1 Afskedsgudstjeneste Haderslev Domkirke 24. april 2016 kl. 10 4. søndag efter påske - Joh 8,28-36 15-338 - 679 / 492-476 - 426 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde da til dem:»når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.«da han talte sådan, kom mange til tro på ham. Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham:»hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.«de svarede ham:»vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?«jesus svarede dem:»sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.«amen. Jesus er naturligvis, når han selv skal sige det, en velopdragen og fuldkommen perfekt søn. Han taler som sin far og han gør altid det, der er godt i hans øjne. Og som vi hører det fortalt her i Johannesevangeliet, så var der mange der troede på ham. Det er sådan set også meget fornuftigt, at tro på ham - hvis man tror på, at han er Guds søn og altid udtaler sig på Guds vegne. Det er også derfor, vi finder det interessant, hvad der er skrevet ned og overleveret i Bibelen af, hvad Jesus sagde om Gud. Kun med den forudsætning giver det her mere mening, end at beskæftige sig med gamle sagn og historiske dokumenter. Derfor skal vi også prøve at komme videre end til al den snak om jøder, den diskussion Jesus her bliver inddraget i.
2 Det har betydning for at forstå, hvordan kristendommen udviklede sig fra at være en bevægelse blandt jøderne, til en sandhed for alle mennesker det er en vigtig udvikling og for dem, der ligesom jeg er rimeligt interesserede i kristendommens historie, er det ikke til at komme udenom. Det er bare ikke evangelium til os, for vi er kommet videre og skal også videre med at forstå, hvad Jesus siger til os på Guds, hans fars vegne, altså. Eller sagt på en anden måde: Når vi hører om synd og frihed, så tænker vi ikke på disse ting i forhold til Moseloven eller den ældgamle aftale mellem Abraham og Gud. Vi skal simpelthen se på, i hvilken forstand kristentroen løser op for og sætter os fri af andre ting, der binder os - ødelægger vores liv. Den sandhed, det handler om, består i, at Jesus har del i Gud i den livs-opretholdende kraft, der er nærværende hos os der sætter sig spor og i glimt giver sig til kende ved at træde i forbindelse med de inderste følelser og tanker i os. Se, det kunne lyde rigeligt syret, som man siger i hvert fald temmelig flyvsk og upræcist sådan at definere Gud ved de inspirationer og følelser, der dukker op i vores forskellige, krogede tankebaner. Derfor er det også, at personen Jesus er så vigtig. For personen Jesus Kristus i kød og blod er til alle tider det vigtige korrektiv til flyvske idéer og følsomme oplevelser på det kristne overdrev, på yderkanten af den almindelige, gedigne tro. Det er fristende, på dette sted i forklaringen, at nævne eksempler på den slags kristne misforståelser men nej, lad mig i stedet nøjes med at henvise til, at et nyt, stort teologisk værk af professor Niels Henrik Gregersen hedder»den generøse ortodoksi«. Titlen er en overraskende sammensætning af et positivt ord:»generøs«og så»ortodoksi«, der
3 almindeligvis opfattes som fastfrosne, stramme regelsæt for det ene og andet. En af pointerne ved dét er så, at inden for den traditionelle kristendom, der har udviklet sig sammen med kirken i Europa i to tusinde år, er der både rummeligt, højt til loftet og meget at komme efter for alle interesserede. Hvorimod de sværmeriske, følsomme og mere eller mindre åndelige former for kristendom, der findes rundt om at de tværtimod altid viser sig at binde den troende til en ensrettet, snæver og lukket praksis, der ender med at isolere de såkaldt rettroende fra sund fornuft og resten af samfundet. Forskellen er, som sagt, Jesus selv, i kød og blod og hvad han gør. Og for at lære om ham og af ham bliver vi så på god Luthersk vis henvist til Bibelen og med selveste Martin Luthers ord ikke nok med det, men kun til de dele af Bibelen, der driver på Kristus. Luther havde ingen problemer med at sortere store dele af det Ny Testamente fra som aldeles uvedkommende og det er for så vidt et tegn på, hvordan selv lutheranere er lige ved at glide ud i sværmeriet, hvis de stik imod mesterens ord fastholder, at hvert et ord og hvert et mellemrum i den hellige bog er guddommeligt. I evangeliet i dag hører vi ikke meget om, hvad Jesus i kød og blod og egen høje person rent faktisk har gjort. Bortset fra at fornærme jøderne og sikre sig, at kun de, der var parate til at forlade jødedommen, også virkelig blev regnet blandt de kristne. Denne konflikt med jøderne er vi som sagt for længst kommet på den anden side af. Pointen er, at alt, hvad Jesus gør og siger, det er for menneskers skyld mennesker i almindelighed og overalt for at sætte dem fri, for at sætte os fri. Vi sammenfatter hans motiv i ordet kærlighed og det endog en kærlighed, der er fra Gud og til mennesker. Punktum.
Og alligevel kender vi den kun, fordi den også er den samme, som mellem mennesker. 4 I modsætning til dem, der som Abrahams børn træller under loven eller er afhængige af en åndelig leder af deres trosretning, så har vi ikke på vor side andre forpligtelser i forhold til Gud end at tro at tro på Jesus og bede til Gud. Dén forpligtelse kalder vi for frihed for vi må jo selv om det, altså om vi vil tro det eller ej. Gud forbliver den samme om alle mand var døde, som vi tit og ofte synger i en af de gode salmer. I den forstand lægger det hverken til eller trækker fra hos Gud, om mennesker tror. Men det spændende spørgsmål bliver så: Om vi er de samme fri og fortrøstningsfulde hvad enten vi tror på Jesus eller ikke. At tro på Jesus er udtryk for, at vi tør stole på Gud det vil sige, at kun hvis vi anerkender, at kærligheden også virkelig er den kraft, der skiller sandhed fra løgn kun da er vi virkeligt frie gjort frie af Jesus, ved hans ord og handlinger og i sidste instans ved hans hengivenhed og overvindelse af døden ved hans levende kraft iblandt os. Så når denne Guds kraft blandt mennesker er kærlighed, som Jesus viser os det, så har vi intet at komme med selv så bliver vores selvrådighed vores værste fjende vores tanker om os selv myldrer frem som djævle føleriet blomstrer der er ingen ende på de sanselige oplevelser - og egoismen tager overhånd, lige over for Guds. I stedet for den kærlighed, som vi kunne tro meget mere på, hvis vi ville hvis vi kunne slå os til tåls med at blive i»den generøse ortodoksi«. Så er det ikke sikkert, at alle vil forstå, at de mangler det, som vi sætter så stor pris på men vi skal blive ved med at sætte handling bag ordene og gøre kærlighed, kærligheden til alle mennesker, levende iblandt os. Hvis altså Sønnen får gjort os frie, skal vi være virkelig frie!
Amen. 5