Prædiken til Julesøndag 2014.docx side 1 Prædiken til Julesøndag 2014. Prædiketekst. Lukas 2,25-40 Et øjeblik i historien. Der sad de på kirkebænken juleaften, hele familien, og bedstefar sad med sit yngste barnebarn på 5 år ved siden af sig. Den som juleaften har sin udsigt fra prædikestolen kan ofte se at menigheden sidder familievis på bænkene. En familie fylder en bænk eller 2. Ofte sidder de der tre generationer på samme bænk. Børn, forældre, bedsteforældre og enkelte har oldemor med. Familiens forskellige generationer samlet, side om side på kirkens bænke til juleaftens gudstjeneste. Tæt sidder de for at være sammen. Det billede må vi gerne have i hovedet når vi møder evangelieteksten til julesøndag, som fortæller om Maria og Josef som tog deres nyfødte med i templet, og her mødte manden Simeon og den gamle Anna. Simeon var nok også gammel, men Lukas som skrev dette, fortæller os ikke Simeons alder. Det gør han til gengæld om Anna. Anna var 84 år, det er moden alder, men hun var stadig frisk og hørte til i templet, og forbøn var hendes opgave. Simeon var nok også gammel, for han talte om sin død, men havde noget han skulle nå endnu. Livet var ikke slut, han havde et ønske som han holdt sig frisk på, og det var, at han skulle se Messias før han skulle dø. Lukas som har skrevet denne tekst, og også er ham som har skrevet juleevangeliet som vi næsten kan udenad, og alle undrer sig og protesterer blidt, hvis præsten læser forkert. Lukas er en god forfatter, han fortæller os meget, ikke direkte gennem at sige det ligeud, men ved den måde han fortæller Side 1 af 5
Prædiken til Julesøndag 2014.docx side 2 historien på. Lukas fik meget med, og kom hele vejen rundt i det som skete. Lukas er kendetegnet ved at han altid har alle med i det han skrev. De første kapitler i Lukas evangeliet er værd at lægge mærke til. Lukas begynder med at fortælle om Zakarias og Elisabeth, et midaldrende ægtepar, som ikke havde fået børn, og som endelig fik ønsket opfyldt og blev forældre til Johannes Døberen. Så fortsætter han med at fortælle om Maria og Josef, og Jesu fødsel. Og nævner hyrderne og englesangen og så fortæller han om Simeon og Anna, som tog imod i templet. Lukas har alle med og ser dem alle i historien, og placerer dem fint i billedet, så vi kan danne os billedet af Jesus født midt ind i menneskeheden, som består af børn, unge, gamle, mænd og kvinder, ægtepar og enlige. Lukas nævner hele persongalleriet i historien, for netop at sige til os og til alle, at Jesus, er barnet født for alle. Og hvert menneske, som læser Lukas bog om Jesus, føler sig inddraget i historien, for der er en som mig, med i historien. Lukas har skrevet for at gøre Jesu historie til min historie, at som dem han fortæller om mødte Jesus, sådan kan ethvert menneske møde Guds søn på sin vej gennem livet. Den røde tråd gennem de forskellige beretninger som omgiver Jesu fødsel er besøget fra Gud. Sådan kan julens budskab samles i et udtryk. Gud besøgte verden. Et besøg er et øjeblik i livet. Man kan sige det sådan. Øjeblikket er det eneste vi mennesker har. Vi føler at vi har meget, hus og ejendom, ting og sager, men i grunden har vi kun nuet. Vi har kun nuets øjeblik. Tager vi igen billedet af familien samlet juleaften på samme kirkebænk, så sidder den enkelte der i nuet. I det øjeblik i Side 2 af 5
Prædiken til Julesøndag 2014.docx side 3 kirken. Men man sidder der også med sin historie, synlig i familien omkring sig, i sin datter og sit barnebarn. Min fortid, min historie har jeg med mig, som opsamlet erfaringer og synligt i min familie, formet som jeg er af livets gang og oplevelser. På godt og på ondt. Det har jeg med mig, som min bagage, der bærer mig og som tynger mig. Begge dele, men i øjeblikkets nu; der er mit liv, det er det eneste jeg virkelig har. Mange øjeblikke svinder afsted uden at sætte mærker efter sig, men enkelte øjeblikke får livsvarig betydning. I et øjeblik kan der ske noget, som mærker livet, sætter mig ind på nye spor, eller sårer mig og gør ondt. De oplevelser som fik størst betydning, varede kun et øjeblik. Dåbens øjeblik i et menneskes liv. Nogle få minutter af et langt liv. Nogle dråber vand og et ord, som man kan bære med sig for livet. Nuets øjeblik er det eneste vi har, men i nuets øjeblik, kan jeg får et ord, som jeg kan tage med mig for livet. Enhver oplevelse, enhver erfaring i livet, har sit øjeblik, men i ordet gives os det, vi kan tage med os for livet. I ordet kan vi fastholde øjeblikkets betydning, og gøre det til den bagage som kan bære livet. Lukas beretning om Maria og Josef, der bar barnet Jesus ind i Templet i Jerusalem, var kun et øjeblik i Jesu historie. Det var kun et øjeblik i Simeons og Annas lange liv. Det var det øjeblik som Simeon havde ventet på, og det var det øjeblik Anna levede og bad for. I det øjeblik blev der skrevet historie, historie som Lukas har fastholdt, og givet videre som et ord at huske. Simeons øjeblik, er dette: Mine øjne har set din frelse! Det havde han håbet på, ventet på, og fik det at se, og siden kunne han erindre det, og dø med fred. Side 3 af 5
Prædiken til Julesøndag 2014.docx side 4 Lukas måde at fortælle på lægger stor betydning ind i dette besøg i Templet. I de første 2 kapitler i sin bog om Jesus har Lukas gengivet 4 lovsange til Gud. Maria brød ud i lovsang til Gud, da hun besøgte Elisabeth. Zakarias, Johannes Døberens far, brød ud i lovsang da Johannes fik sit navn. Han som var tavs af tvivl brød ud i troens sang til Gud. Da Jesus var født i Betlehem brød engle ud i lovsang for hyrderne på Betlehems overdrev. Simeon blev den fjerde som lovspriste Gud for Jesu fødsel. Maria og Zakarias sang fordi Gud havde husket sit folk. De to ser det hele ske som en opfyldelse der gælder deres eget folk, jøderne. Men englene og Simeon sprænger den nationale selvbevidsthed, og breder budskabet ud til alle folk. Jesu fødsel er gaven til jorden og alle mennesker. Sådan lød det i englesangen til hyrderne. Da Jesus bæres ind i templet er det en symbolsk handling, med stor betydning. Jesus bæres af jødiske forældre ind i templet, for at de kan bringe deres tak for barnet til Gud. Simeon træder frem og tager barnet i sine hænder, og tager på sit folks vegne symbolsk imod Jesus, og så udtaler Simeon de store ord, som fastholder dette øjebliks betydning. For at forstå ordenes rækkevidde skal vi vide at templet var omgivet med mure, der adskilte mennesker. I den yderste gård måtte alle komme, også ikkejøder. I den mellems gård måtte jøder komme, i den inderste gård kun jødiske mænd. Ind i selve templet kun præster. Simeon møder Josef og Maria i den mellemste gård, og tager barnet i sine hænder og sprænger murene med sine ord. Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord. For mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folk: Side 4 af 5
Prædiken til Julesøndag 2014.docx side 5 Et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel. Frelsen er ikke i templet og dets ofringer, frelsen er i dette barn, for alle folk på jorden. Simeon åbner ud mod hele verden. I det øjeblik så Simeon verdens frelser. Simeon gav det øjeblik ord, så han kunne tage det med sig som sin tro og sit håb. Øjeblikket efter stod murene der stadig, ordene blev kun husket af dem som hørte dem, men de tog det lysglimt fra Gud med sig, frelsen er i barnet. Gud er kommet til verden i Jesus Kristus. Mennesker bygger stadig mure for at leve adskilt fra hinanden, men i kristendommens centrum lyser et budskab som kalder til tro på frelsen i Jesus Kristus, til en menneskehed fælles om lyset fra Betlehem. Side 5 af 5