Min drømmeskole Fællesmøde, d. 10. juni 2015 Af Jens Ole Sørensen, formand Finderuphøj Skole Holdningerne i dette dokument er mine personlige betragtnigner om min drømmeskole, og er ikke udtryk for en officiel holdning fra skolebestyrelsen på Finderuphøj Skole.
Fremtidens Folkeskole Jeg har i flere måneder siddet med i en arbejdsgruppe, der i de seneste måneder har taget en fordomsfri, frugtbar og faglig debat om Fremtidens Folkeskole. Fem parter: Forvaltning, Ledere, lærere, pædagoger og forældre har med hver deres afsæt sat ord på, hvad der er vigtig for os, når vi taler os ind i fremtiden. Det viser sig faktisk, at når vi holder debatten og diskussionen bag lukkede døre, så viser det sig at vi alle sammen har det samme mål: - Vi VIL folkeskolen den er måske ikke perfekt eller ideel, men den er bare meget bedre end alternativerne. Men fremtiden skal være bedre end nutiden og endnu bedre en fortiden. Hvis vi ikke tager de svære, men rigtige valg meget hurtigt, så blive vi overhalet af virkeligheden, og så er det måske ikke os selv, der træffer valgene.
GENERELT Jeg har fået et opdrag, hvor jeg som lægmand og noget så banalt som forælder til et barn i Nutidens Folkeskole skal kigge ind i fremtiden og fortælle om min drømmeskole. Jeg har bestræbt mig på at holde det på drømme-niveuau, så det ikke bliver en Fantasi-skole. Jeg drømmer om tryg og god skolegang for mit barn, en skolegang, hvor jeg ved, hvad jeg kan forvente og at mit barn både trives og lærer. Det ene udelukker ikke det andet, trivsel giver læring, læring giver trivsel. Nogen trives, når de lærer, andre lærer, når de trives. Det er ikke noget jeg ved noget om, det giver bare god mening Børn er forskellige og hurra for det derfor skal vi ikke putte dem ned i kasser, hvor de skæve, runde eller strittende typer risikerer at ligge på gulvet uden at passe i en kommunal eller statslig kasse det giver hverken trivsel eller læring... eller mening, for den sags skyld Fremtidens skole skal udfordre børnene til bristepunktet de skal udfordres præcis så meget, at de får det bedste ud af deres evner. Det siger den nye skolereform, men det har jeg nu sagt hele tiden.
Vi skal allerførst trutte højt i trompeten og fortælle vores politikere, at I sort på hvidt kan læse, at der bruges alt for få penge på skolerne i Viborg Kommune. Trygheden starter i det politiske lag, hvor vores politikere skal sikre en tryg fremtidig økonomi, så vi ikke bliver ved med at smøre elendigheden ud over alle adresser. I skal vise, at vi VIL folkeskolen OG at I VIL prioritere den med flere penge end det sker i dag. Vi beder ikke om astronomiske beløb, mindre kan også gøre det hvis vi siger fem millioner ekstra om året i fire år så lander vi på landsgennemsnittet men stadig enormt langt fra de kommuner vi sammenligner os med. - Det var vi ikke råd til, siger I måske Jeg spørger: Har I råd til at lade være? Vi kan ikke blive ved med at bilde os selv og hinanden ind, at man kan flyve på første klasse, når man kun vil betale for en billet til økonomiklasse eller mindre. Jeg kan lige så godt advare med det samme. Folk med hang til Excelark, kasser, prognoser og beregninger vil de kommende ti minutter få grå hår og tics ved det ene øje. Der fremkommer forslag og tanker, der sætter fantasien og kreativiteten fri og som ikke kan forudses, måles og beregnes. Der vil også fremkomme forslag og tanker, der ikke er gennembagt, og som måske bare skal være tanker og drømme
TRYGHED Hvordan når vi så frem til den skole jeg drømmer om. Tryghed er vigtigt, men tryghed kan altså ikke måles i kilometer eller beliggenhed. Et barn kan godt være tryg i en skole, der ligger et stykke væk, ligesom et barn kan være utryg i en skole lige om hjørnet. Trygheden skabes ikke af nærhed, men af nærvær i fremtidens skole! Barnet skal føle sig set, hørt, anerkendt og velkommen i skolen. Det skal ske i trygge rammer: Genkendelse og gentagelse skaber tryghed det ved vi jo fra os selv. Som forælder i min drømmeskole sender jeg være trygt mit barn af sted til skole vel vidende at der er tilstrækkeligt med ressourcer og fagpersoner ansat på skolen, så de er rustet til at løse opgaven. Tilstrækkeligt med lærere med de rigtige linjefag, AKTmedarbejdere, læsevejledere, matematikvejledere, men i den grad også pædagoger, ja, socialrådgivere, sagsbehandlere integrationsmedarbejdere, sansemotoriske konsulenter, fysioterapeuter eller hvad, der skal til for at løse vores kerneopgave. En kerneopgave, der ændrer karakter hele tiden. I min drømmeskole er trusler afløst af tryghed. Der er tryghed, vished og gennemsigtighed om mål, retning og ressourcer i min drømmeskole. Der er skabt en bæredygtig skolestruktur, der fjerner en latent usikkerhed om fremtiden. Min drømmeskole har en vision. En vision, der sender et klart signal om, hvad skolen står for, hvilke værdier vi har og hvilke forventninger der er til mig og mit barn, og hvordan vi i fællesskab løser opgaven.
Mit barn og jeg har tillid til og er trygge ved min drømmeskole. Det er vi bl.a. fordi ledelsen er nærværende og synlig. Fordi lærere og pædagoger er tydelige i deres kommunikation med mig og mit barn. Når vi ved, hvad der skal ske, så er vi trygge.
TRIVSEL Trivsel er i min verden nøgleordet i skoletiden. Jeg påstår, at elever, der ikke trives ikke lærer ordentligt. Men hvad er trivsel? Og hvordan skaber vi trivsel i fremtiden skole? På min drømmeskole er der tid til at dyrke trivsel. Trivsel er ikke noget man kan regne sig frem til eller skabe ved et skrivebord. Trivsel skabes ved handling i klassen, på skolen og imellem forældre. Trivsel er tid tid til at se den enkelte elev, tid til at pleje den enkelte elev, men også tid til at dyrke, passe og pleje fællesskabet. Trivsel er sammenhængskraften i klassen i på skolen - og derfor gennemsyrer det hverdagen på min drømmeskole, at trivsel er nøglen til læring. Vi har på min drømmeskole også en klar defineret plan for, hvordan vi ikke uddanner, men danner vores elever til at blive socialt begavede og demokratisk bevidste medborgere. Børn, der kan manøvrere i et socialt farvand, hvor bølgerne til tider går højt, men som også lærer respektfuld adfærd, empati og hvordan man løser konflikter, hvis de opstår. Børn, der er klædt på til at blive samfundsborgere ikke produktionsenheder. Børn er altså børn, og ikke enheder på min drømmeskole. Individet skaber fællesskabet, fællesskabet former individet. På min drømmeskole laver vi skole for børnenes skyld ikke for systemets skyld.
På min drømmeskole er barnets trivsel i fokus og hvis det af den ene eller anden grund ikke lykkedes, så har vi på min drømmeskole selvfølgelig mulighed for at får barnet over på en anden adresse også selvom mit barn er nummer et eller andet i en årgang. Den regel er lavet af systemet for systemets skyld ikke for børnenes skyld. Det er nu oftest forældre, der har behov for at skifte skole ikke børnene, men det er en helt anden snak.
LÆRING Jeg drømmer om én skole i Viborg Kommune men en skole med mange indgangsdøre. En skole, hvor der er plads til og forventning om forskellighed, men hvor der også er en ensartet kvalitet i undervisningen eller læringen som det vist hedder i dag. Der skal i min drømmeskole ikke være mærkbar kvalitetsforskel på de enkelte adressers tilbud. Der findes ikke A skoler og B skoler fordi demografi og økonomi stiller nogen mere gunstigt end andre. På min drømmeskole har vi flugtet overliggeren efter højeste fællesnævner og ikke laveste! I min drømmeskole har de mange små hertugdømmer i kommunens skolelandskab åbnet deres grænser og døre for hinanden, og der er ikke længere nogen, der er sig selv nærmest. Det er jo VORES skole. Kan vi løfte udfordringen i fremtiden hver for sig? Nej Kan vi løfte den i fælleskab? Måske Jeg ser en skole, hvor de små hertugdømmer, to og to, eller tre eller endnu flere kigger over til naboen og tænker: - Hold da op, de er godt nok dygtige og hvor ser det spændende ud. Måske kunne deres tilbud være spændende for nogen af mine elever. I min drømmeskole skaber vi i fællesskab læring på forskellige måder og tillader eleverne både i overført betydning og rent praktisk at cykle frem og tilbage mellem adresserne i kortere
eller længere tid. Cykelturen for resten også bevægelse i skoledagen. På min drømmeskole tænker vi forældre på, hvad indholdet i skoledagen kan gøre ved mit barns læring og ikke på, om det kræver en halv times bustur eller fem kilometer på cykel. Er en gåtur på en halv kilometer til dårlig skoledag bedre end en cykeltur på seks kilometer til en skoledag, jeg glæder mig til? På min drømmeskole udvikler vi vores tilbud i takt med at opgaverne ændrer sig: Vi er ikke låst fast af gammeldags doktriner og opdelinger i trin og klasser, men tilbyder det, der er brug for. Og vi er ikke bange for at ændre kurs hvis vejen drejer, så drejer vi med ellers ryger vi i grøften. Hvis der er behov for at tilbyde alternativ eller intensiveret undervisning, så gør vi det, når der er behov og ikke når en forudberegnet prognose eller bekendtgørelse fortæller os, at vi skal. Vi handler, når vi ser opgaven eller udfordringen ikke når systemet fortæller os, at vi skal. Vi laver skole for børnene ikke for systemets skyld. På min drømmeskole får ledelsen lov til at lede og ikke bare administrere derfor kan vi handle og agere i forhold til den virkelighed, vi lever i og ikke den virkelighed, nogen har bestemt sig for. På min drømmeskole tror vi ikke på, at vi kan ændre læringsadfærd hos eleverne i overbygningen. På det tidspunkt er det for sent. Vi handler allerede i 3. 4. eller 6. klasse - så har vi nemlig tid til at dirigere barnet i den rigtige retning.
På min drømmeskole har vi en klar profil. Vi laver selvfølgelig alt det vi skal, men derudover er vi knivskarpe i bevægelse, kreative fag og naturvidenskab. Nogen af vores elever i overbygningen er i kortere eller længere perioder på andre adresser, hvor der er praktiske fag, kommunikation, elektronik, IT, Einstein-campus, samfundslinje osv. Til gengæld kommer nogen af deres elever over til os, fordi vi kan det, vi kan. På min drømmeskole er pædagoger ikke nogen, der bare passer børn i SFOen eller dækker vikartimer i snæver vending. På min skole er der en løbende dialog mellem ledelse, forældre, lærere, pædagoger og andre faggrupper ikke om dagligdagen i klassen eller om der er nok blå overtræksfutter i SFOen - men om kursen for vores skole. Vi lytter til hinanden og anerkender hinandens behov, synspunkter og interesser det gør vi fordi, vores skole er et fælles projekt. På min drømmeskole er pædagoger og andre faggrupper en aktiv del af vores kerneopgave. Pædagoger er ikke lærere, men de kan til gengæld nogen ting, som lærerne ikke kan. Det er dét, vi skal bruge dem til. Bare det var mig, der skulle starte på min drømmeskole efter sommerferien.