Videndeling i daginstitutioner

Videndeling i daginstitutioner Afgangsprojekt videndeling refleksion kommunikation praksis fortællinger pædagogisk praksis daginstitutionskultur socialkonstruktivistisklæringsteorier hyperkompleks Pædagogisk Diplomuddannelse i Medier og Kommunikation Afgangsprojekt Jysk Center for Videregående Uddannelse november 2007 Tove Husted TH111225 Vejleder Hans Kristensen Antal anslag 64123 Opgaven må offentliggøres

Indholdsfortegnelse Indledning... 2 Problemformulering... 3 Metodiske overvejelser... 4 Teori... 4 Empiri... 5 Teori... 7 Det hyperkomplekse og postmoderne samfund... 7 Tredelt kompetencebegreb... 9 Viden... 10 Kvalifikationer, kompetencer, kreativitet, kultur... 11 Socialkonstruktivistisk vidensteori... 12 Den lærende organisation... 14 Opsamling... 15 Kulturundersøgelse... 16 Artefakter... 17 Kommunikation mellem børnehusene... 17 Medarbejderportalen... 18 Ugentlige postmøder... 20 Kalendere og daglige meddelelser... 20 Håndskrevne logbøger og mødereferater... 21 Skueværdier... 22 Praksisfortællinger... 22 Grundlæggende antagelser... 24 Elektronisk kommunikation i daginstitutionskulturen... 25 Udvikling af pædagogisk praksis... 28 Teknologi... 28 Elektronisk kalender... 30 Mødereferater... 30 Praksisfortællinger... 31 Opsamling... 32 Litteratur... 35 Bilagsfortegnelse... 36 1

Indledning Udgangspunktet for denne opgave er mine erfaringer med og interesse for at arbejde med elektronisk videndeling. Jeg har beskæftiget mig med udvikling af intranet og elektronisk kommunikation nogle år i folkeskolen og set, hvordan elektronisk kommunikation ved hjælp af et velfungerende intranet kan være med til at styrke videndeling og dermed lærernes daglige pædagogiske praksis. På det netbaserede pd-studium på JCVU har jeg oplevet, hvordan videndeling og samarbejde via nettet har været befordrende for min egen læring. Gennem mit nuværende pd-studium har jeg fået kontakt med pædagoger fra daginstitutionsmiljøet i Odense. Dette førte til min interesse for at undersøge, hvordan det forholder sig med hensyn til praktisk anvendelse af elektronisk kommunikation og videndeling i andre pædagogiske organisationer. Yderligere blev jeg opmærksom på, at BUPL s udviklingsfond har fokus på Udvikling og formidling af pædagogers viden (bilag 5). Dette sammen med en udbredt fordom om, at pædagoger lider af edb-angst (Brandt og Aldershvile, 2003) har skærpet min interesse for problematikken og jeg fik lyst til at undersøge, om - og hvordan - videndeling finder sted inden for daginstitutionsverdenen blandt pædagoger. I Odense Kommune er daginstitutionerne blevet sammenlagt til større enheder med fem til syv institutioner under én fælles ledelse. Disse underafdelinger benævnes børnehuse. Børnehusene er placeret geografisk adskilt og har hver sin afdelingsleder. Jeg har besøgt Børnehus A flere gange og i vores samtaler under disse besøg, har medarbejdere og ledelse givet udtryk for, at dette medfører et øget behov for udveksling af informationer og kommunikation i institutionerne og mellem afdelingerne. Jeg er interesseret i at undersøge, hvordan samarbejdet fungerer mellem samarbejdspartnere på en arbejdsplads, hvor afdelingerne er fysisk adskilte. Jeg har en formodning om, at den måde informationsudveksling og videndeling foregår på nu, medfører at mange informationer går tabt, eller at de ikke når frem til de rigtige. 2

Jeg vil i denne opgave undersøge, hvordan medarbejderne kommunikerer internt i børnehusene og på tværs af børnehusene i en daginstitution i Odense Kommune. Og med baggrund i undersøgelser af teorier om forskellige opfattelser af viden og videndeling, vil jeg undersøge, om elektronisk kommunikation vil kunne føre til en styrkelse af den daglige pædagogiske praksis i børnehusene. Problemformulering Hvordan kan elektronisk kommunikation via et intranet være med til at styrke videndeling og dermed udvikling af den daglige pædagogiske praksis i en daginstitution? 3

Metodiske overvejelser I dette afsnit forklarer jeg, hvordan jeg har valgt at belyse problemstillingen i mit afgangsprojekt ud fra teori og empiri. Teori Indledningsvis giver jeg en kort karakteristik af samfundet, som det er i dag. Her benytter jeg mig af Nielsen (2003) og Qvortrup (2002, 2004). Denne samfundskarakteristik danner baggrund for en nærmere forståelse af, hvorfor elektronisk kommunikation er praktisk og nødvendig i en moderne organisation. For at kunne undersøge lærings- og udviklingsmulighederne ved at benytte elektronisk videndeling i daginstitutioner, benytter jeg mig af Qvortrups (2002, 2004) definition af, hvad viden er, og hvorledes man tilegner sig denne. Qvortrup har udarbejdet en systematik, hvor han inddeler viden i fire niveauer, hvilket jeg finder formålstjenligt som baggrund for en forståelse af vidensbegrebet. Mit læringsteoretiske ståsted i opgaven er socialkonstruktivistisk. Jeg redegør for socialkonstruktivistiske læringsteorier ud fra Lave og Wengers teorier om læring i praksisfællesskaber (Lave & Wenger, 2003), da jeg mener disse teorier i særlig grad understøtter min holdning til og erfaringer med læreprocesser. Dette gælder både personligt i forhold til det netbaserede studium på JCVU og i relation til mit arbejde som folkeskolelærer og underviser gennem en årrække. Træk af teorier om den lærende organisation (Hildebrandt, 1997) gennemgår jeg for at belyse udviklingspotentialet ved brugen af elektronisk kommunikation og videndeling i daginstitutionen. 4

Empiri Ud over den teoretiske tilgang bygger min projektopgave på empiri. Denne gennemgår jeg i afsnittet om kulturundersøgelsen, hvor jeg beskriver og analyserer daginstitutionen i relation til Scheins teorier om kulturanalyse (Schein, 1994). Mit fokus er særligt rettet mod at undersøge, hvordan udveksling af information og kommunikation i daginstitutionen finder sted. Ifølge Schein, er der i en organisations kultur tre niveauer, man kan undersøge: 1) organisationens synlige strukturer og processer, som benævnes artefakter, 2) skueværdier, som er organisationens udtrykte mål og værdigrundlag og 3) de grundlæggende, underliggende antagelser. For at få et indblik i organisationskulturen, herunder specielt dens måde at håndtere information og kommunikation på, har jeg besøgt Børnehus A flere gange i efteråret. I den forbindelse har jeg haft samtaler med lederen af hele daginstitutionen, afdelingslederen for Børnehus A og to medarbejdere. Jeg har deltaget som observant ved et personalemøde i Børnehus A, hvor det igangværende projektarbejde med at skrive praksisfortællinger var til drøftelse (bilag 6 og 7), og jeg har gennemført to interviews, ét med en medarbejder i institutionen (bilag 2) og et med afdelingslederen i Børnehus A (bilag 1). Interviewene er gennemført som semistrukturerede kvalitative interviews. Dvs. at jeg har haft en overordnet plan for interviewene med angivelse af, hvad jeg ønskede at få belyst, men uden nogen fast struktur. Gennem disse kvalitative interviews søger jeg at forstå, hvordan kommunikation og videndeling foregår internt i børnehuset og mellem de forskellige børnehuse, samt hvordan respondenterne vurderer den interne kommunikation i institutionen, som den er nu. Det semistrukturerede kvalitative interview giver mulighed for, at respondenterne med egne ord gør rede for de problemstillinger, de står i til daglig. Desuden har man i det kvalitative interview gode muligheder for at stille uddybende spørgsmål og derved følge op på udsagn. Efterfølgende har jeg fortolket disse udsagn så objektivt som muligt og har i min fortolkning benyttet 5

mig af de tre niveauer: Selvforståelse, common sense og teoretisk tolkning. (Kvale, 1997). Det kvalitative interview er at foretrække, når det drejer sig om så komplekse problemstillinger, som der er tale om her. En kvantificerbar spørgeskemaundersøgelse kunne jeg have valgt at benytte som supplement for at få belyst, hvor mange medarbejdere, der har kendskab til og umiddelbart kunne forestille sig at skulle benytte elektroniske kommunikationsmidler. Men her har jeg i stedet valgt at benytte mig af eksisterende undersøgelser foretaget i forbindelse med to rapporter om udviklingsarbejder, der indbefatter brugen af it som redskab indenfor det pædagogiske område. (Brandt & Aldershvile, 2003 og Brendstrup & Larsen, 2005). 6

Teori I mit teoriafsnit indleder jeg med en kort karakteristik af samfundet, som det er i dag. Denne samfundskarakteristik danner baggrund for en nærmere forståelse af, hvorfor indførelse af elektronisk kommunikation via intranet er praktisk og nødvendig for videndelingsprocesser i en moderne organisation. Dernæst belyser jeg socialkonstruktivistiske vidensteorier, idet disse danner baggrund for min forståelse af, hvad videndeling er. Og endelig følger en gennemgang af centrale temaer fra teorier om den lærende organisation som baggrund for at kunne sige noget om, hvordan elektronisk kommunikation og videndeling kan føre til udvikling af den daglige pædagogiske praksis i daginstitutionen. Det hyperkomplekse og postmoderne samfund Indledningsvis belyser jeg Qvortrups (2002, 2004) og Nielsens (2003) definitioner af samfundet, som det ser ud i dag efter industrisamfundet. De benævner det henholdsvis som det hyperkomplekse samfund eller det postmoderne. Det er væsentligt som baggrund for en forståelse af, hvilke færdigheder eller kompetencer vi som lærere og pædagoger må beherske i dag. Da jeg i denne opgave har fokus på pædagogernes kompetencer, har jeg i mine teoretiske undersøgelser valgt at inddrage artiklen Viden indtil videre, hvor Finn Hedegaard Nielsen (2003) har nogle væsentlige pointer i relation til pædagogernes uddannelsesbaggrund i det postmoderne samfund. Nielsen beskriver det moderne samfund som værende et postmoderne samfund, idet han henviser til blandt andre Giddens. (Nielsen 2003, 2). Et samfund, der karakteriseres ved brud på traditioner, usikkerhed og uvished. Kontingens og refleksivitet er centrale begreber og mennesket i det postmoderne samfund er nødt til selv at finde eller skabe mening. Viden er kontinuerligt til diskussion og gælder kun indtil ny viden kommer til. (Nielsen, 2003). I det 7

postmoderne samfund er der sket et skift fra, at viden er universel og altid til troende, til at viden kontinuerligt må opdateres. Qvortrup beskriver samfundsudviklingen som en bevægelse fra et samfund, hvor hovedudfordringen var menneskets kamp mod naturen. Et sådant samfund måtte basere sig på regelstyring og effektiv håndtering og bearbejdning af naturen. I det hyperkomplekse samfund i dag er udfordringen kampen mod kompleksitet. Vi er ikke bare usikre på vores forholden os til omverdenen. Vi er usikre på vores usikkerhed. (Qvortrup, 2002). I det hyperkomplekse samfund er alting i konstant bevægelse i forhold til hinanden og samfundsforhold ændres fra dag til dag. Det hyperkomplekse samfund kendetegnes ved høj ydre kompleksitet, dvs. at samfundet består af mange flere muligheder end det enkelte menneske kan forholde sig til og kapere i sit system. Qvortrup mener, at det moderne menneskes svar på denne ydre kompleksitet er at opbygge en indre kompleksitet, dvs. hele tiden at skulle lære nyt. Det moderne menneske er nødt til at være i besiddelse af refleksive kompetencer, så det er i stand til at kunne udvælge den relevante viden.... viden er et begreb for et individs måder at håndtere omverdenskompleksitet på. Viden er en kilde til at transformere usikkerhed til sikkerhed, men den er ligeledes - og dette i stigende grad - en kilde til at kunne give denne usikkerhed form, dvs. opretholde usikkerhed som usikkerhed, men gøre den håndterbar, f.eks. ved at have evne til at identificere nyheder, forandringer osv. og udvikle strategier til at omgås dem. (Qvortrup, 2004: 82). Nielsen og Qvortrup peger begge på uddannelse og læring som forudsætningen for, at vi kan håndtere det moderne samfunds kompleksitet. Nielsen er kritisk over for de nuværende pædagogiske uddannelsesinstitutioner, idet han mener de studerende fremdeles uddannes som om vi levede i industrisamfundet. Der må lægges større vægt på dannelse, således at den enkelte studerende får mulighed for at udvikle sig personligt. Med de nye bekendtgørelser for pædagoguddannelsen er der lagt op til, at dannelsesbegrebet skal spille en rolle på linje med tilegnelse af faglige begreber. Hans påstand er imidlertid, at uddannelsesinstitutionerne i deres uddannelsesplaner ikke lever op til kravet 8

om personlig dannelse. Han mener, dette er en nødvendighed for, at mennesker kan udvikle analytiske evner og blive i stand til at agere refleksivt i situationen i praksis. Hvilket er nødvendigt i et samfund i stadig bevægelse. I det statiske industrisamfund var kravet færdige teorier og løsninger, som man kunne tilegne sig og benytte efterfølgende i ens pædagogiske praksis. I det postmoderne samfund er det refleksionskompetence og analytiske evner, der er nødvendige. (Nielsen, 2003). Tredelt kompetencebegreb Qvortrup er enig med Nielsen i disse synspunkter, idet han med baggrund i en beskrivelse af samfundet som værende hyperkomplekst taler om en tredeling af kompetencebegrebet. Refleksionskompetence, som han også kalder læringskompetence, er nødvendig i et samfund, der kendetegnes ved kompleksitet. Her er det nødvendigt løbende at kunne fortolke og forandre sine egne kriterier for iagttagelse, kommunikation og handling. (Qvortrup, 2002: 4). Relationskompetence, som også kan kaldes kommunikationskompetence.... evnen til kunne etablere kommunikative relationer er vigtigere end det nogensinde har været. Evnen til at relatere sig til den eller det fremmede ud fra en viden om, på den ene side, hvad man selv står for, og på den anden side at verden også godt kan fortolkes anderledes,... (Qvortrup, 2002: 4). Endelig peger han på meningskompetence, som er evnen til iagttagelse af iagttagelse. Kombinationen af disse tre kompetenceformer udgør det hyperkomplekse samfunds samlede kompetenceprofil. (Qvortrup, 2002: 12-13). Man skal kunne anvende det, man allerede ved på en anden måde og være i stand til at forholde sig refleksivt til det, man allerede ved. En måde at håndtere kompleksiteten er videnbaserede lærende organisationer, som bygger på værdiledelse frem for regelstyring. Og her kan informationsteknologien komme os til hjælp, idet computeren netop håndterer kompleksitet. Et organisatorisk og kommunikativt netværk er komplekst og fleksibelt. Videndeling i organisationen kan bidrage til udvikling og opdatering af medarbejdernes kompetencer. 9

Qvortrup peger på livslang læring som en nødvendighed i et samfund, der udvikler sig så hastigt med deraf øgede krav om viden. Hvilket han mener til en vis grad kan imødekommes ved at fokusere på kompetencer frem for kvalifikationer. Men det moderne menneske må også forholde sig analytisk til sin egen udvikling og uddannelse. Det stiller krav om mulighed for videreudvikling af viden og færdigheder - og refleksions- relations- og meningskompetence. Det er altså ikke længere tilstrækkeligt at tale om kompenserende voksenundervisning. Vi må erkende, at uddannelse i dag foregår alle vegne og ikke bare i skolen. Hvis man accepterer, at videnstransfer ikke gør det alene, bliver det muligt at etablere læringsstimulering alle andre steder end i skolen og det etablerede uddannelsessystem. (Qvortrup, 2002). I dette afsnit har vi set, hvordan Qvortrup (2002, 2004) og Nielsen (2003) belyser væsentlige træk ved det postmoderne eller hyperkomplekse samfund. Dette medfører andre krav til os som medarbejdere i en moderne organisation. Vi må have mulighed for at videreudvikle vores viden og færdigheder, hvilket ikke gøres alene ved traditionelle kurser og videreuddannelsesforløb. Udviklingsmulighederne må være til stede i hverdagen på arbejdspladsen. Og her kan informationsteknologien være til hjælp. Ved at benytte et velorganiseret intranet vil det være muligt at imødekomme behovet for den nødvendige information i hverdagen og yderligere vil det kunne danne basis for den kommunikation, der er behov for som basis for videndelingsprocesser, der kan føre til udvikling af medarbejdernes analytiske evner og refleksions- relationsog meningskompetencer. Viden For at kunne undersøge lærings- og udviklingsmulighederne ved at benytte elektronisk kommunikation i daginstitutionen, beskriver jeg i dette afsnit Qvortrups definition af, hvad viden er og hvorledes man tilegner sig denne. (Qvortrup, 2002, 2004). De socialkonstruktivistiske læringsteorier belyser jeg ud fra Vygotskys teorier om, at sprog og kommunikation er væsentlige for 10

læring, (Vygotsky, 1930, in: Illeris, 2000), og Lave og Wengers teorier om læring i praksisfællesskaber (Lave & Wenger, 2003 og Gynter, 2006). Kvalifikationer, kompetencer, kreativitet, kultur Ifølge Qvortrup (2004) er viden et begreb for et individs måde at håndtere omverdenskompleksitet, og et redskab til at transformere usikkerhed til sikkerhed - men også et redskab til at give usikkerheden form, dvs. opretholde usikkerhed som usikkerhed, men gøre den håndterbar. (Qvortrup, 2004). Qvortrup (2002, 2004) har udarbejdet en systematik, hvor han inddeler viden i fire niveauer, hvilket jeg finder formålstjenligt som baggrund for en forståelse af vidensbegrebet. Han opererer med fire niveauer af viden, som han anskueliggør i skemaform. For overskuelighedens skyld har jeg valgt at medtage skemaet herunder, idet tilføjelserne med kursiv er mine og skulle tjene som uddybende forklaringer på begreberne. Til hver af videnformerne hører en undervisningsform (stimuleringsform), som Qvortrup viser i anden kolonne. I den tredje kolonne vises, hvilke færdigheder, han mener, det resulterer i. Og endelig i fjerde kolonne beskrives hvilken effekt, han mener dette fører til. Videnformer Stimuleringsformer Færdighedsformer Output effekter Kvalifikationer Direkte læringsstimulering Faktuel viden Proportional effekt Kompetencer Appropriation Refleksivitet Eksponentiel effekt Eksempelvis projektarbejde Selvstændig arbejdsform Medarbejderen tager selv initiativ til vide- reuddannelse så udbyttet bliver større Kreativitet Produktion Metarefleksivitet Kvantespring Selvstændig, individuel Udvikler og forandrer eller gruppearbejdsform forudsætninger- ne for forudsætningerne Kultur Social evolution Mange kommunikationers kontinuerlige samvirke Almen dannelse Paradigmeskifte Figur 1: Kategorisering af fire videnformer. (Qvortrup, 2002: 14). 11

Ved at identificere og kategorisere viden på denne måde er det muligt at danne sig et overblik over kompleksiteten. Qvortrup understreger, at de fire vidensformer ikke kan stå alene. Den ene vidensform er afhængig af den anden, således at de gensidigt understøtter hinanden. De første tre vidensniveauer er individbaserede, mens den fjerde er socialt baseret og knytter sig til det kollektive. Qvortrups måde at inddele viden i fire kategorier er interessant, idet det på den måde lykkes for ham at inddrage flere forskellige opfattelser af, hvad viden er. Og specielt hans syn på viden, som noget der foregår er væsentlig i denne opgave om videndeling, idet det for mig at se er helt essentielt, at viden ikke opfattes som en objektiv størrelse, der kan overføres og lagres i systemerne. Viden opstår og udvikles undervejs i processen med at håndtere den. (Qvortrup, 2004: 82). Viden er ikke et statisk fænomen; men det er i samspillet med omverdenen i kommunikationen imellem de psykiske og sociale systemer, at ny viden opstår. Dette har særlig betydning, når vi senere i denne opgave skal se på, hvordan man deler viden og hvordan man formidler og håndterer informationer i daginstitutionen. Socialkonstruktivistisk vidensteori Vygotsky udviklede omkring 1930 sine socialkonstruktivistiske vidensteorier, hvor han gennem sit arbejde med studier af børns aktiviteter i forbindelse med opgaveløsning påviste, at sprog og kommunikation er væsentlige artefakter for løsning af praktiske problemer og at sproget i betydelig grad bidrager til udvikling af personens praktiske og abstrakte intelligens (Vygotsky, 1930, in: Illeris, 2000). I et kommunikativt netværk, et intranet, er det netop brugen af sproget som grundlag for kommunikation, der er central. I socialkonstruktivistiske vidensteorier er samarbejde, fællesskabet og sproget centrale begreber. Viden konstrueres i fællesskaber - ved hjælp af sproget - i situationen. Socialkonstruktivisterne benægter sådan set ikke, at der foregår læreprocesser internt i det enkelte individ. Men de finder det uinteressant, fordi karakteren af og indholdet i disse processer til enhver tid bestemmes af relationerne i det sociale felt. De er enige med Piaget og andre konstruktivister i, 12

at verden og samfundet ikke er objektive størrelser, som man kan tilegne sig gennem læreprocesser. Omverden opfattes i begge tilfælde som noget, der aktivt konstrueres. (Illeris, 2006). Dette syn harmonerer med Lave og Wengers teorier om læring som meningsfuld deltagelse i sociale praksisfællesskaber. (Gynther, 2005: 110). Vigtige elementer er, at man har et fælles projekt som opleves meningsfuldt og forpligtende i forhold til fællesskabet, således at der er et gensidigt engagement i forhold til såvel projektet som praksisfællesskabet. Praksis er her forstået som en igangværende social interaktionsproces. At arbejde i et praksisfælleskab betyder, at man deltager sammen med andre, og at man producerer artefakter, som kan være fysiske konstruktioner, men det kan også være ord vi siger, eller et indlæg i en konference på et intranet. Denne produktion af artefakter, kalder Gynther en tingsliggørelse og den refererer både til processen og produktet og modsat dansk pædagogisk tradition adskiller Wenger ikke processer og produkter. At skrive et indlæg til en konference betegnes således som en proces og det skrevne indlæg er et produkt, en konkret artefakt. (Gynther, 2005: 126). Den socialkonstruktivistiske tilgang er væsentlig for min forståelse af, hvordan it og intranet kan anvendes til kommunikation og videndeling. Den afgørende forudsætning for at viden kan produceres er det praksisfællesskab, som betyder noget for dem, der agerer i det. Ens handlinger skal opleves som meningsfulde og af betydning for fællesskabet. En informationsdatabase er det nødvendige grundlag for arbejdet med at håndtere og bearbejde informationer. Man kan sammenligne en sådan informationsdatabase med viden på første niveau. Og som vi har set ovenfor er det den nødvendige forudsætning for de næste niveauer. Men det elektroniske kommunikationssystem eller intranet, man tager i anvendelse til videndeling skal være fleksibelt og dynamisk og give mulighed for, at informationerne løbende opdateres og bearbejdes af alle parter, hvis der skal være tale om at nå højere op i videnshierakiet. Det skal virke befordrende for og lægge op til aktiv brug af sprog og kommunikation. Der skal være mulighed for interaktion, samarbejde og dialog. (Bang, Dalsgaard & Kjær, 2004). 13

Den lærende organisation I dette afsnit tager jeg udgangspunkt i Hildebrandts artikel om Den lærende organisation (Hildebrandt, 1997), idet der er en klar parallel til mit fokus i denne opgave, hvor det drejer sig om at få belyst, hvordan man skaber muligheder for at udvikle den daglige pædagogiske praksis i en daginstitution. Hildebrandt (1997) fremhæver en række karakteristika for at man kan tale om, at en organisation er lærende: 1) Systematisk problemløsning, 2) eksperimentering med nye tilgange, 3) at lære af egen erfaring og historie, 4) at lære af andres erfaringer og af bedste praksis andre steder og 5) at transferere viden hurtigt og effektivt rundt omkring i hele organisationen. I processen er det vigtigt at arbejde hen imod at skabe arenaer, der stimulerer til: Dialog, handling, og læring. Dette indebærer, at man har et organisationsmiljø, der præges af åbenhed og tillid, og hvor alle er medspillere og aktører. Alle skal have mulighed for og lyst til at deltage i åben dialog og være medspillere i processen. (Hildebrandt, 1997). Teorierne om den lærende organisation fokuserer grundlæggende på den individuelle og kollektive evne til at lære af tidligere erfaringer. Både de gode og de dårlige erfaringer. Formålet med den lærende organisation er at skabe og formidle viden på tværs af traditionelle organisationshierakier og systemer. Et centralt element er således at uddanne medarbejderne til at være aktive, uafhængige og reflekterende. Det er ledelsen, der initierer. Men i stedet for at lederen kontrollerer og implementerer forandringer, skal der etableres en kultur, hvor medarbejderne agerer uafhængigt og aktivt. De må være søgende efter forandringer og modifikationer af eksisterende rutiner. Temaer i arbejdet mod at blive en lærende organisation må således bl.a. relatere sig til: adfærd, kultur, struktur og kompetence. (Hildebrandt, 1997). Effektiv læring baseres på egne erfaringer, overvejelser og handlinger. Det er ikke tilstrækkeligt at indsamle erfaringer, at gøre sig sine erfaringer, man skal også have mulighed for refleksion. For at give mulighed for refleksion, må der 14

i virksomheden skabes måder/betingelser og omstændigheder, der gør refleksion til en del af virksomhedens tradition og kultur. (Hildebrandt, 1997). Ved at beskrive væsentlige træk ved teorierne om den lærende organisation, har jeg vist, at den måde, man kommunikerer på i organisationen har afgørende betydning for, hvorvidt der er tale om videndeling som en proces, der kan føre til udvikling for medarbejderne i daginstitutionen og her igennem føre til en styrkelse af den daglige pædagogiske praksis. Opsamling I teoriafsnittet har vi set, at det hyperkomplekse samfund stiller krav om, at medarbejdernes kompetenceudvikling sker kontinuerligt. For at kunne håndtere kompleksiteten må vores viden løbende opdateres og læring og udvikling må foregå alle vegne og ikke alene i de traditionelle skolesystemer og på videreuddannelseskurser. Udvikling af analytiske evner og refleksions- relationsog meningskompetencer står centralt. I henhold til socialkonstruktivistiske vidensteorier er betingelsen for udvikling og læring praksisfællesskabet. Viden konstrueres i fællesskabet - ved hjælp af sproget - i situationen. Viden kan kategoriseres i fire niveauer, der alle er hinandens forudsætninger: Kvalifikationer, kompetencer, kreativitet og kultur. Erfaring, erfaringsopsamling og refleksion i praksisfællesskabet er centrale begreber i den lærende organisation. Den måde, man kommunikerer på i organisationen er væsentlig for, hvorvidt der er tale om videndeling som en proces, der kan føre til udvikling af den daglige pædagogiske praksis. I det følgende arbejde med undersøgelse af kulturen i daginstitutionen, har jeg særligt fokus på de træk, der har med kommunikationsaspektet at gøre, idet dette er helt centralt i teorien om den lærende organisation og væsentligt i relation til ovenstående vidensteorier. Endvidere er det væsentligt i relation til min opgaves fokus, der handler om at få belyst, hvorvidt elektronisk kommunikation kan føre til en styrkelse af videndeling og udvikling af den pædagogiske praksis i daginstitutionen. 15

Kulturundersøgelse I dette kapitel beskriver og analyserer jeg daginstitutionen i relation til Scheins teorier om kulturanalyse og har derfor inddelt kapitlet i tre afsnit, hvor jeg i de enkelte afsnit undersøger henholdsvis artefakter, skueværdier og de grundlæggende antagelser. (Schein, 1994). I Odense Kommune er alle vuggestuer og børnehuse tilknyttet en børneinstitution. Der er 29 børneinstitutioner, der hver består af 3-7 børnehuse. Hver af de 29 børneinstitutioner ledes af en institutionsleder, som er den overordnede pædagogiske, strategiske og administrative leder af institutionen og hver af de ca. 150 børnehuse har en daglig pædagogisk leder, som leder børnehuset i dagligdagen. Mine undersøgelser af kulturen er foretaget på én af Odense Kommunes daginstitutioner. Denne institutionen består af 6 afdelinger, Børnehuse. Min undersøgelse af daginstitutionskulturen har særligt fokus på de aktiviteter, der relaterer sig til dagligdagens informationsformidling og kommunikation mellem ledere og medarbejdere og medarbejderne imellem. Analysen bygger på mine iagttagelser ved en række besøg og samtaler med medarbejdere og ledelse i Børnehus A. Ved en enkelt lejlighed har jeg overværet et personalemøde, hvor pædagogernes arbejde med praksisfortællinger var til debat. Endvidere har jeg foretaget to interviews, ét med den daglige pædagogiske leder af Børnehus A. (For nemheds skyld benævnes hun i denne opgave som afdelingslederen). Og et interview med en medarbejder, der har sin gang både i Børnehus A og i Børnehus B. Mine undersøgelser har været møntet på at få indblik i, hvordan kommunikation og videndeling foregår internt i de enkelte børnehuse, samt i hele den pågældende institution. 16

Artefakter Det første niveau, man kan undersøge i en kultur, kalder Schein (1994) artefakter eller symptomer. Det er organisationens synlige strukturer og processer. F.eks. organisationens arkitektur og teknologi. Også organisationens sprog, vaner og ritualer kan betegnes som artefakter. Det vigtigste kendetegn ved dette kulturniveau er, at det er let at observere, men vanskeligt at tyde. (Schein, 1994: 25). Daginstitutionen består af 6 børnehuse med én institutionsleder og 6 afdelingsledere. Børnehus A er det største af børnehusene, bestående af 2 mindre huse med i alt fire mindre afdelinger, stuer. For at afgrænse mit undersøgelsesområde i opgaven her, har jeg primært mit fokus på dette børnehus. Da den medarbejder, jeg interviewede har sin gang i to børnehuse relaterer enkelte af udsagnene sig til naboinstitutionen, Børnehus B. Personalegruppen i Børnehus A består af 20 pædagogiske medarbejdere og afdelingslederen. I Børnehus B er der otte medarbejdere inklusive afdelingslederen. Jeg forsøger for det første at afdække, hvordan kommunikation og informationsdeling finder sted i hele daginstitutionen, hvis enkelte afdelinger, børnehuse, ligger spredt geografisk og for det andet hvordan kommunikation og informationsdeling finder sted internt i de enkelte børnehuse. Kommunikation mellem børnehusene På mit spørgsmål om, hvordan kommunikationen foregår mellem de seks børnehuse, der ligger med kilometers afstand, svarer afdelingslederen, at institutionslederen kommer forbi de enkelte huse regelmæssigt:... hun kommer jo oftest her, hvor vi hele tiden står og river os i håret over et eller andet vi ikke lige kan finde ud af eller... og sjældnere ude ved H og L Ellers kommunikerer vi via mail og så har vi ca. hver 14. dag en hel torsdag, hvor vi er samlet og har teammøde. Og så kan vi have noget ind imellem, der kan også være kursusdage eller noget, hvor vi også mødes og så er der altid - altså i pauserne er der altid noget der lige skal udveksles eller samles op på eller nogle tilmeldinger, der skal indhentes og et eller andet, så... Vi mailer meget sammen,... (Bilag 1, side 4). 17

Vi ser her, at de kommunikationsformer, der er i spil primært er face to face i ledergruppen. Dette er naturligvis ganske tidskrævende. Som det ses af ovenstående udtalelse er behovet for kommunikation så stort, at også pauserne må tages i brug. Elektronisk kommunikation i form af e-mailkorrespondance benyttes som supplement til møderne, der finder sted mindst én hel dag hver anden uge. Her er udelukkende tale om kommunikation mellem lederne af børnehusene. I hverdagens praksis foregår der ingen informations- og erfaringsudveksling imellem medarbejderne i institutionens forskellige børnehuse. Medarbejderportalen Af mit interview med afdelingslederen fremgår det, at der eksisterer en Medarbejderportal, som kommunen har oprettet til at organisere og lagre dokumenter og informationer fra forvaltningen til institutionerne. Afdelingslederen udtaler om Medarbejderportalen: Der er medarbejderportalen. Der er der faktisk mange muligheder i. Der er f. eks. en opslagstavle, hvor man kan annoncere sit sommerhus og der er forskellige ting. Man kan abonnere på forskellige nyhedsgrupper og...eh. Jeg bruger den ikke og jeg ved ikke hvordan andre gør, men det gør jeg ikke. Og medarbejderne gør jo slet ikke, for de bruger jo ikke engang fællesbrugeren hvor de skal gå ind igennem for at få medarbejderportalen. Der er nogle enkelte, der bruger fællesbruger, men jeg tror folk synes det er besværligt. Vi har en kode, der skal skiftes jævnligt og den skal man huske og nogen gange kører det ikke lige optimalt, så jeg ved ikke. Der er nogle enkelte, der bruger det og så ikke ret mange alligevel. (Bilag 1 side 1). Jeg har sammen med afdelingslederen haft lejlighed til at se, hvordan systemet virker. Af hensyn til opgavens afgrænsning, har jeg valgt ikke at gå i dybden med en analyse af denne platform. Jeg støtter mig til afdelingslederens beskrivelser af systemet. Hun giver udtryk for, at det er ufleksibelt og primært benyttes til organisering og lagring af information fra forvaltningen til institutionerne. Af interviewet fremgår også, at det er forbundet med en del besvær, at komme ind og læse og skrive i Medarbejderportalen. Det kræver flere lag af logins med koder, der ændres hver tredje måned, og ofte virker systemet slet ikke. Medarbejderen har også givet udtryk for, at det er meget besværligt at anvende Medarbejderportalen. Disse faktorer er efter min mening nærmest 18

uovervindelige barrierer for at få elektronisk kommunikation til at virke som en hjælp i pædagogens travle hverdag. Under disse betingelser finder jeg det ikke underligt, at elektronisk kommunikation ikke har vundet indpas i den pædagogiske praksis. Ved et af mine besøg, talte institutionslederen og afdelingslederen om, at Medarbejderportalen var død. På mit spørgsmål om, hvorvidt man eventuelt kan finde brugbare oplysninger på Medarbejderportalen, svarer afdelingslederen: Ja, det tror jeg faktisk godt man kunne. Der er også gjort plads til at man kunne...der er sådan nogle erfaringsdatabaser og indsatsdatabaser og noget man kan gå ind og kigge på. Og stillingsopslag osv., altså man kan hente forskellige ting frem, som man kan kigge på. Men nogen ting, f.eks. erfaringsdatabasen, den er ikke ajourført de sidste to år, tror jeg. Eller der bliver ikke lagt noget nyt ind på og den er ikke opdateret, altså, så det er noget, der ligger meget stille, der er ikke ret mange, der bruger det. (Bilag 1 side 1). I Børnehus A er der én computer på kontoret og én i personalestuen, som ligger i en anden bygning. Dette indikerer for mig at se, at elektronisk kommunikation ikke benyttes i nogen særlig udstrækning i hverdagen. Dertil kommer, at afdelingslederen forklarer, at computeren i personalestuen ofte ikke fungerer tilfredsstillende. Dette fik jeg bekræftet, da afdelingslederen i forbindelse med mit besøg i personalerummet ved personalemødet forsøgte at vise mig deres intranet. Det lykkedes ikke ved den lejlighed at få adgang til kommunens fællesbruger, som er medarbejdernes indgang til kommunens intranet, Medarbejderportalen. Jeg kan konkludere, at adgangen til teknologiske hjælpemidler og intranet reelt ikke er mulige for medarbejdergruppen. Opsummerende kan jeg sige, at man fra forvaltningens side har etableret systemer til brug for elektronisk kommunikation indenfor daginstitutionsområdet. Men mine undersøgelser viser også, at systemerne kun benyttes sparsomt i hverdagen - eller slet ikke. Og hvis det eksisterende intranet, Medarbejderportalen skulle bringes til at fungere som et redskab i den pædagogiske prak- 19