TOBINSKATTEN: MULIG MEN PROBLEMATISK

4. april 2002 Af Anita Vium - Direkte telefon: 33 55 77 24 Resumé: TOBINSKATTEN: MULIG MEN PROBLEMATISK Tobinskatten er let at falde for. Den lille skat på valutatransaktioner er nemlig simpel, let at forstå og slår to fluer med ét smæk. For det første stopper den uproduktiv spekulation, og for det andet indbringer den et kæmpe provenu, som kan bruges på udviklingen af den tredje verden. Men desværre findes der ingen lette løsninger, når det gælder problemerne med globaliseringen. Selvom Tobinskatten er mulig at gennemføre i praksis, vil den ikke få den ønskede virkning. En lille skat på valutatransaktioner kan ikke forhindre fremtidens valutakriser, som vi tidligere har oplevet i Sydøstasien, Rusland, Mexico og Argentina. Desuden har Tobinskatten en række ulemper. Den generer den internationale handel ved at fordyre kurssikringen. Det vil derfor både formindske og fordyre den internationale handel til skade for forbrugerne. Desuden vil Tobinskatten ramme skævt. Små, åbne lande med egen valuta er meget mere afhængige af brugen af valutamarkederne end store lande som f.eks. USA. Derfor vil disse lande blive hårdere ramt af en Tobinskat. Hvis man vil den globale spekulation til livs, bør man derfor ikke stirre sig blind på Tobinskatten. Man kan også fjerne spekulation ved at indgå i en valutaunion eller ved at indføre flydende valutakurser. Alternativt kan det fjernes ved kapitalkontrol eller deponeringsregler i forbindelse med valutakriser. Under alle omstændigheder vil Tobinskatten ikke beskatte den vestlige befolkning retfærdigt til det formål kræves en type indkomstskat f.eks. i forhold til landenes BNI. P:\GS\06-til ny hjemmeside\velfærd\2002\oek-d-03-02.doc

2 TOBINSKATTEN: MULIG MEN PROBLEMATISK Tobinskatten En Tobinskat er en lille skat på valutatransaktioner, der skal forhindre kortsigtet spekulation, men som er så lille, at den ikke forhindrer langsigtede, produktive investeringer. Skatten blev første gang foreslået af James Tobin i 1972. De senere år har Tobinskatten fået en renæssance og mange tilhængere blandt andet igennem organisationen ATTAC. Man kan ikke afvise, at en Tobinskat på kapitalbevægelser kan gennemføres i praksis. Til gengæld er det mere tvivlsomt, om en skat på kapitalbevægelser vil have det ønskede formål nemlig at formindske spekulationen på de finansielle markeder. I hvert fald vil en Tobinskat også genere andre aktører på de finansielle markeder, som har helt legitime motiver. Vægter man fordele og ulemper op imod hinanden, er resultatet ikke entydigt. Selvom Tobinskatten virker tiltrækkende, fordi den er enkel og samtidig giver et stort provenu, skal man ikke forelske sig hovedkuls i den. Der findes alternative metoder til at dæmpe spekulation, som både er bedre og lettere at gennemføre rent politisk. I denne analyse ser vi primært på Tobinskattens indvirkning på de finansielle markeder. Provenuet af skatten vil dog blive berørt til sidst i notatet. Et af argumenterne for at indføre en Tobinskat er at beskatte kapitalbevægelser for at formindske spekulation. I analysen af beskatningen af de finansielle markeder er der flere lag, som vil blive gennemgået et af gangen: 1. Kan det overhovedet gennemføres i praksis 2. Opfylder Tobinskatten målsætningen med hensyn til de finansielle markeder 3. Er Tobinskatten den bedste og mest realistiske løsning på problemerne på de finansielle markeder. Tobinskatten kan gennemføres i praksis Modstandere af Tobinskatten fejer ofte diskussionen af bordet ved at erklære, at den umuligt kan gennemføres i praksis. Det er dog ikke en universel sandhed, at en Tobinskat ikke kan gennemføres. Størstedelen af valutatransaktionerne i verden foregår i de store finansentre, hvor London er centrum. I tabel 1 ses fordelingen af valutatransaktioner i verden.

3 Tabel 1. Fordelingen af valutatransaktioner i verden, i procent Storbritannien 32 USA 18 Japan 8 Singapore 7 Tyskland 5 Schweiz 4 Hong Kong 4 Frankrig 4 Øvrige 18 Kilde: Antti Suvanto Tobinskatten fel medicin, Ekonomisk Debatt 2001, nr. 6 At mere end 80 procent af transaktionerne foregår i finanscentre i mindre end to håndfulde lande viser, at en Tobinskat ikke er umulig at implementere i praksis. Alle transaktioner foregår elektronisk, så alt er registeret. Desuden betaler de, der handler, i forvejen for at få transaktionerne gennemført, så en Tobinskat skal bare lægges ovenpå de øvrige transaktionsomkostninger. Geografisk omgåelse af Tobinskatten Der er dog to praktiske problemer med Tobinskatten. Den ene er, at de finansielle transaktioner kan flyttes til områder, der ikke er med i aftalen om at opkræve skatten såkaldte saveheavens. Det løses først og fremmest ved at få så mange lande så muligt til at deltage i opkrævningen af skatten. Et incitament til at deltage kan f.eks. være, at landet selv beholder en del af indtægterne fra Tobinskatten. Det er endda blevet foreslået, at ulande skulle have lov til at beholde hele det provenu, der opkræves hos dem. Desuden kan man evt. betinge et lands medlemskab af internationale institutioner som f.eks. IMF af, at landet deltager i opkrævningen af Tobinskatten. For at undgå, at de finansielle transaktioner flyttes til områder, som ikke opkræver Tobinskat, kræves der først og fremmest, at lande med store finanscentre deltager. Det er klart, at jo flere lande, der deltager, jo bedre. Men så længe Tobinskatten dækker alle store finanscentre, kan geografisk omgåelse forebygges. Man forsøger simpelthen på anden måde at straffe transaktioner, der foregår udenfor Tobinsskattens rækkevidde. Man kan f.eks. opkræve en afgift på alle transaktioner imellem områder, der ikke er dækket af Tobinskatten og finanscentrene, der opkræver Tobinskatten.

4 Denne afgift kan kun opkræves for transaktioner foretaget over specifikke landegrænser eller til og fra finanscentre, der ikke deltager i Tobinskatten. Fastsættes en sådan afgift tilstrækkeligt højt, kan den i sidste ende blive så generende, at deltagelse i Tobinskatten er det mindste af to onder for dem, der i første omgang ikke deltager. Og når alle de store finanscentre deltager, bliver det meget svært for investorerne fuldstændig at komme udenom en sådan afgift. Metodisk omgåelse af Tobinskatten Da James Tobin i 1972 foreslog en skat for at formindske spekulation, handlede forslaget udelukkende om en skat, der blev pålagt omvekslingen fra en valuta til en anden. I mellemtiden er der kommet så mange finansielle instrumenter på de internationale markeder, at en skat på omveksling af valuta med lethed vil kunne omgås ved at bruge et andet instrument. Derfor skal en Tobinskat ikke kun pålægges omveksling af valuta, men også en lang række andre instrumenter som forwards, futures og optioner. Disse begreber er forklaret i boks 1. Det vil selvfølgelig være en opgave at definere på hvilke instrumenter, Tobinskatten skal pålægges. Og man vil aldrig kunne sætte det sidste punktum, da der sikkert hele tiden vil dukke nye finansielle instrumenter op for at omgå Tobinskatten. Det er dog værd at bide mærke i, at Tobinskatten ikke skal være ret stor. Der er derfor grænser for hvor store omveje, spekulanter vil gå f.eks. via køb og salg af varer - for at omgå Tobinskatten. Hver ekstra transaktion har omkostninger og disse skal jo stå mål med skatten, for at det er umagen værd.

5 Boks 1. Forskellige typer finansielle transaktioner Spot markedet: På spotmarkedet handles valuta til levering efter to dage. Det er det tætteste, man kommer på direkte omveksling. Forward markedet: På forward markedet sælges valuta længere frem i tiden til en på forhånd fastsat kurs. For denne sikkerhed betaler man selvfølgelig en præmie. På forward markedet kan man altså sælge sin valuta til levering senere, men til en pris man kender i dag. En stor del af forward aftalerne har levering indenfor 7 dage. Swaps: En swap er, når en bank eller valutahandler foretager begge ovenstående transaktioner på samme tid. Altså køber valuta på spotmarkedet og samtidigt sælger den igen engang i fremtiden til en på forhånd fastsat pris. På den måde undgår f.eks. banken den valutakursrisiko, der er ved at have store mængder udenlandsk valuta i kassen. Valuta futures: En future er ligesom en forward køb af valuta en gang i fremtiden. Futures er bare faste beløb til levering på fastsatte datoer altså et mere standardiseret produkt. Standardiseringen betyder, at en future typisk er billigere end en forward. Valuta optioner: En option er købet af en mulighed for at sælge eller købe valuta til en på forhånd fastsat pris i et vist tidsrum. Fordi det kun er en mulighed, bliver en option ikke nødvendig udnyttet. Køber man en option på dollars, og dollars så i mellemtiden bliver billigere, kan man bare lade være med at udnytte optionen. Kilde: Michael Burda og Charles Wyplosz Macroeconomics a european text Men selvom Tobinskatten kan gennemføres i praksis, betyder det ikke, at alle transaktioner bliver beskattet. Nogle vil på en eller anden måde slippe udenom, og nogle transaktioner bliver måske fritaget for skat (f.eks. centralbankers og regeringers transaktioner). Desuden vil store banker og firmaer sikkert gøre mere for at modregne behovet for valuta i andre afdelinger og datterselskaber, før de går ud på markedet. Effekten af Tobinskatten er tvivlsom Mindre spekulation er et af argumenterne for at gennemføre en Tobinskat. Og en Tobinskat vil ganske vist øge et lands pengepolitiske autonomi, men den vil ikke kunne forhindre gentagelser af de valutakrisen, vi har oplevet igennem de seneste år; krisen i Sydøstasien, Rusland, Mexico og Argentina. Effekten af en Tobinskat er, at de, der ofte foretager transaktioner på de forskellige markeder for valuta, bliver meget hårdere beskattet end folk, der

6 sjældent foretager transaktioner simpelthen fordi man beskattes hver gang, man foretager en transaktion. Boks 2. Eksempel med Tobinskat på 0,1 procent Lad os som eksempel indføre en skat på 0,1 procent på alle valutatransaktioner. Hvis man veksler sine penge fra en valuta til en anden og tilbage én gang om året, svarer dette til en skat på 0,2 procent på et år. Veksler man derimod sine penge fra en valuta til en anden og tilbage en gang hver måned, svarer Tobinskatten til en reel årlig skat på cirka 2,4 procent per år. Jo flere transaktioner, man laver, jo mere betaler man i skat. I tabellen er den årlige skat vist ved forskellige antal transaktioner. Reel årlig beskatning ved Tobinskat på 0,1 procent, transaktion frem og tilbage I procent per år En årlig transaktion 0,2 En månedlig transaktion (12 måneder) 2,4 En ugentlig transaktion (52 handelsuger) 9,9 En daglig transaktion (220 handelsdage) 35,6 Anm.: Beskatningen er beregnet med en annuitets beregning. Det er således implicit forudsat, at det er ét beløb, der sendes rundt. 100 kroner vil således efter at have været handlet to gange hver dag i et år, være reduceret med 35,6 kroner alene på grund af Tobinskatten. Hvis man beregner skatten af et konstant beløb, bliver den reale beskatning større (220*2 transaktioner*0,1= 44 procent). Større nationalt pengepolitisk råderum Hvis et land holder fast kurs overfor en anden valuta, vil Tobinskatten betyde, at der bliver et lidt større råderum for den nationale pengepolitik. Ser vi bort fra risikopræmier m.v., betyder fastkurspolitik, at landet skal holde samme korte rente, som der er på valutaen, man har bundet sig til. Hvis renten bliver lavere, strømmen valutaen ud og vil lægge pres på en devaluering. Og modsat hvis renten bliver højere. Hvis renten bliver lavere i en verden med Tobinskat, vil det koste penge for investoren at veksle til den anden valuta for at placere pengene der og for at veksle tilbage igen. Derfor kan afkastet på investeringer i ind- og udland godt afvige fra hinanden, uden det medfører kapitalflugt. Er Tobinskatten 0,1 procent, skal renten i hjemlandet være mere end 0,2 procent point lavere på en investering med en løbetid på et år, før det kan betale sig at omplacere sine investeringer. Hvis placeringen i udlandet har en kortere løbetid, er den reelle beskatning ved at omplacere investeringen

7 højere. For en investering over en måned, skal renten være mere end 2,4 procent point højere, før det kan betale sig for investoren at flytte pengene 1. Forhindrer ikke spekulation Hvis der på markedet er en forventning om, at en valuta devaluerer med f.eks. 5 procent i løbet af den kommende uge, vil selv en stor Tobinskat ingen virkning have. Med en Tobinskat på 0,1 procent vil det koste 0,2 procent af investeringen at flytte investeringerne væk og tilbage igen, når devalueringen har fundet sted. Sammenlignet med en risiko for et tab på 5 procent, betyder Tobinskatten i dette tilfælde intet for investorernes placeringer af deres penge. Tobinskatten skal i dette eksempel være mere end 5 procent for at forhindre spekulation. Selv med kun en lille risiko for devaluering på f.eks. 1/10 har Tobinskatten på 0,1 procent ingen effekt for placeringen af penge. Det forventede tab er 0,5 procent og betalingen af Tobinskatten 0,2 procent. I de valutakriser, vi har set de seneste år; krisen i Sydøstasien, Mexico, Rusland og Argentina, har faldet i valutakurserne været så store, at en Tobinskat ikke havde gjort fra eller til. En Tobinskat ville altså ikke forhindre valutaer under pres i at devaluere. Desuden bør man huske, at disse kriser ikke kun er opstået som følge af spekulation. I alle disse eksempler har der været en eller flere realøkonomiske årsager til, at landenes fastkurspolitik ikke har kunnet fastholdes. Ulemper ved Tobinskatten Samtidigt med, at Tobinskatten ikke kan forhindre spekulation imod valutaer, der har problemer med fastkurspolitikken, er der en række ulemper ved den. En Tobinskat bør lægges på alle transaktioner, da det nærmest er umuligt at skelne spekulation fra legitim valutahandel i forbindelse med køb og salg af varer. Og da ikke alle kortsigtede placeringer er spekulation, men derimod 1 I Antti Suvanto Tobinskatten fel medicin, Ekonomisk Debatt 2001, nr. 6 side 403 findes et tilsvarende eksempel med en Tobinskat på 0,25 procent.

8 det modsatte nemlig sikring imod valutakurs risici, vil handlen med varer og tjenester over grænser blive ramt. Det vil betyde mindre og/eller dyrere handel med varer og tjenester, hvilket vil give et velfærdstab. Boks 3. Tobinskatten rammer små økonomier hårdere end store En skat på valutatransaktioner og relaterede instrumenter vil ramme små lande med egen valuta hårdere end store lande og valutaunioner. Beskatningen af finansielle instrumenter vil gøre al valutakurssikring dyrere og da erhvervslivet i små lande med egen valuta typisk eksporter en større andel af produktionen end erhvervslivet i store lande, vil de små lande rammes relativt hårdt af en Tobinskat. Et salg af varer fra et valutaområde til et andet kan udløse mange finansielle transaktioner. Hvis leverancen og betalingen ikke falder samtidigt, vil både køberen og sælgeren sikre sig, at de ikke taber penge på valutabevægelser i den mellemliggende periode. Og de banker, firmaerne sikrer sig igennem, sikrer sig måske selv via markedet. Desuden kan det give brug af de finansielle markeder, hvis købet f.eks. finansieres et andet sted end i køberens egen valuta. Man kan altså ikke skråsikkert sige, at fordi der kommer flere kapitalbevægelser i forhold til handlen i verden, stiger spekulationen. Det kan også være det modsatte nemlig et udtryk for, at der opstår nye finansielle produkter til at omgå usikkerheden på valutakurserne. Og udtryk for at en handel kan afføde flere finansielle transaktioner. Et andet velfærdstab ved Tobinskatten opstår ved, at likviditeten på de finansielle markeder falder. Den store omsætning på valutamarkederne i dag betyder, at markedet hurtigt når sin ligevægt efter en handel, og at en valutakurs ikke kan være forskellige to steder i verden. De globale finansmarkedet er det tætteste, man kommer på et marked med fuldkommen konkurrence. På et sådant marked kan man ikke blive snydt, og ingen aktører påvirker priserne mere end andre. Det vil betyde et velfærdstab, hvis likviditeten på de finansielle markeder falder så meget, at der ikke længere er fuldkommen konkurrence.

9 Andre bedre og mere realistiske løsninger end Tobinskatten Ofte hører man det argument imod Tobinskatten, at det ikke kan lade sig gøre politisk. Omvendt kan man sige, at hvis Tobinskatten kan lade sig gøre politisk, må der også være en række andre løsninger, der kan. Og nogle af disse løsninger er måske både lettere at gennemføre og mere effektive. Den bedste og simpleste metode til at afskaffe spekulation er ved at indføre en fælles global valuta. Det indebærer en række problemer bl.a., at et land ikke hurtigt kan korrigere konkurrenceevnen, hvis inflation korrigeret for produktivitet ikke har fulgt den generelle udvikling i verden. Til gengæld vil en fælles global valuta give besparelser, fordi mange finansielle transaktioner ikke længere er nødvendige. Og det vil måske være lettere at få politisk opbakning til, da det er noget, man har haft flere gange tidligere i historien; under guldstandarden (1879-1914) og Bretton Woods systemet (1944-1971). I EU har det i hvert fald vist sig, at det var lettere at indføre en fælles valuta end at opkræve en fælles skat. En anden måde at undgå valutaspekulation er at opgive fastkurspolitikken. Med flydende valutakurs er risikoen for at tabe lige så store som chancen for at vinde, mens man stort set kun kan vinde ved spekulation imod en fast valutakurs. Hvis en investor frygter, at en valuta vil devaluere i den nærmeste fremtid, trækker han sine penge ud af landet, til faren er drevet over. I et land med fast kurs er der i mellemtiden to muligheden enten har det devalueret eller kursen er uændret. I første tilfælde har investoren vundet, og i det sidste tilfælde taber han sine transaktionsomkostninger. I et land med flydende valutakurs kan valutakursen både være steget og faldet i mellemtiden, hvilket vil sige, at investoren både kan risikere at vinde og tabe på disponeringen. For investoren er disponeringer i forhold til en flydende valuta derfor mere risikabel end imod en valuta med fast kurs. Ulempen ved flydende valutakurssystem er, at valutaen typisk har større svingninger i kursen, men det kan man jo forsikre sig imod via finansmarkederne. Lidt groft sagt ville der ikke eksistere valutaspekulation, hvis der kun fandtes valutaunioner og flydende kurser i verden.

10 En tredje måde at forhindre spekulation er ved at gribe fat om årsagerne til spekulationen ikke kun symptomerne af den. Det vil sige, at lande med fastkurspolitik skal have ekstra stor disciplin i penge- og finanspolitikken etc. og hele tiden bør holde øje med konkurrenceevnen, således at årsagerne til spekulation fjernes. Dette er selvfølgeligt lettere sagt end gjort. Desuden kan et land, hvis det rammes af spekulation, indføre kapitalkontrol. Kapitalkontrol kan have negative effekter på realøkonomien, hvis de fastholdes igennem længere tid. Og IMF og Verdensbanken har ofte frie kapitalbevægelser som betingelse for at give hjælp til kriseramte lande. En revision af denne politik således at restriktioner tillades i en periode - vil også kunne fjerne nogle af de negative konsekvenser af spekulation. I stedet for kapitalkontrol kan man dæmpe valutahandlen uden fuldstændigt at sætte markedet ud af drift. Nogle lande har forsøgt at dæmpe spekulationen ved at pålægge rentefri deponering i forbindelse med valutahandler. Jo større handel, jo større deponering. Den rentefri deponering betyder, at den, der omveksler, mister, hvad der svarer til den indenlandske rente. Og ved valutakriser er den korte indenlandske rente ofte høj. Ulempen ved dette system er, at udgifterne også rammer de, der handler på valutamarkederne i forbindelse med eks- og import. Provenuet af en Tobin skat Det er umuligt at sætte et præcist tal på hvor meget, en Tobinskat vil kunne indbringe. Resultatet afhænger primært af, hvad der helt præcist skal beskattes, hvor meget handlen på valutamarkederne vil falde som følge af skatten og hvor stor en del af handlen, der snyder udenom. Jo lavere en Tobinskat er, jo mindre vil man påvirke markedets funktionsmåde hvilket også betyder, at effekten imod spekulation også er mindre. Jo større den er, jo mere vil den genere investorer, der har legitime årsager til at handle på valutamarkederne. Vurderingerne af provenuet svinger meget, men i tabel 2 er vurderingerne fra forskellige kilder opgjort.

11 Tabel 2. Provenuet af en Tobinskat Skattens størrelse Provenu Kilde Procent Mia. dollars per år 0,02 64 Paul Bernd Spahn The Tobin Tax and Exchange rate Stability 0,1 70 Antti Suvanto Tobinskatten fel medicin 0,25 300 David Felix & Ranjit Sau On the Revenue Potential and Phasing in of the Tobin Tax * 0,5 360 David Felix The Tobin Tax Proposal 1 361 Jeffrey Frankel How well do foreign exchange markets work: Might a Tobin Tax Help * Anm.: * De sidste to artikler er fra bogen The Tobin Tax Coping with Financial Volatility af ul Haq et al. (1996) Vurderingerne fra tabel 2 af indtægten ved en Tobinskat ligger imellem 64 og 361 mia. dollars om året. En del af forskellene i provenu skyldes dog forskellige skattesatser. Tobin selv har anslået, at en skat på 0,5 procent vil kunne indbringe op til 1.500 mia. dollars. Vurderinger i den størrelsesorden bliver dog ofte kritiseret for ikke at tage hensyn til, at de, der handler på valutamarkederne, vil ændre adfærd, hvis en sådan skat bliver gennemført. Under alle omstændigheder er det svimlende beløb, der tales om: 300 mia. dollars svarer til omkring 2.600 mia. kroner, hvilket er to gange det danske bruttonationalprodukt. Indtægterne fra skatten vil komme fra spekulanter, investorer og virksomheder, der er engageret i international handel. Som tidligere nævnt vil små, åbne lande med deres egen valuta betale en relativt stor del af skatten. De har nemlig i højere grad brug for valutamarkederne end store, lukkede lande som f.eks. USA. Fordelingen vil blive endnu mere skæv, hvis man vælger at lade landet, der opkræver skatten, beholde en del af provenuet som belønning. Det ville nogle af verdens største økonomier nemlig England, USA og Japan have mest glæde af. Hvis man vil øge hjælpen til de fattigste lande i verden, er det måske værd at overveje en mere retfærdig fordeling af byrderne. Det kan f.eks. være en

12 skat fordelt efter, hvor rigt landet er målt f.eks. ved brutto national indkomsten (BNI). BNI i alle OECD lande tilsammen er godt 25.000 mia. dollars. Opkræver man en skat på 0,5 procent af BNI i alle OECD lande, vil man altså få et provenu på cirka 125 mia. dollars. Det er selvfølgelig svært at få et sådant løft i bistanden til udviklingslandene gennemført, men spørgsmålet er, om ikke Tobinskatten vil møde ligeså mange forhindringer. Kilder: Antti Suvanto Tobinskatten fel medicin, Ekonomisk Debatt 2001, nr. 6 Rodney Schmidt Is the Tobin Tax Practicable?, International Development Researh Centre Paul Bernd Spahn The Tobin Tax and Exchange Rate Stability, Finance and Development juni 1996 Europaparlamentet The feasibility of an international Tobin Tax Heinz Stecher Time for a Tobin Tax? som practical and political arguments, Oxfam GB Michael Burda og Charles Wyplosz Macroeconomics a european text.