1 Prædiken 10. søndag efter trinitatis I. Sct. Pauls kirke 20. august 2017 kl. 10.00. Salmer: 441/434/308/174//328/439/84/332 Åbningshilsen Hvad skal denne gudstjeneste handle om? Hvad skal vi tænke på og forholde os til sådan en sensommer søndag formiddag i august? Kirken og kirkeåret giver os denne søndag den bundne opgave at besinde os på to forskellige og hinanden modsatte måder at leve på og stille os på: Forhærdelse eller Fornyelse. I livet og særligt i forhold til Gud som Han møder os præcist gennem Jesus. Og temaet kommer til at møde os ret voldsomt. En Jesus der brister i gråd. En Jesus, som er voldelig. Man kan gøre sit hjerte hårdt, lukke af, ikke gribe momentum, misse øjeblikket, ikke være ægte og vise rettidig omhu. Eller: Man kan lade sig forny, åbne sit hjerte for Ham, lade sig flytte, lede i den retning som er meningen med at vi er her. Lad os tænke på det, når vi nu griber fat i os selv og ryster morgensløvheden af os, er ærlige, redelige og siger til Gud, når vi har forhærdet os og beder Ham om at blive tilgivet og fornyet. Find gerne guiden, slå op på
2 side fire. Hvis I vil må i gerne sige med den der står der Evangeliet er læst fra kortrappen: Luk 19,41-48 Bøn. Lad os bede! Tak, kære Herre, at du har besøgt verden og nu besøger os. Lad os så kende vores besøgelsestid. Amen. Prædiken Der er tider, hvor vi bare siger: Det er godt dether, vi har gang i et godt liv. Som en sådan dåbsdag. Når det går godt og livet er stort. Sådan var det også den forårsdag i april 33. Fuglene synger, det er grønt, mange tusinder er på vej til Jerusalem for at fejre frihedens store påskefest. De elsker at komme der, har rejst langt. De er nu på vej det sidste stykke ned fra Oliebjerget, nu kan de se Jerusalem, denne enestående og historiske by, Abrahams og Davids by, hvor flere profeter havde virket og med synet af verdens vidunder af det smukke tempel foran sig, der hvor klippemoskeen med den gyldne kuppel, som I alle kender, nu ligger. Og humøret er højt. Jesus er der også og Ham kan pilgrimmene lide. Mange af dem synger hyldestsange til Ham, skærer palmgrene af træerne og
3 vifter med dem. Messias er på vej mod Jerusalem. Stemningen er god. Og så brast Jesus i gråd. Bum. Et chokerende stemnings skifte. Hvad sker der? Han tuder ikke, fordi Han er rørt over folks varme velkomst. Nej, da Han kommer nærmere og ser byen foran sig, ser Han noget mere. Ind bagved det ydre flotte og fine og festlige til hvordan det virkelig er. Det skal vi tænke over i dag: Det ser så godt ud, men er det nu det?! Han ser, at byens folk derinde ikke ved, hvad de har brug for - for at få fred, og det er mere end fred og ro. Fred går på sammenhæng, helhed og horisont i livet. Og Han ser for sig, at det får fatale konsekvenser: Byen bliver erobret og ødelagt og det skete faktisk 37 år senere, da romerne 10. august 70 jævnede den med jorden efter belejring og kamp. Tilbage fra templet er nu kun Vestmuren/Grædemuren. Sorgens og kærlighedens gråd. Gud er en Gud, der græder. Har I hørt om sådan en Gud før? Men sådan er Han! Men hvordan kunne det gå så galt? Svar: de kendte ikke deres besøgelsestid! Sådan siger vi også, når en fodboldspiller ikke banker den ind i kassen, når han kan: så kender han ikke sin besøgelsestid. De slog ikke til, da de havde muligheden, men lod den glide fra sig. De agtede ikke på deres besøgelsestid!
4 I Jesus var Gud kommet på besøg. Gud var på færde, når Jesus talte og handlede. Gud søgte dem gennem Ham. Hos os gælder det faktisk endnu mere, selv om vi ikke kan se Ham, for vi har mere lys end de over hvem Han er og har levet længere med de ord, Han tog i sin mund som f.eks. den, der tror på mig, skal leve om han end dø. Efter dether gav Han sit liv for os og sendte tre dage efter døden til tælling og Han stod med sejren. Han er manden, der har tilført verden frelse. Det er noget! Han betyder noget. Så er sagen jo klar: Han skal være herre i mit liv. Ham skal mit liv orienteres udfra. Der er ikke noget at rafle om. Så se det dog. Så fat det dog. Det er er at vise rettidig omhu for det vigtigste i vores liv. Der er situationer, hvor vi ser det og mærker klumpen i halsen. Så er det momentum, nu skal jeg kende min besøgelsestid. Nu søger Gud mig og mit sind er berørt og åbent. Jerusalems magtelite og indbyggere gjorde ikke. Gør vi?! Gør vi ikke, får det konsekvenser. Som vi sang op mod prædikenen: Foragtet nåde strengelig sig hævner. Det skal Jerusalems ødelæggelse minde os om, så vi vender det ind mod os selv og så siger: Det må ikke ske! For Jesus er så vigtig, at Han ikke kan undværes. Menneske, sørg for ikke at lukke dit hjerte til for Ham men hold det åbent!
5 Og så går Han ind i templet. Jesus bliver vred og voldsom, nærmest voldelig og smider vekselererne ud. Kærligheden kan blive voldsom, Jesus fighter for at templet skal være et bedehus. Han foretager en profetisk aktion mod præsteskabet og magteliten, der har sat sig på templet. Gav vide hvad Han vil sige til folkekirkens hus og Sct. Pauls huset? Er det en røverkule eller et bedehus? Har vi mennesker sat os på kirken og gjort den til vores, så det er os, der bestemmer og fylder og ikke Jesus? Køber vi os til en indbildt fred med Gud, hvor vi i virkeligheden gør os fri af Ham? Men der er mere i, at Han smider dem ud. Han gør op med alle ofrende. Han afskaffer de ofre til Gud, som betalte for og præsterne bar frem. Og så sætter Han noget nyt ind i stedet. Dommen undgik Jerusalem ikke, men efter dommen blev der skabt noget nyt: det, der føres ud i livet efter at de ord er faldet: Han hjælper syge og lamme. Han bringer sig selv som det ene skelsættende offer og rejser sig fra de døde. En fred fra Ham blev lidt i en fredløs verden. Nu besøger Han os i verden og bygger et nyt tempel ud af sin tomme grav. Hvad er det det i dag? Hvad er det ny Jerusalem? At Han underviser os. Siger noget til os. Vi har Hans vigtige ord at lytte til og spejle os i. Vi har fået en, vi kan klamre os til, Ham vi altid kan vende os til og det er forskellen, at vi gør det, ligegyldigt hvordan det går.
6 På den måde er vi det nye tempel og bor i det nye Jerusalem også i Aarhus, også her, det liv og den beskæftigelse, dette kirkerum med sidelokaler er til for at være ydre ramme om. I dag skal vi se hvad klokken er slået. Se Ham briste i gråd, mærke Hans strenghed. Se hvordan Han derefter hengiver sig fuldstændigt for os. Lade Ham undervise os, hænge os op ad Ham, lade Ham komme med det nye ord og lede os på vej. Og dermed forlade forhærdelsen, bryde igennem vores hårdhed og afvisning, og gå ind i fornyelsen, stå i relation til Ham, modtage nyt liv. Og venner: der er ingen vej udenom. Enten forhærder vi os: gør os hårde, fortsætter vores hårdhed, som ypperstepræsterne, de skriftkloge, farisæerne, folkets første mænd, magteliten. Eller vi går ind i fornyelsen: Kære Jesus, jeg forstår nu noget af hvad du betyder. Jeg vil gerne åbne mig for dig i mit liv. Kom indenfor og vær der og lev der. Amen.