Formandens mundtlige beretning ved LU s årsmøde 7. april 2016 Vi lever i en forandringstid. Hvor hører vi og har snart i mange år hørt det tit. Vi hører det så tit, at vi måske også bliver en lille smule bedøvede og trætte, når én eller anden i én eller anden forsamling igen og igen udbasunerer: Forandring! Ligesom talrige filosoffer og andre konstant diskuterer, om det var Gud, der opfandt mennesket, eller om det var mennesket, der opfandt Gud, så kan man være i tvivl, om det er mennesket, der skaber forandring, eller det er forandringen, der skaber mennesket. En akademisk diskussion, som man kan få meget tid til at gå med. Fakta er, at der sker forandringer nogle opdager man, nogle opdager man ikke, og nogle fornægter man måske eksistensen af. Og nogle ser såmænd også forandringer, hvor det i virkeligheden er det samme. Det forunderlige ved ordet forandring er, at det er et af de der vinderord, som selv idioter kan vinde en diskussion med. Det samme er det og måske endda mere tydeligt med ordet udvikling. Den, der i en diskussion siger ordet først, er ligesom foran på point fra starten. Begynder man at problematisere eller på anden måde at perspektivere brugen af ordet, er man allerede i bås som sådan bagstræberisk. Engang var det konstruktivt at være kritisk lige at give sig tid til at gå et spadestik dybere. Det, kan man roligt sige, er ikke mere tilfældet. Behovet for klarhed, forståelse og yderligere nuancering bliver forholdsvis hurtigt i en proces dækket af, at det er der evidens for eller forskningen siger. Det er altså ikke så meget hvad og hvordan, men først og fremmest at man er med. Det er derfor også vigtigt at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt og sige de rigtige ting. I vor tid nemlig den konstante forandringstid er det en kunst at holde sig opdateret med, hvad der egentlig tales om i de arenaer, hvor ungdomsskolefolk har en chance for at blive set og hørt. Der er som regel altid en nøje sammenhæng mellem økonomi og talk of the town. Sagt med andre ord man taler med om noget, hvis man tror, at det er det, alle taler om. Og økonomi er jo et at de emner, der kan være afgørende for, om man stadig selv har en plads på spillepladen. Den kommunale økonomi er sådan skruet sammen, at året starter med en stor lagkage også kaldet budgettet og det gælder jo så om at få så meget af kagen, at man i det mindste selv overlever. Og så siger det sig selv, at der er kamp til stregen altid. Man skal derfor være mere end almindelig begavet, hvis man skal holde en holdningsdebat kørende. I stedet for at argumentere for at noget er vigtigt og selvfølgelig også kræver ressourcer, så er der mere musik i at argumentere for, at noget kan undværes og dermed spares væk. Ønsket om bevarelse kommer til at stå som forsvarstalen, hvorimod besparelsen kommer til at stå som den fremtidssikrede udviklingstendens. Vi har i stort set alle kommuner en lang række udviklingspersoner, som har til opgave, at få nedskæringer til at blive oplevet som et virkelig godt afsæt til at få en spændende udvikling sat i gang, og som vil gøre en 1
indsats grundlæggende mere kvalitativt, da der er evidens for via forskellige undersøgelser at det, vi gør nu, er helt ude af trit med de krav, der stilles til moderne ledelsesteams osv. osv. Det gør vi så lige indtil, der er nogen, der har indflydelse nok til med ét slag at spille den sidste nye geniale plan skakmat. Sidste nye eksempel kender vi alle. Folkeskolereformen en stor anerkendt plan, bredt forlig i Folketinget. Alle børn skal blive så dygtige, som de kan. Ikke et øje er tørt. Men Folkeskolereformen har fået en ny overskrift. En overskrift, der indkredser og fortæller nationen, hvad der optager os alle sammen allermest. Længden. Den lange skoledag er blevet TEMAET, her hvor vi er på vej ind i reformens anden - eller måske tredje halvleg. Den lange skoledag indikerer, at skoledagen ikke alene er lang, men at den faktisk er FOR lang. Det gode spørgsmål er, om man nåede at få undersøgt værdien af indholdet i de sidste timer på dagen, før man blev enige om, at det er skoledagens længde, der blokerer for reformens vej til succes. En supertanker har således været en tur ude i et farvand, hvor den ikke vil sejle mere. Hvad er der så tilbage? Nu har vi lige lært at sige alle børn skal blive så dygtige, som de kan nærmest i søvne ja, og så var der noget med at mindske betydningen af social baggrund men har det ikke altid været et fromt ønske hos os alle. Hvor kan vi se de afgørende forskelle udspille sig i praksis? I stedet for at fokusere på hvordan en længere dag kan give mening, er der fundet en tryllemedicin, der når skoledagen er bragt tilbage til den ønskede længde helbreder sygdommen. Nemlig tolærerordning. Mange mener, at skoletrætheden udelukkende opstår ved, at man pines for længe. Men det kan også hænge sammen med, at man bliver pint rigtig meget, men på kort tid. Begge dele er lige ringe, men hvis man ser det fra elevens side, der måske grundlæggende døjer med synet af en lærer, kan det være en ringe trøst at forkorte skoletiden mod, at man til gengæld udsætter den selvsamme elev for to lærere ad gangen. Uanset hvor moderne eller udviklet den danske folkeskole er, så er strukturen i stor udstrækning stadig, at man rejser sig og sætter sig i bundter á ca. 25 elever, ca. en gang i timen, i ca. 6 timer om dagen, i ca. 40 uger i ca. 9-10 år. I meget runde tal 12.000-15.000 gange. Det ligger næsten i generne hos os danskere, - elever, lærere og såmænd også forældre, at skoletid har det med at miste pusten omkring kl. 14. For skoletid er og bliver skoletid med alt, hvad det indebærer. En stærk kraft i det enkelte menneske ved, at fritid er noget helt andet. Og fritidsundervisning er noget andet end skoletidsundervisning. Og det er noget, vi alle skal minde hinanden om igen og igen. Fritiden bliver ikke mindre vigtig af, at den ikke i samme grad som den lange skoledag bliver omtalt i en uendelighed. Der er store grupper blandt unge, for hvem fritiden og fritidsundervisningen er den helt personlige udviklings- og motivationsplatform. Indsatsen med at holde noget i tale er afgørende, netop fordi det også omhandler mindretalsgrupper, der ikke selv siger noget. Vi bliver nødt til at dvæle lidt ved og smage på ordet FRI. Fritid fri tid at have fri at være fri frihed. Ordene skaber også virkeligheder. Går du i skole, eller har du fri fra skole. Frikvarter hvad er det? Har man fri i et frikvarter - eller er man fri. Fritiden er ikke kun tiden, hvor man har fri fra skole, eller hvor man ikke lige er sat i gang med huslige pligter. Den fri tid er en følelse en tilstand. 2
Den fri tid er den unges egen tid, hvor man i en blanding af lyst, fornuft og pligt som samfundsborger træffer valg og på egne præmisser. At tilbyde undervisning på den fri tids og det frie menneskes præmisser er en alvorlig og vigtig opgave. For det er i netop det rum, at mennesket dannes og skaber sin egen identitet. Det er et valg om, hvor man vil hen, hvem man gerne vil være sammen med, hvad man skal lave, og så er der en kæmpe stor arena, hvor man bare glæder sig til at lade sig overraske i forhold til, hvad den fri tid i øvrigt kan give én af oplevelser. En stemning af frihed, åbne vidder og carpe diem-elementer i løs vægt og tilfældig rækkefølge. Valg og frihed. Nogle vil sige, det er en vild luksus at kunne det, men i forhold til voksenverdenens fordømmende holdninger til, hvad der skal kunne betale sig at investere i, så er frihed ikke det værste valg. Det er nemlig her, hvor begreber som herre over sit eget liv tager sin begyndelse. Mål bare på, om de sidste par timer af en lang skoledag giver mere målbar læring end et par timer, man selv har valgt at opleve, at lære og at være i. Den længere skoledags opståen var ren afskrivning fra andre landes/kulturers kontekst og nu har vi virkelig fundet noget der virker. Vi fløj fra Canada til Finland, sejled fra England til Skotland og fór fra Herodes til Pilatus. Der går kortere og kortere tid imellem de to tidspunkter, hvor man kan få en flok offentligt ansatte til at lovprise et nyt tiltag og tænke fuldstændig anderledes. 4-5 buzzwords, en projekttitel og så kører toget. Vi samles til kurser og konferencer i lukkede kredse og lærer nye navne på begreberne og har så en tro på, at mennesker ude i samfundet uden for de offentlige institutioners mure har fået det hele med. Vi tror på, at de fra i morgen indtager en helt ny forældrerolle og i øvrigt følger snakken i vild begejstring ved de efterfølgende, overfyldte forældremøder. Alle os i den offentlige sektor skal passe på, at vi ikke selv bliver et parallelsamfund, hvor tingene udelukkende mislykkes, fordi dem der ude i samfundet ikke har fattet genialiteterne. For hvordan kan en skolereform, der økonomisk involverer milliarder af kroner og mange tusinde mennesker så tidligt i et forløb kuldsejle? Om føje tid vil vi se andre træthedstegn fra frivillige og virksomheder, hvis der ikke indarbejdes gode incitamentsstrukturer. Skolesammenlægninger og skolenedlæggelser er blot sat på stand by, fordi dem der ude i samfundet ikke kan tage mere lige nu, og fordi forældre som automatreaktion opretter friskoler. En række af disse friskoler taber så til gengæld også pusten i perioden mellem det 5. og det 10. år. Så det drejer sig om at få det til at se mest muligt ud, som at folket får det, de gerne vil have. Men over hele herligheden svæver det faktum, at der bliver stadigt færre til at betale for flere. Der er ikke en eneste skolereform, der på sigt har forbedret resultater i væsentlig grad. En blind tro på strukturer, skemaer, kasser og tabeller hjælper ikke. Vi tror, vi skal kunne overskue alt på én gang og drage kloge konklusioner på den baggrund. Hvor vidt er hvem - i hvilken kasse og med hvilken målbar opgave? Vi skal ikke overskue, - vi skal gennemskue. Gennemskue og forstå hvorfor og hvordan enkeltindivider kan udleve deres drømme og ambitioner. Være ordentlige mennesker med lyst og evne til at bevare det sande demokratis værdier og få flest mulig til at yde og nyde til det fælles bedste. 3
Men hvordan kan alle vi mennesker, der har forstand på henholdsvis pædagogik, mennesker og samfundets udvikling i øvrigt tilsammen sørge for, at vi alligevel ikke kommer nogen vegne? Kan det være fordi, at der er dele af menneskeheden, der i det skjulte absolut kommer nogen vegne, og at det bare er det måbende og intetanende flertal, der ikke fatter en meter og bliver hængende? På verdensplan har vi de sidste 7 til 10 år snakket om krise og mange menneskers elendighed. Siden 2010 er de rigeste 62 personer i verden blevet 40 % rigere og ejer nu hen ved halvdelen af denne verdens rigdom. Og de 3,5 milliarder fattigste mennesker er blevet tilsvarende fattigere. Hele den vestlige verdens redningsplanke, nemlig VÆKSTEN forstår vi som, at der bliver mere til os alle. Men der er i høj grad altså også tale om, at der for rigtig mange bliver mindre. Og hvor meget nedgang er der egentlig plads til, når man i forvejen er henvist til at overleve i et blikskur ved en eller anden storby blandt andet fordi, man er flygtet fra enten oversvømmelse, tørke, forurening eller en regnskov, der ikke er der mere. Hvordan skal man uanset politisk overbevisning forklare kommende generationer det? Der er i samfundsdebatten mange elementer af indforståethed iblandt voksenbefolkningen. Man tilhører partier, erhvervsgrene, sociale klasser, bestemte adresser osv. Det giver en massiv mængde af forventelig reaktion og en så høj grad af forudsigelighed, at vores yngre befolkning står af, for de har selvfølgelig for længst luret, hvad det reelt er, der foregår. Vort demokrati i lille Danmark har nået et udviklingspunkt, hvor "frie valg", som er en af hjørnestenene i den demokratiske definition, er blevet til en total farce. Vi husker afstemningen vedr. EU-forbeholdene eller gør vi? Der afholdes ganske vist frie valg, men finessen består fra vore magthaveres side i, at der ikke rigtig er nogen, der kan føle sig sikker på, hvori valget består. Hvad stemmer vi om? Ingen giver et ordentligt svar alle beskylder alle for at ville fordreje sandheden. Alle de mennesker, der har en professionel rolle altså tjener deres løn i dette cirkus med både klovner og løvetæmmere, har en interesse i at the show must go on. Og vi får det på alle flader: TV, facebook, twitter osv. osv. Fanden stå i at skulle ind i et koldt cirkustelt, når forestillingen kommer lige ind i stuen. Det fandt Cirkus Benneweis ud af og måtte dreje nøglen. Det er ikke et stur stur nummer at få en due til at forsvinde i et jakkeærme, når nogen kan få milliarder og atter milliarder til at forsvinde uden om skat i Panama ved hjælp af vores alles gode og troværdige ven Banken. Banken er nemlig nutidens helt store tryllekunstner, der er blevet sit helt eget parallelsamfund, hvor alle er hinandens familie med nedrullede gardiner, og hvor overlevelsespræmissen er: jeg skal nok lade være med at sige det til nogen! Tænk hvis vor tids største Tavse Dansker - Carl Holst var nået til Tops i Kina eller Rusland og ikke kun i Region Syd. Det drejer sig ikke om at tjene sine egne penge. Det drejer sig om at tilegne sig brugsretten til andres penge. Respekten for befolkningen bliver så ligegyldiggjort, at det for nogen giver lige så meget mening at følge med i, hvor meget bar røv der er i Paradise Hotel, som at prøve at blive klog på, hvor meget medlem vi er i EU. Intet har en sandhedsværdi i sig selv, vi skal hele tiden tage med i betragtningen, hvem der siger det, hvornår og til hvem. Alle er hele tiden med i et intrigant spil. Når politikere flot udbasunerer, at noget er godt for Danmark og danskerne, skal man virkelig være på vagt. 4
Hvem er danskerne? udover ham selv og egne meningsfæller? Men hvordan klæder vi børn og unge bedst på til voksenlivet? Skal vi forberede dem på et liv med korruption, egoisme, ufin konkurrence, racisme, økonomisk og social ulighed? Hvor vi hele tiden er i konteksten om, at den kloge narrer den mindre kloge? Ja, det skal vi - for det findes der mere og mere af vi ser og hører mere og mere, tidligere og tidligere, hurtigere og hurtigere. Også i takt med at tonen på de politiske scener åbner op for en sprogbrug, som hurtigere end vi aner, kan ændre adfærden på gaden, på arbejdspladsen, i skoleklassen, idrætsforeningen og den lokale bodega. Vi er endnu en gang tilbage ved hele udgangspunktet for, at nogle danske politikere helt tilbage i 1942 var overbeviste om, at der var et helt afgørende behov for, at unge skal kunne nå sikre havne, hvor man kan blive ordentligt oplyst om, hvad der lurer i horisonten. Og hvor god, fri undervisning, sundt selvvalgt socialt samvær er fundamentet til ikke at blive enten isoleret i ensomhed eller revet med i mere og mere radikale grupperinger, der tegner sig. Den fri tid det frie menneske det frie valg. Det fortjener vi alle. God arbejdslyst i gruppearbejdet. Jørn Hansen 5