Et portræt af den danske hjælpemiddelbranche

Transkript

1 Et portræt af den danske hjælpemiddelbranche Erhvervspotentialet i branchen for hjælpemidler og tilknyttede serviceydelser Januar 2009

2

3 Et portræt af den danske hjælpemiddelbranche Erhvervspotentialet i branchen for hjælpemidler og tilknyttede serviceydelser Erhvervs- og byggestyrelsen Januar 2009

4 Et portræt af den danske hjælpemiddelbranche Erhvervspotentialet i branchen for hjælpemidler og tilknyttede serviceydelser Publikationen han også hentes på Erhvervs- og Byggestyrelsens hjemmeside Pris Publikationen er gratis ISBN Elektronisk udgave: Design Schultz Grafisk Danmark, november 2008 Forsidebillede: colourbox.com Erhvervs- og Byggestyrelsen Dahlerups Pakhus Langelinie Allé København Ø Telefon: ebst@ebst.dk

5 Forord Erhvervs- og Byggestyrelsen har i Et portræt af den danske hjælpemiddelbranche kortlagt styrker og svagheder ved den danske hjælpemiddelbranche. Analysen tegner et billede af en broget branche, som spænder fra en højt specialiseret høreapparatklynge, til en underskov af små, hjemmemarkeds-orienterede producenter af hjælpemidler. Der er tale om et vækstmarked, der drives af, at vi får flere penge mellem hænderne, og at der bliver flere ældre. Velstandsstigningen øger forventningerne til og efterspørgslen efter individuelt tilpassede og veldesignede hjælpemidler. Pilen for markedspotentialet på hjælpe middelområdet peger én vej. Op! Danske virksomheder har alle muligheder for at gribe markedspotentialet. Som analysen viser, er hjælpemidler en dansk styrkeposition. En styrkeposition, som er blevet forbedret siden I dag er hjælpemidlernes andel af den samlede danske eksport således mere end dobbelt så stor, som den er for EU15. Udviklingen er dog i langt overvejende grad trukket af høreapparater. Men også den øvrige branche er i vækst. Siden 1995 har eksportvæksten været større end udviklingen i den samlede danske eksport. Kortlægningen viser imidlertid også mørke skyer i horisonten. Markedet er tynget af regulering og forskellige nationale krav og standarder herhjemme og internationalt. Der er ikke frit valg af alle hjælpemidler. Endvidere er området kendetegnet ved, at virksomhederne har et varierende fokus på udvikling, design og innovation. Skal branchen udnytte potentialerne i vækstmarkedet, er der behov for, at virksomheder, vidensinstitutioner og brancheorganisation løfter i flok. Mulighederne er der. Indeværende er en analyse af branchen og dens potentiale, samt en række anbefalinger til hvordan de erhvervsmæssige rammebetingelser kan forbedres. God læselyst. Finn Lauritzen Direktør i Erhvervs- og Byggestyrelsen 3

6 4

7 Indholdsfortegnelse Forord... 3 Indholdsforteregnelse... 5 Resume indledning Definition Struktur Værdikæde, regulering og incitamentsstruktur Værdikæden Regulering Aktørernes incitamentsstruktur Hjælpemiddelformidling i udlandet Sammenfatning Udviklingen i virksomhedernes udbud af hjælpemidler Spørgeskemaundersøgelse Vare- og eksportstatistik Casestudier Sammenfatning Udviklingen i efterspørgslen af hjælpemidler Kommunernes driftsregnskaber Den demografiske udvikling Udviklingen i antallet af personer med handicap Velstandsudviklingen Eksportmarkedet for hjælpemidler Brugernes behov Sammenfatning Branchens styrker og svagheder SWOT-analyse Anbefalinger Øget frit valg understøtter udviklingen af markedet Fælles standarder øger eksportmulighederne Øget innovation og brugertilpassede løsninger Design kan øge hjælpemidlers funktionalitet Erhvervsfremme via klynger og videnoverførsel Bilag Kvalitetsreformen, frit valg og hjælpemidler Metodebeskrivelse til spørgeskemaundersøgelsen

8 6

9 Resume Et portræt af den danske hjælpemiddelbranche har til formål at kortlægge hjælpemiddelbranchen i Danmark. Rapporten beskriver branchens stærke og svage sider og udpeger potentielle udviklingsmuligheder. Hjælpemiddelbranchen spænder vidt og består af mange forskellige typer virksomheder. I dette portræt afgrænses branchen til de virksomheder, der producerer og/eller forhandler hjælpemidler, som opfylder følgende definition: Et hjælpemiddel er et produkt eller en serviceydelse, som afhjælper varige og/eller midlertidige følger af nedsat funktionsevne, letter den daglige tilværelse i hjemmet eller bidrager til, at den funktionshæmmede kan udøve et erhverv. Hjælpemidler omfatter endvidere redskaber brugt af plejepersonale. Rapporten karakteriserer markedet for hjælpemidler som en kompleks værdikæde mellem virksomheden, det offentlige og borgeren. Kommunerne har det fulde myndighedsansvar på handicapområdet, står for visitation, bevilling mv. og kan bl.a. bestemme, at hjælpemidler skal leveres af bestemte leverandører. For visse typer hjælpemidler tilbydes borgeren dog frit valg. Det er karakteristisk, at det offentlige spiller en afgørende rolle for markedet for hjælpemidler. En sammenligning af den danske hjælpemiddelformidling med formidlingsstrukturen i Sverige og Norge viser, at også disse lande har et komplekst system med mange aktører på forskellige niveauer. Der er dog indikationer på, at brugerne her har større valgfrihed. På baggrund af gennemgangen af markedet tegner rapporten et billede af udviklingen i virksomhedernes udbud af hjælpemidler. Det sker ved hjælp af en spørgeskemaundersøgelse, økonomiske nøgletal samt casestudier af fire udvalgte virksomheder og en klynge. Spørgeskemaundersøgelsen, som er gennemført blandt virksomheder, der beskæftiger sig med hjælpemidler, viser bl.a., at det offentlige er den primære kunde for 2/3 af virksomhederne i undersøgelsen. Prisen angives at spille en mindre, men stigende rolle. Og der peges på den offentlige sektors dominerende position på markedet som en barriere for virksomhederne. Undersøgelsen viser desuden, at over halvdelen af virksomhederne ikke eksporterer. En analyse af vare- og eksportstatistikker beskriver udviklingen i en række økonomiske nøgletal for hjælpemiddelbranchen i Danmark. Det viser sig bl.a., at salget af hjælpemidler er steget med 12 pct. om året fra 1995 til 2006, og at salget beløb sig til godt 5 mia. kr. i Eksporten er mere end femdoblet siden 1988 og vurderes i dag at udgøre ca. 1 pct. af den samlede danske vareeksport. Betydningen af de nye vækstmarkeder, de såkaldte BRIK-lande (Brasilien, Rusland, Indien og Kina), er stigende. USA er også et vigtigt marked med en nettoeksport på næsten 1 mia. kr. i Eksporttallene viser også, at hjælpemiddelbranchen er en erhvervsmæssig styrkeposition i Danmark i sammenligning med EU. Hjælpemidlernes andel af den samlede danske eksport er således større end den tilsvarende andel i EU 15. Og den danske styrkeposition er blevet markant forbedret siden I dag er hjælpemidlernes andel af den samlede eksport fra Danmark mere end dobbelt så stor som for EU 15. Udviklingen er dog i langt overvejende grad trukket af eksporten af høreapparater, der tegner sig for hele 75 pct. af hjælpemiddeleksporten fra Danmark. Men også den øvrige del af hjælpemiddelbranchen har dog haft en højere eksportudvikling sammenlignet med udviklingen i den samlede eksport fra Danmark siden Udviklingen i hjælpemiddelbranchen illustreres kvalitativt ved casestudier af udvalgte virksomheder og en klynge. Casestudierne omhandler fx pioneren på det private marked, Seniorbutikken, og succeshistorien om høreapparater. Casestudierne viser dels bredden i branchen, dels hvilke barrierer og fremtidsperspektiver de forskellige virksomheder ser. Efter analysen af udbuddet i branchen, vender rapporten sig mod efterspørgslen af hjælpemidler. Her er det den kommunale efterspørgsel, samfundsudviklingen samt brugernes behov, der er i fokus. Det offentlige system er den største indkøber på det danske hjælpemiddelmarked. Fra 1999 til 2006 er de offentlige udgifter til hjælpemiddelområdet steget med ca. 40 pct. Det offentlige har derved gennem sine prioriteringer stor indflydelse på, hvordan markedet udvikler sig. Det understøttes af eksportudviklingen for hjælpemiddelbranchen. Eksporten af hjælpemidler fra EU 15 er således vokset med 274 pct. siden 1995 og med hele 400 pct. fra Danmark alene. Til sammenligning er den samlede eksport fra EU 15 alene vokset med 121 pct. siden Det er et tydeligt tegn på, at det er et marked i vækst. Den demografiske udvikling påvirker også niveauet for den fremtidige efterspørgsel efter hjælpemidler. Flere ældre medfører alt andet lige en øget efterspørgsel efter hjælpemidler. En analyse af den demografiske udvikling viser, at antallet af danskere over 60 år vil stige fra ca. 1,77 mio. personer i 2007 til 2,89 mio. i Efterspørgslen efter hjælpemidler er dog ikke kun aldersbetinget. Et handicap kan fx være medfødt eller forårsaget af en ulykke. Det anslås, at ud af en befolkning på 5,4 mio. er ca brugere af hjælpemidler. Velstandsudviklingen øger efterspørgslen efter flere og bedre hjælpemidler. Der er en tendens til, at brugernes behov spiller en stadig større rolle i forbindelse med virksomhedernes udvikling af hjælpemidler. At brugerbehov kommer stadig 7

10 mere i fokus forventes på sigt at ændre efterspørgslen efter hjælpemidler. Der er samlet set flere ting, der peger i retning af, at markedet for hjælpemidler vil være i vækst fremover. Rapporten afsluttes med en række anbefalinger til hvordan rammebetingelserne for udviklingen af markedet for hjælpemidler og ydelser kan udvikles. Anbefalingerne tager udgangspunkt i analysen af branchen. Der præsenteres anbefalinger indenfor fem områder: Øget frit valg understøtter udviklingen af markedet - Frit valg af hjælpemidler understøtter via øget købermagt udviklingen af markedet med produkter af højere kvalitet og bedre design. Fælles standarder øger eksportmulighederne - Forskellige standarder er en sten på vejen for at udnytte mulighederne i det globale marked for hjælpemidler. Øget innovation og brugertilpassede løsninger - Flere virksomheder i hjælpemiddelbranchen må inddrage brugerne i deres innovation. Design kan øge hjælpemidlers funktionalitet - Design kan øge handlefriheden for personer med handicap og øge anvendelsen af hjælpemidler. Erhvervsfremme via klynger og videnoverførsel - Strategisk samarbejde kan øge virksomhedernes konkurrenceevne. 8

11 1. Indledning Formålet med denne rapport er at afdække den danske hjælpemiddelbranche. Afdækningen danner baggrund for en række anbefalinger til, hvordan det erhvervsmæssige potentiale i hjælpemiddelbranchen kan styrkes. Markedet for hjælpemidler er kendetegnet ved en relativ omfattende offentlig regulering og er et forholdsvist komplekst og vanskeligt gennemskueligt område. Det skyldes bl.a. et kompliceret samspil mellem brugere, plejere, politiske målsætninger og økonomiske hensyn. De samlede offentlige udgifter til socialområdet udgjorde i 2005 godt 176 milliarder kroner svarende til lidt over 21 pct. af de samlede offentlige udgifter. Af disse udgør udgifterne til social service godt 61 milliarder kroner. Heraf fylder ældreområdet mest med 28,4 milliarder kroner. Udgifterne til personer med handicap beløber sig til 18,5 milliarder kroner, 10,9 milliarder kroner til børn og unge og 3,4 milliarder kroner til voksne. 1 Der er tidligere foretaget afdækninger af dele af det danske marked for hjælpemidler. I 1993 og 2001 foretog den daværende Erhvervsfremmestyrelse ressourceområdeanalyser af medico/sundhedsområdet. I 2001 beskrives branchen som værende langt fremme på visse områder, men samtidig at den står over for en række udfordringer. Det gælder blandt andet manglende produktinnovationer. 2 FORA, en forsknings- og analyseenhed under Erhvervs- og Byggestyrelsen, undersøgte i 2005 brugerdreven innovation i medicobranchen. 3 Analysen viste, at flere rammebetingelser for medicoindustrien er på plads. Herunder gode vidensinstitutioner på teknologisiden. Der tegner sig ikke et entydigt billede af den danske hjælpemiddelbranche. Området spænder fra den højt specialiserede høreapparatklynge med betydelig eksport og vækst, til den lille producent af et hjælpemiddel, der af den ene eller anden grund har valgt at forblive lokalt forankret. I dette portræt af hjælpemiddelbranchen beskrives branchen med udgangspunkt i en spørgeskemaundersøgelse foretaget blandt producenter og forhandlere af hjælpemidler i Danmark, ud fra tilgængelig vare- og eksportstatistik, og ud fra en række indikatorer, der illustrerer den forventede udvikling i efterspørgslen efter hjælpemidler. Portrættet sammenfattes i en oversigt over styrker, svagheder, trusler og muligheder for branchen, og en kortlægning af branchens kritiske rammebetingelser. 1.1 Definition Med henblik på at afgrænse hjælpemiddelbranchen opstilles følgende definition af et hjælpemiddel: Et hjælpemiddel er et produkt eller en serviceydelse, som afhjælper varige og/eller midlertidige følger af nedsat funktionsevne, letter den daglige tilværelse i hjemmet eller bidrager til, at den funktionshæmmede kan udøve et erhverv. Hjælpemidler omfatter endvidere redskaber brugt af plejepersonale. Definitionen tager udgangspunkt i Lov om social service. 4 Til forskel herfra medregnes midlertidige hjælpemidler, som finder anvendelse i forbindelse med fx genoptræning. Endvidere medregnes redskaber brugt af plejepersonalet. I forskningen og arbejdet med hjælpemidler generelt opereres der med en række forskellige definitioner. Ovenstående vurderes at være let forståelig og bredt dækkende. Hjælpemiddelbranchen afgrænses til virksomheder, der producerer og/eller forhandler hjælpemidler. 1.2 Struktur I kapitel 2 beskrives markedet for hjælpemidler ud fra en værdikæde med tre primære aktører; borgeren, virksomheden og det offentlige. Reguleringen på hjælpemiddelområdet gennemgås og aktørernes incitamentsstruktur analyseres. Endelig perspektiveres der til formidlingsstrukturerne i Norge og Sverige. Kapitel 3 gennemgår udviklingen i virksomhedernes udbud af hjælpemidler. Det sker på baggrund af en spørgeskemaundersøgelse, en analyse af vare- og eksportstatistikker og casestudier af udvalgte virksomheder og en klynge. I kapitel 4 analyseres efterspørgslen af hjælpemidler. Udgangspunktet er analyser af udviklingen i kommunernes efterspørgsel og af samfundsudviklingen i forhold til demografi, velstand og udbredelsen af handicap. Endelig belyses brugernes behov. I kapitel 5 præsenteres en opsummerende analyse af hjælpemiddelbranchens styrker, svagheder, muligheder og trusler, som lægger fundamentet for fremadrettede anbefalinger. Endelig præsenteres der i kapitel 6 en række anbefalinger til hvordan rammebetingelserne for branchen kan styrkes. 1 Socialministeriet, Socialområdet i tal, 2 Erhvervsfremmestyrelsen (2001), Medico/Sundhed en erhvervsanalyse 3 FORA (2005), Brugerdreven innovation i medicobranchen 4 Bekendtgørelse om lov om social service om hjælpemidler mm., uddrag af LBK 1117 af 26/09/2007 9

12 10

13 2. Værdikæde, regulering og incitamentsstruktur Markedet for hjælpemidler består i hovedtræk af tre aktører; borgeren, virksomheden samt det offentlige, hvilket i praksis vil sige kommunen. Borgeren Efterspørger af hjælpemidler Udlån, støtte og tildeling Brugerdreven innovation Handel på markedsvilkår Kommunen Efterspørger samt leverandør af hjælpemidler Virksomheden Producent og formidler af hjælpemidler Offentlige udbud Kravspecifikationer 2.1 Værdikæden Værdikæden består af relationerne mellem virksomheder, borgere og kommuner. Relationerne mellem kommunerne og virksomhederne: Kommunerne tildeler, giver tilskud til eller udlåner hjælpemidler i henhold til Lov om social service. Herudover køber det offentlige hjælpemidler til brug på institutioner. Relationerne mellem borgerne og kommunerne består i, at borgerne låner hjælpemidler uden beregning eller modtager tilskud hertil fra kommunen, hvis de har et varigt handicap eller er svagelig pga. alderdom. Herudover er det for så vidt angår særlige personlige hjælpemidler muligt at købe et dyrere hjælpemiddel og få refunderet den del af prisen, som kommunen skulle have betalt for standardproduktet. Relationerne mellem virksomhederne og borgerne omfatter dels et markedsbaseret forhold, hvor borgeren køber virksomhedens produkter. Endvidere inddrager nogle virksomheder brugernes erfaringer som input i produktudviklingen. Markedet er afhængig af den offentlige regulering, som kan være forskellig fra land til land. 2.2 Regulering Kommunernes tildeling af hjælpemidler: Kommunerne træffer afgørelse om tildeling af eller tilskud til hjælpemidler. Det sker på baggrund af en vurdering af funktionsnedsættelse og hjælpemidlets evne til at afhjælpe denne. Grundlaget er en socialfaglig vurdering, hvor der bl.a. kan indgå lægelige og ergoterapeutiske vurderinger samt vurderinger fra frivillige organisationer og videnscentre om hjælpemidler (bl.a. Hjælpemiddelinstituttet). Kravet for at borgeren kan modtage hjælp fra det offentlige er, at hjælpemidlet i væsentlig grad kan være med til at kompensere for følgerne af den nedsatte funktionsevne, kan være med til at lette dagligdagen eller er nødvendigt for at varetage et job. Leverandøraftaler: Kommunerne kan bestemme, at et hjælpemiddel skal leveres af bestemte leverandører. Formålet er, at kommunerne kan opnå stordriftsfordele ved at samle deres indkøb hos enkelte leverandører. Brugerne skal inddrages, når kravene til produkternes kvalitet og sortiment mv. formuleres inden indgåelse af en leverandøraftale. Formålet er at nyttiggøre den viden og erfaring med produkterne, som brugernes repræsentanter har. Hvis kommunernes indkøb overstiger beløbsgrænserne i EUs udbudsdirektiv, sker indkøbene herefter. Tærskelværdierne er for perioden 2008 til og med 2009 knap 1,6 mio. kr. for vareindløb og tjenesteydelser og knap kr. for delydelser. 6 Indkøb under grænserne skal følge EU-retlige grundsætninger om ligebehandling og gennemsigtighed. Fremover vil offentlige indkøb der overstiger kr., men som ligger under tærskelværdien også være omfattet af en annonceringspligt. 7 Frit valg samt forbrugsgoder: Der er delvist frit valg af hjælpemidler. Brugerne kan selv vælge hjælpemiddel, når det drejer sig om særligt personlige hjælpemidler. Disse omfatter individuelt tilpassede kørestole (som nødvendigvis må benyttes i hovedparten af dagens timer), ortopædisk fodtøj, arm- og benproteser, støttekorsetter, visse briller og kontaktlinser mv. De særligt personlige hjælpemidler er opridset i bekendtgørelse af lov om social service 8 112, stk. 3. Derimod er der ikke i dag frit valg for særlige senge og stole samt almindelige kørestole, gangstativer, personlifte og mange andre hjælpemidler, der ikke betragtes som særligt personlige hjælpemidler. Vælger en bruger en anden leverandør af et særligt personligt hjælpemiddel end kommunens, giver kommunen tilskud til købet. Tilskuddet omfatter dog kun den del af prisen, som kommunen kunne have købt hjælpemidlet til hos sin leverandør. 9 Vælges et dyrere hjælpemiddel end det kommunen har bevilliget, skal brugeren betale differencen. For så vidt angår individuelt tilpassede kørestole, hvortil der er ydet støtte efter reglerne om særligt personlige hjælpemidler, betragtes disse som udlån og skal leveres tilbage til kommunen, når borgeren ikke har brug for den længere. Dele af bru Lov nr. 572 af 0 6/06/2007, 15 c om annonceringspligt 8 Bekendtgørelse af lov om social service om hjælpemidler mm., uddrag af LBK 979 af 1/10/ Det hjælpemiddel som brugeren vælger, skal opfylde de krav til anvendelighed mv., som kommunen har opstillet i sin bevilling af, at ansøgeren overhovedet kan få tildelt et hjælpemiddel, jf. Vejledning nr. 6 til serviceloven om hjælpemidler mv. fra Socialministeriet pkt

14 gerens evt. egenbetaling i forbindelse med frit leverandørvalg kan blive tilbagebetalt. 10 Høreapparater, hvortil der er ydet støtte, er derimod borgerens ejendom. 11 Der er ikke frit valg af øvrige hjælpemidler, som er nødvendige for mange brugere i hverdagen. Det bemærkes, at det i forbindelse med kvalitetsreformen har været drøftet at udvide mulighederne for frit valg på hjælpemiddelområdet, jf. bilag 7.1. Der ydes endvidere tilskud til forbrugsgoder, der afhjælper en funktionsnedsættelse. Fx særligt fodtøj. Kommunen giver tilskud til 50 pct. af prisen på et almindeligt standardprodukt. Brugeren kan vælge at købe et andet og evt. dyrere produkt, men skal selv betale merprisen. Det er ikke muligt at få støtte til sædvanligt indbo, fx almindelige senge, telefoner eller tvapparater. Har borgeren et skånejob og har brug for særlige arbejdsredskaber eller at få lavet mindre ændringer af indretningen på arbejdspladsen, kan der søges tilskud hos kommunen. Personer med varig og betydelig funktionsnedsættelse har endvidere mulighed for at få støtte til køb af bil. 12 Efter kommunalreformen: Pr. 1. januar 2007 fik kommunerne det fulde myndighedsansvar på handicapområdet og skal finansiere alle aktiviteter på området. Borgerne søger som udgangspunkt om hjælpemidler hos kommunen. Er der tale om hjælpemidler, der er ordineret som et led i en behandling, vil sygehuset dog normalt udlevere det nødvendige. Kommunerne har desuden overtaget hovedparten af de tidligere amtslige specialiserede institutioner. At ansvaret entydigt er hos kommunerne betyder, at de er indgangen og de eneste, der kan visitere til tilbud og ydelser til mennesker med handicap. Kommunerne skal endvidere stå for den samlede koordinering og faglige udvikling på området. 13 Kommunerne har mulighed for at få gratis, vejledende specialrådgivning hos VISO (den Nationale Videns- og Specialrådgivnings organisation), der blev oprettet pr. 1. januar Regionerne kan tage sig af opgaver som fx hjælpemiddelcentralerne, men kun hvis kommunerne ønsker det. En yderligere konsekvens af kommunalreformen er, at kommunerne er forpligtet til at oprette handicapråd, der skal give mennesker med funktionsnedsættelse nye muligheder for at påvirke handicappolitikken i deres kommune. Figur 2.1 tegner et billede af kommunernes nye, centrale rolle på området: Figur 2.1: Kommunerne er kommet i centrum på handicapområdethandicapområdet Private leverandører Rammeaftale Andre kommuner Tilbudsprotal Region Kommune Bruger Stat VISO Handicapråd Kilde: Olsen, Leif & Anna Charlotte Thorsted (2007), Ny struktur og dynamik på handicapområdet, AKF Forlaget, s. 32 Nye muligheder for konkurrence: Kommunalreformen introducerede flere muligheder for konkurrence mellem offentlige og private leverandører. Bl.a. er der sket en synliggørelse af ydelsernes indhold og pris gennem en offentlig tilgængelig tilbudsportal. Kommunale medarbejdere, brugere, politikere og leverandører kan herigennem få oversigt over tilbuddene på handicapområdet. Intentionen er at gøre det muligt at sammenligne ydelsers indhold og kvalitet på 15 Der kan bl.a. søges på geografi, målgrupper, tilbudstyper og ydelser. Hermed skabes der offentlig information, der kan bruges i dialogen mellem brugere og kommuner. Samt en markedsplads, der giver grundlag for konkurrence mellem leverandørerne på området. Kravet om, at tilbuddene skal præsenteres på portalen kan sætte en dynamik i gang, da tilbuddenes kvaliteter og priser skal beskrives. Hermed skabes der et grundlag for flere valgmuligheder og bedre muligheder for at matche brugernes behov med tilbud i den kommunale visitation Aktørernes incitamentsstruktur Borgeren: Der er tale om en varieret brugergruppe; fra personer med medfødt nedsat mobilitetsevne til den aldrende person med svækket hørelse. Der er som udgangspunkt tale om enkeltpersoner uden mulighed for at udøve købermagt. Da forbruget er en nødvendighed, kan efterspørgslen ofte betragtes som fast. Kommunernes (del)finansiering af hjælpemidler medfører, at brugernes incitament til at presse prisen kan mindskes. Finansierer kommunerne købet, mister brugerne incitamentet til at afsøge markedet, da et billigere produkt ikke med- 10 Det følger af Bekendtgørelse om hjælp til anskaffelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven, BEK nr. 987 af 06/08/2007, 14, stk. 3 at hvis borgeren leverer kørestolen tilbage inden fire år, skal egenbetalingen udbetales. Dog fratrækkes kr. og nedskrivning med 1/48 pr. måned. 11 Bekendtgørelse om hjælp til anskaffelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven, BEK nr. 987 af 06/08/2007, 15, stk Følgende må være opfyldt: 1) Evnen til at færdes er meget forringet. 2) Muligheden for at få eller fastholde et arbejde/gennemføre en uddannelse er væsentligt nedsat, hvis man ikke har bil. 3) Kørselsbehovet er af en vis størrelse og kan ikke hensigtsmæssigt dækkes af andre kørselsordninger. 13 Akf NYT 2006, nr. 4: Kommunernes nye udfordringer på handicapområdet, VISO er en netværksorganisation, som er forankret i Servicestyrelsen. VISO består af en central enhed, et fagligt netværk af regionale, kommunale og selvejende institutioner samt 14 videnscentre heriblandt Hjælpemiddelinstituttet (HMI). 15 Akf NYT 2006, nr. 4; Kommunernes nye udfordringer på handicapområdet, samt Bekendtgørelse om Tilbudsportalen. 16 Olsen, Leif & Anna Charlotte Thorsted (2007), Ny struktur og dynamik på handicapområdet, AKF Forlaget. 12

15 fører en lavere udgift for brugeren. Kommunerne formodes dog at afsøge markedet. Kommunen: Det offentlige, hvilket som udgangspunkt vil sige kommunerne, køber eller giver tilskud til det hjælpemiddel, der vurderes at være bedst og billigst. Det vurderes ud fra hensyn til behov, kvalitet, driftsikkerhed, betjeningssikkerhed og servicemuligheder. Hensyn til fx æstetik nævnes ikke blandt de hensyn, der normalt indgår i vurderingen. 15 Kommunerne er som nævnt blevet den centrale offentlige aktør på området. Kommunerne finansierer alle tilbud, hvad enten de selv producerer dem eller køber dem hos nabokommunen, i regionen eller hos private leverandører. Det kan betyde, at alternative løsninger overvejes i højere grad end tidligere samt at der er kommet et større incitament til at tænke i totaløkonomi. Før kommunalreformen havde kommunerne ikke altid incitament til fx at købe dyrere, mere holdbare og arbejdsbesparende hjælpemidler, da langsigtede besparelser kunne tilfalde amterne. Kommunen kan siges at have en dobbeltrolle som efterspørger (via leverandøraftaler) og leverandør (via hjælpemiddelcentralerne eller via udbud). Om end udgifterne til hjælpemidler er steget de senere år, udgør hjælpemidler dog en begrænset del af det offentlige budget, hvorfor opmærksomheden omkring omkostningsreduktion og/eller produkter af bedre kvalitet kan være begrænset. Virksomheden: Danske producenter af hjælpemidler har på flere områder opnået en stærk international markedsposition. Hjælpemiddelområdet spænder fra små enkeltmandsejede virksomheder til verdensførende producenter af høreapparater. Virksomheder inden for hjælpemiddelområdet kan være organiseret i fx Medicoindustrien eller Dansk Rehab Gruppe. Særligt for mindre virksomheder kan markedet for hjælpemidler forekomme svært tilgængeligt, da det kræver kendskab til et bredt spektrum af bl.a. godkendelsesprocedurer samt regler for betaling og refusion. Hvem der er virksomhedens slutbruger er ikke enkelt at definere. Er det den ældre, lægen, patienten eller sygeplejersken? Og hvem betaler for produktet eller ydelsen? Markedet og incitamentsstrukturen kompliceres yderligere af, at nogle danske regler er unikke, og at andre lande også har kompliceret og forskellig lovgivning på området. Hjælpemiddelcentralerne: Disse yder specialrådgivning og fungerer som videns- og udviklingscentre på hjælpemiddelområdet. Formålet er at støtte kommunernes valg af hjælpemidler. Det er endvidere hjælpemiddelcentralernes opgave at udøve demonstration og tilpasning af hjælpemidler. Hjælpemiddelcentralernes specialrådgivning retter sig primært mod kommunerne, men også fagpersoner og institutioner samt i et vist omfang borgere kan modtage rådgivning. Før kommunalreformen var der 14 amtslige hjælpemiddelcentraler. Seks er overgået til kommunerne, seks er overgået til regionerne og to er lukket. Kommuner, som ikke har hjælpemiddelcentraler, kan købe rådgivning fra de tilbageblevne centraler eller hos private virksomheder som fx Zealand Care eller Falck. Det bemærkes, at hjælpemiddelvirksomheder tilsyneladende er fraværende i Hjælpemiddelcentralernes fokusområde, der primært afgrænser sig til kommuner, fagpersoner og institutioner. Set ud fra et erhvervsfremmeperspektiv er det ærgerligt, da den opbyggede viden alt andet lige kunne komme virksomhederne og dermed på sigt også brugerne af hjælpemidler til gavn. Hjælpemiddelinstituttet (HMI): HMI er en selvejende institution under den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation (VISO), der er en del af Servicestyrelsen. HMI fungerer som et landsdækkende videnscenter, der udvikler og formidler viden om, hvordan hjælpemidler og andre teknologiske løsninger kan bidrage til at inkludere og skabe bedst mulige vilkår i samfundet for mennesker med funktionsnedsættelser. HMIs opgaver består i at koordinere samt deltage i prøvnings-, forsknings- og informationsvirksomhed på hjælpemiddelområdet, og derigennem bl.a. 16 arbejde for en hensigtsmæssig udnyttelse af de samfundsressourcer, der er til rådighed for hjælpemiddelområdet, arbejde for en sammenhængende og helhedsorienteret vidensindsamling og -formidling på hjælpemiddelområdet og gøre den anvendelig for både kommunernes, regionernes og VISO s specialrådgivning, arbejde for den størst mulige kvalitet af hjælpemidler og faglige metoder, herunder deltage i teknisk og funktionel prøvning af hjælpemidler, have overblik over relevante nationale og internationale erfaringer på hjælpemiddelområdet og deltage i det internationale samarbejde, bidrage til at standardteknologi designes, udvikles og udnyttes til gavn for brugere i almindelighed og mennesker med funktionsnedsættelser i særdeleshed. HMI driver Hjælpemiddelbasen, der indeholder oplysninger om ca hjælpemidler og ca. 450 danske forhandlere. Basen indeholder beskrivelser af hjælpemidlerne, oplysninger om produkternes specifikationer, priser samt kontaktoplysninger. Hjælpemiddelbasen bruges af sagsbehandlere, terapeuter, indkøbere, hjælpemiddelbrugere og deres pårørende. 15 Vejledning nr. 6 til serviceloven om hjælpemidler mv. fra Socialministeriet. 16 Vedtægter for Hjælpemiddelinstituttet (HMI), 13

16 På samme måde som ved hjælpemiddelcentralerne, synes koblingen til erhvervslivet at være indirekte. HMI skal således vidensindsamle og -formidle på hjælpemiddelområdet og gøre den anvendelig for kommunernes, regionernes og VISO s specialrådgivning. Virksomhederne indgår tilsyneladende ikke som et fokusområde hvad angår vidensformidlingen. Mht. Hjælpemiddelbasen og arbejdet med standardisering og test er koblingen til erhvervslivet mere direkte. 2.4 Hjælpemiddelformidling i udlandet Der findes forskellige måder at strukturere hjælpemiddelformidlingen på. De øvrige nordiske lande har valgt andre strukturer, som på nogle måder ligner den danske, men på andre måder adskiller sig. Nedenfor gennemgås kort, hvordan hjælpemiddelformidlingen er struktureret i Sverige og Norge. 19 Sverige Amter og kommuner skal i henhold til den svenske sundheds- og sygeplejelov tilbyde hjælpemidler til personer med handicap. Loven omfatter hjælpemidler til den enkeltes livsførelse og til pleje og behandling. Inden for lovens rammer kan amter og kommuner selv udforme mere detaljerede regler vedrørende fx fastsættelse af hvilke produkter, der betragtes som hjælpemidler og vedrørende betaling for hjælpemidler. Reglerne kan altså variere fra kommune til kommune. Det offentlige betaler typisk hjælpemidlerne. For visse hjælpemidler kan der dog være egenbetaling, fx ortopædiske sko, høreapparater og parykker. Brugerne betaler for forbrugsartikler som dæk til kørestole, batterier mv. Kommunerne har sundheds- og sygeplejeansvar for ældre og personer med handicap i særlige boliger (og i nogle kommuner også i almindelige boliger), herunder ansvaret for hjælpemidler. Mange kommuner har en rehabiliteringsenhed, hvor terapeuter o.lign. står for bl.a. afprøvning, tildeling og træning i forbindelse med hjælpemidler. Det sker ofte i tæt samarbejde med amtets hjælpemiddelcentral. På amtsligt niveau formidler en række forskellige enheder hjælpemidler. De fleste hjælpemidler til personer med nedsat mobilitetsevne formidles via plejecentraler el.lign. Sundheds- og plejepersonale udreder borgerens behov for tildeling af et hjælpemiddel og kan henvise til andre enheder som fx synscentraler eller hørecentraler. Hjælpemiddelcentralerne fungerer bl.a. som konsulenter for amternes og kommunernes formidling af hjælpemidler. Det drejer sig typisk om komplicerede og usædvanlige hjælpemidler eller ved specialtilpasning af hjælpemidler. Hjælpemiddelcentralerne udbyder også hjælpemidler. Derudover findes der specialiserede centraler som fx høre-, tolke- og synscentraler. I maj 2008 begynder et forsøg med frit valg af hjælpemidler. Tre amter er udvalgt til at afprøve forskellige modeller for, hvordan frit valg kan fungere i Sverige. Formålet er at give den enkelte bruger øget mulighed for at selv at vælge hjælpemiddel og vælge hvem der skal udføre afprøvning, tilpasning mv. Der arbejdes p.t. på at forberede forsøget. En mulig model kan være, at brugeren selv indkøber hjælpemidlet. En anden at det offentlige overdrager udvælgelse, tilpasning etc. til en leverandør. Norge I Norge kan personer med varig og væsentlig reduceret funktionsevne pga. sygdom, skade eller lign. få støtte til hjælpemidler fra sygesikringen ( folketrygden ). Personer med midlertidigt behov kan låne hjælpemidler gennem kommunen. Behandlingshjælpemidler er sygehusenes ansvar. Der er egenbetaling på få hjælpemidler. Kommunerne har ansvar for sundhed og rehabilitering, som hjælpemiddelformidling er en del af. Hjælpemiddelcentralen har et overordnet og koordinerende ansvar for hjælpemiddelformidlingen i et amt. Hjælpemiddelcentraler er andenlinjetjenester og fungerer som et ressource- og kompetencecenter, der giver faglig bistand til brugere og andre samarbejdspartnere ved behov. Desuden findes der landsdækkende centre for fx biler og IT-udstyr. Centrene er specialister på enkelte områder inden for hjælpemiddelformidling og betjener brugere samt første og andenlinjetjenester. Både hjælpemiddelcentralerne og de landsdækkende centre er en del af arbejds- og velfærdsforvaltningen (NAV), som er en sammenlægning af arbejds- og velfærdsetaten og socialtjenesten i de enkelte kommuner, der blev etableret i juli 2006 efter en større administrativ reform. NAV støtter hjælpemiddelcentralerne ved at koordinere udviklingstiltag og igangsætte forsøgsvirksomhed. Enheden har endvidere ansvar for at informere om hjælpemiddelområdet, hvilket bl.a. inkluderer en national hjælpemiddeldatabase. Udgangspunktet for formidlingsprocessen er kommunens udarbejdelse af en plan for borgeren. Efter afprøvning og vurdering af forskellige muligheder vælges et eller flere hjælpemidler. Derefter udformes en ansøgning som sendes til hjælpemiddelcentralen (NAV) til vurdering. Hvis hjælpemiddelcentralen godkender ansøgningen, får brugeren udleveret hjælpemidlet. Hjælpemiddelcentralerne tager sig også 19 Gennemgangen er primært baseret på Nationella system för förmedling av hjälpmedel, NUH, maj 2007 samt oplysninger fra NAV, og Hjælpemiddelinstituttet i Sverige, 14

17 af tilpasning og justering af hjælpemidler. I nogle tilfælde kan et brugerpas bevilges. Det sker ved, at brugeren kontakter hjælpemiddelcentralen. Vurderes det at være relevant samt at brugeren er ressourcestærk, kan der indgås en aftale om brugerpas. Aftalen definerer bl.a. hvilken type hjælpemiddel, og hvilke leverandører brugeren kan vælge imellem. Brugerpas er en fuldmagt, der giver den enkelte bruger større indflydelse på valg af hjælpemidler og adgang til afprøvning, udskiftning, service og reparation. Brugeren kan selv vælge, hvilke samarbejdspartnere (kommunen, en leverandør eller NAV), som skal rådgive i processen fra, at behovet for et hjælpemiddel opstår, til at hjælpemidlet er modtaget. Brugeren kan således gå uden om kommunen. For at få et brugerpas skal brugeren have viden om sit eget behov og være indstillet på selv at være aktiv i forbindelse med anskaffelse, afprøvning og reparation. Efter en forsøgsperiode i enkelte kommuner blev ordningen indført i hele Norge i juli være virksomhederne til gavn i forbindelse med den fortsatte udvikling af nye produkter og serviceydelser. Sammenligner man med Norge og Sverige vil man se, at også her er der et komplekst system med mange aktører på forskellige niveauer. Der er dog også flere faktorer, som peger i retning af, at brugerne har større valgfrihed i Norge og Sverige. NAV har ansvaret for at indgå centrale leverandøraftaler. Hensigten er at sikre et national sortiment af god kvalitet til en forsvarlig pris. Hjælpemiddelcentralen vælger sit lokale sortiment ud fra det nationale sortiment. For mindre hjælpemiddelgrupper indgås der ikke centrale aftaler. Her indgår hjælpemiddelcentralerne aftale direkte med leverandørerne. Afslutningsvist kan det konstateres, at både Sverige og Norge har formidlingssystemer, der i lighed med det danske, består i et offentligt system, hvor tildeling af hjælpemidler baseres på skønsmæssige vurderinger af den enkelte brugers behov. En forskel består i antallet af aktører og rollefordelingen mellem dem. Derudover er der indikationer på et større fokus på frit valg i Norge og Sverige i forhold til Danmark. 2.5 Sammenfatning Markedet for hjælpemidler er karakteriseret ved en kompleks værdikæde mellem virksomheder, det offentlige og brugerne. Efter kommunalreformen har kommunerne det fulde myndighedsansvar på handicapområdet samt ansvaret for den samlede koordinering og faglige udvikling. Kommunerne kan bestemme, at hjælpemidler skal leveres af bestemte leverandører. For særligt personlige hjælpemidler er der dog frit valg. Vælger borgeren et andet produkt end det kommunen måtte tilbyde, giver kommunen tilskud til købet. Set ud fra et erhvervsfremmeperspektiv er der en række forhold, som kan vække bekymring. Således har hverken Hjælpemiddelcentralerne eller Hjælpemiddelinstituttet et særligt direkte erhvervsfokus. Et sådan formodes at kunne 15

18 16

19 3. Udviklingen i virksomhedernes udbud af hjælpemidler I Hjælpemiddelinstituttets database indgår ca forskellige hjælpemiddelprodukter, der er tilgængelige på det danske marked. 20 Det er alt lige fra avancerede personløftere og høreapparater til emballageåbnere og ergonomiske knive. Produktionen af hjælpemidler sker inden for mange forskellige sektorer, og kun relativt få virksomheder er specialiseret inden for hjælpemiddelproduktion alene. Dette kapitel kortlægger udviklingen i virksomhedernes udbud af hjælpemidler. Kortlægningen er bygget op omkring følgende tre elementer: Spørgeskemaundersøgelse: I november 2007 gennemførte Erhvervs- og Byggestyrelsen en spørgeskemaundersøgelse blandt virksomheder, der beskæftiger sig med produktion, distribution og/eller handel med hjælpemidler eller service relateret hertil. Spørgeskemaundersøgelsen tegner et billede af branchen og dens udfordringer. Vare- og eksportstatistik: Hjælpemiddelbranchen analyseres endvidere med udgangspunkt i vare- og eksportstatistikken. Analysen belyser udviklingen i salg, eksport, import, nettoeksport og indenlandsk forbrug af hjælpemidler. Casebeskrivelser: Der er identificeret fire forskellige virksomheder og en klynge, som hver især fortæller sin egen historie og repræsenterer hver sin del af branchen. Casestudierne består af en kortfattet beskrivelse af den enkelte virksomhed/klynge, barrierer for udvikling og salg af hjælpemidler samt en vurdering af fremtidige udviklingsmuligheder. 3.1 Spørgeskemaundersøgelse Erhvervs- og Byggestyrelsen gennemførte i november 2007 en spørgeskemaundersøgelse. Undersøgelsen skulle kortlægge hjælpemiddelbranchen og tilvejebringe viden, der ikke umiddelbart lader sig udskille i Danmarks Statistiks databaser. Der findes ikke en branchekategori for branchen som helhed. Spørgeskemaundersøgelsen indfanger virksomhederne i branchen på tværs af traditionelle brancheskel og -koder. Den rettede sig direkte mod virksomhederne i hjælpemiddelbranchen og søgte at kortlægge branchens udfordringer og muligheder. Virksomhedernes produktion, distribution og service af hjælpemidler Mange virksomheder beskæftiger sig med hjælpemidler i større eller mindre grad. Således kan hjælpemidler være virksomhedens primære produkt eller det kan udgøre en niche i virksomhedens produktion. Af de virksomheder, der svarede på spørgeskemaet, beskæftiger omkring 57 pct. sig primært med hjælpemiddelprodukter. Der kan være stor forskel på, om en virksomhed primært beskæftiger sig med produktion, handel eller service. Spørgeskemaundersøgelsen viser, at over halvdelen af virksomhederne primært beskæftiger sig med handel og distribution, ca. en tredjedel beskæftiger sig primært med produktion, og 10 pct. beskæftiger sig primært med service. Mange virksomheder beskæftiger sig dog både med distribution, produktion og service, jf. figur 3.1. Figur 3.1 Virksomhedernes primære forretningsområde Andel af virksomheder 60% 50% 40% 30% 20% 10% 0% Produktion Distribution/handel Service Kan virksomhedens beskæftigelse med hjælpemidler primært beskrives som produktion, distribution/handel eller service? Kilde: Spørgeskemaundersøgelse gennemført af EBST Virksomhedernes kunder Kigger man på, hvem virksomhedernes kunder er, ses det, at 2/3 af virksomhederne angiver, at de primære kunder er offentlige institutioner og myndigheder. Hver femte virksomhed angiver, at privatpersoner er de primære kunder, mens hver tiende virksomhed angiver, at private virksomheder er de primære kunder, jf. figur 3.2. De praktiske forhold omkring gennemførelsen af spørgeskemaundersøgelsen er beskrevet i bilag Forskning og udvikling på området hjælpemidler og boligændringer, Hjælpemiddelinstituttet november

20 Figur 3.2 De primære aftagere af virksomhedens produkter og ydelser Andel af virksomheder 70% 60% 50% 40% 30% 20% 10% 0% Offentlige institutioner Privatpersoner Kilde: Spørgeskemaundersøgelse gennemført af EBST Private virksomheder Det er altså i overvejende grad den offentlige sektor, der driver efterspørgslen efter hjælpemidler. Virksomhederne kan derfor forventes at indrette deres produktion og distributionssystem på at skulle imødekomme den offentlige sektors efterspørgsel. Ser man på, hvem de primære målgrupper for virksomhedernes produkter er, er det tydeligt, at langt den overvejende del af respondenterne anser personer med funktionsnedsættelse som værende den primære kundegruppe, og dermed den gruppe de skal målrette deres aktiviteter efter. 80 pct. af virksomhederne angiver således, at personer med funktionsnedsættelse er den primære kundegruppe, mens hver sjette angiver, at plejepersonale er den primære kundegruppe. Endelig angiver under fem pct. af respondenterne, at den primære målgruppe for anvendelse af virksomhedens produkter er andre personer. Jf. figur 3.3. Figur 3.3 Den primære målgruppe for anvendelse af virksomhedens produkt Andel af virksomheder 90% 80% 70% 60% 50% 40% 30% 20% 10% 0% Personer med funktionsnedsættelse Plejepersonale Kilde: Spørgeskemaundersøgelse gennemført af EBST Andre personer (fx buschauffører, flypersonale og pårørende) Det er tilsyneladende en udfordring for virksomhederne i branchen, at den primære kundegruppe er offentlige institutioner og myndigheder, mens den primære gruppe af brugere er personer med funktionsnedsættelse. Kunden og brugeren af virksomhedernes produkter er dermed ikke den samme. Brugerinddragelse Figur 3.3 viste, hvem virksomhederne angav som den primære målgruppe for deres produkter. Det er i det lys interessant, at se på hvad virksomhederne gør for at målrette deres produkter mod disse grupper. En måde hvorpå virksomhederne kan målrette deres produkter mod et specifikt brugersegment er ved at inddrage brugerne i udviklingsfasen. 43 pct. angiver, at virksomhederne altid inddrager brugerne i udviklingsprocessen, mens de i 45 pct. af virksomhederne kun inddrages nogle gange. I 12 pct. af virksomhederne angiver respondenterne at brugerne aldrig inddrages i udviklingsarbejde, jf. figur