Europa på kanten... 2 Kapitel 1: Beskæftigelsen falder og arbejdsløsheden stiger kraftigt... 3

Indhold Europa på kanten... 2 Kapitel 1: Beskæftigelsen falder og arbejdsløsheden stiger kraftigt... 3 Unge uden for arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet... 5 Krisen kan mærkes på lønnen... 9 Opsamling... 13 Kapitel 2: Fra industrisamfund til (lavtlønnet) servicesamfund...14 Det enorme fald i industrijob... 14 Den tyske middelklasse må nøjes med lavtlønnede servicejob... 15 Industriarbejdere er hårdt ramt i Storbritannien... 17 Danmark skaber nye middelklassejob men også lavtlønnede job... 18 Opsamling... 21 Kapitel 3: Det prekære arbejdsmarked... 22 Krisen har særligt kostet fuldtidsjob... 22 Stor fremgang i andelen af deltidsjob på tværs af Europa... 23 Europæiske kvinder er ofte deltidsansat... 25 Deltidsansatte i nogle lande oplever dårligere løn... 27 Brug af midlertidigt ansatte vokser støt... 29 Vikarer bruges i stigende grad som arbejdskraft... 32 Enmandsvirksomheder... 33 Zero-hour kontrakter er udbredt i England... 36 Opsamling... 41 Kapitel 4: Arbejdende fattige i Europa... 42 Arbejdende fattige er et stigende problem i mange lande... 42 Ufaglærte er i høj risiko for at blive arbejdende fattige... 44 Deltids- og midlertidigt ansatte er særligt udsatte... 46 Arbejdende fattige blandt enlige forsørgere... 48 Arbejdende fattige efter nationalitet... 49 Meget forskellige udfordringer i de enkelte lande... 50 Opsamling... 51 1

Europa på kanten Det europæiske arbejdsmarked er under pres. Krisen har kostet mange job og arbejdsløsheden er i mange lande steget eksplosivt. Særligt bekymrende er, at mange unge - særligt i Sydeuropa - står helt uden for både arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet. Fortsætter udviklingen, er der risiko for, at en hel generation aldrig får ordentligt fodfæste på arbejdsmarkedet og mulighed for at udnytte deres potentiale. Langtidsledighed for unge har nemlig store konsekvenser for den enkeltes fremtidige jobchancer og løn og kan også sætte dybe spor i samfundsøkonomien. På trods af at der er store forskelle på de europæiske arbejdsmarkeder, er der nogle overordnede tendenser, som tydeliggør, hvilke arbejdsmarkedspolitiske udfordringer Europa står overfor. Krisen har generelt forstærket en igangværende forandring på de europæiske arbejdsmarkeder. Overgangen fra industri- til servicesamfund har i en del lande haft store konsekvenser for middelklassen, da mange af de nye servicejob oprettes i lavtlønsbrancher. Det betyder, at mange ved jobskifte har svært ved at finde et job med en tilsvarende ordentlig løn. Samtidig er der sket et generelt skifte mod et voksende prekært arbejdsmarked, hvor usikkerheden i ansættelser stiger. Europæiske lønmodtagere har i stigende grad sværere ved at blive fastansat i fuldtidsstillinger og for en del lønmodtagere betyder det, at deres arbejdsliv er præget af stor usikkerhed og manglende rettigheder til f.eks. pension, feriepenge, løn under sygdom mv. Udviklingen presser lønnen i mange lande, og flere steder er der en stigende lønulighed. I nogle lande medfører udviklingen ligefrem en systematisk udhuling af middelklassens lønninger og stor lønnedgang for de lavest lønnede. Det er ikke kun et problem for de enkelte personer, der oplever lønnedgang, men også for den samlede økonomi, idet efterspørgslen falder. En af de store konsekvenser er, at andelen af arbejdende fattige generelt er stigende på tværs af Europa og det går hårdest ud over de grupper på arbejdsmarkedet, der i forvejen er udsatte: Ufaglærte, udlændinge samt deltids- og midlertidigt ansatte har størst risiko for at tjene så lidt, at de kan betegnes som arbejdende fattige. 2

Kapitel 1: Beskæftigelsen falder og arbejdsløsheden stiger kraftigt Siden udbruddet af finanskrisen i 2008 har store dele af Europa været hårdt ramt af stigende arbejdsløshed. Den europæiske beskæftigelse toppede i 2008 med hele 224,7 millioner i beskæftigelse, men siden da er den faldet til 218,2 millioner. Det er et fald på 6,6 millioner beskæftigede 1. Som det fremgår i figur 1 er andelen af beskæftigede 25 til 59 årige faldet i perioden 2008 til 2014 i stort set alle europæiske lande. Særligt sydeuropæiske lande er blevet ramt af massiv tilbagegang i beskæftigelsen, men også mange vesteuropæiske og nordiske lande har oplevet væsentlig nedgang. Sydeuropæiske lande såsom Italien, Spanien og Grækenland har oplevet enorme fald i beskæftigelsen på hhv. 5,4, 9,1 og 13,0 procentpoint i perioden første kvartal 2008 til andet kvartal 2014, ligesom Irland også er blevet ramt særligt hårdt af krisen med fald i beskæftigelse på 6,1 procentpoint. FIGUR 1: ANDEL AF BESKÆFTIGEDE 25-59 ÅRIGE I DE FORSKELLIGE EUROPÆISKE LANDE, 2008 OG 2014 Kilde: Eurostat En del nordeuropæiske lande er også hårdt ramt af krisen. Beskæftigelsen i Danmark er faldet med 4 procentpoint og i Holland med 4,6 procentpoint. Tyskland har, i modsætning til mange lande, haft en stigning i beskæftigelsen fra 2008 til 2014 på 3,3 procentpoint, og Storbritannien har haft en mindre stigning på 0,5 procentpoint. Stigningen i Tyskland skal bl.a. ses i forhold til det relativt lave udgangspunkt i 2008, men det tyske arbejdsmarked har været overraskende stabilt under krisen, og der har været en positiv udvikling i beskæftigelsen, siden økonomien stabiliserede sig i 2010, hvorefter Tyskland har oplevet BNP- 1 Eurostat, Labor Force Survey 3

vækst. Den positive udvikling på det tyske arbejdsmarked hænger bl.a. sammen med de store social- og arbejdsmarkedsreformer, som Schröder-regeringen gennemførte i 2003 og 2005 (Hartz-reformerne) 2. En del østeuropæiske lande har ligeledes oplevet en væsentlig stigning i beskæftigelsen, men dette skal bl.a. ses i forhold til, at de som udgangspunkt havde relativt lave beskæftigelsesgrader i 2008. Arbejdsløshedstallene følger nogenlunde samme mønster som beskæftigelsesgraden blot med modsat fortegn. Siden krisens udspring er andelen af arbejdsløse steget eksplosivt i hele Europa, som vist i figur 2 nedenfor. Figuren viser den registrerede arbejdsløshed i hele befolkningen i de forskellige europæiske lande. FIGUR 2: ANDEL AF ARBEJDSSTYRKEN SOM ER ARBEJDSLØSE Kilde: Eurostat Arbejdsløshedstallene kan i nogen grad undervurdere den reelle arbejdsløshed, da det kun er andelen af arbejdsløse i arbejdsstyrken, som tilbyder sin arbejdskraft på arbejdsmarkedet, der registreres. Personer udenfor arbejdsstyrken medregnes dermed ikke. Personer udenfor arbejdsstyrken tæller bl.a. pensionister, studerende i ordinær uddannelse, nogle kontanthjælpsmodtagere, der ikke umiddelbart er parate til at varetage et job samt selvforsørgende. Derudover er der en del personer, som midlertidigt ikke tælles med i arbejdsstyrken f.eks. personer på barselsorlov eller en del af de personer, der er i aktivering i forbindelse med deres kontanthjælp. Det betyder, at den registrerede arbejdsløshed i nogen grad kan undervurdere den reelle arbejdsløshed, f.eks. er arbejdsstyrken faldet markant i Danmark efter 2008. Faldet i Danmark afspejler bl.a. et stort fald i unges erhvervsdeltagelse, hvor f.eks. unge studerende i mindre grad arbejder ved siden af studierne, hvilket 2 Læs mere om Hartz-reformerne i Cevea s rapport om Tyskland på www.cevea.dk 4

betyder, at en del personer falder ud af arbejdsstyrken. Samtidig afspejler faldet i arbejdsstyrken også, at antallet af unge i aktivering og på kontanthjælp uden for arbejdsstyrken også er steget. Resultatet er derfor, at arbejdsløshedstallene i figur 2 i nogen grad undervurderer den reelle arbejdsløshed. Unge uden for arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet Ovenstående ledigheds- og beskæftigelsestal taler sit tydelige sprog om den generelle udvikling i Europa mellem 2008 og 2014 og viser, hvordan visse lande har markant større udfordringer end andre. Dette tydeliggøres desuden når ungdomsarbejdsløsheden undersøges. Det er særligt bekymrende, når mange unge står udenfor både arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet, og siden krisen har dette været et voksende problem i mange europæiske lande. Hvis krisen fortsætter i mange år, kan det i værste fald betyde, at en hel generation får svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Figur 3 viser andelen af unge (15-29 år), som hverken er i job, uddannelse eller anden form for træning i hhv. 2008 og 2013. Som det fremgår af figuren, er det særligt sydeuropæiske lande, som er hårdt ramt af krisen. Knap 30 pct. af alle græske 15 til 29 årige er i dag helt udenfor både arbejdsmarked og uddannelsessystemet, hvilket er en væsentlig stigning, da andelen kun lå på 15 pct. i 2008. Unge i Italien og Spanien er næsten ligeså hårdt ramt, idet omkring hver fjerde unge står udenfor arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet i disse lande. Ligesom det var tilfældet hos den samlede befolkning, er ungdomsarbejdsløsheden i Storbritannien i mindre grad påvirket af krisen, omend andelen af unge udenfor uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet er steget med 6 procentpoint siden 2008, hvilket betyder, at ca. 15 pct. af alle britiske unge i dag står uden job eller uddannelse. I Danmark er andelen ca. halvt så stor som Storbritannien i 2013 med 7,5 pct. af de unge, men stigningen siden 2008 har været endnu mere markant end i Storbritannien. I de første fem år efter krisens begyndelse i 2008 er andelen af danske unge, der hverken er i arbejde eller uddannelse steget med 2,5 procentpoint. 5

FIGUR 3: ANDEL AF UNGE UDENFOR ARBEJDSMARKEDET OG UDDANNELSESSYSTEMET Kilde: Eurostat Selv i et land med gratis uddannelse som Danmark, har den stigende ungdomsarbejdsløshed altså ikke blot medført, at flere unge har rykket sig fra arbejdsmarkedet over til uddannelsessystemet. Der er en væsentligt andel, der hverken er tilknyttet det ene eller det andet system. Dette skyldes bl.a., at arbejdsløsheden blandt nyuddannede er steget betydeligt, men det skyldes også, at der er en del unge, der har mistet deres arbejde under krisen og ikke umiddelbart er uddannelsesparate. Nedenstående figur 4 sandsynliggør dette ved at opdele de europæiske unge, der både står udenfor arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet, i tre aldersgrupper: 15-19 årige, 20-24 årige og 25-29 årige. I stort set alle lande er det særligt unge mellem 20-24 og 25-29 år, der står udenfor arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet. Det er typisk i disse aldersgrupper, at de unge bliver færdiguddannede, og tallene i figuren indikerer derfor, at de færdiguddannede ofte har meget svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet rundt om i Europa. Andelen af de 20-29 årige, der står udenfor arbejdsmarkedet, varierer meget imellem de enkelte europæiske lande; fra ca. 10 pct. i Sverige og Danmark til mellem 30 og 40 pct. i Grækenland og Italien. 6

FIGUR 4: ANDEL AF UNGE UDENFOR ARBEJDSMARKEDET OG UDDANNELSESSYSTEMET, FORDELT PÅ ALDERSGRUPPER, 2013 Kilde: Eurostat At nyuddannede har svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet under krisen uddybes i nedenstående figur, som viser unges beskæftigelsesgrad i 2013 efter endt uddannelse. Figuren inddeler de unge efter, om de har været færdiguddannede i mere eller mindre end 3 år. Figuren indikerer dermed krisens påvirkning på nyuddannedes jobchancer, da de personer, som er blevet færdige med deres uddannelse for mindre end 3 år siden, er kommet ud på arbejdsmarkedet under krisen. I langt de fleste lande er beskæftigelsesgraden markant lavere for unge, der har været færdiguddannede i under 3 år. Selvom Danmark generelt har en af de højeste beskæftigelsesgrader i Europa - også for unge - er det et af de lande, hvor nyuddannede, der er blevet færdig med deres uddannelse indenfor 3 år, har en betydelig lavere beskæftigelsesgrad (79.9 pct.) end unge, der har været færdiguddannede i over 3 år (89.4 pct.). 7

Sydeuropæiske lande ligger også her nederst i statistikken idet f.eks. nyuddannede grækere har en beskæftigelsesgrad på ca. 40 pct., hvilket understreger de dårlige jobudsigter for sydeuropæiske unge. I figuren adskiller Tyskland og Storbritannien sig ved, at der ikke er betydelig forskel på beskæftigelsesgraden for nyuddannede, der har været færdige i hhv. under og over 3 år. I Tyskland er der faktisk lidt højere andel i beskæftigelse hos de nyuddannede under krisen. FIGUR 5: ANDEL AF UNGE I BESKÆFTIGELSE EFTER ENDT UDDANNELSE, 2013 Kilde: Eurostat Ovenstående tendenser blandt færdiguddannede unge kan potentielt sætte dybe spor i samfundsøkonomien mange år ud i fremtiden. Ledighed efter endt uddannelse kan generelt ses på den enkeltes løn og jobchancer i mange år frem, og problemet forværres, desto længere ledigheden varer. Ungdomsarbejdsløshed påvirker derfor ikke kun den enkeltes fremtidsmuligheder negativt, men også hele samfundsøkonomien 3. Dette er særligt tilfældet i de sydeuropæiske lande, hvor ungdomsarbejdsløsheden er eksploderet. Her kan en fortsættelse af den nuværende kriseløsning, der har gældsafdragelse som sit primære fokus fremfor en mindskelse af arbejdsløsheden, have katastrofale konsekvenser på længere sigt, da en hel ungdomsgeneration kan blive fanget i ledighed mange år ud i fremtiden. 3 For analyse af dimittendledighed i Danmark, se http://www.ae.dk/sites/www.ae.dk/files/dokumenter/analyse/ae_ledighed-blandt-nyuddannede-saetterdybe-spor-i-samfundsokonomien.pdf 8

Krisen kan mærkes på lønnen Danske lønninger er kendt for at have et højt niveau, og det er med god grund. På tværs af forskellige stillinger ligger danske lønninger generelt højt i sammenligning med resten af Europa, hvor kun Østrig, Schweiz og Norge ligger på samme niveau i lønstatistikkerne. Analyseres timelønnen for fuldtidsarbejde på tværs af Europa, er det dog tydeligt, at der er enorm stor forskel, selvom lønnen korrigeres for prisforskelle (købekraft) og inflation. Figur 6 nedenfor viser medianlønnen i forskellige europæiske lande for ansatte i private virksomheder med mere end 10 ansatte i 2002, 2006 og 2010. Medianlønnen er lønnen for dem, der befinder sig præcis midt i indkomstfordelingen og kan derfor bruges som et mål for middelklassens lønniveau. Som det fremgår i figur 6, kan lønudviklingen i europæiske lande groft sagt opdeles i tre grupper: 1) Lande, som har oplevet en stigning i medianlønnen i hele perioden 2) Lande, som har oplevet en stigning i medianlønnen fra 2002 til 2006, men som derefter oplever et fald fra 2006 til 2010. 3) Lande, hvor medianlønnen konsekvent er faldet fra 2002 til 2010. FIGUR 6: MEDIANTIMELØNNEN FOR FULDTIDSANSATTE I DEN PRIVATE SEKTOR I VIRKSOMHEDER MED MERE END 10 ANSATTE, I EURO Kilde: Eurostat 9

I den første gruppe lande findes en del østeuropæiske lande samt Finland, Spanien og Portugal. Landene har alle oplevet reallønsfremgang i medianlønnen både fra 2002 til 2006 og fra 2006 til 2010. Men især i de lande, hvor beskæftigelsen er faldet betydeligt (jf. figur 1), er fremgangene små. I Danmark steg medianlønnen f.eks. med 1,5 kr. fra 2006 til 2010, i Spanien 3 kr. og i Portugal 0,75 kr.. Der er dog også en del lande, som har oplevet en udvikling, hvor lønnen er steget fra 2002 til 2006, men derefter faldet fra 2006 til 2010. I Storbritannien og Island sker dette i en sådan grad, at lønnen falder til under 2002-niveau. Den britiske medianløn er således faldet betydeligt fra 119 kr. til 101 kr. (et fald på 17,8 pct.) imellem 2006 og 2010, så reallønnen i dag er 14 kr. lavere end i 2002. Tyskland og Frankrig er blandt de lande, som konsekvent har oplevet et væsentligt fald i medianlønnen i hele perioden. I 2002 var medianlønnen i Tyskland 120,6 kr. i timen. Siden da er medianlønnen faldet betydeligt til 115,5 kr. i 2006 og 109,4 kr. i 2010. Denne gruppe tæller også Luxembourg, samt Italien og Østrig, hvor lønfaldene først fremkommer, når man korrigerer for købekraftsforskelle mellem lande (PPP). Når medianlønnen falder, kan det skyldes, at alle lønninger falder, men det kan også skyldes, at nogle lande har oplevet en stigende lønulighed og en udhuling af middelklassens lønninger. Dette kan undersøges gennem analyse af lønudviklingen for hhv. de lavestlønnede og de højestlønnede. Figur 7 viser lønudviklingen for 1. decil, dvs. gennemsnitslønnen for de personer, som tjener mindre end 90 pct. af alle i fuldtidsarbejde. Som det fremgår af figuren følger udviklingen for lavtlønnede udviklingen i medianlønnen i mange lande. De lande, som har oplevet en konsekvent nedgang i medianlønnen siden 2002, har i de fleste tilfælde også oplevet en betydelig nedgang i reallønnen for de lavestlønnede. FIGUR 7: DEN GENNEMSNITLIGE TIMELØN FOR DE 10 PCT. LAVESTLØNNEDE FULDTIDSANSATTE, I EURO Kilde: Eurostat 10

I Tyskland er lønnen for de lavestlønnede fuldtidsansatte faldet med 11,5 pct., fra 71,5 kr. i 2002 til 63,3 kr. i 2010. Lønnedgangen har været nogenlunde jævn gennem hele perioden. I Storbritannien har de lavestlønnede også oplevet et fald fra 2002 til 2010, men til forskel fra Tyskland er lønnedgangen sket mellem 2006 og 2010 (fra 78,2 til 68,5 kr.). Til gengæld har der været lønfremgang for de lavestlønnede fuldtidsansatte i hele perioden i bl.a. Danmark, Finland og Sverige. Analyseres lønudviklingen for højtlønnede topledere viser der sig igen et meget varieret billede på tværs af de europæiske lande. 4 I nogle lande rammer krisen alle, idet selv de højtlønnede topledere oplever lønnedgang (jf. figur 8). Topledere i kriselandene Spanien, Island og Grækenland oplever i den forbindelse særlig stor lønnedgang fra 2006 til 2010, hvor topledernes løn har større udsving end medianlønnen. Storbritannien er også et eksempel på dette, men det skal dog bemærkes, at de højtlønnede toplederes lønniveau er relativt høj, og der kun er tale om en mindre lønnedgang, hvilket ikke er tilfældet for medianlønnen og lønniveauet hos de lavestlønnede i Storbritannien (jf. figur 6 og 7). Tyskland skiller tydeligt ud fra de ovenstående lande; de højtlønnede toplederes løn stiger markant i perioden 2002 til 2010 (stiger med 96,8 kr. eller 23,8 pct.), hvilket står i modsætning til udviklingen i medianlønnen og gennemsnitslønnen for de lavestlønnede. Dette peger i retningen af, at middelklassens lønninger udhules og lønuligheden stiger betydeligt. FIGUR 8: DEN GENNEMSNITLIGE TIMELØN FOR HØJTLØNNEDE LEDERE I DEN PRIVATE SEKTOR, I EURO Kilde: Eurostat 4 Højtlønnede topledere er defineret som lønnen for den leder, der tjener mere end 90 procent af alle andre ledere (stillingsgruppen ISCO 1: ledelsesarbejde ). 11

De nordiske lande er derimod komplet modsætninger til Tyskland på dette punkt, idet lønniveauet for medianen og de lavestlønnede generelt ligger højt i forhold til resten af Europa, men lønniveauet ligger relativt lavt for de højest lønnede topledere i den private sektor. Opsummerende kan det konkluderes, at der ikke kan findes generelle tendenser i lønudviklingen for fuldtidsarbejde på tværs af Europa. I 9 af de 17 rigeste europæiske lande stiger toplederlønningerne mere end de lavtlønnedes, hvorimod det modsatte er tilfældet i de resterende lande. I det hele taget er der stor forskel på, hvilke lande, som har høje lønninger i toppen og bunden af lønfordelingen: Kun Luxembourg, Schweiz og Belgien ligger i top 10 både for medianløn, lavtløn og direktørlønninger. For direktørlønninger kommer Tyskland, Italien og Storbritannien ind som nummer 2, 3 og 5 i Europa, på trods af deres generelt lave lønniveau for middelklassen og lavtlønnede. Ligeledes er der ikke nogen sammenhæng mellem, hvor meget direktørlønningerne stiger, og hvor meget de laveste lønninger og middelklassens lønninger stiger. Selvom lønnen for direktører i Storbritannien falder med 3 pct., falder den med hele 9 pct. for de lavtlønnede. I Holland stiger direktørlønningerne med 20,4 pct., mens de lavestlønnedes timeløn falder 9 pct.; i Italien er de tilsvarende tal +3 pct. for direktører og 4.5 pct. for lavtlønnede. Nogle lande har imidlertid større løntilbagegang i toppen end i bunden: Frankrig, Østrig, Belgien, Grækenland og Spanien har alle haft procentvis størst lønnedgang for topledere. 12

Opsamling Sydeuropæiske lande er blevet ramt ekstremt hårdt af krisen. Beskæftigelsen i Italien, Spanien og Grækenland er faldet med hhv. 5, 9 og 13 procentpoint i perioden 2008 til 2014. Mange nord- og vesteuropæiske lande er dog også ramt: I Danmark og Holland er beskæftigelsen faldet med hhv. 4 og 5 procentpoint. Tyskland har i modsætning til mange lande oplevet en større stigning på 3 procentpoint. Med undtagelse af Tyskland er arbejdsløsheden også steget i alle europæiske lande siden 2008. Omkring hver fjerde person i Grækenland og Spanien er arbejdsløs (hhv. 26 og 24 pct.). Unge uden for arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet udgør en særlig stor udfordring, og siden krisen har dette været et voksende problem i mange lande. Knap 30 pct. af alle græske 15 til 29 årige er i dag helt udenfor arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet, og i Spanien og Italien står knap hver fjerde unge uden nogen tilknytning til hverken arbejde eller uddannelse. Det er særligt unge mellem 20 og 29 år, som står uden tilknytning til hverken uddannelse eller arbejdsmarkedet, hvilket tyder på, at færdiguddannede har svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet rundt om i Europa. Lønudviklingen er meget forskellig på tværs af Europa, men en del lande har oplevet en væsentlig lønnedgang i medianlønnen fra 2006 til 2010, når der korrigeres for købekraft, og i nogle lande er medianlønnen konsekvent faldet fra 2002. Der er ingen generelle tendenser i lønudviklingen på tværs af Europa. I Kriselandene Spanien, Island og Grækenland oplever alle løngrupper markante lønnedgange under krisen. Tyskland, Italien og Storbritannien har nogle af de højeste lønninger til topledere på trods af relativt lavt lønniveau for middelklassen og lavtlønnede. METODE, KAPITEL 1: BESKÆFTIGELSEN FALDER OG ARBEJDSLØSHEDEN STIGER KRAFTIGT Alle data i dette kapitel stammer fra Eurostat. Figur 1 og 2 er fra Labour Force Survey på kvartalsbasis. Figur 3, 4 og 5 er fra Educational attainment and outcomes of education (edat). Løndata i fugyr 4-8 er fra Structure of Earnings Survey, som foretages hvert 4. år (data for 2014 er endnu ikke tilgængelige). Løndata er priskorrigeret med hvert lands forbrugerprisindeks (også fra Eurostat, Harmonized indices of consumer prices). 13

Kapitel 2: Fra industrisamfund til (lavtlønnet) servicesamfund Mange lande har oplevet en radikal udvikling fra industrisamfund til servicesamfund. Det har betydet en markant nedgang i antallet af industrijob, som traditionelt ellers har beskæftiget store dele af befolkningen til en relativ god løn. Udviklingen fra industri- til servicesamfund kan derfor ikke kun udgøre en beskæftigelsesmæssig udfordring, men også en fordelingsmæssig udfordring, hvis ikke lønniveauet i de nye job matcher lønnen i industrien. Jobnedgangen i industrien bevirker derved, at der både skal findes nye job til at erstatte industrijobbene, og de skal samtidig helst være lønmæssigt på niveau med de industrijob, som forsvinder. Det enorme fald i industrijob Industrien er ikke nødvendigvis i krise, fordi arbejdspladser forsvinder, idet industrien stadig producerer mere og skaber mere salgsværdi på tværs af Europa. Behovet for arbejdskraft bliver dog mindre og mindre. Som det fremgår i figur 9, har industrien i Storbritannien, Tyskland og Belgien mistet forholdsvis mange arbejdspladser i perioden 1991 til 2011. Industrien udgør stadig en stor andel af det tyske arbejdsmarked, men der er mistet hele 3 mio. industriarbejdspladser siden 1991, svarende til 27 pct. af industriarbejdspladserne og 6,5 pct. af alle tyske arbejdspladser. Til sammenligning har Danmark mistet 148.000 industriarbejdspladser svarende til 30 pct. af industriarbejdspladserne og 4,9 pct. af alle danske arbejdspladser 5. FIGUR 9: INDUSTRIENS ANDEL AF DET SAMLEDE ANTAL ARBEJDSPLADSER, I PCT. Storbritannien* USA Norge Holland Frankrig Belgien Danmark Sverige Østrig Finland Tyskland Italien Ungarn* Slovenien* Tjekkiet* 2011 1991 0 10 20 30 40 *Storbritannien, Ungarn, Slovenien og Tjekkiet: Data slutter i 2010. Ungarns data begynder i 1992, Tjekkiets i 1993 og Sloven iens i 1995. For disse lande må det formodes at tabet af industriarbejdspladser undervurderes, fordi tidsperioden er kortere. Datagrundlag: OECD, Structural Analysis Database (STAN). For Storbritannien: EU-KLEMS. 5 Industriarbejdspladser er følsomme over for kriser og opsving i økonomien. (Tyskland havde f.eks. særligt mange industriarbejdspladser i 1991). Det kan derfor give misvisende tal direkte at sammenligne landenes tab af industriarbejdspladser fra 1991 til 2010. Derfor er tabet af arbejdspladser udregnet ud fra det gennemsnitlige årlige tab af arbejdspladser, ved hjælp af denne regression: ind_andel it = i i t + it Industriens andel af arbejdspladser i land i i året t, ind_andelit, regresseres for hvert land på året, t. Tallene i grafen er estimatet på trenden i andelen af industriarbejdspladser, trend_ind_andel it = i i t 14

Danmark og Tyskland har dermed gennemgået nogenlunde ensartede udviklinger, hvad angår tab af industriarbejdspladser. Da begge disse lande samtidig har oplevet en øget produktion og dermed produktivitet i industrien, er tabet af arbejdspladser dog ikke i sig selv problematisk. Det afhænger af, om de tabte arbejdspladser erstattes af job i andre sektorer, og hvorvidt disse nye job kan bibringe en tilsvarende eller forbedret levestandard til lønmodtagerne. Den tyske middelklasse må nøjes med lavtlønnede servicejob Tyskland har, ligesom de fleste andre europæiske lande, over de seneste årtier oplevet et enormt skifte fra industrisamfund til servicesamfund. Det er dog interessant, at Tyskland, som er det land med den mest positive beskæftigelsesudvikling under krisen, samtidig er landet med de største udfordringer, hvad angår skabelsen af nye middelklassejob. Det tyder dermed på, at en af årsagerne bag den, i europæisk øjemed, imponerende udvikling i beskæftigelsesgrad skyldes skabelsen af mange lavtlønnede stillinger. Figur 10 viser beskæftigelsen i forskellige brancher i den tyske økonomi, samt branchernes timeløn. Pilene i figuren viser udviklingen i beskæftigelsen fra 1991 til 2010, og de stiplede linjer viser udviklingen i lønningerne i samme periode. De røde pile viser et fald i beskæftigelse, og de grønne pile viser en stigning. Væksten i den tyske lønudvikling har generelt været lav i de seneste årtier. Den gennemsnitlige timeløn i Tyskland var i 2010 165 kr., og i perioden 1991 til 2010 er gennemsnitslønnen for hele den tyske økonomi kun steget med 14 kr., når der korrigeres for generelle prisstigninger 6. Figuren tydeliggør, at årsagen til den lave lønstigning er, at beskæftigelsen hovedsagligt stiger i lavtlønnede brancher. Sammenlignet med hele den tyske økonomi har industrien høje lønninger, og lønnen er samtidigt steget relativt meget siden 1991; fra 184 til 231 kr. Det samme er tilfældet med stillinger indenfor offentlig administration og forsvar, engroshandel, el, gas, vand og renovation samt minedrift. Disse brancher er dog kendetegnet ved alle at have mistet sammenlagt 932.000 arbejdspladser 7. Den markante nedgang i industrijob og andre velbetalte brancher er modsvaret til en stigning i antallet af job med lavere timeløn end gennemsnittet. Som det fremgår i figur 12, er der siden 1991 skabt 1,6 mio. nye job i hjælpeservices 8, hvor den gennemsnitlige timeløn i 2010 var 107 kr., hvilket er væsentligt under den gennemsnitlige timeløn på 165 kr. I hotel- og restaurationsbranchen er der skabt 0,7 mio. job med en gennemsnitlig timeløn på kun 72 kr. Når der korrigeres for generelle prisstigninger har den gennemsnitlige timeløn i hotel- og restaurationsbranchen været uændret siden 1991. Den tyske udvikling betyder overordnet, at tyske middelklassejob er forsvundet og kun dårligere betalte servicejob er blevet skabt, hvilket sætter Tysklands umiddelbare positive beskæftigelsesudvikling i perspektiv. 6 En del af stigningen i lønnen i industrien skyldes, at gruppen af ansatte har ændret sig: Der er blevet færre lavtlønnede industriarbejdere, mens der stadig er lige så mange vellønnede ingeniører, kemikere, ledere, mv. 7 En af grundene til, at højtløns-servicesektoren er mindre udbygget i Tyskland end i de fleste andre rige lande, er, at store tyske virksomheder traditionelt har ansat medarbejdere til at løse serviceopgaver, i stedet for at købe dem fra specialiserede servicevirksomheder. 8 Hjælpeservices består af (ca. ordnet efter størrelse): rengøring, gartnere, sikkerhedsvagter, privat jobformidling og vikarer, udlejning (f.eks. af biler), guider og rejsebureauer 15

FIGUR 10: UDVIKLINGEN I TIMELØN OG ANTAL BESKÆFTIGEDE I UDVALGTE BRANCHER PÅ DET TYSKE ARBEJDSMARKED, 1991-2010 Forklaring: Lønudvikling 1991-2010 Antal beskæftigede Stigning eller fald i beskæftigelsen, 1991-2010 Datagrundlag: OECD, Structural Analysis Database (STAN). Timeløn er inklusiv arbejdsgiverbetalt sygesikring mv. og korrigeret for prisstigninger (2010-tal) 16

Industriarbejdere er hårdt ramt i Storbritannien I Storbritannien er industrien også hårdt ramt. Som det fremgår af figur 9 er andelen af industriarbejdspladser faldet fra 17 pct. i 1991 til 7 pct. i 2010, svarende til at 1,8 mio. industrijob er forsvundet. Ligesom i Tyskland er der samtidig stor vækst i antallet af arbejdspladser i den dårligere lønnede servicebranche. Detailbranchen og hotel- og restaurationsbranchen i Storbritannien har, ligesom i Tyskland, et meget lavt lønniveau, henholdsvis 108 og 97 kr. i timen. Og ligesom i Tyskland er disse brancher i vækst. Detailhandlen har tilføjet knap 465.000 job, og den meget mindre hotel- og restaurationsbranche har tilføjet godt 350 000. I Storbritannien er det dog særligt stillinger indenfor privat service, sundhed og omsorg, der er i vækst, og på trods af at lønnen er højere end de meget lavtlønnede brancher som f.eks. detailbranchen, så er lønnen stadig under gennemsnitslønnen. For hele den private servicesektor, som også omfatter vellønnede brancher, som f.eks. rådgivende ingeniører, er gennemsnitslønnen 131 kr., hvilket tyder på, at visse underbrancher (f.eks. rengøring) har lave lønninger. 9 Det betyder, at mange industriarbejdere i Storbritannien står overfor lønnedgang, hvis de mister deres industrijob, fordi de nye job, der opstår, typisk er lavtlønnede. Lavtlønsjob erstatter altså middelklassejob. I Storbritannien har nedgangen i industrien ydermere været særlig voldsom, og den er sket fra et i forvejen lavt niveau. Den store forskel på Tyskland og Storbritannien ligger i lønudviklingen: Tyskland havde forholdsvis høje lønninger i 1991, men lønningerne har siden da stået stille i store dele af økonomien, så mange branchers lønniveau i dag er lavt. I Storbritannien var lønningerne allerede meget lave i 1991: I hotel og restauration fik man knap 54 kr. i timen, i detailhandlen godt 82 kr. Detailhandlen har haft lavere lønstigninger end andre brancher (26 kr. frem mod 2009), men ellers har de lavtlønnede brancher fulgt bedre med lønstigningerne i resten af økonomien. De er ikke blevet hægtet af lønudviklingen i samme grad som i Tyskland, og gennemsnitslønnen for hele økonomien er også steget mere: I 1991 tjente en brite i gennemsnit 112 kr. i timen, i 2009 var det 170 kr. 9 Data for Storbritannien er ikke så gode som for Danmark og Tyskland, så det er ikke muligt at opdele de 4,7 mio. job i privat service i underkategorier. Branchen består både af højtlønsbrancher (jura, regnskab, arkitektur, teknisk analyse, ledelse) og lavtlønsbrancher (Rengøring og anden operationel service). Branchens løn er derfor et gennemsnit af flere brancher med vidt forskelligt lønniveau. At lønningerne i privat service ikke stiger så meget som i andre brancher kunne tyde på, at det især er de lavere lønnede brancher, som er i vækst. 17

FIGUR 11: UDVIKLINGEN I TIMELØN OG ANTAL BESKÆFTIGEDE I UDVALGTE BRANCHER PÅ DET BRITISKE ARBEJDSMARKED, 1991-2009 Datagrundlag: EU-KLEMS. Timeløn er inklusiv arbejdsgiverbetalt sygesikring mv. og korrigeret for prisstigninger (2009-tal) Udviklingen er derfor ikke så entydig som i Tyskland, omend størstedelen af nye job ligeledes ligger i brancher med lavere lønninger end gennemsnittet. Danmark skaber nye middelklassejob men også lavtlønnede job Den danske udvikling skiller sig ud fra den engelske og tyske ved, at der i langt højere grad fortsat skabes nye middelklassejob. Figur 12 viser den danske udvikling. Den danske industri er mindre end Tysklands og med 148.000 forsvundne industrijob siden 1991, er social- og omsorgssektoren i dag større end industrien. Lønningerne i den danske industri er tættere på gennemsnitslønnen i Danmark, end det er tilfældet i Tyskland, blandt andet fordi de danske gennemsnitslønninger er steget med 51 kr. siden 1991, og således følger industriens lønudvikling. 18

FIGUR 12: UDVIKLINGEN I TIMELØN OG ANTAL BESKÆFTIGEDE I UDVALGTE BRANCHER PÅ DET DANSKE ARBEJDSMARKED, 1991-2010 Antal beskæftigede Datagrundlag: OECD, Structural Analysis Database (STAN). Timeløn er her inklusiv arbejdsgiverbetalt sygesikring mv. Korrigeret for prisstigninger. Danmark har i modsætning til Tyskland og Storbritannien skabt nye middelklassejob i servicesektoren til erstatning for de tabte industrijob. Danmark har generelt haft en højere lønudvikling i servicesektoren end Tyskland. I 1991 var gennemsnitstimelønnen i detailhandlen ens i Danmark og Tyskland 112 kr. i timen. I 2010 var den gennemsnitlige danske timeløn i detailhandlen dog 37 kr. højere end den tyske (hhv. 160 kr. 19

mod 123 kr.), hvorfor den danske lønudvikling i højere grad er kommet ansatte i detailhandlen til gode end den tyske. Endvidere er danske ansatte inden for hjælpeservices eller omsorgs- og socialarbejde, modsat de tyske, ikke lavtlønnede. Akademikere indenfor jura, regnskab, arkitektur, teknisk analyse og ledelse, hvis antal er øget både i Danmark og Tyskland, er også meget bedre lønnet i Danmark. Danmark har samtidig skabt eller bevaret flere højtlønnede job. I Danmark er der skabt langt flere job indenfor IT, tele og medier end i Tyskland, og der er mistet færre job indenfor offentlig administration og forsvar, engroshandel, el, gas, vand og renovation samt minedrift. Samlet set har den danske udvikling dermed ikke medført et fald i middelklassejob på trods af nedgangen i industrijob. Hotel- og restaurationsbranchen er dog en af de brancher, som trækker udviklingen ned i Danmark, da branchen har samme udvikling som den tyske. I Danmark er branchens gennemsnitsløn ikke steget siden 1991 og er dermed i 2010 stadig 127 kr. i timen. Samtidig er der skabt 30. 000 nye job i hotel- og restaurationsbranchen, hvilket betyder, at branchens udvikling medfører en stigning i lavtlønnede job i Danmark. I forhold til Tyskland og England, og mange andre europæiske lande, kan Danmark siges at være en succeshistorie, hvad angår overgangen fra industrisamfund til servicesamfund. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at Danmark skiller sig negativt ud i forhold til resten af Norden, da andelen af nyoprettede job i lavtlønsbrancher er markant højere end i de andre nordiske lande. 20

Opsamling Industriens andel af det samlede arbejdsmarked er faldet generelt. Industrien i Storbritannien, Tyskland og Belgien er særligt hårdt ramt. F.eks. har Tyskland mistet 27 pct. af industriarbejdspladserne siden 1991. Overgangen fra industri- til servicesamfund har store konsekvenser i nogle lande, da mange af de nye job, der skabes, er lavtlønnede servicejob. Dette medfører dermed en forskydning fra vellønnede industrijob til lavtlønnede servicejob. Danmark har i vid udstrækning formået at skabe nye relativt vellønnede servicejob, hvilket betyder, at middelklassen i Danmark har klaret sig relativt godt i overgangen fra industri til servicesamfund. Lønniveauet og stigningen i antallet af arbejdspladser i hotel- og restaurationsbranchen er dog undtagelsen fra denne tendens i Danmark. KAPITEL 2: FRA INDUSTRISAMFUND TIL (LAVTLØNNET) SERVICESAMFUND Datagrundlaget i dette kapitel er OECDs Structural Analysis (STAN). Data for Storbritannien stammer fra et tilsvarende datasæt, kaldet EU-KLEMS og går kun til 2009. Alle lønninger er blevet omregnet til 2010-priser med Eurostats Harmonized Indices of Consumer Prices. I figur 9 er brancheandelene for industrien korrigeret for konjunkturer som beskrevet i fod note 5 I figur 11 for Storbritannien er der tilsvarende store udsving for ejendomsmægling. For denne branche er beskæftigelsen i 1991 derfor erstattet med en lineær interpolation af beskæftigelsen i omkringliggende år. 21

Kapitel 3: Det prekære arbejdsmarked Følgende kapitel vil stille skarpt på nogle af de væsentligste strukturelle udviklingstræk, som de fleste europæiske arbejdsmarkeder har gennemgået over en længere periode. Specifikt vil der blive fokuseret på fremkomsten af det prekære arbejdsmarked, hvor flere og flere ansættes på vilkår, der adskiller sig væsentligt fra normen i de traditionelle industrisamfund. Fastansatte fuldtidsmedarbejdere har traditionelt været den dominerende form for ansættelse i mange lande, men de seneste årtier har deltidsjob og andre atypiske ansættelsesformer, såsom midlertidigt ansatte og vikarer, vundet indpas. Den stigende brug af alternative former for ansættelse er en stor udfordring for forudsigeligheden i folks arbejdsliv, forstået sådan at det er svært at lægge planer for fremtiden og f.eks. optage lån mv., når ansættelsesperioden er tidsbegrænset. Derudover kan der være væsentlige rettigheder, som ikke indgår i de atypiske ansættelser, f.eks. pension, barsel samt løn under ferie og sygdom. Der er stor forskel på de atypiske ansættelsesformer og indeværende kapitel vil også undersøge en særlig form for tilkaldearbejde, der de senere år har fået mere og mere opmærksomhed, da der ikke er et garanteret minimum antal arbejdstimer og ingen indkomstsikkerhed. Udviklingen mod et voksende prekært arbejdsmarked problematiserer lønmodtageres grundlæggende rettigheder på arbejdsmarkedet, hvilket kan have enorme konsekvenser for de personer, der er ansat i disse atypiske ansættelser. Krisen har særligt kostet fuldtidsjob Siden krisen har en del lande tabt utrolig mange fuldtidsjob, og de er ikke blevet genoprettet siden da. Markedet for deltidsjob har imidlertid rettet sig op, og siden 2008 er der netto blevet oprettet deltidsjob i langt de fleste europæiske lande. I de lande, hvor disse to tendenser er foregået sideløbende, sker der således en kraftig forskydning fra fuldtids- til deltidsjob. Ser vi på, hvor mange job der (netto) er blevet skabt i perioden 2008 til 2013, som vist i figur 13, tydeliggøres beskæftigelseskrisen rundt om i Europa. Jobskabelsen i Grækenland er voldsomt nedadgående under krisen, og de har haft en nedgang i antallet af fuldtidsjob på over 20 pct. i perioden 2008 til 2013. Portugal, Spanien og Italien oplever også en stor tilbagegang i antallet af fuldtidsjob under krisen. Antallet af nye deltidsjob er derimod steget en smule i alle fire lande under krisen. Færre fuldtidsjob har sænket beskæftigelsen i Danmark væsentligt (5,5 procentpoint), men der er derimod ikke sket tydelige ændringer i deltidsjob. 22

FIGUR 13: PROCENTVISE ÆNDRINGER I BESKÆFTIGEDE I FULDTIDS- OG DELTIDSJOB, 2008-2013 Kilde: Eurostat I mange af de lande, som umiddelbart ser ud til at have genvundet de tabte job i perioden siden 2008, er det primært nye deltidsjob, der er blevet skabt. Som det fremgår i figur 13 har Storbritannien skabt flere job (netto), end de har tabt siden 2008, men som vist, er det kun nye deltidsjob, der er blevet skabt under krisen. Det betyder, at der foregår en tydelig forskydning fra fuldtid- til deltidsjob. Det samme gælder for Østrig, hvor antallet af fuldtidsjob er faldet samtidig med, at antallet af deltidsjob er voksende. I Tyskland og Schweiz udgør deltidsjob henholdsvis 46 og 70 pct. af alle nye job. Sverige, Norge og Luxembourg er faktisk de eneste rige lande, hvor størstedelen af de nyoprettede job er på fuld tid. Samlet set betyder det, at på trods af at beskæftigelsen og jobskabelsen er gået nedad i langt de fleste lande under krisen, så er der forekommet en tydelig stigning i deltidsjob i mange europæiske lande, hvilket på sigt kan skabe markante ændringer i sammensætningen af ansættelsestyper i Europa. Stor fremgang i andelen af deltidsjob på tværs af Europa Forskydningen fra fuldtids- til deltidsjob er en del af en længerevarende udvikling på næsten alle europæiske arbejdsmarkeder, idet tendensen mod en større andel deltidsjob går lige så langt tilbage, som der kan trækkes sammenlignelige data. I figur 14 fremgår andelen af deltidsansatte i forhold til alle ansatte på tværs af Europa. Udviklingen i andelen af deltidsansatte er illustreret via tre nedslagspunkter i år 1987, 2000 og 2013. Holland skiller sig 23

særligt ud ved at have en ekstraordinær høj andel i såvel 1987, 2000 som i 2013 og ligger dermed på det højeste niveau i Europa i alle nedslagspunkterne. Tyskland indtager en europæisk fjerdeplads over lande med højest andel deltidsansatte i 2013. I 1987 var 13 pct. af alle ansatte på deltid, og i 2013 var det fordoblet til 26 pct. I det hele taget ligger tysk- og hollandsktalende lande højt på listen over deltidsarbejde: Holland, Schweiz, Østrig og Tyskland er nummer 1-4, Belgien er nummer 6. Storbritannien ligger på en syvendeplads med 24 pct. deltidsansatte i 2013. I 1987 var der allerede 21 pct. deltidsansatte, så deltidsansættelse er på ingen måde et nyt fænomen i Storbritannien. Tallene for de nordiske lande ligner Storbritannien, omend der i modsætning til mange andre lande ikke er sket en væsentlig stigning siden 2000. I 2013 ligger Norge på en europæisk tredjeplads med 25 pct. deltidsansatte, hvilket er stort set det samme som i 1996 (som er det seneste datapunkt for Norge), hvor der var 24 pct. på deltid. Danmark og Sverige har i dag henholdsvis 21 og 23 pct. deltidsansatte, hvilket er en lille stigning i forhold til, at andelen af deltidsansatte faldt i Danmark og Sverige frem mod år 2000, hvor den var på hhv. 18 og 20 pct.. FIGUR 14: ANDEL DELTIDSANSATTE UD AF ALLE BESKÆFTIGEDE, 1987, 2000 OG 2013 Kilde: Eurostat 24

Selvom nord- og centraleuropæiske lande som Holland, Østrig og Tyskland har den højeste andel deltidsansatte i 2013, har de sydeuropæiske lande oplevet lige så store stigninger i andelen af deltidsansatte siden 1987. Portugal, Spanien, Italien og Irland havde alle under 7 pct. deltidsansatte i 1987, i dag er der mellem 11 og 23 pct. Interessant nok er der ingen østeuropæiske lande, som har mange deltidsansatte. Estland har med 9 pct. deltidsansatte den højeste andel af alle østeuropæiske lande. Europæiske kvinder er ofte deltidsansat Der kan være mange forklaringer på de store stigninger i antallet af deltidsjob på tværs af Europa, men en af de centrale forklaringer er kvindernes indtog på arbejdsmarkedet. Da kvindernes tilstedeværelses sker i forskellige tempi og perioder, kan dette også være medvirkende til at forklare de markante forskelle, der er mellem landene i forhold til andelen af deltidsansatte (jf. figur 14). Figur 15 viser andelen af alle kvinder og mænd i arbejde, som har et deltidsjob i hhv. 2000 og 2013, på tværs af Europa. I alle europæiske lande er det særligt kvinderne, der arbejder på deltid både i 2000 og i 2013, men samtidig har alle lande også oplevet en stigning i deltidsansatte mænd fra 2000 til 2013. FIGUR 15: ANDEL DELTIDSANSATTE UD AF ALLE BESKÆFTIGEDE FORDELT PÅ KØN, 2000 OG 2013 Kilde: Eurostat 25

Som vist er det de tysk- og hollandsktalende lande, der har særligt mange kvinder på deltid: Holland, Schweiz, Østrig, Tyskland og Belgien udgør top 5 af lande med flest kvinder i deltidsjob. Knap 80 pct. af alle hollandske kvinder arbejder på deltid. Forklaringen, på at flere kvinder er på deltid, er naturligvis, at kvinder i de fleste lande står med en større del af ansvaret for børnepasningen, hvorfor deltidsjob tilbyder en fleksibilitet i arbejdstiden, som mange forældre har behov for. Samtidig er der stor forskel på kulturen for og udbygningen af børnepasningsinstitutionerne. De tysk- og hollandsktalende landes høje andel af kvinder på deltid afspejler formodentlig, at der i disse lande er dårligere pasningsmuligheder i institutioner samt en kultur om, at kvinder tager sig af pasningsarbejdet. Problemet kan dog være, at kvinder bliver fastlåst i deltidsjob både før og efter børnepasningen. Det er trods alt næppe 80 pct. af de hollandske kvinder, som har børn i pasningsalderen. Desuden er der en yderligere kompleksitet forbundet med skilsmisse, hvor kvinden kan få svært ved at opretholde en acceptabel levestandard i et deltidsjob. Som vi skal se i kapitel 4, har både deltidsansatte og enlige forsørgere en øget risiko for at blive arbejdende fattige. Tyskland er et godt eksempel på et land, der har oplevet en meget stor stigning i deltidsjob, hvilket er forekommet i den periode, hvor de tyske kvinder har gjort deres indtog på arbejdsmarkedet. Nedenstående figur 16 viser udviklingen i andelen af tyske mænd og kvinder, der er i deltids- og fuldtidsarbejde. I 1983 var hele 48 pct. af alle tyske kvinder mellem 25 og 59 år udenfor arbejdsmarkedet (jf. figur 16). I 2012 var andelen faldet til 23 pct. I dag er 3 ud af 4 kvinder erhvervsaktive i Tyskland, heraf er hele 36 pct. i deltidsjob. Til sammenligning var 19 pct. af tyske kvinder i deltidsjob i 1983. I samme periode som tyske kvinder kommer ind på arbejdsmarkedet, falder mænds erhvervsfrekvens, og der kommer også en mindre stigning i andelen af mænd i deltidsstillinger. FIGUR 16: DELTIDS- OG FULTIDSARBEJDE BLANDT TYSKE MÆND OG KVINDER, 1983-2012 100% Mænd, 25 til 59 år 100% Kvinder, 25 til 59 år 80% deltid 80% 60% fuld tid 60% deltid 40% 20% 40% 20% fuld tid 0% 1983 1993 2003 0% 1983 1993 2003 Datagrundlag: Eurostat. Det hvide område på grafen angiver mænd og kvinder, som er arbejdsløse eller uden for arbejdsstyrken. De tyske kvinder er kommet relativt sent ind på arbejdsmarkedet i forhold til i Danmark, og de har i langt højere grad deltidsjob. Årsagen til denne forskel kan være kulturel, hvor der er en forventning om, at kvinder er hjemmegående, såvel som strukturel, ved at børnepasning er mindre udbredt. Konsekvensen er dog, at kvinder er særligt udsat på arbejdsmarkedet, idet der er nogle væsentlige ulemper og usikkerheder forbundet med deltidsarbejde sammenlignet med fuldtidsstillinger. 26

Deltidsansatte i nogle lande oplever dårligere løn Deltidsjob kan skabe en fleksibilitet på arbejdsmarkedet til gavn for såvel arbejdsgiver som -tager. Ufrivillige deltidsjob er dog problematiske, da det kan have store økonomiske konsekvenser for de personer, der er tvunget til at påtage sig et deltidsjob frem for en fuldtidsstilling. Deltidsansatte får naturligvis mindre i løn pga. færre arbejdstimer, men der kan også være indirekte effekter, som presser lønniveauet for deltidsansatte, hvilket bl.a. kan skyldes, at deltidsansatte har en ringere forhandlingsposition. Lønudviklingen for deltidsjob er, ligesom for fuldtidsjob, varieret på tværs af Europa. Dog er der nogle lande, som skiller sig markant ud, ved at lønniveauet for lavtlønnede deltidsansatte ligger væsentligt under det tilsvarende for fuldtidsjob. Som det fremgik i figur 7 var lønniveauet for lavtlønnede fuldtidsjob i Danmark relativt højt sammenlignet med resten af Europa, idet Danmark i 2010 indtog en europæisk 2. plads over højeste lønninger for de lavestlønnede. I figur 17, der viser lønniveauet for lavtlønnede deltidsjob (1. decil) i 2002, 2006 og 2010 i forskellige europæiske lande, ser det dog markant anderledes ud. Danmark ligger i 2010 på en europæisk 14. plads for de lavtlønnede deltidsjob. Der er dog ikke taget højde for arbejdstid, hvorfor en del af de lavtlønnede må forventes at arbejde et relativt lavt timeantal i forhold til deltidsansatte med højere løn. FIGUR 17: DEN GENNESNITLIGE TIMELØN FOR LAVTLØNNEDE I DELTIDSJOB, I EURO Kilde: Eurostat 27

I perioden 2002 til 2010 har der i Danmark været et betydeligt lønfald på hele 22,3 kr. i timen for de lavtlønnede deltidsansatte. I denne gruppe finder vi mange unge under 18 og folk på løntilskud og i flexjob, men det er alligevel bemærkelsesværdigt, at lønnen for de lavest lønnede danske deltidsansatte er lavere end i Tyskland, når man korrigerer for købekraft. Danmark er det land, som har den suverænt største forskel på lavtlønnede fuldtids- og deltidsansatte (98,3 mod 57,3 kr. i timen), men også Holland (med 79,7 mod 55,8 kr. i timen) og Irland (97,2 mod 52,1 kr. i timen) har store lønforskelle. Analyseres timelønnen for deltidsansatte og den tilsvarende timeløn for fuldtidsansatte, hvor der kontrolleres for stilling, branche, alder og køn, kan det indikere, hvorvidt personer i deltid får lavere løn end deres kollegaer på fuldtid. Figur 18 illustrerer dette ved at vise den procentvise afvigelse i timeløn mellem deltids- og fuldtidsjob i samme stilling og branche. Prikkerne er estimatet for den procentvise forskel i timeløn, og stregerne viser det konfidensinterval, som forskellen i timeløn med 95 pct. sikkerhed ligger indenfor. Der er altså nogle af landene, som har så store konfidensintervaller, at det ikke er muligt at konkludere, hvorvidt timelønnen for deltidsansatte ligger over eller under timelønnen for fuldtidsansatte. Holland, Schweiz, Tyskland og Østrig har alle mange deltidsansatte, og som det fremgår i figur 18, er der en tendens til, at deltidsansatte i disse lande får lavere timeløn end tilsvarende fuldtidsansatte. Det betyder, at deltidsansatte via lønnen straffes for at arbejde færre timer. Til sammenligning er der ingen forskel i timelønnen i bl.a. Danmark, Sverige, Finland og Frankrig. Figuren skal dog tolkes med forsigtighed grundet en vis usikkerhed i flere af landenes data 10. FIGUR 18: PROCENTVIS FORSKEL I TIMELØN FOR DELTIDS- OG FULDTIDSANSATTE I SAMME STILLING OG BRANCHE, PUNKTESTIMAT OG KONFIDENSINTERVAL Kilde: Eurostat Data for Tyskland er mere præcise end for mange andre europæiske lande, og her er det tydeligt, at deltidsansatte er betydeligt dårligere stillet end deres kollegaer i fuldtidsansættelser. 10 Kontrol for aldersgruppe, overordnet stilling (højt kan skyldes at deltidsansatte er overrepræsenterede i lavtlønsjob inden for f.eks. manuelt arbejde eller job med ekspertviden. 28