Fokus på K V Æ L STO F

Transkript

1 Fokus på KVÆLSTOF

2

3 Indhold 1. Indledning 3 2. Kvælstofproblemet hvad er løsningen? 5 3. Det Økologiske Råds anbefalinger 9 4. Kvælstof et problem i naturen Kvælstof et problem i vore farvande Kvælstof et problem i grundvandet Kvælstofforurening fra landbruget Kvælstoftab ved udvaskning 7.2 Kvælstoftab ved ammonakfordampning 8. Kvælstofforurening fra transport- og energisektoren Referencer og noter 35

4 Forfatter: Cand. scient. Hans Nielsen, landbrugsfaglig medarbejder i Det Økologiske Råd Layout: Hanne Koch, Design Konsortiet Repro/tryk: Trykteam AS, Svendborg Papir: Cyklus offset, 100% genbrugspapir Oplag: eksemplarer 1. udgave, december 2001 Debathæftet kan købes ved henvendelse til Det Økologiske Råd Landgreven 7, 4. sal, 1301 København K Tlf Fax info@ecocouncil.dk ISBN:

5 1: Indledning Kvælstof er et livsnødvendigt næringsstof for alle levende organismer, men en stor tilførsel af kvælstof har katastrofale konsekvenser for vores mest værdifulde naturtyper og for plante- og dyrelivet i vore farvande. Næsten al vores natur er fra tidernes morgen udviklet under betingelser, hvor tilførslen af kvælstof var enten lav eller meget lav. Det har vi vendt op og ned på i de sidste 50 år ved at tilføre naturen og miljøet enorme mængder kvælstof. Alene landbruget taber hvert år omkring tons kvælstof (N) til naturen og miljøet i form af ammoniak og nitrat, mens energi- og transportsektoren udsendte tons N i 1999 i form af kvælstofoxider. Naturens tilpasning til lave tilførsler af kvælstof har både skabt meget artsrige naturtyper som overdrev og meget artsfattige naturtyper som højmoser. Fælles for disse naturtyper er, at deres overlevelse er betinget af lav tilførsel af kvælstof, og at de i høj grad bidrager til artsrigdommen i den danske natur. Tilføres naturtyperne store mængder kvælstof, vil det indbyrdes konkurrenceforhold mellem naturtypens plantearter ændre sig, idet nogle arter er langt bedre til at udnytte kvælstoftilførslen end andre. Resultatet bliver, at nogle arter vil vokse så kraftigt, at andre arter trænges tilbage for til sidst helt at forsvinde. Tilførslen af kvælstof medfører desuden, at andre plantearter indfinder sig, så vækstforholdene for de oprindelige plantearter forringes yderligere. Denne udvikling er irreversibel. Er ændringerne først sket, vil det ikke være muligt at genskabe den oprindelige biodiversitet ved at reducere kvælstoftilførslen. Der er ud fra ønsket om at bevare de kvælstoffølsomme naturtyper fastlagt tålegrænser, som angiver hvor meget kvælstof de kan tåle, uden at der sker påviselige forandringer. For de mest følsomme naturtyper er tålegrænsen 5 kg N/ha/år, mens den for mindre følsomme naturtyper er kg N/ha/år. Da kvælstofnedfaldet i Danmark typisk er på kg N/ha/år er tålegrænserne for vore mest kvælstoffølsomme naturtyper som højmoser og lobeliesøer overskredet voldsomt. 3 En stor del af kvælstoftilførslen til naturen og miljøet ender i vore farvande, hvor plantelivets vækst ligesom på land er styret af kvælstofmængden. Tilførsel af kvælstof påvirker livet i havet voldsomt og gennemgribende. Først stiger væksten af de mikroskopiske planktonalger i de øverste vandlag kraftigt, så vandet bliver uigennemsigtigt. Det betyder, at tang og ålegræs forsvinder på dybt vand på grund af for lidt lys. Når de store mængder planktonalger synker til bunds og nedbrydes på havbunden, tømmes bundvandet for ilt, så bunddyrene dør. Siden 1981 har der i de danske farvande været omfattende iltsvind, som har ført til massedød af såvel bunddyr som fisk. Der er stort set ingen af vore farvande, som har et naturligt varieret plante- og dyreliv, og det skyldes generelt en for stor kvælstofforurening. 4 I 1987 vedtog Folketinget Vandmiljøplan I med det mål at halvere kvælstofudvaskningen fra landbruget. Da virkemidlerne ikke viste sig at være tilstrækkelige til at nå målet, vedtog Folketinget i 1998 Vandmiljøplan II med henblik på at nå målet i I 2001 vedtog Folketinget den første ammoniakhandlingsplan med det mål at medvirke til at reducere kvælstoftabet til det danske vandmiljø og at bevare og beskytte sårbare danske naturtyper og Fokus på kvælstof 5

6 arter. Planen vil reducere ammoniakforureningen med 24% i 2010 i forhold til Selv om både vandmiljøplanerne og ammoniakhandlingsplanen nedsætter tilførslen af kvælstof til naturen og miljøet, så vil kvælstofforureningen stadig være større, end de kvælstoffølsomme naturtyper og vandområder kan tåle. Det Økologiske Råds holdning er, at landbrugsproduktionen skal tilpasses naturens tålegrænser. Der skal lægges et loft over husdyrtætheden, og kvælstoftabet skal minimeres fra alle kilder ved hjælp af tekniske og driftsmæssige forbedringer. Endvidere skal økologisk jordbrug anvendes som virkemiddel omkring de kvælstoffølsomme natur- og vandområder. Det Økologiske Råd ønsker med dette debathæfte at sætte fokus på de enorme mængder af kvælstof, som vi årligt tilfører naturen og miljøet med store skadevirkninger til følge. Vi ønsker at lægge op til en debat om, hvordan landbruget og energi- og transportsektoren skal udvikle sig for at kvælstofforureningen af naturen og miljøet kan komme ned på et niveau, som de kvælstoffølsomme naturog vandområder kan tåle. 6 Fokus på kvælstof

7 2: Kvælstofproblemer og løsninger Ud fra en økologisk tankegang skal tilførslen og tabet af kvælstofnæringssalte til naturen og miljøet minimeres overalt i samfundet, fordi tilførsel af kvælstof fører til naturforringelser, uanset om kvælstofnæringssaltene ender i naturen lokalt eller indgår som baggrundsforurening langt fra kilden. Der skal derfor både ske en minimering af tabet af ammoniak og nitrat fra landbruget og af udledningen af kvælstofoxider i energi- og transportsektoren. Desuden må husdyrtætheden, tilførslen af gødning til markerne og energiforbruget tilpasses til naturens tålegrænser. Ammoniaktab fra stalde Landbrugets ammoniaktab fra både stalde, lagre og ved udbringning af husdyrgødningen kan i princippet elimineres ved at håndtere husdyrgødningen i lukkede systemer, som det er kendt i industrien. Al luft fra staldene kan ledes gennem en røgvasker, som fjerner ammoniakken. Husdyrgødningen kan opbevares i lufttætte lagre, og den kan nedbringes direkte i jorden, så der heller ikke her vil være noget nævneværdigt ammoniaktab. Det største problem i en sådan løsning vil være at have stalde som lukkede systemer. I praksis vil det både være omkostnings- og energikrævende, og det vil give et ringere arbejdsmiljø og en ringe husdyrvelfærd. Bl.a. derfor går landbruget i dag væk fra lukkede stalde med mekanisk ventilation og over til stalde med naturlig ventilation både til svin og kvæg. Ammoniaktabet fra svinestalde udgør 11-19% af den kvælstof, som svinene udskiller i urin og fæces mod 5-7% for kvæg. 5 Der vil imidlertid kunne udvikles staldsystemer, der reducerer ammoniaktabet til under 8% i svinestalde og til under 5% i kvægstalde. 6 Hvis disse stalde anvendes, vil ammoniaktabet fra svine- og kvægstalde kunne reduceres med 1 3 i forhold til de bedste stalde i dag. mill. svin pr. år Figur 1: Udviklingen i svineproduktionen i Danmark siden 1960 i millioner svin pr. år. 7 Ammoniaktab fra lagre Tabet af kvælstof fra lagre af husdyrgødning varierer fra 2% af udskilt kvælstof i gylletanke til 16% for kvæg og 22% for svin i dybstrøelsesstakke. Tabet af kvælstof er særlig stort, hvis der starter en komposteringsproces i dybstrøelsen. Disse lagertab bør elimineres, ved at al husdyrgødning opbevares i lufttætte beholdere, der samtidig vil kunne opsamle drivhusgassen methan, så den kan anvendes som energikilde på gården. 8 Ammoniaktab ved udbringning af husdyrgødning Tabet af kvælstof ved udbringning af husdyrgød- Fokus på kvælstof 7

8 ningen på markerne varierer fra 3-6% af udskilt kvælstof og er størst ved udbringning af gylle. Det skyldes, at størstedelen af gyllen udlægges med slæbeslanger på jordoverfladen i voksende afgrøder uden nedfældning, mens fast gødning og dybstrøelse nedfældes/nedpløjes umiddelbart efter udbringningen. Gyllen vil imidlertid også kunne nedfældes i jorden helt eller delvist, hvorved ammoniaktabet elimineres eller reduceres. I kvægbruget anvendes dybstrøelsesstalde i stor udstrækning i kødkvægsbedrifter og økologiske bedrifter, og her vil udbringningstabet næppe kunne reduceres til under 3%. Ammoniaktabet vil således på længere sigt kunne nedbringes til under 10% af udskilt kvælstof i svineproduktionen og til under 8% i kvægproduktionen. Herved vil ammoniaktabet fra svine- og kvægproduktionen kunne reduceres fra tons N/år 9 til tons N/år incl. ammoniaktab fra dyr på græs ved uændret husdyrbestand. Er gylleseparation en løsning? Gylleseparation omfatter en række forskellige metoder til at adskille gyllen i en fast fraktion og en vandig fraktion. I anlægget Manura separeres gyllen efter forgasning i et biogasanlæg i 75% destilleret vand, 13% flydende koncentrat, 2% flydende N-gødning og 10% humus. 10 Driftsomkostningerne for denne metode anslås i dag til at udgøre kr. pr. tons gylle, og er derfor kun attraktiv i områder, hvor husdyrtætheden er så stor, at landmanden ellers skal betale store beløb for at få husdyrgødningen transporteret væk fra området. 11 Ved dekantering centrifugeres gyllen, så 80-85% af gødningens indhold af fosfor og organisk bundet kvælstof koncentreres i ca. 10% af gyllen, mens resten findes i en vandig form, der udbringes på markerne ligesom gylle. Den faste fraktion vil kunne transporteres til planteavlsbrug, så der ikke længere overgødskes med fosfor på ejendommen. Metoden koster ca. 10 kr. pr. tons gylle og vil kunne anvendes som et middel til at få løst problemerne med overgødskning med fosfor på intensive husdyrbrug. Gylleseparation vil kunne minimere ammoniaktabet under lagring og udbringning af gyllen, men i Danmark, hvor dyretætheden er mindre end i Holland, vil de ammoniakproblemer, som gylleseparation afhjælper, kunne løses langt billigere ved at overdække gyllebeholderen og nedfælde gyllen evt. kombineret med biogasproduktion. Gylleseparation reducerer ikke staldtabet, og netop staldtabet udgør i svinestalde i gennemsnit 60% af det samlede ammoniaktab. 12 Der bør derfor ikke gives offentlig støtte til gylleseparationsanlæg eller tillades en forøget husdyrproduktion med henvisning til, at store investeringer i gylleseparation bør belønnes med produktionsudvidelser. Det vil nemlig føre til en større ammoniakforurening, end hvis landbruget valgte den billigere løsning med overdækning af gyllebeholdere og nedfældning af gyllen. Bedre foderudnyttelse Det er også muligt at nedsætte ammoniaktabet gennem en bedre foderudnyttelse. Den bedste foderudnyttelse opnås ved at tilpasse den totale mængde protein i foderet og det indbyrdes forhold mellem de enkelte essentielle aminosyrer så præcist som muligt til dyrenes behov. Hos slagtesvin har en bedre foderudnyttelse op gennem 1990 erne ført til, at kvælstofudnyttelsen er øget fra 30% til 37%. Her- 8 Fokus på kvælstof

9 Vandmiljøplan II Ammoniakhand- Det Økologiske Råds Kilder 2003 lingsplan I 2010 forslag 2010 Stalde Lagre Udbringning Husdyr på græs Ammoniaktab fra husdyrgødning Afgrøder Handelsgødning Halmludning Spildevandsslam Samlet ammoniaktab Tabel 1: Ammoniaktab i 2003 ved fuld efterlevelse af Vandmiljøplan II 15 og i 2010 med ammoniakhandlingsplan I og Det Økologiske Råds forslag. ved er kvælstofudskillelsen pr. produceret slagtesvin reduceret med ca. 1,3 kg N. Der er fortsat et stort potentiale for at forbedre kvælstofudnyttelsen, idet der både er store variationer for de forskellige husdyr og fra besætning til besætning. Det største potentiale findes for søer og malkekøer, hvor kvælstofudnyttelsen er henholdsvis 18% og 25%. 13 Ammoniaktab fra afgrøder Der er endvidere et ammoniaktab fra afgrøderne på tons N/år. Dette betydelige tab skyldes i væsentlig grad, at afgrøderne ofte tilføres og optager større mængder kvælstof, end de aktuelt kan udnytte, så en del udskilles som ammoniak gennem bladene. En nedsættelse af gødningsnormerne kombineret med øget anvendelse af delt gødskning 14 vil kunne nedbringe dette tab. Udvaskning af nitrat fra markerne Udvaskningen af nitrat sker næsten udelukkende om efteråret og vinteren. Nogle marker får tilført fast gødning eller dybstrøelse inden såning af vinterafgrøder, selv om disse afgrøder først er i stand til at optage kvælstoffet næste forår. Andre marker er om efteråret og vinteren ubevoksede eller bevokset med afgrøder, der ikke er i stand til at optage den kvælstof, der er blevet frigjort om efteråret ved nedbrydning af plantedele og tidligere tilført husdyrgødning. En række efterafgrøder har vist sig meget effektive til at optage den frigjorte kvælstof, så den ikke udvaskes bl.a. græsudlæg, gul sennep og ræddike. Det Økologiske Råd har derfor foreslået, at arealet med efterafgrøder øges fra ha til ha/år. Gødningsnormen har også en væsentlig betydning for nitratudvaskningen, da en betydelig del af den tilførte gødning bliver på marken i planterødder m.m. Endvidere har bedre udbringningsteknikker medført, at afgrøderne udnytter den tilførte gødning bedre. Det Økologiske Råd foreslår derfor, at gødningsnormen nedsættes fra de nuværende 10% under det økonomisk optimale til 20% under det økonomisk optimale. Nitratudvaskningen er betydeligt større på landbrug, der anvender husdyrgødning end på landbrug, der anvender handelsgødning. Udvaskningen kan reduceres ved at udnytte kvælstoffet i husdyrgødningen bedre. Det Økologiske Råd foreslår derfor, at udnyttelseskravet øges med 10%-point for svinegylle og kvæggylle til henholdsvis 80% og 75%, og med 20%-point for dybstrøelse til 55%. Endvidere kan nitratudvaskningen nedsættes gennem et mere varieret sædskifte, der netop er tilrettelagt med henblik på at minimere nitratudvaskningen. Er et loft over husdyrtætheden en løsning? I Holland er regeringen i fuld gang med at gennemføre en plan, som skal reducere svineproduktionen med 25%. Planen betyder, at husdyrproduktionen reguleres ved svinekvoter, således at produktionen på landsplan holdes nede på det besluttede niveau. Formålet med planen er dels at nedsætte kvælstofforureningen og dels at forebygge udbrud af sygdommen svinepest. 20 Fokus på kvælstof 9

10 Reduktion i 2003 ifølge de Reduktion i 2003 ifølge Det Virkemidler vedtagne vandmiljøplaner Økologiske Råds forslag Opnået effekt af Vandmiljøplan I Vandmiljøplan II: Vådområder Plantning af ny skov Miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger (MVJ) Økologisk jordbrug Bedre foderudnyttelse Skærpede harmonikrav Forøget areal med efterafgrøder Nedsættelse af kvælstofnormen Bedre udnyttelse af husdyrgødningen Vandmiljøplan II i alt Generel udvikling og Agenda 2000, Samlet reduktion Tabel 2: Oversigt over reduktion i udvaskningen af kvælstof i tons N i 2003 ifølge den vedtagne VMP II 19 og Det Økologiske Råds forslag. I Danmark varierer husdyrtætheden fra 0,4 dyreenheder 21 (DE)/ha dyrket landbrugsjord i hovedstadsregionen og Storstrøms Amt til 1,3 DE/ha i Viborg Amt. I amter med den største dyretæthed skal husdyrgødningen fordeles på 80-90% af landbrugsjorden for at overholde gødningsreglerne. Der er derfor et behov over 1,0 DE under 1,0 DE for et loft over husdyrtætheden, så det bliver muligt at friholde landbrugsarealer omkring kvælstoffølsomme naturtyper og vandområder og i nitratfølsomme drikkevandsområder. Det Økologiske Råd foreslår på den baggrund, at der lægges et loft over husdyrtætheden på 1,0 DE/ha dyrket landbrugsjord i alle amter. Det vil betyde en mindre eller uændret husdyrproduktionen i Jylland, på Fyn og på Bornholm, mens husdyrproduktionen stadig kan forøges på Sjælland. 1,2 1,2 1,2 1,3 1,1 1,1 0,9 0,9 Figur 2: Husdyrtætheden i DE/ha dyrket landbrugs areal. 0,6 0,4 1,1 0,4 Udledning af kvælstofoxider Vejtransport er nu den største kilde til forurening af naturen og miljøet med kvælstofoxider, og de øvrige væsentlige kilder er kraftværker og anden transport, der bl.a. omfatter skibsfart og landbrug. Forureningen med kvælstofoxider er i høj grad grænseoverskridende, idet kun 4% af de danske udslip falder ned inden for Danmarks grænser, mens størstedelen ender i Østeuropa og i havet. Nedfaldet af kvælstofoxider inden for Danmarks grænser er på tons kvælstof, og heraf kommer 88% fra udlandet. 22 Det er derfor nødvendigt med en international indsats for at reducere nedfaldet af kvælstofoxider i Danmark væsentligt. De vigtigste midler er at få renset udslippene fra kraftværker og fra benzin- og dieselkøretøjer for kvælstofoxider samt at få begrænset energi- og transportbehovet. 10 Fokus på kvælstof

11 3: Det Økologiske Råds anbefalinger Det Økologiske Råd anbefaler, at kvælstofforureningen fra landbruget og fra afbrænding af fossil energi på længere sigt bringes ned under tålegrænserne for de mest kvælstoffølsomme natur- og vandområder, og at der allerede nu lægges en strategi, som gradvist kan føre til dette mål. Nedbringelsen skal ske ved at udvikle og fremme produktionsformer i landbruget, der minimerer kvælstoftabet uden at skade klimaet eller husdyrvelfærden. Og det skal ske ved at minimere såvel forbruget af fossil energi som kvælstofudslippet ved forbrænding heraf. 1. Landbrugsproduktionen skal tilpasses naturens tålegrænser Der skal lægges et loft over husdyrtætheden i alle amter på 1,0 dyreenheder(de)/ha dyrket landbrugsjord. Landbrugets ammoniaktab skal minimeres ved hjælp af tekniske og driftsmæssige forbedringer, men det skal ske under hensyntagen til klimaeffekter og husdyrvelfærd. Alle husdyrbrug over 30 DE skal have en miljøgodkendelse og en handlingsplan for minimering af kvælstoftabet. Der skal udarbejdes indsatsplaner for reduktion af kvælstofforureningen i alle naturområder, marine områder og grundvandsområder, hvor målsætningerne for natur og miljø ikke er opfyldt på grund af kvælstofforurening jf. vandrammedirektivet og habitatdirektivet. Hovedelementet i disse indsatsplaner skal være en generel erstatningsfri regulering af landbrugsdriften i hele områdets opland baseret på anvendelse af teknologier og dyrkningssystemer, der minimerer kvælstoftabet, og på benyttelse af MVJ-ordningerne 23. I de tilfælde, hvor dette ikke er tilstrækkeligt til at opfylde miljøkvalitetsmålsætningerne på grund af en eller flere landbrugsejendommes beliggenhed og/eller driftsform, kan der ydes en engangskompensation til omlægning af landbrugsdriften, så den ikke længere hindrer opfyldelse af miljøkvalitetsmålsætningerne 24. Engangskompensationen til omlægning af landbrugsdriften skal finansieres via MVJordningerne, der udvides på bekostning af ha-støtten. Økologisk jordbrug, skovrejsning og våde enge skal anvendes som virkemidler til at reducere kvælstofbelastningen af natur- og vandområder. 2. Vandmiljøplan II skal forbedres Kvælstoffet i husdyrgødningen skal udnyttes bedre. Udnyttelsen skal hæves med 10 %-point for svinegylle og kvæggylle til henholdsvis 80% og 75% og med 20%-point for dybstrøelse til 55%. Gødningsnormen skal nedsættes til 20% under det økonomisk optimale. Sædskifterne skal forbedres, så både kvælstoftabet og pesticidforbruget minimeres. Gode sædskifter med bl.a. en større andel af efterafgrøder Fokus på kvælstof 11

12 skal være en forudsætning for at kunne modtage hektarstøtte. Arealet med efterafgrøder skal forøges fra ha til ha for at nedsætte nitratudvaskningen om efteråret og vinteren. 3. Udledningen af kvælstofoxider skal minimeres Udledningen af kvælstofoxider (NOx er) skal reduceres i transportsektoren og på kraftværkerne ved anvendelse af bedst tilgængelig teknologi og ved at minimere transport- og energibehovet. Der skal etableres kalysatorer på dieselbiler. Der skal etableres kvælstoffjernelse på alle kraftvarmeværker 25 og affaldsforbrændingsanlæg. Det skal være dyrere at køre i bil enten gennem en forhøjelse af benzinprisen eller ved indførelse af kørselsafgifter. Anvendelsen af kul som brændstof i kraftværker skal ophøre. 4. Naturen skal beskyttes mod kvælstofforurening Ammoniakforureningen af kvælstoffølsomme naturområder skal på kort sigt nedbringes til under 1 kg N/ha fra lokale kilder. På længere sigt skal den samlede kvælstofbelastning bringes ned under naturområdernes tålegrænser. Amterne skal i samarbejde med Skov- og Naturstyrelsen hurtigst muligt iværksætte indsatsplaner for at bevare alle kvælstoffølsomme naturområder i Danmark, der er af national og international betydning jfr. Habitatdirektivet. Indsatsplanerne skal omfatte: etablering af beskyttelseszoner omkring de kvælstoffølsomme naturområder for hurtigst muligt at få kvælstofforureningen fra lokale kilder bragt ned under 1 kg N/ha/år. iværksættelse af foranstaltninger, der kan minimere kvælstoftabet fra de eksisterende husdyrbrug i beskyttelseszonerne iværksættelse af plejeforanstaltninger, der kan modvirke ændringer af naturtypen som følge af kvælstofforureningen. Beskyttelseszonerne skal have en størrelse på: 2 km omkring de særlig kvælstoffølsomme naturtyper som højmoser, lobeliesøer, ekstremfattigkær og hedemoser, hvor tålegrænsen er 5-7,5 kg N/ha/år. 1 km omkring kvælstoffølsomme naturtyper som overdrev, heder, ekstremrigkær og naturenge, hvor tålegrænsen er ca kg N/ha/år. I beskyttelseszonerne omkring de særlig kvælstoffølsomme naturtyper kan der ikke etableres ny intensiv husdyrproduktion. Den eksisterende intensive svineproduktion skal afvikles, og kvæg- og mælkeproduktionen skal være ekstensiv økologisk produktion. I beskyttelseszonerne omkring de kvælstoffølsomme naturtyper skal husdyrproduktionen reduceres, så den samlet set belaster de kvælstoffølsomme naturtyper med mindre end 1 kg N/ha/år. Kvælstofforureningen af kvælstoffølsomme naturområder gennem drænvand skal bringes til ophør. 5. Vandmiljøet skal beskyttes mod algeopblomstringer og iltsvind Kvælstofforureningen af vore søer, fjorde og farvande skal bringes ned på et niveau, så de alle får enten en høj eller en god fysisk-kemisk og biologisk tilstand jf. EU s vandrammedirektiv. Kvælstofforureningen af vore søer, fjorde og farvande skal minimeres fra både landbrug, rensningsanlæg, energisektor og transportsektor ved at anvende renere teknologier og ved at nedsætte husdyrproduktionen og energiforbruget. Kvælstofafstrømningen til målsatte søer, fjorde og farvande skal nedbringes til maksimalt 10 kg N/ha opland. 6. Grundvandet skal beskyttes mod nitratforurening Den menneskeskabte kvælstofforurening af grundvandet skal nedbringes, så den ingen steder fører til et stigende nitratindhold eller forhindrer en god kemisk tilstand for grundvand jf. EU s vandrammedirektiv. Der skal iværksættes indsatsplaner for nedsættelse af udvaskningen af nitrat omkring alle kildepladser, hvor nitratindholdet i grundvandet er stigende eller overskrider den vejledende grænseværdi for nitrat i drikkevand på 25 mg/l. 12 Fokus på kvælstof

13 4: Kvælstof et problem i naturen Kvælstof er et grundstof, som er livsnødvendigt for alle levende organismer, da det indgår i aminosyrerne, der er byggestenene i proteinerne. Fra naturens hånd er biologisk anvendeligt kvælstof i form af nitrat og ammonium en mangelvare. Det findes ikke i mineraljorden, og der er derfor kun langsomt blevet opbygget en pulje i naturen af kvælstoffikserende organismer, som er i stand til at omdanne luftformigt kvælstof (N 2 ) til biologisk anvendeligt kvælstof. Gennem de seneste 50 år har mennesket i et meget stort omfang kemisk fremstillet biologisk anvendeligt kvælstof i form af handelsgødning og det har i meget høj grad påvirket kvælstoftilførslen til naturen. Hertil kommer, at naturen også har fået tilført betydelige mængder kvælstof i form af kvælstofoxider fra forbrænding af fossil energi. Foruden af virke som gødning har kvælstofnedfaldet også en forsurende effekt. I 1999 stod ammoniak og kvælstofoxider for 85% af nedfaldet af forsurende gasser i Danmark, mens svovldioxid stod for de resterende 15%. De fleste naturlige økosystemer og deres planteliv har siden det første liv opstod på jorden tilpasset sig, at kvælstof var den begrænsende faktor både for planternes vækst og for hvilke planter, der kan vokse der. Det har skabt både meget artsrige og meget artsfattige plantesamfund, og det har i høj grad bidraget til den biodiversitet, som vi finder i naturen i dag. Tilføres disse plantesamfund kvælstof, kan andre plantearter, der ikke naturligt hører hjemme i plantesamfundet, nu trives der og indvandre. Samtidig ændres det indbyrdes konkurrenceforhold mellem plantesamfundets arter, idet nogle arter er langt bedre til at udnytte en øget kvælstoftilførsel end andre. Endvidere medfører den øgede biomasseproduktion, at fordampningen og humusdannelsen øges, så biotopen både bliver mere tør og humusholdig, hvilket ofte vil forringe vækstforholdene for de oprindelige plantearter endnu mere. Resultatet bliver, at en lang række af de oprindelige plantearter forsvinder. Denne proces er irreversibel, og det vil derfor ikke være muligt at genskabe den oprindelige biodiversitet ved at reducere kvælstoftilførslen, når ændringerne først er indtrådt. 26 Så jo før vi får reduceret kvælstoftilførslen, desto større biodiversitet kan vi bevare. Antal oprindelige arter Lav Kvælstoftilførsel Høj Figur 3: Figuren viser, at antallet af oprindelige plantearter i plantesamfundet falder kraftigt ved stigende kvælstoftilførsel, og at de fleste arter ikke vender tilbage, når de først er forsvundet, selv om kvælstoftilførslen reduceres. 27 Fokus på kvælstof 13

14 Planterne på landjorden kan opdeles i 3 grupper med hver sin strategi: Nøjsomhedsplanter er tilpasset til at leve under næringsfattige forhold. F.eks. tørvemosser i højmoser, laver på heder og klit samt mange planter tilknyttet overdrev. Pionerplanter er specialister i at etablere sig hurtigt i forstyrrede økosystemer og udnytte pladsen her. De kan derimod ikke klare sig, hvor der er hård konkurrence om næringsstoffer, lys eller vand. Mange af disse arter optræder som ukrudtsarter i landbruget. Konkurrenceplanter er i stand til at udnytte tilstedeværelsen af mange næringsstoffer til at vokse sig store og kraftige. De udkonkurrerer nøjsomhedsplanter og pionerplanter. Blandt konkurrenceplanter kan nævnes stor nælde, agertidsel, hindbær og mange græsser. 28 Naturens tålegrænser Den belastning, som et naturområde på lang sigt kan tåle uden skade, kaldes områdets tålegrænse critical load. Tålegrænsen defineres som den mængde kvælstof (N) et bestemt økosystem kan tåle pr. hektar årligt uden påviselige forandringer. Tålegrænsen for et naturområde er fastlagt ud fra ønsket om at bevare naturområdets karakter uden påviselige forandringer. I dag tilføres der store mængder kvælstofgødning til de dyrkede marker. En stor del af gødningen tabes til omgivelserne enten direkte fra markerne eller ved ammoniakfordampning i husdyrproduktionen. Det har ført til, at konkurrenceplanterne har fået langt bedre vilkår og nu ofte trives i de næringsfattige naturområder. Få arter af konkurrenceplanter er således i fuld gang med at udkonkurrere de mange arter af nøjsomhedsplanter, som hidtil har vokset på udyrkede arealer herunder i vore meget værdifulde næringsfattige naturområder. Biodiversiteten i vores natur er således alvorligt truet af kvælstofforurening. De fleste økosystemer reagerer imidlertid mere eller mindre forsinket på en øget næringsstofbelastning på grund af økologisk træghed. Mange planter forsvinder således ikke nødvendigvis straks, fordi de får dårligere konkurrencebetingelser, men kan overleve en rum tid. Det er derfor vigtigt at gribe ind over for kvælstoftilførslen så tidligt som muligt og at stoppe de irreversible ændringer af biotopen, som på sigt vil føre til, at de kvælstoffølsomme arter forsvinder. Det er således en afgørende forudsætning for at kunne bevare biodiversiteten i den danske natur, at de forskellige naturtypers tålegrænser for kvælstof ikke overskrides på længere sigt. Da tålegrænserne både er relateret til den årlige deposition og den akkumulerede effekt over tid, vil enhver reduktion af internationale, regionale og lokale kvælstoftab være af betydning for de sårbare naturtypers tilstand på lang sigt. En stor generel baggrundsbelastning kan således ikke begrunde, at man undlader at begrænse lokale belastninger eller omvendt. Naturtype Tålegrænse Indikation på skader Højmoser 5 kg (7,5) Øget mængde af høje græsser Lobeliesøer 5-7,5 kg (10) Nedgang i rosetplanter Ekstremfattigkær 5-7,5 kg (12) Nedgang i følsomme arter Hedemoser 5-7,5 kg (12) Nedgang i følsomme arter Fersk natureng kg (22) Nedgang i følsomme arter Ekstremrigkær kg (20) Nedgang i følsomme arter Heder kg (22) Lynghede ændres til græshede Klitheder 7-12 kg (17) Nedgang i følsomme arter Overdrev kg (35) Nedgang i følsomme arter Løvskov kg (30) Bundfloraen ændres Nåleskov 7-20 kg (30) Bundfloraen ændres Tabel 3: Tålegrænser for kvælstof for forskellige danske naturtyper. 29 Tallene i parentes angiver den øvre grænse, hvor naturområdets tilstand kan fastholdes i en periode ved intensiveret pleje. 14 Fokus på kvælstof

15 Selv om ammoniakfordampningen fra landbruget er reduceret i det seneste årti, så skal udslippet af ammoniak reduceres yderligere, hvis den negative udvikling i højmoserne skal stoppes. Ellers vil indvandringen og udbredelsen af plantearter, der ikke hører hjemme på højmoserne fortsætte, så højmosernes naturlige plantesamfund til sidst vil forsvinde. Hederne Kvælstofbelastningen er imidlertid ikke kun et problem for naturen, men også for træproduktionen i de danske skove. Øget tilførsel af kvælstof påvirker ganske vist træerne positivt i starten med en større tilvækst, men over tid sker der en mætning af skovjorderne med kvælstof. Ved fortsat kvælstoftilførsel forventes det, at skovene bliver mere sårbare over for stressfaktorer som f.eks. frost, tørke og insekt- og svampeangreb. Samtidig forandres skovbundens vegetation, og der er risiko for, at skovens tilvækst falder. På længere sigt kan øget kvælstoftilførsel føre til forsuring af jorden og udvaskning af nitrat. Der forekommer allerede i dag forhøjede koncentrationer af nitrat i jordvæsken under 40% af vore skovområder. 30 Højmoserne Alle de danske højmoser er akut truet og under forandring, fordi tålegrænsen for kvælstoftilførslen er overskredet med %. Højmoserne får al deres næring fra luften og betragtes som det økosystem i Danmark, der er mest følsomt over for kvælstof. Højmoser har i naturtilstand, som den eneste danske naturtype, ingen græsser i vegetationen. Det er et plantesamfund, der udelukkende består af nøjsomhedsplanter tilpasset våd bund. Der er ca. 40 højmoser tilbage i Danmark på i alt knap ha. De fleste findes i Jylland, og den største er Lille Vildmose på ha. Kvælstofnedfaldet anses for at være hovedårsagen til tilstandsændringerne i de danske højmoser gennem de seneste 50 år. Der er sket indvandring af arter, der ikke hører hjemme på højmoser f.eks. bølget bunke, blåtop, alm. star, fyr og birk. Derudover er der generelt registreret ændringer i retning af en mere tørbundspræget vegetation, ændringer i tuehølje 33 mønsteret, og der er konstateret en tilbagegang for kvælstoffølsomme mosser og laver. Hederne findes primært i Nord- og Vestjylland og inddeles i indlandsheder, klitheder og østdanske heder. Generelt anses heder for at være menneskeskabte og det kræver derfor pleje at opretholde dem. Hedens naturlige vegetation er en blanding af nøjsomhedsplanter og pionerplanter, da den ofte har været forstyrret af græsning, tørveskrælning og brand. De danske heder er generelt næringsfattige, og hedevegetationen har traditionelt været anset for at være kvælstofbegrænset. På de lidt mere næringsrige heder har man konstateret en massiv fremgang for græsserne blåtop og bølget bunke på bekostning af hedelyngen gennem de seneste årtier, hvor kvælstoftilførslen har været høj. Indlandshederne er alle menneskeskabte og udgør ca. 50% af hedearealet. De findes på jordbunde af forskellig oprindelse og næringsstofindhold. Smeltevandsletterne huser de mest næringsfattige heder, mens både indlandsklitter og sandet moræne har lidt mere næringsrige heder. På meget udvaskede jorder med lavt fosforindhold og lav basemætning har man visse steder påvist, at vegetationen i dag hovedsagelig er fosforbegrænset, således der ikke kommer klare effekter på vegetationen af øget kvælstoftilførsel. Det formodes, at fosforbegrænsningen er opstået, fordi stor Skovtype Tålegrænse Skovareal med overskridelse af tålegrænse Eg kg 51 % Bøg kg 40 % Gran 8-15 kg 81 % Fyr 7-10 kg 81 % Tabel 4: Danske skovtypers tålegrænser for træproduktion i kg N/ha/år 31 og % af skovareal med overskridelse af tålegrænsen. 32 Fokus på kvælstof 15

16 Lyngen dør Tilførsel af kvælstof betyder, at indholdet af kvælstof i lyngens blade forøges, og ofte at den organiske produktion forøges. Det giver bedre vækstbetingelser for lyngens bladbille, som får mere næring til sin formering, og som bedre kan gemme sig i tørven. Hidtil har lyngens bladbille udelukkende været et problem for lyngplanter, der var 8-20 år gamle, men nu har billerne bredt sig til yngre lyngplanter. Både larver og voksne bladbiller æder lyngplantens blade. Kun hederne langs Vestkysten er hidtil sluppet for angreb af bladbillen, fordi vestenvinden her ikke bringer kvælstof-beriget nedbør med sig østover. Hollandske forsøg viser, at en ond spiral begynder, når en hede bliver udsat for et stort nedfald af kvælstof. Da vokser larverne af lyngens bladbille hurtigere end ellers. De overlever bedre, og som voksne lægger de flere æg, som igen bliver til flere larver, der alle skal have lyngblade at æde. Et stort nedfald af kvælstof giver ikke kun lyngens bladbille bedre vilkår, så de til sidst afløver heden. Det tilgodeser også de planter, som lyngen skal konkurrere med. Lyngen er yderst konkurrencedygtig under næringsfattige forhold, men når heden får tilført store mængder næring, vil græsarterne bølget bunke og blåtop udkonkurrere den. For at redde lyngheden er det nødvendigt på kort sigt at slå og brænde lyngen for at forhindre, at bladbillen slår lyngen ihjel. Det skal så følges op af en reduktion i kvælstoftilførslen fra intensive husdyrbrug i nærheden for at bevare lyngen på længere sigt. 35 kvælstoftilførsel gennem de sidste 30 år har ført til at kvælstofbegrænsningen er blevet erstattet af fosforbegrænsning. Men selv i en fosforbegrænset hede kan en øget kvælstoftilførsel indirekte skade lyngens konkurrenceevne ved at gavne lyngens bladbille. I et område med et ammoniaknedfald på 12 kg N/ha/år er der målt ca. 50% højere kvælstofindhold i lyngens blade end i et uforurenet område. 34 Klithederne er de mest naturlige og findes langs Jyllands Vestkyst og på Anholt ofte på relativt næringsrigt vindpålejret sand. De udgør ca. 46% af hedearealet. De har tidligere været græsset af får og trues mange steder af indvandrende klit- og bjergfyr. Klitheder er et mere følsomt økosystem end indlandshederne og har et langt tyndere morlag. Klithedernes tålegrænse er lavere end lynghedens, nemlig på 7-12 kg N/ha/år. De østdanske heder udgør en særlig type, hvor klimaet er mere tørt, og de kan have karakter af en overdrevsagtig vegetation. De udgør dog kun 3-4% af hedearealet. Overdrevene Overdrevene er vel nok den biologisk set rigeste naturtype, som vi har. De lå oprindeligt i udmarken, fjernt fra landsbyen på oftest dårlig jord, hvor husdyrene græssede om sommeren. Overdrevene er domineret af nøjsomhedsplanter tilpasset tør bund iblandet visse pionerplanter. Den regelmæssige græsning og fjernelse af næringsstoffer betyder, at arealerne holdes lysåbne med spredte tornede buske og træer. Botanisk set er overdrevene oftest ret forskellige og samtidig er de levested for en lang række insekter og svampe. De har derfor stor betydning for bevarelsen af den danske natur. Ifølge Rødlisten fra 1998 vokser ca. 15% af samtlige truede arter i Danmark på overdrev. 36 Ved tilførsel af kvælstof på overdrev forsvinder en lang række sjældne arter, og almindelige arter indvandrer såsom alm. rajgræs, høst-borst og agertidsel 37. Overdrevenes biodiversitet er både påvirket af kvælstofnedfaldet og af den kraftige tilbagegang, der har fundet sted i overdrevsarealerne gennem de seneste 200 år. Ud fra de organismegrupper, som er behandlet i den seneste rødliste, er 343 af arter angivet som uddøde siden Af disse er hele 61 tilknyttet overdrev. Det er bemærkelsesværdigt, at flere arter synes at være uddøde efter 1950 end i de to foregående 50-års perioder tilsammen. Således er samtlige 9 uddøde dagsommerfuglearter forsvundet efter 1950, og 16 ud af 23 uddøde karplanter er forsvundet efter 1950, og 9 endda først efter Fokus på kvælstof

17 Kvælstofbelastningen Nedfaldet af kvælstof på de danske landområder er for år 2000 beregnet til ca tons N/år svarende til godt 20 kg N/ha/år, mens nedfaldet i de danske vandområder er beregnet til ca tons N/år svarende til ca. 13 kg N/ha/år 39. Nedfaldet har ikke ændret sig væsentligt i det seneste årti. Nedfaldet af kvælstof er størst i områder med stor landbrugsaktivitet. I Viborg Amt, hvor husdyrtætheden er meget høj, udgør landbrugets ammoniaktab over halvdelen af kvælstofnedfaldet % af kvælstofnedfaldet i Danmark skyldes således ammoniakfordampning fra husdyrproduktionen. Der er imidlertid stor variation i ammoniakbelastningen af naturen afhængig af placeringen i forhold til forureningskilderne, idet en betydelig del af ammoniakken falder hurtigt ned og forholdsvis tæt på kilden. Afhængig af bevoksning og terræn falder ca % af ammoniakken ned inden for 1-2 km fra kilden. 40 For kvælstofoxider gælder derimod, at de generelt falder ned langt fra kilden. Det er således kun 4% af den danske udledning af kvælstofoxider, der falder ned inden for Danmarks grænser mod ca. 40% af ammoniakken. Undersøgelser af forskellige naturtyper i Vejle Amt viser, at kvælstofnedfaldet varierer fra kg N/ha på de undersøgte heder og fra kg N/ha på de undersøgte overdrev. 41 Figur 4 benyttes af amterne til vurdering af ammoniakeffekter i forbindelse med VVM-vurderinger 43 og kapitel 5 godkendelser 44 af intensive husdyrbrug. Figuren viser, at et landbrug med en emission på kg N/år kan belaste et område i 1 kilometers afstand med 4 kg N/ha/år og et område i 2 km afstand med 1 kg N/ha/år. En emission på kg N svarer til et middelstort svinebrug (ca. 220 DE). Der er således behov for en beskyttelseszone på mindst 2 km omkring de mest kvælstoffølsomme naturtyper for at forhindre, at store husdyrbrug påvirker naturtypen i væsentlig grad. Selv om indgreb mod intensiv husdyrproduktion i nærheden af kvælstoffølsomme naturtyper ikke kan bringe kvælstoftilførslen ned under tålegrænsen, så kan de formindske skadevirkningerne kraftigt, Afstand (m) kg N/ha/år 4 kg N/ha/år Emission (kg N/år) Figur 4. Afstandsgrænser omkring punktkilder, hvor kilden bidrager med mere end 1 kg N/ha/år (øverste kurve) og mere end 4 kg N/ha/år (nederste kurve). I beregningen er der indgået en relativ stor lokal afsætning og en hyppig vindretning. 42 så mulighederne for at bevare naturværdierne forbedres afgørende. Det er derfor vigtigt, at der både sker en minimering af kvælstofforureningen på lokalt, nationalt og på internationalt plan. Fokus på kvælstof 17

18 Nationale planer mod kvælstofforurening I foråret 2001 blev den første danske ammoniakhandlingsplan vedtaget. Planens formål er at reducere kvælstoftabet til det danske vandmiljø, og at medvirke til at bevare og beskytte sårbare danske naturtyper og arter. Samtidig bidrager planen til, at Danmark kan leve op til sine internationale forpligtelser i relation til Biodiversitetskonventionen, Habitatdirektivet, EU s forsuringsstrategi samt Genevekonventionen om grænseoverskridende luftforurening. 45 Handlingsplanen indebærer, at der skal ske en forbedring af gødningshåndteringen i stalde til kvæg, svin, fjerkræ og pelsdyr, at fast gødning uden daglig tilførsel skal overdækkes, at bredspredning af gylle forbydes, at den maksimale henliggetid ved udbringning af husdyrgødning nedsættes fra 12 timer til 6 timer samt at halmludning forbydes. Disse tiltag vurderes at reducere ammoniakfordampningen med ca tons N/år. Landbrugets samlede ammoniakfordampning vil herved reduceres fra tons N i 2003 ved fuld implementering af Vandmiljøplan II til ca tons N i Det er handlingsplanens målsætning at fremme brugen af den bedst mulige teknologi for derigennem at opnå yderligere begrænsninger i ammoniakfordampningen fra landbruget. Der lægges særlig vægt på, at reduktionsmulighederne udnyttes i nærheden af sårbare naturtyper. Endelig stillingtagen til spørgsmålet om lokalisering, etablering og udvidelse af husdyrbrug i nærheden af sårbare naturtyper skulle afvente Wilhjelmsudvalgets rapport. Wilhjelmudvalgets rapport 46 forelå i august Udvalget konstaterede, at der er behov for at beskytte særligt sårbare naturområder mod luftforurening med kvælstof som følge af udslip af ammoniak. Udvalget foreslår, at beskyttelsen af særligt sårbare naturtyper skal ske ved etablering af bufferzoner på 300 m omkring de enkelte naturlokaliteter, inden for hvilke der fastsættes krav til ammoniakemissionen fra stald- og gødningsanlæg. Såfremt landbrug gennem valg af teknologiske løsninger m.v. kan overholde de fastsatte krav til belastning, vil de fortsat kunne etablere produktion i de pågældende områder. For så vidt angår udbringning af husdyrgødning kan der fastsættes krav til udbringningsteknik f.eks. krav om nedfældning og anvendelse af slæbeslanger i etablerede afgrøder. Wilhjelmudvalget nedsatte ammoniaktabets størrelse i nærheden af husdyrbrugene markant i forhold til ammoniakhandlingsplanen og tidligere udsendte rapporter, hvor det blev vurderet til at 18 Fokus på kvælstof

19 være 40 kg N/ha i et nærområde på ca m fra kilden. Wilhjelmudvalget vurderer, at det totale ammoniaktab vil være nogle få kg kvælstof pr. ha 300 m fra den konkrete punktkilde og sædvanligvis være mindre end 1 kg kvælstof pr. ha i en afstand af meter fra den konkrete punktkilde. På baggrund heraf anbefalede udvalget, at afgrænsningen af bufferzonerne og fastsættelsen af krav til ammoniakemissionen skal ske med udgangspunkt i en afstandsgrænse på 300 m, og ud fra en konkret vurdering af den enkelte lokalitets sårbarhed og tilstand, områdets vindforhold, terrænets ruhed m.v. Ved etablering af sådanne bufferzoner vil udvidelse af eksisterende og etablering af nye husdyrbrug, der er beliggende i den pågældende zone skulle vurderes ud fra de fastsatte krav. Der er ikke herved taget stilling til eventuelle problemer i forbindelse med eksisterende husdyrbrug beliggende inden for bufferzonerne. Dette spørgsmål vil blive taget op efterfølgende. Ifølge amternes vejledning til vurdering af ammoniakeffekter kan kvælstoftabet være op til 4 kg N/ha m fra en kilde med et ammoniaktab på kg N/år svarende til et middelstort svinebrug på ca. 220 DE (se figur 4). Wilhjelmudvalgets anbefaling om en 300 m bufferzone er således ikke baseret på, hvad naturen kan tåle, men hvad landbruget vil acceptere. I en baggrundsrapport for Wilhjelmudvalget med titlen Fremtidens natur i Danmark foreslås: En målrettet og langsigtet indsats gennem udlægning af bufferzoner på km omkring følsomme naturområder af national og international betydning for at beskytte dem mod ammoniakdeposition. I sådanne bufferzoner er det tanken at begrænse ammoniakemission og deponering fra husdyrproduktionen og udbringning af husdyrgødning. Bufferzonerne på 300 m vil således ikke kunne stoppe naturforringelserne i de kvælstoffølsomme naturtyper, dels fordi de er alt for små og dels fordi ammoniakforureningen fra de eksisterende husdyrbrug i bufferzonerne får lov at fortsætte. Internationale forpligtelser Kvælstofforureningen er et internationalt problem, da en stor del af udslippet er grænseoverskridende. Ca. 40% af den samlede ammoniakfordampning fra danske kilder falder ned over danske landområder, mens resten falder ned i havet og i vore nabolande. 47 For kvælstofoxider er det kun 4%, der falder ned over danske landområder. Internationalt er den langsigtede målsætning, at naturområdernes tålegrænser ikke overskrides. Der er i FN-regi sat flere initiativer i gang for at nedbringe den grænseoverskridende forurening med ammoniak og fastsætte reduktionsmål for de enkelte lande. Under Genevekonventionen om grænseoverskridende luftforurening underskrev Danmark i 1999 UN-ECE-protokollen om emissionslofter for blandt andet ammoniak, hvor målsætningen for Danmark var en reduktion på 43% af ammoniaktabet i forhold til 1990-niveauet, hvilket svarer til et fordampningsloft på tons ammoniak eller tons N excl. ammoniakfordampningen fra halmludning og afgrøder. Dette er bekræftet med et EU-direktiv om nationale emissionslofter for bl.a. ammoniak, der forventes vedtaget i 2001, og som er rettet mod ammoniaks effekt på naturen både som gødning og som forsurende stof. OSPAR-konventionen er de sammenslåede Osloog Pariskonventioner til beskyttelse af havmiljøet i det nordøstatlantiske område. Konventionen har bl.a. som mål at bekæmpe eutrofiering 48 af OSPARhavområder med henblik på inden 2010 at opnå og bevare et sundt havmiljø, hvor eutrofiering ikke sker. 49 EU s habitatdirektiv om bevaring af naturtyper Fokus på kvælstof 19

20 samt vilde dyr og planter fastsætter krav om, at medlemslandene skal beskytte de internationale naturbeskyttelsesområder mod forringelser af naturtyper og levesteder for de dyr og planter, der har begrundet det enkelte områdes udpegning. Medlemslandene skal træffe de nødvendige bevaringsforanstaltninger til at sikre eller genoprette en gunstig bevaringsstatus for de beskyttede naturtyper og arter. I Danmark er 6% af landarealet svarende til ca ha udpeget som habitatområder. Det drejer sig bl.a. om højmoser, klitheder, overdrev, naturskov, rigkær og lobeliesøer. Kvælstofnedfaldet overskrider næsten alle steder i landet tålegrænserne for en række naturtyper og levesteder for arter omfattet af direktivet. EU har sat som delmål for 2010, at der skal ske en halvering af arealet med overskridelse af tålegrænser. Det vil derfor være nødvendigt med betydelige begrænsninger i ammoniaktabet for at opfylde EU s delmål for 2010 og Habitatdirektivets forpligtelser om at sikre en gunstig bevaringsstatus for de beskyttede naturtyper og arter. Anbefalinger Kvælstofforureningen af de kvælstoffølsomme naturområder fra lokale kilder skal på kort sigt nedbringes til under 1 kg N/ha. På længere sigt skal den samlede kvælstofbelastning bringes ned under naturområdernes tålegrænser. Amterne skal i samarbejde med Skov- og Naturstyrelsen hurtigst muligt iværksætte indsatsplaner for at bevare alle kvælstoffølsomme naturområder i Danmark, der er af national og international betydning jr. Habitatdirektivet. I beskyttelseszonerne omkring de særlig kvælstoffølsomme naturtyper kan der ikke etableres ny intensiv husdyrproduktion. Den eksisterende intensive svineproduktion skal afvikles, og kvæg- og mælkeproduktionenskal være ekstensiv økologisk produktion. I beskyttelseszonerne omkring de kvælstoffølsomme naturtyper skal husdyrproduktionen reduceres, så den samlet set belaster de kvælstoffølsomme naturtyper med mindre end 1 kg N/ha/år. 20 Fokus på kvælstof

21 5: Kvælstof et problem i vore farvande I søer, fjorde og havområder kræver planktonalgerne ligesom andre planter lys, kuldioxid, vand og forskellige næringssalte, specielt kvælstof (N) og fosfor (P) for at kunne vokse. Kvælstofnæringssaltene i vandmiljøet findes som nitrat og ammonium. Algerne i vandmiljøet har ligesom planterne på land forskellige strategier. Nogle er nøjsomhedsalger, som kun lever i meget næringsfattige vandområder, mens andre er tilpasset til at kunne udnytte tilstedeværelsen af mange næringsstoffer til masseopblomstringer, så vandet bliver uklart og får karakter af algesuppe. Kvælstof øger algevæksten Om vinteren er mængden af planktonalger lille, fordi lysmængden er lav, og fordi algerne føres ned i de dybere vandlag med vandets bevægelser under vinterstormene. De næringssalte, der i vinterens løb tilføres overfladevandet fra havbunden og fra land, bliver derfor ikke brugt, og koncentrationen af dem stiger. I februar/marts giver den forøgede lysmængde og de høje næringssaltkoncentrationer anledning til en kraftig algevækst, det såkaldte forårsmaksimum. Da mængden af dyreplankton er meget lille på denne årstid, bliver kun få af planktonalgerne spist i overfladevandet, og de fleste synker derfor til bunds efterhånden som de dør. På den måde bliver størstedelen af de næringssalte, der er blevet indbygget i algerne, ført ned på bunden og først frigjort, når algerne nedbrydes. Bundvandet er i de indre danske farvande adskilt fra overfladevandet af et springlag (grænselag). Overfladevandet består af det relativt ferske og dermed lette Østersøvand, der strømmer ud i Nordsøen, og bundvandet består af det salte og dermed relativt tunge Nordsøvand, der strømmer ind gennem Kattegat og Bælterne. Næringssaltene i bundvandet kan derfor kun i ringe grad føres tilbage til overfladevandet og give anledning til fornyet algevækst. 50 Kattegat Bælthavet Østersøen høj saltholdighed springlag lav saltholdighed Figur 5: Princip i lagdeling og saltholdighed i de indre farvande. Da planktonalgernes vækst er begrænset af næringssalte hele sommeren, bestemmes mængden af planktonalger først og fremmest af, hvor mange næringssalte, der er til rådighed i overfladevandet. Det afhænger bl.a. af den mængde planktonalger, som blev omsat i overfladevandet af dyreplankton m.v., af nytilførslen af næringssalte fra bundvandet, fra land og fra atmosfæren. Nytilførslen fra bundvandet afhænger bl.a. af vind- og strømforholdene og af næringssaltkoncentrationen i bundvandet. Nytilførslen fra land afhænger af kvælstoftilførslen fra overfladevand, grundvand og spildevand. Nytilførslen fra atmosfæren afhænger af kvælstoftilførslen til atmosfæren i form af ammoniak fra landbruget og kvælstofoxider fra energi- og transportsektoren. Fokus på kvælstof 21