LO-sagsnr. 14-983 FTF-sagsnr. 14-0402 Den 17. september 2014 Ekspertgruppen til udredning af beskæftigelsesindsatsen Carsten Koch-udvalgets fase II LO/FTF-konkretisering af anbefalinger til beskæftigelsesindsats for de ikke-arbejdsmarkedsparate LO og FTF har i notat af 22.04.2014 indsendt forslag til temaer, som er anbefalet indgår i Carsten Koch-udvalgets arbejde. Med henvisning til dette indspil er nærværende en konkretisering af anbefalinger, som LO og FTF mener kan forbedre beskæftigelsesindsatsen og dermed beskæftigelse til de ikke-arbejdsmarkedsparate målgrupper. LO og FTF har i nedenstående anbefalinger et stort fokus på, hvorledes de allerede gennemførte reformer kan suppleres/justeres med nye tiltag, der vil fremme arbejdsmarkedstilknytningen for de ikke-arbejdsmarkedsparate. 1. Tværfaglig og helhedsorienteret rehabilitering De foreløbige erfaringer med en tværfaglig, helhedsorienteret rehabiliteringsindsats har vist, at når man bringer forskellige faggrupper sammen, opstår problemer i den fælles forståelse af, hvilken vej man skal gå. Så det er ikke nok blot at indføre begrebet rehabiliteringsteams og rehabiliteringsplaner i beskæftigelsesloven. Der er behov for, at både de samarbejdende kommunale forvaltninger i kommunerne, sundhedsvæsenet, det sociale område og uddannelsessektoren, arbejder ud fra en fælles referenceramme, mål og forståelse for fælles værdier i forhold til arbejdsrettet rehabilitering. Der er et stort behov for at opnå en bedre samordnet indsats og tværgående ejerskab til den tværfaglige og helhedsorienterede rehabiliteringsindsats. At der nedsættes en tværfaglig og tværsektoriel arbejdsgruppe, jf. særskilt fremsendt notat om Arbejdsrettet rehabilitering, som får fire opgaver 1 : o Skabe konsensus om en definition af arbejdsrettet rehabilitering. o Fremkomme med forslag til indhold i en Vejledning om arbejdsrettet rehabilitering, omfattende definition, indhold i og principper for udarbejdelse af rehabiliteringsplan, herunder beskrivelse af den bio-psyko-sociale helheds- 1 Det foreslås, at arbejdsgruppen som udgangspunkt kan bestå af de fire relevante ministerier, dvs. Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale forhold, Beskæftigelsesministeriet, Sundhedsministeriet samt Undervisningsministeriet.
model (ICF) 2, borgerens og de forskellige aktøres rolle, organisering, beslutningskompetence, kompetenceudvikling og forskningsgørelse. o Fremkomme med endelige forslag til harmonisering af relevante lovgivninger. o Fremkomme med eksempler som kan inspirere. At de tværgående aktører, sagsbehandlere og koordinatorer tilbydes fælles kurser i arbejdsrettet rehabilitering, hvor de får mulighed for at bringe de forskellige opfattelser og forståelser til debat. LO og FTF har fået udarbejdet en konkret tilføjelse til loven med henblik på at øge den arbejdsrettede rehabilitering. Forslaget er fremsendt særskilt til ekspertgruppen 3. 2. Rehabiliteringsteam og ressourceforløb Med udgangspunkt i vores erfaringer fra praksis og Mploys evaluering af reformen af fleksjob og førtidspension, er der mange udfordringer i implementeringen, der skal håndteres, før beskæftigelsesindsatsen har den kvalitet og volumen i både rehabiliteringsteamenes indstillinger og ressourceforløbenes indhold, som der blev lovet ved reformens vedtagelse. Det er helt afgørende, at disse problemer med implementeringen af reformen bliver løst. Der skal udvikles bedre viden om, hvilken indsats i ressourceforløb der har den bedste effekt med at bringe personer tættere på arbejdsmarkedet. Indsatsen i ressourceforløb skal have en højere kvalitet end i dag, og der skal udvikles nye tværgående tilbud og indsatser. Det skal tilstræbes, at borgere med tværgående og sammensatte problemstillinger kun har én samlet og samordnet handlingsplan eller rehabiliteringsplan. Jobcentret bør skulle begrunde på hvilken måde, man vurderer, at en given indsats vil kunne bringe en borger tættere på arbejdsmarkedet. Det skal gøres muligt for borgerne selv at søge om et ressourceforløb, og kommunens eventuelle afvisning skal kunne påklages. Det skal være muligt at klage over indholdet af et ressourceforløb og varigheden af dette. Det er vigtigt, at borgeren føler ejerskab til planerne i ressourceforløbet, og derfor skal borgerinddragelsen forbedres. Der er ikke noget til hinder for, lovgivningsmæssigt eller organisatorisk, at rehabiliteringsteamet afholder hele mødet med tilstedeværelse af borgeren. Når rehabiliteringsteamet ikke er enigt, eller er i tvivl om, hvilken ordning der er den rigtige for personen, skal uenigheden gøres tilgængelig for borgeren. 2 Den bio-psyko-sociale helhedsmodel tager udgangspunkt i en systemiskt tilgang og er bla. baseret påsingularitet ( at alt opstår i et kompleks samspil mellem mange faktorer og relationer ). Iflg modellen kan der være både fysiske, psykiske eller sociale årsager til nedsat arbejdsevne 3 Forslaget er udarbejdet af professor Claus Vinther Nielsen. 2
Modregningsreglerne i ressourceforløbsydelsen bør ændres, således at der ikke modregnes i ressourceforløbsydelsen for indtægter fra arbejdsmarkedspensioner. Da ressourceforløbene ofte varer flere år sættes de sygemeldte med de nuværende regler i en uholdbar økonomisk situation, der risikerer at blive en barriere for, at et rehabiliteringsforløb kan lykkes. Den koordinerende sagsbehandlers rolle og funktion skal beskrives på grundlag af den helhedsorienterede og tværgående indsats, herunder de tværfaglige medarbejderes forpligtelser til at understøtte koordinatorfunktionen. Der bør eksistere tværsektorielle retningslinjer for den koordinerende sagsbehandler, herunder især med det sundhedsfaglige system. 3. Arbejdsfastholdelsesfleksjob Det skal her bemærkes, at LO og FTF ikke har medtaget den nye fleksjobordning som tema til Carsten Koch-udvalgets fase II, fordi der er nedsat et trepartsudvalg, som følger erfaringer hermed. Erfaringer viser bl.a., at det nye krav om 12 måneders ansættelse efter de sociale kapitler eller på særlige vilkår før man kan få fleksjob i hidtidig virksomhed (fastholdelsesfleksjob) har ført til et dramatisk fald i antallet af fastholdelsesfleksjob, hvilket modvirker rummeligheden på arbejdsmarkedet og arbejdspladsernes fastholdelsesindats over for medarbejdere med nedsat arbejdsevne. I mange virksomheder er det ikke muligt at indgå en aftale om ansættelse efter de sociale kapitler i 12 måneder på trods af, at arbejdsgiveren gerne vil fasholde medarbejderen i fleksjob, hvilket kan betyde, at personene kommer endnu længere væk fra arbejdsmarkedet. Reglen om 12 måneders ansættelse efter de sociale kapitler blev indført for at begrænse misbrug af ordningen. Med indførelsen af fleksjobreformen blev løntilskuddet til arbejdsgiveren kraftigt reduceret, hvorved risikoen for misbrug i dag nærmest er ikketilstedeværende. Derved finder LO og FTF, at der ikke længere er belæg for at fastholde reglen om 12 måneders ansættelse efter de sociale kapitler, før man kan blive ansat i fleksjob i hidtidig virksomhed. Kravet om 12 måners forudgående ansættelse efter de sociale kapitler eller på særlige vilkår bør afskaffes. 4. Kontanthjælp og uddannelseshjælp Kontanthjælpsgruppen er en gruppe med forskellige behov og problemstillinger. Der er i dag ca. 135.000 personer, der modtager kontanthjælp. Mere end 50.000 af kontanthjælpsmodtagerne er unge under 30 år. Over 90 procent har ikke en erhvervskompetencegivende uddannelse, 75 procent har højst gennemført folkeskolen og indvandrere er overrepræsenteret. Det er vigtigt, at ekspertudvalget vurderer den beskæftigelsespolitiske indsats ud fra de arbejdsløses forskellige problemstillinger. 3
Jobparate Helt grundlæggende er det tanken med den gennemførte kontanthjælpsreform, at aktivering skal øges. For de jobparate over 30-årige og unge med en uddannelse skal dette ifølge kontanthjælpsreformen dog kun ske i form af nyttejob. Særligt for de jobparate, som modtager kontanthjælp som følge af, at de har opbrugt dagpengeretten, er der ikke perspektiv i, at personerne skal bruge de første tre måneder i kontanthjælpssystemet udelukkende på selv at søge job. Adskillige jobparate med længere arbejdsløshed bag sig, har allerede forgæves brugt lang tid på jobsøgning og virksomhedsrettet aktivering. Det bør sikres, at indsatsen i kontanthjæpssystemet for disse borgere ses i sammenhæng med indsatsen der allerede er sket i dagpengeperioden for denne gruppe 4. Tilbud iværksat i dagpengeperioden, skal kunne fortsætte efter personen er overgået til kontanthjæp. Med kontanthjælpsreformen blev indført en ny regel om, at den arbejdsløse har ret til at komme i virksomhedspraktik og løntilskud, såfremt man selv finder jobbet. Reglen indebærer samtidig en øget mulighed for fortrængning af ordinært ansatte, hvilket man skal være opmærksom på. Ifølge den nugældende lovgivning skal oprettelse af løntilskudsjob og virksomhedspraktik ske i samarbejde med en medarbejderrepræsentant. Nogle virksomheder spørger i dag tilfældige medarbejdere, der ikke er inde i reglerne og heller ikke har indsigt i, hvor mange ekstraordinære ansatte der er på virksomheden, hvilket ikke er tilfredsstillende. Derudover bør der sikres øget transparens og synlighed over for de ordinært ansatte, når der ansættes personer i ekstraordinær beskæftigelse. Med en toårig dagpengeperiode og kontanthjælpsmodtageres gensidige forsørgerpligt vil der fremover være flere, der udelukkes fra at få en forsørgelsesydelse af det offentlige. Målgruppen består af borgere, der uforskyldt bliver udelukket fra en række indsatser, tilbud, hjælp og støtte til at finde et job. Det fremmer ikke muligheden for at få job igen at personerne udelukkes fra at modtage en ydelse. Det bør sikres, at indsatsen i kontanthjæpssystemet for disse borgere ses i sammenhæng med den indsats som pågældende kommer fra. Tilbud iværksat i den tidligere ordning skal kunne fortsætte efter personen er overgået til kontanthjæp. Løntilskudsordningerne skal harmoniseres, således at reglerne for offentligt løntilskud afskaffes, og der i fremtiden kun er en model for løntilskud, der følger reglerne for privat løntilskud. At reglen om, at oprettelse af løntilskudsjob og virksomhedspraktik skal ske i samarbejde med en medarbejderrepræsentant bliver ændret til tillidsrepræsentant. Såfremt der ikke er en tillidsrepræsentant på virksomheden, er det den overenskomstbærende faglige organisation eller afdeling der skal spørges. At de kommende regionale arbejdsmarkedsråd (RAR) årligt skal drøfte en strategi for nytteindsatsen med hver kommune. RAR kan, efter konkret ansøgning fra den enkelte kommune, give dispensation fra rimelighedskravet i forbindelse med nytteindsats. 4 Eller indsatsen mens de har været på arbejdsmarkedsydelse. 4
Gruppen der ikke kan få kontanthjælp efter udløb af dagpengeperioden (eller arbejdsmarkedsydelse) skal, det første år efter overgangen til kontanthjælp, have ret til en beskæftigelsesrettet indsats, svarende til de målgrupper, der fortsat får en forsørgelsesydelse. For de øvrige selvforsørgede skal der ske en indsats for at disse selvforsørgede i højere grad modtager en beskæftigelsesrettet indsats. De personer, der er faldet ud af dagpengesystemet eller som ikke er berettiget til kontanthjælp skal have ret til en samtale, inden de forlader ydelsessystemet og til en samtale i jobcenteret hver tredje måned. Uddannelsesparate LO og FTF er enige i, at så mange som muligt af de unge skal have en kompetencegivende uddannelse, såfremt de er i stand til det. LO og FTF er opmærksomme på den effekt af uddannelsespålæg, som den seneste analyse fra Beskæftigelsesministeriet viser. Det interessante er imidlertid om de flere unge, der er begyndt på en uddannelse, og de flere unge der er i arbejde efter kontanthjælpsreformen, kan gennemføre uddannelsen eller holde fast i det job de har fået. Det er derfor vigtigt, at fokus i uddannelses- og beskæftigelsesindsatsen for de unge fastholdes, så den positive udvikling kan fortsætte. De nye kontanthjælpsregler indebærer, at aldersgrænsen for unge, der skal have uddannelsespålæg, hæves til 29 år. Uddannelsessystemet opererer imidlertid med en aldersgrænse på 24 år for visse uddannelser, hvilket ikke altid er en logisk opdeling i samspillet mellem beskæftigelsessystemet og uddannelsessystemet. Fx er muligheden for at tage en erhvervsgrunduddannelse (EGU) eller at deltage i den nye kombinerede ungdomsuddannelse kun forbeholdt de under 25-årige. I regeringens udspil til en kontanthjælpsreform er opgjort, at uddannelseseffekten som følge af uddannelsespålæg vil være 1.000 personer i 2014 stigende til 4.600 personer i 2017. Størsteparten af disse vil blive henvist til erhvervsuddannelserne eller skulle have tilbud om en erhvervsgrunduddannelse (egu) eller et produktionsskoleophold. Dette vil betyde en forøgelse af tilgangen til dette område på ca. 10 pct. Det er ligeledes vigtigt, at der er kapacitet til at optage disse ekstra personer. Det nytter ikke noget, hvis de personer som får et uddannelsespålæg ikke kan færdiggøre deres uddannelser som følge af manglende kapacitet. En forudsætning for at uddannelsespålægget fungerer, er at der er en reel uddannelsesgaranti. Det er ligeledes vigtigt, at uddannelsesinstitutionerne er i stand til at modtage disse ekstra personer. I denne forbindelse skal man være opmærksom på, at muligheden for at lave særligt tilrettelagte og forlængede forløb inden for erhvervsuddannelser er fjernet med den seneste reform. Således skal de, der pålægges en erhvervsuddannelse, have tilegenet sig forudsætningerne for at gennemføre uddannelsen inden de starter. Disse personer har typisk ingen afsluttet uddannelse ud over folkeskolen, men statistikken viser, at de i gennemsnit vil have opholdt sig to år i uddannelsessystemet efter folkeskolen. Samtidig vil en del af dem have nogle erhvervserfaringer, der kan bygges på. Imidlertid skal man også være realistisk overfor, at der i en vis udstrækning er tale om grupper, der er langt væk fra uddannelsessystemet, og som historisk aldrig tidligere har været i stand til at tage en erhvervsuddannelse. 5
Således vil der være behov for en realkompetenceafklaring, en vurdering af personlige forudsætninger og motivation samt en evt. faglig kompetenceforbedring inden de pågældende kan begynde på en egentlig erhvervsuddannelse. Hovedparten af de personer der i dag pålægges uddannelse, pålægges en erhvervsuddannelse. Dette er formentlig ganske udmærket i langt de fleste tilfælde, men pålægget til en erhvervsuddannelse bør ikke ske pr. automatik. Pålægget kan med fordel bruges også til andre uddannelsesformer, såsom fx gymnasiet/hf, professionsuddannelserne og andre mere boglige uddannelser, afhængigt af den enkeltes udgangspunkt. Uddannelsesmulighederne for gruppen som er fyldt 25 år og som har særlige vanskeligheder i forhold til uddannelse, er ikke tilstrækkelige i det nuværende system. Særligt for den lidt svagere gruppe af unge, som er i risiko for at afbryde en påbegyndt uddannelse, er det vigtigt, at indsatsen er håndholdt, individuelt og helhedsorienteret. Dette har de ordinære uddannelser i stigende grad svært ved at imødekomme. Problemet for de svagere unge i dag er, at overgangen fra jobcentret/kontanthjælpssystemet til uddannelsessystemet rummer store udfordringer, idet jobcentret slipper kontakten, når de unge er begyndt på uddannelsen. At kontanthjælpsmodtagere der gives et uddannelsespålæg får ret til et afklaringsforløb på en uddannelsesinstitution af X ugers varighed. Afklaringsforløbet skal omfatte en individuel kompetencevurdering samt udarbejdelse af en uddannelsesplan som indgang til uddannelsesforløbet. På denne baggrund kan der tilrettelægges forløb, der skal klargøre den enkelte til den aftalte uddannelse. At aldersgrænser i hhv. beskæftigelses- og uddannelsessystemet bliver harmoniseret. Der er behov for at udvikle uddannelsestilbud for gruppen som er fyldt 25 år og som ikke er uddannelsesparate på grund af faglige eller sociale vanskeligheder. Der bør skabes mulighed for at tilbyde den enkelte et fleksibelt uddannelsestilbud, der tager hensyn til individuelle forhold. Der bør opstilles en form for efterværn, der sikrer, at de unge gennemfører den pålagte uddannelse, fx i form af at jobcentret skal følge yderligere op på unge efter de er begyndt på uddannelsen. Efterværnet skal være frivilligt for den unge. Aktivtetsparate unge ( Ikke uddannelsesparate unge ) Nogle af de under 30-årige er ikke uddannelsesparate. For disse personer vil det være umuligt på kort sigt at gennemføre en ordinær uddannelse. For disse personer bør man i stedet lave en plan, der i samarbejde med den arbejdsløse beskriver, hvordan personen om muligt opnår de tilstrækkelige færdigheder til at kunne få en passende uddannelse. Selv korte erhvervsrettede kurser kan være et uopnåeligt mål for en del af gruppen. For de ikke-uddannelsesparate unge bør man derfor også give tilbud, der sigter på at gøre den unge uddannelsesparat og på at afhjælpe de andre problemer, personen har udover arbejdsløshed. Mulighederne for at tilbyde den enkelte et fleksibelt tilbud, der tager hensyn til individuelle forhold, er ikke altid til stede i det nuværende system, især for de over 25- årige. Indsatsen skal derfor kunne rumme en kombination af såvel formel som uformel undervisning, der samtidig styrker den enkelte uddannelsesmæssigt, socialt og personligt. Tilbuddet bør også indeholde de nødvendige socialpædagogiske initiativer. 6
At der etableres socialpædagogiske tilbud som matcher den enkeltes forudsætninger og behov (fx af TAMU, daghøjskoler eller produktionsskolelignende karakter) til de kontanthjælpsmodtagere, der ikke på kort sigt kan blive i stand til at tage en uddannelse på normale vilkår. Det skal sikres, at kommunerne kan løfte ansvaret for at gøre de arbejdsløse klar til at kunne begynde en uddannelse, hvilket kræver en koordineret indsats, som bringer de medarbejdere sammen der har de relevante kompetencer. At oprettelse af særskilte ungeenheder i kommunerne, bliver udbredt til alle landets kommuner, hvor tværfaglige specialister med fokus på de unges særlige behov og vanskeligheder, kan sammensætte en helhedsorienteret uddannelses- og socialfaglig indsats. 5. Sygedagpenge og jobafklaringsforløb I august 2013 var 98.100 personer på sygedagpenge, hvilket svarede til 66.000 fuldtidspersoner. Der er tale om en meget sammensat gruppe, der både omfatter beskæftigede, arbejdsløse, korttidssyge og langtidssyge. Modregningsreglerne i ressourceforløbsydelsen, hvor alle indtægter undtaget en løbende erstatning for tab af erhvervsevne modregnes, kan være en barriere for, at et jobafklaringsforløb lykkes. For en sygemeldt der bliver afskediget, vil indtægtsniveauet ofte være reduceret til ca. halvdelen ved overgangen fra løn til sygedagpenge. Når der efterfølgende bevilges et jobafklaringsforløb på ressourceforløbsydelse, og der samtidig sker modregning, vil der være tale om en yderligere indtægtsnedgang, sådan at mange får svært ved blot tilnærmelsesvis at opretholde det liv de havde før de blev syge. Ofte består forsørgelsesgrundlaget af en mindre midlertidig udbetaling af invalidepension via den sygemeldtes arbejdsmarkedspensionsselskab suppleret med, hvad der evt. er tilbage af ressourceforløbsydelsen efter modregning. Ydermere kan der være tale om lange forløb, erfaringsmæssigt 1-3 år, og hvor den syge ikke har nogen garanti for efterfølgende at få bevilget enten et fleksjob eller en førtidspension, idet der jo er mulighed for nye jobafklaringsforløb. LO og FTF er bekymret for, at økonomiske problemer vil overskygge den sygemeldtes energi og engagement til at indgå i et jobafklaringsforløb samtidig med, at de syge skal passe planlagte undersøgelser, behandlinger og kontrol i sundhedsvæsenet. Økonomiske problemer kombineret med sygdom er en dårlig cocktail, der fremmer bekymringer om familiens økonomi mere end en hurtig forbedring af helbredssituationen og arbejdsevnen. Desuden er det tvivlsomt, om sundhedsvæsenet kan klare at udrede de syge på langt kortere tid, end det sker i dag. Hvis ikke sundhedsvæsenet kan fremrykke den samlede udredningstid for patienterne, vil det betyde, at flere borgere alene på grund af ventetid i sundhedsvæsenet, mister deres sygedagpenge efter 22 uger. Endvidere er LO og FTF bekymret for, om jobcentrene og sundhedsvæsenet allerede på det tidspunkt er i stand til at foretage en socialfaglig vurdering af, om sygedagpengemodtageren er omfattet af forlængelsesmulighederne. 7
Men det helt afgørende for de sygemeldte er, at indholdet i et jobafklaringsforløb har en så høj kvalitet, at forløbet reelt er helbredende for den syge, så pågældende genvinder sin arbejdsevne og at der ikke blot er tale om, at den syge parkeres på jobafklaringsydese af kommunaløkonomiske interesser. LO og FTF mener, at forslaget om en begrebsramme for arbejdsrettet rehabilitering (som er fremsendt særskilt til Ekspertudvalget) vil medvirke til at forbedre kvaliteten af ressourceforløbene. Kommunernes nuværende strenge praksis med anvendelse af 7 vil forventeligt medføre, at jobafklaringsforløbet ikke vil kunne gennemføres eller færdiggøres. Sygemeldte i lange forløb som gradvist forbedrer arbejdsevnen vil efter kommunernes praksis kunne falde ind under manglende uarbejdsdygtighed efter lovens 7 og miste retten til jobafklaringsforløb uden at kunne stille sig til rådighed i a-kassen. Jobcentret bør skulle begrunde på hvilken måde, man vurderer, at en given indsats i et jobafklaringsforløb vil kunne udvikle den syges arbejdsevne og bringe borgeren tættere på arbejdsmarkedet. At sygemeldte skal fortsætte på sygedagpenge indtil det tidspunkt, hvor indsatsen i et jobafklaringsforløbet begynder. At modregningsreglerne i ressourceforløbsydelsen for sygemeldte ændres, således at der ikke sker modregning i ressourceforløbsydelsen for arbejdsmarkedspensioner. At sygedagpengelovens 24 ændres således, at den periode, hvor den sygemeldte venter på afklarende foranstaltninger, undersøgelser og behandling på offentlige sygehuse ikke medregnes i perioden på 22 uger. At hvis kommunen raskmelder en sygedagpengemodtager efter 7, men personen ikke kan stille sig til rådighed i a-kassen fordi vedkommende er for syg til at stå fuldt til rådighed - så skal personen alligevel kunne modtage ressourceforløb 6. Revalidering Brugen af revalidering har de seneste 10 år været kraftigt faldende og er reduceret med mere end 50 pct. Det synes bemærkelsesværdigt i en periode, hvor antallet af personer visiteret til fleksjob og ledighedsydelse samtidig er næsten fordoblet. Undersøgelser viser, at revalidering har bedre effekter end aktivering. Revalidering er i dag formuleret som en såkaldt residualordning til den ordinære indsats, der finder sted via Lov om Aktiv Beskæftigelsesindsats og Lov om Aktiv Socialpolitik. Kun i de tilfælde hvor øvrigeindsatser ikke har vist sig at være tilstrækkelige, kan revalidering bringes i anvendelse. Praksis i sagerne fremgår af Ankestyrelsens principafgørelser, der slår fast, at hvis en borger med nedsat arbejdsevne umiddelbart kan søge og overtage andet arbejde uden særlige foranstaltninger, er revalidering overflødig. Afgørelserne tager ikke højde for om beskæftigelsen er varig. Præmissen for om revalidering kan bevilges er tillige, at den korteste vej til beskæftigelse altid skal have forrang. Dette kriterium kan revalidering sjældent leve op til. Styrken ved revalidering er, at revalidering kan give borgere med nedsat arbejdsevne mulighed for varig beskæftigelse, hvilket sjældent forekommer, hvis der er den hurtigste vej 8
til beskæftigelse, der har forrang. Revalidering kan med fordel bruges inden for fag og beskæftigelsesområder, hvor fysisk og psykisk nedslidning, arbejdsulykker mv. finder sted, og hvor borgerne ved hjælp af revalidering kan omskoles til nye beskæftigelsesområder, hvor deres arbejdsevne kan anvendes. En opprioritering af revalidering vil kunne forhindre lange sygefraværsforløb og reducere tilgangen til fleksjob og førtidspension. FTF og LO anbefaler: Tildeling af revalidering skal ske på et ændret grundlag således, at revalidering ikke, som i dag, er formuleret som en residualordning til den ordinære indsats, der finder sted via Lov om Aktiv Beskæftigelsesindsats og Lov om Aktiv Socialpolitik. Præmissen om, at den korteste vej til beskæftigelse altid skal have forrang, bør udgå af loven. Revalideringsbestemmelserne i 46 og 47 i Lov om Aktiv Socialpolitik ændres og formuleres således: 46. Revalidering er erhvervsrettede aktiviteter og økonomisk hjælp, der kan bidrage til, at en person med begrænsninger i arbejdsevnen [herunder personer, der er berettiget til ledighedsydelse og særlig ydelse] fastholdes eller kommer ind på arbejdsmarkedet, således at den pågældendes mulighed for at forsørge sig selv og sin familie forbedres mest muligt. En person er berettiget til revalidering, når pågældende på grund af begrænsninger i arbejdsevnen ikke umiddelbart kan komme ind på arbejdsmarkedet og opnå passende beskæftigelse eller fastholde beskæftigelse indenfor sit uddannelses- og beskæftigelsesområde, jf. dog stk. 2. Aktiviteter, som revalidenden gennemfører, før det erhvervsmæssige sigte er afklaret, kaldes forrevalidering. Det er aktiviteter med et erhvervsmodnende eller afklarende sigte for revalidenden. Stk. 2. Kommunen giver ikke tilbud om revalidering, når konkrete erhvervsrettede aktiviteter efter denne eller anden lovgivning, herunder lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, er tilstrækkelige til, at den pågældende umiddelbart kan opnå eller fastholde varig beskæftigelse på normale vilkår. Et afslag på revalidering til en person med begrænsninger i arbejdsevnen skal indeholde en redegørelse for, hvordan personen kan få varig beskæftigelse på det almindelige arbejdsmarked og hvilke erhvervsrettede aktiviteter, der er nødvendige for at sikre dette. 47. Kommunen tilrettelægger revalideringen i samarbejde med revalidenden således, at tilbuddet er tilpasset den enkeltes forudsætninger og behov og under hensyn til egne ønsker til fremtidig beskæftigelse med henblik på at opnå eller fastholde passende beskæftigelse samt udviklingsmuligheder og størst mulig selvforsørgelse. Revalideringen tilrettelægges, I bilag 1 er LO og FTF s konkrete forslag til ændring af revalideringsbestemmelserne nærmere beskrevet. 9
Bemærkninger til ændringsforslag Til 46, stk. 1., 1. punktum: Bilag 1 Formuleringen herunder personer, der er berettiget til ledighedsydelse og særlig ydelse bør fjernes. Der kan, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt, være grundlag for revalidering uanset om personen aktuelt modtager kontanthjælp, sygedagpenge, arbejdsløshedsdagpenge, ledighedsydelse, førtidspension eller anden offentlig forsørgelsesydelse eller er i fleksjob eller ordinært arbejde. Det bør præciseres, at revalidering altid handler om at sikre pågældendes mulighed for at forsørge sig selv og sin familie forbedres mest muligt, dvs. størst mulig selvforsørgelse. Målet for revalidering er først og fremmest fuldtidsbeskæftigelse på normale vilkår med mulighed for at fastholde beskæftigelsen indtil folkepensionsalderen. Hvis dette ikke er muligt, kan målet være beskæftigelse i fleksjob eller evt. ansættelse med løntilskud til en førtidspensionist. Hvis ikke målet er beskæftigelse på normale vilkår på fuldt tid, skal der altid sigtes mod størst mulig udnyttelse af (rest-)arbejdsevnen. Til 46, stk.1., 2. punktum: Det bør præciseres, hvornår en person er berettiget til revalidering, hvilket ikke fremgår direkte af den nuværende bestemmelse. Dermed bliver sammenhængen med stk. 2 også præciseret, at revalidering er subsidiær vedrører alene udmålingen. Berettigelsen og behovet for revalideringshjælp afhænger af bedømmelsesgrundlaget som bør præciseres. For personer der endnu ikke er kommet ind på arbejdsmarkedet bør bedømmelsesgrundlaget være passende beskæftigelse. I forhold til at fastholde beskæftigelse bør bedømmelsesgrundlaget svare til sygedagpengelovens. Hidtidige uddannelses- og beskæftigelsesområde svarer til den bredere vurdering i sygedagpengelovens 7, stk. 3., 2. pkt. Det vil sige det område, som personen enten er uddannet til eller har erhvervserfaring inden for i et sådant omfang, at det kan betragtes som værende personens fag. For en person der netop har forladt skolesystemet, er det afgørende, om pågældende kan gennemføre en uddannelse på almindelige vilkår. En person, der på grund af begrænsninger i arbejdsevnen ikke kan fastholdes eller kommer ind på arbejdsmarkedet er som udgangspunkt berettiget til revalidering, medmindre kommunen kan henvise til konkrete erhvervsrettede aktiviteter efter anden lovgivning, der er tilstrækkelige til, at den pågældende umiddelbart kan opnå eller fastholde varig beskæftigelse på det almindelige arbejdsmarked, jf. stk. 2. Til 46, stk. 2. Revalidering er subsidiær. Det bør dog præciseres, at revalidering kun kan afslås, hvis der er konkrete erhvervsrettede aktiviteter efter anden lovgivning, der med overvejende sandsynlighed kan fastholde eller bringe den pågældende varigt ind på arbejdsmarkedet på normale vilkår og klare sig selv. Dermed sikres, at revalidering ikke bliver afslået ud fra teoretiske og generelle betragtninger om andre støttemuligheder og der altid er en plan for, hvordan en person opnår størst mulig selvforsørgelse. Til 47, stk. 1., 1. punktum: Målet for revalidering skal sikre, at revalidendens kompetencer og forudsætninger i videst muligt omfang udnyttes. Faginvaliditet giver ikke i sig selv ret til revalidering, og der vil 10
heller ikke være ret til revalidering på et bestemt niveau afhængig af hidtidig beskæftigelse. Målet for en revalidering er passende beskæftigelse samt udviklingsmuligheder, hvor der skal skabes en helbredsmæssigt, erhvervsmæssigt og trivselsmæssigt acceptabel situation for pågældende. En revalidering bør altid ud fra en samlet vurdering være den bedst egnede løsning til størst mulig udnyttelse af revalidendens ressourcer og størst mulig selvforsørgelse som udgangspunkt frem til folkepensionsalderen, revalideringen skal sikre gode muligheder for varig beskæftigelse. 11