Velkomsten og gensidige forventninger Kliniske vejleder som rolle model Den gode vejledning Praksisfællesskaber

Transkript

1 1 Velkomsten og gensidige forventninger Kliniske vejleder som rolle model Den gode vejledning Praksisfællesskaber 5. Analyse af empiriske data I dette afsnit analyseres de empiriske data med udgangspunkt i de fire kategorier, som er fremkommet ved kodning og kategorisering af data. Analysen foretages ud fra interviewdeltagernes udsagn, med henblik på at udlede den gode historie om vejledningspraksis. Efter analyse af hver kategori følger en beskrivelse af sammenfatning af analysen, efterfulgt af udledte anbefalinger i forhold til kategorien, udledt af analysen (findes under Sammenfatning og anbefalinger andet sted på denne web side). Velkomsten og gensidige forventninger (kategori 1) Udformning af et velkomstbrev til den studerende, som hun modtager, før hun starter på afdelingen, har væsentlig betydning. Først og fremmest for at hun kan se, at hun er ventet, og at man gider hende. Dette fremkommer af alle tre interviews.

2 2 Hvornår den studerende bør have dette brev, er der lidt delte meninger om. I pjecen Det gode kliniske uddannelsesforløb (Sygeplejeskolen Vejle Amt) står der, at brevet bør sendes ud ca. 4 uger før den kliniske uddannelsesperiode, og ved to af interviewene gives der udtryk for, at man forsøger at følge denne anvisning. Ved geninterviewet bliver dette imidlertid problematiseret af den ene interviewgruppe, idet informanterne her tvivler på, om den studerende kan kapere informationen så lang tid i forvejen. Dog er man slet ikke i tvivl om, at den studerende i det mindste bør have at vide, mindst 1 måned før, hvilken afdeling hun skal være på, men det kan diskuteres, hvor meget information den studerende har brug for så lang tid i forvejen. Hvordan dette velkomstbrev sendes ud til den studerende, er lidt forskelligt, og der viser sig også at være forskellig opfattelse af, hvad brevet skal indeholde af oplysninger. Flertallet af informanter sender et almindeligt brev ud til den studerende, men to af informanterne anvender nyere medier til denne første kontakt, og der udtrykkes stor begejstring for dette. Én af informanterne kommer fra en afdeling, hvor man benytter sig af det virtuelle netværk i form af kommunikationsplatformen Fronter, i vejledningen af den studerende, og den første kontakt sker på denne afdeling via Fronter. En anden har god erfaring med at bruge mailsystemet til den første kontakt, selv om dette dog kun anvendes i nødsituationer, eksempelvis pga. ferie. Med hensyn til velkomstbrevets indhold er informanterne i store træk enige. Praktiske oplysninger så som dato og nøjagtig tidspunkt og sted for fremmødet første dag på afdelingen, er vigtige punkter, ligesom almene oplysninger om afdelingen er det, så den studerende ved, hvad hun kan forvente. Der må desuden, ifølge informanterne gives mulighed for, at den studerende kan søge oplysninger om afdelingen og sin kliniske uddannelsesperiode, før hun starter på afdelingen, så hun på denne måde kan forberede sig til perioden. En af informanterne giver den studerende mulighed for at sende en mail til afdelingen med spørgsmål til praktiske foranstaltninger, fordi det betragtes som lettere for den studerende. Der er delte meninger om, hvor mange informationer der i det hele taget skal tilsendes den studerende, hvor især oplysninger om vejlederen er til diskussion. På afdelingen, hvor Fronter anvendes, har den studerende mulighed for at hente oplysninger om sin vejleder i form af en kompetenceprofil af denne. Dette bliver af flere af informanterne betragtet som grænseoverskridende, idet det kan give nogle forventninger hos den studerende, som vejlederen

3 3 måske ikke kan indfri. Vejlederne vil hellere præsentere sig overfor den studerende face to face, så det ikke bliver så formelt. Omfanget af velkomstbrevets indhold er der således igennem interviewene ikke konsensus om, idet omfanget, udover at det kan blive for grænseoverskridende, også kan blive for meget. Modtagelsen af den studerende: Hvad der arrangeres, den første dag den studerende møder på afdelingen, er lidt forskellig, men det at signalere en plan for dagen, anses som at have vældig stor betydning. Det er vigtigt at vise, at den studerende er ventet, og en vigtig del af velkomsten er som vejleder at være præcis. De studerende kan have nogle skrækscenarier fra andre studerende, der handler om, at afdelingen ikke vidste de kom. Det betyder ligefrem voldsomt meget, at man møder den studerende præcist på det sted og det tidspunkt, der er aftalt. Nogle af informanterne fortæller, at de går fra, for at modtage den studerende, når hun kommer på afdelingen første dag. Vejlederen bruger hele formiddagen på dette, så der er altså noget der tyder på, at det har meget høj prioritet. At vise, at den studerende er ventet, og at hun er velkommen, kan signaleres ved, at der f.eks. på forhånd er fundet et skab til hende, og at der er sat navn på det. Det kan også vises ved, at man hurtigt lærer de studerendes navne at kende, selvom det kan være svært, fordi der kommer mellem 4 og 9 studerende hver gang. Den første dag sidder man ikke bare inde på kontoret og snakker, men det er på den anden side heller ikke sikkert, at man møder patienterne denne dag. Der er forskel på, hvor meget de studerende kan kapere, og specielt de yngste studerende kan have svært ved at rumme en masse oplysninger og indtryk. For vejlederen handler det således om at planlægge denne første dag, så den studerende føler sig velkommen. De skal ikke noget denne første dag, udover at være der og se, hvad det er og følge med. De kan måske godt være med i det praktiske arbejde, men kun som observatør og begyndende deltager i praksisfællesskabet. Der er nemlig nogle, der bare vil i gang. altså hun skulle altså ud og ha fingrene i de patienter, og det ku bare ikke gå stærkt nok, at altså, så da hun fik lov til at dele mad ud, da var hun altså i syvende himmel.

4 4 Fordi der er tale om individuelle studerende med individuelle behov, kan der således ikke sættes nogen regel for, hvad denne eller måske de første dage skal gå med. Det handler om for vejlederen at finde frem til, hvad der er det ønskelige i den enkelte situation. Forventninger og afstemning af forudsætninger At det er vigtigt, at studerende og vejleder afklarer forventninger til hinanden, og at dette gerne må foregå meget tidligt i den studerendes kliniske uddannelsesperiode, er ingen af informanterne i tvivl om. En afklaring af forventningerne med fokus på det faglige, hvor især det realistisk faglige, set i forhold til formålet med den kliniske uddannelse for aktuelle periode, fremhæves, men forventninger på det relationelle plan i forhold til patientplejen og i forhold til vejlederen, bringes også på banen. Det er vigtigt at afklare forventninger til hinanden, fordi det kan være med til at etablere et godt samarbejde. En vigtig ting i forhold til forventninger er at legalisere overfor den studerende, at hun ikke skal vide alt, at hun ikke skal være perfekt. Hun skal ikke være bange for at dumme sig, men skal turde spørge og stille sig nysgerrig overfor det oplevede på afdelingen. Ifølge informanterne er det således vigtigt for vejlederen at der bliver skabt et læringsrum for den studerende, hvor hun har mulighed for at være studerende, - og det må skabes fra starten. Det er ligeledes vigtigt at sikre sig, at den studerende ved, hvad hun skal ifølge målene for perioden. Det er næsten som om nogle af informanterne føler det som en nødvendighed at skulle kontrollere, at den studerende er bevidst om dette, for i geninterviewet fortæller én af informanterne, at hun faktisk slavisk gennemgår disse mål sammen med den studerende, men hun nøjes ikke med dét. Hun relaterer også målene til den specifikke pleje på afdelingen, og operationaliserer målene for den studerende. Dette sker som noget af det første, når den studerende starter sin kliniske uddannelsesperiode, Altså, vi har haft én for nylig, som hun øh hun øh, hun var træt af at passe patienter, - hun var, hun var tredje semester, og det er jo sådan set det grundlæggende, vi har på tredje semester. Hun var træt af at passe patienter. Af dette citat fremgår det tydeligt, at det er vigtigt at få forventningerne tilpasset målene og perioden, så den studerende ikke forventer noget ud over det, der er relevant. Denne informant står ikke alene med denne oplevelse, idet det bekræftes af en anden informant med følgende udsagn:

5 5 Hvor de nogle gange kan være lidt: Jamen jeg vil ud og se en operation, jeg vil dit og dut og dat. Og sådan nogle ting, altså hvor de sådan lige har glemt, hvad er formålet med den her praktik herude, hvad er det, de skal fokusere på her, hvor vi sådan skal. Den studerende har således ofte brug for at blive guidet frem til, hvad der er relevant at studere og fordybe sig i, på netop dette semester og netop det sted hvor uddannelsesperioden udspiller sig. Det fremkommer, at vejlederne bruger meget krudt på at guide i forhold til den grundlæggende sygepleje og det komplekse, som informanterne giver udtryk for er indeholdt i netop grundlæggende sygepleje. Det er altså vigtigt at fastsætte målene for perioden, og det skal gøres hurtigt og klart, - skrives ned og tages op igen senere. Den studerendes forventningerne til uddannelsesperioden kan således være for høje, men på den anden side, kan de også forekomme for lave. Informanterne oplever, at flere af de nyeste studerende (BEK nr. 29 af 24/01/ 2008) har en form for berøringsangst, når de kommer i klinisk uddannelsesperiode for første gang, og dette kan måske skyldes, at de fra skolens side er advaret imod mange ting. Dette gør, at de har svært ved ligesom at overskride, at de gerne må stå og hjælpe én patient med eksempelvis at børste tænder de er advaret rigtig meget imod, at de ikke må gå alene, at de ikke har nogen kompetence til at udføre noget som helst, og den holder dem rigtig, rigtig meget tilbage. Øhm, som gør det svært for dem ligesom at overskride, at de gerne må stå og hjælpe en med at få børstet tænder eller blive vasket øh, jeg står lige ved siden af. Denne berøringsangst har været til stede for flere studerende i den første observationspraktik, så derfor konkluderer informanten, at det ikke er den studerende, men derimod uddannelsen, der er med til at skabe denne berøringsangst. Overfor to af informanterne har de sidst ankomne studerende givet udtryk for angst for at dumpe, hvis de kom til at gøre noget hos patienterne, som de ikke lige måtte, fordi den ene har puttet barbersprit på en patient, mens sygeplejersken var ude og hente håndklæder Specielt studerende uden forudgående erfaring (plejehjem eller lignende) kan ifølge informanterne føle sig mere angst end andre. Det giver de studerende eksplicit udtryk for. Fra skolens side skal man ifølge informanterne også huske at fortælle alt det gode, fordi der kan skabes negative forventninger til perioden, hvilket nedenstående citat viser

6 6 og hun siger så også, øhm, de havde fået meget at vide nede fra skolen om, at de skulle huske at sige fra, og de skulle ikke bare stå i skyllerummet hele dagen og arbejde der, og de skulle ikke bruges som arbejdskraft og så videre. Der er ud fra ovenstående noget der tyder på, at der hersker en form for ikke enighed mellem det den studerende informeres om på skolen ang. den kliniske uddannelsesperiode, og det den studerende reelt møder, når hun påbegynder den kliniske uddannelse. Det kan være forstyrrende for den studerendes læring, idet det kan bevirke, at der sker en parallellæring den teoretiske og den kliniske del af uddannelsen imellem, og ikke det ønskede etablerede samarbejde, sådan som Bekendtgørelse om uddannelse til professionsbachelor i sygepleje lægger op til (24/01/2008). Der gives mao. udtryk for, at afklaring af forventninger i forhold til det faglige indhold i netop den praktikperiode, der er aktuel for den studerende, er et vigtigt vejledningsemne allerede fra starten af perioden, og det gælder for alle studerende. Det er ligeledes vigtigt at få afdækket den studerendes læringsstil og - behov, som en af informanterne udtrykker det, og derfor finder der daglige drøftelser sted mellem vejleder og studerende, hvor forventninger til dagens arbejde og uddannelse drøftes. I det hele taget forsøger informanterne at være så meget sammen med den studerende som muligt i den første tid af uddannelsesperioden. Dette for at skabe et godt tillidsforhold, og for at komme godt i gang fagligt. Forventninger på det relationelle plan set i forhold til både patientplejen og til vejlederen, synes også at være aktuel. Det er vigtigt at tale med den studerende, om de tanker hun har gjort sig om den tætte kontakt, fysisk og psykisk, hun vil få med patienterne. Ikke mindst de ubehagelige situationer, hun måske vil blive delagtiggjort i, i løbet af den kommende kliniske uddannelsesperiode. Der er nemlig stor forskel på, om de studerende har været i sådanne situationer før eller ej, og dette må afklares i begyndelsen af uddannelsesperioden (drøftelser med den studerende omhandlende det relationelle i forhold til patienterne, vil blive uddybes senere i denne rapport). Som vejleder må man vise interesse for den studerendes erfaringer fra tidligere kliniske uddannelsesperioder eller erfaringer i det hele taget, så deres læringsbehov kan afdækkes. Igennem interviewet kommer det også frem, at det er vigtigt at den studerende og vejleder får afstemt forventninger til vejledning og til vejlederen. Som vejleder fortæller man derfor lidt om sig selv, så den studerende ved, hvem hun står over for. At give sig til kende som vejleder, er måske også for at beskytte sig selv i rollen som vejleder, hvilket følgende citat kunne tyde på

7 7 Altså for mig, der er det sådan lidt, at jeg er jo ikke helt ung, - så tror de jo måske, at jeg har 30 års erfaring. Det har jeg ikke. Så det synes jeg er vigtig, at de ved at. at jeg har ikke så meget erfaring, som jeg måske ser ud til Det er ikke fordi informanten er i tvivl om, at hun kan vejlede, - det er måske snarere for at gøre opmærksom på, at som vejleder, der kan man bare ikke svare på alt, og som vejleder må det derfor være legalt at kunne sige til den studerende at det ved jeg ikke noget om. I det hele taget er informanterne meget opmærksomme på deres egen rolle som vejleder, og der er ingen tvivl om, at de finder deres væremåde af betydning for, om de studerende fastholdes i studiet eller ej. Hende jeg har i øjeblikket, der kan jeg mærke, der skal jeg simpelthen til at tage en helt anden facon, hvor vi skal være meget mere stille og rolig.,øj det er enormt svært for mig, men det er mig der skal, et eller andet sted, tænke først på hende, hvis jeg gerne vil have hun bliver i faget. Man er således opmærksom på, at der er tale om individuelle studerende, der møder op på afdelingen, og det stiller krav til vejlederen mht. at finde frem til den strategi der skal anvendes hos den enkelte studerende. Det er læringsaspektet, der her er i spil, og forventninger og afstemning af forudsætninger ser ud til at have en afgørende betydning, for at dette kan bringes i fokus. Kort sammenfatning Der tegner sig sammenfattende et billede af, at informanterne finder det gode og tillidsfulde samarbejde mellem studerende og klinisk vejleder betydningsfuldt, når det handler om at støtte den studerende i udvikling frem imod en professionsidentitet. Der fremkommer mange bud på, hvordan dette gode og tillidsfulde samarbejde kan etableres, og i den studerendes første tid på uddannelsesstedet er dette af særlig betydning. På baggrund af interviewmaterialet kan der til denne kategori gives konkrete anbefalinger, som findes under Sammenfatning og anbefalinger andet sted på denne web side. Klinisk vejleder som rollemodel (kategori 2) Der er bred enighed blandt informanterne om, at de opfatter sig selv som rollemodeller for de studerende og at dette har stor betydning for deres dannelse af professionsidentitet. Det interessante i den forbindelse er, at det ikke er selve sygeplejeopgaven eller den teoretiske viden der danner afsæt for sygeplejeopgaven, som i den henseende er det primære fokus for de studerendes læring. Det der derimod er afgørende er, at de kliniske vejledere som rollemodeller involverer sig som

8 8 personer i relationen med de studerende, samt inddrager den kontekst, som læringen foregår i for at de kan identificere sig med deres fremtidige rolle som sygeplejersker. At involvere sig som personer i relationen med de studerende udtrykker informanterne som, at deres egen professionsidentitet er en vigtig ressource, hvis de studerende skal have mulighed for at danne deres professionsidentitet. Et forhold som informanterne vægter som rollemodeller er, at de viser engagement overfor sygeplejerskefunktionen, for at de studerende kan blive gode sygeplejersker. Følgende eksempler kan tydeliggøre dette. Jeg synes det er meget vigtigt som rollemodel at vise arbejdsglæde for faget. Jeg siger, at det her er virkelig spændende. Jamen bare det at komme ind og møde den enkelte patient. Det er jo en hel livshistorie bag det enkelte menneske. Jeg tror det er meget vigtigt at man betragter sig selv som rollemodel. Hvis man ikke selv føler man er sådan en foregangsmand, så tror jeg heller ikke man kan levere så megen energi til de studerende. Man skal selv brænde ret meget for det og selv føle at man gør det virkelig så godt, som der er mulighed for inden for rammerne i afdelingen. Det smitter i hvert fald meget af på de studerende, når der er entusiasme hos en vejleder. Informanterne er således opmærksomme på, at de studerende har behov for at søge efter værdier i deres professionsidentitet for selv at kunne danne deres egen professionsidentitet, samt at det har stor betydning, at de viser de studerende værdier, som de kan forene med deres forventninger om deres fremtidige rolle som sygeplejersker. Som rollemodeller er det også vigtigt for de kliniske vejledere, at de viser de studerende værdier, hvor de kan få et realistisk billede af sygeplejerskefunktionen. Som rollemodel gør jeg meget ud af at være mig selv, altså også at vise at jeg kan gøre fejl og sige til de studerende hov, det havde jeg glemt, eller det var ikke så godt, det må vi lige have rettet op på. Det er legalt at fejle og at vi viser dem at vi bare er mennesker således at de ikke stiller for høje forventninger til sig selv. Informanterne giver således flere eksempler på situationer, hvor de fungerer som rollemodeller for de studerende hvorimod det tyder på, at de har svært ved at sætte ord på og konkret uddybe det betydningsindhold som de knytter til denne funktion. Følgende udtalelser kan ligeledes være et eksempel på dette. Altså, jeg er jo rollemodel.,år de kommer ud og ser mig, kigger de hele tiden. Selv om jeg har administrativt arbejde, møder jeg altid i uniform. Der vil altid være nogen som tænker hende der, hun gør noget, som jeg synes er rigtig fedt, sådan vil jeg også være som færdig sygeplejerske. Eller sådan vil jeg i hvert fald ikke være som sygeplejerske.

9 9 Det synes således som om, at betydningsindholdet af funktionen rollemodel ikke så let lader sig indfange og ordsætte. Informanterne oplever, at det er vigtigt for de studerendes dannelse af professionsidentitet, at de selv udstråler arbejdsglæde, og at de brænder for faget når de studerende betragter dem i sygeplejefunktionen for at søge værdier, som de kan identificere sig med, hvorimod det synes svært for dem at eksplicitere, hvori konkret denne betydning består. Det tyder på, at en del af funktionen som rollemodel er indlejret i informanternes antagelser om den gode sygeplejerske, arbejdsmønstre og værdier, som for dem i mindre grad kan udtrykkes men derimod er noget som synliggøres gennem handlinger i professionspraksis. Her fremgår det, at informanterne som rollemodeller støtter de studerende i deres dannelse af professionsidentitet ved at følges med dem, således at de kan iagttage, hvordan de selv agerer som sygeplejersker. Som rollemodeller finder de det vigtigt, at De er med og ser, hvad man gør og vi snakker om det bagefter. Hvad var det jeg lavede? Hvorfor gjorde jeg sådan? Som rollemodeller er informanterne opmærksomme på at støtte de studerende i starten af uddannelsen når de indgår i deres begyndende rolle som sygeplejersker. Det at de studerende selv skal bære sygeplejerskeuniformen, betragter nogle af informanterne nærmest som en overgangsrite til deres dannelse af professionsidentitet. Også det, at komme ind og have rollen med det at have det hvide tøj på og blive betragtet som sygeplejerske. Patienterne kan ikke se. hvor meget de ved. Vi snakker om at man skal være bevidst om at udstråle en profession, når man kommer ind og er repræsentant for huset. At man må være sig sit ansvar bevidst og sige til patienten, at man ikke ved, og at man vil finde ud af det Det er en helt ny identitet at få den her kittel på. Hvordan skal man lige gebærde sig? Hvad skal jeg sige? Hvordan skal jeg gøre det? Der tror jeg det er rigtig godt at de kommer med os ud, og ser hvordan vi gør tingene og får snakket om, hvordan og hvorledes med dem, så de får reflekteret over det. Informanterne problematiserer også, at når de agerer som rollemodeller for de studerende er det vigtigt, at deres handlinger ikke bliver ren og skær imitation for de studerende men at de derimod støtter dem i at opøve en selvstændig rolle som sygeplejersker. Rollemodel, både ja og nej. De skal ikke gå ud og gøre nøjagtig som jeg gør. Som kolleger gør vi det forskelligt eksempelvis sårskift, og jeg vise,r at det handler om at principperne overholdes, og at de faglige argumenter er vigtige. Hun er nødt til selv at prøve hvordan det foregår bedst i hendes hænder og argumentere fagligt, for det hun gør. Informanterne støtter således de studerende i deres dannelse af professionsidentitet gennem deltagelse i professionspraksis, ved at de studerende betragter dem, mens de som rollemodeller

10 10 udfører handlinger, for at de studerende selv får mulighed for at opøver disse handlinger, og hvor de i fællesskab forhandler sig frem til de faglige argumenter herfor. Kort sammenfatning Sammenfattende vurderer informanterne, at det er afgørende, at de i deres funktion som sygeplejersker oplever sig selv som rollemodeller for de studerende. Som rollemodeller vægter de, at de viser de studerende positive og realistiske værdier i sygeplejefunktionen, således at de studerende får interesse og mod på at indgå i deres fremtidige funktion som sygeplejersker. Det stiller krav om at de kliniske vejledere i deres funktion som sygeplejersker involverer sig som personer i relationen med de studerende. De betragter således deres egen professionsidentitet som en vigtig ressource, for at de studerende kan identificere sig med deres fremtidige funktion som sygeplejersker Sammenfatning og anbefalinger til denne kategori findes andet sted på denne web side. Den gode vejledning (kategori 3) I interviewene tales der naturligt nok en del om vejledning og hvilke aspekter i selve vejledningssituationerne og i vejlederrollen 1, der har betydning for den studerendes mulighed for identitetsdannelse. Informanterne har opmærksomheden rettet mod forhold i vejledningen, der retter sig mod Læringsudbyttet hvor fokus er rettet mod det faglige lærer den studerende det hun skal.? Udfordrende oplevelser i den nære patientkontakt altså en personlig dimension - hvordan har den studerende det med patientkontakten? I forhold til dette perspektiv giver vejlederne flere gange udtryk for, at nogle studerende kan have svært ved forskellige aspekter i den nære patientkontakt. Det er overordnet de samme vejledningsstrategier informanterne anvender i forhold til både læringsudbyttet og til den studerendes oplevelser i den nære patientkontakt. Den gode vejledning handler derfor om: At vejlederen påtager sig vejlederrollen At forberede den studerende 1 Ikke her forstået som rollemodel, dette aspekt bliver behandlet i kategori 2

11 11 At give vejledning i situationen ved at følge den studerende tæt At støtte Refleksion især på oplevelsen At have Etisk bevidsthed og handlen At der er gode fysiske rammer I det følgende vil hvert tema bliv uddybet At vejlederen påtager sig vejlederrollen Informanterne er opmærksomme på, at tage udgangspunkt i, hvad den studerende har lyst til. Men også og især på, at de som vejledere har viden om, hvad den studerende har behov for at lære, både fordi de kender det langsigtede uddannelsesmål, har viden om, hvad det konkrete indhold er af det, og hvilke muligheder der er for at opnå målene. De tilkendegiver, at de som vejledere må være klare i udmeldingen om, hvad de forventer, og hvad der er meningen med de situationer, vejlederen stiller de studerende i. Den studerende kan ikke vide noget hun ikke ved; det synes jeg er et rigtig godt udgangspunkt. Jamen det kan godt være, jeg vil have den studerende ét sted hen, men hvis hun ikke ved, hvor det er jeg vil have hende hen, jamen så kan hun ikke komme derhen. De påtager sig så at sige rollen som vejleder og anerkender et asymmetrisk forhold. At forberede den studerende førvejledning. Et aspekt informanterne flere gange fremdrager, drejer sig om at forberede den studerende til situationen. Af nogle af informanterne også kaldet førvejledning. Det gælder både i forhold til, hvad læringsmuligheden og -udbyttet kan være, men også og nok især til, hvad situationen indebærer hvad kan overraske den studerende? Det drejer sig i forhold til læringsudbyttet om, at tage afsæt i hvad hun ved og i hendes erfaringer. At drøfte holdninger og lægge en plan for dagen. At hjælpe den studerende med at folde en situation ud (f.eks. ved brug af Mind-Map) og til at prioritere i opgaverne og fokusere på, hvad hun skal have ud af situationen. Her er informanterne meget bevidste om, at de har en erfaring, de kan bruge til at indkredse mulighederne for læringen. Denne bevidsthed har de i høj grad også med sig i forhold til at forberede den studerende på den situation hun skal ind til. De peger her på svære situationer som at komme ind til en cancerpatient, en kvinde der skal have foretaget abort eller til en patient på egen alder. Men informanterne er også opmærksomme på og problematiserer, at der kan være situationer, som af vejleder ikke opfattes som vanskelige, og derfor måske overses, men som bestemt kan være det for en ny studerende.

12 12 F.eks. kan blot det at gå ind på en sengestue for første gang, at made en patient, eller hjælpe med brusebad være grænseoverskridende. Så det er vigtigt, inden den studerende skal stå i en plejesituation at tale om, hvad der forventeligt kan komme til at ske, hvad den studerende vil se, hvilke spørgsmål patienten måske vil stille o.s.v. Man kan således til en vis grad foregribe de svære situationer. En del af forberedelsen kan også have en mere praktisk og afprøvende karakter. At give vejledning i situationen ved at følge den studerende tæt Informanterne er dog også opmærksomme på at alt ikke kan forberedes. Løsningen på dette er, at den studerende skal følges tæt i starten, at der ikke stilles for store forventninger, at der tages små skridt og gives back-up i situationen. Det drejer sig nemlig om at give den studerende selvtillid. Informanterne har i den sammenhæng fokus på at bibringe motivation. Det er informanternes oplevelse, at studerende har behov for opmuntring og anerkendelse af det, de kan. De kommer ud i praksis og ser dygtige sygeplejersker. Derfor er det vigtigt, at de oplever, at det er i orden, at de endnu ikke har helt styr på det grundlæggende endnu (de helt nye studerende). Tålmodighed bliver et nøgleord for vejlederne. Det er også vigtigt at vise de studerende, at ingen er perfekte, som en anerkendelse af, at man KAN lave fejl. Flere informanter påpeger (som det også er beskrevet i kategori1), at der er studerende, der er bange for at dumpe, hvis de gør fejl. De studerende skal bruge selvtilliden netop til at kunne være i den nære patientkontakt og derved opleve, at de kan yde sygepleje, fordi det er netop det, at de får det i hænderne, der er med til at overbevise dem om, at det er patientpleje de gerne vil. At hun selv får fornemmelsen i fingrene. Putte creme på nogle fødder, stå og få kontakt med patienten.,år jeg så trækker mig fx går ud og rydder op på badeværelset, opstår der pludselig en kommunikation. Og der fornemmer hun lige pludselig, fordi hun har kittel på, at med de funktioner, er hun en del af sygeplejefaget, og patienten er en del af patientgruppen. Og det er den interaktion, tror jeg som er med til at overbevise nogen, at de vil det her, der får de den der, at det her er spændende. Ved de opfølgende samtaler med informanterne problematiseres det dog, at det ikke er ligegyldigt, hvem der følger den studerende tæt. Det skal netop være én, der formår at forstå, at den studerende kan opleve små hverdagsagtige situationer som grænseoverskridende, som kan give den nødvendig back-up, og som er opmærksom på, at det vigtigste er at bidrage til, at den studerende opnår selvtillid til at kunne være i situationen.

13 13 At støtte refleksion efter en situation især på oplevelsen Under interviewene gives en del eksempler på, hvordan der kan følges op efter en situation med refleksioner. De eksempler informanterne giver vedrørende refleksioner, retter sig primært mod de særligt vanskelige situationer studerende kan stå i, og som faktisk alle er forbundet med enten patienters psykiske reaktioner, der kan virke provokerende på den studerendes egen eksistentielle opfattelse eller knyttet til aspekter af den studerendes eget liv, som de som mennesker kan identificere sig med. F.eks. en patient i samme alder, samme køn og livssituation, eller lignende. Der er det særligt vigtigt at samle op Refleksioner kan foregå skriftligt i form af praksisbeskrivelser eller mundtligt - individuelt eller i grupper. Nogle informanter påpeger, at nogle studerende kan have svært ved grupperefleksioner - at det kan være ubehageligt at blive sat under lup. Informanter, der har erfaringer med Fronter som refleksionsrum, påpeger også dette som en særlig relevant mulighed, fordi det giver mulighed for at komme på afstand af erfaringen og reflektere meget fordybende og over tid. Informanterne er opmærksomme på, hvordan vi modtager studerendes forslag til handlinger som et aspekt i at få en refleksion i gang. Det er vigtigt at vi anerkender og forholder os nysgerrige til de bud de måtte komme med. Jamen for det første er jeg rigtig positiv, hvis de gør det (griner). At øh, at man siger, det var da netop., det var da en god tanke, spændende spørgsmål at stille øhm Jamen det er da også noget af det, jeg siger, at jeg vil jo gerne have, at de stiller spørgsmålstegn netop ved patienten, som jeg sagde igen, at jeg vil gerne have, at de også forholder sig kritisk til, hvad det er, vi gør, altså og undrer sig, meget gerne højlydt. Vi siger at vi opfordrer dem til at forholde sig konstruktivt, så er det også vigtigt, at vi reelt gør det og ikke dømmer. At have etisk bevidsthed og handlen I forbindelse med vejledning i selve sygeplejesituationen altså hvor patient, pårørende eller andre faggrupper også er til stede, er informanterne især opmærksomme på etiske aspekter, så den studerende ikke føler sig kompromitteret. Der afspejles en bevidsthed om at på samme måde, som sygeplejersker er opmærksomme på, at de studerende skal handle etisk i forhold til patienten, skal de også være opmærksomme på at handle etisk overfor den studerende. Det drejer sig om ikke at irettesætte foran andre, ikke at nedgøre den studerende o. lign.

14 14,etop det der med ikke at nedgøre alt det her, der tænker jeg meget på hvordan, hvordan står jeg i en situation, og hvordan viser jeg patienten min ægthed og min troværdighed overfor ham her vedkommende og hvordan viser jeg det til den studerende uden at nedgøre nogen af dem? Øhm fordi mange studerende tænker måske ikke over en, der ligger fuldstændig klædt af, og så i stedet for at gøre den studerende pinlig og sådan sige: Du skal huske, så bare stille og roligt tage et håndklæde udefra højre og så bare stille og roligt lægge det henover fordi, det er jo ikke alt jeg kan før-vejlede om, det kan jeg jo ikke, meget af det sker jo i situationen. Informanterne angiver altså en problemstilling, som eksisterer og som er genkendelig fra frafaldsrapporterne, hvor det er studerende, der udtaler sig. Men de kommer ikke med konkrete bud på, hvordan en etisk forsvarlig tilgang kan sikres. Men da etisk handlen jo i høj grad også knytter sig til værdier og kultur, kan det tolkes som et spørgsmål om skabelse af en særlig uddannelseskultur en fælles vejlederpraksis. Ligesom de kliniske vejlederes pædagogiske kompetencer og engagement har betydning. At der er gode fysiske rammer Informanterne taler om vejledning før, under og efter en konkret situation. Nogle informanter påpeger vigtigheden af, at der er fysiske rammer til at understøtte den vejledning, der ligger før og efter. I interviewet taler de mest om det i forbindelse med førvejledningen. Det er vigtigt, at der er steder rent fysisk som vejledere og studerende kan trække sig tilbage til og ud af det konkrete og fokusere på læringen. Så vi har fået et studierum og det betyder, at når vi læser morgenrapport, sammen med vores studerende, så sidder vi i små uddannelsesenheder,...(organiseret i 3 grupper) Der sidder ikke andet personale end en vejleder og de studerende for hver gruppe, i de her to rum. Og det vil sige, at man har mulighed for at diskutere, hvad betyder det, når vi løser det og det øh. så det er dem, der er på, så morgenrapporten bliver mere kvalificeret vejledningstid,... og hvor der er tiden og roen til det, fordi der ikke er telefoner, der er ikke læger, der er ikke alt det andet personale. Man kan mærke en enorm forskel fra før vi fik dem og så til nu. Øh. Også i forhold til hvor godt de føler sig klædt på til at gå ud og varetage de opgaver På tværs af de foregående tematikker tegner sig en gennemgående tematik, der drejer sig om at kunne følge den studerende tæt. Dette bliver dog især i de efterfølgende interviewsamtaler i talesat og problematiseret. I praksis er det nemlig ofte sådan, at kliniske vejledere også har andre patienter og opgaver og arbejder i vagter. Det betyder, at den studerende ofte i de praktiske situationer følges af såkaldte daglige vejledere, som enten kan være andre sygeplejersker, som også har andre patienter og derfor ikke i særlig grad kan følge den studerende tæt. Hun følges også af og til med SSA ere eller ældre studerende eller er slet og ret alene.

15 15 Den daglige vejleder er således ofte ikke den vejleder, der dels har de pædagogiske kompetencer og engagement som afspejles i interviewene, og dels ikke har rammer og tid til netop at kunne følges tæt med den studerende på grund af andre arbejdsopgaver, der har højere prioritet. I de opfølgende interviewsamtaler gives der forskellige bud på, hvordan noget af dette kan imødekommes. Dette skal dog ses i lyset af, at en del af de interviewede faktisk har funktioner som PU-ansvarlige og ikke kliniske vejledere. Der gives konkrete bud i form af: At den studerendes forløb planlægges, så den studerende følges med personer, der er engagerede og har pædagogiske kompetencer. Hun kan godt følges med en ssa er til et sengebad, der skal bare være koblet andre til som ved noget om vejledning. Den studerende skal ikke gå sammen med mange andre At det prioriteres, at især når det gælder observationspraktikanter, at det er kliniske vejledere, der går sammen med dem, og det prioriteres tidsmæssigt. Det er ikke at vise den studerende respekt, hvis hun skal følges med ældre studerende. Det må være den gode vejleder, der skal tage sig af hende. Vi må tænde dem. At der etableres grupperefleksioner 1 gang om ugen, hvis der ikke er det Refleksion via fronter. Kommunikere via en vejlederjournal (bliver ikke konkretiseret nærmere) Der er en generel opfattelse af, at det fordrer en høj grad af kommunikation mellem kliniske vejledere/praktik og uddannelsesansvarlige og de daglige vejledere gøre mine kollegaer opmærksomme på, at de kan komme til mig med, hvad de studerende har oplevet. I det hele taget har kommunikationskulturen og uddannelseskulturen i afdelingen en stor betydning. Som en af informanterne siger jeg brænder for at få de øvrige sygeplejersker til at brænde for det. Pu eren kan være med til at udvikle en sådan kultur, ved personalemøder, temadage og drøftelse af værdigrundlaget, samt skabelse af et forum for vejlederne, hvor de kan udveksle erfaringer og udvikle kompetencer. I en sådan kultur indgår også at give de daglige vejledere altså almindelige sygeplejersker redskaber og teknikker til at vejlede den studerende.

16 16 Kort sammenfatning Sammenfattende tegner der sig et billede af, at informanterne peger på flere relevante forhold, der kan siges at relatere sig til aspekter før, under og efter en handling, og som vidner om en høj grad af pædagogisk faglig bevidsthed og engagement hos de interviewede. Det drejer sig om at påtage sig vejlederrollen, at forberede den studerende til situationen, både i forhold til læringsudbyttet og i forhold til den nærepatientkontakt, om at kunne støtte den studerende i refleksionerne over en situation, og have en høj grad af etisk bevidsthed i relationen til både den studerende og til patienten. Derudover handler det om at skabe gode fysiske rammer. Og ikke mindst, næsten som et gennemgående tema, om at følge den studerende tæt. Endvidere beskrives hvordan kommunikations- og uddannelseskulturen i afdelingen har stor betydning. Med udgangspunkt i empirimaterialet og de efterfølgende samtaler kan til denne kategori gives konkrete anbefalinger, som findes andet sted på denne web side. Praksisfællesskabet (kategori 4) Plejefællesskabet, praksisfællesskabet og det at blive en del af teamet på afdelingen, er ord og vendinger der er gennemgående for alle tre interviews. Det er lidt forskelligt, hvordan disse ord og begreber bliver omtalt, men det kommer tydeligt frem igennem interviewene, at dette fællesskab har en betydning set i en faglig og uddannelsesmæssig sammenhæng. En af informanterne benævner det som en vigtig del af en dannelsesproces, at blive en del af teamet på en afdeling. Det skal bl.a. modvirke, at der opstår et praksischok, når de studerende er færdige som sygeplejersker. En del af denne dannelsesproces er efter hendes opfattelse at opleve den travlhed, det stressniveau, som er the real life, som hersker på afdelingen. De studerende skal ikke beskyttes fra denne virkelighed, ved at vi bærer dem igennem den kliniske periode, blot fordi vi gerne vil have, at de bliver i uddannelsen. for det er fint nok, at vi giver dem studiemuligheder, hvor det er fuldstændig tavst, hvor der ingen læger kommer løbende, hvor der ingen telefoner ringer, men det er bare ikke real life. At de netop skal prøve stress og de skal prøve vi er, man er afhængig af dem, den dag de bliver færdige. Det ser således ud til, at dannelse i dette perspektiv betragtes som en objektiv form for dannelse, idet der er tale om vigtigheden i, at de reelle forhold, der hersker på en afdeling, præsenteres for den

17 17 studerende. Man kunne også kalde det for de mange udfordringer, man bliver stillet overfor som medlem af professionen. Når den studerende bliver en del af praksisfællesskabet, gives der mulighed for, at hun oplever både verbale og nonverbale kommunikerede problemopfattelser og budskaber, der hersker på en afdeling, og som de øvrige professionsudøvere synliggør gennem deres handlinger. Gennem deltagelse i det kliniske praksisfællesskab får den studerende således mulighed for at danne, stabilisere og udvikle sin professionsidentitet. Informanterne vil gerne have, at de studerende føler sig som en del af personaleteamet, - ja én udtaler ligefrem en forventning til den studerende om, at hun bliver en del af teamet, idet hun faktisk gør nye studerende opmærksom på, at de studerende plejer at føle sig som en del af fællesskabet, - de kan godt lide at være der. Hun omtaler også de studerende som mine studerende, og hun har et konkret bud på, hvad der kan få den studerende til at føle sig som en del af fællesskabet. Jo, men det gør vi ved at inddrage dem og ved at være god til at præsentere dem i starten og ved at sige, at vi to går sammen, og det er vores patienter og En anden informant bekræfter dette, når hun kommer med følgende udtalelse: det handler rigtig, rigtig meget om for mig, at få vedkommende integreret ordentlig, sådan så de bliver en del af vores såkaldte fællesskab, sådan så de som det aller allerførste kommer til at føle sig velkomne, at vi vil dem og at vi gider dem og det skal være på alle planer, at de føler sig velkomne Igennem interviewene tegner der sig et mønster der peger på, at det omtalte fællesskab kan inddeles i kategorier, som kunne kaldes for det faglige fællesskab, det sociale fællesskab, det fysiske fællesskab og det pædagogiske fællesskab. Det kommer ligeledes til syne, at der også kan være barrierer for dannelse af disse vigtige fællesskaber, en barriere, som måske ligefrem kan være en fare for selve dannelsen af fællesskabet, og det kan være et problem. Det faglige fællesskab handler om, at de studerende deltager i det, de øvrige medlemmer af plejefællesskabet deltager i. Hvis de ikke deltager i det, orienteres de om det. De studerende deltager således i patientrelaterede plejesituationer på lige fod med det øvrige personale, men også i møder og konferencer, mono- såvel som tværfagligt. Her gennemgår man patienthistorierne, og de studerende opfordres til at komme med deres oplevelser af patienterne og til at stille spørgsmål.

18 18 Ved gruppekonference eller lignende bliver de studerende inddraget i gruppedrøftelserne. De bliver spurgt, og det betragtes som enormt vigtigt, at de ligesom føler, jamen jeg er også en del af den her gruppe, at jeg er med i de her ting At de studerende vitterlig betragtes som en del af praksisfællesskabet, og at dette har et pædagogisk sigte, vidner dette citat om: jamen de vokser lige, fordi så overtager de lige konferencen lige der, ikke Den faglige identitet skabes således ved at den studerende deltager i praksisfællesskabet, hvor man handler sammen og relaterer sig til hinanden bevidst og ubevidst. Der foregår et kontinuerligt samspil deltagerne imellem, hvor der sker udveksling og måske også forhandling af meninger og dette fører til en gradvis evne til udførelse af handlinger for den studerendes vedkommende. Det er dog ikke alt, den studerende skal deltage i, idet det kommer frem, at det er vigtigt at sortere mellem, hvad der er relevant for hende, og hvad der ikke er relevant. Hvad der er relevant ses i forhold til den studerendes status som studerende, og det er derfor vigtigt, at hun informeres om valget, så hun kender overvejelserne bag. Der skal således være læringsmæssige begrundelser til stede, for den studerendes deltagelse i praksisfællesskabet, og dermed forbliver den studerende i en position i fællesskabet, som må betragtes som perifert. Men at være medlem af fællesskabet medfører samtidig et ansvar for deltagelse i det praktiske oprydningsarbejde på stuerne og i skyllerummet. Det forventes, at de deltager i dette på lige fod med de øvrige medlemmer, så fordi man er studerende, er man altså ikke skånet for dette arbejde. Dette kunne måske være et eksempel på, hvad der kan betragtes som the real life, som nævnt ovenfor. Det sociale fællesskab sammen med afdelingens faste personale, betragtes som en vigtig del af det at være studerende og som en vigtig del af praksisfællesskabet. Praksisfællesskabet handler nemlig også om, at de studerende deltager i privatsnak, sammen med det øvrige personale. det er ikke kun for at få kaffen, men det er lige så meget for at få det fællesskab, ikke også. Hvor man lige hører ind til de andre. Er du med Der er lidt delte meninger om, i hvor høj grad man som vejleder skal presse den studerende ind i det sociale fællesskab. Hvis studerende holder sig for sig selv, dvs. ikke deltager i det sociale

19 19 fællesskab på afdelingen, mener en af informanterne ligefrem, at hun er nødt til at sætte en stopper for det. Hun sad blandt os, men hun Så legede hun med telefonen og så gik hun tilbage igen, ikk Og det var vi nødt til at ha stoppet, fordi hun var jo ikke en del af det og sådan og det er lidt synd. En anden informant gør dog opmærksom på, at den studerende også kan have brug for et privatliv, når hun er på afdelingen. og der er jo også de studerende, som altid forlader afdelingen, når de går til frokost alene, to og to sammen uden nogle andre fra afdelingen. Og nogle gange så må man jo øh Altså det, jeg har det også sådan lidt, det skal de også ha lov til. De skal også ha lov til at gå for sig selv, altså sige nu gider jeg simpelthen ikke høre mere på den der vejleder eller, nu gider jeg ikke have flere spørgsmål eller et eller andet, øh Men samme informant gør opmærksom på, at det er et problem, hvis det altid er sådan hos den studerende, og så vil hun sætte ind med henvendelser som Jamen jeg går lige med jer til frokost, for eksempel. Eller har du ikke lyst til at blive heroppe eller henter du ikke maden og tager den med her tilbage. Som vejleder har man ifølge informanterne altså et ansvar for at drage den studerende ind i det sociale fællesskab, bl.a. ved at man må være nysgerrig og interesseret i, hvem den studerende er som person, og at respektere hende som en personlighed. At have det sjovt med hinanden, er en vigtig del af fællesskabet. jo, og så griner vi alle sammen, fordi så ved de godt, jamen det er kun for sjov, men det er jo også en måde at tage dem med ind og sige: Prøv at hør,- det er en stor fuldstændig fjollet forsamling, men det er godt nok. Det sociale fællesskab gør, at den studerende og vejleder får et andet forhold til hinanden, og dette forhold betragtes af informanterne som vigtigt for at opnå en tryghed og et tillidsfuldt forhold studerende og vejleder imellem. Trygheden og tillidsfuldheden bliver fremhævet som vigtige begreber i praksisfællesskabet. Der hersker imidlertid nogle uskrevne regler og normer indenfor fællesskabet, og det må den studerende gøres bekendt med, så hun kan blive et gyldigt medlem af praksisfællesskabet Altså, - det er enormt vigtigt for mig at ligesom, at få signaleret ud at vi sidder her alle sammen, vi er sammen om at holde frokost og vi sidder og spiser vores madpakker sammen i en stor pærevælling. Men der er stadigvæk respekt for hinandens hvornår vi holder en pause, og hvornår vi snakker fagligt og hvornår vi ikke gør.

20 20 En vigtig del af dannelsen af professionsidentitet igennem praksisfællesskabet ser således ud til at være balancen mellem at være faglig og at være personlig. Det handler om at den studerende må blive bevidst om denne balance, fordi professionsidentitet i høj grad knytter sig til de mønstre, rammer attituder og selvfølgeligheder, som de studerende møder i den konkrete professionspraksis, hvor identitetsdannelsen bliver en forhandling af måder at være person på i den pågældende kontekst (se afsnittet Begrebsafklaring) Det fysiske fællesskab, opstår bl.a. i kraft af den fælles uniform, som i interviewet bliver benævnt det hvide tøj. Hertil hører en uniformsetikette, og informanterne giver udtryk for, at dette er et vigtigt tema at sætte fokus på sammen med den studerende. Som en udtaler hvad gør det ved dig, at du skal have den her uniform på At der ligger en forpligtelse i netop det at bære uniformen kommer tydeligt frem hos samme informant, når hun kommer med følgende udtalelse: og det gør noget ved deres identitet, og de har nogle forventninger til sig selv om, at ligeså snart de har det her tøj på, så skal de kunne svare på alle de spørgsmål de nærmest bliver stillet, hvor som helst på sygehuset Det hvide tøj forpligter altså, for så er de jo en del af dem eller fællesskabet. Der er sammenfattende ingen tvivl om, at fællesskabet inden for de ovennævnte kategorier, er en vigtig del af den studerendes identitetsdannelse. Der hersker imidlertid forskellige barrierer for dannelse af dette fællesskab. Informanterne er meget opmærksomme på, at kemien mellem den studerende og vejleder kan være en barriere for et praksisfællesskab, men det skal ikke gå ud over den studerende. I så fald må andre sygeplejersker træde til som vejleder. hold da op, - de kommer lidt der ene mand, og vi er jo en hel flok, der bare et eller andet sted bare passer sammen ik. Her er det ifølge informanterne det faglige, der tæller. Fagligheden skal sikres, hvis den studerende har det svært, og det har vejlederen ansvar for, og det kan altså muliggøres ved at andre sygeplejersker træder ind som hjælper. Plejefællesskabet handler imidlertid ikke om, at den studerende kan spørge alle sygeplejersker, hun tilfældigt møder på gangen. Det gør nemlig, at sygeplejerskerne bliver afbrudt i deres arbejde hele tiden, og det kan være en belastning. Det er derfor vigtigt at den studerende ved, hvem hun kan

21 21 henvende sig til. Ellers kan hun komme til at fylde for meget, og så er der faktisk ikke nogen, der gider hende. At tildele den studerende en kontaktsygeplejerske, som der gøres på én af informanternes afdeling, kunne måske være en idé? Eller et makkerpar, hvor vi hører sammen to og to. Tonen og kulturen i afdelingen betragtes som helt afgørende for praksisfællesskabets værdi som identitetsdannende virksomhed i forhold til professionen. I geninterviewet bliver det pointeret, at en målrettet drøftelse i sygeplejerskegruppen af de værdier, der knytter sig til at have studerende på en afdeling, og en drøftelse om, hvordan man kan inddrage studerende i praksisfællesskabet, er en nødvendighed. Dette har bl.a. betydning, hvis vejleder ikke er til stede, og den studerende derfor må ty til vejledning hos andre sygeplejersker på afdelingen. Der er ifølge en af informanterne nemlig sygeplejersker, der ikke ønsker at være vejleder, og dette kan have flere årsager. En drøftelse af den enkelte sygeplejerskes ansvar i praksisfællesskabet, set i forhold til vejledning af studerende, også selv om hun ikke er egentlig praktikvejleder, bliver set som en mulighed for at løsne op for denne noget markante holdning. Praksisfællesskabet består imidlertid på de fleste afdelinger ikke blot af sygeplejersker, men også af social- og sundhedsassistenter, og den studerendes samarbejde med denne gruppe, må der derfor også fokuseres på. En målrettet drøftelse af de værdier der knytter sig til det at have studerende på en afdeling må derfor foregå i hele personalegruppen, og det betragtes som vigtig og nødvendig at tage, fordi det i sidste ende er den studerende, og den vejledning hun har brug for og krav på, der står på spil. Det pædagogiske praksisfællesskab og skabelsen af et sådant, kommer således ud fra ovenstående til at få en helt afgørende rolle for den studerendes dannelse af professionsidentitet. Kort sammenfatning Sammenfattende kan man sige, at fællesskabet og det at blive en del af teamet på afdelingen, er gennemgående for alle tre interviews. Det er lidt forskelligt, hvordan begrebet bliver omtalt, men det kommer tydeligt frem igennem interviewene, at dette fællesskab har en betydning set i en faglig og uddannelsesmæssig sammenhæng. Igennem interviewene tegner der sig et mønster der peger på, at fællesskabet kan inddeles i kategorier, som kan kaldes for det faglige fællesskab, det sociale fællesskab, det fysiske fællesskab og det pædagogiske fællesskab.