Prædiken til anden søndag efter Helligtrekonger, 18/1-15. /Søren Peter Villadsen Salmer; 16,22/144,399. Den tredje dag var der bryllup i Kana i Galilæa, og dér var Jesu mor med; også Jesus og hans disciple var indbudt til brylluppet. Men vinen slap op, og Jesu mor sagde til ham:»de har ikke mere vin.«jesus sagde til hende:» Hvad vil du mig, kvinde? Min time er endnu ikke kommet.«hans mor sagde til tjenerne:»gør, hvad som helst han siger til jer.«der var dér seks vandkar af sten; de stod der efter jødernes regler for renselse og rummede hver to til tre spande. Jesus sagde til dem:»fyld karrene med vand.«og de fyldte dem helt op. Og han sagde til dem:»øs nu op og bær det hen til skafferen.«det gjorde de så. Men da skafferen havde smagt på vandet, der var blevet til vin han vidste ikke, hvor den kom fra, men det vidste de tjenere, som havde øst vandet op kaldte han på brudgommen og sagde til ham:»man sætter ellers den gode vin frem først, og når folk har drukket godt, så den ringere. Du har gemt den gode vin til nu.«dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham. (Johannes 2,1-11) Amen! Hos Martin Luther og et godt stykke op igennem kirkehistorien har man inden for vores protestantiske tradition forstået dagens evangelium som en tale om det kristne ægteskab. Brylluppet i Kana blev således udlagt som en beretning om det gode ægteskab, og prædikenen ville typisk tage form som en vejledning i, hvordan kristne ægtefolk skulle leve med hinanden, deres børn og, for det havde man dengang, deres tjenestefolk. 18/1-2014 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 1
Det er det emne, der er blevet prædiket over, sunget salmer om og forkyndt på denne søndag i århundreder og i Kingos salme, Hvor saligt var det ægtepar, som vi skal synge om lidt, finder vi endnu elementer heraf i vores nuværende salmebog. Selv om det kristne ægteskab måske ikke lige er det første tema, der springer os i øjnene, når vi hører dagens evangelium, kan man egentlig godt forstå hvorfor. Og det har da bestemt også gode grunde for sig grunde som både finder deres afsæt i kirkehistorien, i teologien og i samfundsindretningen. Hvis vi springer et par mellemregninger over, havde man i den tidlige protestantiske kirke brug for en fortælling, der kunne godtgøre den måde, som man nu en gang havde indrettet sig på. Man behøvede en klar tale om ægteskabet og familien med børn og hushold som den gode måde at leve sammen på og som det stabile omdrejningspunkt i det samfund, man kendte og ønskede at understøtte. Og den slags beretninger er det nye testamente, når man kigger efter, ikke specielt fuldt af, og det har ganske givet sine gode grunde for hverken Jesus eller hans disciple blev hjemme ved familien. De gjorde tværtimod noget, der blev betragtet som meget besynderligt på det tidspunkt. De forlod alt og gik omkring på vejene førstnævnte for at forkynde evangeliet, sidstnævnte for at høre det og være med i alt dette forunderlige, der skete omkring dette forunderlige menneske, Jesus af Nazareth. For disciplene betød hverken familie eller evt. ægtefælle det store, og de, der fulgte Jesus, var netop brudt op fra alt det, der var stabilt, vanligt og trygt, fordi de havde fået ører til at høre med. Når Jesus iflg. Lukas (kap. 8) kunne slå fast, at Hans mor og brødre ikke var dem, der stod udenfor, men derimod dem, der hører Guds ord og handler derefter, rammer det sådan set meget godt ned i den virkelighed, som de kendte. De, der dengang gik omkring sammen med Jesus derude på vejene i det øde land. Fordi det nu forholdt sig sådan svømmer evangelierne heller ikke over med beretninger om ægteskabet. Hvis vi således ser bort fra lignelserne om de ti brudepiger og kongesønnens bryllup, der i deres tematiske ramme, men måske ikke i samme grad i deres evangeliske pointe kan siges at handle om bryllup og ægteskab, er det hos Paulus, vi finder de stærkeste nytestamentlige udsagn om ægteskabet. 18/1-2014 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 2
Og hos ham virker det mest af alt som en art nødløsning for dem, der ikke kunne være afholdende. For Paulus selv var der ingen tvivl: Afholdenhed var bedre end samliv, og at leve alene var at foretrække frem for at være gift, fordi ægteskabet fjernede opmærksomheden fra dét, det egentlige drejede sig om. Der skal ikke herske tvivl om, at Paulus har spillet en helt afgørende rolle for reformationen. Luthers såkaldte reformatoriske opdagelse knyttes netop sammen med Romerbrevet og i særdeleshed med indsigten i, at Guds retfærdighed, der omtales hér, ikke er en dømmende, men en nådig retfærdighed. Gud kommer, ser Luther forbilledligt klart, ikke os mennesker i møde som en fordømmende dommer, men som en retfærdiggørende frelser. Men lige hér i forhold til spørgsmålet om ægteskabet har det været lidt vanskeligt at få enderne til at nå sammen, når man så på Paulus. For man ønskede i hvert fald ikke et samfund, hvor få levede et særligt perfekt liv i afholdenhed og de fleste så måtte tage til takke med det næstbedste i form af ægteskabet. Den løsningsmodel kendte man nemlig kun alt for godt, for den fandtes og findes sådan set fortsat i den katolske kirke i form af cølibat og klostervæsen for de særligt fuldkomne og så det verdslige og almindelige liv for alle os andre. Og alt det var jo netop dét, man havde gjort op med. Og så fandt man en forklaring på ægteskabet som noget godt, som Gud havde givet mennesker, i bl.a. fortællingen om brylluppet i Kana. For her så man en beretning om det gode ægteskab, der oveni købet blev legitimeret ved Jesu forunderlige forvandling af vand til vin. Ægteskabet var ifølge Luther ubetinget godt. Det var ikke bare en konsekvens af syndefaldet eller en særlig velegnet måde at tøjle mennesker på. Samlivet mellem en mand og en kvinde, dét at få børn sammen og familielivet som sådan, var en Gudvillet ordning, som Gud selv i selve skabelsen og dermed forud for syndefaldet havde indstiftet til menneskers bedste. En sådan skabelsesordning, kalder man det, er netop givet som noget Gud bruger til at velsigne os mennesker. I et lille skrift fra 1523, i hvilket Luther henvender sig til nogle, kan man måske kalde dem, munkeriddere i den såkaldte tyske orden, der på det tidspunkt havde deres magtbase i det nuværende Polen og Baltikum, er han helt klar i mælet. I sin opfordring til dem om at gifte sig frem for at holde sig til cølibat og munkeløfte hedder det bl.a. at der næst efter evangeliet, som handler om Gud 18/1-2014 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 3
selv, ikke er nogen højere form for tjeneste, stand, virke og gerning i Guds øjne end ægtestanden (Luthers skrifter i udvalg, Bind IV, p.465f.) Jo, Luthers anliggende er klart nok, og det har da også ganske givet meget godt for sig. Ægteskabet har vist sig at være en ganske god måde at indrette sig på, og det har i århundreder fungeret som den faste rygrad for menneskers liv såvel som for samfundet, hvor ægteskabet og familien netop har indtaget rollen som det skelet, som alt det andet er bygget op omkring. Hvorom alting er, skal hele denne prædiken ikke fortabe sig i Luthers forståelse af ægteskabet. Luthers tanker var, ganske som i øvrigt også enhver anden forståelse, bestemt af den tid og situation, de er blevet til i. De er udtryk for mennesker oplevelse af Gud og deres tale om, hvad Guds komme til verden i dette menneske, Jesus af Nazareth, betød og betyder for os mennesker, for vores forhold til Gud og for vores forhold til næsten. Og den slags tale er aldrig endelig, definitiv eller udtømmende. Hvor Gud véd alt, forstår alt og gennemskuer alt, forstår vi som mennesker altid kun brudstykker af Guds virkelighed vi ser altid, som Paulus meget ædrueligt gør opmærksom, kun stykkevis. Og i modsætning til Vorherre er vi henvist til at erkende som i et spejl i en gåde. Denne pointe, der kan være både god, nødvendig og, måske også, til tider smertefuld at minde sig selv om, genfindes sådan set helt konkret i det, vi netop har beskæftiget os med. For hvor mine forgængere på prædikestolen i århundreder har set fortællingen om brylluppet i Kana som en udlægning af det kristne ægteskab som en Gudvillet skabelsesordning, er det nok, som allerede antydet, ikke denne forståelse, der først melder sig, når vi nu hér i dag står med denne på enhver måde vidunderlige fortælling i hænderne. Sådan er det nemlig med udlægninger og prædikener. De tager form af den tid, de er blevet til i, og sådan må det også være. For evangeliet må og skal udlægges så det får lov til at komme til orde som Guds altomstyrtende nye tale til os og på samme tid forkyndes som en konkret og situationsbestemt forkyndelsen ind i en konkret tid, situation og virkelighed. For hvad er det dagens evangelium har at berette? Ja, det er i hvert fald fortællingen om en fest, som der helt sikkert blev talt om i mange år efter. For det var netop ikke bare et bryllup, men meget andet og mere end det. Det var den dag, hvor Jesus første gang viste Gudsrigets herlighed for os, der både 18/1-2014 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 4
dengang og nu står over for ham. Det var, kan man opregne, det første af de syv tegn i Johannes Evangeliet de tegn, i hvilke Jesus viser sig selv som Guds søn og som vores frelser. Og dette det første tegn, hvor han gør vand til vin, næsten bobler over af overskud og glæde fordi beretningen om denne Jesus af Nazareth er det glædeligste budskab, der nogensinde er blevet fortalt til os mennesker. I gammel tid havde det, som vi for lidt siden hørte i den gammeltestamentlige læsning, været sådan, at man kunne ikke se Guds ansigt. Det kunne ingen mennesker tåle; man ville dø af det. Selv Moses havde ikke set Gud direkte. Han fik kun lov til at se en flig af Guds herlighed bagfra. Men den dag i Kana var det anderledes. Dér viste Jesus Guds herlighed, så alle kunne både se og smage den og det var ingen, der døde af. Snarere tværtimod. Den dag sprang Guds kærlighed til menneskene ud i lys lue. Vandet blev forvandlet til vin og menneskene blev forvandlede af at drikke den. Sådan møder vi også Vorherre ikke blot bagfra, som Moses gjorde, eller i dunkle skygger inde i det allerhelligste i templet, hvor kun ypperstepræsten måtte gå ind. Vi møder Gud ansigt til ansigt i mødet med dette menneske, Jesus af Nazareth, i hvem Gud er kommet os nær. Og det er et møde, som livet springer af. Også for os, der hører om Ham i dag i denne forunderlige beretning, som Johannes véd at berette. Også i dag kommer Jesus os i møde i vandet og i vinen i dåbens vande og i nadverens brød og vin er han hos os og fornyr os til et liv i fællesskabet med Ham både i det liv, vi er blevet skænket nu og her, og i det evige liv sammen med Ham i Guds rige. Det er da et glædeligt budskab og nok en fest værd dengang i Kana som for os i dag. Amen! 18/1-2014 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 5