1 års opgaven af Bettina Agerkvist 07c Indholdsfortegnelse. S.1 Indledning s.2 Problemformulering s.2 Analysen s.2 Anerkendelse s.3 Etiske dilemmaer s.3 Pædagogisk arbejdes metoder s.4 Konklusionen s.4 Litteraturliste s.5 1
FORANDRINGEN SKER I KONTAKTEN Pædagogens rolle i det sociale arbejde med fokus på unge med spiseforstyrrelser. Indledning. I det moderne samfund opholder børn og unge sig oftest i det meste af hverdagen i miljøer, hvor de er uden deres forældre. I institutioner, skoler, fritidsaktiviteter m.m. Pædagogerne bliver hermed vigtige personer for barnet og den unge. Det betyder også at pædagogen oftest er de første der møder unge i deres vanskeligheder. Pædagogens rolle vil her være hjælpere og samarbejdspartnere, som også forældrene kan gå til og tale med, når de bliver i tvivl om barnets trivsels og udvikling. I en gensidig respektfuld dialog kan man i fællesskab få et billede af barnets aktuelle situation og vanskeligheder. Og sammen prøve at forsøge, at finde den bedste mulige hjælp. En spiseforstyrrelse er en medicinsk diagnose og derfor en problemstilling der går gennem sundhedsvæsnet, som via læger og psykiatere præciserer diagnosen og dermed behandlings forløbet, hvor pædagogiske metoder spiller en central rolle. Det føre mig til følgende problemformulering. Problemformulering. Hvordan kan vi som pædagoger arbejde anerkendende med unge der lider af en spiseforstyrrelse? Hvilke etiske dilemmaer er der i dette arbejde? Hvilke arbejdes metoder skal pædagogen have med i sine overvejelser i arbejdet med børn og unge der lider af en spiseforstyrrelse? Analysen. I min analyse af hvilken arbejdsmetoder pædagoger bruger har jeg hentet viden i litteraturen, indhente viden hos Socialpædagog John Quvang Knudsen der er supervisor og leder af behandlings afd. Skovhusene, Oustruplund Kjellerup og på Internettet. Det betyder at for børn og unge med en spiseforstyrrelse er struktur og forudsigelighed rammen for al behandling. Indholdet i behandlingen kræver ud over diverse tilrettelæggelser sammen med diætist, læge og helsepersonale pædagogisk tilrettelagt stimulerende aktiviteter og samtaler. Stimulerende aktiviteter gælder her både social, motoriske, kreative og intellektuelle kompetencer. Det kræver personale-træning, supervision og faglig personlig udvikling. Tværfagligt samarbejde med specielle enheder indenfor psykiatrien er ofte et væsentligt tiltag. I dette samarbejde er det væsentligt at formulere en handleplan der passer i hver enkelt situation og til hvert enkelt barn/ung. 2
Kognitive pædagogik og narrative samtaler er anvendelige i et miljø terapeutisk kontekst. Da dette bygger på anerkendelse af den unge. Anerkendelse. Anerkendelse skaber relationer i det pædagogiske arbejde. En hver form for anerkendelse forudsætter evnen til at dele bevidsthedstilstande med andre mennesker. At møde mennesker med ligeværdig indsigt er kernefunktionen i forståelsen af den anerkendende pædagogik. Den indlevelsesfulde anerkendende dialog er en del af det daglige arbejde med børn/unge med spiseforstyrrelser. Pædagogen skal udvise respekt og et grundlæggende humanistisk menneskesyn, for at lykkes med deres opgaver (Hammerlin, Y og Larsen E menneske syn i teorier om menneske). Eksempelvis: Unge piger/kvinder (gruppen rummer 29% af alle mellem 14-24 år. kilde: Tove Hvid fra bogen spiseforstyrrelser), der lider af en spiseforstyrrelse, har et meget lavt selvværd og stort behov for kontrol. Pædagogens anerkendelse er meget vigtig i dette arbejde. Her skal opbygges tillid, gensidig respekt der åbner op for en god relation og hermed samtale. Essensen i den relation er ligeværdigt samvær, empati, intuitiv forståelse og engagement (relationer i teori og praksis s. 181) Pædagogen skal med sin egen habitus, have forståelse og kunne acceptere den unges egen autoritet og tage sin egen autoritet alvorlig og derfor kan de mødes ligeværdigt. Etisk dilemmaer. Med hver vores habitus, har vi som pædagoger forskellige indfaldsvinkler i vores praktiske arbejde, og hvordan vi takler situationer med unge der lider af en spiseforstyrrelse. Her er en tværfaglig samarbejde med sundhedssystemet meget vigtig, samtidig med at pædagogen har brug for den unges tillid. Ligeledes er samarbejdet mellem de professionelle også vigtig for den unge. Da det kan blive nødvendig med bl.a.en lægelig vurdering af spiseforstyrrelsens udvikling. Den kantianske etik (etik dilemmaer i pædagogisk arbejde, Mach- zagal og Nøhr 2003 s.50) bygger på ideen om respekt og det selvbestemmende menneske. Det vil altid være den unges eget ansvar for eget liv, men er den unges spiseforstyrrelse udviklet så den unge er i livsfare er det pædagogens ansvar for handling og evt. kontakte lægen. Her er det omsorgspligten der gælder. Der er ikke mange gode ambulante tilbud, og man skal være meget syg hvis man skal indlægges. ( kilde: Tove Hvid spiseforstyrrelser).s Samtaler med den unge er den væsentligste hjælp, og her er pædagogen den unges primær person i hverdagens daglige arbejde, er det vigtig ikke at stå alene med denne viden om den unges spiseforstyrrelse, derfor har man som pædagog brug for nogle andre at spare med for at komme videre. Det er et dilemma men en nødvendighed for i fællesskabet kan man ligge en plan. Den unge skal vide hvad man gør. Ellers går man bag dennes ryg, og det dur ikke. Den unge med spiseforstyrrelsen skal have mulighed for selv at fortælle det til lægen/forældrene ellers er det pædagogens ansvar at gøre dette. Her er der altså tale om magt. 3
Pædagogiske arbejdes metoder. Pædagogen overvejelser i sit arbejde med unge der lider af en spiseforstyrrelse, vil være at hjælpe den unge på en relevant måde og genvinde den rette vej til selvfølelsen og selvtillid. Indsigt og sansning baner vej for udvikling. Pædagogen skal på to mands hånd med den unge, have nærvær og respekt for barnet/ den unge, kommunikere ligeværdig med hver deres autoritet og acceptere hver sine holdninger for at kunne håndtere egne følelser i en samtale så problemet kan belyses og håndteres til nærmest udviklings zone i processen. Definitionsmagten ligger i pædagogens svar på den unges kommunikation. Pædagogen skal kunne afgrænse sig fra den unge samtidig med at kunne sætte sig ind i den unges tanker og have empati og støtte den unge. Pædagogen skal fremstå tydelig i sin provision, det skaber tryghed i samtalen. Pædagogen skal reflektere over hvad der bliver sagt og hvad pædagogen ser. Selvrefleksion og afgrænsethed er to dele af samme helhed. Det kræver at have perspektiv på sig selv. Med et nysgerrigt reflekterende, afgrænset for egne følelser kan pædagogen udvikle sin for forståelse(kilde: Susanne Idun Mørch den pædagogiske kultur systime, 2002) Og måske er det her der er mulighed for en forandring i den unges egen ønske om forandring til bedre livs kvalitet ved selv at reflektere over sit problem. Konklusionen. Helhedsperspektiv kræver refleksion og refleksion kræver vejledning af tværfagligt samarbejde bland professionelle der arbejder med spiseforstyrrelser. Hvis pædagoger skal kunne rumme og forholde sig hensigtsmæssigt til spiseforstyrrelser, har de behov for faglig vejledning (Kari killen professionel udvikling og faglig vejledning s. 26-27). Pædagogen skal vide, hvad man kaster den unge ud i, i de forskellige samtale metoder (metoderne er forskellige fra sted til sted). For man risikere at sætte en masse følelser i gang. Følelsernes forbindelse med mad og tage næring til sig er så stærke, ellers ville der jo ikke være noget der hedder spiseforstyrrelse. Ansvarlighed og åbenhed fra alle er nødvendig. Pædagogen er eksperten i at sammenholde den adfærd og udvikling der ses hos den unge med sin viden om og erfaring med børn og unge, som de normalt optræder. Iagttagelser og en evt. bekymring og fejludvikling har pædagogen en faglig pligt til at drøfte med forældrene evt. sociale myndigheder. Det er dilemmaet, når den unge selv vil have lov at bestemme og pædagogen er den ansvarlig for at give sin viden videre til forældrene. Forældrenes hjælp er primære personer i tværfagligt arbejde. Det kræves i dag at pædagoger tidligere registrerer risikofamilier med problemer og laver forebyggende arbejde (Kari Killen). 4
Litteratur liste Sundhedsstyrelsen: spiseforstyrrelser. Tove Hvid: Overvægtens psykologi. Tove Hvid: spiseforstyrrelser. Alice Morgen: Narrative samtaler. Ruth Mach- Zagal og Kirsten Nøhr: Etisk dilemmaer i pædagogisk arbejde. Kari Killen: Professionel udvikling og faglig vejledning. Hans Kornerup: Miljøtrapi med børn. Merete M Mørch & Nicole K Rosenberg. Bente Lynge: Anerkendende Pædagogik. Paul Stallard: Gode tanker og gode følelser. Kognitiv adfærdsterapi med børn og unge. Jørgen Riber: Forståelse og forstyrret. Om systemisk og narrativ pædagogik Tom Ritchie: Relationer i teori og praksis. Peter Østergaard Andersen: Pædagogens praksis. Susanne Idun Mørch: den pædagogiske kultur systime, 2002, Del 3: kommunikation. 5