1. hovedprincip: Omlægning af den offentlige sektor: Udgifterne til den offentlige sektor skal stå mål med samfundets økonomiske formåen.

Transkript

1 Det er arbejdsgruppens opfattelse, at selvstyre så vidt muligt bør hvile på en selvbærende økonomi. En selvbærende økonomi betyder i denne sammenhæng en økonomi, hvor statens bloktilskud til Grønland på sigt kan reduceres væsentligt. 9.1 Forudsætninger for udvikling Som et samlet begreb for samarbejdsformen mellem Danmark og Grønland, anvendes i dette betænkingsbidrag begrebet afhængighedsøkonomi. Begrebet fortæller, at den ene part på grund af samarbejdsformen til stadighed gøres afhængig af ikke blot direkte økonomiske overførsler fra den anden part, men også afhængig af at købe varer og tjenesteydelser hos den anden parts virksomheder. Begrebet afhængighedsøkonomi refererer til en tilstand, hvor et samfunds økonomi er blevet fanget i en ond cirkel. Udviklingen af samfundet kan bero på en eller nogle få indtægter, og det er vanskeligt og måske umuligt at skabe nye udviklingsbetingelser, der på sigt kan fjerne denne afhængighed. Økonomisk afhængighed behandles ofte som værende "de andres skyld", men i denne sammenhæng er der også interne forhold i Grønland, der har været bestemmende for en fortsat afhængighed af samhandel med Danmark. Indikatorer for afhængighed kan kort beskrives som: En ensidig samhandel med Danmark. En virksomhedsstruktur, der via ejerskab og tilhørsforhold er udadvendt mod samarbejdspartnere og handelsforbindelser uden for landet, især i Danmark. En finansiel struktur, hvor en væsentlig del af opsparing placeres uden for landet, primært i Danmark. En offentlig økonomi, der for størstepartens vedkommende er finansieret af udefrakommende tilskud, som ikke er tilpasset landets økonomiske formåen. For at skabe en økonomisk vækst i Grønland skal vi skabe et fordelagtigt samarbejde og samhandel med omverdenen. Samhandelen i dag viser, at der trækkes værdier ud af Grønland gennem den handel og anden udveksling af varer og tjenester, der løbende finder sted til og fra omverdenen, især Danmark. Værdioverførslen sker ikke blot ved indkøb af forbrugsvarer og tjenesteydelser samt produktionsmidler, men også ved at fisk og rejer eksporteres som simple råvarer eller halvfabrikata, som så først forædles i udlandet. Dette er uheldigt, fordi det er i forædlingsleddet, at værditilvæksten primært sker. I dag er der stort set ingen begrænsninger i danske virksomheders muligheder for at være aktive på det grønlandske marked. Samtidigt er det meget vanskeligt for grønlandske virksomheder at konkurrere med danske virksomheder på grund af manglende volumen på hjemmemarkedet, men også på grund af manglende uddannelse og dermed manglende produktivitet i virksomhederne. Arbejdsgruppen anbefaler, at den eksisterende ulige konkurrence mellem danske og grønlandske virksomheder på det grønlandske marked omdannes til et samarbejde i form af f.eks. joint-ventures, hvor grønlandske virksomheder får mulighed for at opbygge deres kompetence og dermed udvikle sig på lige fod med de danske virksomheder. Et væsentligt element i afhængighedsøkonomien er for Grønlands vedkommende selve tilskudspolitikken. Modtagelse af bloktilskud samt anvendelsen af tilskud, især fra Landskassen til regioner og erhverv, betegnes her samlet som "tilskudspolitikken". Ud over samhandelen med Danmark fremstår tilskudspolitikken som det mest synlige tegn på en tilstand af afhængighedsøkonomi her i landet. Der er allerede flere initiativer i gang for at fjerne eller mindske tilskudspolitikkens rolle, men disse initiativer bør følges op af konkrete initiativer til at effektivisere brugen af bloktilskuddet. Effektiviseringen kan ske ved at mindske forbruget i den offentlige sektor samt tilskud til erhverv og lokalområder, der har vanskelige vilkår, således at dele af bloktilskuddet i fremtiden kan benyttes til opbygningen af bæredygtige erhverv, der på sigt kan konkurrere med danske virksomheder og dermed bringe det grønlandske samfund ud af den onde cirkel, som det befinder sig i på det økonomiske og erhvervspolitiske område. Ved Landstingets efterårssamling år 2000 fremlagde det daværende landsstyre redegørelsen "En vision for fremtiden - Oplæg til Strukturpolitisk Handlingsplan". Handlingsplanen beskriver flere initiativer, som Selvstyrekommissionen har tilsluttet sig. Det er dog Selvstyrekommissionens opfattelse, at disse initiativer ikke er nok. I processen omkring strukturpolitisk handlingsplan mangler der et bredere udviklingsperspektiv. Det hele sker oppefra og ned efter, og der mangler forankring af udviklingsprocessen hos såvel befolkningen som helhed og hos de politikere, befolkningen har valgt. Derfor opstår ofte en zigzag-kurs, når politikerne vil gennemføre konkrete tiltag, fordi befolkningen ikke er taget med på råd og dermed ikke forstår, hvorfor dette tiltag er nødvendigt, og derfor selvfølgelig modarbejder det, hvis der sker forringelse af deres egne livsbetingelser. Dette er et eksempel på, at en succesrig udviklingsproces kræver, at de kulturelle og politiske forhold skal have en fremtrædende placering i den økonomiske udviklingsproces. Arbejdsgruppens grundlæggende opfattelse af arbejdet med en ny strategi for de samfundsmæssige aktiviteter kan fastsættes på følgende måde: Det grundlæggende omdrejningspunkt for økonomi og erhvervsudvikling må være den selv-centrerede økonomiske udvikling, hvor hensynet til samfundets samlede interesser er målet for den samfundsmæssige produktion. Det betyder, at samfundsnytte ikke kun kan måles ved den driftsøkonomiske kalkule, men i sidste ende må måles ved den samlede konsekvensvurdering. Arbejdsgruppens opfattelse af de grundlæggende principper for en ny strategi for Grønlands samhandel og samarbejde med Danmark og udlandet kan formuleres på følgende måde: Samarbejdsformen mellem Danmark og Grønland har haft nogle uheldige konsekvenser for den grønlandske økonomi. Bl.a. bliver det somme tider fremført, at samfundet ikke bliver drevet tilstrækkeligt omhyggeligt og effektivt, fordi bloktilskuddet er en sovepude. Det fremføres endvidere, at den grønlandske økonomi og erhvervsudvikling lider under

2 den ulige konkurrence fra danske virksomheder. På denne baggrund er der behov for udvikling af et nyt partnerskab mellem Danmark og Grønland på det økonomiske og erhvervspolitiske område, hvor der skabes erhvervspolitisk samarbejde frem for konkurrence, og hvor der sikres en effektivisering af anvendelsen af bloktilskuddet. 9.2 Udenrigsøkonomien Det er arbejdsgruppens opfattelse, at den ensidige fokus fra politisk side på Landskassens og kommunekassernes økonomi, bør ændres til fokus på den samlede samfundsøkonomi, herunder ikke mindst udenrigsøkonomien. Udenrigsøkonomien er en afgørende faktor til at fremme et lands velstandsudvikling. Dette gælder ikke mindst for et land som Grønland, der med en meget ensidig økonomi og et lille befolkningsgrundlag, har behov for en meget stor udveksling af varer og tjenesteydelser. En hensigtsmæssig udveksling af varer og tjenester øger mulighederne for at skabe velstand. Derfor er det vigtigt, at den politiske debat sætter yderligere fokus på Grønlands samhandel med omverdenen. For år 2001 viser beregningerne i dette kapitel, at import og eksport af varer og tjenesteydelser tilnærmelsesvis er lige store. Herudover omfatter de løbende betalinger for dette år nogle ensidige betalinger ind i landet. Det er betalinger i forbindelse med statens udgifter i og ved Grønland samt EU's betalinger for fiskerirettigheder. De ensidige betalinger vil for størstedelens vedkommende give Grønland en fordringserhvervelse over for udlandet. En fordringserhvervelse betyder, at Grønland råder over midlerne og kan bruge dem til offentlig eller privat forbrug, investeringer o.a. Fælles for de forskellige måder at forbruge fordringserhvervelsen på er, at det på et givet tidspunkt vil give anledning til import af varer eller tjenesteydelser for størstedelens vedkommende. Dette sker ikke. Spørgsmålet er så, hvor dette betydelige beløb forsvinder hen. Den normale antagelse er, at bloktilskuddet efter en kort cirkulation i Grønland går til en betydelig import. Men som nævnt udligner eksporten og importen hinanden. En forklaring kan være, at pengene akkumuleres i offentlig og privat regi. Da der ikke er opbygget større formuer i hverken hjemmestyret og kommunerne, må det derfor formodes, at der løbende sker en overførsel af en temmelig stor sum penge via offentligt ejede selskaber og private til omverdenen. Der var i år 2001 et overskud på de løbende poster overfor Danmark på ca. 3,0 mia. kr. Der vil være udsving år for år. Det forventes dog, at de foregående år har nogenlunde samme resultat på betalingsbalancen. Dette overskud år efter år giver dog ikke anledning til akkumulation af kapital her i landet. Overskuddet giver heller ikke anledning til store investeringer her i landet. Grønlands placering i den globale handel er karakteriseret af følgende forhold: Eksport af råvarer, hvor værditilvæksten i stor udstrækning sker uden for landet i forbindelse med forædling til halvfabrikata eller forbrugsvarer. En fortsat forøget afhængighed af forbrugsvarer, luksusvarer og teknologiavancerede produktionsmidler. Det kræver således store forandringer i den eksisterende samhandel, hvis der skal skabes en forbedret handelsbalance mellem Grønland på den ene side og Danmark og den øvrige omverden på den anden side. En strategi til at forandre samhandlen med omverdenen kunne omfatte oprettelsen af nogle få styrkepositioner, hvor landet har komparative fordele frem for andre lande. De overordnede kriterier for denne type produktioner må om muligt omfatte følgende fire forhold: 1. Forholdsvis stor anvendelse af ikke-faglært arbejdskraft, fordi der ellers vil kunne blive tale om yderligere import af arbejdskraft med faglig kompetence, som Grønland ikke er selvforsynet med. 2. Import af varerne må gerne omfatte relativt store transportomkostninger i forbindelse med transport til og fra landet. Det vil give en indenlandsk produktion en fordel frem for konkurrerende varer fra udlandet. 3. Forholdsvis små investeringer til at igangsætte produktion, fordi der i omstillingsprocessen til en selvbærende økonomi vil være behov for investering på en lang række områder. 4. En i forvejen stor indenlandsk efterspørgsel, således at en fremtidig eksport kan støttes af efterspørgsel internt fra Grønland. Som eksempler kan nævnes følgevirksomheder til fiskeri og fiskeindustri. Små produktioner vil her kunne få stor betydning. Dette kunne f.eks. være hundefoder og pelsavl i forbindelse med anvendelse af affald fra fiskeindustri, plastdunke, hønseri, kartoffelavl m.v. Importbegrænsende produktion skal gennemføres med omtanke: Samtidig med at told og afgifter kan dæmpe import, vil denne form for politiske indgreb også forøge omkostningsniveauet for de erhvervsgrene, der benytter varen i produktionen. Told og afgifter på forbrugsvarer kan på samme måde få den konsekvens, at løn- og prisniveauet stiger. Anvendelsen af importsubstitutionsstrategi har således en del komplikationer. Derfor må det formodes, at anvendelsen af en sådan strategi bør gennemføres på nogle ganske få, specielt udpegede produktioner. Arbejdsgruppen finder det vigtigt at vurdere, hvordan Grønlands varebalance i forhold til Danmark kan forbedres. Det bør undersøges, hvordan der kan ske forøgelse af forarbejdning af fiskeriprodukter i Grønland samt forøgelse af følgeindustri- og service. Samhandelen mellem de to enheder i rigsfællesskabet er den klassiske mellem økonomiske udkantsområder og centerområder: Produktionsmidler og andre højt forædlede varer i bytte for råvarer til industrien. Denne arbejdsdeling - eller rettere en ændring af den - kan vise sig at være nøglen til i fremtiden at sikre Grønland en selvbærende økonomi, hvis det lykkes at forandre omkostningsstrukturen i samfundet, således at f.eks. forædlingsvirksomhed inden for bearbejdning af fisk og skaldyrsprodukter kan ske her i landet. Arbejdsgruppens anbefalinger vedrørende udenrigsøkonomien kan sammenfattes til følgende punkter: Den ensidige fokus fra politisk side på Landskassens og kommunekassernes økonomi, bør ændres til fokus på den samlede samfundsøkonomi, herunder ikke mindst udenrigsøkonomien. Et Grønland på vej mod selvstyre og en selvbærende økonomi må i langt højere grad end nu fokusere på muligheden for at forbedre betalingsbalancen og der-

3 med de økonomiske bevægelser ind og ud af landet. Politikerne skal sikres bedre indsigt og skal have bedre rådgivning om de udenrigsøkonomiske forhold. Det statistiske grundlag for vurdering af den samlede samfundsøkonomi skal forbedres. F.eks. bør der sikres en årlig redegørelse for nationalregnskabet og for den samlede betalingsbalance med udlandet. Selvstyrekommissionens principbetænkning anbefaler, at der nedsættes et rådgivende udvalg vedrørende økonomi. Arbejdsgruppen indstiller, at sekretariatet for det rådgivende udvalg får til opgave at udarbejde nationalregnskab samt betalingsbalance og andre økonomiske redskaber til brug for rådgivning af det politiske niveau i landsstyret og Landstinget. Der skal formuleres en konkret handelspolitik. Handelspolitikken skal bl.a. åbne op for, hvordan det grønlandske samfund bedst muligt forsynes med varer af enhver kategori. Samtidig skal det undersøges, om eksisterende potentialer for eksport af varer til nabolandene samt andet forsyningsmæssig samarbejde kan forbedres. Arbejdsgruppen anbefaler, at det undersøges, hvorvidt der kan gennemføres konkrete initiativer til at forbedre den finansielle struktur og lovgivning vedrørende finansforhold her i landet. Formålet er at imødekomme de lækager, der skabes, når opsparing og kapital akkumulation placeres uden for landet. Nye initiativer på finansområdet kan være ressourcemæssigt kostbare, men det må ses i lyset af, at pengestrømmene ud af landet er tilsvarende meget store. Arbejdsgruppen indstiller, at de udenrigsøkonomiske forhold omkring de offentligt ejede selskaber belyses yderligere. Arbejdsgruppen indstiller endvidere, at hjemmestyret anmoder selskaberne om at præsentere deres aktiviteter i forhold til, hvor aktiviteterne geografisk foregår, henholdsvis i Grønland og omverdenen. 9.3 Strategi til opnåelse af en bæredygtig økonomi De forandringsprocesser, der skal skabes og gennemføres, skal ske på basis af en så bred forståelse og opbakning fra befolkningen som muligt. Dette har været den grundlæggende målsætning for arbejdsgruppen helt fra starten af udredningsarbejdet. Dette stiller krav til både debatform og tidsforbrug til de indledende processer: Der skal gives tid til, at befolkningen får adgang til information om forandringsprocesserne. Der skal også opstilles planer for, hvordan der kan udveksles erfaringer mellem den enkelte borger, borgernes interesseorganisationer og de instanser, som i den sidste ende skal gennemføre forandringsprocesserne. Arbejdsgruppen har formuleret en strategi, som tager sit udgangspunkt i nogle overordnede forhold, der vides at være bred opbakning omkring. Disse emner kaldes strategiens hovedelementer: 1. hovedprincip: Omlægning af den offentlige sektor: Udgifterne til den offentlige sektor skal stå mål med samfundets økonomiske formåen. 2. hovedprincip: Alle skal bidrage til samfundsøkonomien. 3. hovedprincip: Der skal udvikles et selvcentreret erhvervsliv. Forandringerne må ikke skabe nye marginaliserede og udstødte. Derfor må der ikke blive tale om ensidige nedskæringer og lukninger af offentlige institutioner og virksomheder. Der bliver derimod tale om at konvertere beskæftigelse fra nuværende arbejdspladser til nye arbejdspladser. Målet er at få en selvbærende økonomi: Grønland skal blive uafhængig af bloktilskuddet, og de økonomiske virkninger, som statens tilskud giver ude i samfundet. I dag er bloktilskuddet på 2,9 milliarder kroner. Dette mål kan umiddelbart virke vanskeligt at opnå. Men netop indholdet i de tre hovedprincipper nævnt ovenfor skjuler nogle ressourcer, som vi allerede har, men som vi bare ikke udnytter godt nok i dag. En fuld integration af alle til at bidrage til samfundsøkonomien og en omlægning af den dyre offentlige sektor vil i sig selv kunne erstatte bloktilskuddet. Vel at mærke, hvis vi får en selvcentreret erhvervsudvikling, hvor overskud akkumuleres her i landet og bidrager til finansiering af nye erhvervsaktiviteter. 9.4 Omlægningen af den offentlige forvaltning Den offentlige sektor i Grønland har udvist en betydelig vækst siden indførelsen af hjemmestyreordningen. Dette skyldes primært en løbende hjemtagelse af nye sagsområder fra staten. I forbindelse med overførsel af opgaver fra stat til hjemmestyret og kommunerne, har hjemmestyret og kommunerne samtidigt brugt forholdsvis flere ressourcer til videreførelsen af disse opgaver. Det er arbejdsgruppens opfattelse, at den offentlige sektor er blevet for stor. Især beslaglæggelsen af næsten halvdelen af arbejdsstyrken giver et alvorligt strukturproblem for landets økonomi. Opgørelser fra 1998 fra Grønlands Statistik viser, at der var ansatte i den offentlige sektor. Dette betød, at der dette år blev udbetalt ca. 2,2 milliarder kroner i lønsum til ansatte i hjemmestyret og i kommunerne. Udover de beskæftigelsesmæssige problemer bliver det også vanskeligere og vanskeligere at finansiere den offentlige sektor. Det er arbejdsgruppens opfattelse, at hvis der skal skabes en mere selvbærende økonomi, skal der ske en betydelig reduktion af den offentlige sektor. Arbejdsgruppen anbefaler, at der gennemføres en omlægning af den offentlige sektor. Omlægningen skal sikre spredning af kompetence og ansvar til regionerne. Det er samtidigt arbejdsgruppens opfattelse, at skal der sikres en reel kompetencespredning, så skal der medfølge ressourcer.

4 Men decentralisering rummer også muligheden for nye problemer. Blandt andet kan de decentrale instanser mangle tilstrækkelig kapacitet og kompetence til at sikre kvalitet og omkostningseffektivitet i opgaveløsningen. Kompetencespredningen øger derfor koordinationsbehovet hos de landsdækkende myndigheder. Derfor anbefaler arbejdsgruppen, at der etableres en rammelovgivning for kommunernes forvaltning, hvor rammerne fastsættes fra centralt hold. Rammelovgivningen skal bl.a. sikre det centrale niveau sanktionsmuligheder, hvis ikke kommunerne overholder rammebetingelserne. Decentralisering i forbindelse med spredning af kompetence og ansvar kan indebære både fordele og ulemper. Decentraliseringen forkorter afstanden mellem myndigheder, politikere og borgere. Dette giver bedre muligheder for et levende demokrati og en lydhør forvaltning. Derfor anbefaler arbejdsgruppen, at der sker sammenlægning af kommuner i regionerne, og hvor der er tale om eksisterende kommuner isoleret på kysten og i yderdistrikterne anbefales samarbejdsaftaler mellem en større kommune og en til flere små kommuner. Arbejdsgruppen finder det afgørende, at princippet om udviklingen af en selvbærende økonomi bliver en hjørnesten for, hvordan den offentlige sektor videreudvikles. Dette skal ske ved, at hver enkelt kommunalbestyrelse og hver enkelt bygdebestyrelse føler et medansvar for udviklingen af en selvbærende økonomi. Det er arbejdsgruppens opfattelse, at den centrale og decentrale offentlige sektor kan forbedres væsentligt, hvis samarbejdet organiseres på en ny måde. Arbejdsgruppen anbefaler, at der tages udgangspunkt i et nærhedsprincip. Nærhedsprincippet indebærer, at såfremt en opgave kan udføres af kommunerne, så skal det udføres af kommunerne, fordi borgernes indsigt, deltagelse og indflydelse dermed forøges. Nærhedsprincippet sikrer, at den offentlige myndighed og de offentlige udviklingsopgaver udføres så tæt på borgerne som muligt. Arbejdsgruppen anbefaler, at de eksisterende planer om spredning af kompetence fra centrale myndigheder til regionale myndigheder under hjemmestyret, erstattes af forøget delegation af kompetence og ansvar til kommunerne. Der skal være tale om en reel spredning af kompetence til kommunerne. Derfor anbefaler arbejdsgruppen, at beføjelser vedrørende delegation af opgaver inden for f.eks. trafik, telekommunikation, energiforsyning m.v. videreføres i kommunalt regi, således at det kommunale selvstyre får fuld beføjelse til at sikre servicering af borgerne. Men arbejdsgruppen indstiller, at denne decentralisering kun gennemføres under betingelse af, at de eksisterende kommuner finder sammen i nyt samarbejde, således at f.eks. antallet af kommuner mindskes betydeligt. Arbejdsgruppen forventer ikke, at denne nyorganisering af kommunerne vil ske gnidningsløst, hvorfor arbejdsgruppen anbefaler, at kommunerne får seks år til denne proces. Herefter foreslås den nye organisering af kommunerne fastsat ved lov. Arbejdsgruppen erkender, at det på flere områder fortsat kan være nødvendigt at bibeholde naturlige monopoler, hvor helt eller delvist offentligt ejede selskaber varetager produktion og service. I den udstrækning disse monopoler bibeholdes, ønsker arbejdsgruppen disse selskabers aktiviteter begrænset til deres kerneopgaver. I dag fremtræder disse selskaber som selskaber, der har overtaget en lang række produktions- og serviceaktiviteter, som private selskaber i konkurrence langt bedre kunne påtage sig. Endvidere anbefaler arbejdsgruppen, at disse selskabers servicekontrakter og lignende ikke længere gennemføres med hjemmestyrets centralforvaltning. I forbindelse med ovennævnte betragtninger og ønske om gennemskuelighed og spredning af kompetence og ansvar, ønsker arbejdsgruppen disse kontrakter forhandlet af de nye kommunale samarbejdsorganisationer, som arbejdsgruppen anbefaler etableret. Arbejdsgruppen indstiller, at der etableres en strukturovervågning, således at det politiske niveau kan gennemføre konjunkturregulering. Med en meget åben økonomi, der bygger på konjunkturfølsomme erhverv som f.eks. fiskeri og turisme, er det vigtigt, at økonomien løbende kan reguleres ved hjælp af en aktiv finanspolitik. Finanspolitikken skal ikke blot imødekomme udsving i økonomien år for år, men også inden for det enkelte år være et redskab til at udligne de store sæsonudsving i beskæftigelsen inden for hovederhvervene. Arbejdsgruppen anbefaler, at de offentlige budgetter i højere grad gøres gennemskuelige, således at offentligheden får større indsigt i, hvad de offentlige midler bruges til. F.eks. bør der i budgetpraksis sikres fokus på, hvilke typer udgifter, der er produktivitetsfremmende eller som kan opfattes som investeringer i fremtiden. På sigt kan der på denne måde skabes fokus på f.eks. uddannelse og forebyggelse frem for udgifter, der udelukkende midlertidigt, via f.eks. tilskud, reparerer på samfundsmæssige strukturproblemer. En mulighed for at nedbringe de offentlige udgifter er at indføre brugerbetaling eller at gennemføre privatisering. Det er arbejdsgruppens opfattelse, at brugerbetaling og privatisering (udover den ovennævnte fokus på forvaltningsområdernes kernekompetence) kun kan finde begrænset anvendelse inden for de fleste områder. Fuld brugerbetaling til f.eks. børneinstitutioner, alderdomshjem, uddannelse mv. vil ud fra en fordelingspolitisk synsvinkel være uheldig. Arbejdsgruppen anbefaler imidlertid, at der så vidt muligt skabes forsikringsordninger, således at den enkelte borger overtager et større ansvar for sit eget liv. Forsikringsordninger kan f.eks. omfatte forsikring i forhold til sygdom, pensionsopsparing m.v. Det er arbejdsgruppens opfattelse, at ansvar og finansiering skal følges ad. Derfor foreslår arbejdsgruppen, at en kommende nyorientering af de økonomiske ordninger mellem hjemmestyret og kommunerne, som hovedprincip lægger det økonomiske ansvar og dermed finansieringsopgaverne i kommunalt regi, således at kommunerne så vidt muligt selv skal varetage den fulde opgave i forbindelse med udvikling af en selvbærende økonomi. Det afgørende er, at princippet om gennemførelse af en selvbærende økonomi danner basis for alle regioner og enkeltkommuner. Efter en overgangsfase skal de økonomiske zoner som hovedprincip være selvbærende. Kun mellemudligninger på grund af en skæv koncentration af centrale institutioner mellem de enkelte zoner bør komme på tale.

5 Befolkningen i den enkelte kommune skal som hovedprincip selv betale for al den service, den modtager. Arbejdsgruppen anbefaler som tidligere nævnt, at det fælleskommunale samarbejde videreudvikles til egentlig kommunesammenlægning i regionerne, samt at nye større kommuner gives større kompetence end i dag. Kommunerne skal sikres større indflydelse på en række nye områder, f.eks. fordelingspolitik, skattepolitik, forsyningspolitik m.v. Der er således tale om både at omlægge den eksisterende kommunale forvaltning og omlægge denne forvaltnings sammenspil med de centrale myndigheder i hjemmestyret. Arbejdsgruppen ønsker en kompetencespredning, der også omfatter nogle af de strukturpolitiske opgaver, som i dag varetages af landsstyret og dets direktorater, således at de nye store kommuner bliver i stand til at gennemføre strategi og koordination af deres samlede økonomi. Det økonomiske ansvar for, at borgerne i de enkelte bosætninger får den service, som de ønsker fra kommunerne og fra den regionale forsyning, skal gives til kommunalbestyrelsen, som bosætningerne hver især vælger repræsentanter til. 9.5 Alle skal bidrage til samfundsøkonomien At sikre arbejde til alle har været en af hjemmestyrets grundforpligtigelser. Under hjemmestyret har vi erfaret, at den indsats, der er gjort, ikke har fungeret, som den skulle. Der har i hele perioden været et jobunderskud, og der har i dag ophobet sig en stor gruppe af personer i arbejdsdygtig alder, der af forskellige årsager ikke bidrager nok til samfundsøkonomien. Det er arbejdsgruppens opfattelse, at den relativt store marginalisering og udstødelse fra arbejdsmarkedet er resultatet af en manglende kobling mellem politikområderne økonomi, beskæftigelse og social- og arbejdsmarked. Hvem, der bidrager med hvad til samfundsøkonomien, er vanskeligt at gøre op. En uddannelsessøgende bidrager ikke for øjeblikket til samfundsøkonomien. Men ved hjælp af sin uddannelse vil vedkommende senere kunne blive en nøgleperson i en af de vigtige erhvervsaktiviteter, som vi alle gerne skulle bidrage til. I denne sammenhæng er gruppen af personer, der ikke i tilstrækkelig grad bidrager til samfundsøkonomien defineret til at være: Ledige Personer på offentlig hjælp Førtidspensionister Personer i tilskudsjobs Personer der primært indgår i en subsistensøkonomi Det væsentligste bidrag til fuld beskæftigelse og økonomisk vækst er en forøget og forbedret ungdoms- og uddannelsesindsats. Der skal sikres en så tidlig indsats som muligt for at give de nye ungdomsårgange den størst mulige menneskelige ballast. En forøgelse af det samlede uddannelsesniveau i arbejdsstyrken er afgørende, fordi der er et stort behov for at forøge produktiviteten på de eksisterende arbejdspladser, og fordi nye arbejdspladser normalt kræver uddannet personale. Samtidig er der en klar sammenhæng mellem marginalisering og mangel på uddannelse. Har en person en uddannelse, vil der også normalt være beskæftigelse til personen på arbejdsmarkedet. Ikke-faglærte har en betydelig risiko for at blive ramt af arbejdsløshed. Denne risiko må forventes at blive forøget i de kommende år, fordi efterspørgslen efter ikkefaglært arbejdskraft må forventes fortsat at falde i fremtiden. Det eksisterende uddannelsessystem skal åbnes op for gruppen af marginaliserede. I dag falder for mange ud af uddannelsessystemet, hvorefter produktionsprisen på de relativt få fuldførte bliver alt for høj. Det er arbejdsgruppens opfattelse, at der samtidigt med en sikring af en forbedret produktionsøkonomi i uddannelsessystemet, skal tilføres uddannelsessystemet betydelige beløb til efteruddannelse af marginaliserede. Dette vil være en af de vigtigste investeringer for Grønland i arbejdet for at skabe en selvbærende økonomi. Marginalisering og udstødning danner en gruppe i arbejdsdygtig alder, der kan betegnes som lavindkomstgruppen. Gruppen er kendetegnet ved, at den ofte ikke kan forsørge sig selv. Forsørgelsen sker ved betydelig overflytning af samfundsressourcer til offentlig forsørgelse af gruppen eller til sikring af mindstelønnen. Men ligeså vigtigt er det, at de ikke bidrager til vores fælles livsgrundlag i stort nok omfang. Deres skattebetaling er lille eller helt fraværende. På den måde kan det således formuleres, at de ikke bidrager tilstrækkeligt til samfundsøkonomien. I det følgende defineres lavindkomstgruppen til at være skattepligtige personer, der har en årlig bruttoindkomst under S.I.K.'s mindsteløn. (Note: Bruttoindkomsten er summen af A-indkomst og B-indkomst, og er således udtryk for personens samlede indtjening, excl. offentlige ydelser. De offentlige ydelser omfatter takstmæssig hjælp, offentlig hjælp m.v., boligsikring, boligbørnetilskud (ophævet 2001) og børnetilskud. De samlede udbetalinger på disse områder er på ca. 0,3 milliarder kroner og gives primært til lavindkomstgruppen. Egen fangst indgår heller ikke i bruttoindkomsten. For selverhvervende fratrækkes vareforbruget omsætningen. I beregningerne i dette afsnit er anvendt tal fra året Tallene omfatter personer i alderen år, i alt personer. Kilden til oplysningerne er en særkørsel fra Grønlands Statistik, oktober 2001.) Hele 40,8 pct. af de årige kunne i 1999 på denne baggrund betegnes som at tilhøre lavindkomstgruppen. Lavindkomstgruppen, der som ovenfor beskrevet ikke i tilstrækkelig omfang bidrager til samfundsøkonomien, omfatter i alt personer. Geografisk set kan lavindkomstgruppen ikke siges specielt at tilhøre bestemte geografiske bosætninger. For bosætningerne som helhed har otte byer og 55 bygder en overgennemsnitlig repræsentation af personer fra lavindkomstgruppen i forhold til landets gennemsnit. Tre fjerdedele af lavindkomstgruppen er bosiddende i byerne, mens en fjerdedel er bosiddende i bygderne. Dette betyder, at 36 pct. af de bosiddende i byerne er i lavindkomstgruppen, mens der i bygderne er en andel på 69 pct.

6 Visse bygder har en betydelig del i lavindkomstgruppen. F.eks. omfatter lavindkomstgruppen over 4/5 af arbejdsstyrken i 19 bygder. Disse bygders økonomiske og erhvervsmæssige grundlag synes således ikke at være bæredygtigt. Lavindkomstgruppen er spredt på alle kommuner. Der er dog en relativ stor spredning på den andel lavindkomstgruppen udgør i de enkelte kommuner. Største andel forefindes i Avanersuaq kommune med 65 pct. i lavindkomstgruppen, mens den mindste andel forefindes i Nuuk kommune med 25 pct. Den eksisterende tilskudspolitik har primært sit grundlag i forsøget på at skabe identiske levevilkår for alle, uanset hvor de lever i Grønland. For at skabe disse identiske levevilkår er det nødvendigt at give tilskud til erhvervsvirksomheder eller til lokalsamfund. Tilskudspolitik er et væsentligt fordelingspolitisk redskab. Men det er samtidigt forudsætningen for opretholdelse af både beskæftigelse og bosætning uden et tidssvarende erhvervsgrundlag. Et væsentligt aspekt af tilskudspolitikken er anvendelsen af ikke-kostægte priser for f.eks. transport, el og vand. Det er en afgørende forudsætning for udvikling af en selvbærende økonomi, at erhvervsudviklingen gennemføres på de lokaliteter, der er mindst omkostningstunge. Arbejdsgruppen anbefaler, at forbrugerne informeres om den kostægte pris for den varer eller tjenesteydelse, de modtager, samt hvordan pris-reduktionen finansieres. Dette vil give større indsigt i og dermed også en forøget debat om rimeligheden i tilskud til såvel lokalområder, enkeltpersoner eller virksomheder. Arbejdsgruppen mener, at denne tilskudspolitik eller fordelingspolitik danner basis for en økonomisk udvikling, der ikke er dynamisk nok. Incitamentet til fortsat målretning af virksomheder og lokalsamfund efter at sikre bedst mulig bæredygtig økonomi har en tendens til at blive formindsket, når virksomhedens økonomi eller lokalsamfundets opretholdelse sikres af midler udefra. Arbejdsgruppen anbefaler, at den eksisterende tilskudspolitik forandres, således at der i fremtiden primært bliver bevilget tilskud målrettet til to formål: 1. Tidsbegrænsede tilskud til virksomheder i forandringsprocesser eller under nyetablering. 2. Tidsbegrænsede tilskud til lokalområder eller samfundsgrupper, der af uforudseelige grunde mister deres normale indtægt. Arbejdsgruppen indstiller samtidigt, at tilskud til erhvervslivet tilpasses tilskud i de lande, som vi samhandler eller konkurrerer med. Ikke mindst er der betydningsfulde tilskudsordninger til fiskeri og fiskeindustri i Danmark og EU. Etablering af følgeindustri og forædling her i landet skal konkurrere med regioner og virksomheder, som modtager tilskud, hvorfor vi her i landet muligvis tvinges til at fastholde et relativt højt niveau af tilskud til samme virksomheder. Den eksisterende indsats for reintegration af de marginaliserede på arbejdsmarkedet fremstår uoverskuelig. Der er f.eks. ikke skabt overblik over, hvad der reelt kommer ud af den indsats, der for øjeblikket foregår i hjemmestyret og kommunernes regi. Arbejdsgruppen indstiller, at indsatsen som helhed omlægges. Som angivet i forrige kapitel bør der også på dette område ske en ansvars- og kompetencespredning fra centralt til regionalt niveau. Det anbefales dog, at uddannelsen på kompetencegivende uddannelser fortsat koordineres fra centralt niveau. En altafgørende forandring vil være at få brudt den passive forsørgelse. Dette kan kun ske ved at gribe ind over for problemerne arbejdsløshed og lav økonomisk aktivitet i lokalområderne. Her bør kommunerne påtage sig et større ansvar end i dag, hvor ansvar og kompetence flyder uklart mellem centralt og decentralt niveau. Arbejdsgruppen anbefaler således, at de nye større kommuner varetager opgaverne med at skabe fornyet grundlag for beskæftigelsessikring og økonomisk vækst, mens hjemmestyret varetager planlægning og gennemførelse af de kompetencegivende uddannelser. 9.6 Udvikling af en selvcentreret erhvervsudvikling For at kunne opnå en større selvbærende økonomi kræves, at en større andel af de indtægter, som man skal have for at få et godt liv, bliver skabt her i landet og i mindre grad bliver tilført udefra. Dette kan kun gøres ved at øge de indtægter, som vi selv skaber, således at tilførslerne udefra (dvs. bloktilskuddet) får en stadig mindre betydning. Der er grundlæggende kun to måder, hvorved man kan skabe flere indtægter i samfundet. Man kan forøge værdien af den produktion, der allerede er i gang, eller der kan startes på nye produktioner. Samtidig har bl.a. uddannelsesniveauet, lønniveauet og prisniveauet stor betydning for, hvilke produktioner der kan lægges i landet. Det er en stor opgave at skulle øge indkomstskabelsen i økonomien. Derfor er det nødvendigt at have en samlet plan for, hvorledes dette bør ske. Planen kan deles op i tre overordnede punkter: 1. delmål: De nuværende basiserhverv skal blive selvbærende. 2. delmål: Følgeerhvervene skal vokse og udvikles. 3. delmål: En stadig satsning på at finde og udvikle nye erhverv, både basis- og følgeerhverv. Det er vigtigt at fremhæve, at punkterne står i prioriteret rækkefølge, således at der skal starte med delmål 1, inden man går i gang med delmål 2 og 3. Finansiering af nye arbejdspladser i en ekspanderende erhvervsudvikling er ikke kun et økonomisk spørgsmål. For et hvilket som helst land er det vigtigt at skabe grundlag for, at et mindretal af ens egen befolkning udvikler sig til arbejdsgivere. Den udvikling af det private erhvervsliv, der er sket under hjemmestyret har været præget af stor dansk dominans. Arbejdsgruppen finder, at det er vigtigt at finde muligheder for, at herboende i højere grad end nu placeres i rollen som arbejdsgivere. En kvalificeret finansiering af en virksomhed bør altid omfatte forsøg på at skabe dette lokale engagement på arbejdsgiverside. Arbejdsgruppen anbefaler, at der i opstartsprocessen i udviklingsprojekter for offentligt støttede nyetableringer af virksomheder, kræves indgåelse joint-venture aftaler med virksomheder, der allerede er etableret i f.eks. udlandet.

7 Herved kan en kommende ledelse opsuge nødvendige kompetence og erfaringer, således at der skabes en stabilitet i opstartsprocessen. Der kan samtidigt sikres den nødvendige teknologioverførsel til nyetablerede virksomheder. Det er afgørende, at det politiske niveau primært bestræber sig på at sikre de bedst mulige rammer for erhvervsudviklingen. Der skal f.eks. etableres effektive, dynamiske institutionelle rammer for såvel erhvervs- som arbejdsmarkedsudvikling, herunder primært opkvalificering af arbejdskraften. En mere stringent rollefordeling vil på sigt skabe forøget troværdighed for Grønland som platform for virksomheder. I det omfang der anvendes tilskud til igangsættelse eller videreførelse af en given virksomhed er det afgørende, at disse tilskud fra starten begrænses til en begrænset tidsperiode. Det politiske niveau skal bestræbe sig på, at forandringer, der får indflydelse på erhvervslivets rammebetingelser, annonceres i god tid og fastholdes i en længere periode og således ikke ændres fra år til år. Der skabes på denne måde en troværdig stabilitet i forbindelse med reguleringer inden for f.eks. finanspolitik, skatte- og afgiftpolitik, indkomstpolitik m.v. Dette opfattes af mange som et foruroligende grundlag, at påtænke opstart af nye importdæmpende produktioner på. Arbejdsgruppen finder det dog afgørende til stadighed at finde såvel nye eksport- som importmuligheder for at forbedre den samlede udenrigsøkonomi. Med hensyn til importdæmpende produktion anbefaler arbejdsgruppen, at der gennemføres konkrete analyser af muligheden for at dæmpe importen på en lang række områder. Det væsentligste område synes at være anvendelse af alternative energiformer, så afhængigheden af olie begrænses. Derimod advarer arbejdsgruppen mod en ensidig selvforsyningsstrategi, hvor landets erhvervsmæssige kompetence og ressourcer spredes på alt for mange småproduktioner til et i forvejen lille hjemmemarked. De offentligt ejede selskaber spiller en væsentlig rolle i de udviklingsprocesser, der skal skabe grundlaget for udviklingen af en selvbærende økonomi. De offentligt ejede selskaber har i dag tilsammen en bruttoomsætning på 8-9 milliarder kroner og omfatter dermed den altovervejende del af det samlede erhvervsliv her i landet. Deres nuværende størrelse og indretning tager sit udgangspunkt i den organisering, der eksisterede, da hjemmestyret blev gennemført. Hjemmestyrets hovedopgave var fra starten at overtage opgaver, som i KGH-regi var blevet etableret i storskala. Dette omfattede både industrielle opgaver (fiskeri- og fiskeindustri) og infrastrukturopgaver. Arbejdsgruppen finder det nødvendig, at der implementeres en planlægningsproces på kort, mellem og lang sigt for de offentligt ejede selskaber. På kort sigt (3-4 år) skal der gennemføres grundige undersøgelser og evalueringer af selskabernes nuværende aktiviteter. Formålet med undersøgelser er at danne et bedre vidensgrundlag hos hjemmestyrets repræsentanter på såvel politisk som administrativt niveau. Dette vidensgrundlag skal anvendes til dels at finde frem til selskabernes kerneaktiviteter, dels at give ejerne et grundlag for at fastsætte mere konkrete målsætninger for selskabernes servicering inden for disse kerneaktiviteter. Allerede frigørelsen af de aktiviteter, som ikke opfattes som selskabernes kernekompetence, vil betyde en betydelig stimulering af den grønlandske økonomi i form af et gunstigt investeringsgrundlag for nye små og mellemstore selskaber. På mellemlang sigt (det kommende årti) må der fastsættes nye mål for, hvilket ejerskab, kompetence og kontrol den offentlige sektor skal bibeholde over for de opgaver, som selskaberne i dag udfylder. I dette arbejde skal der ikke kun være fokus på den mulige kortsigtede gevinst, som en eventuel privatisering kan give for Landskassen. Der skal også være fokus på den samlede nytteværdi for samfundet af en sådan privatisering. På lang sigt (10-15 år) kan der på basis af de erfaringer, som er indhentet ved omlægning af de offentligt ejede selskaber, gennemføres en mere målrettet overtagelse af selskaberne af private investorer, der fortsat sikrer selskabernes forankring i den grønlandske økonomi. Arbejdsgruppen anbefaler på denne baggrund, at de offentlige ejede selskaber i de kommende år indskrænkes og målrettes til udelukkende at udøve deres kernekompetence. Selskabernes virke fremstår i dag for uigennemskuelige, og udgør med deres relative store størrelse i forhold til landets økonomi en alt for stor central risiko for landets samlede økonomi. Arbejdsgruppen anbefaler endvidere, at de nye større kommuner overtager bemyndigelsen til at forhandle servicekontrakter og lignende fra hjemmestyret med de offentligt ejede selskaber. Fiskeriet kan, fra at have været den bærende økonomiske sektor, indirekte komme til at fremstå som skranke for vækst i de nye erhverv inden for servicesektoren. Servicesektoren er det altafgørende vækstområde for erhvervsudviklingen i de fleste lande og er det også i Grønland. Servicesektoren må også forventes at være den sektor, der forøges indtjeningsmæssigt og beskæftigelsesmæssigt mest i Grønland i de kommende årtier. Fiskerierhvervet kan ødelægge servicesektorens udvikling, fordi en omfattende subsidiering af erhvervet fastholder en stor del af befolkningen og endog de fleste bosætninger i en beskæftigelse, hvor indtjeningen uden tilskud er meget lille. Den nuværende erhvervspolitik er i stor udstrækning indrettet på at skabe det bedst mulige grundlag for de mange mennesker, der er afhængige af indtægter fra fiskeriet. Det har ikke givet anledning til hverken en succesfuld udvikling af selve erhvervet, udvikling af de fiskeriafhængige bosætninger eller for landets samlede indtjening. Tværtimod. En større og større del af fiskeriet og fiskeindustrien får problemer med at løbe rundt, og politikerne bruger flere og flere penge til at holde erhvervet i gang. Resultaterne udebliver. På denne baggrund kan det virke underligt, at arbejdsgruppen alligevel fortsat ønsker prioritering af udviklingen af dette erhverv for at sikre landet en selvbærende økonomi. Forklaringen er, at arbejdsgruppen ønsker at udvikle fiskeriet, fra som nu at fremstå som en skranke for økonomisk udvikling, til at være det erhverv, der danner grundlaget for vækst inden for både industrien og servicesektoren. Fiskeriet og fiskeindustrien vil også fremover have en afgørende betydning for landets økonomi. Fiskerierhvervet skal sikre økonomisk overskud, arbejdskraft og ressourcer til udviklingen af nye erhverv.

8 Men selve fiskerierhvervet skal gøres uafhængig af tilskud, og den omfattende subsiduering af fiskeriet skal være med til at danne grundlaget for nye væksterhverv i fiskeriets følgeerhverv og i andre erhverv. Det er dog et væsentligt problem, at Danmark og andre lande, vi samhandler med, benytter direkte og indirekte tilskud til netop fiskeriet og fiskeindustrien. Dette betyder, at det kan være nødvendigt af hensyn til konkurrencemæssige årsager at bibeholde tilskudsordninger for at konkurrere med andre landes fiskeri- og fiskeindustrierhverv. I dag er visse dele af fiskerierhvervet karakteriseret af en omfattende skjult arbejdsløshed og en lav arbejdskraftproduktivitet - ikke fordi arbejdskraften ikke er kvalificeret og aktiv, men fordi indretningen af fiskeriet og fiskeindustrien ikke længere er tidssvarende. Derfor kan der overflyttes arbejdskraft fra fiskeriet til nye mere produktive erhverv, uden at der sker produktionsnedgang i fiskeriet. Arbejdsgruppen finder det afgørende, at det eksisterende kystfiskeri ikke stimuleres til at indgå i investeringer i nye skibe og landanlæg, som på kort sigt igen vil være urentabel i forhold til andre former for fiskeri og dyrkningskulturer. Omlægningen af fiskeriet skal gennemføres konsekvent og først og fremmest skal det sikres, at erhvervet ikke rekrutterer nye generationer til de mindst produktive dele af fiskeriet. Det er samtidigt arbejdsgruppens opfattelse, at forudsætningen for en yderligere, markant økonomisk vækst er en omlægning af landets frosne produkter af fisk og skaldyr til ferskvarer, idet ferskvarer erfaringsmæssigt afsættes til betydeligt bedre priser end frostvarer. Dette vil forudsætte højere brug af luftfragt, hvilket igen forudsætter forlængelse af enkelte landingsbaner, således at større fragtfly kan benytte disse. Væksten kan også ske i form af en markant forøgelse af eksporten og/eller højere grad af forædling af landets eksportprodukter. Dette forudsætter igen en væsentlig reduktion af den offentlige sektor, således at den forholdsvis veluddannede arbejdskraft inden for denne sektor kan omskoles til beskæftigelse i den produktive, og specielt til den eksportorienterede sektor. Sideløbende med behov for nævnte ændringer vil der fortsat være behov for effektivisering i undervisningssektoren samt yderligere kvalificering af arbejdskraften. Ovenstående viser, at fiskerierhvervet står over for meget store forandringer, som får betydning for hele det grønlandske samfund. For at hamle op med disse problemer må fiskerne og de lokalsamfund, som forandringerne rammer, konstant søge efter alternative indkomstmuligheder. Arbejdsgruppen finder, at der er et grundlæggende kollaps i det, der gerne skulle være en fælles forståelse af, hvem der er problemejerne i forbindelse med de forandringer, der nødvendigvis skal ske. For at skabe en mere smidig proces fremover, foreslår arbejdsgruppen derfor, at det offentlige engagement i regulering af fiskeriet og i regulering af beskæftigelsen i følgeerhverv begrænses betydeligt. Arbejdsgruppen anbefaler på denne baggrund, at der sikres et fælles vidensgrundlag om fiskeriet. Dette kan ske ved etablering af et videnscenter for fiskeri og fangst, samt at dette videnscenter får ressourcer overført til at opbygge en fælles vidensbank om såvel verdensmarkedsforhold, naturressourcernes tilstand og udvikling samt indenlandske produktionsforhold. Det er arbejdsgruppens opfattelse, at beslutninger om fiskeriets regulering skal ske så tæt på de enkelte aktører som muligt på lige fod med regionaliseringsprocessen for den offentlige sektor. På denne baggrund foreslår arbejdsgruppen, at der på basis af en landsdækkende regulering af fiskeriet sker en opdeling af selve forvaltningen i regionale fiskerisektorer. Samtidig foreslås beskatning af fiskerierhvervet indrettet således, at det er den enkelte region, der beskatter værdien af fangsten i deres egen region. 9.7 Et nyt partnerskab I Selvstyrekommissionens kommissorium kobles ønsket om forøget selvstyre sammen med behovet for at udvikle en mere selvbærende økonomi: "Det er kommissionens opgave at udarbejde en betænkning om mulighederne for at udvikle Grønlands selvstændighed inden for rigsfællesskabets rammer, baseret på princippet om, at der skal være overensstemmelse mellem rettigheder og forpligtelser." Overensstemmelse mellem rettigheder og forpligtelser tolker Selvstyrekommissionen således, at forøget selvstyre skal baseres på en mere selvbærende økonomi. En selvbærende økonomi må grundlæggende forstås som en økonomi, hvor vort samfund gør sig mindre afhængig af statens bloktilskud samt statens øvrige opgaveløsninger i Grønland. Fra indførelsen af hjemmestyre i 1979 til i dag er statens bloktilskud til Grønland forøget betydeligt i takt med hjemtagelse af flere og flere områder. Samtidig steg bloktilskuddets andel af Landskassens samlede indtægter. Bloktilskuddets andel af Landskassens indtægter toppede i 1995 med en andel på tre femtedele af de samlede indtægter. Siden er andelen stabiliseret og udgjorde i år 2001 godt halvdelen af indtægterne. Bloktilskuddet udgjorde i år ,8 milliarder kroner. Statens driftsudgifter og øvrige tilskud udgjorde samme år ca. 600 millioner kroner. Tilsammen havde staten således udgifter vedrørende Grønland på i alt 3,4 milliarder kroner. Den samfundsmæssige værdi er noget større. En del af bloktilskuddet bruges til overførsler til husholdninger, lønninger eller varekøb her i landet, således at der skabes nye pengestrømme ude i samfundet. Bruttonationalproduktet (BNP) er populært sagt et mål for værdien af samfundets samlede produktion. I 1998 var landets BNP beregnet til at være 7,7 milliarder kroner. Det vil sige, at statens udgifter vedrørende Grønland svarer til mindst halvdelen af værdien af samfundets samlede produktion. Processen mod selvstyre behøver ikke afvente, at der er etableret en fuldstændig selvbærende økonomi i Grønland. Men ovenstående korte beskrivelse af den økonomiske situation viser, at Grønlands nye målsætning kræver meget store forandringer af det samfund, vi kender i dag. Selvstyrekommissionens arbejde tager sit udgangspunkt i et ønske om, at Danmark og Grønland i fællesskab finder frem til den bedst mulige samarbejdsform. En samarbejdsform, der tager sit udgangspunkt i Grønlands økonomiske og erhvervsmæssige betingelser og eget engagement.

9 Samarbejdsformen i årene under hjemmestyret har udviklet Grønland til et moderne samfund, hvor befolkningens levestandard er udviklet på lige fod med den levestandard, der ses i den vestlige verden. Der er en klar opfattelse af, at videreudviklingen af rigsfællesskabet og det grønlandske samfund begge må ske på basis af landets egne betingelser og engagement. Men det er også opfattelsen, at videreudviklingen bør gennemføres i et samarbejde mellem staten og hjemmestyret. Dette samarbejde stiller fælleskrav til de to parter og krav til de to parter hver for sig. En konkretisering af essensen i en ny samarbejdsform i rigsfællesskabet må tage sit udgangspunkt i en ny erkendelse af det eksisterende samarbejdes fordele og ulemper. I udarbejdelsen af en ny model for partnerskab inden for rigsfællesskabet bør der opstilles mål for det ansvar, som fællesskabet har, og som de to parter har hver for sig. Det er i denne sammenhæng afgørende, at begge parter i fællesskabet hver for sig har en opfattelse af, at indholdet i et nyt partnerskab er rimeligt. Økonomisk set må der således være enighed om, at indholdet i partnerskabet er en investering, der er til fordel for Grønlands økonomiske selvstændiggørelse og dermed til gavn for både Danmark og Grønland. Kan denne målsætning sikres, betyder det, at staten på den ene side over tid kan mindske sine udgifter til Grønland, og at Grønland på den anden side kan sikre en mere selvbærende økonomi og dermed det afgørende grundlag for selvstyre. Som et tredje element kan denne målsætning indeholde tiltag, der via en ny arbejdsdeling sikrer forhøjede indtægter til begge parter i form af et større afkast af eksisterende fælles aktiviteter eller nye fælles aktiviteter. Selvstyrekommissionen anbefaler, at der udarbejdes en samarbejdsaftale, hvor der for begge parter fastsættes økonomiske og erhvervspolitiske mål for det fremtidige samarbejde, som følger: Fælles initiativer. Hjemmestyrets initiativer. Statens initiativer. Formålet med samarbejdsaftalen er at udarbejde en konkret udviklingsplan, der kan sikre stabile økonomiske og politiske rammer for den omstrukturering, der er nødvendig for at sikre en bæredygtig økonomi i Grønland. Økonomiske rammer, der udadtil vil signalere stor stabilitet og dermed sikre et godt investeringsklima for det grønlandske erhvervsliv. Samarbejdsaftalen skal sikre fortsat støtte til udvikling af hjemmestyret, en støtte, der har størst mulig virkningsgrad og effektivitet. Eksempelvis bør samarbejdsaftalen være med til at sikre en selvcentreret erhvervsstruktur i Grønland, således at importen af varer og tjenesteydelser fra Danmark kan dæmpes, og således at eksporten af fisk og skaldyr som råvarer på sigt kan erstattes af opbygningen af forædlingsvirksomhed her i landet. Selvstyrekommissionens arbejde med at analysere økonomi og erhvervsudvikling har vist, at der i høj grad mangler et redskab til at få overblik over ikke blot den offentlige økonomi, men også over den samlede samfundsøkonomi. Den grundlæggende fælles viden om landets økonomiske status og udvikling er ofte mangelfuld, og såvel landsstyret som Landstinget må ofte finde denne viden i eksterne forskeres og råds analyser. Derfor indstiller Selvstyrekommissionen, at de eksisterende rådgivende organer evalueres og eventuelt mindskes i antal, således at der kan findes økonomiske midler til nedsættelse af et økonomisk råd. Det nye råd skal skabe og udbrede viden om den grønlandske samfundsøkonomi. Rådets viden skal være med til at hjælpe politikere, offentlige myndigheder og erhvervslivet til at forbedre deres præstationer og dermed forbedre deres servicering af samfundet. Det økonomiske råd foreslås udpeget af landsstyret, men skal i sit arbejde sikres uafhængighed af alle offentlige og private instanser. Rådet tildeles midler til nedsættelse af et sekretariat og sikres adgang til offentlige data og oplysninger om samfundsforhold. Selvstyrekommissionen finder det ikke hensigtsmæssigt at gennemføre store samfundsmæssige forandringer på grundlag af en yderligere forringelse af det økonomiske grundlag. Forandringerne mod omstilling af den offentlige administration og dermed også det private erhvervsliv må forventes at give midlertidige nye omkostninger, og de menneskelige omkostninger må ikke forøges ved en hasarderet sænkning af bloktilskuddets størrelse i en overgangsfase. Selvstyrekommissionen ønsker ikke selvstyreprocessen opstartet på bekostning af det generelle velfærdsniveau for befolkningen. Ovenstående indstilling giver dog samtidig anledning til at diskutere, hvad Grønland vil og kan kræve af et selvstyre, uden at der sker ændringer i de eksisterende forudsætninger. F.eks. vil der med rette kunne argumenteres for, at Grønland på det handelspolitiske område allerede på det eksisterende samarbejdsgrundlag og forudsætninger med fordel for begge parter kan forhandle sig til forøget selvstyre. Selvstyrekommissionen vil på denne baggrund indstille, at der ikke gennemføres ændringer i det eksisterende forhandlingsgrundlag for bloktilskuddet fra staten. Samtidig ønsker Selvstyrekommissionen følgende betingelser opfyldt, før der indledes forhandlinger med staten om en omlægning af de eksisterende samarbejdsaftaler: 1. at der udarbejdes en økonomisk strategiplan på basis af en forbedret strukturovervågning. Strategiplanen skal beskrive overskueligt, hvordan bloktilskuddet løbende erstattes af alternative indtægtskilder, såvel for hele landet som for de enkelte regioner og lokalområder. Den økonomiske strategiplan skal ikke blot beskrive eksisterende og fremtidige styrkepositioner, men skal også beskrive, hvordan man i fremtiden kan undgå offentlig forsørgelse af en stor del af befolkningen i den arbejdsdygtige alder. 2. at der er udarbejdes og igangsættes en handlingsplan for landets samlede erhvervsudvikling. En handlingsplan som realistisk beskriver muligheden for forøgede indtægter til dækning af de indtægter, der falder bort ved reduktion af bloktilskuddet. Erhvervsudviklings-indsatsen skal både målrettes til forøgelse af de eksisterende basiserhverv, herunder ikke mindst følgeerhvervene i fiskeriet, samt forøge den importbegrænsende produktion, hvor dette kan ske på konkurrencemæssige vilkår. Handlingsplanen skal samtidig indeholde realistiske overvejelser om, hvordan forvaltningen af naturressourcerne kan ske på et bæredygtigt grundlag.

10 3. at der udarbejdes og igangsættes en handlingsplan for en betydelig omlægning og reduktion af den offentlige forvaltning. Denne handlingsplan skal være direkte forbundet til handlingsplanen for erhvervsudviklingen, således at fritstillet arbejdskraft fra den offentlige forvaltning kan sikres nye jobs i det private erhvervsliv. 4. At der udarbejdes og igangsættes en handlingsplan for en markant forøgelse af befolkningens uddannelsesniveau. Uddannelsesfrekvensen, dvs. antallet af unge af en ungdomsårgang, der får en kompetencegivende uddannelse, skal forøges til et niveau, som findes i de nordiske lande. Handlingsplanen skal udover konkrete forandringer i folkeskolen og i eksisterende ungdoms-, erhvervs- og videregående uddannelser også omfatte en handlingsplan, der centralt koordinerer den samlede efteruddannelse og opkvalificering af den eksisterende arbejdsstyrke, således at denne kan deltage aktivt i etableringen af nye erhverv. For at få et sikkert vidensgrundlag for udarbejdelsen af de nævnte strategi- og handlingsplaner foreslås det analytiske arbejde udført af et sekretariat under Det økonomiske Råd, som Selvstyrekommissionen som tidligere nævnt anbefaler nedsat. Sidst opdateret den 25. oktober 2005