er det dog elevernes opfattelse, at det vigtigste er at kende nogen, der kender nogen. De fleste beskriver processen omkring praktikpladssøgningen som opslidende på grund af de mange afslag. De interviewede har svært ved at komme med entydige forklaringer på, hvorfor de har haft sværere ved at skaffe sig en ordinær praktikplads end andre. De har et uklart billede af, hvad arbejdsgiverne lægger vægt på, om det er de faglige kvalifikationer eller den personlige fremtoning? Der er en tendens til, at de, der er i skolepraktik, fordi firmaet er lukket, og som derfor har været i ordinær praktik, peger på ihærdighed, gode karakterer samt evnen til at sælge sig selv som afgørende faktorer, mens de, der ikke har kunnet skaffe sig en praktikplads, peger på netværk samt tilfældigheder som afgørende for, hvem der henholdsvis får og ikke får en ordinær praktikplads. En enkelt af de interviewede peger på, at hans efternavn, som indikerer, at han har en anden etnisk baggrund end dansk, har gjort det sværere for ham at få en praktikplads. Andre peger på at det faktum, at de skulle have løn som voksenlærlinge, sandsynligvis har gjort det vanskeligere for dem at få praktikplads. Andre igen oplever, at arbejdsgiverne var mere interesserede i alder end i karakterer, og mener, at de blev sorteret fra, fordi de var for gamle. En af de elever, som er startet i skolepraktik, fordi firmaet er lukket, fortæller, at han fik læreplads i det firma, hvor han var i erhvervspraktik i 9. klasse. Han gjorde så godt et indtryk, at mester bad ham ringe, når han var færdig med skolen, hvis han var interesseret i en praktikplads. Kun et fåtal af de interviewede fortæller, at de i løbet af skolepraktikken har fået hjælp fra skolens side til at søge praktikplads ud over den tid, skolen afsatte til, at eleverne kunne skrive ansøgninger. Typisk blev der stillet mapper til rådighed med fortegnelse over virksomheder, som havde brug for lærlinge, som eleverne kunne ringe eller maile til. Enkelte har oplevet, at skolen har henvist elever til virksomheder, der søgte lærlinge. Nogle af disse elever har været heldige og er efterfølgende kommet i restlære. Andre fremhæver, at de ikke har fået meget ud af at være tvunget til at søge praktikplads sideløbende med skolepraktikken. Flere nævner, at i over halvdelen af tilfældene hører de ikke fra de virksomheder, de kontakter.

19 19 Den positive version De elever, som har været godt tilfredse med undervisningen i skolepraktikken, fremhæver, at de har haft entusiastiske og dygtige lærere, som gik højt op i at lære fra sig, og som var oprigtigt engagerede i eleverne. Opgaverne, som eleverne skulle arbejde med i skolepraktikken, beskrives som relevante og udfordrende. Flere af de interviewede fremhæver, at en af fordelene ved skolepraktikken er, at det er muligt at få en fyldestgørende instruktion i og forklaring på de opgaver, der skal løses. Det vil der sjældent være tid og ressourcer til på en almindelig læreplads. Skolepraktikken rummer endvidere den fordel, at der her er mulighed for at gå i dybden med de enkelte opgaver, som fx når man skiller en bilmotor ad og samler den igen og derudover får mulighed for at reparere de dele, som er i stykker. Samme muligheder er der ikke i ordinær praktik, da værkstederne indkøber nye dele, hvis der er noget, der er gået i stykker. En elektronikfagtekniker fortæller, at de i skolepraktikken blev sat til at reparere lærernes radioer og fjernsyn. Det var udfordrende arbejdsopgaver, men der var desværre for få af dem i forhold til antallet af elever. En anden, som på interviewtidspunktet var i skolepraktik inden for tømrerfaget, klager også over manglen på opgaver, som betyder, at de ofte er tre om at sætte et vindue i. En af eleverne, der er uddannet IT supporter, fortæller, at eleverne blev sat til at samle computere, sætte netværk op eller lave hjemmesider. Han fortæller, at lærerne opførte sig, som var det på en rigtig arbejdsplads, samt at der var en gensidig interesse i at lære nyt både fra elevernes og fra lærernes side, hvilket bl.a. hang sammen med, at uddannelsen var relativt ny på det tidspunkt. Han syntes, der var stor forskel på undervisningen på skoleopholdene og i skolepraktikken. Han udtrykker det på følgende måde: På skoleopholdet, der sidder du med en bog på 1500 sider, du sidder selvfølgelig også foran en computer, hvor du skal lære ting. Men du sidder meget ned og lytter. I praktikken der får du lov til at prøve tingene selv. Du søger selv viden om tingene, du går selv ind og søger løsninger og muligheder. På skoleopholdet er det mere direkte, det er det her, I skal lære, det er det her kapitel. På ét område oplever han imidlertid, at skolepraktikken kommer til kort, og det er i forhold til at opnå erfaringer med kundekontakt. De kunder, som kontaktede skolen for at få løst opgaver, var som regel små virksomheder, som havde problemer med deres computere, og de var typisk bedre til at forstå det tekniske sprog, som eleverne havde lært på skolen, end almindelige kunder ville være. Det betød, at de ikke fik samme erfaring med at oversætte tekniske termer til hverdagssprog eller erfaring med at kommunikere med eksempelvis en sur kunde. Endelig fremhæver enkelte af de interviewede, at de i skolepraktikken har lært mere, end de ville have haft mulighed for ude på en virksomhed, da lærlingen her risikerer primært at fungere som billig arbejdskraft, der bliver sat til at udføre rutineopgaver. Ikke desto mindre er den generelle holdning blandt de interviewede, at man som elev i det lange løb får mere ud af at være på en rigtig arbejdsplads, hvor der er rigeligt med varierede opgaver og det rigtige udstyr. Skolepraktikken opfattes som et glimrende supplement og som en sikkerhed for, at uddannelsen kan afsluttes. En elev, som på interviewtidspunktet var i skolepraktik, fordi hans firma lukkede, formulerer forskellen på skolepraktikken og den ordinære praktik som, at man i virksomheden lærer en fagjargon, mens man i skolepraktikken lærer en ungdomsjargon. Andre fremhæver, at skolepraktikken adskiller sig fra virksomhedspraktikken ved, at eleverne i skolepraktikken i højere grad introduceres til regler og procedurer og får henvisninger til bøger, hvor de på egen hånd kan læse videre om de pågældende problemstillin

20 20 ger. Desuden fremhæves det, at eleverne i skolepraktikken bliver sat til at tegne de opgaver, de skal udføre, inden de går i gang med selve konstruktionsarbejdet. Eleverne mener ikke, at der på en ordinær praktikplads afsættes tid til den slags. Kravene er forskellige i skolepraktik og i ordinær praktik Som det fremgik af afsnit I, var det nøglepersonernes vurdering, at de områder, hvor skolepraktikken især kommer til kort over for den ordinære praktik, er i forhold til den arbejdssocialisering, som finder sted på virksomheden, og som opøver eleven i arbejdstempo og mødedisciplin. Flere af de interviewede elever, som aktuelt er i skolepraktik, fremhæver det faktum, at de arbejder sammen med jævnaldrende og ikke sammen med en mester og svend med årelang erfaring i faget. Det betyder ifølge eleverne, at de ikke giver sig selv 100 %. En elev, som startede i ordinær praktik, fortæller, at der er mere knald på arbejdstempoet ude på praktikpladsen, selvom han dog ikke ligefrem vil gå så langt som til at sige, at man slapper mere af i skolepraktikken. Han kunne dog godt tænke sig, at der var mere arbejdspres på i skolepraktikken. Også andre af de interviewede fremhæver det som et problem, at der ikke i tilstrækkelig grad bliver stillet krav om, at eleverne skal være færdige med deres opgaver til et bestemt tidspunkt, ligesom der heller ikke stilles de samme krav til kvaliteten af det udførte arbejde som ude på oplæringsvirksomhederne. Ikke alle de interviewede er enige i ovenstående. Andre fremhæver, at der i skolepraktikken er blevet stillet krav til dem om både hurtighed og kvalitet og om at møde til tiden. De, der ikke kunne leve op til kravene, har fået en behandling derefter, hvilket for enkeltes vedkommende havde den konsekvens, at de blev bortvist. Der er således tale om krav, som ligner dem, som typisk stilles på en almindelig arbejdsplads. Opgavernes kvalitet Typisk for de elever, som har en positiv oplevelse af skolepraktikken, er, at de opgaver, de blev stillet, alle har været relevante set ud fra en læringsmæssig synsvinkel. Nogle fremhæver, at dette er mere afgørende, end om opgaven er en bestillingsopgave, som efterfølgende skal bruges af andre. Flere fortæller, at de blev positivt overraskede over skolepraktikken og fandt opgaverne, hvor de lærte om økonomi, fakturering og afstemning af løn, relevante og udfordrende. Det generede dem ikke, at der var tale om fiktive opgaver. Samtlige elever på holdet var motiverede og enige om at møde til tiden samt indstillede på at hjælpe hinanden. En af dem, der var i skolepraktik inden for administration, fortæller, at hun var udstationeret i fire og en halv måned sammenlagt, og at de forskellige udstationeringer bidrog til afklaring af, hvilken slags arbejdsplads hun ville satse på at få job på som færdiguddannet. Hun understreger, at undervisningen i skolepraktikken var meget anderledes end undervisningen på grundforløbet. Skolepraktikken var mere individuel og specialiseret, mens grundforløbet var mere generelt orienteret. Der blev stille krav om, at eleverne betragtede skolepraktikken som en arbejdsplads, til gengæld var det tilladt at begå fejl. Andre fremhæver til gengæld, at det indvirker negativt på motivationen, når man ved, at det, man producerer, ikke skal bruges. Endelig foretrækker de fleste at lave noget til en kunde på stedet, frem for at produktionen foregår i skolepraktikværkstedet.