Argumentation og begrundelse

Argumentation og begrundelse Indledning Begrundelse og argumentation o Erkendelsesteori o Begrundelse. o Slutningsformer. o Et indlæg vedrørende praktisk argumentation. Forelæsningsnote i videnskabsteori (CP 2007) 1

Indledning For at perspektivere diskussionen af den videnskabelige viden og specielt begrundelsen af den videnskabelige viden, kan det være hensigtsmæssigt at se på forskellige vidensformer og indføre nogle distinktioner mellem forskellige typer viden. For det første kan der skelnes mellem forskellige situationer, hvor vi arbejder med forskellige færdigheder (der alle indeholder viden på et eller andet niveau). Dagligdags færdigheder (dagligdags viden). Her tænkes på vores almindelige omgang med vores omgivelser. Håndværksmæssige færdigheder. Her tænkes på de færdigheder som f.eks. en tømre eller en kok har. Professionsmæssige færdigheder. Her tænkes f.eks. på lægestanden eller ingeniørstanden. Videnskabelige færdigheder (videnskabelig viden). Her tænkes f.eks. på fysikeren, sociologen eller psykologen. For det andet kan der skelnes mellem Formulerbar viden. Hvilket er viden, der er eksplicit udtrykt sprogligt eller på anden måde artikulerbart. Denne type viden kaldes også for kodificeret viden eller proportionel viden. Ikke-formulerbar viden. Hvilket er viden, der ikke kan udtrykkes eksplicit i sproget. Denne type viden kaldes også for implicit viden eller tavs viden. For det tredje kan der skelnes mellem Teoretiske færdigheder. Denne type færdigheder benytter teoretisk viden f.eks. hentet fra en videnskabelig teori. Praktiske færdigheder. Denne type færdighed er typisk tillært via en direkte omgang med materien, som udmønter sig i erfaringsbaseret viden eller praktisk viden. Disse distinktioner er hverken tænkt som fuldstændige eller vandtætte distinktioner, men tænkt som et værktøj til at differentiere mellem forskellige typer situationer og færdigheder der anvender viden og disse videntypers udtryksformer. Disse distinktioner kan med fordel anvendes til at kunne placere den videnskabelige viden (og de ingeniørmæssige vidensformer/færdigheder/kompetencer) i et større perspektiv. Forelæsningsnote i videnskabsteori (CP 2007) 2

De to første distinktioner kan kobles på følgende måde (her er dog kun medtaget ydre punkterne i den første distinktion, nemlig dagligdags viden og videnskabelig viden): Formulerbar viden o Dagligdags formuleret viden. Om denne type viden gælder, at den kan udtrykkes i sproget, og kan typisk udtrykkes ved hjælp af ordene: Jeg ved at, f. eks: Jeg ved at jeg har to arme, jeg ved at klokken er 12:00, jeg ved at der er en stol i lokalet, Dagligdags viden er typisk udtrykt i singulære påstande. o Videnskabelig formuleret viden. Om denne viden gælder, at den er formuleret i et klart sprog, at den typisk er opnået under bestemte, kontrollerede omstændigheder, at denne viden typisk udtrykkes i påstande der er generelle, almene og universelle, typisk i form af lovmæssigheder, hypoteser eller teorier, f.eks.: Alle jernstænger udvider sig når de opvarmes, Hooks lov, Newtons love, Ikke-formulerbar viden. o Dagligdags tavs viden. Om denne type viden gælder, at den kun til dels kan udtrykkes i sproget, idet der er tale om at vide hvordan og ikke om at vide at. Tavs viden kan være af praktisk karakter eller være knyttet til færdigheder (f.eks.: Jeg ved hvordan jeg cykler), den tavse viden kan være billedligt (f.eks.: Jeg ved hvordan mine børn ser ud, men kan dog ikke fuldstændig udtrykke det eksplicit), eller den tavse dagligdags viden kan være af følelsesmæssig karakter (f.eks.: Jeg ved hvad det vil sige at være afhængig af tobak). o Videnskabelig tavs viden. F.eks.: Videnskabsmanden ved hvordan man fortolker et røntgenbillede eller et tågekammerbillede. Visse typer videnskabelig viden og dagligdags viden kan altså udtrykkes eksplicit i sproget, typisk i almindelige udsagnssætninger 1 også kaldet for påstande eller domme. Desuden gælder det, at dagligdags viden (både den formulerbare og den ikkeformulerbare) er førvidenskabelig viden, og er en forudsætning for den videnskabelige viden. Vi skal vide noget om reagensglas, planeter og andre mennesker for at kunne forstå videnskabelig viden. Førvidenskabelig viden er forudsætningen for at orientere os og kommunikerer med hinanden. Det er desuden værd at bemærke, at de videnskabelige færdigheder også indeholder tavs viden og ikke kun eksplicit viden (f.eks. i form af den viden der står i lærebøgerne). Med hensyn til første og tredje distinktion kan man sige at der er en overvægt af teoretiske færdigheder (teoretisk viden) indenfor det videnskabelige arbejde i forhold til 1 Udsagnssætninger er sætninger hvorom der gælder, at det de udtrykker, enten er sandt eller falsk. Forelæsningsnote i videnskabsteori (CP 2007) 3

de praktiske færdigheder (praktisk viden eller empirisk viden) der synes at dominere de dagligdags færdigheder. En illustration af sammenhængen mellem de tre forskellige distinktioner kan ses på nedenstående figur. De to pile angiver en tendens mellem det praktiske/implicitte og det teoretiske/eksplicitte. Praktiskempirisk Teoretisk Dagligdags færdigheder Håndværk Professioner Videnskab Implicit Eksplicit I de følgende afsnit vil der blive fokuseret på den teoretiske, eksplicitte videnskabelige viden, hvilket blot fremover vil blive kaldt den videnskabelige viden. Dette skal ikke forstås således, at praktisk viden og implicit viden ikke er væsentlige ingredienser i det videnskabelige virke, men fordi de klassiske diskussioner omkring begrundelse, argumentation og metode inden for videnskaben, tager for givet at der er tale om eksplicit formuleret viden (typisk af teoretisk karakter). Forelæsningsnote i videnskabsteori (CP 2007) 4

Begrundelse og argumentation Hvis videnskaben skal leve op til sit navn og skabe viden, så er det relevant at se på vidensbegrebet. Den filosofiske disciplin der beskæftiger sig med dette er erkendelsesteorien. I det følgende vil der primært blive fokuseret på den eksplicitte formulerbare videnskabelige viden i form af formulerbare videnskabelige teorier, hypoteser eller påstande. Erkendelsesteori Erkendelsesteorien eller epistemologien er den del af filosofien, der beskæftiger sig med den menneskelige erkendelse (viden). Erkendelsesteoriens problemfelt vedrører blandt andet følgende forhold: 1. Forholdet omkring den menneskelige erkendelses gyldighed. 2. Forholdet omkring den menneskelige erkendelses oprindelse. 3. Forholdet omkring den menneskelige erkendelses grænser. I det følgende vil det hovedsagligt være det første forhold, der vil være til diskussion. Et klassisk bud på hvad formulerbar viden er (både dagligdags og videnskabelig), er Platons opfattelse af begrebet viden: En person kan have en påstand, der udtrykker viden, hvis påstanden udtrykker en sand, begrundet formodning hos personen. Viden er altså ifølge Platon en sand, begrundet formodning. Formodningskravet: For at have viden må personen mene noget (tro på noget, have en formodning), viden kan opfattes som en psykisk tilstand af overbevisning hos en person. Sandhedskravet: For at påstanden udtrykker viden må påstanden være sand. Der skal være en overensstemmelse mellem ens overbevisning og det som faktisk er tilfældet. Begrundelseskravet: For at påstanden udtrykker viden skal påstanden desuden være begrundet. Der skal være en god grund til af have den pågældende overbevisning eller mene det der menes. Begrundelse er en relation mellem det der menes og et eller flere forhold i virkeligheden som har relevans for det man mener noget om. Forelæsningsnote i videnskabsteori (CP 2007) 5

Et problem med det sidste krav er følgende: Hvis vi skal begrunde vores påstande, så gør vi det med andre påstande. Men disse påstande skal også begrundes. Og her dukker et problem op, idet det ser ud til, at der kun er tre muligheder for at takle dette problem. Disse tre muligheder indgår i det såkaldte Münchhausens trilemma: 1. Hvis påstanden P1 skal begrundes, så må de påstande P2 der begrunder denne påstand også selv skulle begrundes, og dette indebære at begrundelseskæden kan fortsætte i det uendelige. Dette ender med en såkaldt uendelig regres. P 1 P2 P3 2. Den påstand P2 der skal begrunde en påstand P1, kan selv begrundes i denne påstand P 1. Samme påstand forekommer altså både som konklusion og præmis, og begrundelsen begrunder en påstand ved at henvise til sig selv. Dette kaldes for en cirkelslutning (på latin: petitio principii). P 1 P2 P1 3. Den påstand P2 der skal begrunde en påstand P1 udnævnes som værende sande (f.eks. i form af at være selvindlysende eller ubetvivlelige). Denne påstand skal derfor ikke begrundes. Denne situation kaldes for den dogmatiske eller den aksiomatiske situation. P 1 P 2 Det aktuelle problem er altså, hvorledes vi kan begrunde de videnskabelige påstande. Det være sig de singulære videnskabelige påstande eller de universelle videnskabelige påstande? Med hensyn til de singulære påstande f.eks.: Denne jernstang udvider sig ved opvarmning, er de fleste enige om, at det vil være muligt at begrunde denne påstand, ved at observere at det vitterligt er korrekt, at den pågældende jernstang udvider sig ved opvarmningen. Begrundelsen gives via et observationsudsagn, som en eller anden person, der har observeret jernstangen, fremkommer med. Man siger, at der er empirisk evidens for den singulære påstand, hvis vi kan observere, at det der påstås, faktisk viser sig at være tilfældet. På denne måde kan vi altså direkte begrunde eller verificere en singulær påstand. Men med hensyn til de universelle påstande ser situationen anderledes ud. Tag f.eks. den universelle påstand: Alle jernstænger udvider sig ved opvarmning. Her har vi ikke på samme måde, som ved de singulære påstande, mulighed for at ty til observationsudsagn for at begrunde den universelle påstand, da denne påstand går ud over (transcenderer) det, vi faktisk kan observere. Den universelle påstand udtaler sig om alle jernstænger, hvilket vi i princippet er afskåret fra at kunne observere. Vi kan altså ikke direkte begrunde eller verificere en universel påstand. Dette begrundelsesproblem går under betegnelsen: induktionsproblemet, hvilket vil blive taget op i det følgende. Forelæsningsnote i videnskabsteori (CP 2007) 6

Begrundelse Videnskaben er en aktivitet der forsøger at skabe viden. Hvis det epistemiske hovedformål med videnskaben er at opnå viden, så må de metoder som videnskaben anvender, være af en sådan beskaffenhed, at hvis man følger disse metoder, så er man garanteret, at resultatet der følger, vitterlig er viden. Eller udtrykt lidt anderledes: Hvis det erkendelsesmæssige krav fra videnskaben skal legitimeres, så må de videnskabelige metoder være epistemisk begrundet. Dette kan også formuleres som to krav til de videnskabelige påstande: Dels kravet om at de videnskabelige påstande, hypoteser og teorier skal være begrundede og Dels kravet om at denne begrundelse skal være pålidelig. De videnskabelige påstande, hypoteser og teorier skal altså være velbegrundede. En mulighed er, at dette pålidelige begrundelseskrav bliver varetaget af de videnskabelige metoder. De videnskabelige metoder skal sikre, at begrundelsen af de videnskabelige påstande, hypoteser og teorier er pålidelige. Når videnskaben giver os forklaringer på baggrund af videnskabelige påstande, hypoteser eller teorier, så er disse forklaringer begrundet i den evidens, som forskeren har til sin rådighed til at begrunde de pågældende videnskabelige påstande, hypoteser og teorier. Samtidigt hermed sørger de videnskabelige metoder for, at evidensen gør disse videnskabelige påstande, hypoteser og teorier (og dermed de videnskabelige forklaringer) til velbegrundede formodninger. Metodologi er læren om hvorledes videnskaben kommer frem til sine påståede sandheder, altså læren om de videnskabelige metoders pålidelighed. Det handler om at begrunde, at de videnskabelige metoder vitterlig fører frem til begrundede påstande, hypoteser og teorier. Altså hvordan disse videnskabelige påstande, hypoteser og teorier er begrundet ud fra de dyder og karakteristika de anvendte metoder besidder. Der er to områder, hvor disse metoder knytter sig til videnskaben: For det første: Er der situationen om hvorledes de videnskabelige påstande, hypoteser og teorier er opnået? Dette er problemet omkring opdagelsessituationen (engelsk: The context of discovery). For det andet: Er der situationen om hvorledes de videnskabelige påstande, hypoteser og teorier kan godtgøres at være sande (uafhængig af deres oprindelse)? Dette er problemet omkring begrundelsessituationen (engelsk: The context of justification). De videnskabelige metoder kan blandt andet karakteriseres som slutningsformer, og metodologien beskæftiger sig med problemet, hvorvidt de videnskabelige metoder vitterlig er pålidelige slutningsformer (en pålidelig slutningsform er lig med en god begrundelse). Dette indebærer, at det er relevant at se på slutningsformer og diskuterer deres pålidelighed. Forelæsningsnote i videnskabsteori (CP 2007) 7

Slutningsformer Når man skal diskutere slutningsformer, så er det naturligt at studere logik, da logik er læren om de grundlæggende principper og regler for korrekte slutninger og gyldige argumenter. I dette afsnit fokuseres på den formelle logik og ikke på en generel argumentationsteori (dette emne bliver kort berørt i næste afsnit). De fleste slutninger har form af et argument, og et argument kan defineres som en række sætninger, hvoraf nogle, der kaldes præmisser, fremsættes som begrundelse for en anden sætning, der kaldes for konklusionen. Konklusionen er det, der skal begrundes, præmisserne er det, der skal tjene som begrundelse eller udgør selve begrundelsen. Præmisserne og konklusionen er sætninger, der opfattes som påstande, og påstande har egenskaben at være enten sande eller falske. Et argument kan opskrives på følgende facon: 1. Præmis 1 2. Præmis 2 3. Ergo: Konklusion I almindelig argumentation adskilles præmisser fra konklusion ved de såkaldte argumentmarkører: derfor, for, fordi, da, følgelig,.(prøv selv at læse en tekst og vær opmærksom på, hvornår og hvordan der bliver argumenteret i teksten). Argumenter kan være lødige eller underlødige (et underlødigt argument er et argument, hvor præmisserne ikke angiver nogen god grund til at mene, at konklusionen er sand). Eksempel på et underlødigt argument: 1. Klokken er 17:33 2. Clara spiser et æble 3. Ergo: Christian spiller fodbold Argumenter kan være fuldstændige eller ufuldstændige (i ufuldstændige argumenter er visse præmisser udeladt, disse argumenter kaldes også for enthymemer). I de fleste tilfælde vil en begrundelse være angivet ved et ufuldstændigt argument, idet nogle alment accepterede præmisser udelades i argumentet. De manglende præmisser er underforstået. Eksempel på et ufuldstændigt argument: 1. 2. Clara får et stykke chokolade 3. Ergo: Clara spiser chokoladen I dette argument er præmissen: Alle mennesker der får et stykke chokolade, spiser chokoladen udeladt, da det i denne sammenhæng tages for givet, at denne præmis er alment gældende (desuden er præmissen: Clara er et menneske udeladt). Selve overgangen fra præmisserne til konklusionen (den handling man udfører, når man går fra præmisser til konklusion) kaldes for en slutning. Forelæsningsnote i videnskabsteori (CP 2007) 8

Argumenter kan være logisk gyldige eller logisk ugyldige. Et logisk gyldigt argument er et argument, hvor konklusionen følger med logisk nødvendighed fra præmisserne. Et logisk gyldigt argument med sande præmisser giver en nødvendig sand konklusion (benægter man en sådan konklusion, gør man sig skyldig i en selvmodsigelse). Denne type argumenter kaldes for holdbare argumenter. Bemærk altså følgende sprogbrug: Når begrebet sandhed anvendes, så angår det en egenskab ved de enkelte præmisser og konklusionen hver for sig. Når begrebet gyldighed anvendes, så angår det sammenhængen mellem præmisser og konklusion. Når begrebet holdbarhed anvendes, så angår det både præmisserne (de skal være sande) og sammenhængen mellem præmisser og konklusion (argumentet skal være gyldigt). Et arguments logiske gyldighed kan klargøres eller afgøres ved at se på argumentets logiske form. Den logiske form af et argument kan gengives ved hjælp af logiske ord (de logiske konnektiver såsom: både og, enten eller, hvis så, ikke, alle, nogle, ) og variable (ord eller udtryk) for de forskellige ikke-logiske ord. Bemærk at der altså skelnes mellem form og indhold. Et vilkårligt logisk gyldigt argument er en instans af et logisk korrekt slutningsskema, hvor det logisk korrekte i slutningsskemaet udelukkende afhænger af skemaets logiske form. I de følgende 3 klassiske eksempler er der tale om logisk korrekte slutningsskemaer. For hver af disse, er der angivet 3 forskellige eksempler, det første er et almindeligt dagligdags eksempel, det andet er et matematisk eksempel og det tredje er argumentets logiske form. Eksempel 1: Den logiske slutningsform: Modus Tollens. 1. Hvis det fryser, så er der is på vandet 2. Der er ikke is på vandet 3. Ergo: Det fryser ikke 1. Hvis x 2, så x 1 2. x < 1 3. Ergo: det gælder ikke at x 2 1. Hvis A så B 2. Ikke B 3. Ergo: Ikke A Forelæsningsnote i videnskabsteori (CP 2007) 9

Eksempel 2: Den logiske slutningsform: Modus Ponens 1. Hvis det fryser, så er der is på vandet 2. Det fryser 3. Ergo: Der er is på vandet 1. Hvis x 2, så x 1 2. x 2 3. Ergo: det gælder at x 1 1. Hvis A så B 2. A 3. Ergo: B Eksempel 3: Den klassiske syllogisme: Modus Barbara 4. figur 1. Alle grækere er mennesker 2. Alle mennesker er dødelige 3. Ergo: Alle grækere er dødelige 1. For Alle tal x 2 er x 1 2. For Alle tal x 1 er x 0 3. Ergo: For Alle tal x 2 er x 0 1. Alle A er B 2. Alle B er C 3. Ergo: Alle A er C Bemærk at Modus Ponens kan anvendes til at komme med forudsigelser eller gyldige konsekvenser af hypoteser, hvorimod Modus Tollens kan anvendes til at falsificere hypoteser. Forelæsningsnote i videnskabsteori (CP 2007) 10

Desuden er det værdifuldt at se på et par ugyldige argumenter/slutningsskemaerer. Fjerde og femte eksempel, er eksempler på ugyldige slutninger. Sjette eksempel er et klassisk ugyldigt argument fra teaterverdenen. Eksempel 4: 1. Hvis det fryser, så er der is på vandet 2. Der er is på vandet 3. Ergo: Det fryser 1. Hvis x 2, så x 1 2. x 1 3. Ergo: det gælder at x 2 1. Hvis A så B 2. B 3. Ergo: A Eksempel 5: 1. Hvis det fryser, så er der is på vandet 2. Det fryser ikke 3. Ergo: Der er ikke is på vandet 1. Hvis x 2, så x 1 2. x < 2 3. Ergo: det gælder at x < 1 1. Hvis A så B 2. Ikke A 3. Ergo: Ikke B Eksempel 6: (eksemplet er taget fra Ludvig Holbergs Erasmus Montanus ) 1. En sten kan ikke flyve 2. Morlille kan ikke flyve 3. Ergo: Morlille er en sten Forelæsningsnote i videnskabsteori (CP 2007) 11

Grunden til at det er væsentligt at nævne et par ugyldige slutningsformer er, at det ikke er alle der er klar over, at disse slutningsformer faktisk er ugyldige. Hvilket følgende citat viser: Psykologiske undersøgelser antyder videnskabsmændenes afslappede forhold til elementær logik. I spørgeundersøgelser fra omkring 1980 mente mere end 30 % af de adspurgte forskere, at det nævnte slutningsskema var gyldigt (red. Slutningsskema fra 4. eksempel), og endnu flere mente, at det modsatte skema er ugyldigt (red. slutningsskema fra 1. eksempel), som er en gyldig slutning. 2 Desuden skal det bemærkes, at gyldigheden af de gyldige argumenter intet har med sandheden af de indgående præmisser at gøre. Det er formen af argumentet og ikke indholdet af præmisserne, der er afgørende for, om vi har at gøre med en gyldig slutning. Derfor kan man slutte følgende fra en falsk konklusion i et argument: 1. Enten er argumentet ugyldigt. præmisen er usikker 2. Eller også er mindst én af præmisserne falske. 2 Fra: Kragh, Helge: Videnskabens Væsen, 2003. Side 44. Forelæsningsnote i videnskabsteori (CP 2007) 12

Et indlæg vedrørende praktisk argumentation eller uformel logik I det foregående afsnit blev den formelle logik behandlet, og i det følgende skal der knyttes nogle bemærkninger til den uformelle logik. Den formelle logik studerer argumenters gyldighed ud fra argumentets form (det er den logiske form, der afgør om et argument er gyldigt eller ugyldigt) hvorimod den uformelle logik desuden inddrager indhold og kontekst i vurderingen af et argument. Man kan sige at den formelle logik studerer hvorledes man beviser, hvorimod den uformelle logik studerer hvorledes man overbeviser. Den uformelle logik (også kaldet argumentationsteori 3 ) handler om praktisk argumentation f.eks. dagligdags argumentation og til dels den akademiske argumentation (med akademisk argumentation menes den type argumentation, der indgår i fremlæggelsen af f.eks. et videnskabeligt resultat). Med hensyn til dagligdags argumentation vil megen af denne argumentation foregå som ufuldstændige argumenter, hvor der mangler præmisser i argumentationen. Disse manglende præmisser er typisk implicitte (eller underforstået), men bør fremgå indirekte eller direkte af konteksten (jf. eksemplet nederst side 8). I en videnskabelig (akademisk) argumentation forsøger man at undgå denne mangel og forsøger at gøre alle præmisserne eksplicitte. Idealet for den videnskabelige argumentation er holdbare argumenter (jf. definitionen på et holdbart argument på side 9), men i praksis er der sjældent tale om denne form for argumentation i en videnskabelig tekst eller opgave. Stephen Toulmin 4 har skabt en model for denne type argumentation. Toulmin s grundmodel indeholder følgende tre elementer, der alle skal være identificerbare i et argument: Påstand: Det standpunkt som afsenderen ønsker at modtageren skal tilslutte sig (f.eks. i form af en konklusion eller en delkonklusion) Belæg: Den specifikke grund der gives for at acceptere eller tilslutte sig påstanden (f.eks. i form af det konkrete materiale der er indsamlet og bearbejdet). Hjemmel: Den generelle regel der kobler belægget med påstanden (f.eks. i form af en videnskabelig teori eller metode). 3 Den videnskab der dyrker argumentationsteori eller uformel logik kaldes for retorik. 4 Toulmin, S.: The Use of Argument, 2003 (1958). Cambridge university Press. Forelæsningsnote i videnskabsteori (CP 2007) 13

Grundmodellen: Belæg Påstand Hjemmel Eksempel på et argument hvori man kan identificere nogle af grundmodellens elementer: Christian er en meget begavet dreng, fordi han altid løser alle matematikopgaverne på ingen tid. I dette argument kan påstanden og belæget direkte aflæses Påstand: Christian er en meget begavet dreng. Belæg: Han løser altid alle matematikopgaverne på ingen tid. Bemærk at hjemlen er underforstået i dette argument. Argumentet er altså et ufuldstændigt argument, hvor hjemlen skal gøres eksplicit for at argumentet bliver et fuldstændigt argument. Den manglende hjemmel i argumentet er: Hjemmel (underforstået): Hvis man altid løser alle matematikopgaverne på ingen tid, så er man en meget begavet person. Dvs. at det oprindelige ufuldstændige argument kan omformes til et fuldstændigt argument, som lyder således: Hvis man altid altid løser alle matematikopgaverne på ingen tid, så er man en begavet person og Christian løser altid alle matematikopgaverne på ingen tid hvilket indebære at Christian er en begavet dreng. Læg mærke til at Toulmin s model er opbygget efter samme struktur som et almindeligt argument med en konklusion (påstand) der begrundes ud fra nogle præmisser (belæg og hjemmel). Og bemærk desuden at en videnskabelig tekst eller opgave som helhed kan opfattes som et overordnet argument, hvor konklusionen i teksten (opgavens konklusion), begrundes dels via det konkrete materiale der er indsamlet og bearbejdet (dette materiale omtales gerne som dokumentationen for konklusionen) og dels via videnskabelige teorier og metoder der forbinder det konkret indsamlede materiale med konklusionen. Desuden tilføjes modellen nogle såkaldte fakultative elementer (den udvidede model): Forelæsningsnote i videnskabsteori (CP 2007) 14

Gendrivelser: De forbehold og usikkerhedsmomenter der knytter sig til hjemlens generelle gyldighed (f.eks. i form af forhold der begrænser hjemlens generelle autoritet). Kan udtrykkes via styrkemarkøren. Rygdækning: Dokumentation der understøtter hjemlens generelle gyldighed (f.eks. i form af dokumentation for hjemlens gyldighed/sandhed). Styrkemarkør: Graden af sikkerhed hvormed påstanden fremsættes (påstandens sikkerhed formuleres f.eks. med ordene: sandsynligvis, formodentlig, måske, ofte, tilsyneladende). Disse elementer indgår ligeledes i en velargumenteret videnskabelig tekst eller opgave. Den udvidede model: Belæg Styrkemarkør Påstand Hjemmel Gendrivelse Rygdækning Eksempel: Christian vil formodentlig klare matematikeksamen med et godt resultat. Han løser og afleverer alle hjemmeopgaverne i matematik, og det viser sig at der er en positiv sammenhæng mellem eksamensresultat og hjemmeopgaveafleveringsfrekvens. Dog er det muligt at klappen går ned for ham under eksamen. Påstand: Christian vil formodentlig klare matematikeksamen med et godt resultat. Belæg: Han løser og afleverer alle hjemmeopgaverne i matematik. Hjemmel (underforstået): Hvis man løser og afleverer alle hjemmeopgaverne i matematik, så klarer man sig godt til eksamen Rygdækning: Det viser sig at der er en positiv sammenhæng mellem eksamensresultat og hjemmeopgaveafleveringsfrekvens. Forelæsningsnote i videnskabsteori (CP 2007) 15

Gendrivelse: Dog er det muligt at klappen går ned for ham under eksamen. Styrkemarkør: Formodentlig. Bemærk at elementerne hjemmel (teori- eller metodevalg), gendrivelse (teorien eller metodens ulemper) og rygdækning (teorien eller metodens fordele) udgør en metodediskussion og at rygdækningen kan være af videnskabsteoretisk karakter. Denne model kan fungere som et redskab: Til at opbygge de mange enkeltargumenter i en opgave. Til at opbygge en opgave som ét stort argument for konklusionen. Til at vurdere kvaliteten af andres argumenter. Samlet set er det altså vigtigt at være sig sine præmisser eller begrundelsesgrundlag bevidst, for det første hvis man ønsker at ens argumentation skal være troværdig og for det andet hvis man ønsker at træffe den rette beslutning, træffe det rette valg eller udføre den rette handling. Derfor er det vigtigt for det første at kende/formulere præmisserne (belæg og hjemmel) i en slutning og for det andet at reflektere over forudsætningerne (rygdækningen) for disse præmisser. Dette er en del af det, der forstås ved faglig redelighed. En anden pointe ved at være sig sine forudsætninger (præmisser eller begrundelsesgrundlag) for ens handlinger bevidst er, at det forøger muligheden for at være kreativ. Hvis kreativitet handler om at bryde de rammer man normalt arbejder under, så skal man kende sine rammer for at kunne bryde dem. Og rammerne for ens handlinger er netop de forudsætninger der ligger til grund for ens handlinger. Som belæg eller hjemmel i et argument anvendes forskellige typer (videns)grundlag som præmisser, altså forskellige typer grundlag som man henviser til, når man skal begrunde sine beslutninger/handlinger. Disse grundlag kan f.eks. være: Videnskabsbaseret grundlag (teoretisk grundlag), Erfaringsbaseret grundlag (personlig erfaring eller eksperimentel erfaring), Normer og krav, standarter og regler, Traditioner, Autoriteter,.. Det er altså vigtigt i en argumentation at være opmærksom på om man henviser til et videnskabsbaseret grundlag (f.eks. den klassiske mekanik) eller man refererer til sine personlige erfaringer. Idet en begrundelse baseret på et videnskabeligt fundament oftest anses for at være mere pålidelig eller troværdig end en begrundelse der er baseret på ens egne erfaringer. Dette hænger sammen med pålideligheden af rygdækningen af det pågældende grundlag. Pålideligheden af videnskabelig viden er større end pålideligheden Forelæsningsnote i videnskabsteori (CP 2007) 16

af personlige erfaringer (jf. noten vedrørende videnskabens metoder og videnskabelig videns pålidelighed). Til ethvert argument kan man altid stille spørgsmål til præmisserne for konklusionen. F.eks. kan man står overfor et argument der bygger på et ekspertudsagn (altså en autoritets begrundelse) med følgende udseende: E er en ekspert indenfor et område D E påstår at A vides at være sand A indgår som en del af området D Ergo er det plausibelt at anse A for at være sand Hvis de tre præmisser i skemaet repræsenterer pålidelige forudsætninger, så giver slutningen en acceptabel konklusion. Men hvis man er skeptisk vedrørende slutningen, så kan man altid stille følgende 6 spørgsmål: Ekspertise: Hvor pålidelig er E som en ekspert? Domæne: Er E ekspert indenfor det område hvor A befinder sig? Mening: Hvad påstår E som medfører A? Troværdighed: Er E personlig troværdig som kilde? Konsistens: Er A konsistent med det andre eksperter påstår? Evidens: Er E s påstand baseret på evidens? Udover at der kan være forskellige grundlagstyper i en begrundelse, så kan der også være forskelle med hensyn til hvad man anser for værende væsentlige faktorer i en begrundelse eller hvilke begrundelsesperspektiv man arbejder indenfor: o Handler det om sandhed og objektivitet (typisk videnskabelig viden)? o Handler det om effektivitet/anvendelighed (typisk ingeniør løsninger)? o Handler det om økonomi, tid, resurser,...? Indenfor argumentationsteorien behandler man desuden forskellige typer fejlslutninger. I det foregående er nogle eksempler på fejlslutninger angivet. Argumenter der er underlødige, ufuldstændige eller ugyldige er eksempler på fejlslutninger. I det følgende skal nogle flere eksempler på fejlslutninger angives. Forelæsningsnote i videnskabsteori (CP 2007) 17

1) Ugyldige argumenter eller fejlslutninger kan fremkomme, hvis ikke begreberne der anvendes i argumentationen er entydige og præcise. Bemærk at man netop inden for en videnskabelig eller akademisk argumentation forsøger at anvende sine begreber så præcist og entydigt som muligt. Denne præcision kan forekomme ved at definere de indgående begreber så entydigt som muligt. Flertydighed og vaghed i de indgående begreber eller påstande skaber uklarhed og misforståelser. Et begreb eller udtryk er flertydig, hvis begrebet eller udtrykket har flere forskellige betydninger i den sammenhæng hvori det bruges, eller hvis begrebet eller udtrykket har forskellig betydning alt efter sammenhængen. En påstand kan være flertydig, hvis påstanden kan betyde flere forskellige ting. Et eksempel er påstanden: Han slår manden med stokken. Flertydigheden træder frem når man spørger om denne påstand skal forstås således at: Manden med stokken bliver slået eller om: Manden bliver slået med stokken. Et begreb eller et udtryk er vagt, hvis der findes grænsetilfælde, hvor det er ubestemt, om begrebet eller udtrykket kan anvendes. Dette gælder f.eks. begrebet: en bunke. Hvor problemet er hvor mange eller hvor få enheder der skal til for at man kan kalde samlingen af enheder for en bunke. Af andre begreber kan nævnes: gammel, kold, fed, rig, morsom, hurtig,. 2) Minimumskravet til et godt argument er at præmisserne der ligger til grund for konklusionen skal være ikke trivielle, informative (oplysende) og relevante. Trivielle præmisser er af typen: Det tager den tid det tager; man skal ikke tage forhastede beslutninger ; vi skal passe på ikke at skabe en ophidset stemning på for løst et grundlag ; vi skal reagere, når det er nødvendigt, men ikke overreagere når risikoen er begrænset Påstandene er sande, men ikke informative (denne type påstande kaldes for platheder). Præmisserne skal være informative, f.eks. går det ikke at forudsige vejret ved at sige at enten regner det eller også regner det ikke i morgen, eller at sige at alle sorte katte er sorte. Påstandene er logisk sande, men ikke informative, påstandene er sproglige sandheder. En anden type ikke informative argumentation er cirkelslutningerne. Et eksempel på en cirkelslutning kan være, at argumentere for en påstand ved at omdefinering de indgående begreber uheldigt. Eksempel på en cirkelargumentation: Påstand: Kun de bedst egnede overlever udviklingen, hvor man ved bedst egnede mener dem der bedst forstår at tilpasse sig omgivelserne. Men hvem er det der bedst forstår at tilpasse sig omgivelserne? Hvis svaret på dette er dem der overlever så ender det hele med en cirkelslutning idet påstanden kan omformes til: Kun de der overlever, overlever udviklingen. Forelæsningsnote i videnskabsteori (CP 2007) 18

Dette er igen en sproglig sandhed, der ikke fortæller noget som helst om den biologiske udvikling. Desuden skal præmisserne i et argument være relevante (jf. de førnævnte underlødige argumenter). Indenfor argumentationsteorien er der utallige eksempler på denne type fejlslutninger. Her skal blot nævne et par klassiske eksempler: Hvis man går efter personen i stedet for sagen (denne type fejlslutning kaldes for Argumentum ad hominem) o F.eks.: Du ved ikke noget om kvinder, fordi du er en mand. Hvis man refererer til bevæggrunde eller motiver bag begrundelsen. o F.eks.: Du argumentere for at jeg skal spise Guldbare, men det gør du kun fordi du har aktier i Tom s. Hvis man slutter fra en kendsgerning til en vurdering (man går fra hvordan ting faktisk er til hvorledes ting bør være, altså fra er til bør ; denne type fejlslutning kaldes for en naturalistiske fejlslutning). o F.eks.: Darwins redegørelse for den stærkeste, der overlever i udviklingskampen er en beskrivelse af kendsgerninger. Hvis man heraf slutter at vi bør have et politisk system, der ikke tager sig af de svage (lige som i naturen) er det en naturalistisk fejlslutning. Forelæsningsnote i videnskabsteori (CP 2007) 19

Det er værd at være opmærksom på, at en dårlig akademisk opgave kan lide under følgende skavanker, der alle har med argumentationsforhold at gøre: Der fremsættes ingen overordnet påstand. Der fremsættes en masse ubegrundede påstande i den underordnede argumentation (der mangler belæg for påstandene eller påstandene er udokumenterede, hvorved de fremstår som postulater). Der hentes belæg de forkerte steder (f.eks. i form af overdrevne generalisationer eller private erfaringer). Den overordnede argumentation indeholder implicitte præmisser (f.eks. en underforstået hjemmel i form af underforståede teorier eller metoder). Den studerende er ukritisk over for andres argumentation og overtager og fremsætter uden videre, de påstande de fremsætter. Forelæsningsnote i videnskabsteori (CP 2007) 20