Indholdsfortegnelse 1.0 Indledning...1 2.0 Problemformulering...2 2.1 Metode- og teoretiske overvejelser...2 3.0 Det postmoderne og familien...2 4.0 Dobbeltsocialisering...4 5.0 Overvejelser om pædagogens rolle i dobbeltsocialiseringen...6 Konklusion...8 Litteraturliste...10
1.0 Indledning Vi lever i dag i et fragmenteret samfund i konstant forandring med en stigende kompleksitet, hvor familiemønstret har ændret sig radikalt. Samfundets dynamik og kompleksitet udspringer ifølge Giddens kort fortalt af tre dimensioner; adskillelsen af tid og rum, udlejringen af sociale systemer samt den refleksive strukturering og restrukturering af sociale relationer, hvilke må ses i lyset af de fortsatte vidensinput, der påvirker individers og gruppers handlinger (Giddens 2000 s.22). Refleksiviteten skal ikke desto mindre også ses i lyset af et farvel til en blind tro på, at vi som individer kan finde handlingsanvisninger ved at referere til en overordnet instans som fornuften eller ved at henvende os til positivismen, der med sin naturvidenskabelige metode stræber efter at opstille love for både den fysiske verden og menneskets verden (Kaspersen 2001 s.26). Derfor må vi som kommende pædagoger opgive tanken om, at vi kan nå frem til eksakte løsninger på givne problemstillinger, men må kunne agere, som et refleksivt selv for at bruge Giddens terminologi. Den ændring der har været og er i spil, betyder samtidig, at vi ikke ser samfundet som et genstandsfelt med en konkret ontologi. Derimod har vi i vores opfattelse af samfundet været vidne til et paradigmeskift, der betyder, at vores måde at anskue samfundets beskaffenhed på afhænger af blikket, der ser. At samfundets forandringer også spiller ind på familien, vil jeg kort illustrere ved at kigge på Schultz Jørgensens fokus på familiens ændrede rolle historisk set. Ifølge Per Schultz Jørgensen (Jørgensen P.S.1999 s.108-113) er der tale om tre revolutioner bag den familieform, som vi ser i dag. Altså kernefamilien med mor, far og børn. Den første revolution - den private kernefamilie finder sted omkring år 1500 og her skete etableringen af det, vi i dag kender som kernefamilien. En lille familie med kun én generation boende og ikke som før 1500-tallet en storfamilie med tre generationer under samme tag. Den anden revolution lønarbejderfamilien finder vi i 1800-tallet og her er vi vidne til overgangen fra landbo- til industrisamfund, hvor faderen i familien træder ind på et arbejdsmarked uden for familien. Dette betyder, at fællesskabet i familien ligger efter arbejdstiden, og at familiens basale funktioner får en ny rolle, nemlig at restituere børnene til at indgå i samfundet og deltage i arbejdslivet. Den tredje revolution den postmoderne familie, finder stadig sted i disse år. Den begyndte i midten af 1960 erne, da kvinderne for alvor trådte ind på arbejdsmarkedet og udvikler sig med stadig større krav til samfundet om bl.a. pasning og socialisering af børn. Al dette betyder ligeledes store ændringer i familiens hverdagsliv med hensyn til bl.a. fællesskab, omsorg og parforhold. 1
Vi lever i dag i et samfund, der er yderst progressivt, og denne tendens ser ikke ud til at aftage. Den postmoderne familie er i stadig udvikling, og det er derfor min tese, at de nye familiemønstre i det postmoderne samfund stiller pædagogerne i daginstitutionerne overfor en række udfordringer, hvilke kommer til udtryk i det samspil eller den interaktion, der er fra familie til institution og vice versa. Med afsæt i et socialpsykologisk perspektiv ønsker jeg derfor på baggrund af ovenstående at undersøge følgende: 2.0 Problemformulering - Hvad karakteriserer det postmoderne? - og hvordan kan man som pædagog imødekomme den postmoderne families krav om dobbeltsocialisering? 2.1 Metode- og teoretiske overvejelser Fremgangsmåden til at belyse ovennævnte problemformulering er for det første en beskrivelse og karakteristik af det postmoderne, hvor jeg bl.a. vil tage afsæt i Per Schultz Jørgensens refleksioner over børn og familie i det postmoderne samfund. Jeg er bevidst om det psykologiske perspektiv, men for at definere den postmoderne familie, må jeg først redegøre for samfundets moderniseringsproces. Efterfølgende vil jeg bestræbe mig på at definere fænomenet dobbeltsocialisering ud fra Lars Denciks socialpsykologiske perspektiv samt Jan Kampmanns refleksive overvejelser omkring børns dobbeltsocialisering. Dernæst vil jeg belyse, hvordan pædagogen kan imødekomme den postmoderne families krav til dobbeltsocialisering i en daginstitution med børn i alderen 3-6 år. Afslutningsvis vil jeg kondensere opgavens refleksioner og pointer i en sammenfattet konklusion. 3.0 Det postmoderne og familien I dette afsnit ønsker jeg at belyse nærmere, hvad vi kan forstå ved begrebet det postmoderne og hvordan familielivet påvirkes i denne kontekst. Som førnævnt er der tale om tre revolutioner i samfunds- og familieudviklingen indenfor de sidste 400 år, hvilket har udviklet sig til nutidens postmoderne samfund. Post betyder det der kommer 2
efter, og ifølge Dencik og Jørgensen er samfundets moderniseringsproces ikke et nyt begreb, men en videre udvikling af det moderne (Jørgensen P.S. 1999 s. 9-16). Det, der kendetegner det postmoderne, er bl.a. det accelererende velfærdssystem, vi kender fra de skandinaviske lande. Kvinderne kom på arbejdsmarkedet og begyndte at uddanne sig, uddannelsessystemerne ekspanderede, den offentlige sektor ekspanderede og de sociale sikrings- og omsorgssystemer kulminerede. Den teknologiske verden er blevet hverdag både i hjemmet og på arbejdsmarkedet, og børn befinder sig i dag i daginstitutioner det meste af deres hverdagsliv. Samfundet er i konstant udvikling og bl.a. den globalisering og de multikulturelle forhold, vi ser i dag, er et udtryk for det fragmenterede postmoderne samfund i konstant emotion. Familielivet er særdeles påvirket af samfundets konstante progressivitet, hvor individualitet, skilsmisser og enlige forældre præger den enkelte familie. Dette betyder igen en ændring i den traditionelle kernefamilie. Flere eneforsørgere betyder større afhængighed af samfundets støttefunktioner, der ligger uden for familien, hvilket ikke desto mindre stille nye og udfordrende krav til samtidens pædagoger. Man kan diskutere hvor vidt børnenes hverdagsliv i daginstitutioner påvirker deres omsorgsbehov, og hvad denne såkaldte dobbeltsocialisering betyder for forældrenes opdragelsesfunktion. Jeg vil kort nævne Dion Sommer som især har beskæftiget sig med international udviklingspsykologi, barndomspsykologi, familien i forandring samt barnets hverdagsliv i familien Han mener, at familien og daginstitutionerne blot er et nyt opdragelsesmønster i den postmoderne familie. De forskellige arenaer giver børnene et delt opdragelsesmønster, og det giver ingen tab i det sociale aspekt for børnene i deres opdragelse, mener Dion Sommer (Sommer D. 1996 kap.2-4). Jeg er tilbøjelig til at tilslutte mig denne teori, men jeg vil dog alligevel forholde mig kritisk til, at alle børn har godt af at være i de forskellige arenaer i mange timer om dagen. Jeg ser ud fra egne erfaringer i praktikker i daginstitutioner, at flere og flere børn har behov for ekstra omsorg og støtte i hverdagen, og at det sociale samspil mellem både børn og voksne til tider kan være en prøvelse for dem. De erfaringer, som jeg har draget mig, er at forældrenes manglende tilstedeværelse i dagtimerne kan have en negativ indflydelse på nogle børn. Ikke hermed sagt at pædagogerne mangler omsorgsfornemmelse, men at de dog ikke kan give børnene de relationer og samspil, som er i det familiemæssige regi. Dette leder mig videre til at definere fænomenet dobbeltsocialisering. 3
4.0 Dobbeltsocialisering Begrebet dobbeltsocialisering kommer fra Lars Denciks m.fl. forskningsprojekt BASUN 1. Dette er en undersøgelse, som netop omhandler det moderne barns hverdagsliv i to eller flere arenaer. Altså dels det liv børn lever i familien, og dels det liv de lever udenfor familien i institutioner og i skoleregi. Målet med dette forskningsprojekt var at undersøge, hvorledes børnenes hverdagsliv udformede sig i den dobbeltsocialiserede hverdag. Dencik har sammenfattet en model, hvilken demonstrerer, hvordan barnet behøver at kunne sammenfatte de forskellige livsarenaer og samtidig adskille dem. Figuren viser hvordan barnets liv skal ses og forstås inden for rammerne af en sammenhængende socialiseringskonfiguration. Dvs. at barnet konstruerer sin egen verden. At det hævdes, at barnet aktivt konstruerer sin egen verden har forankring i en konstruktivistisk tankegang, som vi bl.a. andet finder hos Piaget, som opererer med begrebskategorierne assimilation og akkomodation, hvorigennem han tilstræber at illustrere, hvordan og hvorledes barnet erkender og skaber ny erkendelse af verden (Jerlang 1995 s.237-238). Ud fra alle de arenaer barnet befinder sig i, danner det sit eget livsmønster, hvilket betyder at den interaktion, der befinder sig imellem de forskellige arenaer, bliver af et og samme stykke. Det liv 1 BASUN er en forkortelse for BArndom, Samfund og Udvikling i Norden. Kilde: Børn og familie i det postmoderne samfund s. 245-246. 4
barnet har i den familiemæssige sammenhæng, vil være præget af det barnet oplever i institutionslivet og vice versa. Ændringer i den postmoderne familie resulterer i den dobbeltsocialiserede hverdag. Barnet er i modsætning til de tidligere psykologiske teorier og metoder, så som Freud og Erikson, som tager afsæt i en stadieteori altså irreversible teorier, blevet gjort selvstændig. Barnet bliver socialiseret i samfundet, og det betyder at barnet har en mening og besidder nogle kompetenceområder, hvilke der ikke før har været fokus på (Kampmann J. 2003 kap.4). Det primære opdragelsessystem ligger dog stadig i det familiemæssige regi, men bliver i større grad udlejret i og til de sociale systemer. Jeg vil give et konkret eksempel på dobbeltsocialisering, hvilket jeg igennem en tidligere praktik i en daginstitution har oplevet. En mor kommer og henter sin 4 årige gamle pige en tidlig eftermiddag. De går sammen i garderoben for at pakke div. ting sammen da en lidt ældre dreng, som pigen ofte leger med, kommer forbi og slår pigen. Pigen reagerer ikke umiddelbart, og moderen skælder derfor drengen ud. Det resulterer dog i at drengen slår pigen igen, og moderen bliver mere vred, og det ender med at drengen går. Dagen efter kommer moderen til mig og forklarer situationen, mens hun tilføjer at den pågældende aften der hjemme, havde pigen været sur over, at moderen havde blandet sig og ville ikke i børnehave dagen efter. Min hensigt med denne situation er, at tydeliggøre betydningen af det moderne barns eksempel på dobbeltsocialisering. Børn lever i to miljøer hjemmet og daginstitutionen. Barnet kender de forskellige spilleregler, normer og holdninger i de to arenaer og tilpasser sig herefter. Pigen fra eksemplet har tydeligvis haft en god grund til ikke at slå igen eller at blive vred på drengen, hvor moderens beskyttende rolle tydeligvis har ødelagt noget for pigen i den arena (daginstitutionen), hvilken moderen ikke kender til. Jeg mener, at dette stiller pædagogerne i daginstitutionerne overfor en række udfordringer. Både i institutionens, barnets og forældrenes regi. Det samspil eller den interaktion der må og skal foregå i de forskellige arenaer for at hjælpe barnet i dets socialisering, ser jeg som pædagogens 5
hovedopgave at praktisere. Dette leder mig ind på pædagogens rolle om at imødekomme den postmoderne families krav om dobbeltsocialisering. 5.0 Overvejelser om pædagogens rolle i dobbeltsocialiseringen Set i forhold til børnenes interpersonelle samspil i deres dobbeltsocialiserede verden, må vi som pædagoger og ikke mindst forældre forsøge at få afdækket og forstå børn som aktører selvstændige individer. Jeg mener, at det er vigtigt at forsøge at være på højde med og være observerende i vores progressive samfund. Ved at forstå børnenes regi vil man kunne imødekomme familiens krav til institutionslivet. I mange tilfælde vil det være pædagogens eller den voksnes tolkning af barnets behov, der forekommer både igennem det verbale- og det nonverbale sprog, og jeg mener at det derved er uhyre vigtigt at tage barnets egne handlinger, udsagn og refleksioner alvorligt. Kampmanns eksempel (se Kampmann J. 2003 s.89) vedrørende et opstillet kamera i en daginstitution, hvor forældrene kan sidde på deres arbejdsplads eller i hjemmet og følge med over internettet, i hvad deres børn foretager sig, synes jeg er et udmærket eksempel på et såkaldt negativt samspil mellem de voksne parter i børnenes arenaer. I vore tids virkeliggørelse af børn som selvstændige og kompetencedygtige individer, mener jeg, at det er en krænkelse af barnets private sfære og ikke mindst de resterende børn i den pågældende arena. Set i forhold til dobbeltsocialiseringsprocessen har Jesper Juul anskuet i et socialpsykologisk perspektiv en række gode betragtninger, som kan være værd at inddrage (Juul J. 2002 s.177-182). Han mener, at når forældre og pædagoger mødes i en problemorienteret samtale om barnets liv, er der ingen, der er eksperter. Pædagogerne ved noget om barnets sociale adfærd i institutionen, barnets udvikling og det intellektuelle niveau. Forældrene ved noget om barnets fritid, adfærd i familien og en del om barnets udvikling. Barnet selv er den, der ved mest om sig selv og problemstillingen, men kan ofte ikke udtrykke sig verbalt, så de voksne forstår, hvad der er i spil eksempelvis i daginstitutionen. Det kan ud fra Piagets perspektiv skyldes at daginstitutionsbørn befinder sig i den præoperationelle periode. Piaget skelner her mellem det prækonceptuelle trin (ca. 2-4 år) og det intuitive trin (ca. 4-6/7 år). På det prækonceptuelle trin befinder barnet sig på et ustabilt sprogligt stadie, hvor barnets tænkning foregår på dets eget logiske trin. Det betyder at selvom børn og voksne taler samme sprog er der ikke nødvendigvis den samme begrebsramme til grund for kommunikation. På det 6
intuitive trin befinder barnet sig stort set i samme stadier, hvor barnet ikke kan skelne imellem det konkrete og den umiddelbare forståelse. Det medfører at barnet hæfter sig ved enkelte træk ved tingene og ud fra dette vurderer helheden. Netop derfor kan det være svært at diskutere med barnet, som ellers kan virke påståelig (Jerlang 1995 s.254-260). Ud fra Piagets teori om erkendelse mener jeg, at man som pædagog bør tage sit udgangspunkt i barnets interesse, og lade barnets naturlige nysgerrighed komme barnet til gode, for det er jo netop igennem en aktiv handling at barnet opnår nye erfaringer. Også en Vygotskij med sit begreb Zonen for nærmeste udvikling er værd at hæfte sig ved som pædagog. Kort fortalt handler det om at det man kan med hjælp i dag, kan man selv i morgen (Jerlang1995 s. 289). Ikke desto mindre bliver dette forhold relevant for pædagogen, når fokus kræser om den postmoderne familie og institutionsbørnene heri. Ifølge min vurdering er det vigtigt, at de erfaringer børnene gør sig i institutionerne i et vist omfang også korrelerer med de erfaringer, der eksempelvis gøres hjemme i familien. Dette mener jeg aktualiseres så barnets erfaringsverden kan nå et nogenlunde hele og derved skabe tryghed og grobund for at kunne opnå den ontologiske sikkerhed, som Giddens (se Giddens 1996) plæderer for bliver aktuel for samtidens individer under de postmoderne eller senmoderne forhold, som Giddens hæfter sig ved. Jeg mener i den sammenhæng, at man som pædagog har rig mulighed for at optimere sin viden om de enkelte børn i daginstitutionen og inddrage barnet i eventuelle problemstillinger i institutionshverdagen. Det er ikke ensbetydende med, at man ikke kan gøre sig forskellige erfaringer i forskellige kontekster. Men det er vigtigt, at man f.eks. ikke lærer at løse konflikter på én måde i institutionerne og andre måder hjemme. Derfor ser jeg det som vigtigt, at sammenspillet mellem forældre og pædagoger fungerer, så børnene ikke møder divergerende krav, som kan skabe grobund for stor forvirring, som ikke kan være ønskværdigt. Et eksempel kommer fra en tidligere kollega, som har været pædagog igennem 25 år. Hun fortæller: Det har altid heddet sig, at hvis der er ballade mellem to børn, Så vil det tydeligvis være den ene der har gjort noget galt. I dag hedder det sig at børnene oplever problemstillingen fra hver deres arena og vil derfor have hver deres opfattelse af situationen. 7
Her ser vi igen en konstruktivistisk dimension, hvor barnets kompetenceområder og individuelle tankegang har fået en betydning i samfundet. På den ene side mener jeg,at det er positivt at stille spørgsmålstegn ved børnenes individuelle samspil, da barnet på den måde lære at give udtryk for sin egen opfattelse af situationen. Samtidig mener jeg dog, at det kan være problematisk, da barnets individualistiske tankegang kan udmunde i den selvopfattelse af, at barnet altid har ret. Man skal efter min mening stadig huske, at et barn er et barn, og en voksen er en voksen, og at det hovedsagligt er fra de voksne børn lære at begå sig i samfundet og blive et selvstændigt individ. Juul giver her et godt eksempel på samspillet mellem forælder, pædagog og barn. Drengen bliver afleveret af sin mor, som tydeligvis har travlt. Men drengen trækker tiden ud det tager tre forsøg at ligge madkassen rigtigt i køleskabet, og der skal vinkes i tre forskellige vinduer inden mor kan gå. Juul giver videre et eksempel på at episoder som denne giver pædagogen mulighed får at være hjælpsom og vise sin faglighed samt at gøre forældrene trygge i situationen ved at træde til og tilbyde drengen at hjælpe ham med både madpakken og at vinke farvel (Juul J. 2002 s.193). Samspillet er en hårfin balance som giver alle parter i interaktionen en tryghed, og derfor er det, det vi som kommende pædagoger må insistere på at fremme. Konklusion Min intension har i denne opgave været at belyse pædagogens rolle for at imødekomme den postmoderne families krav om dobbeltsocialisering og at karakterisere det postmoderne. Vores familiemønster har ændret sig drastisk inden for de seneste 30-40 år. De tre revolutioner, der har ændret vores familiemønster igennem de sidste 400 år, har resulteret i, at vi i dag lever i det, som vi kalder det postmoderne samfund. Samfundstendensen er yderst progressiv og betyder ligeledes, at den postmoderne familie er i stadig udvikling. Den traditionelle kernefamilie er i konstant ændring og derved progressionen af daginstitutioner. Børn i dag lever i en verden bygget op af flere forskellige arenaer, hvilket resulterer i dobbeltsocialisering. Det er i dag nødvendigt for børn at kunne både sammenfatte og skille disse arenaer, og derved opnå identitet. Barnet er blevet kompetent og besidder sine egne meninger, hvilket der ikke før har været fokus på. Disse nye tendenser til dobbeltsocialisering stiller pædagogerne over for en række udfordringer. 8
Vi skal forstå børnene som selvstændige individer, og derved kunne imødekomme familiens krav til institutionslivet. Det er vigtigt at tage udgangspunkt i børnenes egne handlinger og udsagn og tage disse alvorligt. Der er i dag ingen, der er eksperter på et barns problemstillinger. Det er kun barnet selv, der er eksperten dog med kyndig hjælp. Derfor bør man som pædagog tage udgangspunkt i barnets interesser og lade barnet gøre sig sine egne erfaringer igennem handlinger. Vi skal forstå vigtigheden i at institutionerne korrelerer med de erfaringer, der gøres i familien, og at man ikke lærer at løse konflikter på én måde i familien og på en anden måde i daginstitutionen. Samspillet mellem den postmoderne familie og de udefrakommende input er en hårfin balance, hvilken vi som pædagoger må lære og insistere på at fremme. 9
Litteraturliste Dencik, Lars (1999) Fremtidens børn om postmodernisering og socialisering. I: Dencik, Lars & Jørgensen, Per Schultz (red.) Børn og familie i det postmoderne samfund. Hans Reitzels Forlag. Dencik, Lars (1999) Små børns familieliv som det formes i samspillet med den udenomsfamiliære børneomsorg. Et komparativt nordisk perspektiv. I: Dencik, Lars & Jørgensen, Per Schultz (red.) Børn og familie i det postmoderne samfund. Hans Reitzels Forlag. Dencik, Lars & Jørgensen, Per Schultz (1999) Introduktion. I: Dencik, Lars & Jørgensen, Per Schultz (red.) Børn og familie i det postmoderne samfund. Hans Reitzels Forlag. (s. 9-16) Giddens, Anthony (1996) Modernitet og selvidentitet. Hans Reitzels Forlag. 3. oplag. Giddens, Anthony (2000) Modernitetens konsekvenser. Hans Reitzels Forlag. 5. oplag. Kampmann, Jan (2003) Børns dobbeltsocialisering. I: Brørup, Mogens; Hauge, Lene; Thomsen, Ulrik Lyager (red.) Den nye psykologi håndbog. Gyldendals Akademiske Bogklubber. 2. udgave, 6. oplag. Kaspersen, Lars Bo (2001) Anthony Giddens en introduktion til en samfundsteoretiker. Hans Reitzels Forlag. Jerlang, Esben (1995) Jean Piagets teori om erkendelsen. I: Jerlang, Esben (red.). Udviklingspsykologiske teorier. Socialpædagogisk Bibliotek. 2. udgave, 11 oplag. Jerlang, Esben & Jerleng, Jesper (2003) Socialisering og habitus. Socialpædagogisk Bibliotek.2. udgave 1. oplag. Jerlang, Esben & Ringsted, Suzanne (1995) Den kulturhistoriske skole: Vygotskij, Leontjev, Elkonin. I: Jerlang, Esben (red.). Udviklingspsykologiske teorier. Socialpædagogisk Bibliotek. 2. udgave, 11 oplag. Juul, Jesper & Jensen, Helle (2002) Pædagogisk relationskompetence fra lydighed til ansvarlighed. Forlaget Apostrof. Jørgensen, Per Schultz (1999) Familieliv i børnefamilien. I: Dencik, Lars & Jørgensen, Per Schultz (red.) Børn og familie i det postmoderne samfund. Hans Reitzels Forlag. Sommer, Dion (1996) Barndomspsykologi udvikling i en forandret verden. Hans Reitzels Forlag. 14. oplag. http://www.bupl-koebenhavn.dk/arkiv/div/2002/2002.09.02_bupl_professionskonference.htm. (Gældende link per 29. august 2006). 10