Oprørskamp case Afghanistan

Transkript

1 Kaptajn Torben Kristensen Oprørskamp case Afghanistan Afghanistan may evoke the military past, but its importance is as a preview of the battleground of the future - Robert Kaplan Institut for militære operationer ved Forsvarsakademiet Stabskursus Vejleder: Lars Wille Jørgensen fra Center for Militærhistorie (CFM) Opgavens antal ord:

2 ABSTRACT Insurgency has become a well-known phenomenon in military affairs. Based on a fundamental belief, that Danish military efforts in a counterinsurgency environment could be strengthened through an analysis of the present opponent the Afghan insurgent the aim of this project is the following: based on fundamental characteristics of recent Afghan insurgencies, which differences and similarities exists between the Mujahideen and Taliban insurgencies? As to the methodological design, the analysis is conducted as a comparative case study, where the Mujahideen and Taliban insurgencies are the basis for the analysis. Using K. V. Nielsen s theory The Warfare cycle as theoretical framework, this project examines the operational and strategic level of recent Afghan insurgencies, including the relation to the opponent the intervening superpower. The project concludes that the nature of both insurgencies, it being a political tool with a strategic aim, is basically the same. Conversely, the path to achieving objectives is fundamentally different. Whereas Mujahideen sought to defeat the Soviet intervention by attacking military objectives, Taliban is concentrated on weakening the will of the superpower. In particular the influence of technological development and the war view of the population leave you with the impression, that the two insurgencies are predominantly different. Recent Afghan insurgencies have shifted from an operational-driven insurgency to a strategic insurgency, where operational activities are only supporting the overall propaganda campaign. 2

3 RESUMÉ I dette speciale identificeres overordnede forskelle og ligheder i nyere afghansk oprørskamp. Specialet vil kunne bidrage til større klarhed omkring oprørets generelle karakteristika, og herigennem natur. Fokus vil være på oprørets operative niveau. Dette ud fra betragtningen om, at den erhvervede viden vil kunne anvendes til at styrke danske militære bidrag på tilsvarende og lavere subtaktiske niveauer. Tilegnet forståelse for oprørskamp har derved potentialet til indirekte at styrke fremtidig operativ indsættelse af danske militære kapaciteter. På baggrund heraf er følgende problemformulering opstillet: Ud fra generelle karakteristika ved nyere afghansk oprørskamps kredsløb, hvilke overordnede forskelle og ligheder eksisterer der mellem henholdsvis det mujahideenske og det nuværende talibanske oprør? Teori og metode Krigsførelsens kredsløb udgør specialets teoretiske grundlag. Teorien er søgt operationaliseret til helt specifikt at behandle oprørskamp som fænomen. Analysen foretages på baggrund af et komparativt casestudie efter den kvalitative metode, hvor den Sovjet-afghanske krig og den aktuelle NATO-ledede mission er anvendt som cases. Analysen Problemformuleringen stiller krav til at såvel generelle karakteristika, som forskelle og ligheder de to oprør imellem identificeres. Specialets analyse falder derfor i to delanalyser og et synteseafsnit. Delanalyserne vil undersøge det mujahideenske og talibanske oprør mod henholdsvis Sovjet og den nuværende koalitionsstyrke i Afghanistan. Delanalyserne har til formål at fastlægge respektive oprørskampes karakteristika på det operative og strategiske niveau, samt disse niveauers interaktion. Oprøret som samlet kapabilitet overfor den intervenerende stormagt vil også blive belyst. Syntesen sammenholder de i delanalyserne identificerede karakteristika, med det formål at fastlægge overordnede forskelle og ligheder i nyere afghansk oprørskamp. Konklusion På baggrund af analysen konkluderes det, at begge oprørskampe har haft et overordnet strategisk sigte, hvorved formål og natur for såvel Mujahideen og Taliban kan opfattes som grundlæggende ens. Strategiske mål søges dog opnået på forskellig vis. Mujahideen så sine mål opnået gennem bekæmpelse af modstanderens militære kapaciteter, hvorimod Taliban i højere grad målretter sin oprørskamp mod modstanderens vilje. Den mujahideenske og talibanske oprørskamp har på flere overordnede områder ligheder. At de to oprør alligevel fremstår overvejende væsensforskellige, skyldes i særdeleshed teknologiens påvirkning af oprørets operative niveau og kampen om befolkningens gunst på det strategiske niveau. Nyere afghansk oprørskamp har grundlæggende udviklet sig fra at bekæmpe modstanderen ved primært at lade militære operationer være styrende, støttet af strategiske aktiviteter, til nu at lade 3

4 strategiske operationer være styrende for bekæmpelse af modstanderen, støttet af operative aktiviteter. Perspektivering Specialets validitet udfordres overordnet set af det snævre geografiske valg (to afghanske oprør) samt den generelle uenighed blandt forskere om, hvorvidt konflikter er sammenlignelige, og om der derfor overhovedet kan drages paralleller disse imellem. Da ambitionen med specialet netop ikke er at afdække oprørskamp som globalt fænomen, men derimod nyere tids oprør i Afghanistan, vurderes analysens validitet som tilfredsstillende. Teoretisk reliabilitet er gennem operationalisering af Krigsførelsens kredsløb blevet tilsikret. Tilgængelig empiri er overvejende vestlige fortolkninger af afghansk oprørskamp. Dele af litteraturen kan ligeledes være påvirket af vestlige politiske bestræbelser på at italesætte et robust afghansk magtapparat. Disse forbehold er en præmis i dette speciale, som læseren skal være opmærksom på. Oprørsbekæmpelse vil med fordel kunne forme sin kamp omkring Strategisk Kommunikation. Denne tilgang tilsikrer at ramme de dele af oprøret, der i analysen har vist sig som værende centrale for oprørskampens sammenhængskraft. Oprørsbekæmpelsen bør ligeledes have sit fokus på at bryde med den konventionelle tænkning relateret til enheders anvendelse. At tilpasse sine (konventionelle) militære kapaciteter til lokale terrænmæssige forhold, er væsentligt i bestræbelserne på at svække oprøret som helhed. 4

5 INDHOLDSFORTEGNELSE 1. INDLEDNING 1.1. Problemdiskussion og problemformulering Definitioner Opgavens afgrænsning Valg af teori Valg af empiri Operationalisering af teori Opgavens struktur ANALYSE Delanalyse 1: Den mujahideenske oprørskamp Oprørskampen på det operative niveau Oprørskampen på det strategiske niveau Oprørskampens interaktion mellem det operative og strategiske niveau Oprørskampens samlede kapabilitet overfor modstanderen 33 Delanalyse 2: Den talibanske oprørskamp Oprørskampen på det operative niveau Oprørskampen på det strategiske niveau Oprørskampens interaktion mellem det operative og strategiske niveau Oprørskampens samlede kapabilitet overfor modstanderen SYNTESE 3.1. Forskelle og ligheder ved formål og koncept Forskelle og ligheder på det operative niveau Forskelle og ligheder på det strategiske niveau Forskelle og ligheder ved interaktionen mellem det operative og strategiske niveau Forskelle og ligheder som samlet kapabilitet overfor modstanderen KONKLUSION 4.1. Konklusion Perspektivering 56 Bilag Bilag

6 1. INDLEDNING Formål Med udgangspunkt i Krigsførelsens kredsløb 1 analyseres afghansk oprørskamp. Her søges det belyst, hvilken indflydelse oprørets operative niveau, dets strategiske omgivelser og modstanderen har haft på oprørskampens karakteristika. Specialets formål er at identificere overordnede forskelle og ligheder i nyere afghansk oprørskamp. Analysen gennemføres på baggrund af et komparativt casestudie efter den kvalitative metode, hvor den Sovjet-afghanske krig og den aktuelle NATOledede mission er anvendt som cases. Specialets fokus på oprørskampens operative niveau vil kunne anvendes til at styrke danske militære bidrag på tilsvarende og lavere subtaktiske niveauer. Tilegnet forståelse for oprørskamp har derved potentialet til indirekte at styrke fremtidig operativ indsættelse af danske militære kapaciteter. Målgruppen for dette speciale vil derfor være miltært personel. Det betyder at almindeligt kendte militære begreber ikke vil være genstand for særskilte redegørelser, men at disse forudsættes kendt af læseren. Formålet med dette kapitel er at fastsætte rammerne for specialets indhold, udformning samt operationalisering af teorien Problemdiskussion og problemformulering Problemdiskussion Da Danmark i 2001 engagerede sig i Afghanistan-konflikten var det med en bred politisk opbakning. Oprørskampen mod koalitionsstyrken i Afghanistan har betydet, at landet fortsat er et farligt sted at leve. Taliban opererer hovedsageligt i den sydlige del af landet, hvor Helmandprovinsen er centrum for de fleste kampe (bilag 1). Det er i denne provins at størstedelen af det danske styrkebidrag befinder sig. Den politiske linje overfor Afghanistan-konflikten har i de senere år ændret sig. Fokus er nu ikke længere på etableringen af et demokratisk Afghanistan, men mere på at skabe forudsætningerne for Kabul-regeringens selvstændige håndtering af nationale oprørskræfter. Udviklingen kan anskues som værende en naturlig konsekvens af en stigende politisk utålmodighed overfor Kabulregeringen. USA fremrykkede i starten af i år tidspunktet for påbegyndelsen af tilbagetrækningen af kampsoldater 2. En udvikling den danske regering valgte at følge. Regeringen besluttede medio marts i år at hjemtage de sidste kampenheder allerede til august, hvilket er et år før tid. Afslutningen af det danske styrkebidrag i sin nuværende form er hermed en kendsgerning. Det er derfor naturligt at gøre status på den danske indsats i sin helhed. Gennem min tjeneste som kaptajn har jeg været tæt tilknyttet det danske militære engagement i Afghanistan. En problematik, der især har vist sig svært håndterbar, er kampen mod Taliban. Vanskelighederne ved 1 Jensen, p Burchharth, p

7 håndteringen af oprørskampen afspejles tydeligt i den hyppigt skiftende doktrin for den samlede koalitionsstyrkes bekæmpelse heraf, også benævnt Counterinsurgency (COIN) 3. Erkendelsen af at oprørskamp vil være et centralt fænomen i de kommende år, kan ligeledes udledes af NATO s nyeste strategiske koncept. Truslen mod det internationale samfund beskrives i dette dokument meget tydeligt. Der stilles ikke overraskende krav til, at alliancen fremover skal kunne håndtere en konventionel modstander, men nu fremhæves den mere irregulære modstander ligeledes som en eksplicit trussel 4. Oprørskamp er et højaktuelt fænomen, danske styrkebidrag forventeligt skal forholde sig til i fremtidige missioner. Det arabiske forår samt udviklingen i Mali er de seneste eksempler herpå. Belysning af oprørskamp anses for fagligt relevant, og vil derfor være det centrale militærfaglige formål med specialet. Ovenstående forhold får én til at efterlyse tidligere tilegnet viden om oprørskamp. Er den aktuelle oprørskamp i Helmandprovinsen reelt nyskabende? Kan man ikke finde historiske, sammenlignelige oprørskampe mod intervenerende militære stormagter i Afghanistan, og på baggrund af denne tilvejebragte viden, skabe bedre betingelser for indsættelsen af danske styrker såvel i dag som i fremtidige konfliktområder? Siden 1834 har Afghanistan været udsat for ikke mindre end fem invasioner 5. Jakobsen har udarbejdet en oversigt over historiske og aktuelle småkrige dækkende perioden efter 1945 (bilag 2) 6. Jakobsen definerer småkrige således: En militær underlegen gruppe indleder en kamp mod en militær modstander og anvender ukonventionelle metoder, med det formål at nå politiske mål, der kan spænde fra det lokale til det nationale 7 Definitionen vurderes indledningsvis at være anvendelig til belysning af oprørskamp, hvorfor oversigten er brugbar til at finde et historisk sammenligneligt oprør. Jakobsen opdeler endvidere småkrige i to kategorier 8. Sidstnævnte kategori omfatter Talibans oprørskamp mod koalitionsstyrkerne. Da Mujahideens kamp mod en intervenerende sovjetisk stormagt fremgår af 3 Trautner (forelæsning). Gennem den efterhånden 12 år lange krig mod Taliban er doktrinen gået fra Hearts and minds, hvilket var en befolkningsfokuseret tilgang, til en anti-terrorist doktrin, der fokuserede på identifikation og uskadeliggørelse af terrorister og oprørskæmpere. Nuværende doktrin benævnes clear-hold-build og tager sit afsæt i at oprøret principielt er i konkurrence med den civile regeringsmagt. Koalitionsstyrker indsættes med formål at støtte regeringens politiske og sikkerhedsmæssige kapacitet, for herigennem yderligere at mindske opbakningen til oprøret. 4 NATO, Strategic Concept for the Defense and Security of The Members of the North Atlantic Treaty Organisation, november Ewans, hhv. p. 3-4 og p. 28. Der refereres til de tre Anglo-afghanske krige samt den Sovjet-afghanske krig og den nuværende konflikt i Afghanistan. 6 Jakobsen, p Ibid, p Ibid, p Kategorierne er anført således: 1. Nationale og interne småkrige samt 2. Friheds- eller internationale småkrige. I den sidstnævnte kategori retter oprøret sig mod en fremmed (stor)magt, som enten har besat det pågældende land eller søger at nedkæmpe et oprør på vegne af den siddende regering. 7

8 samme kategori, vil disse to småkrige udgøre den mest naturlige ramme i forhold til belysning af nyere afghansk oprørskamp. Problemformulering Alt peger på at oprørskamp vil være et fænomen, der såvel i nutidens som fremtidens konfliktområder skal håndteres militærfagligt. Med Afghanistan som afsæt vil dette speciale derfor belyse nyere tids oprørskamp. Problemformuleringen vil være: Ud fra generelle karakteristika ved nyere afghansk oprørskamps kredsløb, hvilke overordnede forskelle og ligheder eksisterer der mellem henholdsvis det mujahideenske og det nuværende talibanske oprør? 1.2. Definitioner Formålet med dette afsnit er at definere centrale elementer i undersøgelsesfeltet for yderligere at rammesætte analysen. Oprørskamp anskues (af Kiras) som et af flere begreber indenfor asymmetrisk krigsførelse som det overordnede emne. I den sammenhæng karakteriseres asymmetri som en form for krigsførelse, hvor den ene part er såvel numerisk som ressourcemæssigt underlegen, og de stridende parter udgøres ofte af en ikke-statslig aktør modsat den ressourcestærke stat 9. Kiras opfattelse af asymmetrisk krigsførelse bekræftes af Freedman, der ligeledes fremhæver den ressourcemæssige ubalance mellem de stridende parter som karakteristisk, og fremhæver ydermere det afgørende i den iterative, kontinuerlige, strategiske tilpasning ift. modparten 10. Samlet set vurderes Kiras beskrivelse af asymmetrisk krigsførelse derfor anvendelig. Kiras definerer oprørskamp således: irregular warfare is defined as the use of violence by sub-state actors or groups within states for political purposes of achieving power, control and legitimacy, using unorthodox or unconventional approaches to warfare owing to a fundamental weakness in resources or capabilities 11. Kiras har forsøgt at nedbryde begrebet irregulær krigsførelse i underkategorier, hvoraf en af disse er oprørskamp. Ud fra ovenstående definition og Kiras komparative opstilling (se figur 1), adskilles oprørskamp fra begreberne kup, terrorisme, revolution og borgerkrig. Denne tilgang vurderer jeg at være en hensigtsmæssig måde at definere oprøret på som fænomen. Det 9 Kiras, p Sheehan, p Asymmetrisk krigsførelse beskrives her af Freedman som: Asymmetric warfare exists when two combatants are so different in their characters, and in their areas of comparative strategic advantage, that a confrontation between them comes to turn on one side s ability for force the other side to fight on their own terms. The strategies that the weak have consistently adopted against the strong often involve targeting the enemy s domestic political base as much as his forward military capabilities 11 Kiras, p

9 indholdsmæssige i Kiras definition bekræftes ydermere ved at anskue den af Metz & Millen anvendte definition på oprørskamp 12. Centrale elementer i de anvendte definitioner vurderes at være 1. Anvendelsen af militær magt for at opnå politiske mål (altså en sammenhæng mellem et strategisk og et operativt niveau), 2. Oprørskampen udføres af en ikke-statslig aktør, hvor oprøret har til formål at opnå større politisk indflydelse i forhold til et allerede etableret magtapparat, 3. Oprøret er ofte en underlegen kapacitet, hvorfor irregulær kamp er nødvendigt og 4. Interdependens mellem oprøret og befolkningen er en væsentlig faktor. Når jeg herfra refererer til oprørskamp vil det grundlæggende være disse elementer der udgør forståelsesrammen. Ovenstående bekræfter at den i problemdiskussionen anvendte definition på småkrige er anvendelig, hvorfor valget af de to oprørskampe fastholdes. Definitionen på henholdsvis Mujahideen og Taliban er følgende: Mujahideen: The term is most frequently used in reference to the self-named Afghan mujahedeen, the guerrilla fighters who battled the Soviet army from Taliban: The Taliban are an Islamic movement following a strict interpretation of Sharia that took over Afghanistan following the Soviet withdrawal 14 Af definitionerne udledes, at de under Mujahideen kæmpende krigsherrer med nogen sandsynlighed ligeledes udgør dele af Taliban. Et oprørsmæssigt sammenfald mellem de to organisationer er derfor rimeligt at antage. Dette forhold vil specialet søge at tage højde for. 12 Ringsmose, p. 4. Definition: A strategy adopted by groups which cannot attain their political objectives through conventional means or by a quick seizure of power. It is used by those who are too weak to do otherwise. Insurgency is characterized by protracted, asymmetric violence, ambiguity, the use of complex terrain, psychological warfare, and political mobilization all designed to protect the insurgents and eventually alter the balance of power in their favour

10 Figur 1: Komparativ opstilling af begreber indenfor asymmetrisk krigsførelse (Kiras) Opgavens afgrænsning Efter at have adskilt oprørskamp fra andre begreber tilknyttet asymmetrisk krigsførelse, vil specialet derfor ikke belyse kup, terrorisme, borgerkrig, revolutioner eller kriminelle grupperinger. Behandlingen afgrænses derfor til den i figur 1 beskrevne forståelsesramme anført under Insurgency. Afgrænsningen bidrager ligeledes til den i pkt beskrevne forståelsesramme, hvorved denne styrkes yderligere. Undersøgelsesfeltet fokuserer på nyere afghansk oprørskamp, hvorfor behandlingen afgrænses til Afghanistan som geografisk område. Det regionale nærområde inddrages i det omfang det vurderes nødvendigt, for at kunne analysere de valgte cases fyldestgørende. Da specialet har et snævert geografisk fokus, vil såvel det talibanske som det mujahideenske oprør være centreret om den afghanske befolkning. Jeg er derfor opmærksom på at befolkningssammensætningen (og derfor også oprørssammensætningen) kan være sammenfaldende. Det er sandsynligt at dele af Taliban reelt udgøres af krigsherrer, der tidligere var en del af Mujahideen. Man kan ikke sætte lighedstegn mellem Taliban og Mujahideen, men en høj grad af erfaringsoverdragelse oprørene imellem anses for meget sandsynligt. Erfaringsoverdragelse vurderes at være den altoverskyggende relation oprørene imellem, hvorfor hverken kulturelle eller etniske forhold behandles. Befolkningen inddrages derfor som et mere homogent element, hvor fokus er rettet mod befolkningens generelle krigsopfattelse samt graden af opbakning til oprøret. Da kampene i Helmandprovinsen er den del af det talibanske oprør vi (det danske forsvar) kender bedst, vil specialets belysning af Taliban i et vist omfang tage sit afsæt i denne provins. 10

11 Størstedelen af væbnede oprør i nyere tid har bekræftet, at man kan betragte en oprørskamp som inddelt i tre faser, hvilket understreger gyldigheden af den maoistiske faseskabelon 15. I forenklet form består faserne af 1. Den strategiske defensiv, 2. Den strategiske ligevægt og 3. Den strategiske offensiv. Det karakteristiske ved Mao s anden fase er, at oprøret endnu ikke har den fornødne styrke til at udfordre regeringsstyrkerne. Her vil oprøret anvende irregulær kamp for at opnå det langsigtede formål. Det nuværende talibanske oprør vurderes at være i denne fase, hvorfor specialet afgrænses til at belyse den irregulære kamp. Faser, hvor oprøret teoretisk set er mere konventionelt kæmpende, belyses derfor ikke. Henset til det skitserede formål, vil fokus i specialet være rettet mod oprørets operative niveau, og i nogen grad det strategiske niveau. Det politiske niveau vil derfor ikke være genstand for særskilt analyse, men inddrages dog i det omfang, der vurderes nødvendigt for analysens helhed. Formålet afføder ej heller et behov for at belyse oprørets kamp mod afghanske regeringsstyrker. Fokus vil være på oprørets kamp mod den intervenerende stormagt. Oprørskampen vil være specialets centrale fænomen. Analyse af selve oprørsbekæmpelsen (COIN) behandles derfor ikke Valg af teori Oprørskamp skal belyses gennem et teoriapparat, der beskriver sammenhængen mellem oprørets militære magtapparat (benævnes herfra det operative niveau 16 ) og dettes interaktion med såvel oprørets politiske ledelse som det omkringliggende samfund (benævnes herfra det strategiske niveau 17 ). Den væsentlige definitoriske sammenhæng er at det militære magtmiddel indsættes på det operative niveau, på baggrund af en strategisk synkronisering. Der er således tale om at undersøgelsesfeltet er på makroniveau, hvilket mit valg af teori skal afspejle. En anden væsentlig faktor er at undersøgelsesfeltet har et militærspecifikt fokus. Dette betyder at mit valg af teori bør efterleve eventuelle kriterier, der generelt kvalificerer militære teoriapparater. Som tidligere afgrænset har specialet sit fokus på asymmetrisk krigsførelse, mere specifikt oprørskamp. Oprørsspecifik teori skal derfor inddrages, således at der skabes størst mulig sammenhæng mellem teori og valgt fænomen. 15 Mao Tse-Tung, p. 49. Faserne benævnes henholdsvis organization, consolidation and preservation (første fase), progressive expansion (anden fase) og decision, or destruction of the enemy (tredje fase). 16 NATO Allied Joint Publication. Det operative niveau defineres som the level at which campaigns and major operations are planned, conducted, and sustained to achieve strategic objectives within theatre or areas of operations. 17 Krüger-Klausen og Odgaard (forelæsning). Det strategiske niveau defineres som niveauet hvor koordinering og synkronisering af anvendelsen af metoder og instrumenter (herunder det militære) indenfor et afgrænset geografisk område finder sted. 11

12 Militærteori generelt Vego anfører flere kriterier for et godt militærspecifikt teoriapparat. Teorien bør favne såvel militære som ikke-militære aspekter, der har indflydelse på operationer. Militærspecifik teori bør inddrage analysen af samfundsmæssige forhold og deres indflydelse på gennemførelsen af krig. Teorien skal altså favne en bred beskrivelse af ikke-militære magtmidler, og bør koble krigen til andre konstituerende dele af samfundet. Herudover kendetegnes god militærteori ved at være generisk (bredt anvendelig til belysning af militære emner), enkel, konceptuel samt beskrevet ved brug af et letforståeligt militært sprog 18. Den moderne trinitariske udlægning af Clausewitz belyser sammenhængen mellem den politiske og den militære dimension samt befolkningen (se figur 2a). Clausewitz understreger at det strategiske niveau er tæt forbundet med det operative niveau, og at en fyldestgørende analyse af krigsførelse kræver inddragelse af alle tre dimensioner Det anføres ydermere at modellen kan bruges til at studere alle former for krigsførelse 21. Figur 2a: The Trinitarian model (Clausewitz). Figur2b: Krigsførelsens kredsløb (K. V. Nielsen). Krigsførelsens kredsløb (se figur 2b) er et teoriapparat, der har til hensigt at anskueliggøre såvel det militære magtapparats indre sammenhæng som relationen til det omgivende samfund (se yderligere bilag 3). Oprørsspecifik teori Når fokus rettes mod oprørskamp, fremhæver Kiras især to teoretikere, nemlig Mao Tse-Tung og Thomas Edward Lawrence 22. Mao anså grundlæggende det centrale i oprørskamp som værende oprørets militære dimensions samspil med det omkringliggende samfund 23, samt oprørets relation til befolkningen 24. Mao 18 Vego, p Trautner (2), p Schuurman, p Ibid, p Kiras. De to anførte teoretikere fremhæves specifikt på hhv. p (Lawrence) og (Mao Tse-Tung). 12

13 bekræfter vigtigheden af at skulle se oprørskampen i rammen af det omkringliggende samfund (det strategiske niveau 25 ). Endvidere fremhæves at oprøret skal ses i lyset af modstanderen, og at udnyttelsen af tilgængeligt terræn er et væsentligt aspekt 26. Lawrence er kendt for at have opstillet seks grundlæggende principper for oprørskamp, som den dag i dag vurderes relevante 27. Principperne lyder (i forkortet form) således: 1. A successful guerilla movement must have an unassailable base 2. The guerilla must have a technologically sophisticated enemy 3. The guerilla must have at least the passive support of the populace, if not its full involvement 4. The enemy must be unable to occupy the disputed territory in depth with a system of interlocking fortified posts 5. The irregular force must have the fundamental qualities of speed, endurance, presence and logistical independence 6. The irregular must be sufficiently advanced in weaponry to strike at the enemy s logistics and signals vulnerabilities Af disse principper udleder jeg at især befolkningsmæssige forhold, modstanderen samt udnyttelsen af det omkringliggende terræn skal indgå i belysningen af oprørskamp. Valg af teori: Krigsførelsens kredsløb Ovenstående redegørelse for teorier kan sammenfattes i skemaform (se figur 3). Skemaet tydeliggør at Krigsførelsens kredsløb bør vælges af flere årsager. Krigsførelsens kredsløb vurderes i høj grad at efterleve de af Vego anførte kriterier for god militærteori. Herudover favner Krigsførelsens kredsløb i sin grundform alle de teoretiske elementer, der anføres som værende fællesmængden af inddragede teorier (herunder den trinitariske model). Ud fra dette vurderer jeg at der rent indholdsmæssigt er bred teoretisk enighed om anvendeligheden af Krigsførelsens kredsløb. Krigsførelsens kredsløb favner såvel det strategiske som det operative niveau, hvor sammenhængen disse imellem (i modsætning til andre teorier) endda er eksplicit anført. Denne eksplicitte anførelse styrker forfatterens forståelse for teoriens hensigt og herigennem dennes 23 Mao Tse-Tung, p. 56. Dette udtrykkes således: A revolutionary war is never confined within the bounds of military action. Because its purpose is to destroy an existing society and its institutions and to replace them with a completely new state structure, any revolutionary war is a unity of which the constituent parts, in varying importance, are military, political, economic, social and psychological 24 Ibid, p. 58. Dette udtrykkes således: the struggle can succeed only if a firm unity exists between the guerillas and the people. 25 Kiras, p Især tre forhold fremhæves: 1. Operative aktiviteter skal adskilles fra strategiske aktiviteter, men altid ses i sammenhæng hermed, 2. Operative aktiviteter skal altid ses i et langsigtet perspektiv (den maoistiske faseskabelon som tidligere nævnt) og 3. Operative aktiviteter vil altid være underlagt et politisk formål. 26 Mao Tse-Tung, p Schneider, p

14 anvendelighed. Her vælges altså til fordel for den teori, der bedst beskriver det teoretisk tiltænkte indhold. Teorien har herigennem potentialet til de mest præcise konklusioner. Gennem anførelse af ydre faktorer (som tolkes bredt), åbner teorien op for inddragelse af yderligere teoretiske elementer. Muligheden for integration af terrænets udnyttelse og modstanderen i det endelige teoriapparat er hermed skabt. På baggrund af ovenstående vælges Krigsførelsens kredsløb. Under pkt (operationalisering af teori) vil teorien dog skulle målrettes yderligere mod oprørskamp. Afslutningsvis skal det understreges at teoriens forklaringskraft vil være afgørende, ikke dens deterministiske elementer. Elementer det teoretiske valg bør favne Teori Militær teori generelt Det militære (Vego) Det ikke-militære generelt Kendetegn ved god militærteori: konceptuel, generisk, enkel og letforståeligt militært sprog Clausewitz Det politiske Befolkningen Det militære Krigsførelsens kredsløb Det politiske Befolkningen (samfundets ideologi) Det økonomiske Det militære (hvor doktrin, teknologi og organisation fremgår eksplicit) Oprørsspecifik teori Mao Tse-Tung Det politiske Befolkningen Det økonomiske Det militære Det psykologiske T. E. Lawrence Befolkningen Det militære Sammenfatning Fællesmængde af elementer, der er teoretisk enighed om: Det politiske element Befolkningen Det militære element Det økonomiske element (alle elementer er indeholdt i Krigsførelsens kredsløb) Andre faktorer det teoretiske valg bør favne Samfundsmæssige forhold generelt (kobling mellem krigen og samfundet) Interaktionen mellem samfundet og det militære magtapparat Interaktionen mellem samfundet og det militære magtapparat (Modstanderen) Interaktionen mellem samfundet og det militære magtapparat Modstanderen Terrænet Modstanderen Terrænet Fællesmængde af andre faktorer: Interaktionen mellem samfundet og det militære magtapparat Modstanderen Terrænet Figur 3: Sammenfatning af teoriernes elementer og andre faktorer. 14

15 1.5. Valg af empiri Mit valg af case, til sammenligning af det talibanske oprør, blev den Sovjet-afghanske krig. Graden af sammenlignelighed er afgørende for kvaliteten af specialets komparative analyse, hvorfor argumenter der kvalificerer sammenligneligheden er anført nedenfor. Befolkningen udgør i begge cases oprøret. En ens befolkningssammensætning (klaner, stammestrukturer, lokale magthierarkier) kvalificerer sammenligningsgrundlaget. Modstanderen er i begge cases Kabul-regeringen, støttet af en intervenerende stormagt. Oprørets modstander er derfor også sammenlignelig. Op til flere argumenter udspringer af det tidsmæssige aspekt. Begge konflikter har haft den tidsmæssige udstrækning til, at den irregulære kamp har haft mulighed for at materialisere sig. De to cases er endvidere tilpas tidsmæssigt adskilt til at kunne belyse en eventuel udvikling over tid. Begge afghanske oprør er foregået i nyere tid, hvorfor tilgængelige våbensystemer, anvendte enhedstyper samt andre militære kapaciteter gør rammen omkring analysen af de to cases forenelig. Begge oprør blev af hele (eller dele) af befolkningen opfattet som en eksistentiel krig. Dette kan kvalificere valget af cases i den forstand at selve intensiteten, med hvilken oprørsgrupperne kæmpede, er sammenlignelig. Den væsentligste forskel på valgte cases menes at findes i indretningen af det internationale samfund. Under Mujahideen var den politiske scene fastlåst af en bipolær magtbalance. Anderledes er det i dag, hvor man i højere grad kan tale om et multipolært internationalt samfund, med USA som den dominerende magt. Da forskellen er på det politiske niveau, hvilket ikke er specialets fokusområde, diskvalificeres de valgte cases ikke heraf. Øvrige forhold Jeg har ved Forsvarets Efterretningstjeneste indhentet tilladelse til at anvende et temahæfte klassificeret TIL TJENESTEBRUG. Tilladelsen er godkendt af vejleder og vedlægges derfor ikke specialet. Ønsket om eventuel offentliggørelse af specialet kan derfor stadig imødekommes. Der er primært anvendt engelsk- og dansksprogede kilder. Indhentning af empiri blev afsluttet 20. april Forhold vedrørende specialets validitet og reliabilitet behandles særskilt i perspektiveringen. Der er ved vejleder indhentet tilladelse til at specialets omfang må være op til ord. 15

16 1.6. Operationalisering af teori Teorien søges i dette afsnit operationaliseret, hvilket betyder at der skal skabes størst mulig sammenhæng mellem anvendt teori og valgt fænomen (oprørskamp). Resultatet af operationaliseringen bliver derfor at tilføre Krigsførelsens kredsløb oprørsspecifikke elementer, der danner grundlag for delanalyserne. Som en del af denne operationalisering bliver inddragelsen af Mao og Lawrences oprørsteoretiske aspekter derfor helt centralt. Krigsførelsens kredsløb er beskrevet mere detaljeret i bilag 3. Operationaliseringen medfører fem tilpasninger: 1. Formulering af teoriens elementer samt fastlæggelse af retningsgivende parametre Det operative niveau (det indre kredsløb) Doktrin Doktrin er de grundlæggende principper, hvorefter militære styrker udfører deres handlinger for at opnå fastsatte mål. Principperne kan udmønte sig i standardprocedurer for anvendelse af det militære magtapparat på alle niveauer (især på de lavere niveauer i en militær organisation) 28. Det centrale vurderes her at være begrebet standardprocedurer. Teorien fremhæver at disse især vil gøre sig gældende på lavere niveauer. Da oprøret som udgangspunkt er numerisk underlegen og kæmpende i mindre enheder, vil fastlæggelsen af standardprocedurer på især det taktiske niveau derfor være det styrende parameter for analysen af oprørsspecifik doktrin. Teknologi Teknologi defineres som værende enhver form for våbensystemer og kommunikationsudstyr, der indgår i et forsvar 29. Da de i teorien anførte parametre vurderes relevante for oprørets evne til at kæmpe, fastholdes disse i den oprørsspecifikke teoretiske model. Organisation Organisation defineres som den strukturelle sammensætning af forsvarets (det militære magtapparats) ressourcer. Ud over den fysiske organisation af forsvaret og dets enheder, indgår uddannelse, rekruttering (værnepligt/professionelt personel) samt støtte i ordets bredeste forstand 30. Oprøret er tæt forbundet til befolkningen. Rekruttering og uddannelse af såvel lokale afghanere som udefrakommende sympatisører skal derfor indgå i analysen. Hvilken organisationstype oprøret benytter (hierarki, netværksorganisation etc.) tilføjes ydermere som parameter. Denne 28 Jensen, p Ibid, p Ibid, p

17 tilføjelse vurderes relevant, da den generelle udvikling på det organisatoriske område har været signifikant, hvorfor belysning af oprørskamp i lige netop nyere tid bør favne dette aspekt. Militære enheder samt disses støtteenheder videreføres naturligvis i den operationaliserede teori. Da rekrutteringsforhold forventeligt vil være nøje forbundet med befolkningen, anføres rekruttering som parameter under det element, der dækker befolkningsmæssige forhold. Det strategiske niveau (det ydre kredsløb) Samfundets (økonomiske) udviklingsstade Teorien angiver her tre faktorer, der vurderes at have indflydelse på det militære magtapparats kapabiliteter, nemlig befolkningsforhold (samfundets rekrutteringsgrundlag), erhvervsstrukturer (teknologiske kapaciteter i samfundet) og nationalregnskabet (graden af økonomiske ressourcer, samfundet kan mobilisere til det militære magtapparat) 31. Ovenstående beskrivelse vurderes i høj grad at tage sit afsæt i en vestlig opfattelse af sammenhængen mellem samfundet og det militære magtapparat. Denne sammenhæng skal justeres i relation til belysning af oprørskamp, da oprøret jo netop modarbejder magtapparatet. Samfundets politiske ledelse har ingen interesse i at tilføre oprøret styrke, hvorfor oprøret må erhverve sin styrke uafhængigt af denne. Oprørets (egenhændige eller sponsorerede) tilvejebringelse af et økonomisk/teknologisk grundlag uafhængigt af det statslige magtapparat, vil her være den ikke uvæsentlige justering af teorien. Den samfundsmæssige ordlyd fjernes derfor, og elementet benævnes i den operationaliserede teori økonomiske og teknologiske ressourcer. Ud fra dette afsnit er rekrutteringsforhold et udestående, der endnu ikke er placeret i teoriens udformning. Tilførsel af den afghanske befolkning som et selvstændigt teoretisk element er en måde, hvorpå rekruttering kan belyses. Samfundets politiske struktur Teoriens oplæg er her at pege på parametre, der beskriver styreform (her nævnes eksplicit demokrati og diktatur som yderpunkter), interessesammenfald mellem befolkningsgrupper samt befolkningens forhold til samfundets ledelse 32. Det helt centrale i operationaliseringen vil her være at inddrage oprørets politiske ledelse som parameter, da denne kan vise sig rammesættende for oprørets operative niveau. Ledelsens bevidste påvirkning af befolkningen bør ligeledes inddrages, hvilket anføres som parameteret propaganda. Interessesammenfald mellem befolkningsgrupper kan oprørsspecifikt tolkes som ledelsens evne til at indgå og udnytte mulige alliancer (såvel nationale, regionale som globale). 31 Ibid, p Ibid, p

18 Dette afsnit understreger på ny vigtigheden af befolkningsmæssige forhold, hvilket forstærker behovet for at anskue den afghanske befolkning som et selvstændigt element i teorien. Samfundets ideologi Teorien anviser her at ideologien er det generelt accepterede normgrundlag i et samfund. Ideologien er et paradigme for samfundet forstået sådan, at den påvirker såvel borgernes som ledelsens måde at opfatte verden på 33. Samfundets Ideologi påvirker måden hvorpå det militære magtapparat kan tillade sig at kæmpe 34. Som angivet under pkt (afgrænsning) vil ideologi ikke omfatte kulturelle forhold. Operationaliseringen vil her imødekomme det tidligere anførte behov for at beskrive befolkningen særskilt. Dette teoretiske element justeres derfor fra Samfundets ideologi til Befolkningen, hvorunder ideologiske forhold anføres som parameter. Rekruttering er et udestående, der naturligt falder ind som parameter under befolkningsmæssige forhold. Befolkningen vil primært favne den afghanske befolkning samt regionale befolkningsgrupper. Afslutningsvis skal det understreges at opstillede parametre ikke er udtømmende. Det er min forventning af disse i høj grad vil være retningsgivende for forståelsen af teoriens nu mere oprørsspecifikke natur. Den senere analyse vil vise, hvilke parametre de teoretiske elementer reelt viser sig at favne. 2. Justering af det ydre kredsløb som et integreret samfund Oprøret kan ikke opfattes som en national aktør. En justering af teoriens grundlæggende oplæg til at anskue det ydre kredsløb som et sammenhængende, rammeskabende samfund for det indre kredsløb, er derfor nødvendig. Dette operationaliseres ved at stiple pilene mellem elementerne i det ydre kredsløb. Herigennem tydeliggøres at en direkte kobling ikke nødvendigvis kan anvises mellem de strategiske elementer. Da fokus er på det operative niveau, vil denne kobling ej heller være til genstand for særskilt analyse. 3. Fastholdelse af interaktionen mellem det ydre og indre kredsløb Både generelle og oprørsspecifikke teoretikere har fremhævet, at den fulde forståelse for det militære magtapparat kun kan opnås, hvis belysningen favner interaktionen med det omkringliggende samfund. Denne del af teorien fastholdes derfor i sin grundform. 4. Angivelse af det operative og det strategiske niveau Med formål at skærpe specialets terminologi anføres eksplicit, hvilke elementer der refereres til på henholdsvis det operative og strategiske niveau. 33 Ibid, p Ibid, p

19 5. Operationalisering af teoriens det ydre miljø Terrænets udnyttelse Begge oprørsspecifikke teorier fremhæver behovet for at beskrive oprørets udnyttelse af terrænet. Derfor vil denne ydre faktor indgå i den operationaliserede teoretiske model. Da der erfaringsmæssigt ofte er en nøje sammenhæng mellem anvendt doktrin og terrænets udnyttelse, vil denne faktor blive behandlet som parameter under det teoretiske element Doktrin. Modstanderen Både Mao og Lawrence fremhæver behovet for at belyse oprørskampen i forhold til modstanderen. Behovet for at beskrive dennes karakteristika vurderes derfor at være til stede. Da fokus er på oprøret (og ikke bekæmpelsen heraf), tjener denne beskrivelse bedst sit formål ved at holde sig på et generisk niveau, hvorved fokus holdes på at sammenligne oprøret i de to cases, og ikke modstanderen. Modstanderen er i begge cases en intervenerende stormagt. Eksplicit beskrivelse af stormagten tilføres derfor den operationaliserede teori. Det antages at anførte parametre for stormagten som aktør er almen viden, hvorfor referencer til beskrivelsen ikke er fundet nødvendigt. Ud fra de fem ovenstående tilpasninger vil Krigsførelsens kredsløb nu have den i figur 4 viste udformning. 19

20 Figur 4: Krigsførelsens kredsløb (operationaliseret). 20

21 1.7. Opgavens struktur Metodiske overvejelser og fastlæggelse af struktur Specialet er rettet mod at beskrive karakteristika ved den talibanske oprørskamp. Jeg har et ønske om at sammenholde disse karakteristika med handlingsmønstre fra et tidligere afghansk oprør. Det oplagte metodiske valg vurderes derfor at være et kvalitativt komparativt casestudie. Jeg har stået overfor valget mellem to strukturelle tilgange til specialets udformning. Den første mulighed var at behandle teoriens elementer særskilt. Alternativet hertil var at behandle cases samlet. Mit strukturelle valg er taget ud fra ambitionen om at tilgodese styrkerne fra begge muligheder ved at kombinere disse. En analyse funderet på en samlet case-beskrivelse, vurderes at give læseren den bedste helhedsforståelse for det enkelte oprør. Dette er forudsætningsskabende for efterfølgende at kunne sammenholde de to oprørs teoretiske elementer. Dette metodiske valg medfører at opgaven skal favne såvel en analyse- som syntesefase. Cases behandles samlet i respektive delanalyser, hvorved grundlaget er skabt for at kunne identificere forskelle og ligheder i en efterfølgende syntesefase. En kort redegørelse for cases tidligt i delanalyserne vurderes at højne læserens forståelse yderligere. Med afsæt i udformningen af den operationaliserede teori vil specialet således udlede oprørskampenes karakteristika på følgende områder: 1. Oprørets operative niveau, 2. Oprørets strategiske niveau, 3. Oprørets interaktion mellem det operative og strategiske niveau og 4. Oprøret som samlet kapabilitet 35 overfor modstanderen. Overordnede forskelle og ligheder på tilsvarende områder vil efterfølgende kunne fastlægges. Forskelle og ligheder i oprørskampenes overordnede formål og koncept vurderes ligeledes at kunne sammenholdes i syntesefasen. Det afsluttende kapitel konkluderer på analysens resultater i forhold til problemformuleringen. Min perspektivering vil behandle opgavens validitet og reliabilitet, samt hvad tilegnet viden kan bruges til i relation til indsættelsen af danske styrkebidrag. Specialet vil således opdeles i fire kapitler (se figur 5). 35 Michaelsen, p. 47. I artiklen beskrives kapabilitetsbegrebet således: De to modstanderes militærstrategiske kapabiliteter bør være optimerede til at kunne gennemtvinge den militærstrategiske afgørelse. I krigsudbruddet støder de to kapabiliteter sammen i kampen. Denne militærstrategiske afgørelse kan opløses i et hierarki af delafgørelser, og dermed i et hierarki af del-kapabiliteter, endende i det laveste, såkaldte taktiske niveau. Forfatteren udleder heraf at begrebet kapabilitet dækker over en aktørs samlede del-kapabiliteter, i dette speciale forstået som summen af de samlede elementer i Krigsførelsens kredsløb (operationaliseret). 21

22 Figur 5: Opgavens struktur. 22

23 2. ANALYSE Formålet med dette kapitel er at identificere generelle karakteristika ved respektive oprør for herved at have tilvejebragt det for syntesen nødvendige sammenligningsgrundlag. Delanalyse 1: Den mujahideenske oprørskamp Kort redegørelse for den Sovjet-afghanske krig Gennem et blodigt militærkup i 1978 tilkæmpede kommunisterne sig magten i Afghanistan. Den nye præsident (Taraki) indledte en række reformer, herunder en gennemgribende modernisering af flere traditionelle islamiske love. Regeringen slog hårdt ned på befolkningsmæssige modreaktioner. Dette var grundlæggende opstarten på et landsdækkende oprør mod det siddende magtapparat i Afghanistan. Fra efteråret 1978 til foråret 1979 kunne voldelige udbrud mod Kabul-regeringen i 24 af landets 28 provinser konstateres. Volden resulterede blandt andet i at sovjetiske borgere og deres familier blev dræbt 36. Kabul-regeringen havde gennem sit mangeårige samarbejde med Sovjet sikret sig en traktat, der muliggjorde anmodningen om sovjetisk militær støtte. Oprøret havde en så foruroligende styrke, at regeringen så sig nødsaget til at benytte sig heraf. Anmodningen blev imødekommet. Sovjet anså formålet med interventionen som værende at afsætte den siddende magthaver i Afghanistan (Amin), for dernæst at indsætte et mere pro-sovjetisk magtapparat i stedet 37 (også benævnt Den Afghanske Revolutionære Centralkomite 38 ), ledet af Barbrak Karmal. Den sovjetiske intervention skulle dernæst styrke Karmals kamp mod det mujahideenske oprør 39. I slutningen af december 1979 indtog sovjetiske landstyrker Afghanistan. Interventionen gennemførtes særdeles effektivt. Ved et militærkup blev Amin afsat samme dag, og inden for få uger var den sovjetiske styrke, af vestlige medier benævnt Limited Contingent of Soviet Forces in Afghanistan (LCSFA), nået op på et omfang af ca mand 40. Sovjet vurderede at behovet for tilførsel af militære styrker kun ville vare i måneder. Realiteten blev en anden, da tilførslen viste sig at vedblive i næsten 10 år 41. I 1985 nåede styrken således op på ca mand. LCSFA kan bedst beskrives som en konventionelt tænkende og højteknologisk udrustet styrke, hvor kapaciteter som kampvogne, kampfly og helikoptere, pansrede mandskabsvogne, massiv ildstøtte og veludrustet infanteri (herunder specialstyrker) var de primære elementer, der tilsammen udgjorde hovedstyrken 42. Krigens karakteristika ændrede sig ikke væsentligt hen over det årti, konflikten varede. Sovjets strategi var at fastholde større byer (herunder Kabul) samt væsentlige faciliteter og hovedveje. 36 Grau, p. xviii. 37 Ewans, p Potgieter, p Ewans, p Grau & Gress, p Grau, p. xix. 42 Potgieter, p

24 Formålet med det mujahideenske oprør (med en estimeret styrke på ca krigere 43, ledet af den respekterede oprørskriger Shah Ahmed Massoud 44 ), forblev ligeledes uændret: at overtage regeringsmagten i Kabul. Karakteristisk for kampene mellem LCSFA og Mujahideen var kamp udenfor byerne. Da den sovjetiske tilbagetrækning i 1989 kun rummede få operative aspekter vil denne fase, af hensyn til specialets formål, ikke beskrives yderligere Oprørskampen på det operative niveau Doktrin Snigmord var et hyppigt anvendt middel mod såvel sovjetiske officerer som højtstående embedsmænd tilknyttet Kabul-regeringen 45. Mujahideen anså heller ikke krigsfanger som en option, hvorfor henrettelser mere var reglen end undtagelsen 46. Kidnapninger blev ligeledes anvendt mod embedsmænd (og i et begrænset omfang lokalbefolkningen), med formål at afskrække disse fra at støtte regeringen Under konfrontationer med LCSFA valgte Mujahideen tilbagetrækningen frem for den direkte kamp 49. Bagholdet var ligeledes en hyppigt anvendt standardprocedure 50, da LCSFA ofte havde såvel den kvalitative som kvantitative fordel 51. Mujahideen kæmpede derfor kun på særdeles korte kampafstande ( meter), hvilket begrænsede modstanderens muligheder for brug af artilleriog flystøtte 52. Det mujahideenske oprør beskrives grundlæggende som værende et hit and run oprør 53. Baghold og raids anses som værende de dominerende offensive procedurer, Mujahideen benyttede sig af 54. Mujahideen havde i høj grad integreret lokalbefolkningen i egne standardprocedurer 55. Som eksempler herpå kan nævnes varsling, skjul, genforsyninger, forplejning samt efterretninger generelt 56. Anvendelsen af terrænet var kendetegnet ved at Mujahideen opholdt sig i befolkede områder, når vilkårene for kamphandlinger ikke ansås som fordelagtige. Det bjergrige terræn blev primært 43 Ibid, p Ewans, p Ewans, p Ibid, p Grau, p Ibid, p Ibid. Cases på siderne 3-32 bekræfter at tilbagetrækning og baghold var hyppigt anvendte standardprocedurer. 50 Grau & Jalali, p Grau, p Ibid, p Grau & Jalali, p Grau & Jalali, p. 69. Raids anføres som: The raid is a surprise attack designed to seize a point, exploit success and then withdraw. It is a temporary measure to capture equipment and destroy installations. 55 Grau, p Grau & Jalali, p

25 anvendt til ophold, overvågningsposter samt forberedte kampstillinger til bagholdsangreb. Terrænet blev ligeledes udnyttet til at skjule frigørelse og efterfølgende tilbagetrækning fra kamp. Bjergrige omgivelser var oprørets foretrukne operationsmiljø. Logistiske genforsyninger gennemførtes (af hensyn til ønsket om skjul) ved brug af mindre stier og grusveje 57. Større genforsyninger gennemførtes om natten ved brug af køretøjer (ofte i kolonner fra den pakistanske grænse), da sovjetiske styrker på dette tidspunkt af døgnet overvejende søgte beskyttelse i respektive lejre 58. Prioriterede mål for Mujahideen var overvejende militære. Sovjetiske hovedkvarterer, lejre, forsyningskolonner og lufthavne var karakteristiske mål 59. Infrastrukturelle faciliteter såsom elkraftværker blev ligeledes angrebet i et vist omfang, dette dog med formål indirekte at svække LCSFA 60. Karakteristika ved oprørets doktrin Oprørets doktrin var grundlæggende centreret om bevægelighed. Den direkte kontakt med modstanderen blev i videst mulig udstrækning undgået, hvorved evnen til at undgå længerevarende stationær kamp udgjorde et centralt element. Korte intensive kamphandlinger med begrænset målsætning (betydende angreb på mindre, men vitale militære mål), efterfulgt af en skjult frigørelse og tilbagegang, var det karakteristiske ved Mujahideens standardprocedurer. Konceptuelt var tænkningen at man gennem talrige nålestiksoperationer ville lade patienten (LCFSA) forbløde over tid. Doktrinen beroede derfor grundlæggende på at en vedholdende, tålmodig nedslidning kunne besejre modstanderen militært. Bevægelsesfriheden var altafgørende for at kunne føre denne form for asymmetrisk kamp. Integrationen af befolkningen i standardprocedurerne en styrkede den vitale bevægelsesfrihed yderligere. Nogle af standardprocedurerne (henrettelser, snigmord, kidnapninger mm.) var i direkte modstrid med Krigens Love. Terrænets benyttelse var centralt for opnåelse af ovenstående. Mulighederne for skjul og frigørelse var et væsentligt aspekt i opretholdelsen af den centrale bevægelsesfrihed, hvilket gjorde bjergrigt terræn til Mujahideens foretrukne operationsmiljø. Terrænet gav ligeledes mulighed for skjult logistisk genforsyning, hvor især terrænet omkring den afghansk-pakistanske grænse skal fremhæves som nøgleterræn. 57 Grau, p Ibid, p Ibid, p Ibid, p