Økonomiske Tendenser 2003

Økonomiske Tendenser 2003 Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Arbejderbevægelsens Erhvervsråd - 2003 1

Redaktion mv. Udgivet af: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Reventlowsgade 14, 2., 1651 København V - Telefon 3331 2262 - Telefax: 3331 3041 E-mail: ae@aeraadet.dk Web: www.aeraadet.dk Redaktion: Lars Andersen, Thomas V. Pedersen og Anita Vium. Derudover har følgende bidraget: Mikkel Baadsgaard Jakob Legaard Jakobsen Agnethe Christensen Annett Melgaard Jensen Peter Spliid Martin Windelin Layout: Annette Topholm ISBN: 87-91018-08-0 ISSN (Papirform): 0903-8868 ISSN (Online): 1602-3633 2 Økonomiske Tendenser - 2003

Indholdsfortegnelse: Økonomisk politik og prioritering - Danmark 2010-planen... 5 - Skattestoppet fordelingsmæs-sige konsekvenser... 14 - Manglende investeringer i erhvervsudvikling... 21 - Større regionale indkomst-forskelle efter 1997... 28 Tendenser på arbejdsmarkedet - Længere tid på arbejdsmarkedet... 37 - Tendenser på det danske arbejdsmarked... 45 - Stort økonomisk potentiale i nydanskere... 53 International økonomi - Det amerikanske mirakel og Europas problem... 61 - Økonomisk politik i Europa... 69 - Udfordringer for verdens pensionssystemer... 77 Arbejderbevægelsens Erhvervsråd - 2003 3

4 Økonomiske Tendenser - 2003

Danmark 2010-planen Den oprindelige Danmark 2010-plan var populært sagt en plan for, at der både var råd til den offentlige velfærd og til, at de store fødselsårgange fra 1940 erne gik på pension. VK-regeringen overtog umiddelbart denne plan, men har dog efterfølgende skruet op for skattelettelserne og ned for væksten i den offentlige service. Regeringsplanernes lave vækst i det offentlige forbrug vil betyde et markant skifte i den historiske sammenhæng til velstandsudviklingen ligesom det vil kræve et markant behov for skift imellem ressourcetilgangen til de enkelte velfærdsområder og på tværs af amter og kommuner. Alt i alt betyder regeringens tiltag specielt på skatteområdet at hele det antagede råderum nu er beslaglagt. Politikken kan let vise sig at have karakter af, at man sælger skindet før bjørnen er skudt. Baggrunden for Danmark 2010-planen Historisk har befolkningsudviklingen betydet, at der er kommet flere og flere personer på arbejdsmarkedet. Det gælder imidlertid ikke for årene fremover. Årsagen til dette skal findes i de svingninger, der har været i fødselstallet de sidste ca. 70 år. Figur 1 viser udviklingen i antallet af levendefødte de sidste 100 år. I perioden under og efter Anden Verdenskrig lå fødselstallet historisk set meget højt på omkring 90.000 personer. De personer, der blev født i denne periode, har i dag en alder, hvor de typisk står foran at skulle trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet og dermed også foran en periode som pensionister. I årene omkring 1980 lå fødselstallet omvendt historisk set meget lavt på godt 50.000 personer. Således blev der i 1983 hvor fødselstallet var lavest faktisk kun født godt og vel halvdelen af det antal børn, der blev født i 1946, hvor fødselstallet toppede. Og de personer, der er Figur 1. Antal levendefødte, 1901-2002 100 90 80 1000 personer 70 60 50 40 Står foran pensionering fra arbejdsmarkedet Står foran indtræden på arbejdsmarkedet 30 1901 1911 1921 1931 1941 1951 1961 1971 1981 1991 2001 Kilde: Danmarks Statistik. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd - 2003 5

Figur 2. Aldersfordelte offentlige serviceudgifter Indeks 100 = off. forbrugsudgift pr. person 600 500 400 300 200 100 0 0-9 10-19 20-29 30-39 40-49 50-59 60-69 70-79 80-89 90+ Aldersgruppe, år Anm.: Figuren vedrører de offentlige udgifter til den personlig rettede offentlige service dvs. dagpleje (børn), undervisning, sundhed og døgnpleje (ældre). Kilde: Et bæredygtigt pensionssystem, Regeringen januar 2000 og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. født omkring 1980, står foran at skulle træde ind på arbejdsmarkedet. Udover de meget ekstreme forskelle mellem top og bund så ses fødselstallet generelt for perioden frem mod 1970 erne at ligge noget over fødselstallet i perioden efter 1980. Figur 1 illustrerer således tendensen til, at befolkningsudviklingen aktuelt og i årene fremover trækker i retning af, at der bliver færre og færre på arbejdsmarkedet samtidigt med, at der bliver flere og flere ældre. Udover fødselstallet har udviklingen i indvandringen også betydning for antallet af danskere i den erhvervsaktive alder. Og da nettoindvandringen til Danmark fortsat ventes at være positiv i de kommende år, vil en del af fødselstallenes tendens til faldende arbejdsstyrke blive modgået heraf men langt fra fuldt ud. Beregninger foretaget i Økonomisk Redegørelse, Maj 2003 viser, at som følge af de kommende års udvikling i befolkningen dvs. hvor der både er taget højde for de historiske fødselstal samt prognoser for dødelighed og nettoindvandring så vil der være en tendens til fald i arbejdsstyrken på 40.000 personer fra 2003 til 2010. Sagt med andre ord vil arbejdsstyrken tendere til at falde med 40.000 personer, hvis erhvervsdeltagelsen opdelt på alder, køn og etnisk herkomst (for indvandrere og efterkommere) forbliver uændret på sit nuværende niveau frem mod 2010. Og sker det, vil det påvirke de offentlige skatteindtægter negativt. Omvendt vil det stigende antal ældre trække i retning af stigende offentlige udgifter til ældrepleje, sundhed, pension og efterløn. Ikke bare de offentlige udgifter til overførsler (pension og efterløn), men også til offentlig service (sundhed og ældrepleje) påvirkes i opadgående retning som følge af flere ældre. Det sidste forhold er illustreret i figur 2, der viser aldersfordelingen af de offentlige serviceudgifter. Figuren er skaleret således, at indeks 100 angiver de gennemsnitlige offentlige serviceudgifter pr. person. Som det fremgår af figur 2, er de offentlige serviceudgifter pr. bruger relativt høje til ældre især for ældre over 80 år. Stigningen i antallet af ældre lægger såle- 6 Økonomiske Tendenser - 2003

des et opadgående pres på de offentlige udgifter til såvel pension som offentlig service. Stigningen i de ældrerelaterede offentlige udgifter sætter imidlertid først for alvor ind efter 2010 i takt med, at de store fødselsårgange kommer på den anden side af de 75 år. Alt i alt er det beregnet, at de ældrerelaterede offentlige udgifter stiger med, hvad der svarer til ca. 4½ procent af BNP svarende til 63 mia. 2003-kr. fra 2003 til 2035, hvor profilen for de ældrerelaterede udgifterne ventes at toppe. Danmark 2010-planen Danmark 2010-planen var en plan for, hvordan man populært sagt sikrede, at der både var råd til den offentlige velfærd og til, at de store fødselsårgange fra 1940 erne gik på pension. Planen blev lanceret af SR-regeringen i januar 2001 i bogen En holdbar fremtid Danmark 2010. Planen byggede på to grundpræmisser. For det første en stigning i erhvervsdeltagelsen (og dermed beskæftigelsen), således at skatteindtægterne ikke falder som følge af befolkningsudviklingens tendens til lavere arbejdsstyrke og beskæftigelse. For det andet en fastholdelse af store offentlige overskud i perioden frem mod 2010, så den offentlige gæld og dermed de offentlige renteudgifter bliver nedbragt. Overordnet set er det gennem en markant nedbringelse af de offentlige renteudgifter, at der skabes råderum til at finansiere stigningen i de ældrerelaterede udgifter uden at hæve skatterne. Herudover vil en højere erhvervsdeltagelse og større beskæftigelse betyde, at der skabes yderligere råderum til brug for mere offentlig service og/eller lavere skatter. VK-regeringen adopterede allerede ved sin tiltrædelse målsætningerne i SR-regeringens Danmark 2010-plan. Der er således bred politisk enighed om, at det er af afgørende betydning for de offentlige finanser på længere sigt, at man fastholder solide offentlige overskud, og at erhvervsdeltagelsen stiger frem mod 2010. Prioritering af råderum Umiddelbart kunne man hævde, at det således ikke gør nogen forskel hvilken farve, regeringen har. Det er dog en sandhed med modifikationer. Generel enighed omkring de overordnede målsætninger for, hvordan effekterne af de befolkningsmæssige forskydninger skal tackles, er langt fra ensbetydende med enighed om, hvordan disse mål bliver indfriet. Det er heller ikke ensbetydende med Tabel 1. SR- hhv. VK-regeringernes anvendelse af råderum Vækst i offentligt forbrug Frit råderum Lavere skat (pct. om året) (pct. af BNP) (pct. af BNP) 2004 2005 2006-2010 2003-2010 2003-2010 SR 1 1 0,7 1 - VK 0,7 0,5 0,5-1,5 Anm.: Rækken SR viser udviklingen i det offentlige forbrug ved samme løft i standarderne som i den oprindelige Danmark 2010-plan korrigeret for befolkningsudviklingen. DF s fingeraftryk på VKregeringens skatteforslag er inkluderet i kolonnen Lavere skat Kilde: Finansministeriet og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd - 2003 7

enighed om, hvordan prioriteringen i anvendelsen af råderummet skal være dvs. fordelingen mellem offentlig service og lavere skat herunder hvilke skatter, der i givet fald skal sættes ned. Tabel 1 sammenholder VK s prioritering i anvendelse af råderummet med SRregeringens. Der er antaget samme råderum i begge versioner af Danmark 2010-planen. Målsætningerne omkring stigende erhvervsdeltagelse og nedbringelse af de offentlige renteudgifter er nemlig praktisk taget sammenfaldende i de to versioner. I SR-versionen var råderum svarende til 1 procent af BNP ikke beslaglagt der var med andre ord en såkaldt stødpude. Denne stødpude kunne både bruges til offentlig service og lavere skat, hvor prioriteringen bl.a. skulle ske under hensyntagen til udviklingen i det såkaldt indre og ydre pres på skattesystemet. Det indre pres er hensynet til udviklingen i arbejdsudbuddet, og det ydre pres er hensynet til internationaliseringen mv. (herunder effekten af ophævelsen af 24-timers reglen). Herudover sikrede stødpuden også, at det Figur 3. Skattelettelser frem til 2010 antagede råderum som udgangspunkt ikke var beslaglagt fuldt ud. I VK-versionen er hele det antagede råderum allerede nu beslaglagt. Herudover bruger VK ½ procent af BNP til lavere skat ved at reducere væksten i det offentlige forbrug i perioden frem mod 2010, i forhold til den udvikling i offentlig service, der ligger i SR-versionen. En reduktion af det offentlige forbrug svarende til ½ procent af BNP ca. 7 mia.kr. svarer gennemsnitligt set til en reduktion af den offentlige beskæftigelse på ca. 15.000 personer. I forhold til den udvikling i den offentlige service, der lå i SR-planen, har VK-versionen således reduceret den offentlige service svarende til 15.000 offentligt ansatte. Ud af de 1½ procent af BNP, svarende til ca. 21 mia.kr., som VK bruger på lavere skatter frem mod 2010, anvendes halvdelen på skattestoppet og (ca.) den anden halvdel på nedsættelser af personskatterne. I forhold til regeringens oprindelige skatteforslag på ca. 10½ mia.kr. (¾ procent af BNP) afsættes 1 mia. kr. heraf som et rammebeløb til forbedringer for bl.a. folkepensionister i den endelige 25,0 20,0 Mia. 2003-kr. 15,0 10,0 5,0 0,0 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 Skattestop Skatteaftale, indkomstskat Skatteaftale, pensionister mv. Kilde: Finansministeriet og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 8 Økonomiske Tendenser - 2003

Figur 4. Privat og offentlig forbrug, 1980-2010 120 120 110 110 Indeks 2003 = 100 100 90 80 100 90 80 Indeks 2003 = 100 70 70 60 60 1980 1985 1990 1995 2000 2005 2010 Kilde: Danmarks Statistik og Finansministeriet Privat forbrug skatteaftale, der blev indgået med Dansk Folkeparti i foråret 2003. Figur 3 viser regeringens prioritering i de planlagte skattelettelser frem mod 2010. Presset for offentlig service Der har været en del debat omkring regeringens strammere krav til udviklingen i det offentlige forbrug. I den debat har regeringen hele tiden fastholdt, at udviklingen i den offentlige service stadig sikrer en videreførelse af de nuværende standarder for den offentlige service dvs. at ressourcerne pr. bruger ikke blev beskåret. Og det er også korrekt. Spørgsmålet er bare, om det er det relevante sammenligningsgrundlag. Igennem de sidste godt 20 år har udviklingen i det offentlige forbrug stort set været sammenfaldende med udviklingen i det private forbrug. En fastholdelse af regeringsplanerne frem mod 2010 kræver et markant brud på denne historiske tendens, jf. figur 4. For perioden 2003-2010 er det i regeringens fremskrivning antaget, at det private forbrug stiger ca. fem gange hurtigere end det offentlige forbrug. Så i forhold til den historiske tendens, med en en til en-stigning, er der tale om et meget markant skifte. Offentlig forbrug Stigende velstand går hånd i hånd med stigende efterspørgsel efter varer og tjenester. Derfor vil efterspørgslen efter offentlige serviceydelser i fremtiden sandsynligvis stige i samme takt som det private forbrug. Det vil på sigt tendere mod et stigende misforhold mellem folks efterspørgsel, deres forventninger og det faktiske niveau for den offentlige service. Dermed ikke sagt, at regeringsplanerne ikke kan lade sig gøre. Men det er at stikke folk blår i øjnene at hævde, at situationen bare fortsætter som hidtil. Man kan således spørge sig selv, hvordan folk reagerer, når de har råd til et løft i deres private forbrug på ca. 20 procent frem mod 2010, mens den offentlige service kun stiger moderat. Det virker ikke sandsynligt, at den lave planlagte vækst i det offentlige forbrug i sig selv kan imødegå efterspørgselspresset. Et sandsynligt scenarie for fremtiden er således øget brug af brugerbetaling. Enten i form af mere generel brugerbetaling eller i form af indførsel af grundydelser, hvor man så selv må betale for bedre kvalitet herudover såkaldte tilkøbsydelser. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd - 2003 9

Store forskelle mellem regionerne og mellem de enkelte områder Som nævnt tidligere er det muligt med den planlagte udvikling i det offentlige forbrug frem mod 2010 at videreføre det nuværende serviceniveau pr. bruger. Det kræver imidlertid, at ressourcerne følger det demografiske træk ganske nøje i både opad- og nedadgående retning imellem de enkelte områder og på tværs af kommuner og amter. Det overordnede demografiske træk dækker således over meget markante forskelle på tværs af regionerne og imellem de enkelte områder. Figur 5 illustrerer spredningen i det demografiske træk imellem de enkelte områder for den personlig rettede offentlige service. Stigningen i det samlede demografiske træk frem mod 2010 dækker således over stigende træk på uddannelse, ældrepleje og sundhed samt et forholdsvist kraftigt faldende træk på børnepasning. For at følge det demografiske træk på de enkelte områder er det således nødvendigt i de kommende år at flytte ressourcer (herunder personale) fra børnepasning og til (især) uddannelse samt ældrepleje og sundhed. Disse skift i det demografiske træk på de forskellige områder i kombination med den stramme udgiftsstyring vil stille store krav til arbejdskraftens mobilitet og fleksibilitet. Der er således store forskelle på jobindholdet og uddannelseskravene imellem børnepasning, uddannelsessystemet og ældrepleje. Herudover er der aktuelt meget fokus på at nedbringe ventelisterne mv. i sundhedssystemet samt at øge kvaliteten i ældreplejen. Og af hensyn til den fremtidige udvikling i beskæftigelse og produktivitet er det vigtigt, at arbejdsstyrken bliver bedre og bedre uddannet, og at ventelisterne på børnepasning ikke er for lange. En indfrielse af alle disse ønsker kræver en stigning i udgifterne til de enkelte områder ud over, hvad det demografiske træk tilsiger. Således er der i beregningerne bag det demografiske træk forudsat uændrede standarder og deltagelsesfrekvenser f.eks. uændrede andel af unge gennem uddannelsessystemet og uændret andel på sygdomsbehandling. Udover ovennævnte behov for omprioritering mellem de enkelte områder som følge af forskelligartet demografisk træk Figur 5. Træk på offentlig service, hele landet Indeks 100 = 2003 106 104 102 100 98 96 94 92 106 104 102 100 98 96 94 92 Indeks 100 = 2003 90 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 Børnepasning Ældrepleje Total Uddannelse Sundhed 90 Kilde: Et bæredygtigt pensionssystem, Regeringen januar 2000, DREAM s befolkningsprognose og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. 10 Økonomiske Tendenser - 2003

Tabel 2. Træk på offentlig service i 2020, hovedstadsregionen og Bornholm Hovedstad Bornholm Forskel Pct.vis ændring i f.t. 2002 Procentpoint Ældrepleje 17,7 24,4 6,7 Sundhed 11,9 8,4-3,5 Uddannelse 12,6-16,6-29,2 Børnepasning -1,9-23,9-22,0 Total 10,7-0,9-11,5 Kilde: Et bæredygtigt pensionssystem, Regeringen januar 2000, Danmarks Statistik og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. er det således også nødvendigt at prioritere mellem de nuværende ønsker til standardforbedringer på de enkelte områder. Og på sigt vil dette pres vokse som følge af, at stigende velstand medfører yderligere ønsker om stigende standarder. Stilles der skarpt på de enkelte regioner, bliver forskellene endnu mere markante. De regioner, der har lav befolkningsvækst eller direkte faldende befolkning vil samtidig opleve, at deres befolkning bliver ældre end befolkningen generelt. Dette skyldes i høj grad, at det oftest er de unge, der flytter for at få uddannelse, eller personer i den erhvervsaktive alder, der flytter pga. jobmuligheder. Denne forskel i regionernes befolkningsvækst og -sammensætning fører til forholdsvise markante forskelle i det demografiske træk for offentlig service. De to befolkningsmæssige yderpunkter er hovedstadsregionen og Bornholm. Tabel 2 viser det befolkningsmæssige træk på de enkelte underkomponenter for disse to regioner. På trods af et samlet fald i Bornholms befolkning på ca. 3 procent frem mod 2020 vil det befolkningsmæssige træk på ældrepleje stige med knap 25 procent i løbet af perioden 2002-2020. Modsat med dagpleje. Faldet i den bornholmske befolkning sker især blandt yngre og midaldrende, hvorfor det befolkningsmæssige træk på børnepasning falder med knap 25 procent. Også trækket på uddannelse falder relativt kraftigt på Bornholm. Befolkningsudviklingen på Bornholm betyder, at det her bliver særligt nødvendigt at kanalisere en meget betydelig del af de ressourcer, der i dag anvendes i undervisningssektoren og til børnepasning over i ældrepleje. Kun herved vil det være muligt, at udbuddet af velfærdsservice modsvarer befolkningstrækket. Modsat ses befolkningsudviklingen i hovedstadsregionen at medføre et noget mere ensartet træk på de forskellige former for velfærdsservice. Det overordnede behov for at flytte rundt på ressourcerne og personalet imellem de enkelte områder for den personlig rettede offentlig service er således et gennemsnit af meget forskellige forhold i de enkelte regioner. Usikre hovedmålsætninger Som det fremgår af ovenstående, vil det kræve en meget stram udgiftsstyring med markante behov for skift i ressourcetilgangen til de enkelte områder, for at den forudsatte lave vækst i det offentlige forbrug rent faktisk også bliver realiseret. Hvis ikke den stramme udgiftsstyring lyk- Arbejderbevægelsens Erhvervsråd - 2003 11

kes og man samtidig gennemfører de planlagte skattelettelser bliver finanspolitikken uholdbar. En uholdbar finanspolitik betyder, at man bliver nødt til at reducere det offentlige forbrug og/eller hæve skatterne på et senere tidspunkt. Men selvom det skulle lykkes at fastholde den lave planlagte vækst i det offentlige forbrug frem mod 2010, så må det på nuværende tidspunkt betegnes som yderst tvivlsomt, om den planlagte finanspolitik er holdbar. Man har således beslaglagt hele det råderum, man antager, der vil blive skabt. Men man mangler endnu at sandsynliggøre om og hvordan, det nødvendige råderum bliver skabt. Helt afgørende for råderummet er beskæftigelsesudviklingen. Figur 6 viser kravet til udviklingen i beskæftigelsen fra 2001 til 2010 i regeringens to seneste fremskrivninger dvs. Finansredegørelse 2002 (FR02), der udkom i november 2002, og Økonomisk Redegørelse, Maj 2003 (ØRmaj03). Den aktuelle lavkonjunktur var ikke forudset i Finansredegørelse 2002, hvorfor beskæftigelsesudviklingen i starten af perioden er meget forskellig de to fremskrivninger imellem. Og da beskæftigelsesudviklingen i de to fremskrivninger stort set er parallel for perioden 2004-2010, betyder det samlet set, at kravet til beskæftigelsesudviklingen er nedjusteret med 30.000 personer over perioden 2001 til 2010. På trods af denne nedjustering skønner regeringen samme råderum til lavere skat og mere offentlig service i Finansredegørelse 2002 og Økonomisk Redegørelse, Maj 2003. At det kan hænge sammen skyldes, at man har fastholdt skønnet over den strukturelle beskæftigelse og det strukturelle overskud på de offentlige finanser for 2003 dvs. beskæftigelse og overskud renset for bidrag fra konjunkturudviklingen. Denne antagelse kan absolut diskuteres. Således bedømmes også de (faktiske) offentlige overskud for både 2003 og 2004 noget mere negative i Økonomisk Redegørelse, Maj 2003 end i Finansredegørelse 2002, jf. figur 7. Det store spørgsmål i den sammenhæng er, om forværringen af de offentlige overskud udelukkende kan henføres til konjunkturudviklingen eller at man overvurderer det strukturelle niveau. Figur 6. Ændret beskæftigelseskrav 1000 personer 80 70 60 50 40 30 20 10 80 70 60 50 40 30 20 10 1000 personer 0-10 -20 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 0-10 -20 FR02 (nov. 2002) ØRmaj03 Kilde: Finansministeriet og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. 12 Økonomiske Tendenser - 2003

Figur 7. Ændring i skøn over offentlig sektors overskud 2,5 2 Procent af BNP 1,5 1 0,5 0 2003 2004 FR02 (nov. 2002) ØRmaj03 Anm.: Niveauet for overskuddet på den offentlige sektors saldo i FR02 er i figuren nedjusteret med 0,3 procentpoint af BNP i forhold til den saldo, som fremgår af FR02, for at korrigere for effekten af ændret opgørelsesmetode for den offentlige saldo efter FR02 er blevet offentliggjort. Kilde: Finansministeriet og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Hvis det i de kommende år viser sig, at man rent faktisk har overvurderet det strukturelle niveau for de offentlige finanser, så vil end ikke en overholdelse af den forudsatte beskæftigelsesudvikling være nok til at sikre det nødvendige råderum. Sagt med andre ord, er en overholdelse af den forudsatte beskæftigelsesudvikling i Økonomisk Redegørelse, Maj 2003 således i sig selv ikke nok til at sikre, at finanspolitikken er holdbar. Men selvom de skønnede strukturelle niveauer viser sig at være korrekte, så er der stadig et langt stykke vej til, at man kan sige, at skabelsen af råderummet er sandsynliggjort. De to hovedmålsætninger i Økonomisk Redegørelse, Maj 2003 er, at beskæftigelsen skal stige med knap 60.000 personer fra 2003 til 2010, og at de offentlige overskud (gennemsnitligt) skal ligge i intervallet 1½ og 2½ procent af BNP. Det offentlige overskud i 2003 ligger under dette interval og lige netop på den nedre grænse i 2004. I Økonomisk Redegørelse, Maj 2003 er der regnet på arbejdsmarkedseffekten frem mod 2010 af allerede trufne politiske beslutninger (efterlønsforlig, førtidspensionsreformer, skatteaftale mv.). Lægges disse effekter til den underliggende tendens til fald i arbejdsstyrken på 40.000 personer som følge af befolkningsudviklingen, så mangler der stadig økonomisk politiske tiltag svarende til 53.000 personer, for at den antagede udvikling på arbejdsmarkedet bliver indfriet og råderummet dermed bliver indfriet. At man således allerede nu har beslaglagt et yderst tvivlsomt råderum fuldt ud, kan let vise sig at have karakter af, at man sælger skindet før bjørnen er skudt. For hvis ikke der bliver skabt et tilpas stort råderum, så er den planlagte finanspolitik uholdbar. Og dermed bliver man senere nødt til at beskære den offentlige service og/eller hæve skatterne. En uholdbar finanspolitik svarer således til, at man sender regningen videre til de kommende generationer. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd - 2003 13

Skattestoppet fordelingsmæssige konsekvenser En af regeringens vigtigste mærkesager på det økonomiske område er uden tvivl skattestoppet. I dette kapitel vil vi nærmere undersøge de fordelingsmæssige virkninger af, at der som en del af skattestoppet er indført et loft over ejendomsværdiskatten. Der tegner sig et klart billede af, at det primært er boligejere i hovedstadsområdet, der har vundet. Samtidig er "vinderne" typisk boligejere med meget høje indkomster og formuer. Hovedprincippet i skattestoppet er, at ingen skat eller afgift må stige uanset om de er opgjort som procent eller med et fast kronebeløb. Hertil kommer at der er lagt et loft over det kronebeløb, boligejeren betaler i ejendomsværdiskat. Loftet for ejendomsværdiskatten samt fastfrysningen af skatter/afgifter pålagt som et fast kronebeløb (f.eks. vægtafgift og energiafgifter) indebærer, at skattestoppet for den enkelte vil opleves som en skattelettelse. Det skyldes, at disse skatter ikke vokser i takt med den generelle pris- og lønudvikling, hvorved skatterne alt andet lige vil udgøre en faldende andel af indkomsten for den enkelte familie. Samlet set skønner Finansministeriet, at skattestoppet indebærer en skattelettelse på 1½ mia. kr. om året. Der er imidlertid stor forskel på hvilke befolkningsgrupper, der får glæde af skattestoppet. F.eks. er det selvsagt kun boligejere der nyder godt af lettelserne i ejendomsværdibeskatningen, mens fastfrysningen af vægtafgiften kun kommer bilejerne til gode. Blandt boligejerne er der ligeledes stor variation i hvilke grupper, der oplever den største lettelse i ejendomsværdibeskatningen. Det skyldes, at skattelettelsen afhænger af niveauet for ejendomsvurderingerne og udviklingen heri. Boligejere, der bor i dyre huse, som er steget meget i de seneste par år, har således haft særlig gavn af skattestoppet sammenlignet med andre boligejere og lejere som ikke oplever nogen skattelettelse. Der er meget stor variation i niveauet for ejendomsvurderingerne mellem landets kommuner. Hovedstadsområdet skiller sig bl.a. ud ved at have markant højere ejendomsvurderinger sammenlignet med de fleste andre steder i landet. Disse forskelle vil afspejle sig i hvilke regioner, der oplever de største lettelser. Det vil bidrage til, at ejere i hovedstadsområdet vil få mest ud af loftet over ejendomsværdiskatten. Hertil kommer, at stigningen i ejendomsvurderingerne har været særligt høje i hovedstadsområdet, hvilket yderligere forstærker skævheden i den regionale profil i lettelserne i ejendomsværdiskatten. Samlet set peger beregninger på, at omkring 60 procent af lettelsen i ejendomsværdiskatten i 2003 for parcel- og rækkehuse er tilfaldet hovedstaden, mens kun knap en fjerdedel af parcel- og rækkehuse ligger i hovedstadsregionen. Udover den skæve regionale profil i lettelsen i ejendomsværdiskatten bidrager skattelettelsen til en øget ulighed i de disponible indkomster i befolkningen. F.eks. tilfalder godt 55 procent. af skatte- 14 Økonomiske Tendenser - 2003

lettelsen den fjerdedel af befolkningen med de højeste indkomster. Tilsvarende modtager den fjerdedel af befolkningen, der har de største formuer, omkring 55 procent af skattelettelsen. Fastfrysning af ejendomsværdiskatter hvilke kommuner vinder? Grundprincippet i beregning af ejendomsværdiskatten er, at der betales 1 procent af ejendomsvurderingen i skat. Hvis ejendomsvurderingen overstiger godt 3 mill., betales yderligere 2 procent af den del af ejendomsvurderingen, der overstiger denne grænse. Skattestoppet indebærer, at der lægges et loft over ejendomsværdiskatten, idet det er den mindste af følgende tre ejendomsvurderinger, der benyttes som beregningsgrundlag. 1. Den offentlige ejendomsvurdering pr. 1. oktober i indkomståret 2. Den offentlige ejendomsvurdering pr. 1. januar 2002 3. Den offentlige ejendomsvurdering pr. 1. januar 2001 + 5 procent. Skattestoppet er således defineret asymmetrisk, da ejendomsværdiskatten ikke kan stige med stigende vurderinger, men derimod godt falde med faldende vurderinger. Den fremtidige betaling af ejendomsværdiskat er således stærkt afhængig af, om man bor i et område med stigende eller faldende ejendomsvurderinger. Som skattestoppet er skruet sammen med et loft over ejendomsværdiskatten målt i kr. vil boligejere, der bor i et område med stigende priser, fremover opleve en reduktion i ejendomsværdiskattesatsen, mens boligejere, der bor i et område med faldende og stagnerende priser, vil opleve en uændret ejendomsværdiskattesats. Gevinsten for den enkelte boligejer af skattestoppet afhænger således af niveauet for og udviklingen i ejendomsvurderingerne. Ved at kombinere de kommunale ejendomsvurderinger for 1. januar 2001 og 1. januar 2002 med udviklingen i Realkreditrådets prisstatistik fra 4. kvartal 2001 til 4. kvartal 2002 kan man få et billede af den regionale fordeling af skattestoppets samlede effekt i år. Tabel 1. Top-10 over skattestoppets lettelser i ejendomsværdiskatten, parcel- og rækkehuse 2003 Kr. pr. ejendom 1. Frederiksberg 12.515 2. Birkerød 5.430 3. Gentofte 4.557 4. Søllerød 3.157 5. Ry 2.402 6. København 2.388 7. Fredensborg-Humlebæk 2.340 8. Gladsaxe 1.980 9. Helsinge 1.909 10. Glostrup 1.871 Kilde: Egne beregninger på lovmodellen, Told og Skat, Realkreditrådet. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd - 2003 15

Boligejerne på Frederiksberg er suverænt de ejere, der har fået den største samlede lettelse i ejendomsværdiskatten i 2003 med 12.500 kr. pr. ejendom, jf. tabel 1. At det især er boligejerne på Frederiksberg, der har haft glæde af skattestoppet, skyldes, at det er her, landets dyreste huse ligger, samt at priserne (fortsat) har været relativt kraftigt stigende. På Frederiksberg steg ejendomsvurderingerne med 14 procent fra 2001 til 2002. Som følge af skattestoppet var det kun de 5 procentpoint, der kunne slå ud i ejendomsværdiskatten, hvorfor skattestoppet allerede første år populært sagt kappede 9 procentpoint af ejendomsværdiskatten. Ifølge Realkreditrådet steg boligpriserne på Frederiksberg med yderligere knap 15 procent fra ultimo 2001 til ultimo 2002. Alt i alt betyder det, at den gennemsnitlige boligejer på Frederiksberg i år skal betale ejendomsværdiskat af en ejendomsvurdering på 2,876 mio.kr., selvom ejendommen er vurderet til 3,585 mio.kr. Birkerød, Gentofte og Søllerød kommer ind på en henholdsvis anden-, tredje- og fjerdeplads med hensyn til opnåelse af de største gevinster ved skattestoppet. Som det fremgår af tabel 1, er hovedstadsområdet repræsenteret med ni ud af de ti kommuner på top-ti listen over lettelser i ejendomsværdiskatten. Det skyldes både, at niveauet for ejendomsvurderingerne er højt og at stigningerne i vurderingerne har været store i dette område sammenlignet med resten af landet. Skattestoppets regionale fordeling At skattestoppet hovedsageligt kommer hovedstadsregionen til gode, kan man se ved at sammenholde den regionale fordeling af parcel- og rækkehuse med den regionale fordeling af lettelserne i ejendomsværdiskatten som følge af skattestoppet, jf. tabel 2. Knap en fjerdedel af landets parcel- og rækkehuse ligger i hovedstadsregionen. De modtager imidlertid knap 60 procent af de samlede lettelser i ejendomsværdiskatten som følge af skattestoppet. Og det Tabel 2. Fordeling af lettelser i ejendomsværdiskat, parcel- og rækkehuse Lettelse i ejendomsværdi skat sfa. skattestop Geografisk fordeling af parcel- og rækkehuse Samlet Beløb Fordeling Antal Ejd.vurdering Mio.kr. Procent Procent Hovedstadsregionen 377 58,8 22,2 37,3 Øvrige amter øst for Storebælt 92 14,4 14,4 11,5 Fyn 38 5,9 10,4 8,5 Sønderjylland og Ribe 17 2,6 10,3 7,2 Vejle og Århus 50 7,8 19,2 18,5 Ringkøbing, Viborg og Nordjylland 66 10,4 23,5 16,9 Sum 642 100,0 100,0 100,0 Anm.: Hovedstadsregionen er defineret som summen af Københavns og Frederiksberg kommune samt Københavns, Frederiksborg og Roskilde amt. Kilde: Egne beregninger på lovmodellen, Told og Skat og Realkreditrådet. 16 Økonomiske Tendenser - 2003

Figur 1. Skattelettelse fordelt på indkomstgruppe 35 30 Andel af skattelettelse, pct. 25 20 15 10 5 0 10 pct. fattigste 2 3 4 5 6 7 8 9 10 pct. rigeste Samme stigning i hele landet Faktiske udvikling Anm.: Personer grupperet efter disponibel indkomst. Børn ikke medtaget. Kilde: Egne beregninger på lovmodellen er ikke alene som følge af, at husene generelt er dyrere i hovedstadsregionen end i provinsen. Således vejer hovedstadsregionen 37½ procent, hvis den geografiske fordeling opgøres efter ejendomsvurderingerne, jf. tabel 2. En betydelig del af mer-skattelettelsen til boligejerne i hovedstadsregionen kan således henføres til større værdistigninger og dermed kapitalgevinster for de eksisterende boligejere i hovedstadsregionen end i resten af landet. Og skattestoppet forstærker denne udvikling yderligere, da de relativ store lettelser i ejendomsværdiskatten for boligejerne i hovedstadsregionen vil slå ud i endnu større værdistigninger. Til illustration af fordelingseffekten af loftet over ejendomsværdiskatten er befolkningen i figur 1 inddelt i ti lige store grupper sorteret efter disponibel indkomst. Den rigeste tiendedel af befolkningen er placeret til højre i figuren, mens de fattigste er placeret til venstre. Figuren viser, at ved en ensartet stigning i ejendomsvurderingerne over hele landet vil den rigeste tiendedel af befolkningen få 28,8 procent af skattelettelsen. Tages der højde for den faktiske udvikling i ejendomsvurderingerne, øges denne andel til 30,6 procent. På trods af, at den fordelingsmæssige profil i forvejen er meget skæv, bliver profilen således mere skæv, når den faktiske udvikling i ejendomsvurderingerne indregnes. Det skyldes grundlæggende, at den rigeste tiendedel af befolkningen i større udstrækning end andre bor i områder, hvor ejendomsvurderingerne er steget mest i de seneste år hvilket bl.a. er tilfældet i hovedstadsområdet. Samlet set modtager de 30 procent rigeste 62 procent af skattelettelsen, svarende til 560 mio. af den samlede skattelettelse på 900 mio. Den faktiske udvikling i ejendomsvurderingerne har isoleret set bidraget til, at denne gruppe har fået ekstra 30 mio. i skattelettelse, når der sammenlignes med en situation med samme stigning i ejendomsvurderingerne i alle landets kommuner. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd - 2003 17

Tabel 3. Fordeling af skattelettelse i 2003 pga. loftet over ejendomsværdiskatten Antal Andel af Andel af Gennemsnitlig Gennemsnitlig familier familier skattelettelse bruttoindkomst nettoformue Antal Pct. Pct. 1.000 kr. 1.000 kr. Tabt 400 0,0-0,1 2.187 5.324 Uændret 1.790.300 63,3 0,0 263 122 under 100 kr. 126.300 4,5 0,7 371 501 100-500 kr. 375.600 13,3 11,0 442 565 500-1000 kr. 230.600 8,2 17,9 493 708 1000-2500 kr. 248.800 8,8 41,2 559 855 2500-5000 kr. 41.800 1,5 14,6 713 1617 over 5000 kr. 12.900 0,5 14,6 1.297 3.855 I alt 2.826.500 100,0 100,0 348 350 Anm. Den gennemsnitlige bruttoindkomst og nettoformue er baseret på oplysninger fra 2000 fremskrevet med 4 procent pr. år for alle familier. Kilde: Egne beregninger på lovmodellen Hvilke persongrupper har vundet på loftet over ejendomsværdiskatten Der er generelt meget stor variation i hvilke befolkningsgrupper, der oplever den største gevinst ved loftet over ejendomsværdiskatten også ud over den geografiske skævhed. Af de 2,8 mill. familier, der bor i Danmark, har ca. 1 mio. fået en gevinst ved loftet over ejendomsværdiskatten svarende til godt en tredjedel, jf. tabel 3. Denne gruppe omfatter de ejere, hvor ejendomsvurderingen af deres hus/sommerhus i 2003 er større end vurderingen i 2002 og eller større end vurderingen i 2001 tillagt 5 procent. Langt hovedparten af de 1,8 mio. familier, der ikke har vundet, er lejere eller beboere i andelsboliger. Der er dog også mange boligejere, der ikke har fået en gevinst ved loftet over ejendomsværdiskatten pga. faldende/stagnerende ejendomsvurderinger. Lidt over 10 procent af familierne har fået en gevinst på mere end 1000 kr. som følge af skattestoppet. Denne tiendedel har lagt beslag på omkring 70 procent af den samlede skattelettelse. Baggrunden for, at gevinstfordelingen er så skæv, er, at der er stor variation i niveauet for ejendomsvurderingerne og udviklingen i ejendomsvurderingerne. I størrelsesordenen 13.000 familier har allerede i 2003 oplevet en gevinst på 5000 kr. Til sammenligning vil den netop vedtagne aftale om indkomstskattelettelser indebære en skattelettelse på maksimalt godt 5000 kr. i 2007 pr. person. En række familier har således allerede nu oplevet en skattelettelse på ejendomsværdibeskatningen, som kan måle sig med den maksimale lettelse i indkomstbeskatningen i 2007. Der er en klar tendens til at de største gevinster tilfalder familier med høje indkomster og store formuer. Af de familier der har vundet mere end 5000 kr. er den gennemsnitlige bruttoindkomst f.eks. 5 gange så stor som bruttoindkomsten hos de der ikke har vundet på loftet over ejendomsværdiskatten, jf. tabel 3. Tilsvarende har de familier der har vundet mere end 5000 kr. en nettoformue på knap 3,9 mio., mens nettoformuen for den store gruppe af familier der ikke har vundet kun er 18 Økonomiske Tendenser - 2003

Tabel 4. Gennemsnitlige gevinst opdelt på uddannelse, kr. Bor i ejerbolig I alt Ufaglærte 271 144 Faglærte 326 230 Kort videregående 458 326 Mellem videregående 461 338 Lang videregående 911 612 Kilde: Egne beregninger på lovmodellen 122.000 kr. Der er således en meget kraftig sammenhæng mellem gevinst og nettoformue. Det skyldes, at familier der har oplevet store gevinster har gjort det i kraft at store ejendomsværdier og/eller store stigninger i ejendomsvurderingerne, hvilket alt andet lige bidrager til høje nettoformuer. Opgøres gevinsten ved loftet over ejendomsværdiskatten på uddannelsesniveau som i tabel 4 fremgår det, at den gennemsnitlige gevinst for personer med en lang videregående uddannelse der bor i ejerbolig er mere end 3 gange så stor som ufaglærte boligejere. Denne forskel afspejler bl.a. at de højtuddannede normalt bor i relativt dyre huse sammenlignet med resten af boligejerne. Alternative skattelettelser En af de afgørende forudsætninger for, at Regeringens langsigtede mål vedrørende gældsnedbringelse og vækst i det offentlige forbrug kan realiseres uden skattestigninger, er, at beskæftigelsen stiger med i størrelsesordenen 52.000 personer fra 2003 til 2010, jf. kapitlet "Danmark 2010-planen". Et af midlerne til at øge erhvervsdeltagelsen/beskæftigelsen er at reducere indkomstskatten, idet den økonomiske tilskyndelse til at arbejde derved øges. Derimod har skattestoppet ingen gunstige virkninger på skattestrukturen og på tilskyndelsen til at arbejde - tværtimod. Lettelserne i ejendomsværdibeskatningen som følge af skattestoppet er i 2003 beregnet til ca. 900 mio. I tabel 5 er vist beregningseksempler, der illustrerer mulige ændringer i indkomstbeskatningen med samme provenutab på godt 900 mio. F.eks. vil beløbsgrænsen for, hvornår der skal betales mellemskat, kunne hæves med 7.750 kr., hvilket vil sænke skatten af den sidst tjente krone for ca. 110.000 personer. Alternativt kan grænsen for, hvornår der skal betales topskat, øges med 8.500 kr. Begge disse skattelettelser vil øge tilskyndelsen til at arbejde. Som et mål for, hvor ulige gevinsterne ved skattestoppet og de øvrige skatteeksperimenter fordeler sig, kan beregnes et ulighedsindeks, jf. tabel 5. Loftet over ejendomsværdiskatten medfører en stigning i dette indeks på 2,4 svarende til, at uligheden i de disponible indkomster øges som følge af skattestoppet. Ved en stigning i mellemskattegrænsen på 7.750 kr. øges indekset med 2,3. Det betyder, at gevinsterne ved en forøgelse af mellemskattegrænsen er lidt mere jævnt fordelt end gevinsterne ved loftet over ejendomsværdiskatterne. Derimod medfører en reduktion i mellemskattesatsen og lempelser i beregningen af topskatten, at gevinsterne fordeles mere ulige end skattestoppets fordelingsprofil. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd - 2003 19

Tabel 5. Alternative skattelettelser Skatteparameter Sats/grænse Ændring i sats/grænse Ændring i uligheds- 2003 2003 indeks, pct. enhed Skattestop - - 2,4 Mellemskattegrænse 198.000 kr. + 7750 kr. 2,3 Mellemskattesats 6,0 pct. - 0,4 pct. 4,8 Topskattegrænse 295.300 kr. + 8500 kr. 4,8 Topskattesats 15,0 pct. - 0,85 pct. 6,6 Anm.: Ændring i ulighedsindekset er beregnet som 100 gange ændring i ginikoefficienten beregnet på baggrund af fordelingen af de disponible indkomster husstandsækvivaleret. Børn er ikke medtaget. I beregningerne er effekterne af det skrå skatteloft ikke medtaget. Kilde: Egne beregninger på lovmodellen Af de beregnede ulighedsindeks i tabel 5 kan man få det indtryk, at indkomstskattelettelserne bortset fra en forøgelse af mellemskattegrænsen har en væsentlig skævere fordelingsprofil end skattestoppet. Baggrunden herfor er, at indkomstskattelettelserne stort set ikke gavner de fattigste indkomstgrupper, mens loftet over ejendomsværdiskatten i nogen grad også gavner disse grupper. Det skyldes bl.a., at en del pensionister, der bor i ejerboliger, har oplevet en gevinst ved skattestoppet, og en stor del af disse har relativt lave indkomster. Ved beregning af ulighedsindekset har det stor betydning, hvorvidt de lave indkomstgrupper slet ikke opnår gevinster eller opnår en lille gevinst som tilfældet ved skattestoppet. Som alternativ til ulighedsindekset viser tabel 6 hvor stor en andel af skattelettelsen, der tilfalder de rigeste indkomstgrupper. Med skattestoppet tilfalder 62 procent af skattelettelsen de rigeste 30 procent, mens 79 procent af skattelettelsen ved en stigning i topskattegrænsen tilfalde denne gruppe. Udover loftet over ejendomsværdiskatten indebærer skattestoppet som tidligere nævnt, at de skatter, der er fastsat i kroner og øre, fastlåses, og dermed udhules af inflationen. Da det overvejende er historiske tilfældigheder, der har været afgørende for, om en skat er pålagt som en procent eller som et fast kronebeløb, er skattelettelsen ligeledes præget af tilfældigheder. Disse lettelser har heller ingen gunstige effekter på tilskyndelsen til at arbejde og bidrager dermed ikke til realiseringen af stigningen i beskæftigelsen. Tabel 6. Andel af skattelettelser der tilfalder de rigeste, procent Rigeste 30 pct. Rigeste 20 pct. Rigeste 10 pct. Skattestop 62 49 31 Mellemskattegrænse 59 42 23 Mellemskattesats 76 63 42 Topskattegrænse 79 63 36 Topskattesats 88 80 60 Kilde: Egne beregninger på lovmodellen 20 Økonomiske Tendenser - 2003

Manglende investeringer i erhvervsudvikling Regeringen ser ud til at vende tilbage til den gammeldags erhvervspolitiske tænkning, hvor der lægges vægt på støtte til det eksisterende erhvervsliv, mens der skæres ned på investeringerne i ny teknologisk viden og infrastruktur. Indenfor de seneste ca. ti år er tilgangen til erhvervspolitik ændret. Hvor erhvervspolitik tidligere handlede om skatter, administrative byrder, forskellige tilskud til erhvervslivet og omkostninger, som blev pålagt erhvervslivet, udviklede der i løbet af 1990 erne sig en mere bred tilgang til erhvervspolitikken. Der kom fokus på investeringer i viden samt tilvejebringelse af den bedst mulige infrastruktur det være sig den teknologiske infrastruktur, den informationsmæssige infrastruktur samt den fysiske infrastruktur i form af veje og jernbaner. Den gammeldags tilgang til erhvervspolitikken handler om forhold, der her og nu påvirker de eksisterende virksomheder. Problemet ved den gammeldags tilgang til erhvervspolitikken er, at vi ikke kender navnene på mange af de virksomheder, der skal sikre vores fremtid. Samtidig vil en del af de virksomheder, der i dag fylder meget, komme til at fylde mindre i fremtiden. Støtte til virksomheder enten direkte som tilskud eller indirekte som skattefradrag eller andre specielt gunstige skatteregler cementerer fortidens erhvervsstruktur. Den brede tilgang med investeringer i viden og infrastruktur sigter derimod på at skabe vilkår, som gør, at lønmodtagerne bliver beskæftiget i brancher og virksomheder, som tilfører samfundet størst mulig værdi. Den brede tilgang handler med andre ord om at give gode rammebetingelser, men lade marke- det bestemme hvem, der skal overleve og vokse eller skrumpe og dø. En gennemgang af de initiativer, VKregeringen har taget på det erhvervspolitiske område, samt de besparelser, der er gennemført og planlægges gennemført, tyder desværre på, at regeringen er ved at vende tilbage til den gammeldags erhvervspolitiske tænkning, hvor der lægges vægt på støtten til det bestående erhvervsliv, mens investeringerne i viden og investeringer i infrastruktur nedprioriteres. Skattelettelser og skattetilskud VK-regeringen har siden sin tiltrædelse prioriteret skattelettelser og skattetilskud højt i sin erhvervspolitiske strategi. Kort efter sin tiltrædelse lancerede regeringen den såkaldte konkurrenceevnepakke. Denne pakke, som regeringen skønnede ville koste 500 mio. kr., indeholdt knap 400 mio. kr. skattelettelser til erhvervslivet. Konkurrenceevnepakken er senere blevet udbygget med forskellige nye skattelettelser til erhvervslivet, således at regeringen siden sin tiltræden har givet skattelettelser og skattetilskud med et erhvervspolitisk sigte på mellem 700 og 1100 mio. kr. Tabel 1 giver en oversigt over disse skattelettelser. Det er vanskeligt at få øje på de erhvervsmæssige udviklingsmuligheder i de skattelettelser og skattetilskud, der er vist i tabel 1. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd - 2003 21

Tabel 1. Skattelettelser givet med et erhvervspolitisk sigte, effekt i 2004 VK-skøn Alternativt skøn Mio.kr Generationsskifte 100 100 Beskatning af rederier 75 75 Aktieaflønning* 50 230 Skattefri dataforbindelse** 165 400 Strukturtilpasninger*** 70 70 Lempelse af momsafregning**** 184 184 Etableringskontoordning 20 20 Fradrag for selvstændiges sundhedsbehandlinger 15 15 Skattefritagelse for eget arbejde 25 25 I alt 704 1.119 * Det alternative provenutab er skønnet af lektor Ken L. Bechmann, Institut for Finansiering på Handelshøjskolen i København (Notat om aktieløn og beskatningen heraf til Ugebrevet A4) ** Det alternative provenutab medregner det afledte provenutab vedr. beskatning af fri telefon, jf. lovbemærkningerne *** Fra 2008 vil der fremkomme et årligt provenutab på 350 mio. kr. som følge af ophævelsen af 5 års-grænsen for adgangen til fremførsel af underskud **** Indebærer et engangsprovenutab i 2002 på 1515 mio. kr. Kilde: Diverse provenuoversigter fra Skatteministeriet samt ovenstående kilder Provenutabet på 100 mio. kr. i forbindelse med generationsskifte handler således i virkeligheden om, at ældre virksomhedsejere kan få en større gevinst end ellers, når de sælger deres virksomhed. Reglerne på området har hidtil været sådan, at sælgeren af en virksomhed skal betale avanceskatter ved salg af virksomheden. Ved salg til et nærtstående familiemedlem kunne skatten dog udskydes. De nye regler på området betyder, at skatten også kan udskydes, når salget sker til nære medarbejdere. Da salgsprisen af en virksomhed bestemmes af de fremtidige overskud, som køberen af virksomheden kan forvente, vil muligheden for at kunne udskyde skatten afspejle sig i salgsprisen og derfor tilfalde sælgeren af virksomheden. Der er altså i realiteten tale om et statsfinansieret pensionstillæg til de virksomhedsejere, som i forbindelse med tilbagetrækning fra deres aktive erhvervsbarriere ønsker at sælge deres virksomhed. Også med hensyn til skattelettelserne til rederierne er det vanskeligt at få øje på fremtidsperspektivet. I en situation, hvor der om nogle år forventes gode beskæftigelsesmuligheder i ikke-subsidierede erhverv, bør man ikke på denne måde subsidiere et enkelt erhverv. Slet ikke når det tages i betragtning, at rederibranchen i forvejen favoriseres gennem Dansk Internationalt Skibsregister (DIS). Under denne ordning, som koster staten 560 mio. kr. årligt i tabt skatteprovenu, er søfolk fritaget for dansk beskatning, således at rederierne opnår en besparelse ved, at de kan fastsætte lønnen til en hyre, der tager hensyn til skattefritagelsen. Heller ikke lempelsen af reglerne for afregning af moms indeholder meget ud- 22 Økonomiske Tendenser - 2003

viklingspotentiale. Éngangsprovenutabet på ca. 1500 mio. kr. samt det årlige provenutab for staten på 165 mio. kr. giver godt nok erhvervslivet en tilsvarende omkostningslettelse. Men man kan med god ret spørge, om man ikke kunne få mere erhvervsudvikling for pengene ved at anvende midlerne på andre erhvervspolitiske områder. Provenutabet i forbindelse med skattefrihed for arbejdsgiverbetalt datakommunikation mellem hjemmecomputer og arbejdspladsen kan med nogen ret siges at indeholde et udviklingspotentiale. Udformningen af ordningen indebærer dog, at den ansatte også vil kunne opnå skattefri telefon. Dette betyder, at over halvdelen af provenutabet i realiteten dækker over, at der ydes et skattefrit frynsegode til de nøglemedarbejdere, hvor arbejdsgiveren er villig til at betalte for fri telefon. Provenutabet i forbindelse med de ændrede regler for aktieaflønning skyldes, at beskatningen udskydes til det tidspunkt, hvor aktierne sælges, ligesom beskatningen sker som aktieaktieavance i stedet for som lønindkomst. Selvom ordningen af regeringen sælges som et erhvervspolitisk initiativ, er der i realiteten tale om skattebegunstigelse til de medarbejdere, som modtager aktieaflønning. De hidtidige erfaringer med aktieaflønning viser, at det især er toplederne, som aflønnes med aktier. Også regeringens ændringer af etableringskontoordningen vil forbedre mulighederne for, at højtlønnede kan udskyde skatten og dermed reelt slippe billigere i skat. Det skyldes, at indskud på etableringskonto er fradragsberettiget. Igen er det svært at se de erhvervsudviklingsmæssige perspektiver. Listen over skattelettelser og skattetilskud er altså i højere grad skattelettelser til udvalgte grupper end forbedrede rammebetingelser til erhvervslivet generelt. Forskningen halter Mens regeringen således har brugt mange penge til forskellige skattelettelser og skattetilskud, ser det noget dårligere ud, Figur 1. Offentlige udgifter til forskning, 2003 priser Mia. kroner 11,0 10,5 10,0 9,5 9,0 8,5 8,0 7,5 7,0 6,5 6,0 95 96 97 98 99 0 1 2 3 4 5 6 11 10,5 10 9,5 9 8,5 8 7,5 7 6,5 6 Mia. kroner inkl. UMTS penge ekskl. UMTS penge Kilde: Analyseinstitut for Forskning, Offentligt forskningsbudget 2003 Arbejderbevægelsens Erhvervsråd - 2003 23