Prædiken Palmesøndag 2019 i Folding kirke. 1. Tekstrække, Profeten Zakarias. Mette Bock, kirkeminister Påsken er kristendommens største og vigtigste højtid, men det er også en jødisk begivenhed, som der fortælles om I det gamle testamente. For jøderne er påsken en fest, til minde om dengang den egyptiske Farao ikke ville lade israelitterne forlade Egypten. Derfor sendte Gud ti plager over det egyptiske folk. Den tiende plage betød, at Gud sendte en dødsengel igennem Egyptens gader, som dræbte alle førstefødte drenge. Men Gud havde gennem Moses advaret israelitterne i forvejen. Så de havde slagtet et lam, hvis blod de smurte på dørstolperne til deres huse. De huse, der havde blod på dørene, gik Herrens engel forbi. Det hele endte heldigvis godt. Farao gav sig, og Moses samlede israelitterne og førte dem gennem Det Røde Hav og ørkenen. Det var dén jødiske fest, man i Jerusalem var ved at forberede, da Jesus drog ind i byen. Vi kalder det Palmesøndag fordi Jerusalems borgere strøede palmegrene på vejen for at hylde den mand, de håbede skulle blive deres konge. Manden og mennesket Jesus kom ganske vist ikke i storhed, med pomp og pragt. Han kom beskedent, ridende på et sølle æsel. Det VAR et beskedent indtog, ikke mindst i betragtning af, at mange havde store forventninger til den jødiske oprører. Jesus, som man havde hørt så meget om. Man kan sagtens forestille sig, hvor stor forbavselsen var, da han ikke kom som politisk triumfator ridende på en flot kamel. På den måde blev Jesu ankomst til Jerusalem næsten en parodi på politisk magt. Hver gang der er magtskifte et sted i verden, også i Danmark, så bliver det markeret med store ceremonier og pomp og pragt, der skal symbolisere magten. Ministerbilerne, dronningens slot, fanfarer og flag. Det er magten i sig selv, der fejres.
Og så tænker man måske ikke så meget på, at magten egentlig ikke er noget i sig selv. Magt er hverken god eller ond. Den kan bruges til både at gøre godt og ondt for de mennesker, der rammes af politikernes og magthavernes beslutninger. Sådan har det altid været, og i den henseende er der ikke så stor forskel på datidens Jerusalem og nutidens verden. Vi siger tit, at magten korrumperer. Jeg ved, at I her i sognet, i jeres litteraturkreds, i marts måned har læst Christa Wolfs bog En dag i året. Den handler om det gamle Østtyskland, om Berlinmurens fald og om, hvad livet i en totalitær stat gør ved mennesker. Bogen kredser om det almentmenneskelige forhold, at magten har en tendens til gradvist at nedbryde af alle idealer og føre til moralsk korruption. Gang på gang er det som om, at mennesker, der får magten, glemmer det gode, de ville. Glemmer det levede liv og virkeligheden udenfor magtens paladser. Overalt i verden ser vi magthavere, der kaster rundt med milliarderne, udsteder forbud og påbud og griber ind i konkrete menneskeliv uden at vide ret meget om de helt nære og indimellem livsforandrende konsekvenser, det får for hvert enkelt menneskes muligheder. Hjertesproget, indlevelsen, samvittigheden og evnen til at se det små i det store, har ind imellem trange kår i magtens korridorer. Der er med andre ord en konstant risiko for, at afstanden mellem magthaverne og det levede liv bliver så stor, at tilliden braser sammen og oprøret lurer. Da Jesus rider ind i Jerusalem på et æsel, var han på en måde allerede magthaver med mange tilhængere. Men indtoget blev, på æselryggen, samtidig en klar afstandtagen fra magtens traditionelle udtryk. Ingen pomp og pragt.
Men folket stimlede alligevel sammen om Jesus, strøede palmegrene på hans vej frem og de håbede, at han ville blive en anderledes magthaver. De havde jo hørt om, at han kunne helbrede syge, gå på vandet og gøre vand til vin. Så de hyldede ham som en kommende konge, alt imens han roligt og red ind i den kongeby, der ikke kom til at krone ham med andet end en smertende tornekrans. Indtoget endte som bekendt med at blive hans torturkammer, død og undergang. Uden våben kom Jesus ridende, uden at råbe og dermed så fuldstændig anderledes end den måde, både datidens og nutidens magthavere har en tilbøjelighed til at opføre sig på. Jesus kom med en anden slags magt. Han ophøjede sig ikke og krævede ikke magt over andre. Han tilbød sig som tjener. Han moraliserede ikke med meterlange pegefingre eller tvang, love, krav, påbud og forbud og trussel om straf. Men han opfordrede til at vi mennesker skal forandres i vore hjerter, så samvittigheden og ansvarligheden for næsten bliver udfoldet på nye måder, også i den nære dagligdag. Jesus prædikede barmhjertighed og kærlighed. Det blev han hyldet for, men sandelig også hånet for i sin samtid. Han samlede på den ene side mange, mange tilhængere men forvirrede på den anden side også datidens politiske magthavere og magtens elite. Og når magthaverne bliver bange, kan de finde på hvad som helst. Dengang som nu. Det en den fortælling, vi skal høre om i påskedagene. Vi bliver aldrig for kloge eller erfarne til at lytte til påskens budskaber. År efter år. Generation efter generation. Og historien om Jesus, der blev til Kristus i korsfæstelsen og opstandelsen, finder talrige udtryk. I evangelieteksterne, i prædikener fra kirkernes prædikestole og også i kunsten. Her I kirken kan I søndag efter søndag opleve både det levende ord, når jeres præst forsøger at bygge
bro mellem evangelietekster og det liv, vi lever i dag. Men også i Sven og Allan Hausteen-Mikkelsens altertavle og prædikestol, ligesom Maja Lise Engelhardts altertæppe på sin egen måde også er forkyndelse med kunsten som metode. Vi oplever det også i Jens Rosendals forelskelsessang, Du kom med alt det, der var dig. Det kom jeg til at tænke på, da jeg forleden talte med Jens Rosendal i anledning af udgivelsen af en samtalebog med ham. Jens Rosendal fortalte, at det udvalg, der forberedte en ny udgave af højskolesangbogen i slutningen af 80 erne havde bedt ham slette de to sidste vers af forelskelsessangen, da de handlede om Vorherre. Jens Rosendal protesterede. For det jo netop de højeste kræfter, der er i spil, både når vi møder ondskaben, men også når vi møder kærligheden. Det er så stort, at Vorherre simpelthen må have haft en finger med. Derfor skrev Jens Rosendal resolut tilbage til udvalget at den sang har fem vers. Vorherre er med overalt. Så sådan blev det. Vi møder i vores moderne samfund på den ene side en længsel efter det guddommelige, og på den anden side en beklemthed ved at tale om det. Så er det godt at vide, at vi gennem både forkyndelsen og i kunstens mange udtryksformer kan møde kristendommens evangelium på mange, mange forskellige måder. Det ansporer os til at tale om livets store spørgsmål. Om de problemer, sorger og glæder, der møder os i hverdagslivet. Og også til at tale om, hvad vi skal gøre, når korrupte magthavere tramper på vore liv og følelser uden indlevelse og sans for hjerte, fællesskaber og det, der binder os sammen. Ved dåben er kristne blevet en del af et fællesskab og den anderledes form for magt, som Jesu indtog i Jerusalem Palmesøndag står for. Jesu liv og død er på en måde et korrektiv til traditionelt magtmisbrug. Et tilbud om frihed, trøst, tilgivelse og opbyggelighed. Et tegn på, at der
bogstavelig talt findes en himmel over jorden, der giver vore liv et helt andet perspektiv. Som viser os, at vi er forpligtede på livet og ansvaret for næsten, men også, at der er hjælp at hente, selv i den største fortvivlelse og afmagt. Jesus var på mange måder utilpasset. Og vi kan fortsat lade os inspirere af den utilpassethed og derigennem se os selv som andet og mere end forbrugere og arbejdsmyrer, der først og fremmest skal realisere egne behov. Der ER andet og mere i livet end os selv og de snærende små fællesskaber, der lukker sig om sig selv og alt, der er anderledes. Påskens samlede fortælling og beretningen om, hvad Jesus gennemgik i de dage, skal være en trøst for os, når vi selv oplever fortvivlelse, modgang og uretfærdighed. For der ER en anden vej end modløshedens. Jesus gik hele vejen. For vores skyld. Svigtet af sine egne. Han mødte torturen, hån, bespottelse, og så korsfæstelsen og døden i øjnene. Altsammen peger det hen mod opstandelsen påskemorgen og den tomme grav, der giver os mod til at leve det liv, vi kan og skal. Der er ikke et eneste menneske på denne jord, der kommer gennem livet uden at støde på modstand, sorg, svigt, had og fortvivlelse. Men når vi står midt i det, er det opbyggeligt og en stor trøst at tænke på, at Jesus Palmesøndag på sit æsel red direkte ind i det værste helvede. Uden tøven. For vores skyld. Ikke som den arrogante og prangende konge i ædle klæder. Men som menneske. Som Guds søn på jord, der på et lille æsel tilbyder os det største af alt. Frihed, værdighed, trøst, håb og frelse. Vi er IKKE overladt til vores egen skæbne.
Det kan vi konstant komme til at tvivle på. For til troen hører tvivlen. Grundtvig beskriver vore mange spørgsmål i påskesalmen Påskeblomst, hvad vil du her? I tredje strofe skriver Grundtvig: Påskeblomst! men er det sandt: Har vi noget at betyde? Er vor prædiken ej tant? Kan de døde graven bryde? Stod han op, som ordet går? Mon hans ord igen opstår? Springer klart af gule lagen livet frem med påskedagen? Svaret på alle spørgsmålene er JA! Der ER mere i livet end ondskab, korrupt magt og modgang. Vi må leve og dø, som vi kan. Men Gud vil altid være der som en sagte tjener og stor inspiration. Det høre og bønhøre Gud ved Jesus Kristus. Amen.