Hvilken rolle spiller værdier i samfundsvidenskaben? Indledning: Samfundsvidenskaben skiller sig ud fra naturvidenskaben, idet den kommunikativt indgår i deltagerrollen med dens genstandsfelt, som hverdagssproget er en del af. Relationen er gensidig således at dens begreber er socialt og kulturbetinget omvendt indvirker den på det sociale og kulturelle. Derved bliver distancen mellem teori og praksis mindre og begreber der formes eller analyser der udvikles, ændrer ved genstandsområdet set over længere perioder. Hvad er eller bør være betydningen af dette forhold for værdifrihedskravet?( Andersen 2002: 90ff) Værdifrihedskravet har gjort sig gældende i samfundsvidenskaberne siden 1.verdenskrig. Kernen i værdifrihedskravet nemlig sondringen mellem er og bør går flere århundreder tilbage til (den skotske filosof) David Humes erkendelsesteoretiske position. Humes formulerer en opfattelse om en logisk kløft mellem er og bør, forstået således at man ikke kan slutte fra hvordan den empiriske virkelighed er til hvordan den bør være i et normativt perspektiv. Denne sondring fik senere betegnelsen kløftdoktrinen. (Andersen 2002 : 86ff) Senere kom (den engelske filosof) G.E.Moore med yderligere filosofiske begrundelser til doktrinen og kategoriserede forsøg på at slutte fra empiriske beskrivelser af virkeligheden til moralske domme som Den naturalistiske fejlslutning. (Ibid: 85) Den Weberianske tilgang til samfundsvidenskaben har udgjort den klassiske grundposition der har hersket i samfundsvidenskaberne, og i større grad i statskundskaben, men er særligt efter fremkomsten af kritisk teori og Habermas position blevet diskuteret og gentænkt. I denne opgave vil jeg redegøre for og diskutere Max Webers traditionelle og neutrale position med værdifrihedskrav overfor Habermas engagerede og normative perspektiv om videnskab som emanciperende. (Midtgård i, Jacobsen, Rasmussun, Nedergaard 2010: 378) og ( Andersen i, Andersen og Kaspersen 2010: 376). Problemformulering : Kan sociologien være værdifri og i hvilket omfang bør den være værdifri i forhold til dens status som en samfundsvidenskab med deltagerrolle? Dette problem vil jeg gribe an ved først at redegøre for Webers position overfor værdier. Dernæst vil jeg redegøre for Habermas kobling af erkendelse og interesser. Slutteligt vil jeg diskutere de to positioner komparativt ud fra udvalgte aspekter, og sammenfatte det hele i en mindre konklusion. I det følgende vil jeg redegøre for Webers nuancerede og flerdimensionelle syn på værdiernes rolle i samfundsvidenskaben. Weber og værdifrihed 1 1 Webers holdning til værdifrihed kommer markant til syne i hans svar til at nationaløkonomien producerer værdidomme ud fra en særlig økonomisk verdensanskuelse, Weber: Vi er af den opfattelse at det aldrig kan være en empirisk videnskabs opgave at producere bindende normer og idealer med henblik på at kunne udlede praktiske anvisninger af dem ( Bruun, 2003: 69)
Det er centralt at holde sig for øje at Weber samtidig med at pointere en værdifri samfundsvidenskab, også fremhæver at samfundsvidenskaben har en værdirelation. For at sætte Webers syn på værdier ind i en større kontekst vil jeg indlede med hans overordnede syn på de forskelligartede værdier i tilværelsen og konsekvensen af mangfoldigheden. Webers overordnede syn på værdier, er at de i deres meningsindhold er så uforenelige at de ikke kan undgå evig kamp med hinanden og derfor i sidste ende må afgøres subjektivt udenfor rammerne af en empirisk funderet videnskabs rationalitetssfære. Som en følge heraf, er der i Webers optik tale om 2 forskellige sfærer og Weber står som en af de engagerede fortalere for at værdifrihedskravet håndhæves i den samfundsvidenskabelige praksis. Ifølge Weber bør forskningen være værdineutral, i den forstand at den skal beskæftige sig med empiriske domme og ikke udstede værdidomme 2 ( Andersen, 2002: 86ff). Weber skelner mellem konstatering af de empiriske kendsgerninger på den ene side som tilkommer forskning og fremstilling og den praktiske vurderende stillingtagen, som tilkommer mennesker selv subjektivt. ( Bruun, 2003: 141) Webers centrale tese er at hvis videnskabsmanden kommer med sine egne værdidomme mister han evnen til at nå frem til en fuldstændig forståelse af kendsgerningerne. ( Bruun 2003: 201) Webers formål er at fremhæve at hvis ikke er og bør holdes skarpt adskilt så vil den empiriske analyse risikere at blive farvet og komme på afveje, derved vil den miste sin videnskabelige gyldighed. (Jacobsen, Rasmussen, Nedergaard, 2010: 382) Det ovenstående betyder ikke at værdier ikke har en relevans i videnskaben, for det mener Weber bestemt de har, hvilket uddybes i det følgende. Værdirelationer i Videnskaben Med værdirelationsbegrebet mener Weber: Forskerens filosofiske tolkning af hvad denne mener og har videnskabelig interesse. Denne særlige interesse tiltænkes af Weber at være et styringsredskab hvormed forskeren både udvælger og udformer sit forskningsobjekt der gøres til genstand for en empirisk undersøgelse. (Bruun, 2003: 151) Weber mener at kulturen og værdiinteresserne fungerer som vejvisere for det rent empirisk videnskabelige arbejde. Endvidere at værdidiskussioner kan lette arbejdet for forskerne i form af at de kan udgøre et væsentligt forarbejde for forskerens empiriske arbejde. ( Bruun 2003: 152) Følgelig mener Weber at hensigtsmæssige diskussioner af praktiske vurderinger, ikke kun er nyttige men at de også vedvarende kan befrugte det empiriske arbejde ved at bidrage med problemstillinger til det. ( Ibid: 151) Værdiernes betydning og relationen til forskning er at de kan være retningsgivende og fokus skabende. Væsentligt er dog at skelne mellem analysefase og opdagelsesfasen, fordi Weber understreger at 2 Værdidom ifølge Weber: Praktiske vurderinger af sociale forhold som praktisk ønskværdige eller uønskværdige, ud fra etiske eller kulturelle synspunkter eller af andre grunde. At man i videnskaben ønsker at nå frem til resultater der er 1. Værdifulde, dvs. korrekte ud fra en logisk og empirisk betragtning. 2. Værdifulde, dvs. vigtige ud fra den videnskabelige interesses synspunkt. (Bruun,2003: 140)
sammenblandingen vil ødelægge den empiriske analyses validitet. En måde at afdække forskellen mellem egne værdier og selve analysen er ifølge Weber at en forsker ekspliciterer egne værdipræmisser. Således at både forskeren og læseren er bevidst om ud fra hvilke målestokke man bedømmer virkeligheden og udleder sine værdidomme, således der ikke sker sammenblanding ( Weber 2003 (1904) : 75f). I det følgende vil jeg redegøre for særligt den Habermasianske udlægning af den kritiske teori hvorefter jeg vil samle de to perspektiver i en diskussion. Kritisk teori og kritikken af traditionel teori I sin tiltrædelsesforelæsning ved Frankfurts Universitet i 1965, hvori han indleder æraen af den kritiske teoris 2.generation, og under titlen Erkendelse og Interesse kritiserer Habermas den moderne videnskabs objektivistiske selvopfattelse. Han beskriver det som objektivistisk skin, hvormed hans pointe er at påpege den moderne videnskabs fortrængelse af de erkendelsesledende interesser, som han selv mener kritisk teori formår at fremhæve. Habermas forklarer at den moderne videnskabs selvopfattelse rejser en begrundet mistanke om objektivisme grundet sin ontologiske skin af ren teori hvilket han mener skyldes at dannelseselementerne er fjernet. I forklaringen af dette siger han at teorien kan: takke en pseudo normativ kraft for tilsløringen af sin egentlige interesse ( Habermas 1968: 124ff). Habermas uddyber at han med objektivisme mener, den naive antagelse om at teoretiske udsagn anvendes på sagsforhold. Antagelsen om at sammenhængen mellem empiriske konstellationer som fremstilles i teoretiske udsagn er noget i-sig-værende afvises, i stedet mener han at det er subjektet der giver mening til objektet. Ibid: 126) Den tekniske rationalitets fejlagtighed skyldes ifølge Habermas også den moderne videnskabsopfattelses positivistiske 3 dimension, som ønsker enhed mellem naturvidenskaber og samfundsvidenskaber, i søgen efter almene lovmæssigheder der kan testes ved iagttagelser ( Andersen, i Andersen og Kaspersen 370). Faremomentet ved denne opfattelse ifølge Habermas, er at videnskaberne nærmest æreskodeks i at anvende sine metoder i værdineutralitetens navn, mens den iboende sammenhæng mellem erkendelse og interesser fortrænges, gør videnskaben til ideologi. Manglen på selvrefleksivitet afføder derved en falsk bevidsthed. ( Habermas 1968: 134). Erkendelse og Interesser I erkendelser og interesser udvikler Habermas en filosofisk-antropologisk erkendelsesform. Som en følge af en omfattende diskussion med flere filosofiske og samfundsteoretiske traditioner udvikler Habermas begreber til at belyse, sammenhængen mellem medier, erkendelsesformer og erkendelsesinteresser. ( Andersen i, Andersen og Kaspersen 2010: 372) Ifølge Habermas er der i tre kategorier af forskningsprocesser en specifik sammenhæng mellem logisk metodiske regler og erkendelsesledende interesser, som den kritiske videnskabsteori har afdækket. Med erkendelsen af disse undgår den kritiske teori, den fejlslutning som den traditionelle teori laver når den uerkendt er underlagt de to erkendelsesledende interesser, den tekniske interesse der knytter sig til de empiriske analytiske videnskaber og den praktiske interesse der er forbundet med de historisk
hermeneutiske videnskaber. Den kritiske teori erkender de to nævnte interesser og supplerer dem med en emancipatorisk erkendelsesinteresse den knytter til de systematiske handlingsvidenskaber. ( Habermas 1968: 126ff). Ifølge Habermas funderer de erkendelsesledende interesser sig i menneskets ønske om selvopretholdelse i naturen samt det kulturelle brud med naturen. Der er både dimensionen at opnå myndighed over naturen såvel som frigørelsen fra den indre tvang ( Habermas 1968: 131). Selvopretholdelsen som erkendelsesprocesserne er knyttet til relaterer sig til bestemte medier for samfundsmæssiggørelse. Erkendelsesinteresserne skabes via tre medier: Arbejde, sprog og interaktion. Arbejde er forbundet med den tekniske interesse og tilsigter selvopretholdelsen. Sproget er forbundet med den praktiske interesse. Sproget er det som adskiller os fra naturen og i sprogets struktur er myndighed sat for os. Interaktionssammenhængen er der hvori den enkeltes bevidsthed i forhold til gruppens normer kommer til udtryk, og en jeg-identitet formes. I denne sammenhæng indtænker Habermas emancipation som en interesse, hvori bevidstheden frigøres.( Habermas 2005: 132) Den tekniske erkendelsesledende interesse : Gør sig gældende i de empiriske-analytiske videnskaber, hvori kendsgerninger og relationer mellem dem begribes deskriptivt via kontrolleret iagttagelse men understreger Habermas, de basissætninger der indgår er ikke afbildninger af kendsgerninger i sig men alene udtryk for forsøg på at anvende teori på virkeligheden, der kan være mere eller mindre vellykket. Dermed forsøges virkeligheden at gøres tilgængelig, hvilket skal tages med forbehold i forhold til det objektivistiske skin. (Habermas 1968: 127). Den praktiske erkendelsesledende interesse: Forekommer i de historisk hermeneutiske videnskaber, hvori Habermas taler om en betydningsforståelse der giver adgang til kendsgerninger i stedet for iagttagelse som i den tekniske interesse nævnt foroven. Fortolkeren skaber en kommunikation mellem to verdener, verdenen af betydninger og hans egen verden, så han forstår det saglige indhold idet han anvender traditionen på sig selv. (I den praktiske interesse, der udfoldes i hermeneutikken, ligger en betydningsforståelse der opretholder og udvider intersubjektiviteten i en en handlingsorienteret sammenhæng. Betydningsforståelsen er dirigeret mod, en mulig konsensus mellem handlende subjekter. (Habermas 2005 : 128) Den emancipatoriske erkendelsesinteresse: Forekommer i det som Habermas kalder de systematiske handlingsvidenskaber, som økonomi, sociologi og politik. Videnstypen der produceres her som Habermas kalder nomologisk viden 4,forekommer også i de empirisk-analytiske videnskaber, men det vil kritisk teori ikke nøjes med ifølge Habermas. Han tilføjer en central dimension, nemlig det emancipatoriske aspekt. Dette skyldes perspektivet på selvrefleksion som skal sætte mennesket fri fra dets afhængighed fra illegitim form for herredømme som Habermas kalder hypostaserede magter. Den kritisk teoris særegenhed i forhold til den traditionelle teori fremtræder i dens vægten af emancipation der skal realisere menneskets frigørende potentiale i praksis. Netop derfor insisterer kritisk teori på at man ikke kan nøjes med at beskrive samfundet som det er, og understreger at den også er nød til at forholde sig til hvordan den bør være. Dette skyldes med Habermas ord, at afbildninger eller beskrivelser aldrig kan være uafhængige af normer. 4 Viden om regelmæssigheder i de kausale sammenhænge.
Normer bygger på et grundlag der behøver at blive afvejet med kritiske argumenter idet de hverken afledes logisk eller påvises empirisk. ( Habermas 2005: 130) Kritisk teori har i Habermas optik, modsat den moderne videnskabs camouflerede ønske om at bevare det bestående og uretfærdige samfund under dække af værdineutralitet, et ekspliciteret ønske om at frigøre mennesket fra tvang og undertrykkelse. Kritisk teori og særligt Habermas ønsker at realisere dette i et fremtidigt, fornuftigt og retfærdigt samfund ( ibid: 134ff). Denne optimisme bliver nemlig kendetegnende og unikt for Habermas, der dermed frigør sig fra den pessimisme som den 1.generation af Frankfurterskolen blev ramt af. Habermas foretager senere et paradigmeskift som jeg i denne opgave har valgt ikke at behandle fyldestgørende 5. Habermas opbygger, med sin diskursetik, en begrundet og normativt orienteret moralteori med rationelle argumenter og relaterer det til samfundsteori ( Andersen, 2002: 105). Jeg vil i det følgende diskussionsafsnit, med særligt fokus på Habermas udlægning af kritisk teori, argumentere for at kritisk teori er en udfordrer af den klassiske og etablerede position i form af den traditionelle teoris værdifrihedskrav som Weber har været fortaler for. Diskussion af Habermas og Weber Der er centrale forskelligheder og stridspunkter mellem de to positioner, men også enkelte ligheder og nuancer, der ikke alle kan behandles i en mindre opgave som denne. Jeg vil særligt fokusere på værdifrihed/normativitet, værdirelation/erkendelsesinteresser, sandhed, rationalitet mm. Værdifrihed vs. Normativitet Én af de første og fremtrædende forskelligheder der falder mig i øjnene er Habermas eksplicitte tilstræbning efter en samfundsvidenskab der skal arbejde for et retfærdigt samfund. Som jeg også redegjorde for så gør den kritiske teori en dyd ud af at besidde en særegen emancipatorisk indstilling der skal realisere et emanciperet samfund. Set i Webers optik bør samfundsvidenskaben og forskeren alene have en deskriptiv tilgang og forsøge at afdække kendsgerninger og via idealtyper tydeliggøre kausalsammenhænge og betydninger. Fordi samfundsvidenskaben nødvendigvis skal opretholde værdifrihedskravet, og forskeren skal ifølge Weber være neutral og må i videnskabens navn ikke fælde værdidomme. Habermas nøjes ikke kun med at kalde dette for en misforståelse, men som jeg redegjorde for pointerer han at beskrivelser ikke kan være uafhængige af normer der skal afvejes med kritiske argumenter. Fra sit normative perspektiv vil Habermas mene at Webers deskriptive tilgang og værdineutralitet er en videnskabelig legitimering af det etablerede samfund og hæmmende for det ufuldendte potentiale der ligger i menneskelig udviklingskraft i retning af et emanciperet samfund. Det er min fortolkning af Habermas når han siger: (Traditionel) Teori var ikke rettet mod dannelse, fordi den havde frigjort erkendelse fra interesse, men omvendt, fordi den kunne takke en pseudo normativ kraft for 5 I Habermas hovedværk: Teorien om den kommunikative handlen, bryder han med de nævnte videnskabsteoretiske diskussioner, om end han også viderefører aspekter af dem. Det nye bliver at Habermas i stedet for som Horkheimers fokus, hviler på en dialektisk udvikling mod sand erkendelse, skifter platform til en kommunikationsteoretisk paradigme. I stedet for erkendelse og bevidsthed og forhold mellem subjekt og objekt, sætter Habermas fokus på forholdet mellem subjekt-subjekt og den rationelle argumenterende samtale. Den herredømmefri samtale under ideelle omstændigheder, skal hvile på argumentets kraft til at overbevise. ( Sørensen i Jacobsen, Rasmussen og Nedergård 2011: 193)
tilsløringen af sin egentlige interesse. ( Habermas 1968: 124f) I Habermas optik vil er det manglende selvrefleksion, som afføder at forholdet mellem erkendelse og interesser forbliver uerkendt og fortrængt. Lidt forenklet formuleret vil Weber til dette sige, at det ikke er noget videnskaben er i stand til at gøre fordi man ikke rationelt kan begrunde værdier, og man bør opretholde en konsekvent adskillelse mellem værdisfæren og de empiriske videnskabers sfære. Dette mener Habermas er udtryk for en halveret rationalitet fordi han opfatter rationalitet bredere end Webers instrumentelle rationalitet. Habermas har både formålsrationalitet og kommunikativ rationalitet i sit blik på det sociale 6. ( Eriksen og Weigård 2003: 46). Weber vil fastholde at værdier er subjektive og uvidenskabelige derfor vil han hævde værdifrihed, mens Habermas vil insistere på at selvom der er en forskel på værdier og kendsgerninger kan værdier også begrundes rationelt. Selvom Weber vil modstå dette synspunkt og fastholde værdifriheden ud fra er og bør sondringen så bruger han selv i sidste side på sin afhandling Den Protestantiske og etik og Kapitalismens ånd værdiladede metaforer og begreber, idet han på sidste side siger: Fagmennesker uden ånd,nydelsesmennesker uden hjerte: dette intet indbilder sig at være steget op til et aldrig før nået stade i menneskehedens udvikling. Derfor rejser spørgsmålet sig med rette: Hvor værdifri formår Weber selv at være? Hvor konsekvent en linje formår han selv at opretholde i efterlevelsen af kravet selv? Weber vil mene at det er muligt og nødvendigt at være konsekvent og vil argumentere for at han i den citerede formulering ikke udtaler sig som en objektiv videnskabsmand men som en subjektiv borger fordi man videnskabeligt ikke kan begrunde normative domme med empiriske. Weber siger selv: Ejheller ønsker jeg at diskutere, om det er vanskeligt at adskille empiriske konstateringer fra praktiske vurderinger. Vanskeligt er det. Det hænder for os alle- for undertegnede, der er fortaler for kravet om adskillelse. ( Bruun 2003: 138) Nu vil jeg i det følgende behandle Webers værdirelation og mere snævert værdideer begreb overfor Habermas erkendelsesledende interesser. Erkendelsesledende interesser og værdiideer Ved første blik på de to forskellige begrebspar, lader der til at være forskelligheder i perspektiverne hvilket der også er men der er også ligheder. Inden en uddybning vil jeg hurtig pointere en lille nuance der kan misforstås. Min fortolkning er at når Habermas taler om erkendelsesledende interessetyper så er det beskrivelse af hvad han mener en meningsfuld videnskab bør besidde, det er ikke hans pointe at enhver mandlig eller kvindelig forsker nødvendigvis har disse i sit videnskabelige virke. Omvendt hos Weber er der en værdirelation til videnskaben via værdi-ideer, noget enhver forsker besidder nødvendigvis, som forskerens filosofiske tolkning af hvad forskeren mener har videnskabelig interesse. Ifølge Weber er den empiriske virkelighed som forskeren undersøger påvirket af værdirelationer. Værdiideerne kan fungere som vejvisere for forskeren, et styringsredskab hvormed forskeren både udvælger og udformer sit forskningsobjekt der gøres til genstand for en empirisk undersøgelse. Men Weber fastholder en konsekvent adskillelse mellem værdisfæren og de empiriske videnskabers sfære. 6 Hvis man skal forstå det sociale væv, der holder samfundet sammen, er det utilstrækkeligt at antage, at de forskellige aktører, kun ser på hinanden som betingelser og midler for deres egen målrealisering.
Konsekvensen af denne sondring er at værdisfæren er underlagt subjektive og irrationelle valg mens empirisfæren er underlagt rationelle og videnskabelige metoder. Habermas knytter de tekniske interesser til arbejdet, de praktiske interesser til sproget, de emancipatoriske interesser til interaktionen. Habermas kritiserer at forståelsen af de empirisk analytiske videnskaber, som hos Weber, fortrænger eller skjuler en interesse som menneskets myndighed over naturen. Hans tese går på at i kraften til selvrefleksion er erkendelse og interesse det samme. ( Habermas 1968: 133). Med selvrefleksion mener han at fortolkeren reflekterer sagen og sig selv samtidigt som momenter i en sammenhæng, der omfatter dem begge og også muliggør dem objektivt. ( Outhwaite: 94, 40) Habermas omtaler det som en pseudonormativ kraft det tilslører de egentlige interesser og kalder det et bedrag fra videnskabens side at den ikke indrømmer eksistensen af et forhold mellem erkendelse og interesse og han angriber den manglende selvrefleksion og refleksion over de subjektive betingelser for viden ( ibid: 125). Her er det uvist hvad Weber ville have svaret, men Ifølge Weber giver videnskab ikke klar svar på hvad der er meningsfuldt at gøre i livet. Videnskaben skaber bevidsthed om hvad der kan gøres og hvilke konsekvenser der kan være i de valg man træffer, men videnskaben vil ifølge Weber, ikke kunne træffe valg, vedrørende, værdier, kulturer, verdensanskuelser osv. Hvis Weber opfatter det at være myndig over naturen som en praktisk vurderende stillingtagen ville han have afvist det med menneskets interesse i myndighed over naturen som tilhørende værdisfæren. Webers fokus på objektivitet som et permanent krav der bør/skal stilles til forskeren, hans fremhævelse af objektiviteten som et konstant mål forskeren må måle sig selv med, gør det vanskeligt for mig at se at Weber ville anerkende Habermas pointe om, fortrængning af interesser, manglende selvrefleksion og falsk bevidsthed. I Habermas optik er den uheldige konsekvens ved dette, at videnskaben ikke indser, de fundamentale interesser, som videnskaben ikke alene skylder sin drivkraft men også betingelserne for mulig objektivitet. I stedet for falder den til en objektivisme som jeg i redegørelsen fremhævede. Ifølge Weber er videnskabens værdiinteresse at opnå sand viden, mens den ifølge Habermas bør tilsigte emancipation, som Habermas alene mener kan lade sig gøre i et emanciperet samfund, hvilket er kritisk teoris ekspliciterede normative mål, derfor har de forskelligartede syn på sandhedsbegrebet som jeg vil uddybe senere i diskussionen. Habermas kritiserer Webers værdineutralitet som en misforståelse og udøver kritik af den bureaukratisk forordnede partiskhed som han betegner det. Endvidere mener han at de praktiske konsekvenser af en indskrænket videnskabelig bevidsthed, forstået som kritik af teknisk rationalitet og fremhævelsen af det farlige ved det endimensionelle menneske det afføder 7, bør modarbejdes af en kritik der eliminerer det objektivistiske skin (ibid: 135). 7 For Habermas står det klart at den formålsrationelle model ikke kan stå alene når samfundet skal rekonstrueres handlingsteoretisk. Efter Habermas mening ligger den principielt største begrænsning i at forstå social handlingskoordinering på denne måde, at man opfatter rationalitet og subjektiv mening som noget der udspringer af bevidstheden hos det enkelte individ og ikke af den kommunikative relation, som er der og hele tiden dannes mellem flere individer. (Eriksen og Weigård, 2003: 46)
I Habermas beskrivelse af de empirisk analytiske videnskaber og den deskriptive tilgang der gør sig gældende som jeg redegjorde for, er der en parallel til Webers idealtyper der formes for at tilegne forståelse for den komplekse virkelighed. Fordi Habermas fremhæver at de basissætninger der formes er forsøg på anvende teori over empiri, det samme mener Weber om sine idealtyper i forbindelse med anskuelsen af de empiriske domme. Idet både Weber og Habermas mener at empiriske domme ikke udgør den empiriske virkelighed eller er en afbildning af virkeligheden, mens Weber taler om at den empiriske virkelighed ordnes ved tankens hjælp. Mener Habermas at afbildninger og beskrivelser ikke kan være uafhængige af normer, men derimod at de med afsæt i normer bør afvejes med kritiske argumenter. Habermas pointe er modsat Webers her at disse beskrivelser hverken kan afledes logisk eller påvises empirisk, Weber mener at beskrivelser netop alene kan påvises empirisk. Sandhedsbegrebet hos Weber og Habermas Webers perspektiv Ifølge Weber forstås betydningen af empirisk materiale i lyset af værdi-ideer som giver samfundsvidenskabelig erkendelse værdi. Omvendt kan det empirisk givne ikke udgøre grundlaget for disse værdi-ideers gyldighed beviseligheden er umulig empirisk set. For Weber er sandhed målet for en samfundsvidenskabelig erkendelse. Sandhed er vi kun i stand til at opnå via empirisk viden. Sandhed er kulturbestemt ikke naturbestemt og videnskaben kan kun give noget til den som opfatter denne sandhed som værdifuld. Grundlaget for at den empiriske viden er objektivt gyldig er at den givne virkelighed ordnes i kategorier der i en specifik forstand er subjektive Disse centrale pointer forklarer Weber for at etablere og markere en hårfin balance der adskiller tro og viden og for at vise meningen med samfundsvidenskabelig erkendelse. Habermas optik I Habermas optik er en objektivitet forståelse der går ud på at applicere teoretiske udsagn på sagsforhold naivt og udtryk for objektivistisk skin. Habermas fremhæver at de basissætninger der indgår ikke er afbildninger af kendsgerninger i sig selv, men alene udtryk for forsøg på at anvende teori på virkeligheden, der kan være mere eller mindre vellykket. Endvidere understreger Habermas at afbildninger eller beskrivelser bygger på normer på der ikke kan påvises empirisk, men derimod bør afvejes med kritiske argumenter. Derfor hævder kritisk teori at man ikke kan nøjes med at beskrive samfundet som det er, og understreger at den også er nød til at forholde sig til hvordan den bør være. Konklusion Habermas henter sin normative forestilling fra en vision om et fremtidigt emanciperet samfund, hvori der er et vellykket liv, og tydeliggør at udsagns sandhed grunder i anticipering af det vellykkede liv. Dette udgør også et af de centrale omdrejningspunkter for Habermas grundlæggende strid med den moderne videnskabs, herunder Webers, selvopfattelse som udenforstående iagttager. Hvilket Habermas angriber for at være en fremstilling der er værdineutral, men kun i dens fremtræden mens den i sit væsen
og væren reelt er ideologi. Kritisk teori har i Habermas optik, modsat den moderne videnskabs camouflerede ønske om at bevare det bestående og uretfærdige samfund under dække af værdineutralitet, et ekspliciteret ønske om at frigøre mennesket fra tvang og undertrykkelse. Kritisk teori og særligt Habermas ønsker at realisere dette i et fremtidigt, fornuftigt og retfærdigt samfund ( ibid: 134ff). I denne opgave har værdiernes rolle i samfundsvidenskaben været til diskussion mellem Weber og Habermas. Jeg vil med en åben konklusion mene at begge positioner har stærke argumenter og derfor er diskussionen stadig relevant. Litteraturliste Andersen Heine: Samvidenskaber i kontekst. Roskilde Universitetsforlag 2002, Frederiksberg. P. 147 Andersen Heine, Bruun Hans Henrik, Kaspersen Bo Lars: Max Weber, udvalgte tekster bind 1. Hans Reitzels Forlag. Special trykkeriet Viborg A/S. Viborg 2003. p. 411 Andersen Heine, Bruun Hans Henrik & Kaspersen Bo Lars: Max Weber, udvalgte tekster bind 2. Hans Reitzels Forlag, Special trykkeriet Viborg A/S. Viborg 2003. p. 449 Andersen Heine & Kaspersen Bo Lars: Klassisk og Moderne Samfundsteori, 4. udgave. Hans Reitzels Forlag. Special trykkeriet Viborg A/S, Viborg 2007. p. 812 Bruun Hans Henrik: Science, Values and Politics in Max Weber s Methodology, New expanded Edition. Ashgate Publishing Company, Burlington 2007. P. 298 Eriksen Oddvar Erik & Weigård Jarle: Kommunikativt demokrati, Jürgen Habermas teori om politik og samfund. Bergen 1999. p. 423 Jacobsen H. Michael, Rasmussen-Lippert Kasper, Nedergaard Peter: Videnskabsteori, i Statskundskab, Sociologi og Forvaltning. Scandinavian Book A/S, KBH. 2010. p. 446 Weber Max: Den protestantiske etik og kapitalismens ånd, Tübingen, Special trykkeriet Viborg A/S 1920. p. 176.
Udvalgte tekster Outhwaite Willam: Habermas en kritisk indtroduktion p. 28-41 Habermas Jürgen: Erkendelse og interesse, Teknik og videnskab som ideologi, p.119-137.