Kl. 9.00 Uge Kirke 2, 308; 592, 731 Kl. 10.30 Burkal Kirke 12, 516, 308; 592, 731 Tema: En sidste chance Evangelium: Luk. 13,1-9 Alle mennesker er syndere og fortjener kun Guds dom og straf. Vi er og bliver syndere og har alle brug for Guds tilgivelse. Vi skal lade Guds lys skinne ind i vores liv og vise os hvad vi har brug for at få renset ud. Vi skal kort sagt omvende os og tage imod Guds tilgivelse. Vi skal leve efter Guds vilje. Det er det Jesus vil lære os i dag ved at fortælle os den lille lignelse om figentræet, der ikke havde båret frugt. Anledningen til at Jesus fortæller sin lignelse er to alvorlige ting der er sket: Pilatus' drab på de galilæere, der havde ofret i templet. Og det nedstyrtede tårn ved Siloa-dammen.
Ifølge den jødiske historiker Josefus var Pilatus en hensynsløs diktator, der ikke havde nogen respekt for jødernes religion. Pilatus var ved at opbygge Judæa og havde planer om at lave en vandledning (akvadukt) til at føre vand ind til Jerusalem. Og han ville bruge jødernes tempelskat til at finansiere det byggeri. Josefus skriver at jøderne var rasende, og at nogle jøder var kommet fra Galilæa til Jerusalem for at demonstrere imod Pilatus. Da disse galilæere havde ofret i templet, var de selv blevet ofret af Pilatus, og Pilatus havde vist sin foragt for dem og deres religion ved at blande deres blod med offerdyrenes blod. Den anden begivenhed vi hører om er tårnets fald i Siloa. Det var kong Hizkija der havde bygget en vandledning fra Gihon-kilden øst for Jerusalem gennem Kedron-dalen og ind til en dam i byen. Ved siden af denne dam blev der opført et stort tårn. Af en eller anden grund var det styrtet sammen og havde forårsaget at 18 mennesker døde. Men hvorfor? Sådan spørger vi altid. Vi er vant til at der er en forklaring på alting. Vi vil vide hvad årsagen er til ulykker og sygdom. Vi kan ikke bare affinde os med at sådan er det. Er det Guds vilje, når vi rammes af det onde? Vi får svaret i Fadervor: "Ske din vilje som i himlen således også på jorden." Her beder vi udtrykkeligt om, at Guds vilje må ske - altså er det ikke altid Guds vilje, men en andens vilje, der sker. Så skal vi med andre ord ikke bare tage imod alt, hvad der tilstøder os, og erklære, at "det må være Guds vilje", eller "der må jo være en mening med det." De ord siges jo tit i forbindelse med ulykke, sygdom og død, og som udtryk for kristen tro, men har meget lidt med kristen tro at gøre. I H.C. Andersens berømte eventyr "Historien om en moder" sidder en mor hos sit lille barn, da en gammel mand (Døden) banker på døren og kommer ind i stuen. Da moderen falder i søvn et øjeblik, stjæler Døden hendes barn og går med det. Moderen følger fortvivlet efter for at få sit barn tilbage og oplever meget ondt på vejen. Men til sidst får hun lov at se ned i en dyb brønd. Dybt dernede ser hun to menneskeskæbner, to børns skæbne, det ene i lykke og glæde, det andet i sorg og nød, rædsel og elendighed: hendes eget barns skæbne og en andens, men hun får ikke at vide, hvem der er hvem. "Begge dele er Guds vilje", siger Døden.
Men det er ikke kristendom. Det lyder fromt og gudhengivent, men det er i virkeligheden bare en skæbnetro af samme slags, som man kan finde i flere andre religioner, fx i Islam. Det er derfor vi taler om en "tyrkertro", det vil sige en muslimsk fatalisme: den tro, at alting er bestemt af Allah, og at alt, hvad der kommer til os, både godt og ondt, både lys og mørke, er sendt fra ham og skal accepteres uden videre. Mens kristen tro modsat regner med, at "alle gode og fuldkomne gaver kommer ned fra oven, fra lysenes fader" (Jak.1,17). Vi skal derfor ikke påstå, at "begge dele er Guds vilje"; men vi skal derimod bede bønnen: "Ske din vilje, som i himlen således også på jorden." Men hvor kommer så det onde fra? Vi vil jo have en forklaring. Men Gud er altså ikke nogen streng Gud, der vil straffe os og hævne sig på os, selv om vi egentlig fortjener det. Hvor kommer det onde så fra, når det ikke kommer fra Gud? Der er i Bibelen ikke nogen egentlig lære om det onde og hvor det kommer fra. Men der er nogle spredte udsagn. Om Djævelen, Guds modstander Satan, om denne verdens fyrste (Johs.12,31), som er en morder og fader til løgnen (Johs. 8,44). Apostlen Johannes skriver at Guds Søn er kommet "for at tilintetgøre Djævelens gerninger." (1.Johs. 3,8) Der er en ond magt, en anden end Gud, vor Fader, der bestandig forsøger at sætte sin vilje, sin onde vilje, igennem. Der kæmpes om os og vores liv, om verden og verdens liv, og at Jesus Kristus i den kamp står ved vores side og er på vores side. Det er ikke ret meget at vide, men alligevel nok - både til at leve og dø på: at Gud er kærlighed, at han ikke vil os andet end godt, og at hans Søn er kommet for at tilintetgøre Djævelens gerninger. Vi kan ikke forstå at Gud ikke bare udrydder det onde. Det ville da være rigtig godt. Men, men, men, så skulle han jo også udrydde os, for det onde bor dybt i os. Vi er født med det. Vi har arvet det (arvesynden). Så i stedet for at undre os over at mennesker rammes af sygdom og død, så skulle vi snarere undre os over at Gud bærer over med os og lader os leve! At vi overhovedet er i live i dag, i dette øjeblik, skyldes kun Guds store nåde og barmhjertighed. Hvis Gud skulle straffe nogen for deres skyld, så er der ikke noget menneske der ikke ville blive straffet. Gud har jo allerede én gang, i tidernes morgen, udslettet næsten hele menneskeheden for deres synders skyld, fordi han blev så bedrøvet over at se hvor onde de var. Men det hjalp ikke. Da Noa kom ud af ar-
ken, var situationen ikke anderledes end før. Og derfor lovede Herren at han aldrig mere ville forbande jorden på grund af menneskene, "som kun vil det onde fra ungdommen af" (1. Mos. 8,21). I stedet valgte Gud at oprette en pagt med menneskeheden om at han aldrig mere ville udslette dem på grund af deres synd; og han satte regnbuen på himlen som et tegn på sin pagt. Siden syndfloden har det været sådan at mennesker ikke får den straf, som de egentlig fortjener, men at Gud bærer over med vores ondskab og uretfærdighed. Vi er jo alle syndere, der dagligt gør meget forkert, som vi fortjener straf for. Vi må blive ved med at omvende os, dvs. vende os bort fra vores egen lyst til det onde og vende os til Gud. Vi har hele tiden brug for at komme til Gud for at blive renset for vores synder ved at få hans tilgivelse. Vi må som barnet finde os i at vi ikke kan få nogen forklaring på hvor det onde kommer fra. Vi må blot glæde os over at der er nogen der holder af os og passer på os. Det er det vigtigste for os. Engang - i evigheden - skal vi få "løst hver jordisk gåde. Og indtil da kan vi leve i den trygge tro, at Gud vor Fader er ved vores side og på vores side, også midt i det onde. Fordi Gud er vores far, der gør godt mod alle og gerne tilgiver os, så er der ikke nogen der fortjener at blive ramt af det onde. Derfor siger Jesus et kraftigt nej til at det skulle være deres egen skyld at de var blevet ramt af død og ulykke: "Mener I at de var større syndere eller mere skyldige end alle andre, siden det gik dem sådan? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de." I stedet for at tale om dem der blev ramt af ulykke og død, kalder Jesus os alle til at omvende os. De to alvorlige begivenheder fører Jesus til at fortælle en lignelse om et ufrugtbart figentræ. Den lignelse understreger endnu mere hans pointe om at det er nødvendigt at omvende sig, inden det er for sent! Hvordan ser Gud så på os? Leder han forgæves efter frugt i vores liv? Bærer vi Åndens frugter? Er vi fyldt af kærlighed, glæde og fred? Gartneren er et billede på Jesus. Han går i forbøn for sit folk, lige som gartneren bad for træet at det måtte få et år mere. Jesus havde i tre år virket blandt sine landsmænd. Han havde talt sit ord til dem, for at de skulle omvende sig og komme til tro på ham som den der var sendt til dem fra Gud. Han ønskede at samle dem, lige som hønen samler kyllingerne under sine vinger, men de ville ikke! Derfor gik det så galt for dem. I år 70 blev Jerusalems totalt ødelagt af romerne.
Jesu advarsel må vi også høre som en alvorlig advarsel til os: "Hvis I ikke omvender jeg, skal I alle omkomme." Spørgsmålet for os må være, om vi erfterhånden er nået dertil at tiden er ved at rinde ud på Guds store ur? Er vi danskere også åndeligt talt faldet i søvn, så vi bilder os ind at vi har en særlig aftale med Gud? At han passser sig selv, og vi psser os selv, ogat han bare skal være den kærlige Gud, der tåler alt og som aldrig kunne drømme om at straffe nogen for noget som helst? Er vi nået dertil hvor vingårdsejeren må konstatere at der ikke er nogen frugt og derfor nu siger til gartneren: "Hug det om!"? Jesus beder for os og han arbejder med os. Han arbejder på at vinde vores hjerter for ham. Han søger at smelte vores hjerte med sin kærlighed. Dagens tekst begyndt med at nogle kom og fortalte Jesus om en ugerning, men den slutter med at Jesus fortæller om sin velgerning mod os: at han beder til Gud for os. Jesus vil at vi ikke skal have så travlt med andres synd, men i stedet for tænke på vores egen omvendelse. Omvendelse er at kalde på Jesus og overgive sit liv til ham og lytte til ham. Jesus lærer os en helt anden måde at tænke på end den der kommer fra os selv. Synd og skyld låser os fast og giver intet håb, men Jesus befrier os og giver os håb. Der er kun ét at gøre for os: at vende os til Gud og bede om hans tilgivelse. Lad os gøre det i dag! Lad os takke ham for at vi må være hans børn, og at han giver os sin Helligånd i vores hjerte. Vi får lov at leve med ham. Han værner os med alt ondt og fører os til sidst hjem til sig i Faderhuset i Himlens herlighed! Det er vores eneste trøst og håb, uanset hvad der møder os af godt eller ondt i vores liv her på jorden. "Jeg har lukket en dør op for dig, som ingen kan lukke i, og jeg ved, at du kun har svage kræfter og dog har holdt fast ved mit ord og ikke fornægtet mit navn." Sådan siger Jesus til den lille menighed i Filadelfia, sådan som vi hørte for lidt siden. Se, det er den vej vi også må følge. Gud har åbnet en dør for os i Bjolderup-Uge / Burkal. Og når han én gang har åbnet den dør for os, så kan ingen lukke den igen! Vi er ikke mange, og vi er ikke stærke, men vi tror på ham, som kan gøre store ting også i vores sammenhæng! Amen.