Prædiken Frederiksborg Slotskirke Henrik Winther Nielsen 9. marts søndag i fasten Luk. 22, Salmer:

Transkript

1 Prædiken Frederiksborg Slotskirke Henrik Winther Nielsen 9. marts søndag i fasten Luk. 22, Salmer: * Denne hellige lektie skrives i Første Mosebog: Adam lå med sin kone Eva, og hun blev gravid og fødte Kain. Hun sagde:»jeg har skabt en mand ved Herrens hjælp.«dernæst fødte hun hans bror Abel. Abel blev fårehyrde, mens Kain blev agerdyrker. Engang bragte Kain en offergave af jordens afgrøde til Herren. Også Abel bragte en offergave, fedtstykkerne af sit småkvægs førstefødte. Herren tog imod Abels offergave, men Kains offergave tog han ikke imod. Så blev Kain meget vred og gik med sænket hoved. Herren sagde til Kain:»Hvorfor er du vred, og hvorfor går du med sænket hoved? Hvis du gør det gode, kan du se frit op, men hvis du ikke gør det gode, lurer synden ved døren. Den vil begære dig, men du skal herske over den.«siden talte Kain til sin bror Abel, og da de en dag var ude i det fri, overfaldt Kain sin bror Abel og slog ham ihjel. Da spurgte Herren Kain:»Hvor er din bror Abel?«Kain svarede:»det ved jeg ikke. Skal jeg vogte min bror?«herren sagde:»hvad er det, du har gjort? Din brors blod råber til mig fra jorden. Nu skal du være bandlyst fra den jord, som har spærret sit gab op og drukket din brors blod, som du udgød. Når du dyrker jorden, skal den ikke mere give dig sin grøde. Fredløs og flygtning skal du være på jorden!«1 Mos 4,1-12 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Apostlene kom også i strid om, hvem af dem der skulle regnes for den største. Da sagde han til dem:»folkenes konger hersker over dem, og de, som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere. Sådan skal I ikke være; men den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener. For hvem er størst: den, der sidder til bords, eller den, der tjener? Er det ikke den, der sidder til bords? Men jeg er iblandt jer som den, der tjener. Jer er det, der er blevet hos mig under mine prøvelser, og ligesom min fader har overdraget mig Riget, overdrager jeg det til jer, for at I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige, og I skal sidde på troner og dømme Israels tolv stammer. Simon, Simon! Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede; men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte. Og når du engang vender om, så styrk dine brødre.«luk 22,24-32 De af os, der har været ude i Skansekapellet, har formodentlig været der i anledning af et tab. Hvorfor vi er et sted, og hvordan vi har det, betyder jo noget for vores oplevelse af stedet, ligesom en forårsskov kan være det hæsligste sted i verden, når man er ulykkeligt forelsket, og et koldt telt med en fugtig sovepose kan være helt fantastisk, når man er lykkeligt forelsket. Skansekapellet er et fantastisk lyst rum; høje lysindfald, hvide vægge, en udsigt over Gribskov, der folder sig ud for éns fødder. 1

2 Det er et moderne kirkerum med fokus på lyset, som omslutter os, når vi sidder der. Midt i udsigten over skoven står et kors, der ligner to jernbanespor, der krydser hinanden. Mellem skinnerne og svellerne er himlen synlig. I midten af skæringen har vi korset, og ud fra hver korsarm så at sige stråler 12 felter ud, som de 12 apostle, der gik ud fra det tomme kors dengang. Men korsets felter antydes at fortsætte videre ud fra de 12 felter. Bevægelsen ud fra korsmidten er ikke afsluttet, kirken er under stadig tilblivelse. Her i vores kirke er der væsentligt mørkere og koldere. Der er ikke fokus på lys på samme måde. Men der er især én ting ved vores kirkerum, som er væsentligt, og det er alle apostlene, der står i deres små rum i søjlerne. I stedet for firkantede felter som symboler for apostlene, møder vi herinde ansigter og blikke fra dem, der gik forud for os, den første menighed. De er muret ind i søjlerne her, fordi de er søjlerne i det menighedsliv, der foregår her på jorden, dem, der bragte evangeliet ud i verden. Det er deres forkyndelse af Guds ord, der gør, at vi er her i dag. Når man ser på statuer af apostlene, ser de ofte meget strenge og alvorlige ud, som om de i den grad, som teksten sagde, er i færd med at dømme fra deres høje troner. 12 mænd, der dømmer Israels 12 stammer. Hellige alvorsmænd. Der er ikke meget leende Buddha over dem. Men når man lærer dem at kende, kan det være, at man ser, at den strenghed, man ofte kan læse i deres ansigter, ikke så meget gælder os andre som dem selv. De, der, som vi lige hørte i dåbsevangeliet, truede ad kvinder med børn og sidste søndag prøvede at verfe en blind tigger af, så han ikke forstyrrede mesteren. Ikke så mandigt og ædelt, synes man. Det er de samme mænd, der her i dagens tekst begynder at diskutere, hvem af dem, der er størst. Og det gør de, fordi de sidder ved nadverbordet, og Jesus netop har fortalt, at en af dem vil forråde ham, og sådan en må vel være den usleste. Hvem er så størst? Det er jo vigtigt, fordi Jesus lige har fortalt, at han skal dø dagen efter. Det er svært at forestille sig en mere smagløs diskussion hvem skal overtage, når mesteren er død? Smagløs, fordi han sidder lige midt imellem dem. Som når arvinger går i gang med at skændes om bedstemors ejendele ved dødslejet, mens hun stadig trækker vejret. 2

3 Måske er det snarere syndsbevidstheden, man kan læse i deres alvorlige ansigter. Man kan synes meget om syndsbevidsthed. Der er dem, der har hørt for mange tordenprædikener og derfor forbinder det kirkelige med mørke og livsfjendskhed, og ikke altid uden grund. Hvorfor skal vi høre så meget om synd? Hvor bliver evangeliet af? Men inden vi kløjes i begrebet, må vi gøre os det klart, at syndsbevidsthed ikke betyder, at man går krumbøjet rundt og prøver at udpine enhver glæde af sig selv og (især) andre ved at opfinde ting, man ikke må. Syndsbevidsthed er tværtimod et skridt på vejen til modenhed og et sundt sjæleliv. Det lyder sikkert både reaktionært og selvmodsigende, men det er det ikke. Syndsbevidsthed betyder, at man tager ansvar for alt sit skidt og møg sine svigt, fortvivlelse, manglende kærlighed - i stedet for at skyde skylden på konen, manden eller omstændighederne, og lader dem være forklaringen på, hvorfor man igen - har optrådt som en idiot. Man tager ansvar for og vedkender sig sin smålighed, sin jalousi, sin nærighed, sin grådighed, sin kynisme. At man tager ansvaret for de bortforklaringer, man dulmer sin samvittighed med, når man går forbi sin næste, der har langt mere brug for ens opmærksomhed, end man selv har. Syndsbevidsthed betyder nemlig, at man bliver i stand til fuldstændigt at rydde op efter sig selv. For der er en verden til forskel på en forklaring og en undskyldning. Hvis vi forestiller os en situation, der nok ikke er helt fremmed for os: Vi er kommet hjem fra arbejde, vi overser fuldkommen de andre, spreder vores elendige humør, klager over maden, den sure mælk, støvet og den utømte skraldespand. På et tidspunkt bliver det de andre for meget, og de siger noget i retning af, at dét der er helt vanvittigt, hvad har du at sige til det? Og så kommer vi med forklaringer om, at vi har det så og så dårligt, og chefen er en nar, cyklen punkterede og det er derfor, vi opfører os sådan. Vi kommer med en forklaring i stedet for en undskyldning, for vi reagerer jo bare som et siv i vinden, ting og hændelser flyder åbenbart frit og ufiltreret igennem os. Det skulle være så sundt. 3

4 Men syndsbevidsthed betyder, at man tager sit dårlige humør og sine elendigheder på sig som et voksent menneske og bærer sin egen vægt uden at bortforklare noget som helst. Man prøver at se sig selv i øjnene med så få illusioner som overhovedet muligt. Der kan være brug for lidt syndsbevidsthed i en verden, hvor vi ellers bliver bedre og bedre til at forklare alting med årsag og virkning og med gener som alibi for vores tilbøjeligheder. Ellers er vi blot og bar biologi; en samling molekyler med disponeringer, vi ikke er herre over. Men det er altså hverken voksent, eller sundt for os selv og andre. Synden lærte vor mand Kain at kende hjemmefra; Adam skjulte sig, da Gud spurgte Adam, hvor er du?, og skød skylden på Eva, og hun til gengæld ikke tog sin del på sig, men pegede bort fra sig selv og hen på omstændighederne. Kain var bare ikke bevidst om, at den havde sat sig i ham som en arv fra hans far og mor. Er jeg min brors vogter?, svarer han retorisk, mens Abels blod flyder på jorden. To sigende og dårlige svar på de grundlæggende spørgsmål til os mennesker, stillet allerede på de første to sider i bibelen, hvor den moderne dysfunktionelle kernefamilie har sin mytiske oprindelse. Det forklarer jo en hel del af de besværligheder, der finder sted indenfor matriklen. Og derfor er spørgsmålene relevante for os hver dag: Adam, hvor er du? Og Kain, hvor er din bror? Hvor er du, og hvor er din bror? Er jeg min brors vogter? med andre ord, hvad vedkommer min brors liv mig? Ordet vogter lyder negativt. Det klinger af at holde hinanden i kort snor, holde skarpt og fordømmende øje med hinanden, det klinger af NSA og DDR og de religiøse vogteres råd. Er det det eneste alternativ til at være ligeglad? At vogte over nogen? Hvad skal man ellers stille op med sin såkaldte bror, spørger det menneske, der er uden syndsbevidsthed. Men hvad sagde Jesus til Peter? Styrk dine brødre! Når du vender om, så styrk dine brødre. Han sagde ikke: vær ligeglad og lad dem sejle deres egen sø. Han sagde heller ikke: vogt nidkært over dem. Men: styrk dem! Dét kræver fantasi, lydhørhed, indlevelse; det kræver kærlighed, det kræver et blik, der er i stand til at genkende fejlbarligheden, magtbegæret og svagheden, genkende den svigtende tro, det halvdøde håb og den visne kærlighed fra sig selv. 4

5 Det skulle Peter være den første til at kunne på baggrund af sin syndsbevidsthed, og derfor er det ham, der først fik opgaven. Og når du engang vender om, så styrk dine brødre! Ligesom børneopdragelse og dåbsoplæring går ud på at styrke børnene, ikke enten være ligeglad med dem eller vogte over alt, hvad de gør. Syndsbevidsthed betyder som sagt at tage alt sit skidt og møg på sig så illusionsløst som muligt, for SÅ kan man se sin Skaber og forløser i øjnene, og sige: Her er jeg! I stedet for at skjule sig som Adam og Eva, når Gud spørger, hvor vi er. Her er jeg, og jeg har taget mine vorter og knyster med. Så kan vi gå til alters, sidde til højbords og møde vores herre og ja, vores tjener - ansigt til ansigt. Og når vi vender om fra alteret, skal vi styrke hinanden som brødre og søstre, når vi møder nogen, der trænger til det. Hvis vi ikke gider eller orker at styrke vores brødre og søstre, kan vi jo spørge os selv, hvad det så egentlig er, vi regner med at få ud af den besparelse. Vi går til bords og lader os opvarte af tjeneren Kristus det er den primære, egentlige gudstjeneste. Og så kan vi jo spørge os selv, om ikke det er som man siger at den ene tjeneste er den anden værd. Det tror jeg, Jesus vil synes om. Amen! 5