Ole Helby Petersen. Roskilde Universitet olehp@ruc.dk. Abstract

Institutionel understøttelse af offentlige-private partnerskaber (OPP) og betydningen for udbredelsen af projekter: En komparativ analyse af 20 europæiske lande Ole Helby Petersen Roskilde Universitet olehp@ruc.dk Abstract Dette papir præsenterer resultaterne af en komparativ analyse af den statslige understøttelse af offentlige-private partnerskaber (OPP) på tværs af 20 europæiske lande med varierende OPPerfaringer. Baseret på en gennemgang af litteraturen defineres tre elementer som centrale for institutionel understøttelse af OPP, herunder politisk understøttelse, de retslige og lovgivningsmæssige rammer samt institutionel understøttelse af OPP. Analysen bygger på et omfattende komparativt datasæt indsamlet som led i dansk deltagelse i en EU COST Action. I analysens første del gennemføres en sammenlignende analyse af den politiske, reguleringsmæssige og institutionelle understøttelse af OPP på tværs af de 20 lande. Dette danner grundlag for at identificere ligheder og forskelle samt gruppere landene i forhold til nationale understøttelse af OPP. I analysens andel del introduceres data for OPP projekter i de 20 lande, hvorved det bliver muligt at gennemføre en eksplorativ analyse af sammenhængen mellem national institutionel understøttelse af OPP og den faktiske udbredelse af OPP aktiviteter i landene. Papiret rundes af med en diskussion af mulighederne for at videreudvikle den komparative OPP forskning. Nøgleord: Offentlige-privat partnerskaber, institutionel understøttelse, komparativ analyse. 1

1. Introduktion Siden 1990erne har regeringer verden over lanceret politikker, regulering og institutionel understøttelse med det formål at fremme udbredelsen af offentlige-private partnerskaber (OPP) som en ny samarbejdsform til gennemførelse af komplekse og langvarige samarbejdsprojekter på især bygge- og anlægsområdet (Koch og Buser, 2007; Hodge, Greve & Boardman, 2010). OPP defineres her som en længerevarende samarbejdsaftale om gennemførelse af et samarbejdsprojekt og hvor parterne deler de projektrelateret viden, gevinster, ressourcer og risici over en længerevarende tidsperiode (Klijn & Teisman, 2003; Weihe, 2007). Denne forståelse af OPP som et længerevarende og institutionaliseret samarbejde er i den internationale forvaltningsforskning er OPP blevet set som et opgør med New Public Management (NPM) bølgens fokus på udlicitering og privatisering (Teisman & Klijn, 2002; Hammerschmid & Angerer, 2005). Men selvom OPP nyder international anerkendelse (Linder 1999: 35) og er udbredt i store dele af den vestlige verden (Johnston og Gudergan, 2007: 570) er der i forskningen stigende fokus på, hvordan OPP har udviklet sig forskelligt på tværs af ellers sammenlignelige lande (Petersen, 2010). Mens især de angelsaksiske og sydeuropæiske lande har udviklet omfattende OPP programmer har mange andre europæiske lande udvist betydeligt mindre entusiasme over for OPP (Hammerschmid & Angerer 2005). Selv om der i dag findes en hastigt voksende international OPP litteratur har disse store forskelle i national institutionel understøttelse af OPP kun været belyst i få komparative studier af to-tre lande, hvorimod større og mere systematiske internationale sammenligninger hidtil har været fraværende i OPP forskningen (se Greve & Hodge, 2007; McQuaid & Scherrer, 2010; Petersen, 2010; Jooste & Scott, 2012). Mens der er olevoksende akademisk og politisk interesse for OPP er der på den anden side behov for sammenlignende analyser af OPP for at forstå de store nationale forskelle i udviklingen af OPP-politikker og institutioner og deres konsekvenser for udbredelsen af OPP på tværs af forskellige lande (Verhoest, K., Carbonara, N., Lember, V., Petersen, O. H., Scherrer, W., & van den Hurk, M., 2013). Formålet med dette papir er at præsentere resultaterne af en komparativ analyse af den statslige understøttelse af offentlige-private partnerskaber (OPP) på tværs af 20 europæiske lande med varierende OPP-erfaringer. Papiret behandler følgende forskningsspørgsmål: Hvilke politikker, regulering og institutionel understøttelse har regeringer i forskellige europæiske lande lanceret til at understøtte OPP? Hvordan kombineres disse elementer i nationale institutionelle rammer, og hvilke af disse elementer og kombinationer af elementer er afgørende for udvikling eller ikke-udviklingen af OPP i forskellige lande med forskellig OPP-aktivitet? 2

For at besvare disse forskningsspørgsmål gennemføres en omfattende sammenlignende analyse af national understøttelse af OPP i et bredt udsnit af europæiske lande med forskellige OPP-erfaringer. Baseret på en gennemgang af litteraturen udledes tre elementer som centrale for institutionel understøttelse af OPP, herunder i) politisk understøttelse i form af politiske erklæringer, målrettede policy-dokumenter eller pilot-progammer, ii) retslige og lovgivningsmæssige rammer såsom tilstedeværelsen af specifik OPP-lovgivning, OPP-udbudsregler og standardkontrakter, samt iii) institutionel understøttelse af OPP inklusive støtte- og kompetenceenhed, formaliserede beslutningsfora og procedurer for godkendelse og finansiering af projekter. Analysen bygger på et omfattende komparativt datasæt indsamlet som led i dansk deltagelse i en EU COST Action, hvor der er opbygget et sammenligneligt datasæt om 20 europæiske landes institutionelle understøttelse af OPP. I analysens første del gennemføres en sammenlignende analyse af i) den politiske, reguleringsmæssige og institutionelle understøttelse af OPP på tværs af de 20 lande. Den sammenlignende analyse danner grundlag for at identificere ligheder og forskelle samt gruppere landene i forhold til nationale understøttelse af OPP. I papirets andel del introduceres data for OPP projekter i de 20 lande, hvorved det bliver muligt at gennemføre en eksplorativ analyse af sammenhængen mellem national institutionel understøttelse af OPP og den faktiske udbredelse af OPP aktiviteter i landene. Papiret rundes af med opstilling af en typologi over nationale OPP tilgange og en diskussion af mulighederne for at videreudvikle den komparative OPP forskning. 2. National understøttelse af OPP: Politik, regulering og institutionel understøttelse Policy-initiativer og politisk understøttelse Eksplicitte OPP-politikker og langsigtet politisk engagement - som er den første dimension af statslig støtte til offentlig-private partnerskaber - er afgørende for at stimulere væksten og udviklingen af en pipeline af OPP-projekter. Politik og politisk engagement ses i OPP litteraturen som en væsentlig faktor i forhold til at understøtte og implementere succesfulde OPP-projekter (se Flinders, 2005; Petersen, 2011). Desuden er OPP politikker centrale i forhold til at definere de politiske rammer for OPP-projekter, afgrænsning i forhold til andre typer af infrastruktur projekter og politiske målsætninger ved brg af OPP (VK-regeringen, 2004). Endelig kan OPP-politikker fremme gode relationer ved at lede og koordinere samarbejdet mellem den private sektor og de statsligeinstitutioner, som udvikler de overordnede rammeforhold for OPP på regeringsniveau (se 3

OECD, 2006). Det er også en del af den nationale OPP-understøttelse, at der foreligger politiske målsætninger i form af politiske programmer eller konkrete OPP-policy dokumenter, som den danske regering fx udgav i 2004 og igen i 2011 (VK-Regeringen 2004, 2011). Sådanne policypapirer og politiske programmer tegner den politiske ramme for OPP og kan fx indeholde oversigter over pilot-projekter, finansiering af projekter, afklaring af rammeforhold og oprettelse af støtteenheder, puljeordninger mv. (Petersen, 2010a). Det er derfor også med til at udvikle et OPPmarked og en pipeline af projekter, at der er entydig og stabil politisk støtte over en længere tidsperiode, så der kan opbygges OPP-ekspertise både hos de offentlige ordregivere og blandt de private OPP-konsortier. Foruden de konkrete initiativer, som præsentes i officielle policydokumenter, er tilstedeværelsen af dedikerede OPP policy-dokumenter en indikation på, i hvilket omfang der er klar politisk opbakning og hvorvidt opbakningen er stabil over tid, hvilket er centralt i OPP-sammenhæng på grund af projekternes lange løbetid. Juridiske og lovgivningsmæssige rammer Den juridiske og lovgivningsmæssige ramme for OPP repræsenterer den anden dimension af regeringers understøttelse af OPP og vedrører tilstedeværelsen (og indhold) eller fravær af en reguleringsmæssig ramme for gennemførelse af OPP projekter. Den internationale forskning har vist, at OPP reguleres via både "hårde" og "bløde" regler (jf. Morth, 2007; Christensen & Petersen, 2010), som tilsammen danner en reguleringsramme for gennemførelse af OPP-projekter. I europæisk sammenhæng er OPP reguleret på flere niveauer, hvor EU fungerer som meta-regulator og regulerer OPP via udbudsdirektivet og reglerne for registrering af offentlig gæld i forbindelse med store infrastrukturlån via OPP-modellen (Eurostat, 2004; Petersen, 2010b). Der er således en samlet og ensartet ramme for OPP-aktivitet i alle EU-lande, om end denne ramme kun regulerer OPP på et relativt overordnet niveau. Det giver spillerum for mangfoldighed i de nationale tilgange til reguleringen af OPP, og litteraturen viser, at nogle lande såsom Irland og Storbritannien har lanceret specialiserede OPP love og formelle procedurer for finansiering og godkendelse af projekter, mens andre har indført en mindre formaliseret og væsentligt mere decentraliseret tilgang, som det eksempelvis ses i Danmark (Petersen, 2011). Den formentlig mest detaljerede oversigt over relevante retlige og reguleringsmæssige dimensioner for OPP er udviklet af Den Europæiske Investeringsbank (EIB) og Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling og bruges her som til et konstruere denne del af indekset for national understøttelse af OPP (se tabel 1 nedenfor). 4

Institutionel understøttelse og OPP-kompetenceenheder Den tredje dimension, hvor regeringerne kan støtte OPP udtrykkeligt er OPP-understøttende institutionelle initiativer og herunder oprettelsen af en dedikeret OPP-enhed eller kompetencecenter, som det ses i mange lande (Jooste, Levitt & Scott, 2011) og herunder også Danmark under Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Disse OPP-støtteenheder anses for at være vigtige aktører i forhold over for udformningen af nationale og lokale institutionelle betingelser for OPP udvikling er gennem de seneste år blevet genstand for stor opmærksomhed i OPP forskningen (Jooste, Levitt & Scott, 2011; Mahalingam, Devkar & Kalidindi, 2011). Gennemførelsen af OPP-politikker og udvikling af OPP-projekter påvirkes således af tilstedeværelsen eller fraværet af disse dedikerede institutioner samt deres rolle og funktion, organisationsstruktur, formel autoritet, arbejdsprocedurer og institutionelle logik (Jooste & Scott, 2012). Relevante elementer i OPP-understøttende institutionelle rammer omfatter a) den formelle organisering af OPP-enheder, b) tilstedeværelsen eller fraværet af faste procedurer for vurdering og godkendelse af OPP-projekt, og c) standardiserede OPP-kontrakter og/eller processer til gennemførelse af OPP (EIB, 2004; Farrugia, Reynolds & Orr, 2008; OECD 2010; Verdensbanken & PPIAF 2006). Disse tre elementer af national OPP-understøttelse og den nærmere operationalisering af indikatorer og underindikatorer præsenteres i oversigtsform i tabel 1. Tabel 1. Elementer i den nationale understøttelse af OPP. Dimension Indikatorer Sub-indikatorer 1) Policy-initiativer og politisk understøttelse 33,33% Existence of a strategy document of PPP policy Yes, early published and updated Scores 4 3 2 1 Yes, early published, but not updated Yes, recently published and not updated Not existent 33,33% Existence of a general PPP program Yes, incl. transport program, clear time schedule Yes, incl. transport program, but no clear time schedule Yes, but only general PPP program, no clear schedule Not existent 33,33% Political support Rather strong, stable or increasing Rather strong, decreasing Rather low, increasing Rather low, stable or decreasing 2) Juridiske og lovgivningsmæssige rammer 50% Specific PPP or concession law: (a) existence (1) General PPP or concession law; (2) PPP law in transport; (3) procurement law; (4) in-line with EU All four criteria are met Three criteria are met Two criteria are met One or no criterion is met 5

Specific PPP or concession law: (b) scope regarding definitions of four items (1) PPP; (2) sectors and types of infrastructures/ services; (3) contracting authorities; (4) eligible private party All four criteria are met Three criteria are met Two criteria are met One or no criterion is met 50% Elements provided in the general legal framework (including public procurement law) 4 sub-indicators covering procedures and recommendations provided by the legal framework, plus 5 subindicators covering existence of a mandatory list of provisions in PPP contract 8 to 9 subindicators are met 6 to 7 subindicators are met 4 to 5 subindicators are met 0 to 3 subindicators are met Existence of a PPP support unit Yes, since before 2006 Yes, since 2006 or later No, not anymore No, never existed 33% Acting public institutions/ppp supporting units Legal and organisational basis of PPP support unit General functions PPP Support unit Private legal body with private sector participation Dissemination, policy function and green lightning Private legal body without private sector participation Dissemination and policy guidance or green lightning Public (law) body under ministry Dissemination only Not existent Not existent Size of unit 20 or more 5 to 20 < 5 Never existed 3) Institutionel understøttelse og OPPkompetenceenheder 33% Procedures for project appraisal and prioritization, role of main sectors in project stages Existence of standard ex ante evaluation instruments Use of standard ex-ante evaluation in PPP Projects Existence of a third party scrutinizing and approving PPP projects before project on tender Mandatory for all projects Used in all projects Yes Mandatory beyond threshold Used in majority of projects Yes, beyond certain threshold Existing, but not mandatory Used in minority of projects No, not anymore Not existent Not used Not at all Existence of a third party scrutinizing and approving PPP projects before final contract signed Yes Yes, beyond certain threshold No, not anymore Not at all 33% Standardized processes and documents for PPPs in transport Use of standardized contracts for PPP in transport Use of standardized model for PPP in transport Used in majority of projects Used in majority of projects Used in minority of projects Used in minority of projects Existent but not used Existent but not used Not existent Not existent 3. Metode, dataindsamling og kodning Udviklingen af indikatorerne og deres måling og indsamling af data blev udført som en del af COST Action TU1001 aktion om OPP i transportsektoren. Dataindsamlingen for de 20 EU-lande, som indgår i den komparative analyse, blev gennemført af nationale hold af OPP-forskere, der leverede en omfattende landebeskrivelse baseret på en analyse af de reguleringsmæssige rammer, 6

politiske dokumenter og interviews. Landeprofiler består af en narrativ del (se Verhoest m.fl.., 2013) og af et standardiseret datasæt med detaljeret og sammenlignelige oplysninger for variable og indikatorer, som fremgår af tabel 1. Brug af landeteams til at indsamle data og opbygge det store komparative datasæt havde den fordel, at dataindsamlingen blev udført af forskere med dybdegående kontekstuel viden om de nationale institutioner og praksis. Dette er især relevant i sammenlignende undersøgelser med mere end nogle få lande, og hvor kontekstuel viden er afgørende (også på grund af sproglige forhold) til at sikre en høj validitet og pålidelighed i den efterfølgende komparative analyse (Pollitt & Bouckaert, 2004). Ulempen ved at arbejde med landeteams er på den anden side risikoen for forskelle i forståelsen eller operationaliseringen af variable og proceduren for dataindsamling, ligesom tolkning af kontekstuelle nationale data kan indeholde et skøn, som i det tilfælde udføres af 20 forskellige landehold. Denne metodiske udfordring blev forsøgt imødegået ved for det første at udvikle indikatorerne og under-indikatorerne i fælles seminarer, hvor de fleste nationale repræsentanter deltog i udviklingen af de centrale begreber og variable, hvilket betød, at nationale forskelle i kontekstforhold, sprogbrug og statslig organisering blev diskuteret og indikatorer og underindikatorer tilpasset. For yderligere at løse den udfordring, som kan opstå ved dataindsamling i 20 lande, udviklede vi desuden skriftlige retningslinjer med mere detaljeret forklaring af hver indikator og under-indikator, som blev sendt ud til de 20 landeteams. Vi arbejde desuden med en feedback-mekanisme, hvor vi kontrollerede data fra landeteams for fuldstændighed og konsistens, hvilket gav mulighed for afklaring af upræcise oplysninger eller manglende oplysninger i de først indsendte landesæt. Landeholdene foretog derefter en præcisering af oplysningerne og i flere tilfælde også yderligere dataindsamling før data blev inkluderet i det komparative datasæt. Sluttelig blev landerapporterne for alle 20 lande kodet af tre forskellige personer uafhængigt og efterfølgende drøftet i fælleskab med henblik på at imødegå en potentiel fejlkilde som følge af interpersonelle forskelle i fortolkningen og kodning af landedata. De indsamlede landedata refererer til oplysninger indsamlet i april 2013, og udviklinger i en eller flere af indikatorerne efter dette tidspunkt indfanges derfor ikke af dette studie. Det skal desuden bemærkes, at processen med at opbygge national OPPunderstøttelse er dynamisk men at det komparative datasæt ikke kan fange alle nuancer i de nationale udviklinger over tid. Indekset er konstrueret så eksempelvis institutionel OPP- 7

understøttelse kodes dynamisk, dvs. også inddrager tidligere OPP-enheder, men datasættets størrelse med 20 lande betyder, at de fleste indikatorer og sub-indikatorer måles statisk. 4. Resultater: National institutionel OPP-understøttelse i 20 europæiske lande Indekset viser, at den nationale institutionelle ramme for OPP via policy-initiativer og politisk understøttelse af OPP-projekter er størst i Storbritannien, Tyskland, Holland (score 3.7) og Belgien-Flandern (score 3,0). Medium niveauer af politisk understøttelse (score mellem 2,0 og 2,9) findes i Schweiz, Danmark, Grækenland, Portugal, Slovenien og Italien, mens den politiske understøttelse er lav eller meget lav (score under 2,0) i de øvrige 10 lande. Ser vi nærmere på scores for hver af de tre indikatorer relateret til politisk understøttelse af OPP, findes der dedikerede OPPpolicy dokumenter (indikator 1) i Belgien, Schweiz, Tjekkiet, Danmark, Holland, Storbritannien og Tyskland. I forhold til eksistensen af mere generelle OPP-politikker (indikator 2) findes der betydelige politiske OPP-programmer i Grækenland, Holland, Storbritannien og Tyskland, mens høje niveauer af politisk støtte over tid (indikator 3) findes i Belgien-Flandern, Italien, Portugal, Tyskland og Holland. De komparative resultater for national politisk understøttelse af OPP fremgår i samlet oversigt af tabel 2. Tabel 2. Dimension 1: Policy-initiativer og politisk understøttelse af OPP i de 20 lande. 33,3% 33,3% 33,3% Indikatorer og vægtning OPP-policy document (er) Generelt OPPprogram Politisk opbakning til OPP Vægtet gennemsnit Lande AT BE CH CZ DK EE FR GR IT NL PT RS SI SE UK CY FL SL DE HU 1 3 4 3 3 1 1 1 1 4 1 1 1 1 4 1 1 3 3 1 1 2 1 1 2 1 1 4 1 3 1 2 1 1 4 2 1 2 4 3 1 4 2 1 2 1 2 2 4 4 4 1 2 1 3 2 2 1 4 1 1,0 3,0 2,3 1,7 2,3 1,0 1,3 2,3 2,0 3,7 2,0 1,3 1,3 1,0 3,7 1,7 1,3 2,0 3,7 1,7 De største nationale forskelle mellem grupper af lande findes mellem Holland, Storbritannien og Tyskland, som scorer højt (3,0 eller højere) på alle tre indikatorer, mens det i den lavere ende af skalaen er Østrig, Estland, Frankrig, Serbien, Slovenien, Sverige, Cypern og Finland, som scorer lavt eller meget lavt (2,0 eller lavere) på alle tre indikatorer. I Schweiz - og i mindre grad også i Tjekkiet er der udgivet nationale OPP-policy dokumenter men de støttes ikke af hverken et 8

generelt OPP-program eller politisk opbakning til OPP over tid. I modsætning hertil er der i Grækenland ingen generelle OPP policy dokumenter og en relativt lav politisk støtte til OPP, mens der omvendt findes et betydeligt OPP-program. De komparative resultater viser, at Danmark i forhold til politisk understøttelse af OPP befinder sig i midterfeltet af lande, og sammenligningen viser også en stor diversitet på tværs af landene. Kun 4 af de 20 lande har lanceret en omfattende politisk understøttelse af OPP mens 6 lande har et medium niveau og 10 lande har en lav eller meget lav politisk understøttelse. På den anden dimension "juridiske og lovgivningsmæssige rammer" (se tabel 3) er de nationale variationer i scores relativt lav, hvilket blandt andet skyldes, at alle 20 lande er medlem af EU og dermed følger EU s udbudsdirektiver, som indeholder bestemmelser for udbud af OPP via udbudsformen Konkurrencepræget Dialog (Tvarnø, 2007; Petersen, 2010). Lande som derudover har udarbejdet en specifik OPP eller koncessions lov er Frankrig, Grækenland, Portugal og Serbien. Tjekkiet, Cypern og Italien har iværksat relativt omfattende juridiske rammer, som fastsætter procedurer og kriterier for udvælgelse af private partnere, ikke-konkurrenceprægede procedurer i særlige omstændigheder, prøvelsesprocedurer, opsigelse af kontrakter kompensationsbestemmelser og betalingsmekanismer i OPP-projekter. De samlede resultater for den juridiske og lovgivningsmæssige ramme for OPP i de 20 lande fremgår af tabel 3. Tabel 3. Dimension 2: Juridiske og lovgivningsmæssige rammer for OPP i de 20 lande. Indikatorer og vægtning Specific PPP or concession Law: (a) Existence Lande AT BE CH CZ DK EE FR GR IT NL PT RS SI SE UK CY FL SL DE HU 2 3 2 2 1 2 4 3 2 2 3 3 3 2 2 2 2 2 2 2 50% 50% Specific PPP or concession law: (b) scope regarding definitions of four items Elements provided in the general legal framework (including the public procurement Law) 1 2 1 1 1 1 3 4 1 1 4 3 2 1 1 1 1 1 1 1 2 1 2 3 1 1 2 2 3 2 2 2 2 2 2 3 2 2 2 2 Vægtet gennemsnit 1,8 1,8 1,8 2,3 1,0 1,3 2,8 2,8 2,3 1,8 2,8 2,5 2,3 1,8 1,8 2,3 1,8 1,8 1,8 1,8 Storbritanniens lave score på den juridiske og lovgivningsmæssige understøttelse kan delvist tilskrives det nationale retssystem, som er baseret på common law, hvorimod de fleste øvrige EU 9

landes retssystemer er baseret på civil law. Derfor reguleres OPP i Storbritannien inden for almindelige regler for offentlige indkøb uden en specifik OPP-lov eller koncessionslov. Andre forordninger, såsom opsigelse af kontrakter, erstatning og betalingsmekanismer er ikke reguleret ved lov men nedfældet i forskellige dokumenter udstedt af HM Treasury og er uden juridisk bindende status. Blandt landene med de mindst udviklede juridiske rammer for OPP findes Danmark og Estland. I Danmark er der OPP-lov og der findes (indtil videre) ingen særskilt dansk udbudslov idet EU s udbudscirkulærer er direkte implementeret i dansk lovgivning, hvilket eksempelvis er forskelligt fra Sverige og mange andre lande, som har indført en national udbudslov til implementering af EU s udbudsbestemmelser. I Danmark findes der derfor ikke direkte lovgivning relateret til OPP, men den statslige byggelovgivning blev ændret på nationalt plan i 2004 til at omfatte et krav om, at alle byggeprojekter gennemført af statslige myndigheder skal relevansvurderes i forhold til mulig brug af OPP (Statsbyggeloven, 2004; Petersen, 2007). På den tredje dimension, "institutionel understøttelse og OPP kompetenceenheder, er variationen blandt de 20 lande høj. Fire lande (Frankrig, Holland, Tyskland og Storbritannien) har udviklet omfattende OPP understøttende institutioner (score 3,0 eller højere), mens 8 lande scorer under 2,0 og har svage eller ikke-eksisterende OPP-institutioner. Den største og mest kommercielt drevne OPP-støtteenhed globalt var "Partnerskab UK", som var et joint venture mellem HM Treasury og private aktører og havde cirka 75 ansatte på sit højdepunkt. Partnership UK blev imidlertid lukket i 2011, hvorefter to andre (men mindre) OPP-enheder blev oprettet. Portugal og Belgien/Flandern scorer også højt på to af tre variable, mens lande som Danmark, Sverige, Estland, Finland, Cypern, Tjekkiet og Østrig scorer lavt eller meget lavt på alle tre indikatorer og samlet har en lav institutionel understøttelse af OPP og ingen eller meget begrænsede OPP kompetence enheder. De samlede resultater for institutionel understøttelse og OPP kompetenceenheder i de 20 lande fremgår af tabel 4. 10

Tabel 4. Dimension 3: Institutionel understøttelse og OPP kompetenceenheder i de 20 lande. Indikatorer og vægtning 33,3% 33,3% Acting public institutions/ppp supporting units Procedures for projects appraisal and prioritization, role of main sectors in project stages Lande AT BE CH CZ DK EE FR GR IT NL PT RS SI SE UK CY FL SL DE HU 2,0 3,0 2,8 2,5 2,5 1,0 3,3 3,0 3,0 2,8 3,3 3,0 2,5 1,0 3,8 2,3 1,0 2,3 3,5 2,5 1,5 2,0 1,8 2,8 2,0 1,8 3,5 3,0 3,0 3,5 4,0 2,0 3,0 1,5 3,0 2,0 2,0 2,5 2,8 3,0 33,3% Standardized processes and documents for PPPs in transport Vægtet gennemsnit 1,0 3,5 1,0 1,0 1,0 1,0 2,5 1,0 1,0 3,5 1,0 1,0 1,0 1,0 4,0 1,0 1,0 1,0 4,0 1,0 1,5 2,8 1,8 2,1 1,8 1,3 3,1 2,3 2,3 3,3 2,8 2,0 2,2 1,2 3,6 1,8 1,3 1,9 3,4 2,2 Det fremgår af tabel 4, at 8 lande scorer under 2,0. Blandt dem er Østrig, Danmark og Grækenland, som til en vis grad har udviklet OPP understøttende enheder: I Østrig "PPP kompetencecenter" blev etableret i 2007 af Finansministeriet og Ministeriet for transport, infrastruktur og teknologi men blev suspenderet allerede i 2008 efter et politisk skifte på nationalt plan. I Danmark blev der i 2004 oprettet et OPS-rejsehold i Erhvervs- og Byggestyrelsen, som varetog rådgivende opgaver og informationskampagner. Enheden blev lukket ved udgangen af 2009 og genoprettet som et såkaldt OPP-kontaktpunkt under Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i 2011 og har i dag 1-2 ansatte, som beskæftiger sig med OPP på deltidsbasis, og enheder har ligesom den gamle enhed primært rådgivende og informationsspredende aktiviteter men deltager ikke i politikudvikling, projektgodkendelse og lovgivning, som de mes aktive OPP-enheder i Europa gør. I Sverige, Finland, Norge og Estland er der ikke (og har ikke været) en dedikeret OPP enhed på noget tidspunkt, hvilket betyder, at der ingen systematisk kompetenceopbygning finder sted på nationalt plan i disse lande. Sluttelig kan den samlede nationale understøttelse af OPP i de 20 lande på tværs af alle tre dimensioner udregnes og sammenlignes (se tabel 5 nedenfor). Ved beregningen af den samlede nationale understøttelse i de 20 lande finder vi den højeste samlede score i Storbritannien (score: 3,0). Dernæst har Holland, Tyskland, Belgien-Flandern, og Portugal har en samlet score på mellem 2,5 og 2,9. Tre lande, Frankrig, Italien og Tjekkiet, har en score mellem 2 og 2,4. I den nedre ende med en lav eller meget lav national understøttelse af OPP findes Østrig, Danmark, Estland, Serbien, 11

Slovenien, Cypern, Finland, Slovakiet, Ungarn og Sverige med scores under 2,0. De 4 nordiske lande i analysen findes dermed alle i gruppen af lande med scores under 2,0, mens der blandt de øvrige geografiske grupper såsom centraleuropæisk, østeuropæiske og sydeuropæiske lande er relativt stor variation i den nationale understøttelse af OPP. Den samlede nationale understøttelse af OPP i de 20 lande på tværs af de tre dimensioner fremgår af tabel 5. Tabel 5: Samlet national understøttelse af OPP baseret på alle tre dimensioner. Lande Policy-initiativer og politisk understøttelse Dimensioner Juridiske og lovgivningsmæssige rammer Institutionel understøttelse og OPP kompetenceenheder Samlet national understøttelse af OPP AT Austria 1,0 1,8 1,5 1,4 BE Belgium-Flanders 3,0 1,8 2,8 2,5 CH Switzerland 2,3 1,8 1,8 2,0 CZ Czech Republic 1,7 2,3 2,1 2,0 DK Denmark 2,3 1,0 1,8 1,7 EE Estonia 1,0 1,3 1,3 1,2 FR France 1,3 2,8 3,1 2,4 GR Greece 2,3 2,8 2,3 2,5 IT Italy 2,0 2,3 2,3 2,2 NL Netherlands 3,7 1,8 3,3 2,9 PT Portugal 2,0 2,8 2,8 2,5 RS Serbia 1,3 2,5 2,0 1,9 SI Slovenia 1,3 2,3 2,2 1,9 SE Sweden 1,0 1,8 1,2 1,3 UK United Kingdom 3,7 1,8 3,6 3,0 CY Cyprus 1,7 2,3 1,8 1,9 FL Finland 1,3 1,8 1,3 1,5 SL Slovak Republic 2,0 1,8 1,9 1,9 DE Germany 3,7 1,8 3,4 2,9 HU Hungary 1,7 1,8 2,2 1,9 5. Eksplorativ analyse af sammenhængen mellem national understøttelse af OPP og udbredelsen af OPP i landene I dette sidste afsnit ser jeg nærmere på forskellen i national OPP understøttelse og den mulige sammenhæng med OPP-aktivitet målt som antallet og værdien af igangsatte OPP-projekter i landene. Formålet er dermed at udføre eksplorative analyser af en mulig kovarians mellem 12

omfanget (og karateren) af den statslige støtte til OPP i et land på den ene side og omfanget af OPPaktiviteter i det pågældende land på den anden side. Disse analyser er beregnet til at sætte scenen for yderligere forskning og gennemføres med det forbehold, at det er almindeligt anerkendt blandt OPP forskere, at der er mangel på pålidelige komparative data om OPP-aktivitet (målt i antal projekter, mængde og andel af investeringer), på tværs af lande og over tid. I dette papir anvender jeg de bedst tilgængelige komparative kilder, som måles OPP aktiviteten på tværs af lande og over tid i form af antal og omfanget af OPP-projekter. Opgørelser fra Den Europæiske Investeringsbank (EIB) er omfattende men dækker kun projekter, som er EIBfinansierede, hvilket bl.a. betyder, at de fleste danske OPP-projekter ikke fremgår af oversigten. I stedet bruger jeg data fra markedsopdateringer fra det Europæiske Partnerskabs Kompetencecenter (EPEC) fra 2010 til 2012, som dækker projekter meldt ind af EU medlemslandene og dermed også dække projekter finansieret uden støtte fra EIB (EPEC 2011, 2012, 2013). EPEC rapporter dækker primært nationale OPP-projekter (eller regionale, i føderale lande), mens lokale projekter typisk ikke indgår i opgørelserne. EPEC s OPP aktivitetsdata indeholder data om 11 ud af de 20 lande. EPECs datasæt er den bedste og mest systematiske kilde, som findes om OPP aktiviteter, men er ikke uden begrænsninger. Tabel 6 præsenterer en oversigt over antal og kapitalværdien af igangsatte OPP-projekter i 11 ud af de 20 lande (totalværdi og som andel af BNP) samt score for national OPP understøttelse til venstre i tabellen. Tabel 6. National OPP understøttelse og igangsatte OPP-projekter i 11 ud af 20 lande. Land Samlet landescore PPP Market update (EPEC)**) PPP Market update (EPEC) (million euro) 2010 2011 2012 TOTAL 2010**) 2011**) 2012**) TOTAL PPP as % of GDP BE Belgium 2.5 5 6 3 14 1,700 700 300 2,700 0.25 CZ Czech Republic 2.0 4 4 150 - - 150 0.03 DK Denmark 1.7 1 3 4 200 50-250 0.04 FR France 2.4 19 19 22 60 1,800 11,100, 3,900 16,800 0.28 IT Italy 2.2 2 3 1 6 400 800 250,00 1,450 0.03 NL Netherlands 2.9 3 1 3 7 1,000 25 900,00 1,925 0.11 PT Portugal 2.5 3 1 4 3,150-25,00 3,175 0.63 SE Sweden 1.3 1 1 1,100-1,100 0.11 UK United Kingdom 3.0 44 27 26 97 3,850 3.200 5.750,00 12,800 0.24 DE Germany 2.9 14 16 6 36 400 1.200 200,00 1,800 0.02 13

FI Finland 1.5 1 1 300 300 0.05 Kilde: **) PPP Market update (EPEC). Som det ses af tabel 6 har Storbritannien både den mest omfattende nationale understøttelse af OPP og de højest antal igangsatte OPP-projekter med 97 OPP-projekter i perioden 2010-2012. Relativt i forhold til størrelsen af BNP svarer værdien af igangsatte OPP projekter i UK til 0,24 %, hvilket er højere end de fleste lande, men lavere end Belgien, Frankrig og Portugal (lande som alle scorede lavere end 3 på den samlede nationale OPP understøttelse). Det er velkendt at UK med the Private Finance Initiative (PFI) fra begyndelsen af 1990'erne investerede massivt i OPP-projekter og i dag har verdens mest omfattende OPP-aktiviteter med cirka 720 gennemførte projekter (Petersen, 2013). Men i perioden 2010-2012 er antallet stadig højt men præget af stigende politisk skepsis ift. OPP (van den Hurk & Liyanage, 2013), og OPP aktiviteten er støre i tre andre lande, når der korrigeres for størrelsen på BNP. I den næste gruppe af lande finder vi Holland, Tyskland, Belgien-Flandern og Portugal, som har en national score på mellem 2,5 og 2,9. Den hollandske regering indførte OPP-projekter i slutningen af 1980'erne under inspiration fra Storbritannien og lancerede i 1989 to projekter inden for vejsektoren: Wijkertunnel og Noordtunnel (Dewulf & Castano, 2013). På trods af relativt omfattende OPP-policydokumenter og stabil (og høj) politisk støtte er der kun gennemført 7 OPP projekter i perioden 2010-2012. Investeringsværdien af disse projekter beløber sig til 0,11 % af BNP, hvilket er på samme niveau som Sverige, som har en betydeligt mindre veludviklet national OPP men har igangsat et stort sygehusprojekt (Karolinska Sykehus) som trækker investeringsaktiviteten op. Til sammenligning lancerede Tyskland OPP i de tidlige 2000'ere (Möpert & Witz, 2013), og har gennemført 36 OPP-projekter fra 2010 til 2012. I forhold til landets BNP volumen er OPP aktiviteten i Tyskland dog lav (0,02 %). Belgien/-Flandern indledte sin OPP-politik og statslige støtte i 2003, da regeringen vedtog et OPP-dekret, og OPP tog fart i 2004 efter en ændring i regeringssammensætningen (van den Hurk & Verhoest, 2013). Fra 2010-2012 blev 14 OPPprojekter igangsat svarende til en volumen på 0,25 % af BNP. I Portugal blev OPP introduceret via inddragelse af private partnere i levering af transportinfrastruktur i begyndelsen af 1990'erne gennem koncessionsaftaler. Den første OPP specifikke lovgivning blev vedtaget i 2003 (Macario & 14

Ribeiro, 2013), og Portugal udviklede et stort antal OPP projekter før 2010, mens der i perioden 2010-2012 blev igangsat 4 projekter svarende til 0,63 % af BNP. Frankrig har igangsat 60 projekter i 2010-2012 svarende til 0,28 % af BNP. Frankrig brugte koncessionsaftaler til at konstruere mange motorveje siden 1950'erne mens nyere former for OPP blev udviklet i 1990'erne og 2000'erne (Bonnet & Chomat, 2013). Italien har til sammenligning gennemført 6 OPP-projekter i perioden 2010-2012 med en værdi svarende til 0,03 % af BNP. Den samme procentdel gælder også for Tjekkiet, hvor OPP som et redskab til at intensivere investeringer i infrastruktur blev lanceret af det socialdemokratiske regering i 2004, men den statslige støtte og PPP aktiviteten har været meget beskeden siden da (Witz, 2013). Danmark, Finland og Sverige har alle en samlet score på under 2,0. I Danmark blev OPP formelt indført af det danske finansministerium i 1999 (Petersen, 2013), men PPP aktiviteten forblev relativt lav i årene derefter, og i 2010-2012 udgjorde de igangsatte OPP-projekter 0,04 % af BNP, hvilket bl.a. skyldes, OPP-projekter på byggeområdet i Danmark er relativt små sammenlignet med større infrastrukturprojekter i Central- og Sydeuropa. Finland lancerede OPP som en måde at løse investeringsproblem i 1990'erne, hvor det første motorvejsprojekt mellem Helsinki og Lahti blev lanceret i 1996 (Leviakangas, 2013). Finland igangsatte imidlertid kun ét OPP-projekt i perioden 2010-2012 svarende til 0,05 % af BNP. Sammenfattende viser EPEC s aktivitetsdata at Portugal, Frankrig, Belgien-Flandern og Storbritannien er de lande, som har den højeste værdi af igangsatte OPP-projekter i forhold til BNP i perioden 2010 til 2012 med cirka 0,25 % af BNP i gennemsnit. Disse lande har også en relativt høj national understøttelse af OPP på mellem 2,4 og 3,0. Portugals gennemførte OPP-projekter tegner sig for næsten 2 % af BNP i 2010, men aktiviteten faldt i de følgende år som følge af den finansielle krise. I Frankrig var den højeste værdi af OPP-projekter i forhold til BNP i et enkelt år 0,54 % (i 2011) og 0,32 % i UK (i 2012). Ikke alle lande med en score højere end 2 har en stor mængde af OPP investeringer: Tyskland og Holland scorer 2,9 på national understøttelse men har kun igangsat OPP-projekter svarende til henholdsvis 0,02 % og 0,11 % af BNP, mens Italien scorer 2,2 og aktiviteter udgør 0,03 % af BNP. Lande, der scorer lavt på national understøttelse (score under 2,0), som Danmark, Finland og Sverige, har alle en meget beskeden udbredelse af OPP målt i forhold til BNP. Forholdet mellem national OPP understøttelse og igangsættelsen af OPP projekter ser ud til at være positiv men beskeden i styrke og med væsentlige undtagelser. Den statistiske sammenhæng mellem 15

national OPP-GSI som en tilnærmelse af et lands OPP styrkelse af den institutionelle ramme, og udbredelsen af OPP er beskeden: Korrelationskoefficienten mellem national score og værdien af OPP i forhold til BNP er 0,31, og korrelationskoefficienten mellem national score og antallet af projekter er 0,58 (ikke vist i tabel 6). Ved fortolkningen af denne beskedne sammenhæng skal der ydermere tages højde for, at EPEC data ikke er fuldstændige, samt at der kun indgår data for tre år, hvilket betyder at OPP aktivitet før 2010 ikke indgår. Det vil især underestimere aktivteten i lande, som introducerede OPP tidligt og igangsatte mange projekter i 1990erne og tidlige 2000 er. For lande med meget regionaliserede strukturer, som for eksempel Tyskland og Italien har EPEC-data desuden den svaghed, at de kun måler OPP aktivitet på centralt statsligt plan og dermed risikerer at underestimerer den samlede OPP-aktivitet, fordi der i disse lande er betydelig OPP aktivitet på regionale og lokale niveauer. 6. Konklusion I dette papir har jeg forsøgt at etablere et bredt og sammenlignende overblik over centrale elementer i OPP institutionelle rammer på tværs af 20 forskellige lande ved at udvikle et indeks for statslig støtte vedrørende OPP. Udgangspunktet var en begyndende men fortsat underudviklet komparativ OPP-forskning, som indtil nu har sammenlignet 2-3 lande men ikke gennemført større sammenlignende studier. Baseret på dette indeks kan vi sondre mellem forskellige grupper af lande, som har lanceret forskellige typer og niveauer af statslig understøttelse af OPP. Resultaterne viser, at regeringerne ikke nødvendigvis investerer i alle tre dimensioner (politik lovgivning og institutionelle støttenheder understøttende). Den komparative analyse viste også, at landene afviger betydeligt i forhold til politisk understøttelse og OPP støtteinstitutioner, mens der er langt mindre variation i forhold til de lovgivningsmæssige og regulerende rammer for OPP iblandt de 20 lande. En del af forklaringen på den mindre variation i forhold til den reguleringsmæssige ramme er EU s rolle som meta-regulerende myndighed, som har en vis harmoniserende indflydelse i forhold til udbudsregler og låntagning/opgørelse af gæld i forbindelse med igangsættelse af OPP-projekter i medlemslandene (Petersen, 2010a). I den anden analysedel sammenlignede jeg national understøttelse med OPP aktiviteten målt som antal igangsatte projekter samt investeringsværdien af igangsatte OPP-projekter (totalt og som andel af BNP) i perioden 2010-2012. Den eksplorative analyse er begrænset af de til rådighed værende og 16

sammenlignelige data om OPP aktivitet i EU landene men indikerede en positiv om end ikke fuldstændig sammenhæng mellem national institutionel understøttelse og OPP aktiviteten i landene. Analysen viste dog også, at sammenhængen ikke er ligetil, og at der er undtagelser. Lave niveauer af national understøttelse synes generelt at hænge sammen med relativt lav OPP-aktivitet, hvilke eksempelvis kom til udtryk i de Nordiske lande. Blandt landene i midtergruppen af middeludviklede nationale OPP rammer udviste større variation i omfanget af igangsatte OPP-projekter, og der tegner sig her et broget mønster, som må udforskes i yderligere komparative men mere dybdegående studier af et færre antal lande. I gruppen af lande med omfattende OPP understøttelse er der generelt høj OPP aktivitet både i antal projekter og i investeringsvolumen, men Holland er undtagelsen med en veludviklet national ramme men et forholdsvist lavt antal OPP projekter. Disse eksplorative resultater tyder på, at offentlig støtte kan være en nødvendig men ikke en tilstrækkelig faktor til at forklare OPP aktivitet i et land, ligesom andre nationale kontekstuelle faktorer kan spille ind. Finanskrisen har eksempelvis ramt land i Sydeuropa og Storbritannien og Irland hårdere end lande i Central- og Nordeuropa, og den begrænsede adgang til (og højere pris på) privat finansiering kan meget vel have påvirket antallet af igangsatte OPP-projekter i den undersøgte periode. En anden faktor er mængden af OPP-aktivitet i perioden før 2010, hvilket ikke indfanges af de eksisterende data, og som resulterer i forskellige udgangspositioner for måling af projektaktiviteten i perioden 2010-2012. Yderligere komparative analyser med mere omfattende datasæt bør gennemføres med henblik på yderligere at undersøge de nationale mønstre, som denne brede komparative analyse har vist. Ud over at undersøge de formelle institutionelle elementer, som har været i fokus i dette studie, vil fremtidig, komparativ OPP-forskning også med fordel kunne undersøge de uformelle institutionelle aspekter knyttet eksempelvis til nationale administrative normer og politisk kultur. En sådan analyse ville supplere dette studie med vigtig viden om de uformelle institutioners betydning for udbredelsen af OPP i forskellige lande. Fremtidig OPP-forskning kan også med fordel undersøge, hvordan den institutionelle OPP-støtte på nationalt plan spiller sammen med politik, regulering og kompetenceenheder på supranationalt og subnationalt plan. OPP-forskningen har påpeget, at OPP reguleres på multiple niveauer (Petersen, 2010a), men der mangler essentiel viden om hvordan denne flerniveaustyring mere konkret indvirker på og sætter rammerne for national, regional og lokal OPP aktivitet. Desuden vil det i tillæg til den nationale statslige understøttelse af OPP være relevant at studere den private institutionelle infrastruktur, som eksempelvis kommer til udtryk via nationale låne- og kreditsystemer, opbygning af faste OPP-konsortier og kompetenceopbygning i 17

private konsulentfirmaer, som rådgiver offentlige myndigheder. Der er fortsat behov for komparative studier af disse og relaterede temaer i fremtidig OPP-forskning. Referencer Ågren, R., & Olander, S. (2013). Sweden. In Verhoest, K., et al. (Eds.), Public Private Partnerships in Transport: Trends and Theory P3T3, 2013 Discussion Papers Part I Country Level. Brussels: COST, 232-245. Bonnet, G., & Chomat, G. (2013). France. In Verhoest, K. et al. (Eds.), Public Private Partnerships in Transport: Trends and Theory P3T3, 2013 Discussion Papers Part I Country Level. Brussels: COST, 42-54. Carbonara, N., & Pellegrino, R. (2013). Italy. In Verhoest, K., et al. (Eds.), Public Private Partnerships in Transport: Trends and Theory P3T3, 2013 Discussion Papers Part I Country Level, Brussels: COST. Christodoulou, Ch. A., & Efstathiades, Ch. O. (2013). Cyprus. In Verhoest, K., et al. (Eds.), Public Private Partnerships in Transport: Trends and Theory P3T3, 2013 Discussion Papers Part I Country Level. Brussels: COST, 88-106. Dehli, V. S. K., Palukuri, S., & Mahalingam, A. (2010). Governance Issues in Public Private Partnerships in Infrastructure Projects in India. Paper presented at the Engineering Project Organizations Conference, South Lake Tahoe, CA. Dewulf, G., & Castaño, J. M. (2013). The Netherlands. In Verhoest, K., et al. (Eds.), Public Private Partnerships in Transport: Trends and Theory P3T3, 2013 Discussion Papers Part I Country Level. Brussels: COST, 55-68. European Bank for Reconstruction and Development (2012). Concession/PPP Laws Assessment 2011. London: EBRD. European Investment Bank (2004). The EIB s role in public-private partnerships (PPPs). Luxembourg: EIB. 18

European Investment Bank (2011). Study on PPP Legal & Financial Frameworks in the Mediterranean Partner Countries. Volume 3: Best Practices and Lessons Learned: Selected Experiences from Other Countries. Luxembourg: EIB. European PPP Expertise Centre (2011a). The guide to guidance: how to prepare, procure and deliver PPP projects. Luxembourg: EPEC. European PPP Expertise Centre (2011b). Market Update: Review of the European PPP Market in 2010. Luxemburg: EPEC. European PPP Expertise Centre (2012). Market Update: Review of the European PPP Market in 2011. Luxemburg: EPEC. European PPP Expertise Centre (2013). Market Update: Review of the European PPP Market in 2012. Luxemburg: EPEC. Farrugia, C., Reynolds, T., & Orr, R. J. (2008). Public-Private Partnership Agencies: A Global Perspective. Stanford, CA: Collaboratory for Research on Global Projects. Flinders, M. (2005). The politics of public private partnerships. The British Journal of Politics & International Relations, 7(2), 215-239. Gilardi, F. (2008), Delegation in the Regulatory State: Independent Regulatory Agencies in Western Europe, Cheltenham: Edward Elgar. Greeve, C., & Hodge, G. (2012). Rethinking Public-Private Partnerships: Strategic Approaches for Turbulence Times. Routledge. Greve, C., & Hodge, G. (2007). Public-Private Partnerships: A Comparative Perspective on Victoria and Denmark. In Christensen, T.& Lægreid, P. (Eds.), Transcending New Public Management: The transformation of public sector reforms. UK: Ashgate, 179-201. Grimsey, D., & Lewis, M. K. (2002). Evaluating the risks of public private partnerships for infrastructure projects. International Journal of Project Management, 20(2), 107-118. Hodge, G. A., Greve, C., & Boardman, A. E. (Eds.). (2010). International Handbook on Public- Private Partnerships. Cheltenham: Edward Elgar. 19

House, R. J., Hanges, P. J., Javidan, M., Dorfman, P. W., & Gupta, V. (Eds.). (2004). Culture, Leadership, and Organizations: The GLOBE Study of 62 Societies. London: Sage. Jeanrenaud, C. (2013). Switzerland. In Verhoest, K., et al. (Eds.), Public Private Partnerships in Transport: Trends and Theory P3T3, 2013 Discussion Papers Part I Country Level. Brussels: COST, 69-87. Jooste, S. F., Levitt, R., & Scott, D. (2011). Beyond 'one size fits all': how local conditions shape PPP-enabling field development. Engineering Project Organization Journal, 1(1), 11-25. Jooste, S. F., & Scott, W. R. (2012). The public-private partnership enabling field: evidence from three cases. Administration and Society, 44(2), 149-182. Juhasz, M. & Scharle, P. (2013). Hungary. In Romboutsos, A., et al. (Eds.), Public Private Partnerships in Transport: Trends and Theory P3T3, 2014 Discussion Paper: Country Profiles & Case Studies. Brussels: COST, 26-42. Lember, V. (2013). Estonia. In Verhoest, K., et al. (Eds.), Public Private Partnerships in Transport: Trends and Theory P3T3, 2013 Discussion Papers Part I Country Level. Brussels: COST, 199-217. Leviakangas, P. (2013). Finland. In Verhoest, K., et al. (Eds.), Public Private Partnerships in Transport: Trends and Theory P3T3, 2013 Discussion Papers Part I Country Level. Brussels: COST, 218-231. Linder, S. H. (1999). Coming to Terms With the Public-Private Partnership A Grammar of Multiple Meanings. American behavioral scientist, 43(1), 35-51. Macario, R., Couchinho, R., & Ribeiro, J. (2013). Portugal. In Verhoest, K. et al., (Eds.), M., Public Private Partnerships in Transport: Trends and Theory P3T3, 2013 Discussion Papers Part I Country Level. Brussels: COST, 142-162. Mahalingam, A., Devkar, G. A., & Kalidindi, S. N. (2011). A comparative analysis of publicprivate partnership (PPP) coordination agencies in India: what works and what doesn't. Public Works Management & Policy, 16(4), 341-372. 20

McQuaid, R. W., & Scherrer, W. (2010). Changing reasons for Public-private partnerships (PPPs). Public Money and Management, 30(1), 27-34. Mladenovic, G., & Vajdic, N. (2013). Serbia. In Verhoest, K., et al. (Eds.), Public Private Partnerships in Transport: Trends and Theory P3T3, 2013 Discussion Papers Part I Country Level. Brussels: COST, 163-179. Möpert, F., & Witz, P. (2013). Federal Republic of Germany. In In Romboutsos, A., et al. (Eds.), Public Private Partnerships in Transport: Trends and Theory P3T3, 2014 Discussion Paper: Country Profiles & Case Studies. Brussels: COST, 10-25. Mörth, U. (2007). Public and Private Partnerships as Dilemmas between Efficiency and Democratic Accountability: The Case of Galileo. Journal of European Integration, 29(5), 601-617. Organisation for Economic Co-operation and Development. (2006). Review of the National Policy, Legislative and Institutional Environment Necessary for the Development of Municipal Public Private Partnership (PPPs) for Public Service Delivery and Local Development in the Europe and CIS Region. Paris: OECD. Organisation for Economic Co-operation and Development. (2008). Public-Private Partnerships: In Pursuit of Risk Sharing and Value for Money. Paris: OECD. Organisation for Economic Co-operation and Development. (2010). Dedicated Public Private Partnership Units: A survey of institutional and governance structure. Paris: OECD. Petersen, O. H. (2010a). Emerging meta-governance as a regulation framework for public-private partnerships: an examination of the European Union s approach. International Public Management Review, 11(3), 1-23. Petersen, O. H. (2011). Public private partnerships as converging or diverging trends in public management? A comparative analysis of PPP policy and regulation in Denmark and Ireland. International Public Management Review, 12(2), 1-37. Petersen, O. H. (2013). Denmark. In Verhoest, K., et al. (Eds.), Public Private Partnerships in Transport: Trends and Theory P3T3, 2013 Discussion Papers Part I Country Level. Brussels: COST, 180-198. 21

Pollitt, C., & Bouckaert, G. (2004). Public Management Reform: A Comparative Analysis. Oxford: Oxford University Press. Pollitt, C., & Bouckaert, G. (2011). Public Management Reform: A Comparative Analysis New Public Management, Governance and The Neo Weberian State. Oxford: Oxford University Press. PPIAF, Public Private Infrastructure Advisory Facility. (2012). Developing a Public Private Partnership Framework: Policies and PPP Units. Note 4, 2012, Washington D.C.: PPIAF. Public Private Infrastructure Advisory Facility. (2012). Draft PPP Policy Outline. Note 7, 2012, Washington D.C.: PPIAF. Roumboutsos, A. (2013). Greece. In Verhoest, K., et al. (Eds.), Public Private Partnerships in Transport: Trends and Theory P3T3, 2013 Discussion Papers Part I Country Level. Brussels: COST, 107-125. Scherrer, W. (2013). Austria. In Verhoest, K., et al. (Eds.), Public Private Partnerships in Transport: Trends and Theory P3T3, 2013 Discussion Papers Part I Country Level. Brussels: COST, 2-17. Szekeres, K. (2013). Slovak Republic. In Verhoest, K., et al. (Eds.), Public Private Partnerships in Transport: Trends and Theory P3T3, 2013 Discussion Papers Part I Country Level. Brussels: COST, 281-293. van den Hurk, M., & Liyanage, C. L. (2013). United Kingdom. In Verhoest, K., et al. (Eds.), Public Private Partnerships in Transport: Trends and Theory P3T3, 2013 Discussion Papers Part I Country Level. Brussels: COST: 246-264. van den Hurk, M., & Verhoest, K. (2013), Belgium, Flanders. In Verhoest, K., et al. (Eds.), Public Private Partnerships in Transport: Trends and Theory P3T3, 2013 Discussion Papers Part I Country Level. Brussels: COST, 18-41. Verhoest, K., Carbonara, N., Lember, V., Petersen, O. H., Scherrer, W., & van den Hurk, M. (Eds.) (2013). Public Private Partnerships in Transport: Trends and Theory P3T3, 2013. Discussion Papers Part I Country Level. Brussels: COST. 22