LO S NYHEDSBREV 16 1999 Velfærd I n d h o l d s f o rt e g n e l s e Stadig for store økonomiske uligheder....... 1 Seks ud af ti lønmodtagere mener, at der stadig er for store økonomiske uligheder i samfundet. Og dét til trods for, at Danmark er et af de mest lige samfund, hvor afstanden mellem rig og fattig er mindst. Det fremgår af en CASAanalyse, som indgår i LO s velfærdsprojekt. Regeringsudspil forbedrer ikke Flexjob................. 5 Nyt regeringsudspil vil få folk til at foretrække førstidspension frem for ansættelse i flexjob. Holdningen Angsten for virkeligheden.... 7 Af LO s formand hans Jensen. Stadig for store økonomiske uligheder Næsten seks ud af ti lønmodtagere mener, at der stadig er for store økonomiske uligheder i Danmark. En af årsagerne er, at den faldende beskæftigelse og øget velstand gør det mere synligt end tidligere, at det danske samfund også rummer en meget svag gruppe med dårlige levevilkår. Samtidig er der en overvældende opbakning i samfundet til at levere den nødvendige offentlige hjælp til de svagest stillede. Det viser en analyse, som Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA) har udført for LO som led i LO s meget omtalte velfærdsprojekt, der skal debatteres på LO-kongressen i næste måned Danske økonomer siger det. Regeringen siger det. Ja, selv EU og OECD mener, at dansk økonomi repræsenterer en sjælden kombinationen af at være et rigt vestligt velfærdssamfund og samtidig et de mest lige samfund i verden. Afstanden mellem rig og fattig er en af de mindste i verden. Alligevel mener seks ud af ti danske lønmodtagere, at der stadig er for store økonomiske uligheder i Danmark. Og dét er et synspunkt, der ikke kun er udbredt blandt faglærte og ikke-faglærte lønmodtagere - også blandt højere funktionærer og selvstændige mener Vi oplever stadig stor økonomisk ulighed Selvstændige 10 pct. Højere funktionærer Mellem funktionærer Lavere funktionærer Faglærte Ikke-faglærte Helt enig Nogenlunde enig Delvis uenig Helt uenig Ved ikke Kilde: LO &CASA: Holdninger og ønsker til velfærdssamfundet, 1999 Side 1 23. september 1999 Nyhedsbrevet Udspil udgives af Landsorganisationen i Danmark Rosenørns Allé 12 DK 1634 København V. Tlf. 35 24 60 00 Fax: 35 24 63 00 E-mail: udspil@lo.dk Ansvarshavende redaktør: Hans Jensen I Redaktion: Claus M. Mikkelsen (DJ), Dorte Monggaard (DJ), Peter Lav Hansen, Peder Munch (DJ),Erik Harr (DJ) og Susse Maria Holst. Layout og illustration: LO/Skønvirke Mangfoldiggørelse ikke tilladt uden tilladelse fra LO ISSN-nr.: 1397-9930
Stadig mere lige samfund En måde at måle, hvor lige et samfund er, kan ske ved hjælp af Gini-koefficen - ten, som i pct. angiver, hvor meget af et lands samlede indkomstmasse, der skal omfordeles, for at få en fuldstændig lige fordeling af indkomsterne. Jo lavere Ginikoefficient, jo mere lige er indkomsterne fordelt. Som det fremgår af grafen, ville ønsket om en fuldstændig lige fordeling af indkomsterne i Danmark kræve en omforde - ling af ca. 24 pct. af den samlede indkomstmasse i landet. Interessant er det, at Danmark sammen med Frankrig er de eneste lande, der har faldende ulighed. Med andre ord går udviklingen idanmark mod en stadig mere lige fordeling af indkomsterne. Modsat USA, hvor omkring 34 pct. af indkomsterne skal omfordeles for at opnå et økonomisk lige samfund. Danmark går mod et økonomisk mere lige samfund Indkomstforskelle 35 30 25 20 USA Sverige Holland Frankrig Danmark Tyskland Finland 74 76 78 80 82 84 86 88 90 92 94 96 Kilde:Finansredegørelse 98/99 omkring halvden, at der stadig er for store uligheder. Hele 71 pct. af de faglærte og 67 pct. af de ikke-faglærte lønmodtagere mener, at de økonomiske uligheder i Danmark er for store. Blandt alle lønmodtagere deler hele 59 pct. synspunktet. Blandt højere funktionærer og selvstændige er det omkring halvdelen, der mener, at der er for store økonomiske uligheder i Danmark. Mere interessant er det, at blot 28 pct. blandt de højere funktionærer er helt uenige i, at der stadig er for store økonomiske uligheder. Det fremgår af en analyse, som Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA) har foretaget for LO. Analysen bygger på telefoninterview af ca. 1.750 lønmodtagere, kvalitative interview samt dialogfora. Resultaterne af CASA-analyserne er samlet i rapporten Holdninger og ønsker til velfærdssamfundet i et fra-neden-perspektiv, der offentliggøres i næste uge. CASA-analysen er en del af LO s velfærdsprojekt, der har det dobbelte formål at analysere og dokumentere problemstillinger i forhold til det danske velfærdssamfund - og vise nye udviklingsmuligheder. Projektet bliver grundigt behandlet på LO s kongres i oktober, som et principielt grundlag for fagbevægelsens holdninger og stillingtagen til videreudviklingen af fremtidens velfærdssamfund. 35 30 25 20 Udvikling går i den rigtige re t n i n g Sammen med Frankrig er Danmark de eneste lande - i følge Finansministeriets Finansredegørelse 1998/99 - hvor udviklingen konstant gennem de sidste 10-15 år er gået i retning af mindre ulighed. Afstanden mellem rig og fattig er med andre ord en af de mindste i verden. Side 2
Stadig udstødning og marginalisering Der er i Danmark for tsat grupper både på og uden for arbejdsmarkedet, som er marginaliserede eller udstødte. Mest grelt står det til med den gruppe af udstødte, som er faldet fuldstændig uden for samfundet og de sociale netværk. Det er de ca. 1.500 personer, der i stigende omfang er blevet synlige i gadebilledet som hjemløse og de ca. 3.000 personer, der er indskrevet på forsorgshjem og herberger (Den Sociale Ankestyrelse 1999). Men også de godt 280.000 førtidspensionister, ca. 88.000 på langvarig kontanthjælp og ca. 35.000 på langvarig sygedagpenge, som befinder sig i peri - ferien af samfundet og på kanten af arbejdsmarkedet. (Sammenhængende socialstatistik 1998). Selv om marginaliseringsomfanget på arbejdsmarkedet fortsat er faldende, var der med udgangen af 1998 ca. 69.000 personer, der i gennemsnit over en treårig periode har været ledig, i aktivering eller på uddannelsesorlov. (Arb.min. 1999). Analyser fra bl.a. Finansministeriet viser, at selvom jobmulighederne for de mar - ginaliserede på arbejdsmarkedet er blevet forbedret, har denne gruppe dårli - gere odds for at komme i beskæftigelse (Finansredegørelse 1997). Dermed bliver de meget tunge ledige mere synlige, hvilket for den enkelte kan gøre det yderligere belastende at tilhøre denne gruppe. Det er ligeledes stadigvæk en stor udfordring at bryde de negative sider af den sociale arv. Socialministeriet anslår, at 10-15 pct. af børn og unge i dag ikke har den gode opvækst, de har krav på. I 1996 blev ca. 12.000 børn og unge anbragt uden for hjemmet. (Socialministeriet: Sociale Tendenser) - Når mange lønmodtagere alligevel mener, at der er for stor ulighed i det danske velfærdssamfund, ja, så hænger det måske sammen med, at vi alle er blevet mere velstillede. Vi har fået bugt med en meget stor del af ledigheden. Den er mere end halveret i forhold til de uhyggelige ledighedstal, vi oplevede i starten af 90 erne. Det betyder, at en stadig større del af befolkningen oplever stigende økonomisk og social tryghed. Men samtidig øger det synligheden af de sociale problemer, som de svagest stillede slås med. De hjemløse og socialt udstødte bliver mere synlige i hverdagen, siger LO s formand, Hans Jensen. Undersøgelsen om oplevelsen af økonomiske uligheder i samfundet baserer sig også på en kvalitativ analyse, der klart afslører, at forestillingen om de økonomiske uligheder baserer sig på synligheden af de sociale problemer og manglende kvalitet i de offentlige tilbud om hjælp. Som en af interview-personerne i undersøgelsen udtrykker det: Danmark er et af de rigeste lande i verden. Hvordan kan der så bo fattige mennesker. Det forstår jeg ikke.. jeg synes, det er forfærdeligt, hvis man går inde i København og ser en, der ligger og sover på gaden. Mange giver i undersøgelsen udtryk for en dyb undren over, at der i det danske velfærdssamfund er personer, som ikke kan klare sig selv - og ikke har fået eller får en hjælp, så de kan klare sig selv. Fokus på de svageste LO s formand advarer mod at tro, at social udstødning og fattigdomsproblemer blot er noget, der eksisterer som en fordom eller myte i folks hoveder. - Uanset om den økonomiske virkelighed fortæller os, at vi er et af de mest retfærdige og økonomisk set lige samfund i verden, så har vi nogle velfærdsproblemer, som skal løses. LO har vedvarende forsøgt at fastholde en fokus på samfundets svageste. Vi har stadig en alt for stor udstødning fra arbejdsmarkedet. Sygdom, dårligt arbejdsmiljø og arbejdsulykker fører alt for ofte til, at lønmodtageren skubbes ud af arbejdsmarkedet og henvises til offentlig forsørgelse, siger Hans Jensen og fortsætter: - Vi har problemer. Og de mennesker, der af den ene eller anden grund oplever, at deres velfærd og sociale tryghed bliver truet, skal have den nødvendige hjælp hurtigt og effektivt, så de er i stand til at klare sig selv. Men problemerne med udstødning og marginalisering er ikke større end, at de bør kunne løses. Eksempelvis gennem uddannelse. LO s formand er derfor glad for, at CASA-undersøgelsen også afslører en stor beredvillighed blandt lønmodtagerne til at sikre en offentlig hjælp, når den er nødvendig. 55 pct. af lønmodtagerne er eksempelvis enige i, at der i dag anvendes alt for få midler på hjemløse og socialt udstødte. Hertil kommer, at undersøgelsen viser, at 86 pct. af lønmodtagere finder det rimeligt at bruge offentlige midler til bistands- og kontanthjælp, mens 91 pct. mener, at det er rimeligt, at der bruges offentlige penge på førtidspension. - Det er muligt, at vi i disse år oplever, at der er kommet et retfærdighedsperspektiv ind i debatten om de offentlige velfærdsydelser. Men det er samtidig vigtigt, at lønmodtagerne Side 3
ikke sætter spørgsmålstegn ved forpligtelsen til at tage vare på samfundets svageste. Omvendt er der en klar tendens til, at vi bør se nærmere på velfærdsydelserne, hvis vi skal opretholde den fundamentale opbakning til et skattefinansieret velfærdssamfund, der skaber et godt og fintmasket socialt sikkerhedsnet, slutter Hans Jensen. Yderligere information: Projektleder Andy Andresen på telefon 35 24 61 44 Yderligere kommentarer: LO s formand Hans Jensen på telefon 35 24 60 00 Fokus på lønmødtagernes ønsker LO har i forbindelse med sit meget omtalte velfærdsprojekt gennemført et omfattende analyse- og dokumentationsarbejde. Første del af dokumentationsprojektet offentliggøres den 27. september, hvor rapporten Holdninger og ønsker til velfærdssamfundet set i et fra neden perspektiv. I punktform indeholder rapporten blandt andet: Hverdagsliv og velfærdssamfundet Hverdagsliv og hverdagsbetingelser Holdninger til velfærdssamfundet Holdning til fordeling af goderne Velfærd og velfærdsorienteringer Ansvaret i velfærdssamfundet Ønsker til velfærdssamfundet Perspektiver og udfordringer i velfærdssamfundet Side 4
Flexjob Regeringsudspil forbedrer ikke flexjob Nyt regeringsudspil vil få folk til at foretrække en førtidspension frem for ansættelse i et flexjob, fordi flexjobbere mister retten til både dagpenge og efterløn. Nyt regeringsudspil vil modarbejde regeringens egne intentioner. Flexjobbere har ikke samme tryghed og sikkerhedsnet som andre på arbejdsmarkedet, fordi de ikke har ret til dagpenge, og derfor ikke får den tryghed og de tilbud, der er i dagpengesystemet. Det er kerneproblemet, som skal løses, hvis flexjobordningen for alvor skal blive en succes. Eksempelvis vil en person på 45år, som er kommet alvorligt til skade på sin arbejdsplads, efter en længerevarende sygemelding få et tilbud om flexjob. Men med flekjobbet mister han retten til et forsørgelsesgrundlag og retten til efterløn - og det selv om han pligtskyldigt har indbetalt til sin a-kasse de sidste 25 år. Regeringen fremsætter derfor inden længe et forslag, der skal skabe større tryghed for personer på flexjob. Socialministeren foreslår, at der indføres en periode på maksimalt tre måneder med 82 pct. af dagpenge til personer, der har fået anvist et flexjob. Regeringen mener dermed, den tager hensyn til de mennesker, der anvises til et flexjob, men som i perioden frem til ansættelsen ikke har noget at leve af. Men regeringen gør intet i sit forslag for at forbedre flexjobbernes mulighed for at komme på efterløn. Man skal fortsat være fyldt 50 år den dag, man bliver ansat i et flexjob. Konsekvensen er, at en sygemeldt 49-årig fortsat skal arbejde indtil det fyldte 65. år, mens en rask person kan gå som 60-årig. Det kan virke meget urimeligt på mange lønmodta g e r e. Ingen reelle forbedringer Indførelsen af retten til dagpenge på 82 pct. i tre måneder inden ansættelsen i et flexjob er ud fra LO s synspunkt ikke nok til at skabe den fornødne tryghed. For det første indføres der ikke nogen pligt for kommunerne til at at fremskaffe et flexjob inden for denne frist, så den enkelte har ingen garanti for et flexjob. Det er sandsynligt, at det vil skabe store huller i systemet, fordi kommunen af flere grunde ikke kan anvise en personen til et flexjob inden for tre måneder. For det andet er det urimeligt, at folk skal leve af 82 pct. af dagpengemaksimum. Mange kommer fra et sygedagpengeforløb og vil derfor opleve en mærkbar indtægtsnedgang ved at få tilbudt et flexjob. LO mener, at der bør være tale om en ydelse, der ligger så tæt som overhovedet muligt på dagpengemaksimum. Side 5
Udviklingen i flexjob ser sådan ud: Jan / 1998 500 prs. 2.770 Okt / 1998 3.945 Feb / 1999 5.042 Privat Offentlig Kilde: Danmarks Statistiks sociale ressourceopgørelse, jan. 1998 Mange ryger ud 5.042 personer var i februar 1999 ansat i et flexjob. LO vurderer, at potentialet i flexjobordningen er langt større end de nuværende forholdsvis beskedne tal på 5000, hvis der vel at mærke kom nogle gode og trygge rammer om flexjobordningen. Med socialministerens forslag er der ikke skabt de nødvendige incitamenter til at gøre flexjob mere attraktive. Tværtimod vil regeringens forslag betyde 1000 færre flexjobbere om året. I yderste konsekvens vil der herske så stor usikkerhed omkring ordningen, at flere tusinde mennesker årligt vil gøre alt for at undgå at komme i flexjob og i stedet forsøge at få tilkendt førtidspension. En stor del af denne gruppe vil ikke kunne få tilkendt en førtidspension og havne i et sort hul, hvor ingen samler dem op. Løs pro b l e m e rne i det ord i n æ re system LO har for at undgå denne situation foreslået regeringen en model, hvor tilknytningen til de eksisterende a-kasser bevares. Hvis barriererne for at anvende flexjob skal nedbrydes, er det vigtigt at behandle flexjobbre så normalt som overhovedet muligt. LO s forslag er, at ydelsen ved ledighed inden og mellem to flexjob bliver en ydelse så tæt som muligt på dagpengemaksimum, administreret af a-kasserne. Det er endvidere LO s forslag, at personer ansat i et flexjob får mulighed for at modtage efterløn efter gældende regler. Desuden bør flexjobbere også have ret til at modtage feriedagpenge. Yderligere oplysninger: LO-konsulent Michael Jacobsen på telefon 35 24 61 29 Yd e r l i g e re kommentare r : LO - s e k retær Marie-Louise Knuppert på telefon 35 24 60 00 Side 6
Holdningen Angsten for virkeligheden Af LO s formand Hans Jensen Rammeaftalen mellem DA og LO - eller klimaaftalen, som den også er blevet døbt - om en modernisering af forhandlingssystemet har udløst en lidt mærkværdig debat i medierne. Vurderingen af aftalens betydning varierer lige fra, at den er afgørende for LO s og Dansk Arbejdsgiverforenings fortsatte overlevelse til, at den stort set er uden betydning. Men der er skrevet meget om aftalen mellem DA og LO - og meget af det har desværre meget lidt med virkeligheden at gøre, og kan måske bedst karakteriseres som politisk plat. I bedste fald må hensigten være at fastholde lønmodtagere, vælgerne, måske endda hele befolkningen i nogle myter, som kan være vand på de politiske møller. Værst er i og for sig SF s formand, der i elektronisk form på internettet har udtalt, at det er svært at se den dybere mening med aftalen ud fra fagbevægelsens interesser. Hvis man ikke vidste bedre, kunne det se ud som om, at Holger K. Nielsens viden om det danske arbejdsmarked er yderst begrænset. Han ser aftalen som et forsøg på at undgå den pinagtige situation, som opstod sidste år, da forbundenes overenskomstforhandlinger blev forkastet af medlemmerne. Men når vi med aftalen styrker forhandlingerne og muligheden for at styre uden om blindgyderne i en ofte særdeles fastlåst situation, kan det vel næppe påstås, at det er angst for medlemmerne, der er afgørende. Derimod vidner SF-formandens udtalelser om en angst for virkeligheden. En form for opportunisme, hvor han gemmer sig bag manglende kendskab til aftalens indhold og sit behov for at markere den rene folkesocialisme, hvor der kæmpes til sidste bloddråbe gennem strejker. Lad mig en gang for alle slå fast - også til de folk inden for fagbevægelsens egne rækker, der har følt, at konfliktretten blev sat under pres - at retten til at afgøre uenigheder om overenskomsterne gennem en storkonflikt på ingen måde er truet endsige sat under pres med klima-aftalen. Virkeligheden er, at den nye aftale forsøger at bevare dynamikken i forhandlingerne, så ingen af parterne kan gemme sig bag paraderne og afvente regeringens indgreb i konflikten. Aftalen betyder, at både arbejdsgiverne og fagbevægelsen vil have en forpligtelse til at finde hinanden ved forhandlingsbordet. Og skulle det ikke lykkes, ja, så står muligheden for en konflikt lige så uantastet som tidligere. Omkring selve konfliktvåbenet er der udelukkende sket ændringer, så en konflikt fremover kan træde i kraft på femtedagen efter et endeligt forhandlingssammenbrud eller efter medlemmernes nej ved en urafstemning. Sidste år trådte storkonflikten i kraft på tredjedagen efter medlemmernes nej. Det kom som bekendt en fredag, hvorefter strejken startede natten mellem søndag og mandag. Når medlemmerne stemmer nej til et forhandlingsresultat er det ikke nødvendigvis det samme, som at sige, at de ønsker strejken. Med den Side 7
Side 8 nye aftale er både arbejdsgivere og fagbevægelse forpligtet til at genoptage drøftelser for at finde løsninger, der umiddelbart kan løse op for situationen. Det var fysisk ikke muligt sidste år, når man tænker på, hvor mange overenskomster, der så skulle behandles igen. Havde aftalen eksisteret under sidste års storkonflikt, ja, så havde den eneste forskel reelt været, at indgrebet måske var undgået fordi begge parter med den nye aftale havde forpligtet sig til hurtigt at genoptage drøftelser, der kunne have løst op for situationen. Omvendt kan ingen påstå, at det ville have betydet en svækkelse af konfliktmuligheden. Ingen - end ikke SF - kan have en interesse i et forhandlingssystem, hvor der styres direkte mod et sammenbrud og efterfølgende storkonflikt. Fagbevægelsen har altid søgt resultater ved forhandlingsbordet - og først når alle muligheder var afprøvet sætte magt bag kravene gennem strejker. Det vil vi fortsat gøre - det er grundlaget, der har sikret fagbevægelsen indflydelse og resultater.