LANDSRETSDOM OM FORÆLDELSE AF ERSTATNINGSKRAV FORÆLDELSESLOVENS 21 FAL 29 STILTIENDE SUSPENSION

Transkript

1 8. FEBRUAR 2019 LANDSRETSDOM OM FORÆLDELSE AF ERSTATNINGSKRAV FORÆLDELSESLOVENS 21 FAL 29 STILTIENDE SUSPENSION Østre Landsret har netop afsagt dom i en interessant sag, der bl.a. vedrørte spørgsmål om, under hvilke forudsætninger den 1-årige tillægsfrist i henhold til FAL 29, stk. 5, begynder løbe; samt hvornår forældelse er afbrudt som følge af "forhandlinger" i henhold til forældelseslovens 21, stk. 5. Dommen tager endvidere stilling til spørgsmålet om, hvornår forsikringsselskabet som følge af en korrespondance, der udspringer af sagsbehandlingsrutiner, må anses for stiltiende have accepteret suspension af forældelsesfristerne. Om sagens omftende øvrige faktum kan kort nævnes følgende: A var den 27. september 2010 uds for en ny ulykke i form af en arbejdsskade, da han som lærer på en skole blev overfaldet af en elev. Der har således verseret to sager ved Arbejdsskadestyrelsen (ASK); henholdsvis i EAL-regi og ASLregi. I EAL-sagen mellem A og F var de for forældelsessagen vigtigste doer følgende: A kom til skade ved en færdselsulykke den 5. februar Skadevolders forsikringsselskab F udbetalte bl.a. godtgørelse svarende til 8% mén, men afviste efterfølgende krav om yderligere méngodtgørelse samt erstning for erhvervsevnetab og tabt arbejdsfortjeneste som forældet. Dette forældelsesspørgsmål blev behandlet i en erstningssag anlagt af A mod dennes tidligere advok B. Den 26. januar 2011 traf F afgørelse om, A ikke var berettiget til yderligere méngodtgørelse, ligesom han ikke var berettiget til erhvervsevnetabserstning. Der var ikke dengang rejst krav om erstning for tabt arbejdsfortjeneste. Den 2. marts 2011 forelagde F sagen for ASK efter ønske fra A.

2 Den 19. september 2013 forelå den vejledende udtalelse fra ASK, som vurderede méngraden til 5% og erhvervsevnetabet til mindre end 15%. Den 30. september 2013 anmodede A's advok ASK om revurdere sagen. F var c.c. på denne skrivelse. Den 11. november 2013 skrev F til ASK med bemærkning om, supplerende meriale fremsendt fra advoken til ASK ikke var nyt, men allerede indgik i ASK's oprindelige vurdering af sagen, samt F var enig i ASK's vurdering af sagen fra september A's advok modtog kopi af skrivelsen. I den efterfølgende periode blev der truffet en række afgørelser af ASK og Ankestyrelsen i ASLsagen, men A's advok underrettede ikke F herom. Den 2. december 2014 skrev F til ASK og anførte: "Skadelidtes advok har den 30. september 2013 bedt om en revurdering af Styrelsens udtalelse af 10. september Vi har siden da intet hørt til sagen, [og derfor] skal vi venligst spørge til stus til sagen." F sendte ikke kopi af denne skrivelse til A's advok. I forbindelse med, Ankestyrelsen i oktober 2015 stadfæstede en afgørelse, ASK havde truffet om erhvervsevnetab i ASL-sagen, skrev A's advok den 8. november 2015 ter til F, idet han sendte kopi af et brev af s.d. til ASK. Dette var den første skrivelse fra advoken til F gennem to år. Den 8. december 2015 meddelte F, man anså A's sag for forældet. Den 22. december 2015 fremkom ASK med en revurderet vejledende udtalelse, hvor A's méngrad blev vurderet til 15% og erhvervsevnetabet til 65%. Under den af A anlagte erstningssag gjorde B gældende, der forelå "forhandlinger" mellem parterne i henhold til forældelseslovens 21, stk. 5, idet F ikke udtrykkelig havde tilkendegivet, man anså forhandlingerne for afsluttet. Endvidere gjorde B gældende, den 1-årige frist i henhold til FAL 29, stk. 5, ikke var begyndt løbe, idet F ikke havde foretaget en udtrykkelig afvisning direkte over for A. A imødegik det af B anførte. Sagen blev i første omgang afgjort af Københavns Byret ved dom af 26. februar For så vidt angår erstningskravene for erhvervsevnetab og varigt mén fandt byretten, F's brev af 11. november 2013 til ASK måtte forstås som en stiltiende accept af, ASK blev bedt om revurdere sagen, og forældelse foreløbig blev afbrudt, indtil en ny udtalelse forelå. I den forbindelse lagde byretten endvidere vægt på, F den 2. december 2014 skrev til ASK og anmodede om en stus i sagen. Da ASK afgav sin nye udtalelse i december 2015, var kravet ikke forældet på det tidspunkt, hvor B frrådte som A's advok i januar For så vidt angår krav om erstning for tabt arbejdsfortjeneste bemærkede byretten, der ikke forelå oplysninger om, et sådant krav var gjort gældende over for F, inden F i december 2015 afviste sagen som forældet. Byretten fandt imidlertid, A havde været i utilregnelig uvidenhed om, hvem der var skyldner, indtil Erstningsnævnet i 2013 ophørte med udbetale erstning for tabt arbejdsfortjeneste (vedrørende arbejdsskaden), hvorfor forældelsesfristen skulle regnes fra november Byretten fandt endvidere, forelæggelsen for ASK med anmodning om udtalelse om méngrad og erhvervsevnetab havde betydning for A's samlede erstningskrav, og F havde efter ADVOKATPARTNERSELSKAB FREDERIKSBERGGADE KØBENHAVN K TEL

3 byrettens opftelse dermed accepteret foreløbig afbrydelse af forældelsen, indtil ASK's nye vurdering forelå, også i relion til dette krav. A ankede byrettens dom til Østre Landsret, og under ankesagen indtrådte F som biintervenient til støtte for A. Under landsretssagen gjorde F bl.a. følgende gældende: - F's brev af 11. november 2013 til ASK kan ikke forstås som en stiltiende accept af, forældelse foreløbig afbrydes. Tværtimod har F i skrivelsen anført, man er enig i ASK's oprindelige udtalelse, og det meriale, skadelidtes advok baserede sin anmodning om en revurdering på, ikke var nyt meriale, men meriale, der allerede var indgået i ASK's oprindelige vurdering. Skrivelsen må forstås således, F fastholder sin afgørelse. Og dermed afvistes krav om yderligere erstning. - Der forelå på intet tidspunkt efter 2011 forhandlinger mellem A og F. - Skadelidte har krav på indhente en udtalelse fra ASK, således som A's advok valgte gøre. Denne ret er lovfæstet i EAL 10 og er ikke noget, som forsikringsselskabet kan protestere mod. Også af den grund giver det ikke mening antage, F stiltiende skulle acceptere lade forældelsen afbryde hvilket ville være en markant forringelse af F's retsstilling blot fordi skadelidte udnyttede sin ret til indhente en ny udtalelse fra ASK. - Hvis A ønskede, anmodningen om en revurdering skulle have særlige retsvirkninger herunder afbrydelse af forældelsesreglerne kunne og burde advoken have anmodet F om indgåelse af en suspensionserklæring, hvilket F i givet fald ville have forholdt sig til. - Det forhold, F efterfølgende har spurgt, hvad der måtte være kommet ud af skadelidtes fornyede forelæggelse af sagen for ASK, indebar ikke i sig selv nogen stiltiende accept af suspension af forældelsesreglerne. Dette var blot udslag af almindelig sagsbehandlingsrutine hos F med henblik på få fastslået, hvornår sagen kunne endeligt arkiveres. - Det ville være en uholdbar retlig situion for forsikringsselskaberne, såfremt det forhold, et forsikringsselskab ikke udtrykkelig meddeler, lovens forældelsesregler forts er gældende, når forsikringstageren giver underretning om, han har benyttet sin ret til få sagen forelagt/genforelagt for ASK, skulle indebære, selskabet stiltiende har accepteret suspension af forældelsesfristerne. Forsikringsselskaber har samme krav på retsbeskyttelse i henhold til forældelsesreglerne som alle andre juridiske og fysiske personer. - Såfremt der skulle foreligge en stiltiende accept, ville det endvidere være en forudsætning, den part, som gjorde det synspunkt gældende, selv havde opftet, der forelå en aftale. Dette var ikke tilfældet i denne sag, hvor A tværtimod selv havde forklaret, efter, han havde set F's brev af 11. november 2013, var det "... hans forståelse, [F] lukkede sagen og sagde, der ikke var mere komme efter", jf. byrettens gengivelse af partsforklaringen. Det fremgik tillige, A heller ikke havde fået vide af sin advok, der skulle foreligge nogen aftale. - Allerede fordi et krav angående tabt arbejdsfortjeneste slet ikke var blevet behandlet i parternes korrespondance, kunne F's brev af 11. november 2013 ikke tjene til stuere, F stiltiende skulle have accepteret suspendere forældelse i relion til et sådant krav. Det ville i øvrigt ikke give nogen mening, F stiltiende skulle acceptere suspension af forældelse af et krav, som A på daværende tidspunkt end ikke havde rejst over for F. - F redegjorde endvidere nærmere for de sagsbehandlingsrutiner, der lå bag de omhandlede skrivelser fra F til ASK. Dette blev også uddybet i forbindelse med, den pågældende sagsbehandler afgav vidneforklaring under hovedforhandlingen i landsretten. Ud over spørgsmålet om forældelse var der tillige uenighed mellem A og B om visse andre punkter, herunder hvorvidt der var årsagsforbindelse mel- ADVOKATPARTNERSELSKAB FREDERIKSBERGGADE KØBENHAVN K TEL

4 lem færdselsulykken i 2009 og den del af A's varige mén, der vedrørte psykiske gener. Herefter blev B dømt til betale erstning til A for krav vedrørende erhvervsevnetab. A's, B's og F's anbringender er uddybende gengivet i såvel byretsdommen som landsretsdommen, hvortil der henvises. Østre Landsret har nu i dom af 5. februar 2019 i det hele omgjort den dom, Københavns Byret havde afsagt. For så vidt angår erhvervsevnetab og varigt mén fandt landsretten, F ikke ved brevet af 11. november 2013 kunne anses for stiltiende have accepteret en yderligere foreløbig afbrydelse af forældelsen. Tværtimod havde F ved dette brev bragt den foreløbige afbrydelse af forældelsesfristen til ophør. Landsretten lagde vægt på, F's tilslutning til ASK's udtalelse sammenholdt med indholdet af denne udtalelse måtte forstås således, F fastholdt sin oprindelige afvisning af, der var grundlag for udbetaling af erhvervsevnetabserstning og yderligere méngodtgørelse. A og B kunne herefter ikke med føje antage, der var forhandlinger mellem parterne, og der kunne nås en forligsmæssig løsning i sagen. Denne forståelse understøttedes tillige af, B ikke løbende havde fremsendt relevante dokumenter til F, herunder ASK's og Ankestyrelsens afgørelser i ASLsagen, og i det hele taget i en periode på mere end 2 år ikke rettede henvendelse til F om sagen. F's brev af 2. december 2014 til ASK uden B som kopimodtager hvormed man spurgte til stus i sagen, kunne ikke føre til en anden vurdering. Landsretten lagde efter brevets adress og indhold samt vidneforklaringen fra sagsbehandleren til grund, brevet alene blev sendt som led i F's interne rutiner med henblik på vurdering af, om sagen kunne lægges på fjernarkiv. For så vidt angår disse krav kunne forældelsesfristen herefter ikke anses for afbrudt i medfør af hverken forældelseslovens 21, stk. 5, eller FAL 29, stk. 5. I forhold til F var kravene derfor forældet. For så vidt angik kravet om yderligere méngodtgørelse fandt landsretten imidlertid, A ikke havde løftet bevisbyrden for, der var årsagssammenhæng mellem det psykiske mén og færdselsulykken. Landsretten lagde vægt på, Retslægerådet ikke fandt det muligt med sikkerhed vurdere, om færdselsuheldet i sig selv, de af uheldet afledte klager i form af kroniske smerter eller overfaldet i 2010 havde været udslagsgivende for de psykiske symptomer og klager. Det blev ikke tillagt betydning, ASK havde vurderet, de psykiske gener kunne tilskrives færdselsuheldet. For så vidt angår kravet om erstning for tabt arbejdsfortjeneste fandt landsretten, allerede fordi B ikke på vegne af A havde frems et sådant krav over for F, kunne forældelsesfristen ikke anses for afbrudt i medfør af hverken forældelseslovens 21, stk. 5, eller FAL 29, stk. 5. Endvidere kunne A og dennes advok ikke anses for have været i utilregnelig uvidenhed om hverken kravet eller skyldneren, hvorfor forældelsesfristen heller ikke var suspenderet i medfør af forældelseslovens 3, stk. 2. Da også dette krav herefter måtte anses som forældet i forhold til F, blev B dømt til erstte A dette krav. A var under retssagen repræsenteret af advok Jesper Rossau Jensen, mens B var repræsenteret af advok Kristian Svith. F var repræsenteret af advok Michael S. Wiisbye. Kommentar: I relion til forældelsesloven støtter den nye landsretsdom, der kun foreligger "forhandlinger" om kravet, såfremt der er tale om egentlige realitetsforhandlinger 1. 1 Se hertil højesteretsdommen U H. ADVOKATPARTNERSELSKAB FREDERIKSBERGGADE KØBENHAVN K TEL

5 Landsretsdommen illustrerer tillige, når skadelidte er klar over, han har været ude for et uheld med varige helbredsmæssige gener til følge og kender den ansvarlige skadevolder, skal der noget til, før skadelidte kan være i utilregnelig uvidenhed om et krav om tabt arbejdsfortjeneste for en efterfølgende periode med uarbejdsdygtighed; også selv om der i mellemtiden er stødt en anden skadebegivenhed til. Jeg står nurligvis meget gerne til rådighed, såfremt der måtte være spørgsmål til den nye landsretsdom. I relion til FAL 29, stk. 5, kan landsretsdommen siges være udtryk for, forsikringsselskabet ikke udtrykkelig behøver skrive til skadelidte, kravet er "afvist" eller "ter afvist", når det tilstrækkelig klart fremgår af selskabets ageren og korrespondance, selskabet afviser (yderligere) krav eller henholder sig til en tidligere meddelt afgørelse herom. Og det forhold, skadelidte selv ønsker udnytte sin mulighed for (gen)forelægge sagen for ASK (i dag AES), indebærer ikke i sig selv, det forsikringsselskab, der ikke protesterer, hermed stiltiende har accepteret, forældelsesfristerne forts er afbrudt (som anført af F under landsretssagen kan selskabet jo ikke protestere imod dette). Heller ikke det forhold, forsikringsselskabet som et nurligt led i sagsbehandlingsrutinerne spørger til stus i en sag, hvor skadelidte ensidigt har besluttet sig for genforelægge sagen for ASK eller har foranlediget andre undersøgelser iværks, indebærer i sig selv, selskabet herved stiltiende har accepteret en suspension eller afbrydelse af forældelse. Den advok, der repræsenterer skadelidte, bør for undgå tvivl om, hvorvidt forældelse kan indtræde, i god tid sikre sig en udtrykkelig suspensionsaftale med forsikringsselskabet. Oftest vil en velbegrundet anmodning om en sådan suspensionsaftale blive behandlet positivt af selskabet. MICHAEL S. WIISBYE ADVOKAT (H) MSW@NNLAW.DK Tilmeld/frameld dig nyhedsbrevet her: For scanne skal du have en app på din tablet eller smartphone DETTE NYHEDSBREV KAN IKKE ERSTATTE JURIDISK RÅDGIVNING. NIELSEN NØRAGER ADVOKATPARTNERSELSKAB OG DE OVENNÆVNTE JURISTER PÅTAGER SIG INTET ANSVAR FOR TAB SOM DIREKTE ELLER INDIREKTE FØLGE AF BRUG AF NYHEDSBREVET, HERUNDER FOR TAB SOM FØLGE AF UTILSTRÆKKELIGE ELLER FEJLAGTIGE INFORMATIONER, VURDERINGER ELLER ANDRE FORHOLD I FORBINDELSE MED NYHEDS- BREVET. NIELSEN NØRAGER ADVOKATPARTNERSELSKAB YDER RÅDGIV- NING I FORBINDELSE MED KONKRETE SPØRGSMÅL I OVERENSSTEM- MELSE MED DE ADVOKATETISKE REGLER. ADVOKATPARTNERSELSKAB FREDERIKSBERGGADE KØBENHAVN K TEL

6 Københavns Byret Udskrift af dombogen DOM Afsagt den 26. februar 2018 i sag nr. BS 19C-3394/2016: A mod B I/S Sagens baggrund og parternes påstande Denne sag, der er anlagt den 10. juni 2016, vedrører advokansvar og drejer sig om, hvorvidt en advok har handlet ansvarspådragende ved som advok for en skadelidt ikke have forfulgt dennes erstningssag behørigt over for forsikringsselskabet med den følge, sagen forældede. Sagen angår spørgsmålene om forældelse, årsagssammenhæng og tabsopgørelsen. A har nedlagt endelig påstand om, B I/S skal tilpligtes til sagsøger betale ,70 kr., subsidiært et mindre beløb, med tillæg af procesrente fra sagens anlæg den 10. juni 2016, alt til betaling sker B I/S har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært mod betaling af et mindre beløb end det påstævnte. Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens 218 a. Oplysningerne i sagen A har fri proces under sagen. A har endvidere retshjælpsforsikringsdækning i Tryg. Det fremgår af fri proces bevillingen, forsikringsselskabet har meddelt dækningstilsagn til sagen med dækningsmaksimum på kr. Forklaringer Der er afgivet forklaring af A. STD S01-ST01-K194-T1-L10-M04-P01-\K31

7 Side 2/22 A har forklaret blandt andet, han var ude for en færdselsulykke den 5. februar Han kørte på motorcykel med en hastighed på km/t ind på en parkeringsplads, hvor en bil kørte ind i siden på ham. Han blev kastet af motorcyklen ved påkørslen og landede, så han ramte med hovedet. Bagefter var styrthjelmen smadret øverst i højre side. Han fik dundrende hovedpine med kvalme. Det hele kørte rundt, og han kunne slet ikke være til. Han måtte ringe efter sin kone til komme og hjælpe sig. Hovedpinen har varet ved lige siden ulykken. Den varierer i intensitet. Lige så snart han belastes eller skal præstere noget, forværres hovedpinen. Han tog ikke smertestillende medicin før ulykken. På et tidspunktet efter ulykken var han oppe på tage 38 smertestillende tabletter dagligt. Foreholdt journalnot af 2. april 2009, ekstraktens side 80, nederst, har A forklaret, han fik koncentrionsbesvær på grund af hovedpinen og hukommelsesproblemer efter ulykken. Han havde tidligere læst meget, men nu kunne han læse det samme igen og igen, uden det fæstnede sig. Han glemte, hvad han skulle, og hvad han var på vej til. Generne er der stadig. Han havde ingen gener forud for ulykken. På ulykkestidspunktet var han ans som folkeskolelærer på en skole i Kerteminde. Han var også tillidsmand. Den 1. august 2009 tiltrådte han en stilling som lærer i Grønland. Det var planlagt inden ulykken. Da han startede i jobbet, havde han stadig alle generne efter ulykken. Det var sådan set ikke realistisk påbegynde jobbet i Grønland med hans gener. Han fortalte ved ankomsten om sine gener. På grund af stor lærermangel i Grønland accepterede skoleledelsen, han startede i jobbet. Han havde overordentligt vanskeligt ved passe arbejdet på grund af sine gener Han stoppede som planlagt ved skoleårets udgang. I august 2010 startede han i Randers som lærer på en skole for store elever med autisme og ADHD. Det var heller ikke realistisk starte dér, men han kunne ikke forholde sig til, hvad han ellers skulle lave. Han fortalte ikke sin arbejdsgiver som sin tilstand. Det gik skidt med passe arbejdet i perioden fra den 1. august 2010 til den 27. september Han haltede sig igennem på medicin. Han blev overfaldet af en elev den 27. september Det var en elev, som han havde tilsyn med. Han var på vej hjem, da han hørte, en af de andre lærere havde en konfrontion med eleven. Han gik derhen og spurgte, hvad det handlede om, hvorpå eleven vendte sig om og gav ham et knytnæveslag i hovedet og en skalle. Han er ikke enig i Ankestyrelsens vurdering af, en tredjedel af hans mén kan henføres til arbejdsulykken, jf. ekstraktens side 257 nederst. Han vil sige, 90 % af hans mén kan henføres til motorcykelulykken og 10 % til arbejds- STD S01-ST01-K194-T1-L10-M04-P01-\K31

8 Side 3/22 skaden. Derimod er han enig i, der ikke er sket en forværring af hans fysiske gener efter arbejdsskaden, jf. ekstraktens side 257 midt for. Han blev sygemeldt samme dag som overfaldet, og han kom ikke tilbage igen. Han havde det så skidt, han ikke kunne overskue komme tilbage til arbejdet og møde de samme elever igen. Han søgte heller ikke andre stillinger, for han kunne simpelthen ikke mere have fuldtidsarbejde på grund af hovedpine. Foreholdt not af 12. marts 2012 i arbejdsevnevurderingsjournal, ekstraktens side 185 midt for, har A forklaret, de skånehensyn, som han har behov for, udelukkende skyldtes generne efter færdselsulykken. Han havde ingen forberedelsestid. Hans reelle arbejdstid var 12 timer ugentlig. Det er forkert, når der står, den reelle arbejdstid var 18 timer ugentlig, jf. ekstraktens side 185, andet afsnit. Allerede i forbindelse med den lange sygemelding efter færdselsulykken blev han klar over, ulykken ville få betydning for hans arbejdsevne. Aktuelt underviser han 2 x 1½ time ugentlig på en skole i Randers. Han kan ikke ret godt tåle have mange elever ad gangen. Han kan ikke finde et job med færre timer. Han kan ikke huske, hvornår advok X kom på sagen. Han havde først en advok fra Odense, men Almindelig Brand ringede og sagde, han skulle finde en anden advok. Derfor kontaktede han Y, som valgte advok X, som åbenbart var den bedst egnede, til ham. Han fik Arbejdsskadestyrelsens vejledende udtalelse, jf. ekstraktens side , tilsendt fra sin advok. Foreholdt advok X's brev af 30. september 2013, ekstraktens side 221, og sit eget brev af 17. september 2013, ekstraktens side , har A forklaret, han modtog en mail om, advok X havde bedt Arbejdsskadestyrelsen om revurdere sagen. Foreholdt Almindelig Brands brev af 11. november 2013, ekstraktens side 225, har A forklaret, han så brevet, og det var hans forståelse, Almindelig Brand lukkede sagen og sagde, der ikke var mere komme efter. Advok X sagde ikke noget om, brevet ikke betød, sagen var lukket. Derefter talte han ikke mere med advok X, før der skete noget i arbejdsskadesagen. Det var hans opftelse, man så ville prøve få noget i den anden sag ved Arbejdsskadestyrelsen, når man ikke kunne få noget i sagen ved Arbejdsskadestyrelsen vedrørende færdselsulykken. STD S01-ST01-K194-T1-L10-M04-P01-\K31

9 Side 4/22 Parternes synspunkter A har i påstandsdokument af 28. januar 2018 anført følgende: "... ANBRINGENDER: Alm. Brand anmodede den 3. marts 2011 Arbejdsskadestyrelsen (nu Arbejdsmarkedets Erhvervssikring) om en vejledende udtalelse om sagsøgers méngrad og erhvervsevnetab som følge af tilskadekomsten den 5. februar 2009, jf. bilag 11. Den 10. september 2013 fremkom Arbejdsmarkedets Erhvervssikring med vejledende udtalelse, hvor sagsøgers méngrad blev vurderet til 5 % og sagsøgers erhvervsevnetab blev vurderet til mindre end 15 %, jf. bilag 12. Sagsøgte bad den 30. september 2013 Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om revurdere deres udtalelse, da sagsøgte og sagsøger var af den opftelse, sagsøgers varige mén var mere end 5 % og erhvervsevnetabet mindst 15 %, jf. bilag 13. Alm. Brand meddelte ved skrivelse den 14. november 2013, jf. bilag 15, Alm. Brand var enige i den vejledende udtalelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Som svar på sagsøgtes skrivelse af den 18. november 2015 til Alm. Brand, jf. bilag 23, meddelte Alm. Brand sagsøgte ved skrivelse af den 8. december 2015, jf. bilag 24, Alm. Brand anså krav for værende forældet. Ved ny vejledende udtalelse af den 22. december 2015 vurderede Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, sagsøgers méngrad til 15 % og sagsøgers erhvervsevnetab til 65 %, jf. bilag 22. Sagsøgte fremsendte den 12. januar 2016 den vejledende udtalelse til Alm. Brand og meddelte samtidig Alm. Brand følgende: De har således hverken mods Dem revurderingen i Arbejdsskadestyrelsen, eller meddelt, De betragtede sagen som afsluttet. Med denne handlemåde har De, i hvert fald stiltiende, accepteret sagens udsættelse på Arbejdsskadestyrelsens revurdering. Alm. Brand svarede sagsøgte den 22. januar 2016, jf. bilag 26: Som tidligere oplyst, så er genforelæggelsen for Arbejdsskadestyrelsen ensidigt indhentet. Vi meddeler straks herefter, vi accepterer Arbejdsskadestyrelsens vejledende udtalelse af 10. september Det er herefter dit ansvar sikre dig, der er forhandlinger i gang, når du ensidigt beder om en genforelæggelse. Dette er undladt. Da vi meddeler, vi accepterer Arbejdsskadestyrelsens udtalelse af 10. september 2013, så løber den 1 årige forældelse herefter. Jf. FOL 29,5. På baggrund af de af sagsøgte fremste anbringender i sagsøgtes processkrifter, må det lægges til grund der mellem parterne er enighed om, sagsøgers krav overfor Alm. Brand er forældet med mindre der er sket suspension af forældelse. STD S01-ST01-K194-T1-L10-M04-P01-\K31

10 Side 5/22 Det gøres i relion til forholdet om forældelse gældende, sagsøgers krav overfor Alm. Brand forældede mens sagsøger var bistået af sagsøgte, og der ikke er sket suspension af forældelse inden forældelse indtrådte. Særligt i forhold til forældelseslovens 21, stk. 5: Er der inden forældelsesfristens udløb indledt forhandlinger om fordringen mellem skyldneren og fordringshaveren, eventuelt under medvirken af en uafhængig tredjemand, indtræder forældelse tidligst 1 år efter det tidspunkt, hvor forhandlingerne må anses for være afsluttet. gøres det gældende, sagsøgers krav forældede 1 år fra fremkomst af den vejledende udtalelse af den 10. september 2013 fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, jf. bilag 12, alternivt 1 år fra Alm. Brands meddelelse den 1. november 2013 om Alm. Brand var enige i den vejledende udtalelse af den 10. september 2013 fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, jf. bilag 15, da Alm. Brand efter fremkomst af den vejledende udtalelse af den 10. september 2013 fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring overfor sagsøger, herunder sagsøgte, indtog den holdning erhvervsevnetabet efter tilskadekomsten den 5. februar 2009 var mindre end 15 % og méngraden udgjorde 5 % og der fra dette tidspunkt ikke fandt nogen former for forhandling sted og Alm. Brand således ikke udviste en sådan grad af imødekommenhed, således der for sagsøger, herunder sagsøgte, var rimelig udsigt til en løsning. sagsøger, herunder sagsøgte, henset til der ikke efter fremkomst af den vejledende udtalelse den 10. september 2013 fandt nogen form for realitetsforhandling sted mellem Alm. Brand og sagsøger, herunder sagsøgte, ikke have føje til forvente, forældelsesfristen løb længere end 1 år efter Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings vejledende udtalelse af den 10. september 2013 alternivt 1 år fra Alm. Brands meddelelse den 1. november 2013 om Alm. Brand var enige i den vejledende udtalelse af den 10. september 2013 fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, sagsøgers, herunder sagsøgtes, ensidige anmodning til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om ny vurdering den 30. september 2013, jf. bilag 13, ikke suspenderede forældelse yderligere end 1 år fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings vejledende udtalelse af den 10. september 2013 alternivt 1 år fra Alm. Brands meddelelse den 1. november 2013 om Alm. Brand var enige i den vejledende udtalelse af den 10. september 2013 fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. STD S01-ST01-K194-T1-L10-M04-P01-\K31

11 Side 6/22 særskilt skal i relion til dommen U H, følgende fremdrages fra Højesterets præmisser: Højesteret finder i lyset af det, som er anført foran om foreløbig afbrydelse af forældelse ved forligsforhandlinger, skadevolder som udgangspunkt må anses for stiltiende have accepteret en udskydelse en foreløbig afbrydelse af forældelsesfristen, hvis skadevolder (eller skadelidte efter aftale med skadevolder) har anmodet Arbejdsskadestyrelsen om en udtalelse i henhold til erstningsansvarslovens 10. Det skyldes, skadelidte i denne situion som udgangspunkt har føje til antage, parterne, når Arbejdsskadestyrelsens udtalelse foreligger, kan nå frem til en forligsmæssig løsning uden anlæg af retssag. Sammenholdt overfor nærværende konkrete sag, gøres det gældende, Alm. Brand netop ikke bad Arbejdsskadestyrelsen om revurdering, idet iværksættelse af revurdering skete på sagsøgers, herunder sagsøgtes, ensidige foranledning uden nærmere aftale med Alm. Brand. relevante domme i forhold til nærværende konkrete sag er Østre Landsrets dom af den 16. september 2016, jf. bilag 28 og 38, samt Østre Landsrets dom optrykt i FED Særligt i forhold til forsikringsaftalelovens 29, stk. 5: Er en skade inden forældelsesfristens udløb anmeldt til selskabet, indtræder forældelse af krav, som skaden giver anledning til, tidligst 1 år efter selskabets meddelelse om, det helt eller delvis afviser kravet. Hvis selskabet anerkender, der foreligger en dækningsberettiget skade, men anmoder om yderligere oplysninger med henblik på opgørelse af kravets størrelse, indtræder forældelse 3 år efter selskabets meddelelse herom. gøres det gældende, i nærværende konkrete sag afviste Alm. Brand krav den 3. marts 2013, jf. bilag 15, hvorfor forældelse vedrørende under alle omstændigheder erhvervsevnetabserstning og méngodtgørelse indtræder 1 år fra den 3. marts 2013, Alm. Brands meddelelse om, Alm. Brand er enige i Arbejdsskadestyrelsens vejledende udtalelse af den 10. september 2013 ikke kan forstås på andre måder end en afvisning, det forhold der ikke mellem sagsøger, herunder sagsøgte, og Alm. Brand efterfølgende Alm. Brands meddelelse den 11. november 2013 ikke foreligger nogen korrespondance før sagsøgte skrivelse den 18. november 2015 (periode på 2 år) viser med al tydelighed, såvel sagsøger, herunder sagsøgte, samt Alm. STD S01-ST01-K194-T1-L10-M04-P01-\K31

12 Side 7/22 Brand den 10. september 2013 betragtede sagsøgers krav for afvist. Særligt i forhold til erstning for tabt arbejdsfortjeneste gøres det gældende, forældelsesfrist ved krav på erstning for tabt arbejdsfortjeneste regnes fra skadens indtræden, jf. U H. I relion til forældelseslovens 3, stk. 2: Var fordringshaveren ubekendt med fordringen eller skyldneren, regnes forældelsesfristen i stk. 1 først fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab hertil. gøres det gældende, sagsøger, herunder sagsøgte, ikke var ubekendt med fordringen eller skyldneren vedrørende erstning for tabt arbejdsfortjeneste, det forhold Erstningsnævnet foretog udbetaling af erstning for tabt arbejdsfortjeneste i perioden 1. september november 2013 ikke medfører sagsøger, herunder sag søgte var ubekendt med skyldneren, sagsøger, herunder sagsøgte, netop fastholdt krav overfor Alm. Brand vedrørende tilskadekomsten den 5. februar 2009, ud fra forudsætning om skyldneren også vedrørende erstning for tabt arbejdsfortjeneste var Alm. Brand, det anførte journal fra sagsøgers i ambulant epikrise af den 23. september 2010,jf. bilag 33: på Stus nu er, pt. har kronisk hovedpine, beskrives som konstant og forværres ved den mindste smule stress. Har svimmelhedstacker. Der er kvalme og lejlighedsvis opkastning, sidstnævnte specielt i forbindelse med svimmelhedsanfald. Har dobbeltsyn og ægtefælle beskriver, der har været stammende ordfindingsbesvær siden ulykken, men dette ligesom de øvrige nævnte symptomer er tiltaget over det sidste halve års tid. Har smerter i venstre skulder, der trækker ud i venstre arm diffust samt af og til prikken i det yderste led af alle 5 fingre venstre hånd. Har desuden mavepine værst om morgenen, hvor det føles som om maven trækker sig sammen. Har ikke tabt sig, ingen blodige opkastninger, ingen blod eller slim i afføring. Har svært ved passe sit job som skolelærer. sammenholdt med særligt afgørelsen om fleksjob, herunder det STD S01-ST01-K194-T1-L10-M04-P01-\K31

13 Side 8/22 anførte i arbejdsevnevurderingsjournalen, jf. 40: Det vurderes, der er tale om begrænsninger pga kronisk hovedpine, kognitive vanskeligheder i form af opmærksomheds- og koncentrionsproblemer, indlærings- og hukommelsesproblemer, lyd og lys overfølsom, tinnitus, samt reduceret psykomotorisk tempo. Det vurderes tilstanden er forening med postcommotionelt syndrom. Han er plaget af kronisk hovedpine af invaliderende karakter og når han udsættes for pres, intensiveres hovedpine. Han lider også af svimmelhed og tendens til mavesmerter. Han er også meget stresssensitiv. tydeliggjorde, det var tilskadekomsten den 5. februar 2009 der var udløsende årsag til sagsøgers indtægtstab, og sagsøger, herunder sagsøgte, ikke var eller burde være uvidende om skyldneren vedrørende erstning for tabt arbejdsfortjeneste. I sammenhæng med ovennævnte anbringende henvises til sagens bilag 4, hvor sagsøger oplyser: Men når det er sagt, så er der også en udvikling som skal medtages i den fremtidige betragtning. Jeg har som sagt været sygemeldt siden 2. november 2010 på grund af hovedpine og gener som træthed, koncentrionsbesvær o. lign. og Jeg er selv af den overbevisning den fysiske skade jeg pådrog mig i 2009 ikke er blevet ændret af den episode der var i oktober 2010 på Firkløverskolen i Randers. hvor sagsøger tilkendegiver, det er generne efter tilskadekomsten den 5. februar 2009 der er årsag til sagsøgers sygefravær. Særligt i forhold til årsagssammenhæng mellem det af sagsøger fremste krav på erhvervsevnetab samt kravet på erstning for tabt arbejdsfortjeneste og tilskadekomsten den 5. februar 2009 gøres det gældende, der skal lægges vægt på afgørelsen om fleksjob, jf. bilag 39 og arbejdsevnevurderingsjournalen, jf. bilag 40. Under konklusionen i arbejdsevnevurderingsjournalen anføres blandt andet: Det vurderes, der er tale om begrænsninger pga kronisk hovedpine, kognitive vanskeligheder i form af opmærksomheds- og koncentrionsproblemer, indlærings- og hukommelsesproblemer, lyd og lys overfølsom, tinni- STD S01-ST01-K194-T1-L10-M04-P01-\K31

14 Side 9/22 tus, samt reduceret psykomotorisk tempo. Det vurderes tilstanden er forening med postcommotionelt syndrom. Han er plaget af kronisk hovedpine af invaliderende karakter og når han udsættes for pres, intensiveres hovedpine. Han lider også af svimmelhed og tendens til mavesmerter. Han er også meget stresssensitiv. Af ovennævnte fremgår, det særligt er hovedpinen og følgerne af hovedpinen, som er årsag til sagsøgers nedste arbejdsevne. I relion hertil skal der særligt lægges vægt på Retslægerådets svar på spørgsmål 1: Siden uheldet har han ifølge medsendte vedvarende haft varierende grad af hovedpine og nakkesmerter ledsaget af tilfælde med svimmelhed, tinnitus, og neds hukommelse- og koncentrionsbesvær. Endvidere skal der lægges vægt på Retslægerådets svar på spørgsmål 4: Hukommelses- og koncentrionsgener er ofte forekommende i sammenhæng med hovedpineklager og smerter. Der henvises i øvrigt til den neuropsykologiske erklæring (bilag a). Herudover skal der lægges vægt på Retslægerådets svar på spørgsmål 5: Generne har været varierende, således som det er sædvanligt ved smerter. De tilsendte sagsakter tillader ikke en yderligere beskrivelse. Ved indlæggelse i Nuuk i februar 2010 beskrives smerter ved højre øje. Der er ikke oplysninger om eventuelt andre årsager til generne end følger efter uheldet. der ikke er forhold der tilsiger den vejledende udtalelse af den 22. december 2015, jf. bilag 22 fra specialistmyndigheden Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal tilsidesættes. Der henvises i relion til erhvervsevnetab til følgende: Det er vores vurdering, årsagen til det arbejdsmæssige funktionsniveau i det væsentligste skyldes hovedpinegener efter aktuelle ulykke. og Vi er opmærksomme på, A også har betydelige psykiske symptomer efter begge ulykker. Vi har imidlertidig lagt vægt på, der under afklaringsforløbet ikke har været skånebehov på grund af psykiske gener. Begrænsningerne har i det væsentligste været begrundet i de betydelige hovedpinegener. A's erhvervsevnetab skyldes derfor helt overvejende følgerne efter ulykken den 5. februar der tillige i relion til årsagssammenhæng skal lægges vægt på Ankestyrelsen ved afgørelse den 2. oktober 2015 afviste, sagsøger var berettiget til erstning for tab af erhvervsevne ef- STD S01-ST01-K194-T1-L10-M04-P01-\K31

15 Side 10/22 ter arbejdsskadesikringsloven. herunder bemærkes særskilt, Arbejdsskadesikringslovens 12, stk. 2 bestemmer følgende: Et påvist tab af erhvervsevne, et varigt mén eller en persons død anses for være en følge af arbejdsskaden, medmindre overvejende sandsynlighed taler herimod, eller andet er fasts i denne lov. Særligt i forhold til årsagssammenhæng mellem det af sagsøger fremste krav på méngodtgørelse og tilskadekomsten den 5. februar 2009 gøres det gældende, der skal særligt lægges vægt på den vejledende udtalelse af den 22. december 2015, jf. bilag 22 fra specialistmyndigheden, Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, hvor méngraden efter tilskadekomsten den 5. februar 2009 vurderes til 15 %. Særligt i forhold til opgørelsen af de fremste krav gøres det gældende, kravene kan opgøres i overensstemmelse med sagens bilag 27 med underbilag. Overordnet gøres herefter gældende,...". sagsøgte har pådraget sig erstningsansvar overfor sagsøger, fordi sagsøgte som sagsøgers advok i relion til varetagelse af sagsøgers erstningssag overfor Alm. Brand vedrørende til skadekomsten den 5. februar 2009 undlod sikre, sagsøgers erstningskrav/godtgørelseskrav ikke forældede. B I/S har i påstandsdokument af 15. januar 2018 anført følgende: "... ANBRINGENDER: 1. Det bestrides, sagsøger har godtgjort et ansvarsgrundlag Forudsætningen for, sagsøgte kan blive dømt erstningsansvarlig overfor sagsøger, er, sagsøger godtgør, der indtrådte forældelse for sagsøgers evt. krav mod Alm. Brand Forsikring A/S, mens sagsøgte repræsenterede sagsøger. Det bestrides af følgende årsager, sagsøger har godtgjort dette: 1.1 Vedrørende samtlige krav STD S01-ST01-K194-T1-L10-M04-P01-\K31

16 Side 11/ Juridisk grundlag Forældelseslovens 21, stk. 5 lyder således: Er der inden forældelsesfristens udløb indledt forhandlinger om fordringen mellem skyldneren og fordringshaveren, eventuelt under medvirken af en uafhængig tredjemand, indtræder forældelse tidligst 1 år efter det tidspunkt, hvor forhandlingerne må anses for være afsluttet. Af lovforslag nr. 165 af 28. februar 2007 om forældelse af fordringer (forældelsesloven) fremgår følgende af bemærkningerne til 21, stk. 5: Tillægsfristen på 1 år regnes fra forligsforhandlingernes afslutning. Mens kreditor som udgangspunkt har bevisbyrden for, der er indledt forhandlinger, vil skyldneren som udgangspunkt have bevisbyrden for, forhandlingerne er afsluttet på et bestemt tidspunkt, og skyldneren bør derfor udtrykkeligt tilkendegive, hvornår den pågældende anser forhandlingerne for afsluttet. I praksis vil det kunne forekomme, forligsforhandlingerne blot glider ud og ikke afsluttes udtrykkeligt, og i et sådant tilfælde må fristen regnes fra den sidste kommunikion mellem parterne, der har karakter af egentlige forhandlinger (min understregning). Det fremgår af U H, en forelæggelse for Arbejdsskadestyrelsen som udgangspunkt anses for udtryk for forligsforhandlinger. Forsikringsaftalelovens 29, stk. 5, 1. pkt. lyder således: Er en skade inden forældelsesfristens udløb anmeldt til selskabet, indtræder forældelse af krav, som skaden giver anledning til, tidligst 1 år efter selskabets meddelelse om, det helt eller delvis afviser kravet. Af lovforslag nr. 166 af 28. februar 2007 om Ændring af forskellige lovbestemmelser om forældelse af fordringer m.v. fremgår følgende af de almindelige bemærkninger afsnit (vedrørende ændring af Forsikringsaftalelovens regler): Justitsministeriet er enig i, forsikringsområdets karakter tilsiger en særlig nem adgang til afbrydelse af forældelsen ved krav mod forsikringsselskaber i anledning af skader. Det er således ikke hensigtsmæssigt, forsikringstagere og sikrede skal STD S01-ST01-K194-T1-L10-M04-P01-\K31

17 Side 12/22 være opmærksomme på, der kan indtræde forældelse, mens en sag er under behandling ved et forsikringsselskab. Det er imidlertid Justitsministeriets opftelse, det fristafbrydende tidspunkt bør fastlægges til tidspunktet for anmeldelsen af skaden, der ligger til grund for kravet. Dette tidspunkt vil efter Justitsministeriets opftelse give anledning til færre tvivlsspørgsmål end tidspunktet for fremsættelsen af et konkret krav. Forsikringstageren eller den sikrede vil i mange tilfælde først være i stand til fremsætte et konkret krav mod forsikringsselskabet, når der er foretaget nærmere undersøgelser, som i praksis ofte gennemføres af forsikringsselskabet. Af lovforslagets særlige bemærkninger til Forsikringsaftalelovens 29, stk. 5, 1. pkt. fremgår følgende: Virkningen af afbrydelsen vil være, forældelse tidligst indtræder ét år efter selskabets meddelelse om, kravet helt eller delvist afvises. I det omfang kravet kun afvises delvist, gælder stk. 5, 1. pkt., for den afviste del. Det fremgår også af U /2H, der skal ske en decideret afvisning overfor den erstningssøgende. De ovenfor citerede forarbejder til Forældelsesloven og Forsikringsaftaleloven samt retspraksis tilsiger, en afvisning af et krav eller yderligere forhandling herom skal ske direkte overfor den erstningssøgende og være udtrykkelig, for afvisningen får forældelsesmæssig betydning Sagen konkret - Sagsøgers skade var ubestridt anmeldt til Alm. Brand Forsikring A/S inden forældelsesfristens udløb, og der var ubestridt igangs et forhandlingsforløb vedrørende sagsøgers krav. - Alm. Brand Forsikring A/S udbetalte i 2009 sagsøger a conto godtgørelse for 8 % varigt mén pga. hørenedsættelse (bilag 10). - Det var Alm. Brand Forsikring A/S, der i første omgang anmodede Arbejdsskadestyrelsen om en vejledende udtalelse (bilag 11). - I skrivelse af 7. april 2011 (bilag E) gjorde sagsøgte Arbejdsskadestyrelsen opmærksom på, en neuropsykologisk undersøgelse kunne være relevant. STD S01-ST01-K194-T1-L10-M04-P01-\K31

18 Side 13/22 - Arbejdsskadestyrelsen forholdt sig i udtalelse af 10. september 2013 (bilag 12) ikke konkret til, om sagsøger ved uheldet d. 5. februar 2009 blev påført et psykisk varigt mén. Arbejdsskadestyrelsen vurderede mods Alm. Brand Forsikring A/S, der ikke var årsagssammenhæng mellem sagsøgers hørenedsættelse og uheldet i Sagsøgtes skrivelse af 30. september 2013 til Arbejdsskadestyrelsen (bilag 13), hvori der anmodes om en revurdering, er i følgeskrivelsen fra sagsøgte konkret begrundet med, Arbejdsskadestyrelsen ikke havde forholdt sig til, om sagsøger pådrog sig psykiske gener ved uheldet i Endvidere henvises der i skrivelsen til bl.a. en psykirisk speciallægeerklæring, som ikke indgik i Arbejdsskadestyrelsens første udtalelse. Der var således helt konkrete årsager til, sagsøger anmodede Arbejdsskadestyrelsen om en revurdering. Årsager der bl.a. var begrundet i relevant lægeligt meriale, som Arbejdsskadestyrelsen ikke havde fået forelagt. Der var med andre ord ikke tale om en anmodning om revurdering på samme grundlag. - Alm. Brand Forsikring A/S tilkendegav i skrivelse af 11. november 2013 til Arbejdsskadestyrelsen (bilag 15), Alm. Brand Forsikring A/S var enige i Arbejdsskadestyrelsen vejledende udtalelse af 10. september Allerede fordi skrivelsen ikke var stilet til sagsøger, er den ikke udtryk for en afvisning overfor sagsøger, jf. U /2H. Det giver ikke mening, Alm. Brand Forsikring A/S kommunikerede overfor Arbejdsskadestyrelsen, hvis deres reelle hensigt var afvise sagen overfor sagsøger. Indholdsmæssigt kan skrivelsen heller ikke anses for have en sådan klarhed, det på baggrund af denne måtte stå sagsøgte klart, der uanset hvad Arbejdsskadestyrelsen måtte komme frem til i deres revurdering ikke var udsigt til finde en udenretlig løsning på sagen. Dette så meget desto mere, når der henses til det ovenfor beskrevne forløb, hvor Alm. Brand Forsikring A/S ved der- STD S01-ST01-K194-T1-L10-M04-P01-\K31

19 Side 14/22 es egen vurdering af sagen netop ikke havde været enige med Arbejdsskadestyrelsen, og da der var helt centrale lægelige bilag, som ikke var indgået i Arbejdsskadestyrelsens sagsbehandling. Skrivelsen kan bedst læses derhen, Alm. Brand Forsikring A/S (stiltiende) accepterede genforelæggelsen og dermed sagsbehandlingen skulle afvente Arbejdsskadestyrelsens revurdering men Alm. Brand Forsikring A/S i øvrigt mente, Arbejdsskadestyrelsen burde komme frem til samme result som i første udtalelse. At dette var Alm. Brand Forsikring A/S reelle hensigt på det tidspunkt bestyrkes også af, Alm. Brand Forsikring A/S i skrivelse af 2. december 2014 anmodede Arbejdsskadestyrelsen om en stus i sagen. Der synes ikke være nogen fornuftig grund hertil, hvis Alm. Brand Forsikring A/S reelt var af den opftelse, de i skrivelsen 11. november 2013 havde afvist sagen overfor sagsøger. Igen er Alm. Brand Forsikring A/S handlemåde fornuftsstridig, hvis deres skrivelse af 11. november 2013 var udtryk for en afvisning af sagen overfor sagsøger. - Først i skrivelsen af 8. december 2015 afviste Alm. Brand Forsikring A/S sagsøgers krav og yderligere forhandling direkte overfor sagsøger og med sådan udtrykkelighed, som kræves efter Forældelseslovens 21, stk. 5 og Forsikringsaftalelovens 29, stk. 5. Det er værd bemærke, Alm. Brand Forsikring A/S i denne skrivelse hvor hensigten utvivlsomt var afslutte sagen netop anfører, vi betragter herefter sagen for afsluttet. Havde hensigten været det samme med skrivelsen af 11. november 2013 var samme klare sprogbrug formentlig anvendt deri. Forældelse indtrådte derfor som udgangspunkt et år efter skrivelsen af 8. december 2015, dvs. 8. december Sagsøgte kan ikke være ansvarlig for, hvis denne frist ikke blev afbrudt overfor Alm. Brand Forsikring A/S, idet sagsøger i det meste af 2016 var repræsenteret ved sagsøgers nuværende advok. 1.2 Særligt vedrørende erstning for tabt arbejdsfortjeneste Det sygdomsforløb, der førte frem til, sagsøger blev afskediget i 2011, og hvorefter kravet på erstning for tabt arbejdsfortjeneste STD S01-ST01-K194-T1-L10-M04-P01-\K31

20 Side 15/22 opstod, blev direkte udløst af arbejdsskaden/overfaldet i oktober Dette blev accepteret af Erstningsnævnet, der som følge heraf betalte sagsøger erstning for tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte for perioden 1. september 2011 til 30. november Der var således intet, der indikerede, kravet skulle henføres til uheldet i Sagsøger var derfor i utilregnelig uvidenhed om, et eventuelt krav på erstning for tabt arbejdsfortjeneste skulle henføres til u- heldet i Denne utilregnelige uvidenhed varede indtil i hvert fald 30. november 2013 (doen hvor Erstningsnævnet stoppede med betale erstning for tabt arbejdsfortjeneste) og muligvis længere. Forældelse for dette krav indtrådte derfor tidligst i november 2016, jf. Forældelseslovens 3, stk. 2 og U H. Sagsøger havde heller ikke på et tidligere tidspunkt anledning til rejse et erstningskrav for tabt arbejdsfortjeneste overfor Alm. Brand Forsikring A/S, da sagsøgers tab blev dækket af Erstningsnævnet. På dette tidspunkt november 2016 var sagsøger repræsenteret af sagsøgers nuværende advok, hvorfor sagsøgte ikke kan være ansvarlig for, hvis forældelsesfristen for dette krav ikke blev afbrudt overfor Alm. Brand Forsikring A/S. 2. Det bestrides, der er årsagssammenhæng mellem en evt. ansvarspådragende fejl og sagsøgers tab Det bestrides, sagsøger har godtgjort årsagssammenhæng mellem uheldet i 2009 og sagsøgers tab i videre omfang, end hvad der følger af Arbejdsskadestyrelsens udtalelse af 10. september 2013 (bilag 12). Beviskravet for årsagssammenhæng er et kvalificeret beviskrav, jf. U H og H samt Lærebog i Erstningsret 8. udgave s På baggrund af Retslægerådets udtalelse, har sagsøger ikke godtgjort årsagssammenhæng mellem uheldet i 2009 og sagsøgers psykiske gener, jf. svaret på spørgsmål 7 og A. Arbejdsskadestyrelsen har i deres seneste udtalelse af 22. december 2015 (bilag 22) lagt til grund, sagsøger ved uheldet i 2009 pådrog sig 10 % psykisk varigt mén. Dette er jf. Retslægerådets vurdering ikke korrekt, og der er dermed et sikkert grundlag for tilsidesætte Arbejdsskadestyrelsens vurdering. STD S01-ST01-K194-T1-L10-M04-P01-\K31

21 Side 16/22 Henset til det psykisk varige mén udgør 10 % ud af et varigt mén på 15 %, bestrides det, det kan lægges til grund, sagsøgers erhvervsevnetab efter uheldet i 2009 er 65 %, hvis der bortses fra det psykisk varige. Da det er sagsøgers bevisbyrde godtgøre, sagsøgers tab kan henføres til uheldet i 2009, da sagsøger ikke ønskede medvirke til afklare usikkerheden om sagsøgers erhvervsevnetab (sagsøger gjorde indsigelse mod en ny forelæggelse for Arbejdsskadestyrelsen), og da Arbejdsskadestyrelsen tidligere har vurderet, sagsøger ikke havde et erhvervsevne over 15 % på baggrund af de 5 % mén, som det alene kan lægges til grund, sagsøger fik som følge af uheldet i 2009, gøres det gældende, sagsøger ikke har godtgjort have lidt et erstningsberettigende erhvervsevnetab subsidiært et erhvervsevnetab på 65 % som følge af uheldet i Sagsøgers erstningsopgørelse bestrides 3.1 Erstning for tab af erhvervsevne I det omfang retten måtte finde, sagsøger har godtgjort et erstningsberettigende tab af erhvervsevne, bestrides den årsløn, som sagsøger anvender til beregning heraf. Det fremgår af sagsøgers lønseddel for december 2008 (bilag 27 underbilag n), sagsøger i året forud for uheldet i 2009, havde en AM-indkomst på ,85 kr. Hertil skal lægges det samlede pensionsbidrag på ,69 kr. samt ATP på 1.786,50 kr. Dette giver i alt ,04 kr., hvilket er den løn, der skal beregnes erstning for tab af erhvervsevne efter, jf. Erstningsansvarslovens 7, stk. 2. Ved et erhvervsevnetab på 65 % giver dette en erstning på ,50 kr. ( kr. x 10 x 0,65 x 0,77). 3.2 Erstning for tabt arbejdsfortjeneste Sagsøgers opgørelse af kravet på erstning for tabt arbejdsfortjeneste bestrides. Der er ikke grundlag for opgøre kravet anderledes, end hvad Erstningsnævnet har opgjort det til og kompenseret sagsøger for. Det forhold sagsøger evt. har opgjort kravet forkert over for Erstningsnævnet gør ikke, den resterende del kan kræves i sagen vedrørende uheldet i Sagsøger kan derfor alene kræve erstning for tabt arbejdsfortjeneste for perioden december 2013 (Erstningsnævnet betalte er- STD S01-ST01-K194-T1-L10-M04-P01-\K31

22 Side 17/22 stning for tabt arbejdsfortjeneste frem til 30. november 2013) og frem til december 2015, da Arbejdsskadestyrelsen vurderede sagsøgers tab af erhvervsevne til 65 %. Dette giver et krav på kr. (tabt arbejdsfortjeneste for december 2013) ,64 kr. (tabt arbejdsfortjeneste for 2014) ,18 kr. (tabt arbejdsfortjeneste for 2015) = ,82 kr. 3.3 Godtgørelse for varigt mén Som der er redegjort for ovenfor, kan det på baggrund af Retslægerådets vurdering alene lægges til grund, sagsøger har en méngrad på 5 % som følge af uheldet i Alm. Brand Forsikring A/S har allerede kompenseret sagsøger for 8 % varigt mén, jf. bilag 10, hvorfor sagsøger ikke har noget yderligere krav på godtgørelse. Såfremt retten lægger til grund, sagsøger har godtgjort skulle have erstning fra sagsøger på baggrund af en méngrad på 15 %, gøres det gældende, kravet herfor alene kan opgøres til ,35 kr. (7 % mén x x 0,87)....". Sagsøger blev i 2009 kompenseret for 8 % mén (jf. bilag 10), hvorfor der ikke skal ske regulering efter Erstningsansvarslovens 15, stk. 1 for denne del af godtgørelsen i tiden efter Parterne har i det væsentligste procederet i overensstemmelse hermed. Rettens begrundelse og afgørelse Forældelse Forældelsesfristen for erstningskrav for personskade er tre år, jf. forældelseslovens 3, stk. 1. Forældelsen løber fra tidspunktet for skadens indtræden, jf. 2, stk. 4, idet fristen dog suspenderes indtil det tidspunkt, hvor fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til kravet eller skyldneren, jf. 3, stk. 2. Af forældelseslovens 21, stk. 5, fremgår, er der inden forældelsesfristens udløb indledt forhandlinger om fordringen mellem skyldneren og fordringshaveren, eventuelt under medvirken af en uafhængig tredjemand, indtræder forældelse tidligst 1 år efter det tidspunkt, hvor forhandlingerne må anses for være afsluttet. Af forsikringsaftalelovens 29, stk. 1, fremgår, krav i anledning af forsik- STD S01-ST01-K194-T1-L10-M04-P01-\K31