1. Problemfelt Problemformulering Projektets opbygning Den danske beskæftigelsesindsats Videnskabsteori...

Transkript

1 Abstract In the project; Are you still unemployed? we study unemployed academics and how they experience their unemployment. The point of departure of the project is based on the assumption that the society has a negative attitude towards unemployment because of the society s focus on the importance of labour. The project is based on 8 narrative interviews with 8 unemployed academics whose backgrounds are different concerning jobs, education, age etc. To help us analyse the unemployed academics experience of their unemployment we use theories by Oskar Negt, Axel Honneth and Marie Jahoda. Negt s theory deals with a division of the society in two different realities. Honneth s theory is about the importance of recognition and Jahoda s theory concerns five consequences of unemployment. Through a mixture of our collected empirical knowledge and the three theories we base our analysis on four themes, which we found relevant through our qualitative study. The themes are as follows: Affiliation, which concerns the identity loss of the unemployed academic in their position as unemployed; Everyday life, which concerns their change in rhythm from being in labour to being unemployed; Refusal is about their rejection from the labour market; and The System, deals with the Danish System of Employment and how the unemployed academics feel violated hereby. In our analysis of the unemployed academics experience of their unemployment and in the criticism of the norm of the Danish society, we found that unemployment is an overall negative experience. This is indicated by the unemployed academics lack of structure, selfregulation, identity and status. The unemployed academics emphasize that the beforementioned negative sides of unemployment is the result of an overall negative attitude towards unemployment. 1

2 Indholdsfortegnelse 1. Problemfelt Problemformulering Projektets opbygning Den danske beskæftigelsesindsats Videnskabsteori Vores forforståelser Kritisk teori Hermeneutik Hermeneutisk samspil med kritisk teori i projektet Videnskabsteoretisk fundering hos teoretikerne Teori Arbejdsbegrebet De to virkeligheder Anerkendelsesteori Konsekvenser af ledighed Teoretisk samspil Empiri Empiriske overvejelser Valg af interviewpersoner Det narrative interview Analysestrategi Tematisering af narrative interviews Operationalisering

3 7. Analyse Præsentation af interviewpersoner Tilhørsforhold Identitet Social støtte Økonomi Årsag til ledighed Delkonklusion Dagligdag Rytme Ansvar for egen situation Delkonklusion Afslag Ansøgninger Alder Delkonklusion Systemet Ret og pligt Anden Aktør Uigennemskuelighed Tillid Delkonklusion En samfundskritik Konklusion Litteraturliste

4 1. Problemfelt Der har været økonomisk opsving i Danmark, og i 2007 oplevede vi den laveste ledighed i 30 år (bm.dk 2008). Det økonomiske opsving, den lave ledighed og de mange ubesatte stillinger ophørte hurtigt. En global boligkrise og risikable investeringer fik i sommeren 2008 finansmarkederne til at stagnere (dr.dk 2008). Dette udviklede sig til en verdensomspændende recession, der i Danmark bliver kaldt finanskrisen. Vi oplevede, hvordan arbejdsløsheden begyndte at stige. I oktober 2008 var 1,6 procent af arbejdsstyrken i Danmark ledige, mens tallet blot et år efter var mere end fordoblet til 3,5 procent fuldtidsledige (statistikbanken.dk 2009). I 2009 har finanskrisen betydet en markant stigning i ledigheden, og dermed en markant stigning i antallet af danskere, der befinder sig uden for arbejdsmarkedet. På denne baggrund mener vi, at arbejdsløshed er en aktuel problematik i det danske samfund. Vi forestiller os, at eftersom ledigheden har været rekordlav, er det blevet en afvigelse fra normen ikke at have et job. Vi lever i et videnssamfund (vtu.dk 2008), hvor et stigende antal af samfundets borgere vælger at tage en videregående uddannelse (uvm.dk 2009). Dette fokus på videnssamfundet, mener vi er spændende, da uddannelse og arbejdet dermed får en central plads. Vi forestiller os, at der er opstået en negativ holdning til ikke at være i besiddelse af et arbejde i forlængelse af det tidligere økonomiske opsving og på grund af lønarbejdets betydning i det danske samfund. Ifølge den økonomisk-politiske tænketank Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd har personer med en lang videregående uddannelse en bedre tilknytning til arbejdsmarkedet, og de er med til at sikre øget vækst og velstand i Danmark. De skriver således, at uddannelse er vejen frem, og at jo højere uddannelse du har, jo mere vækst bliver der skabt i Danmark (ae.dk 2009). På trods af at vi skal leve af viden, er antallet af ledige akademikere næsten fordoblet fra 2008 til 2009 (ac.dk 2009a). På baggrund af dette finder vi ledigheden hos akademikere særligt interessant. Vi formoder, at de har taget en lang videregående uddannelse med henblik på at bruge den i et arbejde. Således går vi ud fra, at ledige akademikere ønsker at arbejde. Ud fra dette stiller vi os nysgerrige over for, hvordan det må føles at gå fra at være en ressource for samfundet, i kraft af den lange uddannelse, til ikke at kunne bidrage som ledig. Vi vil se på, hvordan det at være ledig opleves i henhold til den nuværende samfundsholdning. Dette fører os frem til følgende problemformulering: 4

5 1.1 Problemformulering Ud fra vores forståelse af at der eksisterer en negativ opfattelse af ledighed, finder vi det interessant at undersøge: Hvordan oplever ledige akademikere deres ledighed? 1.2 Projektets opbygning For at finde ud af hvordan de ledige akademikere oplever ledigheden, tager vi udgangspunkt i de ledige selv. Vi vil undersøge, hvordan de ledige akademikere opfatter ledigheden og de begrænsninger og muligheder, der ligger heri. Derfor har vi interviewet otte ledige akademikere, og vi tager i analysen udgangspunkt i de lediges udsagn og holdninger til det at være ledig. Vi ønsker at undersøge, hvordan de opfatter deres egen ledighed, da det netop er den subjektive oplevelse, der definerer, hvordan den enkelte har det med det at være ledig. Derfor har vi valgt at lave narrative interviews, da der her lægges vægt på det, den interviewede synes er vigtigt. Formålet med undersøgelsen er at se, hvorvidt vi kan trække nogle tendenser ved ledighed ud fra de ledige akademikeres forskellige fortællinger om deres oplevelse af ledigheden. Da ledigheden er en konsekvens af manglen på arbejdet, må vi nødvendigvis også tage udgangspunkt i arbejdets betydning i forhold til, at kunne forstå hvad der sker, når et individ ikke har arbejde. Vi forstår ledighed som det ikke at være i besiddelse af et lønarbejde. Netop lønarbejdet er, i Danmark, den mest accepterede og samtidig mest udbredte arbejdsform. Med den mest accepterede arbejdsform, menes der, at de, der besidder et lønnet arbejde, bliver værdsat i samfundet (Andersen 2004, 121). Når vi fremover i rapporten omtaler arbejde som begreb, henviser vi derfor til det lønnede arbejde. 5

6 6

7 For at skabe en forståelse af hvorfor de ledige akademikere oplever ledigheden, som de gør, inddrager vi teori, der belyser, hvor vigtigt arbejdet er for individet, og hvilke konsekvenser ledigheden kan have. Vi inddrager Axel Honneth, der har udarbejdet en teori om individets stræben efter anerkendelse i tre sfærer. Anerkendelsesteorien er essentiel, da den giver os et indblik i de ledige akademikeres selvopfattelse, og hvordan denne påvirkes af individets medmennesker og samfundets overordnede holdning, hvilket er vigtigt, når vi ønsker at undersøge deres oplevelse af ledigheden. Vi vil benytte Marie Jahodas teori om fem konsekvenser ved ledighed til at supplere Honneths anerkendelsesteori. Inddragelse af denne har til formål at give os indblik i hvilke konsekvenser, det kan have at miste sit arbejde ud fra hendes syn på arbejdet som en helt essentiel del af livet. Med beskrivelsen af konsekvenserne ved ledighed, og idéen om den nødvendige anerkendelse, kan vi i en analyse åbne empirien op og belyse, hvordan de ledige oplever deres ledighed. I den efterfølgende samfundskritik vil vi inddrage Oskar Negts teori om de to virkeligheder, idet denne teori hjælper os til at opnå forståelse for det samfund, som de ledige befinder sig i. Han opridser, hvordan samfundet er delt i to virkeligheder, hvor de ledige befinder sig i anden virkelighed, der eksisterer i skyggen af første virkelighed, som er dér, hvor normerne i samfundet defineres. Dermed kan vi diskutere de lediges situation ud fra en samfundsmæssig kontekst og se på, hvilken indflydelse samfundets opfattelse af ledighed har på de lediges oplevelse. Samtidig vil vi i denne samfundskritik have et kritisk syn på vores teoretikere og deres teorier i forhold til den indsamlede empiri. 7

8 2. Den danske beskæftigelsesindsats Vi vil i dette afsnit anskueliggøre nogle af de juridiske rammer, som de ledige akademikere er placeret indenfor. Dette gør vi for at opnå forståelse for nogle af de elementer, der påvirker de lediges oplevelse af deres ledighed. Vi beskæftiger os med ledige dagpengemodtagere i intervallet år med en lang videregående uddannelse. For denne målgruppe findes der specifikke retningslinjer i beskæftigelsesindsatsen, og dem vil vi fremhæve i nedenstående afsnit. Nogle af reglerne er specifikke for målgruppen, mens andre regler gælder for en større gruppe af ledige. Det danske beskæftigelsessystem bygger på en idé om en aktiv indsats, hvor jobcenteret gør en aktiv indsats for at få den ledige i arbejde. Pr. 1. august 2009 overgik jobcentrene fra at være statslige institutioner til at blive varetaget af kommunerne (information.dk 2009). Alle, der bliver ledige, skal henvende sig i det kommunale jobcenter for at blive registreret som ledig. I Bekendtgørelse af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (retsinformation.dk 2009a) bliver der fokuseret på, at man skal hjælpe blandt andet dagpengemodtagere med hurtigst muligt og mest effektivt at komme i arbejde til gavn for både samfundet og dem selv (retsinformation.dk 2009a). Selve indsatsen tilrettelægges og gennemføres med fokus på den enkelte ledige, så der bliver taget udgangspunkt i den enkeltes situation og ønsker. Der bliver arbejdet hen mod, at den ledige hurtigst muligt kommer tilbage på arbejdsmarkedet, men hvis dette ikke kan lade sig gøre, bliver der gjort en indsats for at få den ledige kommer tættere på arbejdsmarkedet (retsinformation.dk 2009a). 2.1 Anden aktør I 2007 blev LVU-udbuddet indført. Det handler om, at ledige med en lang videregående uddannelse skal henvises til anden aktør efter henholdsvis fire og syv måneder (bm.dk 2009a). Det vil sige, at det ikke længere er jobcentret, der varetager beskæftigelsesindsatsen for de ledige LVU'ere, men derimod en anden aktør, som har mulighed for at tilpasse indsatsen specifikt mod disse ledige. Anden aktør kan være konsulentbureauer, andre kommuner, vikarbureauer m.fl. Hensigten er, at anden aktør besidder en særlig viden om den lediges arbejdsområde eller om en særlig gruppe af ledige, så de derved kan tilbyde de ledige en skræddersyet hjælp. Anden aktør fungerer derved som en ekstern konsulent, der har den fordel, at de er placeret uden for det offentlige system (bm.dk 2009a). 8

9 Beskæftigelsesregionerne vælger de andre aktører ud fra en udbudsrunde, hvor kvaliteten af anden aktørs tilbud bliver vægtet med 60 procent, mens prisen vægtes med 40 procent (ams.dk 2009b). Anden aktør bliver betalt af jobcentrene via en delvis akkord-model, hvor de modtager 25 procent af det aftalte beløb, når de tager imod den ledige. Hvis anden aktør får ansat de ledige i job med løntilskud i en privat virksomhed modtager de ekstra 37,5 procent, mens de får hele 75 procent, hvis de får den ledige dagpengemodtager i ordinært arbejde (ams.dk 2006). Det vil sige, at anden aktør kan modtage mere end 100 procent af betalingen, hvis de får de ledige ansat i job med løntilskud, for derefter at få dem ansat i ordinært arbejde. Hensigten med dette er, at anden aktør først bliver belønnet, når de rent faktisk viser resultater og får de ledige i arbejde. Andre aktører skal, ligesom jobcentrene, kræve, at den ledige deltager i møder og aktiviteter for at bibeholde sine dagpenge. Hvis anden aktør i første omgang ikke får den ledige i arbejde, har de mulighed for at tilbyde de ledige opkvalificering, hvor den ledige blandt andet får mulighed for at deltage i op til seks ugers selvvalgt uddannelse inden for de første ni måneder af deres ledighedsperiode (retsinformation.dk 2009a). Det er anden aktør, der skal betale for de seks ugers uddannelse (retsinformation.dk 2009c), og den ledige bliver ikke indkaldt til møder i de seks uger (retsinformation.dk 2009d). Denne videreuddannelse af de ledige akademikere skal bevirke, at de opnår flere kvalifikationer, så de er mere attraktive for arbejdsgiverne og lettere kommer i arbejde. Efter ni måneders ledighed for de årige og seks måneders ledighed for dem, der er fyldt 60 år, har de ledige ret og pligt til at tage imod tilbud om aktivering. En mulighed er at få ansat de ledige akademikere i job med løntilskud, når de har været ledige i minimum seks måneder. Job med løntilskud går ud på, at den ledige bliver ansat i et reelt job, men hvor deres løn både består af dagpenge og løn fra virksomheden. Herved kan virksomheden få ekstra arbejdskraft til nedsat pris i op til et år. I job med løntilskud er der fokus på, at de ledige lærer eller genoptræner faglige, sproglige eller sociale kompetencer, så de har en bedre chance for at blive ansat i nyt job og begå sig på arbejdsmarkedet (retsinformation.dk 2009a). Derudover er der inden for aktiveringen mulighed for at komme i virksomhedspraktik i op til fire uger, hvis de ledige ikke har mulighed for at få ordinært arbejde eller arbejde med løntilskud. Praktikken har til formål at afklare beskæftigelsesmål og igen at pudse faglige, sproglige og sociale kompetencer af (retsinformation.dk 2009a). 9

10 3. Videnskabsteori I dette afsnit vil vi først redegøre for vores forforståelser for at beskrive på hvilket grundlag, vi har lavet vores undersøgelse. Efterfølgende vil vi redegøre for de to videnskabsteoretiske tilgange, kritisk teori og hermeneutik, som vi benytter i projektet. Vi vil ud fra en forklaring af samspillet mellem de to videnskabsteoretiske retninger redegøre for, hvad projektets ontologi er, dernæst hvordan vi vil studere denne altså epistemologien i projektet. Sidst vil vi introducere og redegøre for, hvordan de tre valgte teoretikere, Oskar Negt, Axel Honneth og Marie Jahoda, kan placeres i forhold til kritisk teori. Selve teoriernes begreber vil først blive uddybet i afsnittet Teori. 3.1 Vores forforståelser I vores undersøgelse af de ledige akademikeres oplevelse af ledigheden arbejder vi ud fra nogle forforståelser, der knytter sig til den viden og de fordomme, vi har. Arbejdet med vores teoretiske begrebsramme har desuden haft indflydelse på nogle af de forforståelser, vi er gået til feltet med. I det følgende vil vi beskrive de forforståelser, der har haft betydning for projektets udformning. Vi ser et problem i at ledighedsperioden for akademikere kan være en nedværdigende situation, da lønarbejdet har så stor betydning i vores samfund, at de ledige derfor samfundsmæssigt mister både status og anerkendelse. Ud fra det har vi en forforståelse om, at dette i sidste ende får betydning for de lediges selvfølelse. I denne sammenhæng er vi kritiske over for, hvorvidt beskæftigelsessystemet er tilpasset en stigende arbejdsløshed blandt akademikere. Samtidig anser vi beskæftigelsesindsatsen for værende præget af regler og kontrol, hvilket uundgåeligt har indflydelse på de lediges liv. Dermed kan vi sige, at vi i vores udgangspunkt er kritiske, hvorfor vi ydermere arbejder ud fra en forforståelse om, at de ledige ønsker forandring og forbedringer af deres situation. For at undersøge vores genstandsfelt vil vi sammenholde de ledige akademikeres udsagn med vores teoretiske begrebsramme. Vi vil derfor undersøge de ledige akademikeres oplevelse af ledigheden og deres erfaringer med denne. Disse subjektive erfaringer ønsker vi at analysere ved hjælp af de valgte teorier for at finde frem til baggrunden for disse. Derved kommer teorierne til at danne grundlaget for, hvordan vi undersøger genstandsfeltet. Således bliver de anvendte teorier en del af vores forforståelse. 10

11 3.2 Kritisk teori Grundantagelsen i kritisk teori er, at undertrykte grupper kan rejse sig af den pacificering eller fragmentering, som det moderne samfunds institutioner påtvinger dem (Fuglsang 2004, 36). Et gennemgående element ved de kritiske teoretikere er, at de alle søger at formulere kritik af det eksisterende samfund. Forskerne søger bevidst at se fejl, problemer og kvaliteter i deres genstandsfelt. Hermed betragtes den kritiske teoris erkendelsesinteresse som værende emancipatorisk, idet den tilstræber at frigøre mennesket fra samfundsmæssig tvang og undertrykkelse. De kritiske teorier udvikles derfor på baggrund af et samspil mellem er og bør eller mellem en samfundsdiagnose og dens normative forankring. Derfor er kritisk teori grundlæggende normativ (Fuglsang 2004, 208, Willig 2007, 190). Kritisk teori trækker både på fortolkningsviden samt den empirisk-analytiske tradition. Begge synsvinkler er vigtige for at forstå den sociale virkelighed fuldt ud, fordi: ( ) alt socialt liv grundlæggende rummer både et subjektivt plan og et objektivt plan. De handlinger og sociale processer, der foregår i samfundet [er] et resultat af et samspil mellem bevidste, hensigtsstyrede handlinger og objektive lovmæssigheder, som fungerer uden om folks bevidsthed. (Andersen 1994, ). Samfundets magtstrukturer og ulighed kan altså medføre, at aktørerne ikke erkender de strukturer, der findes, og derved heller ikke kan påvirke disse. Den første generation af kritisk teori, der hører under Frankfurterskolen, er repræsenteret ved Theodor W. Adorno og Max Horkheimer. Den første generation anser, med dens rødder i marxismen og dermed den historiske materialisme, samfundsstrukturerne som objektive. Den historiske materialismes grundopfattelse er at anskue de forskellige produktionsmåder, som bestemmende for de grundlæggende samfundsstrukturer. Derfor eksisterer strukturerne uden for individernes bevidsthed, og danner således rammen for deres handlemuligheder (Andersen 1994, ). Jürgen Habermas, der er kritisk teoris anden generation, anser den historiske materialisme som mere end blot determinismen i, at produktionsmåderne er bestemmende for samfundsstrukturerne. Habermas kritiserer den historiske materialisme for at fokusere for snævert på arbejdet som eneste kilde til læring, hvor læring skal forstås som et udtryk for menneskets udvikling. Både den individuelle og den sociale udvikling har betydning for samfundets udvikling, fordi reproduktionen af samfundet og socialisering både sker i den 11

12 individuelle og i den sociale udvikling. Derfor mener Habermas, at læring, menneskets udvikling og samfundets reproduktion, ikke kun foregår gennem arbejdet, men også gennem den sociale interaktion, der eksisterer uden for arbejdet. Dermed vedkender Habermas sig også, at der findes en objektiv virkelighed (Fuglsang 2004, 221). Til gengæld anser han sandheden for værende intersubjektivt og pragmatisk afgjort. Med dette menes, at forskeren bevidst søger at se fejl, problematikker og kvaliteter i det undersøgte felt. Den videnskabelige sandhed afgøres således, når forskerne bliver enige om en fælles forståelse og rigtighed af deres fælles viden om feltet (Fuglsang 2004, 36). Derfor rodfæstes det normative ideal, ifølge Habermas, gennem sproget, da det er gennem den herredømmefrie dialog, at det gode samfund skabes (Willig 2007, ). 3.3 Hermeneutik Hermeneutikkens ontologi kan ses som værende mennesket, idet mennesket inden for hermeneutikken opfattes som et forstående, sprogligt og historisk væsen (Fuglsang 2004, 46). Den menneskelige eksistens er forankret i tiden og dialogen. Derved kræver forståelsen af sociale fænomener i tråd med den kritiske teori en fortolkning af de subjektive billeder, der ligger bag menneskelige handlinger (Andersen 1994, 158). Hermeneutikken kan dermed anvendes til at sætte vores forforståelser om projektets genstandsfelt i spil i fortolkningsprocessen (Andersen 1994, 160). Hermeneutik kan oversættes til fortolkningslære og søger dermed at fastlægge betydning og meningsindhold af eksisterende tekster (Andersen 1994, 158). Epistemologien inden for hermeneutikken kan derfor opfattes som værende forståelse, fortolkning og udlægning, der benyttes til at få indsigt i teksters mening (Fuglsang 2004, 46). Dette er også gældende for kvalitative forskningsinterviews, der gennem transskription transformeres fra tale til tekst (Kvale 1997, 56). Metodisk kan hermeneutikkens epistemologi beskrives ved den hermeneutiske cirkel, som kommer til udtryk ved en vekselvirkning mellem del og helhed eksempelvis teori og empiri (Fuglsang 2004, 313). Denne proces kan i princippet fortsætte i det uendelige, men stopper, når der nås frem til en fælles og ensbetydende fortolkning (Kvale 1997, 57). Vores brug af den hermeneutiske cirkel vil vi uddybe nærmere i afsnittet Analysestrategi. 3.4 Hermeneutisk samspil med kritisk teori i projektet Med den kritiske teori som videnskabsteoretisk ramme for projektet lægger vi os op ad Habermas' ontologiske forståelse af, at der findes en objektiv virkelighed. Ligeledes deler vi 12

13 hans forståelse af, at menneskelig udvikling, i form af socialisering, også sker uden for arbejdet. Projektets ontologi kan derfor ses som de ledige akademikeres subjektive oplevelse af ledigheden. I vores undersøgelse arbejder vi ydermere ud fra en forforståelse om, at de ledige ønsker forandring og forbedringer af deres situation, så derfor ses vores erkendelsesinteresse som frigørende. Vores erkendelsesinteresse kan siges at være emancipatorisk, da vi netop søger at belyse, hvordan de ledige akademikeres oplevelse af ledigheden påvirkes i beskæftigelsesindsatsen i form af tab af status og anerkendelse. Den kritiske tilgang ses endvidere i vores overbevisning om, at de ledige ikke opnår tilstrækkelig anerkendelse i deres ledighedsperiode. Vores forforståelser har betydning for det, vi fortolker, og hvordan vi fortolker de lediges udsagn. Altså arbejder vi ud fra en forståelse af, at vi som forskere altid vil gå fortolkende til vores felt, og dermed være påvirket af vores forforståelser. På den baggrund kan man sige, at vi også arbejder inden for den hermeneutiske videnskabsteoretiske forståelse, hvor forståelse og fortolkning kommer før forklaring (Fuglsang 2004, 309). Epistemologisk set trækker den kritiske teori både på fortolkningsviden og den empiriskanalytiske tilgang for at opnå forståelse af den sociale virkelighed (Andersen 1994, ). Det samme gør vi, da vi gennem vores indsamlede empiri og teorien kan stille os kritiske over for vores forforståelser af den sociale virkelighed. Endvidere inddrager vi hermeneutisk fortolkning i analysen i kraft af vores otte kvalitative interviews. Den hermeneutiske tilgang fremgår hovedsageligt i vores anvendelse af den hermeneutiske cirkel i fortolkningen af de otte interviews med ledige akademikere. For at bruge interviewene i vores analyse laver vi en fortolkning af meningsindholdet, for dermed at forstå de lediges subjektive oplevelser af ledigheden (Andersen 1994, 158). Ved at sætte vores forforståelser i spil og reflektere over dem, kan vi nå frem til en fælles, og dermed valid, fortolkning (Andersen 1994, 160). Vores forforståelser knytter sig til de virkelighedserfaringer, vi har, og disse bliver samtidigt muligheder for at gøre sig nye erfaringer (Fuglsang 2004, 325). Dermed får de erfaringer, vi opnår gennem vores undersøgelse af ledige akademikeres subjektive opfattelse af ledigheden, betydning for de nye erfaringer, vi kan gøre os. Den viden, vi opnår gennem projektet, bliver således en uafsluttet viden, da der med denne viden åbnes for nye muligheder for erfaringer og derfor også for ny viden. Fortolkningsprocessen kommer til udtryk i målet om, at vi gennem fortolkningen skal forstå de ledige akademikeres subjektive opfattelse af ledigheden (Andersen 1994, ). 13

14 3.5 Videnskabsteoretisk fundering hos teoretikerne Dette afsnit har til hensigt at klargøre teoretikernes kritiske forskelligheder. De placeres alle under kritisk teori men forholder sig forskelligt til det hvordan det emancipatoriske i teorien skal forstås. På denne baggrund vil vi forklare hvori de tre teoretikeres normative ideal for samfundet skal findes Oskar Negt De to virkeligheder Oskar Negt (f.1934) har studeret filosofi og sociologi, og han er blevet undervist af grundlæggerne af kritisk teori, Adorno og Horkheimer. Desuden har Negt været Habermas' assistent og betragtes som en del af Frankfurterskolens anden generation (Weber et al. 1997, 7). Yderligere bekender Negt sig til den såkaldte Hannoverskole, som i 1970'erne stod for en markant venstreorienteret udgave af kritisk teori (Weber et al. 1997, 8). I værket Det levende arbejde den stjålne tid fra 1985, som vi tager udgangspunkt i, beskæftiger Negt sig hovedsagligt med politiske problemstillinger for fagbevægelsen. Negt fremlægger her teoretiske overvejelser, argumentationer og synspunkter om den politiske kamp, der eksisterede om arbejdstiden i det forhenværende Vesttyskland. Hensigten er imidlertid at fortælle, at kampen om kortere arbejdstid kun er et led i en større samfundsmæssig forandringsproces erosionskrisen. Inddragelsen af Negt i vores projekt har dog hverken til formål at indblande fagbevægelsen eller spørgsmålet om arbejdstiden. Negts beskrivelse af erosionskrisen og dens todeling af samfundet i en første og en anden virkelighed vil blive anvendt til at skitsere vores syn på de ledige akademikeres placering i samfundet. Negts beskrivelse af samfundets todeling lægger sig op ad kritisk teori, da han her giver udtryk for, at samfundet har undertrykkende mekanismer, der kuer bestemte samfundsgrupper. Negt beskriver ydermere, at hovedformålet med hans undersøgelser er udviklingspotentialer og ikke konstaterbare kendsgerninger (Negt 1985, 16). Negts normative ideal kommer til udtryk ved, at han vil humanisere samfundet ved hjælp af nedsat arbejdstid, så arbejdet bliver delt blandt alle (Negt 1985, 74). Negts arbejde præges af, at han netop ser videnskabens vigtigste opgave som skabelse af offentlig bevidsthed særligt inden for områder, hvor der er fare for, at menneskets integritet skades i arbejdet med det frigørende som erkendelsesinteresse (Negt 1985, 209). Dermed kan vi argumentere for, at hensigten hos Negt er kritisk teoretisk funderet. 14

15 3.5.2 Axel Honneth Anerkendelsesteori Axel Honneth (f.1949) har studeret filosofi, sociologi og germanistik, og han er Habermas efterfølger i Frankfurterskolen og anses som værende den førende repræsentant for den tredje generation af kritisk teori og Frankfurterskolen (Honneth 2003, 7). Honneth er mest kendt for sin teori om anerkendelse. Han opererer med tre forskellige former for sfærer, hvori man kan opnå anerkendelse. Han baserer sit arbejde på den ulighed, han mener, der eksisterer i samfundet. Dermed forholder Honneth sig kritisk til den umiddelbare opfattelse af samfundet, idet han mener, at der i samfundet eksisterer processer, der skaber ulighed, uden at det umiddelbart fremstår sådan. Hensigten bliver derfor for Honneth at rekonstruere samfundet kritisk med udgangspunkt i anerkendelsesbegrebet. I modsætning til Habermas mener Honneth, at der bag sproget er noget endnu mere grundlæggende anerkendelsesrelationerne, idet en retfærdig anerkendelsesrelation for Honneth går forud for sproget og mulighederne for at indgå i den herredømmefri dialog. Dermed er Honneths normative ideal, at samfundet fungerer optimalt, når der er fuld gensidig anerkendelse (Willig 2007, ) Marie Jahoda Konsekvenserne ved ledighed Marie Jahoda ( ) er professor i socialpsykologi (independent.co.uk 2001). Vi tager i dette projekt udgangspunkt i hendes bog Employment and Unemployment fra 1982, hvori hun diskuterer konsekvenserne ved både at have et arbejde og miste det. Vi vil ikke komme ind på, hvad konsekvenserne ved at have arbejde er, da det ikke berører vores problemstilling. Jahoda anser ledighed for at medføre vitale negative konsekvenser for individet særligt ved længerevarende ledighed. Derfor placerer vi også Jahoda inden for den kritisk teoretiske retning, da hun, gennem sine fem opstillede konsekvenser, forholder sig kritisk til de ledige individers vilkår. Således formulerer hun en samfundskritik ud fra, hvordan arbejdets betydning har en negativ påvirkning på oplevelsen af ledighed. Vi ser endvidere Jahodas kritisk teoretiske udgangspunkt udtrykt ved hendes fokus på, hvordan de lediges forhold kan forbedres. Jahoda mener i forbindelse med sit normative ideal, at i og med at arbejdet er så vigtigt for individernes selvopfattelse, skal arbejdet behandle de arbejdende godt, og dermed vil samfundet blive humaniseret (Jahoda 1982, 86). 15

16 4. Teori I dette afsnit vil vi redegøre for Oskar Negt, Axel Honneth og Marie Jahodas teoretiske begreber samt vise hvordan, de tre teoretikeres begreber supplerer hinanden. Dette har til formål at skabe overblik over, hvordan vi vil bruge teorierne, for derved at præcisere, hvordan vi kan belyse problemstillingen om de ledige akademikeres oplevelse af deres ledighed. 4.1 Arbejdsbegrebet Da ledighed er mangel på arbejde, må vi nødvendigvis definere, hvad vi mener med arbejde. For at kunne fastlægge vores egen forståelse af begrebet arbejde, vil vi klarlægge de tre teoretikeres forståelse af arbejdsbegrebet for derved at finde den tilgang, der vil være gennemgående i rapporten. Nedenstående vil være en simplificering af de tre teoretikeres arbejdsbegreber, hvorfor det kun skal ses som et overordnet udsnit af deres hovedpointer inden for deres teorier omkring arbejdet Teoretikernes arbejdsbegreb Oskar Negt anser i sit udgangspunkt arbejde som meget mere end lønarbejdet, idet arbejde også omfatter det ulønnede arbejde, så som husligt arbejde, borgermøder, foreningsarbejde, leg samt kreative aktiviteter (Weber et al. 1997, 31). Negts teori omhandler dog primært det lønnede arbejde. Dette begrunder han med, at det lønnede arbejde fylder så meget, at det negligerer andre arbejdsformer. Negt opdeler arbejdsbegrebet i to dele. Han skelner mellem det levende arbejde, hvori individet kan se et større formål, og det døde arbejde, som kun udføres for arbejdets skyld. Her argumenterer han for, at størstedelen af lønarbejdet er overgået til det døde arbejde, hvilket han ser som problematisk (Negt 1985, 43). Til trods for dette mener han, at lønarbejdet har stor betydning for individet. Arbejde i form af erhvervsaktivitet gælder stadigvæk for at være dét væsentlige middel til at opnå social anerkendelse og kontakter samt til at udvikle sin individuelle identitet (Negt 1985, 43). Negt mener altså, at lønarbejdet er med til at sikre individets sociale anerkendelse og kontakt, samtidig med at lønarbejdet har betydning for individets identitet. I den forbindelse beskriver han, hvordan arbejdsløshed omvendt har negativ indflydelse på 16

17 individet, da omverdenen betragter det som værende skamfuldt at blive arbejdsløs. Når man opnår social anerkendelse gennem lønarbejdet, mister man den også, når man bliver arbejdsløs (Negt 1985, 43). Ovenstående holdning til, at arbejdet er medvirkende til social anerkendelse, deler Axel Honneth: ( ) at passe et økonomisk lønnet og dermed socialt reguleret arbejde er også i dag forbundet med erhvervelsen af den form for anerkendelse, som jeg har kaldt social værdsættelse (Honneth 2003, 44). Honneth lægger i sin teori ikke vægt på arbejdsbegrebet, men skriver, at organiseringen og vurderingen af det sociale arbejde har en central rolle i et samfunds anerkendelsesstruktur. Han mener, at muligheden for individuel identitetsdannelse hænger direkte sammen med den samfundsmæssige indretning og fordeling af arbejdet. Arbejdet rangordnes efter den samfundsmæssige fastsættelse af det, der er socialt værdiskabende, hvilket også får betydning for, hvordan individet, i tilknytning til sit arbejde, opnår anerkendelse (Honneth 2003, 46). Jahoda mener, ligesom Negt, at arbejdet er mere end blot lønarbejde og indbefatter alle livets aktiviteter. Hun skriver, at arbejdet er the very essence of being alive. Dog skriver hun samtidig, at der oftest bliver henvist til lønarbejdet, når der tales om arbejde (Jahoda 1982, 8). I bogen Employment and Unemployment behandler hun derfor kun lønarbejdet og manglen på samme. Jahoda bygger sin teori på en tro om, at mennesket gerne vil arbejde, selv om det ikke er en økonomisk nødvendighed (Jahoda 1982, 36). Hun mener, at hovedårsagen til at vi arbejder, er for at tjene penge, men at arbejdet endvidere har nogle utilsigtede, men uundgåelige konsekvenser i form af, at det tildeler individet status, identitetsfølelse, lyst til socialt samvær m.m. (Jahoda 1982, 39). Således argumenterer hun altså for, at arbejdet er vigtigt for individets selvfølelse, og at individet derfor oplever et tab, når det stilles uden for arbejdsmarkedet Sammensat arbejdsbegreb Som tidligere beskrevet vælger vi i denne rapport at afgrænse os til kun at tale om lønarbejdet, da det netop er lønarbejdet, de ledige akademikere har mistet. Således vælger vi ikke at behandle vores problemstilling ud fra Negt og Jahodas forståelse af arbejdet som værende meget mere end lønarbejdet. Dette valg underbygges med Negts pointering af, at 17

18 lønarbejdets placering i samfundet negligerer andre aktiviteter. Alle tre teoretikere kommer ind på, at arbejdet giver anerkendelse. Mister individet sit arbejde, oplever det dermed også tab af anerkendelse. Denne pointe lægger vi os op ad i vores forståelse af arbejdet. Ligesom Jahoda, tror vi, at individet ønsker at arbejde, idet det ønsker at bidrage til samfundet. Vi lægger os ydermere op ad Jahodas ide om, at individets årsag til at arbejde ikke kun ligger i et økonomisk rationale, men at arbejdet, gennem anerkendelse, også tildeler individet en følelse af højere status, identitet og lyst til socialt samvær. I henhold til dette lægger vi os ydermere op ad Honneths forståelse af, at forskellige jobs tildeles forskellig værdi, og at et individs arbejdsfelt dermed også påvirker dets opnåelse af anerkendelse. Således fraskriver vi os samtidig det, Negt kalder det døde arbejde, da vi anser det som modstridende i, hvordan lønarbejdet bidrager til individets selvrealisering. Vi tager dermed udgangspunkt i et arbejdsbegreb, der bygger på, at individet både ønsker at arbejde for at tjene penge og opnå anerkendelse, men også for at bidrage til samfundet. 4.2 De to virkeligheder I følgende afsnit vil vi klarlægge de af Oskar Negts begreber, vi finder relevante i forhold til vores analyse, herunder de to virkeligheder og hvordan de påvirker hinanden. Ifølge Negt er samfundet, som følge af en erosionskrise, inddelt i to virkeligheder. Denne krise, som forholdes til det forhenværende Vesttyskland i starten af 1980 erne, skal ses som en kompleks størrelse: ( ) hele tiden søger man efter den egentlige årsag til krisen. Men det der skal forklares er en totalsamfundsmæssig krisetilstand, der rækker fra barnets primærsocialisation over stat og ret til verdensmarkedet (Negt 1985, 53). Dermed er erosionskrisen som udgangspunkt både en strukturel og kulturel krise, der skaber en anomisk tilstand i samfundet (Negt 1985, 57). Tidligere fælles normer og værdier taber deres gyldighed i samfundet, før nye etableres. Dette kommer til udtryk ved en manglende social integration af samfundets borgere, der på grund af, at alt, hvad der førhen var indbyrdes forbundet, falder fra hinanden (Negt 1985, 51). Således får erosionskrisen betydning for en ændring, eller opløsning, af både det offentlige og private system. Dette kan også udtrykkes som værende ekspertkulturens overtagelse af 18

19 individernes egne videns- og handlingsorienteringer. Yderligere betyder denne krise, at individets arbejdsadfærd og selvværdsfølelse forandres, da de samfundsmæssige autoriteter ikke opretholder deres status (Negt 1985, 57). Konsekvenserne ved krisen, grundet forandringerne hos individet, kommer ifølge Negt til udtryk i den kroniske arbejdsløshed, ved marginaliseringen af store dele af samfundets befolkning og i det politiske herredømmesystems legitimationstab (Negt 1985, 58). I sammenhæng med dette mener Negt, at der er skabt en kløft mellem det politiske systems velstandsøer og den samfundsmæssige virkelighed, som med erosionskrisen bliver større og større. Dermed skaber erosionskrisen en anden virkelighed, som kun sjældent belyses i offentligheden (Negt 1985, 60-61). I forlængelse heraf udarbejder Negt sit begreb om de to virkeligheder, der hver især repræsenterer forskellige virkelighedsperspektiver for den objektive verden, selvforståelsen og adfærdsorienteringen (Negt 1985, 64) Den første og den anden virkelighed I første virkelighed befinder individer sig, som er sikkert etableret på arbejdsmarkedet og betragter samfundet som grundlæggende godt indrettet. Deres sikkerhed i samfundet tilskrives deres arbejde, og deres holdning er præget af, at mennesker uden samme sikkerhed selv er skyld i deres situation. Derfor hersker der i første virkelighed et mishag ved demonstrationer og anden offentlig tilkendegivelse af utilfredshed, da de i denne virkelighed ikke ønsker samfundsmæssige forandringer. Interesserne i første virkelighed hænger sammen med de herskende samfundsinteresser, hvilket samtidig giver individerne heri indflydelse og magt (Negt 1985, 62-63). Anden virkelighed består af mange forskelligartede grupper, hvis sammensætning hverken er kulturelt eller politisk ensartet. Det, der er fælles for disse individer, er, at de hovedsageligt betegnes som samfundets svageste. Størstedelen af anden virkelighed er repræsenteret af arbejdsløse, og de fleste af disse arbejdsløse er individer, som er faldet ud af det samfundsanerkendte arbejdsmarked imod deres vilje. De forsøger derfor at opretholde deres eksistens ved hjælp af offentlige ydelser (Negt 1985, 63-64). I sammenhæng med de sociale ydelser, som de arbejdsløse modtager, påpeger Negt, at disse ydelser ikke opfattes som værende en selvfølgelighed. Derfor bliver de arbejdsløse, der modtager støtte, ikke anset som individer med rettigheder fra myndighedernes side. Selvfølgeligheden, ved at de sociale ydelser frafalder, og individet bliver til en ansøger, bevirker, at disse ydelser bliver til almisser i stedet for en rettighed (Negt 1985, 48). 19

20 4.2.2 Skyggesiden fra den første virkelighed På trods af at der er stor forskel på de to virkeligheder, kaster første virkelighed sin skygge på anden virkelighed. Det er normerne fra første virkelighed, der hersker i begge virkeligheder, hvilket bevirker, at individerne i anden virkelighed klæber sig til det, de er blevet udskilt fra nemlig første virkelighed. Todelingen af samfundet er domineret af økonomien i første virkelighed, og for individerne i anden virkelighed bliver dette problematisk, idet de konstant forsøger at leve op til normer, der ikke hænger sammen med den situation, de befinder sig i (Negt 1985, 69-71). I sammenhæng med dette oplever de marginaliserede personer i anden virkelighed, hvordan tid og rum opløses. De har pludselig uanede mængder af formel frihed. Dette bevirker blandt andet, at planlægning af tid bliver til en tom beskæftigelse, idet planlægningen bliver formålsløs og alligevel ikke vil ændre på deres situation (Negt 1985, 63-64). Endvidere er det gældende, at mange individer i anden virkelighed har svært ved at fralægge sig arbejdsmarkedets normer og derfor har svært ved at udnytte den tid, de har til rådighed (Negt 1985, 66-68). Ifølge Negt kan de arbejdsløse godt ændre på deres individuelle opfattelse af anden virkelighed ved eksempelvis at danne sociale fællesskaber og demonstrere for deres rettigheder. I længden vil disse former for beskæftigelse dog opfattes som tom beskæftigelse, idet det, ifølge Negt, alligevel ikke vil ændre på individernes situation uden for det samfundsanerkendte arbejdsmarked (Negt 1985, 63-64). Derfor kan der argumenteres for, at lønarbejdet ses som værende den bærende faktor for individers deltagelse i samfundet. Det er med andre ord de arbejdende, som samfundet tilgodeser gennem politiske og kulturelle værdier. Derfor bliver det svært for de arbejdsløse at gøre andet end at klamre sig til første virkelighed, hvis normer og økonomi ikke er sammenhængende med deres situation i anden virkelighed. Netop de arbejdsløses situation og deres fastholdelse af normerne fra første virkelighed, gør det yderligere svært for de arbejdsløse, da det, at de ikke erkender deres situation og placering, selv er med til at reproducere den samfundsnorm, som ekskluderer dem (Negt 1985, 69-71). 4.3 Anerkendelsesteori Vi vil i følgende afsnit redegøre for Axel Honneths anerkendelsesbegreb og den ringeagt, individet oplever i mangel på anerkendelse. Honneth ser anerkendelse som værende afgørende for hvert enkelt individs selvrealisering i 20

21 form af selvtillid, selvrespekt og selvværd og dermed opnåelsen af det gode liv. Samtidig er det anerkendelsen af alle borgere i et samfund, der er betingelsen for samfundets sammenhængskraft. Ifølge Honneth skal samtlige individer opnå anerkendelse, før der eksisterer et fuldt integreret samfund (Honneth 2003, 17). Det er dog først, når individet bliver bevidst om dets mangel på anerkendelse, at det kan overkomme dette og dermed opnå anerkendelse. I forlængelse heraf mener Honneth, at det først er ved at individerne anerkender sig selv, at de bliver i stand til at anerkende andre (Honneth 2006, 147). Omdrejningspunktet for anerkendelsesteorien bliver altså i forlængelse af Honneths negative metodologi at undersøge, hvorvidt individet nægtes anerkendelse altså at finde ud af, hvor ringeagt finder sted. Når vi derfor ønsker at undersøge individets anerkendelsessituation, er det ved at lede efter fravær af anerkendelse (Willig 2007, 16-17) De tre anerkendelsessfærer Honneth benytter tre sfærer inden for sin teori om anerkendelsesbegrebet; den private, den retslige og den solidariske anerkendelsessfære. Det skal pointeres, at denne opdeling ikke skal ses som en afspejling af den empiriske virkelighed, men som et teoretisk og metodisk redskab til at forstå selv samme virkelighed (Willig 2007, 101). Vi forstår derfor opdelingen i de tre sfærer som tilgangen til at anskue samfundet og dermed også som tilgangen til at forstå hans normative ideal, da det normative ideal netop må ses som et samlet produkt af de enkelte idealer i de forskellige sfærer. Ifølge Honneth stræber individet efter at opnå anerkendelse i alle tre sfærer for at kunne blive fuldt ud individueret, dvs. blive anerkendt som frie individer, der ikke dømmes på baggrund af alder, køn og etnicitet, og dermed opnå status som fuldbyrdet moralsk medborger, der kan indgå i sociale fællesskaber på lige fod med alle andre (Honneth 2003, 14). Endvidere foregår individets udvikling gennem hele livet, og anerkendelse skal derfor forstås som en dynamisk størrelse, der afspejles eller tildeles i sociale relationer. Det skal tilføjes, at maksimal anerkendelse i alle tre sfærer mere er et ideal end en reel mulighed. Det er imidlertid den konstante stræben efter anerkendelse i alle sfærerne, der ligger til grund for at kunne tale om det gode og værdige liv (Honneth 2003, 75). Til hver af de tre sfærer er der derfor knyttet en form for moralsk ringeagt eller krænkelse, der viser en mangel på den nødvendige anerkendelse. 21

22 Privatsfæren Anerkendelse i privatsfæren opstår i de intime relationer mellem familiemedlemmer og venner, der giver individet den nødvendige emotionelle støtte en støtte, der skaber grundlaget for individets selvtillid (Honneth 2006, 130). Der er tale om en intersubjektiv og emotionel form for anerkendelse, der hjælper individet til at udtrykke sig og deltage i fællesskaber og samfundsmæssige forhold. Essensen i denne sfære er, at individet skaber fortrolighed og menneskelige værdier, som det afprøver på sine sociale relationer. Hvis individet erfarer den emotionelle støtte i privatsfæren, bliver individet anerkendt (Honneth 2003, 15). Ringeagten i privatsfæren eksemplificerer Honneth som værende fysiske overgreb som voldtægt og mishandling, der dermed moralsk krænker og yder vold på individets selvtillid og autonomi. Til denne ringeagt skal det tilføjes, at det ikke er den fysiske smerte, der krænker, men nærmere bevidstheden om ikke at blive anerkendt ud fra sin egen selvforståelse (Willig 2007, , Honneth 2006, ) Den retslige sfære Den retslige sfæres anerkendelse er funderet i, at alle medlemmer af samfundet er tildelt nogle universelle rettigheder. Rettighederne bliver tildelt af staten, og individet anses derfor som rettighedsbærer (Honneth 2006, 148). Gennem de lovfæstede rettigheder opnår individet anerkendelse og mulighed for at realisere sin autonomi i samfundet (Honneth 2003, 16). Tildelingen af rettigheder har betydning for individets evne til at forholde sig til sig selv som et moralsk tilregneligt menneske med selvstændig dømmekraft (Honneth 2006, 159). Derfor er det også rettighederne, der sikrer, at individet tør stille krav til samfundet og dermed opnå selvrespekt (Honneth 2006, ). I den retslige sfære ses ringeagt som nægtelsen af rettigheder og dermed diskrimination samt udelukkelse af individer eller grupper (Willig 2007, , Honneth 2006, ) Den solidariske sfære Den solidariske sfære omhandler social værdsættelse af individer med forskellige baggrunde, egenskaber og muligheder (Honneth 2006, 153). I kraft af det sociale fællesskabs anerkendelse anerkendes individet på baggrund af dets særlige kvaliteter og præstationer. Dette skaber en følelse af at være et værdigt menneske med unikke og værdifulde egenskaber samt muligheder (Honneth 2003, 16-17). Denne sfære dækker derfor over kulturelle, politiske og arbejdsmæssige fællesskaber, hvori individet anerkendes gennem et 22

23 socialt samspil med andre individer. (Honneth 2006, 163). I samfundet hersker, ifølge Honneth, et æresbegreb i form af prestige, hvor individet står til ansvar over for sig selv og egne præstationer. Individet gør sig fortjent til en samfundsmæssig anerkendelse og dermed social værdsættelse ved at bidrage til samfundets målsætninger gennem et socialt samspil med andre (Honneth 2006, ). Dette fokus på prestige betyder, at der dannes forskellige statusgrupper i samfundet, hvor individer intersubjektivt danner fælles og egne værdier og dermed opnår selvværd (Honneth 2006, 165). Mellem disse statusgrupper hersker der hierarkisk ordnede værdsættelsesrelationer, som kommer til udtryk gennem, i hvor høj grad statusgrupperne kan bidrage til samfundets målsætninger, normer og værdier. Dette betyder, at individerne har mulighed for at værdsætte personer der, mere end andre, formår at realisere de fælles værdier og normer (Honneth 2006, ). Dette betyder også, at forskellige livsformer og samfundsoverbevisninger, politiske såvel som kulturelle, kan vurderes som mindreværdige eller mangelfulde. Dermed mister de individer, som ikke lever op til de pågældende samfundsnormer, muligheden for at kunne tillægge deres evner social værdi og værdsættelse (Honneth 2006, ). På den måde danner den sociale værdsættelse rammen for hvilke individer og statusgrupper, der er værdifulde, dvs. bidrager til at realisere samfundets værdier. Ringeagten i den solidariske sfære er således udtrykt ved nedværdigelse og fornærmelser, der skader individets oplevelse af at føle sig værdsat af sine medmennesker. Dette får negativ betydning for individets selvværd (Willig 2007, , Honneth 2006, ). Hierarkiet mellem statusgrupperne kan ændres ved, at det enkelte fællesskab gør opmærksom på dets kollektive egenskaber og muligheder. Jo mere markant opmærksomhed et fællesskab formår at skabe, desto større bliver chancen for at opnå social værdsættelse. Yderligere pointerer Honneth, at den sociale værdsættelse hænger sammen med indkomstfordelingen, hvorfor det enkelte individs økonomiske ressource får betydning for opnåelsen af anerkendelse (Honneth 2006, 170). 4.4 Konsekvenser af ledighed Til at supplere Honneths anerkendelsesteori, har vi valgt at inddrage Marie Jahodas teori om konsekvenserne ved ledighed. Jahoda bygger sin teori op omkring, at individet gennemgår et forløb af seks stadier 23

24 fra, det bliver fyret. Første stadie ses udtrykt ved en chokreaktion, der er sammenblandet med følelser som frygt og stress i forhold til, hvad fremtiden bringer. Andet stadie er præget af en følelsesløshed og ligegyldighed, der afspejles i individets syn på livet og hverdagen. I tredje stadie forsøger individet at tilpasse sig situationen og bearbejde chokket, hvorfor det oftest vil være i dette stadie, at individet forsøger at finde nyt arbejde. Såfremt dette ikke lykkes, vil individet gå ind i fjerde stadie, der er præget af svækket håb. I femte stadie forsvinder alt håb, og sjette stadie vil som sidste stadie skabe en følelse af samtykke og accept af situationen eller en følelse af ligegyldighed (Jahoda 1982, 22). Årsagerne til reaktionerne til de seks stadier beskriver Jahoda som overordnede konsekvenser ved ledighed. Ud fra en analyse af befolkningen i en mindre by i Tyskland i 1930 erne, hvoraf størstedelen blev arbejdsløse efter lukningen af en mine, når Jahoda frem til følgende fem konsekvenser, som ledighed medfører (Jahoda 1982, 39): Ændring i oplevelsen af tid Mindsket social kontakt Mindsket eller ingen deltagelse i kollektive formål Tab af status og identitet Fravær af regulær aktivitet Ændring i oplevelsen af tid Gennem stort set hele livet får vi tildelt tidsskemaer fra forskellige institutioner, eksempelvis når vi går i skole, går på arbejde, eller når vi deltager i fritidsaktiviteter. Ved ledighed forsvinder disse udefra satte tidsrytmer og skemaer. Derved mister individet de faste strukturer. Ifølge Jahoda er det en stor psykisk byrde, at miste sine tidsmæssige rytmer, idet dagene føles længere, og individet i højere grad oplever kedsomhed og tidsspilde. Dette sker specielt, når det første chokstadie er overstået, og når jobsøgningen opgives (Jahoda 1982, 22). Jahoda beskriver endvidere, hvordan dét altid at have fri får betydning for en følelse af aldrig at have fri, da nydelsen ved eksempelvis weekend forsvinder. Dagene flyder ud og går i ét (Jahoda 1982, 24). Ifølge hendes undersøgelse er der ikke noget, der direkte forhindrer de ledige i selv at skabe et tidsskema ved deltagelse i hobbyer og andre ulønnede aktiviteter, men de fleste gør det ikke (Jahoda 1982, 23). Jahoda beskriver grunden til dette som følgende: 24