14. s.e.trin. B. 2016 Johs 5,1-15 Salmer: 331-658-52 157-400-7 Det er meget inspirerende at høre et godt og velforberedt foredrag. Også selvom man ikke er enig med foredragsholderen. Det er godt at høre om andres tanker og overvejelser, og man bliver mere klar på sine egne. Det er et privilegium at kunne høre så mange gode foredrag her i Helligåndskirken. Og jeg har hørt rigtig mange, -og jeg bliver aldrig træt af det. Nogle foredrag brænder mere igennem end andre. Og der er forskel. Nogle synes mere om det ene end det andet. Vi er heldigvis forskellige. Jeg har gennem årene hørt flere foredrag med tidligere sygehuspræst Preben Kok. Han blev landskendt for nogle tvudsendelser og en bog med titlen: Skæld ud på Gud. Han var en meget dygtig og afholdt sygehuspræst på Vejle sygehus, og dertil en fremragende foredragsholder. Ikke fordi jeg skal referere, alt hvad han har sagt, -det ville føre for vidt. Blot i forlængelse af dagens evangelium en god tanke, som Preben Kok 1
lancerede i et af sine foredrag. Preben Kok kom med den påstand, at vi danskere ikke altid er lige gode til at håndtere alvorlige kriser. Og med sine mange samtaler på kræftafdelingen med døende og deres pårørende, så har Preben Kok jo en stor baggrund for at sige, at vi danskere har det meget svært med sygdom og død. Så fortalte han, at han tænker, at en af de sandsynligvis mange forklaringer på det, er, at vi lever i Danmark, -dette lille smørhul, trygt og godt, fredeligt og stille, rigt og gavmildt. Der er ikke noget, der for alvor truer os. Vi har ikke jordskælv, som forleden i Italien. Vi har ikke tornadoer, der vælter huse og slår ihjel. Vi sulter ikke og mangler ikke noget. Der er intet, der sådan set lægger os forhindringer i vejen. Det går bare derudaf. Laver vi en aftale om noget et år frem, så regner vi da med, at det bliver, som vi har planlagt. Selvfølgelig. Ikke som feks Norge, -hvor man er vant til at sige: ja, vi ses, - hvis vejret tillader det. I Norge og i mange andre lande er man vant til, at der hele tiden er et vist 2
forbehold. Der kan komme noget i vejen. Det sker ikke i Danmark. Hvis vi ikke kan det, vi vil, så er det nogens skyld. Sådan har vi langt hen ad vejen vænnet os til at tænke. Hvis vi ikke kan komme frem for en snestorm en sjælden gang, så klager vi til kommunen over manglende snerydning, - det er også for dårligt. Hvis bussen eller toget ikke kommer, så er det da for galt, -hvad er det for noget. Ja, og langt hen ad vejen, -hvis vi bliver syge, så er det også nogens fejl, - lægernes, sygehusets, maden, røg eller for megen alkohol. Langt hen ad vejen er sygdom noget, som nogen skal tage sig af og fjerne. Sådan tænker vi. Det er måske sat på spidsen, -men hvis vi tænker nærmere over det, så er der nok noget om det. Hvis der sker os noget. Hvis vi møder modgang. Møder begrænsninger. Så er det på en eller anden måde nogens skyld. Det er ikke bare noget, der sker. Det er ikke blot noget, der ikke kan forklares. Vi tænker det er nogens skyld. Og så er der også nogen, der skal tage det væk fra os. Men sådan går det jo ikke altid. 3
Altså at der er nogen, der kan tage det væk. Og der er sygdomme, -alvorlige sygdomme, der opstår helt uden at det er nogens skyld, uden der er en årsag, en forklaring. Det kom bare. Det væltede ens tilværelse. Og så har vi ifølge Preben Kok vanskeligere med at klare det, forholde os til det. Vi er enkelt og meget firkantet sagt som forkælede børn, der regner med at far og mor fjerner alle problemer. Preben Kok vil gerne, at vi skal tænke over, at der kan ske noget med os, som vi ikke kan forklare, som kan være bunduretfærdigt, forkert, ondt, meningsløst. Men det kan ske, og det skal vi kunne klare, ellers går vi til bunds i sorgen og fortvivlelsen. Davidssalmen, jeg læste til indledning, er en klagesalme. Også her har vi en mand, der utilfreds, skyder skylden på Gud og kræver det umulige. Lad mig vide, hvornår jeg skal dø Herre, hvor mange dage der er tilmålt mig, -kræver han i sin klage. Nej, vil Gud svare. Du skal ikke vide, hvornår du skal dø, for det kan du ikke leve med at vide. Så vil du være 4
fokuseret på din dødsdag, og hver dag vil blive tænkt som én dag mindre, og én dag tættere på døden. Det vil ikke være til at bære. Ved at vi netop ikke ved, hvornår vi skal dø, kan vi leve og stå op hver morgen og glædes over en ny dag. Vi ved, vi skal dø, men ikke hvornår. Og salmisten klager videre: Jeg er stum, jeg åbner ikke munden, for det er dig, der har forvoldt det, siger han. Det er Gud, der straffer ham, mener forfatteren af den salme, -men sådan er Gud ikke, -i hvert fald ikke ifølge Jesus Kristus, Guds egen søn, og han må vide bedre. Jesus siger, at Gud ikke straffer vore overtrædelser med sygdom, ulykke eller død. Gud sidder ikke i sin himmel og skalter og valter med os efter, hvordan vi forvalter vores liv og vores mangel på kærlighed og omsorg for andre. Gud er den, der tilgiver. Men lad os så gå til evangeliet om den lamme ved Betesda dam. Han har været syg i 38 år, hører vi. Og han ligger dag ud og dag ind ved den underfulde dam, fordi engang imellem kommer vandet på mystisk 5
måde i oprør, og man troede, at det var en Guds engel der fór ned i vandet og det medførte så, at vandet fik helbredende kræfter, men altså kun for den, der kom allerførst ned i vandet. En underlig ting, -synes man. Hvorfor kun én, og hvorfor kun den der var hurtigst? Der måtte være trængsel om de inderste pladser ved kanten af dammen, skulle man mene. Men for hovedpersonen er det halsløs gerning at tro på, at han kunne nå først i vandet. Han er lam og har ingen til at hjælpe sig at komme derned. Hvorfor så ligge der med en håbløs, ja næsten tåbelig drøm om at nå først i vandet? Hvorfor ikke tage sin skæbne på sig og finde et andet sted at være, måske gøre en anden form for gavn end bare at ligge der og vente i uendelighed, formålsløst. Men han ligger der, -for det er jo de andres skyld, at han ikke kommer først i vandet. Han burde have nogle venner, der bare var der og ventede og ventede. Eller de andre måtte kollektivt blive enige om, at nu var det den lamme mands tur til at komme i vandet først, -han har jo ligget der i 38 år. Det er de 6
andres skyld, at han ikke er blevet rask, -eller Guds skyld fordi han ikke sender nogle flere engle i vandet, så der ligesom kunne blive ryddet op i de syge, der kommer i før ham, og så kunne han. Jesus kender mandens tanker, og derfor spørger han. Vil du være rask?. Vil du det, når alt kommer til alt. Nu ligger du der dag efter dag, du har vænnet dig til det, du har det godt inderst inde i din anklage og kritik af alle andre end dig selv. Vil du være rask? Bliver du rask, så skal du jo til at lave noget. Tage et ansvar for dit liv. Være noget for andre. Slide for føden. Vil du det, eller vil du bare ligge der med alle dine anklager mod Gud og hver mand? Vil du være rask? spørger Jesus. Og manden svarer ikke: Det er ikke noget jeg hellere vil. Nej, han begynder med sin sang om, at det er andres skyld, at han ikke er blevet rask for længst. Ikke særligt pænt vel. Men Jesus vender ham ikke ryggen og udtaler de helbredende ord: Rejs dig, tag din båre og gå! Fantastisk. Et Guds under. En mirakuløs forvandling. 7
Benene kan bære ham efter 38 år. Og hvad gør manden så. Ja, han går ikke hen til Jesus og takker ham og takker Gud. Han går blot rundt med sin båre og ved faktisk ikke, hvem der har helbredt ham. Og da han så bliver kritiseret for at bære sin båre, når det er hviledag, så skyder kan skylden på Jesus: Det var ham, der helbredte mig, der sagde til mig om at bære min båre. Det er slet ikke mig, -det var ham. Senere møder Jesus ham på tempelpladsen og siger til ham: synd ikke mere. Og hvad gør manden så, han styrter tilbage til jøderne og fortæller, at det var Jesus, der havde helbredt ham og det var ham, der havde sagt, at han skulle gøre noget, man ellers ikke måtte på sabbatten efter de strenge religiøse overhoveders hjemmelavede regler. Han er ikke særlig sympatisk vel. Det er altid alle andres fejl, andres skyld, det er også for galt, det var ikke mig osv. Lykken er ikke den skæbne, du får, men sindet hvormed den bæres, sådan siger den livskloge jyske digter Anton Berntsen. Vi kender ikke vores skæbne. 8
Vi kender ikke fremtiden. Vi ved ikke, hvad der kan ramme os. Men vi kan vide, at der kommer noget til os alle. Og nogle af os rammes hårdere end andre. Og det er ikke nogens skyld, -hverken Guds skyld, eller vores egen skyld, eller kommunens eller statens skyld. Sommetider sker der noget med os. Nogle af os får en tung skæbne, og det går ikke væk af, at vi skylder skylden på alle andre og er fuld af bebrejdelser og forurettethed og anklage. Nej, rammes vi, gælder det om at finde sindet til at bære det. Tage skæbnen på os og få det allerbedste ud af det. Og så giver Gud os kræfterne. Støtter os, nærer omsorg, viser os vejen at gå og giver os nye glæder og det i alle situationer. Med de gode ord også af Preben Kok gælder det om, at vi bliver bedre til at håndtere kriser. Og en af måderne er at vide, at der kan ske noget uafvendeligt ondt og uretfærdigt, -men hvad der end sker, vi er ikke alene. Gud er med os, hans kærlighed fratages os aldrig, -han har åbnet en dør ind til Guds himmel. 9
Og så det allersidste: Den lamme ved Betesda dam var ikke en udpræget sympatisk fyr. Men det er ham, Jesus går hen til. Det er også en pointe. Selv når vi svigter og er nogle uslinger, så vi har svært ved at holde os selv ud, -så holder Gud os ud alligevel. Han elsker også den, der bestemt ikke har fortjent det. Gud ske tak for det. Amen 10