i:\september-2000\eu-j-09-00.doc 5. september 2000 Af Steen Bocian RESUMÈ RENTESTIGNINGEN RAMMER ARBEJDERNE HÅRDEST Et nej til euroen d. 28. september vil medføre en permanent højere rente end et ja. Det diskuteres dog blandt økonomer, hvor stor mer-renten vil blive. AE venter en gennemsnitligt mer-rente på 0,6 pct.point. I tilfælde af et ja vil rentespændet overfor Tyskland falde til ca. 0,15 pct.point. Det er mere usikkert hvilket rentespænd, man kan vente i tilfælde af et nej. Generelt skal man, når man udtaler sig om fremtidens rentespænd, undgå at stirre sig blind på det nuværende. Man bør se på rentespændet over en fuld konjunkturcykel, fx fra 1988 og frem til i dag. Det er imidlertid problematisk at anvende rentespændet fra slutningen af 1980 erne, troværdigheden til fastkurspolitikken var på det tidspunkt endnu ikke fuldt opbygget. Vi antager i stedet, at rentespændet fra 1994 frem til i dag er udtryk for, hvordan det danske rentespænd vil udvikle sig over en fuld konjunkturcykel, hvis Danmark står uden for euro-samarbejdet. I denne periode har rentespændet været ¾ pct.point. Dermed vil renten udenfor euro-samarbejdet i gennemsnit være 0,6 pct.point højere end renten indenfor (de 0,15 pct.point). Det skal understreges, at det ikke er en konstant mer-rente. Der vil således både være perioder, hvor merrenten er højere, nemlig når der spekuleres mod den danske krone, og perioder hvor mer-renten er lavere. En rentestigning har negative afledte effekter på dansk økonomi. Investeringerne i såvel privat boligbyggeri og maskiner og bygninger i erhvervene reduceres. Huspriserne vil falde, og det private forbrug mindskes. Samlet falder aktiviteten, og virksomhedernes behov for arbejdskraft reduceres. Konsekvensen bliver lavere beskæftigelse og stigende ledighed. Beregningerne med den makroøkonomiske model ADAM viser, at beskæftigelsen vil blive ca. 21.000 personer lavere på 4-5 års sigt ved et nej sammenlignet med ved et ja. Beskæftigelsestilbagegangen rammer ikke befolkningsgrupperne ens. De højest uddannede slipper således billigere end de faglært og de ufaglærte. Der mistes således kun ca. 3.000 job til personer med videregående uddannelser, mens der bliver knap 10.000 færre job til både de ufaglærte og de faglærte arbejdere. Det er således arbejderne, der rammes hårdest af den merrente, et nej til euroen vil medføre. Ikke blot den uddannelsesmæssige fordeling af tabet af arbejdspladser er skæv til ugunst for de, som i forvejen har høj ledighed. Tabet af arbejdspladser er også skævt fordelt på amter. Beskæftigelsestabet rammer således relativt hårdest i Vestsjælland og Vejle amter, men også Storstrøms, Ringkøbing, Ribe og Roskilde amter rammes hårdt. København og Nordsjælland slipper til gengæld relativt billigt.
2 RENTESTIGNINGEN RAMMER ARBEJDERNE HÅRDEST 1. Indledning Det er naturligvis vanskeligt præcist at fastlægge alle de økonomiske konsekvenser af et nej til ØMU en sammenlignet med et ja. Der er dog visse konsekvenser, der er relativt sikre. At den danske rente permanent vil være højere i tilfælde af et nej til euroen end i tilfælde af et ja, er således blandt økonomer ikke til diskussion. I dette papir vil vi i første omgang analysere hvor stor en renteforskel, man kan forvente mellem ja- og nej-situationen, og siden vil vi analysere effekterne på den danske økonomi. Det er særligt renteforskellens effekter på beskæftigelsen, der er i fokus, herunder den uddannelsesmæssige og geografiske fordeling af påvirkningen. Det vises således, at den uddannelsesmæssige fordeling af virkningerne af en rentestigning er meget skæv, og at det således primært er arbejderne, som rammes hårdt af rentestigningen. 1 Tabet af arbejdspladser er også skævt fordelt på amter. Beskæftigelsestabet rammer således relativt hårdest i Vestsjælland og Vejle amter, men også Storstrøms, Ringkøbing, Ribe og Roskilde amter rammes hårdt. Københavnsområdet og Nordsjælland slipper omvendt relativt billigt. 2. Et nej til euroen betyder permanent mer-rente En af de økonomiske effekter ved et nej til euroen, som ikke er til diskussion, er, at et nej til euroen vil føre til en højere rente sammenlignet med, hvis der stemmes ja d. 28 september. De fleste økonomer vurderer således, at de lange renter permanent vil være ½-1 pct.point højere i tilfælde af et nej end i tilfælde af et ja. Vismændene antager i deres analyse en mer-rente på ½ pct.point. I øjeblikket er det danske rentespænd på 10-årige statsobligationer i forhold til Tyskland ca. ½ pct.point. De lande, som allerede er trådt ind i euro-samarbejdet, det vil fx sige Holland, har derimod en rente, som er meget tæt på den tyske rente. Renten på 10-årige statsobligationer er således ca. 0,15 pct.point højere i Holland end i Tyskland. Baggrunden for, at der fortsat er renteforskelle inden for euro-samarbejdet, er blandt andet, at likviditeten på de enkelte landes obligationsmarkeder er forskellig. I tilfælde af et ja til euroen d. 28. september må det danske rentespænd forventes at nærme sig det hollandske, dvs. et rentespænd i størrelsesordnen 0,15 pct.point. Det er mere usikkert hvilket rentespænd, man kan forvente i tilfælde af et nej til euroen d. 28. september. Generelt vil et nej til euroen nemlig føre til, at usikkerheden stiger. Rentespændets størrelse vil 1 I notatet anvendes udtrykkene mer-rente og rentestigning mere eller mindre synonymt.
3 afhænge af de internationale kapitalmarkeders tillid til den danske fastkurspolitik. Tilliden til den danske fastkurspolitik vil bl.a. afhænge af stramningsgraden af den økonomiske politik, men også af strømninger på de internationale valutamarkeder, som Danmark ikke selv er herre over. Således så man fx, at Asiens og Ruslands kriser i 2. halvdel af 1998 førte til spekulation mod den danske krone, selv om den danske økonomi på det tidspunkt var blandt de mest velfunderede i Europa. Rentespændet steg således fra ¼ pct.point til ¾ pct.point på meget kort tid, og selv om renten hurtigt som konsekvens af den sunde danske økonomi faldt igen, er niveauet fortsat højere end i foråret 1998. Figur 1. Det danske og det hollandske rentespænd overfor Tyskland Pct.point 2.0 Pct.point 2.0 1.5 1.0 Danmark 1.5 1.0 0.5 0.5 0.0 Holland 0.0-0.5 94 95 96 97 98 99 00-0.5 Kilde: Ecowin Anm: Renteforskellen overfor Tyskland på 10-årige statsobligationer Generelt skal man, når man skal udtale sig om fremtidens rentespænd, være forsigtig med ikke at stirre sig blind på det nuværende. Dansk økonomi er i øjeblikket inde i en god gænge, og udsigterne til de kommende år er positive. Men blot en mindre forringelse af de økonomiske nøgletal kan hurtigt få renten til at stige. Det er derfor relevant at se på rentespændet i en lidt længere horisont. Det ville være optimalt at analysere rentespændet hen over en fuld konjunkturcykel, dvs. både i en høj- og en lavkonjunktur. Det kunne fx være perioden fra 1988 til i dag, hvor der fra 1988-1993 var lavkonjunktur og 1994-2000 har været højkonjunktur i dansk økonomi. Ser man på rentespændet i forhold til Tyskland over den fulde konjunkturcykle har det i gennemsnit været 1¼ pct.point, dvs. ca. 1 pct.point højere end det rentespænd, der kan forventes ved et ja til euroen den 28. september. Rentespændet i slutningen af 1980 erne var imidlertid fortsat påvirket af devalueringspolitikken i starten af 1980 erne, og
4 derfor nok højere end, hvad man vil forvente i de kommende år givet, at tilliden til fastkurspolitikken fastholdes. Dertil kom, at nej et til Maarstricht-traktaten i 1992 midlertidigt fik renten til at stige kraftigt i 1992-93. Hvis man alene analyserer situationen siden 1994, har det gennemsnitlige rentespænd overfor Tyskland været ¾ pct.point. Når man kigger på situationen siden 1994, får man alene en halv konjunkturcykel med, så man mangler noget information, men det er under alle omstændigheder bedre end kun at kigge på dagens rentespænd. Hvis vi antager, at rentespændet i perioden fra 1994 frem til i dag er udtryk for, hvordan det danske rentespænd vil udvikle sig over en fuld konjunkturcykel, er der altså grund til at forvente et rentespænd på ¾ pct.point over for Tyskland på lidt længere sigt, hvis vi vælger at blive uden for eurosamarbejdet. 2 Dermed vil renten udenfor euro-samarbejdet være 0,6 pct.point højere end renten indenfor samarbejdet. Det er værd at understrege, at der ikke er tale om en konstant mer-rente på 0,6 pct.point. Der vil således både være perioder, hvor mer-renten er noget højere, nemlig når der enten af interne eller eksterne årsager spekuleres mod den danske krone, og perioder hvor mer-renten er lavere, nemlig når dansk økonomi er inde i en god gænge. Mer-renten på 0,6 pct.point er den gennemsnitlige mer-rente set over et fuldt konjunkturforløb. 3. Rentestigningens beskæftigelseseffekter En rentestigning har negative afledte effekter på dansk økonomi. En rentestigning vil ifølge beregninger med den makroøkonomiske model ADAM reducere investeringerne i såvel privat boligbyggeri og maskiner og bygninger i erhvervene. Huspriserne vil blive reduceret, da omkostningerne ved at side i egen bolig øges. Det er alt sammen med til at reducere det private forbrug. Samlet set falder aktiviteten i samfundet, og virksomhedernes behov for arbejdskraft bliver derved også mindre. Konsekvensen bliver således, at beskæftigelsen falder, og ledigheden stiger. Rentestigningen forværrer også de offentlige finanser permanent. På 5 års sigt forværres de offentlige budgetter med ca. 8½ mia. kr. Man kan i beregningerne vælge at neutralisere effekten på det offentlige budget gennem en skattestigning. 3 Beregningerne synes mere plausible, såfremt effekterne på de offentlige finanser neutraliseres. Målet om afviklingen af den offentlige gæld bør ikke blive påvirket af 2 Her er der end ikke taget højde for, at troværdigheden om den danske fastkurspolitik vil falde i tilfælde af et nej. 3 Alternativt kan disse effekter neutraliseres gennem stramninger på det offentlige budget, da vil beskæftigelsestabet dog bliver noget større. I beregningerne nedenfor er det konkret arbejdsmarkedsbidraget, som er hævet, således at den offentlige gæld i pct. af BNP i år 20 er upåvirket af rentestigningen.
5 udfaldet d. 28. september. For at illustrere effekterne af skattestigningen er det dog valgt at lave beregningerne både med og uden neutralisering af effekterne på det offentlige budget. En rentestigning på 0,6 pct.point fører ifølge den makroøkonomiske model ADAM til et fald i beskæftigelsen på ca. 16.000 personer efter 4 år, når effekten på det offentlige budget ikke neutraliseres. Samtidig med, at beskæftigelsen falder, påvirkes den offentlige saldo som omtalt negativt. Baggrunden herfor er dels, at rentebetalingerne på den offentlige gæld stiger, dels at ledigheden er stigende, hvorfor de offentlige udgifter til dagpenge stiger. Den offentlige saldo bliver ifølge ADAM beregningerne forringet med ca. 8 mia. kr. på 5 års sigt. De negative effekter på beskæftigelsen reduceres efter år 4, det er dog ikke ensbetydende med, at der ikke sker noget med økonomien. Tilpasningsmekanismen, hvorigennem beskæftigelseseffekten neutraliseres på lidt længere sigt, er reallønnen. Reallønnen falder således på lidt længere sigt med 1 pct. Figur 2. Effekten på beskæftigelsen af en mer-rente på 0,6 pct.point 1.000 personer 1.000 personer 0 0-5 -5-10 -10-15 -15-20 -20-25 00 01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 Effekt på beskæftigelsen, når effekten på off. saldo neutraliseres Effekt på beskæftigelse, når effekt på off. saldo ikke neutraliseres -25 Kilde: Egne beregninger på ADAM Hvis effekten på den offentlige gæld skal neutraliseres på 20 års sigt, kræver det, at arbejdsmarkedsbidraget hæves med knap ½ pct.point i de første 20 år. Herefter kan arbejdsmarkedsbidraget sættes tilbage til udgangsniveauet. Kombinationen af højere rente og højere arbejdsmarkedsbidrag betyder, at beskæftigelsestabet bliver større end, hvis man tillader effekt på den offentlige gæld. Således falder beskæftigelsen med ca. 21.000 personer på 4-5 års sigt. Også i dette tilfælde vil effekterne på beskæftigelsen bliver reduceret over tid, men tilpasningsmekanismen er også her lavere realløn.
6 4. Beskæftigelsestabet rammer primært arbejderne Et beskæftigelsestab på godt og vel 21.000 personer rammer ikke de forskellige befolkningsgrupper ens. De højest uddannede slipper således væsentlig billigere end såvel de faglært som de ufaglærte. Der mistes således kun ca. 3.000 job til personer med videregående uddannelser, mens der bliver knap 10.000 færre job til både de ufaglærte og de faglærte arbejdere. Det er således de grupper, der i forvejen har højest arbejdsløshed nemlig de ufaglærte, som rammes hårdest af den mer-rente et nej til euroen vil medføre. Figur 3. Beskæftigelsestabet fordelt på uddannelsesgrupper 1.000 personer 1.000 personer 0 0-2 -2-4 -4-6 -6-8 -8-10 -10-12 00 01 02 03 Ufaglærte Videregående udd. 04 05 06 Faglærte 07 08 09 10-12 Kilde: Egne beregninger på ADAM og AE s uddannelsesmodel Anm: De relative ændringer er illustreret i figur A1 i bilaget, denne figur viser helt samme profil som ovenstående. Baggrunden for, at beskæftigelsestabet primært vil ramme de ufaglært og faglærte er bl.a., at beskæftigelsen i byggeriet rammes relativt hårdt. Rentestigningen øger omkostningerne ved at sidde i ejerbolig og tilskyndelsen til at bygge nyt reduceres derved. Dertil kommer, at rentestigningen alene øger omkostningerne ved nybyggeri. Beskæftigelsen i byggeriet er præget af mange faglærte og ufaglærte. Dertil kommer, at beskæftigelsen i den offentlige sektor ikke påvirkes af rentestigningen, og der er relativ mange ansatte i den offentlige sektor med videregående uddannelser. Denne gruppe rammes derfor ikke så hårdt som de faglærte og ufaglærte. Faktisk er AE s uddannelsesmodel, som er anvendt til ovenstående beregninger, ikke fuldt ud i stand til at beskrive den forvridning af uddannelsesstrukturen, som rentestigningen på kort sigt vil medføre.
7 Uddannelsesmodellen tager alene udgangspunkt i den gennemsnitlige uddannelsesstruktur i de enkelte erhverv. I virkelighedens verden er det sådan, at arbejderne har en løsere tilknytning til arbejdspladsen end funktionærerne, da funktionærerne har væsentligt længere opsigelsesvarsler mm. Det vil derfor også i endnu højere grad end beskrevet ovenfor være arbejdere, der mister deres job, når renten stiger. Den enkelte virksomhed vil vælge at fastholde funktionærerne, da omkostningerne ved at afskedige dem er høje for så til gengæld at reducere antallet af ufaglærte medarbejdere mere, end hvad beregningerne ovenfor viser, da denne gruppe for det førte har kortere opsigelsesvarsler og for det andet ofte har en løsere tilknytning til arbejdspladsen. 5. Den geografiske fordeling af tabet af arbejdspladserne er også skæv Ikke blot den uddannelsesmæssige fordeling af tabet af arbejdspladser er skæv til ugunst for de, som i forvejen har høj ledighed. Tabet af arbejdspladser er også skævt fordelt på amter. De største amter taber naturligvis også flest arbejdspladser absolut set. Således går Århus som Københavns amter glip af ca. 2.500 arbejdspladser hver, jf. figur 4. Korrigeres for antallet af indbyggere i de enkelte amter fås et lidt andet billede. Beskæftigelsestabet rammer således relativt hårdest i Vestsjælland og Vejle amter, men også Storstrøms, Ringkøbing, Ribe og Roskilde amter rammes hårdt. Det høje beskæftigelsestab i Vestsjællands Amt skyldes, at en forholdsmæssig stor andel af de ansatte i byggeriet er bosat i dette amt. For Vejle Amts vedkommende skyldes det relativt kraftige tab af arbejdspladser, at en del leverandørvirksomheder til byggeriet er lokaliseret her. I den modsatte ende af skalaen befinder København og Nordsjællandsområdet sig. Da ansatte i den offentlige administration og forretningsservice i høj grad er bosat her, bliver dette område mindre påvirket af rentestigningen.
8 Figur 4. Beskæftigelsestab ved rentestigning fordelt på amter (antal personer) 1.989 950 2.626 Danmark 1.185 1.542 1.549 2,070 til 2,630 (2) 1,550 til 2,070 (3) 1,190 til 1,550 (3) 1,000 til 1,190 (3) 140 til 1,000 (4) 2.398 2.068 973 1.238 1.086 1.891 1.037 999 146
9 Figur 5. Det relative beskæftigelsestab ved rentestigning fordelt på amter i procent 0,8 0,82 0,81 0,79 Danmark Relativt beskæftigelsestab 0.86 til 0.86 (2) 0.82 til 0.86 (4) 0.81 til 0.82 (3) 0.79 til 0.81 (3) 0.68 til 0.79 (3) 0,86 0,79 0,83 0,76 0,68 0,86 0,83 0,81 0,81 0,82 0,72
Bilag 1 Figur A1. Den relative uddannelsesfordeling af beskæftigelsestabet Pct. 0.00-0.20-0.40-0.60-0.80 Pct. 0.00-0.20-0.40-0.60-0.80-1.00 00 01 02 03 Ufaglærte Videregående udd. 04 05 06 Faglærte 07 08 09 10-1.00 Kilde: Egne beregninger med ADAM og AE s uddannelsesmodel