Minimalrespons i en fjerntolket samtale

Minimalrespons i en fjerntolket samtale Indholdsfortegnelse: 1. Indledning.s. 3 1.1 Begrundelse for valg af emne s. 5 1.2 Problemformulering..s. 5 1.3 Emneafgrænsning..s. 5 1.4 Begrebsafklaring s. 6 1.5 Kort rids om udviklingen af de teknologiske hjælpemidler...s. 6 2. Metode.s. 8 2.1 Litteratursøgning... s. 8 2.2 Hermeneutik som videnskabsteoretisk tilgang...s. 9 2.3 Enkeltforekomstanalyse s. 9 2.4 Præsentation af empiri..s. 10 2.5 Transskription af empiri...s. 10 2.6 Metodekritik... s. 11 3. Teori..s. 12 3.1 Taleture i en samtale..s. 12 3.2 Minimalrespons på dansk m. udgangspunkt i Samtaleanalyse..s. 14 Tilstandsskiftemarkører...s. 15 Præ-lukkere s. 15 Fortsættelsesmarkører..s. 16 Besvarere og bekræftere...s. 17 3.3 Minimalrespons på dansk tegnsprog...s. 18 3.4 Overlappende tale..s. 19 3.5 Forskydningstid og stilhed s. 21 3.6 Begrænsninger ved brug af fjerntolkning...s. 21 4. Analyse og diskussion..s. 22 4.1 Transskriptionerne s. 22 4.2 Den første sekvens (tidskode: 02:12 02:33)...s. 24 Tolken tager selv turen. s. 24 Tolken følger Roys 3. strategi s. 25 Handlingens indvirkning på samtalen s. 26 Delkonklusion. s. 26 1

4.3 Den anden sekvens (tidskode: 03:00 03:22).s. 27 Kraftigt overlap ved produktion af minimalrespons..s. 28 Tolken følger Roys 2. strategi....s. 28 Handlingens indvirkning på samtalen s. 29 Delkonklusion....s. 29 4.4 Den tredje sekvens (tidskode: 03:23 04:26)...s. 30 En lille indskudt taletursudveksling s. 31 Tolken følger gentagende gange Roys 3. strategi.s. 31 Handlingernes indvirkning på samtalen.s. 32 Delkonklusion.s. 33 5. Konklusion...s. 33 6. Perspektivering s. 35 7. Litteraturliste... s. 36 Bøger og tekster s. 36 Internetsider.s. 37 Videoer og andet materiale.s. 37 8. Bilagshæfte (vedhæftet elektronisk): 8.1 Bilag 1: Aftale om brug af video- eller lydoptagelser 8.2 Bilag 2: Optagelse af fjerntolket samtale (empiri) 8.3 Bilag 3: Transskriptioner af udvalgte sekvenser 2

1. Indledning: Som tegnsprogstolk er det vigtigt at kunne mestre en række forskellige tolkediscipliner, da man skal kunne tolke for en bred skare af brugere, hvis behov kan variere meget. Først og fremmest er der individuel forskel på brugernes sprogkode (HA, MHS osv.), men der er også forskel på, hvad der helt præcist er brug for tolk til i de enkelte situationer. Det mest almindelige scenarie er, at tolken bliver bestilt til en given opgave gennem et tolkefirma, hvorefter alle deltagerne møder fysisk op på det pågældende sted. Her er der sædvanligvis tale om en døv bruger, der bestiller en tegnsprogstolk, f.eks. i forbindelse med en jobsamtale, hvor der vil være en hørende bruger til stede, som ikke kan tegnsprog. Det er da tolkens opgave at formidle kommunikationen mellem de to samtalepartnere, hvilket er kendetegnet som en almindelig dialogtolkning. Det er ikke altid, at det er muligt at bestille en tegnsprogstolk på forhånd, hvis der enten er tale om akut opståede situationer, eller hvis den hørende og den døve bruger befinder sig to forskellige steder i landet. Et eksempel på førstnævnte kan være, at en døv mor opdager noget udslet på sit barn og omgående har brug for at snakke med en læge. De har ikke tid til at vente på, at en tegnsprogstolk kan bestilles til et fysisk møde, da dette sjældent kan arrangeres med øjeblikkelig varsel. I et sådant tilfælde kan det være en løsning at benytte sig af fjerntolkning, hvor det er muligt for brugerne at kommunikere gennem en tegnsprogstolk, selvom de er fysisk adskilt fra hinanden. Et eksempel på sidstnævnte kan være, at en døv person, der er ansat i et firmas afdeling i Jylland, skal give nogle oplysninger til en hørende kollega, som arbejder i afdelingen på Sjælland. Her er det tilsvarende muligt for de to brugere at kontakte hinanden vha. fjerntolkning, hvor igennem tolken kan formidle deres budskaber ligesom ved en almindelig dialogtolkning. Det fungerer således med fjerntolkning, at tolken enten kan sidde på et almindeligt kontor eller i et studie, som er specielt indrettet til formålet, hvilket nogle tolkefirmaer er ved at få etableret. Her har tolken en computer med tilhørende videoudstyr, der gør det muligt at kommunikere visuelt med den døve bruger via et webcam. Computeren er samtidig tilkoblet en telefon, således at tolken, vha. af et headset, også kan kommunikere med den hørende bruger. Napier, McKee og Goswell (2006) har udarbejdet to modeller, der illustrerer opstillingen én model med blot to fysisk adskilte lokationer, og en anden model med tre fysisk adskilte lokationer (Napier, McKee & Goswell 2006, s. 141). Jeg vil primært have fokus på sidstnævnte i min opgave, hvorfor det også er den model, jeg har valgt at fremhæve her, redigeret med brug af de danske betegnelser: 3

Dette er en nem og hurtig måde at kunne gennemføre en tolkning på fremfor en situation, hvor de alle tre er nødt til at møde op på et bestemt sted ved et fastlagt tidspunkt. Et andet positivt resultat er besparelse i forhold til transporten, der ikke skal iberegnes tolkens arbejdstimer, hvilket normalt er en forholdsvis dyr ressource. Selvom nutidens højteknologi har ført til udviklingen af det fordelagtige fjerntolkesystem, der gør det muligt for døve at foretage hurtige opkald til hørende (Napier, McKee & Goswell 2006, s. 143), medfører det også visse ulemper. For det første kan det forekomme intimt, fordi den døve ofte ringer fra sit eget hjem, og via webcam får tolken fuld visuel adgang til brugerens privatsfære (Mindess 2006, s. 244). Ydermere kan der være en udfordring mht. forskydningstid, der f.eks. kan forårsage passager med stilhed i samtalen, fordi alting først skal formidles gennem tolken. I en almindelig face-to-face dialogtolkning kan samtalepartnerne i det mindste se, hvis tolken endnu ikke har tolket en sætning til ende, hvorfor der kan opstå stilhed (Mindess 2006, s. 246). I en fjerntolket samtale kan der også opstå forskydningstid grundet nogle svage forsinkelser på selve videoindstillingen, hvilket kan påvirke turtagningen (Napier, McKee & Goswell 2006, s. 142). Der kan heraf opstå overlap, hvor det er tolkens opgave at styre samtalen. Hvad der er mest interessant i forhold til mit fokus er minimalrespons, som også kan karakteriseres som en form for overlappende tale (Roy 2000, s. 90). Igen må det påpeges, at de to primære samtalepartnere ikke har nogen visuel kontakt i en fjerntolkning, hvorfor det må tillægges ekstra stor betydning, at tolken husker formidling af minimalrespons. Det er essentielt i enhver samtale, og det bidrager til en flydende og 4

gnidningsløs kommunikation (Dickinson 2002, s. 36). Hvad minimalrespons egentlig er, vil jeg uddybe senere i opgaven i mit teori-afsnit. 1.1 Begrundelse for valg af emne: Det interessante og det der optager mig er, hvordan en tegnsprogstolk handler i forhold til minimalrespons i en fjerntolket samtale. De to primære samtalepartnere har ikke mulighed for at se hinandens direkte minimalrespons, som de har ved en almindelig dialogtolkning. Dette må man formode har en vis indvirkning på samtalen måske særligt, hvis tolken undlader videreformidling af minimalrespons!? At jeg netop har valgt at have fokus på fjerntolkning er fordi, det er en relativt ny tolkedisciplin i stærk udvikling, som flere og flere døve benytter sig af. Derfor kunne det være aktuelt at undersøge, hvordan tolken handler i forhold til det nævnte fænomen. Denne tanke har inspireret mig til nedenstående problemformulering, som danner udgangspunktet for min opgave. 1.2 Problemformulering: Hvordan tackler en tegnsprogstolk udfordringer med minimalrespons i en fjerntolket samtale? -Med afsæt i denne problemformulering vil jeg i øvrigt se på, hvilken indvirkning tolkens handlinger har på samtalen. 1.3 Emneafgrænsning: Som beskrevet i indledningen forekommer der for tolken en del ekstra udfordringer i en fjerntolkning (Mindess 2006, s. 240), hvorfor der er grundlag for undersøgelse af flere forskellige tendenser. Jeg har valgt minimalrespons, da det i forvejen er et relativt underbelyst fænomen på dansk (Nielsen & Nielsen 2005, s. 106) og dansk tegnsprog. Det bør dog nævnes, at alle de fænomener, der optræder i interaktionelle handlinger, herunder overlap, turtagning og minimalrespons, altid vil påvirke hinanden på den ene eller den anden måde. Derfor vil jeg også, i det omfang det er nødvendigt, komme til at inddrage disse i min opgave for bedre at kunne belyse minimalrespons som fænomen. 5

1.4 Begrebsafklaring: Bacheloropgave 2014 I min problemformulering og generelt i min opgave anvender jeg nogle centrale begreber, som er nødvendige at definere. Til definitionen af hvert begreb har jeg brugt noget konkret litteratur, hvilket også er uddybet herunder: Brugere: I min opgave vil jeg omtale de to primære samtalepartnere som hhv. den døve (bruger) og den hørende (bruger). De to tilsammen vil gå under den fælles betegnelse brugerne eller blot de primære samtalepartnere. Min kilde der har inspireret mig til brug af ovenstående er Sparrevohn (1994), som anvender de nævnte betegnelser i sin tekst. Fjerntolkning: I henhold til Napier, McKee & Goswell (2006) defineres de amerikanske begreber således; video remote interpreting karakteriseres som en situation, hvor tolken er ved samme lokation som enten den døve eller den hørende bruger, mens video relay interpreting er kendetegnet ved, at alle tre interagerende parter er fysisk adskilt. De vælger dog at bruge den samlede betegnelse video remote interpreting (VRI), dækkende over alle situationer, hvor tolken arbejder med video (Napier, McKee & Goswell 2006, s. 140). Direkte oversat til dansk betyder dette video fjerntolkning, hvilket er det begreb, jeg vil benytte i min opgave blot forkortet til fjerntolkning. Minimalrespons: Til at definere dette begreb har jeg anvendt Nielsen & Nielsen (2005) som kilde, da de er nogle af de eneste, der har foretaget undersøgelser af minimalrespons på dansk. Her defineres det som en samlet betegnelse for nogle korte indskydelser, der signalerer, at talen bliver modtaget. Samtidig er det meget ofte et tegn på, at lytteren ønsker, at taleren skal fortsætte (Nielsen & Nielsen 2005, s. 91). Der findes flere forskellige typer af minimalrespons, nemlig tilstandsskiftemarkører, prælukkere, fortsættelsesmarkører og besvarere og bekræftere, som jeg vil forklare nærmere i mit teori-afsnit. 1.5 Kort rids om udviklingen af de teknologiske hjælpemidler: Det er imponerende at tænke på, hvordan kommunikationen mellem mennesker foregik før de teknologiske hjælpemidler som telefonen blev opfundet. Dengang var man nødt til at korrespondere med venner og familie via brev og telegram, hvilket både gjaldt gruppen af hørende og døve. Men i 6

takt med den teknologiske udvikling blev der langsomt dannet et skel mellem de to grupper, hvad angik kommunikations- og underholdningsmuligheder (Mindess 2006, s. 146). Telefonens opfindelse i 1876 og radioens i 1903 muliggjorde transmission af lyd uafhængigt af tid og transport, og ved opfindelsen af tv et kunne man pludselig kombinere lyd og billeder 1. Denne udvikling ændrede på mange måder samfundet. Det skabte nye muligheder for de hørende, men det resulterede samtidig i en eksklusion af de døve. I 1964 udviklede en amerikansk døv fysiker og radiooperatør, Robert H. Weitbrecht, en fjernskriver maskine, der gjorde det muligt for døve at foretage opkald til hinanden (Mindess 2006, s. 147). Det var dog først nogle år senere i 1986, at den populære skrivetelefon fik sit indtog i Danmark, hvormed det blev muligt for danske døve at kommunikere over længere afstande. Dog foregik dette gennem en formidlingscentral (FC), som var relativt dyr at benytte (Henriksen 1986, s. 10-11). Man kan sige, at skrivetelefonen var et slags forstadie til fjerntolkning, bare hvor den døves meddelelser blev afgivet skriftligt i stedet for på tegnsprog. Endnu nogle år senere blev internettet en realitet, og det blev hurtigt et udbredt teknologisk hjælpemiddel, særligt for gruppen af døve. Vha. internettet blev det muligt at sende e-mails til hinanden, hvilket var et revolutionerende step i udviklingen. Det var nu muligt for døve at sidde derhjemme, hvorfra de kunne kommunikere med både hørende og døve, der befandt sig et andet sted. Også mobiltelefonens opfindelse gav nye muligheder da SMS-beskeder, ligesom e-mails, bygger på skriftlige meddelelser, som aflæses visuelt. Alt dette kunne de døve drage fordel af, og de var ikke længere ekskluderet fra samfundet på samme måde. Dog førte det til en ændring i forhold til de døves egen kultur. Før udviklingen af de teknologiske hjælpemidler for alvor tog fart, mødtes de døve altid rundt omkring i døveklubber, da der ikke var ret mange andre muligheder. Men efterhånden blev det mindre attraktivt, da mange foretrak at blive derhjemme, hvor de nu havde rigeligt med teknologisk underholdning (Mindess 2006, s. 149). Det nyeste skud på stammen er fjerntolkning, hvormed det er muligt for døve at aflæse både de manuelle tegn, men også alle de nonmanuelle træk, som videreformidles gennem tolken. De nonmanuelle træk er alt det, der ikke produceres i hænderne som mimik og kropssprog, hvilket er umuligt at visualisere gennem en sms-besked eller en e-mail. Ved brug af fjerntolkning er det derved nemmere for de døve at aflæse alt det, der bliver produceret af modparten. Men da brugerne 1 http://www.denstoredanske.dk 7

ikke kan se hinanden, stilles der naturligvis også større krav til tolkens evne til at binde sætninger sammen, styre turtagningen og ikke mindst give feedback (Hansen & Toft 2010, s. 2). 2. Metode: Med udgangspunkt i min empiri, som bliver præsenteret senere i opgaven, vil jeg udarbejde en analyse af minimalrespons anvendt i en fjerntolket samtale. Jeg vil undersøge, hvordan tolken handler i forhold til ovennævnte fokus og her igennem se, hvilken indvirkning det har på samtalen. Dette gøres på baggrund af relevant litteratur, hvor jeg vil anvende nogle forskellige teorier til at understøtte min empiri. Disse teorier vil blive forklaret senere i opgaven under teori-afsnittet. 2.1 Litteratursøgning: I forhold til fremgangsmåden var litteratursøgning det første skridt i min opgaveproces, hvor jeg foretog en kædesøgning. Her gik jeg systematisk til værks ved først at gennemse pensumlisten med obligatorisk litteratur. Her fandt jeg nogle forskellige tekster, som vi har gennemgået tidligere på uddannelsen, hvilke jeg fandt brugbare. Der var bl.a. nogle tekster omhandlende fjerntolkning, f.eks. Sign language interpreting af Napier, McKee & Goswell. Dernæst undersøgte jeg mulighederne for lån af bøger på UCC s fysiske bibliotek i Skovlunde, hvor de har en særlig afdeling for tegnsprogstolkestuderende. Jeg fandt da ud af, at det var mere overskueligt at foretage min litteratursøgning via phbibliotek, hvor igennem jeg fandt et par relevante bøger; Samtaleanalyse af Nielsen & Nielsen (2005) og Interpreting as a discourse proces af Cynthia Roy (2000). Førstnævnte fandt jeg brugbar, da der bl.a. er skrevet en del om minimalrespons på dansk, men med udgangspunkt i samtaler uden tolk. Sidstnævnte er en god og relevant bog, da den derimod tager afsæt i kommunikationssituationer, hvor der er tolk involveret. Dernæst fortsatte jeg min søgning via bibliotek.dk, hvor jeg bl.a. fandt bogen When listeners talk: Response tokens and listener stance af Rod Gardner (2001). Som titlen angiver, beskriver den noget omkring lytterens handlinger i en samtale, herunder minimalrespons. Jeg udvidede min søgning ved at kigge i arkivet med tidligere tolkestuderendes seminaropgaver. Her fandt jeg opgaven Minimalrespons i dansk tegnsprog af Sif Gerding (2011), der selv foretog en undersøgelse af, hvordan de forskellige typer af minimalrespons udtrykkes på dansk tegnsprog. Hendes resultater kunne vise sig brugbare til både mit teori-afsnit og selve min analyse og diskussion. Sif Gerding anbefalede mig i øvrigt en anden relevant bog Reading between the signs 8

af Anna Mindess (2006), som vi også har haft om tidligere på uddannelsen. Ligesom Roy (2000) tager Mindess (2006) udgangspunkt i kommunikationssituationer med tolk, og hun beskriver tilmed brugbare afsnit omhandlende fjerntolkning. 2.2 Hermeneutik som videnskabsteoretisk tilgang: Hermeneutik stammer fra det græske ord hermeneuein, som betyder fortolke, forklare og oversætte. Således kan hermeneutik karakteriseres som en fortolkende forståelse eller udlægning 2. I denne forbindelse taler man om den hermeneutiske cirkel (jf. Schleiermacher), som handler om at forstå helheden ud fra delene, og delene ud fra helheden. Dette være sig f.eks. en tekst eller en ytring, hvor det gælder om at få en række delmeninger til at passe sammen i en helhed, som kan kaldes en helmening (Bukdahl 1980, s. 90). Når jeg vil bruge hermeneutik som videnskabsteoretisk tilgang i en opgave som denne, vil jeg netop søge at skabe en forståelse af nogle menneskelige handlinger. For at opnå denne forståelse anvender jeg først og fremmest observation som metode, hvor igennem jeg undersøger de menneskelige aktørers handlinger og interaktioner (Brinkmann & Tanggaard 2010, s. 81). Det er nødvendigt at udføre en fortolkning af disse for at nå frem til en helmening. En særlig forudsætning er min forudforståelse, der hele tiden revideres og præciseres og skaber en ny forståelse af det forudgående (Bukdahl 1980, s. 96). Det er denne hermeneutiske cirkelstruktur, der gør sig gældende, når jeg vha. fortolkning prøver at skabe en forståelse af de observerede handlinger i min empiri. 2.3 Enkeltforekomstanalyse: For at præcisere hvilken analysemetode jeg vil anvende i forhold til min empiri, har jeg valgt at tage udgangspunkt i Nielsen & Nielsen (2005), der arbejder med samtaleanalyser. De beskriver og anvender CA (Conversation Analysis eller konversationsanalysen) som metode, hvis formål er at påvise de mest rutineprægede interaktionelle handlinger, som værende et komplekst sammenspil (Nielsen & Nielsen 2005, s. 15). De fremhæver i alt tre forskellige typer af undersøgelser, der kan bruges i forbindelse med samtaler; enkeltforekomstanalyser (single case analysis), samling af eksempler (collection) og kvantitative undersøgelser (Nielsen & Nielsen 2005, s. 24). I min opgave vil jeg udarbejde en analyse af nogle udvalgte sekvenser fra en fjerntolket samtale med henblik på at belyse et bestemt fænomen, nemlig minimalrespons. Jeg vil anvende enkeltforekomstanalysen, 2 http://www.leksikon.org 9

der karakteriseres som en kvalitativ metode, og som i øvrigt er den, de fleste forskere bruger. Den kræver færrest ressourcer, hvorfor det også er den metode, de fleste studerende benytter (Nielsen & Nielsen 2005, s. 25). Af samme årsag har jeg valgt enkeltforekomstanalysen, der skal hjælpe mig til løsning af min problemformulering. 2.4 Præsentation af empiri: Min empiri, som jeg vil undersøge nærmere i mit analyse-afsnit, består af en fjerntolket samtale af 6 min. og 47 sek. varighed (se bilag 2). Jeg har fået udleveret empirien fra skolen, og selve optagelsen er oprindeligt fra et fjerntolkekursus, der blev afviklet tilbage i marts 2013. Den uddannede tegnsprogstolk, som medvirker i optagelsen, deltog i dette kursus. I optagelsen medvirker i øvrigt de to primære samtalepartnere (brugerne), hvoraf den ene er en døv kvinde, som skal kontakte en hørende medarbejder hos Fredericia Kurbad. Hun er ved at planlægge en polterabend og vil gerne booke en tid hos kurbadet samt have styr på nogle praktiske detaljer. Hun ringer op til tolken, der her sidder ved en computer i et klasselokale. Som tidligere beskrevet sidder tolken normalt på et kontor eller i et studie beregnet til formålet, men da dette er et kursus foregår det under lidt andre omstændigheder. Tolken og den døve kvinde får etableret visuel kontakt vha. videoudstyret, hvorefter tolken ringer op til den hørende medarbejder. Som det fremgår af den empiriske beskrivelse ovenfor nævnes ingen konkrete personnavne, hverken på tolken eller brugerne af hensyn til opgavens fortrolighed. De interagerende parter vil derfor blive omtalt som hhv. den døve (bruger), den hørende (bruger) og tolken. Da denne fjerntolket samtale i øvrigt blev optaget for lang tid siden var ingen af deltagerne klar over, at den senere ville blive anvendt som empiri til denne opgave. De var derfor heller ikke orienteret om mit fokus, hvorfor mine resultater må regnes for troværdige, da det ikke kan have haft indflydelse på tolkens handlinger. 2.5 Transskription af empiri: I forbindelse med analyse af empirien har jeg på forhånd transskriberet tre udvalgte passager, hvor der sker noget relevant i forhold til minimalrespons (se bilag 3). Det gør det mere overskueligt at foretage en analyse af indholdet, når jeg har de fornødne sekvenser i transskriberet form. Det er altid spørgsmålet, hvor stort datamaterialet skal være for at kunne belyse det ønskede fænomen. Formindsker man sit materiale, giver det større mulighed for at komme i dybden med det (Nielsen 10

& Nielsen 2005, s. 208), hvorfor jeg blot har udvalgt de tre sekvenser. I mit analyse-afsnit vil jeg nærmere redegøre for, hvordan jeg har valgt at udarbejde transskriptionerne samt, hvad de forskellige symboler betyder. Jeg vil desuden præcisere med tidskoder, hvad det er for nogle konkrete passager, jeg har valgt at tage afsæt i. 2.6 Metodekritik: Med henblik på min empiri må jeg forholde mig kritisk, da jeg kun har mulighed for at undersøge det, der bliver produceret af hhv. tolken og den døve bruger. Den hørende brugers egne ytringer er desværre ikke mulige at analysere, da vedkommende taler igennem en telefon, hvor lyden mangler. Jeg kan kun iagttage tolkens udlægning af det, den hørende i virkeligheden siger, hvilket ikke forekommer plausibelt nok til en detaljeret analyse. Som det fremgår af min problemformulering, er mit ønske at undersøge, hvordan tolken tackler udfordringer med minimalrespons, og hermed er brugerens ytringer en nødvendig forudsætning. Mine udvalgte sekvenser til transskriptionen består derfor kun af minimalrespons produceret af den døve bruger, da jeg heraf kan iagttage og analysere tolkens handlinger. Dog er det kritiske ved denne udvælgelse, at jeg ikke får et komplet billede af den måde, hvorpå tolken handler i forhold til minimalrespons produceret af begge brugere. Tilmed kan man måske forestille sig, at udfaldet af mine resultater ville være helt anderledes, hvis der var brugt en anden tolk til samtalen. Det er altid vigtigt at have med i betragtning, at udfaldet af enhver tolkning afhænger af hvem der tolker. Til sidst må det påpeges, at en enkeltforekomstanalyse, der afspejler en kvalitativ arbejdsmetode, ikke er ligeså repræsentativ og generalisérbar som kvantitative undersøgelser (Nielsen & Nielsen 2005, s. 217). En kvalitativ analyse, som den jeg vil udarbejde i min opgave, interesserer sig mere for en grundig beskrivelse af de enkeltstående tilfælde. Den koncentrerer sig altså ikke om udbredelsen af det pågældende fænomen, men nærmere om et enkelt eller få gode dækkende eksempler (Nielsen & Nielsen 2005, s. 218). Det postuleres, at fordi ét er et tal, og siden det bestemte fænomen kan forekomme, er det også muligt, at det er gældende for andre lignende situationer (Nielsen & Nielsen 2005, s. 24). Dog kan man ikke fremlægge denne type undersøgelse i konkrete tal, ligesom man normalt gør det ud fra en kvantitativ undersøgelse, der typisk vil forekomme mere generalisérbar. 11

3. Teori: Bacheloropgave 2014 I dette afsnit vil jeg fremlægge de forskellige teorier fra litteraturen, der skal bruges til at understøtte min empiriske analyse. Her vil jeg primært koncentrere mig om den bog, jeg allerede har refereret en del til, nemlig Samtaleanalyse af Nielsen & Nielsen (2005). Den beskriver et helt kapitel omhandlende minimalrespons på dansk, hvilket er relevant i forhold til mit fokus i opgaven. Den tager hverken udgangspunkt i dialogtolkning eller fjerntolkning, men derimod helt almindelige hverdagssamtaler uden tolk. Alligevel finder jeg den brugbar, da den indeholder mange interessante og relevante teoretiske elementer, som godt kan overføres til en fjerntolket samtale. Generelt må det nævnes, at der ikke eksisterer ret meget litteratur, hvor der tages udgangspunkt i fjerntolkning, fordi der endnu er få, som har fordybet sig i og skrevet om denne nye type tolkning. Særligt minimalrespons i fjerntolkede samtaler er ret underbelyst, hvorfor jeg synes det er interessant at undersøge. Dickinson (2002) har ganske vist skrevet lidt om betydningen af feedback i forbindelse med telefontolkning, hvilket ikke er helt det samme som fjerntolkning. Men grundet den begrænsede litteratur om præcis denne tolkedisciplin er jeg nødt til at trække lidt på nogle andre teorier, der f.eks. tager udgangspunkt i almindelige dialogtolkninger, hvor iblandt jeg anvender Roy (2000). 3.1 Taleture i en samtale: Før jeg vil fremlægge de centrale begreber omhandlende minimalrespons, vil jeg forklare lidt om taleture og den måde, hvorpå de er organiseret i en samtale. Dette hænger uløseligt sammen med, hvornår der bliver produceret minimalrespons. Samtidig vil jeg her igennem få præsenteret nogle vigtige teoretiske fænomener, som vil bidrage til forståelsen af det efterfølgende afsnit Minimalrespons på dansk - med udgangspunkt i Samtaleanalyse. Når to eller flere samtalepartnere indgår i en dialog, medvirker de samtidig i et interaktionelt styret system, hvor parterne indbyrdes samarbejder med hinanden (Nielsen & Nielsen 2005, s. 36). Ifølge Sacks, Schegloff og Jefferson (1974) undgås f.eks. unødvendigt lange pauser ved at tildele taleture, også kaldet tur-allokering, som er organiseret efter bestemte regler. Ovennævnte taleture består af mindre turenheder (turn constructional units = TCU), som kan indikere mulige færdiggørelsespunkter (possible completion points = PCP). Ved disse steder er det muligt, at en ny taler kan tage turen, hvormed den foregående taler indtager rollen som modtager (lytter). Dette er da 12

kun aktuelt ved overgangsrelevante steder (transition relevance places = TRP), (Nielsen & Nielsen 2005, s. 34-35). Det må her tilføjes, at hver eneste taletur i en hverdagssamtale er nøje konstrueret, således at den passer til modtageren, dvs. den er modtagerdesignet (Nielsen & Nielsen 2005, s. 37). Nedenfor har jeg anvendt Nielsen & Nielsens model (Nielsen & Nielsen 2005, s. 35) til at illustrere en taletur inddelt i de enkelte turenheder, mulige færdiggørelsespunkter samt det overgangsrelevante sted: Ovenstående viser altså, hvordan kommunikation mellem mennesker er struktureret og organiseret på en helt bestemt måde. Dog er modellen udarbejdet på baggrund af en situation, hvor der ikke er en tolk til stede, hvilket er værd at se lidt nærmere på. I det øjeblik samtalen involverer en tolk, ændres den pågældende begivenhed (Roy 2000, s. 47). I stedet for at tale direkte til hinanden kommunikerer de to primære samtalepartnere gennem en tolk, der så vidt muligt skal få dem til at føle, at de taler direkte til hinanden. Men trods tolkens professionelle ageren må det erkendes, at udvekslingen af taleture faktisk sker med tolken (Roy 2000, s. 67). De to primære samtalepartnere er nødt til at bruge tolk, for at kommunikationen kan lykkes, og de udveksler derfor taleture med tolken på hver deres respektive sprog (Roy 2000, s. 68). Når den pågældende taler ytrer sig, f.eks. den hørende bruger, er vedkommendes intention, at den døve bruger skal modtage talen. Men eftersom den døve benytter et andet sprog, og tolken først er nødt til at omformulere det til tegnsprog, fremstår tolken som den egentlige modtager. Først når tolken derefter har videreformidlet budskabet, vil den døve modtage talen og måske respondere på denne. Men da informationen fra tolken falder tidsmæssigt forskudt i forhold til den hørendes oprindelige ytring (Albertsen u.å., s. 1), er det interessant, at den døve faktisk vil producere sin minimalrespons i forhold til turenhederne i tolkens taletur, f.eks. ved et muligt færdiggørelsespunkt. Dette falder altså, grundet forskydningstiden, lidt efter det oprindelige mulige færdiggørelsespunkt, 13

og der kan f.eks. opstå overlap, hvor der egentlig blot bliver responderet på den forudgående tale (Roy 2000, s. 84). Pointen er her, at man er nødt til at være opmærksom på forholdet mellem afsender og modtager, når der er en tolk involveret. I stedet for to er der nu tre deltagere, der alle fungerer som medkonstruktører af samtalen (Roy 2000, s. 100). Der kan derfor nemt opstå forvirring omkring, hvem der refereres til, når der tales om modtageren. Som ovenfor beskrevet vil tolken nemlig fremstå som modtager af talen, når de primære samtalepartnere udveksler taleture med tolken. Derfor vil det fremgå af de efterfølgende afsnit, at jeg i stedet for modtager så vidt muligt anvender termen lytter om den af de primære samtalepartnere, der producerer minimalrespons. Den anden, som har ordet, angiver jeg fortsat som taler. På denne måde undgås unødvendig forvirring, når jeg herunder vil gå i dybden med mit fokus om minimalrespons. 3.2 Minimalrespons på dansk med udgangspunkt i Samtaleanalyse : Sprogligt tilhører minimalrespons en betydningsfuld gruppe i lighed med pauser, tøvelyde og latter. Gennem sekventielle og empiriske undersøgelser har man påvist, hvor vigtige disse ovennævnte fænomener er i autentisk talesprog (Nielsen & Nielsen 2005, s. 107). Når to samtalepartnere fører en dialog (uden tolk), indtager de nogle betydningsfulde roller som hhv. taler og lytter, hvor igennem de påvirker hinandens interaktionelle handlinger. Ifølge Sacks, Schegloff & Jefferson (1974) konstruerer taler og lytter nemlig en mening i fællesskab bl.a. ved, at talen er modtagerdesignet. Tilmed hævdes det, at lytteren i en samtale ikke bare fremstår som en passiv modtager, da vedkommende faktisk er en vigtig medkonstruktør af talen, bl.a. når der produceres minimalrespons (Nielsen & Nielsen 2005, s. 92). Dog er det ikke sådan, at minimalrespons nødvendigvis gør krav på taleturen, hvormed det ifølge Gardner (1995) må karakteriseres som en mellemting mellem at tale og lytte (Nielsen & Nielsen 2005, s. 91). På dansk kan minimalrespons udtrykkes gennem ordene ja, ja ja, jo, nej, næ, mm hm, mm, nå, aha og okay. I min begrebsafklaring har jeg defineret disse som en samlet betegnelse for små korte indskydelser, der signalerer, at talen bliver modtaget af lytteren. Samtidig er det ofte et tegn på, at lytteren ønsker, at taleren skal fortsætte (Nielsen & Nielsen 2005, s. 91). På engelsk kan man også finde forklaringer på fænomenet, der bl.a. udtrykkes som yeah, mm hm, okay, mm, uh huh, really (Gardner 2001, s. 2). I litteraturen støder man på nogle forskellige betegnelser for ovenstående f.eks. back-channel feedback (Mindess 2006, s. 227), back-channel 14

response (Roy 2000, s. 90) og response tokens (Gardner 2001, s. 13), som alle dækker over det, vi på dansk kalder minimalrespons. Generelt er kendskabet til minimalrespons på dansk og de fleste andre sprog rimelig begrænset, hvor imod der er foretaget en del studier af fænomenet på engelsk (Nielsen & Nielsen 2005, s. 92). Her er der primært tale om undersøgelser foretaget inden for socialpsykologien og CA (Conversation Analysis). Sidstnævnte har Nielsen & Nielsen (2005) netop adopteret som metode til deres egen undersøgelse af forekomsten af minimalrespons på dansk. Til denne har de anvendt to tv-programmer, hhv. Synnøves og 45-minutter fra 1992, som danner grundlag for deres analyse. De har heraf fundet, at der ligesom på engelsk forekommer forskellige varianter af minimalrespons, som lytteren bruger til at udtrykke sig i forhold til talerens ytringer. Der er her tale om i alt fire forskellige typer, nemlig tilstandsskiftemarkører, præ-lukkere, fortsættelsesmarkører og besvarere og bekræftere, hvilke jeg herunder vil gennemgå: Tilstandsskiftemarkører: Den første type af minimalrespons er de såkaldte tilstandsskiftemarkører, der på dansk kan udtrykkes som nå og/eller aha. Det bruges af lytteren til at signalere et tilstandsskift, da den forudgående tale har været informativ. Der kan enten være tale om et skift i informerethed (fra uinformeret til informeret), et skift i holdning (f.eks. fra protest til accept) eller et skift i både informerethed og holdning (et holdningsskift på baggrund af den informative tale). Man ser ofte denne form for minimalrespons blive produceret i forbindelse med en tredjeturs-position, hvor f.eks. et spørgsmål efterfølges af et svar, der hermed udløser en tilstandsskiftemarkør hos lytteren. Det er altså muligt for lytteren at kommentere på talen og samtidig signalere, at vedkommende har undergået et tilstandsskift, uden at der gøres krav på taleturen (Nielsen & Nielsen 2005, s. 92-93). Præ-lukkere: Denne type af minimalrespons kaldes præ-lukkere og kommer til udtryk ved ordene godt, ja, så:: og okay. Den produceres, hvis lytteren er interesseret i at afslutte et givent emne hos den igangværende taler. Lytteren vil først signalere en mulig præ-lukning af emnet, hvormed der søges en fælles forståelse for en afslutning. Når denne præ-lukker accepteres af samtalepartneren, bliver den i stedet omdannet til en faktisk lukker. Ovenstående undersøgelse er oprindeligt foretaget af Schegloff og Sacks (1973), med udgangspunkt i de engelske udtryk well, o.k og so, der tilsvarende fungerer som præ-lukkere (Nielsen & Nielsen 2005, s. 95). 15

I de danske undersøgelser af fænomenet viser det sig, at en præ-lukker ofte bliver produceret, når talerens turenhed nærmer sig et muligt færdiggørelsespunkt. Her kan der opstå et overlap, idet lytteren producerer sin minimalrespons. Hvis taleren ikke forsøger at genoptage ordet, er samarbejdet om en lukke-sekvens accepteret, og emnet må dernæst siges at være afsluttet (Nielsen & Nielsen 2005, s. 96). Anmodningen om en afslutning kan i øvrigt signaleres ved lytterens nedadgående intonation ( ja), der kan få den igangværende taler til at standse sin taletur og holde en lille pause. Taleren kan da vælge at genoptage den forudgående taletur med den risiko, at samtalepartneren simultant vil påbegynde en ny taletur (Nielsen & Nielsen 2005, s. 97). Ligesom med de andre typer af minimalrespons gøres der ikke krav på taleturen, når der produceres en præ-lukker. Det kan måske virke sådan, da taleturen kan gives videre, men i realiteten bliver den blot brugt til at udtrykke ønsket om en afslutning af emnet. Fortsættelsesmarkører: Den tredje type af minimalrespons er fortsættelsesmarkører, der kan udtrykkes af lytteren som enten et smil eller et nik (Nielsen & Nielsen 2005, s. 90) eller som mm hm, ja og mm. Ved produktion af disse småord signaleres en forståelse for, at taleren har i sinde at forlænge sin igangværende turenhed, der endnu ikke er fuldført. En fortsættelsesmarkør bliver altså produceret af lytteren, som en form for accept af en forlænget taletur hos samtalepartneren, hvilket signalerer samarbejde (Nielsen & Nielsen 2005, s. 98). Gennem diverse undersøgelser er det blevet bevist, at gentagen brug af den samme fortsættelsesmarkør kan være tegn på dalende interesse. Dette fremgår tydeligt, hvis taleren selv inviterer lytteren til at respondere med f.eks. en overraskelsesmarkør ( virkelig ) eller en bedømmelsesmarkør ( wauw eller nej hvor sjovt ), men der desværre er mangel på samme. Dette kan være et signal om, at lytteren keder sig. I omvendte tilfælde, hvor taleren inviterer til latter, men der blot responderes med en fortsættelsesmarkør, kan det også være et signal om manglende interesse. (Nielsen & Nielsen 2005, s. 98-99). Modsat præ-lukkere er det bemærkelsesværdige ved fortsættelsesmarkører, at de ofte produceres med en opadgående intonation ( ja og mm). Dette er dog ikke nødvendigvis gældende for mm hm, der af Gardner (1995) karakteriseres som den helt klassiske fortsættelsesmarkør (Nielsen & Nielsen 2005, s. 99). Denne opfordrer blot taleren til at fortsætte sin igangværende taletur. Hvad der i øvrigt kendetegner fortsættelsesmarkører er, at de for det meste orienterer sig imod uafsluttede taleture (Nielsen & Nielsen 2005, s. 101). 16

Besvarere og bekræftere: Den sidste type af minimalrespons er besvarere og bekræftere, der kommer til udtryk ved småord som ja / jo, nej / næ og mm. Besvarere bruges enten i positiv eller negativ form af lytteren til minimalt at besvare et spørgsmål fra samtalepartneren, hvormed der ikke gøres krav på taleturen. De positive besvarere viser sig ofte i form af ordet ja, hvis selve spørgsmålet ikke indeholder en syntaktisk negering og jo, hvis det gør. Hvis lytteren vælger at respondere med negative besvarere, vil det ofte være i form af et nej, hvis spørgsmålet ikke indeholder en syntaktisk negering og næ, hvis det gør (Nielsen & Nielsen 2005, s. 105). Ligesom der er blevet fundet hhv. positive og negative besvarere, har man også iagttaget de modsvarende positive og negative bekræftere. De produceres af lytteren til at signalere en tilslutning til og en bekræftelse af den forudgående tale (Nielsen & Nielsen 2005, s. 102). På dansk ser man ofte de positive bekræftere i form af enten ja eller mm, hvor begge udtryk bæger præg af en nedadgående intonation. Disse bruges i øvrigt til at bekræfte en taletur, der ikke indeholder en syntaktisk negering. Modsat viser de negative bekræftere sig som et nej, næ eller mm. mm., hvilke orienterer sig imod en taletur, der indeholder en syntaktisk negering (Nielsen & Nielsen 2005, s. 103-104). Ovenstående er observeret på baggrund af Gardners (1995) studier af de minimale yeah og mm, der udtrykkes med faldende intonal finalisering ligesom de danske ja og mm (Nielsen & Nielsen 2005, s. 102). Generelt er Gardner meget optaget af, hvordan intonation kan påvirke funktionen af den producerede minimalrespons, hvilket flere af hans senere undersøgelser også er baseret på (Gardner 2001, kap. 6). I forhold til ovenstående undersøgelse har han fundet, at taleturen, som den pågældende bekræfter orienterer sig imod, er nået eller er ved at nå til et muligt færdiggørelsespunkt. Her er intonationen i talerens egen stemme ofte faldende, og måske opstår der en mikropause, hvor lytteren kan producere en bekræfter for at tilslutte sig det sagte (Nielsen & Nielsen 2005, s. 103). Dette var en gennemgang af de danske varianter af minimalrespons, som anvendes i alle former for interaktion med andre mennesker, både hverdagssamtaler og institutionelle samtaler. Som tidligere beskrevet foregår der et konstant samarbejde mellem taler og lytter, der konstruerer meningen i fællesskab. Derfor er lytterens produktion af minimalrespons også af stor betydning, da det signalerer, at talen bliver modtaget og vigtigst, hvordan den bliver modtaget. Selvom jeg har inddelt 17

og kategoriseret de forskellige typer af minimalrespons, må det påpeges, at de alle kan optræde i forskellige sammenhænge. Det afhænger af den givne kontekst, og man er altid nødt til at tage det interaktionelle og funktionelle aspekt med i betragtning (Nielsen & Nielsen 2005, s. 106). Som Gardner (2001) beskriver det, kan de forskellige typer af minimalrespons opfattes som variable og multifunktionelle (Gardner 2001, s. 8). I det efterfølgende afsnit Minimalrespons på dansk tegnsprog vil jeg ganske kort, med udgangspunkt i relevant litteratur, redegøre for, hvordan minimalrespons kan komme til udtryk på dansk tegnsprog. På baggrund heraf vil det være nemmere at udarbejde analysen, hvis jeg ved, hvordan fænomenet optræder på begge sprog. 3.3 Minimalrespons på dansk tegnsprog: Modsat dansk, som primært er baseret på auditiv kommunikation, er dansk tegnsprog et fuldkomment visuelt sprog. Her bruges hænder, krop, hoved og mimik til at kommunikere med, hvilket både indebærer manuelle og nonmanuelle funktioner. Når døve indgår i en dialog, produceres minimalrespons ligesom hørende gør det på dansk. Dog har de ikke samme mulighed for at udtrykke sig på vokalsprog med ord som ja, nej, jo, mm osv., hvorfor de i stedet producerer visuel minimalrespons. Det kan f.eks. udtrykkes vha. tegn som OK, JA eller NEJ. Sådanne manuelle tegn ses ofte i kombination med noget nonmanuelt f.eks. et tungt nik, men de døve kan også sagtens respondere kun vha. nonmanuelle træk. På tegnsprog bruges denne visuelle intonation, som svarer til vokalsprogets ændringer i stemmestyrke, toneleje samt variation i ordenes længde (Engberg-Pedersen 1998, s. 56). I forhold til tilstandsskiftemarkører på tegnsprog har undersøgelser vist, at de ofte kommer til udtryk i form af nik, som gerne er tunge i bevægelsen. Disse nik kan forekomme flere gange i træk i en slags serie, der signalerer, at det forudgående svar eller talen i sig selv har været informativ (Gerding 2011, s. 4). Ydermere har det vist sig, at tegnet OK kan bruges til at signalere et tilstandsskift og gerne sammen med et nik, der forstærker markøren (Gerding 2011, s. 5). I øvrigt kan mimik også bruges som tilstandsskiftemarkør, da det f.eks. kan udtrykke et skift i holdning (Engberg-Pedersen 1998, s. 158). Præ-lukkere på tegnsprog kan realiseres som et skift i blikretning ofte i kombination med tegnet JA eller OK. Et nik, der bruges sammen med et skift i blikretningen, kan også signalere en prælukning, som derefter kan blive til en faktisk lukker, hvis der gives accept fra samtalepartneren (Gerding 2011, s. 6-7). Ligesom på dansk vil præ-lukkere på tegnsprog blive produceret, når 18

tegnerens turenhed nærmer sig et muligt færdiggørelsespunkt. Dette kommer visuelt til udtryk f.eks. ved at hænderne samles eller ved fastholdelse af tegnets slutstilling (Engberg-Pedersen 1998, s. 53-54). Ved en sådan grænse kan lytteren producere sin præ-lukker f.eks. i form af et skift i blikretning sammen med tegnet JA, hvormed en afslutning af emnet søges. Hvis ikke der straks efter etableres øjenkontakt igen mellem de to samtalepartnere, kan det forekomme vanskeligt at fortsætte turen, da øjenkontakt er essentielt i visuel kommunikation. På tegnsprog udtrykkes fortsættelsesmarkører ofte gennem mimikken, der afspejler lytterens grad af interesse for det sagte (Gerding 2011, s. 8). Igen kan et nik og/eller et JA også bruges som fortsættelsesmarkører, da det signalerer, at lytteren er opmærksom og følger med (Mindess 2006, s. 229). Som tidligere beskrevet ses denne type af minimalrespons ofte i forbindelse med en uafsluttet taletur, hvormed der vil opstå et overlap, når lytteren producerer sin fortsættelsesmarkør. Der gøres ikke krav på taleturen, men derimod signaleres blot en accept af forlængelse af den igangværende taletur, hvorfor et turtagningsskift ikke er aktuelt. Besvarere og bekræftere viser sig på tegnsprog i form af de manuelle tegn JA eller NEJ, men det kan også udtrykkes nonmanuelt som et nik eller rysten på hovedet (Gerding 2011, s. 9). Hvilken markør, der produceres af lytteren - om den er positiv eller negativ - afhænger af talens indhold. Ligesom på dansk responderes der ofte med disse markører, når taleturen er nået eller er ved at nå til et muligt færdiggørelsespunkt f.eks. når hænderne samles. 3.4 Overlappende tale: Som nævnt i indledningen kan minimalrespons karakteriseres som en form for overlappende tale (Roy 2000, s. 90), da den ofte orienterer sig imod et muligt færdiggørelsespunkt eller overgangsrelevant sted. Det er også grunden til, hvorfor jeg har valgt at udarbejde dette relevante afsnit omhandlende overlap. Særligt i forbindelse med tolkede samtaler er det et centralt fænomen, man ofte støder på, hvor tolken er nødt til at træffe nogle valg. Disse forskellige strategier eller handlemuligheder vil jeg bl.a. komme ind på i dette afsnit. Gennem tiden har mange sprogforskere studeret og karakteriseret fænomenet som en afbrydelse af den igangværende talers taletur. Senere har man beskrevet hændelsen nærmere som et overlap, dvs. når to eller flere samtalepartnere producerer tale samtidig (Roy 2000, s. 83). Det behøver ikke nødvendigvis at forekomme med en negativ hensigt, og det bør ikke betragtes som et forsøg på at 19

dominere modparten (Nielsen & Nielsen 2005, s. 89). Ifølge Jefferson (1983) er overlap tværtimod et resultat af et velfungerende samarbejde mellem samtalepartnerne (Nielsen & Nielsen 2005, s. 86). Forekomsten af overlappende tale inkluderer ikke kun minimalrespons, hvor lytteren blot responderer med små korte indskydelser. Det omfatter også situationer, hvor de to samtalepartnere påbegynder en taletur på samme tid (Roy 2000, s. 84). I en tegnsprogstolket samtale, hvor der stort set altid tolkes simultant, vil der faktisk forekomme et konstant overlap, når tolken og den igangværende taler (f.eks. den hørende) producerer tegn og tale samtidig. Dette er dog et nødvendigt og accepteret vilkår, når der er tale om en sådan type interaktion, hvorfor der ikke fokuseres så meget på det i litteraturen. Der fokuseres mere på det overlap, der opstår mellem de to primære samtalepartneres tale, hvor det er tolkens opgave at gribe ind. I en samtale af en sådan karakter hævdes det, at samtalepartnerne faktisk er forsigtige med at tage turen, da de godt er klar over de ændrede omstændigheder. Alting skal formidles gennem tolken, og de er somme tider selv i tvivl om, hvem der egentlig har taleturen (Roy 2000, s. 84). Derfor kan der nemt opstå overlap, der af tolken kan håndteres på følgende fire forskellige måder (Roy 2000, s. 85): 1) Tolken kan stoppe den ene af samtalepartnerne og lade den anden fortsætte. Hun kan også vælge at stoppe dem begge to, hvorefter tolken selv, eller en af de to primære samtalepartnere beslutter, hvem der skal have ordet. 2) Tolken kan for et kort øjeblik ignorere den overlappende tale og fortsætte sin tolkning af den igangværende taler. Når taleturen er færdig, kan tolken da straks producere den forudgående (overlappende) ytring, om end hun er i stand til at gøre dette. 3) Tolken kan ignorere overlappet fuldstændigt. 4) Tolken kan for et kort øjeblik ignorere den overlappende tale og tolke den nuværende talers taletur til ende. Derefter kan hun vælge at give turen videre, eller i hvert fald indikere, at den anden samtalepartner forsøgte at sige noget. Det er op til tolken at vurdere, hvilken af ovenstående strategier, der forekommer mest passende i den enkelte situation. Om tolken helt kan ignorere den overlappende ytring afhænger af omfanget og vigtigheden af denne. Ifølge Roy (2000) er der to former for overlappende tale, som kan 20

ignoreres uden det påvirker udfaldet for drastisk, hvoraf den ene er minimalrespons (Roy 2000, s. 90). Man må dog notere sig, at denne teori er skrevet med udgangspunkt i face-to-face interaktioner, hvor tolken kan tillade sig at ignorere nogle af disse korte indskydelser. Anderledes forholder det sig med fjerntolkede samtaler, hvor de to primære samtalepartnere ikke har nogen visuel kontakt. De kan ikke selv se, hvis modparten f.eks. responderer med et nik, hvorfor tolkning af minimalrespons er vigtig (Dickinson 2002, s. 36). 3.5 Forskydningstid og stilhed: Som jeg var inde på i indledningen, foreligger der også en anden væsentlig faktor i forhold til simultant tolkede samtaler, nemlig forskydningstiden. Tolken vil altid have en startforskydning, når taleren påbegynder en sætning, hvorefter tolken enten kan sakke yderligere bagud eller hale lidt ind (Albertsen u.å., s. 2). Lige meget hvad, vil der altid eksistere en mindre, men ikke helt ubetydelig forskydningstid, der f.eks. kan resultere i passager med stilhed. Dette har igen ikke lige så stor betydning i almindelige dialogtolkninger, da det er tydeligt for samtalepartnerne, hvorfor stilheden opstår, f.eks. hvis tolken er i færd med at tolke en sætning til ende (Mindess 2006, s. 246). Forskydningstiden og de deraf forårsagede pauser med stilhed, er derimod relevante, når der er tale om fjerntolkede samtaler. Hvis den hørende bruger i den anden ende af røret f.eks. ikke har nogen erfaring med døve og tegnsprog, kan vedkommende måske føle sig ubehageligt tilpas ved den pludseligt opståede stilhed (Mindess 2006, s. 246). Sådanne huller kan også forekomme, hvis den døve bruger f.eks. er i færd med at tjekke sin kalender for bekræftelse af en dato, hvilket den hørende bruger ikke kan se (Napier, McKee & Goswell 2006, s. 139). Derfor vil vedkommende højst sandsynligt spørge ind til, hvad der foregår f.eks. med spørgsmålet: Hallo, er du der endnu? (Dickinson 2002, s. 35). Her kan det være en fordel for den erfarende tolk, hvor det er muligt, at udfylde disse stille passager for at få samtalen til at virke mere naturlig og flydende. Dette kan gøres i form af hele sætninger så som lige et øjeblik, men det kan også udtrykkes ved småord, der minder en del om minimalrespons f.eks. øh og mh (Dickinson 2002, s. 36). 3.6 Begrænsninger ved brug af fjerntolkning: Fjerntolkning bliver betragtet som en nem og behagelig måde for de døve at etablere forretningsforbindelser og personlige opkald på, men for tolken danner det samtidig rammen om en udfordrende tolkedisciplin (Mindess 2006, s. 240). Som nævnt er der mange aspekter, der bør tages hensyn til i forhold til brugerne. Derudover foreligger der også nogle rent teknologiske 21

begrænsninger i forbindelse med brug af fjerntolkning, som alle de implicerede parter er nødt til at være opmærksomme på. F.eks. er tegnsprog i realiteten et tre-dimentionelt sprog, der nu skal formidles og modtages på en to-dimentionel skærm (Mindess 2006, s. 240). Denne omstændighed stiller større krav til både tolken og den døve bruger, som begge må tilpasse deres sproglige stil derefter f.eks. ved at udføre tegnene lidt langsommere end normalt. Også i forhold til kropssprog og mimik kan der forekomme visse begrænsninger, da disse nonmanuelle træk måske ikke vil fremstå helt ligeså tydelige på et skærmbillede. På grund af videoudstyret kan dette billede i øvrigt være påvirket af svage forsinkelser. (Napier, McKee & Goswell 2006, s. 142). 4. Analyse og diskussion: På baggrund af de ovenfor beskrevet teorier vil jeg herunder udarbejde min analyse samt diskussion af empirien, bestående af den fjerntolket samtale. Jeg vil her igennem undersøge tolkens handlinger i forhold til minimalrespons, og til formålet har jeg udvalgt tre sekvenser fra optagelsen. Det bør nævnes, at der optræder minimalrespons mange flere steder end blot i de udvalgte passager. Jeg har, for overskuelighedens skyld, valgt at transskribere disse steder, da det er en stor hjælp til at foretage analysen af tolkens handlinger. Når man i øvrigt vil lave en analyse som denne med henblik på at undersøge nogle menneskelige handlinger, er det vigtigt at påpege, at der fokuseres på det, der egentlig sker. Dvs. at der analyseres på baggrund af det, som parterne gør i interaktionen og ikke på deres intentioner og motiver. Det er ikke sikkert, at den reelle handling og det, der faktisk udrettes stemmer overens med den oprindelige hensigt, hvilket enhver analytiker må være opmærksom på ved gennemgang og tolkning af datamaterialet (Nielsen & Nielsen 2005, s. 169). 4.1 Transskriptionerne: Transskriptionerne (se bilag 3) er udarbejdet med udgangspunkt i transskriptionssystemet, som bl.a. anvendes i Engberg-Pedersen (1998). Jeg har valgt at simplificere det forstået på den måde, at jeg har udeladt nogle elementer, da det ikke er alt, der har betydning for mit fokus i opgaven. Tilmed har jeg valgt at stille det lidt anderledes op end i det oprindelige transskriptionsark, hvor der er afsat en hel linje til hver aktivitet, der udføres hhv. manuelt og nonmanuelt. Jeg har transskriberet alle de manuelle tegn og mundbevægelser, ganske som det gøres ifølge transskriptionssystemet, der bygger på danske gloser som symboler for manuelle tegn suppleret med angivelser af 22