Tema 4, Normalitet og Afvigelse. Social arv. V04M. Gruppe 12. Indholdsfortegnelse. Indledning...2. Ordforklaring...4. Metodevalg...

Transkript

1

2 Indholdsfortegnelse Indledning...2 Problemformulering...2 Ordforklaring...4 Metodevalg...4 Social arv igennem tiden...7 Forskellige tilgange til begrebet social arv...9 Pædagogers syn på den sociale arv...13 Delkonklusion...15 Børns signaler og pædagogens opgaver...17 Læreplaner og kvalitetspasning...21 Konklusion...26 Kildekritik...27 Perspektivering...28 Litteraturliste

3 Indledning De, som ikke husker deres fortid, er dømt til at gentage den. 1 Georg Santania, 1905 Det har igennem rigtig mange år været kendt, at det har betydning for voksenlivet, hvilken opvækst man har haft som barn. Det er igennem tiden blevet bevist ved flere undersøgelser, at mennesket giver det videre, som det selv har oplevet i barndommen 2. Dog er der indenfor de seneste årtier blevet stillet spørgsmål om, hvorvidt det er de psykologiske faktorer eller om det er eventuelle samfundsmæssige faktorer, der spiller ind i menneskets skæbne 3. Mange har beskæftiget sig med emnet, men det egentlige begreb herom den sociale arv, blev først benyttet af den svenske psykiater Gustav Jonsson i Han mener, at kriminalitet og anden form for afvigelse består og styrkes fra generation til generation. 4 Siden oprindelsen af dette udtryk, er det blevet brugt indenfor flere forskellige sammenhænge. Netop fordi der ikke er noget decideret facit på, hvornår dette begreb bør bruges, er der indenfor de seneste år rejst megen kritik omkring Den sociale arv. En af de personer, der har kritiseret Gustav Jonssons tese, er den danske sociolog Morten Ejrnæs. Han har blandt andet sammen med to andre, skrevet en bog for at skabe debat om anvendelsen af begrebet Social arv 5. Er begrebet social arv et forældet udtryk, der er med til at stigmatisere børnene og deres familier? Denne undring er blandt andet en del af det, vi i vores opgave vil undersøge. Problemformulering Det er fra seminariets side bestemt, at projektrapporten på tema 4 overordnet skal omhandle Normalitet og afvigelse. Denne overskrift lægger op til forskellige definitioner, og disse afhænger af de personer, der skal definere begreberne. Det begreb, vi i gruppen lægger først mærke til, er imidlertid afvigelse. Hvornår afviges der fra det normale, og hvad er egentlig det normale? Er afvigelse en sygdom eller er det et problem i forhold til samfundet og dets idealer? 1 Killén, Kari: Omsorgssvigt er alles ansvar side126, 2000, 2. udgave, 6. oplag, Gylling, Narayana Press. 2 Christensen, Vagn, Brockenhuus-schack, Anne, Børn og den nye sociale arv, side 14, udgave, 2. oplag, Århus, Clemenstrykkeriet. 3 Hansen, Erik Jørgen, Konflikter og uligheder i det moderne samfund, side 84, 2002, Værløse, Billesø og Baltzer. 4 SFI: Vidensopsamling om social arv side7, 2003, København, Jørgen Jensens Bogtrykkeri. 5 Ejrnæs, Morten, Social opdrift social arv, 2005, 2. udgave, Gylling, Narayana Press. 2

4 I vores gruppe har vi haft svært ved at definere begrebet normalitet, og dermed også afvigelse. Vi har derfor valgt, ikke at definere afvigelse ud fra det normale, men derimod ud fra det forventede. Et eksempel på, hvad vi mener med dette, kunne være: folk, der har visse vaner, som for eksempel at tjekke flere gange om de har låst døren om morgenen. For nogle vil det være ganske normalt at have sådanne vaner. For andre er det helt utænkeligt. Det afhænger af den enkelte person. Vi har i gruppen haft en vanskelig start, hvor vi har haft svært ved at indkredse os på det helt rigtige emne. Blandt andet har vi haft emner som omsorgssvigt, børn af psykisk syge forældre og følelsesmæssigt omsorgssvigt oppe og vende. Men vi følte ikke, at disse emner vakte nok interesse hos os. Når vi har søgt efter litteratur inden for de ovennævnte emner, er der hver gang kommet links frem på skærmen, som omhandler den sociale arv. Dette vakte efterhånden vores interesse, da vi kunne forbinde det med oplevelser i vores praktikker. I vores praktikker mødte vi alle børn, der kom fra socialt belastede familier. Mange af disse børn skilte sig ud på forskellige måder. Blandt andet mødte vi små børn med stærke moderinstinkter, børn der tilpassede sig og børn fra misbrugsfamilier. Vi har alle, fra vores praktikker, erfaring med at arbejde med børn. Vi har derfor valgt, at arbejde ud fra børn i alderen 0-6 år. Vi er overbeviste om, at børn fra socialt belastede familier, er noget, vi, som pædagoger, vil møde i vores daglige arbejde. Det er derfor vigtigt, at vi, som studerende, får en grundlæggende viden om emnet. Der er i dag meget fokus på problemet, og regeringen har blandt andet vedtaget læreplanerne i et håb om, at det kan være en foranstaltning mod den negative sociale arv. Læreplanerne skal bruges som et redskab til at støtte de svageste børn i samfundet. 6 Er det naivt at tro, at disse læreplaner kan bryde den negative sociale arv? Skulle vi hellere kigge lidt nærmere på samfundet? Omvendt rejses der i dag også kritiske spørgsmål om, hvorvidt et begreb som social arv hører hjemme inden for socialarbejdere, politikere, pædagogers osv. arbejdsfelt? Flere sociologer sætter begrebet under lup, samtidig med at det fra samfundets side bruges i flæng. Vi undrer os over, om det fra ovennævnte personers side er lettere at arbejde ud fra et sådan begreb, fra man møder barnet, frem for at undersøge andre faktorer, der kunne have indvirkning på børnene. Glemmer de ansvarlige voksne at se barnet, som det lille individ det (også) 6 Infomedia huset a/s danske kommuner. læreplaner skal bryde den negative sociale arv 3

5 er, ved at formode, at barnet vil udvikle sig som sine forældre? Er det at fralægge samfundet det eventuelle ansvar, ved at give den sociale arv skylden for de afvigelser der finder sted? Hvis samfundet det vil sige, politikere osv. besluttede eksempelvis at afskaffe begrebet hvis en mand som Morten Ejrnæs fik sin vilje gennemtrumfet, hvordan ville mulighederne, så have set ud for de sociale belastede børn? Efter ovenstående overvejelser, er vi nået frem til en afgrænset problemformulering: Hvilken påvirkning har den samfundsmæssige udvikling haft gennem tiden på pædagogers opfattelse af den sociale arv? Hvilke opgaver/udfordringer står pædagogen særligt overfor i denne sammenhæng? Ordforklaring Sociologisk mekanisme: samfundsmæssig anordning Fælles bred sociologisk referenceramme: fælles bred samfundsforståelse. Somatisk: legemligt(psykologisk pædagogisk ordbog side 421) Psykosomatisk sygdom: Sammenhæng mellem legemligt og psykisk reaktioner(psykologisk pædagogisk ordbog side 366) Interventionsforsøg: indgreb (psykologisk pædagogisk ordbog side 211) Selektionsmekanismer: at have evnen til at udvælge Metodevalg I denne opgave vil vi se nærmere på den sociale arv. Det vil vi gøre ved at undersøge brugen af begrebet gennem tiden siden dets oprindelse. Vi vil i denne forbindelse også komme ind på den svenske psykiater Gustav Jonsson, som opfandt begrebet. Her vil det være relevant for os, at komme ind på en generel beskrivelse af den sociale arv. Den sociale arv er for os et meget bredt begreb. Det kan være positivt, såvel som negativt. Den form for arv, som denne opgave kommer til at omhandle, er den negative sociale arv. 4

6 Det er den, som der omtales, når vi læser i for eksempel guldguiden, og det er den negative arv, som Gustav Johnsson taler om i sin teori. Når det så er sat på plads, mangler vi at definere, hvilke grupper af mennesker, den negative sociale arv omhandler. Det er svært for os præcist at definere, hvilke mennesker der her er tale om, vi kan ikke udelukke nogle grupper af mennesker, men vi har en formodning om, at det oftest er de svagest stillede i samfundet, der giver den negative sociale arv videre til deres børn. Vi vælger at kalde dem for de socialt belastede/ de socialt udsatte i samfundet. Den negative sociale arv kan ifølge vores overbevisning spænde vidt, lige fra omsorgssvigt til arv af erhverv. Vi kommer i opgaven derfor ikke nærmere ind på, hvad et socialt belastet barn er, da det er et så diffust begreb, at det for os ikke kan defineres nærmere på stående fod. For at få pædagogernes opfattelse af den sociale arv klarlagt, har vi valgt at interviewe 3 pædagoger. De vil hver især beskrive deres syn på den sociale arv og om de gennem tiden har ændret syn og arbejdsmetoder angående den sociale arv. Vi har valgt lige nøjagtig disse pædagoger, af forskellige årsager. 2 af dem arbejder i en børnehave i en middelstor by, hvor de ofte møder børn fra socialt belastede hjem. En af disse er forholdsvis nyuddannet, og derfor forventer vi, at hun stadig er præget af de ting, hun har lært på seminariet i hendes holdning til den sociale arv. Den anden pædagog fungerer som leder i børnehaven, og vi tror, at dette giver hende mulighed for at se børnene med andre øjne. Hun er måske ikke sammen med børnene til hverdag på samme måde som pædagogen, derfor har hun måske en anden vinkel på børnene. Den 3. pædagog arbejder i en børnehave i en mindre by, hvor, vi ikke tror, der ikke bor specielt mange socialt belastede familier. Dette mener vi, kan give denne pædagog et andet syn på den sociale arv end de foregående. Ved kun at se nærmere på begrebet ud fra én mands synspunkt, kommer vi let til at låse os fast, og tage hvad han siger for gode varer. Vi vil imidlertid gerne forsøge at stille os objektive over for begrebet. Vi har derfor valgt at inddrage sociologen Morten Ejrnæs, herunder hans tilgang til den sociale arv. Hvad mener han om den og dets kendetegn(eller mangel på samme)? Til at belyse Morten Ejrnæs mening, vælger vi at tage udgangspunkt i hans bog: social opdrift-social arv. Morten Ejrnæs og Gustav Jonsson er yderst forskellige, når det kommer til opfattelsen af begrebet, og det er interessant at undersøge begges argumenter for, hvad de mener, der er rigtigt. Vi vil forholde os kritiske til disse teoretikere, og samtidig forsøge at inddrage samfundets holdning til problematikken. Dette vil vi gøre ved at bringe læreplanen ind i opgaven, da der i en af læreplanens dimensioner arbejdes ud fra at reducere den negative sociale arv. Vi 5

7 antager derfor, at det må være samfundets holdning, at der er en social arv. Baggrunden for læreplanen står beskrevet i Guldguiden. Denne kommer vi nærmere ind på i vores opgave. Fagbladet Børn og Unge skriver i en artikel, at den daværende socialminister Henriette Kjærs svar på, hvad regeringen vil gøre for at bryde den negative sociale arv, kort og godt er: Læreplaner. 7 Læreplaner er altså ifølge regeringen et svar på at bryde den negative sociale arv. Regeringen indførte i august 2004 læreplanen som en obligatorisk del af daginstitutionerne for de 0-6årige. 8 Det pålægges nu pædagogen, at arbejde mere intenst med dokumentation for det pædagogiske arbejde. Ved at der skal arbejdes ud fra det enkelte barn, bliver forældrene sandsynligvis også mere opmærksomme på det arbejde, der gøres for lige netop deres barn. Vi mener, at forældre, såvel som pædagoger i høj grad er en del af samfundet, og kan derfor sige at læreplanen, nu er en del af samfundet. Eftersom læreplanen fra regeringens side betragtes som et redskab mod den negative sociale arv, vælger vi at inddrage noget af læreplanen i vores opgave. Henriette Kjær udtaler også til Børn og Unge, at alle undersøgelser viser, hvor vigtigt det er 9. Efter denne udtalelse, henviser ministeriet til en vidensopsamling fra SFI. Denne vidensopsamling stemmer imidlertid ikke overens med ministerens udtalelse. Derimod handler vidensopsamlingen om kvalitetspasning. Vi vil derfor gerne holde kvalitetspasningen op mod læreplanen og stille spørgsmål til disse i forhold til de ressourcer, der er at finde i de danske daginstitutioner. Endvidere vil vi i forhold til samfundet også inddrage de voksne, der kan have med de socialt belastede familier at gøre her taler vi om de personer, der har mest relevans for os, altså pædagoger. Hvordan påvirker samfundets holdning til disse familier dem i det daglige arbejde? Vi vil undersøge hvordan af brugen af begrebet social arv kan have indflydelse på pædagogers arbejde med børnene. Ud fra en undersøgelse der er foretaget af SFI, Kan daginstitutioner gøre en forskel, vil vi komme ind på, hvilke signaler udsatte børn udsender, når de reagerer på mistrivsel som følge af en opvækst under socialt belastede vilkår. Undersøgelsen er baseret på kvantitative og kvalitative data indsamlet i 1000 danske daginstitutioner med børn i alderen 0 6 år. De kvantitative data, som er lavet ud fra spørgeskemabesvarelser, viser, hvilke problemer de socialt udsatte børn kan 7 Hvid, Mikkel, Ministeren pakker kortene, 44/2003, Børn og Unge. 8 Ministeriet for familie og forbrugeranliggender, Guldguiden, side 8, spalte 3, København, Arco Grafisk. 9 Hvid, Mikkel, Ministeren pakker kortene, 44/2003, Børn og Unge. 6

8 have i daginstitutionerne. De kvalitative data, fra 20 interview og samtaler med personale, er med til at give en forståelse af børnenes eventuelle vanskeligheder og særlige behov. 10 Det emne vi har valgt at skrive om, er ikke så udbredt hvad angår litteratur. Det vil sige, at selve den sociale arv står der skrevet meget om. Men da vi har valgt at beskæftige os primært med begrebet, mindskes mængden af litteratur væsentligt. Der findes ikke så meget forskelligt litteratur i form af bøger, men derimod findes der et hav af undersøgelser foretaget af SFI osv. Det vil derfor være den form for litteratur, vi vil beskæftige os med. Social arv igennem tiden Social arv er en betegnelse, der bruges om den proces, der forbinder menneskers sociale baggrund med deres sociale placering som voksne. En af definitionerne på den sociale arv er blandt andet, at barndommens vilkår, kan forbindes direkte med barnets position i samfundet som voksen. 11 I dette afsnit vil vi se på den sociale arvs oprindelse og dens udvikling igennem tiden. Begrebet den sociale arv blev, som tidligere nævnt, anvendt første gang af Gustav Jonsson. Den svenske psykiater var i mange år leder af barnbyen Skå. Her lavede han en undersøgelse på 312 svenske drenge, hvor han påviste, at rigdom og magt kan arves ligesom fattigdom og magtesløshed. 12 Gustav Jonsson var sammen med Svend Heinild en pioner indenfor dette område. De skabte et begreb, der gav modspil til, blandt andet lægernes tro på den genetiske arv. De ønskede at bevise, at ikke alt kunne forklares genetisk. 13 Gustav Jonsson var imidlertid ikke den første, der beskæftigede sig med den sociale arv. Allerede 1809 kunne den danske læge Heinrich Callisen konstatere om børn fra børneanstalterne: 10 Socialforskningsinstituttet, Kan daginstitutioner gøre en forskel, side 39, 2005, København, BookPartnerMedia A/S. 11 Hansen, Erik Jørgen, Konflikter og uligheder i det moderne samfund, side 100, 2002, Værløse, 1. oplag, Billesø & Baltzer Forlag, 12 Jonsson, Gustav, Den sociale arvs onde cirkel kan den brydes, side 1, 1998, København, 2. udgave, 1. oplag, Fremad A/S. 13 Christensen, Vagn, Brockenhuus Schack, Anne, Børn og den nye sociale arv, side 15, 1997, Århus, 1. udgave, 2. oplag, Clemenstrykkeriet. 7

9 Erfaringen lærer næsten uden undtagelse, at hensigten af slige stiftelser, at danne stærke, sunde, arbejdsomme, lykkelige mennesker, sjældent derved opnås. Staten erstatter sjældent det, som forsynet har nedlagt i forældrenes naturdrift 14 Det forstår vi som, at staten ikke kan skabe stærke, sunde, arbejdsomme og lykkelige mennesker ved at tage de dårligt stillede børn ud fra det miljø, de er født i og anbringe dem på institutioner. Børnene fulgte forældrenes fodspor, uanset om de var sammen med dem eller ej. I 1930 erne blev der forsket om børns udvikling og i 50 erne blev disse undersøgelser samlet, og man fik en sammenhæng mellem det forsømte spædbarn og voksne med karakterafvigelser 15. I 50 erne lavede man fortsat nye undersøgelser, der førte til at genetisk og social arv blev opfattet som lige vigtige. I 1956 påbegyndte man en undersøgelse, der 25 år senere med en efterundersøgelse, dokumenterede at børn med en svær start i livet, fremover fik helbredsmæssige og sociale problemer 16. Det faglige miljø, Særforsorgen, sundhedsplejen og Socialministeriet, viste i 1970 erne meget interesse for den sociale arv og tidlig indsats. Man erkendte nu, at alle børn ikke fødes lige. Det er et samspil, og børns forudsætninger og omgivende miljø den sociale arv er mindst lige så afgørende for deres udvikling som genetikken. 17 I 90 erne blev den sociale arv genopdaget, efter at den i 80 erne var gået lidt i glemmebogen. Det havde været en selvfølge gennem mange år, at nogle ting gik i arv fra generation til generation, men i 80 erne fik genetikken et comeback og de teknologiske løsninger fremkaldte nye forskningsbevillinger. Dette kunne hænge sammen med at pædagoger og andre, som arbejdede med og omkring børnene, ikke var gode nok til at gøre opmærksom på deres viden 18. I 90 erne dukker den sociale arv igen op, som et alvorligt problem i samfundet. Et problem som mange troede, allerede var løst. Forskellige forklaringer søges herpå, nogle skyder skylden på den enkelte, andre fokuserer på de samfundsmæssige forhold, men disse beskyldninger 14 Socialministeriet, Vidensopsamling om social arv, side 4, 2003, København, 1. oplag, Jørgen Jensens Bogtrykkeri. 15 Christensen, Vagn, Brockenhuus Schack, Anne, Børn og den nye sociale arv, side 16, 1997, Århus, 1. udgave, 2. oplag, Clemenstrykkeriet. 16 Socialministeriet, Vidensopsamling om social arv, side 4, 2003, København, 1. oplag, Jørgen Jensens Bogtrykkeri. 17 Christensen, Vagn, Brockenhuus Schack, Anne, Børn og den nye sociale arv, side 17, 1997, Århus, 1. udgave, 2. oplag, Clemenstrykkeriet. 18 Christensen, Vagn, Brockenhuus Schack, Anne, Børn og den nye sociale arv side 17, 1997, Århus, 1. udgave 2. oplag, Clemenstrykkeriet. 8

10 er ikke holdbare. For at få forklaringen på den sociale arv må man se både på den enkelte og de muligheder samfundet giver denne 19. Vores tilgang til den sociale arv er meget lig Erik Jørgen Hansens holdning. Vi mener, at det er vigtigt ikke kun at lægge ansvaret for den enkeltes situation på individet, men også at have i mente, at samfundet spiller en væsentlig rolle i denne sammenhæng. Morten Ejrnæs, lektor i sociologi på Aalborg Universitet, deler tilnærmelsesvis denne holdning. Han er modstander af at begrebet social arv og måden som det bruges på. Han ønsker, at få begrebet konkretiseret eller få det helt afskaffet. Dette vil vi komme ind på i næste afsnit. Forskellige tilgange til begrebet social arv Vi vil i dette afsnit komme nærmere ind på Gustav Jonssons teorier og holde Morten Ejrnæs kritik op mod disse. Vi mener, det er vigtigt, at vi forholder os kritisk til begrebet den sociale arv, da begrebet er meget diffust og bruges i mange forskellige sammenhæng. Gustav Jonsson er mest kendt for, hans fortolkning af resultaterne fra hans undersøgelse af 212 stockholmerdrenge og 100 Skå-drenge. I denne undersøgelse inddrog han også drengenes forældre og bedsteforældres sociale baggrund. Ud fra denne undersøgelse bekræftede Jonsson sin egen teori om social arv. De grundlæggende påstande i Jonsson udvidet teori om social arv er: - Kriminalitet og anden form for afvigelse arves. Der er tale om en kombination af genetisk og social arv. - Afvigelse producerer afvigelse. Afvigelsen består fra generation til generation. - Afvigelserne bliver talmæssigt mere omfattende fra generation til generation. Afvigelserne bliver mere alvorlige fra generation til generation. 20 Han mener altså, at børn vil arve deres forældres afvigelse og at afvigelsen forstærkes fra generation til generation. Han mener, at kunne konkludere, at social arv i dette tilfælde negativ social arv, breder sig som ringe i vandet. Denne teori er blevet godtaget af pædagoger og andre socialarbejdere, men har heldigvis i de seneste år, mødt stærk kritik. 19 Hansen, Erik Jørgen, Konflikter og uligheder i det moderne samfund, side 84, 2002, Værløse, Billesø og Baltzer. 20 Ejrnæs, Morten, Social arv et populært, men tvivlsomt begreb, side 4, 1999, Socialforskningsinstituttet. 9

11 Morten Ejrnæs mener ikke, at Jonsson har noget relevant grundlag for at lave en teori, som går ud på, at børn vil arve deres forældres afvigelser og tilmed øge styrken af disse. Ejrnæs mener, at Jonsson og andre undersøgelser fremstiller resultaterne af deres undersøgelser fejlagtigt, da det rent faktisk er undtagelsen nærmere end reglen, at børn arver deres forældres problemer. 21 Morten Ejrnæs mener, at begrebet social arv skal afskaffes som fagligt begreb, som alternativ til begrebet social arv foreslår Morten Ejrnæs i stedet risikofaktorer i barndommen, der indikerer, at barnet eller den unge har en forhøjet risiko for at få problemer. Morten Ejrnæs mener at der kan identificeres 3 hovedbetydninger i social arv, 1. Overførsel af sociale problemer fra forældre til børn. 2. Risikofaktorer i barndommen. 3. Strukturelt betinget chanceulighed med hensyn til at opnå uddannelse og attraktive jobs. 22 Morten Ejrnæs retter sin kritik mod det første punkt, fordi det er det, som er det mest almindelige i forhold til social arv, mens han mener, at de to andre punkter er de reelt eksisterende tendenser. 23 Uddannelsesmæssige, sundhedsmæssige, sociale, alment velfærdsmæssige og psykiske problemer bliver brugt som forklaring på den sociale arv. Der er forskellige fænomener, som bliver opfattet som grunde til den sociale arv, det er når sociale problemer forværres, der kommer en koncentration af sociale problemer i bestemte samfundsgrupper, eller der kommer en general ulighed i samfundet. Dette bliver af opfattet af politikere og fagfolk inden for det uddannelsesmæssige, det sundhedsmæssige og det sociale område som årsag til den sociale arv. De forskellige forhold som fedme, uddannelsesforskelle, vold og arbejdsløshed bruges altså til at forklare social arv, mener Morten Ejrnæs. De vidt forskellige samfundsmæssige fænomener bliver altså anvendt som en universalforklaring om social arvs begrebet, hvilket må give anledning til betænkelighed mener Morten Ejrnæs. Dette kunne forklares ved at teorien om social arv befinder sig på et meget højt abstraktionsniveau eller at fagfolk anvender begrebet i forskellige betydninger, dette kan være fordi begrebet er upræcist. Morten Ejrnæs mener at begrebet er upræcist og bruges i mange forskellige betydninger som ikke har relevans for det praktiske arbejde inde for det sociale, uddannelsesmæssige og det sundhedsmæssige felt Ejrnæs, Morten, Social opdrift - Social arv, side 85, 2005, København, 2. Udgave, Akademisk Forlag. 22 Ejrnæs, Morten, Social opdrift - social arv, side 10, 2005, København, 2. udgave, Akademisk Forlag. 23 Ejrnæs, Morten, Social opdrift - social arv, side 10, 2005, København, 2. udgave, Akademisk Forlag. 24 Ejrnæs, Morten, Social opdrift - social arv, side 47, 2005, København, 2. udgave, Akademisk Forlag. 10

12 Morten Ejrnæs mener at begrebs uklarhed kan dokumenteres ved at se på to publikationer, hvor der fremlægges oversigter over den forskningsbaserede viden om social arv(ekspertgruppen 1999, Ploug, 2003). Det fremgår fra disse rapporter at følgende er uklart: 1. Hvad der arves. 2. Fra hvem der arves 3. Hvordan der arves. 4. Hvor meget der arves. Hvad arves? Fra begge rapporter står der at, indtægt, kultur, uddannelse, materiel velstand, ulighed, sociale egenskaber(relationer), samt psykologiske og helbredsmæssige egenskaber er fænomener som inkluderes i betegnelsen social arv. Fra hvem arves? Materielle, sociale og psykiske egenskaber fra forældre til børn er den betegnelse der ofte bruges om social arv. Men der bliver i nogle tilfælde snakket om en meget bred arv, som kommer fra påvirkning fra det omgivende miljø og kulturen. Det er derfor ikke klart, fra hvem arven kommer eller hvad arven overfører. Hvordan arves der? Den sociale arv som begreb, signalerer at det drejer sig om sociologiske mekanismer. I rapporterne refereres der til psykologiske, biologiske og genetiske mekanismer flere gange. Hyppigst refereres der til psykologiske og psykiatriske teorier om traumer i den første fase af livet som betegnelse for den sociale arv. Inden for den sociologiske referenceramme anvendes sociologiske teoridannelser i mange forskellige arter, men der er i mange tilfælde tale om empiriske studier, som kun i ringe grad inddrager sociologisk teorier. Det er derfor umuligt at skelne mellem psykologisk, biologisk, genetisk og social arv i en lang række af empiriske undersøgelser. I det der betegnes, som social arv inddrages i rapporterne også tilfælde af genetisk og biologisk arv. Morten Ejrnæs mener derfor, at der i forskningen om social arv, ikke er blotlagt nogen specielle årsagsfaktorer, en sociologisk mekanisme eller en fælles bred sociologisk referenceramme, der er grundlaget for at forklare de sociale problemer eller uligheden. 25 Man tror med andre ord, man ved, hvad de andre mener, når de siger social arv fordi man har en ide om, hvad man selv mener, når vi siger social arv (Ploug, 2003, s.8). 25 Ejrnæs, Morten, Social opdrift - social arv side, 48, 2005, København, 2. udgave, Akademisk Forlag. 11

13 Morten Ejrnæs siger, at Jonssons teori af social arv i denne betydning vedrører negative egenskaber, som fra generation til generation nærmest automatisk overføres gennem en ikke nærmere defineret indbygget mekanisme. Det er denne mekanisme, Jonsson kalder social arv. Der er forskellige forklaringer på overførslen, om der anvendes sociologisk eller psykologisk forklaring og om at de egenskaber som er arvet er psykiske eller sociale. Ejrnæs mener ikke, at Jonsson har brugt de data, som han har indsamlet til at belyse, hvor vidt at forældrenes sociale problemer fører til, at børnene får sociale problemer. Jonsson påviser, at de drenge, han har lavet undersøgelsen på, har en markant højere hyppighed af somatiske og psykosomatiske sygdomme, adfærdsproblemer og dårlige skolepræstationer. Men disse resultater er også grunden til, at de er blevet anbragt uden for hjemmet. Jonsson siger også, at forældre og bedsteforældre til disse drenge har større hyppighed af problemer end gennemsnitligt, derfor giver Jonsson et stærkt sammenhæng mellem forældrenes problemer og børnenes problemer. Ejrnæs mener, at Jonsson ikke har forsøgt at belyse det centrale spørgsmål i forhold til en teori om social arv: Hvor stor er børnenes hyppighed af sociale problemer, hvis forældrene har et givent problem? 26 Jonsson har i sine data af Skå-drengene påvist en række markante overhyppigheder af problemer med drengene, deres forældre og bedsteforældre, men ikke de problemhyppigheder som er relevante for studiet om social arv. Det er hyppigheden af børns problemer, når forældrene har eller ikke har problemer. De fremlagte data viser ikke et grundlag for at fremsætte en teori om at, afvigelsernes antal vil øges i de næste generationer og at deres grovhed også vil øges. De drenge, der var anbragt på Skå, havde store sociale problemer, men man kan ikke på baggrund af Jonssons data konkludere, at det var pga. forældrenes problemer, at de havde pådraget sig disse problemer. Ejrnæs mener, at Jonsson ikke har brugt sine egne data på en relevant måde i forhold til sin egen problemstilling: styrken af den sociale arv. Han har kun opstillet sammen ligninger mellem Skå-drengene og stockholmerdrengene. Jonssons teori om den sociale arv giver ikke mulighed for at gennem kendskabet til forældrenes problemer, at kunne sige hvordan det vil gå børnene. Det bliver fremstillet som om, man kan forklare, at forældrenes problemer har en altafgørende indflydelse på, at deres børn vil udvikle alvorlige sociale problemer. Den sociale arv bliver hermed fremstillet, som om den sociale arv er nøglen til forklaring eller forståelse af menneskers svære sociale problemer Ejrnæs, Morten, Social opdrift - social arv, side 148, 149, 151, 2005, København, 2. udgave, Akademisk Forlag. 27 Ejrnæs, Morten, Social opdrift - social arv, side 153, 154, 2005, København, 2. udgave, Akademisk Forlag. 12

14 Det er vores opfattelse, at mange pædagoger, andre socialarbejdere og politikere stadig søger forklaringen på børn og unges problemer gennem social arv. De ser på forældrenes problemer og situation og overfører dem automatisk til børnene, i stedet for at se dybere på børnenes aktuelle problemer. De koncentrerer sig altså mere om fortiden end, om den situation børnene står i lige nu. Dette, mener vi, er meget uheldigt, da pædagogen hellere skulle se på børnene som individer i stedet for at fokusere på deres omgivelser. For at få et indblik i, hvordan almindelige pædagoger ser på den sociale arv, har vi besøgt nogle institutioner, hvor vi har interviewet 3 pædagoger, som er meget forskellige i deres opfattelse af den sociale arv. Pædagogers syn på den sociale arv For at for klarhed over pædagogernes holdning og samfundets indflydelse derpå, har vi interviewet 3 pædagoger, hvoraf den ene er nyuddannet og de 2 andre er pædagoger med mere end 20 års erfaring. Vi har valgt disse 3 pædagoger, da vi ønsker et bredt perspektiv på begrebet. En i gruppen har været i praktik i institutionen, hvor den nyuddannede pædagog arbejder og en af de erfarne pædagoger er leder. I denne institution er der mange børn fra socialt belastede hjem, hvilket var en af grundene til at vi valgte at interviewe pædagoger herfra. Den sidste pædagog arbejder i en børnehave i en lille by, hvor, vi formoder, der ikke er mange socialt udsatte børn, hvilket kan have en indflydelse på hendes opfattelse af begrebet social arv. Den nyuddannede er meget præget af, hvad hun har lært igennem uddannelsen. Det vil sige bøger og lærernes holdninger. Hendes holdning til den sociale arv, er endnu ikke baseret på erfaring, men snarere på litterære kilder 28. Hun har svært ved at sætte ord på hendes syn på den sociale arv, men hun mener, at begrebet er yderst brugbart og meget passende. Hendes eneste påvirkning omkring begrebet er Seminariet og hun holder sig meget til de løsningsmuligheder, hun har lært her. Vi tror, at hun, når hun får noget mere erfaring og andre påvirkninger, vil kunne se på den sociale arv med andre øjne. Måske dukker der andre løsningsmuligheder op, end lige dem hun har lært på seminariet. Måske kan hun lære noget af hendes kollegaer, erfaring og viden er altafgørende. Lige nu har hun viden, men ikke meget erfaring, så glasset er kun halvt fuldt. 28 Bilag 1. 13

15 Pædagogen, som er leder i en børnehave, har til gengæld masser af erfaring fra hendes efterhånden mangeårige erhverv. Da hun startede som pædagog, var det fast kutyme, at et barn blev fjernet fra familien, hvis der var tvivl om forældrenes egnethed. Da stod pædagogen med et ansvar som var altafgørende for barnet, forstået på den måde, at de for det første fik en grim oplevelse, når de blev fjernet fra forældrene. De blev kastet frem og tilbage mellem familie, pædagoger og myndigheder. Den daværende procedure mener hun ikke var løsningen, hun er derfor glad for de indsatser der i dag foretages i stedet. En pædagog vejleder nu til dags familien, i stedet for at stigmatisere dem fra starten. Hun giver støtte og gode råd, og de får på den måde mulighed for at rette op på deres problemer. Lykkes dette ikke, tilkalder pædagogen hjælp via et tværfagligt samarbejde med kommunen. Vi tror på, at denne ovennævnte pædagog, har ændret sin holdning gennem tiden, fordi hun har erfaret, at et barn ikke nødvendigvis kommer til at lide under det faktum, at barnets forældre er socialt belastede. Det kan nytte at hjælpe familien, frem for med det samme at stemple barnet. Det er vores opfattelse, at denne pædagog virkelig ser barnet, hun har empati og forstår at sætte sig i familiens sted og handle derfra. Dette mener vi, er en meget vigtig egenskab for en pædagog. Hvis man ønsker et godt og tillidsfuldt forhold til barnet og dets familie, skal man ikke dømme, men hjælpe og give den nødvendige støtte, så familien formår at komme igennem dagligdagen på en forholdsvis almindelig måde. Hun mener, at man selvfølgelig skal hjælpe børnene, men samtidig skal man hjælpe forældrene til at blive bedre forældre. 29 Vi mener også, at dette er langt den bedste mulighed, da vi er af den overbevisning, at børn i det omfang, det er muligt, har det bedst hjemme hos deres forældre. Endelig mener hun, at alle børn skal have lige gode vilkår og chancer i institutionen, og det mener hun, at de får i hendes institution. 30 Den anden pædagog betegner begrebet social arv som tilegnelse af viden, holdninger og personlighedstræk gennem opvækstmiljøet, barnets overtagelse af forældrenes personlighedstræk og dermed udfoldelsesmuligheder. 31 Hun mener, at børns personlighed dannes, når de er helt små og at deres erfaringer fra de tidlige barndomsår vil præge dem resten af livet. Hun mener, at man kan gøre meget for at hjælpe de udsatte børn, men mener til gengæld også, at al denne hjælp ikke gør den store forskel. Grundstenene i barnets fortsatte udvikling er lagt, og det kan der ikke ændres på. 29 Citat fra bilag Bilag Citat fra bilag 3. 14

16 Hun mener bestemt, at begrebet social arv er brugbart, og det har hun set flere eksempler på i hendes arbejde. Hun siger, at det er det nære og det kære, altså familien, der vægter højest i barnets udvikling, og at vi som pædagoger ikke kan gøre det store for at hjælpe de udsatte børn. 32 Denne pædagog har, siden hun blev uddannet, arbejdet i en lille landsbybørnehave, hvor hun har erfaret, at uanset pædagogens indsats, kan hun ikke hjælpe børnene. Det er forældrenes påvirkning, der afgør barnets skæbne. Ud fra dette synspunkt har vi, i gruppen, spurgt os selv om, hvorfor hun har valgt at arbejde i det pædagogiske felt, hvis ikke hun mener, at hun kan gøre noget for børnene. Vi undrer os over, hvad der påvirker hende i hendes holdning til de udsatte børn. Har hun eksempler på, at det ikke kan nytte har hun løbet panden mod muren for mange gange? Vi kan også gå ud fra, at hun på seminariet lærte om den negative sociale arv ud fra Gustav Jonssons teorier, om at børnene arver forældrenes problemer. Har hun lært dette, og ikke oplevet det anderledes eller hørt andre teorier, har hun jo intet til at modbevise, at det ikke er rigtigt. Ligeså forskellige som holdningerne har været gennem tiden, ligeså forskellige er pædagogernes mening om den sociale arv i dag. Ud fra vores interviews mener vi, at kunne sige, at pædagogens holdninger er baseret på erfaring og viden. Vi mener, at pædagogen har mulighed for at spille en stor rolle i forhold til barnets udvikling. Det vigtigste er, at nogen ser barnet. Så er det for så vidt ligegyldigt om, det er forældrene, pædagogen eller læreren, der spotter barnet, bare der er nogen til at tage hånd om barnet. Men med de socialt belastede børn, er det desværre sjældent forældrene, der nærer størst omsorg for barnet. I sådanne tilfælde er det så afgørende, at der i et af barnets andre arenaer findes en voksen til at lede barnet på rette vej. Vi mener derfor, at den sidstnævnte pædagog tager meget fejl, når hun siger, at hun ikke kan gøre noget for at hjælpe barnet. Vi tror, at denne pædagog måske ville have en anden mening, hvis hun havde haft mere erfaring med socialt belastede børn. Delkonklusion I starten af 1900 tallet var holdningen den, at børnene fulgte forældrenes fodspor, uanset samfundets forsøg på indgriben. I 1930 erne fandtes der en sammenhæng mellem det forsømte spædbarn og karakterafvigende voksne. I 1970 erne erkendes det, at ikke alle børn fødes 32 Bilag 3. 15

17 lige, men at det er det omgivende miljø og børns forudsætninger, der er afgørende for udviklingen. I starten af 1980 erne, dokumenterede flerårige undersøgelser, at børn med en svær start i livet fremover ville få helbredsmæssige og sociale problemer. Disse to årtier, er imidlertid meget modsigende, forstået på den måde, at der nu er uenighed om, hvorvidt børnene er dømte fra starten eller om der fra samfundets side kan gøres en forskel. De næste år ligger problematikken forholdsvis stille, for så igen i 1990 erne at komme op til overfladen. På det tidspunkt og frem til nu, er der kommet flere holdninger på bordet. Det er accepteret, at vi alle har forskellige holdninger til, hvorfor den sociale arv opstår. Nogle mener, det er genetisk bestemt, mens andre lægger ansvaret på samfundet. Nogle mener, at det er de socialt belastedes egen skyld, at de er dårligt stillede i samfundet, og andre mener igen, at det er den enkeltes ansvar, samt samfundets muligheder for forandring. Ud fra vores interview med de tre pædagoger kan vi konkludere, at der var få ligheder og store forskelle mellem dem. De to erfarne pædagoger var enige om, at det i de seneste årtier er blevet lettere at hjælpe de socialt belastede familier og de udsatte børn. De har fået flere redskaber at arbejde med, desuden har regeringen lavet forebyggende arbejde og forsøgt at mindske sociale uligheder i samfundet. Af gode grunde kunne den nyuddannede pædagog ikke tale med om dette. Desuden arbejder alle tre ud fra en fælles holdning, i forhold til at der findes en social arv. Vi tror, at dette skyldes, at der fra samfundets side lægges op til, at denne eksisterer, denne formodning tager pædagogerne automatisk til sig uden at sætte spørgsmålstegn ved begrebet. Disse pædagoger burde være bekendte med en mand som Morten Ejrnæs eller i hvert fald hans kritik af begrebet. Dette er imidlertid ikke tilfældet. Ud fra dette kan vi konkludere at disse pædagoger ikke sætter sig ind i den pædagogiske debat. Vi mener, det er meget vigtigt at den enkelte pædagog holder sig opdateret med debatten om det pædagogiske arbejde. Det er igennem nytænkning og erkendelse af ændringer, at pædagogen skal videreudvikle sig i forhold til samfundet og dets idealer. De to sidstnævnte pædagoger er uenige i forhold til, hvor vidt det kan nytte at gøre en indsats over for det socialt udsatte barn. Dette kan måske skyldes en udvikling i samfundet, som ikke giver ens retningslinjer i hele den pædagogiske arena. Der er i højere grad plads til den individuelle holdning. Hvis der ikke er en generel reference til, hvad der kendetegner den sociale arv, bliver det op til den enkelte pædagog at definere begrebet. Dermed bliver indsatsen også forskellig fra pædagog til pædagog. Dette, mener vi, er meget uheldigt. Det er vigtigt, at der er en fælles referenceramme, så de pædagogiske indsatser er de samme fra institution til institution. 16

18 Udfra de interviews vi har foretaget med disse tre pædagoger, mener vi at kunne konkludere, at pædagoger i dag står over for en større udfordring, da samfundet i dag i højere grad vil have medindflydelse og indsigt i, hvad pædagogen foretager sig. Vi mener dog, at det er et problem, når ikke alle pædagoger deler den samme holdning til, hvorvidt det er muligt at bryde den negative sociale arv. Pædagoger som er af den opfattelse, at det er nytteløst at hjælpe de socialt udsatte børn, bliver anno 2005 nødt til at ændre den holdning, hvis de skal arbejde i forhold til samfundets nye idealer, hvor det fra regeringens side er blevet bestemt, at der kan gøres en forskel. Dette mener vi at kunne begrunde udfra, at læreplanen er et led i arbejdet med at nedbryde den negative sociale arv. Vi tror på, at vi som pædagoger kan gøre en forskel. Derfor er det vigtigt, vi ved, hvad vi skal lægge mærke til, når vi møder socialt udsatte børn i daginstitutionen. Børnene viser på forskellige måder, hvis de har kaos indeni, det værende både psykisk og fysisk, derfor er pædagogerne nødt til at være klar over, hvilke signaler de skal holde særligt øje med. I det følgende afsnit vil vi komme ind på, hvilke signaler børnene kan udvise og hvilke udfordringer det stiller pædagogerne overfor. Børns signaler og pædagogens opgaver Som pædagog skal man være opmærksom på de tidlige og evt. små signaler børnene udsender. De signaler børnene udsender, kan give pædagogen en ide om, at der skal gøres en særlig indsats omkring barnet. Hvis man er klar over de signaler, kan man finde de børn, der kommer fra de socialt belastede familie og gøre en målrettet indsats for at bryde den negative sociale arv. De signaler børnene udsender, mener vi, ofte er forbundet med en eller anden form for omsorgssvigt. Det er derfor i grove træk, disse signaler vi vil forsøge at belyse. Men for at være opmærksom på de udsatte børn, er vi nødt til at vide, hvad der betragtes som den normale udvikling. Bowlby mener, at en af grundpillerne for menneskets identitet, er tilknytningsfasen, som barnet oplever allerede fra 6 til 30 måneders alderen. I denne periode skal barnet oprette et nært forhold til én eller få personer. Den eller de omsorgspersoner skal være barnets trygge base, hvorfra det kan udforske verden, samtidig med det ved, at det altid har en at vende tilbage til. Dette betyder også, at barnet nu begynder at have separationsangst og angst for fremmede. Hvis ikke barnet får den rette tilknytning til omsorgspersonen, kan det medføre, at barnet ikke nærer nogen form for 17

19 separationsangst. I værste fald kan barnet reagere med en decideret følelsesmæssig frakobling. Dette sker for eksempel ved adskillelse fra omsorgspersonen. 33 Bowlby mener, at børns udvikling af tillid og tryghed er dybt afhængige af mulighederne for at opnå tidlige tilknytningsrelationer til nære voksne 34. Bowlby åbner dog mange muligheder for forandring og brud med fortiden. I mødet med andre mennesker kan nye og anderledes tiltag læres, som også de børn vi kalder mønstrebrydere viser os. En af de ting der kendetegner en mønsterbryder, er at det er mere robust end andre børn, der lider af omsorgssvigt. 35 Dette barn har lettere ved at omstille sig. Bowlby gør også opmærksom på tilknytningsadfærden hos børn og voksne og betydningen af denne for udviklingen af sunde relationer. Faktisk mener han, at kontaktadfærden er et fænomen, der har en funktion i sig selv, nemlig tryghed og sikkerhed overlevelse 36. Det er altså i Bowlby s øjne altafgørende, at der er nogle mennesker omkring barnet, som kan give tryghed og sikkerhed. Nogle af de signaler børnene udsender, kan være vanskeligheder set i det sociale og følelsesmæssige aspekt. 37 En grund til barnets vanskeligheder kan være en følelsesmæssig frustration. Denne finder sted, hvis barnet ikke er blevet forstået af omsorgspersonen. Et barn skal have lov at lære verden at kende i sit eget tempo. Det skal have mulighed for at have tid til at etablere sig i den nye verden, barnet er kommet til. Hvis barnet udsættes for omgivelserne, inden det er modent til det, kan det medføre at barnet ikke føler, det bliver forstået. Det er derfor vigtigt, at omsorgspersonen lytter til barnet, forstår det, og reagerer ud fra barnets behov. Hvis den voksne ikke magter denne opgave, bliver barnet frustreret, og kan reagere med en følelsesmæssig frustration 38. Graden af den følelsesmæssige frustration afhænger af, hvor lidt barnet er blevet imødekommet og forstået af den voksne. Blandt andet kan barnet få svært ved at forholde sig kritisk overfor voksne. Det kan komme til at etablere en meget hurtig kontakt til andre. Et andet tegn på følelsesmæssig frustration kan være en forstyrret sprogudvikling. Barnet har ikke motivation for at 33 Brørup, Mogens, Den nye psykologihåndbog, side 73, 74, 2002, København, 2 udgave, 5. oplag, Nordisk Forlag A/S. 34 Socialforskningsinstituttet, Kan daginstitutioner gøre en forskel, side 41, 2005, København, BookPartnerMedia A/S. 35 Christensen, Vagn, Brockenhuus-Schack, Anne, Børn og den nye sociale arv, side 100, 1997, København, 2.oplag, Forlaget Fremad A/S. 36 Brørup, Mogens, Den nye psykologi håndbog, side 72, 2002, København, 2. udgave, 5. oplag, Nordisk Forlag A/S. 37 Socialforskningsinstituttet, Kan daginstitutioner gøre en forskel, side 41, 2005, København, BookPartnerMedia A/S. 38 Brørup, Mogens, Den nye psykologihåndbog, side 75 76, 2002, København, 2. udgave, 5. oplag, Nordisk Forlag A/S. 18

20 udforske den sproglige verden. Det er imidlertid den voksne, der skal motivere barnet til dette. Børnene kan være dårlige til at tale og udtrykke hvordan de har det, og kan have svært ved at være med i legen, eftersom de ikke taler så godt som de andre børn. Netop fordi barnet ikke kan begå sig så godt sprogligt som de andre børn, kan der let opstå konflikter, da barnet er nødt til at udtrykke sig på andre måder. 39 I barnets senere voksenliv, kan den følelsesmæssige frustration give udslag i problemer i forhold til at udvikle den basale tillid til andre mennesker. Det kan for eksempel komme til at omhandle, kærester, venskaber, og forældrerollen. Barnet gentager som voksen, hvad det har lært af omsorgspersonen. Den sociale arv forekommer via en ubevidst gentagen af vores forældres mønstre. Det som barnet burde lære fra omsorgspersonen kan også kaldes rollemodelindlæring. Den sker som led i socialiseringen, og hvis der sker brud i denne indlæring, videregiver moderen så den negative arv til barnet. 40 Et barn, der er nødt til at udtrykke sig anderledes end andre børn, for eksempel ved at indgå i mange konflikter, mener vi, kan være et af de heldige børn. Med det mener vi, at dette barn sandsynligvis vil blive lagt mærke til i institutionen, da det er et af de børn, som forstyrrer den daglige rutine i eksempelvis en børnehave. Det er et af de børn, som har stor chance for at blive hørt og set, og som via dette råb om hjælp, har chancer for at blive hjulpet på vej. Denne adfærd er imidlertid ikke den eneste, der kan ses hos børn fra socialt belastede familier. Barnet kan også reagere med en adfærd der viser sig negativt overfor omverdenen. Barnet kan for eksempel skifte humør, hvis der en dag serveres en ny slags mad, eller der arrangeres noget nyt. 41 Barnet kan også virke meget afhængigt af en voksen, forstået på den måde, at det vil søge meget kontakt til den voksne, i forhold til hvad andre børn har brug for. Et omsorgssvigtet barn kan endvidere reagere på en måde, så det er i stand til at tilpasse sig de forskellige arenaer, barnet møder i sin hverdag. Værdierne kan være ganske forskellige fra hjemmet til daginstitutionen, men nogle børn kan fungere, uanset hvor de befinder sig Socialforskningsinstituttet, Kan daginstitutioner gøre en forskel?, side 61, 2005, København, BookPartnerMedia A/S Christensen, Vagn, Brockenhuus Schack, Børn og den nye sociale arv, side 100, 1997, København, Forlaget Fremad A/S. 42 Christensen, Vagn, Brockenhuus Schack, Børn og den nye sociale arv, side 101, 1997, København, Forlaget Fremad A/S. 19

21 Endelig er der de børn, som reagerer ved at få psykosomatiske symptomer. Disse kan vise sig i form af hovedpine, mavepine, allergi, søvn- og spiseproblemer. 43 Vi mener, det kan være et stort problem, hvis et barn får lov til at gå rundt med disse symptomer, uden nogen tager hånd om problemet. Men det er måske ikke disse symptomer man umiddelbart forbinder med omsorgssvigt og social arv. I første omgang vil vi nok se tiden an, og gå ud fra det blot er en periode, hvor barnet vil gøre ekstra opmærksom på sig selv. På sigt mener vi, disse psykiske symptomer kan få en alvorlig indvirkning på barnets sundhedsmæssige tilstand. Hvis barnet ikke vil spise, får det ikke de rigtige vitaminer og mineraler. Kroppen bliver ikke tanket op, som den skal. Når barnet så ikke er veloplagt, bliver det automatisk træt, det gør vi som voksne også. Og er vi trætte, medfører det tit hovedpine. De psykiske problemer viser sig altså som fysiske, men kun i perioder hvor barnet har det psykisk dårligt. I gode perioder, kan det vise sig, at der slet ikke er nogle fysiske skavanker. 44 I forhold til at se det socialt udsatte barn, står pædagogen overfor flere udfordringer. Først og fremmest skal hun sammen med institutionens øvrige personale have nogle overordnede reference rammer for, hvornår et barn bør have den fornødne hjælp, men også hvad den fornødne hjælp skal bestå af. Vi forsøger følgende at opridse, hvad vi mener, er pædagogens udfordringer i forhold til arbejdet med de socialt udsatte børn. En pædagog skal opbygge en god relation til hvert enkelt barn, og give dem tryghed og omsorg. Dette er især vigtigt over for et barn, der er socialt udsat. Hvis barnet ikke har fået opbygget den tillid og tryghed, der kræves for en normal udvikling, må pædagogen gå ind og kompensere for familien. Her er det også en udfordring for pædagogen ikke at lade sig rive med, Det vil sige tage arbejdet med hjem. Hun skal minde sig selv på, at det ikke er hende, der er primærpersonen, men sekundærpersonen. Hvis hun glemmer det, har barnet ikke den samme mulighed for på sigt at styrke det positive i forhold til forældrene, som jo gerne skal være primærpersonerne. I forhold til det barn som har sprogvanskeligheder, og reagerer voldeligt på grund af manglende forståelse fra omgivelserne, har pædagogen en væsentlig rolle, da det i institutionen er hendes ansvar, at forsøge på at motivere barnet sprogligt. Hun skal læse bøger for barnet, fortælle historier, og forsøge at få barnet til at udtrykke sig anderledes, end det hidtil har gjort. I forhold til 43 Christensen, Vagn, Brockenhuus Schack, Børn og den nye sociale arv, side 101, 1997, København, Forlaget Fremad A/S. 44 Christensen, Vagn, Brockenhuus Schack, Børn og den nye sociale arv, side 105, 1997, København, Forlaget Fremad A/S. 20

22 det sproglige, kan det også være en mulighed for hende, at tage en snak med barnets forældre om, hvad der er sprogstimulerende. Det barn, som forholder sig negativt til omverdenen, skal opmuntres til at få mere lyst til sine omgivelser. Måske kan det gøres ved at forklare barnet, når der skal ske noget nyt, fortælle det, at det faktisk er gode ting der gøres i børnehaven, også selv om det er noget nyt. Det barn, som tilpasser sig, skal gøres mere bevidst om sine egne grænser. Dette barn skal ikke tilpasse sig, men finde sig selv. Det skal lære, at det er okay ikke altid at indordne sig under de voksne, at det er okay at have sin egen mening. De børn, der udviser psykosomatisk adfærd, skal i høj grad også tages hånd om, for ikke at lade barnet udvikle sundhedsmæssige problemer. Hvis det fra personalets side er blevet vurderet, at barnet har psykosomatisk adfærd, skal der gøres noget. Det kan eksempelvis være i samarbejde med en sundhedsplejerske. Denne kan vurdere, om der er belæg for en mistanke om et problem i barnets sundhedstilstand. Nogle af disse udfordringer mener vi kan være relevante at arbejde med i forhold til de nu ibrugtagne læreplaner. Blandt andet kan udviklingen af sprog stimuleres via den sproglige dimension i læreplanen. Næste afsnit omtaler vi læreplanen og kvalitetspasning, hvor vi mener pædagogen har en vigtig rolle i forhold til de udsatte børn. Læreplaner og kvalitetspasning Regeringen har (som nævnt i metodevalg), indført læreplanerne som en obligatorisk del af daginstitutionerne. Læreplanerne er lavet med flere mål for øje, blandt andet for at få alderssvarende og udviklende udfordringer. En anden grund til indføringen af læreplanen er, at institutionerne skal forsøge at bryde den negative sociale arv. Med læreplanen som en metode, vil for eksempel læringen blive en del af den daglige praksis. De pædagogiske læreplaner omhandler seks temaer: - Den sproglige dimension. - Den kropslige dimension. - Den kulturelle dimension. - Den sociale dimension. 21