Brug af evidensbaseret viden i sygeplejen

Brug af evidensbaseret viden i sygeplejen Emilie Andrés, cand.cur., sygeplejerske En undersøgelse af, hvorledes sygeplejestuderende, når de arbejder med evidensbaseret viden, kan forholde sig kritisk e til problemstillinger i sygeplejen og udvikle den eksisterende sygepleje. En undersøgelse foretaget ud fra både de studerendes og de kliniske vejlederes perspektiv. Undersøgelsen indledes med en undersøgelse af, hvordan de kliniske vejledere oplever, at de kan erhverve kompetencer i evidensbaseret sygepleje. Rapport, august 2008 Sygeplejerskeuddannelsen i Odense, UC Lillebælt

Brug af evidensbaseret viden i sygeplejen Undersøgelser viser, at de studerende stort set ikke søger efter forskningslitteratur, når de er i klinikken. Det er en forudsætning for sygeplejefaglig udvikling, at de studerende kan søge ny viden, når de møder problemer i sygeplejen. Dvs., at de inddrager viden fra forsknings- og udviklingsprojekter i sygeplejen. Jeg har på baggrund af denne problematik påbegyndt et udviklingsprojekt som retter sig mod studerende på 6. semester med henblik på at forbedre deres kompetencer i forhold til anvendelse af evidensbaseret viden i sygeplejen. Projektets problemstilling: Hvorledes kan de sygeplejestuderende, når de arbejder med evidensbaseret viden: (1) forholde sig kritisk til problemstillinger i sygeplejen og (2) udvikle den eksisterende sygepleje? Problemformuleringen vil jeg besvare ud fra henholdsvis de studerendes og de kliniske vejlederes perspektiv på de studerendes læring. Som en forudsætning for at undersøge problemformuleringen, skal følgende først undersøges: Hvorledes oplever de kliniske vejledere, at de kan erhverve kompetencer i evidensbaseret sygepleje? Projektets design: Fase I: Der etableres en arbejdsgruppe bestående af kliniske vejledere og en underviser. Arbejdet i gruppen begynder med, at de kliniske vejledere fortæller om de problemstillinger, de oplever i sygeplejen. Med udgangspunkt i de kliniske problemstillinger foretages litteratursøgning. De egnede artikler, der kan belyse det oplevede problem, vurderes af gruppen ud fra en guide til artikelvurdering. Det sker med henblik på at tage stilling til, om denne viden kan anvendes i selve sygeplejen. Fase II: De studerende, der er tilknyttede de kliniske vejledere, inddrages i den bestående gruppe. Arbejdet i gruppen begynder med, at de studerende fortæller om de problemstillinger, de oplever i sygeplejen. I gruppen drøfter og konkretiserer de studerende de problemstillinger, som de ønsker at undersøge. Derefter arbejder gruppen ligesom i Fase I. Projektet er forløbet over 2 år. Det er iværksat ved Psykiatrisk afdeling i Middelfart i januar 2006, Odense kommunale ældrepleje i august 2006 og Kerteminde kommune i januar 2007. Projektets metode: ved afslutningen af Fase I foretages et fokusgruppeinterview med de kliniske vejledere. Ved afslutningen af den kliniske praktik for de 6. semester studerende foretages fokusgruppeinterview med henholdsvis de studerende og de kliniske vejledere. Fortolkningen er foretaget på grundlag af Kvales to fortolkningsniveauer: selvforståelse og kritisk commonsense. Resultater: Følgende temaer er fremkommet for Fase I: Tid og rum til at drøfte og perspektivere sygeplejefaglige problemstillinger; individuelle kompetencer og ny metode; krav til indholdet i forskningsog udviklingsartikler og inspirerende og kritisk tilgang til sygeplejen. Følgende temaer er fremkommet for Fase II. De studerendes perspektiv: forhold, der er afgørende for, at de studerende kan forholde sig kritisk til sygeplejen; de studerendes erfaringer, kliniske observationer og teoretiske viden danner grundlag for refleksion; betydningen af praktikkens længde og deltagelse i evidens-gruppen ; betydningen af at forholde sig kritisk til sygeplejen; ingen udvikling af sygeplejen, men

den studerende får større indsigt i de krav, der er forbundet med at finde, læse og vurdere forsknings- og udviklingsartikler; videndeling og større forståelse af sygeplejen; den kliniske vejleders betydning. De kliniske vejlederes perspektiv: de studerende er forskellige; de kliniske vejlederes indsats; gruppens betydning; engagerede studerende versus faglige barrierer; at udvikle sygeplejen forudsætter, at den studerende kan vurdere sygeplejen og de kliniske vejlederes kompetencer. Konklusion (Fase I): de kliniske vejledere finder det fagligt inspirerende at diskutere sygeplejefaglige problemstillinger. Deres kompetencer i at søge på artikelbaser er meget forskellige. De har erhvervet en viden og en arbejdsmetode, som de med fordel kan anvende i deres vejledning af de studerende. Konklusion (Fase II): drøftelserne i gruppen giver de studerende en mulighed for at stille spørgsmål til sygeplejen. De erhverver sig en forståelse af, at evidens har betydning i sygeplejen. De studerendes relation til de kliniske vejledere har en afgørende betydning for, at de studerende forholder sig kritiske. Det er de studerendes faglige udvikling, der styrkes, når de arbejder med evidensbaseret sygepleje. De kliniske vejledere er centrale for, at de studerende kan erhverve sig et læringsmæssigt udbytte, når de arbejder med evidensbaseret sygepleje. Gennem arbejdet med at vurdere forsknings- og udviklingsartikler erhverver de studerende en begrebslig forståelse af sygeplejen.

Forord Allerførst vil jeg gerne takke alle, som har medvirket til projektets gennemførelse. En stor tak til ledelsen på Middelfart Psykiatriske Afdeling v/oversygeplejerske Isabel Gindeberg og klinisk sygeplejelærer Karen Dalsgaard Hansen, Odense Kommunale Ældrepleje v/funktionschef Jette Mark Sørensen og uddannelseskoordinator Alice Helbak og Kerteminde kommunes hjemmesygepleje v/afdelingsleder Bente Fournaise, samt de kliniske vejledere og studerende, som har været engagerede i arbejdet med projektet. Også en tak til bibliotekarerne, som har stået for introduktionen til søgning på internettet. Dette er en rapport, der har været længe undervejs. Arbejdet med den indledtes allerede i 2005. Det betyder, at litteraturen, som danner baggrund for projektet, er resultatet af søgninger, der er foretaget i januar 2006. Endvidere gør det specielle forhold sig gældende, at rapporten er rettet mod to grupper, nemlig de sygeplejestuderende og de kliniske vejledere. Det komplicerer fremlægningen af resultater, men jeg håber ikke desto mindre, at den alligevel kan give læseren et indblik i de resultater, der foreligger om de to arbejdsprocesser, der er blevet undersøgt. En stor tak til de kollegaer, der har været involveret i projektet: Birgit Heiman Hansen for støtte til at starte projektet, Karin Falcke for deltagelse og korrekturlæsning, Kamíla Adellund og Hanne Pedersen for deltagelse i projektet samt Dorte Nielsen og Bente Malig Larsen for kommentarer til rapporten. Sidst men ikke mindst tak til Lena Busch Nielsen og UC Lillebælt for støtte til projektet. Odense i august 2008

INDHOLDSFORTEGNELSE... 1 BRUG AF EVIDENSBASERET VIDEN I SYGEPLEJEN... 3 1.0 PROBLEMSTILLING OG PROBLEMFORMULERING... 3 1.1 Baggrunden for at uddanne studerende i anvendelsen af evidensbaseret viden i sygeplejen... 3 1.2 Hvad er evidensbaseret sygepleje?... 4 1.3 Hvilken viden anvender sygeplejersker i praksis?... 5 1.4 Kritisk tænkning... 6 1.5 De kliniske sygeplejerskers betydning for de studerende... 7 1.6 Problemformulering... 10 2.0 LÆRINGSSYN OG EVIDENSBEGREBET... 10 2. 1 Læringssyn... 10 2.2 Evidensbegrebet... 11 3. DESIGN... 12 3.1 Overvejelser om design... 12 2.2 Projektets design... 13 Fase I...13 Fase II...14 Fase III...14 4. METODE... 14 4.1 Etablering af kontakt til de kliniske vejledere... 14 4.2 Deltagere i projektet... 14 4.3 Fokusgruppeinterviewet, metodiske overvejelser... 15 4.4 Etiske overvejelser... 16 4.5 Fortolkning af datamateriale... 16 5. FORTOLKNING AF FOKUSGRUPPEINTERVIEWS MED KLINISKE VEJLEDERE... 18 5.1 Den første gruppe med kliniske vejledere, juni 2006... 18 5.1.1 Resultater...18 5.1.2 Det inspirerende i at diskutere sygepleje...18 5.1.3 Tid, ressourcer og tilrettelæggelse...19 5.1.4 Sproget, søgeprocessen og tiden er barrierer...19 5.1.5 De studerende er en ressource...20 5.1.6 Uoverskuelig guide til vurdering af videnskabelige artikler...20 5.1.7 Positiv holdning til at anvende evidensbaseret viden...21 5.1.8 Sammenfatning foretages med fokus på de elementer, der er væsentlige at være opmærksom på i forhold til vurderingen og dermed udvikling af designets anvendelighed...21 5.2 To grupper kliniske vejledere, januar og juni 2007... 22 5.2.1 Resultater...22 5.2.2 Tid og rum til at drøfte og perspektivere sygeplejefaglige problemstillinger...22 5.2.3 Individuelle kompetencer og ny metode...23 5.2.4 Krav til indholdet i forsknings- og udviklingsartikler...24 5.2.5 Inspirerende og kritisk tilgang til sygeplejen...24 5.2.6 Konklusion...25 6. FORTOLKNING AF FOKUSGRUPPEINTERVIEW MED STUDERENDE OG KLINISKE VEJLEDERE... 26 6. 1 Resultater... 26 6.1.1 De studerendes perspektiv...26 6.1.2 De kliniske vejlederes perspektiv...26 6.2 De studerendes perspektiv... 26 6.2.1 Forhold der er afgørende for, at de studerende kan forholde sig kritisk til sygeplejen...26 6.2.2 De studerendes erfaringer, kliniske observationer og teoretiske viden danner grundlag for refleksion...27 1

6.2.3 Betydningen af praktikkens længde og deltagelse i evidensgruppen...28 6.2.4 Betydningen af at forholde sig kritisk til sygeplejen...28 6.2.5 Ingen udvikling af sygeplejen, men den studerende får større indsigt i de krav, der er forbundet med at finde, læse og vurdere forsknings- og udviklingsartikler...28 6.2.6 Videndeling og større forståelse af sygeplejen...29 6.2.7 Den kliniske vejleders betydning...30 6.3 De kliniske vejlederes perspektiv... 30 6.3.1 De studerende er forskellige...30 6.3.2 De kliniske vejlederes indsats...30 6.3.3 Gruppens betydning...31 6.3.4 Engagerede studerende versus faglige barrierer...32 6.3.5 At udvikle sygeplejen forudsætter, at den studerende kan vurdere den...32 6.3.6 De kliniske vejlederes kompetencer...33 6.4 Konklusion... 33 7. AFSLUTNING... 35 8. LITTERATURLISTE... 36 Bilag 1... 38 Bilag 2... 42 Bilag 3... 44 Bilag 4... 48 Bilag 5... 50 Bilag 6... 52 2

Brug af evidensbaseret viden i sygeplejen 1.0 Problemstilling og problemformulering 1.1 Baggrunden for at uddanne studerende i anvendelsen af evidensbaseret viden i sygeplejen Formålet med udviklingsprojektet er at undersøge, hvorledes sygeplejestuderende kan lære at forholde sig kritisk til problemstillinger i sygeplejen, og hvordan de kan udvikle den på grundlag af evidensbaseret viden. Endvidere er formålet at udvikle og målrette arbejdet med at inddrage forskningsbaseret viden i den kliniske uddannelse. Målet er, at de studerende i fællesskab med blandt andre de kliniske vejledere udvikler et specifikt område af sygeplejen ved at anvende evidensbaseret viden i praksis, og at de studerende bliver styrkede i at forholde sig kritisk til deres sygeplejepraksis. På baggrund af den store vidensproduktion inden for sygeplejevidenskaben er det nødvendigt at uddanne sygeplejersker, der er i stand til at søge, finde og vurdere forskningsartikler med henblik på at udvikle sygeplejen med den relevante, evidensbaserede viden. Denne proces indebærer, at de studerende forholder sig kritisk til den kliniske sygepleje, således at man såvel i den teoretiske som i den praktiske uddannelse imødekommer kravet om, at de studerende inddrager ny, forskningsbaseret viden i sygeplejen. Det er væsentligt, at de studerende lærer at anvende evidensbaseret viden i den kliniske sygepleje, fordi de som nyuddannede sygeplejersker skal være i stand til at ændre eller tilpasse sygeplejen efter de krav, der opstår som følge af den videnskabelige udvikling. I Bekendtgørelse om sygeplejerskeuddannelsen (2001) siges det, at formålet med uddannelsen bl.a. er, at de studerende bliver i stand til at varetage en sygepleje over for patienten, som er i..overensstemmelse med den samfundsmæssige, videnskabelige og teknologiske udvikling. I skriftet Fremtidens sygeplejerskeuddannelse (1999) nævnes det i relation til udviklingstendenserne i uddannelsen, at den viden, de studerende kan finde, ikke længere er eviggyldig. Refleksion er den metode, der foreslås, når det er nødvendigt for de studerende at finde frem til ny viden. Pointen er, at når.. indholdet i uddannelsen ikke er endegyldigt og varigt, kan de studerende ikke altid regne med endegyldige svar.. (Holdgaard m.fl. 1999: 21). Dette gælder bl.a. i forhold til, hvordan de studerende søger sygeplejefaglig viden i klinikken. Når man tager den store vidensproduktion inden for forskning i betragtning, er refleksion ikke længere den eneste metode, når det drejer sig om at finde frem til ny viden. Derfor er det vigtigt, at de studerende bliver styrkede i metoder til at finde frem til forskningsbaseret viden og i at vurdere dens anvendelighed. At inddrage forskningsbaseret viden i sygeplejen indebærer, at der skabes vilkår for, at sygeplejen kan udvikles. Hvad angår udviklingen i sygeplejen, skriver Rektorforsamlingen, at de studerende skal forholde sig kritiske til den udøvede pleje med henblik på at udvikle ny viden og metoder (ibid.: 23), og 3

i Bekendtgørelse om sygeplejerskeuddannelsen (2001) står der, at de studerende skal opnå en kritisk og analytisk kompetence med henblik på at kunne vurdere, begrunde og udvikle deres professionelle virke i forhold til patienten. De studerende skal altså på grundlag af deres faglige indsigt opøve en evne til at tage kritisk stilling til og bearbejde kliniske problemstillinger og på den baggrund udvikle sygeplejen. Når man tager disse forhold i betragtning, er det afgørende, at sygeplejersker fremover bliver i stand til at forholde sig til og vurdere sygeplejevidenskabelige artikler for at kunne anvende resultaterne i klinikken og på det grundlag udvikle sygeplejen. Derfor vil det være en fordel, om vi i et samarbejde mellem den teoretiske og den praktiske uddannelse etablerer en mulighed for, at de studerendes kompetencer udvikles inden for dette område. At det er væsentligt at inddrage den forskningsbaserede sygepleje i uddannelsen, bekræftes af National strategi for sygeplejeforskning 2005-2010 (2005), hvor man i forhold til de uddannelsesmæssige muligheder anbefaler at øge den forskningsbaserede undervisning ved professionsbacheloruddannelsen i sygepleje (DSR, 2005: 25). De prioriterede indsatsområder på CVSU-Fyn 2004-2007 er ifølge videnscenterstrategien bl.a. kvalitetssikring i form af evidens og faglighed (Videnscenterstrategi, 2004:2). Udviklingsprojektet har fokus på brugen af evidensbaseret viden i sygeplejen, og det øger sygeplejerskernes og de studerendes faglighed, idet inddragelse af ny og videnskabelig viden i sygeplejen giver en mulighed for at øge den faglige indsigt og udvikle kvaliteten i sygeplejen. Dette stemmer endvidere overens med videnscenterstrategiens sigte, der bl.a. består i at udvikle sygeplejerskeuddannelsen og at sikre, at uddannelsen giver mulighed for, at de studerende udvikler de kompetencer, der efterspørges (ibid.: 6). Da projektet er baseret på et samarbejde med praksis, rammer det et centralt element i videnscenterstrategien, som har fokus på dette samarbejde (ibid.: 5). 1.2 Hvad er evidensbaseret sygepleje? Den evidensbaserede sygepleje tager udgangspunkt i den kliniske sygepleje, fordi det er de aktuelle erfaringer eller oplevelser sygeplejersken har i forbindelse med udøvelsen af sygeplejen til patienten, der danner grundlaget for søgningen efter relevant viden der bygger på forskning (Leake 2004: 272; Happell et al.. 2003: 251; Ericson-Owens & Kennedy 2001: 137; Estabrooks 1998: 18). Med andre ord erfarer sygeplejerskerne, at der er et problem eller et dilemma ved en bestemt procedure eller sygeplejehandling, som de ønsker at undersøge med henblik på at opnå viden, nye løsninger eller få bekræftet kvaliteten af det, man allerede gør eller ved. I lighed med evidensbaseret medicin har evidensbaseret sygepleje fokus på, at sygeplejen baseres på videnskabelig viden, eller rettere, at denne viden anvendes, når den er velegnet i forhold til den sygepleje, der udøves. For at sygeplejerskerne kan forholde sig til evidensbaseret viden, skal de være i stand til systematisk at vurdere de videnskabelige resultater, som findes inden for det område, de interesserer sig for og kunne vurdere undersøgelsernes kvalitet. Dr.phil. Ania Willman, doktorand Peter Stoltz og doktorand Christel Bathsevani (2007) beskriver evidensbaseret sygepleje som dels en proces, dels en videnskabelig holdning til sygeplejen, som 4

sygeplejerskerne ønsker inddraget i deres arbejde. Processen forudsætter, at de har kendskab til de videnskabelige undersøgelser, der findes inden for et specifikt område af sygeplejen. Sygeplejerskerne må gøre sig klart, hvad det er for et problemfelt, de mangler viden om eller ønsker at få ny viden om. Processen består således i, at der stilles relevante spørgsmål til den sygepleje, der udøves i dagligdagen (Willman m. fl. 2007: 35-40, 65-69). På baggrund af de spørgsmål, der stilles, indledes en søgning efter relevante videnskabelige undersøgelser, hvorefter sygeplejerskerne tager stilling til disse undersøgelsers relevans i forhold til problemstillingen. Der foretages en kritisk vurdering af forskningens resultater. Alt sammen med henblik på at kunne inddrage resultaterne i sygeplejen. Det er afgørende, at hele processen, såvel søgningen som vurderingen af undersøgelsen, dokumenteres (ibid: 21-25, 35-40). Da den evidensbaserede sygepleje er udsprunget af den evidensbaserede medicin (EBM), er det relevant at inddrage Sackett et al. s definition af EBM. Den lægger vægt på, at det er en konkret, omhyggelig og ansvarsbevidst brug af den bedst tilgængelige evidens, der inddrages, når plejen til patienten tilrettelægges. Når plejen udøves, kombineres den forskningsbaserede viden med klinikerens faglige know-how. Det udtrykkes således: Evidence-based medicine is the conscientious, explicit, and judicious use of the current best evidence in making decisions about care of individual patients. The practice of evidence-based medicine means integrating individual clinical expertise with the best available external clinical evidence from systematic research (Sackett et al. 1996: 71). I lighed med Sackett et al. s definition kan udøvelsen af evidensbaseret sygepleje udtrykkes således: care concerning the incorporation of evidence from research, clinical expertise, and patient preferences into decisions about the health care of individual patients (Mulhall 1998: 5). Den forskningsbaserede viden skal altså kobles sammen med og opfattes som et tillæg til anden viden. Det drejer sig bl.a. om den enkelte patients oplevelse af sin situation, sygeplejerskens erfaringer og behandlingsprincipper (Willman & Stoltz 2007: 43). Det betyder, at bedømmelsen af, hvorvidt en videnskabelig undersøgelse er relevant, ikke kun sker ud fra en vurdering af undersøgelsens kvalitet og anvendelighed, men også på baggrund af refleksioner og vurderinger foretaget i en faglig, kollegial sammenhæng (ibid: 65). Evidensbaseret sygepleje fokuserer på at anvende forskningsbaseret viden i den kliniske sygepleje. Evidensbaseret sygepleje og evidensbaseret praksis er ifølge Estabrooks (1998) udtryk, der dækker det samme. Der er forskellige opfattelser af, hvordan evidens forstås, men i en række forsknings- og udviklingsartikler og litteratur om emnet lægges der hovedsagelig vægt på, at evidens består i en viden, der bygger på forskningsresultater (Willman m.fl. 2007; Cooke et al. 2004; Goodfellow 2004; Leake 2004; Happell et al. 2003; Jerlock 2003; Lydon-Rochelle 2003; Ericson-Owens & Kennedy 2001; Kirrane 2000; Mulhall 2000; Sackett 2000). 1.3 Hvilken viden anvender sygeplejersker i praksis? Ph.d. Carol Estabrooks stiller spørgsmål ved, om de nævnte definitioner af evidensbaseret sygepleje er i overensstemmelse med de kliniske sygeplejerskers forståelse af sygeplejepraksis. Hvilken viden 5

har sygeplejerskerne behov for, og hvilke kilder trækker de på i praksis. Hun foretager i 1998 en undersøgelse af udnyttelsen af forskning i sygeplejen, mere præcist undersøger hun den viden, sygeplejerskerne anvender i praksis. 1500 sygeplejersker deltog i en spørgeskemaundersøgelse. Undersøgelsen viste, at den viden, sygeplejerskerne anvendte i praksis, var betydeligt bredere end den videnskabelige viden (Estabrooks 1998: 21-22). De mest anvendte former for viden var erfaringsbaserede. Det drejede sig dels om den information, sygeplejerskerne fik om patienten som person, dels om de personlige erfaringer, sygeplejerskerne fik i forbindelse med sygeplejen til patienten. På tredjepladsen finder man den viden, sygeplejerskerne havde lært på sygeplejeskolen. Herefter findes den viden, de havde fået fra konferencer og procedurebøger. Denne efterfølges af den viden, sygeplejerskerne deler med kolleger, som efterfølges af den viden, de har fået gennem diskussioner med læger, sygeplejerskernes intuition og endelig viden, der fremkommer på baggrund af det, der fungerer i den daglige praksis. Det interessante ved undersøgelsens resultater er, at det viste sig, at det var den viden, sygeplejerskerne fik fra litteratur enten lærebøger eller fagblade de anvendte mindst. Dvs., at størstedelen af den viden, sygeplejerskerne anvendte, ikke var videnskabelig, da man ikke kan regne med, at viden fra proceduremapper er baseret på forskningsresultater. Endvidere er det tankevækkende, at den viden, sygeplejerskerne har fået gennem deres uddannelse, lader til at være ret betydningsfuld, også mange år efter at sygeplejerskerne er uddannet. Det er altså således forældet viden, de baserer deres praksis på, selvom deres viden om fx anatomi og fysiologi måske stadig er gyldig (Estabrooks 1998: 23-26). På trods af, at Estabrooks undersøgelse nu er 10 år gammel, viser den, at vi i sygeplejerskeuddannelsen skal være opmærksomme på, at de studerende lærer, at det er en betydningsfuld del af sygeplejen kontinuerligt at forholde sig kritisk til den viden, sygeplejen baseres på. Dvs., at de skal opøve kompetencer, der sætter dem i stand til at forny denne viden. Det understreger vigtigheden af, at der i uddannelsen er fokus på kritisk tænkning, og at de studerende lærer færdigheder i kritisk tænkning (Estabrooks 1998: 26, 30). Estabrooks undersøgelse viser således, at det er vigtigt at uddanne sygeplejersker, der er i stand til at finde og forstå den bedste evidens. De skal være i stand til at bedømme evidensen, ikke mindst i forhold til en videnskabelig standard. Endvidere skal vurderingerne foretages på grundlag af patientens præferencer, sygeplejerskernes kliniske erfaringer, kollegaers viden og afdelingens behandlingsformer. På den måde kan de opøve kompetencer i at tage stilling til den evidensbaserede sygepleje (Willman m.fl. 2007: 65). 1.4 Kritisk tænkning Som tidligere nævnt betyder det at anvende forskningsresultater i sygeplejen, at de studerende skal være i stand til at finde områder i sygeplejen, de ønsker at udforske. Dvs., at de studerende skal forholde sig undersøgende til sygeplejen, og denne holdning stimulerer den kritiske tænkning (Goodfellow 2004: 107). Det kræver en vis portion nysgerrighed og vilje til at undersøge det vi plejer at gøre. At arbejde med evidensbaseret sygepleje betyder altså, at de studerende lærer at 6

tænke kritisk, samtidig med at de opøver færdigheder i at foretage kliniske vurderinger (Ericson- Owens & Kennedy 2001: 137). Med fokus på, at sygeplejen skal baseres på den evidensbaserede viden, får både de kliniske vejledere og de studerende på den måde en mulighed for at forholde sig kritisk til den. Det er væsentligt at uddanne sygeplejersker, der er i stand til at tænke kritisk, fordi det giver dem en mulighed for selv at tage stilling til sygeplejen, i stedet for at acceptere afdelingens holdninger, fremgangsmåder og procedurer uden at stille spørgsmål. Kritisk tænkning anses for at være en analytisk proces, som indebærer problemløsninger, der motiverer til undersøgelse og kritisk vurdering. Den kritiske tænkning hjælper således de studerende til at forholde sig til og vurdere vante fremgangsmåder og procedurer i sygeplejen (Ericson-Owens & Kennedy 2001: 137-138). Det skal tilføjes, at det samme gælder for de kliniske vejledere. 1.5 De kliniske sygeplejerskers betydning for de studerende De kliniske vejledere er betydningsfulde at inddrage, når de studerende skal lære at anvende viden i deres sygeplejepraksis. Estabrooks undersøgelse viser således, at de kliniske sygeplejersker stort set ikke anvender forskningsresultater i deres praksis. Det leder os frem til et hidtil uberørt aspekt, nemlig de kliniske sygeplejerskers kompetencer. Lignende forsknings- og udviklingsartikler bekræfter, at de ikke baserer deres sygepleje på forskningsresultater. De anvender altså ikke forskningsartikler som grundlag for sygeplejen (Goodfellow 2004: 107; Leake 2004: 272; Happell 2003: 251; Mulhall 2000: 435-436). Spørgsmålet er, om de kliniske vejledere har kompetencer til at vurdere forskningsartiklers videnskabelighed. Ph.d. Linda Goodfellow (2004) mener, at sygeplejersker i dag har en negativ holdning til forskningsundersøgelser, fordi de sjældent anvender forskningsresultater i deres sygepleje. De finder, at sprogbruget er uforståeligt, og de er usikre på deres evne til at vurdere forskningsundersøgelser. Årsagen hertil er, at de mangler formel træning i at vurdere forskningsartikler (Goodfellow 2004: 107-108). Et af den finske professor i sygepleje, Katie Erikssons (2002) forskningsresultater viser noget tilsvarende, nemlig at sygeplejersker finder, at det videnskabelige sprog er svært tilgængeligt, hvilket er en barriere for at læse videnskabelige artikler (Eriksson et al. 2002: 70-72). Erikssons forskning viser, at interessen for litteratur fremmes, når sygeplejersken får uddannelse eller deltager i udviklings- eller forskningsarbejder (Eriksson et al. 2002: 77, 107). Det vil sige, at de kliniske sygeplejersker mangler de nødvendige kompetencer til at finde, vurdere og anvende viden fra forskningsartikler i deres sygepleje. Derfor er det vigtigt at inddrage de kliniske vejledere, der står for de studerendes uddannelse i klinikken, i et samarbejde med sygeplejerskeuddannelsen med henblik på, at de studerende og de kliniske vejledere kan lære at bruge forskningsresultater i klinikken. I den forbindelse er det vigtigt at være opmærksom på, at den evidensbaserede viden skal fungere som en metode for sygeplejerskerne, som de kan anvende i deres daglige pleje til patienten. Den 7

evidensbaserede viden skal give mening for sygeplejerskerne i deres daglige arbejde og ikke komme som et meningsløst diktat fra oven (Estabrooks 1998: 18). Willman m.fl. mener, det er svært for sygeplejersker, som beskæftiger sig direkte med omsorgen, at skaffe sig et overblik over den stadigt voksende vidensmængde. Der er ingen tradition for, at kliniske sygeplejersker søger og vurderer forskningsresultater, og de har derfor vanskeligt ved kritisk at vurdere videnskabelige undersøgelser (Willman m.fl. 2007: 36-38). Der produceres til stadighed et stort antal sygeplejevidenskabelige artikler, og i England har sygeplejeforskere fundet frem til, at der er ca. 440 tidsskrifter, som offentliggør disse artikler. Det er således et felt, det kan være vanskeligt at skaffe sig et overblik over (ibid: 25-26). Dette er et problem, set i lyset af, at vi lever i en tid, hvor der kontinuerligt produceres viden på snart sagt alle områder. Det er derfor nødvendigt at uddanne sygeplejersker, der er i stand til at imødekomme kravet om at forholde sig til og vurdere forskningsbaseret viden. Ph.d. Penny Y. Leake (2004) gør i en artikel opmærksom på, at de fleste kliniske sygeplejersker ikke har haft mulighed for at deltage i forskning. Forskning har været anset for at være den akademiske verdens ansvar, så sygeplejersker er ikke i stand til identifying, designing, conducting, and evaluating research (Leake 2004: 272). Sygeplejerskerne mangler simpelthen viden og tid til at engagere sig i forskning (Happell et al. 2003: 251). Spørgsmålet er, om ikke den videnskabelige vurdering af forskningsartikler snarere hører hjemme i den akademiske sygepleje, og at man kommer til at forvente, at de kliniske sygeplejersker besidder nogle kvalifikationer, som man får gennem en akademisk uddannelse. I så fald er det væsentligt at være opmærksom på, hvilke muligheder og begrænsninger, der er, når man skal anvende forskningsartikler i den kliniske sygepleje. Ph.d. Brenda Happell et al. påpeger, at det er nødvendigt, at de kliniske sygeplejersker kommer på kurser, fx af 2 ugers varighed, med efterfølgende opfølgning, hvor de lærer at vurdere forskningsundersøgelser 1 (Happell et al. 2003: 252). Leake gør rede for sine erfaringer med at engagere de studerende og kliniske sygeplejersker i at anvende forskningsbaseret viden i sygeplejen. Hun mener, at sygeplejersker læser meget og lærer om nye teknikker, men alligevel har de svært ved at anvende forskningsresultater, så der skabes ændringer i deres egen praksis. Konsekvensen er, at de studerende ikke rutinemæssigt oplever, hvordan forskning integreres i den daglige praksis, og de afslutter deres klinik uden den viden. De studerende lærer værdien af at anvende forskning i sygeplejen, når de arbejder sammen med sygeplejersker, der er villige til at stille spørgsmål til plejen og foretage ændringer. Ikke mindst, når de kliniske vejledere inddrager dem i den kritiske tænkning, de anvender, når de foretager betydningsfulde kliniske beslutninger. 1 Ph.d. Preben Ulrich Pedersen har etableret tre ét-årige tværfaglige uddannelses- og træningsforløb bestående af 222 lektioner. Forløbet har bl.a. haft til hensigt at udvikle kvaliteten af den kliniske praksis, at give deltagerne viden, redskaber og metoder til at kunne gennemføre projekter i den kliniske praksis og at fremme håndteringen af den evidensbaserede metode i den kliniske praksis (Pedersen 2005). Endvidere har Pedersen etableret lignende uddannelses- og træningsforløb på Rigshospitalets hjertecenter (Bagh 2005: 40-42). 8

Det er således de kliniske vejledere, der kan vise de studerende, hvordan forskningsbaseret viden, kan inspirere eller anvendes i praksis (Leake 2004: 272). Det er derfor nødvendigt, at de studerende og de kliniske vejledere i fællesskab ikke kun drøfter emner eller problemer i forbindelse med den sygepleje, de samarbejder om, men også søger efter og drøfter den forskningsbaserede viden eller litteratur, som kan bidrage med større forståelse og bedre løsninger i sygeplejen. Erikssons forskning viser, at tiden er en afgørende hindring for at arbejde med evidensbaseret sygepleje. Men også mangel på støtte fra ledelsen har en betydning. Sygeplejerskerne er så optaget af sygeplejen i afdelingen, at det er meget vanskeligt for dem at få tid og overskud til at arbejde med forskning. Det må som nævnt ske, når man har fri. Det samme forhold gælder, når det drejer sig om at sætte sig ind i ny viden, som det er svært at få tid til i arbejdstiden. Dermed er deres oplevelse af ikke at have tid, en faktor som forhindrer udvikling af sygeplejen. Det er naturligvis en betingelse for arbejdet med evidensbaseret sygepleje, at sygeplejerskerne har interesse for den, og at de har de nødvendige ressourcer til at arbejde med den. Deres interesse kommer til udtryk ved, at de inspirerer og ansporer hinanden, og den kollegiale støtte motiverer interessen yderligere. Der er blandt sygeplejerskerne en positiv holdning til, at der inddrages nye metoder i sygeplejen, og at der sker forandringer og ændringer i den. Det kræver imidlertid, at de bruger deres fritid til dette arbejde, og at de selv tager initiativet til at søge efter viden. Sygeplejerskernes engagement viser sig også gennem interesse for den ny viden, de studerende har med sig. Endelig stimuleres interessen for og kendskabet til litteratur, når der lægges sygeplejevidenskabelig litteratur og tidsskrifter frem på afdelingen (Eriksson et al. 2002: 77, 106-110). Sammenfattende må det pointeres, at de studerendes muligheder for at erhverve sig kundskaber i at arbejde med evidensbaseret sygepleje er forbundet med ja, afhængig af den kliniske vejleders interesse for og brug af evidensbaseret viden. Da det imidlertid ikke kan forventes, at de kliniske vejledere besidder denne nødvendige viden, må de inddrages i undersøgelsen. Projektet vil derfor være rettet mod både de kliniske vejledere og de studerende, hvilket betyder, at det først må undersøges, hvordan de kliniske vejledere kan erhverve sig kompetencer i evidensbaseret sygepleje, så at de kan leve op til deres ansvar for de studerendes uddannelse i klinikken, som altså også bør omfatte arbejdet med evidensbaseret sygepleje. Derfor, inden de studerende inddrages i projektet, undersøges det, hvordan de kliniske vejledere kan erhverve sig disse kompetencer. Når det drejer sig om at undersøge, på hvilken måde de sygeplejestuderende lærer at forholde sig kritisk til problemstillinger i sygeplejen og at udvikle denne på grundlag af evidensbaseret viden, kan denne læreproces ikke ses isoleret, den må nødvendig vis foregå i samarbejde med de kliniske vejledere, da de studerendes læring foregår i samspil med de kliniske vejledere (Lave & Wenger 2001: 35-36). Det betyder, at selv om dette projekt retter sig mod de studerende, er de kliniske vejlederes perspektiv på de studerendes læring også væsentlig at inddrage. 9

1.6 Problemformulering Hvorledes kan de sygeplejestuderende, når de arbejder med evidensbaseret viden: (1) forholde sig kritisk til problemstillinger i sygeplejen og (2) udvikle den eksisterende sygepleje? Problemformuleringen vil jeg søge at besvare ud fra henholdsvis de studerendes og de kliniske vejlederes perspektiv på de studerendes læring på grundlag af følgende underspørgsmål: Hvorledes oplever de sygeplejestuderende, når de arbejder med evidensbaseret viden: (1) at de kan forholde sig kritisk til problemstillinger i sygeplejen og (2) udvikle den eksisterende sygepleje? Hvorledes oplever de kliniske vejledere, at de sygeplejestuderende, når de arbejder med evidensbaseret viden: (1) kan forholde sig kritisk til problemstillinger i sygeplejen og (2) udvikle den eksisterende sygepleje? For ud for undersøgelsen af problemformuleringen, skal følgende først undersøges: Hvorledes oplever de kliniske vejledere, at de kan erhverve kompetencer i evidensbaseret sygepleje? Når der er fokus på de kliniske vejledere bygger det på den antagelse, at de studerendes læring er forbundet med de kliniske vejledere, hvad der vil blive gjort nærmere rede for i det følgende afsnit læringssyn. 2.0 Læringssyn og evidensbegrebet Jeg gennemgår i dette afsnit nogle af de pædagogiske overvejelser, der har betydning for designet, dvs. hvordan læring forstås i en social sammenhæng, og hvordan evidensbegrebet skal forstås i denne undersøgelse. 2. 1 Læringssyn Baggrunden for kort at skitsere et syn på læring er, at det danner grundlaget for projektets design. Inden de studerende inddrages i gruppens arbejde, finder jeg det nødvendigt, at de kliniske vejledere bliver fortrolige med, hvad det vil sige at arbejde med evidensbaseret viden. I det følgende vil jeg forklare, hvorfor jeg mener, det er en forudsætning for de studerendes læring, at de kliniske vejledere erhverver sig kundskaber i at forholde sig til og arbejde med evidensbaseret viden, så at de studerende kan se meningen med at lære sig brugen af den i den sygepleje, de udøver. Jean Lave og Etienne Wenger interesserer sig for, hvordan de konkrete handlinger i praksis har en afgørende betydning for den studerendes læring (Lave & Wenger 2001: 21). Det er de studerendes deltagelse i praksis, som udvikler deres evne til at lære af de opgaver, de udfører. Dvs., at det, de studerende lærer i en undervisningssituation, som ligger uden for den praktiske sammenhæng, bliver adskilt fra praksis. I disse undervisningssituationer lærer de studerende snarere at mestre selve undervisningssituationen, end at de udvikler en evne til at klare den reelle handling (ibid.: 24). Det betyder, at såfremt de studerende skal lære at udvikle sygeplejen ved at forholde sig til 10

evidensbaseret viden, skal de lære det i tilknytning til den kliniske praksis i samarbejde med de kliniske vejledere. Det er endvidere en forudsætning, hvis de studerende skal lære at bruge evidensbaseret viden i sygeplejen, at de kliniske vejledere finder denne viden anvendelig i forbindelse med sygeplejen, ellers bliver den evidensbaserede sygepleje blot et kunstigt begreb (ibid.: 35-36). Det er derfor nødvendigt, at de kliniske vejledere formår at lede de studerendes deltagelse på en sådan måde, at de studerende udvikler sig derved. Det er endvidere vigtigt, at de kliniske vejledere er i stand til at arbejde med evidensbaseret sygepleje, så at fokus ikke er på vejledernes forsøg på at forstå situationen gennem forestillinger og bearbejdelse af viden, frem for de studerendes deltagelse (ibid.: 24-25). At arbejde evidensbaseret forudsætter, at de studerende sætter ord på den sygepleje, der er problematisk eller de områder af sygeplejen, det er hensigtsmæssigt at erhverve sig en større forståelse af. Dette indebærer igen, at de studerende får hjælp af de kliniske vejledere til at reflektere over den sygepleje, de udøver (ibid.: 25-26, 31). På grundlag af Lave og Wengers teori pointeres det, at en hensigtsmæssig metode til at undersøge problemstillinger i sygeplejen er, at de studerende deltager i en arbejdsgruppe, som beskæftiger sig med evidensbaseret sygepleje, og at de kliniske vejledere skal være fortrolige med at finde frem til den evidensbaserede viden, så at de studerende kan se meningen i at benytte den i den kliniske sygepleje. 2.2 Evidensbegrebet Evidensbaseret viden er naturligvis ikke den eneste form for viden, der gør sig gældende i sygeplejen, men det er vigtigt, at de kliniske vejledere erhverver sig indsigt i den, hvis de skal lære dens muligheder og begrænsninger at kende. Endvidere, at de lærer at bruge den der, hvor den har relevans (Willman m.fl. 2007: 35, 43-44). Estabrooks mener, at det ville være en idé at opdele den viden, man benytter sig af, i to kategorier: forsknings-evidens og ikke-forsknings-evidens, hvilket har til formål at skelne mellem såkaldt research utilization og evidensbaseret praksis (Estabrooks 1998: 27). Denne måde at skelne mellem brug af viden, fremkommet på grundlag af forskning, og den, der ikke er det, finder jeg relevant, fordi det at opfatte evidensbaseret sygepleje som det samme som udnyttelse af forskning bliver en snæver tilgang til evidens. Det er problematisk, fordi det som nævnt kræver særlige kompetencer at kunne vurdere forskningsresultater, og dem har de kliniske vejledere ikke umiddelbart. Det betyder ikke, at det er umuligt for de kliniske vejledere at anvende forskningsbaseret viden, men det er vigtigt, at de kliniske vejledere oplever, at de med udgangspunkt i sygeplejen kan forholde sig til den relevante viden. Hertil kommer, at muligheden for at finde evidensbaseret viden også afhænger af de spørgsmål, der stilles til sygeplejen. Det kan nemlig være vanskeligt umiddelbart at komme på et konkret spørgsmål, man kan have som udgangspunkt for sin litteratursøgning. Netop dette forhold betyder, at drøftelser forud for litteratursøgningen er afgørende, for at kunne begrebsliggøre de problemer, 11

man har erfaret i sygeplejen. Det kan skyldes, at sygeplejersker ofte er fokuserede på, hvordan erfaringer kan udholdes og forarbejdes, eftersom sygeplejerskens relation til patienten er forbundet med nær kropskontakt, fornemmelser, følelser mv. Da sygeplejersker har denne særlige relation til patienten, er de afhængige af forskellige former for viden, som deres erfaringer med at være sygeplejersker og at udøve sygepleje (Mulhall 1998: 4-5). Dette udviklingsprojekts primære fokus vil være den evidensbaserede praksis, set ud fra Estabrooks forståelse af begrebet. Derfor, når det er muligt, afhængigt af det spørgsmål, der undersøges, og de kliniske sygeplejerskers kompetencer, vil man inddrage og vurdere forskningsartikler. I samarbejde med underviseren er det hensigten at anvende forskningsbaseret viden. Endelig skal det pointeres, at for de studerende, der deltager i projektet, er der mere fokus på at finde forskningsbaseret viden, da de gennem uddannelsen har beskæftiget sig med at søge efter og vurdere udviklings- og forskningsartikler, både i forbindelse med undervisningen og ved opgaveskrivning (Studieplaner for 2., 4. & 5. semester, II eksterne). Det skal i den forbindelse nævnes, at Anne-Mette Graubæk, har udgivet en rapport Informationskompetence i Sygeplejerskeuddannelsen Odense (2005), der gør rede for, hvordan informationskompetence indgår i sygeplejerskeuddannelsen. Sammenfattende er der fokus på flere forhold, når man beskæftiger sig med evidensbaseret sygepleje. For det første er evidens ikke kun anvendelse af forskning, der bygger på randomiserede kliniske forsøg og metaanalyser, det er et begreb, der skal forstås bredere. Det er altså de studerende og de kliniske vejledere, som skal bestræbe sig på at finde den bedste evidens, men hvis der ikke findes forskning om emnet, vil andre former for viden også være relevante. For eksempel de vidensformer, som Estabrooks undersøgelse inddrager. Men som nævnt har de studerende og de kliniske vejlederes kompetencer i at søge efter og vurdere forskning også indflydelse på, om det er muligt at finde og anvende forskningsresultater. 3. Design 3.1 Overvejelser om design A. Projektet er tilrettelagt således, at de kliniske vejledere og studerende sammen med underviseren udgør en arbejds- eller studiegruppe. Underviserens rolle er at lede gruppens arbejde igennem gruppens forskellige arbejdsprocesser. I nærværende undersøgelse er der fokus på samarbejdet mellem den teoretiske uddannelse og klinikken. Underviseren har en akademisk uddannelse og har derfor de faglige kompetencer, bl.a. i forhold til at vurdere artiklens metodiske kvalitet. Gruppens arbejde vil først og fremmest begynde med at finde frem til problemstillinger i sygeplejen. Ved i fællesskab at drøfte sygeplejen fører det til en øget forståelse af denne, bl.a. fordi den herigennem konkretiseres, hvilket er en nødvendig forudsætning for at kunne finde relevant viden. Ifølge Kari Martinsen skaber det en distance til oplevelserne, når vi fortæller andre om dem. Vi tænker over dem, og herved bliver det også muligt at lære af dem. Det er på den måde, at oplevelser 12

bliver gjort til erfaringer (Martinsen 2005: 66). Faktisk er det en pointe, Martinsen har, at selve fortællingen giver mulighed for, at vi kan undre os. Netop ved at have rum, hvor der er plads til eftertanke, skaber vi en distance til det, vi gør og mener, og på den måde kan vi problematisere vores oplevelser (Martinsen 2005: 69-70). B. En anden del af gruppens arbejde vil bestå i at vurdere de udviklings- og forskningsartikler, de finder frem til på grundlag af søgning på artikelbaser. Vurderingen foretages med henblik på at tage stilling til, hvorledes fund kan berige den kliniske sygepleje. Ifølge Estabrooks er der forskellige måder, hvorpå man kan anvende forskningsresultater. For det første er der den instrumentelle brug af forskning, det er den direkte overførsel af forskningsresultater til beskrivelser af procedurer, kliniske protokoller, kliniske retningsliner, standardplaner for plejen, nye teknikker osv. Det er denne instrumentelle anvendelse af forskning, opmærksomheden især er rettet imod i de forskningsog udviklingsartikler, som beskæftiger sig med sygeplejerskers brug af forskning i deres sygeplejepraksis. Dernæst er der den begrebslige brug af forskning. Den begrebslige brug af forskning har en oplysende funktion, som forekommer, når sygeplejerskernes forståelse af viden gennemtrænger eller belyser deres praksis. Det sker som regel på en indirekte måde, og den forekommer oftere end den førstnævnte. Endelig anvendes forskning også som et overbevisningsmiddel (Estabrooks 1998: 19-20). I dette projekt vil der naturligvis være fokus på den første form, men det er også vigtigt at være opmærksom på anvendelsen af den begrebslige brug af forskning i sygeplejen, således at den bliver mere synlig. Ifølge Eriksson udvides vores opfattelse af sygeplejen, når vi anvender begreber, og her spiller sproget en væsentlig rolle, fordi det er gennem sproget, at vi får en forståelse af vores virkelighed (Eriksson et al. 2002: 39). Med andre ord, gennem drøftelse af sygeplejen bliver vi mere bevidste om vores forståelse af den. 2.2 Projektets design Projektet er inddelt i tre faser. Den første fase har udelukkende fokus på de kliniske vejledere og den anden fase består i, at de studerende indlemmes i den gruppe, der består af de kliniske vejledere. Fase I Mål for perioden 2 Der etableres en arbejdsgruppe bestående af kliniske vejledere og en underviser. Der udarbejdes klare kriterier for gruppens arbejde i form af en samarbejdsaftale. Deltagerne kan finde og konkretisere problemstillinger i sygeplejen, som de ønsker at få undersøgt. 2 En periode svarer til 5 måneder, der er det samme som et semester. 13

De kliniske vejledere, der deltager i arbejdsgruppen, lærer at foretage litteratursøgning på grundlag af problemstillinger, man ønsker belyst i den kliniske praksis. De kliniske vejledere lærer at vurdere artikler med henblik på at anvende resultaterne i sygeplejen. Fase II Mål for perioden De studerende udvikler i fællesskab sammen med den kliniske vejleder et specifikt område af sygeplejen ved anvendelse af evidensbaseret viden i praksis. De studerende bliver styrkede i at forholde sig kritisk til deres sygeplejepraksis. Fase III Målet er, at arbejdsgruppen, bestående af de kliniske vejledere, studerende og underviser, udarbejder en artikel, som omhandler processen og indholdet i gruppens arbejde under hele forløbet 3. Fase III er ikke blevet gennemført. Der henvises endvidere til Præsentation for de kliniske vejledere (Bilag 1), hvor hele projektforløbet er beskrevet. 4. Metode 4.1 Etablering af kontakt til de kliniske vejledere På Middelfart psykiatriske afdelinger blev kontakten til de kliniske vejledere etableret gennem den kliniske sygeplejelærer. Herefter blev der sendt en projektbeskrivelse til oversygeplejersken, og efterfølgende blev der holdt møde med oversygeplejerske, afdelingssygeplejersker og de kliniske vejledere fra alle afdelingerne. I Odense Kommunale Ældrepleje har der været nogenlunde samme procedure. Her blev kontakten etableret til uddannelseskoordinatoren, hvorefter der blev sendt projektbeskrivelse til lederen af Odense kommunale ældrepleje og samtlige områdeledere. Jeg holdt et informationsmøde med dem, hvorefter jeg præsenterede projektet for de kliniske vejledere i alle områder. De havde modtaget projektbeskrivelse forinden. I Kerteminde kommune blev lederen af hjemmesygeplejen informeret, hvorefter der blev afholdt møde med denne og de kliniske vejledere. 4.2 Deltagere i projektet Der har deltaget 13 kliniske vejledere i Fase I og II. Oprindelig deltog 14 kliniske vejledere, men én faldt fra efter Fase I. Det er alle kvindelige sygeplejersker, der har mange års erfaring inden for deres fagområde. To kliniske vejledere var nye i jobbet, men de var begge meget erfarne sygeplejersker. Den ene havde arbejdet i hjemmesygeplejen tidligere. De har alle den Kliniske 3 Denne fase er der en gruppe, der er nået til, men de kliniske vejledere syntes, at det ville give et større fagligt udbytte, hvis de fortsatte med at arbejde med evidensbaseret sygepleje med større fokus på implementering. 14

vejlederuddannelse 4. Der har deltaget 16 sygeplejestuderende i forbindelse med 6. semester praktikophold. En gruppe bestående af fem kliniske vejledere har deltaget i projektet i 1½ år og har haft to hold studerende. Dvs., ud over Fase I har de været igennem Fase II to gange. En anden gruppe på fire kliniske vejledere har ud over Fase I været igennem Fase II en gang og den tredje gruppe på tre kliniske vejledere har været igennem Fase I Udvælgelse af kliniske vejledere og studerende foregik på forskellig vis. I Middelfart deltog der flere kliniske vejledere i Fase I, fra nogle afdelinger to til tre kliniske vejledere. I OKÆ deltog uddannelseskoordinatoren i udvælgelsen. I Kerteminde var der en klinisk vejleder tilknyttet hvert område og de deltog alle. De studerende, der har deltaget, har gjort det, fordi de kliniske vejledere var ansvarlige for dem. Inden de studerende blev inddraget i gruppens arbejde, blev det drøftet med de kliniske vejledere, hvilken holdning de havde til de studerendes deltagelse i projektet. Samtlige kliniske vejledere gav spontant udtryk for, at de forventede, at de studerende deltog i gruppen som en naturlig del af deres praktikophold, fordi de syntes, det kunne understøtte de studerendes læring i afdelingen. Men en mulighed var også at lade det være op til de studerende at afgøre, om det var relevant for dem at deltage. Dette blev også drøftet med de kliniske vejledere. 4.3 Fokusgruppeinterviewet, metodiske overvejelser Ved afslutningen af Fase I foretages et fokusgruppeinterview med de kliniske vejledere, der har deltaget i projektets Fase I. Formålet er at indhente viden om, hvorvidt de kliniske vejledere finder projektets design anvendeligt. Dvs. fokusgruppeinterviewet foretages med henblik på at få mulighed for at forbedre projektet design (Bilag 2). Ligeledes foretages der fokusgruppeinterview ved afslutningen af Fase II, der udføres to. Ét med de 6. semester studerende og ét med de kliniske vejledere. De studerende udtaler sig udelukkende om deres egen læring i forhold til de processer, vi har arbejdet med i gruppen. I Fase II er det de studerendes læring i gruppen og i afdelingen, de kliniske vejledere udtaler sig om. Fokusgruppeinterviewene foretages på grundlag af en spørgeguide (Bilag 3 & 4). Den er udfærdiget med henblik på at besvare problemstillingen (Halkier 2003: 85) og har fokus på følgende centrale emner: kritisk holdning til sygeplejen, anvendelse af evidensbaseret viden i sygeplejen, udvikling af sygeplejen. Da projektet er baseret på, at det er gruppeprocessen, der er central i forhold til de studerendes læring, har jeg valgt at benytte fokusgruppeinterviewet som metode. I fokusgruppeinterviewet er det det sociale samspil, der producerer de empiriske data. Jeg valgte at interviewe de studerende og kliniske vejledere hver for sig, da interaktionen i fokusgruppen er betydningsfuld. De to grupper blev på den måde homogent sammensat ud fra deres roller i afdelingen (Halkier 2003: 30-35). Jeg mente, at dette var hensigtsmæssigt, fordi der er et magtforhold mellem de kliniske vejledere og de 4 Klinisk vejlederuddannelse svarer til 9 ECTS point og består i et 6 ugers kursusforløb. 15