KAMPAGNE: Social Velfærd 2011

KAMPAGNE: Social Velfærd 2011

Kampagne: Socialt samspil 2011 Visionen Samfundet står over for en stor udfordring med at bevare og videreudvikle et højt velfærdsniveau i de kommende årtier. Det offentlige skal spare over hele linjen, og samtidig skal kvaliteten i opgaveløsningen bevares. For hver fem personer, der går på pension, kommer kun fire nye ind på arbejdsmarkedet, og ikke mindst i det offentlige vil tilbagetrækningen kunne mærkes. Samtidigt stiger antallet af ældre, og borgerne stiller stadigt større krav til kvaliteten af velfærdsydelserne. Vores velfærdssamfund har efterhånden mange årtier på bagen, og tiden er inde til et serviceeftersyn. Vi skal sætte fokus på det, vi skal og må bevare, men også ærligt erkende, at der er plads til effektivisering. Velfærdssamfundet skal trimmes, så ressourcerne går til kerneydelsen og ikke til bureaukratisk administration. Det kræver politisk mod og vedholdenhed at gøre noget ved det. Dansk Erhverv vil sætte samfundets velfærdsudfordringer på dagsordenen med fokus på fagligt kompetente, værdibaserede, ikke-bureaukratiske og ressourcebevidste løsninger tilpasset den enkeltes behov via aktiv inddragelse af frivillige organisationer, selvejende institutioner og private virksomheder. Når Dansk Erhverv ser et behov for at lancere en politisk kampagne sammen med selvejende, frivillige og socialøkonomiske aktører, skyldes det, at vilkårene for samarbejdet med det offentlige er under forandring. Særligt tre tendenser nødvendiggør et samlet serviceeftersyn: Ifølge beregninger fra Velfærdskommissionen reduceres den samlede arbejdsstyrke med 340.000 personer frem til 2040. Den ændrede befolkningssammensætning betyder, at de offentlige udgifter i 2040 er 87 mia. kr. (2003 priser) større end de ville have været, hvis den nuværende befolkningssammensætning var fastholdt. Finansieringsudfordringen gør, at det er afgørende, at vi tænker på at udvikle og forbedre den måde, hvorpå vi løser vores side 2 velfærdsydelser, herunder ikke mindst, hvordan vi indretter samarbejdet med ikkeoffentlige aktører. Udgifterne til velfærdsydelser falder i 3 meget overordnede funktionsgrupper: bestillerfunktion, tilsynsfunktionen og selve kerneydelsen (udførerfunktionen), der enten udføres af myndighedens egne ansatte eller overlades til andre leverandører. Alene de makroudfordringer vi står overfor økonomisk og demografiske gør, at vi må stille spørgsmålet om den fordeling, vi kender i dag, er den rigtige. Tiden kunne meget vel være til at omprioritere, så flere midler stilles til rådighed for kerneydelserne. Velfærdsydelserne er stadig kendetegnet ved et betydeligt offentligt monopol samt en lovgivning og praksis, der ikke er tidssvarende og kun i ringe grad aktivt inddrager ikke-offentlige aktører i løsningen af vores velfærdsopgaver. På trods af et øget politisk fokus på at inddrage ikke-offentlige aktører, ser vi, at antallet af aktører rent faktisk er på retur på nogle områder. For 25 år siden var halvdelen af daginstitutionerne i Danmark således ikke-offentlige. I dag er det ikke engang en fjerdedel. Vi ønsker at sætte fokus på, at selvejende, frivillige og socialøkonomiske aktører skaber en betydelig merværdi på velfærdsområdet. Det gør de ved at sikre en reel mangfoldighed i opgaveløsningen, så samfundet kan håndtere de mange og forskelligartede behov og dermed tilbyde flest mulige borgere en tilfredsstillende ydelse. Desuden løser selvejende, frivillige og socialøkonomiske aktører mange velfærdsopgaver, som det offentlige ikke selv er i stand til at løfte. På en række områder har ikke-offentlige aktører desuden større succes med at komme igennem til borgeren.

Historisk har tilstedeværelsen af selvejende, frivillige og socialøkonomiske aktører været uundværlig for at sikre nye løsninger og en kontinuerlig fornyelse i vores velfærdsydelser. Ikke-offentlige aktører er afgørende for, at vi også fremadrettet kan sikre en kvalitativ forbedring og udvikling af vores velfærdssamfund. Vi er med andre ord afhængige af den viden, innovation og engagement, der tilføres fra ikke-offentlige aktører. Endelig har selvejende, frivillige og socialøkonomiske aktører en tradition og succes med at inddrage den enkelte borger og med at inddrage et værdibaseret og/eller frivilligt bagland, som ligger langt uden for, hvad det offentlige selv kan præstere. Det sikrer et større samlet velfærdsoutput og skaber aktive medborgere. Selvejende, frivillige og socialøkonomiske aktører er med til løbende at udfordre det offentlige og stille spørgsmål ved effekten af den måde, vi løser vores velfærdsopgaver på. Det er afgørende, ikke mindst når økonomien og demografien er under pres, og vi vil bibeholde et højt velfærdsniveau. Vi kan som samfund gøre langt mere for at høste fordelene ved at inddrage selvejende initiativer i opgaveløsningen. Det forudsætter en række strukturelle og institutionelle tiltag, som skal bane vejen for de nødvendige effektiviseringer og besparelser i vores danske velfærdsmodel. Dansk Erhverv ønsker i den sammenhæng, at lovgivningen medvirker og ikke modvirker samarbejdet. Konkret bør socialpolitikken sammentænkes med almindelige erhvervspolitiske og konkurrenceretslige principper, der er en forudsætning for at sikre en langsigtet og økonomisk bæredygtig virksomhedsdrift. Det er nødvendigt at finde en 3. vej til at levere velfærdsydelserne fremad i Danmark. Nye samarbejder skal sikre den bedste anvendelse af skattekronerne. Det vigtigste må være, at flest mulige penge går til kerneydelsen, og derfor er tiden inde til et grundigt serviceeftersyn. Nytænkning er nødvendigt! Med venlig hilsen Laurits Rønn Direktør i Dansk Erhverv Ikke-offentlige aktører er med andre ord en væsentlig del af et effektivt og velfungerende velfærdssamfund og en central del af løsningen. Skal potentialet udnyttes til fulde, er der behov for at revidere vilkårene for samarbejdet med det offentlige. Dette oplæg er Dansk Erhvervs forslag til, hvad der skal til for at sikre en tidssvarende ramme for samarbejdet med det offentlige på velfærdsområdet. side 3

Velfærdsområdet hvad snakker vi om? En lang række af vores velfærdsopgaver bliver i dag løst af andre aktører end det offentlige. Det drejer sig blandt andet om daginstitutioner, plejehjem, hjemmehjælp, botilbud til børn, unge og voksne med særlige behov, skoletilbud, alkoholbehandling, væresteder, særligt udsatte grupper, hospice, genoptræning og revalideringstilbud. Ifølge en analyse som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har lavet for Udbudsrådet er lidt over en femtedel af opgaverne på social- og beskæftigelsesområdet (hovedkonti 5) udsat for en eller anden form for konkurrence og løftes af ikke-offentlige aktører. Hertil kommer de opgaver, der løftes af andre aktører via driftsoverenskomst. På blandt andet daginstitutionsområdet er antallet af ikke-offentlige aktører faldet fra næsten 50 % i 80 erne til knap en fjerdedel i dag. Fælles for disse områder er, at markedet er kendetegnet ved mange selvejende institutioner, frivillige organisationer og socialøkonomiske virksomheder (non-profit virksomheder). Virksomheder, der i mange årtier har løftet en væsentlig del af vores velfærdsopgaver. Organiseringen hos disse non-profit virksomheder varierer lige fra virksomheder, der i høj grad inddrager frivilligt arbejde og er stærkt forankret i et værdibaseret bagland, til nonprofit virksomheder, der fungerer udelukkende med professionel arbejdskraft, men hvor et eventuelt overskud altid geninvesteres i virksomheden i overensstemmelse med virksomhedens formål. Den frivillige sektors økonomiske betydning er opgjort til 9,6 % af BNP, og det frivillige arbejde i Danmark vurderes at svare til 110.000 årsværk fuldtidsbeskæftigede (tal fra Frivillighedsrådets reformoplæg 2010). Samarbejdet med det offentlige om løsningen af velfærdsopgaver tager også flere forskellige former: Driftsoverenskomster: En driftsoverenskomst er en aftale mellem en selvejende institution og en offentlig myndighed. Driftsoverenskomsten fastlægger rammerne for drift, tilskud, opgaver og tilsyn med den selvejende institution og indebærer, at den offentlige myndighed yder økonomisk støtte til driften af den selvejende institution. Der er ikke tale om egentlig konkurrence om opgaveløsningen. Eksterne aktører uden driftsoverenskomst: Den offentlige myndighed vælger ud fra en vurdering af pris og kvalitet mellem forskellige aktører. Der eksisterer altså en eller anden form for konkurrence, og samarbejdet er ikke fast bestemt af en driftsoverenskomst. Her er interaktionen mellem den offentlige myndighed og non-profit aktøren på mange måder sammenlignelig med relationen til en privat virksomhed. Frit valg På en række velfærdsområder eksisterer der i dag frit valg. Borgeren har f.eks. frit valg på hjemmepleje, læge mm.. De ikke-offentlige aktører afregnes typisk efter bestemte offentlige satser. Udbud På enkelte velfærdsområder er samarbejdet mellem offentlige og non-profit aktører reguleret gennem en udbudsproces. Det gælder blandt andet på beskæftigelsesområdet. Her konkurrerer aktørerne på kommercielle vilkår og har en gensidigt forpligtende aftale med kommunen typisk i op til fire år. side 4

side 5

Dansk Erhverv foreslår Indsatsområde 1: Lige & fair konkurrence 1. En klar målsætning for andelen af ikke-offentlige aktører på velfærdsområdet 2. En ny metode for konkurrence på velfærdsområdet, der kan benyttes, hvor en traditionel udbudsmodel ikke er anvendelig eller hensigtsmæssig 3. En klar offentlig krav om at sikre større gennemsigtighed i den offentlige prissætning 4. En ny enhed under Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, der skal sikre lige og fair konkurrence på velfærdsområdet 5. At selvejende, frivillige og socialøkonomiske aktører skal have samme adgang til at søge samme midler og puljer som offentlige aktører Indsatsområde 2: Mere viden om velfærd 6. En undersøgelse af rammevilkårene for selvejende, frivillige og social økonomiske aktører på velfærdsområdet 7. Etablering af et videncenter for offentlig-privat samarbejde på velfærd sområdet side 6

Indsatsområde 3: Vældfærdsadministration 8. Et krav om klar adskillelse af henholdsvis udførerfunktionen og bestiller- og tilsynsfunktionen 9. At fordelene ved digitalisering af den offentlige sektor udnyttes på velfærdsområdet Indsatsområde 4: Lettere at drive virksomhed 10. En mulighed for at oparbejde overskud og afvikling af retssikkerhedslovens 43 11. En anerkendelse af virksomhedernes selvstændige beslutningskompetence 12. Bedre mulighed for stordriftsfordele 13. Bedre mulighed for afknopning (at overgå fra kommunalt til selvejende) side 7

Indsatsområde 1: Lige og fair konkurrence på velfærdsområdet Det offentlige løfter stadig langt de fleste af vores velfærdsopgaver og er garant for både leveringssikkerhed og kvaliteten af vores velfærdsydelser. Samtidigt spiller ikke mindst kommunerne mange forskellige roller i relation til ikke-offentlige aktører på velfærdsområdet. De fungerer som godkendelsesmyndighed, tilsynsførende, kunde og konkurrent på en og samme tid. Det giver det offentlige en privilegeret og til tider monopollignende position. En forudsætning for lige og fair konkurrence er en nogenlunde prisgennemsigtighed og en rimelig baggrund for at kunne sammenligne tilbud i forhold til pris og kvalitet. Det er fraværende i dag. Der sker en svært gennemskuelig krydssubsidiering i den offentlige udførerrolle, som gør priserne svært sammenlignelig. På andre områder er mere konkurrence om opgaverne indført gennem en formaliseret udbudsproces i forbindelse med konkurrenceudsættelse. Det kan dog være nødvendigt at tænke i andre former for konkurrenceudsættelse på dele af velfærdsområdet. For eksempel ville det ikke nødvendigvis være hensigtsmæssigt, at man udbød en kommunes anbringelser af unge, idet den enkelte unge så risikerer at skulle flytte, hver gang en ny aktør vinder et udbud. Dansk Erhverv foreslår: Erfaringer med udbud på dagsinstitutionsområdet har f.eks.været blandede. Hertil kommer, at de markedsmæssige incitamenter har været fraværende, hvorfor de eksisterende aktører ikke nødvendigvis er gearet til en udbudsproces med snæver fokus på priskonkurrence. Omvendt er der behov for klare standarder og en bedre praksis for, hvordan vi med kan sikre en fair konkurrence.det er nødvendigt med et løbende fokus på, hvorvidt konkurrencen med det offentlige reelt sker på lige vilkår. Men på velfærdsområdet er der et fravær af konkurrenceretlig beskyttelseslovgivning. Offentlige virksomheder har langt bedre vilkår end ikke-offentlige, og det er vanskeligt at komme ind på og efterfølgende agere på markedet som selvejende eller privat aktør. Flere ikkeoffentlige aktører har en oplevelse af at være retsløse overfor den offentlige myndighed. Samlet set stiller det selvejende, frivillige og socialøkonomiske aktører dårligt både i forhold til retssikkerheden og i konkurrencemæssigt. Denne usikkerhed i selvejende virksomheders basale rammevilkår gør, at vi som samfund risikerer at gå glip af den betydelige innovation og udviklingskraft, som eksisterer eller kan udvikles hos selvejende institutioner. 1. Målsætning En klar og konkret målsætning for andelen af private og selvejende aktører på velfærdsområdet. Målsætningen skal sende et klart signal om værdien af ikke-offentlige aktører som en uundværlig del af løsningen af vores velfærdsopgaver. Til sammenligning har man f.eks. i Norge en målsætning om maksimalt 50 % offentlige daginstitutioner. 2. Model At der udvikles en ny model for konkurrenceudsættelse på velfærdsområdet som supplement til den traditionelle udbudsproces, der ikke umiddelbart er hensigtsmæssig for alle relationelle velfærdsydelser. Modellen kunne indeholde hovedområder som (hvert område opsplittes i et antal konkrete og målbare delresultater og indikatorer): side 8

a. Bæredygtig økonomi b. HR (medarbejdertrivsel, sygefravær mm). c. Interessent-/brugertilfredshed d. Kvalitet og resultatopfølgning En tilsvarende model benyttes allerede i visse kommuner som alternativ til bl.a. udbud. Det afgørende er, at modellen udvikles centralt og kan bruges på tværs af faglige områder. 3. Prisgennemsigtighed En klar offentlig krav om at sikre større gennemsigtighed i den offentlige prissætning Der er meget specifikke krav til, hvordan ikke-offentlige aktører prissætter deres ydelse. De samme krav gælder sjældent for offentlige tilbud og implementeres i så fald kun i begrænset omfang. For at vælge velfærdsløsninger af høj kvalitet kræver, det at sammenligningsgrundlaget er reelt. Der er behov for langt større åbenhed om den offentlige prissætning ikke mindst med fokus for at forhindre eller som minimum at skabe klarhed om offentlig krydssubsidiering. En del af løsningen kunne være udviklingen af en ny samlet kontoplan for kommunerne, der sikrer prisgennemsigtigheden i forhold til de forskellige ydelser. 4. Styrelse En ny enhed under Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen med kompetencer på velfærdsområde. Enheden skal være med til at sikre retssikkerheden og have reelle muligheder for at anke kendelser samt sikre gennemsigtighed i den offentlige prissætning. Enheden/styrelsen skal blandt andet: Sikre, at der udvikles et velfungerende klagenævn for de private og non-profit leverandørerne på velfærdsområdet. Man kunne evt. indføre en særskilt ombudsmand på området Sikre, at der sker en overvågning af prisdannelsen på markedet. Herunder sikre gennemskuelighed i prisdannelsen og forhindre krydssubsidiering jf. punkt 3 Sikre, at markedet overvåges med henblik på at implementere målsætningen om flere ikkeoffentlige aktører på velfærdsområdet jf. forslag 1 Monitorere tilsyn og godkendelser på velfærdsområdet Udvikle konkrete forslag til forbedring af konkurrencen på velfærdsområdet. 5. Puljer Selvejende, frivillige og private aktører skal have samme adgang til at søge midler og puljer som offentlige institutioner - fx satspuljemidlerne, offentlige udviklingspuljer, globaliseringspuljen mm. Det er ikke tilfældet i dag og stiller virksomheder ringere i konkurrencen med det offentlige. side 9

Indsatsområde 2: Mere viden om velfærd Vi erkender, at det er en kompleks opgave for alvor at styrke rammerne for samarbejdet mellem det offentlige og selvejende, frivillige og socialøkonomiske aktører. Vi har i dag ikke det tilstrækkelige kendskab til og viden om effekten af non-profit aktørers betydning for vores velfærdsydelser. Vi må samtidigt konstatere, at ellers gode og velkomne initiativer om at fremme offentligprivat samarbejde som f.eks. regeringens OPSstrategi fremlagt januar 2011 såvel som en offentlig-privat innovationsvejledning, fuldstændig overser tilstedeværelsen af de mange non-profit aktører, den betydelige interaktion, de har med det offentlige og den væsentlige rolle, de spiller for løsningen af vores velfærdsopgaver. Det gælder også den foreløbige indsamling af gode eksempler på offentlig-privat samarbejde. Derfor skal de ovenstående forslag med fokus på at skabe lige og fair konkurrence på velfærdsområdet suppleres med en løbende kvalificering af vores viden og dokumentation på området. Dansk Erhverv foreslår: 6. Rammebetingelser En undersøgelse af rammebetingelserne for selvejende, frivillige og sociale aktører på velfærdsområdet. Der er behov for yderligere viden og dokumentation af de forhold, selvejende, frivillige og private aktører opererer under. 7. Videnscenter At der oprettes et udviklings- og videnscenter for offentlig-privat samspil med særligt fokus på velfærdsområdet. Centeret skal sikre viden, udvikling og dokumentation af offentlig-privat interaktion på velfærdsområdet med særlig fokus på samarbejdsrelationerne mellem offentlige og selvejende, frivillige og socialøkonomiske virksomheder. Et hovedindsatsområde for et sådan center er, at der udvikles bæredygtige modeller for samarbejdsstandarder, kontrakt- og organisationsformer på velfærdsområdet som alternativ til udbud, styring via driftsoverenskomsten eller den kommunale inhouse-aftale. Centeret skal således være en neutral nøgleaktør for at udvikle en 3. vej for konkurrence på velfærdsområdet (en nye model for konkurrence som beskrevet under forslag 2). En alternativ konkurrencemodel er nødvendig for både 1) at kunne imødekomme det økonomiske pres på offentlige udgifter, 2) tage hensyn til de særlige forhold, der gør sig gældende, når velfærdsopgaven indebærer særlige relationer over længere tid, 3) sikre en vis sammenlignelighed og målbarhed på effektiv drift af offentlige såvel som ikke-offentlige tilbud, der dermed også giver myndigheden et styringsredskab. Centeret skal sikre en metodisk grundig og veldokumenteret tilgang. En tæt kobling til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen samt Servicestyrelsen og ikke mindst til forskningsmiljøet er derfor afgørende for at sikre tilstrækkelig tyngde og metodisk tilgang. Centeret skal naturligvis koordinere tæt med relevante initiativer som Center for Socialøkonomi m.fl.. Den betydelige op- side 10

gave, det er at udvikle nye metoder på velfærdsområdet og nye konkurrencemodeller, gør dog, at Centerets opgaver ikke ville kunne løses af de eksisterende initiativer. Centeret bør ligeledes arbejde med at: Styrke viden og fremme offentlig-privat innovation på mere relationelt baserede velfærdsydelser. Sikre, at der sker en sammentænkning og samspil mellem dagsordenen om offentlig-privat samarbejde og initiativer målrettet mobilisering af civilsamfundet. Det vil kunne tilføre området ekstra ressourcer og dem er der behov for i årerne, som kommer. Sikre vidensdeling og synergi mellem henholdsvis kommunale enheder samt private og non profit. Sikre, at der til stadighed forskes i, hvordan et bedre offentlig-privat socialøkonomisk partnerskab kan udvikles. I den forbindelse skal udenlandske erfaringer inddrages. side 11

Indsatsområde 3: Velfærdsadministration med effekt og kvalitet Det er nødvendigt at finde en 3. vej til at levere velfærdsydelserne fremadrettet i Danmark. Det vigtigste er at have fokus på kerneydelsen mere end at opretholde gamle kommunale og offentlige velfærdsindretninger. Her er det afgørende, at kommuner og leverandører tør udfordre de hidtidige rammer og i et partnerskab finde gevinsterne og dynamikken i et samarbejdet på en ny måde, så kerneydelsen leveres bæredygtigt og med et godt indhold. Derfor er det også helt afgørende, at vi får moderniseret de kommunale godkendelses- og tilsynsopgaver. Når vi ønsker, at der også fremadrettet er ressourcer til en ordentlig velfærd, er vi nødt til at organisere os så effektivt som muligt. En væsentlig del af løsningen kunne være en større synergi de offentlige myndigheder imellem såvel Dansk Erhverv foreslår: som mellem offentlige og ikke-offentlige aktører. I dag har vi et system, hvor hver myndighed stort set vælger den velfærdsadministrationsmodel, de finder hensigtsmæssig indenfor lovgivningen. Det giver en masse dobbeltarbejde for virksomhederne, men i mindst lige så høj grad for myndighederne. Der er en række opgaver relateret til velfærdsydelser, der med fordel kunne samles eller ensrettes og derved frigøre ressourcer, der kan allokeres til kerneydelsen. Samtidigt må vi konstatere, at det faglige niveau for de mere administrative velfærdsopgaver som tilsyn og godkendelsesprocesser varierer betydeligt fra myndighed til myndighed, og at kvaliteten ikke altid er i orden. 8. Adskillelse Krav om klar adskillelse af henholdsvis udførerfunktionen og bestiller- og tilsynsfunktionen. Det kan ske ved i højere grad at samle de mange godkendelses- og tilsynsopgaver på velfærdsområdet i en central eller tværkommunal enhed, således at der kan skabes en fælles tilgang til opgaverne frem for, at hver myndighed skal opfinde egen tilgang fra bunden. En adskillelse af rollerne er helt afgørende for non profit-virksomhedernes retssikkerhed jf. indsatsområde 1. En mere ensrettet og samlet løsning af dele af de administrative opgaver knyttet til vores velfærdsydelser vil samtidigt sikre, at fx de faglige godkendelses- og tilsynsopgaver har en ensartet høj kvalitet, og at de ikke-offentlige aktører bliver mødt af samme krav og afrapporteringsforventninger. Det vil ligeledes være med til at sikre, at der indføres en mere objektiv sagsbehandling med rimelige og gerne konkrete tidsfrister for fx godkendelse af nye tilbud. Alternativt skal de regionale og kommunale tilsyn konkurrenceudsættes med en klar sagsbehandlingstid som et kvalitetskriterium for at sikre større uvildighed. 9. Digitalisering At fordelene ved digitalisering af den offentlige sektor udnyttes på velfærdsområdet En central enhed vil ligeledes kunne sikre en tættere sammentænkning af indrapporteringssystemerne herunder IT-systemerne. De fordele ved digitalisering af den offentlige sektor, som har givet gode resultater på andre områder, mangler stadig at blive høstet på det sociale område, særligt når det gælder interaktionen med ikke-offentlige aktører. Det kunne blandt andet være i form af en fælles dataudvekslingsplatform for regnskabstal og fælles elektroniske standarder for afrapportering. Det ville give bedre økonomisk styring og spare mange ressourcer, hvis den store mængde af manuelle arbejdsgange i administrationen blev reduceret. side 12

Indsatsområde 4: Det skal være lettere at drive virksomhed De tre foregående indsatsområder er alle væsentlige for at sikre rammevilkår og konkurrence på velfærdsområder og dermed en væsentlig betingelse for at kunne drive virksomhed på velfærdsområdet. Der er dog også en række konkrete barrierer for selvejende, frivillige og socialøkonomiske aktører. Disse vedrører særligt retten til at fastsætte værdigrundlag, retten til frit at administrere et eventuelt overskud samt mulighederne for at høste stordriftsfordele. Forudsætningen for en aktiv inddragelse af selvejende, frivillige og socialøkonomiske aktører er, at samarbejde og rammelovgivning baserer sig på gensidig tillid fremfor mistillid. Mange kommuner stiller i dag urimelige administrative og driftsmæssige krav til ikke-offentlige aktører. For eksempel krav til budgetlægning og til den efterfølgende opgørelse, hvor man blander sig i forbrug helt ned i 100 kr.-klassen. Andre eksempler er krav om tilbagebetaling af en bestyrelsesgodkendt løn, langvarige godkendelsesprocesser, manglende overholdelse af betalingsfrister samt utidig indblanding i virksomhedens værdigrundlag. Samtidig følger kommunernes budgetudmeldinger i dag ikke nogen standardiseret form, og der er ofte krav om, at budgettet kun må gå til institutionen. En ny standardkontoplan ville ikke bare sikre større prisgennemsigtighed (forslag 3) men også være en stor administrativ lettelse. Skal vi sikre en effektiv udnyttelse af ressourcerne og en fortsat udvikling af såvel de offentlige som de ikke-offentlige velfærdstilbud, er der behov for at anerkende de ikke-offentlige medspillere som professionelle, ansvarlige aktører med selvstændige og beslutningsdygtige bestyrelser med ret til at bestemme over egen økonomi, målsætninger og værdigrundlag. Innovation og udvikling sker netop i spændet mellem høj faglighed, mod til at prøve grænser af og glæden ved at kunne høste frugten af sit arbejde. Dansk Erhverv foreslår: 10. Retssikkerhedsloven At der sker en afvikling af retssikkerhedslovens 43 Der er stadig en tendens til at betragte den private eller selvejende leverandør af serviceydelser som særligt mistænkelig med risiko for snyd og fusk. Den grundlæggende mistillid er udtrykt i retssikkerhedslovens 43, der gør det vanskeligt for virksomhed, at administrere et overskud. Den lovgivningsmæssige ramme gør, at de økonomiske incitamenter til udvikling fjernes, og det fastlåser således hele systemet med fokus på budgetdetaljer fremfor faglig kvalitet. Det er en væsentlig barriere for en effektiv virksomhedsdrift. For i højere grad at kunne sikre en bæredygtig virksomhedsdrift og fornuftige muligheder for at kunne investere i nye udviklingstiltag, er der behov for at afvikle eller revidere retssikkerhedslovens 43, der forhindrer virksomheder, som opererer under serviceloven, i at generere et overskud. Det vil give aktørerne mulighed for at planlægge langsigtet, sikre en bæredygtig virksomhedsdrift og gøre det muligt at bruge et eventuelt overskud til at etablere og udvikle nye tilbud. side 13

11. Anerkendelse At det i højere grad anerkendes, at virksomhederne har en selvstændig beslutningskompetence uafhængig af den opgaveløsning, der leveres til offentlige myndigheder. 12. Stordrift At det bliver nemmere at udnytte mulighederne for stordrift I dag er der et krav om, at tilbud under serviceloven skal være juridiske selvstændige enheder. Det betyder, at hvert enkelt tilbud skal godkendes særskilt, hvis tilbuddene ikke ligger geografisk tæt. Det gør det administrativt besværligt at udnytte fordelene ved at drive enheder flere steder. 13. Afknopning At vi bliver bedre til at benytte mulighederne for afknopning fra det offentlige Afknopning i for eksempel en kommune betyder, at driften af en offentligt finansieret serviceopgave overgår fra kommunen til en ikke-offentlig virksomhed, som er etableret med tidligere kommunalt ansatte som en central del af virksomheden. Mens Sverige har gode erfaringer med afknopning f.eks. på daginstitutionsområdet, er det et stort set ukendt fænomen i Danmark. Bedre muligheder for afknopning vil alt andet lige gøre det nemmere for en kommunal institution at vælge at blive selvejende. Der er i regeringens OPS-strategi fra januar 2011 forslag om at støtte afknopningsinitiativer. Forslaget bør både give mulighed for at kommunale enheder overgår til selvejende institutioner eller private virksomheder. side 14

side 15

Dansk Erhverv repræsenterer 20.000 virksomheder og 100 brancheforeningen herunder et stigende antal frivillige, selvejende og socialøkonomiske virksomheder. Dansk Erhverv er partimæssigt uafhængigt og giver ikke partistøtte. Kampagneoplægget er lavet i samarbejde med Blå Kors, ISOBRO, Diakonissestiftelsen, Frelsens Hær, Incita, KFUK, Menighedernes Daginstitutioner og Den Sociale Udviklingsfond. dansk erhverv børsen 1217 københavn k t. +45 3374 6000 f. + +45 3374 6080 www.danskerhverv.dk info@danskerhverv.dk