Livø Kulturmiljø nr. 75 Tema Offentligt forsorgsvæsen Emne(-r) Institutionsby Sted/Topografi Livø by, Ranum sogn Kulturmiljøet består af Livø by med den bebyggelse, der blev anvendt af Ø-anstalten Livø 1911-1961. Livø by er beliggende på den 330 hektar store ø Livø i Livø Bredning (Limfjorden) vest for Rønbjerg. Fra Livø er nærmeste landområde øen Fur 5 km mod syd. 992
Øen er nordvest for Livø by præget af kuperet højland, mens selve kulturmiljøet er placeret på den hævede havbund, der præger resten af øen. Mod syd findes den lange odde, Liv Tap. Forbindelsen til fastlandet varetages fra havnen, der er forbundet med Livø by 600 meter mod nordvest ved øens eneste landevej, Skippervej. Overfart med bil er ikke muligt. I øens undergrund findes ler, der har været industrielt udnyttet af to teglværksvirksomheder i anden halvdel af 1800-tallet. Dertil har Livøs arealer gennem tiden været anvendt til bl.a. landbrugsdrift senest på Livø Avlsgård i Livø bys nordlige ende samt plantagedrift og jagt i de nordvestlige bakkede områder. Livøs placering i Limfjorden omgivet af et tilstrækkeligt bredt bælte vand, men dog på relativt kort afstand fra fastlandet, gjorde i kombination med det begrænsede areal og forekomsten af de nordvestlige uopdyrkede arealer øen velegnet til anlæggelsen af det behandlingsmæssige tilbud Ø-anstalten Livø for såkaldt forbryderisk åndssvage mænd i 1911. Øen var afskærmet fra omverdenen, overskuelig og med de øde arealer udgjorde den dermed i sig selv en form for be-handlingstilbud til de mænd, der blev anbragt på anstalten. Tid 1911-1961 Karakteristik I anden halvdel af 1800-tallet forsøgtes en industriel udnyttelse af Livøs lerholdige undergrund til fremstilling af tegl, senest af kammerherre R. v. Oppen-Schilden, der i 1875-1877 opførte nye langovne, tørrelader og hestegange umiddelbart syd for den nuværende Livø by. Sideløbende opførtes en staldbygning med folkekamre og en teglmesterbolig og i de følgende år en række mindre bygninger bl.a. en smedie, et snedkerværksted og arbejderboliger. I 1889 fandtes der således plads til 72 logerende. Teglværket var imidlertid kun i funktion frem til 1884, og i de følgende år blev produktionsanlæggene nedbrudt. I 1911 blev øen erhvervet af bestyrelsen for den Kellerske Aandssvageanstalt i Brejning, der med overlæge Christian Keller som initiativtager var oprettet i 1897. I 1896 havde Keller rejst spørgsmålet om, hvordan samfundet skulle håndtere personer, der som følge af det, han fandt, var arvelig degenerering, kunne diagnosticeres som moralsk åndssvage prædestineret til en kriminel og såkaldt antisocial adfærd. Keller anså det for nødvendigt at oprette to former for institutioner, dels lukkede varetægtsafdelinger, dels åbne arbejdshjem for de lettere tilfælde, der ikke kunne være på helt åbne anstalter, fordi de stak af, men som heller ikke var så farlige, at de måtte indespærres. Den totale indespærring, der hidtil havde været anvendt, anså Keller for inhuman. Indespærring hindrede nemlig den vagabonderingstrang, som var en af de sygelige afvigelser, de såkaldt fødte forbrydere blev anset ofte at være ramt af med en mere ødelæggende adfærd til følge. I 1909 argumenterede Keller derfor for at udstyre de lettere moralsk åndssvage med en relativ frihed, der både tillod udnyttelsen af deres arbejdskraft, og som kunne holde deres gemyt i ro. Bedst af alle steder kunne en sådan situation tilvejebringes på øer, hvor de anbragte kunne afskærmes fra de fristelser, der udløste deres sygelige 993
adfærd, og hvor den relative frihedsgrad kunne opnås, uden at det omgivende samfund blev udsat for unødige risici. De kunne så at sige både være frie og indespærrede og derved afskærmet fra deres sygelige trang til forbrydelse. Samtidigt kunne isolationen af kønnene forhindre, at de anbragte formerede sig og derved viderebragte det, man opfattede som en arvelig moralsk åndssvaghed. Livø var velegnet til oprettelse af en institution efter Kellers tankegang. Den omgivende Limfjord kunne udgøre afskærmning overfor omverdenen, landbrugsarealerne kunne tjene til udnyttelse af de anbragtes arbejdskraft, og de uopdyrkede arealer på øens nordvestlige hjørne kunne udnyttes til udlevelse af vagabonderingstrangen. Blev trangen for stærk, kunne mændene tage sig et par dage i buskadset og så ellers vende tilbage til anstalten, uden at nogen stor skade var sket. Pavillon I. 994
I juni måned 1910 indledte Keller derfor forhandlingerne om et køb af øen fra den daværende ejer, lensbaron Rosenkrantz, og efter overtagelsen i 1911 oprettedes det behandlingsmæssige tilbud ø- anstalten Livø. Til formålet udnyttedes bygningsmassen fra den tidligere teglværksdrift, der lå tæt på Livø avlsgård, hvor mændenes arbejdskraft skulle udnyttes, og som pga. sin koncentration på et relativt lille areal let kunne overvåges. En tidligere plagestald samt en administrationsbygning blev ombygget beboelsespavillionerne 1 og 2 i 1911. Et gammelt ishus ved en lergrav umiddelbart vest for Skippervej blev omdannet til cellebygning, mens en bygning kaldet Polakhuset tjente som funktionærbolig. Ved havnen lå en beboelsesbygning Skipperhuset, der fik funktion som vagtbolig. Pavillon II. I 1914 opførtes pavillon 3 og endnu en funktionærbolig. I årene 1915-1917 opførtes skolebygningen med bolig for lærerinden og en gift funktionær, og 1917-1920 udvidedes med pavillon 4. Samtidigt opførtes en køkkenbygning, og dertil kom et hobbyrum samt en bolig for anstaltens forstander. Belægningen nåede 95 personer i 1923. I 1920-1923 opførtes et forsamlingshus og en vaskeribygning med bad. Pavillon III. Trods de velmenende hensigter ved anstaltens oprettelse blev opholdet på Livø ofte opfattet negativt af de anbragte mænd. Forholde- 995
ne på øen, bl.a. indkvarteringen og maden, var til tider mangelfulde. Mændene hørte til i åndssvageforsorgens regi, hvorved anbringelsen blev tidsubestemt og spørgsmålet om frigivelse overladt til anstaltens ledende overlæge i samråd med den lokale inspektør. Kunne den moralske åndssvaghed diagnosticeres, inden den gav sig udslag i kriminalitet, blev det af hensyn både til samfundet og til patienten selv anset for hensigtsmæssigt med en anbringelse på en ø-anstalt. En del blev derfor overbragt til Livø fra andre institutioner af disciplinære og forebyggende årsager, dvs. i realiteten fængsling uden rettergang og domfældelse. Kontakten til omverdenen blev afskåret, og al brevkorrespondance censureret. Dertil bevirkede lovene om sterilisation og kastration i 1929 og 1935, at sterilisation eller kastration ofte var en betingelse for, at mændene kunne udskrives til et liv i frihed. Forrest cellebygningen. Flugtforsøg var derfor hyppige. Mændene forsøgte at bringe sig over til fastlandet enten ved at svømme eller via stjålne både, tømmerflåder eller over isen i strenge vintre. I flere tilfælde organiserede mændene desuden oprør, bl.a. med forsøg på afbrænding af avlsgårdens bygninger. Risikoen for sådanne mytterier blev forudset allerede ved anstaltens anlæggelse, som derfor omfattede etablering af et sprøjtehus og brandmateriel samt anlæggelsen af en nedgravet telefonforbindelse til fastlandet. Pavillon IV. Op gennem 1940 erne og 1950 erne ændredes det generelle behandlingssyn i Danmark, og som følge af en omorganisering af åndssvageforsorgen i 1959 blev ø-anstalten Livø nedlagt i 1961. 996
Efter nedlæggelsen af ø-anstalten Livø i 1961 tjente bygningsmassen i en årrække som ungdoms- og landbrugsskole, dog stadig i åndssvageforsorgens regi. I dag rummer bygningerne Livø fe-riecenter og anvendes af bl.a. lejrskoler. Livø avlsgård drives i dag som økologisk landbrug. Bevaringstilstand Ø-anstalten Livø må karakteriseres som velbevaret. Samtlige elementer i bygningsmassen findes endnu og fremstår i deres ydre med et udseende, der i alt væsentligt fremtræder velholdt og som i anstaltens aktive periode. Nonnebo. En række af bygningerne er indrettet til overnatning for feriecentrets gæster. Det er således tilfældet med de fire pavilloner, skolebygningen, de to funktionærboliger (i dag kaldet Munkebo og Nonnebo) samt forstanderboligen tæt på Livø avlsgård. Det tidligere vaskehus er indrettet som købmandsbutik, mens anstaltens centralkøkken stadig er indrettet som sådan. Anstaltens cellebygning rummer øens offentlige toiletter, mens hobby-rummet er indrettet til Livø Kro. Også forsamlingshuset findes endnu, og det anvendes af feriecentrets gæster til forsamlingsformål. Der er ikke tilføjet nye bygninger efter anstaltens nedlæggelse i 1961. Forsamlingshuset. 997
Sårbarhed og virkemidler I lyset af at anstaltens bygningsmasse har fundet genanvendelse til et feriecenter, hvor der især kan drages nytte af bygningernes indretning med mange overnatningspladser, synes der ikke umiddelbart at være nogen fare for opretholdelsen af kulturmiljøets væsentligste elementer. I tilfælde af, at den nuværende funktion skulle ophøre eller ændres væsentligt, foreligger der imidlertid ingen retningslinier for kulturmiljøets fremtidige forvaltning, idet det ikke er omfattet af hverken fredning eller beskyttelser i den gældende lokalplanlægning. En lokalplan, der formulerede og fastlagde retningslinier for en fremtidig bevaring af kulturmiljøets elementer, er ønskelig. Vaskeribygningen, der nu er købmand. En bygning ved avlsgården rummer en mindre plancheudstilling om Livøs natur og om øens fortid som åndssvageanstalt. Herved viderebringes forståelsen af stedets pædagogiske værdier in situ. Udstillingens kulturhistoriske elementer kunne med fordel udbygges. Bonitering Kulturmiljøet rummer i kraft af sin gode og autentiske bevaringsgrad en særdeles stor pædagogisk værdi. Det debatskabende potentiale er nærmest uudtømmeligt omkring emner som definitionen af begreber som normalitet/anormalitet, hvilke grupper der har magten til at foretage social og kulturel inklusion/eksklusion, og på hvilken måde vi i dag kan bedømme tidligere tiders håndtering af disse emner. Færdes man mellem anstaltens bygninger, opleves historien om de anbragte mænds vilkår og skæbner som særdeles nærværende, men stedets ellers store naturmæssige oplevelsesværdi kan træde noget i baggrunden. Oplevelsen er stærkt kontrastfyldt. Kontekst/sammenhænge Etableringen af ø-anstalter for moralsk åndssvage eller anti-sociale personer i årene omkring 1900 var et udslag af samtidens lægefaglige standpunkt, der var stærkt påvirket af Christian Kellers synspunkter, og ifølge hvilket en række lidelser måtte opfattes som udslag af arvelige defekter. I den forbindelse var patienten snarere samfundet end de enkelte arveligt belastede individer, der på grund af fællesskabets humane indstilling ikke længere gik til grunde ad naturlige årsager. For at opretholde det, man betegnede som befolkningskvaliteten, måtte samfundet i egen interesse forebygge de arveligt defektes reproduktion og i tilfælde af antisocial adfærd kontrollere deres sygelige handlinger. For de personer, der ikke blev anset for anti-sociale/moralsk åndssvage, kunne foranstaltningerne finde sted på åndssvageanstalter, mens de anti-sociale/moralsk 998
åndssvage måtte henvises til isolation fra det øvrige samfund med adskillelse af kønnene enten i helt lukkede institutioner eller på de såkaldte ø-anstalter. Skolen. Centralkøkkenet. Under ledelse af Christian Keller oprettedes en række åndssvageanstalter som en del af organisationen de Kellerske Anstalter, med åndssvageanstalten i Brejning som den første i 1897. Ud over ø-anstalten på Livø for moralsk åndssvage mænd oprettedes i 1922 en tilsvarende anstalt for kvinder på Sprogø. Dertil kom yderligere en række institutioner, bl.a. i Vodskov hvor der i 1915 indrettedes åndssvageanstalt for det nordlige Jylland med plads til 760 patienter og med drift af avlsbrug, gartneri og nogen industri. Kellers tankegang og metoder vandt genklang i den øvrige verden, hvor de eugeniske tankegange ligeledes var vidt udbredte i samtiden ligeledes med lovkomplekser, der muliggjorde sterilisation og kastration af personer, som blev anset for farlige for samfundet, fordi de kunne videreføre lidelser, der blev anset for arveligt betingede. Institutionerne under de Kellerske Anstalter modtog derfor besøg fra en lang række lande med henblik på faglig inspiration. Det var især tilfældet med moderinstitutionen ved Brejning, men også Livø blev besøgt af bl.a. nordiske kolleger, og erfaringerne fra anstalten formidlede Keller til et tysk publikum via en række artikler i tyske lægefaglige tidsskrifter. 999
Anvendt kildemateriale Kirkebæk, Birgit: Defekt og deporteret. Livø-anstalten 1911-1961. Holte 1997. Kirkebæk, Birgit: Flaskepost fra Livø. Kognition og pædagogik 1999, nr. 33, side 12-24. Livø en tur rundt: introduktionstur. Udgivet af det af Nordjyllands Amtsråd og Løgstør kommunalbestyrelse nedsatte Livø-udvalg. 1974. Leth, Harald: Livø s historie i korte træk. Løgstør 1948. Trap, J. P.: Trap. Ålborg Amt. 5. udgave 1961. Beskrivelsen er udarbejdet af Aalborg Historiske Museum. Figur 1. Kort over Livø fra Skov- og Naturstyrelsens vandretursfoldere. 1000
Figur 2. Tegning af Livø by med bygningernes nuværende funktioner. www.livo.dk 1001