At være praktiserende læge

Transkript

1 Bibi Hølge-Hazelton DEN NYE LÆGE 723 At være praktiserende læge Unge praktiserende lægers identitet Måderne, hvorpå gruppen af mænd og gruppen af kvinder relaterer sig til identiteten som læge, er lige så forskellige inden for grupperne som imellem dem. Men der er måder at beskrive sit lægeliv på, som optræder blandt mændene og ikke blandt kvinderne og omvendt. Denne artikel er den fjerde i en serie om læger, køn og arbejde i almen praksis. Denne artikel tager sit afsæt i forskningsprojektet støttet af Statens Humanistiske Forskningsråd: Er en læge en læge? Om kønnest betydning af almen lægepraksis, hvis formål var: At søge efter på hvilken måde og i hvilket omfang der i den nye generation af praktiserende læger produceres en ny form for professionsidentitet, og i hvilket omfang den bygger på»kvindelighed«. Og såfremt der produceres en sådan, at forstå hvad de faglige og professionelle karakteristika ved denne nye professionsidentitet er. biografi: Cand.cur., ph.d., lektor i ungdomsforskning på Center for Ungdomsforskning, Learning Lab, Danmarks Pædagogiske Universitet, og associeret seniorforsker på Forskningsenheden for Almen Praksis i København, Center for Sundhed og Samfund, Københavns Universitet. Har arbejdet med projekter om betydning af køn og generation for almen praksis og praktiserende lægers professionsidentitet. forfatters adresse: Center for Ungdomsforskning, Learning Lab Denmark, Danmarks Pædagogiske Universitet, Tuborgvej 146, 2400 København NV. bhh.lld@dpu.dk I den forrige artikel fokuseredes på baggrunden for at blive praktiserende læge, i denne artikel beskrives og analyseres måden, identiteten som praktiserende læge trådte frem i projektet. Læger fremstår ofte som en samlet gruppe i offentligheden. I forhold til almen praksis er det ikke ualmindeligt at høre praktiserende læger fortælle, at de er noget særligt (som gruppe) blandt andet i kraft af deres særlige arbejdsforhold og relationer til patienterne, der somme tider er livslange. Men praktiserende læger beskriver også ofte sig selv som specielle netop i kraft af, at de er meget forskellige som individer, der driver deres forretninger på forskellige måder. Her skal fag- eller professionsidentiteten forstås som den del af lægernes identitet, de i interviewene knyttede til deres arbejde som praktiserende læger. Disse

2 724 identiteter, formes af og hænger ofte sammen med den kollektive lægeidentitet og er præget af såvel ideale forestillinger som hverdagsbaserede realiteter (4). Mænd Nogle mænd beskriver det at være praktiserende læge, som noget, der næsten udfylder oplevelsen af identitet, for eksempel Peter på 42 år, der i interviewet korrigerer sig selv, da han først fortæller, at arbejdet som læge er det primære identitetsgivende for ham for derefter at rette det til, at det er familien nok også:»min kone er lægesekretær, og hun er på nedsat tid, hun er på 26 timer. Og det er meget, en økonomisk afvejning af, at jamen rent økonomisk der kan det slet ikke betale sig for hende at være på fuld tid, i forhold til den lettelse det er i dagligdagen for os, som familie betragtet, at hun er på deltid. Og hvad der også er hendes eget ønske om, uden overhovedet noget som helst, hvad skal man sige, det økonomiske, så er det for hende en afvejning af, det har hun mere lyst til, hun synes virkelig, nej det kommer til at lyde helt åndssvagt, men hvor meget man synes ens arbejde fylder, og hvor meget identitet der ligger i det. Min identitet den er nok mere forankret i mit arbejde også, ud over det selvfølgelig også, at der er en identitet i at være familiefar og alle de ting der, og hvad man ellers har, der er identitetsskabende for én, fritidsinteresser og hvad der ellers er. Men det at være læge, det er da nok en større identitetsprofil, eller hvad du vil kalde det, for mig, end det er for min kone at være lægesekretær. Jeg har jo ikke tænkt sådan dybere over det, før vi snakker om det her, men sagt på en anden måde, det fylder i hvert fald ikke lige så meget for hende, hendes hverdag. For hende er det et 9 til 14-job, og for mig er det, jeg vil ikke sige 24-timers job, men det ligger også i hele uddannelsen og hele i starten når du går ind til det, jamen så er det skiftende arbejdstider og døgnvagter og weekendvagter og alle de der ting, som man ligesom, jamen det ligger sådan helt implicit i det, når du er læge så er det typisk i hvert fald, skiftende arbejdstider og lidt sådan lidt implicit, at familien må lidt sådan være lidt underordnet det.«et andet eksempel på, hvor identitetsskabende arbejdet som praktiserende læge er, ses hos Per på 42 år, for hvem det at være praktiserende læge indebærer, at man har en titel, og er blevet tildelt en rolle som betyder, at man altid er lægen, meget sjældent privatpersonen, end ikke i familien:»jeg kunne ikke tænke mig at bo i byen her. Fordi dels så er jeg et privat menneske og vil godt have lov at være privat, det vil sige få lov at gå ud og handle, gå ture og så videre, uden at man er Lægen i byen. Når man har en titel som læge, så er det sgu

3 725 Fig. 1. Illustration af Agnieszka Wilk. også meget for familie og venner, man er aldrig personen, man er lægen, og selvom det ofte er sjovt, så er det meget rart at være privat, og hvis man bor det sted man er læge, så er det meget svært at være privat. Jeg tror, at hvis jeg skal være en god læge for alle, så kræver det også at jeg er 100% neutral, og det passer også med mine egne holdninger til hvordan jeg vil have det. Det er da en speciel ting at jeg blev læge, i familiekredse vil jeg nogle gange være bare lillebror men jeg er lægen, og mest sjov, men at have fået en titel, det fylder meget. Det er blevet stort, jeg har ikke selv gjort det til noget stort, men de andre har gjort det til noget stort.«

4 726 Et tredje eksempel er Ole på 41 år, som beskriver det at drive praksis sammen med konen som sit livs passion, og som ser arbejdet som et job for livet:»det der passer godt til mig [at være praktiserende læge], det er at tale med mange mennesker, det er at have en hverdag der, den er ikke forudsigelig, tværtimod, den er forholdsvis stramt struktureret, jamen der er et vist flow igennem dagen, og jeg kan godt lide at tale med mange mennesker, jeg kan godt lide at skabe kontakten. Jeg kan godt lide at være læge og have identiteten som læge og behandler og beslutningstager.«men ikke alle mændene identificerer sig lige intenst med lægegerningen. En læge som Rasmus på 34 år oplever, at der er mange andre ting der er vigtige i livet, ja faktisk også vigtigere, hvilket får ham til at tvivle på, hvorvidt han egentlig er en rigtig læge:»lægegerningen er ikke mit liv, det er en del af mit liv, men det er ikke livet. Jeg vil næsten sige at alt muligt andet er mere liv end lægegerningen, og det passer så alligevel heller ikke fordi jeg bruger meget tid på det, og jeg er glad for det og alt det der, men jeg elsker alle mulige andre ting her i livet end at være læge. Og synger meget, synger i kor, spiller musik og dyrker idræt, har en masse venner og sociale ting, og min identitet er ikke så meget for mig at være læge, så vil jeg ikke miste min identitet hvis jeg lige pludselig ikke var læge mere. Men jeg ved sgu ikke, jeg er nok ikke så meget en rigtig læge, en gammeldags læge med stort L, hvad skal vi sige, den der gammeldags lægetype. Så jeg er nok ikke rigtig læge på en eller anden måde.«eller en læge som Tobias på 42 år der er gift med en kvinde, der har fuld tryk på sin egen karriere, og som ikke vil betale prisen for et fuldtidsjob i praksis med træthed og manglende kontakt til familien og derfor er på halv tid i praksis og forsker ved siden af:»da jeg først kom ud i praksis var jeg dødtræt og ikke færdig før 16, og vi har ikke været vant til at hente børnene så sent så det fungerer ikke så godt. Så vi bliver sure på hinanden og alt sådan noget klassisk noget. Og så siger jeg nå o.k. hvis jeg kan få finansieret noget forskning, så kan jeg sidde hjemme og være i klinikken halv tid, og det vil passe perfekt og så endte det med at lykkedes, jeg fik nogle penge, det er helt vildt fedt, du kan møde 9.30 og du kan gå klokken 15 eller klokken 17 eller klokken 19 eller hvad du nu har lyst til, eller du kan sidde hjemme og arbejde og så faldt der meget ro over familielivet igen.«der kan derfor ikke på denne baggrund tegnes et entydigt billede af sammenhængen mellem identiteten som læge og det at

5 727 være mand, men det er karakteristisk, at de mænd, der er gift med kvinder, der enten er ansat i deres praksis eller har lignende job, beskriver lægearbejdet som mere identitetsgivende end de mænd, der lever på andre måder, hvad enten det er som fraskilt med delt forældremyndighed, single med stor omgangskreds og mange fritidsinteresser, eller som gift med en karrierekvinde. Sagt på en anden måde har de mænd, der lever i mere traditionelle eller klassiske relationer, en større tilknytning til den klassiske professionsidentitet end de mænd, der lever på andre og nye måder fx i parforhold, hvor de ikke er de primære forsørgere. det er op til den enkelte patient om de vil være anonyme eller ej, men når de så kommer til mig kan vi tage en kort sludder, det er ikke sådan at folk spørger: hvad sagde røntgenbilledet? Det er ikke et problem, jeg kan godt rumme det, men jeg har da måttet oppe mig med nogle ting. Men det er ikke et problem, hvis du kan stå inde for den måde du lever på, så er det ikke noget problem.«og så er der en læge som Vinnie på 43 år, der ikke kunne drømme om at bo der, hvor hun arbejder, og som adskiller rollen som læge og som privat person: Kvinder Oplevelsen af professionsidentitet kommer til udtryk på forskellige måder og med forskellig intensitet hos kvinderne. Der er for eksempel en læge som Tove på 38 år, der beskriver sin lægeidentitet som forenelig med privatpersonens:»jeg bor jo lokalt og skal selvfølgelig passe på, man skal jo kunne rumme dem alle sammen. At være læge i lokalsamfundet er både godt og ondt. Der er en ting jeg ikke kan gøre: jeg kan ikke gå med strithår i Brugsen, jeg er nødt til at tænke på, at håret er sat en lille bitte smule, jeg kan ikke gå op i mine beskidte træsko. Så der er nogle ydre ting jeg helt klart har måttet lave om, men jeg har ikke svært ved at tale med folk. Jeg er så ikke den der opsøger,»jeg kunne aldrig drømme om at bo der, hvor jeg arbejder, det har jeg prøvet og der gik ikke to dage før folk vidste hvem jeg var. Så kunne man sidde der og prædike om gulerødder og vand, og så kunne de stå og kikke ned i min indkøbskurv med chips, cola og vin, smøger, det bryder jeg mig ikke om. Jeg bryder mig ikke om de kender for meget til mig. De kender mig i kommunen, de ved hvem jeg er, men de ved ikke hvad jeg laver når jeg har fri, og det kommer sgu heller ikke dem ved. Jeg kan godt lide, jeg kan være mig selv.«for nogle kvinder er arbejdets omfang og intensitet så overvældende, at det er svært at få øje på og overskud til meget andet end at være læge. Det er for eksempel tilfældet for Henriette på 45 år:

6 728»Jeg er alment, praktiserende læge, husk på jeg skal vide noget om mange ting, det er som at finde en nål i høstakken, jeg skal skelne skidt fra snot, det er mit arbejde... Nogle dage der har jeg lyst til slet ikke at tage hjem, så vil jeg hellere tage et sted hen hvor jeg var alene fordi så er der alle de der drenge med deres krav, og de kan jo ikke gøre for jeg har arbejdet så meget, de skal også tilgodeses, og så er der min mor som ringer og som jeg slet ikke har lyst til at snakke i telefon med, for jeg har snakket med 40 mennesker, det er som om musklerne her i kinderne, de kan slet ikke mere, og så skal man også være datter og høre på sin mor og der føler jeg bare, der kunne jeg grave mig ned, sætte mig og glo på mine høns, der kunne det være lige meget, sådan nogle dage har jeg indimellem og der er der for mange krav, der er for mange roller, og min mor kan ikke forstå det, det er da klart.«mens andre, som Klara på 43 år, arbejder med at etablere sin egen rolle, der er forskellig fra, hvad hun møder hos mange andre praktiserende læger:»jeg har aldrig følt så frygtelig meget at jeg tilhørte gruppen [af praktiserende læger], hverken på studiet eller senere. Jeg har altid følt at det var få kemien passede sammen med i forhold til fag og livsholdninger, og det gør jeg stadig... Nogle opfatter som sådan en slags broderskabsfølelse. Jeg kan slet ikke klare det. Men lige præcis den der fællesskabsfølelse har jeg ikke, og slet ikke når man begynder at puste sig op og sådan noget, det passer mig ikke... Men ellers syntes jeg, i den gruppe, at jeg oplever arrogance og følelse af man er noget ganske særligt... Det er ikke sådan at jeg altid føler mig dårligt tilpas i lægegrupper, der er mange praktiserende læger rundt omkring som jeg finder sammen med, men man skal nok sådan lige finde dem.«på baggrund af det interviewmateriale der indgår her, kan man sige, at disse kvinders måder at opleve sig selv på som læger, ikke peger i retning af, at en ny samlet professionsidentitet er under udvikling. Det er dog karakteristisk, at ingen af kvinderne omtaler rollen som læge som den primære identitetsgivende. En enkelt skelner ikke mellem forskellige identiteter, og de øvrige kvinder søger alle at finde en balance i forhold til deres øvrige liv, særligt når lægelivet fylder for meget. Kvinder og mænd Måderne, hvorpå gruppen af mænd og gruppen af kvinder relaterer sig til identiteten som læge, er lige så forskellige inden for grupperne som imellem dem. Men der er måder at beskrive sit lægeliv på, som optræder blandt mændene og ikke blandt kvinderne og omvendt. Hos mændene ses dette for eksempel tydeligt hos læger som Peter, Ole og Per, for

7 729 hvem lægeidentiteten fremstilles som det, der danner den baggrund hvorpå de øvrige identiteter udspiller sig. Det er mandlige læger, hvis koner, der har kortere uddannelser end mændene, tilsyneladende har valgt at indgå som aktive aktører i forhold til mændenes karrierer dels ved at påtage sig hovedansvaret for hus- og omsorgsarbejdet og dels ved enten direkte at være ansat af deres mænd i deres klinikker eller arbejde deltid i lignende job andre steder. For mænd, hvis koner indtager sådanne positioner, fylder lægeidentiteten mere i interviewene end hos de læger, der ikke har koner der gør det samme. Når lægerne selv beskriver dette, ledsages beskrivelserne ofte af uopfordrede forklaringer om, at dette er en situation de som ægtepar har valgt, at det bedst kan betale sig rent økonomisk, at det er dem der arbejder mest, og at de som hovedforsørgere for familierne arbejder mere og derfor er mindre hjemme. En af grundene til, at de oplever at de er nødt til at forklare sig, er uden tvivl at de oplever at de repræsenterer det, Ole beskriver som en anakronisme, en kønsmæssig stereotypi eller sådan gammeldags forsørgning som Per omtaler det, og at de er nødt til at forklare eller undskylde sig over for en kvindelig interviewer, der er interesseret i køn. Men samtidig virker det som om, de har brug for at forklare det over for sig selv, blandt andet fordi arbejdets omfang tilsyneladende er vanskeligere at styre for disse læger. De giver i hvert fald udtryk for, at de ønsker at arbejde mindre, og at de håber det bliver bedre med tiden. Hermed indtager disse mænd mere traditionelle kønsroller, men de giver udtryk for at gøre det med følelser af ambivalens. På den ene side kan det jo ikke være anderledes, på den anden side ville de ønske, at det var det. På den ene side har ingen af dem som udgangspunkt ønsket at arbejde som sololæger, på den anden side er det dejligt at arbejde sammen med deres koner, nu hvor de er blevet det alligevel. Per udtrykker det på denne måde:»min kone og jeg har aldrig arbejdet sammen, jeg har altid frygtet det, det har aldrig været meningen, men så pludselig så blev det sådan og det var kun fordi jeg er her. Havde købt mig ind i en anden praksis, jamen så havde det ikke været sådan, så var hun fortsat med sin karriere. Men det har vist sig, at vi er enormt glade for det, og vi kan begge to se at det ville have været svært at få familien til at hænge sammen, hvis det ikke havde været sådan, både forståelsesmæssigt at hvis jeg skulle lægge så meget tid i det her, jamen den forståelse ville jeg have meget svært ved at få, hvis det ikke var fordi hun vidste hvad det var der skete, og hvad jeg lavede og sådan noget, så derfor er det utroligt let denne her forståelse. Men der er også sket et rolleskift. Fra vi har været ligeværdige på hjemmefronten har det gået lidt over i den lidt klassiske

8 730 gammeldags forsørgning hvor hun klarer mest det derhjemme og jeg har arbejdet, og det har været lidt svært for os begge to, fordi så bliver jeg hægtet af derhjemme med mange ting. Det er krævende. Vi har arbejdet lige meget begge to, men rollerne er blevet skiftet om fra at være fifty-fifty på hjemmefronten med de ting der skal gøres i et hjem, der er det bestemt kammet over til min kone som tager sig af mange af de ting. Men ellers så må man sige, at uden det, så havde det nok ikke fungeret, ikke med sådan en opstart her. Havde jeg kommet ind i et selvkørende kompagniskab og var pludselig en del, jamen så havde der nok ikke været nogle problemer, fordi så var der systemer og tingene kørte og så videre, så den her proces den ville vi nok aldrig have overlevet uden at vi havde arbejdet sammen. Det har været nødvendigt for mig, man kan jo ikke generalisere, for en anden har det været noget andet, det er jo sjældent at mand og kone går i praksis sammen, det er sådan et enkelt tilfælde det her. For mig har det været sådan, måske ville jeg ikke have haft ressourcer til at gøre det alene, men det har noget med mig at gøre. Andre ville fint have kunnet gøre det. Der er masser af læger der er startet op med et ufatteligt engagement og også udadtil og politisk og redaktører og tju-hej hvor det går, men det er andre personer, de har nogle andre ressourcer, det har jeg ikke, sådan er det.«bemærk at Per taler om, der er sket et rolleskift mellem hans kone og ham: at de før delte arbejdsopgaver omkring hjemmet mere ligeligt imellem sig, men at de på grund af arbejdets krav ikke kunne have overlevet, hvis de ikke havde arbejdet sammen, og hvis hans kone ikke havde taget sig af hovedparten af de opgaver, der ligger ud over praksis. Per søger forklaringen i sin egen manglende formåen. Han er sikker på, at mange andre læge ville have kunnet klare det bedre. Per vurderer sin situation i forhold til andre læger, der i hans beskrivelse er de læger, der kan klare det hele og samtidig har overskud til at engagerer sig i for eksempel fagpolitisk arbejde. Disse andre læger udgør i Pers (og flere med ham) fortælling det, man kan kalde forestillingen om den hegemoniske læge, den succesrige, oftest mandlige læge, med en kæmpepraksis fyldt med patienter, der elsker deres læge, og en lang venteliste, et perfekt familie- og fritidsliv, masser af tillidsposter osv. I mange, mange år har lægen været en person, hvis arbejde udgik fra hjemmet, der ofte måtte indordne sig under at far stod til rådighed dag og nat. Lægen havde en samfundsmæssig helt central placering og funktion, og identiteten som læge var en totalidentitet, som gik foran alle andre identiteter (som for eksempel far, mand, bror, lystfisker etc.). Nogle vil sige, at det ikke er tilfældet i dagens Danmark men i kraft af, at en del mænd gifter sig med kvinder der har kortere uddannelser end de

9 731 selv, at en del mandlige læger gifter sig med kvinder de møder via deres uddannelse, kombineret med at mange praksis er indrettet som solopraksis med praksispersonale der består af fx lægesekretærer eller sygeplejersker, ligger rollen lige til højrebenet. Man(d) køber en solopraksis, ansætter sin kone og håber på med tiden at finde en balance med mere plads til andre væsentlige identitetsgivende projekter. For disse mænd kan man sige, at det er praksis, der gør køn i kraft af de iboende strukturer. Ingen af kvinderne taler om, de har skiftet roller med deres partnere, efter de er blevet praktiserende læger. Hvis de har færre opgaver i hjemmet, er det fordi de har fået rengøringshjælp. Et eksempel er Tove der fortæller: rigtig læge, også selvom det måske føles forkert. Og det føles netop forkert for mange af lægerne, mænd såvel som kvinder: mændene taler om de andre (mænd) der magter det hele, og om at de måske ikke er helt rigtige læger når det kommer til stykket, og når kvinderne forsøger at indtage rollen og næsten knækker nakken på det, undskylder de sig med de ikke er Tarzan. Man kan således ikke hævde, at mænds identitet som praktiserende læger er anderledes i kraft af, at de er (biologiske) mænd, men at opbygningen af professionsidentiteten stadig for nogle mænd foregår under anderledes betingelser end for de fleste kvinder. Interesskonflikter: ingen angivet.»så har vi organiseret os med en ung pige i huset, ellers ville det ikke kunne fungere, ikke når jeg har fuldtids praksis.«(kursivering af BHH). Kvinderne taler snarere om rollesvigt i den forstand, at de ikke føler, de slår til som mor, kone, datter med mere. Dette»svigt«søges genopretholdt ved at arbejde hen i mod en balance i forhold til, hvor meget den enkelte vil lade arbejdslivet invadere privatsfæren. Identiteten som læge ligger klar til indtagelse som en kerne i professionskulturen, tager man(d) den på sig, bliver man en litteratur 1. Hølge-Hazelton B. Læger, køn og arbejde, et litteraturoverblik. Månedsskr Prakt Lægegern 2006; 84: Hølge-Hazelton B. Ny generation nye læger? Månedsskr Prakt Lægegern 2006; 84: Hølge-Hazelton B. At blive praktiserende læge. Månedsskr Prakt Lægegern 2006; 84: Thunborg C. Lärande av yrkesidentiteter: en studie av läkare, sjuksköterskor och undersköterskor. Linköping: Linköpings Universitet, 1999.