Lene Tanggaard og Svend Brinkmann (red.) Kreativitetsfremmende læringsmiljøer i skolen

Lene Tanggaard og Svend Brinkmann (red.) Kreativitetsfremmende læringsmiljøer i skolen

Indhold Kreativitet på skolernes dagsorden en introduktion Af Lene Tanggaard og Svend Brinkmann.............................7 En kreativ skole Af Lene Tanggaard og Svend Brinkmann............................ 13 Farvel til de rigtige svars pædagogik Af Feiwel Kupferberg.......................................... 27 Nød lærer nøgen kvinde at spinde Om karakteristika ved kreative læringsmiljøer Af Lene Tanggaard........................................... 55 Social kreativitet: At skabe det sociale i en verden uden manuskript Af Svend Brinkmann.......................................... 75 Artfulness i skolen: Nydelse og læring for livet Af Tatiana Chemi............................................. 95 Skolen som potentielt kreativ kultur Projektopgaven som case Af Margit Saltofte Nielsen...................................... 123 Produkt- og procesvurdering i kreativ virksomhed Af Lars Lindström............................................ 151 Opdragelse til kreativitet Hvad kan man lære af Moholy-Nagys metode? Af Christian Jantzen.......................................... 171 Kreativitet, kultur og mimesis Kritiske overvejelser Af Klaus Nielsen............................................. 193 Om forfatterne............................................. 217

Kreativitet på skolernes dagsorden en introduktion Af Lene Tanggaard og Svend Brinkmann Denne bog er skrevet af en række førende nordiske forskere, der giver deres bud på, hvordan man kan arbejde med kreative læringsmiljøer i grundskolen. Intentionen med bogen er at sætte kreativiteten under lup. Bogens kapitler er præget af en nysgerrighed over for det nye, som enhver form for kreativitet er udtryk for, men søger også kritisk at udforske, hvad vi overhovedet mener med det kreative. Der er i bogen tale om et nordisk blik på kreativitet, der primært betjener sig af eksempler fra den danske og svenske grundskole. Bogen er ikke båret af et bestemt teoretisk program, men af en bestræbelse på at inkludere bidrag, der forholder sig både empirisk, praktisk og teoretisk til kreativitet i skolens kontekst. Kreativitetens tidsalder Kreativitet er på dagsordenen i uddannelsessystemet flere steder i verden. Ifølge Anna Craft (2008), professor i pædagogik i England, så har flere lande, lige fra Skotland til Singapore, udstedt erklæringer om, at de vil fremme uddannelsessystemets og elevers evne til kreativitet, innovation og entrepreneurship. I Danmark er de kreative fag i 2008 blevet udpeget som prøvefag i grundskolen, hvilket signalerer en tilsigtet opprioritering af de praktiske, musiske og kunstneriske fag. Alle disse ingredienser menes at være nøglen til samfundenes overlevelseskraft i en globaliseret verden, hvor levevis, produktionsformer og kommunikationskilder er under forandring. Kreativitet bliver set som midlet til mere vækst, velstand og menneskelig trivsel. Ifølge Craft bliver kreativitet ofte knyttet til en stærk individualisme med vægt på selvbestemmelse, fremtidsorientering, økonomisk vækst og kontrol over omgivelserne. Den kreative opfattes som eneren, der bryder med kollektivet og vanetænkningen. I flere vestlige lande kobles der desuden direkte imellem kreativitetens opprioritering og en 7

ny oplevelsesøkonomi, hvor vi skal leve af at lave film, skuespil, skulpturer, malerier og musik til hinanden. Som læser sidder du med en bog, der er skrevet med øje for, at ovenstående sandsynligvis bliver vigtige ingredienser på fremtidens arbejdsmarked, men også med et afsæt i ønsket om at kunne diskutere præmisserne for, hvad der udgør det kreative. For det første er ovenstående kreativitetsdiskurs, som omtalt af Craft, en anelse kulturelt blind. Vestlige individualistiske idealer synes at udtrykke sig direkte i bestemmelsen af det kreative. Vi risikerer at overse, at andre kulturer og samfund, eksempelvis i østen, betjener sig af langt mere kollektivistiske livsidealer. Her består det kreative ikke nødvendigvis i at bryde med de andre, men i at udvikle kollektivet. Spørgsmålet er således, om det er muligt at udvikle et universalistisk begreb om det kreative, eller om det kreative er forbundet til samfundsmæssige præmisser og anerkendelsesdiskurser? Det, der tæller som, og det, vi anerkender som kreativt i Danmark og i Indien, er ikke nødvendigvis fuldstændigt det samme, selvom mange lande med globaliseringen overtager en vestlig, individualistisk ideologi. For det andet må vi nødvendigvis diskutere, om vi ønsker at adoptere en individualistisk præmis for en diskussion om, hvordan man så kan arbejde med kreativitet i skolens sammenhænge? De fleste af denne bogs kapitler udtrykker en behersket kritik af kreativitetsdiskursen, som den aktuelt udmøntes politisk og økonomisk. Det understreges for det første, at kreativitet ikke kun handler om at udvikle nye kommercielle produkter, men også om at bevare og udvikle vores indbyrdes sociale relationer (Brinkmann, denne bog), og for det andet nedbrydes idéen om, at individer i og med sig selv kan være kreative. Den kreative kan naturligvis godt stå alene eller opleve sig som ensom, men kilderne til kreativiteten hentes ikke udelukkende fra os selv. Kreativitet forudsætter, som titlen på bogen understreger, kreativitetsfremmende læringsmiljøer. Det understreges således flere steder i denne bog, at børn har ringe chancer for at udvikle kreativitet, hvis de ikke konfronteres med lærere/pædagoger eller skabende mestre, der selv er kreative. Hvis vi ikke selv er kreative med vores fag, hvordan skal børn så lære, hvad det vil sige? Et illustrativt eksempel fra et berømt interviewstudium blandt nobelprismodtagere (der nærmest pr. definition må siges at være kreative) understreger denne pointe. En kemiker fortæller i det følgende om, hvorfor hun lærte så meget sammen med sin lærer: 8

Det er kontakten, at se hvordan de arbejder, hvordan de tænker, hvordan de handler. (Ikke den specifikke viden, spørger intervieweren?). Overhovedet ikke. Det handler om at lære en måde at tænke på. Tror jeg. I hvert fald ikke den specifikke viden der var altid personer omkring ham, som vidste mere. Det var ikke det. Det var en arbejdsmetode, hvor man virkelig fik gjort tingene (Zuckerman, 1977: 122, vores oversættelse). Men hvad har nobelprismodtagere med grundskolen at gøre? Indrømmet. Der er ikke nogen direkte kobling, men citatet skal i denne sammenhæng også snarere understrege, at enhver lærer er eller har chancen for at blive en form for rollemodel for sine elever. Det forpligter, fordi eleverne vil lade sig smitte af den forholdemåde, de attituder og arbejdsmåder, som de møder hos lærerne. Måske langt mere end af, hvad de også lærer: fagenes indhold, færdigheder og metoder. Især i Tanggaards og i Nielsens bidrag i denne bog møder vi denne antagelse. Tanggaard understreger betydningen af, at elever får adgang til at være sammen med lærere, der selv er kreative. Nielsen går endda så langt som til at hævde, at elever skal møde skabende mestre i skolen for selv at lære at skabe. Et stående spørgsmål er naturligvis, hvor langt skolen kan gå i den henseende? I en mere mild version af budskabet vil man understrege, at elever i skolen bør møde skabende mestre i løbet af deres skolegang. Der ligger desuden en opgave for lærerne i at vise eleverne, hvordan de selv skaber, naturligvis under hensyn til, at skolen også har andre opgaver end at fremme elevernes kreativitet. I andre af bogens kapitler, blandt andet hos Kupferberg, Chemi, Saltofte, Lindström og Jantzen, finder læseren flere eksempler på, hvordan man kan arbejde med kreativitet i skolens sammenhæng. Kupferberg gennemfører eksempelvis i sit kapitel et opgør med det, han kalder de rigtige svars pædagogik, hvor eleverne sjældent føler sig udfordrede til at tænke kreativt i skolens kontekst, fordi de blot skal finde frem til lærerens svar. De rigtige svars pædagogik er, som Kupferberg skriver det, snarere søvndyssende end aktiverende. Chemi beretter om et forsøg på en folkeskole i det sydlige Danmark, hvor lærerne har skabt et nyt kunstbaseret fag, og hvor de arbejder sammen med eleverne over længere tidsrum, og Lindström bringer læseren tættere på, hvordan man kan evaluere børn og unges kreativitet fra børnehave til gymnasium med porteføljen som eksempel. Jantzen præsenterer de tanker om en kreativ uddannelse, som László Moholy-Nagy (1895-1946) udviklede i første halvdel af det 20. århundrede, og drager paralleller til en grundskolesammenhæng. I bogens kapitel 2 tager Tang- 9

gaard og Brinkmann læseren med ind i en aktuel dansk folkeskolesammenhæng, hvor både leder og lærere forstår sig selv som kreative. Det er vores håb, at bogen kan læses af og være inspirationskilde for alle, der er i berøring med folke- og grundskolen i en dansk og en nordisk sammenhæng. Det være sig lærere, skoleledere, pædagoger, studerende på professionsuddannelserne og den almindelige borger, der har børn i skolen. Vi vil benytte lejligheden til at sige tak til forlaget, til medvirkende i bogen og til bogens forfattere for et dejligt og kreativt samarbejde! Lene Tanggaard og Svend Brinkmann 10

Litteratur Craft, A. (2008): Tensions in creativity and education. I: Craft, A., Gardner, H. & Claxton, G. (red.) Creativity, wisdom and trusteeship exploring the role of education. Thousand Oaks: Corwin Press: 6-34. Zuckerman, H. (1977): Nobel laureates in the U.S. New York: The Free Press. 11