Social arv og uddannelse

A R B E J D S P A P I R Social arv og uddannelse Erik Jørgen Hansen Arbejdspapir 22 om social arv August 1999 Socialforskningsinstituttet Herluf Trolles Gade 11 DK-1052 København K www.sfi.dk

Social arv og uddannelse Erik Jørgen Hansen Socialforskningsinstituttets arbejdsapirer indeholder foreløbige resultater af undersøgelser og forarbejder til artikler eller rapporter. Arbejdspapirer udgives i et begrænset oplag som grundlag for faglig diskussion som led i forskningsprocessen. Læserne bør derfor være opmærksom på, at resultater og fortolkninger i den færdige rapport eller artikel vil kunne afvige fra arbejdspapiret. Arbejdspapirer er ikke omfattet af de procedurer for kvalitetssikring og redigering, som gælder for instituttets forskningsrapporter. Maj 1999

1. Hvorfor dette arbejdspapir? Det følgende er en indføring til resultater fra samt teori og metode i den livsforløbsundersøgelse, som har fulgt et repræsentativt, landsdækkende udvalg af en generation danskere fra de var elever i grundskolens 7. klasse i 1968, det vil sige var i 14-års alderen, og foreløbig frem til de var i 38-års alderen i efteråret 1992. Undersøgelsen er gennemført i Socialforskningsinstituttet og gennem alle årene med Erik Jørgen Hansen som den ledende forsker. De første mange år var undersøgelsen benævnt "ungdomsforløbsundersøgelsen" og senere "undersøgelsen fra ung til voksen". Her vil den lidt mere mundret blive omtalt som "generationsundersøgelsen". En liste over den primære publicering fra undersøgelsen, i alt 15 titler, findes i bilag 1. I dette arbejdspapir vil der stort set ikke, bortset fra det følgende afsnit om begrebet social arv, være resultater, analyser eller konklusioner, som ikke allerede er offentliggjort, især i bogen: "En generation blev voksen" (Hansen 1995). Baggrunden for arbejdspapiret er nemlig, at det - af et ministerudvalg nedsatte - embedsmandsudvalg om "social arv" har ønsket en redegørelse for den eksisterende viden i dansk samfundsforskning om omfanget og arten af social arv. Det her foreliggende arbejdspapir er således et blandt flere arbejdspapirer fra forskere fra forskellige forskningsmiljøer. 2. Begrebet social arv kan ikke stå alene Når generationsundersøgelsen skal præsenteres i lyset af det fænomen, der benævnes "social arv", må vi begynde med en indkredsning af dette fænomen. Det første som springer i øjnene er, at begrebet social arv ikke har nogen klar samfundsvidenskabelig definition. Det er tværtimod et begreb, som lever i et tomrum mellem forskning og politik. Skal begrebet hales ind i samfundsforskningen, må vi give det en rimelig teoretisk og operationel definition. Det vil vi derfor forsøge med den mulighed i baghånden, at begrebet ikke kan stå alene. 2 a. Nedarvede strukturer Først vil vi pege på, at et centralt aspekt af begrebet social arv er tidsdimensionen. Det drejer sig nemlig om fænomener i nutiden, som bevidst eller ubevidst, frivilligt eller påtvunget, uafvendeligt eller manipulerbart er overtaget helt eller delvist fra fortiden. Det kan i princippet være alt fra samfundsformationens grundstruktur, de enkelte institutioner i samfundet, eksempelvis uddannelsessystemet med dets lange rødder tilbage i fortiden, karakteristiske samfundsmæssige processer, eksempelvis "den danske model" for aftaler på arbejdsmarkedet, infrastrukturens opbygning, boligkvarterernes standard fra slumkvarterer til rigmandskvarterer etc., og helt frem til de levekår hos de enkelte individer, som er afledt af deres sociale herkomst. Den arv fra en tidligere tidsperiode til nutiden, som vedrører de samfundsmæssige rammer i form af strukturer, institutioner og generelle samfundsmæssige processer, kaldes dog ikke for social arv. Om disse fænomener vil man i stedet kunne bruge betegnelser som "historisk arv" eller "kulturel arv". I den samfundsforskning, der fokuserer på det "sociale" aspekt i vid forstand, herunder de hierarkiske strukturer og de hermed forbundne mekanismer, som cementerer den sociale ulighed, er det dog begrebet ulighedens reproduktion, som er bærer af det største analysemæssige potentiale. Side 2

2 b. Individers sociale arv Når vi går fra strukturerne til individerne finder betegnelsen social arv sin anvendelse for fænomener i individernes nutid, som kan tilskrives deres hidtidige livsforløb, ikke mindst opvækstårene. Alene derfor indebærer analyser af social arv inddragelse af mindst to generationer. Man ønsker nemlig at fokusere på de sider af individernes levekår, adfærd, holdninger og værdier, som ikke har en biologisk (genetisk) forklaring, men er et resultat af individets fødsel og opvækst i et bestemt miljø. Hypotesen er således, at levekår mv. - selv med den samme "genetiske arv" - ville have været anderledes, hvis individet var vokset op i et andet miljø. Med denne grænsedragning kan man dog risikere at overse den kendsgerning, at det genetiske og det sociale samvirker, således at bestemte genetiske dispositioner kun aktiveres under bestemte sociale miljøpåvirkninger. Selv med ovenstående præciseringer er der dog ikke en fælles opfattelse af, hvilke fænomener der med et rimeligt analytisk udbytte kan betegnes som social arv. Det forholder sig nemlig sådan, at nogle med "social arv" alene tænker på skæbnen for personer, der er børn af forældre i ekstremt belastende sociale situationer som alkoholisme, kriminalitet og stofmisbrug. Disse børn vil sandsynligvis aldrig slippe helt væk fra deres skæve start på livsforløbet. Andre tænker simpelthen på den samfundsorden, der til alle tider og i alle samfund betyder, at det kræver en større indsats, flere afsavn og mere held at opnå lang uddannelse, et godt job og høj indkomst for børn fra arbejderklassen end for børn fra andre samfundslag. Det er social arv i den sidstnævnte betydning, som berører det største antal mennesker. Og det er den sociale arvs styrke i uddannelsessystemet, der -såvel her som i alle andre lande - er den hårde nød, der ikke hidtil har kunnet knækkes. Det er derfor et uddannelsespolitisk problem, at årtiers ekspansion i uddannelsessystemet ikke har formindsket den relative afstand mellem de langvarigt uddannede og de kortuddannede. Det er denne urokkelige afstand, som er en potentiel trussel mod samfundets sociale sammenhængskraft. 2 c. Social arv og strukturændringer At det ikke er et tilfældigt udvalg af befolkningen, der må nøjes med de korte uddannelser, og dermed i vort uddannelsesorganiserede samfund får de færreste valgmuligheder i voksenlivet, er kernen i den sociale arvs problematik. Ikke, som man ofte ser, fortolket på den måde, at sønnerne følger i deres fædres spor og døtrene i deres mødres. Kendsgerningerne er nemlig, at forholdsvis få voksne mænd i dag har lige så kort uddannelse som deres fædre. De arbejder som regel heller ikke i de samme stillinger. Og for voksne kvinders vedkommende er så godt som ingen placeret uddannelsesmæssigt og arbejdsmæssigt som deres mødre. De voldsomme samfundsmæssige strukturforandringer gennem de seneste årtier med væksten i den offentlige sektor, meget færre selvstændige i landbrug, mindre af det traditionelle ikke-faglærte arbejde og nu så godt som alle kvinder i arbejdsstyrken, har simpelthen forhindret, at en børnegenerations samfundsmæssige placering som voksne svarer til deres forældres placering i en tidligere tidsperiode. Under en samfundsudvikling præget af voldsomme strukturændringer er en børnegenerations liv som voksne således ikke en simpel kopi af forældregenerationens liv. Under disse betingelser indebærer social arv derimod, at sandsynligheden for at tilhøre den dårligst placerede gruppe i den nuværende samfundsstruktur er størst, hvis ens forældre også i sin tid var dårligst placeret i den daværende anderledes samfundsstruktur. Side 3

Tabel 1. De af generationens medlemmer, der er børn af gårdejere, professionerne og arbejdsmændene, i 38- års alderen fordelt på udvalgte stillingsgrupper. Særskilt for køn. Procentandele. Generationens fordeling på udvalgte stillingsgrupper 1992 Forsørgers Selv- Lærere Syge- Kontor- Faglærte Arbejds- Syge- De ud- Procentstilling 1968 stændige 1) mv. plejersker assisten- arbejdere mænd, hjælpere, valgte basis i land- 2) mv. ter, eks- fabriks- hjemme- stillingsbrug pedienter arbejdere hjælpere gruppers 3) mv. 4) mv. 5) mv. samlede andel af stillingerne i den pågældende gruppe pct. pct. pct. pct. pct. pct. pct. pct. antal Professionerne: 9 3 7 32 86 sønner 13 12 12 2 20 65 99 døtre 19 Gårdejere: sønner 17 6 2 16 3 1 45 145 døtre 5 9 13 3 3 27 60 149 Arbejdsmænd: 2 sønner 2 5 26 18 14 65 102 døtre 3 18 1 11 50 85 127 1) Lærere på alle trin i uddannelsessystemet og bibliotekarer mv. 2) Sygeplejersker, fysioterapeuter og socialrådgivere mv. 3) Butiksassistent, ekspedienter, kontorassistenter, sekretærer, bankassistenter, klinikassistenter, lægesekretærer mv. 4) Arbejdsmænd, specialarbejdere, fabriksarbejdere, jord- og betonarbejdere mv. 5) Sygehjælpere, hjemmehjælpere, pædagogmedhjælpere, omsorgsassistenter, dagplejemødre, portører, plejehjemsassistenter, rengøringsassistenter, køkkenassistenter. Kilde: Hansen 1995, tabel 7.1. Generationsundersøgelsen illustrerer denne sammenhæng. Se tabel 1. Her er udvalgt tre typiske stillingskategorier blandt den undersøgte generations forsørgere (i de fleste tilfælde fædrene) i slutningen af 1960'erne, da generationens medlemmer var i 14-års alderen. Vi kan se, at store andele blandt børnene som 38-årige er placeret i helt andre stillingsgrupper end deres forsørgere i sin tid. Undersøgelsesmaterialet viser, at dette også gælder, hvis vi sammenholder døtrene med deres mødre, hvoraf halvdelen ikke var udearbejdende dengang i 1960'erne, mens alle døtrene i 38-års alderen i 1990'erne tilhører arbejdsstyrken. Denne store forskel mellem mødrenes og døtrenes arbejdsmæssige positioner betyder ingenlunde, at stillingsvalget ikke er kønsspecifikt. Herom taler tabellen sit tydelige sprog. Side 4

2 d. Forskelle i sandsynligheder Samtidig kan vi fra tabellen konkludere, at forskellene i valg af stillingskategori mellem personer fra de forskellige oprindelsesklasser ikke afspejler en ubrydelig social arv, men derimod store forskelle i sandsynlighederne for bestemte placeringer. Eksempelvis tilhørte 50 pct. af arbejdsmændenes døtre som 38-årige kategorien af sygehjælpere, hjemmehjælpere mv. Her fandt vi dog også 20 pct. af professionernes døtre. ("Professionerne" er i undersøgelsen den sociale klasse, der omfatter erhvervsstillinger, som kræver en betragtelig mængde af kundskabskapital. I praksis indeholder denne klasse i forældregenerationen fortrinsvis akademikere og skolelærere. Den præcise definition findes i Hansen 1995, bilag A). Som et eksempel blandt sønnerne viser tabellen, at 13 pct. af professionernes sønner som 38-årige tilhørte stillingskategorien lærere mv mod 2 pct. af arbejdsmændenes sønner. Kendsgerningen er således, at børn fra de forskellige opvækstmiljøer er spredt - men ret så kønsspecifikt - på de fleste af de stillingskategorier, der tegner profilen i den nuværende samfundsstruktur - en profil der er anderledes end profilerne i tidligere samfundsstrukturer. Fælles for alle samfundsstrukturerne er imidlertid, at de er opbygget som sociale hierarkier. Den sociale arv slår under disse betingelser igennem på den måde, at sandsynligheden - også i 1990'erne - for placering på de øvre trin i hierarkierne blev størst for dem, hvis forsørgere i sin tid var placeret øverst i den daværende stillingsstruktur, og tilsvarende blev børn af forsørgere, der i sin tid befandt sig på de nederste trin i stillingsstrukturen, som voksne i 1990'erne i højere grad end andre børn placeret på de nederste trin i nutidens hierarkier. At den sociale arv tager form af forskelle i sandsynligheder er en væsentlig pointe. Det indebærer nemlig, at vi ikke om noget enkelt menneske på forhånd kan sige, at han eller hun kun har bestemte - af den sociale herkomst givne - muligheder. Social arv er ikke et deterministisk fænomen. Derfor finder vi også i generationsundersøgelsen, at 8 pct. af de børn, der voksede op i ikke-faglærte arbejderhjem, som 22-årige var i en eller anden videregående uddannelse. På samme alderstrin var imidlertid 27 pct. fra de ikke-faglærte hjem selv blevet ikke-faglærte arbejdere. Går man tilbage og ser på situationen i 14 års- alderen for disse to grupper med den meget forskellige placering i 22 års- alderen, fremgår det, at de som blev studerende og dermed fulgte en bane, som var mindre typisk for deres opvækstmiljø, i vid udstrækning allerede som 14-årige havde netop de karakteristika, der fandtes hos børn fra de opvækstmiljøer, der sendte mange gange flere af deres børn i videregående uddannelse. Generelt var det således, at de, der veg af fra den typiske vej i deres miljø, kom fra de dele af de enkelte opvækstmiljøer, hvor der var et vist islæt af anderleders materielle og familiemæssige forhold. Især var de dog karakteriseret ved på et tidligt tidspunkt i uddannelsesforløbet at have et skolepræstationsniveau og en række holdninger, som var ret anderledes end dem, der prægede det flertal, som fulgte i forældrenes spor (Hansen 1982, 1983 og 1997b). Se tabel 2. Alligevel opfattes social arv ofte som en uafvendelig skæbne. Derfor kan det skabe mere klarhed, hvis vi -ikke alene når det drejer sig om nedarvede strukturer, men også når det drejer sig om det samlede mønster af de forskellige individers forskellige livsforløb - anvender begrebet ulighedens reproduktion. Dermed tvinges vi nemlig til fokusering på de samfundsmæssige processer, der fører Side 5

frem til, at samfundet fra generation til generation genskabes som præget af social ulighed, også når det gælder indplaceringen i de mange nye stillingskategorier og erhvervssektorer. Tabel 2. Karakteristik af unge fra ufaglærte arbejderhjem, der i 22-års alderen var henholdsvis ufaglærte arbejdere og studerende. Procentandele. Fra ufaglærte arbejderhjem og: Gruppernes sociale og holdningsmæssige Selv ufaglærte Studerende 1) karakteristika i 14-års alderen arbejdere i 22-års alderen i 22-års alderen pct. pct. 1) Overbefolket bolig 13 7 2) Særlig mange søskende 33 20 3) Forsørgeren tilhørte nederste indkomstkategori 23 9 4) Faderen havde ingen skoleeksamen 96 86 5) Den unge tilhørte den bedst begavede tredjedel 12 55 6) Den unge syntes, at arbejdet som voksen 11 38 skulle være engagerende 7) Den unge ønskede en stilling i højeste socialgruppe 6 37 Gruppernes holdningsmæssige karakteristika i 22-års alderen 1) 1) Politisk til venstre for forældrene 19 71 2) Mener, at lønforskellene er for store 69 87 3) Mener, at man bør deltage i demonstrationer 29 85 4) Mener, at den jævne arbejder ikke har nok at sige 22 52 på arbejdspladsen 1) Om den helt præcise definition af disse karakteristika, se Hansen 1982, kapitel 7. Kilde: Hansen 1983, tabel 1. 2 e. Livschancer Alle de mindre heldige bivirkninger ved anvendelsen af begrebet social arv er dog ikke hermed elimineret. Begrebet fører nemlig let til en fokusering på "mangler" hos de enkelte individer fremfor "systemfejl". Som nævnt reproduceres på makroplan ulige strukturer og på mikroplan reproduceres forskelle mellem individer i ressourcernes mængde og art. Det betyder dog ikke, isoleret set, Side 6

at større grupper af enkelte individer har "forkerte" eller "utilstrækkelige" ressourcer. Det er nemlig først i mødet mellem individ og samfundsstruktur det afsløres, at systemet ikke er tilpasset indplaceringen af personer med bestemte ressourceprofiler. Dette forhold fører os frem til introducering af begrebet "livschancer", idet betegnelsen begrænsede livschancer i højere grad end betegnelsen social arv leder analysen væk fra fokusering på individet og frem til fokusering på samspillet mellem individ og system. Livschancer er et begreb forankret i Max Webers teoridannelser. Det angiver de samlede muligheder for og begrænsninger i livsudfoldelse, som den enkelte typisk kan forvente i sit livsforløb. Det er her vigtigt at betone, at livschancer ikke er et kendetegn hos den enkelte, men en karakteristik af de forskellige positioner i samfundsstrukturen. De specifikke kombinationer af såvel materielle som kulturelle fordele og ulemper, der på et bestemt tidspunkt i et konkret samfund er knyttet til de forskellige placeringer i samfundsstrukturen, skaber forskellene i livschancer. Begrebet livschancer fokuserer sålede på den sociale ulighed i form af forskellene i leveforholdene gennem livsforløbet mellem de typiske medlemmer af de forskellige sociale klasser, sociale statuslag og uddannelseskategorier. Udtrykt kortfattet er livschancer således et spørgsmål om få eller mange valgmuligheder gennem livsforløbet. Med disse synsvinkler på fænomenet social arv vil vi herefter redegøre for generationsundersøgelsens historisk-politiske baggrund, dens teoretiske forankring og undersøgelsesmetode, centrale undersøgelsesresultater samt nogle "policy"-betragtninger. 3. Den historisk-politiske baggrund 3 a. Indledning Generationen fra 7. klasserne i maj 1968 er mere eller mindre tilfældigt den eneste danske generation nogensinde, hvis livsforløb er søgt kortlagt gennem en sociologisk analyse, hvor vi på forskellige tidspunkter i aldersforløbet fra de 14 til de 38 år har interviewet det samme udvalg af generationens medlemmer om uddannelsesbestemmende forhold. Hermed er vi bl.a. i stand til at svare på, om en af 1960'ernes store målsætninger er blevet opfyldt, nemlig målsætningen om, at "intelligensreserven" skulle ledes ind i højere uddannelse. Vi har også mulighed for at vurdere, om de spådomme, der med jævne mellemrum er fremsat helt siden 1950'erne, og som går ud på, at "intelligensen" uanset social afstamning vil danne fremtidens overklasse - mest markant skildret i Michael Young's satiriske fremtidsvision "Intelligensen som overklasse" (Young, 1961) - er blevet en kendsgerning i 1990'erne for de generationer, der nu er i deres mest produktive alder. Inden vi vender os mod disse spørgsmål, vil vi give en kort uddannelsesmæssig karakteristik af de sidste år af 1960'erne, som jo netop er den periode, hvor vi første gang møder den undersøgte generation, nemlig da dens medlemmer var omkring de 14 år. I tilbageskuende lys forekommer netop denne periode at være en af de uddannelsesmæssigt mest gunstige i vor historie. For de dengang 14-årige også fordi de fødselsårgange, de tilhører - 83 pct. af dem er født i 1954 - var forholdsvis små fødselsårgange (godt 76.000) sammenholdt med fødselsårgangene fra midten af 1940'erne (godt 90.000) og midten af 1960'erne (omkring 85.000). Alene derfor kunne fødselsårgangene fra 1950'erne forvente albuerum både i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet. Side 7

Men i øvrigt var det jo en af de få perioder i vor historie, hvor der var fuld beskæftigelse (den gennemsnitlige arbejdsløshedsprocent var eksempelvis 2,7 pct. af de arbejdsløshedsforsikrede i 1967) i skarp modsætning til 1990'erne. På en anden måde ligner 1960'erne dog 1990'erne til forveksling. Det er i troen på nødvendigheden af og velsignelserne ved mere uddannelse. Det viste sig fx ved, at en lang række offentlige udvalg arbejdede med forslag til kraftig udbygning og forbedring af uddannelsessystemet. 3 b. Uddannelsessystemets organisering Uddannelsens betydning for den økonomiske vækst var simpelthen en urokkelig bestanddel af de herskende tanker i 1960'erne i alle industrilande. Uddannelse blev næsten betragtet som det mest rentable investeringsobjekt. I Danmark udmøntede disse tankegange sig efterhånden bl.a. i nye universiteter (i Odense, Roskilde og Aalborg), som den her undersøgte generation fik gavn af, også fordi den generelle adgangsregulering til videregående uddannelse ikke rigtig kom til at ramme dem. Den var nemlig først i funktion fra 1977, hvor generationen var blevet ca. 23 år. Samtidig fik denne generation fornøjelse af en ny uddannelsesvej, nemlig de i 1967 indførte toårige hf-kurser. Undervisningspligtens forlængelse fra de 7 år til de 9 år kom derimod ikke til at omfatte denne generation. Denne forlængelse fandt nemlig først sted i 1972. I den undersøgte generations tid i grundskolen i 1960'erne forblev alle sider af folkeskolens struktur uændret. Der kom heller ikke ændringer i de erhvervsrettede ungdomsuddannelser, der hovedsagelig omfattede uddannelser under lærlingeloven, dvs. den såkaldte mesterlære, hvor den teoretiske del dog fra begyndelsen af 1960'erne var blevet flyttet fra aftenskoler til dagskoler. Der påbegyndtes ganske vist forsøg med efg-uddannelser i jern- og metalindustrien i 1969, men efg-uddannelserne var først endeligt på plads i 1977. Grundskoleuddannelsen var i 1960'erne reguleret efter folkeskoleloven af 1958. Denne lov blev med rette betragtet som et stort fremskridt i forhold til den forudgående lov. Den særlige landsbyordnede skole, som eksisterede uden for købstæderne og de bymæssige kommuner, blev nemlig med denne lov afskaffet, og samtidig blev eksamensmellemskolen, der havde eksisteret siden 1903, nedlagt. Når denne nedlæggelse blev anset for så væsentligt et punkt, skyldtes det, at eksamensmellemskolens eksistens reelt havde betydet, at den første "grovsortering" til højere uddannelse fandt sted så tidligt som i 11-års alderen, nemlig ved optagelse eller ikke optagelse i eksamensmellemskolen. Alt dette var på plads, før den undersøgte generation mødte op til den første skoledag i grundskolens første klasse. Det bemærkelsesværdige ved udviklingen i løbet af 1960'erne, som også viste sig i den undersøgte generations adfærd, var altså ikke, at skolesystemet blev ændret i løbet af denne periode, men derimod at hver ny skoleårgang ændrede skolemæssig adfærd i forhold til de forudgående skoleårgange. Ser vi fx på undervisningspligten, var den som nævnt 7 år, men mens ca. 40 pct. af en skoleårgang i slutningen af 1950'erne forlod folkeskolen efter de 7 år, blev det i 1968 kun 6 pct. i den her beskrevne generation. Uddannelsessøgningen steg ganske frivilligt, og også på andre områder blev folkeskolens faktiske indretning ændret "nedefra". Efter 1958-loven skulle klasserne således på 6. og 7. klassetrin deles i boglige og almene klasser. Delingen kunne dog efter ansøgning undlades. Side 8

Denne undtagelsesbestemmelse blev udnyttet i stigende grad år efter år, og blandt de interviewede i generationsundersøgelsen gik ikke mindre end 80 pct. i udelte klasser, da de befandt sig på 6. og 7. klassetrin i 1966 til 1968. Delingen efter 7. klasse i dem, der skulle i realafdelingen, og dem, der skulle i almen linie - eller som den korrekte betegnelse var: 8., 9. og 10. klasserne - var dog endnu for denne og flere efterfølgende generationer en nødvendighed uden dispensationsmuligheder. 3 c. Mobilisering af intelligensreserven Inden for rammerne af dette 1960'ernes uddannelsessystem og på baggrund af det pågældende årtis uddannelsesoptimistiske og investeringsivrige ånd gik generationen i gang med en uddannelsessøgning, der resulterede i et uddannelsesniveau langt højere end forældregenerationens. Den store afstand i uddannelsesniveau mellem forældre og deres børn, der blev resultatet af den voldsomme stigning i uddannelsessøgningen, som fandt sted i løbet af en ganske kort periode (derfor allerede dengang benævnt uddannelseseksplosionen), blev i samtiden anset for både nødvendig og ønskelig. Nødvendig, fordi arbejdsmarkedet i fremtiden ville kræve langt mere teoretisk kunnen. Ønskelig, fordi en forøgelse af antallet af uddannelsessøgende blev anset for den nemmeste vej til en formindskelse af den sociale skævhed i rekrutteringen til ikke mindst den højere uddannelse. En skævhed som statistisk er påvist med jævne mellemrum gennem hele dette århundrede. De to begrundelser gik op i en højere enhed, fordi det ekstra antal personer med teoretiske kvalifikationer netop måtte hentes fra de store befolkningslag, hvis børn på grund af sociale og økonomiske barrierer hidtil var blevet forhindret i at få deres talenter udnyttet. Mobilisering af intelligensreserven blev derfor såvel i Danmark som internationalt et af 1960'ernes uddannelsespolitiske programpunkter. I Danmark var problemstillingen blevet præsenteret i hvert fald siden 1940'erne under betegnelsen: uddannelsens demokratisering. Den i 1945 nedsatte Ungdomskommission formulerede problemstillingen i vendinger, som dækker den herskende opfattelse siden da. Kommissionen skrev således om kravet om uddannelsens demokratisering: "Dette krav, som i de seneste år er blevet fremført med stor kraft af alle ungdomsorganisationer, såvel de upolitiske som næsten alle afskygninger af de politiske, udtrykker netop ønsket om, at det må blive muligt for enhver uanset egne eller forældrenes økonomiske kår at opnå den uddannelse, som interesser og anlæg tilsigter, således at den allerede eksisterende formelt lige adgang til uddannelse kan få det rette reelle indhold. Ønsket om uddannelsens demokratisering er derfor først og fremmest et krav om, at samfundet skal øve den retfærdighed overfor hver enkelt borger uanset stand og social stilling, som ligger i demokratiets begreb. Også i samfundsøkonomisk henseende er det et naturligt krav, at adgangen til den højere uddannelse står åben for dem, der skønnes at have evner og anlæg for at få det bedste udbytte af uddannelsen, og at ikke evnen til at bære de økonomiske ofre ved uddannelsen bliver bestemmende." (Ungdomskommissionen, 1950, s. 11-12). 3 d. Politiske tilkendegivelser Side 9

En ændring i den sociale rekruttering til den højere uddannelse var således et centralt uddannelsespolitisk spørgsmål, og både det individuelle og det samfundsmæssige krav om, at kun de såkaldte evner og anlæg måtte bestemme, hvem der fik adgang, var alment accepteret. Både her og i andre vestlige lande. Og begrundelserne for at bekæmpe de sociale skævheder i rekrutteringen til ikke mindst højere uddannelse har ikke ændret sig siden 1960'erne. Da generationen var i 14-års alderen, og godt 40 pct. af dens medlemmer netop var startet i 1. real, var de ydre omstændigheder gunstige. I sin tale ved Folketingets åbning den 1. oktober 1968 fremhæver statsministeren (Hilmar Baunsgaard), at ungdommen er materielt bedre stillet end nogen tidligere generation. Han siger videre: "Ungdommens bedre muligheder afspejler sig også i det forhold, at velstandsstigningen sammen med den øgede støtte til uddannelse er i færd med at nedbryde de økonomiske skranker, som tidligere hindrede langt flere unges adgang til en videregående uddannelse. Antallet af unge under en højere uddannelse er inde i en voldsom vækst." (Folketingstidende, 1968-69, sp. 23-24). Han er ganske vist bekymret for, at tilvæksten i så høj grad er koncentreret på universiteterne, hvilket blandt andet kan skyldes "vort hidtidige blandede system af studier med adgangsbegrænsning og af helt frie studier". Han siger videre: "Der vil være en tendens til, at den øgede tilgang af unge i højere grad bliver presset over på de undervisningsenheder, som ikke har adgangsbegrænsning, først og fremmest universiteterne." (Folketingstidende, 1968-69, sp. 25-26). Bekymringerne følges nogle år senere - da generationen er nået frem til 19-års alderen - op i perspektivplan-redegørelserne. I PP II står således bl.a.: "Med den fortsatte opbygning af Odense Universitet, Roskilde og Ålborg universitetscentre ligger udvidelsen af de akademiske uddannelser frem til 1977 i faste rammer, såvel hvad angår kapacitet som ressourceforbrug. Derimod er der kun i begrænset omfang truffet beslutninger om de øvrige videregående uddannelsers udbygning, hvorfor væsentlige udvidelser uden for universitetscentrene først kan ske efter 1977. Man kan således beregne den samlede optagelseskapacitet til omkring 24.000 pladser i 1977 svarende til 32 pct. af en årgang. Men da tilgangen til de studieforberedende gymnasiale uddannelser allerede i dag overskrider dette niveau, vil de videregående uddannelser også i den kommende fem-års periode være under pres, som - hvis det imødekommes - koncentreres på universiteterne med fortsat standardforringelse til følge." (PP II, 1973, s. 451). Og senere fremhæves med understregning: "Valget står da mellem udbredt arbejdsløshed i firserne og adgangsbegrænsning ved universiteterne i halvfjerdserne." (PP II, 1973, s. 479). Vi fik som bekendt både adgangsbegrænsningen i halvfjerdserne og arbejdsløsheden i firserne. Den undersøgte generation var imidlertid ved den generelle adgangsregulerings indførelse i 1977 nået frem til 23-års alderen og dermed sluppet for denne barriere. Godt 10 pct. af dem var på dette tidspunkt i gang med en uddannelse på universitet eller højere læreanstalt. De ovennævnte standardforringelser kan have påvirket deres uddannelsesforløb, men dette lader sig dog ikke efterprøve. 3 e. Begavelsesmæssige barrierer? Side 10

Med den frie adgang til universiteterne og den store vækst i tilgangen forventede man mindre social skævhed og dermed en bedre udnyttelse af den eftersøgte begavelsesreserve. Enkelte vil så måske pege på, at den sociale skævhed i rekrutteringen til højere uddannelse skyldes forskelle i det gennemsnitlige begavelsesniveau mellem børn fra de forskellige befolkningslag. Dette spørgsmål er rejst utallige gange og forsøgt undersøgt næsten lige så mange gange. Resultatet af disse studier ender hver gang på samme vis, her citeret fra den nyeste grundige gennemgang: "Sammenfatningsvist leder denne gennemgang til følgende konklusion: Der er måske en genetisk komponent i den sociale selektion til højere uddannelse, men man kan ikke på et videnskabeligt sikkert grundlag mere præcist bedømme dens betydning. Samlet taler alt dog for, at den genetiske komponent står for en lille eller meget lille del af sammenhængen mellem social baggrund og uddannelse. Vi mener med sikkerhed at kunne sige, at den klart overvejende del af den sociale selektion i uddannelsessystemet ikke skyldes genetiske faktorer." (Erikson & Jonsson, 1993, s. 206-207). Uanset ovenstående konklusion har vi, som det vil blive omtalt i afsnittet om resultaterne, også i generationsundersøgelsen måttet efterprøve begavelsesfaktorens betydning for forskellene i uddannelsesforløb mellem unge fra de forskellige opvækstmiljøer. 3 f. Restgruppeproblemet Generationsundersøgelsen påbegyndtes i 1960'erne i lyset af netop de ovenfor omtalte uddannelsespolitiske tilkendegivelser. Det vil først og fremmest sige med en stærk fokusering på 1960'ernes målsætning om mange flere i gymnasiet og videre ind i de lange videregående uddannelser, såvel af hensyn til den økonomiske vækst som af hensyn til demokratiseringen - dvs. en mindre skæv fordeling - af uddannelsesgoderne. Eller - i uddannelsesplanlægningens sprogbrug - ud fra såvel et "manpower approach" som et "social demand approach". Mens undersøgelsen skred frem og generationens medlemmer blev ældre, samtidig med at de økonomiske konjunkturer blev dårligere, meldte det såkaldte restgruppeproblem sig imidlertid på den uddannelsespolitiske arena. Ved restgruppen forstod man medio 1970'erne - hvor begrebet blev lanceret - den del af en årgang unge, som ikke fortsatte efter grundskolen i en ungdomsuddannelse. Senere ændredes definitionen og blev til den del af en årgang, som ikke fuldførte en erhvervskompetencegivende uddannelse. Selv om restgruppeproblemet ikke var formuleret, da undersøgelsen startede, viste undersøgelsesmodellen sig alligevel velegnet til at belyse også denne problemstilling. Allerede før generationsundersøgelsens starttidspunkt havde forskergruppen da også leveret en analyse til en nært beslægtet problemstilling, nemlig den sociale sammensætning af den gruppe, der forlod skolesystemet allerede ved undervisningspligtens ophør, hvilket dengang betød efter 7.klasse (se bilag 2 i Betænkning nr.473, 1968). 4. Undersøgelsens arbejdsmodel og centrale begreber 4 a. En unik undersøgelse Generationsundersøgelsen omfatter et helt unikt sociologisk undersøgelsesmateriale. Det er nemlig noget så sjældent som en prospektiv longitudinal undersøgelse, dvs en undersøgelse som stort set ikke benytter sig af retrospektive spørgsmål, idet forholdene på tidspunkt 1 undersøges på netop Side 11

dette tidspunkt, forholdene på tidspunkt 2 undersøges på tidspunkt 2 osv. Derfor må det helt uomgængeligt vare længe, inden resultaterne kommer. Belysning af fx opvækstvilkårenes betydning for voksentilværelsen må jo med denne metode vente de mange år, der går, før de undersøgte unge er blevet voksne. Desuden er undersøgelsen - til forskel fra flertallet blandt de relativt få lignende undersøgelser - landsdækkende og repræsentativ for en hel årgang unge af begge køn. Dertil kommer, at den dækker ikke mindre end godt 24 år af de interviewedes livsforløb og ved den seneste interviewing i 38-års alderen i 1992 ovenikøbet nåede en besvarelsesprocent på godt 90 procent. Undersøgelsens igangsættelse skyldtes, at Undervisningsministeriet, som i årenes løb har finansieret hovedparten af undersøgelseomkostningerne, i midten af 1960'erne ønskede en kortlægning af den danske ungdoms uddannelsesforhold, især med henblik på at fremskaffe baggrundsmateriale til de politiske overvejelser om en revision af den daværende Ungdommens Uddannelsesfond. 4 b. Arbejdsmodel og centrale begreber En udførlig redegørelse for undersøgelsens baggrund, teori og metode findes i kapitel 2 i Hansen 1995. Her skal fremhæves, at arbejdsmodellen blev baseret på den uddannelsessociologiske teori, som den var udviklet i 1950'erne og 1960'erne, og på den hermed forbundne empiri, specielt i engelsk og svensk uddannelsesforskning. Dette resulterede i arbejdshypoteser, der som væsentlige bestemmende faktorer for det uddannelsesmæssige forløb inddrog en lang serie af forhold. Først og fremmest drejede det sig om forældrenes socialgruppe, deres skoleuddannelse, erhvervsuddannelse og indkomst, antallet af søskende, nummer i søskendeflokken, bopælens urbaniseringsgrad, de unges køn og intelligens, deres fremtidsforventninger og aspirationsniveau samt deres holdninger til en lang række værdier, som formodedes at kunne have en selvstændig betydning for det uddannelsesmæssige forløb. (Undersøgelsens teoriramme er gengivet som fig. 2, s.22 i Hansen 1971). Ud fra de ovenfor nævnte variable konstruerede vi analysebegrebet "uddannelsesbarrierer". Med dette begreb fokuserede vi på spørgsmålet om, hvor langt man kunne nå med uddannelsesstøtte, hvis man skulle udligne forskellene i uddannelsesniveau mellem børn fra de forskellige sociale klasser. Var det alene et spørgsmål om økonomiske forhold, eller spillede kulturelle og geografiske forhold en ganske stor rolle? Med denne sondring mellem tre barrierer (økonomiske, geografiske og kulturelle) kunne vi afveje hver barrieres relative styrke, eksempelvis i hvilken grad den geografiske barriere fortonede sig, når der blev taget højde for den forskellige økonomiske og "kulturelle" sammensætning af befolkningen i de forskellige regioner. 5. Dataindsamlingen Undersøgelsens stikprøve var en stratificeret udvælgelse i flere trin af i alt 152 7.klasser, der ved den første interviewing i maj 1968 viste sig at have tilsammen 3.151 elever (se i øvrigt s. 57-63 i Hansen 1995). Dataindsamlingsmetoderne har været gruppeenquette-metoden, postenquettemetoden og besøgsinterview (se i øvrigt s. 66-7o i Hansen 1995). Dataindsamlingsårene har været 1968, 1969, 1970, 1971, 1973, 1976 og 1992 (se figur 9, s. 52 i Hansen 1995). Side 12

En lang serie af analyser er foretaget undervejs, men det som endte med at blive de afgørende analyser var de interviewedes meget forskellige sociale placering i 38-års alderen i 1992 sammenholdt med deres forskellige sociale oprindelse, sådan som opvækstmiljøerne var blevet kortlagt i 14-års alderen i 1968 - og i nogen grad også sammenholdt med den uddannelsesmæssige placering i 22- års alderen i 1976. Disse analysers fundament var ikke mindst dataindsamlingen i 7. klasserne i maj 1968, som også blev den mest omfattende af samtlige dataindsamlingerne. Denne dataindsamling bestod af tre hovedblokke, nemlig en bred social beskrivelse af hver enkelts opvækstmiljø, en omfattende udspørgning om holdninger og værdier ( se Bøgh Andersen 1972) og endelig en række begavelsestests ( se Ørum 1971). 6. Markante undersøgelsesresultater 6 a. Den trinvise sociale sortering Undersøgelsen viste en markant social skævhed i den andel, der forlod skolen straks efter undervisningspligtens ophør. Skævheden blev alle de første mange år af undersøgelsens forløb målt ved anvendelse af den klassifikation, der er blevet kaldt SFI's socialgruppeinddeling, med fem socialgrupper benævnt fra I til V. (Denne inddeling er senest beskrevet og diskuteret i bilag A i Hansen 1995). Det spørgsmål blev herefter rejst, om den vedvarende sociale skævhed i uddannelsessøgningen klassetrin efter klassetrin, fra 8. klassetrin og frem, skyldtes den oprindelige efter 7. klasse introducerede skævhed? Eller om afgangen eller udstødningen fra skolesystemet på hvert af de efterfølgende klassetrin også var socialt skæv? Tabel 3 viser, at efter hvert trin forlod en større andel af de unge fra de "lavere" sociale lag (sidst i nummerrækkefølgen fra I til V) end unge fra de "højere" sociale lag (først i nummerrækkefølgen fra I til V) skolen. Der var dog tilsyneladende en undtagelse efter 10. klassetrin, nemlig unge fra socialgruppe V (ikke-faglærte arbejdere), der på dette klassetrin havde en lavere afgangsprocent end unge fra socialgruppe IV (underordnede funktionærer og faglærte arbejdere). Tabel 3. Andelen af unge inden for hvert sociale lag, som forlader skolen efter hvert af klassetrinene fra 7. til 10. Beregnet i forhold til det antal fra hvert sociale lag, som befandt sig i skolen på 7. klassetrin. Procentandele. Faderens sociale status i 1968 Ud efter Ud efter Ud efter Ud efter (da den unge gik i 7. klasse) 7. klassetrin 8. klassetrin 9. klassetrin 10. klassetrin Socialt lag: i 1968 i 1969 i 1970 i 1971 procent af antallet fra hvert sociale lag i 7. klasse I 1 1 7 29 II 1 3 11 39 III 4 8 19 46 Side 13

Tabel 3. Andelen af unge inden for hvert sociale lag, som forlader skolen efter hvert af klassetrinene fra 7. til 10. Beregnet i forhold til det antal fra hvert sociale lag, som befandt sig i skolen på 7. klassetrin. Procentandele. Faderens sociale status i 1968 Ud efter Ud efter Ud efter Ud efter (da den unge gik i 7. klasse) 7. klassetrin 8. klassetrin 9. klassetrin 10. klassetrin Socialt lag: i 1968 i 1969 i 1970 i 1971 IV 4 9 24 49 V 10 16 30 37 Alle sociale lag 5 10 21 42 (inkl. uoplyst status) Kilde: Hansen 1974, tabel 6.1. Når dette trin kun tilsyneladende er en undtagelse, skyldes det, at vi i tabel 3 har beregnet det antal, der går ud inden for hvert sociale lag, i forhold til det antal fra hvert lag, der befandt sig i skolen i 7.klasse. En sådan beregningsmetode giver os fra klassetrin til klassetrin et billede af, i hvilken takt de unge fra hver socialgruppe gik ud, fx i socialgruppe I: 1%-1%-7%-29% og i socialgruppe V: 10%-16%-30%-37%, men den siger ikke noget om risikoen eller sandsynligheden på hvert klassetrin for at den unge ikke fortsatte længere. De socialgrupper, hvor der på de tidlige klassetrin gik forholdsvis mange ud, har jo til sidst ikke så mange at tage af. Skal man derfor sige noget om selektionens styrke på hvert klassetrin, må det antal, der gik ud, beregnes i forhold til det antal fra hvert lag der var tilbage -restbeholdningen - på hvert trin. Dette er vist i tabel 4. Vi ser, at risikoen for at gå ud på hvert klassetrin var størst i socialgruppe V. Ser man på yderpunkterne, nemlig socialgrupperne I og V, var risikoen for at forlade skolen efter hvert af klassetrinene (begyndende med "efter 7. klasse" og sluttende med "efter 10. klasse") således: Socialgruppe I: 1%, 1%, 7%, 32%, men socialgruppe V: 10%, 18%, 41%, 85% (se I øvrigt Hansen 1974). Tabel 4. Andelen af unge inden for hvert sociale lag, som forlader skolen efter hvert af klassetrinene fra 7. til 10. Beregnet i forhold til det antal fra hvert sociale lag, som befandt sig i skolen på det pågældende klassetrin. Procentandele. Faderens sociale status i 1968 Ud efter Ud efter Ud efter Ud efter (da den unge gik i 7. klasse) 7. klassetrin 8. klassetrin 9. klassetrin 10. klassetrin Socialt lag: i 1968 i 1969 i 1970 i 1971 procent af antallet fra hvert sociale lag, som befandt sig i skolen på det pågældende klassetrin I 1 1 7 32 II 1 3 11 45 Side 14

Tabel 4. Andelen af unge inden for hvert sociale lag, som forlader skolen efter hvert af klassetrinene fra 7. til 10. Beregnet i forhold til det antal fra hvert sociale lag, som befandt sig i skolen på det pågældende klassetrin. Procentandele. Faderens sociale status i 1968 Ud efter Ud efter Ud efter Ud efter (da den unge gik i 7. klasse) 7. klassetrin 8. klassetrin 9. klassetrin 10. klassetrin Socialt lag: i 1968 i 1969 i 1970 i 1971 III 4 8 21 65 IV 4 10 27 78 V 10 18 41 85 Alle sociale lag 5 10 24 66 (inkl. uoplyst status) Kilde: Hansen 1974, tabel 6.2. I tabel 5 er analysen ført frem til 22 års-alderen i 1976 med det sigte at belyse den trinvise sociale udvælgelse frem til mellemlang eller lang videregående uddannelse. Vi ser her, at for hver 100 unge fra socialgruppe I kom 81 pct. i realafdelingen mod 25 pct. fra socialgruppe V, i gymnasiet eller HF kom 65 pct. fra socialgruppe I mod 9 pct. fra socialgruppe V og i mellemlang eller lang videregående uddannelse kom 54 pct. fra socialgruppe I mod 6 pct. fra socialgruppe V. Om dette billede konkluderes i undersøgelsen (Hansen 1983, side 15-17), at det endnu i 1970'erne var således, at den sociale udvælgelse fandt sted ved indgangen til det gymnasieforberedende trin (realafdelingen) og ved overgangen til gymnasiet. Derimod var der næsten ikke nogen "ekstra" social udvælgelse ved overgangen fra gymnasiet til de videregående uddannelser. Sådan var det også i 1940'erne. Ungdomskommissionen af 1945 kunne konstatere, "at den sociale udvælgelse sker før optagelsen til gymnasiet" (Ungdomskommissionen 1951, s. 16). Tabel 5. Den sociale udvælgelse på forskellige trin i uddannelsessystemet, belyst ved en årgang unges forløb fra 14- til 22-års alderen. Procentandele. Fra socialgruppe Fra hele I II III IV V årgangen pct. pct. pct. pct. pct. pct. I grundskolen 100 100 100 100 100 100 Side 15

Tabel 5. Den sociale udvælgelse på forskellige trin i uddannelsessystemet, belyst ved en årgang unges forløb fra 14- til 22-års alderen. Procentandele. Fra socialgruppe Fra hele I II III IV V årgangen pct. pct. pct. pct. pct. pct. Udvælgelse til det gymnasieforberedende trin (realafdelin- 81 70 49 39 25 45 gen) (1968) Udvælgelse til gymnasiet og hf 65 53 26 16 9 24 (1971) Udvælgelse til mellemlang eller lang videregående uddannelse 54 40 19 13 6 19 (1976) Kilde: Hansen 1983, bilagstabel 4. 6 b. Uddannelsesniveau og køn danner ulighedsmønstret Da generationen var nået frem til 38-års alderen i 1992 viste det sig, at det var uddannelsesniveauet, der sammen med kønnet markerede forskellene i leveforholdene. På den måde, at yderpunkterne dannes af dem, der havde fået lang videregående uddannelse, og af dem, der ikke havde fået nogen form for erhvervskompetencegivende uddannelse (restgruppen). På så godt som alle aspekter af leveforholdene i 38-års alderen var mønstret det samme: Jo kortere uddannelse jo større en procentdel er ramt, hvis det drejer sig om en levekårsbelastning. Drejer det sig om et eftertragtet gode er mønstret det modsatte. Jo længere uddannelse jo større en procentdel har et eftertragtet gode. Hertil føjer sig så det kønsmæssige aspekt, hvor det gennemgående mønster er, at vi på hvert uddannelsesniveau finder en større andel kvinder end mænd ramt af en levekårsbelastning og omvendt en større andel mænd end kvinder i besiddelse af eftertragtede goder. Repræsentive eksempler på denne sociale ulighed inden for en voksengeneration i 1990'erne er vist i tabel 6. Side 16

Tabel 6. Andelen i 38-års alderen i 1992 på hvert uddannelsesniveau, der har længerevarende arbejdsløshedserfaringer, andelen, der tilhører topledelsen og andelen, der har en bruttoindkomst på 350.000 kr. eller derover. Særskilt for køn. Procentandele. Uddannelsesniveau Sammenlagt 2 års arbejds- Tilhører Bruttoindkomst på løshed eller mere inden 1) topledelsen 350.000 kr. eller derover for de sidste 16 år i 1991 M K M K M K pct. pct. pct. pct. pct. pct. LVU 10 22 19 10 46 12 MVU 10 12 9 3 25 3 KVU 9 13 15 5 18 2 Lærlingeuddannelse mv. 12 23 4 1 8 0 Ingen erhvervsuddannelse 27 41 1 1 6 I alt 14 23 7 2 15 1 1) Her indgår kun lønmodtagere, som i 38-års alderen omfatter 88 pct. af mændene og 94 pct. af kvinderne. Kilde: Hansen 1997a, tabel 7. 1) 6 c. Oprindelsesklassen bestemmer uddannelsesniveauet Den kendsgerning, at uddannelsesniveauet er af så central betydning for leveforholdene i voksenalderen, kan kun skærpe interessen for den sociale udvælgelse til de forskellige uddannelsesniveauer. Hvor store blev da alt i alt forskellene i denne generation i de andele af børnene fra de forskellige oprindelsesklasser, der nåede de forskellige uddannelsesniveauer? Dette er vist i tabel 7, hvor den nye inddeling i sociale klasser, der blev introduceret i den afsluttende analyse på generationsundersøgelsen er anvendt (se herom Hansen 1995, bilag A). Tabellen viser bl.a., at enten lang eller mellemlang videregående uddannelse (LVU eller MVU) blev opnået af mere end halvdelen af de 38-årige, der i sin tid var vokset op som børn af professionerne, mod under 10 pct. af dem, der var vokset op i den ikke-faglærte arbejderklasse. Det bemærkes også, at denne procentdel stort set falder systematisk, når vi i tabellen bevæger os gennem oprindelsesklasserne fra professionerne til de ikke-faglærte. Når det gælder andelen i restgruppen er forskellene slet ikke af samme størrelsesorden. Det er først og fremmest børnene af ikke-faglærte arbejdere, ikke mindst døtrene, der skiller sig ud med en særlig høj restgruppeprocent (34 pct), mens døtrene fra professionerne derimod skiller sig ud med en specielt lav restgruppeprocent (7 pct.). Side 17

Tabel 7. Generationen i 38-års alderen i 1992 fordelt efter erhvervsuddannelsesniveau særskilt for oprindelsesklasse og køn. Procentfordeling. Erhvervsuddannelsesniveau 1992 I alt Oprindelsesklasse LVU MVU KVU Lærl. Ingen uddanelse erhvervs- Køn mv. uddanelse pct. pct. pct. pct. pct. pct. antal Professionerne M 35 16 7 28 14 100 86 K 16 38 21 17 7 99 99 Funktionærer M 17 14 12 42 15 100 293 K 8 21 21 38 13 101 279 Gårdejere M 8 10 17 52 13 100 145 K 3 18 19 46 14 100 149 Husmænd M 5 3 5 54 32 99 59 K 3 7 10 59 21 100 68 Håndværksmestre M 10 18 6 54 12 100 67 K 5 15 18 39 24 101 62 Øvrige selvstændige M 13 12 13 48 15 101 101 K 6 15 21 41 16 99 97 Selvstændige i alt M 9 11 12 52 16 100 372 K 4 15 18 46 18 101 376 Faglærte arbejdere M 8 15 10 49 18 100 179 K 3 13 17 48 20 101 184 Arbejdsmænd M 1 6 5 58 30 100 102 K 6 11 47 35 99 127 Chauffører M 8 2 6 63 21 100 48 K 6 10 50 33 99 48 Øvrige ikke-faglærte M 3 7 8 60 22 100 155 K 1 7 14 46 32 100 146 Ikke-faglærte i alt M 3 6 7 60 25 101 305 K 0 7 12 47 34 100 320 Uden for erhverv M 8 8 13 51 21 101 77 K 1 10 14 41 33 99 99 Alle pct. M 11 11 10 49 18 99 pct. K 4 15 17 42 21 99 Alle antal 145 145 134 647 241 1.312 antal 59 208 230 575 285 1.357 Kilde: Hansen 1995, tabel 6.2 Side 18

6 d. Begavelsesniveauet og den sociale arv Hvad er forklaringen på den store og vedvarende sociale skævhed i rekrutteringen til de lange uddannelser? I 1990'erne er det igen blevet nødvendigt at undersøge, om svaret helt eller delvist skal søges i begavelsesmæssige forskelle mellem børn fra de forskellige oprindelsesklasser. Pendulet synes nemlig nu at svinge i den retning, hvor man postulerer genetisk baserede begavelsesmæssige forskelle mellem såvel samfundsklasser som etniske grupper, eller hvad man - trods begrebets tvivlsomme karakter - kalder racer. (Se den herostratisk bewrømte bog "The Bell Curve" (Hernstein & Murray 1994), og blandt adskillige afsløringer af denne bogs tvivlsomme analyser, se Hansen & Kreiner 1996). Tabel 8. Andelen med LVU-uddannelse i 38-års alderen i 1992. Særskilt for oprindelsesklasse, præstation på verbaltest i 14-års alderen i 1968 og køn. Procentandele. Antal rigtige på verbaltest 1968 Oprindelsesklasse Dårligste femtedel Midtergruppen Bedste tredjedel Alle 0-30 rigtige 31-40 rigtige 41 rigtige og derover M K M K M K M K pct. pct. pct. pct. pct. pct. pct. pct. Professionerne (17) ( ) 14 49 24 35 16 Funktionærer 3 5 4 34 12 17 8 Selvstændige 2 5 2 21 10 9 4 Faglærte arbejdere 7 2 12 6 8 3 Ikke-faglærte arbej- 2 10 1 3 0 dere Uden for erhverv (5) ( ) (23) (4) 8 4 Alle 1 0 5 2 25 10 11 4 Procentbasis: Professionerne: 6, 5, 28, 25, 47, 63, 81, 93. Funktionærer: 37, 30, 118, 126, 127, 177, 282, 273. Selvstændige: 87, 73, 159, 190, 117, 108, 363, 371. Faglærte arbejdere: 46, 37, 70, 92, 58, 51, 174, 180. Ikke-faglærte arbejdere: 90, 80, 126, 159, 72, 71, 288, 310. Uden for erhverv: 20, 24, 32, 41, 22, 23, 74, 88. Alle: 286, 249, 533, 633, 443, 433, 1.262, 1.315. Anm.: Ekskl. uoplyst antal ritige: 50 mænd og 42 kvinder. Kilde: Hansen 1995, tabel 12.2. Side 19

I dette lys er det særdeles heldigt, at den her undersøgte generation under den første interviewing i 14-års alderen i forsommeren 1968 bl.a. fik stillet en såkaldt verbal begavelsestest omfattende 63 items. (Om de forskellige test anvendt ved interviewingen i 1968, se Ørum 1971. Hvad angår den her omtalte verbale test er den i sin helhed gengivet som bilag B i Hansen 1982). Det viste sig, at der på dette tidspunkt - i 14-års alderen - var store forskelle i det gennemsnitlige antal rigtige besvarelser mellem børn fra de forskellige opvækstmiljøer. Det bedste resultat blev opnået af børnene fra professionerne, og det dårligste blev opnået af børnene fra ikke-faglærte hjem. I den bedste tredjedel af besvarelserne (41 rigtige eller derover) placerede sig således 64 pct. af døtrene fra professionerne og 55 pct. af sønnerne derfra mod 22 pct. af døtrene og 24 pct. af sønnerne af ikkefaglærte arbejdere. Ikke uventet havde den sociale arv allerede tidligt sat sine tydelige spor i generationens fordeling efter "verbal intelligens". Knap 25 år senere - i 38-års alderen - kan vi se, at der er en stærk sammenhæng mellem præstationerne på verbaltesten i 14-års alderen og uddannelsesniveauet i 38-års alderen. Se tabel 8. Det helt centrale resultat af den der viste analyse, er imidlertid, at det også blandt dem, der i 14-års alderen tilhørte den bedst begavede tredjedel, som hovedregel var den sociale oprindelse, der afgjorde, om de gode evner blev udnyttet til meget langvarig uddannelse. Tabel 8 viser eksempelvis, at 25 pct. af mændene fra "den bedste tredjedel" i 7. klasse, da de var nået frem til 38-års alderen, havde en LVU-uddannelse. Det er imidlertid et gennemsnitstal, der dækker over, at det drejede sig om 49 pct. af de sønner fra professionerne, som tilhørte denne tredjedel, mod 10 pct. af de lige så kvikke sønner af ikke-faglærte arbejdere. Blandt kvinderne var de tilsvarende tal 24 pct. af professionernes døtre mod så lidt som 1 pct. af de lige så begavede døtre af ikke-faglærte arbejdere. 6 e. Generationens opdragelse af sine egne børn Forskellene mellem personer på forskellige uddannelsesniveauer bliver i mange henseender yderligere forstærket gennem familiedannelsen. "Sammenkoblingen" mellem mænd og kvinder er nemlig som hovedregel sket på nogenlunde samme uddannelsesniveau. Som et enkelt eksempel på undersøgelsens resultater i denne henseende skal nævnes, at 63 pct. af de LVU-uddannede kvinder i generationen, der lever i parforhold, har en ægtefælle eller samlever på samme uddannelsesniveau, mens kun 4 pct. lever sammen med en mand uden erhversuddannelse. Godt 80 pct. i generationen levede i 38-års alderen i parforhold. En karakteristik af familierne på basis af begge voksnes uddannelsesniveau giver en inddeling som vist i tabel 9. (Den præcise afgrænsning af disse familietyper kan ses side 177 i Hansen 1995). I de fleste af parfamilierne var der børn, og på spørgsmålet om, hvilke blandt 8 opregnede egenskaber der er specielt vigtige at lære børnene, markerede uddannelsesforskellene mellem familierne sig især, når det gjaldt egenskaben "fantasi" og egenskaben "velopdragen optræden". Blandt de tre vigtigste udpegede således, som det ses af tabellen, 58 pct. af mødrene i den "rene" LVU-familie egenskaben "fantasi" mod 7 pct. af mødrene i den "rene" restgruppefamilie. Mønstret var omvendt, når det drejede sig om egenskaben "velopdragen optræden". Den blev udpeget som en af de tre vigtigste af 4 pct. af mødrene i den "rene" LVU-familie mod 49 pct. af mødrene i den "rene" restgruppefamilie. Alt i alt en enkelt brik i det billede, som afdækker de mekanismer, der "sikrer" den sociale uligheds videreførelse til næste generation. Side 20