1 Indledning Lingvistisk baggrund Lingvistikkens grundtanke Sprogets udvikling... 11

Transkript

1 Abstract This thesis offers an investigation and discussion of the syntactic use of the Spanish gerundio based on a corpus analysis. I have chosen to focus on the adjective use of the gerundio, as it is described in monolingual grammars and foreign language grammars. In an introduction I show the linguistic reflections which provide a basis for my considerations regarding the syntactical functions of the gerundio. Overall, these reflections concern the general linguistics notion of the language as a system of signs, while I in more specific describe how the gerundio can have adjective functions from Lyle Campbell and Alice C. Harris theories about the mechanisms of syntactic changes and Noam Chomsky s generative approaches. Finally, I follow up on theses reflections by summarizing what my intentions are with this thesis. I hypothesise that my later corpus analysis will show that the presence of the gerundio covering adjective functions will be more frequent compared to the opinion of the grammars. Following, I describe how specific grammars, respectively monolingual and foreign language grammars, and other special studies of the gerundio relate to its syntactic functions. This description of the grammars will serve as a basis for my comparison, analysis and discussion in relation to my empiric data later in the thesis. My method study is a corpus analysis in which I analyze the presence of gerundio in a corpus consisting of three Spanish novels. First, I provide a theoretical discussion which forms the basis for my analytic criteria. I base these analytic criteria on the principles of Danish formalist Per Anker Jensen s Principper for grammatisk analyse. Following, I provide on the syntactic analysis itself using examples from the corpus. As a very important aspect I focus on the Gerundium Phrase as a syntactic unit. This is an aspect which definitely is dissimilar from the analysis of the traditional grammars. The analysis offers an empiric, statistic result which, tentatively, can be considered a synchronic description of how the gerundio is used in Spanish. Then, I explain and analyze the empiric result and discuss which parameters can influence the forming of the final result. In my final analysis the empiric data and the selected grammars are compared in order to discuss the differences between the empiric data, my classifications and the selected grammars opinion. In my conclusion I summarize and reflect on the results of my analysis and discussion. Finally, I discuss superior methods of investigating the functions of the Spanish gerundio

2 Indholdsfortegnelse 1 Indledning Lingvistisk baggrund Lingvistikkens grundtanke Sprogets udvikling Syntaktiske ændringer Sprogtilegnelse Gerundium set i lyset af reglerne for sprogforandring Opsamling Gerundium i grammatikkerne Gerundium i (spanske) monolingvistiske grammatikker Gili Gaya: Curso superior de sintaxis española RAE: Esbozo de una nueva gramática de la lengua española Alarcos Llorach: Gramática de la lengua española Fernández Lagunilla: Las construcciones del gerundio Delkonklusion Gerundium i (danske) fremmedsprogsgrammatikker Søeborg & Krog-Meyer: Spansk grammatik Kjær Jensen: Spansk basisgrammatik Mogensen: Spansk Grammatik Delkonklusion Denvers studier af gerundium i komplekse NP er Opsummering af grammatikkernes behandling af gerundium Empirisk undersøgelse Korpuslingvistik Korpus Praktiske bemærkninger Stilistik i korpus Korpusanalyse

3 4.3.1Teori: Per Anker Jensens principper for grammatisk analyse Syntaktisk analyse af korpus Metodekritik Diskussion af analyse- og klassifikationskriterier Diskussion af korpusanalysen som metode Diskussion af korpusets repræsentativitet Undersøgelsens resultater Analyse Analyse af monolingvistiske grammatikker Analyse af Gili Gayas fremstilling Analyse af RAEs fremstilling Analyse af Alarcos fremstilling Analyse af Fernández Lagunillas fremstilling Delkonklusion Analyse af fremmedsprogsgrammatikker Analyse af Søeborg & Krog-Meyers fremstilling Analyse af Kjær Jensens fremstilling Analyse af Mogensens fremstilling Delkonklusion Diskussion Diskussion af fremgangsmåde Diskussion af terminologiens rolle Konklusion Perspektivering Litteraturliste Appendiks

4 1 Indledning De fleste, der har skullet lære et fremmedsprog gennem traditionel undervisning, kan nok nikke genkendende til oplevelsen af, at det fremmede sprog pludselig fremstår ganske anderledes, når man hører det og/eller skal bruge det langt væk fra undervisningsinstitutionens trygge rammer. Gloser og grammatiske konstruktioner, som er blevet fremhævet og ophøjet i undervisningen, kan således virke arkaiske og malplacerede i samtale med personer, der har fremmedsproget som modersmål. Og omvendt kan den sprogbrug, man med en løftet pegefinger er blevet advaret mod, vise sig at være ganske almindeligt udbredt. Problematikken sætter fokus på, hvordan sprogets grammatiske regler afspejler den sproglige virkelighed, hvilket er det overordnede tema for nærværende speciale. Alle verdens forskellige sprog har alle det tilfælles, at de er levende, dynamiske og utroligt komplicerede og varierede, hvilket betyder, at de er under stadig forandring generation efter generation. Derudover rummer ethvert sprog et utal af genrer, registre og normbrydende kommunikations- og ytringsformer (f.eks. slang), der tilsammen danner den sproglige virkelighed, der muliggør, at vi mennesker kan forstå hinanden indbyrdes. Fra et kognitivt synspunkt befinder sprogets regler (og dermed også sproget selv) sig inden i hver enkelt sprogbrugers hjerne som en indbygget grammatik. Det er disse regler, der gør os i stand til på vores modersmål uden videre at formulere ytringer, så vi kan udtrykke os og kommunikere med andre personer, der ligeledes kender sprogets regler. Det er grammatikkens opgave både som videnskabelig fremstillingsform og som undervisningsmateriale at beskrive disse regler for, hvordan sprogets enheder såsom ord, ordgrupper, sætninger mv. kombineres, så det giver gensidigt forståelige og grammatisk korrekte ytringer. Hermed er det også grammatikkens funktion at tydeliggøre, hvad der ikke er muligt eller normalt, dvs. hvilke formuleringer og ytringer, der kan give misforståelser. Hvis alle vilkårlige kombinationer af sprogets enheder var mulige at forstå, ville der ikke brug for grammatikken. Forudsætningen for vores sprogbrug og kommunikation er, at kun bestemte sproglige kombinationer er mulige, og vi har netop brug for grammatikken til at sortere de vilkårlige kombinationer fra. For at kunne opstille regler, der beskriver sproget, er grammatikken nødt til først at opdele sprogets enheder i forskellige klasser (f.eks. ordklasser). Men samtidig kan man sige, at - 5 -

5 grammatikken forsøger at fastholde et billede af det foranderlige, levende sprog ved at putte det ind i (generaliserende) firkantede kasse, idet disse firkantede kasser i udgangspunktet gør det lettere at sætte sprogets byggesten sammen (for f.eks. studerende). Men på samme tid har fremgangsmåden det problem, at sproget sjældent er så enkelt, at det passer direkte ned i kasserne. Med andre ord har de grammatiske regler vanskeligt ved at indfange sprogets nuancer, samtidig med at de let kommer til at virke firkantede og statiske i sammenligning med sprogets dynamiske karakter. Traditionelt har grammatikkens rolle derfor ikke blot været at beskrive sproget, som det nu engang er, men også at foreskrive, hvordan det bør være ud fra en vis æstetisk synsvinkel. Desuden har grammatikken ofte været et politisk instrument, hvorigennem magthaverne har kunnet ensrette sproget og bestemme, hvad der var godt og skidt. På denne måde bliver grammatikkens rolle ikke kun et billede af den sproglige virkelighed, men grammatikken kommer også til at interagere med sproget, idet grammatikken således også kan være med til at forme sprogbrugen. I takt med fremvæksten af det videnskabelige ideal om at tegne et objektivt billede af virkeligheden har også udformningen af grammatikkerne bevæget sig fra det normative og præskriptive til det deskriptive Således er idealet for den deskriptive grammatik at beskrive sproget, sådan som det er, og ikke sådan som det bør være. Den deskriptive grammatik er dermed ikke konserverende i sit udgangspunkt, tværtimod, men den kan dog alligevel komme til at fungere som et normativt pejlemærke eller instrument ligesom det f.eks. er tilfældet med forholdet mellem skriftsystem og udtale, hvor revisionen af retskrivningsordbøger på dansk f.eks. sjældent følger det tempo, som udviklingen i udtalen følger. På trods af bevægelsen mod den deskriptive tilgang kan grammatikken som undervisningsog videnskabeligt redskab altså stadig synes at befinde sig langt fra den sproglige virkelighed, som jeg var inde på i begyndelsen af denne indledning. Problemfelt I lyset af denne problematik, der ligger i at opstille grammatiske regler på trods af sprogets komplekse natur, er det spanske gerundium særdeles interessant, idet gerundiet, sammen med de øvrige infinitte verbalformer, på den ene side passer fint ind i grammatikkens firkantede kasser. Således sammenkædes infinitiven, participiet og gerundiet traditionelt hhv. med ordklasserne substantiv, adjektiv og adverbium. På den anden side er det - 6 -

6 almindeligt kendt, og også af visse grammatikere (delvist) anerkendt, at gerundiet desuden har visse egenskaber, der langt fra stemmer overens med adverbiets typiske funktioner. I dette speciale ønsker jeg at problematisere denne opfattelse af gerundiets syntaktiske rolle og vil derfor undersøge, i hvilket omfang grammatikkernes beskrivelse af gerundiums egenskaber svarer til den sprogbrug, der bliver praktiseret ude i virkeligheden. Jeg ønsker imidlertid også at sætte emnet ind i en dansk kontekst, hvorfor jeg ikke bare vil nøjes med at undersøge de spanske monolingvistiske grammatikers forhold til den virkelige sprogbrug, men også vil inddrage spanske grammatikker skrevet på dansk. Det spanske gerundium har nemlig en særlig status i forhold til fremmedsprogsindlæringen hos dansktalende, idet denne infinitte verbalform i modsætning til infinitiven og participiet som bekendt ikke har nogen direkte ækvivalent på dansk. I sidste ende er det mit håb, at min undersøgelse kan give andre spanskstuderende et billede af, hvordan gerundium bruges, samt at min analyse og diskussion af grammatikkernes fremstillinger kan anskueliggøre, hvilke problematikker der ligger bag den grammatiske fremstilling. Oven i dette kan selve specialet forhåbentlig tjene som et diskussionsindlæg, der kan være relevant for kommende forfattere af spanske grammatikker på dansk. Problemformulering Min problemformulering, det spørgsmål som min afhandling skal besvare, er følgende: Hvordan er forholdet mellem grammatikkernes beskrivelse af gerundiums syntaktiske funktioner og den faktiske fordeling af disse i et litterært korpus? Hertil knytter sig et underspørgsmål: Er grammatikkernes opfattelse af den adjektiviske brug for snæver i forhold til den virkelighed, som korpuset repræsenterer? For at besvare problemformuleringen har jeg sammensat et korpus, der består af tre spanske romaner, hvis første udgaver er udgivet inden for de sidste ti år. Det drejer sig om El quinteto de Buenos Aires (2005, 1. udg. 1997) af Manuel Vázquez Montalbán (VAZ), - 7 -

7 La Reina del Sur (2006, 1. udg. 2002) af Arturo Pérez-Reverte (PER) samt La sombra del viento (2005, 1. udg. 2001) af Carlos Ruiz Zafón (RUI). Som udgangspunkt for min analyse af gerundiums funktioner har jeg valgt den danske lingvist og formalist Per Anker Jensens (PAJ) Principper for grammatisk analyse. Da PAJs sætningsanalyse imidlertid begrænser sætningen til en ytring med finit verbal, vil sætningsemner og lignende konstruktioner uden finit verbal blive frasorteret og dermed ikke analyseret. Formålet med denne afhandling er altså at foretage en analyse af spansk gerundiums syntaktiske funktioner i et litterært korpus med henblik på at finde ud af, hvordan disse fordeler sig på de ud fra min teori definerede klassifikationer. Herefter vil jeg undersøge, hvordan hhv. disse klassifikationer og statistiske fordelinger af gerundium står over for grammatikkernes fremstillinger. Slutteligt vil jeg diskutere, hvordan forskellige synsvinkler kan spille ind på både brugen og definitionen af gerundium. Min hypotese er, at den adjektiviske brug af gerundium vil være hyppigere anvendt i det litterære korpus i forhold til grammatikkernes beskrivelse. Læsevejledning Jeg begynder dette speciale med en almen introduktion (kap. 2) til det lingvistiske studie (2.1) og til teorier om, hvordan sproget udvikler og forandrer sig med fokus på syntaktiske ændringer (2.2). Formålet med denne introduktion er at danne baggrund for min hypotese om, at den adjektiviske brug af gerundium kan være mere udbredt end det billede, som grammatikkerne tegner. Hernæst vil jeg i kapitel 3 beskrive hhv. fire spanske monolingvistiske grammatikker og tre danske fremmedsprogsgrammatikker med henblik på at opstille et sammenligningsgrundlag for resultaterne af min korpusanalyse. Beskrivelsen af grammatikkernes behandling af gerundium vil jeg derfor siden tage i anvendelse i min analyse (kap. 5). I kapitel 4, som er specialets hovedafsnit, vil jeg påbegynde min empiriske undersøgelse. Her vil jeg først gøre rede for den korpuslingvistiske tilgang (4.1) for derefter at forklare, hvordan jeg rent praktisk refererer til mit korpus (4.2), og give et signalement af mit korpus og dets genremæssige og stilistiske karakter. Således gør jeg det klart, hvilke genrer - 8 -

8 og sproglige registre mit korpus repræsenterer. Selve det teoretiske grundlag for min syntaktiske analyse af korpus, Per Anker Jensens Principper for grammatisk analyse, præsenterer jeg i afsnit Ud fra PAJs sætnings- og ordgruppeanalyse er det muligt for mig at gå i gang med selve den syntaktiske analyse af gerundiums funktion i korpuset (4.3.2). Ud fra den syntaktiske analyse af samtlige sætninger, der indeholder verbalformen gerundium, bliver det muligt at opstille et statistisk billede af, hvor hyppigt de forskellige klassifikationer optræder i korpuset. Jeg afrunder kapitlet med en diskussion (4.4) af mine analyse- og klassifikationskriterier, korpusets repræsentativitet og korpusanalysen som metode. Og som afslutning på kapitlet præsenterer og kommenterer jeg de empiriske data, som min korpusanalyse er udmundet i (4.5). Kapitel 5 byder på en sammenligning og analyse af hhv. de monolingvistiske grammatikker (5.1) og fremmedsprogsgrammatikkerne (5.2) set i forhold til både mine klassifikationskriterier og mine empiriske data. Dernæst analyserer jeg de empiriske data i forhold til min hypotese. Endelig indleder jeg i kapitel 6 en diskussion af såvel de foregående analyser som selve korpusanalysen som empirisk metode og selve grundlaget for at analysere og beskrive de syntaktiske funktioner. I kapitel 7 vil jeg i henhold til den opstillede problemformulering konkludere og opsummere de iagttagelser, jeg har gjort mig i min analyse og diskussion. Jeg afrunder specialet med en perspektivering i kapitel 8. I perspektiveringen reflekterer jeg over, hvilke metoder der kan være anvendelige for nærmere at undersøge gerundiums syntaktiske funktioner og be- eller afkræfte de tendenser, som jeg har iagttaget i mine empiriske data

9 2 Lingvistisk baggrund Dette speciale fokuserer meget snævert på spansk gerundium og denne størrelses syntaktiske funktioner. I dette kapitel vil jeg imidlertid forsøge at redegøre for den bredere historiske og teoretiske ramme, der danner grundlag for mine overvejelser og min empiriske undersøgelse. Det drejer sig konkret om den almene lingvistiks opfattelse af sproget samt teorier om, hvordan sprogets syntaktiske regler kan reanalyseres og omfortolkes. I slutningen af kapitlet binder jeg denne viden sammen og sætter den i forhold til mit særlige fokus: den adjektiviske brug af gerundium. 2.1 Lingvistikkens grundtanke Sprogvidenskaben har oprindeligt sin rod i filologien, men har siden bevæget sig væk fra dette udgangspunkt. I sin grundform var sprogvidenskaben historisk og sammenlignende, dvs. at dens formål var at optegne sprogenes historie og deres indbyrdes slægtskab. I starten af 1900-tallet blev der imidlertid gjort op med dette syn på sproget, og den almene lingvistik blev toneangivende i form af grundlæggeren Ferdinand de Saussures idéer. Jeg baserer mig overordnet set på Saussures og lingvistikkens grundlæggende idé om, at sproget er et system af forbundne enheder og derfor har en struktur. I denne afhandlings kontekst betyder det, at en verbalform som gerundium ikke blot kan eller bør forklares ud fra sit udtryk (form), men også ud fra sine mulige syntaktiske egenskaber (sin plads i sprogets struktur). Ud fra Saussures synspunkt skulle sprogvidenskaben i stedet for at beskæftige sig med at forsøge at kortlægge sprogenes slægtskaber og historie beskæftige sig med at beskrive det enkelte sprogs system, som det kom til udtryk i nutiden. Således skelnede Saussure mellem synkroni, der beskriver sprogets system på ét afgrænset tidspunkt, og diakronien, der sammenligner sprogets system, som det har manifesteret sig på forskellige tidspunkter i historien og altså er afhængig af synkrone beskrivelser (Arndt 2003: ). Den synkrone beskrivelse af det enkelte sprogs system danner således grundlag for diakronien, der ud fra de synkrone beskrivelser fra forskellige perioder, kan beskrive

10 forandringer i sprogets system og herudfra efterhånden opstille regler for, hvordan disse forandringer sker (mekanismer) på det pågældende sprog. Lingvistiske beskrivelser af en større mængde sprog har gjort det muligt at sammenligne de sproglige systemer og deres forandringsmekanismer og herudfra har man forsøgt at komme frem til, hvilke strukturelle træk der er universelle (language universals). Således er det lykkedes at formulere en universel teori for, hvilke mekanismer der forårsager ændringer i strukturen. På den anden side har det været svært at finde strukturelle træk, der går igen i alle sprog, og man har derfor i valgt at typeinddele sprogene ud fra nogle konstruerede idealtyper. I øvrigt er tanken om language universals hypotetisk, idet langt fra alle sprog er blevet beskrevet, og man kan således kun tale om universelle tendenser. Hvad enten man taler om synkroni, diakroni, sprogforandring eller sprogtypologi, må disse beskrivelser, sammenligninger og teorier basere sig på et bestemt parameter, hvorudfra sprogets system beskrives. Et af disse parametre er syntaksen, som er læren om eller reglerne for, hvorledes sprogets sproglige enheder, syntagmerne, kan kombineres, så det giver forståelige og korrekte sætninger på det givne sprog. Sproget kan også beskrives ud fra andre parametre såsom fonetik, morfologi, ordstilling eller semantik, men i dette speciale er det altså syntaksen, der er relevant (Campbell 2004: 1-10) Sprogets udvikling I dette afsnit vil jeg gøre rede for de teorier og kendsgerninger, der udgør baggrunden for mine antagelser om, at spansk gerundium vil udfylde flere adjektiviske funktioner, end grammatikkerne normalt giver udtryk for. Det drejer sig særligt om universelle teorier omkring, hvilke mekanismer de syntaktiske forandringer følger Syntaktiske ændringer Der findes ifølge de historiske lingvister Alice C. Harris og Lyle Campbell tre fænomener eller mekanismer inden for syntaktiske ændringer. Det drejer sig om reanalyse, ekstension og syntaktiske lån (Harris & Campbell, 1995: 48-60). 1 Jeg vil i øvrigt komme nærmere ind på den syntaktiske analyse i forbindelse med min empiriske undersøgelse i afsnit

11 I reanalysen sker der en ændring af den syntaktiske konstruktions underliggende struktur, mens overfladestrukturen forbliver uændret. Det betyder således, at den syntaktiske konstruktion kan fortolkes eller analyseres på to måder (en ny og en gammel), hvor der tidligere kun var én mulig fortolkning. Ofte vil den nye og den gamle analyse eksistere side om side for en tid, hvorefter den nye analyse (evt. via ekstension) kan fortrænge den gamle (hvilket ofte er tilfældet med grammatikaliseringer). På spansk vil jeg således mene, at konstruktionen ir + a + infinitiv er et godt eksempel på denne proces og sandsynligvis parallel til eng. going + to + infinitiv. Ekstensionen udvider en syntaktisk konstruktions kombinationsmuligheder (f.eks. efter reanalyse). Modsat reanalysen er der tale om en ændring (udvidelse) af overfladen, mens den underliggende struktur forbliver den samme. Dvs. at den struktur, der f.eks. har forankret sig gennem reanalysen kan udvide sig til flere eller muligvis alle sproglige størrelser med samme egenskaber. Lån handler i forbindelse med syntaks om, at et sprog kan adoptere (låne) et andet sprogs syntaktiske konstruktion. Lån finder oftest sted i sprogsamfund, hvor der er mange tosprogede eller i samfund med et meget dominerende fremmedsprog, som det er f.eks. er tilfældet i mange tidligere europæiske kolonier. (Campbell, 2004: ) Det er vigtigt at forstå, at disse tre mekanismer er langsommelige processer, som ofte griber ind i hinanden som tandhjul i hvert fald for reanalysens og ekstensionens vedkommende, mens lån kun kan ske ved ydre påvirkning (language contact), men også føre til reanalyse og ekstension Sprogtilegnelse En anden vinkel på årsagerne til sprogforandring repræsenteres af den generative lingvistik, som lingvisten Noam Chomsky står bag. Ifølge den generative lingvistik har mennesket en medfødt sprogevne eller grammatik, det som Chomsky kalder Universal Grammar (UG), hvorigennem det som barn tilegner sig sproget og lærer at forstå sprogets system. Når barnet har forstået sprogets system, bliver det i stand til at generere nye sætninger ud fra systemet. Set gennem den generative lingvistiks optik handler sprogforandring derfor grundlæggende om, hvordan børn tilegner sig det sprog, som bliver deres modersmål. Dette skal forstås således, at sprogforandringen sker i barnets fortolkning af sprogets syntaks, morfologi, etc

12 Da barnet ikke kender til sprogets tidligere forandringer, kan det kun fortolke det input, det får fra sine omgivelser, mens det ikke har nogen forudsætninger for at forstå den oprindelige underliggende struktur, som en syntaktisk konstruktion måske rummer for andre (generationer af) sprogbrugere. Sprogforandringsmekanismerne, som blev beskrevet i foregående afsnit, bliver således forklaret som udslag af børns fejltolkninger af sprogets system, hvilket fører til et nyt system. Som Campbell er inde på, kan også voksne sprogbrugere reanalysere og forny sproget og dets system, og Chomskys teori kan derfor ikke påstås at være den eneste faktor, der gør sig gældende i forbindelse med sprogforandringer (ibid.: ). En anden årsagsfaktor, som de generative lingvister har fremhævet, er det, som Campbell kalder ease and simplification dvs. at sprogbrugere har en tendens til at simplificere deres udtryk, hvilket må ses som en ændring i overfladestrukturen (ibid.: 315). De to ovennævnte teorier supplerer således hinanden, idet den klassiske sprogvidenskab udelukkende angiver regler for sprogforandringens mekanismer, mens den generative lingvistik forsøger at forklare, hvilke kognitive processer der kan ligge bag disse mekanismer. 2.3 Gerundium set i lyset af reglerne for sprogforandring Med baggrund i teorierne omkring sprogforandring vil jeg forsøge at gøre rede for min antagelse: at spansk gerundium kan tænkes udfylde flere adjektiviske funktioner. Dette skal ses ud fra det synspunkt, at den spanske præsens participium ikke er produktiv, og at gerundium, der er aktiv og udtrykker samtidighed, derfor er den verbalform, der på visse punkter bedst komplementerer perfektum participiums egenskaber (passiv, fortidighed). 2 Den spanske præsens participium som tidligere nævnt uproduktiv i det spanske sprog, om end mange adjektiver og en del substantiver har deres oprindelse i denne form. Den spanske gerundium er derimod en produktiv verbalform, og oven i dette er det almindeligt accepteret, at formerne ardiendo og hirviendo (samt colgando) kan fungere som 2 Præsens participium forsvandt som produktiv verbalform i udviklingen fra latin til det moderne castellano, om end den blev brugt blandt lærde helt op til det 10. århundrede (es.wikipedia.org). I nutidens castellano er ord, der ender på -ante, -ente og -iente således oftest adjektiver, substantiver, adverbier eller præpositioner, men fungerer aldrig som verber (bl.a. Søeborg & Krog-Meyer, 1987: 214)

13 attributiver i NP er, idet de anses for at være adjektiver. 3 Samtidig er det også muligt at bruge de af præsens participium afledte adjektiver ardiente, hirviente og colgante. Set ud fra mit teoretiske udgangspunkt tillader det spanske sprogs system således NPkonstruktionen <N + AdjP>, hvor N er kernen i NP en, mens AdjP er attributiv. På overfladen kan denne konstruktion reanalyseres som <N + GP>, hvor N er kernen, mens gerundium udgør et attributiv. Når denne reanalyse først er gennemført, vil en ekstension være mulig, og således vil det blive muligt at bruge andre verber i konstruktionen. Udgangspunkt: Analyse: Reanalyse: Ekstension: NP = agua hirviendo NP = kerne + attributiv Kerne = N = substantiv = agua Attributiv = AdjP = adjektiv/gerundium = hirviendo NP = kerne + attributiv Kerne = N = substantiv = agua Attributiv = GP = verbum/gerundium = hirviendo NP =?agua corriendo En hypotetisk reanalyse og ekstension af gerundiums syntaktiske funktion Ovenfor har jeg illustreret, hvordan den anerkendte brug af adjektiv i formen hirviendo kan reanalyseres som en brug af gerundium (eller GP) som attributiv, idet adjektivet og gerundium i dette tilfælde har samme overflade. I reanalysen udvides reglen om, hvilke materialer der kan fungere som attributiv således til også at omfatte gerundium, og i en eventuel ekstension af denne reanalyse vil det blive muligt at bruge gerundium af andre verber i denne funktion, f.eks. corriendo. 4 Hvis vi vender tilbage til den uproduktive præsens participium, så har denne og gerundium som nævnt visse grammatiske og semantiske ligheder (aktiv, samtidighed), hvilket kan være blandt årsagerne til, at gerundium i f.eks. juridiske tekster, hvor det er nødvendigt at skrive så kort og flydende som muligt, således meget symptomatisk bliver foretrukket frem for den relative sætning, der, i mangel af præsens participium, ifølge de normative 3 Undtagelsen, som disse tre adjektiver repræsenterer, må ifølge teorien også være et udslag af en reanalyse. 4 Jeg har valgt at bruge verbet correr i mit eksempel, da dette verbum ligesom arder, hervir og colgar har en adjektivisk variant afledt af præsens participium: corriente

14 grammatikker ville være det grammatisk korrekte (bl.a. Søeborg & Krog-Meyer 1987: 208). 2.4 Opsamling Ovennævnte teorier omkring syntaktiske ændringer i forhold til gerundiums syntaktiske funktioner lægger umiddelbart op til en diakron sammenligning af den moderne sprogbrug med tidligere tiders synkrone beskrivelser for at undersøge, hvorvidt (og evt. hvordan) gerundium har udvidet sine syntaktiske kombinationsmuligheder. Dette er dog ikke målet med dette speciale. Hensigten med introduktionen til den lingvistiske baggrund og teorierne omkring sprogforandring er derimod at forklare nogle aspekter af den viden, der danner baggrund for min interesse i selv at tegne et billede af gerundium syntaktiske funktioner. I mangel af konkrete teorier omkring forholdet omkring mellem grammatikkerne og virkelighedens sprogbrug har jeg med den almene lingvistiks opfattelse af sproget som et system af forbundne enheder og Campbell & Harris og Chomskys teorier om sprogets (syntaktiske) foranderlighed forsøgt at skabe en ramme om, hvilke idéer der ligger bag mit fokus på det spanske gerundium, min problemformulering og min hypotese. Det er således bl.a. ovennævnte teorier, der danner baggrund for den mistillid til grammatikkerne, som jeg udtrykker i min problemformulering og hypotese, der simpelthen går ud på, at jeg formoder, at en korpusanalyse vil vise, at der findes flere adjektiviske varianter af gerundium, end hvad grammatikkerne reelt beskriver. Dette synspunkt understøttes også af det faktum, at diverse grammatikere og sprogforskere dog ofte i sidebemærkninger og fodnoter antyder, at den adjektiviske brug af gerundium eksisterer i moderne spansk, som det også vil fremgå af det følgende kapitel. Samtidig vil jeg også mene, at de ovenfor nævnte teorier viser, at det til enhver en tid er relevant at beskæftige sig med gerundiums adjektiviske funktioner. Den spanske professor Marina Fernández Lagunilla, der har skrevet kapitlet om gerundium i den nyeste større spanske grammatik, Gramática descriptiva de la lengua española (Bosque & Demonte 2000) forklarer, hvorfor det spanske gerundium både kan have en adverbiel og en prædikativ værdi således:

15 ( ) un factor digno de ser considerado para entender cómo ha sido abordado el estudio del gerundio en la gramática española es el origen híbrido de esta forma no finita del verbo, procedente de la confluencia de dos formas latinas: el gerundio en caso ablativo y el participio de presente. De la primera deriva la forma del gerundio castellano y su valor adverbial como un modificador verbal que expresa el medio o manera en que se realiza la acción denotada por el verbo principal ( ) De la segunda procede el valor predicativo del gerundio cuando aparece en frases como Vimos a María besándose con un hombre. (Fernández Lagunilla 2000: 3453) Heraf fremgår det altså, at den prædikative brug muliggøres af gerundiums delvise oprindelse i latins præsens participium, der må siges at være en udpræget adjektivisk verbalform. 5 Og i forbindelse med den ifølge normative grammatikker ukorrekte attributive brug af gerundium skriver Københavns Universitets Thora Vinther i sit undervisningskompendium Grammatik II: Man finder desuden mange eksempler, hvor det er uklart om gerundium er brugt adjektivisk eller adverbielt, og mange eksempler hvor det tydeligvis er brugt adjektivisk, imod reglerne for hvad der er korrekt. ( ) Konklusionen vedrørende attributiv brug af gerundium er altså at den forekommer, også hos anerkendte forfattere. Men den er ikke særlig almindelig, og anses heller ikke for at være god sprogbrug, så udlændinge bør nok holde sig fra den. (Vinther 2001: 47-48) Vinthers behandling af den attributive brug af gerundium er for så vidt et bekræftende svar på min hypotese, men det er imidlertid ikke nok til at svare på, hvor udbredt den attributive brug af gerundium er kvantitativt eller hvorvidt dette er den eneste adjektiviske brug af gerundium, som den traditionelt bliver afgrænset til. 5 Jeg vil senere behandle Fernández Lagunillas generelle beskrivelse af gerundium i afsnit

16 3 Gerundium i grammatikkerne Formålet med dette afsnit er at give et oprids af udvalgte grammatikkers og studiers behandling af gerundium med særligt fokus på gerundium i adjektiviske funktioner, hvilket ifølge mine begreber dækker over de funktioner, hvor gerundium har en stærk relation dvs. modificerer, specificerer etc. til en nominel størrelse på sætnings- eller syntagmeniveau. Gennemgangen vil fordele sig på hhv. monolingvistiske grammatikker (spanske) (3.1), fremmedsprogsgrammatiker (danske) (3.2) og Denvers særlige studier af gerundium i NP er (3.3). Til sidst i afsnittet (3.4) vil jeg forsøge at foretage en opsummering af grammatikkernes indbyrdes forskelle og ligheder. Denne gennemgang af udvalgte grammatikkers holdninger til gerundiums syntaktiske funktioner vil tjene som grundlag for min endelige analyse og diskussion (kap. 5), hvor jeg vil sammenligne grammatikkernes beskrivelser med mine empiriske data. 3.1 Gerundium i (spanske) monolingvistiske grammatikker Jeg vil i det følgende opridse, hvorledes en udvalgt samling af spanske grammatikker forholder sig til gerundiums syntaktiske muligheder og begrænsninger, med særligt fokus på brugen af adjektivisk/attributiv gerundium. Grammatikkerne er de følgende: Curso superior de sintaxis española (Gili Gaya, 1973: ) ( ) Esbozo de una nueva gramática de la lengua española (Real Academia Española, 1977: ) ( ) Gramática descriptiva de la lengua española (Bosque & Demonte, 2000: ) ( 53) Gramática de la lengua española (Alarcos Llorach, 2005: ) ( ) Som det fremgår af ovenstående er der altså tale om to ældre grammatikker (Gili Gaya og RAE) og to nyere grammatikker (Alarcos og Bosque & Demonte). Jeg har valgt næsten udelukkende at se på de kapitler i grammatikkerne, der specifikt omhandler gerundium dog med en vis skelen til de henvisninger de måtte have til andre

17 kapitler og paragraffer. Dette betyder altså, at jeg ikke nødvendigvis har gransket hver grammatik for eventuelle yderligere behandlinger af gerundium, end hvad der bliver henvist til i de angivne kapitler. Grammatikkerne er ikke valgt ud fra noget egentligt princip. Alarcos og Gili Gaya er valgt, fordi de begge nogle af Spaniens mest kendte grammatikere. Desuden synes det oplagt at inkludere RAEs værk, eftersom RAE er den øverste sproglige autoritet i Spanien, og Bosque & Demontes værk, fordi denne grammatik er den til dato mest omfattende Gili Gaya: Curso superior de sintaxis española Samuel Gili Gaya ( ) er en af de større spanske grammatikere og lingvister i det 20. århundrede og var bl.a. medlem af Real Academia Española (RAE). Hans Curso superior de sintaxis española er oprindeligt udgivet i Mexico i 1943, men er blevet redigeret mange gange inden hans død i 1976 (es.wikipedia.org/wiki/samuel_gili_gaya). Jeg refererer i det følgende til udgaven fra Gili Gaya lægger meget vægt på at forklare gerundiums form og rolle i forhold til tempus og aspekt (1973: ). Derudover påpeger han i sine paragraffer, at gerundium (1) kan modificere en hovedsætnings verbal ( verbo principal ), referere til (2) subjekt eller (3) objekt (som et participio activo ) samt optræde i (4) absolutte konstruktioner (ibid.: ). Den adverbielt modificerende gerundium (1) karakteriseres som et mådesadverbium, men mister dog ikke sine verbale egenskaber og bliver således en sekundær handling. Da gerundiums subjekt er det samme som det modificerede verbals, kan gerundium også fortolkes som en handling, der lægger sig til subjektet og kan derfor undertiden minde om den funktion participio de presente ville have, hvis det stadig brugtes på denne måde. Og i sætningsemner/ellipser (f.eks. billedtekster o.l.) får gerundium også en rolle som participio activo for subjektet. Gili Gaya kommer her også ind på, at kun gerundierne ardiendo og hirviendo kan fungere som adjetivos aplicables a cualquier sustantivo (ibid.: ). Ifølge Gili Gaya udtrykker gerundium subjektets sekundære handling (2), når det refererer til subjektet, og får derfor en eksplikativ karakter, idet gerundium forklarer verbalets handling. Gerundium kan kun være explicativo, da en specificerende gerundium ville

18 være adjektivisk og dermed ukorrekt denne brug er dog alligevel hyppig i juridiske tekster. Det er ligeledes ukorrekt at bruge gerundium som attributiv for substantiver, også selv om gerundium skulle være koordineret med adjektiver (ibid.: ). Gerundium kan også referere til det direkte objekt (3), hvilket vil sige, at det direkte objekt er subjekt for gerundium. Det er dog ikke alle verber, der kan bruges i denne sammenhæng f.eks. statiske verbers natur passer således ikke sammen med gerundiums krav om durativt indhold i handlingen. Det er derfor kun direkte objekt for de verber, som udtrykker f.eks. perception eller repræsentation (ver, representar), der kan være subjekt for gerundium (ibid.: ). Gerundium i absolut konstruktion (4) adskiller sig fra de ovenstående ved at have sit eget selvstændige subjekt, som ifølge Gili Gaya altid står efter gerundium. Selve den absolutte konstruktion er underordnet hovedsætningen og kan som adverbial have forskellige betydninger i forhold til hovedsætningen (kausal, modal, konditional og koncessiv) (ibid.: ). Det kan herudfra konkluderes, at Gili Gaya anser de fire ovennævnte punkter for at være de vigtigste syntaktiske sammenhænge, hvori gerundium indgår og sandsynligvis i denne prioriterede rækkefølge. Derudover kan det bemærkes, at Gili Gaya meget udtrykkeligt afviser, at gerundium kan fungere adjektivisk selv om han samtidig er inde på, at gerundium i visse sammenhænge kan udtrykke samme betydning som participio de presente (ibid.: 194) RAE: Esbozo de una nueva gramática de la lengua española Real Academia Española (RAE) blev stiftet allerede i 1713 og har siden haft følgende motto: Limpia, fixa y da esplendor. Som mottoet også demonstrerer, så har RAE i udgangspunktet været en meget normativ og konservativ institution. Esbozo de una nueva gramática de la lengua española, der udkom første gang i 1973, gør dog ifølge John Kuhlmann Madsen til en vis grad op med denne normative tilgang (Madsen 1994: ). Der er i øvrigt tale om et kollektivt værk uden kreditering af de implicerede forfattere

19 RAE bruger ligesom Gili Gaya sit første afsnit/paragraf til at forklare gerundiums betydning, form, samt forholdet til aspekt, tempus, præpositioner og enklitiske pronominer (RAE, 1977: ). Herefter følger (1) gerundium som adverbium, (2) gerundium refererende til hovedverbalets subjekt (herunder prædikativ), (3) gerundium refererende til direkte objekt og (4) gerundium som kerne i en oración circunstancial. Under (1) gerundium som adverbium nævnes, at gerundium kan fungere som et mådesadverbium, der modificerer verbalet. Gerundium udtrykker på denne måde en sekundær handling i forhold til verbalet eller som en handling, der lægger sig til verbalets subjekt eller objekt. Også her understreges det, at kun ardiendo og hirviendo anses for at være adjetivos autorizados. Og ligeledes nævnes sætningsemner/ellipser (f.eks. billedtekster) som eksempler på sætninger, hvor gerundium ikke har noget verbum at referere til (ibid.: ). Omkring (2) gerundium refererende til hovedverbets subjekt angives, at gerundium her har en eksplikativ karakter, hvor gerundium udtrykker en sekundær handling i forhold til subjektet og forklarer det overordnede verbums handling. Ligesom det var tilfældet hos Gili Gaya anses det for ukorrekt at anvende gerundium som specificerende, da dette er en adjektivisk brug, der fratager gerundium sin verbale karakter om end denne brug er almindelig i el lenguaje administrativo. Og gerundium kan af samme årsag ikke bruges som atributo eller complemento predicativo uden relation til sætningens verbal. Også her er RAE på linje med Gili Gaya, idet brugen af gerundium kun anses for korrekt i forbindelse med eksplikative led, mens specificerende led anses ukorrekte (ibid.: ). Gerundium kan ifølge RAE også referere til det direkte objekt (3) for verber, der udtrykker perception (f.eks. ver, recordar, describir) men verbet i gerundium kan ikke være statisk (ved disse verber bør bruges relativ sætning) (ibid.: ). RAE adskiller sig fra Gili Gaya ved sit fjerde punkt, (4) gerundium som kerne i en oración circunstancial også kaldet oración compuesta. Denne oración compuesta svarer ofte til en underordnet bisætning og modificerer hovedsætningen. Der findes ifølge RAE to varianter af dette fænomen: absolut konstruktion og construcción conjunta. I den absolutte konstruktion (4a) har gerundium et selvstændigt subjekt, der altid er efterstillet gerundium, og udtrykker en omstændighed (modal, temporal, etc.) i forhold til den overordnede sætning. I construcción conjunta (4b) er gerundiums subjekt enten subjekt eller direkte objekt for det overordnede verbal, og konstruktionen udtrykker

20 ligeledes en (forklarende) omstændighed (modal, temporal, etc.) i forhold til den overordnede sætning. RAE har overordnet set altså samme prioritering som Gili Gaya: (1) gerundium som adverbium, (2) gerundium refererende til subjekt, (3) gerundium refererende til direkte objekt, men adskiller sig fra Gili Gaya ved det fjerde punkt: (4) gerundium som kerne i en oración circunstancial, der både omfatter (4a) absolutte konstruktioner og (4b) construcciónes conjuntas og den afgørende forskel er her, om gerundium har et selvstændigt subjekt, eller om gerundiums subjekt er lig med subjekt eller objekt i den overordnede sætning Alarcos Llorach: Gramática de la lengua española Emilio Alarcos Llorach ( ) er den første grammatiker, der alene har fået ansvaret for at skrive en grammatik under RAE. Ifølge John Kuhlmann Madsen forsøger Alarcos i værket at indføre så meget af den moderne grammatiske indsigt som muligt, men på trods af dette har han dog alligevel valgt at bruge den traditionelle terminologi (Madsen 1994: 194). Gramática de la lengua española udkom første gang i 1994, men jeg referer her til en nyere udgave fra Alarcos anser også gerundium for at være en verbalform, der først og fremmest kan sammenlignes med adverbiet (1) dog med den forskel, at gerundium i sin egenskab af verbalform kan have egne komplementer og frie tilføjelser, deriblandt en adyacente temático (dvs. et selvstændigt subjekt) (Alarcos Llorach, 2005: ). Gerundium kan derudover også lægge sig til et substantiv (2) i forskelle sammenhænge: billedtekster uden finit verbal, som prædikativ (for direkte objekt), og som adjektiv i formerne ardiendo og hirviendo. Gerundium kan derfor forekomme at være en ækvivalent til den relative sætning, men dette er ikke muligt, når verbet i gerundium har et statisk indhold. Alarcos anser det derimod for muligt, at gerundium kan fungere som prædikativ i forbindelse med det kopulative verbum estar (men ikke ser), men angiver dog, at det er bedre at anse denne kombination for at være en verbalperifrase (med henvisning til en paragraf, der omhandler verbalperifrasen) (ibid.: )

21 Alarcos meget korte gennemgang deler altså, i modsætning til Gili Gaya og RAE, gerundiums mulige syntaktiske funktioner op i to: (1) gerundium som adverbium og (2) gerundium lægger sig til et substantiv. Det skal dog bemærkes, at Alarcos bl.a. inkluderer gerundium med selvstændigt subjekt, som Gili Gaya og RAE klassificerer som absolut konstruktion, under (1) gerundium som adverbium. Og de infinitte sætninger (f.eks. billedtekster), som Gili Gaya og RAE anser for at høre under gerundium som adverbium, hører hos Alarcos til i kategorien gerundium lægger sig til et substantiv. I denne kategori placeres også gerundium som prædikativ hvad enten det refererer til subjekt eller direkte objekt samt de leksikaliserede adjektiver ardiendo og hirviendo Fernández Lagunilla: Las construcciones del gerundio Marina Fernández Lagunilla, der bl.a. er underviser på Universidad Autónoma de Madrid, har bidraget med kapitlet Las construcciones del gerundio i det digre værk Gramática descriptiva de la lengua española, der er redigeret af Ignacio Bosque og Violeta Demonte. Værket er skrevet af adskillige forfattere og udgivet i tre bind af RAE i Grammatikken må med sine over sider karakteriseres som den til dato mest omfattende spanske grammatik (bl.a. rae.es). Fernández Lagunillas behandling af gerundium er i modsætning til de foregående særdeles omfattende og omfatter diskuterende afsnit af bl.a. klassifikationskriterier, sproglig stil, morfologi, syntaks og semantik. Overordnet inddeler hun sin behandling i følgende afsnit/paragraffer: (1) gerundios adjuntos externos, (2) gerundios adjuntos internos og (3) gerundios predicativos. Herudover henviser Fernández Lagunilla også til et eksternt kapitel, hvori verbalperifrasen behandles (2000: ). Klassificeringen (1) gerundios adjuntos externos fungerer som bisætninger og har deres eget subjekt (eksplicit eller underforstået), som kan være identisk med eller forskelligt fra den overordnede sætnings subjekt eller direkte objekt. Således samles den absolutte konstruktion og construcción conjunta ligesom hos RAE i samme kategori, men Fernández Lagunilla tilføjer en tredje variant: los gerundios con sujeto tácito y ( ) no concertados, dvs. gerundiumsætninger med et udeladt eller underforstået subjekt (ibid.: )

22 De såkaldte (2) gerundios adjuntos internos adskiller sig ved ikke at have eget subjekt eller behøver i hvert fald ikke at referere til et subjekt eller et direkte objekt da de udelukkende modificerer den overordnede sætnings verbal (ibid.: ). De prædikative gerundier (3) består først og fremmest af gerundier, der refererer til enten subjekt eller objekt, hhv. kaldet (3a) gerundios predicativos del sujeto (GPS) og (3b) gerundio predicativos del objeto (GPO). Derudover kommer (3c) gerundios predicativos en el SN og (3d) gerundios independientes. I sin indledning til behandlingen af de fire varianter kommer Fernández Lagunilla i øvrigt ind på konstruktionen <con + NP + GP>. I denne konstruktion udgør GP en et sekundært prædikat til subjektet eller objektet (ibid.: ). Gerundium som GPS (3a) adskiller sig fra gerundios adjuntos, idet både det overordnede verbal og gerundium udgøres af verber, der tillader perifrasen <estar + gerundium>. Undertiden er den semantiske tolkning nødvendig for at afgøre, om der er tale om gerundio adjunto eller GPS, eller ved at prøve at sætte gerundium og dens komplementer foran hovedsætningen (ibid.: ). I forbindelse med GPO (3b) er der også visse faktorer, der spiller ind; det er således kun bestemte verber, der tillader en GPO (f.eks. verber der udtrykker perception). I nogle sammenhænge kan GPO bruges på lige fod med relative sætninger, men ikke f.eks. i forbindelse med statiske eller punktuelle verber. Ligesom det var tilfældet for GPS, er det for GPO også nødvendigt, at verbet i gerundium er et verbum, der kan indgå i perifrasen <estar + gerundium> (ibid.: ). Det prædikative gerundium i nominalsyntagmet (3c) fungerer i forhold til deverbale o.l. substantiver generelt som gerundier med tilknytning til et verbalsyntagme eller en sætning, dvs. som modifikator. Det er dog substantivets/nominalkernens semantiske egenskaber, der er afgørende og her drejer det sig særligt om substantiver, der har at gøre med perception (jf. GPO) eller kommunikation. I visse tilfælde kan gerundium synes at opføre sig som en restriktiv modifikator, men gerundium kan ifølge Fernández Lagunilla ikke bruges i alle semantiske/syntaktiske sammenhænge, som adjektiver og relative sætninger kan. Selv om gerundiums syntaktiske funktion kan forekomme meget lig adjektivets og de restriktive relative sætningers, så bliver den alligevel aldrig helt uafhængig af hovedverbet (ibid.: )

23 Som en ekstra variant af den prædikative gerundium tilføjer Fernández Lagunilla gerundios independientes (3d), som udgøres af gerundium i sætningsemner som f.eks. udråb og billedtekster (ibid.: ). Fernández Lagunilla skelner altså mellem den interne og eksterne gerundio adjunto, hvor den eksterne ligesom hos Alarcos omfatter den såkaldte absolutte konstruktion, dvs. gerundium med (efterstillet) selvstændigt subjekt. Det er desuden interessant, at Fernández Lagunilla i modsætning til Gili Gaya og RAE kommer ind på forskellen mellem den adverbielt modificerende gerundio adjunto og gerundio predicativo del sujeto (GPS), da der umiddelbart kan synes at være et stort sammenfald mellem disse to konstruktioners syntaktiske rolle. Og hvad angår gerundios predicativos en el SN giver Fernández Lagunilla eksempler på, at gerundium faktisk kan have samme funktioner som adjektiver og restriktive relative sætninger altså en modsigelse af Gili Gaya og RAE men at dette dog ikke er tilfældet i alle syntaktiske/semantiske sammenhænge, hvorfor en direkte sammenkædning mellem på den ene side gerundium og på den anden side adjektiver og relative sætninger ikke er mulig Delkonklusion Ser man samlet på de fire grammatikkers klassifikation af gerundium, tegner der sig et billede af, at gerundium enten fungerer adverbielt, dvs. orienterer sig mod verbalet eller hele sætningen, eller prædikativt, dvs. modificerer eller beskriver en nominel størrelse på sætningsniveau. Som Fernández Lagunilla er inde på, kan det, når gerundium har samme subjekt som det overordnede verbal, være svært at skelne, men gerundium vil tilsyneladende altid have en større præference for det ene eller det andet, hvilket muliggør klassifikationen for Fernández Lagunilla (2000: ). Der er en vis uenighed omkring den absolutte konstruktion (med efterstillet subjekt), idet Gili Gaya har den som et selvstændigt punkt uden at angive dens syntaktiske funktion mens de øvrige har inkluderet den som en variant af de adverbielt fungerende gerundier. Dog synes ingen af dem at tydeliggøre det interne syntaktiske forhold i den absolutte konstruktion

24 Den adjektiviske gerundium bliver generelt set afvist af alle fire grammatikker, undtagen de leksikaliserede adjektiver ardiendo og hirviendo. Ikke desto mindre synes der at være en bevægelse mod at anerkende, at gerundium bliver brugt i konstruktioner, der minder meget om de konstruktioner, som f.eks. adjektiver og relative sætninger indgå i, hos Alarcos og Fernández Lagunilla, mens dette i de tidligere grammatikker af Gili Gaya og RAE kategorisk afvises som incorrecto. Verbalperifrasen er svær at sætte ind i et prioriteret hierarki, da den i samtlige fire grammatikker kun bliver behandlet med henvisninger til afsnit uden for det specifikke kapitel om gerundium. Til gengæld er alle fire grammatikker enige om at nævne den som en af de kombinatoriske muligheder for gerundium, hvorfor man ikke kan afskrive den en vigtig plads i hierarkiet. 3.2 Gerundium i (danske) fremmedsprogsgrammatikker De dansksprogede grammatikker, jeg har valgt at se nærmere på i dette afsnit, er følgende: Spansk basisgrammatik (Kjær Jensen, 2001: ) ( ) Spansk Grammatik (Mogensen, 2001: ) (Kap. 26) Spansk grammatik (Søeborg & Krog-Meyer, 1987: ) ( ) Disse tre fremmedsprogsgrammatiker er alle målrettet studerende på universitetsniveau, såvel som undervisningsmateriale (grundbog) som et grammatisk opslagsværk. Som det fremgår af forordet i Søeborg & Krog-Meyer (1987: 7) er denne grammatik også særligt henvendt til oversættelsesdisciplinen. Idet der er tale om grammatikker beregnet til undervisningsbrug, er der, som især Mogensen er inde på i sit forord (2001: 11-12), lagt særligt vægt på den pædagogiske fremstillingsform. Grammatikkernes behandling af sproglige problemstillinger skal derfor ikke anses for at være den endegyldige sandhed, men derimod blot et led i indføringen i det spanske sprog, som siden kan suppleres af mere udførlige grammatikker (f.eks. monolingvistiske). Fremmedsprogsgrammatikker vil sædvanligvis også fokusere stærkest på forskellene mellem de to sprog, da det må formodes, at det er disse forskelle, der giver den studerende mest besvær i forbindelse med indlæringen