Mathias 0.b. Udviklingsprojektet er støttet af SL s og BUPL s Udviklings- og Forskningsfond

Transkript

1 Børnsdeltagelseinatur Naturen er, hvor man lever og oplever noget Mathias 0.b. Udviklingsprojektet er støttet af SL s og BUPL s Udviklings- og Forskningsfond Udviklingsprojektet er uarbejdet af Helle Nielsen Center i Bardoms- og Ungdomsforskning RUC 2007

2 Indholdsfortegnelse Indledning 2 Præsentation af SFOen Blæksprutten 2 Projektet i praksis 3 Rapportens opbygning 4 Kap. 1 Børnenes relationer til natur 5 Hvad kan man i naturen? 5 Børnenes steder i uderummet 9 Omsorgen overfor natur 12 Fantasien udfolder sig 13 Afrunding 18 Kap. 2 Projektets betydning for pædagogerne 19 Udelivet i Blæksprutten 19 Forandringer og udviklingsperspektiver 20 Afrunding 21 Kap. 3 Deltagelsesmetoderne i børnefokusgrupperne 23 Første fokusgruppe gående interviews 24 Anden fokusgruppe børnene interviewer hinanden 27 Tredje fokusgruppe børnene tager billeder 30 Afrunding 32 Videre læsning 33 1

3 Indledning Vi ved, set ud fra et voksenperspektiv, at natur og udeliv er afgørende for børns udvikling. Men hvad siger børnene til naturen og kan pædagoger lade sig inspirere af dem? Flere projekter har dokumenteret vigtigheden af, at børn har adgang til natur og udeliv i deres institutionsliv (Grahn 2000, Viggsø & Nielsen 2006, Vingdal & Hollekim 2001 mfl.), hvilket har skabt fokus på de mere videnskabelige argumenter for udelivets betydning for børn. Dette projekt er ikke ude på at efterligne sådanne undersøgelser, men vil supplere dem ved at se på, hvad børn siger og tænker om natur. Således anlægges der et børneperspektiv, der har til formål at synliggøre, hvorledes børns hverdagsliv spiller sammen med natur. Projektets centrale omdrejningspunkter er børns relationer til natur og børns deltagelse. Gennem tre forskellige typer af fokusgrupper synliggøres børns relationer til natur. Herigennem dannes et billede af, hvilke erfaringer og oplevelser børn har med naturen. Senere gives bud på hvilke forandringer og udviklingsmuligheder, projektet har initieret, herunder hvorledes børns forhold til natur kan indgå i udviklingen af det pædagogiske arbejde. I den forbindelse er formålet med projektet ligeledes at sætte fokus på, hvordan børn kan inddrages i dagligdagen og dermed i højere grad blive medskabere af deres hverdag. Projektet er finansieret af SL s og BUPL s Udviklings- og Forskningsfond og har været placeret i Center i Barndoms- og Ungdomsforskning ved Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning, Roskilde Universitetscenter. Den primære vejledning og sparring har forskningsleder Jan Kampmann bidraget med. Helle Nielsen har udført projektet i praksis, skrevet denne rapport samt den tilknyttede pjece. I forbindelse med projektet er der udarbejdet en pjece om Børns natur, som sendes ud til samtlige SFOer i Danmark. Præsentation af SFOen Blæksprutten Projektet er tilknyttet SFO-afdelingen Blæksprutten på Fløng Skole i Høje- Taastrup Kommune. Projektforløbet har strakt sig fra august 2006 til februar 2007, hvor der vil blive afholdt et afsluttende arrangement i SFOen. Til foråret 2007 afprøves en naturvejlederordning, der vil forløbe over en måned. Samarbejdet med SFOen startede i januar 2006, hvor der blev afholdt et møde med lederne fra skolens to SFO-afdelinger samt SFO-lederen på Fløng Skole. Ved dette møde fremlagdes ideer og projektbeskrivelse og vi blev enige om, at projektet skulle tilknyttes SFO-afdelingerne ved Fløng Skole. I august 2006 var projektet klar til at blive søsat, det blev planlagt i detaljer, der blev afholdt møder med SFO-afdelingen og forældrene blev informeret om projektet. 2

4 På grund af projektets begrænsede tidshorisont valgte vi, at projektet kun blev tilknyttet den ene af de to SFO-afdelinger. Pædagogerne besluttede, at projektet skulle knyttes til SFO-afdelingen Blæksprutten. Der er ca. 80 børn i Blæksprutten fra klassetrin. Børnene møder i SFOen efter skole, hvor pædagogerne henter dem i klasserne. Lokalerne i SFOen ligger mellem børnenes klasselokaler, derudover er der ekstra lokaler i SFO-tiden, hvor børnene har hyggekrog, computere, playstation, mulighed for at lave håndarbejde eller andre aktiviteter. Det er knyttet 8 pædagoger til afdelingen, hvoraf 4 af dem er uddannet pædagoger. Projektet i praksis Den praktiske del af projektet er opbygget omkring tre fokusgrupper. Den første fokusgruppe blev gennemført i september måned, hvor der udførtes gående gruppeinterviews med børnene, som blev optaget og transskriberet. Den anden fokusgruppe blev gennemført i oktober måned, her udførte børnene selv gående interviews. Her viste de hinanden deres natur-steder og snakkede om, hvad de syntes var sjovt ved naturen. Disse interviews blev ligeledes optaget og transskriberet. I den tredje fokusgruppe fotograferede børnene deres natursteder i området og efterfølgende snakkede vi om fotografierne. Denne snak blev ligeledes transskriberet. Sideløbende med disse fokusgrupper blev der afholdt to planlægningsmøder med ledelsen og to møder i løbet af efteråret med pædagogerne fra Blæksprutten. Som afslutning på projektet afholdtes der, i samarbejde med pædagogerne og børnene, et afsluttende arrangement i starten af februar Ved dette arrangement fremvistes dele af børnenes fokusgrupper for forældrene og den pjece som blev udarbejdet i forbindelse med projektet uddeltes til forældrene. Figur 1. Projektets empiriske forløb. 3

5 Forældrene i Blæksprutten fik skriftlig information om projektet i august måned. De havde mulighed for at henvende sig til personalet i SFOen, hvis de ikke ønskede, at deres barn skulle deltage i projektet - ingen forældre henvendte sig. De forældre, hvis børns citater og fotografier indgår i rapporten og pjecen, har givet mundtligt samtykke hertil. I alt har 42 børn fra klasse været involveret i projektet i løbet af de tre fokusgrupper, 12 af disse børn har både deltaget i første og anden fokusgruppe. Rapportens opbygning Rapporten er, ligesom den tilhørende pjece, illustreret med de fotografier, som børnene har taget i løbet af projektet. Rapporten er opbygget omkring 3 kapitler. I de to første kapitler beskrives børnenes relationer til naturen samt de perspektiver og udviklingsmuligheder, som har vist sig i løbet af projektperioden. Afsluttende beskrives de deltagelsesmetoder, som har været benyttet i projektet. 1. kapitel Børnenes relationer til natur De temaer som blev synliggjort gennem børnenes tre fokusgrupper præsenteres og børnenes relation til natur træder frem. Naturen og ude-livets betydning for børnene bliver berørt løbende i kapitlet. 2. kapitel Projektets betydning for pædagogerne Skitsering af hvilke udfordringer, potentialer og udviklingsperspektiver, der tegner sig ved projektets afslutning. 3. kapitel Deltagelsesmetoderne i børnefokusgrupperne Kapitlet beskriver gennemførelsen af børnenes tre fokusgrupper, bearbejdningen af empirien og opridser erfaringerne fra fokusgrupperne. 4

6 Kapitel 1 Børnenes relationer til natur Dette kapitel samler op på de resultater og perspektiver, som har vist sig i børnenes tre fokusgrupper. Gennem forskellige typer af gående interviews, børnenes egne fortællinger fra området og deres fotografier, får vi her indblik i børnenes forhold til natur. I løbet af fokusgrupperne henviste børnene ofte til skoven. Set fra et voksenperspektiv er området omkring SFOen Blæksprutten et godt udeområde med legepladser og fodboldbaner, der er omgivet af krat og træer. Men vi voksne vil ikke henvise til områderne som værende skov. Set med børnenes øjne er de små områder med træer og krat forskellige skove og det er sådanne områder, der henvises til, når skoven bliver omtalt. Efter at empirien er blevet bearbejdet, tegner der sig overordnet fire temaer, som er beskrivende for børns forhold til natur. De følgende afsnit er inddelt efter disse; Hvad kan man i naturen?, Børnenes steder i uderummet, Omsorgen overfor natur og Fantasien udfolder sig. Hvad kan man i naturen? Naturen er, hvor man lever og oplever noget Mathias 0.b. Alle børnenes begrundelser for hvorfor skoven er sjov at opholde sig i, har et oplevelsespræget afsæt, som også indeholder et socialt perspektiv. Der er forskellige typer af fællesskaber omkring oplevelserne; man kan klatre, man kan danse, man kan synge, man kan gemme sig, det er stort, der er meget plads, man kan lave huler, lave fælder, kigge på dyr, lege hemmeligt og man kan være alene. I de følgende afsnit vil jeg se nærmere på, hvad det er, at børnene selv siger, at de kan i naturen, herunder; udfordringerne, alene-stederne og sanserne i naturen, samt naturens sociale betydning. Temaerne griber ind i hinanden, ikke desto mindre er de, for overskuelighedens skyld, forsøgt adskilt. Naturen er udfordring og forhindringsfuld Børnene i klasse bruger umotiveret ord som forhindringsfuldt og udfordring om deres relation til natur. Lasse fra 2. klasse siger, at træerne er mere forhindringsfulde end legepladsen og naturen er skabt mere forhindringsfuld, mens Caroline fra 3. klasse siger, at natur er udfordring. Børnenes egne udtalelser om, at natur er udfordring og forhindringsfuld, ligger tæt op af eksperters beskrivelser af udelivets betydning for børn. Ud fra forskellige undersøgelser beskriver Vingdal & Hollekim, at der i naturen er udfordringer og muligheder for hele mennesket, både rent fysisk, motorisk, socialt, emotionelt og kognitivt (Vingdal & Hollekim 2001). Vigsø & Nielsen 5

7 bruger også begrebet udfordringer, når de henviser til naturen som værende repræsentant for et dynamisk miljø med mange udfordringer og muligheder (Vigsø & Nielsen 2006). Men det er tilsyneladende ikke kun et professionelt voksensynspunkt, at naturen byder på mange udfordringer for børnene, det er ligeledes en betragtning, som børnene selv giver udtryk for i fokusgrupperne. De fleste af børnene fortæller, at de godt kan lide at klatre i træerne. Både drenge og piger henviser til klatretræerne som værende en kvalitet ved naturen. Pigerne fra 0. klasse nævner intet om klatretræer i 1. og 2. fokusgruppe, til gengæld tager de mange billeder af deres klatretræer, da de er ude og fotografere i 3. fokusgruppe. I alt vælger over halvdelen af børnene at fotografere deres klatretræer, da de i 3. fokusgruppe tager billeder. Andreas fra 1.b siger; det er rigtig sjovt at være i naturen, der er totalt mange klatrestativer. Andre fortæller om, hvordan man får rørt sig mere i naturen end på legepladsen og at klatretræerne er sjovere, desto sværere de er. Klatretræet tilgodeser børnenes søgen efter balance mellem tryghed og udfordring, her kan børnene selv vælge, hvor højt op de vil klatre. Samtidig giver klatretræet børnene mulighed for at sidde trygt og roligt, mens de kan holde øje med området omkring dem. (Grahn 1997) Disse kvaliteter nævner Oliver M. og Lasse fra 2.b i første fokusgruppe også, da de fortæller om, hvorfor klatretræer er gode. Oliver M.: her kan man mere sidde og hygge sig i et træ Lasse: det er mere forhindringsfuldt (end klatrestativer) Oliver M.: og det her er så det træ, som man plejer at sidde i, jeg kalder det for Gamle knirke Da børnene i 3. fokusgruppe tager billeder af steder i naturen, som de synes er sjove, vælger halvdelen af børnene at tage billeder af deres huler. En gruppe drenge fra 2. klasse viser et par af deres 15 huler frem. I hulerne fortæller drengene, at man kan spise brombær, lege gemmelege, lege krig, klatre i træer og så kan man sidde rigtig lang tid i hulerne. Pigerne i 0. klasse fotograferer ligeledes deres mange huler, efterfølgende fortæller de ud fra billederne, hvad de fortager sig i hulerne; de laver muddermad, de udspionerer, leger hemmeligt, de snakker, de ligger mens de kigger ud og de kaster med bær. Hulerne er vigtige for børnene og her foregår mange forskelligartede aktiviteter, hulerne fungerer ligeledes som et fristed fra andre børn og voksne. 6

8 Det er karakteristisk, at jo ældre børnene er, desto længere væk fra SFOen ligger deres huler. 2. og 3. klassernes huler ligger så langt væk som muligt, mens 0. klassernes huler ligger meget tæt ved SFOen i forbindelse med legepladsen. Dette skyldes sandsynligvis, at børnene leger steder, hvor de kan finde balancen mellem tryghed og udfordring. De ældre børn bevæger sig længere væk fra SFOens bygninger, når balancen mellem udfordring og tryghed skal opretholdes, mens de yngre børn holder sig tæt ved de vante omgivelser. Oliver R. og Christoffer 2.b har fotograferet deres madhule. Naturen som alene-stede De ældre piger er meget optaget af at lege hemmeligt i skoven, hvor der ikke er andre, der kan høre eller se dem. Da pigerne i 3. klasse går alene i skoven nævner de tre gange, at skove er et godt alene-sted, her et eksempel; Cecilia: jeg synes bare, at det er rigtig hyggeligt at være heroppe i skoven, for der er ikke så mange børn, der larmer. For hvis der er børn, der larmer, så er det ikke særlig sjovt, hvis man skal lave et eller andet hemmeligt for eksempel Det tyder på, at jo ældre børnene er, desto vigtigere er det for dem, at de kan være alene i skoven. Børnenes ønsker om at have steder, hvor de kan lege alene berøres også i svenske undersøgelser, der omhandler børns socialisering i forhold til ophold i naturen. Undersøgelserne konkluderer, at børn udvikler bedre sociale relationer i naturbørnehaver, fordi børnene her har mulighed for at lege sammen og samtidig har mulighed for at søge ud, hvor de kan lege alene. Behovet er aldersbetinget, desto ældre børnene er, jo større behov har de for at søge væk fra omgivelserne omkring børnehaven til et rum, hvor de kan være alene (Grahn 1997). Sanserne aktiveres Det er dokumenteret i svenske og danske undersøgelser, at børns udeliv har betydning for motorik og fysik. Når børn er ude, forbedres balance og grundlæggende bevægelser, aktivitetsniveauet stiger og børnenes motorik forbedres, da de løber alsidigt i naturen, hvor der er volde, ujævnheder og andre forhindringer (Vigdal & Hollekim 2001, Vigsø & Nielsen 2006). I løbet af fokusgrupperne ses det, hvordan børnenes bevægelsesmønstre ændrer sig, når vi kommer ind i skoven, her bevæger de sig betydeligt mere end udenfor 7

9 skoven. I skoven løber og bruger de kroppen til at vise deres fortællinger. Børnenes bevægelser er fyldt med informationer, i dette tilfælde om deres forhold til natur. Set i det store tidsperspektiv har mennesker længe været dybt afhængige af, at kunne tolke naturen gennem sanseindtryk og det er kun kort tid, at mennesket har levet uden kontakt til naturen. Selvom vores overlevelse ikke længere afhænger af, hvorvidt vi kan begå os i skoven, så er naturens sanseindtryk ikke desto mindre stadig værdifulde i vores hverdag. Naturens sanseindtryk giver mulighed for, at børn kan fordybe sig, gå på opdagelse og få alsidige oplevelser. Den sansemæssige kontakt med naturen er afgørende for skabelsen af vores identitet. I vores moderne liv opholder børn sig meget foran fjernsyn, computere og playstation. De erfaringer de her gør sig, har blandt andet et socialt potentiale, men samtidig er det afgørende, at hjernen også får informationer fra et aktivt sansende kropsbrug. (Vigdal & Hollekim 2001, Hansen 2003) Det er ikke overraskende at børnenes sanser er aktive, når de bevæger sig udenfor. Især når børnene er alene i skoven, går de på opdagelse efter flotte svampe, blade, bær og dyr. Sanserne er i spil og de er engagerede på en anden måde, end når de leger på legepladsen. Børnene betragter skoven, når de fantaserer over, hvad den ligner, når de skal finde veje og omveje eller når de lægger mærke til, hvordan træernes farver skifter i forhold til årstiderne. Når der bygges og indrettes huler og når børnene bevæger sig i hulerne er sanserne i centrum, børnene ser, føler og lytter sig frem i legen. Naturligt nok er synssansen meget i spil, når børnene tager billeder i området. Drengene i 2. klasse har taget et billede af himlen, fordi de godt kan lide himlen og kigger på den, når de vil fantasere. Rolf og Philip fra 0.b tager mange billeder af himlen med en begyndende solnedgang. Disse billeder adskiller sig fra de mere aktivitetsprægede billeder, som drengene ellers har taget. Interviewer: I er gode til at tage billeder af himlen, hvad er det med himlen? Philip: fordi den er flot, kan du ikke se, at det er lidt flot? 8

10 Naturens sociale betydning Det er især på de ture, hvor børnene går alene, at jeg får indblik i deres fælles lege. Alle fokusgrupperne bærer præg af, at børnene har et fællesskab og samarbejder omkring deres lege og deres samtaler. Børnene samarbejder omkring samtalen, både når jeg går med dem og når de går alene. De bygger videre på det, som de hver især siger, de supplerer hinanden og på den måde bidrager alle til samtalen. Under anden fokusgruppe indvier drengene fra 2. klasse os i en fantasileg, der i høj grad bærer præg af samarbejde. Den ene starter noget, den anden bygger videre, og på den måde opstår deres fælles leg og historie. Da de viser billederne fra deres gåtur i skoven, fornemmer man ligeledes, hvordan drengene har et fællesskab omkring deres lege. Når de er uenige om, hvad billederne viser, så snakker de sig frem til, hvem der eksempelvis har sat fodsporene i skovbunden. Legene er noget, som drengene har sammen og som er en del af deres hverdag, de finder genkendelighed og måske også tryghed i deres liv med skoven. Pigerne i 2. klasse samarbejder omkring hulerne og deres indretning, skabelsen af hulerne er et fælles for dem og samtidig sætter de pris på, at der er roligt i deres huler. Når pigerne er alene, taler de meget om, hvem de har huler sammen med, hvem der har lavet hvad og hvilke historier, der er knyttet til hulen. Det er primært drenge, de deler hulerne med, hulerne danner således rammerne omkring et socialt fællesskab på tværs af køn, som sjældent observeres andre steder i SFOen. Børnenes steder i uderummet Børnene har mange steder i skoven og samtidig har de stort kendskab til, hvordan man bevæger sig i området omkring Blæksprutten. Det forrige kapitel beskrev, hvordan børnenes skove er fyldt med klatretræer, huler, fælder og andre ting, som børnene selv har skabt sig. Alle ting der vidner om, at børnene skaber sig egne steder i naturen og har et stort kendskab til området. I de følgende afsnit ses der nærmere på børns steder i uderummet, herunder beskrives; hvordan børnene indtager uderummet, børnenes kendskab til området og betydningen af børns steder. Børnene indtager skoven I anden fokusgruppe er børnene mere fri af den voksne interviewers påvirkning, her fornemmer man på samtalerne og legene, at børnene er mere løsslupne og støjende, når de går udenfor. Flere af børnene digter sange eller synge sange, som de kender i forvejen. Alle børnene løber under deres ture og langt de fleste råber og skriger under turene. Der opstår også lege under nogle af børnenes ture alene i området. Drengene i 0. klasse starter en fangeleg med en de møder på fodboldbanen, pigerne fra 0. klasse hopper vildt i vandpytter, en pige fra 1. klasse begynder at danse og pigerne fra 2. klasse kravler i træer og buske på deres gåtur. Her er et uddrag af en sang, som Caroline fra 3. klasse begyndte at digte i skoven; 9

11 Caroline: her går jeg med Cecilia, hun kan lide mig, jeg kan lide hende, for vi er bedste venner, her går vi også i skoven, vi finder nogle svampe, tida bum tida bum tida bum. Jeg kan godt lide Cecilia for hun er min smukke dronning, Cecilia og mig har kendt hinanden siden børnehaven Børnene indtager uderummet, de skaber sig egne lege og andre aktiviteter, når de bevæger sig udendørs. Den mest støjende gruppe var en gruppe fra 1. klasse. Når jeg har observeret disse børn i SFOen, er de meget stille. Denne forandring i børnenes væremåde kan skyldes mange ting, det kan meget vel være på grund af optagerens attraktionsværdi, men det kan ligeledes skyldes, at der ikke er nogle voksne tilstede. Samtidig kan det meget vel være fordi, udelivet opmuntrer dem til at være støjende og i bevægelse her er ingen normer for børnenes opførelse. Børnenes kendskab til området Når man går med børnene i skoven, har størstedelen af dem et indgående kendskab til, hvor stierne er, hvor det er bedst at gå ind, hvordan man bevæger sig igennem krattet osv. Dette viser sig både når børnene går med mig og når de går alene. Når børnene i 3. fokusgruppe fortæller om deres billeder, bliver man ligeledes overbevist om, at de har et indgående kendskab til området. Flere af børnene har enormt detaljerede beskrivelser af skoven og deres huler, der vidner om, at deres opmærksomhed og orienteringssans er styrket i skoven. Da børnene fra 1. klasserne går i skoven alene, er der en af pigerne, der kan se, at de er ved at være ved trappen, fordi hun kan genkende nogle træstubbe, som hun orienterer sig efter; Anisha: der kommer den en træstub, den viser, at vi snart er der Andreas: nej, der er lang tid til Anisha: nej, det varer ikke særlig lang tid, den næste den siger, at vi er der næsten Når man lytter børnenes samtaler igennem får man indtryk af, at området omkring SFOen er enormt stort og fyldt med forskellige skove. Pigerne i 2. klasse viser fire huler indenfor et ganske lille område. Da Mathias og William fra 0. klasse går alene i området under anden fokusgruppe, beskriver de indirekte området som værende fyldt med mange skove. På forskellige tidspunkter under turen taler drengene om, hvilke skov de skal gå ind i, de nævner i alt fire forskellige skove på deres tur; William: vi kan også bare gå ned i den der skov William: skal vi bare være inde i denne her skov og så lave noget derinde Mathias: jeg synes, vi skal gå lidt derhen af og så gå ind i den der skov Mathias: kom vi går hen til skoven der Set fra drengenes perspektiv er området omkring SFOen fyldt med mange skove, som alle byder på forskellige oplevelser. Set fra et voksenperspektiv er området omkring SFOen et godt ude-område med fodboldbaner med et levende 10

12 hegn omkring, imellem fodboldbanerne er der træer og buske, men voksne vil ikke beskrive området som en skov. Børnene stiller således ikke store krav til størrelsen på et naturområde, en skov kan være ganske lille og stadig have de kvaliteter, som børnene søger. Det, som vi voksne vil betegne som nogle træer, kan for børnene være en unik og mangfoldig verden, hvor der findes trolde, elvere, huler, klatretræer og rum for at være alene. Betydningen af børns steder Man kan skelne mellem steder til børn og børns steder. Steder til børn karakteriseres ved at de er planlagt af voksne og institutionaliseret. Rasmussen har studeret børns hverdagsliv i deres kvarterer, her er eksempler på, at børn skaber sig egne steder børns steder, som ikke er planlagt af voksenkulturen. Børn udtrykker indirekte gennem valget af deres steder, at de har behov for at have adgang til områder, hvor de selv kan skabe sig egne lege og steder. (Rasmussen 2006) I dette projekt kan man ligeledes konstatere, at børn relaterer sig til andre steder end dem, der er planlagt til dem, som eksempelvis deres huler og klatretræer. Der er flere eksempler på, at børnene tillægger disse natur-steder særlig betydning. Klatretræet Gamle knirke er besjælet idet, det har fået et navn og der er særlige fortællinger knyttet til træet. Børnene tillægger ligeledes deres huler stor betydning. Et par af pigerne i 2. klasse har fremtidsplaner for deres hule og bygger selv redskaber af grene, som de kan bruge i hulen. I anden fokusgruppe går pigerne alene mellem hulerne, her viser det sig, at de har et meget nært forhold til hulerne og deres beskrivelser af hulerne er enormt detaljeret, når den voksne ikke er tilstede; Diana: kom vi skal ind i vores hule, ju ju ju ju Katrine: vi er kommet ind i hulen nu Diana: ja den er sjov Katrine: og vi har bygget borde og senge og bænke og stole og noget mad. Der har vi bygget en seng. Det der er det bedste værested, mig og Diana bygger nemlig seng, ikke Diana Katrine: det her, det var vores toilet og så har vi stuen Diana: det der er køkkenet Katrine: og der var vores fuglebur og det der var engang vores første hule Uderummet er ikke gennemplanlagt af voksne, derfor er det ideelt, til at børn kan skabe sig egne steder. Børnene udformer selv deres steder, når de leger udendørs. De former og omformer uderummet, så det bliver til deres sted. Denne brug af naturen giver Caroline fra 3. klasse et meget rammende beskrivelse af. Hun fortæller om naturen som et materiale, der kan formes og omformes alt efter, hvad man vil med den; Interviewer: hvorfor kan du godt lide natur Caroline: fordi jeg synes det er udfordring Interviewer: udfordring 11

13 Caroline: ja Interviewer: hvordan det Caroline: at det er, at man kan klatre rundt i træerne og finde dyr og alt muligt, man kan lave næsten lige, hvad man vil med den I alle interviews og fotografier er der eksempler på børnenes tilknytning til deres natur-steder. Disse steder er ikke umiddelbart synlige for os voksne. Først når vi lader børnene vise os og fortælle os om deres steder, træder de frem. I de tilfælde viser det sig, at der i uderummet er behov for anderledes steder, hvor børnene kan skabe og udforme sig egne steder og dermed sætte sig spor i uderummet. Omsorgen overfor natur Børnene havde en klar opfattelse af, at chips-poser og gamle skriveborde ikke hører til i naturen, de yngre børn kaldte dem, som smider ting i naturen for naturplagere, dyreplagere, skovsvin eller uhøflige. Drengene i 0. klasse og pigerne i 3. klasse siger begge, at affald kan være skyld i, at dyrene dør. Børnene har således en klar opfattelse af, at affald står i modsætning til natur. Lasse fra 2. klasse personificerer naturen, da han får øje på noget affald under første fokusgruppe; Lasse: naturen bliver hele tiden nødt til at holde sig for næsen Interviewer: hvad siger du, at naturen skal holde sig for næsen? Lasse: ja, se alt det affald Interviewer: så holder naturen sig for næsen Lasse: ja, det bliver den da nødt til Mange af børnene henviser til, at det kan gøre ondt på naturen, ligesom det kan gøre ondt på mennesker. Der er kun én pige- og én drengegruppe begge fra 2. klasse, der afviser, at det kan gøre ondt på naturen. I 0. og 1. klasse personificeres træerne, idet de kan bløde og har arme. Fra klasse sammenlignes naturen med mennesker. Forklaringen på, at det gør ondt på naturen er, at alle ting har følelser, træerne er levende, tingene er levende, træerne har mange følelser - ligesom mennesker. Her fortæller Diana og Katrine fra 2.b, hvorfor det kan gøre ondt på naturen: Diana: det kan være det gør ondt, hvis en gren den knækker af Interviewer: så kan det godt gøre ondt Katrine: de er jo også ligesom mennesker Interviewer: hvem er ligesom mennesker? Katrine: træerne for eksempel de vokser jo også Interviewer: ja Diana: hvis man nu hiver den her op med rod og sådan noget, det kan godt gøre lidt ondt Interviewer: det kan godt gøre ondt Diana: så kan det her gå ud Katrine: også hvis man piller barken af, så udtørrer træet 12

14 I børnenes omsorg overfor naturen ligger der et stort uudnyttet potentiale, som kan gøres mere nærværende i dagligdagen via aktiviteter og samtaler. Børnene fortæller, at det kan gøre ondt på naturen, fordi den er levende, samtidig er de bevidste om, at affald er skadeligt for naturen og dyrene. Dette syn på naturen har et helhedsorienteret præg, som ikke nødvendigvis sætter mennesket i centrum som værende herre over naturen. Det er eksempelvis ikke på grund af menneskene, man skal lade være med at smide affald, det er på grund af naturen og dyrene. Dertil kommer, at flere af børnene beskriver naturen som værende levende, havende et liv præcis som os mennesker. Jeg ser således en tendens til, at børnene ikke sætter menneskets ret i centrum, men henviser primært til naturens ret, når de argumenterer for, hvorfor det gør ondt på naturen eller hvorfor man ikke skal svine i skoven. Et perspektiv som kan relateres til naturreligionernes natursyn, hvor naturen er besjælet og har en kraft i sig selv (jf. Haaning 2002). Dette vil jeg på nuværende tidspunkt undlade at komme nærmere ind på, men blot understrege, at børns naturopfattelse, når det handler om omsorg overfor naturen, sætter naturen i centrum. Set med et fremtidigt bæredygtighedsblik, kunne vi lade os inspirere af børnenes syn på natur, såvel i det pædagogiske arbejde, som i forvaltningen af natur. Fantasien udfolder sig Muligheden for at bruge sin fantasi er afgørende for børns kreativitet. Der er forskellige former for fantasi i spil, når børnene bevæger sig og finder egne steder i skoven. Der viser sig overordnet at være to typer af fantaseren i skoven. Den ene type fantaseren centrerer sig omkring udfoldelsen af børnenes fantasilege, hvor eksempelvis træerne kan danne en hestefold i pigernes leg. Den anden type fantaseren knytter sig til skovens liv og de eventyrlige skabninger, som lever i skoven, her får vi voksne et indblik i skovens mystik set med børnenes øjne. Den fantasi som børnene udtrykker, når vi går i skoven eller når vi ser på deres huler, bærer præg af, hvad de hver især bringer med sig ind i skoven. Nogle drenge i 0. klasse spiller rollespil, hvilket har betydning for deres fantasi i skoven, andre har fået fortalt historier eller haft oplevelser, som de tager med sig ind i skoven. Fantasilegene Hos 3. klasserne og pigerne i 2. klasse udfolder fantasien sig frit i forhold til legen i skoven og i deres huler. Fantasien bruges og deres egen leg opstår, legene er forskellige fra de lege, der leges på rampen og på legepladsen, som begrænser sig til forskellige fangelege og jorden er giftig. Skoven er ikke, i samme grad som legepladsen, tilrettelagt af voksenkulturen, derfor får fantasien frit løb og der opstår nye individuelle lege med en stor portion af selvbestemmelse. Udfoldelsen af fantasien hos drengene i 3. klasse kommer til udtryk, når de fortæller om deres huler, hvor de laver mange fantasifulde 13

15 fælder, som udspringer af deres færden i skoven. Da pigerne i 2. klasse går tur alene under anden fokusgruppe finder de en trylledrik, hvilket vidner om, at også de har disse mere fortryllede forestillinger i naturen, hvilket ikke kom frem, da jeg gik med dem. Trine 2.b viser sin hestefold. Under 1. fokusgruppe fortæller drengene i 2. klasse om, hvordan de fantaserer over formerne i skoven, formerne i skyerne og over hvad streger på træstammer forestiller. Ved at kigge rundt fantaserer de sig frem til, hvad naturen omkring dem ligner. Da børnene er ude og tage billeder, har en anden drengegruppe fra 2. klasse taget billeder af himlen, om billedet fortæller han; Oliver R.: hvis jeg keder mig, så lægger jeg mig hen på bakken ved fodboldbanerne og kigger om skyerne ligner noget de kan ligne alt muligt, en trold og en hest Skoven er mystificeret Fantasien er i spil, når børnene fortæller og bevæger sig i skoven. Der er flere af børnene, hvis fortællinger vidner om, at der er elvere eller trolde i skoven. En gruppe drenge fra 2. klasse fortæller, at elverne lever i skoven, derfor forklares alt med elverne; skoven er der for elvernes skyld, elverne smider affaldet, elverdronningen dræber fuglene osv. Pigerne i 0. og 1. klasse nævner, at der findes trolde eller spøgelser i skoven, men 1. klasserne er ikke overbeviste. Nogle drenge i 1. klasse fortæller om det liv, som træerne lever, om hvordan træerne har arme, krop og hud, også drengene i 0. klasse fortæller om træernes arme. Naturen gives liv, den besjæles af børnene. Hos en dreng i 0. klasse blandes hans drømme ind i skoven, han fortæller om et mørkt sted i skoven, hvor han har siddet fast, men det viser sig at være en drøm, som endte, da hans far tændte lyset. Han er selv overbevist om, at det er sket i virkeligheden, nede i den mørke del af skoven. På drengenes tur alene i skoven under anden fokusgruppe er de på vej op af bakken og ind i skoven af en dør, denne dør findes ikke, men illustrerer tilsyneladende deres indgang til skoven. Det viser sig imidlertid, at drengene ikke tør gå ind i skoven alene på grund af det uhyggelige. I anden fokusgruppe er 0. klassernes fantasi 14

16 tilsyneladende mere kraftfuld, end jeg havde fået indtryk af, da jeg gik med dem igennem skoven i første fokusgruppe. Mathias: men først må vi gå op af bakke og ind af den der dør William: jamen det er der, at der kommer det uhyggelige Mathias: nej, jeg skal nok passe på dig inden i den der uhyggelige skov William: jeg gider ikke gå derover, vi fortæller bare her okay Mathias: uhm Da en anden drengegruppe fra 0. klasse skal ud og tage fotografier i tredje fokusgruppe, siger de straks til mig, at skoven er det sjoveste sted, men da de når skoven, tør de ikke at går derind. De overvinder imidlertid frygten, fordi de gerne vil have et billede i selve skoven, så de løber derop tager et billede og løber ned på boldbanen igen. Skoven er forbundet med uhygge og mystik, når de yngre børn bevæger sig ind i skoven. Rolf og Philip 0.b fotograferer deres skov. Fortælling om Lasse og Olivers skov Gennem de tre fokusgrupper fik jeg et helt specielt indtryk af Lasse og Oliver M s forhold til skoven. Første gang drengene fra 2. klasse indviede mig i deres lege i skoven var i første fokusgruppe under vores fælles gående interview, hvor de fortalte mig om skovens mystificerede liv. Anden gang var under anden fokusgruppe, hvor de på eget initiativ indspillede et livagtigt hørespil og sidste gang var under tredje fokusgruppe, hvor de tog billeder af de mystiske ting, som foregår i skoven. Det første møde med børnenes fortryllede skov og deres oplevelser i den, var en udfordring for mig, som til dagligt er omgivet af realiteternes magt. Herunder er der et eksempel på mit første møde med drengenes skov. Oliver M.: elvere er bare sådan nogle helt almindelige mennesker med spidse øre Lasse: uhm Oliver M.: de er også sådan lidt tarvelige og onde Lasse: er det ikke rigtig Olli, vi fik sådan et sår Oliver M.: det var også der, at jeg fik det her (peger på en rift) Interviewer: nå for pokker 15

17 Lasse: de gør sådan, så dine øre bliver lidt forandret Interviewer: kan man så høre bedre? Oliver M.: synes du ikke jeg, at de er sådan (hiver op i ørene) Interviewer: lidt mere spidse? Oliver M: ja, at de er mere spidse end Lasses Interviewer: (lang pause) det kan godt være, at de er lidt mere spidse end Lasses Oliver M.: det synes jeg Lasse: ja Oliver M.: også altid når det er, at jeg kigger hjemme i mit spejl, så er de bare altid helt spidse Interviewer: der er forskellige ører Efter lang tænkepause giver jeg børnene ret i, at Olivers øre er lidt mere spidse end Lasses. Da Lasse efterfølgende siger, at han hver morgen synes, at hans øre er blevet mere spidse, kan jeg tilsyneladende ikke holde mig tilbage med at bringe realiteterne ind ved at sige, at der findes mange forskellige ører. Denne kommentar lader det ikke til, at børnene lægger mærke til. Jeg overvældes af børnenes fantasifulde forhold til skoven og er i et øjeblik ved at bryde ind i børnenes fantasiverden, med rationelle kommentarer og forklaringer, men tager heldigvis en indre snak med sig selv og lader børnenes fantasier leve videre. Senere på turen med drengene ser vi en bunke fjer på stien. Jeg spørger hvad det er, der bliver helt stille og drengene siger flere gange, at det er slemt, at det er meget slemt. Man kan fornemme alvoren, og forklaringen på fjerene på stien er, at elverdronningen har råbt så højt, at fuglen er død. Igen inviteres jeg ind i den fantasiverden, som udspiller sig i skoven. Da drengene skal alene i skoven med optageren under anden fokusgruppe, får vi voksne endnu engang indblik i, hvad deres fantasilege i skoven omhandler. Mens samtlige af de andre børn går og snakker i diktafonen under denne anden fokusgruppe, så indspiller drengene deres fantasiverden som et hørespil på diktafonen. Med dette hørespil synliggører drengene på en meget livagtig måde, hvordan de flygter fra trolde og elvere i skoven, og vi får indblik i det liv, som de lever i skoven. Under denne anden fokusgruppe falder det ikke drengene let, at skulle fortælle om, hvorfor det er sjovt at være i skoven. Alligevel virker det som om, at ham der bærer optageren, føler et ansvar overfor, at skulle svare på det stillede spørgsmål, da han flere gange bringer spørgsmålet på banen. Alligevel får drengene aldrig en uddybende snak omkring, hvorfor det er sjovt at være i skoven, fordi de bliver afbrudt af trolden og troldens far. Hvilket jo siger meget om, hvad det er ved skoven de synes er sjovt; fantasien, egne lege, fællesskabet omkring legen og ingen realitetsmagt. Under tredje fokusgruppe fotograferer drengene deres skov. Denne række af billeder giver et visuelt indtryk af børnenes verden. Inden børnene tager af sted siger de til mig, at de vil tage billeder af troldene i skoven, men at det godt kan være, at de er svære at se på billederne med billeder og citater fra drengenes tredje fokusgruppe inviteres vi på besøg i livet i skoven. 16

18 Oliver M.: jeg tror nok det er elvere, der har lavet den der, sådan en der har nogle negle, som faktisk er knive, som de sætter på deres fingre og så bare fyrer dem af Oliver M.: det her det er så, hvor troldefar har gået Interviewer: er det hans fodspor? Oliver M.: ja Lasse: ja, hver eneste gang han går, så bliver træerne bare sådan Oliver M.: her der står troldemor herhenne, troldefar her, lilletrold står der, den er cirka på højde med træerne, den står herinde bagved (peger på billedet) Lasse: den store trold, fartrolden den er så høj, den er ligeså høj som der det, mortrolden hun er ligeså høj som hertil og troldebaby han er på størrelse med os (peger på billedet) Oliver M.: her løber Lasse, han løber fra trolde Lasse: der står en trold, hvis du ser efter, så kan man godt se, at den står der ikk? 17

19 Afrunding Det der karakteriserer forholdet til natur for de børn, som har været involveret i dette projekt er, at de alle skaber sig egne natur-steder, hvor de får alsidige erfaringer og oplevelser. Børnene udviser ligeledes omsorg overfor naturen, når de sætter naturen i centrum og ikke mennesket. De mest populære natur-steder er klatretræer, huler samt små og større områder med træer og buske. Børnenes steder kendetegnes ved at børnene, gennem fysiske tiltag eller fantasifulde fortællinger, sætter sig spor i uderummet. Fantasien bruges til at skabe og omskabe uderummet, således er naturen ikke en fast størrelse for børnene, men den kan formes og omformes. Herigennem danner børnene sig egne steder, som de er nært knyttet til. For os voksne kan børnenes steder fremstå rodede, som eksempelvis børnenes huler, men stederne opfylder børnenes behov og har derfor stor værdi. Fantasien lever hos børnene. Verdens fortryllelse er ikke ophævet, magien og myterne eksisterer, når de fysiske omgivelser tillader det. Nogle af børnene har synliggjort denne verden. Med børnenes fantasi har turene i skoven været som at træde ind i en fortryllet verden, hvor man ikke har kunne vide sig sikker på, hvad der ventede bag det næste træ. Med børnenes perspektiv på natur og udeliv er der skabt mulighed for, at vi voksne kan forstå, hvilke behov børn har i forhold til deres liv udendørs og i naturen. Denne viden er udsprunget af børnenes hverdagsliv og bør inddrages i pædagogiske sammenhænge. 18

20 Kapitel 2 Projektets betydning for pædagogerne Pædagogerne i Blæksprutten har samarbejdet omkring de forskellige fokusgrupper. Vi har ligeledes afholdt møder, hvor projektet er blevet åbnet mod dem og de har haft mulighed for at give kommentarer til forløb og indhold. Pædagogerne har ligeledes været involveret i planlægningen af det afsluttende arrangement, hvor SFOens forældre og lokale presse inviteres til at se børnenes billeder og udsnit af deres interviews. Derudover har pædagogerne haft mulighed for at give kommentarer og input til den pjece, som udgives i forbindelse med projektet. Pædagogerne har således spillet en afgørende rolle i projektet og det er dem, der skal bære projektet videre, når jeg forlader SFOen Blæksprutten. Dette kapitel skal synliggøre, hvilken betydning projektet har haft for pædagogerne i SFO en Blæksprutten. Kapitlet vil centrere sig omkring to temaer; personalegruppens udgangspunkt for aktiviteter i naturen samt hvilke udviklingsperspektiver, der nu ligger i projektet. Udelivet i Blæksprutten Som beskrevet tidligere er området omkring Blæksprutten et oplagt udeområde med træer, buske, krat og fodboldbaner. Alligevel er det sjældent, at børnene opholder sig udenfor. I personalegruppen er der enighed om, at der er et modsætningsfuldt forhold mellem det engagement, som jeg hører og ser, at børnene har i naturen under fokusgrupperne og det forhold, at børnene ikke opholder sig særlig meget udendørs. Det er velkendt, at det kan være en hård opgave at prioritere udelivet i SFOer. I Blæksprutten blev problematikken diskuteret igennem og det viste sig, at personalegruppen havde svært ved at blive motiveret for udelivet blandt andet fordi, de manglede inspiration til, hvilke aktiviteter de kunne tilbyde børnene udendørs. Samtidig fortæller pædagogerne, at der i øjeblikket ikke nogle udemennesker i personalegruppen, derfor oplever de, at det er svært at prioritere udelivet. På to møder, hvor hele personalegruppen på afdelingen deltog, fik personalegruppen i fællesskab italesat deres mangel i forhold til børnenes udeliv og der er nu en fælles bevidsthed om, at det er et område, hvor de som personalegruppe ikke er stærke. Denne fælles erkendelse har været et første skridt på vejen mod en forandring. 19

21 Forandringer og udviklingsperspektiver Skal man se processen lidt på afstand, tegner der sig en række potentialer i forhold til det fremtidige udeliv i Blæksprutten. Potentialerne har det til fælles, at de peger i retning af, at der skal tages ansvar for det manglende udeliv i SFOen. Disse udviklingsperspektiver opridses i de følgende afsnit. Naturvejlederordning med tilknyttede tovholdere Under første fællesmøde med personalegruppen opstod der et forslag om at få en naturvejleder tilknyttet SFOen, som kunne komme med inspiration og nye ideer til udeaktiviteter i området. På det andet møde med pædagogerne blev denne idé bragt på banen igen og ideen blev uddybet. Alle var enige om, at en naturvejleder ville kunne give inspiration til aktiviteter udendørs. Der opstod en længere snak omkring hvilke type aktiviteter, som naturvejlederen skulle introducere personale og børn for. Der blev enighed om, at aktiviteterne ikke kun skulle være traditionelle naturaktiviteter, hvor der kun kigges på naturens liv. I stedet skulle der prioriteres aktiviteter, som simple lege i naturen, hvor børnene kan bruge de ting, som allerede er i området i deres lege. Altså aktiviteter, som pædagoger og børn selv kan sætte i gang i forbindelse med udelivet. Der blev i den forbindelse nævnt hulebygning og brug af rafter, hvilket begge er aktiviteter, der ligger tæt op af børnenes forhold til natur og som vil styrke mulighederne for, at børnene kan danne sig egne natur-steder. Det besluttedes, at naturvejlederordningen igangsættes i slutningen af marts 2007 en gang om ugen i en måned. To af pædagogerne meldte sig som tovholdere for naturvejlederordningens fremtidige virke. Deres ansvar er at holde fast i, at der en gang om ugen, tilbydes naturaktiviteter til børnene eller børnene opfordres til, at lave nogle af de udendørsaktiviteter, som naturvejlederen har foreslået under naturvejlederordningen. Det er svært for en institution at ændre vaner. I Blæksprutten har man tidligere forsøgt sig med udeaktiviteter, men det er løbet ud i sandet. I forsøget med en naturvejlederordning og tilknyttede tovholdere for udeaktiviteter er der i SFOen opstået mulighed for, at der i afdelingen bliver holdt fast ved, at der en gang om ugen tilbydes en udeaktivitet, som børnene kan eller skal deltage i. Dette kan være medvirkende til at skabe et helt nyt fokus på børn og natur i SFOens dagligdag. Naturvejlederordningen, hvor pædagogerne kan få inspiration til ude-aktiviteter, indeholder derfor mange udviklingsperspektiver for Blæksprutten. Bålplads ved Blæksprutten Under projektforløbet i Blæksprutten nævnes det flere gange i personalegruppen, at en overdækning af bålpladsen vil styrke udelivet. Dette emne er ikke nyt i personalegruppen, det har været diskuteret tidligere og der har ligeledes været tegnet tegninger til en sådan bålplads. Som følge af dette 20

22 projekt er emnet omkring en bålplads igen blevet diskuteret i et fælles forum. Dog er økonomien begrænsende for etableringen af en bålplads. De pædagogiske udviklingsperspektiver ved en overdækket bålplads er mange, da et sådan sted tilgodeser mange af børnenes behov. Dem der er aktive, kan samle brænde og tænde op, de som søger fred og ro kan slappe af ved bålet, der kan fortælles historier ved bålet, der kan snittes ved bålet, der kan laves mad og meget andet. Udviklingsperspektiverne for en overdækket bålplads er sandsynligvis afhængig af mere strukturelle forhold, såsom økonomi og institutionens administrative fremtid. Men potentialet for udviklingen af en bålplads er til stede hos flere af pædagogerne og det er en idé, som der vil blive taget op igen i fremtiden. Personalegruppens faglighed Det er flere gange blevet diskuteret i personalegruppen, at der er en manglende interesse og motivation for udeliv i personalegruppen. Med projektet er opmærksomheden omkring faglighed og motivation for udelivet blevet skærpet. For at få en faglig alsidig personalegruppe anbefales det, at der ved fremtidige ansættelser på afdelingen prioriteres kollegaer, der er motiveret for udelivet og som har en faglig baggrund, der kvalificerer dem til at indtænke ude-livet i SFOens hverdag. Dette vil bidrage til, at børnenes udeliv styrkes i SFOen. Pædagogiske læreplaner I SFOen Blæksprutten arbejdes der endnu ikke med pædagogiske læreplaner, men de pædagogiske læreplaner vil sandsynligvis komme på dagsordenen i det fremtidige pædagogiske arbejde. I den forbindelse vil et projekt som dette kunne give inspiration til, hvordan den grønne vinkel i de pædagogiske læreplaner kan gennemføres, samt hvordan børnenes medbestemmelse kan realiseres. I denne undersøgelse tegner der sig et billede af, hvad det er, som børnene forbinder med natur og hvad de godt kan lide ved natur og ude-liv. De temaer, som projektet har opridset, er alle temaer, som kan inddrages i eventuelt kommende pædagogiske lærerplaner. Bruges disse temaer i pædagogiske læreplaner, vil natur og ude-liv tage udgangspunkt i børnenes perspektiv og kunne suppleres med pædagogernes faglige viden. Afrunding Projektet har sat fokus på børn og natur i Blæksprutten, for børnene såvel som for pædagogerne. Denne rapportering kan desværre ikke beskrive, om naturvejlederordningen medvirker til, at der sker en forandring i forhold til udelivet i Blæksprutten, da denne gennemføres efter projektets afslutning. Ligeledes er det ikke til at sige, hvordan fremtiden for en overdækket bålplads ved SFOen ser ud. Men der har været fokus på natur og udeliv i efteråret og til foråret kommer natur og udeliv atter på dagsordenen. Så udover de resultater som projektet har vist i forhold til børns forhold til natur, er der skabt grundlag 21

23 for, at natur og udeliv i fremtiden bliver en mere integreret del af SFO-livet i Blæksprutten. Projektet bredes ligeledes ud til børnenes forældre, den lokale presse og til alle SFOer i Danmark via tilsendt pjece. Dermed er der med projektet skabt mulighed for, at der i fremtiden vil være fokus på børns behov for udeliv. At indføre og fastholde traditioner for udeliv i institutioner er svært, fordi det kræver, at der brydes med gængse normer og rutiner. Pædagogerne og institutionerne som helhed skal have lysten til at ville forandre hverdagens rutiner, når børnenes udeliv skal prioriteres. 22

24 3. Kapitel Deltagelsesmetoderne i børnefokusgrupperne I dette projekt benyttes forskellige deltagelsesformer i børnenes fokusgrupper, som skal bidrage til at synliggøre børns forhold til natur. Således ligger interessen ikke i det kognitive, men i at synliggøre børns tankesæt og erfaringer i relation til natur. De forskellige typer af deltagelsesformer anvendes dels for at afprøve alternative metoder til inddragelse af børn og dels for at imødekomme børnenes forskellige kompetencer og dermed øge sikkerheden i empirien. Deltagelsesmetoderne skal ligeledes betragtes som inspiration til, hvorledes man i det pædagogiske arbejde kan lade børnene komme til orde i hverdagen. Deltagelse kan inddeles i kategorier afhængig af, hvilket niveau deltagelsen befinder sig på. Der er mange, der beskæftiger sig med, at belyse disse forskellige typer af deltagelsesrum (Hart 1997, Rasmussen 2004, Jørgensen & Kampmann 2000, mfl.). Her vil jeg fremhæve Per Schultz Jørgensens model, som giver overblik over niveauerne i børns deltagelse. Jørgensen arbejder med tre niveauer i børns deltagelse. Det første niveau er børn informerer. På dette niveau bliver børnene hørt, når de fortæller om erfaringer og hændelser. Den viden som børnene synliggør, kan danne grundlag for senere medindflydelse. Det andet niveau, som Jørgensen arbejder med, er børn vurderer, her giver børnene deres holdninger og følelser til kende. Deres opfattelser synliggøres og kan være med til at styrke deres medbestemmelse i hverdagen. Det tredje niveau, Jørgensen opererer med, kaldes børn handler, på dette niveau prioriteres børns selvbestemmelse, de gives mulighed for at træffe beslutninger omkring deres egen tilværelse. (Jørgensen 2000) Dette projekt befinder sig på første og andet deltagelsesniveau, hvor børn informerer og vurderer. I fokusgrupperne informerer børnene i første omgang om deres erfaringer og opfattelser af natur. Samtidig giver flere af børnene også udtryk for deres holdninger og følelser, derfor bevæger projektet sig til tider hen imod det andet niveau for børns deltagelse. Dette danner grundlag for, at børnenes medindflydelse og medbestemmelse kan styrkes i hverdagen, fordi deres erfaringer og holdninger kan være med til at skabe forandringer i hverdagen. Metoderne skal ikke betragtes som værende isoleret fra institutioners dagligdag, men kan benyttes i SFOer og andre pædagogiske institutioner til at inddrage børnene i planlægningen. I de følgende afsnit gives en uddybende beskrivelse af de deltagelsesmetoder, der har været anvendt i projektet Børns deltagelse i natur. 23