Det er jo os, det handler om

Transkript

1 Uden for nummer 6, 4. årgang 2003 Det er jo os, det handler om Af Birgitte Roth Hansen, socialrådgiver og cand. scient. soc. Birgitte Roth Hansen, ansat på Center for Forskning i Socialt Arbejde. Uddannet socialrådgiver i 1983, årskursus i 1993 og cand. scient. soc. i Har arbejdet i kommunale og amtskommunale socialforvaltninger og på amtsungdomscenter. Fra 1987 til 1998 ledende socialrådgiver på behandlingshjemmet Stutgården og fra 1999 til 2001 socialrådgiver på Frederiksborg Amts Børnerådgivning. Denne artikel bygger på mit speciale ved Den Sociale Kandidatuddannelse: Barnets stemme en kvalitativ undersøgelse af børns oplevelse af deres inddragelse i socialforvaltningernes arbejdsproces (2001). I artiklen uddrager jeg dele af resultaterne af den empiriske undersøgelse, som specialet er bygget op omkring. Det ligger derimod udenfor artiklens ramme at fremstille og redegøre for den teoriramme, der har ligget til grund for undersøgelsen 1. Undersøgelsen bygger på kvalitative interview med fem anbragte børn. Det er således et ganske lille undersøgelsesmateriale, der på ingen måde er repræsentativt for alle de børn, som er i kontakt med kommunale sagsbehandlere. Men undersøgelsens resultater kan måske alligevel medvirke til at påpege nogle dilemmaer i det sociale arbejde med børn. Indledning Det sociale arbejde med børn og familier udføres i konfliktfeltet mellem på den ene side samfundets ansvar for beskyttelse af børn og unge og på den anden side familiens ukrænkelighed. Få områder indenfor det sociale arbejde er udsat for så stærke følelser og holdninger som arbejdet med børn og unge. Deres forhold engagerer mange, og der stilles ikke mindst krav fra offentlighedens side om hurtig intervention, når børn og unge udsættes for svigt eller overgreb fra deres forældres side. Professionelle og politikere beskæftiget med socialt arbejde med børn og unge anklages den ene dag for deres undladelsessynder, de burde have grebet ind; mens der den næste rettes kritik mod de samme for magtfuldkommenhed, unødig indgriben og krænkelse af familiemæssige bånd. Bortset fra i de mest oplagte tilfælde af alvorlig omsorgssvigt og børnemishandling er der ikke, hverken forskningsmæssigt eller bredere samfundsmæssigt, konsensus omkring, hvilke opvækstvilkår der er så skadelige for børn at leve under, at indgreb i børn og familiers liv er påkrævet, og endnu mindre åbenlyst er det, hvilken form for indsats der i de enkelte tilfælde vil være den bedste til at afbøde eller afhjælpe børn, unge og familiers vanskeligheder. Vi mangler på området bredt set stadig både forskning og bevidstgørelse om samt systematisk opsamling af praksiserfaringer, hvis vi ønsker at udvikle det sociale arbejde med udsatte børn og unge. Herunder mangler vi ikke mindst viden om, hvordan de børn og unge, indsatsen drejer sig om, oplever denne 2. Det sociale arbejde med børn og unge har, udover børnene og de unge selv, mange interessenter og involverer mange aktører, som på hver deres måde præger arbejdet. I denne mængde af aktører og interesser er der risiko for at børn og unges subjektive perspektiv ikke 1 Kort fortalt bygger specialet på nyere psykologisk og sociologisk teori om børn og deres udvikling, teori og diskussioner om begrebet børneperspektiv, en gennemgang og diskussion af regelsættene vedrørende børns ret til at blive hørt, begreberne brugerinddragelse og børns deltagelse samt begreberne roller og relationer. 2 Af relevante undersøgelser, der belyser børns oplevelser i forbindelse med socialforvaltningers forebyggende indsats kan henvises til: Steenstrup, Johanne, (2002), Familie-erfaringer. København. SFI Arbejdspapir 6:2002. Tidligere anbragte unges erfaringer, både med socialforvaltningers og anbringelsessteders indsats, synliggøres i: Nielsen, Henrik Egelund, (2001), Så kommer du til et bedre sted. Forlaget Børn og Unge. Og i bogen Det er lidt svært af Hanne Warming (2002), Forlaget Frydenlund, vises pba. en undersøgelse, hvordan børn oplever samtaler i statsamterne i forbindelse med rådgivning eller afgørelser om samvær. 1

2 kommer til orde, hverken i det daglige sociale arbejde eller bredere samfundsmæssigt for eksempel i forhold til politiske prioriteringer eller udvikling af metoder og foranstaltninger i arbejdet med udsatte børn og unge. Hvis børn og unges opfattelser ikke medinddrages, øges risikoen for, at de beslutninger der træffes og handlinger der udføres, både på individ-, gruppe- og samfundsplan, ikke kommer børnene og de unge til gavn. De samtaler sagsbehandlere har med børn og unge kan have flere formål 3, men uanset formålet med den enkelte samtale har samtalens kvalitet set fra barnets perspektiv en selvstændig betydning. Vi må derfor i højere grad, end det hidtil har været tilfældet, inddrage børns erfaringer med samtalerne som ét ud af flere perspektiver, der skal i spil, hvis udviklingen af det sociale arbejde med udsatte børn og unge også skal medinddrage deres opfattelser af god og dårlig hjælp. Det har været mit formål med undersøgelsen at medvirke til en begyndende afdækning af, hvilke forhold børn 4 på baggrund af deres konkrete erfaringer finder betydningsfulde såvel positivt som negativt ved samtaler med sagsbehandlere. Mit perspektiv i artiklen er således at fremstille et børneperspektiv på børnesamtalen på baggrund af min fortolkning af interview med udvalgte børn. Der ligger i dette perspektivvalg det værdimæssige udgangspunkt, at børns subjektive oplevelser og erfaringer med samtalerne har selvstændig vægt uafhængig af, om deres sagsbehandlere kan have oplevet samtalerne helt forskelligt fra børnene. Undersøgelsens børn I undersøgelsen indgår interview med fem anbragte børn, tre piger og to drenge, i alderen 9 14 år. Tre børn havde været anbragt ca. et halvt år, et barn i ca. trekvart år og det sidste i ca. to år. Hovedparten af børnene beskrev en opvækst hos forældre med forskellige psykosociale problemer, konflikter mellem dem og forældrene samt egne vanskeligheder som for eksempel ensomhed, følelsen af anderledeshed, mobberi, samt faglige og sociale problemer i skolen. Børnene beskrev alle meget nuanceret deres forskellige oplevelser af samtalerne med deres sagsbehandlere. Alle børnene havde haft mere end én samtale med deres sagsbehandlere. Kun to af børnene havde haft samme sagsbehandler i forløbet op til og under anbringelsen. Udfra børnenes beskrivelser af samtalerne fremgår det, at der indgår samtaler med støttende, undersøgelses- og informationsgivende formå,l ligesom en del af samtalerne har haft som formål at følge op på anbringelser. Undersøgelsens resultater Af pladsmæssige årsager er det ikke muligt at give indblik i alle forskellighederne i børnenes beskrivelser. Undersøgelsens indimellem kritiske afspejling af sagsbehandlerarbejdet kan derfor forekomme mindre nuanceret fremstillet end i selve specialerapporten. Det er derfor vigtigt for mig at understrege, at sagsbehandlerarbejde på børne/familieområdet er noget af det mest komplicerede sociale arbejde der findes. Arbejdet rummer mange facetter, dilemmaer og aktører, og der eksisterer sjældent lette løsninger, der umiddelbart vil kunne opnås konsensus omkring. Mit udgangspunkt er, at de, der vælger dette arbejdsfelt, gør det for at medvirke til at bedre forholdene for børn og familier men også, at mange forhold påvirker arbejdets udførelse, så det ikke altid af de berørte klienter opleves som gavnligt. Det er derfor nødvendigt at undersøge, belyse og diskutere disse forhold, hvis vi ønsker at udvikle arbejdet til gavn for de børn, unge og familier, som berøres af arbejdet. Overordnet set kan man stille sig selv spørgsmålet: Vil børn overhovedet inddrages? Og med det forbehold der ligger i mit valg af interviewpersoner (børn der har været inddraget) er svaret: Ja det vil de. Det er jo os, det handler om, som et af børnene svarede. Det, de derimod stiller spørgsmål ved, er selve måden inddragelsen finder sted på. 3 Der kan for en nærmere belysning af disse formål henvises til artiklen i dette nummer af uden for nummer af Karen-Asta Bo og Ingrid Gehl. 4 Af hensyn til artiklens læsevenlighed anvendes ordet børn i ubestemt flertal. Dette kan give læseren anledning til at tro, at undersøgelsens resultater kan generaliseres til at gælde alle børn, hvilket jeg med det samme skal understrege ikke er min intention. 2

3 Analysen af interviewene er primært foretaget ud fra følgende tre perspektiver: * Børnenes oplevelse af varetagelsen af deres rettigheder 5 * Børnenes oplevelse af rollen som deltager 6 i samtaler og i beslutningsprocesser * Børnenes oplevelse af relationen 7 til sagsbehandlerne. Når jeg valgte disse analyseperspektiver skyldes det på den ene side mine egne erfaringer med børn, som på forskellige måder har givet udtryk for at føle sig fremmedgjort i forhold til beslutninger, ikke at kunne finde mening i valgte foranstaltninger og som har oplevet sig betydningsløse i deres relationer til professionelle. På den anden side er perspektivvalget understøttet af, at undersøgelser af voksnes oplevelser som klienter i socialforvaltninger og unge anbragte eller unge og voksne tidligere anbragtes oplevelser, har fremhævet problemstillinger indenfor netop disse tre områder (Lars Uggerhøj, 1995, Karin Kildedal, 1995, Kari Selstrøm, 1997, Henrik Egelund Nielsen (red.), 2001). Børnenes oplevelse af varetagelsen af deres rettigheder Under dette tema belyses spørgsmål vedrørende sagsbehandlernes oplysninger til børnene om samtalernes præmisser, om grundlaget for og formålet med anbringelserne og om forholdene på anbringelsesstederne. Når jeg på forhånd fandt disse spørgsmål betydningsfulde at belyse, skyldtes det en forestilling om, at denne type oplysninger må være grundlaget for, at børn overhovedet, på en for dem meningsfuld måde, kan benytte den deltagelse, som de lovgivningsmæssigt er tillagt. Hvordan skal man for eksempel kunne give sin mening til kende om en anbringelse, hvis man ikke forstår dens begrundelser, hvis man ikke forstår, hvad der skal ske med en selv og med ens familie, mens man er væk hjemmefra, eller hvis man ikke får noget at vide om det sted, man skal hen? Der er kun et barn, der husker at have fået at vide, at han ikke behøvede at svare på sagsbehandlerens spørgsmål. Denne information oplevede han som en kæmpe lettelse, også selvom han samtidig fortalte, at han rent faktisk ikke blev spurgt om noget, han ikke kunne eller ville svare på. Alle børnene fortæller om de mange overvejelser, de på forhånd gør sig, om samtalernes formål, og om de beslutninger, de i den forbindelse træffer, om ikke at ville svare på bestemte spørgsmål, hvis de skulle blive spurgt. Meget glædeligt var der ingen børn, der fortalte, at de havde følt sig presset til alligevel at svare eller til at fortælle om forhold de ikke ville. To af børnene havde fået at vide, at deres sagsbehandler skulle tale med dem for at lære dem at kende for at kunne finde ud af, hvilken hjælp de skulle have. De samme børn fik også senere at vide af sagsbehandleren, hvorfor hun pegede på en anbringelse, ligesom sagsbehandlerne har orienteret grundigt om anbringelsesstederne og delt deres egne overvejelser med børnene om fordele og ulemper ved det eller de mulige anbringelsessteder. Det kendetegner i øvrigt disse børn, at de oplevede selv at have været med til at beslutte, at de skulle væk hjemmefra. Ellers har børnene typisk ikke fået noget at vide, hverken af sagsbehandlerne eller af andre om samtalernes formål og sagsbehandlernes rolle. Et barn fortæller: 5 I rettighedsperspektivet indgår såvel retsregler, som direkte angiver forvaltningernes forpligtelser i forhold til inddragelse af børn i sagsbehandlingen, som for eksempel retten for børn på 12 år og derover til at give deres mening til kende og få denne tillagt vægt inden der træffes beslutning om foranstaltninger, og de mere bløde rettigheder, der kan udledes af begrebet god forvaltningsskik og som bla. omhandler retten til at kende præmisserne for samtalen med sagsbehandleren for eksempel formålet med samtalen, muligheden for indflydelse og retten til ikke at medvirke samt oplysning om anbringelsens formål, information om anbringelsessted m.v. 6 Deltagelsesbegrebet er for eksempel fremstillet af Per Schultz Jørgensen i: Børn som informanter, (2000). Børnerådet. PSJ opererer her med tre niveauer af deltagelse hhv. selvbestemmelse, medbestemmelse og medindflydelse, som igen angiver tre forskellige roller som hhv. aktør, medspiller og informant. 7 Relationen mellem barn og sagsbehandler vil være påvirket af den loyalitetskonflikt barnet kan opleve sig i i forhold til forældrene, af det almindelige magtforhold, der ligger i forholdet barn/voksen, af magtforholdet klient/professionel og af det særlige forhold, at sagsbehandleren repræsenterer en myndighed, der har ret til at træffe beslutninger, som går imod barnets egne ønsker. Disse forhold sætter rammer for, hvilken relation sagsbehandlere kan indgå i i forhold til børn, men indenfor disse rammer kan sagsbehandlerrollen udfyldes forskelligt, og barn og sagsbehandlers roller og rolleforventninger vil gensidigt påvirke hinanden og kontaktforholdet. 3

4 Int.: Dengang du overhovedet skulle snakke med hende første gang, kan du fortælle mig, hvordan du fik at vide, at du skulle snakke med Susanne? Barn: Det sagde min klasselærer, han sagde, at der var en eller anden dame og skulle snakke med mig og høre noget. Int.: Sagde han, hvad det var for en dame? Barn.: Næh nej det kan jeg ikke huske. Int.: Men fik du at vide, hvorfor du skulle snakke med en dame? Barn: Nej. Int.: Hvad tænkte du så på vej der hen? Barn: Jeg tænkte bare Gud, hvad nu har jeg nu gjort noget galt? Han fortæller videre, at da han kom ind i lokalet, sad der en fremmed dame, som fortalte, at hun var sagsbehandler og som uden at uddybe eller tjekke af, om han vidste, hvad det var for en størrelse, bad ham fortælle, hvordan han havde det derhjemme. Det gjorde han så, hvorefter han fik at vide, at det allerede var besluttet, at han skulle anbringes. Han husker ikke på noget tidspunkt at være blevet spurgt om sin holdning til denne beslutning og ej heller at sagsbehandleren talte med ham om hans forestillinger om det at blive anbragt. Han mente efterfølgende, at formålet med samtalen nok var, at sagsbehandleren lige skulle tjekke, det hun i forvejen vidste om forældrenes problemer og som han undrede sig meget over, at der ikke for lang tid siden var gjort forsøg på at afhjælpe men han var i øvrigt helt sikker på, at ligegyldig hvad han havde fortalt eller hvilke forslag han selv havde haft til hjælp, så stod beslutningen om anbringelse og valget af det konkrete anbringelsessted ikke til at ændre. Et andet barn fortæller følgende om det ikke at kende til formålet med samtalen: Int.: Jeg tænker på, om hun måske startede med at fortælle, hvorfor hun kom for at snakke med dig, så du kunne vide, hvad det hele gik ud på? Barn: Nej det gjorde hun ikke, det tror jeg nok jeg ville have lagt mærke til, hvis hun havde, og egentlig er det lidt åndssvagt, at de ikke gør det, for det er da ikke sikkert man selv ved det. Jeg tror bare, jeg efterhånden fandt ud af det, men egentlig ved jeg stadigvæk ikke helt, hvorfor hun egentlig ville tale med mig. Alle børnene fortæller, at de har været nervøse for samtalerne med deres sagsbehandler, og nogen har haft fysiske symptomer som for eksempel ondt i maven. Alligevel er der kun et barn, der fortalte om en sagsbehandler, der spurgte til dets følelser og forhåndsforestillinger om samtalen: Barn: Hun spurgte også, om jeg var nervøs for at tale med hende. Int.: Ja Barn: For jeg havde jo været lidt bange for, om det blev ligesom med mine lærere, at det bare er min skyld det hele, det synes jeg sådan de hele tiden sagde, men sådan var hun slet ikke, det fandt jeg hurtigt ud af: Int.: Det var da godt men hvad sagde du så, da hun spurgte om det? Barn: Jamen jeg turde godt sige, at jeg var lidt nervøs, fordi jeg ikke kendte hende, og så fordi man hører alt muligt om dem, fra dem man kender, men min mor var med, så jeg var ikke rigtig bange alligevel. Int.: Hvad var det du havde hørt fra de andre? Barn: Jamen det er noget med, at de ikke gider hjælpe, og de finder nogle lortesteder, hvor man skal hen. Samme barn fortæller også, at sagsbehandleren åbenlyst interesserede sig for, hvilken forståelse barnet fik af den information, som blev givet under samtalen, og at hun lagde mærke til, hvilket indtryk informationen gjorde på barnet. Der kan næppe være tvivl om, at et barns forhåndsforestillinger om samtalen og dens konsekvenser har indflydelse på dets kapacitet til at medvirke i samtalen og til at forstå nødvendig information. Jeg finder det derfor påfaldende, at det kun er ovenstående barn, der husker at 4

5 dets forhåndsforestillinger blev berørt af sagsbehandleren, og jeg har faktisk meget svært ved at forstå, hvordan man kan tage udgangspunkt i og afpasse sin information efter barnets behov, hvis man ikke i en dialog løbende får afdækket barnets følelser og forestillinger eller finder ud af, hvilket indtryk samtalen gør på barnet. Det er klart, at information for eksempel om årsagen til anbringelsen ikke er givet ved, at sagsbehandleren taler med barnet én gang før anbringelsen. Informationen må gentages og suppleres i forhold til de nye spørgsmål, der efterhånden vil rejse sig for barnet, og her er ansvaret ikke alene sagsbehandlernes, men også anbringelsesstedernes. Det er min erfaring, at anbragte børn gør sig mange tanker om årsager til og formål med anbringelsen, og selvom jeg ikke kan dokumentere det, føler jeg mig overbevist om, at børns gavn af anbringelser og andre foranstaltninger i høj grad afhænger af, om de har voksne i eller udenfor familien at dele disse tanker og følelser med. Konsekvenserne for børnene af den manglende afpassede information og dialog kommer stærkest til udtryk hos to af børnene, som får at vide, at de skal på børnehjem. De fortæller begge meget levende, hvor forskrækkede de blev og hvilke billeder af børnehjem, der løb gennem deres hoveder. Men sagsbehandlerne talte ikke med dem om deres skræk og forestillinger om børnehjem, de fik ingen information, der kunne nuancere forestillingerne, eller de kunne i hvert fald ikke høre den midt i forskrækkelsen: Eks. 1. Int.: Sagde hun til dig, hvad [institutionens navn] var for noget? Barn: At det var et børnehjem det var sådan et sted, hvis man havde problemer derhjemme. Int.: Hvad vidste du om børnehjem? Barn: Hun sagde også, at der boede andre børn jeg troede slet ikke man måtte komme ud og jeg var bange for, hvordan de voksne var måske ville de slå mig og man fik ikke mad og sådan noget det var jeg bange for. Int.: Vidste hun, hvor bange du blev? Barn: Det tror jeg ikke hun sagde det ikke. Eks. 2. Barn: Så sagde hun, at hun havde fundet et børnehjem. Int.: Hvad fortalte hun om det? Barn: Kun hvor det var henne og ikke andet. Int.: Spurgte du så selv om noget mere? Barn: Næh Int.: Men hvad vidste du selv om børnehjem i forvejen? Barn: Så tænkte jeg: Åh nej det vil jeg ikke, man har jo set alle de video og så, så Int.: Ja hvad forestillede du dig? Barn: Det var sådan noget med små senge, hvor vi alle sammen sov i et stort rum, hvor man alle sammen spiste i en stor spisesal og bliktallerkner og tremmer for vinduerne og alt det der. Int.: Forklarede hun dig ikke, hvordan her rigtigt er? Bern: Nej for så havde jeg jo ikke behøvet at gå og være så bange for det det var ikke særlig fedt men så var jeg jo oppe og se det ikke særlig lang tid efter, så I praktisk socialt arbejde træffes der hele tiden valg, og disse valg har konsekvenser, som vi ikke altid kan forudse. De to sagsbehandlere har formentlig prioriteret andre forhold i samtalerne højere end at give børnene mere information om anbringelsesstederne og indgå i en dialog med dem om deres forestillinger om det at bo på børnehjem, og har ikke været opmærksomme på konsekvenserne for børnene af denne prioritering. Eksemplerne ovenfor kan være med til at tydeliggøre, at vi ikke kan vide, hvilke forestillinger børn gør sig, hvis ikke vi aktivt inviterer dem til at udtrykke sig om deres tanker og følelser. Desuden anskueliggør eksemplerne, hvilke konsekvenser valget af ikke at være i dialog og ikke at give tilstrækkelig information kan få for børn. 5

6 Der er imidlertid også børn, som har fået mere information. Et barn havde både fået en grundig beskrivelse af stedet og en angivelse af tidsperspektivet i anbringelsen, - en tidsangivelse (længe) som barnet var glad for, og som det selv oplevede at have været med til at fastsætte. Et andet barn fortæller: Int.: Fortalte hun dig så om det sted, de havde fundet? Barn: Hun fortalte om, hvordan det var. Hun havde været ude og kigge på det og det var et hyggeligt sted. Int.: Hvordan hyggeligt sagde hun det? Barn: Ja hvad man kan lave og sådan, og man bliver ikke drillet og provokeret og sådan, for de andre har også problemer, så jeg vidste, at det ikke kun var mig, der havde problemer og sådan. Int.: Ja Barn: Og så kun hun med en sådan brochure, jeg kunne kigge i med billeder af værelserne og alle sådan nogle ting. Int.: Passede det så? Barn: Ja og selvom jeg ikke er så god i skolen, der er ingen, der provokerer og siger: Ad, hvor er du dårlig og sådan, fordi alle har et eller andet problem. Som vist er børnenes oplevelser i forbindelse med varetagelsen af deres rettigheder i sagsbehandlingsprocessen og under samtalerne meget forskelligartede, hvilket kunne tyde på at det er forskelligt, hvor megen opmærksomhed der er hos sagsbehandlere på vigtigheden heraf. Især ser de rettigheder, der kan udledes af principper for god forvaltningsskik ud til være vanskelige af efterleve under samtalerne. En barriere for børns forståelse af betydningsfuld information er, når denne ikke gives i tilstrækkelige mængder afpasset med det konkrete barns oplevede behov i situationen og når sagsbehandleren ikke hjælper barnet med at udtrykke sine tanker og følelser i forbindelse med den givne information. Information for eksempel om samtalens præmisser og om beslutninger, må således forstås som mere end blot formidling af facts fra sagsbehandler til barn. Den må i stedet opfattes som en dialog, hvor både barn og sagsbehandler er sender og modtager af verbale og nonverbale budskaber. Det kan se ud til, at sagsbehandlerne har en tendens til kun i begrænset omfang at give udtryk for at have set børnenes nonverbale kommunikation, ligesom børnenes forhåndsforestillinger om samtalerne kun i mindre omfang tematiseres af sagsbehandlerne under samtalerne. Børnene kan herved få det indtryk, at deres følelsesmæssige reaktioner, deres tanker og meninger ikke har sagsbehandlernes interesse, hvilket igen viser sig at få indflydelse på deres deltagelse i en dialog og hermed også på deres oplevelse af at have medindflydelse på samtalernes indhold og på de beslutninger, der træffes. Børnenes oplevelse af brugerinddragelse I socialpolitikken, i socialt arbejde og i forskning i socialt arbejde har der gennem de senere år været fokus på brugere og klienters deltagelse i de beslutningsprocesser, der vedrører disse grupper. Brugerinddragelse ses ofte knyttet til diskussioner om kvalitet i offentlige serviceydelser og til brugernes accept af myndigheders afgørelser som en forudsætning for, at den sociale service kan leve op til formålet om at forebygge eller afhjælpe sociale problemer. Hvis ikke brugerne accepterer, de handlinger der sættes i værk, er der en risiko for, at myndighederne opleves som en del af den verden, brugerne måske i forvejen ser sig udelukket fra og uden indflydelse på, og at de således oplever sig fremmedgjort og ude af stand til at præge egne livsbetingelser. Brugerinddragelse handler derfor om muligheden for via dialog at deltage i beslutninger, der vedrører én selv. For sagsbehandlere og andre socialarbejdere er kunsten, uafhængig af om der er tale om børne- eller voksenklienter, på den ene side at balancere imellem at påtage ansvar for den svage og udøve formynderskab, og på den anden side imellem respekten for menneskers selv- 6

7 bestemmelse og at undlade at gribe ind, og hermed overlade det fulde ansvar til individet uafhængig af, om vedkommende selv har magt til at håndtere sin situation 8. Jeg anser selv børns deltagelse i samtaler og i beslutningsprocesser som en nødvendig forudsætning, hvis vi vil understøtte deres kompetencer som aktører i eget liv samtidig med, at jeg også anser det som voksnes ansvar at træffe beslutninger, der er afpasset det enkelte barn og dets forudsætninger og vilkår. Børnenes oplevelse af deres rolle som deltagere i samtaler og i beslutningsprocesser viste sig i undersøgelsen meget forskellige både fra barn til barn og for det enkelte barn i forhold til kontakten med forskellige sagsbehandlere. Der er tre af børnene, som helt klart har oplevet sig lyttet til af mindst en af deres sagsbehandlere og som kan beskrive, hvordan de kunne mærke, når sagsbehandleren lyttede. Dette drejede sig bl.a. om, at der blev spurgt ind til og kommenteret på det, de fortalte, eller på anden måde udtrykte. Det er børn, som derfor kom til at opleve det meningsfyldt at fortælle og som havde en forestilling om, at det, de fortalte, gjorde indtryk på sagsbehandleren og kom til at præge de beslutninger, der blev truffet. To af disse tre børn havde i øvrigt med andre sagsbehandlere haft oplevelsen af ikke at blive lyttet til, og de kunne således på baggrund heraf beskrive forskellene. Et par af ovenstående tre børn har oplevet at have medbestemmelse i forhold til beslutningen om anbringelse eller valget af anbringelsessted, og disse børn havde klare forventninger om, at de ville få indflydelse på de fremtidige planer for eksempel om, hvor længe de skulle forblive på anbringelsesstedet, og hvad de skulle bagefter. Et barn havde oplevet, at dets mening om et kommende anbringelsessted altså et sted det skulle hen efter det nuværende anbringelsessted havde ændret sagsbehandlerens valg, så hun i stedet var gået i gang med at lede efter et alternativ. Og et barn havde, på baggrund af sine hidtidige erfaringer med sagsbehandleren, klare forventninger om, at hvis de fremover skulle blive uenige, ville sagsbehandleren give sig tid til at afklare uenigheden mhp. at nå frem til en fælles beslutning. Som noget helt centralt lægger alle børnene vægt på at være medbestemmende i forhold til valg af anbringelsessted, og de kan slet ikke forstå, hvordan valget kan træffes uden deres deltagelse. Det er jo os, der skal bo der, som et af børnene siger. Det er derimod ikke sådan, at de mener, at de bare skal have lov selv at bestemme. Men de vil gerne spørges om, inden der er fundet et sted, hvad de selv lægger vægt på. Det kan for eksempel dreje sig om beliggenheden i forhold til forældrenes hjem, om der skal være andre børn på stedet, hvordan de voksne skal være og hvilke muligheder for aktiviteter, der er på og i nærheden af stedet. Hvis der af en eller anden grund ikke kan vælges et sted, som de i udgangspunktet selv ønsker, vil de gerne have grundig information og ordentlige forklaringer på, hvorfor det måtte blive sådan, og de vil gerne kunne mærke, at sagsbehandleren tager deres forbehold alvorligt ved, at hun holder kontakten med dem efter anbringelsen for at høre, hvordan det går dem. I det hele taget er børnene klar over, at deres ønsker skal vurderes i forhold til forældreønsker, sagsbehandlernes faglige vurderinger og det muliges kunst. Men de ønsker at få at vide, om og hvordan deres egne synspunkter indgår i den samlede afvejning af synspunkter og muligheder. Det kan for eksempel dreje sig om, hvor de under anbringelsen skal være i weekends og ferier eller hvor de skal gå i skole. Hvis ikke de får begrundelser og kan høre, at deres egne synspunkter har været taget i betragtning, er der en tendens til, at de enten oplever, at deres ønsker må være uberettigede, siden de ikke kan tages i betragtning, eller at de oplever, at de selv ikke har været dygtige nok til at formidle, hvorfor ønskerne var vigtige for dem. Når børnene forholder sig kritisk til deres deltagelse i samtaler og i beslutningsprocesser, drejer kritikken sig særligt om: 1. Oplevelsen af ikke at blive lyttet til. Dette oplever børnene især, når de bemærker, at sagsbehandleren ikke spørger nærmere ind til de dele af børnenes fortællinger, som er i modstrid med oplysninger, hun har fra andre eller med hendes egne vurderinger af barnets situation. Typisk er det børnenes positive oplevelser med forældre eller deres opfattelse af egne ressour- 8 Dette dilemma diskuteres bla. af professor i socialt arbejde Rosmari Eliasson (1987). 7

8 cer og problemer, som de ikke oplever, der bliver lyttet til i samtalerne. Desuden oplever børnene sig ikke lyttet til, når sagsbehandlerne ikke åbent reflekterer over deres verbale og ikke mindst nonverbale ytringer og når sagsbehandleren ikke giver udtryk for, hvordan hun forstår barnet og dets situation. 2. Når man bliver bedt om at beskrive sin situation og efterfølgende finder ud af, at alle beslutninger var truffet på forhånd. Børnene oplever det som spild af deres tid, hvis samtalerne med dem bare skal bruges til at legitimere allerede trufne beslutninger, og et af børnene kalder direkte en sådan behandling nedværdigende. 3. At deltage på falske præmisser. Et af de ældste børn har oplevet at få anbringelsen beskrevet af sagsbehandleren mht. formål, indhold og tidsangivelse, hvilket barnet tilslutter sig. Da hun er anbragt, finder hun ud af, at oplysningerne ikke stemmer overens med virkeligheden. Stedet er ikke som beskrevet, formålet med anbringelsen er et andet og anbringelsestiden bliver mangedoblet uden, at sagsbehandleren taler med hende om disse ændringer. Konsekvensen er, at hun mister tilliden til sagsbehandleren og får en oplevelse af at være et retsløst objekt, man bare kan skalte og valte med efter for godt befindende. Børnenes oplevelse af relationen til sagsbehandler Resultaterne af undersøgelsen er her delt op i hhv. positive og negative relationserfaringer. Når jeg anser børnenes beskrivelser af forholdet til sagsbehandlerne som positivt, gør jeg det udfra en tolkning af, om jeg i beskrivelserne finder, at relationen medvirker til at opbygge eller vedligeholde for børnene positive selv- og andrebilleder og en tillid til at kunne få hjælp. Når relationen anses som negativ, drejer det sig derimod om, at samspillet med sagsbehandlerne er medvirkende til at fastholde eller opbygge et negativt selv- og andrebillede samt en manglende tillid til at kunne få hjælp. De børn, som oplever relationen med deres nuværende eller tidligere sagsbehandler primært positivt, giver udtryk for at opleve sig set, som de personer de er, og de oplever, at sagsbehandleren i ord og handling viser engagement i dem og i deres situation. Disse børn udtrykker tillid til, at sagsbehandleren kan og vil hjælpe dem. Et barn fortæller: Barn: Hun[tidligere sagsbehandler] skulle bare have prøvet det selv, så vidste hun hvordan det var, men sådan er [navn på næste sagsbehandler] ikke, hun hjælper. Int.: Hun hjælper. Tror du, det er fordi hun selv har prøvet det samme som dig? Barn: Det ved jeg ikke. Hun troede bare på mig, da jeg fortalte det, hun sagde ikke bare: Det skal nok gå. Jeg har også sagt til min mor, det er kedeligt, at vi ikke har hende mere, for hun kan nemlig forstå, hvordan det er. Int.: Ja hun har været god til at hjælpe dig. Barn: Det er fordi, hun godt kunne forstå, hvordan jeg havde det i skolen og det. Og hvis jeg nu blev drillet her, selvom det gør jeg ikke, så ville hun hjælpe mig igen, det har hun sagt, fordi jeg skal jo have det godt her. Et andet barn fortalte om en sagsbehandler, som gerne ville lytte til og tale om barnets savn af sin familie, også selvom sagsbehandleren fastholdt beslutningen om fortsat anbringelse. Barnet fortalte, at sagsbehandleren for eksempel huskede at spørge til de gode oplevelser, barnet havde haft sammen med forældrene, når det var hjemme på weekend, og barnet oplevede, at sagsbehandleren kunne lide det, bl.a. fordi hun prøvede et efterleve dets magtpåliggende ønske om ikke at komme for langt væk hjemmefra, også selvom det medførte ekstra arbejde for sagsbehandleren at finde et sted i lokalområdet. Eksemplerne på positive relationer viser, at en sådan opbygges over tid, når børnene erfarer, at sagsbehandlerne er troværdige og vedholdende i deres ønske om at lære børnene at kende og komme til at forstå forholdene ud fra deres perspektiv. For børnene betyder dette, at de kommer til at opleve sig som positivt særlige, at de ikke bare er en sag i mængden, og at de oplever sig værdsat som mennesker. Flere af børnene er meget opmærksomme på, om deres sagsbehandler kun yder det, børnene mener de er snævert forpligtede til, eller om sagsbehandlerne yder mere som for eksempel at ringe til barnet på anbringelsesstedet for at høre, hvordan det er gået, når de ved, at noget for barnet betydningsfuldt skulle ske. 8

9 Når børnene bliver spurgt, hvorfor deres forhold til sagsbehandlere er vigtigt, svarer de, at det er det, fordi et godt forhold er nødvendigt, hvis sagsbehandleren skal lære dem tilstrækkeligt at kende til, at hun kan finde den rigtige måde at hjælpe dem på. De kan sådan set slet ikke forstå, hvordan man for eksempel kan finde det rigtige anbringelsessted, hvis man ikke kender dem personligt. De fortæller desuden, at et positivt forhold imellem dem og sagsbehandleren spiller ind i forhold til, om de kan tro på, at de selv kan få medindflydelse på de beslutninger, der træffes. Den negative relation De børn, der oplever relationen med nuværende eller tidligere sagsbehandler primært negativt, er de børn, som har oplevet sig som en sag, der bare kan sættes på hylden, som et af børnene formulerer det. Det er børn, som ikke oplever, at sagsbehandleren viser sig som en person med følelser og meninger, og som de nærmest kommer til at opleve udelukkende som en personificering af et system, som intet vil kunne gøre indtryk på. Det er børn, der er i tvivl, om sagsbehandleren kender dem eller ønsker at komme til det, og herunder ikke mindst om hun kender deres forældre og respekterer relationerne mellem børn og forældrene. Når børnene ikke oplever, at sagsbehandlerne kender dem, bliver de bange for, hvilke konsekvenser det kan have for beslutninger om deres fremtid. De bliver for eksempel bange for, hvor længe gamle beskrivelser af dem og deres adfærd vil stå ved magt, og hermed kommer til at styre indsatsen, uafhængig af, at de selv synes, de har ændret sig. De føler sig desuden ikke-forståede, når de oplever, at årsagerne til deres problemer, som de selv ser dem, ikke medtænkes i sagsbehandlernes vurderinger af dem og af indsatsen. Et barn fortæller, at det er besluttet, at han skal gå i intern skole på det næste anbringelsessted. En beslutning, han er meget ked af og uforstående overfor: Int.: Så indimellem når du bliver gal, kommer du op at skændes eller slås med de andre? Barn: Sådan var det før. Nu går jeg bare udenfor, så det er ikke så meget. Int.: Så måske synes hun, du skal være et sted, hvor de kan hjælpe med at nå at stoppe måske som nu, hvor du går udenfor, inden du flipper helt ud? Barn: Ja måske men de hører bare ikke efter, hvad man selv synes. De tror, de kender en så godt, at de ved alt om en og sådan, men det gør de ikke. Int.: Hvad skulle hun have gjort, da du sagde det med skolen? Barn: Altså hun kunne godt have set på, hvordan det er gået de sidste par måneder, mens jeg har været her, for det er gået meget godt og jeg har ikke flippet ud. Int.: Så du synes, hun glemmer de måneder, du har været her og kun husker på, hvordan det var, da du boede hjemme? Barn: Ja det synes jeg nemlig, hun kan slet ikke forstå, at det er anderledes, når jeg ikke bor hjemme. Int.: Men hvordan hænger det sammen med skolen? Barn: Man skulle jo have det ud, var jo sur på dem, når det ikke gik godt derhjemme og træt af det hele det er jo det, der er anderledes, når jeg ikke bor der mere. Men det interesserer hun sig ikke en smule for, synes jeg. Int.: Men ved hun egentlig godt, at du har forandret dig? Barn: Det er det jeg ikke ved, der er ingen af dem, der siger om de synes, jeg har forbedret mig. Int.: Nu siger du de, hvem er de andre? Barn: Det er pædagogerne også. Int.: Så er der slet ikke nogen, du snakker med om, at du selv synes, du har forbedret dig og hvad de synes? Barn: Nej jeg ved ikke, om de har lagt mærke til det ellers så kunne man også snakke om så kunne man forklare dem, hvorfor man havde forbedret sig og sådan nogle ting. Int.: Ja Barn: Så kunne det være, at de kunne forstå det og jeg kunne forstå det. 9

10 Det at opleve sig som en sag, der bare kan lægges til side og udvises ligegyldighed overfor, er der i undersøgelsen flere eksempler på. Et at de, der gjorde stærkest indtryk, anskueliggør ud fra et barns perspektiv sammenstødet mellem på den ene side børns tidsperspektiv og på den anden side socialt arbejde underlagt forvaltningslogik og lønarbejderrettigheder. Eksemplet på denne problemstilling har jeg sammenfattet i nedenstående fremstilling af barnets fortælling: Barnet var anbragt uden forældrenes samtykke, og kunne beskrive mange års massive omsorgssvigt og oplevelsen af sagsbehandlere, der med lange mellemrum kom på besøg i hjemmet, uden at der tilsyneladende skete mere. Da anbringelsen endelig finder sted, er barnet enig i, at så alvorlige som forholdene i hjemmet nu var blevet, var der ikke andet at gøre, end at komme væk. Da hun havde været på institutionen i nogle måneder, skulle der findes et mere blivende sted. Sagsbehandleren får tilsyneladende forældrene til at sige ja til en videre anbringelse, men som det ofte sker, så glemmer forældrene deres tilsagn, og sagen går i stå. Jeg tænker, at dette skyldes, at sagen igen har skullet gøres klar til at komme i Børn- og ungeudvalg. Pigen oplever, at det i hele denne periode bliver hendes ansvar at huske forældrene på, hvorfor hun ikke kan bo hjemme, da ingen andre tilsyneladende har løbende kontakt med forældrene omkring anbringelsesbeslutningen. Hun efterlyser hos pædagogerne hele tiden, hvornår nogen dog kan få besluttet, hvad der skal ske, og får til sidst gennem institutionen besked om, hvornår sagsbehandleren regner med, at beslutningen vil blive truffet. Desværre blev det i mellemtiden sommer, sagsbehandleren skulle holde ferie, så sagen gik igen i stå og barnet stod fortsat i en uvis situation. Ud fra barnets beskrivelse vil jeg tro, at hun således i tre til fire måneder kom til at stå med oplevelsen af at have ansvaret for, at forældrene ikke skulle hjemtage hende samtidig med, at hun hverken kunne slå rødder på det midlertidige sted eller begynde at rette sig hen mod en fremtid et nyt sted. En af konsekvenserne af forløbet var, at hun kom til at opleve sig som en ligegyldig ting, der bare kan vente, til det passer systemet at handle. I dette tilfælde skyldtes forsinkelsen det træge systemarbejde, der er i forhold til tvangsfjernelsessager, samt sagsbehandlerens ferieafholdelse, men det kunne lige så godt have været sygdom, jobskifte eller bare det forhold, at nu var dette barn jo anbragt i sikkerhed, hvorfor andre sager presser sig mere på. Pigen havde i øvrigt et helt praktisk forslag, der kunne have afhjulpet situationen, nemlig at man i kommunerne kunne have en primær- og en sekundærsagsbehandler, ligesom hun på institutionen havde oplevet primær- og sekundærpædagoger, sådan at der altid var to personer, som kendte barn og forældre og som havde mandat til at handle under hinandens fravær. Børnene efterspørger troværdighed Børnene beskriver alle, at de opfatter sagsbehandlerne som betydningsfulde i kraft af deres rolle. Børnene oplever nemlig, at sagsbehandlerne sidder med nøglen til deres fremtid. De giver udtryk for en forbløffende forståelse for sagsbehandlernes arbejdsbetingelser og travlhed, men de efterlyser mere opfølgning på anbringelserne. Når der ikke finder opfølgning sted via en personlig kontakt mellem barn og sagsbehandler, føler børnene sig svigtede og betydningsløse, og dette gælder uafhængig af, om relationen i øvrigt er primært positiv eller negativ. En oplevelse af ligegyldighed eller svigt fra sagsbehandleres side, tror jeg opleves særligt truende, fordi den forbindes med en følelse af magtesløshed i forhold til den fremtid, som børnene ved, at sagsbehandleren i mange tilfælde har afgørende indflydelse på. Når jeg afslutningsvis skal sammenfatte, hvad børn efterspørger i deres kontakt med sagsbehandlere, mener jeg det kan gøres i begrebet troværdighed. Troværdighed baseres på en oplevelse af, at sagsbehandleren i sin kommunikation er åben og ærlig med hensyn til sine egne meninger, at hun varetager barnets bløde rettigheder, at hun varetager barnets ret til deltagelse og at hun aktivt understøtter dets mulighed for at komme til orde ved at lytte og spørge forudsætningsløst til barnets beskrivelser af sine erfaringer, tanker og følelser. Desuden baseres troværdigheden på, at barnet oplever, at sagsbehandleren i sine handlinger aktivt forsøger at afhjælpe dets vanskeligheder under hensyn til barnets egen opfattelse af hjælpen. Endelig afhænger en troværdig relation af en basal følelse 10

11 hos barnet af, at sagsbehandleren bryder sig om det, at hun er tilgængelig og at det ikke bare er et nummer i rækken. Afslutning Jeg har i artiklen beskæftiget mig med en vigtig del af socialforvaltningernes arbejde med børn og unge, nemlig inddragelsen af børn i sagsbehandlingsprocessen, og de erfaringer børn har med denne inddragelse. I både FN s børnekonvention og den danske sociallovgivning understreges vigtigheden af, at børns opfattelse af deres egen situation og af deres eventuelle hjælpebehov indgår i offentlige myndigheders arbejde med de berørte børn og unge. Det er da også mit indtryk fra kontakten med flere forskellige kommuner, at man mange steder arbejder meget bevidst med at udvikle måder at inddrage børn og unge for eksempel gennem et øget fokus på kvalificering af medarbejdernes børnesamtaler. En kvalificering af sagsbehandleres børnesamtaler forudsætter en parathed til virkelig at ville lytte og interessere sig for børns subjektive opfattelse af, hvad der på godt og ondt er betydningsfuldt i deres liv. Skal børn og unge kunne anvende den medindflydelse de lovgivningsmæssigt er tillagt, er det en forudsætning, at de kan indgå i troværdige relationer med deres og familiens sagsbehandler. Et styrket børneperspektiv og en hermed øget kvalitet i det sociale arbejde med børn og unge afhænger således bl.a. af sagsbehandleres troværdighed i relationen med det enkelte barn eller unge. Børnesamtalen er det helt centrale redskab i arbejdet med at styrke børneperspektivet i det sociale arbejde. Den indsigt undersøgelsens børn har bidraget med tydeliggør, at børnesamtalen kan kvalificeres ved, at sagsbehandleren under samtalen medvirker til skabe et refleksivt rum, hvor barnet opfordres til og understøttes i at give udtryk for sin oplevelse af samtalens indhold, forløb og resultater, samt af dets egen og sagsbehandlerens påvirkning af samtalen. Undersøgelsen viser, at børn også efter samtalen gør sig overvejelser om denne. Derfor kan det ved indledningen af den følgende samtale, for at kunne møde barnet hvor det nu er, være en god ide at tale med barnet om, hvilke refleksioner forrige samtale efterfølgende gav anledning til. Herved kan sagsbehandleren mere hensigtsmæssigt tilrettelægge samtalen, så den tager hensyn til barnet og dets aktuelle behov. Samtidig afhænger faglig kvalitet også af meget andet end børnesamtaler og styrkelse af børneperspektivet. Sikring af kvalitet i børnearbejdet i et bredere perspektiv handler også om inddragelse af familie og netværk i problemløsningen, af faglige og økonomiske ressourcer, prioriteringer, tilgængelighed af relevante foranstaltninger og kvalificerede faglige skøn. Jeg har gennem tiden mødt mange engagerede og dygtige sagsbehandlere med ambitioner om hele tiden at udvikle deres faglige arbejde til gavn for de klienter, de havde med at gøre. Men jeg har også mødt mange, som enten opgav at skabe forandring eller som konstant måtte kæmpe brave kampe for at højne det faglige arbejde i kommunale strukturer og kulturer, der på ingen måde havde fokus på menneskelig udvikling, det være sig klienters eller medarbejderes. Jeg føler mig overbevist om, at hvis forvaltningernes børnearbejde skal udvikles og børns perspektiv gøres synligt i arbejdet, så kræver det ledelsesmæssig prioritering af området og opbakning til de medarbejdere, der står i front i arbejdet, for eksempel må tid og ro til at forberede, afholde og efterbearbejde børnesamtaler opprioriteres. Det kræver desuden en løbende tilegnelse af teoretisk viden og metoder sat i spil med refleksion over sagsbehandlernes egne praksiserfaringer. Dette kræver både af ledere og medarbejdere, at der opbygges kulturer, som afprivatiserer arbejdet med børn og familier, hvor det er legalt at forholde sig til hinandens praksis og hvor det er muligt at lære af hinandens succeser og fejltagelser. 11

12 Litteratur Bo, Karen-Asta og Gehl, Ingrid (2003): Børnesamtalen. Dansk Socialrådgiverforening, uden for nummer, 4. årgang nr. 6. Eliasson, Rosmari (1987): Forskningsetik och perspektivval. Studenterlitteratur, Lund. Jørgensen, Per Schultz og Kampmann, Jan (red.) (2000): Børn som informanter. Børnerådet. Nielsen, Henrik Egelund (2001): Så kommer du til et bedre sted. Forlaget Børn og Unge. Kildedal, Karin (1995): En menneskelig opvækst? Den Sociale Kandidatuddannelse, Aalborg Universitet. Selstrøm, Kari (1997): Man skal høre mere på hvad barnet har at sige. Den Sociale Kandidatuddannelse, Aalborg Universitet. Steenstrup, Johanne (2002): Familie-erfaringer. SFI Arbejdspapir 6:2002. Uggerhøj, Lars (1995): Hjælp eller afhængighed. Aalborg Universitetsforlag. Warming, Hanne (2002): Det er lidt svært. Forlaget Frydenlund. 12