Markedshysteri og gældsfiksering styrer vores opfattelse af økonomien

Transkript

1 Markedshysteri og gældsfiksering styrer vores opfattelse af økonomien Statsgælden er som begreb blevet brugt strategisk i den offentlige debat siden finanskrisens udbrud. Den er bevidst blevet brugt til at udstille staterne som uansvarlige skyldnere og dermed argumentere for mindre offentlige budgetter og mindre demokratisk kontrol med økonomien. I 79 pct. af avisernes artikler fra 2013, der omhandler statsgæld, italesættes gælden således som et troværdighedsproblem ift. markedet. Det viser ny undersøgelse fra Cevea. Det massive fokus på og italesættelse af statsgæld, som årsag til den globale økonomiske krise har flyttet blikket fra den private finansielle sektor til velfærdsstaternes økonomiske situation og det har spændt ben for en mere aktiv økonomisk politik.. Man har ved gennemført politisk og strategisk framing forsøgt at portrættere den globale økonomiske krise, som en bekræftelse på velfærdsstatens endeligt. Og brugt den som grundlag for en nødvendighedens politik, hvor den eneste løsning er nedskæringer. Med framingen af statsgælden som udtryk for utroværdig og uansvarlig politisk ledelse affejes politiske afvejninger af økonomiske prioriteringer med henvisning til behovet for ikke at skabe usikkerhed blandt de udemokratiske finansielle institutioner diskursen har været massiv og klart ideologisk tonet. FIGUR 1: STATSGÆLDENS ITALESÆTTELSE I PRESSEN Hvad har statsgælden konsekvenser for? (pct. af artikler) 21% 79% Markedets tillid Befolkningen Kilde: Cevea på baggrund af Infomedia Figur 1 viser, hvordan statsgælden omtales og problematiseres, dvs. frames, i de landsdækkende medier i : At statsgælden må og skal nedbringes af hensyn til markedets tillid, ratingbureauerne og rentesatser, fremstilles som en uomgængelig sandhed i 79 pct. af artiklerne ang. statsgæld, i den stikprøve af artikler som Cevea har analyseret. Analysen giver dermed en klar indikation på, at opfattelsen af, at den økonomiske politik primært skal tilpasses markedet, er slået bredt igennem i den danske offentlighed. Den økonomiske politik, her repræsenteret ved spørgsmålet om statsgæld, vurderes i medierne på, hvilke konsekvenser den har for statens troværdighed over for markedet ikke over for den befolkning, som den gerne skulle gavne. Kontakt Jens Jonatan Steen, analysechef T E. jjs@cevea.dk Forfatter Jens Jonatan Steen, analysechef Gry Inger Reiter, kommunikations- og analysestudent Notat Tema: Framing Publiceret d Nærværende notat må kun citeres med udtrykkelig kildehenvisning til Cevea

2 Kun i 21 pct. af artiklerne fremstilles statsgælden som et problem, der direkte er relateret til befolkningen og dennes vilkår. Så selvom statsgælden i visse sydeuropæiske lande reelt set er problematisk ift. statens evne til at levere velfærd og sociale ydelser til borgerne, er det ikke de borgernære konsekvenser, som statsgælden kobles sammen med i de danske medier. Statsgælden som forklaring på krisen og argument for austerity-linjen Det fremgår af figur 2, hvordan antallet af anvendelser af begrebet statsgæld i de danske medier stiger drastisk i kriseårene. Tallet er mere end tidoblet i 2011 ift. niveauet for Begrebet fremhævedes, da man skulle give danskerne en forklaring på, hvorfor den umiddelbart meningsløse finanskrise ramte og samtidig ønskede at argumentere for en hård sparekurs. ii Det markant forhøjede antal anvendelser af ordet fik en bestemt kriseopfattelse til at slå rødder i befolkningen: Med framen statsgældskrise fik man defineret krisen som et spørgsmål om, at politikerne havde begået hybris med et tårnhøjt offentligt forbrug, hvilket naturligt blev straffet med nemesis: Markedets dom over de ubæredygtige velfærdsstater. Den iboende moralske dom i denne framing er således, at de folkevalgte i Europa er uansvarlige, ødsle og ude af stand til at varetage den økonomiske politik. Dermed var vejen banet for framingens medfødte løsningsforslag: Tag magten over den økonomiske politik fra de folkevalgte og placér den sikkert i hænderne på eksperterne: Økonomerne, teknokraterne og Finanspagten. Framingen er således et eksempel på, hvordan bare et enkelt strategisk ordvalg kan fungere som et slagkraftigt argument i sin mest fortættede form, idet netop denne fortolkning af krisen, og løsningerne på den, har vundet bredt indpas, på trods af at gældskrisen i vidt omfang blev skabt for at holde hånden under den private finanssektor og dermed ikke kan tilskrives fråseri fra politikernes side. iii Nødvendigheden af den stramme økonomiske politik forekom sandsynlig for den brede befolkning, fordi skyldsforståelsen fra andre grundlæggende erfaringer direkte lod sig overføre: Staterne havde fråset og syndet, hvorfor markedets vrede havde ramt dem. At gælden til markedet skulle indfries, var fuldstændig i tråd med den kristne grundfortælling. FIGUR 2: ANTAL HITS PÅ INFOMEDIA VED SØGNING PÅ STATSGÆLD Kilde: Infomedia Figur 2 viser endvidere, at statsgælden som kernebegreb er mindre fremherskende i dag, hvilket kan forklares ved, at det ikke længere er nødvendigt at nævne skylden befolkningen har taget den på sig. I dag er det nok at true med risikoen for at bryde markedets tillid at statsgælden er kerneproblemet, og at markedet skal frelse os, er blevet den herskende antagelse om, hvordan vi kommer ud af krisen. 2

3 Markedets tillid som eneste mål At vinde og fastholde markedets tillid er således blevet det erklærede mål for den økonomiske politik i modsætning til at føre en økonomisk politik med befolkningen i første række. Politikerne taler som om, de først og fremmest er ansvarlige over for markedet. Denne diskurs viser statsminister Helle Thorning-Schmidt sig som fortaler for med følgende citat fra hendes tale på Folkemødet i juni: Vi skal værne om troværdigheden i vores økonomi. Vi må ikke glemme, at dansk økonomi siden 2010 har været under skærpet opsyn, fordi der ikke var styr på den offentlige økonomi. Vi skal passe på, at vi i vores iver efter at gøre det gode, kommer til at gøre det modsatte. Vi skal passe på, at der ikke bliver skabt usikkerhed om dansk økonomi. iv Andre aktuelle eksempler på den markedsfokuserende diskurs findes i forbindelse med vismændenes rapport fra maj, hvori de anbefalede en lempelse af finanspolitikken. Det fik økonomi- og indenrigsminister Magrethe Vestager til at udtale følgende kommentar til Politiken: Danmark skal holde kursen - vi stimulerer økonomien og er samtidig på sikker grund for at sikre lav gæld og lave renter. Vi får ikke Danmark på ret køl igen ved at lade det offentlige underskud vokse - ved at stifte endnu mere gæld og skabe usikkerhed om kursen. Ingen har glæde af zigzag. v Hele debattens præmis blev dikteret af den herskende økonomiske diskurs, dvs. hvorvidt en aktiv økonomisk politik ville svække markedets tillid til, og skabe usikkerhed om, Danmarks økonomi. Overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen understregede, at det vil ikke sætte troværdigheden til de offentlige finanser i Danmark over styr vi men demonstrerede dermed, at han deler opfattelsen af markedet som værende den højeste dommerinstans. Finansminister Bjarne Corydon forsvarede ligesom Vestager den stramme økonomiske kurs: Kombinationen af vismændenes anbefaling af en finanspolitisk lempelse og deres anbefaling om en lempelse af kravet til den strukturelle saldo i budgetloven skaber usikkerhed om budgetloven og de generelle finanspolitiske rammer. Det kan koste på tilliden til dansk økonomi og betyde risiko for højere renter, som kan risikere at bidrage til at bremse det opsving, der er på vej. vii Citaterne er alle udtryk for samme opfattelse af det politiske handlerum ift. økonomien: Selv hvis det ud fra en økonomfaglig betragtning giver mening, at staten stifter gæld for at skabe vækst, affejes det med et abstrakt, moralsk ladet argument om, at vi skal agere ansvarligt, stabilt og troværdigt markedet tillader ingen slinger i valsen. Den økonomiske politik præsenteres ikke som et spørgsmål om at træffe et politisk valg, men som et spørgsmål om at indfri det almægtige markeds forventninger. Afbetaling på statsgælden som bodshandling En forklaring på, at framingen af krisen med vægt på gældsbegrebet har været så effektiv og er slået så bredt igennem, kan som nævnt findes i framingens stærke forbindelse til den kristne grundfortælling. Ideen om den almægtige, straffende overmagt har altid fungeret stærkt disciplinerende. Opfattelsen af skyld og gæld hænger tæt sammen og har gjort det langt tilbage i menneskehedens historie. At være en skyldner er at have gjort noget moralsk forkasteligt, som man straffes for eller selv aktivt må veje op for gennem symbolsk eller faktisk handling. Ved at fokusere på statsgælden som forklaring på krisen og argument for den økonomiske sparekurs aktiverer man altså den grundlæggende opfattelse af gæld som symbol på skyld og skam - som noget man må stræbe efter at råde bod på eller sone for at kunne blive frelst. For de fleste mennesker vil opfattelsen af skyld som noget, der skal sones, gælde både for individet og for nationalstaten, der optager gæld. Gælden skal indfries før staten igen kan være ren og god og opnå sund økonomi med vor tids Guds nåde: Markedet. Gælden er altså en slags moralsk forlorenhed i Ligesom man skal vise sig værdig over for Gud for at gøre sig fortjent til en plads i himlen, skal man i dag vise sig kreditværdig over for markedet for at gøre sig fortjent til lave renter. 3

4 samfundet og udgør derfor en letforståelig forklaring på, og dermed en effektiv framing af, vores nuværende økonomiske situation, som samtidig understøtter højreorienterede stemmers ønske om at reducere velfærdsstaten, idet det bliver fremstillet som en slags bodshandling, der skal sone for fråseriet op til krisen. Så længe vi står i gæld til finansverdenen, og markedet er utilfredst med vores præstation, kan det nedkalde straffe over os, såsom højere renter og økonomisk ustabilitet. Denne opfattelse er, som det også fremgår af figur 1, ikke bare slået igennem hos politikerne, men også i pressestanden. Her er det Steen Rosenbak, chefredaktør på Jyllands-Posten, der skriver: Den egentlige risiko i dansk økonomi ( ) er, at de internationale investorers hidtil usvækkede tiltro til, at det kan betale sig at investere i os, går fløjten. viii Med den gældsfokuserede framings religiøst tonede forklaringskraft bliver økonomiens sammenhæng tilgængelig for den almindelige borger og træder ind som en plausibel virkelighedsfortolkning. Ligesom man skal vise sig værdig over for Gud for at gøre sig fortjent til en plads i himlen, skal man i dag vise sig kreditværdig over for markedet for at gøre sig fortjent til lave renter. Uden Den stærke italesættelse af gældsrelationen mellem staterne og markedet har åbnet op for en magtforskydning, hvor markedet har den ultimative magt til at straffe eller belønne statens opførsel og troværdighed. økonomfaglig indsigt vil denne tolkning forekomme sandsynlig og troværdig, idet den stemmer overens med vores (kultur)kristne erfaringsbaggrund. Vi har i 00 erne levet i synd, hvorfor markedet har straffet os med den nuværende økonomiske krise. Dette reflekteres også i udtryk som økonomiske tømmermænd, forbrugsfest for lånte penge og løssluppen kreditgivning, der alle framer årene op til krisen som en lang, uansvarlig, moralsk forkastelig fest. Dette liv i synd blev straffet med faldende aktiekurser, recession og rentestigninger. Fordi vi gennem vores statsgæld står i gæld til markedet, fordi markedet bestemmer, om vi har gode eller dårlige konjunkturer, så lader vi markedet bestemme over staten. Politik måles og vejes af markedets reaktioner og evalueres efter dens indvirkning på aktiekurser og renteniveau. På den måde har den stærke italesættelse af gældsrelationen mellem staterne og markedet åbnet op for en magtforskydning, hvor markedet efterhånden har den ultimative magt til at straffe eller belønne politikeres og staters adfærd og troværdighed. Tendensen er problematisk, fordi den virker afpolitiserende og udvider den økonomiske krise til en demokratisk krise. De politiske valg bliver tilsidesat af en almægtig markedslogik, der understøtter tanken om én nødvendighedens politik. Markedet og den neoklassiske økonomiske tænkning får simpelthen forrang over demokratiet og det politiske valg. Gældsfikseringen skubber ansvaret over på den enkelte Efter krisen er skylden og gælden i stadig højere grad også blevet individualiseret. Selv statsgælden er blevet individualiseret i den forstand, at borgernes krav og krævementalitet, deres ønske om at leve over evne, bliver beskyldt for at have bragt staterne i uføre. Dermed fører den gældsfokuserede framing også til diagnosticeringen af et selvdisciplineringsproblem, som markedet kræver, at vi løser ved at arbejde hårdere for en lavere løn. Det reelle statsgældsproblem i de sydeuropæiske stater er således blevet fremstillet som en art medfødt skyld eller arvesynd, hvorved spanierne og grækerne selv gøres skyldige i deres høje ledighed og elendighed, fordi de har opført sig økonomisk uansvarligt og moralsk forkasteligt - og derfor fortjener markedets straf. Med en framing af den økonomiske situation med fokus på statsgælden vil staterne netop vedblive at være underkuet af markedet, fordi de står i evig gæld til det. Samtidig overføres logikken fra det enkelte individ om, at gæld er noget dårligt, der skal tilbagebetales hurtigst muligt for igen at være renset, til statsligt niveau. Det betyder, at legitimiteten i at optage gæld for at stimulere økonomien er blevet begrænset for staterne. Dette har i Europa betydet, at staterne har ført en stram sparekurs og i stedet forladt sig på den enkelte borgers villighed til at optage gæld, idet væksten og fremgangen er betinget af den økonomiske stimulans fra private husholdninger. Væksten er altså også blevet den enkeltes ansvar i stedet for at staten gør væksten og gældssætningen til et fælles anliggende. Vi er nødt til at gøre op med den religiøst farvede, gældsfikserede framing af krisen, dens årsager og vores løsningsmuligheder. Hverken borgeres dovenskab eller staters fråseri har forårsaget vores nuværende økonomiske situation, og at straffe borgere med lavere lønninger og barbere velfærden for at formindske staterne vil ikke bringe os frelse. Det er tid til at gøre op med italesættelsen af det almægtige marked og 4

5 genindføre solid demokratisk kontrol med den finansielle sektor, således at staterne igen er ansvarlige over for borgerne og ikke over for markedets uransagelige og udemokratiske veje. BAGGRUND: FRAMING - SPROGETS MAGT De konkrete ord, som vi bruger, har rødder i vores holdninger og værdier, og påvirker direkte modtagers opfattelse af den sag, vi taler om og deres opfattelse af samfundet som helhed. Vores opfattelse af omverdenens abstrakte begreber forstås nemlig gennem symboler: metaforer. Forskning inden for kognition og neurologi har vist, hvilken central betydning metaforer eller det, der med et videnskabeligt begreb kaldes frames har for den menneskelige erfarings- og meningsdannelse. Framing kan forme en debat, fælde moralske domme og udpege problemer og løsninger gennem strategisk og konsekvent sprogbrug. Groft skitseret har framing følgende implikationer: - Det neutrale sprog eksisterer ikke, hvorfor man skal udvikle og benytte et sprog, der styrker ens sag - Framing er velovervejet og målrettet sprogbrug, som direkte kan påvirke virkelighedsopfattelsen og meningsdannelsen i den retning, som afsender ønsker - Det er ikke godt nok at negere sin modstanders frames eller argumentere imod dem, man skal levere aktive alternative frames - Frames har effektivt flere funktioner, de 1) definerer problemet 2) diagnosticerer årsagerne 3) - foretager en moralsk vurdering af sagen 4) foreslår løsningsmuligheder - En frame er et argument i sin mest fortættede form Hvis man formår at mestre framing som strategisk kommunikativt værktøj, så står man langt stærkere i forhold til at dominere den politiske dagsorden, overvinde modstanderes frames og frem for alt påvirke borgerne med egne værdier. Hvis man ikke tager stilling til de frames, som man bliver præsenteret for, så vil debatten blive framet af andre, og man vil miste grebet om dagsordenen. Skoleeksemplet på ideologisk framing er begrebet skattelettelse, som bygger videre en højreorienteret opfattelse af skat, som noget negativt og som en byrde: Skat bliver noget, der holder en nede, og noget man skal lettes fra for at kunne være fri. Framingen medfører, at skatteletterne bliver befriere og helte, som giver den enkelte friheden tilbage, hvorimod de, der vil hæve skattetrykket, er undertrykkere og frihedsberøvere. Des mere denne liberalistiske framing gentages, des stærkere rødder slår opfattelsen af skat som noget ubetinget negativt i befolkningens bevidsthed. Der er derfor et stort behov for, at meningsdanneres og beslutningstageres sprog og vendinger gås langt mere grundigt efter i sømmene og ikke ukritisk adopteres af medierne. i Metode: Diagrammet er fremkommet ved en kodning med framinganalytisk fokus af 100 randomiseret udtrukne artikler i de landsdækkende dagblade Politiken, Information, Berlingske, Jyllands-Posten, Kristeligt Dagblad, Ekstra Bladet, BT, Børsen og Weekendavisen fra de seneste 8 måneder i Infomedias database med søgning på ordet statsgæld. Debatartikler og artikler uden for kategori er sorteret fra. ii Metode: Grafen er udelukkende udtryk for antallet af anvendelser af ordet statsgældskrise i de danske medier i de pågældende år. Den kan derfor ikke siges at være et bevis på, at ordet er blevet anvendt strategisk som argument for en bestemt økonomisk politik, men den viser tydeligt, at ordet er blevet benyttet langt mere end vanligt i tiden efter krisens udbrud. Dette er en indikation på, at gældsbegrebet har spillet en fremtrædende og afgørende rolle i den økonomiske debat de seneste år, hvorved usikkerheden først og fremmest vedrører, hvor strategisk bevidst ordet er blevet anvendt. iii Krisen kom først: Som det tidligere Cevea-notat Gældskrisen er skabt i den private sektor også viser, så er statsgælden i Europa skabt under krisen, for at holde hånden under finanssektoren og som resultat af boligboblen, hvorfor statsgælden ikke udgør en plausibel og reel forklaring på finanskrisens udbrud sådan som den ellers er blevet framet i den offentlige debat. Se evt. nævnte notat for mere uddybende beskrivelse af de økonomiske forhold. iv Citat taget fra Ritzau-telegrammet: Thorning: Vi vil bruge finanspolitikken mere aktivt fra 14. juni v Citat fra artiklen Vismænd vil bruge flere penge, Politiken, 29. maj vi Citat fra artiklen Vismænd vil bruge flere penge, Politiken, 29. maj vii Citat fra artiklen Vismænd til regeringen: Få EU til at løsne det økonomiske bånd, Information, 29. maj 2013 viii Citat fra artiklen Bundlinjen: Mens vi venter på at gå reformamok, Jyllands-Posten,