Danske Fysioterapeuters repræsentantskab Mundtlig beretning - oktober 2004. Fysisk aktivitet som terapi

Danske Fysioterapeuters repræsentantskab Mundtlig beretning - oktober 2004 Fysisk aktivitet som terapi Mennesker bør motionere hele livet igennem. Hvis kroppen ikke bevæger sig, forfalder den og går i stykker - og så kommer alle følgesygdommene. Det ved alle fysioterapeuter. Men indtil for få år siden, var det ikke mange læger og politikere, der for alvor interesserede sig for dette simple faktum. Jo vist, kunne det da ikke skade noget at gå en tur med hunden eller løbe lidt i skoven om søndagen. Og selvfølgelig var det bedre at være i god fysisk form end 15 kilo overvægtig. Men når fru Jensen, hr Petersen og unge Hussein mødte op med knogleskørhed, forhøjet blodtryk og diabetes type II, gik de som oftest fra lægen med en recept på medicin og måske nogle råd om at spise mindre fed kost. Men for præcis to år siden gik proppen af ketchupflasken. I september 2002 kom regeringens folkesundhedsprogram Sund hele livet, hvor motion og træning har en fremtrædende placering. I oktober samme år udsendte Sundhedsstyrelsen en håndbog i fysisk aktivitet. Her kan læger, fysioterapeuter og andre sundhedsprofessionelle læse, hvordan fysisk aktivitet kan bruges forebyggende og som behandling i forbindelse med 27 diagnoser. Og i november 2002 kunne praktiserende læger i Ribe amt udskrive de første recepter på motion til danskere, der er i fare for at udvikle en livsstilssygdom. Det er ikke ofte, man oplever at en holdningsændring slår så bredt og markant igennem på så kort tid. Hovedforklaringen er formentlig, at mængden af forskningsresultater, der blåstempler træning som et potent lægemiddel, var blevet så overvældende, at den var umulig at sidde overhørig. Men derfor skal de ansvarlige i sundhedsvæsenet alligevel roses for at have udvist en klar vilje til at bruge motion og livsstilsændringer i forsøget på at undgå en eksplosion i livsstilsygdommene. Motion på recept Siden den første recept blev udskrevet har motion på recept bredt sig som en steppebrand over resten af landet. I dag er der 12 amter og en række kommuner, der udbyder motion på recept. Fremgangsmåden er enkel. Lægen udskriver en recept til patienter, der er i fare for at udvikle en livsstilsygdom, og efterfølgende går turen til en fysioterapeut. Det er ikke noget tilfælde, at fysioterapeuter spiller en vigtig rolle. Danske Fysioterapeuter har fra starten engageret sig i og valgt at bruge ressourcer på området. Foreningens faglige afdeling har i 2004 efteruddannet mere end 250 fysioterapeuter, så de er klar til at byde ind på opgaven, og Dansk Selskab til Forskning i Fysioterapi har været høringspart på håndbog for fysisk aktivitet. Ud over at få gjort motion på recept til et landsdækkende tilbud er den store opgave fremover at få patienterne til at fastholde de ny gode vaner. Det er nemlig vanskeligt at ændre menneskers livsstil, og internationale erfaringer tyder på, at motion på recept kun virker, så længe recepten løber eller kort tid efter at den er udløbet. Udfordringen er at få udviklet konceptet, så det også har langtidsvirkning.. Her er de involverede fysioterapeuter nødt til at tage et medansvar, også selv om indsatsen måske rækker ud over, hvad de bliver betalt for eller formelt har ansvar for. For ellers risikerer vi, at patienterne på sigt får så lidt ud af motion på recept, at politikerne vælger at lukke for pengekassen. 1

Men det er en langvarig proces at ændre på danskernes livsstilsvaner. Sammenligner vi med antirygekampagner, så har det taget 50 år at nedsætte antallet af rygere i Danmark fra 80 til 27 procent af befolkningen. Det svarer til at 1 procent af de voksne danskere hvert år lægger cigaretterne på hylden. Det illustrerer meget godt, hvilken stor opgave vi har foran os. Derfor har Danske Fysioterapeuter sat sig i spidsen for at samle alle gode kræfter, så vi kan finde ud af, hvad vi kan gøre for at få borgerne til at opretholde de gode vaner, når recepten udløber. De fysisk aktive sygehuse Mens det er praktiserende fysioterapeuter, der er engageret i motion på recept, er det fysioterapeuterne på sygehusene, som sammen med læger, sygeplejersker og andre faggrupper, der har været på banen i et andet projekt. I foråret kunne et landsdækkende netværk af 40 sygehuse præsentere et næsten grydeklart koncept for, hvordan fysisk aktivitet kan benyttes både som forebyggelse og behandling. Det fysisk aktive sygehus, kalder de ideen. Allerede ved forundersøgelsen, seks uger før fru Jensen skal have foretaget en knæalloplastik, får hun instruktion i træning og et øvelsesprogram. Dagen efter operationen er hun i gang med træningen, efter at have lagt en plan med fysioterapeuten. Fru Jensen ligger ikke i sengen under indlæggelsen, bortset fra når hun skal sove, og hun går ikke rundt i morgenkåbe og hospitalsskjorte, men i sit eget tøj. I opholdsstuen er der ergometercykel og masser af plads til at røre sig, ligesom udendørsarealerne er indrettet, så de er gode at genoptræne på med bænke, rækværk og forskellige underlag. Vi ved, at veltrænede patienter får færrest komplikationer og bliver hurtigt raske igen. Vi ved også, at personalet agerer som forbilleder. Derfor lægges der også vægt på, at de ansatte er aktive på arbejdspladsen. Grundideen er, at sygehusafdelingen skal signalere, at fysisk aktivitet og sundhed hører sammen. Det røgfri og ernæringsrigtige sygehus har været med til at ændre patienternes og personalets holdninger og adfærd. Det samme kan det fysisk aktive sygehus gøre. Vindmølleindustrien er i dag et tungt og indflydelsesrigt erhverv, der tjener milliarder hjem til Danmark og sikrer, at vi har strøm og varme i parcelhuset. Men det er ikke mere end godt en generation siden, at vedvarende energi var noget, som idealister eksperimenterede med hjemme i garagen og baghaven. Disse naive sjæle blev mest mødt med overbærende skuldretræk, når de talte varmt om deres møller, for vi havde jo både olie, kul og udsigt til kernekraft. Lidt samme holdning har der været til fysisk træning. Men holdningen er heldigvis skiftet. Ligesom vindmøllerne har bidraget til økonomien, miljøet og den internationale anseelse, kan træning som terapi give et vigtig sundhedspolitisk og økonomisk bidrag. Ikke alene i Danmark, men også i resten af den vestlige verden, der slås med de samme livsstilssygdomme. Men det forudsætter, at politikerne i Danmark har modet og viljen til at foretage de nødvendige investeringer i forskning og behandling. Det er betingelserne for at kunne indfri gevinsten ved fysisk træning. Genoptræning fra problem til princip Sidste år fik en 50-årig fynbo en ny hofte i Tyskland. Da han efter operationen vendte tilbage til Fyn, kunne hverken hans læge eller det lokale sygehus fortælle, hvor han skulle genoptrænes. 2

Sidste år blev en ældre kvinde genindlagt på et sygehus i hovedstadsområdet. Problemet var at ingen havde sørget for, at hun blev genoptrænet, efter at hun var udskrevet. I sommer erkendte en lægelig chef på et genoptræningscenter i en hovedstadskommune, at det kun er en mindre del af de udskrevne patienter, der får en genoptræningsplan og at tallet er faldende. Sådan ser tre øjebliksbilleder fra dagens Danmark ud. Selv om der de seneste 4-5 år har været politisk og mediemæssig fokus på genoptræning, kniber det stadig med at sikre borgerne en ordentlig genoptræning. Patienterne svigtes, mens politikerne skændes om, hvilken pengekasse der skal betale. Den sidste søndag i marts kunne man så på forsiden af Berlingske Tidende læse, at samfundet hvert år kan spare milliarder af kroner ved at give borgerne en ordentlig genoptræning. Og at genoptræning er den største oversete velfærdsdagsorden i dagens Danmark. Inden for de næste 24 timer fandt nyheden vej til Radioavisen, TV-avisen og en række landsdækkende dagblade. Kilden til skriverierne var rapporten Genoptræning fra problem til princip, som er resultatet af et samarbejde mellem Danske Fysioterapeuter, Ergoterapeutforeningen, Gigtforeningen, PKA og Mandag Morgen. Ifølge rapporten spiller genoptræning langt fra den rolle, som forskning på området og udgifterne til mennesker med helbredsproblemer berettiger til. Hvert år bruger samfundet 145 milliarder kroner på ældre, sygemeldte, handicappede og andre mennesker med helbredsproblemer. Og der er ingen grund til at tro, at udgifterne vil stagnere eller blive mindre fremover. Tværtimod er der de kommende år udsigt til at flere ældre og flere danskere med kroniske lidelser vil få udgifterne til at stige. Men sådan behøver det ikke at være, fastslår rapporten. Faktisk kan der årligt spares et tocifret milliardbeløb, hvis vi udnytter potentialet i genoptræning og rehabilitering bedre. For bedre genoptræning betyder, at færre ældre må indlægges på hospitalerne. Bedre genoptræning betyder færre udgifter til medicin, pleje og praktisk hjælp. Og bedre genoptræning betyder færre udgifter til sygedagpenge. Hvis potentialet udnyttes fuldt ud, skal genoptræning gå som en rød tråd gennem hele sygeforløbet. Samtidig skal ansvaret for genoptræningen gøres til en fælles opgave for hele sundhedspersonalet, patienten og de pårørende. Det forudsætter, at genoptræning får den anerkendelse, som den fortjener, og at vi begynder at tænke anderledes. Vores opfattelse af sygdom i samfundet er meget stereotyp. Enten er man syg eller også er man rask. Sygdom er noget midlertidig. Får man den rette pleje og holder sig i ro, skal tiden - og det dygtige sundhedspersonale nok læge alle sår. Men sådan er det sjældent. Ventetiden er genoptræningens værste fjende, og roen forværrer bare tilstanden. Så forudsætningen for at få genoptræning i spil på rette vis er, at vi tager et opgør med det eksisterende sygdomsbegreb. Med andre ord bør vi fokusere mere på sundhed i stedet for sygdom. Det er også budskabet i rapporten. Og så slås det fast, at der er solid dokumentation for, at genoptræning virker på en række sygdomme og lidelser. Hver dag bliver der et eller andet sted i verden publiceret en randomiseret undersøgelse om genoptræning. De seneste 15 20 år er der sket en videnseksplosion. Det kedelige i 3

den forbindelse er, at Danmark ligger langt tilbage i feltet, når det gælder forskning i genoptræning og rehabilitering. Debatoplægget indeholder fire konkrete anbefalinger, som er: at genoptræning bør være en rettighed for dem, der har behov, at genoptræning skal ske systematisk og være resultatorienteret, at der bør indføres en bred genoptrænings- og rehabiliteringskultur i sundhedsvæsenet og at indsatsen skal være videnbaseret. Danske Fysioterapeuter arbejder for, at anbefalingerne bliver ført ud i livet. Politiske reaktioner på rapporten De seneste måneder har jeg været rundt hos til partiernes sundhedspolitiske ordførere med debatoplægget. Her kort efter repræsentantskabsmødet har jeg og formanden for Ergoterapeutforeningen, Gunner Gamborg, en aftale med indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen, hvor vi bl.a. skal diskutere den fremtidige genoptræningsindsats. I den forbindelse glæder det mig, at ministeren, dagen efter at medierne havde skrevet om milliardgevinsten, samfundet kan hente på genoptræning, kaldte det for en perfekt timet rapport i forhold til kommunalreformen. Lars Løkke Rasmussen har også erkendt, at vi i dag ved for lidt om hvad der sker på genoptræningsområdet, og at det gælder om at få skabt mere prestige om genoptræningsområdet, for nu at citere ministeren. De samme positive toner har lydt fra en række af de sundhedspolitiske ordførere, ligesom sundhedsdirektørerne i amterne har erkendt, at genoptræning har været et nedprioriteret område og nu gælder det om at give kvaliteten af genoptræningen et løft. Så rapporten har tilsyneladende allerede haft en virkning. Det ny kommunale danmarkskort 1. januar 2007 ændres det kommunale danmarkskort. Det er resultatet af et smalt politisk forlig mellem regeringen og Dansk Folkeparti. De 15 amter bliver til fem regioner, som får til opgave at tage sig af sygehusene, mens omkring 100 kommuner får et øget ansvar for genoptræningen. Samtidig har man erkendt, at det er nødvendigt med en langt stærkere koordinering af genoptræningsindsatsen. Det er en pointe, som Danske Fysioterapeuter længe har peget på, og som der også gøres rede for i Mandag Morgen rapporten. En anden pointe er, at ansvaret for den højt specialiserede genoptræning til eksempelvis senhjerneskadede og børn med handicaps bør samles i lands- eller landsdelcentre. Også denne pointe er med i loven. Der er grund til at være tilfreds med, at kommunerne skal mere på banen. Amterne og sygehusene har desværre demonstreret manglende evne og vilje til at sikre en ordentlig genoptræning. Nu flytter ansvaret over til kommunerne efter udskrivelse fra sygehuset. Det betyder, at genoptræningen sker tættest muligt på borgerne. Det bliver så op til de enkelte kommuner at finde ud af, hvordan opgaven skal løses. Om det skal være kommunens egne institutioner, private udbydere, eksempelvis klinikker for fysioterapi, eller sygehusene, der skal byde ind. Genoptræningsplanerne vil fortsat 4

være patienternes holdepunkt og det faglige omdrejningspunkt, der skal sikre en sammenhængende genoptræningsindsats. For øjeblikket er politikerne i gang med et omfattende lovgivningsarbejde, der følger op på strukturreformen, ligesom der lokalt skal indgås sundhedsaftaler mellem de fem regioner og de ny kommuner. Det er en stor og vigtig opgave for Danske Fysioterapeuter at følge og præge processen for at sikre, at foreningens synspunkter afspejles i såvel lovgivning som sundhedsaftaler. Sundhedscentre Med strukturreformen får kommunerne en mere fremtrædende sundhedspolitisk rolle, samtidig med at regeringen vil samle den specialiserede behandling på færre og større sygehuse. Det giver et godt afsæt for at etablere lokale sundhedscentre, der kan tage sig af forebyggelse, behandling og genoptræning. Det er også baggrunden for de to debatoplæg, som Danske Fysioterapeuter i samarbejde med de 10 andre organisationer i Sundhedskartellet, har udgivet. Her tegner vi konturerne af, hvordan sådanne sundhedscentre kan se ud. For øvrigt med klar inspiration fra ideen om tværfaglige sundhedshuse, der blev født på DF Din Forening konferencen for tre år siden. Vi forestiller os fremskudte diger, hvor tilbud om diagnostik, pleje, behandling og genoptræning trives side om side med forebyggelse og sundhedsfremme. Der skal ikke være sengepladser på sundhedscentrene. Det vil kræve døgnbemanding og medføre risiko for, at centrene udvikler sig til discounthospitaler. Ideen er netop at fokusere på sundhedsfremme. Sundhedscentrene kan endvidere give bedre sammenhæng mellem sundhedsindsatsen og det sociale område. Der findes ikke en model for, hvordan sundhedscentrene skal se ud, de skal nemlig være lokalt forankrede og afspejle, hvad der er behov for i lokalområdet. Mens politikerne på Christiansborg og i kommunerne har taget godt imod forslaget, har der ikke været meget begejstring at spore fra lægernes organisationer. Ifølge formanden for Lægeforeningen, Jesper Poulsen, og jeg citerer, er der ikke for fem øre dokumentation for, at såkaldte borgernære sundhedstilbud kan bidrage til forebyggelsen. Her kan jeg kun sige til lægeformanden, at han ikke har læst godt nok på lektien. Erfaringerne fra Danmark, Sverige og England er, at borgernære sundhedstilbud i boligkvarterer, indkøbscentre m.v. gavner folkesundheden og er et godt supplement til praktiserende læger og skadestuer. Faglig autonomi Måske skal modviljen mod sundhedscentre findes et andet sted. Nemlig, og jeg citererer igen Jesper Poulsen: jeg er bekymret for, at der på sigt vil ske et skred for den alment praktiserende læges rolle som gatekeeper. Her kan jeg kun give lægeformanden ret. Hvis vi skal opretholde et velfungerende sundhedsvæsen, er det både klogt og nødvendigt at give mere plads til andre sundhedsfaglige grupper, eksempelvis i lokale sundhedscentre. Her kan fysioterapeuter, diætister, sygeplejersker, ergoterapeuter, jordemødre m.fl. være med til at lette presset på de overfyldte venteværelser hos de praktiserende læger og på skadestuerne. Hvorfor gå på skadestuen med en forstuvet fod, eller få kostvejledning og skiftet forbinding hos den praktiserende læge, hvis opgaven kan udføres lige så faglig kompetent, og uden tilsvarende ventetid, på det lokale sundhedscenter? I dag er 60 procent af de praktiserende læger over 55 år, mens hovedparten af de nye praktiserende læger er kvinder, som ikke har lyst til arbejde så meget som deres mandlige kollegaer. Samtidig 5

bliver andre sundhedsprofessioner stadig bedre uddannet og mere specialiseret. Så både af hensyn til borgerne og samfundsøkonomien vil det være tosset ikke gøre plads til andre også selv om det udfordrer lægens gatekeeper-rolle. Lægen ved nemlig ikke altid bedst. I praksissektoren er erfaringerne, at lægen i 9 ud af 10 tilfælde i sin henvisning overlader det til fysioterapeuten til at bestemme, hvad behandlingen skal være. Der er ingen faglig begrundelse for, at fysioterapeuten ikke formelt kan påtage sig det ansvar, de reelt har i dag. Dertil kommer, at patienterne i stigende omfang oplever det som irriterende først at skulle spørge lægen om lov til at komme til fysioterapeut. Det har man gjort noget ved i Sverige, Norge og Storbritannien. Her kan fysioterapeuter i forbindelse med projekter eller som mere permanente ordninger behandle på en række områder uden lægehenvisning. Eksempelvis udrede fysiurgiske lidelser, udføre ortopædkirurgisk kontrol, tilse og behandle på skadestuer, give telefonkonsultation og bemande patientsluser. Det samme kunne sagtens lade sig gøre i Danmark. Her er sundhedscentre en oplagt mulighed for at prøve lignende tiltag. Danske Fysioterapeuters strategi fremover er at iværksætte projekter, der kan udvikle kompetencerne i det faglige grænseland såvel i praksissektoren som på de offentlige arbejdspladser. Alt sammen med det formål at give fysioterapeuter større autonomi. Faglig udvikling Som fysioterapeuter skal vi kunne begrunde vores praksis og evaluere vores fagudøvelse. Det kendetegner nemlig en profession. Og vi er godt på vej til at blive en profession med egne kompetencer og eget videnfelt. Danske Fysioterapeuters opgave er i den sammenhæng at skabe de bedst mulige rammer for professionsudviklingen. Vi skal sikre, at der eksisterer de rette uddannelses- og forskningsmiljøer, at der er faglig- og politisk fokus på fysioterapi og frem for alt, at der afsættes de nødvendige penge til, at professionen kan blomstre. Det er en stor og vigtig opgave, som vi aldrig bliver færdig med. Nogle gange skal vi stryge politikere og embedsmænd med eller mod hårene. Andre gange selv sætte initiativer i gang, der kan give dokumentation eller sætte fokus på bestemte sider af professionen. Og hele tiden gælder det om at holde gang i den interne debat for at sikre, at alle fysioterapeuter er rede til at møde de faglige udfordringer. Alt sammen med det formål at bane vejen for, at fysioterapeuter får autonomi til selvstændigt at rådgive og behandle på de områder, hvor vi er de fagligt mest kompetente. Hvornår vi er nået dette punkt på rejsen, er umuligt at sige. Men vi er godt på vej, selv om der stadig er masser af forhindringer forude, som skal forceres. De seneste år har vi oplevet en international videneksplosion inden for vores faglige områder, som har forøget presset på at få skabt hjemlige udviklings- og forskningsmiljøer. Samtidig er det politiske pres vokset for at vi skal kunne dokumentere effekten af behandlingen. Sådan ser situationen ud for øjeblikket, hvis jeg skal give en meget kort status. 6

Forskningsenhed på Syddansk universitet Derfor har vi de sidste år arbejdet på at få oprettet en forskningsenhed i fysioterapi på Syddansk Universitet. Ønsket er at få etableret en enhed med to-tre seniorforskere, et antal ph.d. studerende og en masteruddannelse i fysioterapi. Målet er, at enheden bliver en realitet allerede i 2005. For det haster med at få skabt et sådant nationalt kraftcenter. Der er massevis af opgaver at tage fat på. Vi har kompetente forskere, såvel danske som udenlandske, der kan bemande forskningsenheden. Og ledelsen af det Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet er positive over for planerne og har indvilget i at stille lokaler, organisation og samarbejdsrelationer til rådighed. Problemet er imidlertid, at der mangler penge til at få etableret forskningsenheden. Danske Fysioterapeuters hovedbestyrelse har bevilget en million kroner til at få kickstartet processen. Gigtforeningen har tilkendegivet, at de vil lægge forskningsopgaver i sådan en enhed. Og hvis den ny landsoverenskomst bliver stemt hjem, er det muligt at finansiere en forskerstilling via praksisfonden. Men hvis forskningsenheden skal blive en realitet, mangler der penge fra det offentlige. Det er disse penge, som vi målrettet forsøger at skaffe. Det er ikke mange penge, vi taler om. Et tilskud på et par millioner kroner om året er nok til at få etableret forskningsenheden. Så i forhold til, hvad samfundet får ud af investeringen, er pengene givet godt ud. Det er budskabet, som jeg har forsøgt at sælge, når jeg har været rundt til partiernes forskellige ordførere. I genoptræningsrapporten fra Mandag Morgen peges der på, at der skal ske en drastisk oprustning på efteruddannelses- og forskningsområderne, hvis Danmark skal holde bare nogenlunde trit med den internationale udvikling. Der bør etableres forskningsmiljøer på universiteterne, oprettes professorater, etableres master- og ph.d. uddannelser og sammensættes strategiske forskningsprogrammer. Sådan lyder anbefalingen i rapporten. Og tilsyneladende er der politisk enighed om, at forskningen skal have bedre kår. Her op til finanslovforhandlingerne er der lovet flere penge til forskningen. Problemet er imidlertid, at det alene er til forskning i nanoteknologi og andre såkaldt hårde forskningsområder. Vores opgave er at få overbevist politikerne om, at der er massevis af gode grunde til også at bevilge penge til en forskningsenhed for fysioterapi. Så det vil vi fortsat bruge kræfter på. Specialister For godt et år siden havde jeg privilegiet at uddele blomster og det formelle bevis på, at tre fysioterapeuter fremover kan kalde sig specialister. Det var de første tre fysioterapeuter, som Danske Fysioterapeuters specialistråd godkendte. Siden er yderligere 26 fysioterapeuter blevet specialister, de seneste er godkendt i denne uge, ligesom der for øjeblikket ligger 18 ansøgninger hos specialistrådet. I dag er det muligt at blive specialist på fem områder, og inden for de næste to år skal yderligere to områder være beskrevet. Dermed når vi op på de syv specialer, som repræsentantskabet tidligere har bestemt, at specialistordningen skal indeholde. I takt med at stadig flere fysioterapeuter tager master-, kandidat- og ph.d. uddannelser, vil antallet af specialister vokse. Det er helt efter planen. Den næste store opgave bliver at sikre, at der både er stillinger og en løn til specialisterne, som modsvarer deres kvalifikationer. Samtidig skal vi arbejde for at få sundhedsmyndighedernes 7

formelle godkendelse af specialisternes faglige kompetence. Først når specialisterne har fået en naturlig indplacering på arbejdsmarkedet, og vi har fået det officielle blå stempel, kan vi sige at intentionerne med specialistordningen for alvor er ført ud i livet. Men inden da skal vi have de kliniske eksperter på banen. Tanken er at lave en ordning for kliniske praktikere. Det vil sige praktikere på sygehuse, i kommuner og på klinikker, der har et andet fagligt niveau og uddannelse end specialisterne. Med andre ord en ordning, hvor håndværket er i fokus. Det kan eksempelvis være en praktiserende fysioterapeut, der har taget efteruddannelse i manuel terapi på diplomniveau. Fagligt Forum og Specialistrådet er godt i gang med at drøfte indholdet og profilen. Planen er, at der til næste repræsentantskabsmøde i 2006 skal ligge en beskrivelse og indstilling af ordningen. Fagfestival Det bliver også i 2006 at vi efter planen skal afholde fagfestival næste gang. For første gang i seks år inviterede vi sidste efterår samtlige medlemmer til et landsdækkende fagligt arrangement. Dette tilbud tog 1200 fysioterapeuter imod. I tre dage var vi samlet i Odense Kongres Center til en faglig fest, der oversteg alle mine forventninger. Her præsenterede danske og internationale forskere deres nyeste forskningsresultater. Her gjorde praktikere rede for udviklingsprojekter og demonstrerede forskellige behandlingsmetoder. Og her var der rig lejlighed til at udveksle faglige og personlige erfaringer. Og som der bør være til et sådant arrangement, var der en festmiddag med en overdådig menu og musik til langt ud på de små timer. På 13-skalen gav deltagerne arrangementet karakteren 10,2. Det kan vist ikke gøres meget bedre. Selv om det måske bliver svært at holde det flotte karaktergennemsnit, har hovedbestyrelsen besluttet at afholde endnu en fagfestival i foråret 2006. Så må det med karakteren jo komme an på en prøve. Praksiscertifikat Stor tilslutning har der også været til praksiscertifikatet. Da det blev udbudt i begyndelsen af december 2002, kom der i løbet af 14 dage mere end 1000 tilmeldinger. Da der kun var 480 kursuspladser, kom resten på venteliste. Inden årets udgang vil 700 praktiserende fysioterapeuter hver have brugt tre kursusdage og en hverdagsaften på et erhverve certifikatet. Dermed har vi i løbet af to år haft næsten halvdelen af alle praktiserende på skolebænken, hvor de har stiftet kendskab med ledelse og kommunikation, patientrettigheder, IT-systemer, kvalitetsudvikling og en række andre forhold, der gælder på klinikken. Planen er at fortsætte indtil alle praktiserende har haft mulighed for at erhverve certifikatet. I den nye landsoverenskomst er indbetalingerne til praksisfonden øget, så det også fremover er muligt for Danske Fysioterapeuter at udbyde kurset gratis. Praksiscertifikatet er en enorm satsning, der har til formål at give hele praksissektoren et kvalitetsløft. Til glæde for såvel de praktiserende som for patienter og sygesikringen, der betaler for vores ydelser. Der er ingen tvivl om, at praktiserende i stadig større omfang vil blive målt og vejet på kvaliteten af de ydelser, de leverer. Ikke alene skal de kunne dokumentere effekt af behandlingen, de skal også være i stand til at udvikle nye tilbud. Eksempelvis i forhold til kommuner og virksomheder, der fremover kommer til at spille en mere fremtrædende rolle. Og 8

ikke mindst i forhold til patienter og borgere. Der er også planen, at praksissektoren skal omfattes af akkreditering, på samme vis som den offentlige sundhedssektor er det i dag. Kvalitetsudvikling i praksissektoren Heldigvis har praktiserende fysioterapeuter i forvejen et godt renommé. Det kan jeg sige så skråsikkert, fordi de praktiserende faktisk har spurgt patienterne. Sidste år gav næsten 20.000 patienter deres mening til kende. 9 ud af 10 patienter var tilfredse med klinikkerne. Specielt får fysioterapeuterne gode karakterer for at foretage en grundig undersøgelse og for at være lyttende og imødekommende. Til gengæld er patienterne mere kritiske over for de fysiske rammer. Eksempelvis synes de færreste om de åbne behandlingsrum. Efterfølgende har Danske Fysioterapeuter afholdt kurser og workshop, hvor der er blevet undervist i forskellige kvalitetsudviklingsmetoder. Og her i efteråret gennemføres en auditundersøgelse af klinikkernes behandling af nakkepatienter. Meningen er at give de deltagende fysioterapeuter et redskab, så de er i stand til selv at evaluere og kvalitetssikre behandlingen. Og dermed bidrage til, at der bliver skabt en kultur på klinikkerne, hvor det er helt naturligt at de praktiserende reflekterer og korrigerer deres fagudøvelse. For det er som sagt, hvad der kendetegner en profession. Beskæftigelsen Træning er på vej til at blive et anerkendt lægemiddel. Stadig flere arbejdspladser tilbyder deres ansatte sundhedsrådgivning og træning. Og politikerne lægger ikke skjul på at de ønsker, at vi alle bliver længst muligt på arbejdsmarkedet. Et kig i krystalkuglen viser, at der er endog særdeles gode betingelser for at skabe mere beskæftigelse for fysioterapeuter. Såvel på de etablerede og overenskomstdækkede områder som på helt nye felter, hvor fysioterapeuter bogstavelig talt selv skal ud og banke en forretning op. På sidstnævnte område har vi oplevet en eksplosiv vækst de seneste år. I 1998 var der 54 fysioterapeuter, som var free-lance konsulenter, havde kliniker uden ydernummer eller på anden vis gjorde sig på det private område. I 2004 er tallet vokset til 142. Nogle har formentlig gjort det af nød, fordi de ikke har kunne få et ydernummer, mens andre har haft lyst til at prøve kræfter med de nye beskæftigelsesområder. Det er ikke altid lige let fagligt og økonomisk at afsøge fagets randområder. Så det er vigtigt, at Danske Fysioterapeuter bakker op om de medlemmer, der tager initiativer til at flytte grænser for vores fag. Det gælder såvel på det private områder, med og uden sygesikringsaftale, som på det offentlige område. Antallet af fysioterapeutstillinger og arbejdsområder, hvor fysioterapeuter gør sig gældende, er i det hele taget steget de seneste år. Ikke mindst på det kommunale område har der været vokseværk. I maj 2000 var der 1090 fysioterapeuter ansat i kommunerne, og fire år efter var tallet så højt som 1501. Det er en stigning på 28 procent. Og ingenting tyder på, at denne udvikling vil vende. Tværtimod. Når kommunalreformen træder i kraft om godt to år, vil kommunerne få ansvaret for en masse nye sundhedsopgaver, og dermed behov for endnu flere fysioterapeuter. 9

Løfter fra regeringen Ud over at give kommunerne råd og vejledning, når de ny stillinger skal oprettes, bliver det en vigtig opgave for Danske Fysioterapeuter at holde statsministeren og finansministeren fast på de løfter, som de begge har givet til de faglige organisationer. Nemlig, at der ikke vil ske afskedigelser i forbindelse med kommunalreformen. Når Anders Fogh Rasmussen i folketingets åbningsdebat lover, at alle offentlige ansatte følger med opgaverne på de eksisterende løn- og arbejdsvilkår, vælger jeg at tro ham også selv om et folketingsvalg står for døren. Ellers er vi flere, der vil vide at minde ham om, hvad han har sagt. Et interessant opfølgende spørgsmål er, hvor lang tid garantien gælder? Et, to, tre eller fire år? Det spørgsmål har ministeren ikke ønsket at svare på. Et andet spørgsmål er, hvad reformen kommer til at koste, og hvor pengene skal komme fra? I forliget mellem regeringen og Dansk Folkeparti er der ikke sat penge af til danmarkshistoriens største flytning af offentlige opgaver og arbejdspladser. På Bornholm, hvor fem kommuner og et amt for to år siden blev lagt sammen, brugte man alene 40 millioner kroner på at få IT-systemerne kørt sammen. Lægger man alle de andre flytteopgaver til, og ganger tallet op, så det svarer til befolkningen på landsplan, er der tale om en udgift på anslået 8-10 milliarder kroner. Det er penge som skal findes. Vores opgave bliver at sikre, at det ikke sker ved at skære i antallet af fysioterapeutstillinger hverken i dag, i morgen, eller når statsministerens jobgaranti engang udløber. Konkurrence mellem fysioterapeuter Når det er sagt, er det værd at pege på de nye muligheder kommunalreformen giver fysioterapeuter for at byde ind på sundhedsopgaverne. For selv om kommunerne får hovedansvaret for sundhedsfremme, forebyggelse og genoptræning, er det ikke automatisk kommunens egne ansatte, der skal løse opgaven. Det kan være kommunalt ansatte terapeuter, der udfører arbejdet, men det kan lige så vel være klinikker, Falck eller andre private udbydere, med fysioterapeuter ansat. Fra politisk hold har det været et erklæret mål at få mere samarbejde mellem det offentlige og private og i større omfang lade opgaverne komme i udbud og licitation. Det betyder, at fysioterapeuter skal vænne sig til at konkurrere med hinanden. Det bliver en af de store udfordringer for såvel medlemmerne som for Danske Fysioterapeuter. Foreningens opgave bliver at klæde medlemmerne på til at kunne byde ind på opgaverne. Det gælder både den nyuddannede fysioterapeut i den kommunale institution og klinikejeren med 20 års erfaring. Ledigheden er steget Når jeg nu har fat i de nyuddannede, bliver jeg også nødt til at nævne ledighedstallet. For samtidig med, at beskæftigelsesudsigterne er lyse som aldrig før, havde vi januar måned det højeste arbejdsløshedstal i 12 år. 9 procent af vores medlemmer var på dette tidspunkt berørt af ledighed. Det er så højt et tal, at vi som forening bliver nødt til at gøre noget ekstra for at hjælpe dem, der er 10

arbejdsløse. Også selv om erfaringerne viser, at de fleste heldigvis kun er ledige i en kortere periode. Vi ved, at det især er de nyuddannede, som kan have vanskeligt ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Så det er oplagt at tage fat i denne gruppe sammen med de langtidsledige. Men for at være helt sikker på, at indsatsen bliver målrettet, har vi valgt at spørge 200 medlemmer, der er eller har været arbejdsløse inden for det seneste halve år. Undersøgelsen skal ligge klar først i det nye år, hvor vi ligeledes forventer i samarbejde med Arbejdsmarkedsstyrelsen at kunne udbyde et længere kursus til ledige, der ønsker at starte egen virksomhed på det voksende sundhedsmarked. Aftaler på det private område Honorarstigninger på 8,7 procent, en større ramme for vederlagsfri fysioterapi og en obligatorisk pensionsordning for nye ydere. Det er nogle af hovedingredienserne i en ny tre-årig aftale, som Danske Fysioterapeuter og Sygesikringen har indgået på praksisområdet. I løbet af denne og næste måned skal godt 1900 praktiserende fysioterapeuter stemme om aftalen. Hvis resultatet bliver et ja, træder den ny landsoverenskomst i kraft 1. januar 2005. Det betyder samtidig, at vi slipper for at gøre brug af truslen over for Sygesikringen om atter at praktisere uden overenskomst og praksisplanlægning, som det var tilfældet i 1980erne. I perioder under forhandlingen så det nemlig ikke for lyst ud. Der var alt for få penge i udspillet fra Sygesikringen, som ikke var til at hugge og stikke i. Men efter en måneds tænkepause lykkedes det heldigvis at finde en acceptabel løsning, med streg under acceptabel. For selv om 8,7 procent umiddelbart lyder pænt, bliver de praktiserende ikke forgyldt af aftalen. Det lykkedes os heller ikke at slippe af med bestemmelsen, der giver Sygesikringen mulighed for at nedsætte honorarerne, hvis det i gennemsnit bliver dyrere at behandle patienterne. Til gengæld fik vi udvidet rammen for vederlagsfri fysioterapi med 4,2 millioner kroner og dermed mindsket risikoen for, at taksterne kan sættes ned. Men der er stadig behov for en stram økonomistyring. Som noget nyt bliver alle klinikejere og indlejere, der starter i praksis efter den 1. april næste år, omfattet af en kollektiv pensionsordning. De skal indbetale mindst 1000 kroner om måneden til en personlig konto i en pensionskasse eller pengeinstitut. Det er ikke nogen herregård, men dog en begyndelse til at alle praktiserende i løbet af en årrække bliver omfattet af en pensionsordning. Jeg erkender blankt, at det er et indgreb i den enkeltes dispositionsret. Men når jeg og resten af forhandlingsudvalget har prioriteret at få en pensionsordning, skyldes det helt friske tal, som viser, at praktiserende sparer foruroligende lidt op til alderdommen. Ja nogle så lidt, at de stort set kun har folkepensionen at gøre godt med, når de forlader arbejdsmarkedet. Det er også værd at nævne, at alle klinikker fra januar 2006 skal afregne elektronisk med amtet, og at indbetalingerne til praksisfonden tredobles så praksiscertifikatet også fremover vil være gratis. Til gengæld lykkedes det ikke at få godkendt laser, akupunktur og fysisk aktivitet som ydelser. Vi kunne henvise til international videnskabelige dokumentation, der påviser effekten af laserbehandling, og til at Sundhedsstyrelsen direkte anbefaler fysisk aktivitet som forebyggelse og behandling over for 27 diagnoser. Vi synes selv, vores argumenter var tunge. Men det var åbenbart ikke nok for Sygesikringen. Måske fordi forhandlerne var sendt i byen med et stramt mandat og ikke kunne overskue de økonomiske konsekvenser af at bøje sig for sagkundskaben. 11

Det korte af det lange er, at der i stedet er nedsat et udvalg, der skal vurdere mulighederne for at få behandlingsformerne omfattet af ydelsesbeskrivelserne i løbet overenskomstperioden. Denne kattelem vil måske vise sig at være mere fremkommelig end de egentlig møder i forbindelse med overenskomstforhandlingen. At det med andre ord i større omfang bliver muligt at tage faglige hensyn frem for så enøjet at lade økonomien diktere beslutningerne. Som sagt er der ikke tale en prangende aftale, men dog et skridt i den rigtige retning. Så på baggrund af, at Sygesikringens forhandlere er underlagt en finansminister, der har sat sig tungt på pengekassen, mener jeg vi har forhandlet os frem til en tilfredsstillende aftale. Derfor håber jeg også på, at et flertal af de praktiserende fysioterapeuter stemmer ja til at den ny landsoverenskomst kan træde i kraft. Aftaler på det offentlige område For 14 dage siden sad jeg overfor en håndfuld journalister og gjorde rede for de overenskomstkrav, vi har sendt til de kommunale arbejdsgivere. På pressemødet, der var indkaldt af Sundhedskartellet, deltog også sygeplejerådets formand, Connie Kruckow, og formanden for Danske Bioanalytikere, Anne Lise Madsen. Mødet varede godt fem kvarter, og dagen efter kunne man blandt andet læse i Politiken, Berlingske Tidende og JyllandsPosten, hvad det er for krav og forventninger, sygeplejersker, ergoterapeuter, fysioterapeuter og de andre grupper i Sundhedskartellet har til overenskomstforhandlingerne. Jeg tror at alle, der blot har skimmet en af artiklerne, ved, at højere løn til basisgrupperne har højeste prioritet, og at Sundhedskartellet for øvrigt har lavet et forslag til en ny lønmodel, der kan erstatte ny løn. Nå jeg trækker dette pressemøde frem her i min beretning, er det fordi det på god vis illustrerer forskellen på hvordan overenskomstforhandlingerne forgår i dag, og da vi var en del af KTO. Først og fremmest har vi som organisation fået en fremtrædende placering i forhandlingsforløbet og dermed også bedre adgang til medier og offentligheden. I KTO afleverede vi vores krav til det centrale forhandlingsudvalg i august og så kunne vi stort set bare kigge på fra sidelinien, mens forhandlere og arbejdsgiverne lagde beslag på de fleste penge. I Sundhedskartellet deltager vi i forhandlingerne hele vejen igennem forløbet. I KTO forhandlede vi sammen med hjemmehjælpere, kirkegårdsgravere, landskabsarkitekter og en række andre meget forskellige faggrupper. Derfor kunne det være svært at genkende medlemmernes krav, når de var blevet samordnet med kravene fra de øvrige KTO-grupper. I Sundhedskartellet er vi 11 faggrupper, der alle arbejder i sundhedsvæsenet og derfor har meget ens arbejdsvilkår og interesser. Det afspejler sig blandt andet ved, at vi ikke har haft behov for at fremsætte særkrav, fordi vi er dækket ind i de fælles krav. I KTO var der langt fra de enkelte medlemsgrupper til toppen af forhandlingsorganisation, der dengang repræsenterede 680.000 ansatte i 66 forskellige faglige organisationer. I Sundhedskartellet er det lettere for det enkelte medlem at se sig selv repræsenteret. Når vi og resten af Sundhedskartellets organisationer i december 2003 valgte at forlade KTO, var det i erkendelse af, at der ikke var reel vilje til at give de enkelte organisationer en mere fremtrædende rolle i forhandlingerne. Ganske vist kom KTO-formanden i 11. time med et forslag, 12

der gav de enkelte organisationer et vist spillerum. Men det var stadig KTO, der sammen med arbejdsgiverne, skulle lægge de overordnede økonomiske rammer. Og så var vi sådan set lige vidt. Derfor valgte vi at gå. Som tiden er gået, er jeg blevet stadig mere sikker på, at det var den rigtige beslutning. Selvom arbejdsgiverne formentlig synes, det er mere besværligt at skulle mødes med endnu en organisation, tror jeg også, de kan se nogle fordele ved at forhandle med et forhandlingsfællesskab, der repræsenterer så ensartede faggrupper. Her er ikke det samme behov for at hugge en hæl og skære en tå for at kunne finde en løsning, der passer alle. Det er præcis vores styrke i forhold til KTO. Om det så også giver sundhedsgrupperne en bedre lønudvikling end de øvrige grupper af offentligt ansatte, må tiden vise. KTO-formand Dennis Kristensen mener, det er helt udelukket, at hans medlemmer får en ringere lønudvikling. Jeg vil ikke sende en aftale til urafstemning, hvis arbejdsgiverne lægger op til at forgylde Sundhedskartellet på KTOs bekostning, som han sagde til Politiken forleden. Så er banen kridtet op. Lønefterslæb At lønefterslæbet ikke er blevet mindre, efter at Sundhedskartellet har forladt KTO, viser en ny undersøgelse, som blev fremlagt på pressemødet for 14 dage siden. Siden 1998, hvor der blev indført ny løn, har Sundhedskartellets medlemmer i basisstillinger i gennemsnit oplevet et lønefterslæb på over 295 millioner kroner. Derfor er målet at få indhentet så meget af efterslæbet som muligt ved denne overenskomstforhandling. Og på sigt få en løn som matcher sammenlignelige grupper på det private arbejdsmarked. Hvorfor skal en privatansat fysioterapeut og en bioanalytiker have mere i løn end en fysioterapeut og en bioanalytiker ansat i det offentlige? Det er svært at finde et fornuftigt svar på. De offentlige arbejdsgivere taler meget om, at de offentlige arbejdspladser i stadig større omfang vil blive målt og vejet som private virksomheder. Det synes jeg er helt fint, hvis det så også betyder, at lønnen bliver som på det private arbejdsmarked. Interne forhold Morgendagens tillidsrepræsentant har fodfæste, spændvidde og handlekraft. Sådan lyder ledestjernen for tillidsrepræsentanterne i Danske Fysioterapeuter. Til dette repræsentantskabsmøde har TR-rådet lavet et udkast til vision og strategi for tillidsrepræsentantarbejdet. Det er et flot stykke arbejde, der bærer præg af de mange grundige øjne og tænksomme hoveder, som har været involveret i arbejdet. Efterfølgende bliver opgaven at få omsat de flotte ord til handlinger, så medlemmerne præcis oplever, at tillidsrepræsentanterne har fodfæste, spændvidde og handlekraft. Når vi har bedt TR-rådet om at bruge tid på at gøre visionen klar, er det udtryk for, hvor vigtigt vi anser tillidsrepræsentantarbejdet for at være. Foreningens 280 tillidsrepræsentanter udgør en af de fagpolitiske hjørnesten på de offentlige arbejdspladser. Derfor skal der også ligge en klar vision og strategi for, hvordan tillidsrepræsentanterne bedst når de fælles mål. Det skylder vi både medlemmerne og tillidsrepræsentanterne. Lederne er en anden vigtig fagpolitisk hjørnesten. Derfor har vi for første gang i foreningens historie lavet et forslag til en lederpolitik, der skal diskuteres senere på dette 13

repræsentantskabsmøde. Her opridser vi, hvad det er for forventninger, lederne kan have til Danske Fysioterapeuter og omvendt. Hermed ønsker vi at signalere, hvor vigtige lederne er for faget, foreningen og for alle de fysioterapeuter, der arbejder på de offentlige arbejdspladser. På sygesikringsområdet er det de praktiserende kontaktpersoner, der som tillidsvalgte varetager kollegaernes og foreningens interesser. Kontaktpersonerne er en tredje af de faglige og organisatoriske hjørnesten i foreningen. Og derfor vil det være oplagt også at få udarbejdet en vision og strategi for dette område. Det kunne være et passende spørgsmål for repræsentantskabet at tage stilling til, selvom der ikke ligger noget skriftligt forslag. Endelig er der de kommunale netværkspersoner, som er sidste skud på stammen i foreningens forskellige decentrale poster på arbejdspladserne. Hvilken rolle netværket skal have på længere sigt er for tidligt at sige. Men som jeg tidligere gjorde rede for i denne beretning, er det i kommunerne de fleste nye stillinger bliver oprettet.. Derfor kan netværkene komme til at spille en meget vigtig rolle fremover. Når vi mødes næste gang i efteråret 2006, ligger kommunegrænserne fast, vi har en ny overenskomst, og politikerne har været igennem et folketings- og et kommunalvalg. På arbejdspladserne har fysioterapeuterne mærket dønningerne af kommunalreformen. Mange af jer vil på den ene eller anden vis få de politiske beslutninger meget tæt ind på livet. Det gælder ikke mindst tillidsrepræsentanter, de kommunale netværksansvarlige, ledere i alle sektorer, kredsbestyrelsesmedlemmer og praktiserende kontaktpersoner. Til jer vil jeg meget gerne sige tak for en meget stor indsats i den forløbne periode, og held og lykke med de enorme udfordringer, vi alle står overfor. Uanset hvor vi er placeret, vil de kommende år kræve det ypperste af os, hvis vi skal sikre fysioterapeuternes faglige og politiske placering på det ny danmarkskort. I den forbindelse er det vigtigt, at vi er ordentlig forberedt på opgaven, og at I kan få den fornødne hjælp og støtte fra Danske Fysioterapeuter. En stor tak skal der også lyde til fagfora, faggrupper og fraktioner, der har været uundværlige samarbejdspartnere og støtter i de fælles bestræbelser på at sikre en skarp faglig profil. Og til hovedbestyrelsen og kredsbestyrelserne for det arbejde og engagement, der altid bliver lagt for dagen. Til næstformanden for god faglig og politisk sparring. Og til sekretariatet og kredssekretærerne for i det daglige at trække læsset. Endelig et stort tak til alle de eksterne samarbejdspartnere, hvoraf nogle heldigvis har valgt at møde op i dag. Som i sikkert har erfaret, lægger såvel fysioterapeuterne på arbejdspladserne som foreningen her stor vægt på at have frugtbare samarbejdsrelationer. Derfor er jeg glad for, at I har taget imod invitationen. Ny struktur i Danske Fysioterapeuter Og så til de store ændringer i foreningen, som der skal tages stilling til de næste dage. Fem regioner i stedet for 15 kredse. Et repræsentantskab med delegerede fra faggrupper, fagfora og fraktioner. Og fem regionsformænd, som er fødte medlemmer af hovedbestyrelsen. Det er nogle af 14

ingredienserne i et forslag fra et flertal af hovedbestyrelsen til en ny struktur for Danske Fysioterapeuter. En ny struktur, der på gennemgribende vis vil ændre foreningen, hvis den bliver vedtaget. Sideløbende med at regeringens strukturkommission har slået streger til et nyt kommunalt danmarkskort, har en intern arbejdsgruppe arbejdet med at finde frem til, hvordan Danske Fysioterapeuter skal se ud. En opgave, som repræsentantskabet bad om at få løst for to år siden. Ønsket var bl.a. at få vurderet, om de skal ske ændringer i foreningens politiske og administrative struktur. Om der skal knyttes tættere formelle bånd til andre organisationer i Sundhedskartellet I hvor stort omfang foreningen skal indrette sig efter en ændret kommunal struktur. Nu ligger resultatet af arbejdet færdigt i form af ikke bare ét, men flere forskellige forslag til, hvordan foreningens struktur skal være. Punktet skal nok give anledning til meget debat, er jeg sikker på. Og heldigvis for det. For der er tale om en vigtig beslutning, der vil være med til at forme foreningen mange år ud i fremtiden. Når nu debatten senere på dagen går i gang håber jeg, at vi alle kan holde fokus på det vigtige. Nemlig at det handler om at finde den løsning, som sikrer, at vi på bedste vis kan varetage medlemmernes interesser og komme nærmere på vores visioner og mål. Det er ønsket om at udbygge medlemsdemokratiet, give service af høj professionel standard, sikre medlemmerne gode løn-, honorar- og arbejdsvilkår og kunne profilere faget i omverdenen, der er målet med den ny struktur uanset hvilken model vi lander på. Det handler ikke bare om at gøre tingene rigtigt men også om at gøre de rigtige ting. Mission, vision og værdier De overordnede politiske og faglige visioner er også til debat. Siden årsskiftet har HB, kredse, ansatte i sekretariatet og en række udvalg og tillidsfolk debatteret, hvad foreningens mission, vision og værdier er, ligesom medlemmerne har haft mulighed for at udfylde et elektronisk spørgeskema på hjemmesiden. Det tilbud tog over 300 medlemmer imod. Efterfølgende er de mange input sorteret og analyseret, og resultatet ligger nu som forslag til repræsentantskabet. Nogle spørger måske sig selv om, hvad en forening som vores skal med en nedskreven mission, vision og en række værdier? Og hvad kan vi som fysioterapeuter bruge den slags til? Det korte svar lyder, at det skal give os en fælles forståelse af, hvem vi er, hvad vores opgaver er, og hvor vi vil hen. Med andre ord et fælles grundlag at handle ud fra. En fælles identitet, vi kan spejle os i. Og en fælles ledestjerne, vi kan følge. Hvis vi vil sikre, at Danske Fysioterapeuter kan sætte den rigtige sundhedspolitiske dagsorden i offentligheden, skal vi have et grundlag at handle ud fra. Her har vi brug for en klar vision, mission og en række værdier. Hvis vi vil sikre, at medlemmerne får en professionel medlemsservice på de rigtige områder, skal vi have et grundlag at handle ud fra. Her har vi brug for en klar vision, mission og en række værdier. 15

Hvis vi skal profilere faget og fysioterapeuter på rette vis, skal vi have et grundlag at handle ud fra. Her har vi brug for en klar vision, mission og en række værdier. Med andre ord er der tale om et vigtigt styringsredskab, som vi skal bruge i foreningen, når vi formulerer vores politikker og handleplaner. Men det er også et fast, fælles grundlag for medlemmerne at stå på i en tid hvor faget folder sig ud i mange retninger. Dermed kommer vision, mission og værdier forhåbentligt til at spille en vigtig rolle såvel for foreningen som for medlemmerne. Det kan kun lade sig gøre, hvis papiret bliver bredt accepteret blandt medlemmer og tillidsvalgte. Og det er præcis derfor vi har brugt næsten et år på at spørge mere end 400 fysioterapeuter, hvad de prioriterer, og hvad der er vigtigt for dem. Når indflydelse optræder som en af værdierne, er det fordi, det er vigtigt såvel for Danske Fysioterapeuter som for fysioterapeuter i almindelighed at have stor indflydelse på sine omgivelser og hvordan opgaverne løses. Og når samarbejde er nævnt som en anden værdi, er det fordi, både organisationen og medlemmerne lægger vægt på at finde de rette løsninger sammen med andre. Vi har valgt at sætte det hele i spil på en gang. Såvel struktur som vision, mission og værdier, fordi de ting hænger sammen. Det er svært at snakke form uden indhold og omvendt. Dermed er vi reelt i færd med at genopfinde foreningen. På den vis kan dette repræsentantskabsmøde meget vel blive det vigtigste i Danske Fysioterapeuters 86 år lange historie. Afslutning Vi er nu samlet til storstrategimøde i foreningens højeste ledelse. Vi skal gøre status, se på vores omverden og vurdere, hvor langt vi er nået med vores planer. Vi skal sætte ord på, hvem vi er, og hvad der er værdifuldt for os. Vi skal vurdere og revidere vores eksistensgrundlag, vores mission. Vi skal skabe visioner og sætte nye mål. Og vi skal tage aktion med nye handleplaner. Status - mission vision aktion, sådan er vores fremgangsmåde. Og det ny afsæt for arbejdet, som vi sammen skaber, skal styrke vores rolle i forhold til, hvad der forventes af os som moderne faglig organisation. Vi skal skabe en faglig organisation, der er så succersrig, at vi bliver det positive tilvalg, hver gang der dumper et nyt girokort ind ad brevsprækken derhjemme. Vi skal være så dygtige til at opnå resultater på sundheds- og arbejdsmarkedsområdet, at vi bliver det positive og uundgåelige tilvalg for samarbejdspartnere. Og omdrejningspunktet skal være, at de mærker forskellen. Jeg vil ikke lægge skjul på, at det er en meget spændende tid at være formand i. Nye strukturer i og uden for foreningen. Forhandlinger, overenskomster og aftaler, der stiller krav og giver rettigheder. Medlemmer, der søger nye forretningsområder og medlemmer, der forbedrer og udvikler de gammelkendte. Medier og politik, der bugner af gode historier om fysioterapeuter, faglighed og fysisk aktivitet. Som formand for Danske Fysioterapeuter er det svært at bevare pessimismen. 16