Leder. Tidsskrift for Socialpædagogik. Nr. 23 2009. Tema: Brugerperspektiver og brugerindragelse. Leder 1

Tidsskrift for Socialpædagogik Nr. 23 2009 Tema: Brugerperspektiver og brugerindragelse Leder Tidsskrift for Socialpædagogik udgives af Dansk Forening for Socialpædagogik og udkommer to gange om året - i juni og december. Næste nummer udkommer i december 2009. www. socialpedagogik.dk Abonnement fra 2009 kr. 245 Studerende og pensionister kr. 100 Institutionsabonnement (3 eks.) kr. 500 Uddannelsesinstitutioner (20 eks.) kr. 1.500 Løssalg kr. 100 pr. nummer. Tidligere numre kr. 45 Sekretariat: Tidsskrift for Socialpædagogik Att. Mariann Handgaard VIAUC Peter Sabroes Gade 14 8000 Arhus C Tlf. 8755 1744 maha@viauc.dk Redaktion: Jan Jaap Rothuizen (ansvarsh.) VIAUC Peter Sabroes Gade 14 8000 Århus C Tlf. 8755 3404 jjr@viauc.dk Ullrich Rudenko Zeitler Diakonhøjskolen Lyseng Allé 15 8270 Højbjerg, Tlf. 86 27 41 22 - Fax. 86 27 42 10 umz@diakonhojskolen.dk Leder 1 Introduktion til temaet: 2 Brugerperspektiver og brugerindragelse Brugerperspektiver i socialpædagogik 3 Af Ida Schwartz Udforskning af børneperspektiver i dialog 13 mellem børn og forsker Af Helle Schjellerup Nielsen Kommunikation og hverdagslivets rammer 22 Af Jesper Holst Socialpædagogikkens brugsværdi 31 Af Gertrud Oelerich & Andreas Schaarschuch Styring af døgninstitutioner for børn og unge. 39 Bureaukrati, faglige metoder eller tommelfingerregler? Af Steen Juul Hansen Socialpædagogisk praksis mellem arbejdsliv 48 og marginalisering. Anerkendelse og identitetssikring. Af Marlene Bisgaard Thomsen & Piet van der Vliet Struktur(de)konstruktivisme 53 Af Ole Henrik Hansen Anmeldelse: Bettina Grubenmann: 60 Nächstenliebe und Sozialpädagogik im 19. Jahrhundert. Eine Diskursanalyse. Den 28. maj vedtog Folketinget at tiltræde FN s Handicapkonvention, som bl.a. fastslår, at alle personer med handicap har lige ret til at leve i samfundet med samme valgmuligheder som andre. Deltagerstaterne skal træffe effektive og passende foranstaltninger til at gøre det lettere for personer med handicap fuldt ud at nyde denne rettighed samt fuldt ud at blive inkluderet og deltage i samfundet. Det underbygger, at socialpædagogikkens fokus på deltagelse, såvel som middel som mål, er helt central. At undersøge og inddrage brugerperspektiver er en grunddisciplin i pædagogisk arbejde, hvor man altid har at gøre med andre selvstændige mennesker. I dette nummer sætter vi fokus på brugerperspektiver i vores temadel. Og dermed er dette nummer af tidsskriftet det første, men sikkert ikke det sidste, med et tema. Redaktionen har besluttet, at hvert nummer fremover vil være et temanummer med 3-4 artikler, der relaterer sig til et bestemt tema. I dette nummer brugerperspektiver, i næste nummer socialpædagogik i en international kontekst og derefter profession og viden - eksempler fra praksis. Jakob Kornbecks anmeldelse af Mark Smiths bog Rethinking residential care: Positive perspectives giver en forsmag på vores næste tema, og læserne opfordres til at henvende sig til redaktionen angående bidrag til de kommende temanumre. At socialpædagogik nødvendigvis må være samspil - og ikke behandling - og at socialpædagogik i lige høj grad kerer sig om brugerens udspil som om samfundets evne til at håndtere og inkludere disse udspil, er grundviden for enhver (social)pædagog. Kan den grundviden være grundlag for en profession? Læser man Steen Juul Hansens ph.d. afhandling Bureaukrati, faglige metoder eller tommelfingerregler, så er svaret her, at det ikke er lykkedes at grundfæste en profession på den viden. I stedet for bliver det de aktuelle praksisfællesskabers tommelfingerregler, der styrer arbejdet på døgninstitutioner for børn og unge. Faren herved er, at den socialpædagogiske praksis bliver selvbekræftende og immun for kritik - og dermed i sidste ende også for de brugerperspektiver, som man ellers mener at inkludere. Steen Juul Hansen har skrevet en sammenfatning af afhandlingen til dette nummer af Tidsskriftet, og både afhandlingen og artiklen kan give anledning til en selvransagelse og reaktioner, som vi gerne giver plads til i kommende numre. Marginalisering er ikke noget som kun mennesker med et handicap oplever. Van der Vliet og Bisgaards beskriver i Socialpædagogisk praksis mellem arbejdsliv og marginalisering. Anerkendelse og identitetssikring hvordan man på Stedet i Aalborg arbejder socialpædagogisk med unge, der ikke umiddelbart finder en plads på et arbejdsmarked, der mere og mere efterlyser vidensarbejdere. Ole Henrik Hansen giver i Struktur(de)konstruktivisme sit bud på en sammensmeltning af konstruktivisme og strukturalisme, som en tilgang hvor man favner en kompleksitet der både indeholder den strukturelle bestemthed og muligheden for at noget nyt opstår. Han efterlyser et begrebsligt røntgenblik, der også stiller krav til pædagogen om at træde ud af selvbekræftelsen. Som den opmærksomme læser vil have lagt mærke til, så er der flere nye elementer på spil end at vi i dette nummer introducerer en tematisering. Tidsskriftet gennemgår en modernisering, der også kommer til udtryk i layout og tryk. Selvom trykningen er blevet mindre kostbar, har vi fået øgede muligheder for også at bruge billedmateriale. Det vil vi benytte os af i næste nummer og fremover. Omlægning af diverse funktioner har desværre også bevirket at dette nummer udkommer senere end planlagt. Forside: Allan Stockholm Tryk: www.lavpristrykkeriet.dk ISSN: 1398-3717 Oplag: 600 Anmeldelse: Mark Smith: 62 Rethinking residential child care: Positive perspectives Udgivet med støtte fra Tips- og Lottofonden Alle rettigheder forbeholdes. Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af eller kopiering fra dette tidsskrift eller dele heraf er kun tilladt i overensstemmclse med over enskomst mellem Copy-Dan og Undervis nings mini ste riet. Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009 1

Introduktion til temaet: Brugerperspektiver og brugerindragelse Dette nummer af Tidsskrift for Socialpædagogik har brugerperspektiver og brugerinddragelse i fokus i et forsøg på at udforske, hvordan disse begreber kan forstås i et socialpædagogisk perspektiv. Serviceloven fra 1998 foreskriver, at de sociale myndigheder skal samarbejde med og inddrage de personer, de sociale ydelser rettes mod. Lovgivningen indskrænker således professionelles magt, i den forstand at det ikke længere bør være fagpersoner, der ensidigt definerer børns og voksnes problemer og behov. Samtale, dialog og samarbejde er kommet på dagsordenen i socialt arbejde. Spørgsmålet er, om der med disse hensigtserklæringer rokkes grundlæggende ved traditionelle magtkonstellationer i socialpædagogisk arbejde. Er det stadig pædagoger, der ud fra de bedste intentioner i sidste ende bestemmer, hvem der skal inddrages i forhold til hvad? Det kan undre, at der er så forholdsvis ringe tradition for, både i forskning og socialpædagogisk praksis, at udforske, hvordan brugere at sociale ydelser bruger den hjælp, de modtager i forhold til at opnå et godt liv for dem. Her tænkes ikke på effektmåling og tilfredshedsundersøgelser, hvor der dybest set spørges ud fra professionelles perspektiver og dagsordener, herunder de folkevalgtes behov for kontrol gennem akkreditering, accountability m.v., men på en interesse for at udforske den betydning, en given socialpædagogisk indsats kan have for de mennesker, der skal bruge den i deres liv. Og hvis man nu har den interesse, hvordan kan en sådan udforskning så finde sted? I forhold til nogle brugergrupper er kommunikation en afgørende faktor - man kan jo ganske simpelt spørge. Det kan imidlertid være vanskeligt at spørge fx voksne uden sprog eller børn i krise, og selvom samtale er mulig, er det ikke sikkert, at brugerne kender deres muligheder så godt, at deres svar vil kunne give et tilstrækkeligt modspil til en professionel definitionsmagt. På hvilken måde giver begreber som brugerperspektiver og brugerinddragelse da overhovedet mening, og hvornår kan vi sige, at vi er på sporet? I Brugerperspektiver i socialpædagogik argumenterer Ida Schwartz for, at brugerperspektiver handler om at stille sig i brugernes position og se her ud fra og tilbage på professionelles praksisser. Artiklen tager udgangspunkt i et forskningsprojekt, hvor to brugere med nedsat funktionsevne er blevet fulgt i deres hverdagsliv på hver deres bo - og aktivitetssteder. Artiklen søger et vende perspektivet om, således at der grundlæggende spørges til, hvordan professionelle via et brugerperspektiv kan udvikle en fleksibel socialpædagogisk indsats, som brugerne kan inddrage og bruge til at komme videre med deres liv. Helle Schjellerup beskriver i Udforskning af børneperspektiver i dialog mellem børn og forsker, hvordan hun i et forskningsprojekt omhandlende anbragte børns hverdagsliv, har brugt kameraer til at gøre børnene til vidende informanter. Børnene anskues som eksperter på, hvad der har betydning i deres hverdagsliv, og fotos viser sig at være et interessant medie til at skabe en udforskende dialog mellem forsker og børn. I Kommunikation og hverdagslivets rammer sætter Jesper Holst fokus på brugere med omfattende funktionsnedsættelser og deres muligheder for at få indflydelse på eget liv. I artiklen spørges der grundlæggende til, om servicelovens intentioner er implementeret, og om brugere med omfattende funktionsnedsættelser har mulighed for at få indflydelse på fx boform og strukturering af hverdagslivet. Der sættes tillige fokus på betydningen af professionelles brug af dokumentation, hvor brugere indrulleres i pædagogiske projekter, der har til formål at dokumentere de professionelles indsats. Gertrud Oelerich og Andreas Schaarschuch er dette temas internationale bidrag. I Socialpædagogikkens brugsværdi skitseres rammerne for udviklingen af et forskningsprogram ved Universitetet i Wuppertal. Artiklen erstatter den traditionelle forståelse af brugeren som medproducent af serviceydelsen med en forståelse af brugeren som producent, byggende på, at brugeren skal tilegne sig nye muligheder i samspillet med de råd, den vejledning eller de anderledes handlemåder, som den professionelle opstiller. Forfatterne spørger ind til, hvad socialpædagogisk arbejde nytter på et teoretisk grundlag, og præsenterer derefter egen empiri i forhold til unge. Grundtanken er, at unge eller andre brugere stiller krav til sig selv, og at de derudfra vurderer, om den professionelle ydelse er nyttig. Måske er dette et af flere mulige svar på, hvordan forskning i brugerperspektivet kan udvikles? Brugerperspektiver i socialpædagogik Denne artikel diskuterer, med udgangspunkt i empiri fra et forskningsprojekt, hvordan et begreb som brugerperspektiver kan forstås i socialpædagogisk arbejde, og hvad der kan menes med at tilrettelægge socialpædagogisk praksis her ud? Af Ida Schwartz Siden Serviceloven i 1998 har brugerinddragelse for alvor været på dagsordenen i socialpædagogisk arbejde i forhold til voksne med fysisk og psykisk funktionsnedsættelse. Loven understreger, at brugere med nedsat funktionsevne ikke automatisk har status som klienter underlagt professionelles pædagogiske målsætninger, men tvært imod i alle livets forhold har samme ret til selvbestemmelse som alle andre. I stedet for at blive behandlet ud fra et gruppetilhørsforhold er der kommet fokus på individet med betoning af forskelle i brugernes præferencer og livsformer. Dermed blev den enkeltes gode liv et centralt spørgsmål i socialpædagogik (se fx Schwartz 2001). Det er imidlertid stadig et omdiskuteret spørgsmål, hvordan inddragelse og selvbestemmelse skal forstås og praktiseres i socialpædagogisk praksis i forhold til voksne med psykisk og fysisk funktionsnedsættelse. Allerede i 1970 erne argumenterede daværende socialchef Niels Erik Bank-Mikkelsen mod det, han kaldte beskyttelsesteorien. En tænkning der, efter hans mening, fastholdt udviklingshæmmede i en behandlingsplan. Han mente, at de udviklingshæmmede blev lagt åndeligt i seng på institutionerne, og så lærer man altså ikke at gå (Bank-Mikkelsen 1971 s. 107). Et liv så nær det normale betød for Niels Erik Bank-Mikkelsen ligestilling i levevilkår. Udviklingshæmmede skulle tilbydes samme juridiske, sociale og økonomiske vilkår som resten af befolkningen, herunder muligheder for at udvikle deres personlige potentialer. Det betød ikke, at mennesker med funktionsnedsættelse skulle gøres normale og tilpasse sig flertallets normer. Serviceloven er blevet betragtet som endnu et led i opgøret med professionel paternalisme. Normalisering blev op gennem 1980 erne og 1990 erne i høj grad forstået og praktiseret som opdragelse, kontrol og tilpasning således, at mennesker med funktionsnedsættelse efter mange kritikeres mening blev fastholdt som social gruppe i en underprivilegeret position i samfundet (se f.eks. Holm et al.1994; Schwartz 2001). I forbindelse med Serviceloven blev institutionsbegrebet ophævet, og boligform og sociale ydelser blev adskilt. Hjælpetiltag skulle nu tage hensyn til og udgangspunkt i den enkeltes ønsker og forestillinger om det gode liv uanset bosted. Det er således ikke længere den institutionelle kontekst med dens særlige behandlingslogik, der skal være bestemmende for den støtte, brugerne modtager. Både brugerinddragelse og brugerperspektiver er langt fra entydige fænomener, eftersom disse begreber kan forstås meget forskelligt afhængig af det socialpolitiske syn, der lægges til grund herfor (jf. Askheim 2003, 2007). Brugerperspektiver og -inddragelse udspringer af intentioner om at demokratisere velfærdssamfundets indsatser, således at der gives mere magt og indflydelse til den svage part i samarbejdet. I et neoliberalt perspektiv kan brugerinddragelse ses som en del af en stigende markedsgørelse af velfærdsstaten. Brugere gøres til forbrugere og udstyres med frie valg mellem veldefinerede ydelser. En betoning af individuelle valg risikerer imidlertid at omgøre professionelles faglige skøn til et udbud af standardiserede ydelser. Individuelle valg fører ikke automatisk til forbedrede livsmuligheder, men kan tværtimod betyde et liv i øget selvvalgt isolation. Langt fra alle borgere og således heller ikke mennesker med funktionsnedsættelser har tilstrækkeligt overblik eller erfaringer til at kende deres muligheder. Hertil kommer, at brugere i kraft af deres mentale handicap kan have svært ved at overskue betydningen af egne valg. Brugerinddragelse og brugerperspektiver italesættes også ud fra et frigørende socialpolitisk perspektiv. Her lægges vægt på at brugerne betragtes som individer med en stemme og ret til at blive hørt. Det har skabt øget fokus på kommunikation og udvikling af metoder til at sikre dialog med brugere med 2 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009 3

funktionsnedsættelser (Schwartz 2001; Perlt 2002; Holst 2005). Eller som det ses mere radikalt i borgerstyret personlig assistance, hvor handicappede selv ansætter og definerer den hjælp, de modtager. Det, at brugerne har den fulde kontrol over den indsats, de modtager, betragtes ofte i dette perspektiv som den mest rendyrkede form for brugerinddragelse (Askheim 2003). Kritikere af brugerstyrede indsatser har fremført, at disse favoriserer de mest ressourcestærke brugere nemlig dem, der kan overskue samfundets muligheder, og ved hvad de vil. Nye boformer med selvstændige lejligheder medfører f.eks. ikke nødvendigvis mere social integration (Perlt 2002, ). Mennesker med nedsat funktionsevne er i mange tilfælde afhængige af, at professionelle i samarbejde med det personlige netværk organiserer sociale livssammenhænge for dem (Schwartz in prep). I kølvandet på idealer om brugerinddragelse følger nye former for styring af de sociale indsatser. Ifølge Niels Åkerstrøm Andersen (2003) knyttes frie valg til forventninger om, at den enkelte magter eget liv. Med øget selvbestemmelse følger kontrakter og handleplaner, der forpligter brugerne på de indgåede aftaler. Ifølge Niels Åkerstrøm Andersen stilles der øgede krav om selvudvikling, og det centrale spørgsmål i nyere motivationsstrategier i socialt arbejde er, hvordan socialarbejderen kan tage ansvar for, at brugerne tager ansvar for sig selv (ibid. s. 135 ). Mennesker med funktionsnedsættelser bliver f.eks. indrulleret i professionelles målsætninger om udvikling af selvbestemmelse (se også Jesper Holst i dette tidsskrift). Idealer om selvbestemmelse risikerer således at blive omgjort til nye projekter, som professionelle har med brugerne. Brug af begreber som inddragelse kan knyttes til en stigende erkendelse af, at brugere er aktivt handlende personer med egne perspektiver på deres livssituation. Erving Goffman (1967) udførte et studie af psykiatriske klienters organisering af egen livspraksis indenfor de professionelles behandlingsregime på et psykiatrisk hospital og viste, at professionelles intentioner med en given indsats ofte får en helt anden betydning i brugernes liv end den intenderede. Interessen for, hvordan brugere bruger sociale indsatser, er også i en dansk sammenhæng blevet sat på dagsordenen i de seneste årtier i psykosocial forskning. Charlotte Højholt viste for eksempel i hendes studie af Brugerperspektiver (1993), hvordan brugere af sociale ydelser ofte var uvidende om de professionelles planer med dem, og hvordan brugerne prøvede at deltage i den behandlingsmæssige dagsorden ud fra de måder, hvorpå det gav mening for dem. Betydningen af, at der findes flere perspektiver på den sociale indsats end de professionelles egne, og hvad det indebærer at inddrage disse perspektiver i praksis er stadig relativt uudforsket indenfor det socialpædagogiske område. Pernille er en ung kvinde på 23 år, der har fået diagnosen Prader Willi Syndrom (PWS). PWS beskrives som et mentalt handicap med en fejlfunktion i den del af hjernen, der regulerer hormondannelse og sultfornemmelse. Det medfører bl.a., at brugere med PWS har svært ved at mærke mæthed og kontrollere deres fødeindtagelse. Pernille bor på Bostedet organiseret specielt med henblik på brugere med PWS. Det indebærer blandt andet, at al fødeindtagelse foregår under pædagogisk kontrol. I køkkenet er der kun adgang for pædagoger. Både mad og drikke serveres for hver enkelt beboer i nøje afmålte portioner efter anbefalinger fra en diætist. Jeg deltager to hverdage i både Bostedet og i Værkstedet, hvor Pernille arbejder hver dag. Værkstedet er nabo til Bostedet, og jeg følger med, når de 6 beboere om morgenen går i samlet flok ad en lille sti til et anneks, der er indrettet som aktivitetscenter. Her organiserer to pædagoger en hverdag med særligt fokus på denne brugergruppe. Både Bostedet og Værkstedet tilhører samme organisatoriske enhed, og begge steder tilrettelægger pædagoger hverdagen i faste og forudsigelige rammer, hvilket pædagogerne antager, er det bedste pædagogiske tilbud for netop disse brugere. Som det redegøres for i stedets beskrivelse af deres tilbud, er det imidlertid en balancegang: mellem på den ene side beboernes ret til at bestemme over eget liv, og på den anden side deres behov for struktur og forudsigelighed. (Fra stedets hjemmeside) I institutionens egen beskrivelse af deres tilbud fremgår det således, at brugernes ret til selvbestemmelse sættes overfor de professionelles definition af deres behov for pædagogisk styring. Brugernes hverdagsliv i både Bosted og Værksted er således underlagt betydelig pædagogisk styring samtidig med, at man har ambitioner om at imødekomme den enkeltes ønsker, muligheder og behov. Den pædagogiske praksis er således placeret midt i de dilemmaer, jeg præsenterede i indledningen. I min udforskning af brugerperspektiver anfægter jeg i udgangspunktet ikke stedets erfaring for, at brugere med PWS har brug for hjælp til at få styr på deres indtagelse af føde og en lang række andre praktiske opgaver i deres liv. Spørgsmålet er, hvilken styring der udøves, og hvordan den får betydning set ud fra brugernes perspektiver. På min anden besøgsdag i Bostedet har Pernille inviteret mig med til ridning, hvilket foregår langt ude på landet. Efter at vi er blevet sat af rutebilen, skal vi gå to kilometer, og Pernille skridter af sted i et rask tempo iført ridetøj og slæbende på en tung taske med hestegrej. Vi går så hurtigt, at jeg har svært ved at følge med. Vi snakker undervejs om Pernilles hverdag og livssituation. I mine feltnoter skriver jeg: Pernille forklarer mig, at hun er glad for at få motion, og at det er godt for hendes muskler. Før vejede hun så meget (over hundrede kilo), at hun slet ikke kunne følge med, når de skulle på tur i Værkstedet. Det var hårdt, når hun næsten ikke kunne bevæge sig, fortæller hun. Det var også hårdt fordi huden, der sad i folder, gav både kløe og svamp. Pernille fortæller, hvordan hun startede med at cykle på en motionscykel. Nu har hun en rigtig cykel og kan selv cykle rundt. Hun fortæller: at det er svært, det med maden og at det bliver ved med at være svært hele livet! Maden skal hun have hjælp til altid, mener hun. Teorigrundlag og forskningstilgang De diskussioner, der er blevet ført indenfor handicapområdet indenfor de seneste årtier har ofte det til fælles, at de fokuserer på den enkeltes livsmuligheder som et individuelt anliggende, hvilket den udstrakte brug af begrebet selvbestemmelse også kan pege på. I det perspektiv, der anlægges i denne artikel, og som udspringer af kritisk psykologi, skabes individuelle livsmuligheder alment betragtet gennem 4 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009 5

deltagelse i samfundets sociale praksisser (Dreier 2001, 2007; Højholt 1996). Den enkeltes udvikling af handleevne og deraf følgende realisering af livsmuligheder er således knyttet til de betingelser, som skabes i samfundets forskellige sammenhænge, og som den enkelte samtidig gennem sin deltagelse er medskaber af (Dreier 2001, 2007; Højholt 1996). Individuel udvikling og læring anskues således som knyttet til deltagelse i sociale praksisser (se også Lave & Wenger 2003), og den enkeltes mulighed for at udvikle egen livsførelse forudsætter således adgang til samfundsmæssigt tilrettelagte deltagelsesbaner (Dreier, 1999) som f.eks. uddannelse, hvor den enkelte kan gøre erfaringer med og udforske, hvad forskellige samfundsmæssige muligheder kan betyde helt konkret i eget livsperspektiv. Det er en grundlæggende antagelse i denne artikel, at en socialpædagogisk forståelse af brugerperspektiver må tage udgangspunkt i en analyse af brugernes betingelser for at udvikle gode livsmuligheder i sociale fællesskaber med andre, således som disse mulighedsbetingelser stiller sig set ud fra brugernes perspektiver. Historisk har brugere med funktionsnedsættelse været udelukket fra at deltage i samfundets almene sociale praksisser og fællesskaber, hvilket indebærer en risiko for oplevelse af social devaluering: at man lærer at forstå sig selv som en, der ikke kan være med. En faglig forståelse af brugerperspektiver kan således ikke alene baseres på indlevelse i brugernes her-og- nu-baserede meninger eller på deres umiddelbare formulering af drømme, da disse forestillinger er funderet i deres oplevelse af begrænsede deltagelsesmuligheder. Spørgsmålet er, hvilke deltagelsesbaner velfærdsstatslige indsatser muliggør for en person som Pernille, således at hun kan udforske og udvikle sine muligheder gennem deltagelse i sociale fællesskaber. Med udgangspunkt i en analyse af Pernilles livssituation udforskes og udfoldes denne forståelse af brugerperspektiver i socialpædagogik nærmere i det følgende. Forskningsprojektet har fulgt Pernille i hendes hverdagsliv fire dage i henholdsvis Bosted og Værksted, hvor jeg har foretaget deltagende observationer. Med deltagende observation menes, at jeg har taget del i hverdagslivet, for der igennem at indfange betydningen af pædagogernes organisering af den pædagogiske støtte som en central del af Pernilles livsbetingelser. Det brugerperspektiv, der har været anlagt i forskningen, og som der bygges videre på i denne artikel, udgør således ikke et forsøg på at udlægge, hvad Pernille egentligt måtte mene eller opleve. Det er tværtimod en forskningsmæssig bestræbelse på gennem deltagelse i hendes hverdagsliv at indleve sig i hendes position i forhold til bestemte professionelle praksisser og tillige i hendes situation som et ungt menneske med et handicap. Hensigten med det forskningsmæssige fortsæt om at stille sig i og på hendes sted er først og fremmest at bruge dette perspektiv til at se ud fra og tilbage på de professionelles praksisser med henblik på at sige noget alment om socialpædagogiske dilemmaer og problemstillinger. Jeg har desuden interviewet Pernille, hendes forældre og to grupper af pædagoger de to steder om, hvordan den pædagogiske støtte, som Pernille modtager, passer ind i både hendes og familiens forventninger til et godt liv for hende. Hvor og hvordan opstår der konflikter mellem professionelles målsætninger og brugeres og pårørendes oplevelse af støtten, og hvordan håndteres disse konflikter? Der har tillige været fokus på den rolle, it spiller i pædagogernes bestræbelser på pædagogisk styring og i deres håndtering af konflikter mellem parterne (se også Schwartz, in prep.). Denne udforskning af de forskellige parters perspektiver på Pernilles livssituation bruges som indgangsvinkel til at forstå baggrunden for konflikter og dilemmaer i samarbejdet. Fremtidsmuligheder i Bostedet Inden skal vi være klar over, hvad Pernille ønsker sig. Så har han [jobkonsulenten] meget kontant sagt, at det skal være med en pædagog, som frit kan sige de begrænsninger, der er. Fordi han skal finde ind til den bedste position til hende, så det kan lykkes. Derfor bliver man også nødt til at sige det negative, ikke kun alt det hun kan, men også hvis der er nogle begrænsninger. Og det skal vi være åbne omkring. Så har jeg allieret mig med [pædagog] på værkstedet. Så hende, Pernille, jobkonsulenten og jeg, vi skal så finde frem til, hvad vi mener, kan blive en succesoplevelse for Pernille. (Gruppeinterview med pædagoger i Bostedet). Meningerne i personalegruppen er delte. Nogle lægger vægt på, at Pernille skal udvikle større bevidsthed om sit handicap, hvor hendes handicap ses som en veldefineret størrelse uafhængig af livsbetingelser. Andre repræsenterer en forståelse, hvor handicappet opfattes som en bevægelig størrelse, hvis betydning kan afprøves i forhold til de praktiske omstændigheder i en konkret arbejdssammenhæng. Det har ikke været uden problemer at nå frem til indkaldelse af jobkonsulenten, fortæller pædagogerne i Bostedet. Der er gået over et år, hvor emnet har været taget op mange gange: Der er ikke sket noget. Hun [afdelingslederen] har ikke taget problematikken op, fordi det er for svært.. der er et eller andet [i samarbejdet] mellem forstander, afdelingsleder og værksted. Så en dag sagde jeg til hende, nu gør jeg det selv hvad siger du til det? Så sagde hun, at det måske nok er bedre, hvis du gør det. Og så har jeg gjort det. Først ville værkstedet ikke have noget med det at gøre, men jeg synes jo at beskæftigelse, det er værkstedet, det er ikke os, der skal stå for det. Det må være dem. Så jeg har bare hele tiden prøvet at få dem med [. ] fordi jeg synes ikke, at det kan passe. Så det er endt med, at [pædagog fra Værkstedet] skal med til det møde. (Gruppeinterview med pædagoger i Bostedet). Det er første gang, at Bostedet er involveret i at undersøge jobmuligheder, der kan pege på en fremtid i arbejde udenfor institutionen. Indtil nu har praksis været, at brugere med PWS boede og arbejdede indenfor samme organisatoriske ramme. Deres handicap blev anskuet som en statisk størrelse og dermed som en afgørende barriere i forhold til muligheden for at skabe en tilværelse udenfor den institutionelle sammenhæng. Nogle i personalegruppen ser praktikken som en midlertidig ordning ligesom en skolepraktik, mens andre mener at afprøvningen er et skridt på vejen til at afklare Pernilles fremtidsmuligheder udenfor institutionen, hvilket de mener, er Pernilles udtrykkelige ønske. Nye holdninger er kommet til i personalegruppen, hvor der tænkes mere åbent om brugernes fremtidshorisont. 6 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009 7

Nye vilkår for Værkstedet Værkstedet ligger i en pavillon tæt på Bostedet, hvor der er ansat to pædagoger. Pædagogerne fortæller i et interview, hvordan de lægger vægt på, at tiden i værkstedet byder på oplevelser, der kan bruges som afsæt til fælles samtaler om alle livets forhold. Pædagogerne går hver dag sammen med den lille gruppe brugere rundt i lokalsamfundet, dels for at motionere, men også for at følge årstidernes skiften og forandringer i det lille bysamfund. Det giver anledning til mange samtaler om, hvordan mennesker lever. Der arrangeres forskellige former for kulturelle aktiviteter og ture efter brugernes ønsker. Udsendelser i fjernsynet og andre hændelser i hverdagslivet trækkes ind og diskuteres. Formålet er alment dannende, dvs. at styrke brugernes forudsætninger for at kunne forstå og læse deres omgivelser. Værkstedet byder tillige på kreative aktiviteter som f.eks. papirklip og forskellige former for tekstilarbejde. De dage jeg følger arbejdet i værkstedet, er Pernille optaget af at male julenisser til den kommende julebasar. Pernilles ønske om at arbejde i en børnehave har varslet nye tider på Værkstedet og det har skabt en del usikkerhed om Værkstedets fremtid. Hvis Pernille kommer i praktik, så vil de andre brugere sikkert også, tænker pædagogerne. Hvordan ser de nye opgaver ud, og skal værkstedet være en form for værested, hvor brugerne kan tanke op de dage, de ikke er i jobtilbud? Skal pædagogerne fungere som konsulenter og følge brugerne ud i deres jobtilbud? Den nye ungdomsuddannelsesordning, hvem har ret til den? Hvad med spørgsmål som forsikring og løn? Pernilles ønske har rejst en lang række spørgsmål: Jeg har det sådan, at den gruppe vi har her, det er en uddøende race. Alle unge med PWS, de gider ikke sidde på sådan et værksted her. De vil ud og have arbejde, så derfor skal vi også forny os. Så det er helt inde under huden, når jeg siger, nu vil jeg videre i det! (Gruppeinterview med pædagoger i Værkstedet). I forhold til Pernille har pædagogerne taget en del diskussioner med hende om at pædagogmedhjælper, det bliver hun aldrig. På værkstedet mener de, at Pernille mangler forståelse for sit handicap. De tænker, at Pernille gerne vil være normal, og at hendes forældre er med til at give hende store forventninger til, hvad hun kan klare. De tænker, at det i stedet handler om, at Pernille skal acceptere sine begrænsninger. Pædagogerne svinger imellem på den ene side at formulere et statisk handicapsyn, hvor de ser Pernilles syndrom som en veldefineret størrelse, der altid vil bestemme hendes muligheder. På den anden side er de åbne overfor at undersøge, hvilke muligheder der konkret kan skabes for, at Pernille kan komme videre med sine ønsker. Ligesom i Bostedet er flere holdninger i spil på samme tid. I interviewet rejser pædagogerne mange organisatoriske spørgsmål, der mangler at blive afklaret. På værkstedet savner man, at ledelsen går ind og tager hånd om den nye udvikling. Pernilles og hendes forældres perspektiv Pernille fortæller i et interview, at hun er glad for at bo i Bostedet. Hun synes, at hun får god hjælp til alting også til maden, selvom det tog noget tid at vænne sig til at spise alt hvilket gerne må være i tilknytning til Bostedet. De synes, at Pernilles tilværelse i Bostedet har skabt ro og glæde i hendes liv, og de ønsker, at hun fortsat skal bo der. De mener imidlertid, at de fysiske rammer for hendes liv er alt for ringe. De har forstået, at politikerne i regionen har talt om, at det skulle ændres, men at det nu er sat i bero pga. af omstruktureringer. Handleplan og statusmøde Handleplanen for Pernilles ophold er udformet i et elektronisk journalsystem, med traditionelle opdelinger indenfor følgende temaer (ordret citeret): fysisk/sansemæssig, helbred, selvhjulpen, kommunikation, socialt, følelsesmæssigt, fritid, beskæftigelse og økonomi. Hvert tema indeholder beskrivelser med vurderinger af, hvad Pernille henholdsvis er god til, og hvad hun har brug for hjælp til. Handleplanen er udformet i et let læseligt professionelt fagsprog med det formål at udarbejde en samlet beskrivelse af Pernilles funktionsniveau og hendes behov for støtte. Den er pædagogernes redskab, og den indeholder beskrivelser af mange personlige og såkaldt adfærdsmæssige problemstillinger knyttet til spørgsmål som helbred, fødeindtagelse, seksualitet, håndtering af følelser etc. Pernilles egne mål, således som de er beskrevet ovenfor, fylder følgende ud af de samlede 25 sider: Hun har dog et stort ønske om egen bolig. Der er en del konflikter forbundet med at skulle dele toilet og bad med andre, Pernille har dog et ønske om at komme i praktik i en børnehave og Er Pernille så heldig at få en praktikplads, er det vores vurdering, at Pernille skal have en kontaktperson fra værkstedet, som kan hjælpe hende med div. usikre spørgsmål. Pernilles ønske om at deltage i madlavning er slet ikke nævnt. På statusmødet bliver handleplanen gennemgået, og Pernille får meget ros for de store fremskridt, hun har præsteret i forhold til de personlige problematikker. Det, der fylder mest i de professionelles optik, er, at Pernille fortsat bør arbejde videre med at blive bedre til at kommunikere om personlige frustrationer. Praktikpladsen kommer også på dagsordenen, og der er enighed om, at der skal arbejdes videre med den. Pernille siger, at for hende er det fint, hvis det bare er sat i gang. Spørgsmålet om egen bolig bringer hun selv på banen, men det henvises af mødelederen til ledelsen, der igen henviser til forsinkede planer i regionen. Mødet slutter med, at Pernille fortæller om sin hverdag, og de gøremål hun finder vigtige. Hun holder meget af at passe sine to kaniner, at gå til ridning og være sammen med de øvrige beboere. 8 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009 9

Fokus på liv I de afsluttende afsnit vil jeg, på baggrund af beskrivelsen af Pernilles livssituation, vende tilbage til denne artikels diskussion om brugerperspektiver og inddragelse, og hvad det kan indebære at inddrage brugernes perspektiver i en socialpædagogisk praksis. Som det fremgår af ovenstående, har Pernille fået god hjælp til at få kontrol over problemer med spisning, vægt og økonomi under hendes ophold i Bostedet og på Værkstedet. Hun er faldet til i et fællesskab med ligestillede, hvor hun føler sig accepteret, og hun er i fuld gang med at leve et aktivt og meningsfuldt ungdomsliv. Den pædagogiske styring på Bostedet kan derfor betegnes som konstruktiv i forhold til at udvide Pernilles livsmuligheder. Jeg vil her pege på to forhold, der kan spille ind på, at der finder forskydninger sted mellem formål og mål: modsætninger i den socialpædagogiske tænkning og den elektroniske journalføring. For det første er der, som påpeget ovenfor, modstridende syn på handicap i spil i personalegruppen. Den behandlingsmæssige forståelse af PWS som et statisk og livslangt syndrom har rødder i en stærk diagnostisk sygdomsopfattelse indenfor området, og den retter de professionelles fokus mod behandling af personlighedsmæssige problemstillinger, der tolkes som et resultat af handicappet. I denne forståelse skal Pernille beskyttes mod sit handicap, og den professionelle indsats består i gøre hende bevidst om de begrænsninger, handicappet skaber for hende. En forståelse, der har rødder i en terapeutisk tænkning, hvor individet menes at kunne udvikle sig gennem en bevidsthed om sit handicap (Askheim 2007), og den guider de professionelles blik hen på udvikling af hendes personlighed i stedet for et fokus på, hvordan der kan arbejdes med hendes livsbetingelser. Det er vanskeligt for professionelle at få øje på, hvordan egne strukturer og organiseringer stiller sig som betingelser for brugerne. Måden værkstedet er organiseret på, som en del af en større behandlingssammenhæng, indebærer både tryghed for brugerne og en indkapsling af deres livsmuligheder. Hvis der skal tilrettelægges en deltagelsesbane for Pernille ud i andre samfundsmæssige sammenhænge, betyder det, at værkstedet som praksis skal omorganiseres. Når pædagogerne vil forandre Pernilles livssituation, støder de altså ind i deres egne arbejdsvilkår. Her betyder inddragelse af brugerperspektiver først og fremmest en vej til at forstå mere om de professionelles praksisser. Ved at se ud fra brugernes perspektiver og tilbage på de professionelles egen praksis, bliver det muligt at forholde sig kritisk og udvikle en fleksibel indsats i forhold til brugernes livsførelse i stadig forandring. Pernilles ønsker til et fremtidigt liv støder imidlertid mod institutionens veldefinerede behandlingslogik. Arbejdet med personlighedsmæssige og helbredsmæssige problemstillinger er traditionelt det, der kommer først på dagordenen i en behandlingsmæssig sammenhæng. Pernille forventes at arbejde med selvudvikling i form af en bedre forståelse og håndtering af sit handicap. Bostedet har en erklæret målsætning om, at statusmøder skal tage udgangspunkt i brugernes beretning om deres liv, men på dette møde byttes rækkefølgen om. Først da den pædagogiske dagsorden er overstået og færdigforhandlet får Pernille mulighed for at invitere os ind i en engageret fortælling om, hvad hun er optaget af i sit hverdagsliv. Overordnet set kan man argumentere for, at formålet med en socialpædagogisk indsats er, at Pernille får de bedste muligheder for at skabe det gode liv for sig, hvilket hun selv formulerer som arbejde, egen bolig og madlavning - alle dele med støtte. Netop disse spørgsmål knyttet til hendes livsperspektiv skubbes ud i periferien eller kommer slet ikke på dagsordenen. Man kan overordnet spørge, hvordan det går til at dette perspektiv glider ud i periferien af de professionelles fokus, trods erklærede mål om at ville imødekomme den enkeltes ønsker, muligheder og behov (stedets egen formulering). Professionelles arrangementer set ud fra et brugerperspektiv Et brugerperspektiv i socialpædagogik kan således ikke alene defineres som dét at høre brugernes ønsker og inddrage deres synspunkter. Den tænkning, der præsenteres her, lægger op til et anderledes syn, hvor det er brugernes nutidige og fremtidige livsmuligheder, der er i fokus, med udgangspunkt i deres engagementer og rettethed. Det indebærer, at professionelle kontinuerligt kritiserer og udvikler egen praksis. Hvordan står den professionelle praksis i vejen for, at brugerne kan udvikle deres livsbetingelser? I eksemplet med Pernille medfører hendes ønsker, at der bliver sat spørgsmålstegn ved både Bostedets og Værkstedets hidtidige praksis. Bostedet stilles overfor en revurdering af deres meget gruppeorienterede praksis, hvor Pernille fastholdes i et bestemt handicapsyn, hvor det f.eks. vurderes som skadeligt for hende at have med mad at gøre, hvilket først og fremmest begrundes i hensynet til den øvrige gruppe af beboere. Dermed bliver det vanskeligt at udforske, på hvilken måde Pernille kan håndtere madlavning i et fremtidigt liv. Mad har haft en problematisk effekt på Pernilles livsførelse indtil nu, men ingen kender hendes fremtidige muligheder med støtte i en forandret livssituation. Forandring og udvikling af livsbetingelser Det gode liv for Pernille er ikke et selvbestemt liv alene, men et liv sammen med dem, hun holder af og med mulighed for at være deltager i samfundsmæssige praksisser. Det kan kun lade sig gøre, hvis organisationer gearer sig til at tilrettelægge særlige deltagelsesbaner for brugere med nedsat funktionsevne, således at de kan udforske og udvikle deres muligheder i forskellige sociale sammenhænge. Det kræver klare målsætninger og tilrettelæggelse af ressourcer fra bevilligende myndigheder, således at den professionelle indsats kan udgøre det nødvendige følgeskab gennem forandringer i brugernes liv. Statusmødet kan i dette perspektiv udgøre en anledning til, at professionelle på tværs af sociale systemer ser kritisk på, hvad de har gjort for at ændre Pernilles livsbetingelser i retning mod at imødekomme hendes forestillinger om et fremtidigt liv. På den måde kan formålet med den socialpædagogiske 10 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009 11

indsats: at fremme og udvikle de gode livsbetingelser for Pernille, indtage det centrale fokus. Når fokus er på forandring af brugernes livsbetingelser, bliver de materielle vilkår centrale, nemlig hvordan der kan skabes rimelige arbejds- og boligvilkår for handicappede. Ikke-diskrimination, fuld deltagelse og lige muligheder i samfundet er centrale principper i den handicapkonvention, som Danmark står overfor at skulle ratificere, og her spiller professionelle en væsentlig rolle, hvis den skal virkeliggøres. Professionelle i hele det sociale system er dem, der arbejder med og har indgående kendskab til ulighed i borgernes betingelser. Ole Petter Askheim (2003, s. 204) taler om, at solidaritet bør være en central del af professionelles virke, og det forstår han på to måder: 1) et aktivt engagement i brugerens situation, således at potentialet for Askheim, O. P. (2003): Fra normalisering til empowerment. Oslo, Gyldendal Akademisk. Askheim, O. P. (2007): Empowerment - ulike tilnærminger. I: O. P. Askheim and B. Starrin: Empowerment. Oslo, Gyldendal Akademisk: 221 sider. Bank-Mikkelsen, N. E. (1971): Noget om åndssvage. I: J. Jepsen: Afvigerbehandling. København, Thaning & Appels Forlag. Dourish, P. (2004): Where the action is. The foundations of embodied interaction. Cambridge, Mass., MIT Press. Dreier, Ole (1999a): Personal Trajectories of Participation across Context of Social Pravtice. I: Outlines. Critical Social Studies, vol 1 s. 5-32. Dreier, Ole (2001): Virksomhed læring deltagelse. Nordiske Udkast, 29:2 s.39-58. Dreier, O. (2008): Psychotherapy in everyday life. Cambridge: Cambridge University Press. Goffman, E. (1967): Anstalt og menneske. [Kbh.], Jørgen Paludan. Holm, P., Ed. (1994): Liv og kvalitet i omsorg og pædagogik. Herning, Systime. Holst, J. (2005): Management and professionalism in social-educational care. I:. A. Gustavsson, J. Sandvig, R. Traustadóttir and J. Tøssebro: Resistance, reflection and change. Social research on disability. Lund, Studentlitteratur. Højholt, C. (1993): Brugerperspektiver. København, Dansk psykologisk Forlag. Højholt, Charlotte (1996): Udvikling gennem deltagelse. Litteratur selvbestemmelse fremmes mest muligt og 2) et engagement i at påpege og forandre samfundsmæssige betingelser, der bidrager til at marginalisere mennesker med handicap. I den forstand kan det have stor betydning, at professionelle taler højt og vedvarende om urimelige livsbetingelser. Denne artikel har argumenteret for, at brugerperspektiver i socialpædagogik handler om at ændre marginaliserende livsbetingelser og at udvikle en fleksibel professionel praksis, som brugerne kan bruge til at udvikle deres muligheder også videre frem i deres liv og ud i andre sammenhænge. Ida Schwartz er socialpædagog, cand.psych., ph.d. og konsulent ved EVU, Pædagogfaglig afdeling, University College Lillebælt I: Charlotte Højholt & Gunnar Witt (red.): Skolelivets socialpsykologi. Nyere socialpsykologiske teorier og perspektiver. København: Unge Pædagoger. Lave, J., & Wenger, E. (2003): Situeret læring - og andre tekster. Kbh.: Hans Reitzel. Nissen, Morten (1998): Brugerindflydelse og handlesammenhænge i psykosocialt arbejde. Aarhus: Ph.D.-afhandling ved Aarhus Universitet: Center for Sundhed, Menneske og Kultur, Institut for Filosofi. Perlt, B., T. Dahl-Østergaard, et al. (2002): Evaluering af erfaringerne med institutionsbegrebets ophævelse på handicap-området, 1998-2002, Socialministeriet. Rothuizen, J. J. (2001): Pædagogisk arbejde på fremmed grund. [Kbh.], Gyldendal Uddannelse. Schwartz, I., Ed. (2001): Livsværdier og ny faglighed. Brøndby, Semi-forlaget. Schwartz, I. (2003): Fra klient til medborger - dilemmaer i socialpædagogikken. I: J. Gleerup and F. Wiedemann: Pædagogisk forskning og udvikling. Odense, Syddansk Universitetsforlag. Schwartz, I. (2007): Børneliv på døgninstitution. Socialpædagogik på tværs af børns livssammenhænge, Ph.d.-afhandling ved Odense: Institut for Filosofi, Pædagogik og Religionsstudier, Syddansk Universitet Schwartz,I. (in prep.): Liv med pædagogerne. Artikel om målsætninger og brug af it i socialpædagogiske praksisser for brugere med omfattende funktionsnedsættelser. Knowledge Lab, Syddansk Universitet. Åkerstrøm Andersen, N. (2003): Borgerens kontraktliggørelse. Kbh.: Hans Reitzel. Udforskning af børneperspektiver i dialog mellem børn og forsker I denne artikel diskuteres først, hvad det betyder at skabe et børneperspektiv og derefter, hvorledes engangskameraer til børn kan anvendes som metodisk redskab til at inddrage børn som informanter i en forskningsmæssig undersøgelse af deres hverdagsliv på døgninstitution. Af Helle Schjellerup Nielsen Informant er et begreb, der bl.a. er knyttet til antropologisk feltarbejde. Informanter, nogle gange få udvalgte nøgleinformanter, giver via deres lokalkendskab adgang til den sociale og kulturelle verden, som feltarbejderen søger indsigt i. Ud fra en ambition om at arbejde med børnenes perspektiver børn som informanter har jeg bl.a. anvendt kameraer som metodisk redskab i et igangværende ph.d.-projekt om børns hverdagsliv, mens de bor på døgninstitution. Ud over fotometoden har jeg udført ½ års antropologisk feltarbejde som metodisk bestod af deltagerobservation på tre døgninstitutioner og i nogle af børnenes skoleklasser, fritidsinstitutioner og fritidsaktiviteter. Og jeg har foretaget børneinterview med i alt 17 børn. Fotometoden er således en del af en metodetriangulering. Alle børn på tre døgninstitutioner fik tilbud om at få et engangskamera med 27 fotos. Over en uge skulle de fotografere det, der har betydning for dem i deres hverdagsliv. Efter fremkaldelsen foretog jeg et fotointerview, hvor børnene fortalte om deres motiver. Børnene blev som en del af interviewet bedt om at udvælge de tre-fem mest betydningsfulde motiver i deres fotoserie. Jeg har valgt denne fremgangs-måde ud fra en antagelse om, at nogle børn ville være optaget af at eksperimentere rent foto-grafisk uden at tænke over den opgave, der er knyttet til fotograferingsprocessen. Samtidig giver børnenes udvalg mulighed for at fokusere på det, de finder mest betydningsfyldt i deres fotoserie. I alt har 17 børn i alderen 8-19 år fra tre forskellige døgninstitutioner taget 320 fotos. Der er foretaget fotointerview med alle børnene. Analysen af det visuelle materiale i kombination med det øvrige materiale er ikke færdigbearbejdet, men kan læses i den kommende ph.d. afhandling. Det er de små ting, der tæller Først et empirisk eksempel fra antropologisk feltarbejde på en døgninstitution for børn. Eksemplet illustrerer hvorledes anvendelse af fotometoden kan skabe indsigt i, hvad et barn tillægger betydning i en institutionel hverdag midt i en svær indflytning på en døgninstitution. En dreng på 9 år har en meget voldsom indflytning og er ofte i konflikt på institutionen. Drengen visiteres akut til institutionen på trods af, at institutionen ikke har akutfunktion. Da anbringelse andetsteds er brudt sammen, vurderer kommunen, at denne institution er den bedste placering for drengen i et turbulent forløb. Drengen ankommer således uden den sædvanlige indkøringsprocedure. Kort efter drengens ankomst opstår en konflikt med nogle af de andre børn og drengens verden vælter, han isolerer sig på sit værelse, vil ikke tale med nogen, låser sig inde og smadrer ting og møbler på værelset. Pædagogerne må flere gange fysisk holde ham (magtanvendelse). I løbet at de næste par dage spiser han ikke noget særligt og pædagogerne kan ikke komme i kontakt med ham, han har låst sin dør og smider ting i hovedet på dem, når de låser sig ind på hans værelse. Efter et par dage overvejer personalet, om det er nødvendigt at indlægge ham på psykiatrisk hospital. Muligheden for at han er på vej ind i en psykose overvejes i samråd med den psykolog, der er tilknyttet institutionen. Det diskuteres ligeledes, om han overhovedet er i stand til at danne relationer. Efter fem dage og to pædagogers intensive indsats i en weekend, hvor der ikke er så mange andre børn på institutionen, lykkedes det lige så småt at få kontakt og at få ham ud fra værelset. Det er kort herefter, at jeg starter fotometoden og deler engangskameraer ud til børnene. Vi er i tvivl, om drengen vil vædre med i fotoprojektet. Det vil han meget gerne, han har aldrig haft et kamera og efterspørger ekstra viden hos feltarbejderen i forhold til opgaven og hvordan han skal fotografere. På det tidspunkt vi har aftalt at pakke de fotografier ud, han har taget, og han skal fortælle om dem (fotointerview), er 12 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009 13

han sendt på sit værelse efter en konflikt med andre børn i skolen (en intern skole). Pædagogerne har forsøgt at komme ind på hans værelse for tale med ham om det, der er sket i skolen, men han vil ikke snakke med nogen voksne overhovedet. Jeg rådfører mig med pædagogerne i forhold til, om det er ok for dem, at jeg forsøger, om han vil tale med mig, eller om dette eventuelt kommer i vejen for deres pædagogiske strategi. Desuden spørger jeg, om de vurderer, at han vil se mig som endnu en voksen, han ikke vil tale med. Pædagogerne vurderer, at jeg netop kommer udefra og dermed ikke nødvendigvis vil blive identificeret som en af dem. Samtidig anser de det for vigtigt, at han får mulighed for at gennemføre den aftale, han har med mig, hvis det er det, han ønsker. Jeg banker på hans dør med fotopakken og båndoptager i hånden og spørger, om han har lyst til, at vi kigger på hans fotografier, hvorefter han lukker mig ind. Hans deltagelse i fotointerviewet kæder han således ikke sammen med konflikten med institutionen. Feltarbejderen betragtes tilsyneladende ikke som pædagog eller en voksen for den sags skyld, og muligvis er hans deltagelse i fotointerviewet tilmed en potentiel vej ud af konflikten. Han har ligget i sengen, og der er mørkt på værelset. Han synes, at vi skal sidde på sengen og jeg får ham gradvist til at tænde mere lys, så vi kan se på fotografierne sammen. Dette interview er som de andre fotointerview rigtig hyggeligt. Som en del af fotointerviewet skal han ud af fotoserien vælge de tre-fem mest betydningsfulde fotografier. Han udvælger to fotografier af to pædagoger, hvoraf den ene er hans kontaktperson, og den anden var en af de to pædagoger, der som tidligere nævnt hjalp ham ud af isolationen på værelset ved indflytningen. Derudover valgte han et fotografi af en stor plakat på hans værelse, der viser rapperen 50 cent og et fotografi af DVD filmen 8 mile. Efter at båndoptageren er slukket, og han har hørt sin egen stemme på bånd, og jeg er ved at pakke sammen, så tager han en fotoramme, der står i vindueskarmen lige bag sengen. Han tager et udklip af 50 cent ud af rammen og sætter i stedet fotografiet af den ene pædagog (ikke kontaktpersonen) ind i rammen og stiller det igen op i vindueskarmen. Senere på dagen fortæller (den indrammede) pædagog mig, at drengen stolt tog hende ind på værelset og viste hende fotografiet i rammen placeret i hans vindueskarm lige ved sengen. Med blanke øjne siger pædagogen, at det er sådan noget, der gør hele arbejdet værd at udføre. Jeg vender tilbage til eksemplet sidst i artiklen. At nærme sig børns perspektiver Ideen om barnets stemme har fået en retorisk magt (James, 2007), idet det at have en intention om at høre barnet nærmest er blevet en trend, der f.eks. kan fungere som legitimering for social politik, eller når forskningsresultater overføres direkte til praksis uden, at der tages højde for, at der f.eks. kan være forskel på teoretiske begreber og empirisk anvendte. At inddrage børns perspektiver eller at have en ambition om dette garanterer ikke i sig selv kvalitet i hverken forskning eller socialt arbejde, dette fordrer kontekstuel refleksion. Børns perspektiver, synsvinkler, og stemmer er netop som ordene indikerer vinklinger på deres liv ud fra deres egne erfaringer, det vil sige bestemte positioner, der tales fra. I kulturelle termer kan man sige: Kultur er ikke noget, man taler om, men en position, man taler fra. Kultur er det, man ser med, men sjældent det man ser (Hastrup, 1993). Tolkning af børns perspektiver indebærer således overvejelser i forhold til, hvorfra børnene taler, under hvilke omstændigheder, og hvordan deres udsagn afspejler og former den måde, barndom forstås og praktiseres på. I tolkning af børns udsagn og praksis gælder det om at inddrage konteksten, hvori barnet agerer. Altså den sammenhæng, hvori de interagerer med både andre børn, voksne og den fysiske, materiale og institutionelle ramme, som interaktionen foregår inden for. Dette kræver i tolkningen en åbenhed for den tvetydighed og kompleksitet, som er karakteristisk for f.eks. en institutionel hverdag. Den position, børn har, er forskellig fra voksnes, og derfor er deres perspektiv også anderledes. At inddrage børnenes perspektiver i relationelle analyser med dem, de interagerer med, kan således synliggøre forskellige praksisser og opfattelser. At inddrage børnenes perspektiver på hverdagen i en døgninstitution kan synliggøre en diskrepans mellem pædagogernes opfattelser af, hvad der er vigtigt for, at børnene trives, og det, børnene selv anser som værdifuldt (Schjellerup Nielsen, 2009). Inden for barndomsforskningen diskuteres det, hvorvidt man kan tale om et entydigt børne-perspektiv. Børn er ikke en homogen gruppe. Der er så at sige variationer over samme position, eller forskellige positioner indenfor samme sociale setting, det kan f.eks. dreje sig om kønsspecifikke positioner, aldersforskelle, etniske forskelle, sociokulturelle forskelle, dette fordrer refleksion over kompleksiteten i børns udsagn. Det er nødvendigt både at se det større billede karakteristika ved barndom, skoleliv eller institutionsliv og at have øje for forskelligheder blandt børns erfaringer og praksisser. Men overordnet set må børns viden anerkendes som specifik og kontekstuel, ikke i forhold det enkelte barn men som kendetegnede for børn, der deler samme sociale verden. Det er f.eks. kun børn der bor på døgninstitution, der har viden om, hvordan det er at være barn i netop den situation. Dette betyder dog ikke, at vi kan indfange en objektiv sandhed ved at høre børns udsagn, men vi kan få et anderledes perspektiv på denne situation end ved anvendelse af andre datakilder. Børnene har førstehåndskendskab, hvilket gør dem til sagkyndige informanter om betydningsfulde aspekter ved deres eget liv. Etik i inddragelse af børns perspektiver Børneperspektivet giver børn en ny position i forholdet til voksne, fordi det placerer barnet centralt som ekspert i viden om eget liv. Forskere og praktikere, der arbejder med at etablere et børneperspektiv, må derfor placere sig i en mere ydmyg rolle end sædvanligt, da vi er afhængige af børnenes viden, ikke blot i forhold til en demokratisk indstilling, men fordi de er medskabere af kultur og for at vi kan få indsigt i deres erfaringer med dette. I forskning, hvor børn inddrages som informanter, såvel som i pædagogisk arbejde er det vigtigt at medtænke de statusforskelle, som uvilkårligt findes i en barn-voksen relation. Et forhold, der i princippet kan indeholde både autoritet og magt. Det er derfor vigtigt at have øje for, at mindst tre centrale kendetegn ved barn-voksen relationen gør sig gældende, når man arbejder med børn: a) Børn er vant til, at store dele af deres liv bestemmes af voksne, b) de har en tendens til at forvente, at voksne udøver magt over dem, og c) de er ikke vant til at blive behandlet som ligeværdige af voksne (Punch, 2002). Disse kendetegn har alle stor betydning for børn, som bor på døgninstitution, da mange af disse børn har erfaringer med magt-fulde voksne og professionelle, der uden at inddrage dem handler og udtaler sig på deres vegne (Schjellerup Nielsen & Zobbe, 2003). 14 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009 15

For forskeren er det vigtigt at opretholde en vis forskel mellem barn og voksen, da forskellen bl.a. tillader forskeren at stille uvidende spørgsmål, som det reelt kun er børnene, der har svaret på. Man kan sige, at distinktionen mellem barn og voksen opretholdes, men at der byttes om på de traditionelle positioner, med hensyn til, hvem der er den vidende part. Disse omvendte roller benyttes netop i fotometoden. Kvaliteten af data, hvor børn indgår, afhænger, som alle typer data, af flere forskellige faktorer bl.a. af, om undersøgelsens fokus og ikke mindst de spørgsmål, der stilles, er vedkommende for børnene. Spørgsmålene skal relatere sig til børnenes egne erfaringer og viden. Villigheden til at deltage og dermed at svare er vigtig for at artikulere børns subjektive erfaring. Børn svarer generelt troværdigt, når de bliver spurgt om temaer, der berører dem, og som er betydningsfulde for dem. Den store udfordring er at inddrage børn med det formål at gøre deres verden eller dele af denne synlig og samtidig undgå at udnytte, at de netop er børn. At operationalisere et teoretisk begreb kræver etiske overvejelser og opmærksomhed på den aktuelle kontekst. Det er væsentligt at være sig bevidst om forskellen mellem et teoretisk begreb om inddragelse og et empirisk anvendt, idet børn reelt er både fysisk mindre og mentalt og socialt mindre erfarne. Samtidig er det vigtigt at understrege, at denne opmærksomhed på børns reelle, sociale forskel ikke bruges til at fremstille dem som skrøbelige eller sårbare, så de dermed risikerer at blive bragt til tavshed eller marginaliseret i samfundet. At fastholde et børneperspektiv fordrer således både at respektere børnene som en vidende part og at drage omsorg for barnet med henblik på en omsorgsfuld inddragelse. Visuelt materiale og den kultur, hvori det skabes Visuel antropologi er med sin egen teoretiske og metodiske retning en underdisciplin i antropologien (Pink 2007). Det visuelle materiale kan enten være fotografier, som forskeren selv fremstiller som en del af forskningen, eller visuelt materiale, der allerede eksisterer i den kontekst, der studeres. Det er i de senere år desuden blevet en del af visuel metodologi at lade informanter selv fotografere. Visuelt materiale kan betragtes som udtryk for socialt liv. I visuel antropologi kobles fotos, ligesom objekter generelt i antropologien, med sociale identiteter, kulturelle praksisser og relationer. Fotografiers betydning aktualiseres af den specifikke anvendelse, det er altså det, der gøres med fotoet, som skaber Fotometoden som redskab til inddragelse af børns perspektiver At informanter får kameraet i hænderne og selv fotograferer betragtes som en deltagelsesorienteret forskningsmetode. Netop i kraft af den aktive inddragelse af børn kan anvendelse af fotografering ses som et etisk alternativ til andre forskningsmetoder (Cele, 2006), forskningsmetoder, der udelukkende er kontrolleret og styret af forskeren, f.eks. et traditionelt interview. Det skal dog understreges, at selvom børnene med fotometoden deltager aktivt, og de får en anderledes ytringsmulighed, så er selve opgaven og formålet med metoden stadig konstrueret af forskeren. I nyere forskningstilgange til studier af barndom er det ikke ualmindeligt at argumentere for, at børn får en rolle som medforskere. Det er dog væsentligt at reflektere over dette med-begreb for vedvarende at være opmærksom på den indlejrede asymmetriske arbejdsfordeling mellem udforskede og forskeren. Med-begrebet indebærer øget deltagelse i form af aktiv med-inddragelse i dataindsamlingen, rent metodisk f.eks. ved fotografering og i kraft af en invitation til refleksion i fotointerviewet, tilsammen en inddragelse, der kan karakteriseres som en form for samarbejde om at tilvejebringe datamateriale, som repræsenterer børns perspektiver. Ved deltagelsesorienterede forskningsmetoder som fotometoden udfordres relationen mellem informanter og forsker, idet det tilstræbes at parterne indgår i en dialog som en del af en specifik forskningsstrategi, men informanterne er fortsat ikke involverede i forskningsprojektet, således om det i varierende grad er tilfældet i aktionsforskning. Det er forskeren, der egenhændigt udvikler forskningsdesign (eventuelt i samråd med en opdragsgiver), det er forskeren der bestemmer opgaven, træder ud af felten og foretager analyse og fortolkning samt fremstiller denne i det skriftlige produkt. I medforsker-begrebet antydes et ligeværdigt kollegialt forhold, som det er meget vanskeligt at opnå og spørgsmålet er, om det er hensigten med at inddrage børn og deres perspektiver i videnskabelige undersøgelser. Til gengæld er fotoprojekter som deltagelsesorienteret metode et redskab til dialogisk videnproduktion. Børnene er meddefinerende og medreflekterende, men det er forsat forskeren der via distance og analytiske redskaber er den videnskabende. At anvende kameraer forskningsmæssigt kan således betegnes som en del af en dialog mellem barnet og forskeren. Formålet med dialogisk baseret forskning er ikke blot at identificere andethed eller marginaliseringsprocesser, men at forsøge at modvirke disse processer (Staunæs, 2000) ved både metodisk og analytisk at inkludere de udforskedes perspektiver i forskningen. Dette er om end mere essentielt, når de udforskede på mange områder samfundsmæssigt, uddannelsesmæssigt og socialt er udelukket eller marginaliseret, således som det netop er gældende for mange af de børn, der indgår i dette fotoprojekt (Kendrick, 2005). Hvad børn kan med et kamera i hånden Fotografier taget af børn kan fange barnets subjektive verden, da børnene selv administrerer brugen af kameraet og har mulighed for selv at vælge deres motiver og tage fotografier af det, de kender til, og som er betydningsfuldt for dem i deres hverdagsliv. Fotos ses som betydningsbærende udsagn om eller rettere billeder af anderledes og betydelige aspekter ved børns liv (Rasmussen, 1999), de kan bruges som en anderledes type udsagn, der komplementerer eksisterende kilder om børns liv. I dette perspektiv understøtter anvendelse af kameraer børns egne repræsentationer og kan være med til at levere en indsigtsfuld og ny forståelse af barndomme og børns kulturelle og sociale liv i dag. Fotografierne fortæller indirekte om børns perspektiver og forståelser, om hvad der har betydning for dem, hvad der rør dem, hvad de ønsker at holde fast ved og kommunikere videre. Som kvalitativ forskningsmetode kan den ses som et stykke praktisk videnspolitik og en generel opgradering og anerkendelse af børns hverdagsviden og erfaringer (Rasmussen, 2000). 16 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009 17

Fotointerviewet kontekstualiserer børns perspektiver Fotometoden kan umiddelbart synes simpel, men den viser sig at være temmelig kompleks, idet den indeholder flere lag, flere materialetyper, flere tolkningsniveauer. Kim Rasmussen argumenterer netop for flere typer af dobbelthed i børnenes fotograferingsproces: Rent teoretisk kan man derfor hævde, at forskellige dagligdagsindtryk, via de fotografi-ske billeder, får et udtryk Proces og produkt kan ses som dobbelt refleksiv på følgende måde: Dels reflekterer fotografiet et udsnit af en fysisk- og synssanselig virkelighed, dels reflekterer billedet træk af barnets måde at se på. (Rasmussen, 1999:71) Staunæs (1998) ser ligeledes to retninger som et kamera i overført betydning kan filme i: ud i verden og ind på beskueren. Når fotografiet fremkaldes, er situationen taget ud af øjnene på fotografen og får sit eget liv. Disse dobbeltheder lægger op til, at de kvaliteter, der indeholdes i fotografier, udforskes på anden vis end blot at analysere fotografierne i sig selv. Hertil er fotointerviewet eller det, som nogle kalder et follow-up interview, essentielt, da kombinationen giver en kontekstuel og detaljeret forståelse af børnenes fotografier. Fotografier får en ny betydning i interviewet, en betydning formuleret af barnet selv i mødet med et motiv fra deres hverdag. Fortolkning af fotos og fotointerviewet kan i særlig grad i kombination med fx deltagerobservation fungerer som indblik i en bredere social sammenhæng så som social praksis, institutionel praksis, sociale positioner, kulturelle koder, relations- og identitetsmuligheder, viden om den måde, barnet har mulighed for og anledning til at se på. Den mulighed, børnene fik for at tage fotografier, er begrænset af graden af deres rumlige og bevægelses-mæssige autonomi, den er formet af sociale positioner og disses medfølgende muligheder og begrænsninger. I nogle børnestudier, der anvender fotometoden inklusive fotointerview, kigger forskeren på fotografierne, før børnene ser dem, og konstruerer en interviewguide for fotointerviewet (fx Cele, 2006). Jeg efterstræbte en åbenhed i etablering af børneperspektiver og begreber, derfor kiggede jeg ikke på fotografierne, inden børnene selv åbnede pakken. Dette viste sig at være befordrende i forhold til at lade børnene være styrende under interviewet, idet det var deres billeder samt fortællinger og kommentarer til disse, der var i fokus. Rasmussen (2000, 1999) har beskrevet stemningen omkring at pakke fotografierne ud og den grebethed, børn såvel som forsker fanges af under børnenes fortællinger. Tilstedeværelsen ved børnenes udpakning og gennemgang af deres fotos giver indsigt i deres spændthed, forventninger, deres overraskelse, kommentarer om vinklinger, motiver de havde glemt, de havde taget, skuffelse over billeder, der ikke blev fremkaldt, men som de kan huske at have taget, eller billeder, de synes, er blevet dårlige - uskarpe, mørke, ufokuserede. Mest fremherskende var stemningen omkring udpakningen og fotointerviewene præget af begejstring og glæde og ikke mindst gensynsglæde. I fotointerviewmetoden er børnene ikke blot informanter, de bliver subjekter og er styrende for interviewforløbet, såvel som indholdet. Børnene sætter både dagsordenen og tempoet i interviewet. Selvom antropologisk forskning med Clifford Geertz begreb ofte beskrives som thick description, at der foretages indgående singel-case studier, så findes der sideløbende en ide om etnografiske studier som en hit and run forskningstilgang. Det vil sige, at antropologen for en længerevarende periode flytter ind i et samfund (arbejdsplads, institution osv.), deltager i hverdagslivet, indgår i relationer, tager hvad de forskningsmæssigt har behov for og trækker sig tilbage for egenhændigt at foretage analysen. Men med fotometoden har forskeren en reel mulighed for at give tilbage til sine informanter. Fotografierne selvfølgelig, men de udforskede gives også mulighed for at deltage aktivt ved at skabe en del af datamaterialet. De får desuden mulighed for at uddybe, reflektere over og forklare deres perspektiver på deres liv. Derudover kan børnene med fotometoden opleve en-til-en kontakt, fuld opmærksomhed, en der lytter og et ganske intimt rum for refleksion over, hvad der er betydningsfuldt for dem og hvorfor. Dette uden at befinde sig i en behandlingsmæssig samtale, hvilket disse børn er meget bekendte med. At børnene reelt opfatter, at de får noget tilbage illustrerer følgende fra et fotointerview med en dreng på 8 år. Han har taget mange selvportrætter, og i interviewet snakker vi om, at nogle af disse er rigtig gode, selvom han blot har holdt kameraet i udstrakt arm og skudt billederne af. Det er snart jul, og jeg foreslår, at han kan bruge dem som julegaver til sin mor eller mormor. Han spørger meget overrasket: må man det? Vi snakker igen om, at det nu er hans fotos, og at han selv bestemmer, hvad han vil bruge dem til. Han sidder længe og overvejer de muligheder, han pludselig sidder med i hænderne. Børns perspektiver som anderledes viden Fokus i mit fotoprojekt var, hvorledes børnene afbilder dele af deres hverdagsliv, og hvordan de via deres egne fotos i fotointerviewet skaber fortællinger om deres hverdagsliv. Det visuelle materiale bruges som en aktiv udtryksform, der både viser noget andet børnenes syn på og komplementerer deres verbale fortællinger om forskellige aspekter i deres liv, som de tillægger betydning. Som afrunding vil jeg vende tilbage til eksemplet i begyndelsen af artiklen. For drengen og de andre børn i mit materiale leves hovedparten eller en stor del af deres sociale liv på døgninstitutionen. Deres horisont er præget af denne livsomstændighed, og det er med til at forme deres måde at se deres hverdagsliv på. Det præger således deres perspektiv både i fotografierne og i fortællingerne om disse. En af de tematikker, der kan fremanalyseres i mit samlede 18 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009 19

datamateriale, er overlap og adskillelse mellem offentlige, personlige og private rum. Privat-offentlig-perspektiver får nye betydninger i døgninstitutionelle kontekster. For børn, der bor på døgninstitution foregår privatlivet i en form for offentlighed, og børnene skal lære at færdes i denne særegne sammenhæng. Fotomaterialet (fotografier + interview om disse) giver bl.a. indsigt i de sociale rum, børnenes færdes i, og som de tillægger betydning. Eksemplet med drengen illustrerer denne tematik på dels et specifikt plan for netop denne dreng og dels et generelt plan for det samlede materiale. Jeg har i eksemplet med drengen forsøgt at inddrage en beskrivelse af en del den sammenhæng, han handler med og i relation til, for at vise, hvad der specifikt kan være på spil for denne dreng, da det er den horisont, der afspejles i hans fotografier, samt hans fortælling om og håndtering af disse. For denne dreng gælder den særlige omstændighed, at han nyligt er flyttet ind på institutionen og skal finde sin plads i dette nye sociale liv. I fotointerviewet synliggør han to aspekter ved det institutionelle liv, som han tillægger betydning: hans værelse og relationen til en pædagog, som han fremhæver som meget vigtig. Det drengen anskueliggøre med hans prioritering og håndtering af fotografiet af pædagogen, er oplevelser og følelser, som det kan være svært at give udtryk for verbalt. Via fotometoden får han en alternativ ytringsmulighed. Midt i en turbulent tid griber han velvilligt denne mulighed for dialog, at kommunikere omkring hans nye hverdagsliv. Drengens valg af pædagogen som en af de fire mest betydningsfulde i hans foto-serie og derefter hans betydningsfulde placering af fotografiet giver indsigt i den særlige position, som pædagogen har fået i hans korte, men meget konfliktfyldte liv på døgninstitutionen set ud fra hans egen synsvinkel. I fotointerviewet fremhæver drengen positive og personlige aspekter ved institutionslivet, aspekter der kan fungere som åndehuller i en svær hverdag. Overordnet set viser drengens samlede fotoserie mange aspekter af hans hverdagsliv på institutionen, men i fotointerviewet er det motiver fra hans værelse, han fokuserer på. Han fremhæver, at hans værelse er meget vigtigt for ham: det er her jeg slapper af, har fritid og her jeg tænker. Det er personlige rekvisitter på værelset samt at have et privat rum at være i, drengen fremhæver som betydnings-fuldt. På trods af den betydning de personlige rekvisitter på hans værelse har for drengen, vælger han at udskifte en af disse, udklippet af 50 cent i fotorammen med et foto af en betydningsfuld pædagog, der således bliver til en del af hans personlige præg på hans værelse. Gillian Rose (2007) påpeger netop vigtigheden af at være opmærksom på, hvilken rolle eller placering et individuelt foto får i relation til andre objekter, altså det, der gøres med, og den position, som udvalgte fotos gives. Her er der bestemt ingen tvivl om den centrale plads, pædagogen gives i drengens private rum. Eksemplet med drengen viser, på den ene side hvorledes han sammenfletter aspekter fra det døgninstitutionelle liv (relationen med pædagogen) med fremhævelse af hans private personliggjorte rum og på den anden side, at det tillægges stor betydning at kunne skabe privathed midt et institutionelt (offentligt) liv. På det generelle plan er drengens måde at tillægge sit værelse betydning illustrativ for et fælles mønster i det samlede fotomateriale. Fotografier taget på børnenes værelser er meget fremtrædende i materialet. Disse motiver er uden personer, de viser senge, skriveborde, reoler, sminkebord, udsmykning: plakater, planter, opslagstavle, familiebilleder osv., tøjdyr, legetøj samt medier: computer, tv, musikanlæg, mobiltelefon. Fotografier som børnene har taget i fællesrum er til gengæld typisk befolket børn og /eller voksne ved spisebordet, i sofaen eller i færd med diverse aktiviteter. Det børnene betoner omkring deres værelser, er privathed og personlighed. Børneværelser på døgninstitutioner er typisk møbleret, har gardiner osv. når børnene flytter ind. Det er således kun i begrænset omfang, at de kan sætte deres personlige præg på eget værelse. Og det er netop personliggørelsen børnene fremhæver, deres egne ting, deres eget rum, og det er der, de kan være alene. Dette aspekt af hverdagsliv på døgninstitution er kun fremkommet i fotomaterialet, det er via fotografierne, at børnene selv har sat fokus på deres værelser som en form for åndehul midt i en meget befolket døgninstitutionel praksis. Fotoprojekter som deltagelsesorienteret forskningsmetode kan skabe en anden type kvalitativt materiale, som leverer indsigt i hverdagsliv i børnehøjde. Det er børnenes synsvinkler, der findes i fotografierne, og sammen med deres fortællinger om disse fremkommer materiale, som fortæller noget om væsentlige fragmenter af børnenes hverdagsliv på døgninstitution. Samtidig er det min erfaring, at børnene både finder metoden sjov og er meget villige til at deltage. Det bliver tydeligt, at de er eksperter på det, de finder betydningsfuldt i deres liv. Børn er vidende aktører, som kan levere vidende fortællinger. Cele, S. (2006): Communicating Place. Methods for Understanding Children s Experience of Place, Stockholm: Stockholm Universitet. Christensen, P. & James, A. (eds.) (2000): Research with Children. Perspectives and Practices. London: Falmer Press. Hastrup, K. (1993): The Native Voice and the Anthropological Vision. Social Anthropology, 1, 2, 173-186. James, A. (2007): Giving Voice to Children s Voices: Practices and Problems, Pitfalls and Potentials. American Anthropologist, 109, 2, 261-272. James, A. & Prout A. (1990): Constructing and Reconstructing Childhood. Contemporary Issues in the Sociological Study of Childhood. Norfolk: Routledge Falmer. Kendrick, A. (2005): Social Exclusion and Social Inclusion. Themes and Issues in Residential Child Care. I: Crimmens & Milligan (eds.) Facing forward: Residential Child Care in the 21st Century. Oxford: Russell House Publishing. Pink, S. (2007): Doing Visual Ethnography. Images, Media and Representation in Research. London: Sage. Punch, S. (2002): Research with Children the Same or Different from Research with Adults? Childhood, 9, 3, 321-341. Litteratur Helle Schjellerup Nielsen er antropolog og ph.d. stipendiat ved Institut for Pædagogik, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet Note 1) F.eks. Anja Stockholm, (2006) Anbragte børn mellem kammerater og pædagoger ; Laura Gilliam (2006) De umulige børn og det ordentlige menneske ; Susanne Højlund (2002) Barndomskonstruktioner, på feltarbejde i skole, SFO og på sygehus ; Eva Gulløv (1999) Betydningsdannelse blandt børn ; Eva Gulløv & Helle Bundgaard (2008) Forskel og fællesskab, minoritetsbørn i daginstitution ; Trine Wulf-Andersen (2004) Positioneringsmuligheder og social integration i et særligt støtteboligtilbud. Qvortrup, Bardy, Sgritta & Winterberger (eds.) (1994): Childhood Matters. Social Theory, Practice and Politics. Aldershot: Avebury. Rasmussen, K. (2000): Det fotografiske (ind)blik i børns liv, Barn, 3-4, 159-172. Rasmussen, K. (1999): Om fotografering og fotografi som forskningsstrategi i barndomsforskning. Dansk Sociologi, 1, 63-78. Rose, G. (2001): Visual Methodologies. An Introduction to the Interpretation of Visual Materials. London: Routledge. Schjellerup Nielsen, H. (2009): I dialog med børn. Fokus på børns oplevelser af hverdagsliv på en døgninstitution. I: Johansen, Ludvigsen & Schjellerup Nielsen (eds.) Hverdagspraksis i socialt arbejde. Antropologiske perspektiver. Kbh.: Akademisk Forlag. Schjellerup Nielsen, H. (2005): Samvær og marginalisering. Socialt samspil i skolelivet. Kbh.: Hans Reitzels Forlag. Schjellerup Nielsen & Zobbe (2003): Børn og unges relationsdannelse på en lokal døgninstitution. Hillerød: Teori og Metodecentret. Staunæs, D. (2000): Engangskameraer og børneblikke. I: Schultz Jørgensen & Kampmann (eds.) Børn som informanter. Kbh.: Børnerådet. Staunæs, D. (1998): Transitliv. Andre perspektiver på unge flygtninge. Kbh.: Forlaget Politisk Revy. 20 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009 21

Kommunikation og hverdagslivets rammer Af Jesper Holst Baggrund: Evaluering af Servicelovens implementering Denne artikel er baseret på erfaringer, data og resultater fra udviklings- og forskningsprojektet: Udvikling af metoder med henblik på øget brugerindflydelse i boformer for mennesker med omfattende funktionsnedsættelser og uden ekspressivt sprog (Perlt, Holst, Nielsen & Hagensen; 2005). Baggrunden for dette projekt skal her kort skitseres. I 1998 trådte Lov om Social Service i kraft. På handicapområdet vægter Lov om Social Service en udvikling, hvor: - institutionsbegrebet afskaffedes, idet ydelser i forbindelse med den enkeltes behov for støtte af forskellig art forsøgtes adskilt fra boformen for herved at skabe større muligheder for valg af individuel boform; - borgere med nedsat funktionsevne myndiggøres med det formål at sikre, at de i videst muligt omfang får indflydelse på eget liv, og - personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der ikke kan eller kun med betydelig støtte har mulighed for at opholde sig i egen bolig, tilbydes udarbejdelsen af en skriftlig plan for støtteindsatsen. Denne plan bør udarbejdes ud fra modtagerens forudsætninger og så vidt muligt i samarbejde med denne. Implementeringen af Servicelovens intentioner på handicapområdet blev i perioden 1998 2002 evalueret blandt andet af Socialt Udviklingscenter SUS i samarbejde med COWI A/S. Resultaterne af denne evaluering blev offentliggjort 2002 i rapporten: Evaluering af erfaringerne med institutionsbegrebets ophævelse på handicap-området, 1998 2002 (Socialministeriet, 2002). I en af konklusionerne peges der på, at institutionsbegrebets ophævelse har haft mindst gennemslagskraft i botilbud, hvor beboerne har svære handicap eller sindslidelser og ofte også har svært ved at udtrykke sig verbalt. Det blev således konstateret: Medarbejderne taler stadig åbent og direkte til hinanden om tilstedeværende beboere Boligens fysiske indretning bærer præg af, at det også er medarbejdernes administrative arbejdsplads Fællesrummene bærer åbenlyst præg af at være indrettet af medarbejderne Mange steder er vækning, spisetider og tider at komme hjem på om aftenen fastsat af medarbejderne Husregler er bestemt af medarbejderne Medarbejderne går stadig, også uden at det er aftalt, ind på beboernes værelser Beboerne får ikke støtte til indsigt i egen økonomi, men må kun selv bruge deres lommepenge På baggrund af denne evaluering kunne det konstateres, at processen med at implementere servicelovens intentioner foregik uensartet og med mindst deltagelse af beboere, der ikke er mobile eller i stand til at formulere egne behov og ønsker. Tages intentionerne om medindflydelse, selvbestemmelse, deltagelse og medborgerskab alvorligt, var der således behov for udvikling af metoder, der kunne skabe dialog mellem den nævnte gruppe beboere og deres omgivelser. Der var således brug for at udvikle og afprøve metoder, der sætter beboerne i stand til at håndtere og drage nytte af den ændrede position, de har fået som følge af servicelovens ikrafttræden. Projektet: Udvikling af metoder med henblik på øget brugerindflydelse i boformer for mennesker med omfattende funktionsnedsættelser uden ekspressivt sprog Med ovenstående som baggrund blev udviklings- og forskningsprojektet: Udvikling af metoder med henblik på øget brugerindflydelse i boformer for mennesker med omfattende funktionsnedsættelser og uden ekspressivt sprog planlagt og gennemført af Socialt Udviklingscenter SUS i samarbejde med 7 bomiljøer i perioden fra foråret 2003 til efteråret 2005. De 7 bomiljøer, der deltog i projektet, var alle etableret under Serviceloven, og alle var tilbud til beboere med varigt nedsat fysisk og psykisk funktionsevne. Bomiljøerne var imidlertid forskellige hvad angår antallet af beboere, den fysiske indretning og de pædagogiske ideer og visioner. Desuden var et enkelt botilbud specialiseret som et bomiljø for mennesker med autisme. Bomiljøernes arbejde med implementering af projekterne, samt udviklings- og forskningsgruppens løbende indsamling af data generede en række temaer og dilemmaer, der tilsyneladende var centrale for en videre udvikling af kommunikationen og dermed muligheden for at beboernes per- Behovet for det fængselsagtige. De syv bomiljøer har indrettet sig meget forskelligt, hvad angår personalets mulighed for at kontrollere beboernes kommen og gåen. Således er der i en del af bomiljøerne installeret kodedørsåbnere, der sikrer kontrol med, hvem der kommer ind og hvem der går ud af huset. Endvidere var der i de syv bomiljøer forskellige normer og holdninger til beboernes egne værelser. Fra at man i nogle miljøer betragtede værelset som beboerens private fristed, hvor personalet eller andre beboere ikke kan komme uden at være indbudt eller bede om lov, til at værelset bruges som en slags celle, hvor såvel beboerens som personalets kommen og gåen er nøje overvåget og reguleret. Et enkelt af de involverede bomiljøer er direkte bygget og indrettet med henblik på at sikre rutiner, ro og uforstyrrethed. Dette er bygningsmæssigt gjort ved at opføre huse, hvori beboerne er opdelt i små bogrupper, 2-3 personer i hver gruppe, og hver enkelt af bogrupperne beliggende og indrettet således, at uro, der opstår et sted i huset, ikke kan forplante sig til andre steder i huset. Det fængselsagtige begrundes oftest med beboernes sikkerhed og tryghed. Graden af det fængselsagtige i bomiljøerne var således afhængig af de forståelser, der hersker med hensyn til beboernes behov for tryghed og sikkerhed, samt af de muligheder for besparelser, som installeringen af tekniske løsninger på overvågningsbehov kan medføre. Den historiske udvikling. De syv bomiljøers fysiske indretning bar præg af, at de er bygget på forskellige tider, med forskellige herskende omsorgsideologier. Det ældste af de syv bomiljøer blev taget i brug allerede i 1969 og var et af de første bomiljøer, der blev opført med henblik på at flytte godt fungerende beboere ud fra en stor centralinstitution. Dette bomiljø var præget af rimeligt store fællesarealer, fælles toiletfaciliteter og meget små private værelser til beboerne på omkring 8 m 2. Ved opførelsen af bomiljøet skulle argumentet for de små værelser efter sigende have været arkitektens og på det tidspunkt de statslige planlæggeres forsøg på at sikre, at der ikke kunne placeres mere end én beboer på hvert værelse. Bomiljøets indretning kan således ses som en reaktion på centralinstitutionen og dens fælles sovesale. De øvrige projektdeltagende bomiljøer, der blev opført som følge af 1980 ernes afvikling af de store centralinstitutioner, var stort set præget af at være opdelte i huse med plads til 4-6 beboere. I de fleste af de 7 projektdeltagende bomiljøer var de forskellige huse i nogen grad specialiserede ud fra beboernes funktionsnedsættelser og behov. Husene havde fælles indgang og domineredes af fællesarealer opdelt i stue, køkken, toiletter. Desuden var der ofte kontorer og an- 22 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009 23

dre medarbejderfaciliteter. Beboernes egne værelser, der var omkring 15-20 m 2 udgjorde til sammen ca. 1/3 af husenes arealer. Denne indretning har vel delvis sin begrundelse i et kompromis mellem normaliseringsforestillingerne og de konkrete praktiske muligheder i forhold til mennesker, der har et stort behov for omsorg og støttepersoner. Der er med den bygningsmæssige indretning lagt vægt på det familielignende, på fællesskabet og de kollektive aktiviteter. Der var således lagt op til en kollektiv boform mellem mennesker, der administrativt er blevet placeret og grundlæggende ikke selv har valgt at flytte sammen (Tiedeman, 2004). Disse bomiljøers indretning kan ses som det bygningsmæssige udtryk for et første skridt på vejen til at normalisere tilværelsen for mennesker med udviklingshæmning. Et sådant fysisk miljø, der lægger op til en administrativt besluttet kollektiv livsform, sætter nogle rammer om den kommunikation og de relationer, der etableres i boligen. Hverdagens aktiviteter og sociale liv kommer primært til at foregå i fællesrummene, medens beboernes private værelser bliver det fri rum, hvor beboeren kan trække sig tilbage, hvis det sociale bliver for meget og beboeren derfor trænger til ro og uforstyrrethed. Det er primært i fællesrummene, at beboerne har mulighed for at interagere med hinanden og med medarbejderne. Men da det er i interaktionen med medarbejderne, at beboerne har mulighed for at gøre opmærksom på deres ønsker og behov, og da det er medarbejderne, der har magten til og mulighederne for at imødekomme disse ønsker og behov, opleves medbeboere tilsyneladende ofte som værende i vejen og som konkurrenter i bestræbelserne på at få medarbejdernes opmærksomhed. Det er, viser de observationer i hverdagslivet, der er blevet foretaget i forbindelse med gennemførelsen af kommunikationsprojekterne, slående, hvor ofte observatøren bedømmer beboernes samvær som værende serielt, hvilket vil sige, at beboerne er fysisk tilstede sammen uden tilsyneladende at interagere eller ville noget med hinanden, ligesom det er slående, at beboerne trækker sig tilbage på eget værelse, hvis der ikke er tilgængelige medarbejdere tilstede i fællesrummene. Som nævnt var en del af de projektdeltagende syv bomiljøer i gang med at bygge til eller med at nyindrette sig i de allerede eksisterende bygninger. Et fælles træk for dette var ønsket om en udvikling fra det fællesskabsorienterede til det individorienterede ved at udvide beboernes mere private rum på bekostning af fællesarealerne. Målet var, at hver beboer kom til at råde over en lille lejlighed med egen indgang. Eksempel på et typisk hverdagsforløb Tid Beboeren opholder sig sædvanligvis på dette sted på dette tidspunkt af dagen Beboeren beskæftiger sig med en aktivitet, der er prøvet mange gange før 08.30 Ja Ja M: 1 Antal andre personer som beboeren er i rum sammen med M: Medarbejdere B: andre beboere A: Andre 09.00 Ja Ja M: 2; B: 8 09.30 Ja Ja M: 1; B: 6 10.00 Ja Ja M: 2; B: 5 10.30 Ja Ja M: 1; B: 4 11.00 Ja Ja M: 1; B: 4; A: 1 11.30 Ja Ja M: 1; B: 4 12.00 Ja Ja M: 1; B: 3 12.30 Ja Ja M: 2; B. 8 13.00 Ja Ja M: 2; B: 8 13.30 Ja Ja M: 1 14.00 Ja Ja M: 2; B: 2 14.30 Ja Ja M: 2; B: 6 15.00 Nej (Der fejres fødselsdag 15.30 Ja Ja 16.00 Ja Ja 16.30 Ja Ja 17.00 Ja Ja 17.30 Ja Ja Ja M: 3; B: 3 18.00 Ja Ja M: 3; B: 8; A: 2 18.30 Ja Ja 19.00 Ja Ja 19.30 Ja Ja M: 2; B: 5; A: 2 20.00 Ja Ja 20.30 Ja Ja 21.00 Ja Ja B: 1 Hvis hverdagens strukturering i de 7 projektdeltagende bomiljøer vurderes i forhold til Goffmans karakteristika for tilrettelæggelsen af livet i totalinstitutionen, tegner der sig følgende overordnede billede, selvom de 7 deltagende bomiljøer på mange måder fungerer forskelligt med hensyn til, i hvor høj grad beboerens hverdagsliv planlægges og rammesættes: Hverdagslivet i de 7 bomiljøer er i temmelig høj grad præget af den forudsigelighed, som faste rutiner skaber, samt de standardiseringer, der udspringer af planlægning og dagsskemaer. Det ser i den forbindelse ud til, at man stadig med rimelighed kan tale om, at institutionsnissen flyttede med ud af de store centralinstitutioner. Også typologiseringen kan i flere af de 7 bomiljøer genfindes i form af visitationskriterier for det at blive beboer og i form af, at de enkelte bohuse i et bomiljø 24 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009 25

specialiseres i forhold til det at rumme bestemte typer af beboere som f. eks. beboere med psykiatriske problemer, beboere med Prader Willi s syndrom, ældre omsorgskrævende beboere, mobile og ikke mobile beboere osv. Hvor det institutionaliserede livs karakteristika i forskellig grad kan genfindes, hvad angår forudsigelighed, standardisering og typologisering, kan dette dårligt hævdes med hensyn til homogeniseringen, hvilket vil sige det at forsøge at behandle alle beboerne ens. Der er i bomiljøerne, som i resten af samfundet sket en individualisering, hvilket sætter sig igennem som individuel planlægning og tilrettelægning af den enkelte beboers hverdagsliv og i udarbejdelsen af individuelle handleplaner. Det til en hvis grad institutionaliserede hverdagsliv i bomiljøerne kan skyldes flere forhold. For det første det forhold, at beboerne, som de fleste andre borgere i vort samfund, forsøger at skabe tryghed, mening og orden i dagligdagens kompleksitet gennem det at etablere faste hverdagsrytmer og rutiner. Institutionaliseringen af hverdagslivet kan her ses som udtryk for beboernes egen forvaltning af deres liv indenfor de rammer, der sættes for hverdagslivet i det komplekse moderne samfund. For det andet kan institutionaliseringen af hverdagslivet, skyldes det forhold, at mennesker med visse typer af funktionsnedsættelser som f.eks. autisme ifølge den eksisterende klinisk diagnostiske viden har behov for den tryghed i hverdagslivet, som en ekstrem høj grad af forudsigelighed, struktur og rutiner kan medvirke til at skabe. Institutionaliseringen af hverdagslivet kan her ses som et udtryk for, at den diagnostiske typologisering bruges til at definere beboerens behov. Her behovet for en i mindste detalje planlagt, rutiniseret og ordnet hverdag. Endelig for det tredje kan institutionaliseringen af hverdagslivet skyldes, at bomiljøerne ved siden af at være beboernes hjem også er medarbejdernes arbejdsplads. Dette forhold medfører et dobbelt behov for kontrol og styring, nemlig medarbejdernes eget behov for at kunne styre og kontrollere, hvad der foregår i deres liv, herunder hvad der foregår på deres arbejdsplads og den forvaltende myndigheds behov og krav om, at der er styr på og kontrol over såvel arbejdsprocesser, som resultater. Nøglen til det at have styr på andre ligger væsentlig betydning for, hvordan beboernes hverdagsliv planlægges, struktureres og leves, ligesom det har betydning for de rammer, der skabes omkring kommunikation og indflydelse. Medarbejdernes professionsforståelse har således betydning for klassifikationen og rammesætningen af hverdagslivet i bomiljøerne. Med særforsorgens udlægning i 1980 blev det sidste skridt taget til at gøre arbejdet med støtte til mennesker med svære funktionsnedsættelser til en pædagogisk opgave. Hermed skiftede forståelsen af arbejdet fra en medicinsk pleje- og omsorgsforståelse til en pædagogisk udviklings- og omsorgsforståelse. Denne forståelse af at opgaven er at yde omsorg og at etablere udviklingsforløb i forhold til mennesker, der har brug for støtte, er stadig kernen i professionsforståelsen hos medarbejderne i de 7 projekt-deltagende bomiljøer. At være en god og effektiv pædagogisk medarbejder er ved siden af omsorgen at medvirke til at skabe udvikling og forandringer hos eller for de mennesker, der skal støttes. Den pædagogiske medarbejder har således en plan, en hensigt med samværet ud over samværet i sig selv, nemlig udvikling. Det, der har præget diskussionerne og forandringerne i professionsforståelsen fra særforsorgens udlægning i 1980 og frem til i dag, har ikke så meget været synet på, at opgaven består i at yde omsorg og i at udvikle beboeren og/eller dennes livsbetingelser, nej, diskussionen og forandringerne har primært drejet sig om, hvad der er intentionen, hensigten med denne udvikling af beboeren og/ eller livsbetingelser. Stærkt inspireret af de svenske forskere Agneta Hugemark og Karin Wahlström (2002) kan der opstilles følgende figur over aktuelle idealtyper for hensigten med støtte til mennesker med funktionsnedsættelser. Variable Intention Mål Ideal Rehabilitering Livskvalitet Service Rehabilitering - Behandling - Funktionstræning Det gode liv - Relationen - Kommunikation Service - Behovsanalyse - Tjenesteydelser Syn beboer Objekt Relationelt subjekt Autonomt subjekt Syn på medarbejder Fagligt kompetent ekspert - Videnskabeligt - Intellektuelt Menneskelig kom petent samspilspartner - Intellektuelt - Emotionelt Serviceorienteret facilitator - Fysisk kompetent - Medgørlig Tegning: Allan Stochholm De administrative rammer Medarbejdernes forståelse af og holdning til deres profession som støttepersoner i forhold til mennesker med vidtgående fysiske og psykiske funktionsnedsættelser har en Beslutning og magt Medarbejderen Medarbejder og beboer Beboer Disse tre idealtyper kan på den ene side ses som afløsende hinanden i et historisk forløb, hvilket afspejler sig i blandt andet lovgivningen med Serviceloven og strukturreformen som 26 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009 27

de hidtil endelige resultater. Men idealtyperne findes ikke i ren form i den socialpædagogiske virkelighed. Medarbejderne i de 7 deltagende bomiljøer henter således på forskellig måde deres professionsforståelse i alle de tre her skitserede idealtyper. Ændringer af holdninger og indarbejdede professionsforståelser tager tid, og selv om medarbejdernes forståelse af deres arbejde har været og er påvirket af livskvalitetsog serviceidealer, er det ikke let at give slip på de traditionelle forestillinger, der ligger i rehabiliteringsidealet om, at det er funktionsnedsættelsen, der er problemet, og det er mennesket med funktionsnedsættelse, der skal trænes og udvikles. Efter kort at have forsøgt at gøre rede for det spektrum af professionsforståelser, der præger det socialpædagogiske arbejde i bomiljøerne, skal opmærksomheden rettes mod nye modsætninger og tendenser i medarbejdernes professionsforståelse. I sammenhæng med gennemførelsen af udviklings- og forskningsaktiviteter i de 7 bomiljøer er det således blevet tydeligt, at personalet oplever nogle nye og til dels modsætningsfyldte krav i og til deres arbejde. Krav der er med til at skabe dilemmaer i personalets mere traditionelle professionsforståelser, og som påvirker det daglige arbejde og samværet med beboerne. Medarbejderne har igennem de seneste år oplevet et stadigt øget krawwv om at kunne dokumentere planlægning, effektivitet og målrettethed i det daglige arbejde. En hurtig gennemgang af en årsrapport fra et botilbud, der fulgte den amtsligt fastsatte standard for udarbejdelse af årsrapporter, viser at personalet skal gøre status i forhold til tidligere formulerede udviklings- og servicemål, samt obligatoriske checkpunkter. Tirsdag 4. maj 09.10-10.40: Peter 38 år: Udvikling af metoder m.h.p. øget brugerindflydelse 11.00-12.00: Ida 28 år: Brug af ur 13.00-13.50: Jens 52 år: Hjælp til barbering 14.10-15.10: Line 20 år: Øjenkontakttræning Onsdag 5. maj 10.25-11.40: Ulla 6 år: Sprogstimulering af et barn med Downs syndrom 12.30-13.30:Lars 31 år: Borddækning 13.50-14.50: Vibeke 57 år: Afgang fra bolig og ankomst til dagcenter 15.00-16.00:Helle19 år: Hvad skal jeg kunne tydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, og at denne plan bør udarbejdes ud fra modtagerens forudsætninger og så vidt muligt i samarbejde med denne. I praksis fremstillede en række kommuner og amter (efter strukturreformen: regioner) standardiserede formularer til udarbejdelse af samarbejds- og handleplaner, der umiddelbart mere syntes at tjene forvaltningens behov for dokumentation og statistiske opgørelser end det reelt at inddrage beboeren i beslutninger vedrørende dennes liv og dagligdag. Med argumenter som at det er nedværdigende for beboeren at deltage i handleplansmøder, de ikke kan forstå, og at der derfor ofte bliver talt hen over hovedet på dem, bliver udarbejdelsen af handleplaner, der lever op til de forvaltningsmæssige krav og standarder, primært en opgave for medarbejderne, samt indbudte pårørende. Det øgede pres på synliggørelse og effektivitet skaber forandringer i det pædagogiske arbejde og i medarbejdernes professionsforståelse. Fra at det pædagogiske arbejde i bomiljøerne primært bestod i at yde omsorg og skabe udviklingsmuligheder i det daglige samvær med beboerne, består det nu også og i øget omfang af managementopgaver som systematisk planlægning, opstilling af succeskriterier, monitorering, projektformulering, projektimplementering og afrapportering. Denne udvikling svarer meget godt til den generelle udvikling af det sociale arbejde som Peter Høilund & Søren Juul (Høilund, Juul, 2003) beskriver som værende karakteriseret af: centralisering, instrumentalisering, managementteoriers stigende indflydelse, samt af at retlige og etiske norm- og styringsidealer koloniseres af effektivitets- og omstillingsidealer. Hermed er der skabt en rollekonflikt og et dilemma i det pædagogiske arbejde. Medarbejderen presses som manager af kravene om mest muligt for pengene, dokumentation af synlige resultater, udvikling af entydige, effektive og evidensbaserede metoder, og medarbejderen presses som omsorgsudøver af kravet om empati, forståelse for den enkeltes individualitet og visioner om det gode liv, samt nærhed i kontakten og kommunikationen. Kravet til medarbejderen er at operationalisere og skabe klare procedurer for et omsorgsarbejde, der er så situations- og personafhængigt, at det ikke lader sig entydigt definere og instrumentalisere, uden at væsentlige kvaliteter ved omsorgen forsvinder. Begreber som lykke, kærlighed, glæde, omsorg og det gode liv kan vanskeligt operationaliseres, uden at man begiver sig ud i, hvad der er blevet kaldt det tekniske fix, nemlig at sløre og løse etiske problemstillinger ved hjælp af teknisk rationalitet. Torsdag den 6. maj 09.10-09.55: Jesper 52 år: Jespers garderobe 10.10-11.10: Barn, 5 år: Opbygge sociale relationer gennem strukturerede legesituationer 11.20-12.20: Willy, 7 år: om at spille spil 13.10-14.10: Ole, 56 år: Hente rengøringsmidler 14.30-15.30: Karsten, voksen: Overskuelighed, dag- og døgn Det øgede dokumentations- og effektivitetspres har konsekvenser såvel for medarbejdernes arbejdsmønstre som beboernes deltagelse. Dette viser sig for eksempel i forhold omkring udarbejdelsen af skriftlige handleplaner. Af Serviceloven fremgår det, at kommunen eller regionen kan tilbyde eller selv beslutte at udarbejde en skriftlig plan for indsatsen for personer med be- 28 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009 29

Generelt præges bomiljøerne således af en stadig søgen efter nye projekter og nye metoder, der til dels kan medvirke til at dokumentere miljøets effektivitet og omstillelighed og til dels kan medvirke til at styrke medarbejdernes opfattelse af at være professionelle, der arbejder ud fra klare mål, begreber og metoder. Den stadige jagt på og implementering af nye projekter og nye metoder medvirker til at skabe et dynamisk klima. Problemet er ofte, at dynamikken mangler sammenhæng og retning. Det er slående, at man i et og samme bomiljø, og uden tilsyneladende at opleve modsætninger, kan gennemføre projekter, der ser beboerne som objekter for forskellige former for adfærdsregulerende træning, og projekter, der ser beboerne som subjekter og ligeværdige kommunikationspartnere, hvis udtryksformer må respekteres og danne udgangspunkt for anerkendende og meningsskabende dialoger. Kravene om dokumentation af planlægning, styring, effektivitet og omstillelighed forskyder medarbejdernes forståelse af deres arbejde og deres profession fra et omsorgsperspektiv hen imod et managementperspektiv. Hvor omsorg drejer sig om etik, empati, anerkendelse og dialog, drejer management sig om planlægning, styring, effektivitet og projekter. Dette præger, på trods af medarbejdernes forskellige måder at forholde sig til managementkravene, udviklingen af hverdagslivet i boligerne. Det levede liv gøres til genstand for omhyggelig planlægning og styring. Beboerens behov kortlægges og beskrives. Strategier til imødekommelse af behovene fastsættes og afprøves. Effektiviteten af de valgte strategier evalueres ud fra forvaltningernes og medarbejdernes udviklings- og effektivitetsforståelser. Beboeren bliver involveret i kravene om dynamik, udvikling og omstillelighed gennem at være mål for projekter som projekt øjenkontakt, projekt rengøring, projekt vejen til arbejdspladsen, projekt borddækning osv. Det er spørgsmålet, om der ikke er et spændingsforhold mellem Servicelovens intentioner og de midler, der bringes i anvendelse for at implementere loven. Kan dokumentations-, effektivitets- og omstillingskravene fremme afinstitutionaliseringen af livet i bomiljøerne eller oplever vi her noget, der svarer til den modsætning, som T. Adorno gør opmærksom på i sin artikel Kultur und Verwaltung (Adorno, 1976), nemlig et spændingsforhold mellem det levende livs mangfoldighed og kulturelle udtryksformer og så forvaltningsmæssige forsøg på at bringe orden, systematik og prioriteringer ind i denne mangfoldighed? Lidt hårdt trukket op aner man faren for den form for kontraproduktivitet, som Ivan Illich har beskrevet, hvor menneskeskabte systemer, institutioner og redskaber udviklet for at tjene mennesket, modvirker de intentioner, som de skulle fremme, med den konsekvens, at mennesker må beskyttes mod egne systemer og redskaber. (Illich, 1977) Jesper Holst er cand.pæd.pæd og lektor ved Institut for Læring, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet Litteratur Adorno, T. (1976): Kultur und Vervaltung. Frankfurt: Soziologische Schriften. I: Foucault, M. (1977) Overvågning og straf Det moderne fængselsvæsens historie. København: Rhodos Radius Goffman, E. (1967): Anstalt og menneske. København: Jørgen Paludans Forlag Gustavsson, A. (1992): Livet i integrasjonssamfundet en analyse av nærhetens sociale betydning. I: Sandvin, J.T. (red.) Mot normalt? Omsorgsideologier i forandring. Oslo: Kommuneforlaget Hugemark, A & Wahlström (2002): Personlig assistans i olika former mål, resurser och organisatoriske gränser. Stockholm: Forsknings- och utvecklingsenheten, Socialtjänstforvaltningen Holst, J. (2005): Management and professionalism in socio-educational care work with people with intellectual disabilities. I: Gustavsson, A. m.fl.: Resistance, Reflection and Change Nordic Disability Research. Lund: Studentlitteratur. Høilund, P. & Juul, S. (2003): Hvad er godt socialt arbejde. I: Social Kritik nr. 89. København: Social Kritik Illich, I. (1977): Disabling professions. Marion Boyars Publishers Negt, O. (1985): Det levende arbejde, den stjålne tid. København: Politisk Revy Perlt, B., Holst, J., Nielsen, K. & Hagensen, P. (2005): Der skal to til en tango Om kommunikation og relationer i støtten til mennesker uden verbalt ekspressivt verbalt sprog. København: Socialt Udviklingscenter SUS Socialministeriet (2002): Evaluering af erfaringerne med institutionsbegrebets ophævelse på handicapområdet, 1998 2002. Socialministeriet Tiedeman, M. (2004): Socialt eller isolerat integrerad. I: Tøssebro, J. (red) Integrering och Inkludering. Lund: Studentlitteratur Socialpædagogikkens brugsværdi Af Gertrud Oelerich og Andreas Schaarschuch Omtrent siden midten af 1990 erne står socialpædagogikken/det sociale arbejde i Tyskland foran den udfordring at skulle legitimere sine programmer, handlingskoncepter og organisationsformer stærkere (note 1). Den neoliberale politiks centrale mål at sænke statens udgifter gennem omstrukturering af den offentlige sektor blev inden for feltet personorienterede sociale tjenesteydelser forsøgt gennemført ved at indføre strategier for kvalitetssikring og effektivitetsstigning. Et væsentligt hjørne var bl.a. at højne virkningerne af de sociale ydelser gennem en stærkere inddragelse af kunderne selv om denne inddragelse ofte var af rent retorisk art. Siden da er spørgsmålet, hvordan socialpædagogik/socialt arbejde kan efterprøve sine virkninger, blevet langt vigtigere end før. Ved siden af disse eksogene politiske udfordringer har der siden udgangen af 1970 erne inden for den socialpædagogiske teoridannelse selv været udviklet en række ansatser, hvis præmisser har været, at socialpædagogikken skulle lægge sit fokus på levevilkår og livssituationer, på den hverdagslige livsverden og dennes reproduktionspraksisser og orientere sig mod dem (jfr. bl.a. Böhnisch 1982; Thiersch 1986, 1992; Sünker 1989; Schaarschuch 1990). Selv om dette perspektiv vidtgående kan gå for at være konsensus inden for den socialpædagogiske teori, så stiller det sig anderledes inden for den socialpædagogiske forskning: Skønt man mange gange og på mange måder har opfordret til at analysere adressaternes perspektiv systematisk (jfr. Hornstein 1998; Flösser et al. 1998), er den socialpædagogiske forskning næsten udelukkende centreret om de professionelle og deres perspektiver, organisationer og institutioner (note 2). Ganske vist kan man finde nogle få undtagelser frem for alt inden for rammerne af anvendelsesorienterede evalueringskontekster; men teorigenererende forskningstilgange til besvarelse af spørgsmålet om, hvori virkningen og effekterne af det socialpædagogiske arbejde består set ud fra brugernes perspektiv, om hvad der synes nyttigt eller det modsatte for dem, er det umuligt at udfærdige en lang liste over. Dette spørgsmål forsøger vi i denne artikel at besvare systematisk med forskningsbegrebet socialpædagogisk brugerforskning. I det følgende vil vi først skitsere det teoretiske grundlag, som udgør baggrunden for og ledetråden i vores empiriske arbejde. Efter den korte redegørelse for metodologi og metoder vil vi præsentere de første resultater af vores empiriske forskning. Teoretisk grundlag Den socialpædagogiske brugerforskning bygger på den nyere teori om sociale serviceydelser (jfr. Schaarschuch 1999, 2003). Den griber tilbage til de teoretiske ansatser om tjenesteydelser fra 1970 erne, som forsøgte at begribe tjenesteydelsesprocessen som et engangssamspil mellem professionelle og klienter indrammet af kategorierne produktion og konsumption. De, der traditionelt var kaldt klienter, blev dermed tildelt rollen som ko-producenter, mens de professionelle derimod tildeltes rollen som producenter (Badura/Gross 1976; Gartner/Riessman 1978). På baggrund af tilegnelsesteoretiske overvejelser i relation til Marx kritik af det fremmedgørende arbejde hvor enhver produktion forstås som tilegnelse er det muligt at fastlægge forholdet mellem producenter og ko-producenter i tjenesteydelsesprocessen på en ny måde. Det er subjekterne selv, som tilegner sig deres liv, dvs. producerer. De må selv frembringe eller producere deres dannelse/uddannelse, sundhed og sociale adfærd naturligvis altid inden for rammerne af historisk konkrete samfundsformationer. Professionel handlen kan ikke udvirke noget i denne selvproduktionsproces, men kan i det mindste stimulere, ledsage, understøtte og fremme disse tilegnelsesprocesser eller på baggrund af sin socialstatsfunktion begrænse, bortkanalisere eller forhindre processerne. Det afgørende i dette teoretiske perspektiv er, at professionelt socialpædagogisk arbejde skal have en brugsværdi, der kan tilegnes. Dvs. professionel handlen må vise, at den indeholder brugsværdi for klientens selvproduktionsproces. I konsekvens heraf kan forholdet mellem professionelle og brugere nu forstås på en systematisk ny måde: De, som stiller krav om sociale ydelser, og som traditionelt betegnes som klienter, skal i dette perspektiv forstås som de egentlige producenter, mens de professionelle derimod betragtes som ko-producenter (se fig. 1 på næste side). 30 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009 31

Begreb om serviceydelse Professionel Klient Traditionelt Producent Ko-producent (konsument) Tilegnelsesbaseret Ko-producent Producent (konsument) På grundlag af denne argumentation vil det være muligt at lægge et teoretisk fundament for kategorien bruger : Hun/ han tilegner sig brugsværdikarakteren af den professionelle socialpædagogiske serviceydelsesvirksomhed med henblik på aktivt at udvikle og udvide sine kompetencer produktivt i samspil med sin livssituation. Hvis den professionelle socialpædagogiske indsats hermed gøres til en ressource i tilegnelsesprocessen, må man under de konkrete betingelser for produktionen og tilegnelsen af serviceydelsen spørge, om den faktisk har en brugsværdi, altså om den med henblik på den normative horisont i alt pædagogisk arbejde viser sig nyttig for autonomien i livsførelsen f.eks. for udviklingen af handlekompetencer eller handlealternativer. Dermed erobres et grundlæggende kritisk orienteringspunkt: Brugsværdien for brugernes livspraksis bliver dermed til kriterium for professionel socialpædagogisk handling. Dermed er den socialpædagogiske nytteforsknings erkendelsesinteresse fokuseret: Denne interesse handler grundlæggende om at analysere, hvori socialpædagogikkens nytte eller brugsværdi består, hvordan socialpædagogisk indsats og socialpædagogiske arrangementer kan gøre nytte såvel som, hvordan man kan identificere de kendetegn ved socialpædagogisk arbejde, som enten muliggør og fremmer tilegnelsesmuligheder, henholdsvis umuliggør og begrænser disse muligheder. På baggrund heraf lyder vores forskningsspørgsmål: Hvori består det socialpædagogiske arbejdes nytte ud fra brugernes perspektiv, og på hvilken måde benytter de sig af tilbuddene? Enhver forskning har behov for et begreb om sagen, som forskningen søger efter. Således definerer vi på grundlag af vores teoretiske redegørelse nytte af personrelaterede sociale tjenesteydelser som brugsværdiindholdet af den professionelle virksomhed med henblik på det produktive samspil med de krav, som rejser sig for brugerne ud fra de opgaver, som de selv har stillet sig. Når vi i det følgende nærmer os vores genstand mikroanalytisk, så sker dette på ingen måde ved at se bort fra de makrostrukturelle dimensioner, som socialpædagogisk arbejde finder sted under. Vi går ud fra, at socialpædagogik i kapitalistiske samfund retter sig mod at regulere individernes handlemåde (Schaarschuch 1990). Socialpædagogikkens funktion er normalisering af handlemåder, der defineres som afvigende, med sigte på at ændre adfærd og personer: Socialpædagogik er en people-changing activity (Olk 1986). I den henseende er den relateret til formidlingen af tilfælde og relationsnorm (Offe 1987). Den kontrollerer på den ene side afvigende adfærd, ligesom den på den anden side giver støtte til at erhverve en normkonform adfærd. Metodologi og metoder frit på varemarkedet som fuldgyldigt subjekt, men også at kunne disponere, altså at lære at forholde sig økonomisk ansvarligt. Ligeledes er det uden videre indlysende, at unge i høj grad værdsætter at kunne leve i deres egen bolig. Men hvori består den specifikke nytte af inden for dette program at kunne stille en bolig til rådighed? For at kunne besvare det må man tage de forskellige kontekster i betragtning (jfr. afsnit 4 senere). F.eks. består boligens nytte for nogle unge, som før har levet på døgninstitution, i at være kommet væk fra den allestedsnærværende støj; andre betonede, at en privatsfære blev mulig, idet de kunne indrette sig i overensstemmelse med egne forestillinger, eller i at de uden problemer kunne invitere venner på besøg. Boligens nytte kommer prægnant til udtryk i følgende interviewpassage med en ung (kodenavn: Bea). Til baggrund: Bea har grundet heftige modsætninger med sine forældre levet længere tid i en døgninstitution, efterfølgende dog levet hos dem og det gik ikke, og der var så meget ballade (s. 15f.). Hun blev derfor bragt i nødindkvartering en enkelt nat og det var slemt (s. 18). Der havde hun fundet ud af, at man også kan få hjælp og støtte, når man ikke forstår at komme ud af det med sine forældre (s. 21), og at man så får egen bolig og lige akkurat kan flytte væk (s. 22f.). Bea skildrer videre i interviewet, hvordan forholdet til moderen som blev beskrevet som vanskeligt bliver aflastet og er blevet meget bedre på grund af Beas adgang til egen bolig. I: Hvordan er..øhm relationen til dine forældre så i dag? Altså, nu hvor du er flyttet ud for dig selv, og når du ser dem? B: Meget bedre I: Ja? B: Altså, jeg er sammen med mine forældre på en helt normal måde. Jeg går derhen hver dag, altså, min mor har også, må jeg tilføje, øhm, fået barn endnu engang, nu har jeg en lillebror og alene på grund af ham kommer jeg dér, fordi jeg godt kan lide ham osv. og også laver meget med den lille. Men jeg kommer egentlig godt ud af det med min mor. Vi skal også spise is og købe sko i næste uge og Altså at have afstand er i hvert fald bedre, fordi når jeg ikke ser min mor hver eneste dag, så skændes jeg heller ikke med hende. Det var helt anderledes tidligere (Int. Bea, s. 302-17). Bea fortæller, at forholdet til hendes forældre er blevet meget bedre og helt normalt, og at hun kommer godt ud af det med sin mor. Resumerende betoner hun, at afstand i 32 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009 33

hvert fald er bedre, fordi hun ikke mere skændes med sin mor på grund af den tidslige og rumlige afstand. Før førte den alt for store nærhed til et anspændt forhold. Med baggrund i egen bolig blev den nærhed, der virker aggressionsskabende, ophævet, og forholdet aflastes så vidt, at hun kan være sammen med sine forældre på en normal måde, og at hun nu opsøger dem frivilligt (!) hver(!) dag. Afspændingen i forholdet til moderen føres umiddelbart tilbage til ophævelsen af den påtvungne nærhed, som finder sted i kraft af, at hun nu råder over egen bolig. Boligens brugsværdi og dermed nytte manifesterer sig her for brugeren som en positivt vurderet forandring i de sociale forhold i hendes umiddelbare personlige omverden. Et andet aspekt af den materielle dimension er karakteriseret af immaterialitet (immateriel nytte I). Den er ganske vist relateret til konkrete genstande og opgaver, men antager ikke umiddelbart stoflig form som f.eks. en bolig, men har alligevel en stærk instrumentel karakter. Dermed menes først og fremmest de råd, tip og andet, som får det til at lykkes for den unge at håndtere hverdagens udfordringer bedre. Rådene og informationerne relaterer sig f.eks. til boligsøgning, jobansøgninger, omgangen med myndigheder og institutioner. Tillige relaterer de sig til sociale forhold omgang med forældrene eller med venner. Derved udvides den unges oplysningsniveau i forhold til specifikke opgaver og strategier til at løse dem, og orientering og sikkerhed i adfærd formidles. Et videre immaterielt aspekt, der korresponderer hermed (immateriel nytte II), knytter sig sagforhold som udvidelse af praktiske kompetencer og evner gennem støtte og vejledning fra kontaktpersoner f.eks. at klare bankaffærer, lære at holde styr på pengene, omgang med formularer og procedurer, husholdningsøkonomi, men også aspekter, der har fokus på træning af personlige færdigheder og evner som selvkontrol, konflikthåndtering og selvstændighed. delse eller ikke-anerkendelse af den unge som ligeberettiget samspilspartner, som kommer til udtryk i støttepersonens adfærd. Ikke mindst i forhold til målet selvstændighed, som også er den unges individuelle mål, er spørgsmålet om anerkendelse som fuldgyldig samspilspartner et yderst følsomt punkt. Sikkerhedsaspektet: Dermed tænkes på garantien eller sikkerheden for, at støttepersonen kan benyttes som ressource i vanskelige situationer, såvel som den unges egen følelse af sikkerhed, som gør det muligt for den unge at være handlekraftig i uoverskuelige situationer og situationer, som den unge ikke har ret mange erfaringer med. Opmærksomhedsaspektet: Hermed betegnes den tilladte eller ikke-tilladte følelsesmæssige nærhed, som støttepersonen forvalter, og dermed overtagelsen eller ikke-overtagelsen af en signifikant persons rolle, som ud over den professionelle rolle tager del i vanskelige livssituationer for den unge og dermed delvist kompenserer for andre signifikante personers fejl. Magt- og disciplineringsaspektet: Dermed forstås støttepersonernes udøvelse af adfærdsstyring ved hjælp af pres og tvang f.eks. gennem eksplicitte og implicitte henvisninger til egen kompetence, beslutninger om hvorvidt den unge skal forblive i programmet eller få lov til at stoppe eller tildelingen af finansielle ressourcer. Også den unges oplevelse af og erfaring med støttepersoners kontrolhandlinger hører med her. I felter, der af de unge betragtes som private f.eks. venskaber eller seksuelle forhold vurderes de negativt, mens de af de unge på områder, der har med selvstændig livsførelse at gøre så som regelmæssig skolegang, punktlighed, overholdelse af aftaler m.v. mestendels betragtes som understøttende. Brugere, som stiller krav om tilbud inden for institutionelle rammer, konfronteres altid med en modsætningsfuld blanding af hjælpende og normerende komponenter. I håndteringen af dem skal de for at kunne klare deres livssituationer gøre de aspekter af tilbuddet nyttige, som ud fra deres perspektiv har betydning for deres liv. Dette implicerer samtidig, at de skal forsøge at se bort fra, neutralisere eller imødegå de dele af tilbuddet, som ikke er relevante eller direkte er uønskede for dem for så vidt som de ikke bare slår en handel af med dem som en slags uafvendelig skæbne og arrangerer sig med dem. Det handler altså om for det første at vise hvilke nyttestrategier, brugerne anvender i deres håndtering af de konkrete programformer. Interessen retter sig således på procesniveauet mod den måde, hvorpå tilegnelsen finder sted. Det drejer sig for det andet om rekonstruktionen af de tilegnelsesmåder, ved hjælp af hvilke brugerne med støtte af professionel handlen kvalitativt udvider deres kompetencer eller deres handlingsrepertoire i forhold til de opgaver, de selv stiller sig med hensyn til deres livsførelse. Nyttedimensioner Dette præsenterer den aktuelle situation i forskningen. Spektret af benyttelsesstrategier og tilegnelsesmåder kan naturligvis være langt mere omfattende. Benyttelsesstrategier I materialet kan indtil videre fremanalyseres to strategiske former for udnyttelse: undgåelsens henholdsvis samarbejdets benyttelsesstrategi. Undgåelse: Hermed betegner vi en benyttelsesstrategi, som er kendetegnet ved, at brugerne i sammenligning med andre er relativt lidt engageret i serviceydelsesprocessen og forsøger at slippe udenom de fra deres side set uønskede og vidtrækkende programaspekter gennem en defensiv adfærd. Naturligvis med vekslende held. I forbindelse hermed skal de frembringe delvist vanskelige og ud fra deres opfattelse risikable balancer for ikke at blive straffede og blive hængende i programmet. Det viser sig, at brugere forsøger at Den personlige dimension Den personlige dimension omfatter de aspekter, som tematiserer relationen mellem ung og støtteperson set ud fra perspektivet om nytte for håndteringen af opgaverne i den daglige livsførelse. Det handler her ikke om god eller dårlig støtte som sådan, men derimod om betydningen for de specifikke processer i mestringen af livet. Ud fra interviewmaterialet kan man rekonstruere forskellige aspekter af den personlige dimension. Anerkendelsesaspektet: Herved forstås den respekt, anerken- 34 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009 35

undgå at blive udsat for de programdele, som har en normerende og dermed forbunden sanktionerende karakter. Men samtidig forsøger de inden for rammerne af programmets normer at tale med om positive ting for at skaffe sig en alt i alt gunstigere situation i programmet. Kooperation som benyttelsesstrategi: For at mindske virkningerne af de mindre attraktive og normerende aspekter af programmet i forhold til deres dagligdag og mere intensivt og uforstyrret at kunne benytte sig af andre, stærkere ønskede aspekter af programmet betjener brugere sig bl.a. af samarbejdet som strategi. Her strukturerer de ud fra deres syn på sagen aktivt interaktionsprocessen med de professionelle. Grundlaget er en interesse i samarbejde med henblik på at realisere et subjektivt relevant mål (jfr. Bieker 1989: 56f.) dvs. benyttelsen af subjektivt betydningsfulde og ønskede aspekter af programmet med henblik på nytteoptimering. F.eks. tilbyder brugere et tilpasset samtaleindhold proaktivt i forhold til handlingsproblemerne i samspillet, fordi de er bevidste om, at de professionelle skal opfylde pædagogiske opgaver. Gennem denne samarbejdende holdning hjælper brugerne de professionelle i en succesrig udøvelse af deres opgaver i omgangen med dem selv. På den måde skaffer de sig et image som fornuftige samarbejdspartnere og modtager de større fordele, som de ønsker sig f.eks. øget frirum i hverdagens livsførelse f.eks. gennem færre kontrolbesøg i boligen (Interview med Jochen). Tilegnelsesmåder I analysen af tilegnelsesmåderne, der forstås som udvidelse af adfærdsrepertoiret og kompetencer i livsførelse, var det muligt at identificere to tilegnelsesmåder: Tilegnelse som læreproces og tilegnelse som selvrefleksionsproces. Ved tilegnelse forstår vi en proces, i løbet af hvilken brugerne foretager en transformation af deres hidtidige handlemåde og deres realitetstolkninger inden for rammerne af en interaktiv fremsættelse af krav om serviceydelser. Transformationsprocesserne betragtes som vellykkede, når der finder en kvalitativ udvidelse af kompetencerne sted med henblik på selvbestemt og selvansvarlig handlen (se Schaarschuch/ Oelerich 2005; Winkler 2004). Tilegnelse som læreproces: Dermed menes læreprocesser for brugeren, som knytter sig til træning af kompetencer (til daglig livsførelse). Ofte angår de læreprocesser, hvorunder brugere med hjælp af professionel indsats umiddelbart tilegner sig de nødvendige kompetencer for daglig livsførelse: spektret strækker sig eksempelvis fra enkle kompetencer som udfyldelse af bank- og ansøgningsformularer (interview med Nele) over formulering og realisering af modsætninger mod beskeder fra forskellige forvaltninger (interview med Elsbeth) og hen til trinvis erhvervelse af komplekse kompetencer til selvstændig, planlagt og rational omgang med egne finansielle ressourcer (interview Lara). Disse læreprocesser står i en direkte sammenhæng med vejledende, instruktiv og emotionelt understøttende professional handlen samt med institutionelt-organisatoriske arrangementer (f.eks. måder og regler for pengetildeling), som kan benyttes som handlingsrammer og støttende midler til selvaktiv tilegnelse af kompetencer. Professionel handlen så som information og vejledning indgår i tilegnelsesprocesserne og bliver af brugerne transformeret til kompetencer på en subjektiv, meningsfuld måde. Hvis transformationsprocessen skal munde ud i udvidelse af selvbestemte handlingsmuligheder, realiseres brugsværdien og dermed nytten af socialpædagogiske serviceydelser og arrangementer. Tilegnelse som selvrefleksionsproces: Med begrebet selvrefleksion identificeres en anden form for tilegnelse. Når egen handling, egne tænke- og synsmåder, egne vaner gøres til en proces af sammenstød omkring genstanden for efterprøvning, sammenligning og vurdering og overføres til nye handlingsrelevante tolkninger af egen handlen, kan der tales om selvrefleksion med tilegnelseskarakter. Tilegnelse som selvrefleksionsproces opmuntres i den pædagogiske setting med dens professionelle, mens ændringen af realitetstolkningen og transformationen af adfærdsdispositioner aktivt må gennemføres af brugerne selv (interview med Lara). c) Benyttelsens kontekster Såvel nytte som benyttelsesprocesser er altid indlejrede i historisk-konkrete sociale, institutionelle og samfundsmæssige kontekster, som har betydelig indflydelse på, hvad og om noget viser sig som værende af nytte. Denne indsigt synes nærmest triviel, men ikke desto mindre viser det sig på empirisk plan i interviewmaterialet, at nytten af et strukturelt ens tilbud fremtræder på forskellig måde for hver bruger. Nytten kan kun fastsættes under hensyntagen til konkrete kendetegn tid, sted, magtforhold, personer, erfaringer og biografier osv. Det handler imidlertid ikke om en analyse af disse aspekter som sådan. Det drejer sig i langt højere grad om hvilken relevans kontekstbetingelserne kan vurderes at have i forhold til den konkrete fastlæggelse af nytte og forløbet af benyttelsesprocesserne set ud fra brugerens perspektiv. Til dette formål vælges betegnelsen relevanskontekst. Ud af materialet er det muligt at rekonstruere den subjektive und den institutionelle relevanskontekst med de første tilsvarende kontekstbetingelser (se også Oelerich/ Schaarschuch 2005: 92ff.). Den subjektive relevanskontekst Den institutionelle relevanskontekst Også tilbuddenes konkrete institutionaliseringsformer kan som kontekstbetingelse og ud fra brugerens synsvinkel have systematisk indflydelse på, om et eller flere aspekter af tilbuddet antager brugsværdiindhold eller ej. Tre afgrænsede institutionelle kontekstbetingelser blev erkendt: de specifikke, centrale strukturelementer i programmet (så som bolig, penge, rådgivning, støtte, gruppetilbud), de internt fastlagte opgaver, regler og aftaler såvel som magtstruktur og magtfordeling, og endelig de officielle definitioner af mål inden for rammene af normerende adfærdsregulering ( selvstændiggørelse ), der alle forstås som kendetegn ved programmets kontekstbetingelser. Organisationsstrukturen betegner organisationstypiske kontekstbetingelser som f.eks. tidrum-strukturering, arbejdsdeling og hierarki, indlejring i forvaltningskonteksten eller relationen mellem brugere og professionelle. De regelfastsatte eksplicitte som implicitte kendetegn ved professionel handlen så som kontrol og fri dispositionsret, magt og sanktionering, nærhed og distance såvel som den pædagogiske orientering repræsenterer kontekstbetingelserne for det professionelle koncept. Den konkrete version af et pædagogisk handlekoncept repræsenterer altså en institutionel kontekstbetingelse, som er højst relevant for brugsværdiindholdet af programmet, dvs. for dets nytte set ud fra et brugerperspektiv. Sammenfatning og udblik Med de præsenterede niveauer af benyttelse og nytte og deres forskellige dimensioner har vi udarbejdet en analytisk ramme, som bliver tydeligere i sine differentieringer i nedenstående skematiske fremstilling: Figur 2 - Problemqualität - Präferenzen - Kulturell-normative Orienterungen Nutzen - materiale Ebene - personale Ebene - Infrastrukturebene Nutzung - aneignungsweise - Nutzungsstrategie Subjektiver Relevanz- Kontext Institutioneller Relevanz- Kontext - Programm merkmale - Organisations struktur - Professionelles konzept Hermed er det aktuelle niveau i den socialpædagogiske brugerforskning opridset. Analyserammen er åben for videre tilføjelser, differentieringer og revisioner. Bortset fra den videre afklaring og konturering af dimensionerne ved at variere handlingsfeltet er det først og fremmest relationerne mellem de forskellige elementer (som er vist i figur 2s pile), som markerer et forskningsprogram, hvis realisering først er blevet påbegyndt. 36 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009 37

Noter 1) Artiklen er fordansket af Niels Rosendal Jensen, lektor ved institut for pædagogik, DPU 2) Dette synes også at gælde for forskningen i de skandina viske lande: Programmet for FORSA-Kongressen i Århus 2008 udviser lignende vægtlægninger. Andreas Schaarschuch er dekan for Uddannelsesforsk ning, Professor, Dr. ved Bergische Universität i Wuppertal. Gertrud Oelerich er videnskabelig medarbejder sammesteds. Styring af døgninstitutioner for børn og unge. Bureaukrati, faglige metoder eller tommelfingerregler? Af Steen Juul Hansen Badura, B., Gross, P. (1976): Sozialpolitische Perspektiven. München: Piper. Bieker, R. (1989): Bewährungshilfe aus der Adressatenperspektive. Sichtweisen, Erfahrungen und Reaktionen der Probanden. Bonn: Forum. Böhnisch, L. (1982): Der Sozialstaat und seine Pädagogik. Neuwied: Luchterhand. Dolić, R., & Schaarschuch, A. (2005): Strategien der Nutzung sozialpädagogischer Angebote. In: G. Oelerich & A. Schaarschuch (Eds.) Soziale Dienstleistungen aus Nutzersicht. Zum Gebrauchswert Sozialer Arbeit. (pp. 99 116). München: Reinhardt. Flösser, G., Otto, H.-U., Rauschenbach, T., & Thole, W. (1998): Jugendhilfeforschung. Beobachtungen zu einer wenig beachteten Forschungslandschaft. In: T. Rauschenbach & W. Thole (Eds.). Sozialpädagogische Forschung. (pp. 225 261). Weinheim: Juventa. Gartner, A., & Riessman, F. (1978): Der aktive Konsument in der Dienstleistungsgesellschaft. Zur politischen Ökonomie des tertiären Sektors. Frankfurt/M.: Suhrkamp. Hornstein, W. (1998): Erziehungswissenschaftliche Forschung und Sozialpädagogik. In: In: T. Rauschenbach & W. Thole (Eds.). Sozialpädagogische Forschung. (pp. 47 80). Weinheim: Juventa. Lamnek, S. (1995): Qualitative Sozialforschung. Band 2: Methoden und Techniken (3. Auflage). Weinheim: Belz Psychologie Verlags Union. Mayring, P. (1995): Qualitative Inhaltsanalyse. Grundlagen und Techniken (5. Auflage) Weinheim: Deutscher Studienverlag. Oelerich, G., & Schaarschuch, A. (Eds.). (2005): Soziale Dienstleistungen aus Nutzersicht. Zum Gebrauchswert Sozialer Arbeit. München: Reinhardt. Oelerich, G. & Schaarschuch, A. (2005): Der Nutzen Sozialer Arbeit. In: G. Oelerich & A. Schaarschuch (Eds.) Soziale Dienstleistungen aus Nutzersicht. Zum Gebrauchswert Sozialer Arbeit (pp. 80 98). München: Reinhardt. Oelerich, G. & Schaarschuch, A. (2006): Zum Gebrauchswert Sozialer Arbeit. Konturen sozialpädagogischer Nutzerforschung. In: M. Bitzan, E. Bolay, & H. Thiersch (Eds.) Die Stimme der Adressaten. Empirische Forschung über Litteratur Erfahrungen von Mädchen und Jungen mit der Jugendhilfe (pp. 185 214). Weinheim: Juventa. Offe, C.: Das Wachstum der Dienstleistungsarbeit: Vier soziologische Erklärungsansätze. In: T. Olk & H.-U. Otto (Eds.). Soziale Dienste im Wandel 1. Helfen im Sozialstaat (pp. 171 198). Neuwied: Luchterhand. Olk, T. (1996): Abschied vom Experten. Sozialarbeit auf dem Weg zu einer alternativen Professionalität. Weinheim: Juventa. Schaarschuch, A. (1990): Zwischen Regulation und Reproduktion. Gesellschaftliche Modernisierung und die Perspektiven Sozialer Arbeit. Bielefeld: K. Böllert. Schaarschuch, A. (1999): Theoretische Grundelemente Sozialer Arbeit als Dienstleistung. Ein analytischer Zugang zur Neuorientierung Sozialer Arbeit. In: neue praxis, (6), 543 560. Schaarschuch, A. (2003): Die Privilegierung des Nutzers. Zur theoretischen Begründung sozialer Dienstleistung. In: T. Olk, & H.-U. Otto (Eds.) Soziale Arbeit als Dienstleistung. Grundlegungen, Entwürfe und Modelle (pp. 150 169). München: Luchterhand. Schaarschuch, A./Oelerich, G. (2005): Theoretische Grundlagen und Perspektiven sozialpädagogischer Nutzerforschung. In: G. Oelerich & A. Schaarschuch (Eds.) Soziale Dienstleistungen aus Nutzersicht. Zum Gebrauchswert Sozialer Arbeit (pp. 9 25). München: Reinhardt. Sünker, H. (1989): Bildung, Alltag und Subjektivität. Elemente zu einer Theorie der Sozialpädagogik. Weinheim: Deutscher Studienverlag. Thiersch, H. (1986): Die Erfahrung der Wirklichkeit. Perspektiven einer alltagsorientierten Sozialpädagogik. Weinheim: Juventa. Thiersch, H. (1992): Lebensweltorientierte Soziale Arbeit. Aufgaben der Praxis im sozialen Wandel. Weinheim: Juventa. Winkler, M. (2004): Aneignung und Sozialpädagogik einige grundlagentheoretische Überlegungen. In: U. Deinet, & C. Reutlinger (Eds.) Aneignung als Bildungskonzept der Sozialpädagogik : Beiträge zur Pädagogik des Kindesund Jugendalters in Zeiten entgrenzter Lernorte (pp. 71 91). Wiesbaden:VS-Verlag. Politikerne blander sig ofte i, hvordan den offentlige sektor fungerer, og om borgerne får den offentlige service, de har behov for. Den offentlige sektor skal moderniseres og gerne med den private sektor som forbillede. Politikerne skal blande sig i denne problematik. Det er deres opgave. Med politikernes interesse for den offentlige serviceproduktion er det også nærliggende at interessere sig for, hvordan man mest effektivt kan styre de professionelles arbejde med deres klienter. Interessen for og den politiske debat om de professionelles arbejde i den offentlige sektor præger jævnligt overskrifterne i medierne. Det er dog karakteristisk for debatten, at det er skiftende professioner, der er i fokus. Nogle gange er lærerne i fokus. Andre gange politi, sygeplejersker eller pædagoger. Og en sjælden gang handler debatten om det socialpædagogiske arbejde, og hvad der styrer socialpædagogernes arbejde på døgninstitutioner for børn og unge med adfærdsmæssige problemer. Det er emnet for denne artikel. Harmon & Mayer (1986) skelner mellem tamme og vilde problemer. Kendetegnende for de tamme problemer er, at de kan løses ved hjælp af teknisk rationalitet. Opgaverne kan være komplekse og svære at løse, men det er ikke desto mindre muligt. Der er f.eks. tale om opgaver som opbygning af en infrastruktur eller udskiftning af tog i DSB. De vilde problemer er de problemer, som er svære eller umulige at definere, hvor problem og løsning er svære at adskille, og hvor løsningen er kontekstafhængig. Det er kendetegnende for disse problemer, at de er socialt konstrueret. De opgaver som socialpædagogerne skal løse på døgninstitutioner for børn og unge er vilde problemer (Hansen, 2009). Socialpædagogerne træffer beslutninger i et komplekst samspil mellem regler og rammer og personlige holdninger og vurderinger. Arbejdet på en døgninstitution for børn og unge er karakteriseret ved, at socialpædagogerne beskæftiger sig med problemer, der har en dynamisk og kompleks karakter, hvor opgave og målusikkerheden er stor, også større end for mange andre områder inden for den offentlige sektor. Det betyder, at døgninstitutionsområdet mere er præget af socialt konstruerede forestillinger om, hvad der er god og dårlig socialpædagogik end af sikker, evidensbaseret viden om, hvilken behandling det enkelte adfærdsvanskelige barn skal modtage. Den neoinstitutionelle organisationsteori er en socialkonstruktivistisk teoridannelse, der lægger vægt på, at organi- 38 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009 39

Den normative styring vedrører skabelse af en fælles operationel faglighed og en professionelt legitimeret autonomi. Altså det forhold, at socialpædagogerne har autonomi til at udføre deres arbejde på døgninstitutionerne netop i kraft af deres faglighed. Den normative styring opstår, når organisationen importerer praksis fra professionelle. Professionaliseringen af arbejdet betyder etableringen et kundskabsmæssigt fundament for arbejdet og dermed legitimitet og uafhængighed til at definere betingelser og metoder for arbejdet. Der opstår et ydre pres på organisationen, når de professionelle vil benytte professionelt legitimerede betingelser og metoder i arbejdet. Den mimetiske styring eller tommelfingerregler vedrører procedurer for håndtering af opgaverelateret usikkerhed i organisationen. Det mimetiske pres opstår, når de organisatoriske mål, diagnoser og løsningsteknologier er uklare og usikre, og det derfor er svært at afgøre, om man som individ eller organisation gør det rigtige. For at reducere usikkersationer ikke kun fungerer teknisk rationelt, men også er underlagt institutionaliserede forestillinger om karakteren af socialpædagogisk arbejde. Teoridannelsen har sin oprindelse i Berger & Luckmanns (1976) bog om den samfundsskabte virkelighed. Den sociale verden er ikke objektiv, men socialt konstrueret. Med udgangspunkt i den neoinstitutionelle organisationsteori (DiMaggio & Powell, 1991) kan man skelne mellem tre former for pres, som hver især er et udtryk for omgivelsernes forsøg på styring af den enkelte organisation. DiMaggio & Powell skelner mellem tre former for styring: regulativ, normativ og mimetisk styring. DiMaggio & Powell snakker Figur 1: Elementer i den formelle regulering. S t a t Direkte statslig regulering K o m m u n e Bemyndigelseslovgivning Intern regulering Anden off. virksomhed om tre former for institutionelt pres. I denne sammenhæng anvendes begrebet styring. De to begreber er sideordnede. Den regulative styring vedrører den formelle regulering af den enkelte organisation. Den regulative styring stammer fra magtfulde eksterne aktører specielt fra staten. Overholdelse af gældende lovgivning, bekendtgørelser og formelle politiske beslutninger er vigtige elementer i denne sammenhæng. Formel regulering kendetegner bureaukratiske styring, som den udspiller sig i forvaltningen. Den formelle regulering kommer ikke kun fra staten, men også fra kommunen eller regionen, der dels omsætter den statslige bemyndigelseslovgivning, dels selv træffer forvaltningsmæssige beslutninger (Hansen, 2009). D ø g n i n s t i t u t i o n } Kommunen } som omsætter af statslig regulering Kommunen som selvstændig beslutningsmyndighed heden i organisationen er det derfor en oplagt mulighed at efterligne andre succesfulde organisationer indenfor samme fagområde. På den måde udvikles taken-for-granted tænkemåder, metoder og teknologier (Meyer & Rowan, 1991). De tingsliggøres over tid, og bliver objektive kendetegn ved arbejdet på en døgninstitution. De bliver den tavse viden, der knytter sig til alle fagområder. En selvfølgelig viden, som man ikke stiller spørgsmålstegn ved, men som ikke desto mindre er styrende for det socialpædagogiske arbejde. De tre former for styring interagerer med hinanden. En formel regel kan sagtens være en faglig metode eller en tommelfingerregel, der er blevet formaliseret. Alle tre former for styring reducerer usikkerheden i organisationen. Alt andet lige vil en omfattende regelstyring eller en omfattende faglig styring fortrænge tommelfingerreglerne. Omvendt vil manglende formel og faglig styring give frit spillerum for, at den professionelle praksis styres af tommelfingerregler. Styring som bemyndigelseslovgivning kommer til udtryk i reglerne i Lov om social service om døgninstitutioner for børn og unge. Det er her kommunen, der har beslutningskompetencen i forhold til alle væsentlige beslutninger om selve anbringelsen af barnet eller den unge på døgninstitution. De indholdsmæssige krav i loven er generelt meget brede og ikke særligt handlingsanvisende. Lov om social service kan ikke karakteriseres som en direkte statslig regulering, men må tværtimod karakteriseres som en rammelovgivning, hvor den lokale myndighed får udstukket nogle rammer, som den skal skønne og handle inden for. Den interne regulering er kendetegnet ved, at det er den lokale beslutningsmyndighed, som selv beslutter karakteren af den interne regulering. Den interne kommunale regulering retter sig mod de budgetmæssige rammer, selvforvaltningsaftaler, der regulerer forholdet mellem kommunens centrale og decentrale enheder, overenskomster og personalepolitiske forhold samt centralt udmeldte kvalitetsmæssige krav til døgninstitutionernes pædagogiske praksis. Det samlede billede af den kommunale regulering af døgninstitutionsområdet viser, at kommunerne vægter reguleringen af de organisatoriske rammer økonomi og overenskomster og at reguleringen af den behandlingsmæssige indsats på den enkelte døgninstitution stort set er fraværende. Handleplanen og den dermed forbundne individualisering af behandlingen af den enkelte anbragte er et problemområde, som den enkelte døgninstitution selv må regulere. De konkrete styringsværktøjer, som kommunerne bruger til at regulere døgninstitutionerne med, varierer ikke nævneværdigt fra kommune til kommune. Der kan dog være små forskelle i, hvor intensivt den enkelte kommune bruger det specifikke værktøj. F.eks. kan budgetkontrollen i en kommune være strammere end i en anden kommune. Generelt er den formelle styring karakteriseret ved, at den regulerer de økonomiske og overenskomstmæssige rammer for arbejdet på døgninstitutionerne. De formelle regler regulerer ikke det socialpædagogiske arbejde på døgninstitutionerne. Dette er overladt til den normative eller mimetiske styring. Den normative styring Analysen af om socialpædagogernes professionsstatus og den normative styring rummer konklusioner på to overordnede spørgsmål om, 1) At man kan betegne socialpædago- 40 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009 41

gerne som en profession? og 2) At socialpædagogernes faglighed udgør en normativ styring af feltet? Hvis man besvarer spørgsmålet om socialpædagogernes professionsstatus med udgangspunkt i den klassiske professionssociologi (Friedson, 2001), så er konklusionen, at man ikke kan kalde det socialpædagogiske fagområde for en profession. Det socialpædagogiske fagområde er ikke baseret på teoretisk viden; det praktiserer ikke eksklusiv jurisdiktion inden for sit eget arbejdsområde; det har ikke specielle rettigheder på arbejdsmarkedet baseret på en anerkendte kvalifikationskriterier; og socialpædagogerne har ikke en formel højere uddannelse, der producerer de nødvendige socialpædagogiske kvalifikationer. Socialpædagogerne har en ideologi forstået som et sæt af værdier og ideer, der sætter almenvellet over personlig vinding og kvalitet over produktivitet. Konklusion på spørgsmålet, om socialpædagogernes faglighed udgør en normativ styring, er, at pædagoguddannelsen og socialpædagogernes faglige organisation Socialpædagogernes Landsforbund ikke udøver nogen normativ styring i den forstand, at de definerer fælles og operationelle betingelser og metoder for det socialpædagogiske område. Det normative pres indeholder ikke konkrete anvisninger på, hvordan det socialpædagogiske arbejde skal udføres. Derfor er der ikke konkrete faglige metoder, der kan indarbejdes i døgninstitutionernes formelle struktur. Pædagogseminarierne og SL definerer derimod fælles ideer om og værdier for det socialpædagogiske arbejde. Dermed får socialpædagogerne en fælles forståelsesramme for deres arbejde, og de får nogle begreber og forestillinger, som de kan benytte, når de taler om deres arbejde, og som de kan bruge til at retfærdiggøre deres arbejde med. De får en fælles ideologi. Med formuleringer fra de fem analyserede lærebøger i socialpædagogik kan professionens ideologi udtrykkes ved, at det socialpædagogiske dannelsesideal er den autonome livsform, hvor det er medmennesket, der er den højeste autoritet. Det fremgår af lærebøgerne, at socialpædagogik er en politisk præget aktivitet, præget af idealer om det retfærdige og demokratiske samfund, og socialpædagogikken er ikke underordnet politisk og forvaltningsmæssig regulering. Socialpædagogikken skal medvirke til en demokratisering af samfundet, hvor socialpædagog og barn i dialog sætter dagsordenen for læreprocessens indhold. I punktform kan socialpædagogernes ideologi, deres fælles ideer og værdier for deres arbejde karakteriseres ved, at målet med socialpædagogisk arbejde er den autonome livsform, hvor det enkelte menneske får frihed og mulighed for at realisere sine muligheder og blive det selvforvaltende menneske. samfundet skal være præget af social retfærdighed og af ligeværdige relationer. socialpædagogikken skabes i mødet med barnet og har ikke en bestemt metode. det socialpædagogiske arbejde indeholder også en politisk dimension og er ikke underordnet politisk og forvaltningsmæssig regulering. faglig og personlig udvikling er to sider af sammen sag, og omdrejnings punktet i professionen er praksis og den enkelte socialpædagog. Analysen af de fem lærebøger viser, at der er forskel på fagets ideelle forestillinger om det socialpædagogiske arbejde og på, hvordan det socialpædagogiske arbejde bliver udført i praksis. Lærebøgernes beskrivelser af praksis illustrerer, hvor let de ideelle forestillinger om socialpædagogik kan degenerere til metodeløs selvforvaltning i den daglige praksis på en døgninstitution. Der er tilsyneladende et skisma mellem, hvad faget teoretisk set burde være og det, det rent faktisk er. Det socialpædagogiske fagområde er desuden kendetegnet ved modstridende interesser mellem arbejdsgiverne og arbejdstagerne i feltet. Arbejdsgiverne i feltet efterlyser mere mål/middelrationalitet i løsningen af de socialpædagogiske opgaver og større erkendelse af, at den professionelle pædagog er en integreret del af den offentlige forvaltning. Den mimetiske styring Den mimetisk styring er et udtryk for feltets standardreaktioner på usikkerhed. Usikkerhed om kausalteorier og behandlingsteknologier i det socialpædagogiske arbejde og usikkerhed om omgivelsernes forventninger. Der er et mimetisk pres og en mimetisk styring på døgninstitutionsområdet. For at kompensere for manglen på sikre mål og metoder i det socialpædagogiske arbejde samt for manglen på klare forventninger fra omgivelserne, har socialpædagogerne udviklet nogle fælles forestillinger om, hvordan de skal udføre deres arbejde. Socialpædagogernes fælles forestillinger om barnet og dets problemer tager udgangspunkt i, at børnenes basale problem Tabel 1. Elementer i det samlede institutionelle pres Den regulative tyring Den normative styring Den mimetiske styring Det samlede styringsmæssige pres: Forestillinger om socialpædagogisk arbejde Lov om social service og krav om handleplaner Regler for magtanvendelse Regler for brandforanstaltninger Økonomiske rammer Overenskomster Regler for brug af lommepenge Den autonome livsform Social retfærdighed og ligeværdige relationer Socialpædagogikken skabes i mødet med brugeren Socialpædagogikken har ikke en bestemt metode Det socialpædagogiske arbejde er ikke underordnet politisk og forvaltnings mæssig regulering Faglig og personlig udvikling er to sider af samme sag Børnene har mangler, og det er årsagen til deres problemer Kernefamilien som forbillede for behandlingen på en døgninstitution Barnets indre kaos skal modsvares af en ydre struktur Socialpædagogerne møder barnet der, hvor det er Socialpædagogerne bruger ikke magt og straffer ikke Det, der sker på døgninstitutionen, er til barnets eget bedste Børn i puberteten er uden for pædagogisk rækkevidde Socialpædagogens personlighed er en væsentlig del af socialpæda gogens virksomhed Socialpædagogikken skabes i mødet med barnet Undersøgelsen (Hansen, 2009) har vist, at usikkerheden på døgninstitutionsområdet er stor. Usikkerheden er stor, fordi det regulative og det normative pres på området er svagt. Styringen af døgninstitutionsområdet udgøres fortrinsvis af den mimetiske styring. Det er et pres, som primært socialpædagogerne oplever. Lederne oplever det dog også, da de er uddannede socialpædagoger, og på linje med det socialpædagogiske personale er optaget af børnenes og det pædagogiske personales daglige problemer. Det fremgår af tabel 1, at der er flere sammenfald mellem forestillingerne i den normative styring og forestillingerne i den mimetiske styring. F.eks. kan ideologien om social retfærdighed og ligeværdige relationer genfindes i den mimetiske styring som forestillinger om, at socialpædagogerne møder barnet der, hvor det er, og at socialpædagogerne ikke bruger magt og ikke straffer. De to former for styring fungerer i samspil med hinanden og forstærker gensidigt hinanden. Den samlede styring af døgninstitutionsområdet er ikke konsistent. Den udgør et styringsmix. Elementerne i den samlede styring er på mange måder i modstrid med hinanden. Inkonsistenserne i det institutionelle pres fremgår af tabel 2. Tabellen illustrerer, at der er to former for inkonsistenser: 1) Inkonsistenserne internt i de tre former for pres og 2) Inkonsistenserne mellem de tre former for pres. 42 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009 43

Tabel 2. Inkonsistenser i det institutionelle pres Den regulative styring Den normative styring Den mimetiske styring Den regulative styring Den normative styring Den mimetiske styring Normalisering i modsætning til hand le planer, øko nomiske rammer, brandforanstaltninger, magtanvendelse, regler for brug af lommepenge og overenskomster Socialpædagogikken er ikke underlagt en politisk eller forvaltningsmæssig regulering Forestillingen om, at socialpædagogikken skabes i mødet med barnet, er i modstrid med en instrumentel tilgang til socialpædagogik Den samlede styring er som nævnt ikke præget af konsistens. De tre former for pres er hverken internt konsistente eller indbyrdes konsistente. Inkonsistenserne fremgår af tabel 2. De tonede felter i tabellen markerer de interne inkonsistenser, mens de ikke tonede felter markerer inkonsistenserne mellem de tre former for pres. Den manglende interne konsistens i den regulative styring kommer til udtryk ved, at de forestillinger om normalisering af barnets eller den unges tilværelse, som Lov om social service indeholder, ikke er i harmoni med den øvrige formelle regulering af området. Et liv på en døgninstitution kan ikke blive normalt, hvis det er reguleret af handleplaner, brandforanstaltninger, regler for magtanvendelse, overenskomster m.m. Med hensyn til den normative styring er der ikke en entydig holdning til, om socialpædagogikken skal være instrumentel, og om den skal være underordnet den parlamentariske styringskæde. Der er her en konflikt mellem socialpædagogerne på den ene side og arbejdsgiverne i feltet på den anden. Inkonsistensen i den normative styring vedrører interessemodsætninger mellem den socialpædagogiske profession og arbejdsgiverne i feltet. Den helt overordnede inkonsistens i det mimetiske pres er modsætningen mellem forestillingen om, at barnets indre kaos skal modsvares af en ydre struktur, og forestillingen om at møde barnet der, hvor det er. På den ene side et strukturperspektiv på barnet, hvor barnet er objekt, og på den anden side et aktørperspektiv på barnet, hvor det kompetente barn i dialog med pædagogen skaber udvikling. Den manglende indbyrdes konsistens mellem de tre former for styring kommer primært til udtryk ved en uoverensstemmelse mellem den regulative styring og de to øvrige former for styring. Umiddelbart er der en modsætning mellem fore- Det regulative pres er i modsætning til det normative pres som sådan, fordi socialpædagogernes ideologi ikke anerkender statslig styring Den instrumentelle socialpædagogik i modsætning til det selvforvaltende menneske og den ligeværdige relation Forestillingerne om, at børnene har mangler, og det er årsagen til deres problemer, at barnets indre kaos skal modsvares af en ydre struktur og at børn i puberteten er uden for pædagogisk rækkevidde er i modstrid med forestillingen om det kompetente barn Det regulative pres er i modsætning til det mimetiske pres, fordi socialpædagogernes forestillinger er fokuseret på barnet og dets forældre Social retfærdighed og ligeværdige relationer mellem barn og voksen er i modstrid med struktur og voksenstyring At møde barnet hvor det er i modsætning til voksenstyring og struktur. Socialpædagogerne bruger ikke magt er i modsætning til voksenstyring stillingen om, at det socialpædagogiske arbejde ikke er underlagt forvaltningsmæssig eller politisk regulering og den omstændighed, at området overhovedet er formelt reguleret. Denne modsætning kommer også til udtryk ved, at arbejdsgiverne i feltet og socialpædagogerne har forskellige forestillinger om, hvad den professionelle socialpædagog skal kunne. Denne modsætning handler fundamentalt set om, at arbejdsgiverne ønsker den bureaukratiske styringsmodel, mens socialpædagogerne ønsker den professionelle styringsmodel (Nørgaard, 2001). Herudover er det lovgivningsmæssige krav om handleplaner i modstrid med forestillingen om, at socialpædagogikken ikke er instrumentel og ikke er kendetegnet ved en bestemt metode, men derimod skabes i mødet med barnet. Det forekommer også inkonsistent, at lovgivningsmagten finder det nødvendigt at udfærdige en bekendtgørelse om magtanvendelse, når socialpædagogerne har den opfattelse, at den socialpædagogiske relation er magtfri. Og at man har så detaljerede overenskomster, når socialpædagogerne bruger kernefamilien som forbillede for behandlingen på en døgninstitution. med stærke forestillinger om, hvad socialpædagogik er. Ligeledes er arbejdsgivernes forsøg på at underordne socialpædagogikken en bureaukratisk logik i modstrid med fagets ideologi og praksis. Resultaterne af analysen af de tre former for styring af døgninstitutioner for børn og unge viser, at den formelle regulering af området som helhed ikke er omfattende og detaljeret. Den formelle regulering retter sig primært mod de overenskomstmæssige og økonomiske rammer, som er detaljeret reguleret og kontrolleret. Den formelle regulering af den socialpædagogiske praksis er stort set fraværende. Sideløbende med den formelle regulering af anbringelsesområdet griber staten direkte regulerende ind på en række specifikke områder, som f.eks. brandforanstaltninger og magtanvendelse. Denne direkte regulering er meget detaljeret. Desuden er reglerne for brandforanstaltningernes vedkommende ikke alene kontrollerbare, de kontrolleres også systematisk af en ekstern myndighed. Resultaterne af analysen af den normative styring viser, at der ikke er nogen faglig styring af området. Det faglige indhold af socialpædagogikken er ikke kendetegnet ved fælles operationelle metoder. De faglige begreber i faget er overordnede og derfor svære at omsætte i praksis. Socialpædagogikken og socialpædagogerne er omfattet af en stærk ideologi, der er kendetegnet ved egalitære værdier. Resultaterne af analysen af den mimetiske styring viser, at den måde, hvorpå socialpædagogerne taler om børnene, deres problemer og deres behandling, er præget af, at barnet opfattes som et objekt, der skal behandles af voksne. Barnet har svært ved at styre sig selv, og det skal derfor styres af socialpædagogerne. Det vigtigste værktøj i denne proces er socialpædagogen selv. Den mimetiske styring udtrykker socialpædagogernes tommelfingerregler for, hvordan socialpædagogisk arbejde skal udføres på en døgninstitution. Den mimetiske styring er på flere områder sammenfaldende med socialpædagogernes ideologi. Døgninstitutionerne er ikke optaget af de formelle regler og fælles faglige normer, men af døgninstitutionsområdets egne tommelregler for socialpædagogik. Døgninstitutionerne har mange interne regler Emma Gad-regler, som en socialpædagog kalder dem. Det er regler, som man ikke snakker om, fordi de er blevet en indarbejdet del af den daglige praksis på døgninstitutionen. De mange tommelregler 44 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009 45

for den socialpædagogiske praksis kommer til udtryk ved, at styringen af døgninstitutionsområdet er domineret af den mimetiske styring. Det samlede styringsmix på døgninstitutionsområdet er illustreret i tabel 3. Tabel 3. Døgninstitutionsområdets styringsmix Det institutionelle pres Styring af rammer Styring af indhold Det regulative pres - Serviceloven - amtskommunal regulering - overenskomst Det normative pres - pædagoguddannelsen - SL s etisk værdigrundlag Stærkt - få detaljerede procedurer - rammestyring - rammestyring Svagt Svagt Det mimetiske pres Stærkt Døgninstitutioner for adfærdsvanskelige børn og unge skal skabe de bedst mulige opvækstvilkår for de anbragte børn og unge, så disse kan opnå de samme muligheder for personlig udfoldelse, udvikling og sundhed som deres jævnaldrende. Mange af de anbragte børn og unge har svært ved at indordne sig under almindelige sociale spilleregler. Den enkelte socialpædagogs arbejde er fastlagt i vagtplaner. På nogle døgninstitutioner rækker vagtplanerne et år frem i tiden. Døgninstitutioner har deres egen døgnrytme, som ligner familiens (Kristensen & Hybel, 2006). Døgnrytmen fungerer som et pædagogisk imperativ for socialpædagogerne. Sammenfattende kan man sige, at økonomiske rammer, socialpædagogernes ideologi, døgnrytmen og de daglige rutiner er de styrende elementer for den professionelle praksis på en døgninstitution. Resultaterne fra analysen af styringen af døgninstitutionsområdet har vist, at det er den store usikkerhed om det faglige indhold af socialpædagogikken, om karakteren af børnenes problemer og om samfundets forventninger til døgninstitutionerne, der er den primære baggrund for karakteren af styringen af døgninstitutionsområdet. Og usikkerhed er drivkraften i skabelsen af et mimetisk pres. Resultaterne fra analysen viser desuden, at der er en stram regulering af de økonomiske og overenskomstmæssige rammer for døgninstitutionerne, mens det socialpædagogiske arbejde med børnene er overladt til socialpædagogernes egne tommelfingerregler for, hvad socialpædagogisk arbejde er. Døgninstitutionerne reagerer styringen fra omgivelserne ved primært at tilpasse sig omgivelsernes krav. Nogle gange er tilpasningen dog ceremoniel og præget af modstand. Note 1) Artiklen er en sammenfatning af dele af afhandlingen Bureaukrati, faglige metoder eller tommelfingerregler. Institutionelt pres og strategiske valg på døgninstitutioner, daginstitutioner og folkeskoler, POLITICA, 2009. Berger, Peter L. & Thomas Luckmann (1976): Den samfundsskabte virkelighed, København: Lindhardt og Ringhof Calmer, Simon (2006): Styring gennem autonomi? Et forskningsprojekt om politisk styring af de danske skoler, Polotica, nr. 4, Institut for Statskundskab, Århus DiMaggio, Paul J. & Walter W. Powell (1991a): The Iron Cage Revisited: Institutional Isomorphism and Collective Rationality in Organizational Fields, pp. 63-82 in Walter W. Powell & Paul J. DiMaggio (eds.), The New Institutionalism in Organizational Analysis, Chicago: University of Chicago Press Harmon, Michael M. & Richard T. Mayer (1986): Organization Theory for Public Administration, Boston: Little, Brown and Company Hansen, Steen Juul (2009): Bureaukrati, faglige metoder eller tommelfingerregler. Institutionelt pres og strategiske valg på døgninstitutioner, daginstitutioner og folkeskoler, Politica, Institut for Statskundskab, Århus Litteratur Steen Juul Hansen er Ph.d., lektor ved Videncenter for Socialpædagogik og Socialt Arbejde, VIA University College Kristensen, Ole Steen & Katja Anna Hybel (2006): Fænomen og virkning introduktion til antologien, pp. 7-24 i Ole Steen Kristensen (red.), Mellem omsorg og metode tværfaglige studier i institutionsliv, Viborg: Forlaget PUC Meyer, John W. & Brian Rowan (1991). Institutionalised Organisations: Formal Structure as Myth and Ceremony, pp. 41-62 in Walter W. Powell & Paul J. DiMaggio (eds.), The New Institutionalism in Organizational Analysis, Chicago: University of Chicago Press. Nygren, Pär & Halvor Fauske (2004). Ideologisk beredskap om etikk og verdier i helse- og sosialfag, Oslo: Gyldendal Norsk Forlag A/S. Nørgaard, Asbjørn Sonne (2001). Det institutionelle valg og dets konsekvenser: Et forsvar for mådeholden og ærlig hierarkisk styring, pp. 105-130 i Anders Berg-Sørensen (red.), Etik til debat. Værdier og etik i den offentlige forvaltning, København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag. Friedson, Eliot (2001): Professionalism, Cambridge: Polity Press 46 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009 47

Socialpædagogisk praksis mellem arbejdsliv og marginalisering. Anerkendelse og identitetssikring Det er en kendsgerning, at vi lever i et komplekst samfund, hvor arbejde prioriteres højt. Idet viden er blevet en af de vigtigste forudsætninger for international konkurrence og hermed ligeledes en sund økonomi, er det vidensarbejdet, der især vinder frem. I denne artikel stilles der spørgsmål ved, hvilke konsekvenser denne udvikling har for identitetsfølelsen hos de unge, der ikke kan eller ønsker at være en del af arbejdsmarkedet. Det beskrives ligeledes, hvordan vi socialpædagogisk arbejder med disse unge på Stedet, Aalborg. Af Marlene Bisgaard Thomsen & Piet van der Vliet Stedet i Vejgaard (note 1) er en socialpædagogisk institution under Aalborg Kommune, der arbejder med anerkendelse som enpædagogisk tilgang. Stedet, der bliver betegnet som et værested, er tiltænkt unge, som ikke kan begå sig i andre eksisterende tilbud. Der er ingen registrering af de unge, ingen kontingent de unge dropper bare ind fra gaden, som de har lyst. På Stedet møder personalet unge med mange forskellige problematikker, lige fra den aktive stofmisbruger over småkriminelle til skoletrætte dropouts. En af de udfor dringer, som hyppigst viser sig, er en marginalisering i forhold til arbejdsmarkedet. Ligeledes er der på Stedet rigtig mange unge, som af den ene eller anden grund, er blevet fravalgt på arbejdsmarkedet, eller selv har valgt arbejdet fra. Der er noget paradoksalt i, at i en tid hvor arbejdsgivere må sige nej til ordrer, og politikere er ved at falde over hinandens ben for at lave samfundsreformer, der frigiver flere hænder, findes der en relativt stor gruppe unge, som ikke kommer i betragtning til et arbejde. kontinuerlige selvfortælling, hvorved arbejde ikke længere blot er et middel til overlevelse, men ligeledes en måde, hvorpå individet kan realisere sig samt skabe en identitet. Arbejdet er på mange måder blevet et privat anliggende, og hvor der tidligere var en klar grænse mellem arbejde og fritid, er dette skel blevet mere udvisket, idet arbejdet og arbejdsformen har ændret sig markant de sidste 100 år (Hollway, 1996). Det traditionelle produktionsarbejde er i højere grad blevet afløst af vidensarbejde, og antallet af ufaglærte stillinger er støt dalende. Karakteristisk for det klassiske produktionsarbejde er, at incitamentet er af økonomisk karakter. Når arbejdet derimod bliver et selvrealiseringsprojekt, da skal incitamentet have personlig ækvivalens. Eksempelvis kan det hævdes, at årsagen til at sygeplejerskernes strejke for højere løn ikke var baseret på dårlig økonomi, men mere grundet en følelse af manglende anerkendelse. tiv, idet den opstiller idealer for, hvordan mennesket opnår det gode liv, hvilket på samme tid sætter dem, der ikke ønsker eller evner dette, uden for normen. Ydermere kan selvrealisering have den uheldige konsekvens, at individets svagheder manifesteres (Usher & Edwards, 1994). Hvad der defineres som normalt, er derfor et spørgsmål om den gældende diskurs i samfundet, hvilket bl.a. Michel Foucault (1997) pointerer. Sproget har således en utrolig magt, idet ændringer i semantik kan ændre virkeligheden, og gennem italesættelser bliver de afvigende da udpeget. Sociologen Howard S. Becker (1973) betoner i sin teori, at afvigelse sker, når personen ikke kan efterleve de regler, en socialgruppe har vedtaget, og dermed bliver skyld i en forseelse, som bedømmes af det omgivende samfund: Deviance is not a quality of the act the person commits, but rather a consequence of the application by others of rules and sanctions to an offender. The deviant is one to whom that label has successfully been applied; deviant behaviour is behaviour that people so label (ibid. s. 9). Som mange sociologer (Giddens, 1996; Bauman, 2006; Beck, 1997; m.fl.) påpeger, lever vi i et komplekst samt hastigt foranderligt samfund, som er karakteriseret ved høj vidensproduktion, udvikling, øget refleksivitet m.m. Identitet er ikke en dogmatisk størrelse, og det er op til individet at konstruere samt håndtere sin identitet. Sociologen Anthony Giddens (1996) hævder, at mennesket er blevet sit eget personlige projekt. Vi skaber vores identitet gennem handlinger samt fortællinger, og evnen til at opretholde en fortælling om os selv bliver en essentiel del af identitetsdannelsen. Valg af arbejde bliver ligeså en måde at kontribuere til den Alle har ifølge Axel Honneth (2003) behov for anerkendelse, og arbejdet i dag er i særdeleshed et middel til at opnå anerkendelse. Anerkendes individet ikke, er der risiko for, at individet mister det positive forhold til sig selv og hæmmes i sin udvikling og sin evne til at indgå som fuldt integreret medlem af samfundet (Willig, 2006). Den herskende samfundsdiskurs er baseret på, at mennesket ønsker selvudvikling og bygger i høj grad på en humanistisk ideologi, hvor individet skal stræbe efter at indfri dets immanente potentialer. Denne diskurs kan synes norma- Dernæst kan der ligge en hurdle i at få den enkelte unge til at 48 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009 49

acceptere et lavstatusjob, da det af og til bliver betragtet som værende bedre at være arbejdsløs og på bistand end at skulle fortælle kammeraterne, at man har sagt ja til eksempelvis et rengøringsjob. Det kan have flere årsager. Eksempelvis er et gruppetilhørsforhold afgørende for den psykiske sundhed (Baumeister, 1999), og kan det ikke opnås i store dele af omgivende samfund, er individet nødsaget til at finde subkulturer, hvor denne identificering samt følelse af fællesskab kan finde sted. Vigtigheden af gruppen og dennes normer kan afspejle, hvor konformt individet bliver. Således kan normen inden for den pågældende gruppe influere på, hvordan individet vurderer det at besidde et arbejde. Endvidere sker der en social sammenligning, når mennesker indgår i sociale relationer (Festinger, 1954), hvilket måske gør det svært at acceptere et arbejde med lav status, hvis man sammenligner sig med en direktør. Kendetegnende for nutidens ungdomsgeneration er X-faktor genet, idet de unge ikke vil nøjes, men derimod have, hvad de ser, andre har - den sociale sammenligning sker opad frem for nedad. opfattelse af dem og dermed danner fundament for en ringe selvbillede. På Stedet oplever vi, at den unge som oftest gerne vil have et arbejde, men eftersom de har haft adskillige nederlag i forbindelse med både skolegang og arbejdsliv, er konsekvensen, at de opgiver at forsøge at begå sig på arbejdsmarkedet. Dette synes umiddelbart som en naturlig måde at beskytte sig selv på over for flere smertefulde nederlag. Rent psykologisk kan det ydermere påpeges, at individet vil forsøge at opretholde en stabil identitet, selv på trods af at denne kan være negativ (Swann, 1987). Således vil unge med en selvopfattelse, der siger, at de ikke magter et arbejde, aktivt søge at få bekræftet denne opfattelse. Da manden har store vanskeligheder ved at læse og forstå de dokumenter og skrivelser, han modtog fra myndighederne, var der en praktisk opgave i at hjælpe manden rundt i systemet, både på Arbejdsformidling, på ungdomscentret og på det lokale distriktskontor. Denne opgave har heldigvis en lykkelig afslutning, men den viser også nødvendigheden i at kende de unge, at have en relation til dem, der gør, at de tør åbne sig og fortælle om deres drømme, ønsker og mangler. Hvis vi ikke havde kendt den unge mand så godt, ikke havde kendt til hans nederlag i skolen, til hans ordblindhed, til hans beskedne drømme om et fast arbejde, han kunne honorere, havde det været alt for let at stemple og afskrive ham som en doven slyngel, og hvis han omvendt ikke havde haft den fornødne tillid til og tryghed i pædagogerne på Stedet, ville han ikke have henvendt sig til dem om hjælp. I denne artikel er det søgt belyst, hvordan arbejdsmarkedets samt samfundets udvikling influerer den marginaliseringsproces, der kan opstå over for de personer, der står uden for arbejdsmarkedet. Arbejdet er i den vestlige verden derfor blevet et fundamentalt aspekt for social inklusion, og som beskrevet, er arbejdet dermed også en del individets identitetsforvaltning. Vores sigte er ikke blot at problematisere samfundsstrukturen, men derimod ligeså meget at sætte fokus på, hvordan de unge mennesker, som vi møder i vores arbejde på Stedet kan blive og føle sig som en del af det samfund, hvori de eksisterer. Hvorvidt et samfund kan karakteriseres som solidarisk afhænger ifølge Honneth (Willig, 2006) af dets evne til at integrere individerne, og denne integration sker via anerkendelse. Dette kan eksempelvis ske gennem et arbejde, hvilket vi konkret har betonet i denne artikel, men samtidig synes det essentielt, at det ligeledes kraftigt påpeges, at alle som nævnt har brug for anerkendelse arbejde eller ej. Vores identitet skabes i interaktion med andre og gennem narrativer (Giddens, 1996), hvilket betyder, at den unge uden arbejde formodentlig vil mangle en signifikant del i sin personlige fortælling. Derudover er det tænkeligt, at der er risiko for, at de unge internaliserer samfundets negative Piet van der Vliet, uddannet klubpædagog, arbejder på fjerde år som opsøgende og SSP medarbejder på Stedet i Vejgaard, et værested for udsatte unge under Aalborg kommune. Marlene Bisgaard Thomsen, uddannet pædagog, arbejder deltids på Stedet og læser sideløbende psykologi på AAU. 50 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009 51

Kort om institutionen Stedet Historie: Siden 1993 havde beboerne i Vejgaard ønsket at få et kultur- og aktivitetscenter, men da tidshorisonten for den endelige beslutning stadig var usikker, og da der i Vejgaard var tiltagende problemer med unge, primært omkring Filstedvejen Skoles arealer, blev det besluttet fra kommunal hold, at der skulle etableres et væresteds projekt, fortrinsvis henvendt til gruppen af udsatte, svage og marginaliserede unge. I foråret 1998 åbnede værestedet, som kom til at hedde Stedet blandt brugerne, i to pavilloner opstillet på Filstedvejen Skoles parkeringsplads. Den 1. juli 1998 åbnede Stedet, og den officielle åbning var den 4. december 1998. Den 1. januar 2002 flyttede Stedet til større lokaler og var nu placeret ved Filstedvejen Skoles multibane. Den 1.maj 2002 blev Stedet godkendt som et permanent tilbud til unge i Vejgaard. Stedet blev i den forbindelse underlagt Distriktskontor Øst, stadig med den oprindelige målsætning med særligt fokus på svage og marginaliserede unge. 21.11.05 indviede Stedet sine nye lokaler. Lokalerne er beliggende i et nybygget træhus på adressen Filstedvej 10 D. Stedets formål: Målgruppen er udsatte unge i alderen 12 25 år, som ikke benytter eksisterende tilbud i området. Bauman, Z. (2006): Flydende modernitet (1. ed, 1. oplag). København: Hans Reitzels Forlag Baumeister, R.F. (Ed.) (1999): The Self in Social Psychology. Philadelphia, PA: Psychology Press (Taylor & Francis) Beck, U. (1997): Risikosamfundet på vej mod en ny modernitet. København: Hans Reitzel Becker, H.S. (1973): Outsiders Studies in the Sociology of Deviance. New York: The Free Press Dean, M. (2006): Governmentality Magt og styring i det moderne samfund. København: Forlaget Sociologi Foucault, M. (1997): Ethics. Subjectivity and truth. Paul Rabinow (red.). New York: The New Press Festinger, L. (1954): A theory of social comparison processes. Human Relations, 7 Giddens A. (1996): Modernitet og selvidentitet (8. oplag). København: Hans Reitzels Forlag Hogg, M.A.,Vaughan, G.M. (2005): Social Psychology (4. ed.). Harlow, Essex: Pearson Prentice Hall Note Litteratur Hovedformålet er at skabe en helhedsorienteret indsats, hvor udgangspunktet er den enkelte unge og dennes særlige forudsætninger og personlighed. Et meningsfyldt og målrettet tilbud til udsatte og marginaliserede unge. Et sted og et forum, hvor den unges eget ansvar og personlige indsats har en afgørende og bærende betydning. Et alternativ sted for unge, der ikke umiddelbart har nogen tilknytning til de eksisterende tilbud. At have en forebyggende effekt for de unge at komme på Stedet. Stedet tilbyder åben anonym rådgivning samt almindelig vejledning, der foregår ingen registrering af de unge, og det er gratis at benytte tilbuddet. Åbningstider: Alle ugens 7 dage, 363 dage om året, lukket juleaften og nytårsaften. For yderligere oplysning og for mere information om vores institution Stedet er I velkomne til at kontakte undertegnede på mail eller pr. telefon. Hjemmeside: www.stedet.eu Hollway, W. (1991): Work Psychology and Organizational Behaviour. London: Sage Publications Ltd Honneth, A. (2003): Behovet for anerkendelse. København: Hans Reitzels Forlag Krogstrup, H.K. (2006): Evalueringsmodeller (2. udg). København: Academica Rose, N. (2001): Normality and Pathology in a Biological Age. In Outlines, 3 (1) Swann Jr., W.B. (1987): Identity Negotiations: Where Two Roads Meet, Journal of Personality and Social Psychology, 53 (6), December. In E. Aronson & A.R. Pratkanis (Eds.) (1993), Social Psychology Vol II, Aldershot, England: Edward Elgar Publishing Limited Usher, R., Edwards, R. (1994). Postmodernism and Education. London: Routeledge Villadsen, K. (2004): Det sociale arbejdes genealog (1. udgave, 1. Oplag). København: Hans Reitzel Forlag Willig,R. (2006): Kamp om anerkendelse sociale konflikters moralske grammatik (1. udg, 3. Opl). Kbh: Hans Reitzel Struktur(de)konstruktivisme Hvis et system udsættes for to kategoriale påvirkninger samtidig, vil det medføre en tredje, en kategorial ekstension, der er forskellig fra de to oprindelige og som vil forandre systemets udtryk. Denne proces kaldes interferens (Rønne, 1968/1973, s. 89). Dette implicerer, at interferensens omfang vil afhænge af systemets indholdsbestemmelser. Af Ole Henrik Hansen Artiklen påstår, at det levede, udsatte barneliv indeholder mere end summen af de umiddelbart tilgængelige elementer. Det tidslige samspil mellem forskellige interfererende fænomener såsom psykiske, fysiske, sociale, kulturelle, økonomiske, politiske, etniske, relationelle, etc. udskiller merværdier, der dels giver nuet dets særpræg, og samtidig medvirker som skjult indhold i barnets tidslige subjektgørelse (Stern, 1986/2006, s. 139-145). Denne ekstension eller merværdi er udtryk for, at barnelivet, som en levende organisme, ikke fyldestgørende kan forklares ud fra et reduktionistisk, deterministisk udgangspunkt, hvor isolerede enkeltdele analyseres som repræsentationer for det hele barneliv, men nødvendigvis må forstås som et holistisk kompleks, hvor afgørende elementer af det synlige er udtryk for emergens, der knytter sig til forestillingen om, at komplekse systemers egenskaber ikke alene kan forklares ud fra de konstituerende deles egenskaber (Rønne, 1968/1973, s. 90). Dette betyder, at det ikke nødvendigvis hjælper det socialt udsatte barn, at pædagogen er fagligt kvalificeret i enkelte kendte identificerbare kategorier, f.eks. teoretiske forståelsesrammer der følger tidstypiske faglige strømninger (Rygaard, 2008, s. 17), eller tager udgangspunkt i en diagnostisk klassificering af adfærdsmønstre, eller definerer pædagogik ud fra personlige forudsætninger eller forhistorie (Kragh-Müller, 2007, s. 78). Hvis pædagogik på denne måde gør en delopgave til hovedopgaven, fravælger man fra starten at løse opgaven. Inter-kategoriale kompleksiteter Den professionelle pædagog skal kunne identificere problemstillinger, der ikke er umiddelbart synlige eller tilgængelige temaer, som er en konsekvens af inter-kategoriale kompleksiteter (Hawking, 1993/1995). Pædagogen skal så at sige vide, hvad han ved, og på samme tid vide, hvad han ikke ved. Desuden skal pædagogen kunne overskue et usynligt kompleks af fusionerede og ikke fusionerede betydningsdannende elementer i barnelivet. Dermed fremstår opgaven umiddelbart uløselig. Men det er en pointe, at det ikke er relationen til det udsatte barn, der fremstår uløselig. Det uløselige stammer fra det omgivne samfund og kulturen, vi alle lever i (Foucault, 1991, s. 102 og 103; Heede, 1997/2007, s. 57). For at kunne begribe kompleksiteter af betydningsdannende elementer er det først og fremmest nødvendigt ikke at give et enkelt element eller et enkelt begreb forrang, men i stedet begribe alle elementer og deres samspil i ét sammenhængende perspektiv (Crenshaw, 2006). Et eksempel fra en børneremse: Der var engang en mand. Han boede i en spand. Her udgør de to sætninger en sammenhængende helhed, dels grammatisk og dels i den betydningsdannende logik; sammen giver de mening, men hver for sig er det nonsens. Udover den umiddelbare kontekstuelle sammenhæng, er der også en underliggende strukturel sammenhæng, da verberne i begge sætninger står i datid, og da grundleddet han henviser til mand. Inter-kategorial kompleksitetstænkning repræsenterer ikke et særligt menneskesyn, snarere et ændret forskningsfokus, væk fra patologien i mistrivsel hen i mod et helhedsorienteret undersøgelsesparadigme (Seligman & Csikszentmihalyi, 2007, s. 29) hvor vilkår for bedre trivsel blotlægges gennem dekonstruktion af de repressive vilkår, og følges af en retningsgivende pædagogisk indholdsbestemmelse (Derrida, 1970, s. 85; Klafki, 1996/2005, s. 43). Overordnet betragtes begrebet som en måde at forstå forskellige interfererende elementer i sociale sammenhænge. Formålet med et sådant begreb skyldes ønsket om at indkredse de fænomener, der er bestemmende for barnets sub- 52 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009 53

jektgørelse i mødet mellem det institutionaliserede system og barnet samt dets familie. F.eks. hvordan kulturel baggrund og forældres evne til relationer bliver til en del af de tolkningsrammer, børn forstår sig selv og hinanden igennem (Stern, 1986/2006). Dvs. hvordan kultur og relationer bliver skabt og genskabt, bliver levet og gjort, hvordan barnet opnår eksistens gennem et levet kompleks af interfererende forudsætninger og vilkår. Begrebet må bindes op på en strukturalistisk forståelse, hvor underliggende mekanismer virker retningsgivende på barnets relationer (Lindgren, 2005/2006, s. 345), der dels er spændt ud af kontekstuelt strukturerende principper og vilkår, og dels af en processuel, kontekstuel konstruktivistisk forståelse, hvor det levede liv skabes og genskabes i nuet i det sociale rum (Stern, 1986/2006; Derrida, 1970; Klafki, 1996/2005, s. 43; Vygotsky, 2005, s. 74; Vygotsky, Levina, & Luria, 1982, s. 62; Lave & Wenger, 2003/2005, s. 36). Sammensmeltningen af konstruktivisme og strukturalisme, kan samles i ét epistemologisk begreb, man kan kalde struktur(de)konstruktivisme, hvor opfattelsen af børns hverdagsliv er samlet af forskellige, sammenhængende modsætningsfyldte epistemologiske elementer. Således rummer begrebet både det synkront-strukturelle og det diakrontkulturelle, da begge er afgørende elementer af det samme barns hverdagsliv. Denne dialektik eller sammensmeltning er vigtig, idet den i sig bærer en intention om at begribe sammenhængen mellem modsætninger. Hermed er rammen sat for en analyseform, der dels kan undersøge relationen mellem mennesker, og dels kan udnytte analysen af kategorial kompleksitetstænkning i barnets hverdag til at forbedre praksis og dermed barnets fremtidsmuligheder (Atkinson & Delamont, 2000/2005, s. 821-841). Den dekonstruktive handling består i at sætte fokus på det marginaliserede og synliggøre de uudtalte kategorier. Det er et forsøg på at stille sig kritisk og spørgende over for de systemer eller den tankegang, man selv er en del af. Dekonstruktion er en bestræbelse på at opnå forøget indsigt i logikken og i systemet, uden at være en egentlig metode, hævet over sit objekt (Derrida, 1970, s. 67). Det er at fokusere på sammenhænge frem for modsætninger. Dog skal modsætningerne ikke glemmes de er stadig modsætninger, men for at forstå deres betydning, må man forstå dem som sammenhængende begrebsdannelser med modsætningsfyldt meningsindhold. Det er med andre ord, at erstatte dualisme med dialektik. Hensigten er, at begrebet ikke gøres afhængigt af fastfrosne og størknede fordomme og rangordnede, videnskabeliggjorte kategorier; idet denne faglige frisættelse er en forudsætning for at identificere kompleksiteten; at samle det, som videnskaben har adskilt. Dialektik og dekonstruktion er i denne forståelse en kritisk bestræbelse, der viser sig i et forsøg på at påvise et fænomen, der normalt betragtes som givet, men ved nærmere eftersyn viser sig at være en bestræbelse på at vise, at menneskelig erkendelse er et produkt af relationelle faktorer. Således iværksættes en hegeliansk, dialektisk logik, (Skirbekk, 1972/1976, s. 95; Højrup, 1995, s. 30), i kontrast til en dualistisk subjekt objekt orienteret erkendelsesteori, der siden oplysningstiden, har præget den humanistiske videnskabsteori. Den hegelianske dialektik er en videnskabsteoretisk logik, der undersøger hvordan praksis udvikler sig (Højrup, 1995, s. 30); hvor den dualistiske metodik søgte garantier for objektivitet og universelle metodeforeskrifter, søger dialektikken at blotlægge, hvordan praksis transformerer sine begreber og interagerer med de former for 54 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009 55

Pædagogik som videnskab Den pædagogisk videnskabelige begrebsverden er opbygget af begrebsindhold, der på forskellige måder kortlægger relationer mellem voksen og barn og sammenhænge mellem (materielle) betingelser og (psykisk) udvikling, at forstå kompleksiteten mellem det kulturelle og det indre. Et eksempel på en sådan videnskabelig kortlægning af menneskelig virksomhed, er den kulturhistoriske skole, der netop søger at forstå og beskrive sammenhængen mellem udviklingen af de psykiske strukturer og de sociale samfundsmæssige forhold altså et dialektisk samspil mellem de kulturhistoriske betingelser og individets egen virksomhed (Broström, 2007). Dette er imidlertid blot ét blandt mange begreber, der alle søger at kortlægge den menneskelige udvikling, eller forskellige facetter af denne udvikling, samt at den professionelle måske netop er ham, der tillader sig en positiv skepsis, for således at kunne falsificere disse videnskabelige systemer, der nok beskriver menneskelige relationer, men i deres udtryk alle er statiske forklaringsmodeller der ikke nødvendigvis giver mening for det enkelte udsatte barn på blå stue; dette barn og dets relationer er givet langt mere komplekse end som så. I den forstand er videnskabelighed mere en proces end en tilstand. Med andre ord, i det øjeblik pædagogen bekender kulør og identificerer sig med ét begreb, med én kategori afskriver han sig muligheden for at begribe kompleksiteten, der danner det hele barn, og den professionelle kompetence bliver et paradoks, hvor pædagogen på den ene side har tilegnet sig en definitiv, autonom viden, der styrer hans metode, som på den anden side gør ham blind for afgørende facetter i barnet og dermed risikerer at obstruere processen. Stigmatisering på baggrund af centrisme Menneskers adfærd tænkes bl.a. forankret i deres relationer, familie, kultur og frihed; begreber der danner en strukturel helhed i tilværelsen. Men de er også specifikke for den enkelte (Højrup, 1995). Begreberne kan således ikke anvendes af to forskellige uden at føre til misforståelser. Dermed bliver disse begreber vilkår, der f.eks. beskriver de kulturelle forskelle, som eksisterer mellem bærere af forskellige kulturer. Synligt er ethvert objekt eller problem, som ligger inden for terrænet, inden for horisonten, dvs. inden for det bestemte strukturerede felt for en given teoretisk disciplins teoretiske problematik. ( ) Samme relation, som bestemmer det synlige, bestemmer også det usynlige som det synliges skyggeside. Det er problematikkens felt, som bestemmer og strukturerer det usynlige som det bestemt udelukkede: det er udelukket fra det synliges felt og bestemt som udelukket gennem problematikfeltets eksistens og egen struktur (Louis Althusser, La Pensée, s. 27 i: Højrup, 1995, s. 92). Struktur kan i realtilstanden forstås som en række enheder (kategorier), der står i et bestemt forhold til hinanden, en relation; den sociale og kulturelle virkeligheds sammenhænge. Altså et realt forhold, der viser sig objektivt, men er tilsløret subjektivt (i oplevelsen). Det er kategorier, der ikke er defineret ud fra interne kriterier, men alene ud fra de relationer, der knytter dem sammen, eksempelvis høj <-> lav (Gregersen, 2007, s. 200). Strukturen i dette domæne er et dynamisk sammenhængende repressivt system. Dette betyder, at de strukturelle vilkår i realtilstanden opleves begrænsende og meningsbetingende. Og domænets kan anvendes til at kortlægge bagvedliggende, underkommunikerede, begrænsende strukturer, der virker hæmmende på mening på et oplevet niveau. De bliver indhold - signifié (Derrida, 1970) i det system, der styrer de objektgjorte subjekters selv-oplevelse og dermed betegner de repressive vilkår. På den ene side ses barnets intentionelle rettethed som det, der giver mening for barnet det, der deskriptivt beskriver, hvordan barnet perciperer verden. På samme tid er strukturelle elementer i spil. Elementer, der manifesterer modstillingen mellem individniveau og samfundsniveau; og i en videnskabsteoretisak analyse tilskrives strukturalismen, der på sin side ernæres af en dyb mistro til fremtrædelsesformen (Merleau-Ponty, 1945/2006, s. 17); at et fænomens fremtrædelsesform, ikke er dets hemmelighed, og projektet er at aflokke fænomenet dets inderste. Hvis man på denne måde både skal se den kontekstuelle fænomenale fremtrædelsesform og de underliggende strukturelle vilkår, kræver det begrebsligt røntgenblik; viden om hvad strukturen er, og hvordan den og andre strukturer står i forhold til hinanden, og hvordan disse giver fænomenerne mening ved at reducere den tilsyneladende kompleksitet til genkendelige mønstre. Og samtidig at erkende, at den måde barnet begriber verden på, er baseret på en biologisk betinget, psykologisk organisering, der som indre udviklingsstruktur er beskrevet af f.eks. Freud, Piaget og Eriksson og vel ikke mindst Stern. Og medtænke at sådanne mønstre også er betinget af en social og kulturel orden, der har deres egen logik og egen organisering. På den måde bliver fænomenerne til dynamiske elementer i en kompleks struktur, der i sidste ende kan betegnes: Samfund eller livsverden. Og det er først i dét øjeblik, at pædagogen faktisk oplever dels denne kompleksitet, uden at få videnskabsfilosofiske kvababbelser, og dels at det giver mening i forhold til inklusion af marginaliserede børn, at øvelsen er lykkedes. 56 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009 57

Kompleksiteter Kan kompleksitetstænkning (Crenshaw, 2006) rumme de beskrevne modsætninger og stadig give mening? At beskrive kompleksiteter giver alene mening, hvis de emergerende fænomener, kan identificeres og på længere sigt indsættes i et system, der formår at positionere dem i forhold til f.eks. udsathed. At begribe disse som medvirkende i en tidslig proces, hvor strukturelle vilkår virker sammen med, og måske assimileres i kontekstuelt opståede fænomener, der producerer nye uforudsigelige ekstensioner. Derfor er det vigtigt at anlægge en undersøgelsesmetode, der i sin natur til stadighed opfanger disse nye strukturer, endvidere at lade empirien påvirke/udvikle teorien, og lade denne teori virke tilbage på empirien, for derefter igen at lade den korrigerede empiri udvikle ny teori. Og forstå at pædagog og barn bevæger sig i konstituerende relationelle rum, der via kompetencer i pædagogens personlighed og hans politiske, institutionelle og faglige baggrund gør det vanskeligt at opfange kompleksiteter. Sociale processer i daginstitutionen indebærer et kompliceret samspil af kategorier, der ikke nødvendigvis lader sig begribe indenfor en hidtil kendt logik. Hvorvidt denne logik kan rumme videnskabsfilosofiske modsætninger og stadig give mening, er et spørgsmål om dialogisk at implementere alle akser i det sociale rum. Ubestemthedsprincippet Dette princip henviser til det Heisenbergske ubestemthedsprincip: At man ikke samtidigt kan måle en partikels hastighed og position; man kan ikke alene ud fra et socialt system forudse, hvordan barnet vil opføre sig i fremtiden (Hawking, 1993/1995, s. 44). Det eneste man ville kunne, er at forudsige visse sandsynligheder for visse udfald. Dette implicerer et element af tilfældighed, som måske forklarer hvorfor alle kendte forsøg på at professionalisere inklusion, i en eller anden forstand mislykkes. Det er imidlertid udokumenteret at et enkelt princip, der i virkeligheden blot beskriver at man enten kan forudsige X, eller Y, men aldrig begge dele, vil øge en models definitive egenskaber, altså at mulighederne for forudsigelser er forbedret når forudsigelsesvalgene samtidig er halveret. Ubestemthedsprincippet vil falsificere den socialvidenskabelige opsplitning i begrebet struktur(de)konstruktivisme, hvor begrebet søger at kombinere strukturelle elementer med konstruerede, og kombinationen er det dialektiske prin- cip, at tesen (det strukturelle) indeholder kimen til antitesen (det konstruerede). Hvor Kants begreb: at den kritiske undersøgelse af alle antagelser, der kunne øge vor erkendelse hinsides den virkelige erfaring, aldrig kan lede os til mere, end hvad der er muligt i netop erfaringen (Kant, 1781/2005, s. 471), afgrænser erkendelsen, søger Hegel, at opstille et begreb uden grænser for erkendelse. Inspireret af Aristoteles hævder han, at disse vilkår er epokalt foranderlige. At det der er erkendelsens vilkår i én kultur i én epoke, ikke nødvendigvis er det i andre. For Hegel er livsvilkår historisk skabte og dermed kulturelt relative (Skirbekk, 1972/1976, s. 94). Det strukturelle (tesen) Kant: Man kan aldrig overskride erfaringen Kaos Biologisk system Signifiant, sandheden Episteme Synkron Ubestemthedsprincip Det konstruerede (antitesen) Hegel: Livsvilkår er historisk skabte. Kausalitet Socialt system Signifié, den skrevne væren Doxa Diakron Dialektik Figur 1: Tesen indeholder kimen til antitesen. Der er således mindst to modstridende muligheder, som altid er i spil samtidigt. Én tolkning holder sig inden for de strukturelle rammer. En anden søger at overskride og åbne strukturen, og eliminerer dermed ideen om en entydig betydning. Disse både/og modstilles af ubestemhedsprincippet, der går den modsatte vej, og falsificerer dialektikken, på dialektikkens egne præmisser: Tesen indeholder kimen til antitesen. Og dermed er ringen sluttet og begrebet fuldbyrdet: En begrebslig dynamik, der beskriver eksempelvis det socialt udsatte barns vilkår, og analytisk anskueliggør kompleksiteten og delelementernes indbyrdes afhængighed og indflydelse. Ole Henrik Hansen er cand.pæd., leder af anbringelsessted i Espergærde og forskningsassistent ved institut for didaktik, DPU. info@olehenrikhansen.dk Aidman, E. V., & Leontjev, D. (1998). Fra ydre motivation til indre styring. Et Vygotsky-perspektiv. I M. Hermansen, Fra læringens horisont (s. 93-111). Århus: Klim. Atkinson, P., & Delamont, S. (2000/2005). Analytic perspectives. I N. K. Denzin, & Y. S. Lincoln, The Sage Handbook of Qualitative Research (s. 821-841). Thousand Oaks: Sage Publications. Bertelsen, P. (2007). Relationer i selvpsykologien. I T. Ritchie, Relationer i psykologien (s. 90-111). Værløse: Billesø & Baltzer. Broström, S. (2007). Virksomhedsteori - perspektiver på relationer. I T. Ritchie, Relationer i psykologien (s. 244-274). Værløse: Billesøe & Balzer Forlagene. Collin, F. (2003/2004). Konstruktivisme. Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag. Crenshaw, K. W (2006). Intersectionality, Identity Politics and Violence Against Women of Color. Kvinder Køn & Forskning, 7-21. Damasio, A. (1999/2004). Fornemmelsen af det, der sker. København: Hans Reitzels forlag. Denzin, N. K. (2000/2005). The Sage Handbook of Qualitative research Third edition. Thousand Oaks, California: Sage Publications. Derrida, J. (1970). Om Grammatologi. Kbhvn: Arena. Foucault, M. (1991). Governmentality. I G. Burchell, C. Gordon, & P. Miller, The Foucault effect: Studies in Governmentality (s. 87-104). Chicago: University of Chicago Press. Foucault, M. (1975/2003). Overvågning og straf. Frederiksberg: Det lille forlag. Gergen, K. (1997/2005). Virkeligheder og relationer. København: Dansk psykologisk forlag. Gregersen, F. (2007). Strukturalisme. I F.Collin, & S.Køppe, Humanistisk Videnskabsteori (s. 199-225). Viborg: DR Multimedie. Havensköld, L., & Mothlander, P. R. (1995). Utvecklings Psykologi psykodynamiske teori i et nyt perspektiv. Stockholm: Liber Utbilding AB. Hawking, S. (1993/1995). Kosmiske tanker. Kbh: Gyldendal Heede, D. (1992/2007). Det tomme menneske. København: Museum Tusculanums Forlag. Hegel, G. W. (1807/2005). Åndens fænomenologi. København: Gyldendal. House, E. R. (2005). Qulitative Evaluation and Changing Social Policy. I N. K. Denzin, & Y. S. Lincoln, The Sage Handbook of Qualitative Research Third edition. London: Sage. Hylander, I., & Guvå, G. (2005/2006). Grounded theory som teorigenererende metodolog. I T. Bechmann Jensen, Litteratur & g. Christensen, Psykologiske & pædagogiske metoder (s. 269-293). Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag. Højrup, T. (2002). Dannelsens Dialektik. København: Museum Tusculanums Forlag. Højrup, T. (1995). Omkring livsformsanalysens udvikling. København: Museum Tusculanums Forlag. Kant, I. (1781/2005). Kritik af den rene fornuft. Frederiksberg: Det lille forlag. Klafki, W. (1959/1983). Kategorial dannelse og kritiskkonstruktiv pæd. Kbh: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. Klafki, W. (1996/2005). Dannelsteori og Didaktik - nye studier. Århus: Forlaget Klim. Kragh-Müller, G. (2007). Relationer, anerkendelse og underkendelse. I T. Ritchie, Relationer i psykologien (s. 58-90). Værløse: Billesøe & Baltzer Forlagene. Lave, J., & Wenger, E. (2003/2005). Situeret læring- og andre tekster. København: Hans Reitzels Forlag. Leontjev, A. N. (1977). Problemer i det psykiskes udvikling - bd. 3. København: Bibliotek Rhodos. Lindgren, S.-Å. (2005/2006). Michel Foucault. I H. Andersen, & L. B. Kaspersen, Klassisk og Moderne Samfundsteori (s. 304-331). København: Hans Reitzels Forlag. Merleau-Ponty, M. (1945/1999). Om sprogets fænomenologi. København: Gyldendal. Piaget, J. (1969/2000). Barnets psykiske udvikling. København: Hans Reitzels Forlag. Rygaard, N. P. (Februar 2008). Relationsarbejde og tilknytningsforstyrrelse. Psykolognyt, s. 14-19. Rønne, P. (1968/1973). Medicinsk fysik. København: FADL. Schleifstein, J. (1975). Indføring i studiet af Marx, Engels og Lenin. Forlaget Tiden. Seligman, E.P & Csikszentmihalyi, M. (2007) Positiv psykologi. I: H.H. Knoop & J. Lyhne (red.) Positiv psykologi positiv pædagogik. København. Dansk psykologisk forlag. Skirbekk, G. (1972/1976). Politisk filosofi 2. Oslo: Universtetsforlaget. Stern, D. N. (1986/2006). Spædbarnets interpersonelle verden. København: Hans Reitzels Forlag. Vygotsky, L. (2005). Fantasi och kreativitet i barndomen. Göteborg: Daidalos. Vygotsky, L., Levina, R. E., & Luria, A. R. (1982). Om barnets psykiske udvikling. København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. Åberg, A., & Taguchi, H. L. (2007). Lytningens Pædagogik. Vejle: Kroghs Forlag. Ålvik, T. (Januar 1996). Fortsat kaos. Dansk Pædagogisk Tidsskrift, s. 42-54. 58 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009 59

undervisningsreform, pigers skolegang, erhvervsuddannelse, fattigdom, anbringelse uden for hjemmet, fattiggårde, udvandring fra Schweiz, første tegn på moderne offentlige sikringsordninger samt afsoning, kriminalforsorg og endelig teori og fattigdom. Det sidste afsnit (der kommer langt senere end fattigdomsafsnittet) kunne måske forventes at være givtigt med hensyn til definitioner på socialpædagogik, men det er ikke tilfældet. Det meste af teksten handler efter moderne opfattelse om skolevæsen, socialpolitik eller socialrådgivning, mens en meget mindre del er socialpædagogik ud fra et professionssociologisk perspektiv. Boganmeldelse Bettina Grubenmann: Nächstenliebe und Sozialpädagogik im 19. Jahrhundert. Eine Diskursanalyse. Verlag Paul Haupt, Bern 2007. 226 sider. Pris: 29,00 euro ISBN-10: 3258072213, ISBN-13: 978-3258072210 Anmeldt af Jacob Kornbeck Brüder! Wenn wir liebreich werden, wird es besser sein auf Erden. Sådan hedder det i årsmøderapporten for 1811 fra den schweiziske, kristne, filantropiske organisation SGG (Schweizerische Gemeinnützige Gesellschaft), henholdsvis SSUP (Société suisse d utilité publique), der i øvrigt findes i bedste velgående i vore dage (www.sgg-ssup.ch). Der er tale om en social pionerorganisation, hvis årsmøderapporter er spændende læsning og helt afgjort udgør et rigt og vigtigt kildemateriale. Næstekærlighed er derfor et vigtigt begreb, ligesom etableringen af retsligt definerede sociale rettigheder er det, og Grubenmann har valgt med afsæt i dette materiale at rekonstruere socialpædagogikbegrebet gennem det 19. århundrede. Emnet spiritualitet spiller ikke nogen speciel selvstændig rolle i undersøgelsen, hvilket måske kan undre i betragtning af den nordamerikanske og britiske debat om spiritualitet forstået som anerkendelse af religiøse følelser, erfaringer og ressourcer i socialt arbejde. Efterhånden er den angelsaksiske litteratur så omfattende, at den findes sammenfattet i letlæselig grundbogsform (Mathews, 2009), og en tilsvarende tysk litteratur er ved at opstå (Lewkowicz & Lob-Hüdepohl, 2003). Dette er dog ikke forfatterens ærinde. Undersøgelsen tager sit udgangspunkt i en undren over, at begrebet socialpædagogik i de tysktalende lande synes relativt uafklaret. Om det passer i en absolut forstand, er en anden sag. Alternativt kan det hævdes, at der siden begyndelsen af det 20. århundrede simpelthen har været en mangfoldighed af bud på, hvad socialpædagogik er, og at de langtfra altid har været gensidigt forenelige. Men dette er forfatterens opfattelse, som knyttes til debatten om socialpædagogikkens klassikere (s. 9). Denne debat blev i 90erne igangsat af Michael Winkler, der hævdede, at socialpædago- 60 gikken ikke manglede klassikere, men at den var uvidende om de klassikere, den faktisk har, og som forudså, at socialpædagogikken kunne gå i glemmebogen, hvis den ikke lærte dem at kende (Winkler, 1993). Bogens hovedkonklusion er i sig selv uangribelig: Es konnte deutlich gemacht werden, dass sozialpädagogische Diskurse eng mit Fragen des Gemeinwohls, politischer Teilhabe, sozialer Anerkennung, Verbürgerungsprozessen und Abweichungstendenzen einhergehen und insofern einen Kernbereich demokratischer Gesellschaften bleiben (s. 204). Det er nok en konklusion, der er svær at anfægte, men nok også en, der kommer bag på de færreste. Man kommer i sandhed langt omkring, men det bliver ikke klart, hvorfor der netop er tale om socialpædagogik. Det forudsættes, at læseren deler forfatterens opfattelse i så henseende. I betragtning af, at socialpædagogikken i Tyskland faktisk delvis er gået i glemmebogen i det mindste på det uddannelsespolitiske plan har Winklers tese en del, der taler for den, og klassikertesen kan bestemt også tiltrædes. Men alting er jo relativt, og set fra et dansk perspektiv må det nok siges, at tysk socialpædagogik har ganske velafklarede begreber, at de er beskrevet og bearbejdet i en ganske omfattende litteratur, at der findes rigtige klassikere og at der er en ganske pæn klassikerbevidsthed. Derimod kan det nok ikke udelukkes, at noget andet gør sig gældende i Schweiz, for skønt det er Pestalozzis hjemland, er bogmarkedet naturligvis mere begrænset, og lige som i nabolandet Østrig kommer meget litteratur fra Tyskland. Alt dette hjælper til at sætte bogen i relief, og så må det derfor også hilses velkommen, at dette teorihistoriske bidrag er blevet til og udgivet i Schweiz. Litteratur Mathews, I. (2009): Social Work and Spirituality. Exeter: Learning Matters Winkler, M. (1993): Hat die Sozialpädagogik Klassiker? I: Neue Praxis, årg. 23, nr. 3, s. 171-185 Lewkowicz, M. & Lob-Hüdepohl, A. (2003): Spiritualität in der sozialen Arbeit. Freiburg im Breisgau: Lambertus Socialpædagogik rekonstrueres her som en oftest uudtalt grundfigur i fagdiskurser om socialpolitik eller socialt arbejde. Tekstgrundlaget er oplæg og andre tekster fra årsmøderne i SGG i tidsrummet 1810-1861. Dvs., der bruges kun tekster fra én organisation og egentlig kun én tekstgenre. Vi erfarer f.eks. intet om, hvordan SGG-medlemmer ytrede sig, når de ikke var på det årlige landsmøde. Til sammenligning kan man fundere over, hvordan socialpædagogikforståelsen i Danmark ville tage sig ud, hvis en PhD-afhandling om denne udelukkende byggede på materiale fra SL, og der udelukkende var analyseret landsmødeoplæg. Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009 61

Boganmeldelse Mark Smith: Rethinking residential child care: Positive perspectives. Policy Press, Liverpool, 2009 224 sider, Internetpris (www.policypress.org.uk): 18.39(paperback)/ 52.00(hardback) ISBN 9781861349088 (paperback), ISBN 9781861349095 (hardback) Anmeldt af Jacob Kornbeck Denne bog kan bruges til to ting. For det første hvis man vil kende til det, der i Storbritannien gør det ud for (socialpædagogisk) arbejde med anbragte børn og unge: residential child care (herefter: RCC). For det andet hvis man ønsker at forstå de aktuelle britiske tendenser til at importere socialpædagogik, ikke mindst fra Danmark. Bogen er skrevet for britiske kolleger men kan med fordel læses af udenlandske kolleger enten fordi man ønsker at vide mere om britiske forhold omkring RCC, eller fordi man søger at forstå den aktuelle britiske diskussion omkring socialpædagogik (se fx www.socialpedagogyuk.com). Bogen er en god hjælp til at lære britiske begreber, sædvaner og institutioner at kende. I den sammenhæng skal der mindes om, at child care (to ord) ikke må forveksles med childcare (ét ord), der betyder børnepasning, daginstitution, osv.). RCC derimod er et fast udtryk for sig selv. Begrebet socialpædagogik (social pedagogy) bruges kun sjældent egentlig kun i de afsnit, der specifikt omhandler traditioner og praksis fra andre europæiske lande (herunder Danmark) (s. 151-163) og dog er det klart, at der er tale om socialpædagogik. Forfatteren kan ikke bruge ordet, når han beskriver britisk status quo, hvor RCC bygger på andre modeller, men det er tydeligt, at fremstillingen er farvet af forfatterens kendskab til socialpædagogik, og derfor ender bogen med et udsyn til de lande, der allerede underviser og praktiserer socialpædagogik. Det samme gør sig gældende i en komparativ britisk bogudgivelse om socialpædagogik (Petrie, et al., 2006), og det illustrerer, hvilket begrebsmæssigt, samt fag- og idéhistorisk vakuum den britiske diskurs befinder sig i: The UK is unusual in locating residential child care professionally within social work, hedder det kategorisk sidst i bogen (s. 151). Men pedagogy er ikke i sig selv noget veletableret eller alment kendt begreb, og social pedagogy er derfor (endnu) ikke umiddelbart forståeligt. Læreruddannelsen taler om education og referer til bestemte skoletyper, klassetrin, fag, m.v., mens andre pædagogiske praksisfelter har deres egne uddannelser (f.eks. youth work) eller slet ingen egen uddannelse eller identitet. RCC har hentet sine teorier og sin professionelle identitet (for så vidt der er en sådan) fra andre fag mest psykologi, sociologi og socialrådgiverfaget (professional social work) (s. 170) men egentlig aldrig fra pædagogik (education). En erkendelse af det normale i anbragte børn og unge og en tilnærmelse til normaltfeltet har der derfor ikke været kunne tale om. Forstået som RCC er arbejde med anbragte børn og unge traditionelt blevet betragtet som en opgave for socialrådgivere (social workers), men vel at mærke kun som et lederjob, idet det egentlige arbejde er blevet overdraget til personale med andre uddannelser eller ingen (relevant) uddannelse. Forfatteren har tidligere påtalt dette misforhold og bl.a. henvist til den danske pædagoguddannelse og den danske profession og i den sammenhæng fremhævet, at kvalificerede britiske dimittender slet ikke betragtede dette praksisfelt som attraktivt eller passende (Smith, 2003). Der er tilbagevendende henvisninger til udlandet, herunder ofte til Danmark, f.eks. når der gøres opmærksom på de nordiske landes mindre problemer med teenage-graviditeter, sammenhold med UK og USA (s. 126). Smith har stor sympati for, hvad han har set i udlandet, og betragter socialpædagogik som udtryk for en tro på, at alle mennesker kan få del i det gode liv (s. 154), mens RCC og social work står for en pessimistisk, misantropisk tradition. Bogens ærinde er derfor at tilbyde et positivt alternativ. Når det siges, at bogen omhandler britiske forhold, skal det dog huskes, at der i dag er betydelig forskel mellem the four countries of the United Kingdom, dvs., England, Skotland, Wales og Nordirland. På den ene side er de fleste initiativer til at importere socialpædagogik til RCC engelske. På den anden side har forfatteren der er baseret i Skotland sammen med en medforfatter slået til lyd for, at socialpædagogik passer bedre til skotsk end til engelsk tradition, idet socialpædagogik handler om fællesskab og social harmoni, mens den traditionelle angelsaksiske model for social work ikke levner plads til socialpædagogikken, da den bygger på 1800- og 1900-tallets engelske rationalisme (Smith & Whyte, 2008), som vi bl.a. kender den fra Dickens eller Malthus. Denne tankegang kommer i den her anmeldte bog igen til udtryk, når det hedder, at modellen er udtryk for kontinuitet tilbage til laissez-faire-tidens fattigvæsen og den repressive Poor Law a hangover in the Anglo-American tradition that the poor should not be seen to be getting too much (s. 154). De berørte problemer er kendte, men fremstillingen er anderledes andre lande, andre skikke. Bogens kapitler og begreber er ikke altid dem, man ville forvente at finde i en dansk eller tysk bog om socialpædagogik, men fremstillingen er klar, og bogen er altid forståelig. Med kapitlet The context of care lægges der op til en systematisk brug af begrebet care, der jo ikke udtrykker helt det samme som pædagogik. Dels betyder det rent faktisk omsorg eller pleje, og dels refererer det til en sundhedsfaglig eller socialfaglig teoretisk og praktisk ramme. Dernæst følger et kapitel, Inquiries and their impact, hvor der fokuseres på de skandaler omkring britiske børnehjem, som i de seneste årtier har haft enorm medie- og pressedækning og ikke mindst har medført en interesse i personalets manglende uddannelse inden for RCC. At der i dag findes en britisk dagsorden omkring socialpædagogik, skal helt sikkert for en stor dels vedkommende tilskrives disse skandalesager. Hvis briterne tror, at import af dansk socialpædagogik vil gardere dem imod fremtidige skandaler, bør de måske læse noget om Strandvænget eller Tokanten. Men det ændrer ikke ved det fornuftige i at lære af lande med socialpædagogisk tradition, uddannelse og fag. At den britiske diskussion er meget drevet af politiske debatter og lovgivning, ses af kapitlet Trends and policy directions. Naturligvis er henvisninger til love og bekendtgørelser også vigtige i Danmark, men måske er fagpersonernes mandat ikke lige så direkte afledt af dem måske fordi der kun findes lidt socialpædagogisk teori og love fylder vist ikke lige så meget i dansk faglitteratur. Ikke mindst hvidbogen Every Child Matters (2003) er vigtig, da den har skiftet det traditionelle britiske fokus på udsatte eller allerede skadede børn og unge ud og i stedet valgt at formulere mål for alle børn og unge. Hvad Grue-Sørensen med tanke på socialpædagogikken kaldte forsorgspædagogik (Grue- Sørensen, 1975, 362), afvises således som led i en bestræbelse på tilnærmelse hen imod normalfeltet et skift, der i Danmark vel nok satte ind allerede i 70erne. Det må man hilse velkommen. Det ses, at den nyere tænkning i høj grad er båret af regeringspublikationer så som hvidbøger og grønbøger, mens der stadig findes meget lidt faglitteratur. Hvis der er et teoretisk deficit i RCC, kommer det til udtryk i kapitlet Theorising residential child care, der netop viser, at teorier kommer alle mulige andre steder fra, bare ikke fra faget selv det har jo hidtil ikke rigtig eksisteret. Det ses også, at pædagogik (education) sjældent er grundlaget noget, som forfatteren har prøvet at råde bod på (Smith, 1999, 2007, 2009. Note 1). Kapitlet The residential environment stiller skarpt på miljøet og relationerne på de institutioner, hvor RCC udfolder sig, mens Assessment, care planning and programming tydeliggør i hvor grad faget er blevet underlagt administrative logikker noget, der gælder i endnu højere grad for social work. Relationer bliver udforsket nærmere i Working at the boundaries: the personal and professional relationship, hvorefter der i Residential childcare in a continuum of care meget logisk lægges op til spørgsmålet, hvordan care-begrebet kan anvendes på hele den menneskelige livsbue. Netop dette må vel siges at være et kerneudsagn om socialpædagogikken, der modsat RCC ikke er begrænset til børn og unge (Kornbeck, 2008). Og da denne forståelse er helt fremmed i en britisk kontekst, er det her, at Smith for alvor bringer sine udenlandske (ikke sjældent danske) eksempler på banen i kapitlet Other traditions of practice. Det fører helt naturligt til konklusionen, Rethinking residential child care, der søger at indfri bogens ærinde, som det blev formuleret i indledningen: At tilbyde positive alternativer, som britisk personale i RCC, undervisere, meningsdannere og beslutningstagere kan arbejde videre med. RCC er blevet stedmoderligt behandlet, og får det endelig noget 62 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009 63

opmærksomhed, er det af de forkerte grunde: episoder med overgreb mod anbragte børn og unge, ringe succes på lang sigt for de foranstaltninger, samfundet investerer i, samt et lavt uddannelsesniveau og lav motivation hos personalet (s. 1). Forfatteren vil derimod vise britiske læsere, at der findes alternativer, bl.a. uden for landet, og at den sektor, hvis presse i hans land er så dårlig, kan udformes anderles og mere positivt. At danske forhold mange steder i bogen fremhæves som eksemplariske, må virke stimulerende, ikke mindst på den fagpolitiske debat. Da det nu igen er et fagpolitisk mål at få en specifik socialpædagogisk uddannelse (Sonne, 2008), må en udgivelse som denne kunne tjene til at understøtte krav om synliggørelse og anerkendelse af socialpædagogikkens specifikke bidrag og styrker. Smith fremhæver det f.eks. som særlig værdifuldt, at grunduddannelsen i Danmark er på degree level (s. 157-158) der skal her erindres om, at uddannelsen før fusionen i 1992 ikke var på MVU-niveau. Et sådant udsagn i en udenlandsk bog, udkommet på et stort, velkendt fagbogsforlag, ligger der også en anerkendelse i, og denne anerkendelse må kunne bruges til noget i den hjemlige uddannelsespolitiske debat. Note 1) Mark Smith s artikel, Social Pedagogy, blev skrevet i 1996 og er derefter løbende revideret. Artiklen blev oversat og bragt i Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 10, 2002, s. 20-27. Se litteraturlisten for web-adresse. Litteratur Grue-Sørensen, K. (1975): Almen pædagogik. København: Gjellerup Kornbeck, J. (2008): Socialpædagogik som paideia? I: Dansk Pædagogisk Tidsskrift, nr. 3, s. 58-67 Petrie, P.; Boddy, J.; Cameron, C.; Wigfall, V. & Simon, A. (2006): Working with Children in Care: European Perspectives. Maidenhead: Open University Press/McGraw-Hill Smith, M. (2003): Towards a Professional Identity and Knowledge Base: Is Residential Child Care Still Social Work? I: Journal of Social Work, årg. 3, nr. 2, s. 235-252 Smith M. & Whyte, B. (2008): Social Education and Social Pedagogy: reclaiming a Scottish tradition in social work. I: European Journal of Social Work, årg. 11, nr. 1, s. 15-28 Smith, M. (1999, 2007, 2009): Social Pedagogy. www.infed.org/biblio/b-socped.htm Sonne, M. (2008): Lav to pædagoguddannelser og få flere ansøgere. Pressemeddelelse. 09.07.08. www. sl.dk/aktuelt/nyhedsarkiv/2008/07/lav%20to%20 pædagoguddannelser%20og%20få%20flere%20 ansøgere.aspx 64 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 23 2009