DJF rapport Husdyrbrug nr. 43 Oktober 2002 Landbrugsstruktur og miljøforhold for svineproduktionen i Danmark John E. Hermansen (red.) Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri Danmarks JordbrugsForskning
DJF rapport Husdyrbrug nr. 43 Oktober 2002 Landbrugsstruktur og miljøforhold for svineproduktionen i Danmark John E. Hermansen (red.) Afdeling for Jordbrugssystemer P.O. Box 50 DK-8830 Tjele DJF rapporter indeholder hovedsageligt forskningsresultater og forsøgsopgørelser rettet mod danske forhold. Endvidere kan rapporterne beskrive større samlede forskningsprojekter eller fungere som bilag til temamøder. DJF rapporter udkommer i serierne: Markbrug, Husdyrbrug og Havebrug. Rapporterne koster i løssalg 50-100 kr. pr. stk., afhængig af sidetal. Abonnenter opnår 25% rabat og abonnement kan tegnes ved henvendelse til: Danmarks JordbrugsForskning Postboks 50, 8830 Tjele Tlf. 8999 1615 Alle DJF s publikationer kan bestilles på nettet: www.agrsci.dk Tryk: DigiSource ISSN 1397-9892
Forord På initiativ af Norma og Frode S. Jakobsens Fond blev der iværksat et større tværvidenskabeligt projekt med henblik på at etablere et sagligt grundlag omfattende såvel positive som negative aspekter - for debatten om dansk svineproduktion. Et ekspertudvalg med professor Niels Kærgård, KVL som formand har stået for koordineringen af projektet, mens Danmarks JordbrugsForskning (DJF) har deltaget i arbejdet sammen med en række andre forskningsinstitutter og forskere. DJF s bidrag til projektet er blandt andet nærværende rapport. Rapporten indeholder en beskrivelse af svineproduktionens strukturmæssige og geografiske udvikling de seneste 20 år. Endvidere redegøres der for det ressourceforbrug og den miljøpåvirkning, der er forbundet med svineproduktionen på typiske svinebedrifter. Endelig gives der et skøn over betydningen af fremtidig teknologi ved opstaldning og håndtering af husdyrgødning for ressourceforbrug og miljøpåvirkning og de driftsøkonomiske aspekter forbundet hermed. Danmarks JordbrugsForskning takker Norma og Frode S. Jakobsens Fond for deres initiativ og den økonomiske støtte til arbejdet. Danmarks JordbrugsForskning, oktober 2002. Afdeling for Jordbrugssystemer, John E. Hermansen 3
4
Indholdsfortegnelse Forord... 3 Indholdsfortegnelse... 5 Sammendrag... 6 1 Indledning... 11 2 Produktionens strukturmæssige og geografiske fordeling... 11 2.1 Udviklingen på landsplan 1980-2000... 11 2.2 Svineproduktionens geografiske fordeling... 13 2.3 Harmoniforhold... 16 2.4 Referencer... 16 3 Arealanvendelse, ressourceforbrug, produktion og miljøpåvirkning for svinebedrifter... 17 3.1 Datagrundlag... 17 3.2 Ressourceforbrug for specialiserede svinebedrifter... 19 3.3 Miljøeffekter relateret til kvælstof... 20 3.4 Energiforbrug ved fremstilling af svinekød... 22 3.5 Referencer... 27 3.6 Appendiks... 29 4 Fosfortab og akkumulering... 30 4.1 Referencer... 33 5 Ammoniak- og lugtemission fra stalde... 34 5.1 Indledning... 34 5.2 Ammoniak- og lugtemission fra stalde... 34 5.3 Fordeling af staldsystemer på dyrekategorier... 36 5.4 Lugt... 38 5.5 Fodringens betydning... 38 5.6 Tekniske muligheder for reduktion af ammoniakfordampning fra eksisterende stalde... 39 5.7 Muligheder for reduktion af ammoniakfordampning i forbindelse med renovering eller nybyggeri... 40 5.8 Forventet udvikling for ammoniak- og lugtemission... 41 5.9 Referencer... 42 6 Fremtidig teknologi til håndtering af husdyrgødning på svinebrug... 44 6.1 Nye husdyrgødningstyper... 44 6.2 Biogas... 45 6.3 Separation... 46 6.4 Lagring... 49 6.5 Udbringning af husdyrgødning... 50 6.6 Opkoncentrering af tungmetaller i landbrugsjord i regioner med høj husdyrtæthed... 52 6.7 Additiver... 53 6.8 Patogener... 54 6.9 Referencer... 55 7 Driftsomkostninger ved separationsanlæg og mulig udbredelse af gylleseparationsanlæg i fremtiden... 59 7.1 Driftsomkostninger ved separationsanlæg i forhold til traditionel håndtering af gylle... 59 7.2 Lempelser af arealkrav ved etablering af separationsanlæg... 62 7.3 Referencer... 64 5
Sammendrag Svineproduktionen spiller i kraft af sin størrelse en meget betydelig rolle for økonomien i dansk landbrug såvel som for den miljøpåvirkning, der er forbundet med landbrugsproduktionen generelt. Som grundlag for diskussion og overvejelser om svineproduktionens fremtidige placering er der givet en beskrivelse af svineproduktionens nuværende strukturmæssige og geografiske fordeling. Endvidere er der redegjort for nogle betydende elementer af det ressourceforbrug og den miljøpåvirkning, der er forbundet med produktionen, og der er givet et skøn over nogle miljømæssige konsekvenser af en forventet teknologiudvikling. I denne sammenhæng spiller mulighederne for en hensigtsmæssig håndtering af husdyrgødningen en meget betydelig rolle, hvorfor de tekniske og økonomiske muligheder for at udvikle denne del ofres en særlig opmærksomhed. Gennem de seneste 20 år er der sket en kraftig forskydning i svineproduktionens struktur. Svineproduktionen er steget, og den samlede svinebestand er øget med ca. 23%. Samtidig er antallet af svinebedrifter reduceret væsentligt. Betragtes alene de stærkt specialiserede svinebedrifter (hvor mere end 2/3 af standardbidraget hidrører fra svineproduktionen) blev antallet reduceret fra ca. 6.000 i 1980 til ca. 4.000 i 1989 og udgør i dag også ca. 4.000 bedrifter. Samtidig er svineproduktionen øget markant på de specialiserede bedrifter, og de stærkt specialiserede bedrifter tegner sig nu for lidt over 50% af den samlede svinebestand mod ca. 30% i 1980. De specialiserede svinebedrifters samlede areal er i samme periode steget fra godt 100.000 ha til godt 260.000 ha, altså mere end en fordobling. Specielt i sidste halvdel af 90 erne er besætningsstørrelsen øget meget. Der er en stor koncentration af svineproduktion i det østlige Sønderjylland og den vestlige del af Fyn, i Østjylland og i Nordvestjylland, hvor der i store geografiske områder er en dyretæthed af svin på over 0,7 dyreenhed (DE)/ha i alt dyrket areal. I store geografiske områder af Jylland er den samlede dyretæthed over 1,2 DE/ha dyrket areal (Figur S). Disse områder er udover de ovennævnte også områder (f.eks. Ribe Amt) med en høj koncentration af kvæg. De områder, der er intensive med svin, har også samlet en høj husdyrintensitet. Ca. 20 og 30% af slagtesvinene produceres på ejendomme med en høj dyretæthed (> 1,7 DE/ha) på henholdsvis ler- og sandjord. Disse bedrifter dækker henholdsvis 4 og 6% af det totale landbrugsareal. For soholdet er det en endnu større del af produktionen, der foregår på bedrifter med en høj dyretæthed, og det vurderes, at ca. 25% af den totale mængde svinehusdyrgødning nødvendigvis må overføres til andre bedrifter ved husdyrgødningsaftaler for at overholde harmonikravene. Inkluderes også gruppen af mindre specialiserede svinebedrifter (hvor mere end 1/3 af standard dækningsbidraget hidrører fra svineproduktionen) kunne ca. 8.600 bedrifter i 1999 klassificeres som svinebedrifter. Disse bedrifter dækker ca. 77% af den samlede slagtesvineproduktion, og godt 80% af soholdet, og den gennemsnitlige dyretæthed var på 1,7 DE/ha. Kvælstofoverskuddet (kg N) er beregnet for disse bedrifter som forskellen mellem, hvad der tilføres bedriften (i form af gødning og foder m.m.) og hvad der fraføres bedriften (i form af 6
Figur S. Dyreenheder (DE) svin og DE i alt pr. ha dyrket areal. (GLR/CHR udtræk af årlig tælling af dyr og hektarstøtteansøgning pr. 31-12-1999). kød og salgsafgrøder m.m.). Det er fundet, at N-overskuddet varierer fra i gennemsnit 135 kg/ha for bedrifter med <1,4 DE/ha til 195 kg/ha for bedrifter med >1,7 DE/ha i gennemsnit 166 kg/ha. I forlængelse heraf blev det vurderet, at der udvaskes ca. 100 kg N/ha, og at NH 3 - fordampningen er ca. 50 kg/n/ha. Der er her forudsat, at der i gennemsnit ikke er væsentlige ændringer i jordens kvælstof og kulstofpulje ved svineproduktion. For bedrifter med en høj dyretæthed er især NH 3 -fordampningen pr. ha større, idet hele staldtabet jo foregår på bedriften. Ca. 3.700 bedrifter har en dyretæthed på i gennemsnit 2,5 DE/ha og med en gennemsnitlig produktion på 3.000 slagtesvin. Den samlede NH 3 -fordampning er på disse bedrifter beregnet til 73 kg N/ha. Herved kan disse bedrifter have en betydelig påvirkning af NH 3 -deponeringen på nærliggende arealer. Generelt tilføres landbrugsjorden mere fosfor (P) end den årligt fraføres, hvilket på sigt indebærer en risiko for øget miljøbelastning. Det er især på intensive svinebedrifter, at det har været vanskeligt at tilpasse P-tildelingen til afgrødernes behov bl.a. på grund af det relativt store indhold af P i svinehusdyrgødning sammenlignet med udnyttelig N. For et udsnit af svinebedriften er det således fundet, at der blev tilført jorden P (primært i husdyrgødning) svarende til 170% af den mængde, der forventes bortført med afgrøderne. I overensstemmelse hermed blev der for perioden 1986-1998 ved svinebedrifter fundet en stigning i jordens totale P- indhold på ca. 60%. Beregnet på kommunebasis er andelen af arealet, der tilføres over 25 kg P pr. ha i husdyrgødning faldet over årene fra 1980 til 1999, som følge af en lavere fosforudskillelse specielt i slagtesvineproduktionen. Der er dog stadig i 1999 store geografiske områder, hvor der årligt tilføres mere end 25 kg P/ha i husdyrgødning, og hvor der følgelig sker en betydelig opbyg- 7
ning af P i jorden. Disse områder er i en betydelig udstrækning sammenfaldende med områderne med en betydelig svineproduktion. Udover næringsstofudnyttelse og den heraf afledte miljøpåvirkning knytter der sig en vis interesse for landbrugets bidrag til den samlede danske drivhusgasudledning. Landbrugets bidrag er anslået til 22%, herunder ikke medregnet det indirekte energiforbrug, som landbruget har bl.a. gennem forbrug af hjælpestoffer. Selvom størstedelen af landbrugets bidrag til udledningen af drivhusgasser knytter sig til omsætningen af kulstof og kvælstof i jord, anses energiforbruget (via afbrænding af fossile brændstoffer) også for at være af mærkbar betydning. I relation til overvejelser vedrørende energiforbrug er det væsentligt at iagttage, at svineproduktionen er baseret på et relativt stort forbrug af bl.a. importeret foder. For at få et skøn over det samlede energiforbrug, der er forbundet med svineproduktionen, er det valgt at analysere denne ud fra de principper, der anvendes ved livscyklusvurderinger. Udover det direkte energiforbrug i form af el og diesel på bedrifterne inkluderes det energiforbrug, der er forbundet med fremstilling og transport af foderstoffer, handelsgødning, bygninger og maskiner. For de tidligere omtalte 8.600 svinebedrifter i 1999 er det beregnet, at det direkte energiforbrug på svinebedrifterne under ét udgør 2,5 MJ pr. kg svin produceret. Der er imidlertid et betydeligt indirekte forbrug af energi primært knyttet til importeret foder (ca. 8,8 MJ pr. kg svin). Sammenvejes direkte og indirekte energi, og der korrigeres for de andre produkter, som svinebedrifterne producerer, estimeres energiforbruget totalt til 15,0 MJ pr. kg slagtesvin levende vægt. Ved en samlet produktion på 22 millioner slagtesvin årligt svarer det til et samlet energiforbrug på 33* 10 9 MJ, hvilket svarer til godt 40% af det samlede estimerede (direkte og indirekte) energiforbrug i landbruget. Håndteringen af husdyrgødning påkalder sig en særlig interesse i relation til det omgivende samfunds accept af en stadig større produktion. Det gælder ammoniakfordampning og lugt fra bedrifter, ved færdsel på veje og ved udbringning. Endvidere gælder det mulighederne for at opnå en høj udnyttelse af næringsstofferne, således at bidraget til udledning af næringssalte til vandmiljøet reduceres. De seneste årtier har været præget af en række tiltag til begrænsning af den miljøpåvirkning, der finder sted ved husdyrproduktion. Tiltagene har bl.a. udmøntet sig i en række reguleringer vedr. husdyrgødningens håndtering, primært med henblik på at begrænse næringsstoftabet til vandmiljøet og atmosfæren. Det må forventes, at der vil ske en yderligere regulering på området, bl.a. at der vil blive stillet krav om en reduktion af lugtafgivelse ved håndtering af husdyrgødning og at risikoen for smittespredning reduceres. Disse tiltag vil kræve indførsel af ny teknologi. Landbruget forventes derfor i perioden 2000 til 2010 til at indføre ny teknologi i væsentlig omfang. For så vidt angår lagring vil regler om overdækning af gyllebeholdere med svinegylle, og overdækning eller komprimering af lagre med fast svinegødning blive strammet op. I marken vil al gylle på sigt blive udbragt med slæbeslanger samt ved nedfældning eller nedmuldning. Det forventes således, at op til ca. 20% af gyllen vil blive udbragt med gyllenedfælder i år 2010. Ammoniakemission fra husdyrgødning er relateret dels til kvælstofudskillelsen pr. dyr, dels til staldudformningen. Af en samlet ammoniakemission fra svinegødning fra hele gødningshåndteringskæden i stalde, lagre og ved udbringning på 38.000 ton NH 3 i 1990 bidrog staldene med 36-37% af den samlede fordampning, svarende til 842 gram pr. produceret slagtesvin. I 2000 blev ammoniakemissionen opgjort til totalt 31.300 tons NH 3 -N, hvoraf staldene bidrog 8
med 45% af den samlede fordampning. Staldbidraget var således i 2000 ca. 660 gram pr. produceret slagtesvin eller 22% mindre end i 1990. Staldtypen er afgørende for, hvordan gødningen håndteres, og har derfor stor betydning for tabets størrelse. I svinestalde håndteres gødningen helt eller delvis som gylle, som fast gødning og ajle eller som dybstrøelse. Udviklingen i staldindretning er de sidste 10 år gået i retning af delvist spaltegulv til smågrise og slagtesvin. Det har resulteret i mere brug af strøelse og dermed højere indhold af tørstof i gyllen. Et højere tørstofindhold bidrager til at reducere gyllens ammoniumindhold, og dermed fordampningspotentialet. Endvidere foreligger der nu viden om, hvorledes emissionsarealet kan reduceres, hvorved der kan nås en betydelig reduktion i ammoniaktabet. Det anslås således, at der er tekniske muligheder for at reducere staldtabet af NH 3 med 30-40%. Omvendt vil krav om løsgående søer betyde øget brug af dybstrøelsessystemer, hvor den samlede fordampning fra stald til mark normalt er højere end ved gyllesystemer. Fodringen har en grundlæggende indflydelse på, hvor megen ammoniak der potentielt kan tabes i de efterfølgende led i stald, under lagring og ved udbringning, idet fodringen påvirker gødningens kvælstofindhold. I de senere år er kvælstofudnyttelsen forbedret betydeligt gennem en kvalitativ og kvantitativ tilpasning af proteinindholdet i foderet. Sammenfattende vurderes det, at den samlede ammoniakemission fra svinestalde, dvs. fra sostalde, smågrisestalde og slagtesvinestalde, i 2010 beregnes til ca. 560 gram pr. produceret slagtesvin. Forudsat en forventet stigning i svineproduktionen på 17% svarer det til en samlet mængde på omkring 14.000 ton ammoniakkvælstof og altså på trods af produktionsudvidelsen stort set uændret i forhold til nu. Ved gylleudbringning på ejendomme med en god arrondering og vandingsanlæg vil der være mulighed for, at husdyrgødningen kan udbringes via rørtransport og ubemandede, selvkørende spredere. Dette begrænser ammoniaktabet, idet gyllen kan fortyndes og udbringes under vejrforhold, hvor risikoen for ammoniakfordampning er ringe, men teknologien er ikke tilstrækkelig udviklet endnu. Der findes en række kemiske og biologiske additiver til husdyrgødning, der skulle mindske ammoniakfordampningen, øge pumpbarheden, reducere lugt etc. P.t. er der ikke sikker dokumentation for de fleste af disse produkter, når der ses bort fra tilsætning af syre til gylle for at reducere ammoniakfordampning. Det forventes, at stigende mængder af gødning skal overføres fra ejendomme med stor animalsk produktion til ejendomme med behov for gødning bl.a. for at mindske fosfor belastningen totalt set. I denne sammenhæng anses det for vigtigt, at den gødning, som overføres, er hygiejniseret for at undgå spredning af patogener. Hygiejniseringen kan ske ved bioforgasning og kompostering. Endvidere kan separation af gylle blive en nødvendig eller hensigtsmæssig mulighed at tage i anvendelse for at mindske transportomkostningerne. Der er dog væsentlige økonomiske konsekvenser forbundet med en separation. Det er således vurderet, at de årlige meromkostninger i forhold til en traditionel håndtering af svinegylle beløber sig til henholdsvis 24 kr. og 63 kr. pr. ton husdyrgødning for et lavteknologisk eller højteknologisk anlæg. Drivkraften for alligevel at etablere sådanne anlæg kan være øgede krav til maksimal P-udbringning på arealerne med deraf følgende øgede krav til transportafstand for gylle. Endvidere kan en mulig lempelse i arealkravet på betingelse af borttransport af husdyrgødning betyde en relativ større økonomisk tilskyndelse til at etablere sådanne systemer. 9
Teknologier som separation og afgasning af gylle vil føre til nye husdyrgødningstyper med egenskaber væsentlig forskellig fra de kendte. Den tekniske udfordring er at udvikle teknologi, som udnytter egenskaberne ved de nye gødningstyper, og at udvikle driftssystemer, som inddrager disse i en helhedsvurdering af økonomi, drift og næringsstofstrømme. Indvirkningen af nye teknologier på husdyrgødningsområdet er opsummeret i tabel 1. Tabel 1. Oversigt over teknologier, der forventes at blive indført i svineproduktionen i løbet af perioden 2000-2010. + Positiv effekt; - Negativ effekt; 0 ingen effekt og ( ) ikke sikker effekt. De forskellige teknologier er sammenlignet med den teknologi, der typisk er blevet anvendt omkring år 2000. Lugt Ammoniak Harmoni* Husdyrgødningsværdi Patogener Energi Biogas Gårdanlæg + (-) 0 (+) + + Fællesanlæg + (-) + (+) + + Separation Stald +? + + 0 (-) Lavteknologisk (+)? + + 0 - Højteknologisk (+)? + + (+) - Lager - Gylle (inkl. overdækning) Lager- Fast Ingen overdækning husdyrgødning Lager- Fast Med overdækning husdyrgødning + + 0 + 0 0 + - 0 - + (+) (-) + 0 +? 0 Udbringning Slæbeslange + + 0 + 0 0 Nedfældning + + 0 + (+) - Fortynding? + 0 + 0 - Additiver (+) (+) 0 (+) (+) 0 *Harmoni: overensstemmelse på gårdniveau mellem gødningsproduktionen og afgrødens næringsstofbehov. 10
1 Indledning Svineproduktionen spiller i kraft af sin størrelse en meget betydelig rolle for økonomien i dansk landbrug, såvel som for den miljøpåvirkning, der er forbundet med landbrugsproduktionen. Samtidig foregår der en kraftig strukturudvikling ligesom indenfor andre produktionsgrene i dansk landbrug. Disse forhold har betydet, at der i de senere år har været en betydelig fokus på spørgsmål om, hvilket omfang svineproduktionen hensigtsmæssigt kan have, om der er behov for en særlig regulering i forhold til harmonikrav og geografisk placering og om den teknologiske udvikling giver større spillerum for svineproduktionen. Formålet med nærværende arbejde er som grundlag for diskussion og overvejelser som nævnte overfor at give en beskrivelse af svineproduktionens nuværende strukturmæssige og geografiske fordeling, af det ressourceforbrug og den miljøpåvirkning, der er forbundet med produktionen samt give et skøn over nogle miljømæssige konsekvenser af en forventet teknologiudvikling. I denne sammenhæng spiller mulighederne for en hensigtsmæssig håndtering af husdyrgødningen en meget betydelig rolle, hvorfor denne del ofres særlig opmærksomhed. 2 Produktionens strukturmæssige og geografiske fordeling Inge T. Kristensen og John E. Hermansen, Afd. for Jordbrugssystemer, Danmarks JordbrugsForskning 2.1 Udviklingen på landsplan 1980-2000 Gennem de seneste 20 år er der sket en kraftig forskydning i svineproduktionens struktur. Mængdemæssigt er produktionen øget med 75%. Samtidig er antallet af bedrifter med svineproduktionen reduceret fra ca. 67.000 til ca. 13.000. Hvor over halvdelen af alle jordbrugsbedrifter i 1980 havde svineproduktion, var det i år 2000 kun ca. 25% af alle bedrifter, der havde svineproduktion. Der anvendes forskellige opgørelseskategorier, når antallet af egentlige svinebedrifter opgøres. Danmarks Statistik (1999) anvender definitionen, at 2/3 af standard dækningsbidraget kommer fra svineproduktionen, mens mindre specialiserede bedrifter med svineproduktion klassificeres i andre typer. I den landbrugsregnskabsstatistik, der udarbejdes af Fødevareøkonomisk Institut, inkluderes normalt også bedrifter, hvor mere end 1/3 af standarddækningsbidraget kommer fra svin, og samtidig mere end 1/3 kommer fra agerbrug (SJFI, 1997). Herved findes et væsentligt højere antal. For driftsåret 96/97 udgjorde svinebedrifter efter den førstnævnte definition således ca. 4.000 bedrifter og efter de sidstnævnte yderligere ca. 6.000 bedrifter svarende til i alt godt 10.000 svinebedrifter. Til belysning af udviklingen er i nærværende sammenhæng anvendt den definition, der anvendes af Danmarks Statistik. Oplysningerne er fremkommet dels ved opslag i publicerede statistiske oplysninger og dels ved særlige udtræk fra Danmarks Statistiks databaser. I Figur 2.1 er vist udviklingen i antal specialiserede svinebedrifter og det samlede areal for disse, samt dyreenheder svin i alt og heraf dyreenheder på de specialiserede bedrifter. Antallet af specialiserede svinebedrifter er i disse år reduceret med ca. en tredjedel fra knap 6000 i 1980 til knap 4000 i 1999. Hovedparten af dette fald skete i den første halvdel af perioden. I samme periode er antallet af landbrugsbedrifter i almindelighed halveret. Reduktionen i antal bedrifter har således været mindre end for andre bedriftstyper. De specialiserede svinebedrif- 11
ters samlede areal er i samme periode steget fra godt 100.000 ha til godt 260.000 ha, altså mere end en fordobling. Dette sammenholdt med ovennævnte fald i antal bevirker, at en specialiseret svinebedrift i gennemsnit omtrent har firedoblet sit areal i perioden. Ha og DE 1,400,000 Antal 7,000 1,200,000 6,000 1,000,000 5,000 800,000 600,000 400,000 4,000 3,000 2,000 200,000 1,000 0 1980 1989 1997 1999 0 DE svin i alt Samlet areal på specialiserede svinebedrifter DE svin på specialiserede svinebedrifter Antal specialiserede svinebedrifter Figur 2.1. Udviklingen for specialiserede svinebedrifterne 1980-1999 1 (Danmarks Statistik Landbrug 1980, 1989, 1997 og 1999). Det samlede svinehold er øget med godt 20% de seneste 10 år, fra 9,2 mio. svin ved tællingen i 1989 til 11,5 mio. ved tællingen i 1999. Vurderet ved DE svin har stigningen været ca. 23%, og det fremgår af figur 2.1, at stigningen altovervejende er foregået på specialiserede svinebedrifter. I 1980 foregik således ca. 1/3 af svineproduktionen på specialiserede bedrifter, mens andelen i 1999 var godt 50%. Figur 2.2 viser til sammenligning de forskellige bedriftstypers ændring i beslaglæggelse af areal. Planteavlsbedrifter og især specialiserede svinebedrifter har forøget deres samlede areal på bekostning af de øvrige bedriftstyper. I 1999 tegner planteavlsbedrifterne sig for næsten halvdelen af det samlede dyrkede areal, malkekvægsbedrifter og andre bedrifter optager hver ca. en femtedel, mens de specialiserede svinebedrifter beslaglægger ca. 8 % af det samlede dyrkede areal. 1 En bedrift defineres som en svinebedrift, hvis mere end 2/3 af det samlede standard dækningsbidrag kommer fra svineproduktion. 12
Samlet areal i ha 3.500.000 3.000.000 2.500.000 2.000.000 1.500.000 andre bedrifter malkekvægsbedrifter planteavlsbedrifter Specialiserede svinebedrifter 1.000.000 500.000 0 1980 1989 1997 1999 Figur 2.2. Udviklingen i bedrifternes samlede areal 1980 1999 (Danmarks Statistik Landbrugsstatistik 1980, 1989, 1997 og 1999). Svineproduktionens fordeling på bedriftsstørrelse er vist i figur 2.3. Mens ca. 80% af svineproduktionen i 1980 foregik på bedrifter under 50 ha er det nu således, at ca. 80% af produktionen foregår på bedrifter over 50 ha og ca. 50% på bedrifter over 100 ha. DE svin 1400000 1200000 1000000 800000 600000 400000 100,0- ha 50,0-99,9 ha 20,0-49,9 ha - 19,9 ha 200000 0 1980 1989 1997 1999 Figur 2.3. Dyreenheder svin fordelt på bedriftsstørrelser 1980-1999. Specialudtræk fra Danmarks Statistik. 2.2 Svineproduktionens geografiske fordeling I figur 2.4 er vist dyretætheden udtrykt dels som DE pr. ha total landareal og dels pr. dyrket areal. De tættest belagte områder i forhold til det totale landareal er omkring Als og Mors. Betragtes alene det reelt dyrkede areal, er det et væsentligt større område, hvor svinetætheden er over 0,7 DE/ha. Således er det stort set kun det sydvestlige Jylland med en tunge herfra ind i 13
Midtjylland, en bræmme nord for Limfjorden, Lolland samt den sydlige og østlige del af Sjælland, hvor produktionen er relativ lav i forhold til arealet. Figur 2.4. DE svin pr. ha. landjord og pr. ha dyrket areal, der ikke er braklagt, flydende gennemsnit pr. 25 km 2. (GLR/CHR udtræk af årlig tælling af dyr og hektarstøtteansøgning pr. 31-12-1999). I Figur 2.5 er vist den gennemsnitlige besætningsstørrelse for svin geografisk fordelt over perioden 1980-1999. 14
Figur 2.5. Gennemsnitligt størrelse af svineholdet på specialiserede svinebedrifter 1999 (Specialudtræk fra Danmarks Statistik). Det ses, at den største ændring sket fra 1997 til 1999 i den allersidste del af perioden. 15
2.3 Harmoniforhold I figur 2.6 er dyretætheden for svin pr. ha dyrket areal sammenstillet med den samlede dyretæthed pr. ha dyrket areal. Det fremgår, at den samlede dyretæthed er høj i langt det meste af Jylland og Fyn, bortset fra den jyske højderyg. Sammenlignes med kortet over svinetæthed fremgår det, at husdyrholdet i høj grad komplementerer hinanden således, at der er andre husdyr de steder, hvor svinetætheden er lav. Figur 2.6. Dyretætheden i alt pr. ha. landjord og pr. ha dyrket areal, der ikke er braklagt, flydende gennemsnit pr. 25 km 2. (GLR/CHR udtræk af årlig tælling af dyr og hektarstøtteansøgning pr. 31-12-1999). 2.4 Referencer Danmarks Statistik Landbrug, 1999. Statistik om landbrug, gartneri og skovbrug. 314 pp. SJFI, 1997. Landbrugsregnskabsstatistik 1996/97. Statens Jordbrugs- og Fiskeriøkonomiske Institut, serie A 81, 146 pp. 16
3 Arealanvendelse, ressourceforbrug, produktion og miljøpåvirkning for svinebedrifter Af Randi Dalgaard, John E. Hermansen og Ib S. Kristensen, Afd. for Jordbrugssystemer, Danmarks JordbrugsForskning Et detaljeret kendskab til ressourceforbruget i mængder (foder, gødning, diesel etc.) forligger kun for et fåtal af bedrifter. Derimod foreligger der et repræsentativt statistisk materiale baseret på ca. 2.240 driftsregnskaber hos Fødevareøkonomisk Institut repræsenterende forskellige produktionsformer i Danmark. Materialet er i det følgende benyttet til at estimere specialiserede svinebedrifters ressourceforbrug, ammoniakfordampning, kvælstofudvaskning samt energiforbrug. 3.1 Datagrundlag Det repræsentative statistiske materiale (Olsen, 2001) er genereret udfra den Landbrugsregnskabsstatistik, som hvert år udgives af Fødevareøkonomisk Institut (FØI). Landbrugsregnskabsstatistikken udarbejdes på grundlag af særligt udvalgte landbrugs- og gartneriregnskaber, som er repræsentative for dansk landbrugsproduktion. Materialet blev udfra nogle definerede sorteringskriterier underinddelt i 28 såkaldte typologier. Hver typologi repræsenterer en bedriftstype, og skal betragtes som en gennemsnitsbedrift inden for en bestemt type af landbrugsbedrifter. En typologi indeholder ca. 1500 variabler vedr. husdyrhold, arealfordeling, høstudbytter, udgifter til elektricitet osv. Det repræsentative statistiske materiale viser god overensstemmelse med Danmarks Statistik. F.eks. viser materialet, at der blev produceret 20,6 millioner slagtesvin i 1999, hvilket ved sammenligning med data fra Danmarks Statistik (Danmarks Statistik, 2001) giver en afvigelse på under én procent, under antagelse af at der ikke var slagtesvin blandt de 1,6 millioner svin der blev eksporteret. Data for det samlede danske landbrugsareal afviger med mindre end 1 pct. i forhold til Danmarks Statistik. Seks af typologierne repræsenterer svinebedrifter og giver derfor et godt overblik over dansk svineproduktion, som den var i 1999. Et lille udsnit af inputdata for de seks svinetypologier er vist i tabel 3.1. Typologierne repræsenterer svinebedrifter, hvor der stort set ikke findes andre dyr. Af tabel 3.1 fremgår det, at 77% af de producerede slagtesvin i året 1999 blev produceret i de 6 typologier. De resterende 23% produceres i typologier, hvor slagtesvin udgør et nicheproduktion, og hvor der primært produceres mælk, planteprodukter eller kødkvæg. At 77% af danske slagtesvin i 1999 blev produceret på specialiserede svinebedrifter er i god overensstemmelse med Danmarks Statistik (Danmarks Statistik, 2001), hvor det fremgår at 81,5% af de danske svin i 1999 befandt sig på en bedrift uden kvæg. Typologi 1-3 ligger på lerjord, mens typologi 4-6 ligger på sandjord. Indenfor jordtyperne er svinetypologierne opdelt i henholdsvis lav (1,4 DE 2 /ha), middel (1,4 1,7 DE/ha) og høj belægningsgrad (> 1,7 DE/ha). Ifølge harmonireglerne (Plantedirektoratet, 1998), som angiver normer for mængden af husdyrgødning, der årligt må udbringes pr. arealenhed, måtte der maksimalt udbringes husdyrgødning svarende til 1,7 DE/ha på svinebedrifter i 1999. Dermed har svinebedrifterne i typologier med høj belægningsgrad (typologi 3 og 6) været forpligtet til at overføre husdyrgødning til andre landbrugsbedrifter. 2 DE: Dyreenheder 17
Set i forhold til beslaglæggelse af det samlede danske landbrugsareal og andel af dansk slagtesvineproduktion er typologi 3, 4 og 6 mest betydningsfulde. 51% af slagtesvinene produceres i typologierne med høj belægningsgrad. Den gennemsnitlige belægningsgrad er 2,5 DE/ha for både typologi 3 og 6, og ud fra de foreliggende data kan det beregnes, at 26% af det kvælstof i svinegødning, som blev produceret i 1999, blev overført til andre landbrugsbedrifter. Tabel 3.1. Produktionsstørrelse og belægningsgrad for svinebedrifter. Typologi 1 2 3 4 5 6 Sum Jordtype 3 ----------Ler--------- ----------Sand---------- Belægningsgrad, DE 4 /ha <1,4 1,4-1,7 >1,7 <1,4 1,4-1,7 >1,7 Antal regnskaber 51 28 99 104 39 165 Antal bedrifter som typologi repræsenterer 1324 425 1444 2433 601 2352 8579 Årssøer, antal pr. bedrift 40 111 166 42 153 184 Slagtesvin produceret, antal pr. bedrift 677 1791 3010 1120 1481 2660 Procentdel af slagtesvineproduktion i Danmark 4% 4% 21% 13% 4% 30% 77% Landbrugsareal, ha pr. bedrift 54 71 64 68 72 61 Procent af landbrugsareal i Danmark 3% 1% 4% 7% 2% 6% 23% Produktionsresultater og arealanvendelse for de seks svinetypologier er vist i tabel 3.2. Heraf fremgår det, at antallet af årssøer, producerede slagtesvin og smågrise stiger med belægningsgraden. Samtidig ses det, at svineproduktionen på lerjord i væsentlig omfang er kombineret med produktion af brødhvede og sukkerroer, mens kartofler, raps, ærter og frø primært produceres i typologier på sandjord. Tabel 3.2. Produktionsresultater og arealanvendelse for svinebedrifter, gennemsnit pr. bedrift. Typologi 1 2 3 4 5 6 Jordtype 5 ----------Ler--------- ----------Sand---------- Belægningsgrad, DE 6 /ha <1,4 1,4-1,7 >1,7 <1,4 1,4-1,7 >1,7 Årssøer 40 111 166 42 153 184 Smågrise produceret 838 2374 3668 836 3077 3842 Slagtesvin produceret 677 1791 3010 1120 1481 2660 Landbrugsareal, ha 54 71 64 68 72 61 -heraf korn, ha 43 59 49 50 58 47 Solgte vegetabilske produkter, tons Brødhvede 108 158 152 84 109 72 Sukkerroer 29 36 149 59 14 18 Kartofler 3 1 4 5 18 44 Raps, ærter og frø 17 19 17 29 24 21 3 Ved inddeling af landbrugsregnskaber i jordtype gælder det at en bedrifts lerjordsareal (JB 5-10) skal udgøre mindst 80 pct. af det samlede areal for at blive klassificeret i en lerjordstypologi. 4 DE: Dyreenheder 5 Ved inddeling af landbrugsregnskaber i jordtype gælder det at en bedrifts lerjordsareal (JB 5-10) skal udgøre mindst 80 pct. af det samlede areal for at blive klassificeret i en lerjordstypologi. 6 DE: Dyreenheder 18
3.2 Ressourceforbrug for specialiserede svinebedrifter Ressourceforbruget for hver af de seks svinetypologier er beregnet udfra de inputdata, der findes for hver af typologierne i det repræsentative statistiske materiale. Forbruget af eget foder, indkøbt korn, sojaskrå, olie, elektricitet og handelsgødning er beregnet udfra en række forudsætninger vedr. sammenhæng mellem kødproduktion og foderforbrug, samt arealanvendelse og handelsgødningsbehov. Eksempelvis er antallet af slagtesvin produceret pr. år afgørende for mængden af foder der forbruges, lige så vel som landbrugsarealets størrelse og anvendelse er afgørende for mængden af kvælstof, der tilføres markerne. Estimering af indkøbte fodermængder til de enkelte typologier er udført ved beregning af svinenes energi- og proteinbehov udfra fodernormer (Poulsen et al., 2001). Forholdet mellem forbrugt korn og sojaskrå er herefter afstemt så både energi- og proteinbehov dækkes. Det er forudsat, at svinenes først æder hjemmedyrket korn, hvorefter der suppleres med indkøbt korn indtil kornbehovet er dækket. Korn som indkøbes til foder består af 25% vårbyg, 25% vinterbyg og 50% hvede. Afgrøder som dyrkes på bedriften, men som ikke fodres op, bliver solgt. I 1999 blev 65% af hvedearealerne i Danmark dyrket med brødhvede (Miljø- og Energiministeriet, 2001), og derfor er kun 35% af det hjemmedyrkede hvede, som anvendes som foder til svin. Det øvrige hvede sælges som brødhvede. Det herved estimerede ressourceforbrug for de seks svinetypologier er vist i tabel 3.3. Tabel 3.3. Ressourceforbrug for specialiserede svinebedrifter, gennemsnit pr. bedrift. Typologi 1 2 3 4 5 6 Jordtype ----------Ler--------- ----------Sand---------- Belægningsgrad, DE/ha <1,4 1,4-1,7 >1,7 <1,4 1,4-1,7 >1,7 Korn indkøbt, tons 16 223 512 52 269 497 pr. tons produceret kød, kg 209 1093 1496 500 1252 1515 Sojaskrå indkøbt, tons 7 43 114 185 60 118 178 pr. tons produceret kød, kg 551 560 542 582 551 541 Selvforsyningsprocent 8 65% 34% 18% 56% 29% 18% Olieforbrug, liter 8476 14794 16858 9564 14648 15724 Elektricitetsforbrug, kwh 21476 59462 75560 29794 52427 77267 Handelsgødning, kg N 6895 7472 6571 6827 5770 4750 (pr. ha) (127) (105) (102) (101) (80) (78) Handelsgødning, kg P 401 0 574 252 0 562 Produceret svinekød 9, tons 78 204 342 103 215 328 N-overskud, kg N 7349 12730 12561 9396 12801 11506 N-overskud, kg N pr. ha 135 178 195 139 177 188 7 Proteintilskudsfoder regenet som sojaækvivalenter 8 Beregning af selvforsyningsprocent: (Antal FEs hjemmeavlet korn, som er tildelt svinene * 100) /(Antal FEs i alt, som er tildelt svinene). 9 Levende vægt. Inkluderer alle levende svin som er solgt fra de enkelte typologier. 19
Selvforsyningsprocenten giver et udtryk for, hvor meget foder bedriften nødvendigvis må indkøbe. Det fremgår, at selvforsyningen falder fra godt 60% på bedrifter med lav belægningsgrad til knap 20% ved bedrifterne med høj belægningsgrad. Mængden af indkøbt korn og indkøbt sojaskrå stiger således med belægningsgraden, men ved beregning af indkøbt foder pr. tons produceret kød, er det kun mængden af indkøbt korn, der stiger med belægningsgraden. Mængden af indkøbt sojaskrå pr. tons produceret kød er således næsten konstant for alle typologier, hvilket skyldes at sojaskrå, som er meget proteinrigt, skal udgøre ca. 32% af foderforbruget (beregnet som foderenheder) for at dække et gennemsnitsvins proteinbehov, såfremt svinet udelukkende fodres med korn og sojaskrå. Hjemmedyrket korn kan erstatte indkøbt korn, men ingen hjemmedyrkede afgrøder er tilstrækkeligt proteinrige til at erstatte indkøbt sojaskrå i væsentlig omfang. Typologiernes forbrug af kvælstofhandelsgødning er beregnet udfra kvælstofnormer fra Plantedirektoratet (1998), og dermed er det antaget, at alle afgrøder (dog ikke græsmarker) gødes op til den lovlige grænse. Inden for typologier på lerjord gælder det, at forbruget af kvælstofhandelsgødning pr. ha er højst for typologi 1, som har en lav belægningsgrad. Det skyldes, at mængden af husdyrgødning som er til rådighed er lav, hvilket kompenseres med et forholdsvist højere indkøb af kvælstofhandelsgødning pr. ha. På trods af at typologi 3 har en højere belægningsgrad end typologi 2 er mængden af indkøbt handelsgødning pr. ha ens for de to typologier. Årsagen er, at en stor del af husdyrgødningen fra typologi 3 overføres til andre landbrugsbedrifter for ikke at overskride kvælstofnormerne (Plantedirektoratet, 1998). Dermed er mængden af anvendt husdyrgødning pr. ha næsten den samme for typologi 2 og typologi 3, hvilket ligeledes afspejles i forbruget af kvælstofhandelsgødning. Samme mønster ses for typologierne på sandjord. Olieforbruget i marken er beregnet ifølge modellen ØKOBÆR (Dalgaard et al., 2001) For yderligere information vedr. forudsætninger og metoder som ligger til grund for regnearksmodellen, henvises til Dalgaard (2002). Elektricitetsforbruget er beregnet ved at omregne antal kroner forbrugt på elektricitet til antal kwh, idet det er antaget at gennemsnitsprisen for en kwh i 1999 var 53 øre. Elektricitetsforbruget er proportionalt stigende med tons produceret svinekød, hvilket skyldes at elektricitet altovervejende anvendes til stalddrift. N-overskud er beregnet som differencen mellem det kvælstof, der tilføres typologien (handelsgødning, foder, deposition fra atmosfæren, planternes N 2 -fiksering), og det kvælstof der fraføres typologien (kød, planteprodukter, husdyrgødning). N-overskud er et udtryk for den mængde kvælstof, der tilføres naturen enten i form af nitratudvaskning, ammoniakfordampning, denitrifikation eller indbygning af kvælstof i jordens organiske del. N-overskuddet pr. ha stiger proportionalt med belægningsgraden, hvilket afspejler at kvælstofeffektiviteten er lavere ved svinekødsproduktion end ved planteproduktion, og at det er svært at udnytte de betydelige mængder N, der findes i husdyrgødningen. 3.3 Miljøeffekter relateret til kvælstof Hovedinteressen har hidtil knyttet sig til N-udvaskningen, men på det seneste er ammoniakfordampningen kommet i fokus. 20
Kvælstofudvaskning Ses de tidligere omtalte svinetypologier under et, svarer det til en belægningsgrad på 1,7 DE/ha, og en total bedriftsbalance på 166 kg N/ha. Kristensen et al. (2002) har på grundlag af disse oplysninger estimeret en gennemsnitlig markbalance på bedrifterne på 132 kg N/ha, hvoraf 100 kg kunne henføres til udvaskning eller ændring i jordpulje N. Spørgsmålet er, om det kan antages at der ved svinebedrifter kan antages en systematisk ændring i jordens pulje af N. Ifølge resultater fra kvadratretsundersøgelsen (Heidmann et al., 2001) er jordens C og N indhold generelt ikke ændret over en 10 års periode (1986-1997). Inddeles punkterne efter hvilken type gødning, der er anvendt i punkterne (handelsgødning, kvæghusdyrgødning og svinehusdyrgødning), blev der for dybden 0-50 cm fundet svagt fald i jordens C og N indhold for plante- og svinebedrifter og en lille stigning på kvægbedrifter. Endvidere blev der fundet, at der var positive ændringer i puljen for sand (hvor startindholdet var relativt lavt) og negative ændringer for ler (hvor startindholdet var relativt højt). Udfra definerede bedriftstyper (plante, svin, kvæg) har Petersen og Berntsen (2002) modelleret ændringer i jordens organiske N for JB4, hvis bedriftstypen enten tager udgangspunkt i en kvægjord eller planteavlsjord, hvor N-indholdet er meget forskelligt. Fortsat kvægproduktion på kvægjord ændrer ikke jordens N-indhold. Implementeres svin og kvæg på en planteavlsjord øges jordens N-indhold med henholdsvis 12% og 47% over en 100 årig periode. Den marginale årlige ændring efter 50 år kan estimeres til henholdsvis 10 og 40 kg N for svin og kvæg. Hvis man antager, at svineproduktion dels foregår på gammel svinebedriftsjord, og dels på en kombination af tidligere kvæg- eller ren plantebrugsjord er der ikke grund til at antage, at svineproduktion som sådan medfører væsentlige systematiske ændringer i jordens puljer af C og N. Der kan således antages relativt små ændringer jordpulje N over årene ved uændret driftsform, hvorved udvaskningen kan estimeres til ca. 90-100 kg N/ha. Petersen og Berntsen (2002) har ved hjælp af bedriftsmodellen FASSET gennemført en konkret beregning af blandt andet den forventede udvaskning fra en specialiseret svinebedrift med en belægningsgrad på 1,7 DE/ha på henholdsvis ler- og sandjord. I beregningen indgik ærter i afgrøderækkefølgen i et højere omfang end der er fundet ved nærværende typologier, men ellers var afgrødesammensætningen næsten identiske, ligesom det beregnede total N- overskud fra bedrifterne (på gennemsnitlig 157 kg N/ha) var tæt på gennemsnittet for de her betragtede specialiserede bedrifter. Modelberegningen viser en udvaskning på 99 og 126 kg N/ha på henholdsvis ler- og sandjord. Ses de to undersøgelser under ét, er det rimeligt at anslå den årlige udvaskning fra typiske svinebedrifter til ca. 100 kg N/ha. N-udvaskning og ændring i jordpulje-n for de seks svinetypologiers ses i tabel 3.4. Beregningsprincippet efter Kristensen et al. (2002) er gennemført for hver typologi. For lerjordstypologierne estimeres en N-udvaskning på ca. 100 kg N/ha uafhængig af belægningsgrad, mens udvaskningen på sandjord forventes at øges med stigende belægningsgrad. 21
Tabel 3.4. Kvælstofudvaskning, jordpuljeændring og ammoniakfordampning fra typiske svinebedrifter i 1999, gennemsnit pr. bedrift. Typologi 1 2 3 4 5 6 Jordtype 10 ----------Ler--------- ----------Sand---------- Belægningsgrad, DE 11 /ha <1,4 1,4-1,7 >1,7 <1,4 1,4-1,7 >1,7 N-udvaskning og ændring i jordpulje-n, kg N 4933 7128 6071 6799 7231 6253 (Pr. ha) (86) (104) (99) (98) (116) (104) NH 3 -fordampning, kg NH 3 -N 1498 3554 4603 2041 3624 4489 - heraf fra stald og lager 787 2137 3313 1099 2186 3348 - heraf under og efter udbringning af svineog handelsgødning 712 1417 1290 943 1438 1142 NH 3 -fordampning, kg NH 3 -N pr. ha 28 50 72 30 50 73 - heraf fra stald og lager 14 30 52 16 30 55 - heraf under og efter udbringning af svineog handelsgødning 13 20 20 14 20 19 Specielt for svineproduktionen gør der sig dog det gældende, at en væsentlig del af husdyrgødningen overføres til rene plantebedrifter tidligere estimeret til 26% af den totale svinehusdyrgødning. Herved tilføres sådanne bedrifter en større kulstofmængde og på sigt en højere indlejring af kulstof og N i jorden på disse bedrifter, og svineproduktionen bidrager herigennem til en højere indlejring af kulstof og N i det dyrkede areal i Danmark. Ammoniakfordampning Den beregnede ammoniakfordampning fra stald og lager, samt ammoniakfordampning under og efter udbringning af husdyrgødning for de seks svinetypologier i 1999 er ligeledes vist i tabel 3.4. I henhold til Andersen et al. (1999) er det forudsat, at ammoniaktabet målt som procent af N-udskillelsen er 14% fra stald, 5% fra lager og 11% under og efter udbringning af gødning. Endvidere er et antaget at opstaldningen af svin er ens i alle seks typologier, og forudsættes at være som vist i tabel 5.1. Husdyrgødningsproduktionen i de seks typologier er beregnet efter Poulsen et al. (2001). Som forventet stiger ammoniakfordampningen med belægningsgraden, og bidraget fra stald og lager er højere end bidraget fra udbringning. Med en ammoniakfordampning på over 70 kg N pr. ha på bedrifterne med høj belægningsgrad kan disse bedrifter have en betydelig påvirkning af N-deponeringen på de omkringliggende arealer, sammenholdt med at det generelle bidrag med nedbør over Danmark skønnes at være 15 kg N/ha. 3.4 Energiforbrug ved fremstilling af svinekød Danmark forpligtede sig i 2001 ved ratifikationen af Kyoto-protokollen til at reducere udledningen af drivhusgasser med 21% i 2008-2012 i forhold til niveauet i 1990. Landbrugets bidrag udgør ca. 22% af den samlede danske drivhusgasudledning (Olesen et al., 2001). Selv om størstedelen af landbrugets bidrag til udledningen af drivhusgasser knytter sig til omsætningen af kulstof og kvælstof i jord anses energiforbruget (via afbrænding af fossile brændstoffer) også for at være af mærkbar betydning. 10 Ved inddeling af landbrugsregnskaber i jordtype gælder det at en bedrifts lerjordsareal (JB 5-10) skal udgøre mindst 80 pct. af det samlede areal for at blive klassificeret i en lerjordstypologi. 11 DE: Dyreenheder 22
Svinetypologiernes direkte energiforbrug, som inkluderer elektricitet, samt diesel og olie forbrændt på bedriften fremgår af afsnit 3.2. Herudover forbruges også energi til fremstilling af de ressourcer, som er anvendt på bedriften. Eksempelvis forbruges energi i form af kul til fremstilling af elektricitet, ligesom der kræves et betydeligt energiforbrug til fremstilling og transport af sojaskrå. I forbindelse med vurdering af energiforbrug ved fremstilling af industrielle produkter har ofte været anvendt en livscyklustankegang, hvor der tages højde for det samlede energiforbrug i produktets livsforløb. Herved søges suboptimeringer undgået, dvs. at ændringer der fører til miljøforbedringer i én fase af produktets liv, f.eks. produktionen, fører til øgede miljøbelastninger i en anden fase af livsforløbet, f.eks. ved bortskaffelsen, og miljøindsatsen kan rettes mod de faser i produktets livsforløb, hvor der kan opnås størst miljøforbedringer (Schmidt et al., 2000). Den produktorienterede miljøpolitik i Danmark har siden 1995 været genstand for øget fokus gennem ministerielle redegørelser og handlingsprogrammer (Weidema et al., 2001). På EU-plan udgav EU-kommissionen i februar 2001 en Grønbog om en integreret produktpolitik (Anonym, 2001). Det gennemgående træk i Grønbogen er en afdækning af, hvilke faktorer der kan danne basis for en produktorienteret miljøpolitik. Grønbogen er ikke møntet på fødevareprodukter specifikt, men de vil være et af de områder, som naturligt vil være i fokus (Kudsk, 2001). 3.4.1 Livscyklusvurderingskonceptet Livscyklusvurdering er den danske oversættelse af det engelske Life Cycle Assessment, forkortet LCA. Et produkts livsforløb, også kaldet produktets livscyklus, omfatter de faser et produkt gennemløber fra udvindingen af råvarer over fremstilling og brug til den endelige bortskaffelse af produktet. For at opnå enighed om de anvendte metoder foregår der et internationalt standardiseringsarbejdet i ISO-regi. Der er udarbejdet fire standarder (ISO 14040-14043) for livscyklusvurderinger, som også foreligger på dansk (Dansk Standard, 2001). Både i Danmark og Sverige er der relativt omfattende projekter i gang om livscyklusvurdering af fødevarer. Det danske projekt (se www.lcafood.dk ) afsluttes i 2003 og sigter bl.a. mod at frembringe en database, som indeholder de nødvendige byggesten til livscyklusvurdering af færdigforarbejdede fødevarer. Databasen skal derfor indeholde miljøbelastning opgjort pr. produceret enhed, f.eks. per kg hvede, per kg mælk og per kg slagtesvin. I første omgang fokuseres på de led i fødevarernes livscyklus, som finder sted før produkterne forlader landbrugsbedrifterne. Det betyder, at der ikke udelukkende fokuseres på bedriftens direkte miljøbelastning, men at der også tages højde for ekstern miljøbelastning. Den eksterne miljøbelastning kan f.eks. være drivhuseffekt som forårsages af CO 2 -udslip i forbindelse med fremstilling af handelsgødning. På landbrugsbedrifter, såvel som i mange andre produktionssystemer, produceres altid mere end ét produkt. På typiske svinebedrifter produceres ud over hovedproduktet svinekød, også som regel korn, raps, ærter eller andet. For at beregne energiforbruget udelukkende for svinekød anvendes såkaldt systemudvidelse. Metoden og dens anvendelse er detaljeret beskrevet af Weidema (1999) og Dansk Standard (2001), og anvendes i det følgende. 23
3.4.2 Energiforbrug pr. kg slagtesvin Med udgangspunkt i de seks typologier (afsnit 3.2) er der beregnet et gennemsnitligt energiforbrug pr kg svinekød (levende vægt) på svinebedrifterne. I stedet for at operere med seks typologier som i afsnit 3.2 er der foretaget et vægtet gennemsnit af de seks typologier, og derfor skal tallene som præsenteres i det følgende betragtes som resultater, der gælder for en gennemsnitlig svinebedrift. Energiforbruget inkluderer de dele af produktionsledene som finder sted før bedriften og på bedriften, idet transport til slagteri og forarbejdning af kødet er ikke medregnet. For at estimere energiforbruget ved produktion af et kg svinekød på en specialiseret svinebedrift er det nødvendigt at kende det totale energiforbrug på svinebedriften. Resultaterne for dette er vist i tabel 3.5. Tabel 3.5. Direkte og indirekte energiforbrug på en gennemsnitlig svinebedrift. Energiforbrug, GJ Direkte energiforbrug, GJ Diesel/olie 464 Elektricitet 188 Sum 652 Indirekte energiforbrug, GJ Distribution og produktion af direkte energi 373 Sojaskrå 1171 Indkøbt korn 702 Kvælstofhandelsgødning 308 Fosforhandelsgødning 4 Kaliumhandelsgødning 10 Bygninger og maskiner, fremstilling 372 Sum 2940 Totale energiforbrug, GJ 3593 Direkte energiforbrug på svinebedriften Det direkte energiforbrug omfatter diesel forbrugt ved markoperationer og erhvervsmæssig bilkørsel, samt olie forbrugt til staldopvarmning, udfodring og korntørring. Der skelnes ikke mellem olie og diesel, idet de to produkters brændværdi er næsten identiske. Direkte energi omfatter desuden elektricitet forbrugt på svinebedrifterne. Diesel forbrugt ved markoperationer er estimeret med udgangspunkt i de enkelte typologiers arealfordeling, samt nøgletal for markoperationers energiforbrug. Der er anvendt samme nøgletal som i modellen ØKOBÆR (Dalgaard et al., 2001). I beregningerne er der taget højde for, at en del af svinegyllen fra svinetypologier med høj belægningsgrad på grund af harmonireglen (Plantedirektoratet, 1998) transporteres til udbringning på andre typologier. I disse tilfælde er det antaget, at svinegyllen transporteres 10 km. Diesel forbrugt til transport af svinegyllen indregnes i dieselforbruget for svinetypologien med høj belægningsgrad, hvorimod diesel forbrugt til udspredning af svinegyllen indregnes i dieselforbruget på den typologi, hvor svinegyllen udspredes. I beregningerne antages det, at alt korn tørres 1 procentpoint inden det forlader bedriften, og at der anvendes 50 MJ diesel per %-point kornet tørres. Smøreolie er indregnet i energiforbruget, idet det antages, at der for hver MJ forbrugt diesel anvendes 0,10 24