Minimalrespons i en fjerntolket samtale

Transkript

1 Minimalrespons i en fjerntolket samtale Indholdsfortegnelse: 1. Indledning.s Begrundelse for valg af emne s Problemformulering..s Emneafgrænsning..s Begrebsafklaring s Kort rids om udviklingen af de teknologiske hjælpemidler...s Metode.s Litteratursøgning... s Hermeneutik som videnskabsteoretisk tilgang...s Enkeltforekomstanalyse s Præsentation af empiri..s Transskription af empiri...s Metodekritik... s Teori..s Taleture i en samtale..s Minimalrespons på dansk m. udgangspunkt i Samtaleanalyse..s. 14 Tilstandsskiftemarkører...s. 15 Præ-lukkere s. 15 Fortsættelsesmarkører..s. 16 Besvarere og bekræftere...s Minimalrespons på dansk tegnsprog...s Overlappende tale..s Forskydningstid og stilhed s Begrænsninger ved brug af fjerntolkning...s Analyse og diskussion..s Transskriptionerne s Den første sekvens (tidskode: 02:12 02:33)...s. 24 Tolken tager selv turen. s. 24 Tolken følger Roys 3. strategi s. 25 Handlingens indvirkning på samtalen s. 26 Delkonklusion. s. 26 1

2 4.3 Den anden sekvens (tidskode: 03:00 03:22).s. 27 Kraftigt overlap ved produktion af minimalrespons..s. 28 Tolken følger Roys 2. strategi....s. 28 Handlingens indvirkning på samtalen s. 29 Delkonklusion....s Den tredje sekvens (tidskode: 03:23 04:26)...s. 30 En lille indskudt taletursudveksling s. 31 Tolken følger gentagende gange Roys 3. strategi.s. 31 Handlingernes indvirkning på samtalen.s. 32 Delkonklusion.s Konklusion...s Perspektivering s Litteraturliste... s. 36 Bøger og tekster s. 36 Internetsider.s. 37 Videoer og andet materiale.s Bilagshæfte (vedhæftet elektronisk): 8.1 Bilag 1: Aftale om brug af video- eller lydoptagelser 8.2 Bilag 2: Optagelse af fjerntolket samtale (empiri) 8.3 Bilag 3: Transskriptioner af udvalgte sekvenser 2

3 1. Indledning: Som tegnsprogstolk er det vigtigt at kunne mestre en række forskellige tolkediscipliner, da man skal kunne tolke for en bred skare af brugere, hvis behov kan variere meget. Først og fremmest er der individuel forskel på brugernes sprogkode (HA, MHS osv.), men der er også forskel på, hvad der helt præcist er brug for tolk til i de enkelte situationer. Det mest almindelige scenarie er, at tolken bliver bestilt til en given opgave gennem et tolkefirma, hvorefter alle deltagerne møder fysisk op på det pågældende sted. Her er der sædvanligvis tale om en døv bruger, der bestiller en tegnsprogstolk, f.eks. i forbindelse med en jobsamtale, hvor der vil være en hørende bruger til stede, som ikke kan tegnsprog. Det er da tolkens opgave at formidle kommunikationen mellem de to samtalepartnere, hvilket er kendetegnet som en almindelig dialogtolkning. Det er ikke altid, at det er muligt at bestille en tegnsprogstolk på forhånd, hvis der enten er tale om akut opståede situationer, eller hvis den hørende og den døve bruger befinder sig to forskellige steder i landet. Et eksempel på førstnævnte kan være, at en døv mor opdager noget udslet på sit barn og omgående har brug for at snakke med en læge. De har ikke tid til at vente på, at en tegnsprogstolk kan bestilles til et fysisk møde, da dette sjældent kan arrangeres med øjeblikkelig varsel. I et sådant tilfælde kan det være en løsning at benytte sig af fjerntolkning, hvor det er muligt for brugerne at kommunikere gennem en tegnsprogstolk, selvom de er fysisk adskilt fra hinanden. Et eksempel på sidstnævnte kan være, at en døv person, der er ansat i et firmas afdeling i Jylland, skal give nogle oplysninger til en hørende kollega, som arbejder i afdelingen på Sjælland. Her er det tilsvarende muligt for de to brugere at kontakte hinanden vha. fjerntolkning, hvor igennem tolken kan formidle deres budskaber ligesom ved en almindelig dialogtolkning. Det fungerer således med fjerntolkning, at tolken enten kan sidde på et almindeligt kontor eller i et studie, som er specielt indrettet til formålet, hvilket nogle tolkefirmaer er ved at få etableret. Her har tolken en computer med tilhørende videoudstyr, der gør det muligt at kommunikere visuelt med den døve bruger via et webcam. Computeren er samtidig tilkoblet en telefon, således at tolken, vha. af et headset, også kan kommunikere med den hørende bruger. Napier, McKee og Goswell (2006) har udarbejdet to modeller, der illustrerer opstillingen én model med blot to fysisk adskilte lokationer, og en anden model med tre fysisk adskilte lokationer (Napier, McKee & Goswell 2006, s. 141). Jeg vil primært have fokus på sidstnævnte i min opgave, hvorfor det også er den model, jeg har valgt at fremhæve her, redigeret med brug af de danske betegnelser: 3

4 Dette er en nem og hurtig måde at kunne gennemføre en tolkning på fremfor en situation, hvor de alle tre er nødt til at møde op på et bestemt sted ved et fastlagt tidspunkt. Et andet positivt resultat er besparelse i forhold til transporten, der ikke skal iberegnes tolkens arbejdstimer, hvilket normalt er en forholdsvis dyr ressource. Selvom nutidens højteknologi har ført til udviklingen af det fordelagtige fjerntolkesystem, der gør det muligt for døve at foretage hurtige opkald til hørende (Napier, McKee & Goswell 2006, s. 143), medfører det også visse ulemper. For det første kan det forekomme intimt, fordi den døve ofte ringer fra sit eget hjem, og via webcam får tolken fuld visuel adgang til brugerens privatsfære (Mindess 2006, s. 244). Ydermere kan der være en udfordring mht. forskydningstid, der f.eks. kan forårsage passager med stilhed i samtalen, fordi alting først skal formidles gennem tolken. I en almindelig face-to-face dialogtolkning kan samtalepartnerne i det mindste se, hvis tolken endnu ikke har tolket en sætning til ende, hvorfor der kan opstå stilhed (Mindess 2006, s. 246). I en fjerntolket samtale kan der også opstå forskydningstid grundet nogle svage forsinkelser på selve videoindstillingen, hvilket kan påvirke turtagningen (Napier, McKee & Goswell 2006, s. 142). Der kan heraf opstå overlap, hvor det er tolkens opgave at styre samtalen. Hvad der er mest interessant i forhold til mit fokus er minimalrespons, som også kan karakteriseres som en form for overlappende tale (Roy 2000, s. 90). Igen må det påpeges, at de to primære samtalepartnere ikke har nogen visuel kontakt i en fjerntolkning, hvorfor det må tillægges ekstra stor betydning, at tolken husker formidling af minimalrespons. Det er essentielt i enhver samtale, og det bidrager til en flydende og 4

5 gnidningsløs kommunikation (Dickinson 2002, s. 36). Hvad minimalrespons egentlig er, vil jeg uddybe senere i opgaven i mit teori-afsnit. 1.1 Begrundelse for valg af emne: Det interessante og det der optager mig er, hvordan en tegnsprogstolk handler i forhold til minimalrespons i en fjerntolket samtale. De to primære samtalepartnere har ikke mulighed for at se hinandens direkte minimalrespons, som de har ved en almindelig dialogtolkning. Dette må man formode har en vis indvirkning på samtalen måske særligt, hvis tolken undlader videreformidling af minimalrespons!? At jeg netop har valgt at have fokus på fjerntolkning er fordi, det er en relativt ny tolkedisciplin i stærk udvikling, som flere og flere døve benytter sig af. Derfor kunne det være aktuelt at undersøge, hvordan tolken handler i forhold til det nævnte fænomen. Denne tanke har inspireret mig til nedenstående problemformulering, som danner udgangspunktet for min opgave. 1.2 Problemformulering: Hvordan tackler en tegnsprogstolk udfordringer med minimalrespons i en fjerntolket samtale? -Med afsæt i denne problemformulering vil jeg i øvrigt se på, hvilken indvirkning tolkens handlinger har på samtalen. 1.3 Emneafgrænsning: Som beskrevet i indledningen forekommer der for tolken en del ekstra udfordringer i en fjerntolkning (Mindess 2006, s. 240), hvorfor der er grundlag for undersøgelse af flere forskellige tendenser. Jeg har valgt minimalrespons, da det i forvejen er et relativt underbelyst fænomen på dansk (Nielsen & Nielsen 2005, s. 106) og dansk tegnsprog. Det bør dog nævnes, at alle de fænomener, der optræder i interaktionelle handlinger, herunder overlap, turtagning og minimalrespons, altid vil påvirke hinanden på den ene eller den anden måde. Derfor vil jeg også, i det omfang det er nødvendigt, komme til at inddrage disse i min opgave for bedre at kunne belyse minimalrespons som fænomen. 5

6 1.4 Begrebsafklaring: Bacheloropgave 2014 I min problemformulering og generelt i min opgave anvender jeg nogle centrale begreber, som er nødvendige at definere. Til definitionen af hvert begreb har jeg brugt noget konkret litteratur, hvilket også er uddybet herunder: Brugere: I min opgave vil jeg omtale de to primære samtalepartnere som hhv. den døve (bruger) og den hørende (bruger). De to tilsammen vil gå under den fælles betegnelse brugerne eller blot de primære samtalepartnere. Min kilde der har inspireret mig til brug af ovenstående er Sparrevohn (1994), som anvender de nævnte betegnelser i sin tekst. Fjerntolkning: I henhold til Napier, McKee & Goswell (2006) defineres de amerikanske begreber således; video remote interpreting karakteriseres som en situation, hvor tolken er ved samme lokation som enten den døve eller den hørende bruger, mens video relay interpreting er kendetegnet ved, at alle tre interagerende parter er fysisk adskilt. De vælger dog at bruge den samlede betegnelse video remote interpreting (VRI), dækkende over alle situationer, hvor tolken arbejder med video (Napier, McKee & Goswell 2006, s. 140). Direkte oversat til dansk betyder dette video fjerntolkning, hvilket er det begreb, jeg vil benytte i min opgave blot forkortet til fjerntolkning. Minimalrespons: Til at definere dette begreb har jeg anvendt Nielsen & Nielsen (2005) som kilde, da de er nogle af de eneste, der har foretaget undersøgelser af minimalrespons på dansk. Her defineres det som en samlet betegnelse for nogle korte indskydelser, der signalerer, at talen bliver modtaget. Samtidig er det meget ofte et tegn på, at lytteren ønsker, at taleren skal fortsætte (Nielsen & Nielsen 2005, s. 91). Der findes flere forskellige typer af minimalrespons, nemlig tilstandsskiftemarkører, prælukkere, fortsættelsesmarkører og besvarere og bekræftere, som jeg vil forklare nærmere i mit teori-afsnit. 1.5 Kort rids om udviklingen af de teknologiske hjælpemidler: Det er imponerende at tænke på, hvordan kommunikationen mellem mennesker foregik før de teknologiske hjælpemidler som telefonen blev opfundet. Dengang var man nødt til at korrespondere med venner og familie via brev og telegram, hvilket både gjaldt gruppen af hørende og døve. Men i 6

7 takt med den teknologiske udvikling blev der langsomt dannet et skel mellem de to grupper, hvad angik kommunikations- og underholdningsmuligheder (Mindess 2006, s. 146). Telefonens opfindelse i 1876 og radioens i 1903 muliggjorde transmission af lyd uafhængigt af tid og transport, og ved opfindelsen af tv et kunne man pludselig kombinere lyd og billeder 1. Denne udvikling ændrede på mange måder samfundet. Det skabte nye muligheder for de hørende, men det resulterede samtidig i en eksklusion af de døve. I 1964 udviklede en amerikansk døv fysiker og radiooperatør, Robert H. Weitbrecht, en fjernskriver maskine, der gjorde det muligt for døve at foretage opkald til hinanden (Mindess 2006, s. 147). Det var dog først nogle år senere i 1986, at den populære skrivetelefon fik sit indtog i Danmark, hvormed det blev muligt for danske døve at kommunikere over længere afstande. Dog foregik dette gennem en formidlingscentral (FC), som var relativt dyr at benytte (Henriksen 1986, s ). Man kan sige, at skrivetelefonen var et slags forstadie til fjerntolkning, bare hvor den døves meddelelser blev afgivet skriftligt i stedet for på tegnsprog. Endnu nogle år senere blev internettet en realitet, og det blev hurtigt et udbredt teknologisk hjælpemiddel, særligt for gruppen af døve. Vha. internettet blev det muligt at sende s til hinanden, hvilket var et revolutionerende step i udviklingen. Det var nu muligt for døve at sidde derhjemme, hvorfra de kunne kommunikere med både hørende og døve, der befandt sig et andet sted. Også mobiltelefonens opfindelse gav nye muligheder da SMS-beskeder, ligesom s, bygger på skriftlige meddelelser, som aflæses visuelt. Alt dette kunne de døve drage fordel af, og de var ikke længere ekskluderet fra samfundet på samme måde. Dog førte det til en ændring i forhold til de døves egen kultur. Før udviklingen af de teknologiske hjælpemidler for alvor tog fart, mødtes de døve altid rundt omkring i døveklubber, da der ikke var ret mange andre muligheder. Men efterhånden blev det mindre attraktivt, da mange foretrak at blive derhjemme, hvor de nu havde rigeligt med teknologisk underholdning (Mindess 2006, s. 149). Det nyeste skud på stammen er fjerntolkning, hvormed det er muligt for døve at aflæse både de manuelle tegn, men også alle de nonmanuelle træk, som videreformidles gennem tolken. De nonmanuelle træk er alt det, der ikke produceres i hænderne som mimik og kropssprog, hvilket er umuligt at visualisere gennem en sms-besked eller en . Ved brug af fjerntolkning er det derved nemmere for de døve at aflæse alt det, der bliver produceret af modparten. Men da brugerne 1 7

8 ikke kan se hinanden, stilles der naturligvis også større krav til tolkens evne til at binde sætninger sammen, styre turtagningen og ikke mindst give feedback (Hansen & Toft 2010, s. 2). 2. Metode: Med udgangspunkt i min empiri, som bliver præsenteret senere i opgaven, vil jeg udarbejde en analyse af minimalrespons anvendt i en fjerntolket samtale. Jeg vil undersøge, hvordan tolken handler i forhold til ovennævnte fokus og her igennem se, hvilken indvirkning det har på samtalen. Dette gøres på baggrund af relevant litteratur, hvor jeg vil anvende nogle forskellige teorier til at understøtte min empiri. Disse teorier vil blive forklaret senere i opgaven under teori-afsnittet. 2.1 Litteratursøgning: I forhold til fremgangsmåden var litteratursøgning det første skridt i min opgaveproces, hvor jeg foretog en kædesøgning. Her gik jeg systematisk til værks ved først at gennemse pensumlisten med obligatorisk litteratur. Her fandt jeg nogle forskellige tekster, som vi har gennemgået tidligere på uddannelsen, hvilke jeg fandt brugbare. Der var bl.a. nogle tekster omhandlende fjerntolkning, f.eks. Sign language interpreting af Napier, McKee & Goswell. Dernæst undersøgte jeg mulighederne for lån af bøger på UCC s fysiske bibliotek i Skovlunde, hvor de har en særlig afdeling for tegnsprogstolkestuderende. Jeg fandt da ud af, at det var mere overskueligt at foretage min litteratursøgning via phbibliotek, hvor igennem jeg fandt et par relevante bøger; Samtaleanalyse af Nielsen & Nielsen (2005) og Interpreting as a discourse proces af Cynthia Roy (2000). Førstnævnte fandt jeg brugbar, da der bl.a. er skrevet en del om minimalrespons på dansk, men med udgangspunkt i samtaler uden tolk. Sidstnævnte er en god og relevant bog, da den derimod tager afsæt i kommunikationssituationer, hvor der er tolk involveret. Dernæst fortsatte jeg min søgning via bibliotek.dk, hvor jeg bl.a. fandt bogen When listeners talk: Response tokens and listener stance af Rod Gardner (2001). Som titlen angiver, beskriver den noget omkring lytterens handlinger i en samtale, herunder minimalrespons. Jeg udvidede min søgning ved at kigge i arkivet med tidligere tolkestuderendes seminaropgaver. Her fandt jeg opgaven Minimalrespons i dansk tegnsprog af Sif Gerding (2011), der selv foretog en undersøgelse af, hvordan de forskellige typer af minimalrespons udtrykkes på dansk tegnsprog. Hendes resultater kunne vise sig brugbare til både mit teori-afsnit og selve min analyse og diskussion. Sif Gerding anbefalede mig i øvrigt en anden relevant bog Reading between the signs 8

9 af Anna Mindess (2006), som vi også har haft om tidligere på uddannelsen. Ligesom Roy (2000) tager Mindess (2006) udgangspunkt i kommunikationssituationer med tolk, og hun beskriver tilmed brugbare afsnit omhandlende fjerntolkning. 2.2 Hermeneutik som videnskabsteoretisk tilgang: Hermeneutik stammer fra det græske ord hermeneuein, som betyder fortolke, forklare og oversætte. Således kan hermeneutik karakteriseres som en fortolkende forståelse eller udlægning 2. I denne forbindelse taler man om den hermeneutiske cirkel (jf. Schleiermacher), som handler om at forstå helheden ud fra delene, og delene ud fra helheden. Dette være sig f.eks. en tekst eller en ytring, hvor det gælder om at få en række delmeninger til at passe sammen i en helhed, som kan kaldes en helmening (Bukdahl 1980, s. 90). Når jeg vil bruge hermeneutik som videnskabsteoretisk tilgang i en opgave som denne, vil jeg netop søge at skabe en forståelse af nogle menneskelige handlinger. For at opnå denne forståelse anvender jeg først og fremmest observation som metode, hvor igennem jeg undersøger de menneskelige aktørers handlinger og interaktioner (Brinkmann & Tanggaard 2010, s. 81). Det er nødvendigt at udføre en fortolkning af disse for at nå frem til en helmening. En særlig forudsætning er min forudforståelse, der hele tiden revideres og præciseres og skaber en ny forståelse af det forudgående (Bukdahl 1980, s. 96). Det er denne hermeneutiske cirkelstruktur, der gør sig gældende, når jeg vha. fortolkning prøver at skabe en forståelse af de observerede handlinger i min empiri. 2.3 Enkeltforekomstanalyse: For at præcisere hvilken analysemetode jeg vil anvende i forhold til min empiri, har jeg valgt at tage udgangspunkt i Nielsen & Nielsen (2005), der arbejder med samtaleanalyser. De beskriver og anvender CA (Conversation Analysis eller konversationsanalysen) som metode, hvis formål er at påvise de mest rutineprægede interaktionelle handlinger, som værende et komplekst sammenspil (Nielsen & Nielsen 2005, s. 15). De fremhæver i alt tre forskellige typer af undersøgelser, der kan bruges i forbindelse med samtaler; enkeltforekomstanalyser (single case analysis), samling af eksempler (collection) og kvantitative undersøgelser (Nielsen & Nielsen 2005, s. 24). I min opgave vil jeg udarbejde en analyse af nogle udvalgte sekvenser fra en fjerntolket samtale med henblik på at belyse et bestemt fænomen, nemlig minimalrespons. Jeg vil anvende enkeltforekomstanalysen, 2 9

10 der karakteriseres som en kvalitativ metode, og som i øvrigt er den, de fleste forskere bruger. Den kræver færrest ressourcer, hvorfor det også er den metode, de fleste studerende benytter (Nielsen & Nielsen 2005, s. 25). Af samme årsag har jeg valgt enkeltforekomstanalysen, der skal hjælpe mig til løsning af min problemformulering. 2.4 Præsentation af empiri: Min empiri, som jeg vil undersøge nærmere i mit analyse-afsnit, består af en fjerntolket samtale af 6 min. og 47 sek. varighed (se bilag 2). Jeg har fået udleveret empirien fra skolen, og selve optagelsen er oprindeligt fra et fjerntolkekursus, der blev afviklet tilbage i marts Den uddannede tegnsprogstolk, som medvirker i optagelsen, deltog i dette kursus. I optagelsen medvirker i øvrigt de to primære samtalepartnere (brugerne), hvoraf den ene er en døv kvinde, som skal kontakte en hørende medarbejder hos Fredericia Kurbad. Hun er ved at planlægge en polterabend og vil gerne booke en tid hos kurbadet samt have styr på nogle praktiske detaljer. Hun ringer op til tolken, der her sidder ved en computer i et klasselokale. Som tidligere beskrevet sidder tolken normalt på et kontor eller i et studie beregnet til formålet, men da dette er et kursus foregår det under lidt andre omstændigheder. Tolken og den døve kvinde får etableret visuel kontakt vha. videoudstyret, hvorefter tolken ringer op til den hørende medarbejder. Som det fremgår af den empiriske beskrivelse ovenfor nævnes ingen konkrete personnavne, hverken på tolken eller brugerne af hensyn til opgavens fortrolighed. De interagerende parter vil derfor blive omtalt som hhv. den døve (bruger), den hørende (bruger) og tolken. Da denne fjerntolket samtale i øvrigt blev optaget for lang tid siden var ingen af deltagerne klar over, at den senere ville blive anvendt som empiri til denne opgave. De var derfor heller ikke orienteret om mit fokus, hvorfor mine resultater må regnes for troværdige, da det ikke kan have haft indflydelse på tolkens handlinger. 2.5 Transskription af empiri: I forbindelse med analyse af empirien har jeg på forhånd transskriberet tre udvalgte passager, hvor der sker noget relevant i forhold til minimalrespons (se bilag 3). Det gør det mere overskueligt at foretage en analyse af indholdet, når jeg har de fornødne sekvenser i transskriberet form. Det er altid spørgsmålet, hvor stort datamaterialet skal være for at kunne belyse det ønskede fænomen. Formindsker man sit materiale, giver det større mulighed for at komme i dybden med det (Nielsen 10

11 & Nielsen 2005, s. 208), hvorfor jeg blot har udvalgt de tre sekvenser. I mit analyse-afsnit vil jeg nærmere redegøre for, hvordan jeg har valgt at udarbejde transskriptionerne samt, hvad de forskellige symboler betyder. Jeg vil desuden præcisere med tidskoder, hvad det er for nogle konkrete passager, jeg har valgt at tage afsæt i. 2.6 Metodekritik: Med henblik på min empiri må jeg forholde mig kritisk, da jeg kun har mulighed for at undersøge det, der bliver produceret af hhv. tolken og den døve bruger. Den hørende brugers egne ytringer er desværre ikke mulige at analysere, da vedkommende taler igennem en telefon, hvor lyden mangler. Jeg kan kun iagttage tolkens udlægning af det, den hørende i virkeligheden siger, hvilket ikke forekommer plausibelt nok til en detaljeret analyse. Som det fremgår af min problemformulering, er mit ønske at undersøge, hvordan tolken tackler udfordringer med minimalrespons, og hermed er brugerens ytringer en nødvendig forudsætning. Mine udvalgte sekvenser til transskriptionen består derfor kun af minimalrespons produceret af den døve bruger, da jeg heraf kan iagttage og analysere tolkens handlinger. Dog er det kritiske ved denne udvælgelse, at jeg ikke får et komplet billede af den måde, hvorpå tolken handler i forhold til minimalrespons produceret af begge brugere. Tilmed kan man måske forestille sig, at udfaldet af mine resultater ville være helt anderledes, hvis der var brugt en anden tolk til samtalen. Det er altid vigtigt at have med i betragtning, at udfaldet af enhver tolkning afhænger af hvem der tolker. Til sidst må det påpeges, at en enkeltforekomstanalyse, der afspejler en kvalitativ arbejdsmetode, ikke er ligeså repræsentativ og generalisérbar som kvantitative undersøgelser (Nielsen & Nielsen 2005, s. 217). En kvalitativ analyse, som den jeg vil udarbejde i min opgave, interesserer sig mere for en grundig beskrivelse af de enkeltstående tilfælde. Den koncentrerer sig altså ikke om udbredelsen af det pågældende fænomen, men nærmere om et enkelt eller få gode dækkende eksempler (Nielsen & Nielsen 2005, s. 218). Det postuleres, at fordi ét er et tal, og siden det bestemte fænomen kan forekomme, er det også muligt, at det er gældende for andre lignende situationer (Nielsen & Nielsen 2005, s. 24). Dog kan man ikke fremlægge denne type undersøgelse i konkrete tal, ligesom man normalt gør det ud fra en kvantitativ undersøgelse, der typisk vil forekomme mere generalisérbar. 11

12 3. Teori: Bacheloropgave 2014 I dette afsnit vil jeg fremlægge de forskellige teorier fra litteraturen, der skal bruges til at understøtte min empiriske analyse. Her vil jeg primært koncentrere mig om den bog, jeg allerede har refereret en del til, nemlig Samtaleanalyse af Nielsen & Nielsen (2005). Den beskriver et helt kapitel omhandlende minimalrespons på dansk, hvilket er relevant i forhold til mit fokus i opgaven. Den tager hverken udgangspunkt i dialogtolkning eller fjerntolkning, men derimod helt almindelige hverdagssamtaler uden tolk. Alligevel finder jeg den brugbar, da den indeholder mange interessante og relevante teoretiske elementer, som godt kan overføres til en fjerntolket samtale. Generelt må det nævnes, at der ikke eksisterer ret meget litteratur, hvor der tages udgangspunkt i fjerntolkning, fordi der endnu er få, som har fordybet sig i og skrevet om denne nye type tolkning. Særligt minimalrespons i fjerntolkede samtaler er ret underbelyst, hvorfor jeg synes det er interessant at undersøge. Dickinson (2002) har ganske vist skrevet lidt om betydningen af feedback i forbindelse med telefontolkning, hvilket ikke er helt det samme som fjerntolkning. Men grundet den begrænsede litteratur om præcis denne tolkedisciplin er jeg nødt til at trække lidt på nogle andre teorier, der f.eks. tager udgangspunkt i almindelige dialogtolkninger, hvor iblandt jeg anvender Roy (2000). 3.1 Taleture i en samtale: Før jeg vil fremlægge de centrale begreber omhandlende minimalrespons, vil jeg forklare lidt om taleture og den måde, hvorpå de er organiseret i en samtale. Dette hænger uløseligt sammen med, hvornår der bliver produceret minimalrespons. Samtidig vil jeg her igennem få præsenteret nogle vigtige teoretiske fænomener, som vil bidrage til forståelsen af det efterfølgende afsnit Minimalrespons på dansk - med udgangspunkt i Samtaleanalyse. Når to eller flere samtalepartnere indgår i en dialog, medvirker de samtidig i et interaktionelt styret system, hvor parterne indbyrdes samarbejder med hinanden (Nielsen & Nielsen 2005, s. 36). Ifølge Sacks, Schegloff og Jefferson (1974) undgås f.eks. unødvendigt lange pauser ved at tildele taleture, også kaldet tur-allokering, som er organiseret efter bestemte regler. Ovennævnte taleture består af mindre turenheder (turn constructional units = TCU), som kan indikere mulige færdiggørelsespunkter (possible completion points = PCP). Ved disse steder er det muligt, at en ny taler kan tage turen, hvormed den foregående taler indtager rollen som modtager (lytter). Dette er da 12

13 kun aktuelt ved overgangsrelevante steder (transition relevance places = TRP), (Nielsen & Nielsen 2005, s ). Det må her tilføjes, at hver eneste taletur i en hverdagssamtale er nøje konstrueret, således at den passer til modtageren, dvs. den er modtagerdesignet (Nielsen & Nielsen 2005, s. 37). Nedenfor har jeg anvendt Nielsen & Nielsens model (Nielsen & Nielsen 2005, s. 35) til at illustrere en taletur inddelt i de enkelte turenheder, mulige færdiggørelsespunkter samt det overgangsrelevante sted: Ovenstående viser altså, hvordan kommunikation mellem mennesker er struktureret og organiseret på en helt bestemt måde. Dog er modellen udarbejdet på baggrund af en situation, hvor der ikke er en tolk til stede, hvilket er værd at se lidt nærmere på. I det øjeblik samtalen involverer en tolk, ændres den pågældende begivenhed (Roy 2000, s. 47). I stedet for at tale direkte til hinanden kommunikerer de to primære samtalepartnere gennem en tolk, der så vidt muligt skal få dem til at føle, at de taler direkte til hinanden. Men trods tolkens professionelle ageren må det erkendes, at udvekslingen af taleture faktisk sker med tolken (Roy 2000, s. 67). De to primære samtalepartnere er nødt til at bruge tolk, for at kommunikationen kan lykkes, og de udveksler derfor taleture med tolken på hver deres respektive sprog (Roy 2000, s. 68). Når den pågældende taler ytrer sig, f.eks. den hørende bruger, er vedkommendes intention, at den døve bruger skal modtage talen. Men eftersom den døve benytter et andet sprog, og tolken først er nødt til at omformulere det til tegnsprog, fremstår tolken som den egentlige modtager. Først når tolken derefter har videreformidlet budskabet, vil den døve modtage talen og måske respondere på denne. Men da informationen fra tolken falder tidsmæssigt forskudt i forhold til den hørendes oprindelige ytring (Albertsen u.å., s. 1), er det interessant, at den døve faktisk vil producere sin minimalrespons i forhold til turenhederne i tolkens taletur, f.eks. ved et muligt færdiggørelsespunkt. Dette falder altså, grundet forskydningstiden, lidt efter det oprindelige mulige færdiggørelsespunkt, 13

14 og der kan f.eks. opstå overlap, hvor der egentlig blot bliver responderet på den forudgående tale (Roy 2000, s. 84). Pointen er her, at man er nødt til at være opmærksom på forholdet mellem afsender og modtager, når der er en tolk involveret. I stedet for to er der nu tre deltagere, der alle fungerer som medkonstruktører af samtalen (Roy 2000, s. 100). Der kan derfor nemt opstå forvirring omkring, hvem der refereres til, når der tales om modtageren. Som ovenfor beskrevet vil tolken nemlig fremstå som modtager af talen, når de primære samtalepartnere udveksler taleture med tolken. Derfor vil det fremgå af de efterfølgende afsnit, at jeg i stedet for modtager så vidt muligt anvender termen lytter om den af de primære samtalepartnere, der producerer minimalrespons. Den anden, som har ordet, angiver jeg fortsat som taler. På denne måde undgås unødvendig forvirring, når jeg herunder vil gå i dybden med mit fokus om minimalrespons. 3.2 Minimalrespons på dansk med udgangspunkt i Samtaleanalyse : Sprogligt tilhører minimalrespons en betydningsfuld gruppe i lighed med pauser, tøvelyde og latter. Gennem sekventielle og empiriske undersøgelser har man påvist, hvor vigtige disse ovennævnte fænomener er i autentisk talesprog (Nielsen & Nielsen 2005, s. 107). Når to samtalepartnere fører en dialog (uden tolk), indtager de nogle betydningsfulde roller som hhv. taler og lytter, hvor igennem de påvirker hinandens interaktionelle handlinger. Ifølge Sacks, Schegloff & Jefferson (1974) konstruerer taler og lytter nemlig en mening i fællesskab bl.a. ved, at talen er modtagerdesignet. Tilmed hævdes det, at lytteren i en samtale ikke bare fremstår som en passiv modtager, da vedkommende faktisk er en vigtig medkonstruktør af talen, bl.a. når der produceres minimalrespons (Nielsen & Nielsen 2005, s. 92). Dog er det ikke sådan, at minimalrespons nødvendigvis gør krav på taleturen, hvormed det ifølge Gardner (1995) må karakteriseres som en mellemting mellem at tale og lytte (Nielsen & Nielsen 2005, s. 91). På dansk kan minimalrespons udtrykkes gennem ordene ja, ja ja, jo, nej, næ, mm hm, mm, nå, aha og okay. I min begrebsafklaring har jeg defineret disse som en samlet betegnelse for små korte indskydelser, der signalerer, at talen bliver modtaget af lytteren. Samtidig er det ofte et tegn på, at lytteren ønsker, at taleren skal fortsætte (Nielsen & Nielsen 2005, s. 91). På engelsk kan man også finde forklaringer på fænomenet, der bl.a. udtrykkes som yeah, mm hm, okay, mm, uh huh, really (Gardner 2001, s. 2). I litteraturen støder man på nogle forskellige betegnelser for ovenstående f.eks. back-channel feedback (Mindess 2006, s. 227), back-channel 14

15 response (Roy 2000, s. 90) og response tokens (Gardner 2001, s. 13), som alle dækker over det, vi på dansk kalder minimalrespons. Generelt er kendskabet til minimalrespons på dansk og de fleste andre sprog rimelig begrænset, hvor imod der er foretaget en del studier af fænomenet på engelsk (Nielsen & Nielsen 2005, s. 92). Her er der primært tale om undersøgelser foretaget inden for socialpsykologien og CA (Conversation Analysis). Sidstnævnte har Nielsen & Nielsen (2005) netop adopteret som metode til deres egen undersøgelse af forekomsten af minimalrespons på dansk. Til denne har de anvendt to tv-programmer, hhv. Synnøves og 45-minutter fra 1992, som danner grundlag for deres analyse. De har heraf fundet, at der ligesom på engelsk forekommer forskellige varianter af minimalrespons, som lytteren bruger til at udtrykke sig i forhold til talerens ytringer. Der er her tale om i alt fire forskellige typer, nemlig tilstandsskiftemarkører, præ-lukkere, fortsættelsesmarkører og besvarere og bekræftere, hvilke jeg herunder vil gennemgå: Tilstandsskiftemarkører: Den første type af minimalrespons er de såkaldte tilstandsskiftemarkører, der på dansk kan udtrykkes som nå og/eller aha. Det bruges af lytteren til at signalere et tilstandsskift, da den forudgående tale har været informativ. Der kan enten være tale om et skift i informerethed (fra uinformeret til informeret), et skift i holdning (f.eks. fra protest til accept) eller et skift i både informerethed og holdning (et holdningsskift på baggrund af den informative tale). Man ser ofte denne form for minimalrespons blive produceret i forbindelse med en tredjeturs-position, hvor f.eks. et spørgsmål efterfølges af et svar, der hermed udløser en tilstandsskiftemarkør hos lytteren. Det er altså muligt for lytteren at kommentere på talen og samtidig signalere, at vedkommende har undergået et tilstandsskift, uden at der gøres krav på taleturen (Nielsen & Nielsen 2005, s ). Præ-lukkere: Denne type af minimalrespons kaldes præ-lukkere og kommer til udtryk ved ordene godt, ja, så:: og okay. Den produceres, hvis lytteren er interesseret i at afslutte et givent emne hos den igangværende taler. Lytteren vil først signalere en mulig præ-lukning af emnet, hvormed der søges en fælles forståelse for en afslutning. Når denne præ-lukker accepteres af samtalepartneren, bliver den i stedet omdannet til en faktisk lukker. Ovenstående undersøgelse er oprindeligt foretaget af Schegloff og Sacks (1973), med udgangspunkt i de engelske udtryk well, o.k og so, der tilsvarende fungerer som præ-lukkere (Nielsen & Nielsen 2005, s. 95). 15

16 I de danske undersøgelser af fænomenet viser det sig, at en præ-lukker ofte bliver produceret, når talerens turenhed nærmer sig et muligt færdiggørelsespunkt. Her kan der opstå et overlap, idet lytteren producerer sin minimalrespons. Hvis taleren ikke forsøger at genoptage ordet, er samarbejdet om en lukke-sekvens accepteret, og emnet må dernæst siges at være afsluttet (Nielsen & Nielsen 2005, s. 96). Anmodningen om en afslutning kan i øvrigt signaleres ved lytterens nedadgående intonation ( ja), der kan få den igangværende taler til at standse sin taletur og holde en lille pause. Taleren kan da vælge at genoptage den forudgående taletur med den risiko, at samtalepartneren simultant vil påbegynde en ny taletur (Nielsen & Nielsen 2005, s. 97). Ligesom med de andre typer af minimalrespons gøres der ikke krav på taleturen, når der produceres en præ-lukker. Det kan måske virke sådan, da taleturen kan gives videre, men i realiteten bliver den blot brugt til at udtrykke ønsket om en afslutning af emnet. Fortsættelsesmarkører: Den tredje type af minimalrespons er fortsættelsesmarkører, der kan udtrykkes af lytteren som enten et smil eller et nik (Nielsen & Nielsen 2005, s. 90) eller som mm hm, ja og mm. Ved produktion af disse småord signaleres en forståelse for, at taleren har i sinde at forlænge sin igangværende turenhed, der endnu ikke er fuldført. En fortsættelsesmarkør bliver altså produceret af lytteren, som en form for accept af en forlænget taletur hos samtalepartneren, hvilket signalerer samarbejde (Nielsen & Nielsen 2005, s. 98). Gennem diverse undersøgelser er det blevet bevist, at gentagen brug af den samme fortsættelsesmarkør kan være tegn på dalende interesse. Dette fremgår tydeligt, hvis taleren selv inviterer lytteren til at respondere med f.eks. en overraskelsesmarkør ( virkelig ) eller en bedømmelsesmarkør ( wauw eller nej hvor sjovt ), men der desværre er mangel på samme. Dette kan være et signal om, at lytteren keder sig. I omvendte tilfælde, hvor taleren inviterer til latter, men der blot responderes med en fortsættelsesmarkør, kan det også være et signal om manglende interesse. (Nielsen & Nielsen 2005, s ). Modsat præ-lukkere er det bemærkelsesværdige ved fortsættelsesmarkører, at de ofte produceres med en opadgående intonation ( ja og mm). Dette er dog ikke nødvendigvis gældende for mm hm, der af Gardner (1995) karakteriseres som den helt klassiske fortsættelsesmarkør (Nielsen & Nielsen 2005, s. 99). Denne opfordrer blot taleren til at fortsætte sin igangværende taletur. Hvad der i øvrigt kendetegner fortsættelsesmarkører er, at de for det meste orienterer sig imod uafsluttede taleture (Nielsen & Nielsen 2005, s. 101). 16

17 Besvarere og bekræftere: Den sidste type af minimalrespons er besvarere og bekræftere, der kommer til udtryk ved småord som ja / jo, nej / næ og mm. Besvarere bruges enten i positiv eller negativ form af lytteren til minimalt at besvare et spørgsmål fra samtalepartneren, hvormed der ikke gøres krav på taleturen. De positive besvarere viser sig ofte i form af ordet ja, hvis selve spørgsmålet ikke indeholder en syntaktisk negering og jo, hvis det gør. Hvis lytteren vælger at respondere med negative besvarere, vil det ofte være i form af et nej, hvis spørgsmålet ikke indeholder en syntaktisk negering og næ, hvis det gør (Nielsen & Nielsen 2005, s. 105). Ligesom der er blevet fundet hhv. positive og negative besvarere, har man også iagttaget de modsvarende positive og negative bekræftere. De produceres af lytteren til at signalere en tilslutning til og en bekræftelse af den forudgående tale (Nielsen & Nielsen 2005, s. 102). På dansk ser man ofte de positive bekræftere i form af enten ja eller mm, hvor begge udtryk bæger præg af en nedadgående intonation. Disse bruges i øvrigt til at bekræfte en taletur, der ikke indeholder en syntaktisk negering. Modsat viser de negative bekræftere sig som et nej, næ eller mm. mm., hvilke orienterer sig imod en taletur, der indeholder en syntaktisk negering (Nielsen & Nielsen 2005, s ). Ovenstående er observeret på baggrund af Gardners (1995) studier af de minimale yeah og mm, der udtrykkes med faldende intonal finalisering ligesom de danske ja og mm (Nielsen & Nielsen 2005, s. 102). Generelt er Gardner meget optaget af, hvordan intonation kan påvirke funktionen af den producerede minimalrespons, hvilket flere af hans senere undersøgelser også er baseret på (Gardner 2001, kap. 6). I forhold til ovenstående undersøgelse har han fundet, at taleturen, som den pågældende bekræfter orienterer sig imod, er nået eller er ved at nå til et muligt færdiggørelsespunkt. Her er intonationen i talerens egen stemme ofte faldende, og måske opstår der en mikropause, hvor lytteren kan producere en bekræfter for at tilslutte sig det sagte (Nielsen & Nielsen 2005, s. 103). Dette var en gennemgang af de danske varianter af minimalrespons, som anvendes i alle former for interaktion med andre mennesker, både hverdagssamtaler og institutionelle samtaler. Som tidligere beskrevet foregår der et konstant samarbejde mellem taler og lytter, der konstruerer meningen i fællesskab. Derfor er lytterens produktion af minimalrespons også af stor betydning, da det signalerer, at talen bliver modtaget og vigtigst, hvordan den bliver modtaget. Selvom jeg har inddelt 17

18 og kategoriseret de forskellige typer af minimalrespons, må det påpeges, at de alle kan optræde i forskellige sammenhænge. Det afhænger af den givne kontekst, og man er altid nødt til at tage det interaktionelle og funktionelle aspekt med i betragtning (Nielsen & Nielsen 2005, s. 106). Som Gardner (2001) beskriver det, kan de forskellige typer af minimalrespons opfattes som variable og multifunktionelle (Gardner 2001, s. 8). I det efterfølgende afsnit Minimalrespons på dansk tegnsprog vil jeg ganske kort, med udgangspunkt i relevant litteratur, redegøre for, hvordan minimalrespons kan komme til udtryk på dansk tegnsprog. På baggrund heraf vil det være nemmere at udarbejde analysen, hvis jeg ved, hvordan fænomenet optræder på begge sprog. 3.3 Minimalrespons på dansk tegnsprog: Modsat dansk, som primært er baseret på auditiv kommunikation, er dansk tegnsprog et fuldkomment visuelt sprog. Her bruges hænder, krop, hoved og mimik til at kommunikere med, hvilket både indebærer manuelle og nonmanuelle funktioner. Når døve indgår i en dialog, produceres minimalrespons ligesom hørende gør det på dansk. Dog har de ikke samme mulighed for at udtrykke sig på vokalsprog med ord som ja, nej, jo, mm osv., hvorfor de i stedet producerer visuel minimalrespons. Det kan f.eks. udtrykkes vha. tegn som OK, JA eller NEJ. Sådanne manuelle tegn ses ofte i kombination med noget nonmanuelt f.eks. et tungt nik, men de døve kan også sagtens respondere kun vha. nonmanuelle træk. På tegnsprog bruges denne visuelle intonation, som svarer til vokalsprogets ændringer i stemmestyrke, toneleje samt variation i ordenes længde (Engberg-Pedersen 1998, s. 56). I forhold til tilstandsskiftemarkører på tegnsprog har undersøgelser vist, at de ofte kommer til udtryk i form af nik, som gerne er tunge i bevægelsen. Disse nik kan forekomme flere gange i træk i en slags serie, der signalerer, at det forudgående svar eller talen i sig selv har været informativ (Gerding 2011, s. 4). Ydermere har det vist sig, at tegnet OK kan bruges til at signalere et tilstandsskift og gerne sammen med et nik, der forstærker markøren (Gerding 2011, s. 5). I øvrigt kan mimik også bruges som tilstandsskiftemarkør, da det f.eks. kan udtrykke et skift i holdning (Engberg-Pedersen 1998, s. 158). Præ-lukkere på tegnsprog kan realiseres som et skift i blikretning ofte i kombination med tegnet JA eller OK. Et nik, der bruges sammen med et skift i blikretningen, kan også signalere en prælukning, som derefter kan blive til en faktisk lukker, hvis der gives accept fra samtalepartneren (Gerding 2011, s. 6-7). Ligesom på dansk vil præ-lukkere på tegnsprog blive produceret, når 18

19 tegnerens turenhed nærmer sig et muligt færdiggørelsespunkt. Dette kommer visuelt til udtryk f.eks. ved at hænderne samles eller ved fastholdelse af tegnets slutstilling (Engberg-Pedersen 1998, s ). Ved en sådan grænse kan lytteren producere sin præ-lukker f.eks. i form af et skift i blikretning sammen med tegnet JA, hvormed en afslutning af emnet søges. Hvis ikke der straks efter etableres øjenkontakt igen mellem de to samtalepartnere, kan det forekomme vanskeligt at fortsætte turen, da øjenkontakt er essentielt i visuel kommunikation. På tegnsprog udtrykkes fortsættelsesmarkører ofte gennem mimikken, der afspejler lytterens grad af interesse for det sagte (Gerding 2011, s. 8). Igen kan et nik og/eller et JA også bruges som fortsættelsesmarkører, da det signalerer, at lytteren er opmærksom og følger med (Mindess 2006, s. 229). Som tidligere beskrevet ses denne type af minimalrespons ofte i forbindelse med en uafsluttet taletur, hvormed der vil opstå et overlap, når lytteren producerer sin fortsættelsesmarkør. Der gøres ikke krav på taleturen, men derimod signaleres blot en accept af forlængelse af den igangværende taletur, hvorfor et turtagningsskift ikke er aktuelt. Besvarere og bekræftere viser sig på tegnsprog i form af de manuelle tegn JA eller NEJ, men det kan også udtrykkes nonmanuelt som et nik eller rysten på hovedet (Gerding 2011, s. 9). Hvilken markør, der produceres af lytteren - om den er positiv eller negativ - afhænger af talens indhold. Ligesom på dansk responderes der ofte med disse markører, når taleturen er nået eller er ved at nå til et muligt færdiggørelsespunkt f.eks. når hænderne samles. 3.4 Overlappende tale: Som nævnt i indledningen kan minimalrespons karakteriseres som en form for overlappende tale (Roy 2000, s. 90), da den ofte orienterer sig imod et muligt færdiggørelsespunkt eller overgangsrelevant sted. Det er også grunden til, hvorfor jeg har valgt at udarbejde dette relevante afsnit omhandlende overlap. Særligt i forbindelse med tolkede samtaler er det et centralt fænomen, man ofte støder på, hvor tolken er nødt til at træffe nogle valg. Disse forskellige strategier eller handlemuligheder vil jeg bl.a. komme ind på i dette afsnit. Gennem tiden har mange sprogforskere studeret og karakteriseret fænomenet som en afbrydelse af den igangværende talers taletur. Senere har man beskrevet hændelsen nærmere som et overlap, dvs. når to eller flere samtalepartnere producerer tale samtidig (Roy 2000, s. 83). Det behøver ikke nødvendigvis at forekomme med en negativ hensigt, og det bør ikke betragtes som et forsøg på at 19

20 dominere modparten (Nielsen & Nielsen 2005, s. 89). Ifølge Jefferson (1983) er overlap tværtimod et resultat af et velfungerende samarbejde mellem samtalepartnerne (Nielsen & Nielsen 2005, s. 86). Forekomsten af overlappende tale inkluderer ikke kun minimalrespons, hvor lytteren blot responderer med små korte indskydelser. Det omfatter også situationer, hvor de to samtalepartnere påbegynder en taletur på samme tid (Roy 2000, s. 84). I en tegnsprogstolket samtale, hvor der stort set altid tolkes simultant, vil der faktisk forekomme et konstant overlap, når tolken og den igangværende taler (f.eks. den hørende) producerer tegn og tale samtidig. Dette er dog et nødvendigt og accepteret vilkår, når der er tale om en sådan type interaktion, hvorfor der ikke fokuseres så meget på det i litteraturen. Der fokuseres mere på det overlap, der opstår mellem de to primære samtalepartneres tale, hvor det er tolkens opgave at gribe ind. I en samtale af en sådan karakter hævdes det, at samtalepartnerne faktisk er forsigtige med at tage turen, da de godt er klar over de ændrede omstændigheder. Alting skal formidles gennem tolken, og de er somme tider selv i tvivl om, hvem der egentlig har taleturen (Roy 2000, s. 84). Derfor kan der nemt opstå overlap, der af tolken kan håndteres på følgende fire forskellige måder (Roy 2000, s. 85): 1) Tolken kan stoppe den ene af samtalepartnerne og lade den anden fortsætte. Hun kan også vælge at stoppe dem begge to, hvorefter tolken selv, eller en af de to primære samtalepartnere beslutter, hvem der skal have ordet. 2) Tolken kan for et kort øjeblik ignorere den overlappende tale og fortsætte sin tolkning af den igangværende taler. Når taleturen er færdig, kan tolken da straks producere den forudgående (overlappende) ytring, om end hun er i stand til at gøre dette. 3) Tolken kan ignorere overlappet fuldstændigt. 4) Tolken kan for et kort øjeblik ignorere den overlappende tale og tolke den nuværende talers taletur til ende. Derefter kan hun vælge at give turen videre, eller i hvert fald indikere, at den anden samtalepartner forsøgte at sige noget. Det er op til tolken at vurdere, hvilken af ovenstående strategier, der forekommer mest passende i den enkelte situation. Om tolken helt kan ignorere den overlappende ytring afhænger af omfanget og vigtigheden af denne. Ifølge Roy (2000) er der to former for overlappende tale, som kan 20

21 ignoreres uden det påvirker udfaldet for drastisk, hvoraf den ene er minimalrespons (Roy 2000, s. 90). Man må dog notere sig, at denne teori er skrevet med udgangspunkt i face-to-face interaktioner, hvor tolken kan tillade sig at ignorere nogle af disse korte indskydelser. Anderledes forholder det sig med fjerntolkede samtaler, hvor de to primære samtalepartnere ikke har nogen visuel kontakt. De kan ikke selv se, hvis modparten f.eks. responderer med et nik, hvorfor tolkning af minimalrespons er vigtig (Dickinson 2002, s. 36). 3.5 Forskydningstid og stilhed: Som jeg var inde på i indledningen, foreligger der også en anden væsentlig faktor i forhold til simultant tolkede samtaler, nemlig forskydningstiden. Tolken vil altid have en startforskydning, når taleren påbegynder en sætning, hvorefter tolken enten kan sakke yderligere bagud eller hale lidt ind (Albertsen u.å., s. 2). Lige meget hvad, vil der altid eksistere en mindre, men ikke helt ubetydelig forskydningstid, der f.eks. kan resultere i passager med stilhed. Dette har igen ikke lige så stor betydning i almindelige dialogtolkninger, da det er tydeligt for samtalepartnerne, hvorfor stilheden opstår, f.eks. hvis tolken er i færd med at tolke en sætning til ende (Mindess 2006, s. 246). Forskydningstiden og de deraf forårsagede pauser med stilhed, er derimod relevante, når der er tale om fjerntolkede samtaler. Hvis den hørende bruger i den anden ende af røret f.eks. ikke har nogen erfaring med døve og tegnsprog, kan vedkommende måske føle sig ubehageligt tilpas ved den pludseligt opståede stilhed (Mindess 2006, s. 246). Sådanne huller kan også forekomme, hvis den døve bruger f.eks. er i færd med at tjekke sin kalender for bekræftelse af en dato, hvilket den hørende bruger ikke kan se (Napier, McKee & Goswell 2006, s. 139). Derfor vil vedkommende højst sandsynligt spørge ind til, hvad der foregår f.eks. med spørgsmålet: Hallo, er du der endnu? (Dickinson 2002, s. 35). Her kan det være en fordel for den erfarende tolk, hvor det er muligt, at udfylde disse stille passager for at få samtalen til at virke mere naturlig og flydende. Dette kan gøres i form af hele sætninger så som lige et øjeblik, men det kan også udtrykkes ved småord, der minder en del om minimalrespons f.eks. øh og mh (Dickinson 2002, s. 36). 3.6 Begrænsninger ved brug af fjerntolkning: Fjerntolkning bliver betragtet som en nem og behagelig måde for de døve at etablere forretningsforbindelser og personlige opkald på, men for tolken danner det samtidig rammen om en udfordrende tolkedisciplin (Mindess 2006, s. 240). Som nævnt er der mange aspekter, der bør tages hensyn til i forhold til brugerne. Derudover foreligger der også nogle rent teknologiske 21

22 begrænsninger i forbindelse med brug af fjerntolkning, som alle de implicerede parter er nødt til at være opmærksomme på. F.eks. er tegnsprog i realiteten et tre-dimentionelt sprog, der nu skal formidles og modtages på en to-dimentionel skærm (Mindess 2006, s. 240). Denne omstændighed stiller større krav til både tolken og den døve bruger, som begge må tilpasse deres sproglige stil derefter f.eks. ved at udføre tegnene lidt langsommere end normalt. Også i forhold til kropssprog og mimik kan der forekomme visse begrænsninger, da disse nonmanuelle træk måske ikke vil fremstå helt ligeså tydelige på et skærmbillede. På grund af videoudstyret kan dette billede i øvrigt være påvirket af svage forsinkelser. (Napier, McKee & Goswell 2006, s. 142). 4. Analyse og diskussion: På baggrund af de ovenfor beskrevet teorier vil jeg herunder udarbejde min analyse samt diskussion af empirien, bestående af den fjerntolket samtale. Jeg vil her igennem undersøge tolkens handlinger i forhold til minimalrespons, og til formålet har jeg udvalgt tre sekvenser fra optagelsen. Det bør nævnes, at der optræder minimalrespons mange flere steder end blot i de udvalgte passager. Jeg har, for overskuelighedens skyld, valgt at transskribere disse steder, da det er en stor hjælp til at foretage analysen af tolkens handlinger. Når man i øvrigt vil lave en analyse som denne med henblik på at undersøge nogle menneskelige handlinger, er det vigtigt at påpege, at der fokuseres på det, der egentlig sker. Dvs. at der analyseres på baggrund af det, som parterne gør i interaktionen og ikke på deres intentioner og motiver. Det er ikke sikkert, at den reelle handling og det, der faktisk udrettes stemmer overens med den oprindelige hensigt, hvilket enhver analytiker må være opmærksom på ved gennemgang og tolkning af datamaterialet (Nielsen & Nielsen 2005, s. 169). 4.1 Transskriptionerne: Transskriptionerne (se bilag 3) er udarbejdet med udgangspunkt i transskriptionssystemet, som bl.a. anvendes i Engberg-Pedersen (1998). Jeg har valgt at simplificere det forstået på den måde, at jeg har udeladt nogle elementer, da det ikke er alt, der har betydning for mit fokus i opgaven. Tilmed har jeg valgt at stille det lidt anderledes op end i det oprindelige transskriptionsark, hvor der er afsat en hel linje til hver aktivitet, der udføres hhv. manuelt og nonmanuelt. Jeg har transskriberet alle de manuelle tegn og mundbevægelser, ganske som det gøres ifølge transskriptionssystemet, der bygger på danske gloser som symboler for manuelle tegn suppleret med angivelser af 22

23 tegnmodifikationer (Engberg-Pedersen 1998, s. 23). Men derudover er det altså stillet op på en lidt anden måde mht. de nonmanuelle træk, hvilket også er angivet på bilagsarket (se bilag 3). Kort beskrevet anvender jeg en parentes i den pågældende linje til at angive, hvis der sker noget vigtigt med krop, hoved, blik eller mimik. Dertil vil der være en streg under det, der af tolken udføres med tegn og stemme samtidig. Hvad der er mest interessant i mine transskriptioner er det, der sker i forhold til minimalrespons, hvilket jeg har markeret med fed skrift. Hvis tolken f.eks. er i gang med at tolke den hørende brugers ytring, og den døve bruger samtidig producerer en eller anden form for minimalrespons, vil denne passage være markeret med fed skrift. På selve transskriptionsarket i bilagene, vil der være indsat en lille fodnote ved de steder, hvor tolken ikke reagerer på den producerede minimalrespons, og ellers vil en uddybning af tolkens handlinger fremgå af selve analysen. Nedenfor ses et forkortet eksempel fra en af mine tre transskriptioner, hvormed min opstilling tydeliggøres: Det fremgår i øvrigt af ovenstående eksempel, at jeg kun baserer min analyse på de handlinger, tolken udfører i forhold til den døve brugers producerede minimalrespons. Som beskrevet i afsnittet om metodekritik mangler lyden hos den hørende, hvorfor det ikke rigtigt er muligt at undersøge nærmere. Jeg har, for overskuelighedens skyld, struktureret sekvenserne således, at de er inddelt i nummereret linjer. (Dette eksempel starter med linje 3, da det ses i forkortet form). Derudover er tolken angivet med et T, mens der er markeret med et D ud for den døve brugers ytringer. For at sætningerne ikke skal forekomme for lange, har jeg nogle steder delt dem op f.eks. ved en sætningsgrænse, hvor den 23

24 efterfølgende linje da vil være en tolkning, som derfor er angivet med et T. Dernæst ses fortsættelsen af brugerens ytring (D), der igen efterfølges af en tolkning (T) på denne måde vil det visuelt fremstå mere overskueligt for læseren. I øvrigt bør det bemærkes, at tolken både tolker for den hørende og den døve bruger, hvorfor der i nogle tilfælde er skrevet med store bogstaver (tegnsprogstolkning) og i andre tilfælde med små bogstaver (stemmetolkning). 4.2 Den første sekvens (tidskode 02:12 02:33): I denne udvalgte passage giver den døve bruger udtryk for, at hun endnu ikke er sikker på antallet af deltagere til den planlagte polterabend, hvilket bliver stemmetolket. Ud fra den deraf følgende tolkning af den hørende brugers ytring, kan man fornemme, at svaret måske går i en anden retning eller ikke er fyldestgørende nok, hvorefter tolken selv vælger at tage affære. Nedenfor ses transskriptionen af sekvensen, hvor ud fra jeg vil analysere og diskutere tolkens valg af handling (se også bilag 3): Tolken tager selv turen: Her ses først og fremmest et eksempel, hvor tolken viser sig som en betydningsfuld deltager i interaktionen, og hvor det ydermere bekræftes, at der udveksles taleture med tolken (Roy 2000, s. 67). Endda forekommer her et tilfælde, der viser muligheden for, at tolken selv, på eget initiativ, kan gå ind og tage turen, hvor der er behov for det (Roy 2000, s. 93). Med ytringen i linje 6, som 24

25 både produceres med tegn og stemme, tager hun netop selv turen efter at have tolket den hørende brugers taletur. Tolken gentager egentlig bare indholdet af sin ytring i linje 4, men da det ikke fremstår som en tolkning af noget, der lige er blevet sagt, må det betragtes som tolkens egen indskudte taletur. Umiddelbart vil man hævde, at dette ikke har så meget at gøre med mit egentlige fokus, minimalrespons. Alligevel vælger jeg at fremhæve det som en relevant handling, da det tilsyneladende har en indvirkning på samtalen herunder den afgørende minimalrespons, som den døve producerer til sidst i sekvensen. Med en handling som denne, hvor tolken uafhængigt af de to primære samtalepartnere, går ind og tager turen, markeres tolkens evne til at influere på både retningen af samtalen samt det endelige udfald (Roy 2000, s. 96). Dette er en ret interessant observation, hvorfor jeg i det følgende vil se lidt nærmere på, hvad tolken egentlig gør, og hvilken indvirkning denne handling har på samtalen. Tolken følger Roys 3. strategi: Som det fremgår af linje 5, hvor tolken er i færd med at tolke den hørendes ytring, producerer den døve faktisk allerede minimalrespons første gang i denne sekvens, hvilket realiseres som en fortsættelsesmarkør (se bilag 3; fodnoten). Hun nikker løbende og responderer ydermere med tegnet JA (tidskode: 02:25), da tolken nævner GUS^MESTEREN, hvilket signalerer forståelse og opmærksomhed (Mindess 2006, s. 229). Her vælger tolken helt at ignorere den minimale indskydelse for i stedet selv at tage turen, der altså hverken er initieret af den hørende eller den døve bruger (Roy 2000, s. 93). I den givne situation har tolken flere handlemuligheder og træffer sit valg ud fra en vurdering af, hvad der er vigtigst. Ved sin indgriben, der dog koster en udeladelse af minimalresponsen, får tolken gennemtvunget den døves oprindelige ytring vedrørende tvivlen om antallet af deltagere. I realiteten opstår der faktisk et overlap i sekvensen, da den døve bruger producerer sin ovennævnte fortsættelsesmarkør. Men da denne ikke gør krav på taleturen (Nielsen & Nielsen 2005, s. 91), og den med rette kan udelades uden at påvirke udfaldet for drastisk (Roy 2000, s. 90), begår tolken ikke nogen fejl, idet hun vælger at ignorere den. Det hun egentlig gør er, at hun følger Roys 3. strategi om overlap (Roy 2000, s. 85), da hun vælger ikke at videreformidle den minimale indskydelse. Men i stedet for bare at lade taleren (den hørende bruger) fortsætte, hvilket normalt er tilfældet ved brug af denne strategi, tager hun altså selv turen. Dette kan tolken nemt gøre, da hun styrer turtagningen i samtalen. Selvom hun i denne situation anvender en strategi, som faktisk ignorerer den døve brugers ytring, resulterer det alligevel i et positivt udfald for den pågældende bruger. 25

26 Handlingens indvirkning på samtalen: Det er meget tydeligt, at den handling, som tolken udfører, influerer på samtalens videre forløb. Efter tolkens indgriben afgiver den hørende nemlig et opklarende svar, som kommer til udtryk gennem tolkningen i linje 7. Den døve bruger responderer derefter på svaret med en tilstandsskiftemarkør, som ses i linje 8. Hun undergår her et markant skift i informerethed fra uinformeret til informeret da hun endelig får opklaret sin tvivl (Nielsen & Nielsen 2005, s. 92). Den producerede tilstandsskiftemarkør optræder i øvrigt i forbindelse med en tredjeturs-position, hvilket stemmer overens med teorien (Nielsen & Nielsen 2005, s. 93). Der forekommer dog den lille forskel, at spørgsmålet i dette tilfælde ikke produceres af lytteren i samtalen, men af tolken selv, da hun har taget turen. Dette efterfølges af et (tolket) svar, der slutteligt udløser en tilstandsskiftemarkør hos lytteren (den døve bruger). Markøren udtrykkes som en gentagelse af det sidste tegn, tolken netop har produceret i det foregående svar ( PYT ), hvorefter der produceres to øvrige manuelle tegn, nemlig JA og FIN. Samtidig sker der også noget nonmanuelt, da den døve læner krop og hoved tilbage i en lidt tung bevægelse, hvilket signalerer hendes tilstandsskift (tidskode 02:31 02:33). Den døves minimale ytring bliver denne gang tolket og kommer til udtryk som nååå okay kombineret med et langtrukkent nik. Når udtrykket okay her ses i kombination med nå, har det samme funktion og effekt, som når tilstandsskiftemarkørerne nå og aha optræder sammen; det markerer et skift i informerethed (Nielsen & Nielsen 2005, s. 93). Ovenstående markør må siges at være det afgørende udfald af sekvensen, da det afspejler den døve brugers nye forståelse, som tolken har bidraget til gennem sin handling. Hvis tolken havde handlet anderledes i sekvensen, er det ikke sikkert, at den døve ville have opnået den samme forståelse og helmening. Havde tolken f.eks. produceret den døves første fortsættelsesmarkør (nik + JA ), ville hun have signaleret en accept af en forlænget taletur hos den hørende bruger (Nielsen & Nielsen 2005, s. 98), der højst sandsynligt var fortsat. Hermed ville hun ikke have fået gennemtvunget spørgsmålet vedrørende deltagerantallet, hvorfor det endelige udfald nok ville være et andet. Selvom en sådan samtaleanalyse er baseret på reelle handlinger (Nielsen & Nielsen 2005, s. 169), er sidstnævnte hypotese nødvendig at fremhæve for at illustrere betydningen af hvert eneste valg, tolken træffer. Delkonklusion: Tolkens valg af handling i denne udvalgte sekvens kan siges at have en indvirkning på samtalen. At hun vælger at følge Roys 3. strategi (Roy 2000, s. 85), hvor hun ignorerer lytterens minimalrespons 26

27 (overlappet) for selv at tage turen, viser sig kun betydningsfuldt for det endelige udfald. Hun er nemlig, med sin handling, med til at revidere og præcisere brugerens forudforståelse, som til sidst skaber en ny forståelse, der realiseres som en tilstandsskriftemarkør. 4.3 Den anden sekvens (tidskode 03:00 03:22): I denne sekvens søger den døve bruger tilsyneladende først en bekræftelse på sin ytring, der bliver tolket, hvilket ses i linje 1-5. Hun laver en kort opsamling, hvor hun siger, at hun vil sende en ny mail med ca. antal personer og tidspunktet, så medarbejderen (den hørende bruger) derefter kan oprette det inde i systemet. Den døve afslutter ytringen med en fastholdelse af tegnet FIN kombineret med løftede øjenbryn, der signalerer, at hun er nået til et muligt færdiggørelsespunkt, og at hun samtidig søger en bekræftelse. Den generelt faldende intonation i tolkens stemme markerer det mulige færdiggørelsespunkt i taleturen, hvormed der inviteres til produktion af en supplerende bekræfter hos den hørende (Nielsen & Nielsen 2005, s. 103). Dog resulterer det ikke blot i en så kortfattet respons, men nærmere i en uddybende forklaring, som ses tolket i linje 6. I stedet for at nøjes med den supplerende bekræfter tager den hørende faktisk taleturen, hvorefter der sker noget interessant i sekvensen. Nedenfor ses først transskriptionen, som illustrerer, hvad der sker (se også bilag 3): 27

28 Kraftigt overlap ved produktion af minimalrespons: Som det fremgår af linje 7-8, sker der noget interessant i forhold til minimalrespons, efter den hørende bruger har taget turen. Et kort stykke inde i den pågældende (tolket) taletur i linje 6, sker der nemlig et kraftigt overlap, idet den døve producerer minimalrespons. Allerede fra og med tegnet SENDE, der er markeret med fed skrift, overlappes der med den minimale ytring i linje 7, som orienterer sig imod et muligt færdiggørelsespunkt i taleturen. Som det ses, responderer den døve bruger med de manuelle tegn JA (højre hånd), JA (venstre hånd) og FIN (begge hænder), efterfulgt af et nik og en såkaldt emnepakkegestus (tidskode: 03:18 03:22). Udførelsen af disse tegn, og særligt den sidstnævnte gestus, signalerer den døves forståelse af det sagte, men det markerer samtidig ønsket om en lukning af emnet. En emnepakkegestus bliver nemlig produceret på tegnsprog, i forbindelse med initiering af et nyt emne, hvor begge hænder flyttes fra midten og ud til siden i én bevægelse 3. Hermed kan man faktisk hævde, at hun, med udførelsen af denne, allerede har afsluttet sekvensen og påbegyndt en ny taletur. Tolken følger Roys 2. strategi: Den døves producerede præ-lukker orienterer sig som sagt imod et muligt færdiggørelsespunkt i taleturen, hvilket kan understøttes af teorien (Nielsen & Nielsen 2005, s. 96). Det er tydeligt, at tolken, der er i færd med at tolke den hørendes ytring i linje 6, når til dette punkt, da hun afslutter med det spørgende tegn OK. Men på dette tidspunkt har den døve allerede overlappet med sin minimale indskydelse, der tydeligt signalerer et ønske om lukning af emnet. Normalt vil en sådan præ-lukker ikke nødvendigvis gøre krav på taleturen, men i dette tilfælde ender det faktisk med, at den døve bruger tager turen, hvilket er ret interessant. Grunden til dette kan nemlig findes ved den handling, tolken udfører. Da overlappet opstår, følger tolken Roys 2. strategi (Roy 2000, s. 85), hvor hun for et kort øjeblik ignorerer overlappet, for at fortsætte sin tolkning af den igangværende taler (den hørende bruger). Straks efter tolker hun så den minimale ytring i linje 8, der kommer til at falde lige oveni den døves afsluttende emnepakkegestus. Her fremgår det af tolkens intonalt nedadgående ja, at der signaleres en anmodning om en afslutning (Nielsen & Nielsen 2005, s. 97), hvorfor den også må karakteriseres som en præ-lukker. Dermed videreformidler tolken altså den rette respons til den hørende bruger, men fordi hun følger Roys 2. strategi, ser det ud til at have indflydelse på turtagningen i samtalen. 3 Noter fra tegnsprogsundervisningen (2013) 28

29 Handlingens indvirkning på samtalen: Da tolkningen af præ-lukkeren falder som den gør, får den hørende bruger ikke rigtigt nogen chance for at nå at acceptere anmodningen om afslutning af emnet, før et nyt allerede er indledt. Den døve bruger når at påbegynde en ny taletur i samme øjeblik, som tolken afslutter sin tolkning af prælukkeren. Her kan man diskutere, om dette ikke også blot kan skyldes forskydningstiden, som altid vil eksistere ved en simultant tolket samtale. Alt det brugerne siger, skal gennem tolken først, og fordi hun ligger lidt bagefter, må tolkningen af de minimale indskydelser nødvendigvis falde med lidt forsinket virkning. Men om end det skyldes forskydningstiden eller tolkens anvendelse af Roys 2. strategi, har den sene tolkning af responsen i hvert fald en indvirkning på samtalen. Den døve bruger påbegynder som sagt en ny taletur i forlængelse af sin minimale indskydelse, som tolken tolker, hvilket kan ses i min næste udvalgte sekvens. Hermed forekommer der næsten kun den mulighed for den hørende bruger at acceptere præ-lukkeren, som straks efter bliver omdannet til en faktisk lukker, fordi ordet ikke forsøges genoptaget (Nielsen & Nielsen 2005, s. 96). Sekvensen er afsluttet, og det resulterer altså i et turtagningsskift mellem de to primære samtalepartnere. Så selvom minimalrespons ikke nødvendigvis gør krav på taleturen, er det her bevist, at det godt kan resulterer i et turtagningsskift i en fjerntolket samtale. Det afhænger øjensynligt af, hvornår i sekvensen, tolken får videreformidlet lytterens minimale indskydelse. Det er vigtigt at bemærke, at det er tolkens handling i situationen, som får indflydelse på brugerens efterfølgende handling i samtalen. Tolken kunne godt have handlet anderledes f.eks. ved at følge Roys 1. strategi (Roy 2000, s. 85), hvormed hun kunne have stoppet en eller begge brugere ved den overlappende tale (linje 7) for derefter at tildele turen. Men da der her blot er tale om et overlap i form af en minimal indskydelse fra lytteren, ville en sådan handling forekomme for voldsom og upassende. Delkonklusion: Det må siges at have en betydning for samtalens udfald, hvornår i sekvensen, tolken videreformidler den pågældende minimalrespons. Når der opstår et overlap, idet lytteren producerer sin minimale indskydelse, kan det faktisk influere på turtagningen, alt afhængigt af tolkens strategiske valg. 29

30 4.4 Den tredje sekvens (tidskode 03:23 04:26): Bacheloropgave 2014 Denne sekvens er en fortsættelse af den foregående, og jeg har valgt at fremhæve den, da der her ses et tilfælde, hvor der forekommer mangel på tolket minimalrespons. Passagen varer godt et minut, hvilket er lang tid, når der er tale om tolket kommunikation, hvor brugerne ikke kan se hinanden. Her er det, som noget af teorien bekræfter, vigtigt, at tolken er ekstra opmærksom på sin formidling af minimalrespons (Dickinson 2002, s. 36). Dette gør sig særligt gældende i en situation som den i sekvensen, hvor den ene af de primære samtalepartnere fremstår relativt dominerende med sin lange taletur. Havde det været en ganske almindelig telefonsamtale ville det også forekomme underligt, hvis der slet ikke kom nogen respons fra lytteren undervejs. Roy (2000) hævder derimod, at tolken godt kan udelade minimalrespons uden det påvirker udfaldet for drastisk (Roy 2000, s. 90), men spørgsmålet er da, i hvor stort et omfang tolken kan tillade sig at gøre dette. Om det virkelig er muligt at undlade at tolke lytterens gentagende minimale indskydelser, uden det har nogen indvirkning på samtalen, er ret interessant. Det er netop grunden til, at jeg har udvalgt den pågældende passage, hvor der er mangel på tolket minimalrespons. Nedenfor ses først transskriptionen (se også bilag 3), som efterfølges af en analyse og diskussion af tolkens handlinger eller måske nærmere mangel på samme: 30

31 En lille indskudt taletursudveksling: Denne sekvens indledes med den døve brugers nye taletur. Hun har behov for at få afklaret et ekstra spørgsmål angående tidspunktet for omklædning, hvilket ses tolket i linje 1-6. Derefter gives turen videre til den hørende bruger, da tolkens spørgende intonation indikerer et muligt færdiggørelsespunkt, som her projicerer overgangsrelevans (Nielsen & Nielsen 2005, s. 44). Fra linje 7 påbegyndes en lang taletur, der tolkes til tegnsprog, og undervejs bliver der flere gange produceret minimalrespons af den døve bruger, hvilket mere eller mindre ignoreres af tolken. Tilmed fremgår det af hhv. linje 8 og 10, at den døve stiller nogle supplerende spørgsmål, som tolken ligeledes undlader at videreformidle. Dog sker der noget interessant med det første af spørgsmålene i linje 8, som i realiteten bliver besvaret bare ikke af den hørende bruger selv, men af tolken. Hun responderer med et hurtigt nik efterfulgt af en gentagelse af tegnene KLÆDE-SIG- PÅ FÆRDIG (linje 9), der derefter udløser en tilstandsskiftemarkør hos den døve i form af to tunge nik (Gerding 2011, s. 4). Derpå fortsætter tolken blot sin tolkning af den igangværende taler (den hørende bruger), som pga. den manglende visuelle kontakt ikke er bekendt med denne lille indskudte taletursudveksling. At tolken her er i stand til at tolke én taletur samtidig med, at hun responderer på den døves spørgsmål bekræfter igen teorien om, at samtalepartnerne udveksler taleture med tolken (Roy 2000, s. 67). Tolken følger gentagende gange Roys 3. strategi: I denne sekvens, fra linje 7-11, producerer den hørende bruger altså en meget lang taletur, som bliver tolket. Løbende responderer den døve bruger, hvilket realiseres i form af forskellige markører. Allerede i linje 7, hvor den hørende giver udtryk for, at den døves foregående spørgsmål var godt stillet, responderes der med tegnet JA (tidskode: 03:45). Dette produceres lige efter tegnet FIN, som er markeret med fed skrift i transskriptionen (se bilag 3; fodnoten). Denne minimale indskydelse ( JA ) kan enten opfattes som en bekræfter eller en fortsættelsesmarkør. Den kan nemlig på den ene side betragtes som en bekræftelse på, at spørgsmålet var godt stillet, men den kan samtidig anses som et signal fra den døve om, at hun ønsker, at den hørende skal fortsætte sin taletur. Dog forekommer markøren tilsyneladende så ubetydelig, at tolken vælger at ignorere den for i stedet at fortsætte sin tolkning af den hørendes taletur, hvilket følger Roys 3. strategi (Roy 2000, s. 85). Længere nede i sekvensen i linje 9, bliver det først rigtig interessant, hvad angår mit fokus. Som det ses i transskriptionen er hele denne ytring markeret med fed skrift, hvilket jeg har gjort, fordi der 31

32 her bliver produceret en hel del minimalrespons. Først og fremmest producerer den døve en tilstandsskiftemarkør i form af en række tunge nik (tidskode 03:58 04:01), der signalerer, at den forudgående tale har været informativ (Gerding 2011, s. 4). Dette fortsætter hun faktisk med og supplerer i øvrigt med tegnet JA, som gentages op til flere gange stadig i kombination med de nonmanuelle nik (tidskode 04:02 04:18). Man kan både opfatte dette som én lang tilstandsskiftemarkør, da alle de givne informationer tilsyneladende forekommer nye for den døve. Men man kan også hævde, at den responderende markør JA + nik kan anses som en fortsættelsesmarkør, da det ifølge teorien signalerer opmærksomhed og interesse for det sagte (Mindess 2006, s. 229). Det mest centrale for min undersøgelse er, hvordan tolken vælger at tackle udfordringer med disse minimale indskydelser, og her ser det igen ud til, at tolken benytter Roys 3. strategi om fuldkommen udeladelse (Roy 2000, s. 85). Til sidst i ytringen, i linje 9, når turen et muligt færdiggørelsespunkt, da tolken holder en mikropause og laver et nik med hovedet. Dette kan normalt indikere et overgangsrelevant sted, hvor turen kan gives videre til den anden samtalepartner (Nielsen & Nielsen 2005, s. 35), hvilket den døve også opfatter det som. Hun påbegynder en taletur, som egentlig blot består af det responderende tegn OK suppleret med et spørgsmål i linje 10. Men i samme øjeblik genoptager den hørende bruger tilsyneladende ordet, og der opstår et overlap, hvor de to samtalepartnere påbegynder en taletur på samme tid (Roy 2000, s. 84). Tolken træffer igen valget om at fortsætte sin tolkning af den hørende brugers forlænget taletur i linje 11, mens hun ignorerer den døves indskydelse. Handlingernes indvirkning på samtalen: At tolken handler som hun gør ved gentagende gange at ignorere lytterens minimalrespons, ser faktisk ikke ud til at have nogen drastisk indvirkning på selve samtalens udfald, hvilket bekræfter Roys teori (Roy 2000, s. 90). Derimod er det værd at bemærke, at hendes valg af handlinger har en vis indflydelse på kommunikationen mellem de primære samtalepartnere. Der er forskel på de to ting, og af denne sekvens fremgår det, at det er kommunikationen, som bliver påvirket. I stedet for en dialogisk kommunikation ses nærmest en lineær kommunikationsmodel (jf. Shannon & Weaver, 1949), hvor kun den ene part (den hørende bruger) udtrykker oplysninger, mens den anden part (den døve bruger) blot absorberer informationerne 4. I realiteten bliver der responderet, men fordi samtalepartnerne er fysisk adskilt fra hinanden, og siden tolken vælger ikke at videreformidle de

33 responderende signaler, fremstår resultatet som en lineær kommunikation. Så selvom udfaldet af samtalen ikke bliver videre påvirket, kan der stadig godt ske noget med det kommunikative i interaktionen. Med tolkens handling i starten af linje 9, hvor hun i realiteten udveksler en taletur med både den døve og den hørende, påvirkes den døves forståelse i forhold til samtalens indhold. At den indskudte taletur resulterer i en tilstandsskiftemarkør hos den døve viser netop, at tolken undervejs er med til at revidere og præcisere den døve brugers forudforståelse, hvilket ikke nødvendigvis behøver at involvere den hørende. Så selvom tolken generelt igennem denne sekvens ignorerer en del af de minimale indskydelser, er det ikke ensbetydende med, at den døve bliver fuldkommen overset i samtalen. Delkonklusion: Ud fra ovenstående sekvens kan jeg konkludere, at tolken rent faktisk godt kan tillade sig at ignorere lytterens producerede minimalrespons, og endda i et relativt stort omfang. Det er naturligvis ikke generaliserbart, da dette kun er et udvalgt eksempel og hermed et enkeltstående tilfælde. Men udeladelsen kan accepteres her, fordi tolken på et tidspunkt vælger selv at gribe ind, hvilket realiseres som den indskudte taletursudveksling. Her igennem får hun meget kort kommunikeret med den døve, dog uden at videreformidle det til den hørende. Denne lille handling forekommer ganske afgørende for den døves forståelse, der kommer til udtryk som en tilstandsskiftemarkør. Dertil må det siges, at selve kommunikationen mellem de to primære samtalepartnere tydeligvis er betinget af tolkens valg af handlinger. Da der ikke rigtigt bliver videreformidlet nogen responderende signaler undervejs, får det kommunikationen til at se lineær ud, netop fordi de to primære samtalepartnere ikke kan se hinanden. 5. Konklusion: På baggrund af min analyse og diskussion af de udvalgte sekvenser fra optagelsen, vil jeg i dette afsnit sammenfatte mine delkonklusioner og pointer til én samlet konklusion, som en besvarelse på min problemformulering. Herunder vil der også blive konkluderet på det tilhørende underspørgsmål, som står skrevet under min problemformulering på side 5. Mit primære formål med opgaven var at undersøge, hvordan en tegnsprogstolk tackler udfordringer med minimalrespons i en fjerntolket samtale. Herigennem var det interessant at se, hvilken indvirkning tolkens handlinger ville have på samtalen. 33

34 Først og fremmest må det konkluderes, at der ikke foreligger noget facit, hvad angår tolkens måde at håndtere udfordringer med det pågældende fænomen. Hun træffer tydeligvis sine valg af handlinger på baggrund af de givne omstændigheder i hver enkelt situation, hvorfor min problemformulering ikke blot kan føre til ét konkret svar. Tolken anvender som udgangspunkt nogle nyttige strategier i de enkelte situationer, hvormed det viser sig, at handlingerne ofte udføres med omtanke. Disse strategier eller handlemuligheder er udarbejdet af Roy (2000) og er egentlig formuleret som en hjælp til tolken i forbindelse med almindelige dialogtolkninger, når der opstår overlap. Da minimalrespons netop kan karakteriseres som overlappende tale, har nogle af ovennævnte strategier vist sig brugbare for tolken i min undersøgelse. Her igennem må det i øvrigt konkluderes, at de gældende strategier i almindelige dialogtolkninger også kan forekomme anvendelige i forbindelse med fjerntolkede samtaler. Gennem mit arbejde med empirien er jeg f.eks. stødt på situationer, hvor tolken vælger helt at ignorere lytterens minimalrespons (Roys 3. strategi), men jeg har også analyseret en sekvens, hvor hun blot venter med at producere indskydelsen, indtil hun har færdiggjort sin tolkning af den igangværende talers taletur (Roys 2. strategi). Disse udgør blot et par af de foreliggende strategier, som tolken kan anvende i forbindelse med håndtering af minimalrespons. I samme forbindelse kan jeg konstatere, og samtidig bekræfte Roys (2000) teori om, at det ikke nødvendigvis behøver at påvirke udfaldet drastisk, selvom tolken helt vælger at ignorere lytterens minimalrespons. Et andet af mine analyserede eksempler har i øvrigt påvist betydningen af, hvornår i sekvensen tolken vælger at producere denne, da det kan gå ind og påvirke turtagningen. Jeg kan heraf konkludere, at tolken ofte har flere handlemuligheder, og at hun er nødt til at vurdere betydningen af lytterens producerede minimalrespons i den enkelte situation. På baggrund af det kan hun træffe sit valg, om den skal videreformidles eller om det måske vil forekomme overflødigt for samtalen. Slutteligt kan jeg konkludere, at samtlige af de handlinger, som tolken udfører, ser ud til at have en indvirkning på samtalen på den ene eller den anden måde. Særligt når der tages udgangspunkt i en fjerntolkning, der udelukker muligheden for direkte visuel kontakt mellem brugerne, fremstår tolkens valg af handlinger nærmest værdifulde. Jeg har f.eks. analyseret mig frem til, at tolkens egen indgriben, hvor hun selv går ind og tager turen, kan påvirke samtalen og hermed også det endelige udfald. Denne lille handling har betydning for brugerens forståelse samt den helmening, der bliver skabt undervejs. Tolken er på denne måde medvirkende til hele tiden at revidere og præcisere forudforståelsen, der resulterer i en ny forståelse, som bl.a. afspejles i den producerede 34

35 minimalrespons. Denne struktur kan forklares med den hermeneutiske cirkel, som er den videnskabsteoretiske metode, der har dannet rammen om fremgangsmåden i min bacheloropgave. 6. Perspektivering: Det vil forekomme oplagt at betragte mit fokus i opgaven, som en del af en større faglig sammenhæng. Jeg kan f.eks. perspektivere det til et andet nærliggende fænomen, som er signifikant i fjerntolkede samtaler, nemlig pauser med stilhed. Dette har jeg kort været inde på i opgavens teori-afsnit, men jeg har kun behandlet det i et meget begrænset omfang. Det kunne være interessant, som det næste skridt i processen, at undersøge nærmere, hvordan en fjerntolk handler, når der opstår sådanne pauser (eller huller) med stilhed. Der findes relevant litteratur, bl.a. Dickinson (2002), Mindess (2006) og Napier, McKee & Goswell (2006), som beskriver noget omkring det nævnte fænomen. Jeg finder det netop nært beslægtet med minimalrespons i fjerntolkede samtaler, da der også kan opstå en vis upassende stilhed i den anden ende af røret, hvis tolken helt undlader videreformidling af minimalrespons. 35

36 7. Litteraturliste: Bøger og tekster: - Nielsen, M. F. og Nielsen, S. B. (2005): Samtaleanalyse, Forlaget Samfundslitteratur - Roy, C. B. (2000): Interpreting as a Discourse Process, Oxford University Press - Mindess, A. (2006): Reading between the signs: Intercultural communication for sign language interpreters, Intercultural Press - Gardner, R. (2001): When Listeners Talk: Response Tokens and Listener Stance. Amsterdam: John Benjamins Publishing Company - Brinkmann, S. og Tanggaard, L. (2010): Kvalitative metoder, Hans Reitzels Forlag - Engberg-Pedersen, E. (1998): Lærebog I tegnsprogsgrammatik, 2.udg. Center for Tegnsprog og Tegnstøttet Kommunikation - KC København - Albertsen, K. (u.å.) Forskydning Kort og lang forskydning, Center for Tegnsprog og Tegnstøttet Kommunikation - KC København, Undervisningsmateriale - Napier, J., McKee, R. & Goswell, D. (2006): Sign Language Interpreting, Theory and Practice in Australia & New Zealand, The Federation Press - Henriksen, J. (1986): Skrivetelefonen er nu kommet, (artikel, undervisningsmateriale) - Bukdahl, J. K. (1980): Forudsætninger for forståelse: Forudforståelse (artikel, undervisningsmateriale) - Sparrevohn, Bente: Fysiske rammer. I: Sparrevohn, Bente (red.): Kompendium i Tegnsprogstolkning, Døves Center for Total Kommunikation Dickinson, J. (2002): Telephone Interpreting - Hello, is anyone there?, Deaf Worlds - Toft, S. & Hansen, E. (2010): Telefontolkning, TU København (undervisningsmateriale) 36

37 Internetsider: - on/massekommunikation/massekommunikation_(udvikling) (set d. 31/10-14) - (set d. 3/11-14) - (set d. 30/11-14) Videoer og andet materiale: - Optagelse af fjerntolket samtale (fra fjerntolkekursus, marts 2013) - Noter fra tegnsprogsundervisning med Louise, ifm. intro til AMO 3.1 (d. 3/9-13) - Gerding, S. (2011): Minimalrespons i dansk tegnsprog, TU København, Seminaropgave 37