En generation blev voksen
Erik Jørgen Hansen En generation blev voksen Den første velfærdsgeneration SOCIAL FORSKNINGS København 1995 INSTITUTTET Rapport 95:8
Socialforskningsinstituttets skrifter kan frit citeres, dog med tydelig angivelse af kilden. Publikationer, der omtaler, anmelder, henviser til, gør uddrag af eller gengiver dele af Socialforskningsinstituttets skrifter, bedes tilsendt instituttet. Omslag: Kirsten Prange Papirudgaven udkommet ito oplag i1995 Reproset,København Socialforskningsinstituttet Herluf Trolles Gade 11 ISSN 0903-6814 DK-1052 København K ISBN 87-7487-511-6 www.sfi.dk
FORORD Så langt tilbage i tiden som foråret 1968 interviewede Socialforskningsinstituttet et landsdækkende repræsentativt udvalg af de elever, der dengang befandt sig i skolernes 7. klasser. De godt 3.000 elever, der blev udvalgt til interviewing, blev geninterviewet adskillige gange frem til slutningen af 1976. Undersøgelsen, der blev kaldt ungdomsforløbsundersøgelsen, havde til formål at belyse uddannelses- og erhvervsvalgsprocessen i ungdomsårene. I sin helhed blev undersøgelsen finansieret af Undervisningsministeriet. I efteråret 1992 blev efter 16 års pause det flertal af 7. klasseeleverne fra 1968, der fortsat havde bopæl i Danmark, igen opsøgt af Socialforskningsinstituttets interviewere med henblik på geninterviewing. De pågældende, der nu var i 38-års alderen, tog så godt imod interviewerne, at vi opnåede interview med godt 90 pct. af dem. I denne rapport analyseres, først og fremmest ud fra et uddannelsesmæssigt perspektiv, livsforløbet fra 14-års alderen til 38-års alderen for dette repræsentative udvalg af en årgang danskere. Forskningsleder cand.polit. Erik Jørgen Hansen, som var stærkt involveret i arbejdet med ungdomsforløbsundersøgelsen allerede fra formuleringen af de første ideer herom i midten af 1960 erne, har tilrettelagt og gennemført undersøgelsesarbejdet i forbindelse med geninterviewingen i 1992, og han har herunder udarbejdet denne rapport. Edb-arbejdet på undersøgelsen er udført af programmør Kirsten Petersson. I rapportskrivningens allerførste fase var undersøgelsens sekretær overassistent Inge-Bente Sakaria. I alle de følgende faser helt frem til færdiggørelsen af denne rapport er sekretærarbejdet udført af overassistent Kirsten Bjørneboe.
6 Manuskriptet er læst og kommenteret af cand.polit. Henning Hansen, CASA. Desuden er undersøgelsesarbejdet fulgt af en følgegruppe bestående af fuldmægtig Birgitte Bovin, Undervisningsministeriet, og seniorforskerne mag.scient.soc. Bjarne Hjorth Andersen, mag.scient.soc. Mogens Nygaard Christoffersen og M.Sc. (econ.) David Bunnage samt statistisk konsulent Peter Christian Linde. Undersøgelsen er finansieret af Statens Samfundsvidenskabelige Forskningsråd, Undervisningsministeriet og Socialforskningsinstituttet. København, maj 1995 Inger Marie Bruun-Vierø
INDHOLD Side Introduktion til læseren... 13 KAPITEL 1. Den første velfærdsgeneration - et sammendrag... 15 7. klasse-eleverne 1968... 15 Den første velfærdsgeneration... 16 Børn af gårdejere, arbejdsmænd, håndværksmestre, skolelærere og mange andre professioner... 17 Oprindelsesklasse og livsforløb... 19 Uddannelsesniveauet markerer forskellene i voksenalderen. 24 Oprindelsesklassen bestemmer uddannelsesniveauet... 28 Sociale forskelle mellem mænd og kvinder og mellem kvinder indbyrdes... 30 Blev intelligensreserven mobiliseret?... 34 Med alderen en mindre restgruppe blandt kvinderne... 38 Stillingsniveauet nedarves... 40 Generationens jobprofil er kønsbestemt... 42 Fra oprindelsesklasse til egen social klasse... 43 Et umætteligt behov for uddannelse... 46 Noter... 47 KAPITEL 2. Undersøgelsens baggrund, teori og metode. 49 Indledning... 49 Forhistorien 1968-1976... 49 Opfølgningen 1992... 50 Den oprindelige arbejdsmodel... 51 Arbejdsmodellen for 1992 - analysen. Begrænsninger og muligheder.... 54
8 Side Stikprøvens opbygning... 57 Dataenes indsamling og opbevaring... 63 Indsamlingsmetoderne... 66 Vedligeholdelsen af stikprøvens identifikation og dataene.. 70 Hvor mange blev ikke interviewet?... 71 Hvem blev ikke interviewet?... 76 Social skævhed i omfanget af kendte livsforløb... 79 Præsentation af tallene... 83 Noter... 85 KAPITEL 3. Forskelle i leveforholdene som 38-årige i 1992... 86 Inddeling efter arbejdsstilling og social klasse... 87 Forskellene i leveforhold... 89 De mere markante forskelle i leveforhold mellem de to køn og de sociale klasser... 91 KAPITEL 4. Sociale forskelle i 14-års alderen i 1968.. 97 De sociale forskelle i 14-års alderen... 99 Noter... 102 KAPITEL 5. Nået frem til 22-års alderen i 1976... 104 Blev forventningerne til skoleuddannelsesniveauet opfyldt?. 104 Forskellene fastlagt i 14-års alderen... 108 Erhvervsuddannelsesniveauet i 22-års alderen... 110 Den sociale profil i 22-års alderen... 113 Den fremtidige "ønskestilling"... 116 KAPITEL 6. Social oprindelse, uddannelse og social klasse i 38-års alderen i 1992... 120 Et mønster i uligheden over livsforløbet?... 120 Klasse- og kønsbestemte forskelle i det i 38-års alderen opnåede erhvervsuddannelsesniveau... 122 Er der en urbaniseringsmæssig forskel?... 125
9 Side Erhvervsuddannelsesniveauet i relation til tidlige præstationer... 128 Faldet i restgruppen over livsforløbet... 132 Den sociale cirkulation... 136 Uddannelse og social mobilitet... 141 Uddannelse som den mest afgørende faktor... 145 Noter... 148 KAPITEL 7. Det kønsopdelte arbejde i 38-års alderen i 1992... 150 Indledning... 150 Det sociale og kønsbestemte stillingsvalg... 151 Den kønsspecifikke indplacering i erhvervssektorer... 153 Arbejdsrelaterede kønsforskelle trods samme uddannelsesniveau... 156 Lønforskelle mellem mænd og kvinder... 160 Indkomst og familierelationer... 162 Noter... 168 KAPITEL 8. Familiemønstre i 38-års alderen i 1992... 170 Par eller enlig, børn eller barnløs... 170 Pardannelsen... 173 Uddannelsesbaserede familietyper... 176 Opdragelsesidealer... 179 Arbejdsdelingen i familien... 181 KAPITEL 9. Personligt velbefindende og sygdomsmønster i 38-års alderen i 1992... 185 Indledning... 185 Oplevet helbred... 186 Andel med langvarig lidelse... 189 Hvad lider man af?... 192 Noter... 195
10 Side KAPITEL 10. Aspekter af omverdensorienteringen i 38-års alderen i 1992... 196 Indledning... 196 Udvalgte livsstilsindikatorer... 197 Omverdensorienteringen belyst gennem avislæsning... 199 Aviskombinationen hos dem med flere aviser... 201 Kun én avis-ogiså fald hvilken?... 203 Landsdækkende avisers læserandele i denne generation... 204 Den regionale variation i valg af avis... 205 Noter... 207 KAPITEL 11. Livsbaner fra 14-års alderen i 1968 til 38-års alderen i 1992... 208 Indledning... 208 Uddannelsesmæssige livsbaner fra 14-års alderen til 22-års alderen... 209 Hvilke elementer skal i øvrigt indgå i forløbet fra de 14 år til de 38 år?... 212 Den delvis ukendte livsbane... 215 Typiske livsbaner... 216 Sjældne livsbaner... 218 Noter... 221 KAPITEL 12. Generationens vej mod 1990 ernes uddannelsesorganiserede samfund. Nogle konklusioner... 222 En helt almindelig generationsprofil... 222 En generation og dens tidsperiode... 223 Langt mere uddannelse end forældrene... 227 Fik intelligensreserven højere uddannelse?... 229 Mere uddannelse skræmmer ikke... 236 Et uddannelsesorganiseret samfund?... 236 En statistisk efterprøvning... 243 Er uddannelse eneafgørende? En konklusion... 245 Noter... 245
11 Side BILAG A. Hvordan inddeler vi i arbejdsstillingsgrupper eller sociale klasser?... 247 Indledning... 247 Hvordan når vi frem til en inddeling i sociale klasser?... 248 Socialgruppeinddelingen må forkastes... 249 Hvad der er enighed om... 250 Ikke blot et spørgsmål om ejendomsret til produktionsmidler 251 Den kulturelle kapital... 253 Inddelingen i sociale klasser af generationen som 38-årige i 1992... 255 Inddelingen af de daværende forsørgere efter deres sociale klasse i 1968... 260 Professionsklassen... 267 Giver forskellige inddelinger forskelligt resultat?... 269 BILAG B. Hvordan inddeler vi efter erhvervsuddannelsesniveau?... 272 Indledning... 272 Den tilstræbte klassifikation af 1992-dataene... 273 Oplysningsgrundlaget i 1992... 274 Divergerende opgørelsesresultater... 277 Klassifikationen i 1976... 280 Restgruppens størrelse og dens fald over livsforløbet... 282 Bilagstabeller... 287 Litteratur... 301 Emneregister... 307 Tidligere rapporteringer fra denne undersøgelses materiale... 313
INTRODUKTION TIL LÆSEREN Bag denne rapport ligger et omfattende datamateriale byggende på interviewing af de samme personer adskillige gange over et tidsrum på knap 25 år. Første gang i 1968 og den seneste gang i 1992. Selv om det kun er et mindre, men centralt, udvalg af dataene, som analyseres i denne rapport, er det her publicerede antal tabeller alligevel forholdsvis stort. Den læser, som alene vil koncentrere sig om hovedresultaterne, kan dog nøjes med at læse kapitel 1 og kapitel 12. Er læseren interesseret i de metodemæssige aspekter af undersøgelsen, vil det være en god idé at læse kapitel 2 og ikke mindst bilag A og bilag B. Endelig skal peges på emneregisteret, som muliggør opslag i de øvrige kapitler på netop de sider, der måtte have læserens særlige interesse.
KAPITEL 1 Den første velfærdsgeneration - et sammendrag Som en enestående foreteelse i dansk samfundsforskning er et repræsentativt udvalg af en generation danskere blevet interviewet med knap et kvart århundredes mellemrum. Første gang i forsommeren 1968, da de godt 3.000 interviewpersoner var i 14-års alderen og gik i 7. klasse, og den seneste gang i efteråret 1992, da de var kommet i 38-års alderen. De følgende kapitler handler om de resultater, der fremkommer ved at sammenholde svarene på de stillede spørgsmål i 38-års alderen med svarene på de spørgsmål, som blev stillet i 14-års alderen, og i nogen udstrækning tillige spørgsmål stillet i 22-års alderen. Dette kapitel er et sammendrag af de mere iøjnefaldende resultater fra undersøgelsen, som er omtalt mere udførligt i de følgende kapitler. 7. klasse-eleverne 1968 Undersøgelsen dækker langtfra alle centrale aspekter af livsforløbet fra ungdomsårene til voksentilværelsen. Den fokuserer derimod på den del af tilværelsen, som handler om uddannelse. En belysning af, hvem der får hvor megen uddannelse, var nemlig begrundelsen for den første udspørgning i 1968. Svaret herpå kan nu gives i et langtidsperspektiv, nemlig hvor megen uddannelse der blev opnået frem til 38-års alderen. Samtidig kan uddannelsens betydning for andre sider af voksentilværelsen analyseres. Til dette formål er undersøgelsesmaterialet usædvanlig solidt. Blandt andet på grund af ekstraordinært høje besvarelsesprocenter under interviewingen.
16 Undersøgelsen tog sit udgangspunkt i et landsdækkende repræsentativt udvalg af 7. klasser, i alt 152 klasser, i foråret 1968. Alle, der gik i disse klasser i slutningen af maj 1968, blev forsøgt interviewet. Det lykkedes at opnå interview med 95 pct. af eleverne. For de resterende 5 pct. blev en række centrale oplysninger indhentet via skolerne. I undersøgelsen indgik således oprindeligt alle eleverne i de 152 klasser. Det drejede sig om 3.151 personer. Godt 24 år senere havde 2.958 af dem fortsat bopæl i Danmark, og de blev alle opsøgt igen i oktober-november 1992 med henblik på geninterviewing. Ikke mindre end godt 90 pct., eller i alt 2.670 personer, sagde ja til at lade sig interviewe. Det er svarene fra alle dem, som er grundlaget for det billede, der ridses op i det følgende. Den første velfærdsgeneration Dette billede af placeringen i samfundet i 38-års alderen sammenholdt med de samme personers sociale placering i 14-års alderen lader sig ikke udelukkende tolke som et billede af udviklingen over aldersforløbet. Billedet må også ses i lyset af forholdene i de historiske perioder, hvor generationens medlemmer var børn, hvor de var unge, og hvor de blev voksne. Det vil sige perioderne fra 1950 erne frem til 1990 erne. Hovedparten af de interviewede - mere end 80 pct. - er født i 1954. Resten lige før eller lige efter. Som en af de første generationer har deres hidtidige livsforløb således alene været placeret inden for den periode af vor historie, hvor velfærdsstaten har været fuldt udbygget. Det er således næppe nogen tilsnigelse at kalde generationen for "den første velfærdsgeneration". En generation født næsten samtidig med indførelsen af den folkepension, der markerer færdigkonstruktionen af den danske velfærdsstat, vokset op i 1960 erne under en tidsånd, hvor villigheden til at satse på uddannelse og optimismen omkring uddannelse som samfundsforbedrende faktor var større end nogensinde (måske
17 bortset fra det nuværende årti), hvor en politik for nedbrydning af kønsbarrierer spirede frem, og hvor der - ikke at forglemme - var næsten fuld beskæftigelse. Dertil kommer, at generationens tidlige ungdomsår lå i 1970 ernes begyndelse. Det vil sige flere år, før der blev indført adgangsregulering til videregående uddannelse. Desuden blev rammerne for netop denne generation næppe mindre gunstige i lyset af den kendsgerning, at det drejer sig om en antalsmæssig lille fødselsårgang. I midten af 1950 erne blev der nemlig født næsten 15.000 færre børn om året end i midten af 1940 erne og knap 10.000 færre end i midten af 1960 erne. Rammerne for den undersøgte generations livsforløb har således været gunstige, men dog ikke uden skyggesider. I generationens ungdom var der således næppe lærlingeuddannelsespladser nok, og efterhånden indhentede arbejdsløsheden også denne generation. Da vi mødte frem til interviewingen i slutningen af 1992, fandt vi således, at 9 pct. af kvinderne og 4 pct. af mændene var arbejdsløse på interviewdagen, mens 23 pct. af kvinderne og 14 pct. af mændene, siden de var 22 år, havde været arbejdsløse i sammenlagt to år eller mere. Børn af gårdejere, arbejdsmænd, håndværksmestre, skolelærere og mange andre professioner Det centrale i undersøgelsen er dog ikke arbejdsløsheden, men først og fremmest uddannelsesgodernes fordeling mellem de forskellige samfundslag og de to køn. Herunder ikke mindst spørgsmålet om, hvor store forskellene blev i uddannelses- og arbejdsmæssige livsbaner mellem de nu voksne personer, alt efter hvilke opvækstmiljøer de i sin tid kom fra. En belysning heraf kræver en inddeling af opvækstmiljøerne efter deres art. Da resultaterne fra de første interviewomgange - og ud over 1968 var der flere udspørgninger frem til 1976 - blev
18 offentliggjort, anvendte vi en socialgruppeinddeling omfattende fem socialgrupper, nummereret fra I til V. Som der er redegjort for i bilag A finder vi, at denne inddelings betegnelser for socialgrupperne ligger for langt fra almindelig sprogbrug, antyder en hierarkisk ordning af mennesker og først og fremmest ikke giver umiddelbare forklaringer på den sociale ulighed i samfundet. Derfor anvender vi nu en inddeling, som på mere traditionel vis tager udgangspunkt i de stillingsbetegnelser, som forsørgerne, og det var dengang først og fremmest fædrene, til den undersøgte generation brugte i 1968. Vi har i sin tid fået deres stillingsbetegnelser fra skolernes kartoteker og fra svarene på spørgeskemaet til eleverne i 7. klasse. I den liste, vi herefter har opstillet, finder vi mange stillingsbetegnelser, der er nemme at placere i en inddeling efter social klasse, fx gårdejere, husmænd, arbejdsmænd, chauffører og lærere. Som det fremgår af tabel 1.1 var stillingsbetegnelser af denne velkendte art ret så hyppige. 10 pct. af forsørgerne til 7. klasseeleverne var således gårdejere og 9 pct. arbejdsmænd. I de fleste analyser danner vi dog større grupperinger af de forskellige stillingsbetegnelser, nemlig grupperinger, som vi kalder oprindelsesklasser 1. Det drejer sig om følgende oprindelsesklasser: professionerne, funktionærer, selvstændige, faglærte arbejdere, ikke-faglærte arbejdere og "uden for erhverv" (hvoraf godt 80 pct. var forsørgere med stillingsbetegnelsen frue eller husmoder). Tabel 1.1. Typiske stillingsbetegnelser i 1968 blandt 7. klasse-elevernes forsørgere. Procentandele.* Stillingsbetegnelse Andel af forsørgerne pct. Gårdejere 10 Husmænd 5 Håndværksmestre 5 Arbejdsmænd 9 Chauffører 4 * Uddrag af tabel A.2.
19 Kun én kategori i denne inddeling kan virke fremmedartet. Det er kategorien "professionerne". Her har vi ud af kategorierne funktionærer og selvstændige trukket alle de stillingsbetegnelser, som angiver, at forskellige grader af teoretisk viden er erhvervsgrundlaget. Vi samler således ingeniører, lærere af alle slags, læger mv. i kategorien professionerne, og denne oprindelsesklasses sammensætning blandt forsørgerne til denne generation er vist i tabel 1.2. Tabel 1.2. Sammensætningen af professionsstillingerne blandt 7. klasseelevernes forsørgere i 1968. Procentfordeling.* pct. Ingeniører 29 Lærere på alle undervisningstrin og bibliotekarer 24 Læger, dyrlæger, tandlæger 13 Arkitekter 7 Øvrige professioner 26 I alt procent 99 Procentdel af samtlige forsørgere 7 * Uddrag af tabel A.3. Oprindelsesklasse og livsforløb Livsforløbet mellem de 14 og de 38 år blev på centrale områder ret så forskelligt mellem børnene fra disse forskellige oprindelsesklasser. I uddannelsesmæssig henseende er to kombinationer af situationen i henholdsvis 14-års alderen og i 22-års alderen særlig hyppigt forekommende 2. Den ene kombination omfatter de unge, der i 14-års alderen var placeret i skolens almene linie 3,ogsom ikke var under uddannelse, da vi nåede frem til interviewingen i 22-års alderen. Denne kombination optræder i knap 10 pct. af tilfældene blandt børn fra professionerne, men i knap 60 pct. af tilfældene blandt børn af arbejdsmænd 4,sådan som det fremgår af
20 figur 1. Der ser vi også, at det omvendte mønster findes i den anden af de typiske kombinationer, nemlig placering i reallinien i 14-års alderen og uddannelsessøgende i 22-års alderen. Denne uddannelsesbane blev nemlig fulgt af over 50 pct. af professionernes børn mod 5 pct. af arbejdsmændenes børn. Figur 1. Typiske livsbaner fra 14-års alderen til 22-års alderen. Udvalgte oprindelsesklasser. Procentandele.* Livsbaner 14-22 år Udvalgte oprindelsesklasser Professionerne Sønner Døtre Gårdejere Sønner Døtre Som 14-årige i almen linie Som 22-årige ikke under uddannelse Som 14-årige i reallinien Som 22-årige under uddannelse Arbejdsmænd Sønner Døtre % 0 10 20 30 40 50 60 0 10 20 30 40 50 * Udvalgte tal fra tabel 11.1. Ser vi på en endnu længere del af livsforløbet, nemlig helt frem til 38-års alderen, og tilføjer vi samtidig ved udskillelsen af livsbanerne endnu flere karakteristika, finder vi mange hovedtyper af livsbaner. Blandt de mere hyppige er den bane, der er karakteriseret ved i 14-års alderen at starte i almen linie og føre over placering uden for uddannelsessystemet i 22-års alderen til ingen arbejdsløshed frem til 38-års alderen, i hvilken alder uddannelsesniveauet er lærlingeuddannelse eller evt. KVU-uddannelse 5, og den familiemæssige placering er i en parfamilie med børn. Denne livsbane omfatter kun godt 1 pct. af professionernes børn, men ca. 15 pct. af såvel gårdejernes som arbejdsmændenes børn. Se figur
21 2. En anden livsbane vist i figur 2 er den, hvor interviewpersonen i 38-års alderen også er karakteriseret ved at leve i parfamilie med børn og ikke have kendt til arbejdsløshed, men hvor forskellen er, at han eller hun i 14-års alderen var placeret i reallinien og i 38-års alderen havde en LVU- eller MVU-uddannelse 5. Denne livsbane omfatter godt 20 pct. af professionernes børn mod kun godt en procent af arbejdsmændenes børn. Figur 2. Udvalgte livsbaner fra 14-års alderen til 38-års alderen. Udvalgte oprindelsesklasser. Procentandele.* Livsbaner 14-38 år Alder 1 2 3 4 5 14 år Almen linie Reallinie 22 år Fra 22 år til 38 år Ikke under uddannelse Ingen arbejdsløshed Uddannelsessøgende Ingen arbejdsløshed Afgået ved døden Flyttet til udlandet 38 år Lærlingeudd. el. KVU udd. Par med børn LVU el. MVU Par med børn Nægtede at lade sig interviewe Udvalgte oprindelsesklasser Professionerne Sønner Døtre Gårdejere Sønner Døtre Arbejdsmænd Sønner Døtre % 0 10 20 0 10 20 0 10 0 10 0 10 * Udvalgte tal fra tabel 11.2.
22 Oprindelsesklassen viste sig også at være af betydning for, hvor stor en del blandt samtlige elever fra 1968 vi fik dækket ind med fuldstændige oplysninger helt frem til 38-års alderen. I gennemsnit blev det 85 pct. 2 pct. var nemlig døde i mellemtiden, og en noget større procentdel flyttet uden for Danmark. Hvortil kommer den del, der ikke lod sig interviewe i 1992. Det bemærkelsesværdige er, at andelen, som i 1992 ikke havde adresse i Danmark, varierer tydeligt mellem oprindelsesklasserne, således at andelen er størst blandt professionernes børn og særlig lille blandt døtre af gårdejere og arbejdsmænd. Se figur 2. Den lille del, der er afgået ved døden inden 38-års alderen, viser næsten ingen variation i størrelsesordenen mellem døtre fra forskellige oprindelsesklasser, men er i øvrigt for kvindernes vedkommende "kun" 1 pct. i gennemsnit (og herunder slet ingen døde blandt døtrene fra professionerne). Sønnernes dødelighed er noget højere, nemlig i gennemsnit 3 pct., hvad der imidlertid dækker over en bemærkelsesværdig forskel mellem oprindelsesklasserne, således at "kun" 1 pct. af gårdejernes sønner var afgået ved døden mod ikke mindre end 7 pct. af arbejdsmændenes sønner (og 4 pct. af professionernes sønner sammenholdt med som nævnt ingen døtre fra denne oprindelsesklasse). Lige så bemærkelsesværdigt er det, at vi også finder sammenhæng mellem den sociale klasse, man oprindelig kom fra, og tilbøjeligheden til at lade sig interviewe 24 år senere i 1992. Nægterandelen i 38-års alderen var således fx 16 pct. blandt arbejdsmændenes døtre mod 3 pct. blandt gårdejernes sønner. En forskel, der primært må hænge sammen med de forskelle i social placering i 38-års alderen, der som hovedregel blev skæbnen for børn fra forskellige oprindelsesklasser. De forskellige årsager til manglende interview i 38-års alderen (flytning til udlandet, nægtelse, død) medfører alt i alt, at livsbanen er delvis ukendt for forskellige procentdele fra de forskellige oprindelsesklasser. Eksempelvis for 26 pct. af arbejdsmændenes sønner og 20 pct. af professionernes og de faglærte arbejderes sønner mod kun 7 pct. af gårdejernes børn.
23 Figur 3. Social oprindelse og livsforløb i en generation illustreret ved forskellene i 14-års alderen, i 22-års alderen og i 38-års alderen mellem professionernes og de ikke-faglærtes børn. Procentandele.* Generationens aldersforløb Professionernes børn De ikkefaglærtes børn 14-årige i 1968 Kom i realafdelingen Ønskede en stilling som voksen i socialgruppe I el. II 22-årige i 1976 Havde studentereksamen Hverken uddannelsessøgende eller i arbejde Havde fået børn 38-årige i 1992 Har lang videregående uddannelse Ingen erhvervsuddannelse Arbejder i professionerne Ikke-faglært arbejder Sønner Døtre % 0 20 40 60 80 0 20 40 * Udvalgte tal fra tabellerne 5.1, 5.3, 5.5, 6.2, 6.10 og bilagstabel II.
24 På de fleste af de undersøgte områder af leveforholdene blev yderpunkterne, såvel i 14-års alderen som i 22-års alderen og i 38-års alderen, tegnet af børnene fra professionerne og børnene af ikke-faglærte arbejdere. Ikke alene i uddannelsesmæssig og arbejdsmæssig henseende, målt fx med uddannelsens længde, stillingsniveauet eller arbejdsindkomsten som voksen, men også når det drejer sig om mere subjektive spørgsmål og om familiedannelsen. Figur 3 illustrerer bl.a. dette ved spørgsmålet om den stilling som voksen, den interviewede ønskede sig, da han eller hun var 14 år, og hvor store andele af de interviewede der havde børn allerede som 22-årige. Som 14-årige ville således 58 pct. af professionernes sønner helst have en stilling som voksen i socialgruppe I eller II 6 mod 15 pct. af de ikke-faglærtes sønner, og i 22-års alderen havde 14 pct. af professionernes døtre børn mod 46 pct. af døtrene af ikke-faglærte arbejdere. Uddannelsesniveauet markerer forskellene i voksenalderen Oprindelsesmiljøet - om end ikke dets virkninger - ligger dog langt tilbage i livsforløbet, og det, som i 38-års alderen umiddelbart markerer forskellene mellem generationens medlemmer, er erhvervsuddannelsesniveauet. Yderpunkterne dannes i de fleste henseender af dem, der har fået lang videregående uddannelse, og af dem, der ikke har fået nogen form for erhvervskompetencegivende uddannelse, ofte benævnt "restgruppen". I figur 4 vises et udsnit af disse forskelle spændende fra den arbejdsmæssige placering over arbejdsløshedserfaringer til indkomst og helbred.
25 Figur 4. Uddannelsesniveau og arbejds-, familie- og helbredsprofilen i 38- års alderen i 1992 illustreret ved forskellen mellem gruppen med lang videregående uddannelse og gruppen uden erhvervsuddannelse. Procentandele.* Lang videregående uddannelse Ingen erhvervsuddannelse Arbejder i professionerne Ikke-faglært arbejder 2 års arbejdsløshed eller mere sammenlagt inden for de sidste 16 år Tilhører topledelsen (andel blandt lønmodtagere) Bruttoindkomst på 350.000 kr. eller derover (andel blandt lønmodtagere) Lever i parfamilie med børn Ægtefælle/samlever har lang videregående udd. (andel blandt gifte/samlevende) Vurderer eget helbred som meget godt Har en langvarig lidelse Mænd Kvinder % 0 20 40 60 80 0 20 40 60 80 * Udvalgte tal fra tabellerne 6.12, 7.4, 7.5, 7.6, 8.3, 8.4 og 9.2
26 Sammenlagt to års arbejdsløshed eller mere siden 22-års alderen er fx oplevet af 10 pct. af de LVU-uddannede mænd mod 27 pct. af mændene i restgruppen, en bruttoindkomst på 350.000 kr. eller derover (blandt det flertal, som er lønmodtagere) havde fx 46 pct. af de LVU-uddannede mænd mod 6 pct. af mændene i restgruppen, og en langvarig lidelse havde eksempelvis 10 pct. af de LVU-uddannede kvinder mod 28 pct. af kvinderne i restgruppen. Tabel 1.3. Valg af partner blandt de langvarigt uddannede og de kortvarigt uddannede. 38-års alderen i 1992. Procentfordeling.* Ægtefælles/samlevers uddannelse Lang Mellem- Kort Lærlinge- Ingen videreg. lang videreg. uddan- erhvervsuddan- videreg. uddan- nelse uddannelse uddan. nelse mv. nelse pct. pct. pct. pct. pct. pct. Mænd: Lang videregående uddannelse 24 39 11 22 4 100 Ingen erhvervsuddannelse 1 4 11 44 41 101 Kvinder: Lang videregående uddannelse 63 15 7 11 4 100 Ingen erhvervsuddannelse 1 3 4 55 37 100 * Uddrag af tabel 8.4. I alt Forskellene mellem personer på forskellige erhvervsuddannelsesniveauer er i mange henseender blevet yderligere forstærket gennem familiedannelsen. "Sammenkoblingen" mellem mænd og kvinder er nemlig som hovedregel sket på nogenlunde samme erhvervsuddannelsesniveau. Dette er illustreret i tabel 1.3. Det ses fx, at 63 pct. af de LVU-uddannede kvinder har en ægtefælle eller samlever på samme uddannelsesniveau, mens kun 4 pct. lever sammen med en mand uden erhvervsuddannelse. Kun den for-
27 skellige fordeling af mænd og kvinder på uddannelsesniveauer synes at begrænse tilbøjeligheden til at vælge partner på samme erhvervsuddannelsesniveau. De tilsvarende tal for mændene afspejler således, at der er relativt færre kvinder med LVU-uddannelse. Af de LVU-uddannede mænd lever nemlig "kun" 24 pct. sammen med en LVU-uddannet kvinde, mens 39 pct. (mod 15 pct. blandt kvinderne) har en MVU-uddannet ægtefælle/samlever og kun 1 pct. en ægtefælle/samlever uden erhvervsuddannelse. Tabel 1.4. Valg af to egenskaber som specielt vigtige at lære børnene i tre udvalgte familietyper. 38-års alderen i 1992. Procentandele.* Moderens svar Egenskaben fantasi Egenskaben velopdragen optræden pct. pct. LVU-familien (Begge har lang videregående uddannelse) 58 4 Lærlingeuddannelsesfamilien (Begge har en lærlingeuddannelse) 16 34 Restgruppefamilien (Begge har ingen erhvervsuddannelse) 7 49 * Uddrag af tabel 8.7. Blandt de godt 80 pct. af de 38-årige, der på interviewtidspunktet i 1992 levede i parforhold, blev det hermed fx 3 pct., der levede i en "ren" LVU-familie (begge med LVU-uddannelse), 7 pct. i en "ren" restgruppefamilie (begge uden erhvervskompetencegivende uddannelse) mod fx 27 pct. i en "ren" lærlingeuddannelsesfamilie (begge med en lærlingeuddannelse mv.). I de fleste af parfamilierne var der børn, og på spørgsmålet om, hvilke blandt 8 opregnede egenskaber der er specielt vigtige at lære børnene, markerede uddannelsesforskellene sig især, når det gjaldt egenskaben "fantasi" og egenskaben "velopdragen optræden". Blandt de tre vigtigste egenskaber udpegede således 58 pct. af
28 mødrene i den "rene" LVU-familie egenskaben "fantasi" mod 7 pct. af mødrene i den "rene" restgruppefamilie. Mønstret var omvendt, når det drejede sig om egenskaben "velopdragen optræden". Den blev udpeget som en af de tre vigtigste af 4 pct. af mødrene i den "rene" LVU-familie mod 49 pct. af mødrene i den "rene" restgruppefamilie. Se tabel 1.4. Oprindelsesklassen bestemmer uddannelsesniveauet Den kendsgerning, at erhvervsuddannelsesniveauet er af så central betydning for leveforholdene og værdiorienteringen i voksenalderen, kan kun skærpe interessen for den sociale udvælgelse til de forskellige uddannelsesniveauer. Hvor store blev da alt i alt forskellene i denne generation i de andele af børnene fra de forskellige oprindelsesklasser, der nåede de forskellige uddannelsesniveauer? I sammenpresset form er dette illustreret i tabel 1.5, hvor tallene vises for de to længstvarende uddannelsesforløb (LVU og MVU) under ét samt for det niveau, der omfatter dem, der ikke har fået nogen erhvervskompetencegivende uddannelse (restgruppen). Det ses, at lang eller mellemlang videregående uddannelse (LVU eller MVU) blev opnået af mere end halvdelen af de 38- årige, der i sin tid var vokset op som børn af professionerne mod under 10 pct. af dem, der var vokset op i den ikke-faglærte arbejderklasse. Det bemærkes også, at procentdelen stort set falder systematisk, når vi i tabellen bevæger os gennem oprindelsesklasserne fra professionerne til de ikke-faglærte. Når det gælder andelen i restgruppen er forskellene slet ikke af samme størrelsesorden. Det er først og fremmest børnene af ikkefaglærte arbejdere, ikke mindst døtrene, der skiller sig ud med en særlig høj restgruppeprocent (34 pct.), mens døtrene fra professionerne derimod skiller sig ud med en specielt lav restgruppeprocent (7 pct.).
29 Tabel 1.5. Oprindelsesklasse (1968) og henholdsvis længere og ingen erhvervsuddannelse i 38-års alderen i 1992. Procentandele.* Oprindelses- Lang videregående Ingen erhvervsklasse eller mellemlang uddannelse videreg. uddannelse Mænd Kvinder Mænd Kvinder pct. pct. pct. pct. Professionerne 51 54 14 7 Funktionærer 31 29 15 13 Selvstændige 20 19 16 18 Faglærte arbejdere 23 16 18 20 Ikke-faglærte arbejdere 9 7 25 34 * Uddrag af tabel A.4. Da mange mennesker i årenes løb har vænnet sig til at se denne sammenhæng mellem social oprindelse og uddannelse illustreret ved hjælp af netop den socialgruppeinddeling, som stort set ikke anvendes i denne rapport, bringer vi i tabel 1.6 tillige tallene baseret på den traditionelle inddeling af fædrene efter socialgruppe. Det ses, at billedet af den sociale ulighed i opnået uddannelse forbliver fuldstændig det samme. Fordelen ved den her foretrukne inddeling er således først og fremmest, at den mere klart signalerer, hvilke arbejdsstillinger der indgår i de forskellige oprindelsesmiljøer. Sammenholder man de to inddelinger, skal man især være opmærksom på, at "socialgruppe V" stort set svarer til "ikke-faglærte arbejdere", mens de i uddannelsesmæssig henseende mest begunstigede oprindelsesmiljøer, nemlig henholdsvis "professionerne" og "socialgruppe I", kun i nogen udstrækning har et identisk indhold. I "socialgruppe I" finder vi dem med lang videregående uddannelse og uanset uddannelse selvstændige og funktionærer med mange underordnede, men vi finder fx ikke folkeskolelærere, der er placeret i "socialgruppe II". Dem finder vi til gengæld i "professionerne", der som tidligere nævnt omfatter alle - og kun dem - hvis erhvervsudøvelse er baseret på en betragtelig grad af teoretisk viden. Vi skal også være opmærksomme på, at "socialgruppe III" omfatter både selv-
30 stændige og funktionærer, mens alle de funktionærer og alle de selvstændige, der ikke tilhører "professionerne", i den nu anvendte inddeling er placeret i hver sin kategori. Se i øvrigt bilag A. Tabel 1.6. Faders socialgruppe 1968 og henholdsvis længere og ingen erhvervsuddannelse i 38-års alderen i 1992. Procentandele.* Social- Lang videregående Ingen erhvervsgruppe eller mellemlang uddannelse videreg. uddannelse Mænd Kvinder Mænd Kvinder pct. pct. pct. pct. I 47 53 18 5 II 44 39 11 8 III 23 22 16 16 IV 18 15 16 19 V 8 9 26 36 * Uddrag af tabel A.4. Sociale forskelle mellem mænd og kvinder og mellem kvinder indbyrdes Den sammenhæng mellem oprindelsesklasse og opnået uddannelse, som vi belyste ovenfor, afslører ikke mange sociale forskelle mellem mænd og kvinder, når vi ser bort fra påvisningen af, at der blandt de ikke-faglærtes døtre var en meget større restgruppe end blandt de ikke-faglærtes sønner, og omvendt en meget mindre restgruppe blandt døtre fra professionerne end blandt sønner fra samme oprindelsesmiljø. Havde vi imidlertid blandt de mere langvarigt uddannede (LVU plus MVU) udskilt den del, der fik lang videregående uddannelse (LVU), ville vi straks have set store forskelle mellem kønnene inden for hver oprindelsesklasse til kvindernes ugunst. Det er da også karakteristisk, at det for næsten alle de aspekter, der er analyseret i denne rapport, ikke giver mening at bringe tallene som
31 gennemsnitstal for begge køn. Der er nemlig næsten overalt karakteristiske sociale forskelle mellem de to køn. Nogle af disse forskelle er ridset op i figur 5. I 14-års alderen var det fx 54 pct. af pigerne, der syntes godt om at gå i skole, mod 31 pct. af drengene, det var 11 pct. af pigerne, der dyrkede meget sport, mod 29 pct. af drengene, og det var 49 pct. af pigerne, der kom i realafdelingen, mod 39 pct. af drengene. I 22-års alderen havde fx 29 pct. af kvinderne fået børn mod 10 pct. af mændene, 35 pct. af kvinderne ønskede sig en stilling i sundheds- og socialsektoren mod 7 pct. af mændene. Nået frem til 38-års alderen fandt vi da også 39 pct. af kvinderne ansat i sundheds- og socialsektoren mod 6 pct. af mændene, og samtidig kunne vi fx se, at 4 pct. af de kvindelige lønmodtagere havde en bruttoindkomst på 300.000 kr. eller mere mod 25 pct. af de mandlige lønmodtagere, mens fx 46 pct. af kvinderne i parfamilier var alene om rengøringen mod 3 pct. af mændene. At vi over hele den undersøgte del af livsforløbet må konstatere store forskelle mellem mænd og kvinder er på ingen måde ensbetydende med, at vi ikke finder forskelle af som regel endnu større omfang mellem kvinder indbyrdes. Et udpluk af disse forskelle er ridset op i figur 6. Når det gælder 14-års og 22-års alderen som forskelle mellem de markante yderpunkter i social oprindelse, nemlig mellem døtre fra professionerne og døtre af ikke-faglærte arbejdere. For 38-års alderen derimod som forskelle mellem yderpunkterne i kvindernes egen klassemæssige position som voksne. Det vil sige forskellene mellem de kvinder, der er i professionerne, og de kvinder, der er ikke-faglærte arbejdere. Der er derfor kun i nogen udstrækning sammenfald mellem personerne i øverste og nederste del af figuren, selv om sammenhængen mellem forsørgers stilling under de interviewedes opvækst og egen stilling som voksen er stærk. Det er således 32 pct. af professionernes døtre, der som voksne selv er i professionerne, mens kun 4 pct. er ikke-faglærte. Derimod er kun 4 pct. af de ikkefaglærtes døtre som 38-årige i professionerne, mens 24 pct. er ikke-faglærte arbejdere (se i øvrigt tabel 6.10).
32 Figur 5. Sociale forskelle over livsforløbet mellem mændene og kvinderne i generationen. Procentandele.* Generationens aldersforløb 14-årige i 1968 Syntes godt om at gå i skole Deltog i sport de fleste af ugens dage Drenge/mænd Piger/kvinder Kom i realafdelingen Ønskestilling i socialgruppe I el. II 22-årige i 1976 Havde fået realeksamen Tilhørte restgruppen Havde fået børn Ønskestilling i sundheds- og socialsektoren 38-årige i 1992 MVU el. KVU-uddannelse Tilhører restgruppen Er almindelig funktionær Arbejdsløs på interviewtidspunktet Er i sundheds- og socialsektoren Har bibeskæftigelse Bruttoindkomst på 300.000 kr. el. derover Laver familiens middagsmad Gør rent i huset Læser skønlitteratur Deltager i undervisning i fritiden % 0 20 40 60 80 * Udvalgte tal fra bilagstabellerne I og II og tabellerne 3.1, 5.3, 5.4, 5.5, 5.7, 6,2, 7.2, 7.4.
33 Figur 6. Klasseforskelle mellem kvinder over livsforløbet. Illustreret ved forskellen mellem døtre fra professionerne og døtre fra ikke-faglærte og som voksne mellem kvinder i professionerne og ikkefaglærte kvinder. Procentandele.* Kvindernes aldersforløb 14-årige i 1968 Havde 4 eller flere søskende Døtre fra professionerne Døtre af ikke-faglærte Badeværelse i boligen Gik i en dårlig eller meget jævn 7. klasse Tilhørte den bedste tredjedel på verbalprøven Forventede studentereksamen 22-årige i 1976 Under videregående eller fortsat uddannelse Tilhørte restgruppen Samlevende eller gift Meget interesseret i politik 38-årige i 1992 Alle de sidste 16 år i uddannelse eller arbejde Kvinder i professionerne Ikke-faglærte kvinder Meget tilfreds med sit helbred ( jf. jævnaldrendes) Har 3 eller flere børn Ægtefælle/samlever i restgruppen Egne forældre begge i live Specielt vigtigt at lære børn fantasi Specielt vigtigt at lære børn velopdragenhed Dyrker sport eller motion Laver familiens middagsmad % 0 20 40 60 80 * Udvalgte tal fra bilagstabellerne I og II og tabellerne 5.4 og 5.5.
34 Som eksempler på forskelle mellem kvinder indbyrdes over livsforløbet kan nævnes, at 4 pct. af professionernes døtre i 14-års alderen havde 4 eller flere søskende mod 23 pct. af de ikke-faglærtes døtre, mens 14 pct. af professionernes døtre gik i en 7. klasse, som klasselæreren vurderede som dårlig eller meget jævn, mod 30 pct. af de ikke-faglærtes døtre. I 22-års alderen var eksempelvis 44 pct. af professionernes døtre gifte eller samlevende mod 73 pct. af de ikke-faglærtes døtre, og 24 pct. af professionernes døtre svarede på spørgsmålet om politisk interesse, at de var meget interesseret i politik, mod kun 2 pct. af de ikke-faglærtes døtre. Ser vi i 38-års alderen på forskellene mellem alle kvinder, der er kommet i professionerne, og alle de ikke-faglærte kvinder, kan vi fx illustrere forskellene ved, at 62 pct. af kvinderne i professionerne har tilbragt alle årene siden 22-års alderen i arbejde eller under uddannelse mod kun 24 pct. af de ikke-faglærte kvinder, at 81 pct. af kvinderne i professionerne er meget tilfredse med deres helbred i sammenligning med jævnaldrendes helbred mod 62 pct. af de ikke-faglærte kvinder, og at 16 pct. af kvinderne i professionerne har 3 eller flere børn mod 26 pct. af de ikke-faglærte kvinder. Blev intelligensreserven mobiliseret? Med mellemrum fremhæves det, at vi ved siden af de forskelle i livsforløb, der afspejler forskellig social oprindelse og forskelligt køn, også bør hæfte os ved forskellene i livsforløb mellem de mere begavede og de lidt mindre begavede. Specielt når disse forskelle viser sig ved forskelle i opnået uddannelse. Det er imidlertid meget omdiskuteret, hvordan man helt præcist skal definere intelligens, og om det overhovedet er noget, der lader sig måle på rimelig vis. Alene derfor vil vi her holde os til de kendsgerninger, der ligger i datamaterialet. Det vil i denne forbindelse sige resultaterne i den verbale prøve, som blev be-
35 svaret af de interviewede i 7. klasse i 14-års alderen. Antal rigtige i denne prøve synes at være et godt mål på evnen til at leve op til de færdigheder, der lægges vægt på i skolen. Prøven kan derfor siges at måle "skolebegavelse", således at mange rigtige svar var udtryk for høj "skolebegavelse". Børnene fra de forskellige oprindelsesklasser havde i gennemsnit forskelligt antal rigtige i denne prøve. Ser vi fx som i tabel 1.7 på, hvor stor en procentdel der tilhørte den bedste tredjedel i besvarelsen af opgaven, dannes yderpunkterne af døtre fra professionerne og døtre af ikke-faglærte arbejdere. I den førstnævnte gruppe tilhørte 64 pct. den bedste tredjedel. I den sidstnævnte gruppe 22 pct. Tabel 1.7. Tilhørte bedste tredjedel i besvarelsen af en verbal test i 14-års alderen. Procentandele.* Oprindelsesklasse Drenge Piger pct. pct. Professionerne 55 64 Funktionærer 43 42 Selvstændige 31 29 Faglærte arbejdere 32 28 Ikke-faglærte arbejdere 24 22 Uden for erhverv 29 23 * Uddrag af bilagstabel II. At en i ordets bredeste betydning kulturel uoverensstemmelse mellem på den ene side indholdet af opdragelsen i bestemte oprindelsesklasser og på den anden side skolens virkemåde er medansvarlig for det i tabel 1.7 viste resultat er der næppe tvivl om. Imidlertid fandt den første interviewing sted i 14-års alderen, og vi har derfor ingen mulighed for at belyse, hvad der måtte være sket før denne alder.
36 Figur 7. Den sociale skævhed i fordelingen af uddannelse. Illustreret ved forskellene mellem oprindelsesklasserne i de andele blandt de i 14-års alderen bogligt bedst begavede, som i 38-års alderen havde lang videregående uddannelse. Procentandele.* Procentandele.* Oprindelsesklasse og køn Professionerne Sønner Døtre Var i 14-års alderen blandt den bedste tredjedel i besvarelsen af en verbal test og havde i 38-års alderen lang videregående uddannelse Funktionærer Sønner Døtre Selvstændige Sønner Døtre Faglærte arbejdere Sønner Døtre Ikke-faglærte arbejdere Sønner Døtre Uden for erhverv Sønner Døtre Sønner Døtre ** ** % 0 10 20 30 40 50 * ** Uddrag af tabel 12.2. Meget lille procentgrundlag
37 En anden problemstilling kommer dermed i fokus, nemlig det i 1960 erne - da den undersøgte generation var i de tidlige ungdomsår - ofte rejste spørgsmål, om der fandtes farbare veje til mobilisering af intelligensreserven, ikke mindst når det drejede sig om den mest langvarige form for uddannelse. Og ved intelligensreserve forstod man de mange velbegavede fra først og fremmest arbejderhjem, som på grund af sociale, kulturelle og økonomiske barrierer ikke fik universitetsuddannelse, eller hvad dertil svarer. Lykkedes det da for intelligensreserven i den undersøgte generation, der var unge dengang troen på og ønsket om lige uddannelsesmuligheder for alle med gode evner var dominerende i uddannelsespolitikken, at bryde igennem barriererne? Som det kan aflæses af figur 7 må svaret blive: på ingen måde. Blandt den bedste tredjedel i verbalprøven i 7. klasse endte 49 pct. af professionernes sønner med en LVU-uddannelse mod 10 pct. af de ikke-faglærtes sønner og 24 pct. af professionernes døtre mod 1 pct. af de ikke-faglærtes døtre. Selv blandt de skolemæssigt mest kvikke må vi således konstatere voldsomme forskelle i opnåelsen af en LVU-uddannelse mellem børnene fra de forskellige oprindelsesklasser og inden for hver oprindelsesklasse også helt systematisk mellem mænd og kvinder. Måske illustreres betydningen af den sociale arv for forskelle i uddannelsesniveau inden for samme generation mindst lige så tydeligt, hvis vi i stedet for at betragte uddannelsesniveauet blandt de mest "kvikke" ser på den store mellemgruppe, nemlig dem der i verbalprøven hverken tilhørte den bedste tredjedel eller den dårligste femtedel. Sammenholder vi da erhvervsuddannelsesniveauet i 38-års alderen blandt "normalt begavede" børn fra professionerne med erhvervsuddannelsesniveauet blandt "normalt begavede" børn fra en anden oprindelsesklasse, nemlig den faglærte arbejderklasse, hvor uddannelse af lidt mere praktisk art er erhvervsgrundlaget, illustrerer tabel 1.8 de miljøbestemte forskelle. Det ses, at 48 pct. af de "middelbegavede" døtre fra professionerne fik en MVU-uddannelse mod 10 pct. af de "middelbegavede" døtre af
38 faglærte arbejdere. Til gengæld fik, stadigvæk blandt de "middelbegavede", 53 pct. af døtrene af faglærte arbejdere en lærlingeuddannelse mv. mod 32 pct. af professionernes døtre. Blandt de "middelbegavede" døtre fra denne oprindelsesklasse blev der til gengæld ingen restgruppe mod en restgruppe på 14 pct. blandt de "middelbegavede" døtre af faglærte arbejdere. Mønsteret er, som det ses, i hovedtræk det samme blandt sønnerne, idet der dog i modsætning til situationen blandt døtrene ikke er væsentlig forskel i restgruppens størrelse mellem sønner af faglærte arbejdere og sønner fra professionerne. Tabel 1.8. Erhvervsuddannelsesprofilen i 38-års alderen i 1992 hos den del af den "begavelsesmæssige" midtergruppe i 14-års alderen, som var børn af henholdsvis professionerne og de faglærte arbejdere. Procentfordeling. Køn og Den "begavelsesmæssige" midter- I alt oprindelses- gruppe 1968. klasse Erhvervsuddannelsesniveau 1992 LVU MVU KVU Lærl. Ingen uddan. erhvervsmv. uddan. pct. pct. pct. pct. pct. pct. antal Sønner af: Professionerne 14 25 11 36 14 100 28 Faglærte arbejdere 7 14 10 51 17 99 70 Døtre af: Professionerne 48 20 32 100 25 Faglærte arbejdere 2 10 21 53 14 100 92 Med alderen en mindre restgruppe blandt kvinderne Efterhånden som den undersøgte generation blev ældre, forsvandt spørgsmålet om intelligensreservens mobilisering fra den uddannelsespolitiske dagsorden. Ind trådte i stedet bekymringen for den
39 del af en årgang unge, som slet ikke fik nogen form for erhvervskompetencegivende uddannelse, nemlig den gruppe som almindeligvis - og også i denne rapport - benævnes restgruppen. Som det kan ses af tabel 1.9 når vi frem til, at omfanget af restgruppen i 38-års alderen er af nogenlunde samme størrelsesorden blandt kvinder som blandt mænd, nemlig henholdsvis 21 pct. og 18 pct. Disse tal er nok en smule undervurderede, når vi erindrer, at nægterprocenten under interviewingen i 1992 var særlig høj blandt dem, som kom fra oprindelsesklassen med den højeste restgruppeprocent, nemlig den ikke-faglærte arbejderklasse (se i øvrigt tabel 6.2 og figur 2). Tabel 1.9. Faldet i restgruppen over livsforløbet. Procentandele.* Restgruppe 22-års alderen 38-års alderen Nettoændring pct. pct. procentpoint Alle mænd 16 18 + 2 Alle kvinder 27 21 6 Heraf: Sønner af: Professionerne 5 14 + 9 Ikke-faglærte arbejdere 22 25 + 3 Døtre af: Professionerne 9 7 2 Ikke-faglærte arbejdere 39 34 5 * Uddrag af tabel B.4. Problemerne vedrørende opgørelsesmetoderne, når det drejer sig om restgruppens størrelse, er behandlet udførligt i bilag B. Her vil vi alene fremdrage det bastante resultat, at restgruppen blandt kvinderne blev mindre med alderen, nemlig mellem 22-års alderen og 38-års alderen. I 22-års alderen afgrænsede vi restgruppen som den del af generationen, der hverken havde gennemført eller var i gang med en erhvervskompetencegivende uddan-
40 nelse. Og på dette tidspunkt i livsforløbet var restgruppen omkring 10 procentpoint højere blandt kvinderne end blandt mændene - 27 pct. mod 16 pct. Frem til 38-års alderen sker der herefter det, at nogle, der var i gang med en erhvervskompetencegivende uddannelse, falder fra, fx en særlig stor andel blandt sønnerne fra professionerne, netop den oprindelsesklasse som sendte den største andel af sine sønner til en LVU-uddannelse. Alt i alt medfører modsatrettede bevægelser i restgruppens omfang (nemlig på den ene side at nogen af dem, der var i gang med en kompetencegivende erhvervsuddannelse i 22-års alderen, ikke gennemfører, mens på den anden side andre, der indtil 22-års alderen ikke var kommet i gang, efter denne alder påbegynder og gennemfører en erhvervskompetencegivende uddannelse), at størrelsen af restgruppen over livsforløbet forbliver den samme - eller snarere stiger en lille smule - blandt mændene, mens den falder kraftigt blandt kvinderne. Stillingsniveauet nedarves Interessen for restgruppens omfang må ses i lyset af, at erhvervsuddannelsesniveauet er ret så afgørende for den senere indplacering på arbejdsmarkedet. Da der som tidligere omtalt er en stærk sammenhæng mellem oprindelsesklasse og uddannelsesniveau, får vi selvsagt også en stærk sammenhæng mellem oprindelsesklasse og placeringen på arbejdsmarkedet som voksen. Ikke på den måde, at børnene fra de forskellige oprindelsesklasser er endt i samme stillinger på arbejdsmarkedet som deres forældre. Dette har i vid udstrækning ikke kunnet lade sig gøre, simpelthen fordi erhvervsstrukturen har ændret sig så kraftigt siden 1960 erne. Denne ændring afspejles i tabel 1.10 som viser, at sammenholdt med de daværende forsørgeres (forældregenerationens) placering i slutningen af 1960 erne er i 1990 erne en større del af deres børn (børnegenerationen) i professionerne og en endnu stør-
41 re del er funktionærer (uden for professionerne), mens en meget mindre del er selvstændige. Tabel 1.10. Forældregenerationens og børnegenerationens fordeling på arbejdsstillingsgrupper. Procentfordeling.* Forsørgerne Deres børn 1992 1968 Sønner Døtre pct. pct. pct. Professionerne 7 15 10 Funktionærer med ledelse 23 19 22 Almindelige funktionærer 18 47 Selvstændige 28 12 6 Faglærte arbejdere 14 15 2 Ikke-faglærte arbejdere 23 17 15 Uden for erhverv 6 0 1 I alt 100 100 100 * Uddrag af tabellerne 3.1 og 4.1. Tabel 1.11. Udvalgte stillingsgrupper i 38-års alderen i 1992 blandt børn af professionerne og arbejdsmændene. Procentandele.* Køn og oprindelsesklasse Stilling som 38-årig Lærer Syge- Sygehjælper, Faglært Arbejdsmand, mv. plejerske hjemmehj., arbejder fabriksmv. pædagog- arbejder mv. medhj. mv. pct. pct. pct. pct. pct. Sønner af: Professionerne 13 7 9 3 Arbejdsmænd 2 14 26 18 Døtre af: Professionerne 19 12 20 2 Arbejdsmænd 2 3 50 1 11 * Uddrag af tabel 7.1.
42 Hvad der i vid udstrækning "nedarves" er derimod stillingsniveauet. Enkelte markante tal herfor er vist i tabel 1.11, hvor vi tydeligt ser, at fx en meget større del af professionernes sønner end af arbejdsmændenes sønner blev lærere mv., mens det fx er omvendt, når det gælder placering som faglært arbejder eller arbejdsmand, fabriksarbejder mv. Helt tilsvarende finder vi, at procentdelen, der blev sygeplejersker mv., er meget større blandt professionernes døtre end blandt arbejdsmændenes døtre, mens det er lige omvendt, når det gælder placeringen som sygehjælpere eller hjemmehjælpere mv. Generationens jobprofil er kønsbestemt Tallene i tabel 1.11 antyder også, at mændenes og kvindernes jobprofiler er meget forskellige. Hvor forskellige har vi forsøgt at indkredse ved en gennemgang af de interviewedes egne angivelser af de konkrete erhvervsuddannelser, som de har fået - og det er for flertallets vedkommende tillige en præcis angivelse af deres jobplacering i 38-års alderen. Forskellen mellem mænd og kvinder i jobplacering er meget markant. En enkelt illustration heraf finder vi i tabel 1.12. Her er angivet de fem hyppigst forekommende erhvervsuddannelser blandt henholdsvis mænd og kvinder, da generationen var nået frem til 38-års alderen i 1992. Der er på denne "hitliste" næsten ikke noget sammenfald mellem mændene og kvinderne. Over 40 pct. af kvindernes konkrete erhvervsuddannelser dækkes af fem grupperinger, nemlig kontoruddannelse, sygehjælper, pædagog, sygeplejerske og lærer. I modsætning hertil dækkes kun 25 pct. af mændenes konkrete erhvervsuddannelser af de fem hyppigst forekommende, nemlig kandidatuddannelser, tømrer eller snedker, lærer, automekaniker og elektriker.