1849 1861 1866 1884 1895 1901 1913 1918 1920 1920 1929 1939 1945 1948 1957 1968 1973 1984 1990 1994 1998 2001 2005 2007 2011 Notat: Folketinget sætter rekord i elitestyring Aldrig på noget tidspunkt i vores demokratiske historie, har andelen af akademikere i vores Folketing været så stor. Med 64 pct. akademikere på Christiansborg fra Folketingsvalget 2011, så er vi godt på vej til at udvikle vores folkestyre til et teknokrati, hvor magten ligger hos en elite, der alene har erfaret verden gennem deres uddannelse. FIGUR 1: FT-MEDLEMMERNES UDDDANNELSESNIVEAU 1849-2011 80 70 60 50 40 30 20 Folkeskole Videregående uddannelse (stx, htx, hhx, KVU, MVU) Universitet 10 0 Note: Mellem 1990 og 2005 er der ingen data på procentandelen af folketingsmedlemmer der alene har en folkeskoleuddannelse. Kilde: Cevea på baggrund af Elberling (1947) og Folketinget.dk (2011) Vores repræsentative demokrati må efterhånden siges nærmest at være proforma. Uddannelsesniveauet hos folketingsmedlemmerne matcher nemlig langt fra niveauet hos den øvrige befolkning. Antallet af folketingstaburetter hvorpå der sidder akademikere, slår klar rekord i vores demokratiske historie. Aldrig på noget tidligere tidspunkt er et så tårnhøjt antal af universitetsuddannede og -studerende blevet valgt ind i Folketinget som den 15. september 2011. Ud af de 179 folketingsmedlemmer er hele 64 pct. akademikere. Til Kontakt Jens Jonatan Steen, analysechef T. 2944 6023 E. jjs@cevea.dk Forfatter Ane Theodora Sørensen, analysepraktikant E. ats@cevea.dk Notat Tema: Demokratisk deltagelse Publiceret d. 24-10-2011 Nærværende rapport må kun citeres med udtrykkelig kildehenvisning til Cevea
sammenligning er kun 7 pct. af den danske befolkning akademikere. Samtidig viser en opgørelse fra Cevea også at endnu flere - nemlig 78,3 pct. af de 23 nye ministre også kvalificere sig som akademikere. Disse tal står i skærende kontrast til en meningsmåling som analyseinstituttet Interresearch havde lavet for Cevea, som ikke overraskende afslører, at 70 pct. af alle danskere ønsker politikere, der har samme uddannelsesbaggrund som en selv ( De uddannede sidder på magten, Cevea, 2011). Det repræsentative demokrati var bedre i 1849 Mens vores Folkevalgte anno 1849 var kendetegnet ved bowlerhat, spadserestok og baggrund i det bedre borgerskab, så var repræsentativiteten målt på uddannelse bredere på dette tidspunkt. Som figur 1 viser, så er vores repræsentativitet i 2011 faktisk endnu lavere end den var i 1849. Og dette er tilfældet, selvom det dengang kun var 15 pct. af Danmarks befolkning der havde ret til at afgive sin stemme. Uden en bred uddannelsesmæssig rekruttering af politikere, vil der automatisk være blinde vinkler, altså problematikker hos borgerne og i samfundet som overses, som simpelthen ikke prioriteres af politikerne. Fra dette udgangspunkt, blev det repræsentative demokrati styrket op gennem det 20. århundrede. Negativ parlamentarismen blev i praksis styreformen ved systemskiftet i 1901, og i 1915 opnåede alle mænd og kvinder over 25 år stemmeret. På den måde fik Folketinget en bredere sammensætning og større repræsentativitet, hvilket bl.a. betød at der blev plads til flere MF ere med baggrund i kort- og mellemlange uddannelser. Ved Folketingvalget i 1939 nåede vi det punkt i Danmarkshistorien (1849-2011), hvor andelen af akademikere var lavest. Dengang var der kun 16 pct. akademikere i Folketinget. Det er dog væsentligt at slå fast, at det hverken kan eller skal være målet, at have et Folketing, der totalt matcher det omgivende samfund. Men det er omvendt bemærkelsesværdigt, at vi i 2011 har skabt den største afstand nogensinde mellem de folkevalgte og det folk, de repræsenterer, målt på uddannelsesniveau. Danskerne bakker stærkt op om det repræsentative demokrati med unikt høje stemmeprocenter, men samtidig har vi i dag et Folketing, der kun i begrænset omfang kan leve op til målsætningen om bred politisk repræsentation. Selvfølgelig skal vi have dygtige, dedikerede politikere til at lede vores land. Men måske vi sætter for stor lid til politikere med lange boglige uddannelser, og for lidt lid til politikeren med livserfaring og visioner. Det generelle problem er derfor ikke for meget uddannelse, men nærmere for lidt dannelse. Som figur 2 (nedenfor) viser, har der længe været et stort skel mellem andelen af universitetsuddannede hos befolkningen og andelen i Folketinget. Men særligt ved valgene i 2007 og 2011 knækker kurven. I denne periode er akademikernes andel i Folketinget vokset med 41 pct. En markant stigning, der får skellet mellem de folkevalgte og folket til at vokse sig endnu større. Hvis man samtidig kigger på aldersfordelingen i forhold til uddannelse, ser fremtiden dyster ud. For de folketingsmedlemmer som er yngre end 35 år, er 87 pct. akademikere, mens tallet for de folketingsmedlemmer der er ældre end 35 år 52 pct. Dette er interessant, da den unge gruppe af politikere må anses for at være Danmarks fremtidige politikere, og således giver disse tal os et praj om, hvilken retning vi bevæger os i. 2
FIGUR 2: UNIVERSITETSUDDANNEDE MF ERE OG BEFOLKNING 70 60 50 40 30 Folketingsmedlemmer Befolkning 20 10 0 1984 1990 1994 1998 2001 2005 2007 2011 Kilde: Cevea på baggrund af Elberling (1949) og Dansk statistik(2001) Akademikernes andel i Folketinget er vokset med 36 pct. i perioden 2007-2011. Politik bag Borgens lukkede døre Udviklingen går i retning af, at det i stigende grad er eliten af samfundet, der kontrollerer slagets gang og den politiske dagsorden i Folketinget. I dag er bådepolitikerne og embedsmændene djøfere. Embedsmændene og de folkevalgte besidder altså den samme tunge viden og tekniske tilgang til, hvordan samfundet skal forvaltes. FIGUR 3: FOLKETINGMEDLEMMERS UDDANNELSE 2011 (pct.) Universitet Videregående Folkeskole 0 10 20 30 40 50 60 70 Kilde: Dansk statistik(2001) Det politiske system risikerer således at blive et lukket system, hvor man skal kende en række sociale og kulturelle koder for at kunne indgå i sammenhængen. Det peger i hvert fald i retning af endnu flere koder, når andelen af akademikere i Folketinget fortsat er markant dominerende jf. figur 3. Med de sociale koder i hånden vil politikerne være iklædt et bestemt sæt briller, hvorigennem de ser verden. De politiske koder gør, at politik bliver 3
uvedkommende for den almindelige dansker, ekskluderer de mindre uddannede og skaber et system, hvor kun eliten kan begå sig. Det politiske system bliver her et selvbekræftende og selvrefererende system, hvor alle hverken er inviteret eller repræsenteret, hvor kun de indviede kan være med. Djøficeringens blinde vinkler En tidligere undersøgelse, som Interresearch har lavet for Cevea, viser, at 70 procent af danskerne ikke føler, at de bliver repræsenteret af deres politikere. Forfatter og samfundsdebattør Lars Olsen pointerer netop, at der uden en bred uddannelsesmæssig rekruttering vil opstå blinde vinkler, altså problematikker som overses og ikke prioriteres tilstrækkeligt af politikerne. Søndagsavisen lavede i denne sammenhæng en undersøgelse af efterlønnen som et eksempel på en blind vinkel. Her spurgte de folketingsmedlemmerne, om en eller begge af deres forældre var eller havde været på efterløn. Kun 13 pct. svarede positivt på spørgsmålet og heraf var alle fra A, F og Ø, som samtidig er de partier, der ikke vil afskaffe efterlønnen. En tankevækkende erkendelse, som viser, at de MF ere, der var mest direkte berørte og bekendte med nedslidning, også var dem, der tog det mest alvorligt. Andre eksempler bekræfter på lignende vis, at landets Folketingsmedlemmer lever under andre vilkår en den øvrige befolkning. Mens 1 million danskere bor i alment boligbyggeri, er der kun to folketingsmedlemmer der bor sådan. Endvidere er der ingen af de ledende politikeres børn ( Politikerne kender ikke de praktiske uddannelser, Cevea, 2010), der går på en erhvervsuddannelse. Det får Lars Olsen til at påpege, at det er erfaringerne fra villavejene og det boglige uddannelsessystem, som står skarpt på den indre nethinde og som herved påvirker de politiske spørgsmål. Med deres uddannelse, må de siges, at være vidende om samfundet og det de arbejder med. Mere vidende, men åbenbart uden at være i stand til at nå ud til befolkningen og møde dem, der hvor de står. Egentlig kan det heller ikke overraske, at den kulturelle og sociale baggrund påvirker hvorledes man opfatter virkeligheden, de centrale samfundsproblemer og den politiske dagsorden. Konsekvensen er bare, at akademikernes dominans i Folketinget kan skabe en mere ulige magtfordeling. Forståelseskløften Når bestemte grupper ikke deltager i den politiske debat, ikke bliver repræsenteret i det politiske system og derved ikke får del i magten, opstår der en kløft mellem dem tier stille og dem der råber højt. Hvis den deltagende elite kæmper for noget andet end den ikke-deltagende gruppe, vil deres stemme blive ekskluderet fra den politiske debat. På den måde vil de emner, som den deltagende elite fokuserer på, også blive dominerende og overrepræsenteret i den politiske debat. Visse spørgsmål og udfordringer falder altså under radaren af prioriterede spørgsmål. Problemet opstår på det tidspunkt, hvor stadig flere i Folketinget går rundt og ligner hinanden, og er udklækket i samme strudseæg på universitetet. For at bryde med denne politiske rip-rap-rup effekt, hvor alle politikere ligner hinanden, så har vi brug for en række nye initiativer. Den svækkede repræsentativitet kan ikke løses ved et quick-fix, men kræver en bred og lang række af forskellige initiativer. Men et sted at starte kunne være følgende forslag: 4
Top-down initiativer: Bredere rekruttering af nye politikere Faste 4 års valgperioder Politisk assistance på Borgen Bottom-up initiativer: Kommunalt selvstyre Direkte borgerinddragelse Styrkelse af det demokratiske medborgerskab Bredere rekruttering af nye politikere De politiske partier udgør den vigtigste fødekanal ved rekruttering af nye politikere. Her har de politiske partier et særligt ansvar for at sikre, at deres rekruttering ikke ekskluderer bestemte grupper. Dette kræver at både partier og ungdomspartier påtager sig et større ansvar. De må afsætte mere tid og flere ressourcer til talentpleje, så nye politikerspirer, unge talenter og mere politisk uprøvede kræfter får mulighed for at stifte bekendtskab med politik. Ikke mindst med kandidater af anden etnisk oprindelse og mere erhvervsfaglig baggrund bør opprioriteres. Faste 4-årige valgperioder Med faste valgperioder vil man kunne give folk med almindeligt 8-16-job bedre rammer for at udfolde deres politiske engagement. Faste valgperioder vil sikre, at gruppen af erhvervsaktive får mulighed for at langtidsplanlægge, afsætte tid til valgkampen og dermed udligne den fordel, som f.eks. universitetsstuderende har på nuværende tidspunkt. Politik må således ikke alene blive til et spil for studerende, der kan holde fri, når det passer dem. Stærkere politisk opbakning på Borgen Der skal sikres større politisk assistance og opbakning til MF erne på Christiansborg, så det bliver nemmere at tilgå det politiske system uden en kandidatgrad i rygsækken. Den styrkede opbakning skal sikre, at politikerne får plads til agere ud fra deres visioner, holdninger og erfaringer, mens embedsmændene holder administrationen og systemet i ave. Vi skal altså have flere rådgivere til den enkelte MF. Denne forandring betyder også, at det politiske system skal være åbent overfor flere politiske rådgivere, der skifter med flertallet, så det er politikernes og politikkens interesser der varetages fremfor systemet. Kommunalt selvstyre En udvidelse af demokratiets rammer skal sikre en langt større medindflydelse til kommunerne og det lokale demokrati, så de bliver mere selvstyrende. Demokratiet skal respektere nærhedsprincippet og sikre at beslutningerne træffes tæt på borgerne. Derfor er en kommunalreform, der flytter stadig flere kompetencer og stadig mere magt ind på Christiansborg, langt fra ønskværdig. Og det er heller ikke nødvendigvis den rigtige vej at gå med mere centralisering og nedlæggelse af eksempelvis Regionerne. 5
Direkte borgerinddragelse Vores nuværende repræsentative demokrati har i høj grad været indstillet på at borgerne kun inddrages og adspørges hvert fjerde år. Med inspiration fra bl.a. folkehøringer og lignende udenlandske borgerinddragelsesprojekter, bør vi afsøge mulighederne for at inddrage borgerne hyppigere og mere kvalificeret i de politiske beslutninger. Eksemplerne fra den engelske London Citizens og canadiske Civic Lotteries viser, at almindelige borgere har stor interesse og motivation for, at tage medansvar og engagere sig under de rigtige forudsætninger. En De politiske prioriteringer skal ikke vælges ud fra en bevidsthed, der kun har øjne på én lille del af den store helhed. del af svaret er derfor at overlade flere beslutninger direkte til borgerne, at oplyse dem om konsekvenserne og inddrage dem i længere forløb. At øge borgerinddragelsen vil samtidig sikre, at flere får interesse for det politiske system. Styrkelse af det demokratiske medborgerskab Befolkningen skal oplæres til at være demokratiske borgere, som har et demokratisk ansvar. Derfor skal vi målrettet gøre op med underordningskulturen, hvor bestemte socialgrupper holdes uden for den politiske debat, så den politiske mobilisering kan øges. Som påpeget ovenfor, er der med arbejderbevægelsens svækkelse færre muligheder for at engagere sig. De må organiseres anderledes, så de ansporer de sociale grupper i samfundet og sørge for at engagere alle samfundsgrupper, så deres stemmer kan udfordre den politiske elites dagsorden. Det handler om at ændre forståelsen omkring vores demokrati. Med folkeskolen som afskydningsrampe skal danskerne lære at tage del i det lokale nærdemokrati; tage del i foreningslivet og lokale bestyrelser. På denne måde vil politik bliver aktuelt og relevant på et lokalt plan. Beslutningerne bør ligge så tæt på borgerne som muligt i lokaludvalg, børnehavens bestyrelse eller elevrådet således at de borgere, der ønsker at deltage i de demokratiske processer, også oplever, at de faktisk får indflydelse, når de tager ansvaret. 6